Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Skads-Gørding-Malt herreder 1736-47

1746

(Da det er kopien af tingbogen på ArkivalierOnline, der er grundlag for denne ekstrakt, vil der være henvisninger til løbenumrene i den: AO x).

AO2 482:

I Jesu navn Torsdagen den 13. januar 1746:

Til at betjene retten som stokkemænd på Gørding-Malt herredsting 1746 blev af retten udnævnt efterskrevne: 1) Jernved sogn: Peder Jepsen i Jernvedlund, 2) Vejrup sogn: Christen Christensen af Vibæk, 3) Hostrup sogn: Jens Jakobsen af Tvilhoed, 4) Læborg sogn: tvende boelsmænd Hans Mikkelsen og Anders Nielsen Smed af Nyby, begge forsynder eet stokkemandssæde, 5) Vejen sogn: Laurits Jørgensen i Vejen, 6) Brørup sogn: Claus Madsen i Gerndrup, 7) Føvling sogn: Peder Nielsen i Ågesbøl, 8) Lindknud sogn: Jep Sørensen Kidholm i Vittrup eller søn Jep Jepsen, som steden tillige bebor, - som enten selv eller en anden lovfast mand i hver sit sted møder hver ting og betjener stokkemands sæde til årets udgang under tilbørlig straf.


 

AO2 483:

Torsdagen den 3. februar 1746:

På vegne af Jens Mortensen af Sekær fremstillede Hans Fogh af Størsbøl to kaldsmænd, Niels Sørensen  og Hans Frandsen af Omme. Kaldsmemorial: Jens Mortensen varsler efterskrevne: Eske Andersen i Getterup, Anders Tøgersen i Nørre Holsted, Søren Pedersen i Åtte, Rasmus Andersen og Anders Rasmussens hustru Lucie med lavværge i Astofte og Jørgen Mortensen i Jernvedlund for gæld. - Rasmus Andersen i Astofte benægtede at han var Jens Mortensen noget skyldig. Jens Mortensen modsagde ham og saggav ham for at være skyldig 4 rdl., [=> fol. 485] som Jens Mortensen havde caveret for og betalt til Eske Andersen Getterup, hvilket kan tilbyder at beedige. Rasmus Andersen ville ikke idag tillade Jens Moretensen sin anbudne ed, men forblev ved sin benægtelse. Jørgen Mortensen af Jernvedlund tilstod at være skyldig til citanten 2 rdl. 4 mk. d., tilbød at betale 1 rdl. 2 mk. førstkommende  påske eller 1. maj og de øvrkige 1 rdl. 2 mk. toiol Micheli med kaution. De øvrige var ikke mødt, blev lovdaget til 17/2.


 

AO2 484:

Torsdagen den 10. februar 1746:

Jens Jensen af Ribe på vegne af Jens Termann af Ribe ctr. debitorer, bl.a. Birgitte Madsdatter af Stenderup. 24/2.


 

fol. 486:

Torsdagen den 17. februar 1746:

Jens Mortensen af Sekær ctr. debitorer. Hans Fogh producerede lovdag. Tilkendegav, at Eske Andersen i Getterup har ordnet sagen i mindelighed i Åstrup præstegård. Clemend Jensen af Stenderup på vegne af Anders Rasmussens hustru Lucia i Astofte [=> AO2 485] betalte, hvad hun var stævnet for. Den indstævnte Søren Olling i Åtte og Anders Tøgersen i Nørre Holsted, som af Hans Fogh blev saggivet for en Jens Mortensen afkøbt ko at restere 4 rdl., Anders Tøgersen tilstod fordringen, men deerimod foregiver at have til gode for bødkerarbejde 2 mk. d. så vel som og berettter, at Jens Skræder havde accorderet ham denne afkøbte ko at skulle have fået kalv 8 uger før det skete, at den baar, hvorfor han formoder at vorde godtgjort efter billighed, i ringeste ugentl. 1 mk. d., som er for de 8 uger samme ko gik over tiden 8 mk. d. Hans Fogh tilstod Anders Tøgersens regning og udi fordringen måtte decorteres; men hvad den påstand angår betræffende forn.te ko ej til den belovede tid efter debitors formening fik kalv, så contradicerede Fogh sligt ej at være sket ved købet og blive en ting, som Anders Tøgersen vil tilkomme at gøre beviselig. Hvad Søren Olling angår, som ikke mødte, så blev han af Fogh saggiven at restere til Jens Mortensen for 2 stude 8 rdl. 1 mk. Anders Tøgersen begærede sagen udsat i 14 dage i forhåbning, han imidlertid kunne se sagen afhandlet, så vidt ham vedkom. 3/3.


 

Torsdagen den 24. februar 1746:

På vegne af konsumtionsforpagteren Jens Termannsen i Ribe producerede Jens Jensen lovdag og opsættelse. 10/3.


 

AO2 486:

Torsdagen den 3. marts 1746:

Jens Mortensen af Sekær ctr. debitorer. Hans Fogh gav til kende, at Anders Tøgersen i Nørre Holsted havde fornøjet citanten på hans fordring. Men Søren Ollinghar endnu ikke meldt sig til mindelig afhandling. Ikke heller har Jørgen Mortensen i Lund til næstforvigte 17/2 fremkommen med den tilsagte forløfte. Så påståes, at Søren Olling til citanten bør betale de skyldig værende 8 rdl. 1 mk. for et par afkøbte stude, jg Jørgen Mortensen i Jernvedlund ligeså forpligtet at betale de for en afkøbt ko resterende 4 sldlr. [=> fol. 488] samt sagsomkostninger. Hvad anbelanger Rasmus Andersen i Astofte, så bliver citanten fremdeles ved hans fhroen gjorte declaration, at han vil være fornøjet, om debitor ved ed kan benægte fordringen 4 rdl. Hvis ikke, erbyder Jens Mortensen, at han med uskadt samvittighed vil og kan under lovens ed justificere sin krav, om sligt af dommeren måtte tillades. Imod det ... Rasmus Andersen i Astofte ... ... eds offerte protesterer han soleniter igentagende sin forhen gjorte benægtelse og påstår, citanten efter loven bør bevise sin krav. Hans Fogh overlod den ting til dommerens lovforsvarlige behandling. Sagen optaget til doms afsigt.


 

fol. 488:

Sr. Peder Frederiksen fra Endrupholm producerede en stævning. Ingen af de stævnede mødte undtagen Niels Hansen fra Gørklint, som betalte det på sin landgilde for 1745 resterende 10 slettedaler og derhos erklærede, at hvad sig den fordring er angående, som Jens Bennedsen eller fader i Rovedhøje(?) har at fordre hos bem.te Niels Gørklint eller søn Peder Nielsen, som er hos faderen, da tilstod han på egne og søns vegne skyldig at være til Jens Bennedsen eller fader 2 rdl. 3 mk., hvilke penge Niels Hansen her inden retten tilpligter sig at betale til ridefoged sr. Peder Frederiksen førstkommende Langfredag eller og i vidrig fald dom at lide. Fredriksen var fornøjet med Niels Hansens gjorte deklaration med reservation, at ifald han ikke efterkommer sit løfte, da videre at stande til rette. De øvrige indstævnede blev lovdaget til 17/3.

AO2 487:

Stævningen til en del Endrupholm bønder formedelst resterende landgilde for 1745, bl.a. Niels Hansen af Gørklint i Holsted sogn, som indstævnes både for landgilderestance og for skyldig værende penge til Jens Bennedsen.


 

Torsdagen den 10. marts 1746:

Fra Jens Termannsen i Ribe hidsendt et missive, at han tillader, at de som den saggivne fordring har modsagt, at gøre deres saligheds benægtelsesed. Hvor da fremkom Thomas Hansen af Plovstrup ... [=> fol. 489] som aflagde ed på, at han intet skyldte Jens Termannsen. Sagen optaget til dom.


 

AO2 488:

Torsdagen den 17. marts 1746:

For retten mødte sr. Lorentz Nissen fra Estrup, som producerede en stævning af 8. marts (fol. 492). Herimod fremstod Niels Ebbesen af Keldbjerg med en skriftlig protest og demonstration (fol. 493). Hernæst mødte på Niels Ebbesens vegne sr. Nicolaj Johan Ravn af Skærbæk mølle. Han nævner nogle langt hårdere beskyldninger; datoen 3. marts nævnes; (det drejer sig vist om en stævning, som er blevet trukket tilbage), konkluderer: 1) at alle citantens vidners afhørelse efter lovens pag. 111 et 112 art. 21 (DL 1-13-21) er og vil blive ham til ... nytte, men mere imod end med; thi han har dermed platud tilstået hans urigtige intention og særdeles inclination til trættekærhed. Ja end mere 2) ikke alene ... ... ... min principal men endog de indstævnede 18 vidner ... til ting uden enten at vedkende sig sagen eller lade sit extraherede stævnemål i retten hæfte; følgelig ... er han ikke alene skyldig efter lovens pag. 45 et 46 art 32 (DL 1-4-32) at betale min principal al beviselig kost og tæring såvel som at have tabt sin sag, for så vidt samme stævning concernerer og indeholder, men endog efter forordningen af 3. marts 1742 7. post betale til justitskassen 2 lod sølv og lige så meget til hver af de 18 indstævnede vidnespersoner, før end ham tillades efter nyt stævnemål vidner at lade føre. Og ligesom ommeldte forordnings allegerede 7. post befaler slig kendelses uopholdelige afsigt og execution, så urgerer og påstår jeg i denne dag (sag?) herpå rettens lov- og forordningsmæssig forsvarlig kendelse. Fremdeles 2) beråber jeg mig på min principals vegne såvel på den til idag 14 dage som idag extraherede stævnemål, hvoraf ligger klart, at såvel min principal som hustru for sigtelse og saggivelse samt beskyldninger at tiltales er stævnet. Thi lad være, at min principal for slige [=> AO2 489] beskyldninger i stævning alene er benævnt, så er det jo udisputerligt, at hans hustru og dermed er indbegreben og ikke som et vidne er at considerere; raison: den formente omtvistede ko er jo lige så vel af min principals hustru som min principal selv; thi den var jo et fælles ejendom og følgelig ikke kunne  sælges uden hendes vilje, vidskab og tilladelse, ja tilhørte min principalinde ikke lige så vel sin del i samme ko som min principal og følgelig tillige med min principal er fællig sælger, ligesom hun og ikke alene er og bør anses som den, der er imliceret i sagen, men endog som den, sagen egentl. angår. Thi som hun ejede koen lige så vel som hendes mand, så gælder jo og sagen hende an og angår såvel hendes gods som og ære i henseende til de f...gerede beskyldninger; per konsekvens er hun ikke skyldig til at vidne i hendes egen sag og ikke heller som et vidne kan considereres eller anses, men tillige efter loven som en saggiven og beskyldt person er at anse, følgelig hverken bør eller kan nogen vidner efter dette idag producerede og hæftede stævnemål antages eller afhøres imod loven pag. 29 et 30 art 1 (DL 1-3-1). Thi et er at stævnes som et vidne og et andet at anhøre vidner, hvilke 2 parter aldeles ingen connexcion med hinanden, men er at considerere som 2 stridende parter. Thi påstår jeg nomine principalum, at citanten med sit ulovgrundede stævnemål bør afvises som ulovl., tilmed ikke alene efter loven pag. 45 et 46 art 32 (DL 1-4-32) betaler min principal denne tingrejses omkostning, men endog for hans strafværdige ... .... til justitskassen 2 lod sølv og lige så meget til hver af de til idag indstævnede vidnespersoner. Endelig og til slutning 3) indstilles til rettens skønsomhed og lovforsvrlige behandling, om ... vidners afhør i denne sag kan foretages, så længe det høje herskab til Estrup ikke lovl. er stævnet eller kaldet, allerhelst sagen angår forn.te høje herskabs bortdøde creaturer på Estrup og følgelig således herskabets gods sagen angælder og consernerer, og endskønt herimod måtte opponeres, at deres fuldmægtig er stævnet, så svares, at ligesom det bekendt er, at merbem.te høje herskab ikke har betroet fuldmægtigen at udforpagte Estrup, men at derimod forpagtningen er sluttet af generalen selv og i hans egne navn, så følger og deraf, at fuldmægtigen i denne sag ikke er tilladt eller magt given at agnoscere nogen saggivelse, men at derimod det høje herskab til Estrup som angældende derimod lovl. bør kaldes og stævnes, hvilket alt indstilles til rettens skønsomhed og behandling, således som de på tid og sted [=> fol. 491] agter at forsvare. Hvorpå og i alt så vel som Niels Keldbjergs idag under egen hånd indleverede protest og demonstration Ravn udbad sig rettens lovforsvarlige kendelse. - - Lorentz Nissen som ikke med liden forundring havde afhørt så vel Niels Keldbjergs som advokat mons. Ravns overflødige og vidtløftige skriftl. og mundtl. tilførte, holdt det så ufornøden som uvedkommende at indlade sig med besvarelse over alle disse fremsatte protester og sagen uvedkommende ventilationer. Thi om sligt skulle foretages, ville dertil udfordres så tilstrækkelig en tid, som denne dags lys ikke kunn tilstå. Men som alle disse ting for..... hverken consernerer sagen ej heller har nogen bifald af det extraherede lovl. stævnemål, så ville Lorentz Nissen denne sinde alene blive ved sin sag, til hvilken stævnemålet hensigter, og hvad resten angår, skulle herefter  ved tid og sted, så vidt meriterer, nyde besvarelse. Imidlertid begærede Nissen, dommeren ville se sagen fremmet og alle unyttige og uvedkommende ting tilsidesat, venter så sine vidner påråbt at fremkomme til forhør. - - Ravn næst at inherere sit forrige og vartede og påstod rettens bifald på de indvendte protester, allerhelst hverken modparten eller fuldmægtigen mons. Fogh derimod med allerringeste skin af ret har kunnet indvende et eneste ord, men sammes lovfunderede rigtighed per silentium har tilstået, ligesom det og overalt og af alle love og retter er bekendt, at enhver ubekendt sagsøger bør legitimere sin person og vise, om han er det, som han sig angiver for, før end ham kan tillades at føre en fattig trælbonde i proces og pengespilde, og det som så meget som sagens omgang hidindtil viser sin lovstridighed i sig selv, det og ingenlunde er lovforsvarligt at føre vidnere mod ustævnede personer, såsom det høje herskab til Estrup, hvis bortdøde kreaturer sagen egentl. angælder og ligesom højbemeldte høje herskabs fuldmægtig mr. Gydesen her for retten er til stede, så tvivles ikke på, at han jo i dette fald observerer sin høje herskabs jura således som han agter og vil være ansvarlig. Hvornæst Niels Ebbesens hustru som angældende imod vidner at anhøre ikke heller er kaldet eller stævnet. Sluttel. urgerer Ravn endnu som før rettens kendelse. -- Lorentz Nissen for ikke at tage del i ulovskikkede procedurer ville alene forblive ved sin forrige og om fuldmægtigen på Estrup fandt nødig noget på sit høje herskabs vegne at indvende, så remitteres samme til hans besvarelse, efterdi han for retten var til stede. - Sr. Gydesen fremstod for retten, som erklærede, at han intet imod det udstedte og idag producerede stævnemål haver at indvende, men skulle noget under sagen indløbe, som hans høje herskab kunne angå, skulle han ... vedbørlig deres tarv observere; ville ellers [=> AO2 490] og ... have declareret, at Gydesen så Lorentz Nissen og hans fader Claus Nissen som forpagter på Estrup. - Sr. Ravn ... ... herpå, at han anså mons. Gydesens gjorte  declaration, i særdeleshed den ... retstridig imod loven lige så gyldig og troværdig som Lorentz Nissen at være forpagter på Estrup, så længe han ikke legitimerer sin person med sådan fuldmagt, allerhelst det synes noget urimeligt, at en fuldmægtig skulle have magt til enten at bortgive eller erklære sin høje herskabs ... ... ... ... erklære den som forpagter, han aldrig kan bevise af sit herskab som forpagter at være antagen ... ... ... at ham er magt given til at gøre til forpagter, vhem ham lyster ... ... ... - Sr. Gydesen alene vedblev sit forrige, og hvem som ikke vil tro hans gjorte declaration, tilkommerr det dem anderledes at bevise. - Lorentz Nissen bad endnu som forhen, dommerenville efter sin embeds pligt og hans maj.ts allernådigste lovs befaling se alle disse hidindtil protokollen tilførte unyttige ventilationer hæmmet med sin lovforsvarlig kendelse, på det citantens her idag indstævnede vidner måtte blive til examen fremkaldt. - Sr. Ravn på mons. Gydesens tilførte, at han efter loven og den almindelige ret er skyldig til at legitimere sig med fuldmagt fra sit høje herskab til den idag af ham formentlig sit høje herskab til  præjudice gjorte declaration, ligeom og Lorentz Nissen skyldig er at producere sin forpagtningskontrakt for at vise, om han og er den, som han sig angiver for, før end som helst ham kan tillades i en sådan qvalitet imod nogen at rejse sag; thi lige så lidet som nogen ubekendt person kan admitteres til vidne imod loven pag. 105 art. 5 (DL 1-13-5), således formodes og, at en ubekendt under navn af forpagter må føre vidner imod en bohæftig mand; imodlertid submitterede Ravn sig retten såvel i dette som forhen tilførte. - Lorentz Nissen måtte med forundring fornemme, det han af mons. Ravn nu er bleven så ubekendt, eftersom Lorentz Nissen ikke rettere vidste, end at han i mange år har haft den ære af mons. Ravns kendskab, ellers var det ej alene alle tingsøgere noksom vitterlig, men endog det hele herreds beboere og ventelig flere bekendt, at Lorentz Nissen er bosiddende i husholdning på Estrupgård som forpagter, hvorimod(?) mons. Ravn nu agter at godtgøre, det Lorentz Nissen kan(?) anses som ubekendt, det overlades alle retsindige, og særdeles denne respektive ret, at påskønne. Beder endnu som forhen at måtte nyde rettens assistance til hans sags fremme og reserverer sig sin lovlige indsigelse til sine tider og steder for alle herimod brugte ulovskikkede modsigelser. - Ravn svarede kortelig, at dersom [=> fol. 492] han .. ... haft legitimeret sig med sin forpagtningskontrakt, havde den dispute forlængst ikke alene været afgjort, men endog derved sparet protokollens fylde med hans unyttige og utidige og for luft og vind opstyltede proceduremåde, så han selv er skyldig og årsagsmand i det han ubillig tillægger andre, hvilket man dog reserverer på tid og sted at begå efter meriter, og til slutning inhererer priori. - Retten ville fornemme hos hans excellence Scholtens fjuldmægtig mr. Gydesen, enten Lorentz Nissen eller fader eller og de begge har Estrupgård i forpagtning, hvorpå han sin rene svar haver i protokollen at tilføre til rettens nærmere efterrretning ved denne æskende interlocutories afsigelse. - Gydesen ligesom forhen erklærede, at han anså Lorentz Nissen og fader som forpagter på Estrup, forstod derved, at de virkelig med hverandre udi forpagtningen er interesseret. - I anledning af mr. Gydesens tilførte erindrede Ravn retten at observere af den gjorte declaration, at hanvel tilstår Lorentz Nissen med faderen er interesseret, men ikke, at han er virkelig forpagter og med det høje herskab til Estrup har sluttet og uderskreven forpagtningskontrakten, følgelig er hgan skyldig at producere og fremvise sin forpagtningskontrakt, om han og er den mand, han angiver sig for eller ikke. - Retten resolverede, at siden den af sr. Lorentz Nissen på Estrup udtagne stævnemål lovl. er forkyndt for alle de deri benævnte, som sammes edel. påskrift og afhjemling udviser, hvori også hans excellence von Scholtens på Estrupgård holdende fuldmægtig er indkaldet for sin høje principals ret at observere, altså blev samme stævning ved magt kendt. Hvorefter retten ikke så efter mr. Ravns og Niels Ebbesens tilførte protester at kunne nægte mr. Nissens indstævnede vidners førelse. Hvad angår den af mr. Lorentz Nissen æskende forpagtningskontrakt, sa siden hans excell. von Scholten fuldmægtige tilstår, det Lorentz Nissen med hans fader i forpagtning er interesseret, så så retten ikke for det første ved dette tingsvidnes førelse at kunne pålægge ham sig med forpagtningskontrakten at legitimere, siden loven allernådigst tillader enhver, der formener sig forurettet, at føre vidner. Og siden det nu er aften og ej længere i protokollen kan ses at skrive, så ingen vidner i aften kan blive afhørt, altså blev samtl. indstævnede vidner efter stævnemålets formelding forelagt under faldsmåls straf tuk til idag 14 dage d. 31/3. [=> AO2 491] Niels Ebbesen begærede ved udtog beskrevet alt, hvis idag passeret er, hvilket og rettentillod undtzgen den ergangned kendelse efter forordningen.


 

AO2 491:

Ekstrakt af tingprotokollen: Opsættelse af Endrupholms sag ctr. debitorer.


 

Rettens stævning af Niels Ebbesen i Keldbjerg: Lorentz Nisse, forpagter på Estrup, andrager, hvorledes han imellem næst forevigte nytår og Helligtrekongersdag, da han aldeles ingen smitsom sygdom vidste eller skulle have formeret sig befrygtede iblandt Niels Ebbesens hornkvæg i Keldbjerg at være, afkøbte bem.te Niels Ebbesen en ko, som blev ført til Estrupgård, hvor den 5-6 dage derefter blev befunden syg og bortdøde, efter alles visse formodning, at den iblandt hornkvæget grasserende smitsomme syge, hvorpå al Estrupgårds besætning af hornkvæg straxen af denne landfordærvelige sygdom blev anstukken og som desværre bekendt e, så næsgen bortdød, og da det ligeledes er bekendt, at al fornævnte Niels Ebbesens hornkvæg, ungefær ved omrørte tid af denne fæsyge skal være bortdød, så roullerer der og hos folk sådan  rygte, ligesom der iblandt Niels Ebbensens hornkvæg skulle og været for (før?) mærket denne smitsomme syge at have ytret sig /: men ingen unden Keldbjerggård eller ... nogle særdeles bekendt :/ før end Lorentz Nissen købte fornævnte ko, med hvilken der menes sygdommen at være påført Estrupgårds besætning. Dette årsager citanten at lade føre vidner, dels for at ligge sit høje herskab for øjne, at ingen sygdom iblandt Niels Ebbesens kreaturer var bekendt eller åbenbar, da merbemeldte ko af ham blev købt, dels og for at få at vide, om den nu roullerende rygte om Niels Ebbesens [=> fol. 493] kreaturers sygdom, før end han solgte omrørte ko til citanten, medfører sandhed eller ikke etc. Thi stævnes merbemeldte Niels Ebbesen at anhøre vidner (m.m). Som vidner stævnes Ebbe Laursen og hustru, Niels Ebbesens hustru, Hans Ulf den ældre og Hans Ulv den yngre af Asserbøl, Jørgen Jensen og hustru samt Nis Jepsen af Vejen, Niels Knudsen og Stephan Nielsen af Drostrup, Knud Pedersen og Jakob Iversen af Vittrup, Anders Snedker, Laust Henriksen og Anders Nielsen af Nyby, item Christen Andersen og hustru af Nordenskov samt Christen Rytter af Gerndrup. Stævningen anmeldes også for det høje herskab til Estrup deres derværende fuldmægtig Lauritz Gydesen.

fol. 493:

Niels Ebbesens indlæg: Af et d. 8. marts af den såkaldte forpagter på Estrup extraherede stævnemål erfarer jeg, hvorledes han under påskud af en mig afkøbt og endnu ubetalt ko formedelst vidners afhør søger ligesom at ville påbyrde mig mistanke både at have været årsag til al den ulykke, som er sket formedelst sygdommen imellem hornkvæget på Estrupgård, som og til den skete skade at være og blive ansvarlig. Men som hverken min ære, lempe eller formue kan tåle at tage imod så hårde, vrange og urigtige fingerede mistænkeligheder, så finder jeg mig beføjet af forn.te citant og sig såkaldede Estrup forpagter Lorentz Nissen, før end jeg skyldig kan findes, mig med ham i dette intenderende søgsmål at indlade, efter loven og den almindelige ret først og frem mest at æske og påstå, såsom jeg og herved og kraft dette æsker og påstår, 1) at han sig som navngiven forpagter bør legitimere sin person ad causam og som [=> AO2 492] forpagter. Thi jeg har vel hørt, at hans fader er forpagter og ikke han, men at han derimod ripper og rejser imellem Nybøl i Holsten og Estrup og snart på det ene og snart på det andet sted uden at have nogen vis bopæl; tilmed 2) at han dernæst i henseende til de ved dette søgsmål mig påbyrdede hårde og ... ... mistænkeligheder, siden han som forpagter /: om han ellers som forpagter kan glegitimere sin person :/ ventelig har måttet stille kaution for hvis ham på Estrup kan være betroet og følgelig her i Jylland, så vidt bekendt er, ejer lidet mere, om ikke så meget mindre som dette kan være, bør stille mig nøjagtig kaution for sagen med hvis deraf dependerer og kan flyde, førend ham kan tillades nogen sag imod mig at rejse eller begynde. Hvornæst ligesom jeg ikke nægter, at jeg jo imellem sidst afvigte nytår og Helligtrekongersdag har solgt til citanten som den, jeg ifølge forordningen siden han gav sig navn af forpagter efter min enfoldige formening havde frihed at sælge til, da mig vitterlig ikke var eller havde været nogen smitsom sygdom imellem mit kvæg, en ko, ligesom den og var frisk og sund, da den fra min stald udkom. Så følger deraf, 3) at citanten før end han den forestævnede bevis kan føre og fremme, bør bevise, som herved i allerkraftigste måder påstås, 1) om det og er den selvsamme ko, han mig afkøbte, han har bragt til Estrup, og om samme først med sygdommen er blevet befængt, 2) om i så fald den på nogen inficerte steder imellem mit og Estrup på vejen kan været eller og 3) ikke i folks hænder, som med det syge og inficerte kvæg har omgåets, handlet eller vandlet, og endelig 4) om nogen(?) før end sidst afvigte nytårsdag har været imellem Estrup, som enten med det inficerte kvæg har omgåets eller marchanderet, allerhelst det såvel af de mange kgl. allernådigstge anordninger og befalingeer ang. sygdommen imellem hornkvæget som en og anden ... ... ... ... efterretning er bekendt, hvorledes mange steder med fæsygdommen er blevet befængt af de, som enten med dert syge kvæg har omgåets eller marchanderet og tid efter anden faret fra et befængt, usund sted til et ubefængt eller uinficeret sted og ligesom da, 5) at ingen mere har omgåets, handlet eller vandlet med det syge og inficerede kvæg end min contrapart Lorentz Nissen og det om så meget mere 6) som det bekendt er, at kvæget på Nybøl næsten 2 gange er uddød og han somme tider 2 gange i hver uge rejser imellem bem.te Nybøl og Estrup og såvel med det syge kvæg og fornævnte Nybøl har omgåets som med de deraf dragede huder marchanderet, ja endog 7) her i landet på adskillige steder og tildels på de inficerte steder, og det især, andre steder ej at berøre, i Maltbæk og Gesten, hvor sygdommen allerstærkest har grasseret, har købt en stor mængte af kvæg såvel af køer som anden slags, og monne han ikke have henbragt og indstaldet alt dette på Estrupgård, thi hvor er det ellers af bleven, og til hvem har han afhændet det. Så længe han ikke beviser, at han det lovl. af landet har udført, som herved påståes, [=> fol. 494] og som denne hans omgang af alle og enhver er åbenbar og bekendt, så begriber jeg ikke, hvorledes min eneste uskyldige ko, der måske aldrig har set Estrup, skal bære skylden for så mange, eller hvad hensigt citanten dermed han have uden formentlig enten at beholde den ubetalt, som er rimeligt(?) nok, siden han endnu tilbageholder betalingen, eller og under en vrang og urigtig prætext for det høje herskab til Estrup ved samme besmykke hans lovstridige og imod de kgl. allernådigst ergangne anordninger og befalinger højstridende omgang og marchandi med dette syge og inficerte kvæg såvel på før ommeldte som andre steder ... ... ... at tilstille ventelig fordi han har fået godt køb eller og aldrig agter at betale det, og taget hvad tour ham lystede og derimod tilladt urigtig og vrangeligt at tillægge eller pådigte mig så hårde og utålelige beskyldninger og mistænkeligheder, da han efter slige omstændigheder ikke uventelig selv såvel både har tilbragt Estrup som mit kvgsygdommen og derfor bør være ansvarlig og stande til rette. Ihvorvel jeg beskylder ham ikke videre end hans omgang imod de kgl. allernådigstge anordninger og befalinger angående grasserende fæsyge både er stridende og højstmistænkelige, ja Gud ved, om der er ikke lige så mange sønder- som nørpå, der må sukke over denne hans omgang, hvorfor og efter hvilken beskaffenhed jeg ydmygst beder og påstår, at Deres velædelhed tilfinder citanten ikke alene at legitimere sin person som forpagter, men endog for sagen at stille mig nøjagtig kaution, tilmed at han først og fremmest bør vedbringe de ham herudinden opponerede beviser, forinden ham kan tillades nogen sag imod mig at rejse eller fremme. I vidrig fald jeg protesterer solemniter og reserverer ikke alene reservanda sub loco et tempore, men endog ved modbeviser at bringe for lyset det, som citanten nødig vil have og han nu skjuler i mørket. Sluttel. forbeholder jeg mig immediate hos Deres kgl. maj.t at gøre allerunderdanigst ansøgning og føre klagemål, om denne citantens ommeldte omgang er eller har været tilladelig eller ikke, og om han ikke efter anførte beskaffenhed bør skyldig at væte at restituere mig mit bortdøde kvæg, allerhelst jeg vidste af ingen smitsom sygdom mellem mit kvæg enten at være eller at have været, før end citanten der både havde omgåets og handlet med det syge og inficerte kvæg, så og med de deraf dragede huder marchanderet, kom i min stald og imellem mit kvæg, da det og ikke varede mange dage derefter, før end den fordærvelige grasserende fæsyge og indfandt sig mellem mit kvæg således, at det udi en hast derefter bortstyrtede. I håb at reddes med retten udi dette mit begærte forbliver jeg med al veneration velædle højstærede hr. herredsfogeds ydmyge tjener Niels Ebbesen.


 

fol. 494:

Torsdagen den 24. marts 1746:

AO2 493:

Sentence: Det er af denne domsakt at se og fornemme, at Jens Mortensen i Sekær ej alene lovligt har ladet indstævne Eske Andesen i Gettrup, Anders Tøgersen i Nørre Holsted, Søren Pedersen Olling i Åtte, Rasmus Andersen i Astofte, Anders Rasmussens hustru Lucie ibm. og Jørgen Mortensen i Jernvedlund for hvis enhver [=> fol. 495] af dem til ham kan være skyldig bleven, men endog (lovdag og opsættelse). Under sagens videre drift har Eske Andersen i Gettrup i mindelighed affunden sig med citanten i Åstrup præstegård den 9. febr., hvorfor han og for videre søgsmål i denne sag frifindes. Ligeledes har Anders Rasmussens hustru Lucie i Astofte betalt hvis hun var stævnet for, hvorfor hun og hermed frifindes. Hvad den fordring neml. angår, som citanten siger sig at have til gode hos Rasmus Andersen i Astofte formedelst et for ham indgangen forløfte til Eske Andersen i Gettrup, som han og siger til ham at have betalt, da efterdi citanten Jens Mortensen ikke har ført ringeste bevis om, slig caution for Rasmus Andersen af ham er sket, så bliver fornævnte Rasmus Andersen herved i alle måder for Jens Mortensens tiltale og sigtelse frifunden. Men Søren Pedersen Olling i Åtte, som ikke er mødt i retten og har benægtet de 8 rdl. 1 mk., som han er skyldig for et ,par citanten afkøbte stude og Jørgen Mortensen i Jernvedlund, som selv er mødt i retten og tilstanden sin debet 4 slettedlr., men ikke til opsættelsens tid præsteret den belovede caution, bliver pligtig og bør betale forbem.te saggivne og uimodsagtge debet tillige med tre mark danske pro persona i processens omkostning. Alt inden femten dage (etc.).


 

fol. 495:

Torsdagen den 31. marts 1746:

Lorentz Nissen fra Estrup producerede forelæggelse (fol. 498). Begærede sine vidner til forhør. Samtlige vidner mødte undtagen Niels Ebbesens hustru og Ebbe Laursen og hustru i Keldbjerg så vel som en af citanten frafalden vidne Niels Knudsen af Drostrup. - Prokuratpor Nicolaj Johan Ravn mødte for Niels Ebbesen; inhererede sine protester. Gav retten til kende, hvorledes det idag producerede forelæggelse vigure ... 1: afvigte overgår dags dato vedkommende først er bleven [=> AO2 494] insinueret, og ligesom loven pag. .. art. .. item pag. 106 art 7 befaler, at forelæggelse eller lovdag bør gives på 14 dage, så befaler og forordningen af 3. marts 1741 2. og 3. post /: hvorved Ravn erindrer, at forelæggelse som spargeres først sidst afvigte mandag er tagen beskreven; (kræver at visse stævningsmænd skal betale 2 lod sølv til justitskassen, og at forelæggelsen kendes ugyldig m.m.) - Lorentz Nissen refererede sig til sin forrige begæring. Hvad angår forelæggelsens forkynbdelse, da som Lorentz Nissen med lovlig 8 dages varsel here til tinget idag 14 dage havde indstævnet en del vidner, vidnerne også i følge af stævnemålet her for retten var mødt, som selv opsættelse og forelæggelse og over alt er den for vidnerne 3 dage forhen bekendt, som Lorentz Nissen formente var betimelig efter rettens ham forelæggelse pålagt forkyndelse. Skulle der da være begået nogen forseelse, så erklærer Nissen, at sådant er sket af en uvidenhed og derfor til de udeblevne 3 vidner ifølge af forordnignen af 3/3 1741 den 3. post er ny forelæggelse begærende, men forhåbede, at de idag tilstedeværende vidner måte blive accepteret til forhør. - Ravn på ridefogedens mr. Gydesens på Estrup på Lorentz Nissens vegne tilførte regiterede kortel., at han hverken kunne forstå eller begribe, hvorledes mr. Gydesen som den, der på sit høje herskabs vegne er stævnet og saggivet for at observere sit herskabs tarv, vil agere procurator for Lorentz Nissen, som er et kendel. mærke, at de både eer interesseret og i fællig med hinanden med deres købmandskab, men dette må være ihvordant det er, som reserveres til tid og sted, videre at demonstrere og forklare. Så dog i henseeende at en del af mons. Gydesens tilførte strider direkte imod sandhed, [=> fol. 496] finder Ravn sig beføjet ifølge det kgl. allernådigste rescript af dato Fredensborg d. 31. okt. 17..., som her ved retten d. 20. nov. derefter er publiceret, at urgere, æske og påstå, det mons. Gydesen som procurator ikke alene med stedets høje øvrigheds autorisation bør legitimere sin person, men endog at justere, at han af sit høje herskab er befuldmægtiget at agere sag for de, som har saggivet merbemeldte hans høje herskab eller ham på herskabets vegne og i mangel af alt sligt at protestere påstår Ravn, at hvis mons. Gydesen på Lorentz Nissens vegne har ladet protokollere, ikke alene efter allerhøjste mentionerede rescript bør annulleres, men endog at han for hans strafværdige ophold og illution(?) mod retten og vederparten bør anses med tilstrækkelig mulkt til justiskassen, hvorpå Ravn inhererer sit forrige og submitterer sig rettens kendelse. - Lauritz Gydesen, som på sit herskabs vegne vr til stede, som kunne ikke andet end forvundrer sig over, at mr. Ravn vil kalde Gydesen procurator på Lorentz Nissens vegne, i henseende Lorentz Nissen er selv personel her for retten til stede, og er hans egne ord, og ikke Gydesens, som protokollen er tilført; og endnu mere måtte forvundre sig, at Ravn deraf uddrager dette, at Lorentz Nissen og Gydesen er udi købmandskab ineresseret, formedelst det som Lorentz Nissens forelæggelse angående protokollen har ladet tilføre, og om det end så var, at de udi købmandskab med hverandre var intereseret, så kunne det vel give sr. Ravn lige meget, thi det er fornøden at der nu igen besætning til Estrupgård skal indkøbes, som tilkommer Gydesen på sit høje herskabs vegne og forpagteren Lorentz Nissen derved at være overværende. Resten af mr. Ravns tilførte holdt Gudesen ufornøden at besvare. - Ravn krævede såvel retten som de 8 mænd til vidner, at alt hvis idag på Lorentz Nissens vegne er tilført, er sket ord fra ord af mr. Gydesen og ikke af Lorentz Nissen, følgelig er påstanden rigtig og ... ... ... ... proforma indkaldelse, Lorentz Nissen har ladet gøre på herskabets vegne til mr. Gydesen, siden det er særdeles forvunderligt, at den stævnte som mons. Gydesen vil agere actor eller actors procurator og ikke som en stævnet mand observere hans herskabs jura, men imod samme vil excipere. Thi lad være, Lorentz Nissen er selv for retten til stede, så har han dog ikke selv nævnt eller talt et eneste ord af alt, hvis mr. Gydesen på hans vegne protokollen er blevet tilført; udbad sig rettens kendelse. - Lorentz Nissen begærede rettens assistance til at føre vidner. - Dommeren , som af den producerede forelæggelses påskrift af 29. marts måtte fornemme, at forelæggelsen ej betimelig for vidnerne er ankyndiget, fandt sig beføjet i anledning allernådigste forordning af 3. marts 1741 dens 3. post at tildømme sr. Lorentz Nissen strax til justitskassen at betale to lod sølv, forinden hammen efter begæring nye forelæggelse til de udeblevne vidner kunne meddeles. Hvad sig de idag såvel som idag 14 dage tilstedeværende vidner er angående, da admitteres de til examen. Sluttel. [=> AO2 495] vil retten i loven og allegerede forordnings anledning alvorlig have parterne erindret .og pålagt, at de indeholder sig fra sagen uvedkommende vidtløftigheder, hvorved alene realiteten i sagen forbigåes og vidnerne derved bliver tilbageholdt, hvorfor parterne på korteste måde befordrer vidnernes førelse, såfremt den strafskyldige ej i tiden med vedbørl. mulkt for unødig ophold vil vente sig at blive anset. - Ravn på hans principals vegne reserverede conpentencia og erklærede ikke alene den idag 14 dage og idag afsagte kendelse på tid og sted vedbørl. at påanke og til den ende begærede beskreven, hvis passeret er, og var villig efter forordningen såvel at erlægge det erfordrende stemplet papirs betaling så vel som skrivergebyr, dog ifald og imod forhåbning retten imod de indvendte protester skulle lade vidner sin fremgang, erklærer han ingen videre indladelse, men protesterer solleniter imod al præjudice og om ikke aleneste at forebygge, at hans principal ved sådan intenderende vidners førelse ikke alt for meget skal præjudiceres, dog med protest, at sligt ikke til foromrørte kendelses afsigt påanke skal være, blive eller komme til nogen præjudice, overgav i retten sine forfattede skrifrlige artikuler dat. Gørding-Malt herredsting den dags dato, som han forhåbede, retten, siden vidnerne efter forordningen med ingen anden har at handle, således under den formente examen vil observere til vidnernes ..., som han lov- og forordningsmæssigt agter at forsvare, siden man imod de indvendte protester sig her ej videre kan eller bør indlade. Disse forn.te articuler lyder folio 498. - Retten bevilgede mr. Ravn udtog af, hvis passeret er, kendelsen undtagen, som ej forinden tingsvidnets ... i forordningens anledning bør gøves beskreven. Hernæst Lorentz Nissen producerede sine skriftlige quæstioner til vidnerne (fol. 489). - Hvor da fremstod

1. vidne, Jørgen Jensen af Vejen:

  1. ja.
  2. Niels Ebbesen lovede at levere ham den i Gammelby.
  3. Niels Ebbesen kom til ham og sagde, han havde nok forregnet sig noget med kvien, at den ikke just skulle bære til den tid, han havde sagt, hvortil vidnets hustru svarede, det var ligemeget, de ville nok have den, endskønt den kom noget sildere. Lidet derefter sagde Niels Ebbesen, at kvien var bleven noget syg og tyk dervedl og mente, det var af blodet, hvorfor han havde skåret den, og derhos sagde, at den kiærte sig, åd og drak. Hvilket passerede aftenen før Nytårsdag næst afvigt. Men enten det var af nogen smitsom syge eller ikke, at samme ko var syg, vidste vidnet ikke, siden den var frisk og sund 3 dage før nytårsaften, da han købte den.
  4. Niels Ebbesen havde vel sagt, at vidnet [=> fol. 497] (ej?) skulle udsprede nogen rygte om, at bem.te kvie havde været syg, på det at folk ej deraf skulle fatte tanke, at sygdommen var i hans gård, og derfor sky hans hus; men langt fra at vidnet kan sige eller ved, at der vqar nogen smitte i Niels Ebbesens gård, og mindre, at Niels Ebbesen tilstod, at der var eller havde vret nogen smitsom sygdom i hans gård eller imellem hans kvæg, og ydermere erklærede vidnet, at Niels Ebbesen sagde, at han i det første år ej havde haft et sygt høved i sin gård før denne kvie, han havde skåret for blodet, som igen var kommen til rette.
  5. Niels Ebbesen havde lovet at skikke vidnet bud på Nytårsdag middagen om at afhente bem.te kvie; men der kom ingen bud.
  6. Vidnet hørte ej før længe derefter, at Niels Ebbesens kvæg var dd, men hvor kort eller længe derefter kunne han ikke erindre.

Hvornæst contracitantens spørgsmål for vidnet blev oplæst, men vidste intet derom at forklare.

2. vidne, Kirsten Knudsdatter ibm.

1-2: vidste vidnet intet af.
3-4: ligesom første vidne med tillæg, at Niels Ebbesen sagde, at kvien rystede.
5-6: som første vidne.

På contrapartens spørgsmål vidste vidnet intet om

3. vidne, Stephan Nielsen af Drostrup:

  1. ja.
  2. vidste intet af.
  3. vidste ligeledes intet af.
  4. ej heller.

På citantens contraquæstioner: vidste intet af.

4. vidne, Hans Pedersen Ulf den ældre,
5. vidne, Hans Pedersen Ulf den yngre af Asserbøl:

  1. ja, men enten der var den første eller anden søndag efter Helligtrekongersdag at svaghed betyndte først ved Niels Ebbesen, det vidste de ikke.
  2. de har vel hørt det, men kan ikke erindre dagen.
  3. de vidste ikke, der var noget sygt ellr død før omvundne tid.

På contrapartens quæstioner kunne vidnerne ingen forklaring gøre.

6. vidne, Christen Andersen af Nordenskov og
7. vidne, Karen Henriksdatter fra ibm.

  1. ja.
  2. vidste intet derom, men forklarede, at det første, de hørte der var svaghed blandt Niels Ebbesens kreaturer var næst og første mandag før den af hans kgl. maj. anordnede bods- og bededag for den mellem hornkvæget grasserende svaghed var ansat. Videre forklarede vidnerne, at de høbte og bekom en stud af Niels Ebbesen i Keldbjerg sidst afvigte nytårsmorgen, som blev henbragt og opsat blandt deres kreturer, som endnu er friske og sunde, og efter en 8-9 dages forløb derefter slagtede samme, da den var frisk og sund, ... hverken indvortes ellr udvortes var at se og finde nogen smitsom tegn elle sygdoms kendemærke.
  3. vidste vidnerne intet om.

På contracitantens [=> AO2 496] quæstioner kunne vidnerene ingen forklaring gøre.

Lorentz Nissen erklærede at frafalde de øvrige indstævnede vidner, siden han fornam, de ikke vidste noget til sagens oplysning, undtagen Niels Ebbesens hustru og hans forældre, som han begærede til idag 14 dage lovdaget. - På Niels Ebbesens vegne blev til rettens nøjere ... judicateur den idag 14 dage indvenddte protest og til dessens grund i særdeleshed lovens pag 29 art 1 (DL 1-4-1), som med reservation af sin forhen indvendte protester og påstand til rettens lovforsvarl. behandling på tid og sted erindre. - Lorentz Nissen endnu begrede, at de 3 idag udeblevne vidner, nemlig Niels Ebbesens hustru og hans forældre i Keldbjerg måtte af retten forelægges under fals straf her i retten personl. at møde til idag 14 dage. - Retten i anledn. af mons. Ravns protest så ikke lovforsvarligt at tildømme hende at vidne i egen sag, hel,st så mange andre vidner af citanten er indstævnet og en del allerede er frafalden. .Thi som hun er en ejer af den halve bo, er hun jo lige så vel participeret i den halve bo som manden og altså måtte vidne i egen sag. Hvorfor hun fritages. - Siden sr. Lorentz Nissen har efter forordningens tilhold har eerlagt en en rdl. bøder til justitskassen, formedelst han har ladet forsømt forelæggelse betimeligt at forkynde, så bliver ham herved i forordningens tilhold ny forelæggelse forundt til Ebbe Laursen og hustru Maren Sørensdatter, som under falsmåls straf forelægges til idag 14 dage d. 14/4.

fol. 498:

Sagen Lorentz Nissen ctr. Niels Ebbesen, forelæggelsen. (De stævnes til den 31/3; men stævningsmændene har først stævnet den 29. marts.).

De her foran citerede quæstioner:

(Prokurator Ravns spørgsmål:). Articuler, som dommeren ville erindre udi sagen indstævnet af Lorentz Nissen som sig navngivne forpagter på Estrup imod Niels Ebbesen af Keldbjerg ang en forn.te Niels Ebbesen afkøbt ko med videre efter stævningens formelding:

  1. Om vidnet ved, på hvad dag og tid den omvundne ko blev bortført fra Keldbjerg og af hvem den blev bortført.
  2. Om vidnet tilvisse og med sandhed kan sige, at samme ko, som citanten afkøbte Niels Ebbesen i Keldbjerg og virkelig blev bragt til Estrup og hvoraf han (hun) ved det.
  3. Om vidnet ved, hvad kulør samme var, og om den var skaldet og stumphalet eller ikke eller og hvidbenet eller fadet.
  4. Om vidnet andet ved, end at fornævnte ko jo var frisk og sund, da den fra Keldbjerg blev bortdrevet.
  5. Om vidnet og ved og med sandhed kan sige, at bem.te ko var den første, som på Estrup med sygdommen blev angreben og bortdøde, og hvoraf han (hun) ved det.
  6. Om merbem.te ko døde på Estrup eller andensteds, og hvor den ellers døde.
  7. Af hvad årsag den [=> AO2 497] til omvundne sted blev henbragt og af hvem.
  8. Om den var frisk og sund, da den til merbem.te omvundne sted blev henbragt, siden det vel ellers er uventelig, at nogen skulle have taget imod samme.
  9. Om citanten Lorentz Nissen ikke truede konen til kpå omvundne sted at tage imod fornævnte ko og derhos ikke alene forskirede hende at erstatte hende al den skade hende af eller over samme skulle vederfares, men endog at samme var frisk og sund, samt på hvad dag den did blev henbragt.
  10. Om vidnet og med sandhed kan sige, at berørte ko på vejen imellem Keldbjer og Estrup ikke var på nogen syg og smitsom sted eller i folks hænder, som med det syge og inficerte kvæg har omgåetz eller handlet, og hvoraf han (hun) ved det.
  11. Om vidnet ved og for sandt kan sige, at Lorentz Nissen ikke har købt såvel køer som andre høveder, som med den fordærvelige smitsom fæsyge har været befængt,  eller og i de byer, hvor denne smitsomme fæsyge allerstærkest har grasseret, så vel før end som siden han købte nogen ko af Niels Ebbesen i Keldbjerg, samt hvor, på hvad steder og hvor mange han således har opkøbt.
  12. Om vidnet ikke ved, at dert kvæg, som Lorentz Nissen vitterlig har købt på de inficerte steder, er bragt til Estrup og været hovedårsag til den sig på Estrupgård indfundne smitte og fordærvelige fæsyge, eller og
  13. Om vidnet ellers kan sige, hvor det ellers af afbleven, siden det jo er rimeligt at han har købt det til Estrupgårds besætning at formere, så længe han ej beviser, at det af landet er udført eller og hvor og på hvad sted det i landet er blevet afsat.
  14. Om vidnet ikke ved, at citanten Lorentz Nissen som både har handlet og vandlet med det syge og inficerte kvæg tot og ofte, har været i Estrup stald imellem Estrup kvæg, før end det blev syg og bortdøde.
    Gørding-Malt herredsting, den 31. marts 1746. N. J. Ravn.

AO2 497:

Lorentz Nissens indleverede quæstioner:

Til Jørgen Jensen udi Vejen:

  1. Om vidnet ej købte af Niels Ebbesen i Keldbjerg imellem jul og nytår sidst afvigte en kvie.
  2. Om Niels Ebbesen ej lovede at lever samme kvie til vidnet i Vejen.
  3. Om vidnet blev bem.te kvie af Niels Ebbesen leveret, eller hvad var årzsag udi at videt den ej bekom.
  4. Da Niels Ebbesen havde sagt, at den omm.te kvie var bleven syg, om Niels Ebbesen da ej formanede vidnet, at han det til ingen måtte sige, på det han da ej kunne sælge og afhænde sit kvæg.
  5. Om Niels Ebbesen ej lovede vidnet, at dersom kvien blev sund igen, skulle han sende bud med degnen på Nytårsdag, på det vidnet den kunne få.
  6. Om vidnet da om fik nogen bud, eller om han ikke straxen derefter hørte, at ej aleneste bem.te var død, men endog flere af Niels Ebbesens kvæg.

Til Stephan Nielsen i Drostrup:

  1. Om vidnet ej købte af Niels Ebbesen i Keldbjerg imellem sidst afvigte Nytår og Helligtrekongersdag et par stude.
  2. Om vidnet da ved, at da samme stude var kommen fra Niels Keldbjer, at de da var i sådan stand med svaghed, så at de ikke åd noget foder siden.
  3. Om vidnet ikke ved, at samme stude straxen derefter døde.
  4. Om vidnet ikke har hørt siden, at før Lorentz Nissen [=> fol. 499] på Estrup og vidnet købte dette kvæg af Niels Ebbesen, at hans kreaturer med svaghed var anstukken.

Til de øvrige vidnere:

  1. Om vidnet ikke ved, at Niels Keldbjergs kreaturer udi den grasserende smitsom svaghed er død.
  2. Om da vidnet og ved, ag Lorentz Nissen købte en ko af Niels Keldbjerg 3 dage efter sidst afvigte Nytår.
  3. Om vidnet ikke ved eller har hørt, at noget af Niels Keldbjergs kreaturer vr død, før end Lorentz Nissen købte ommeldte ko.

Til Niels Ebbesens hustru:

  1. Om vidnet ikke er bevidst, at Lorentz Nissen købte 3.-dagen efter nytår sidst en sort ko af vidnets mand.
  2. Om vidnets mand ikke lovede ham samme ko frisk for smitsom sygdom.
  3. Om vidnet ved eller med frelst samvittighed kan sige, at før end citanten købte omspurgte ko af vidnets mand, at der aldeles intet af deres hornfæ var eller havde været syg, ej hellder noget dødt, eller og om de ikke efter deres kvægs omstændighed havde tanker om, at smitsom svaghed imellem deres hornfæ var indgæstet, forinden, som oven er meldt, at citanten købte omspurgte ko.

Forestående quæstioner begæres protokollen tilført og vidnernes svar derpå af dem måtte erholdes. Datum Gørding-Malt herredsting den 31, marts 1746, Lorentz Nissen.


 

fol. 499:

Torsdagen den 14. april 1746:

Retten blev betjent af Tulle Nielsen af Brøndumdam. I retten blev oplæst hans excellence højvelbårne hr geheimeråd og stiftsbefalingsherre von Gabels til Tulle Nirelsen Lindtrup nådigst meddelte autorisation, som nådigst tillader, at bem.te Lindtrup i herredsfogedens lovlige afsence må såvel betjene retterne som sættefoged i Gørding-Malt og Skads herreder som og forrette, hvad herredsfogedembede i bemeldte herreder vedkomme.


 

Lorentz Nissen producerede forelæggelse og opsættelse (fol. 500). De to forelagte vidner blev påråbt, men var ikke til stede. Derimod mødte Niels Ebbesen og gav til nede, hvorledes de forelagte vidner Ebbe Laursen og hustru Maren Sørensdatter var således syg og sengeliggende, at de idag efter forelæggelse umuligt kunne komme til tinget, til hvilket at beviseliggøre han i lovens følge frfemstillede tvende mænd navnl. Hans Jepsen af Gammelby og Niels Mortensen af Lindknud, [=> AO2 498] som sådan deres lovl. forfald efter loven erbød sig at sværge. De forklaredee, at de i denne dag havde været i Niels Ebbesens hus i Keldbjerg, hvor de forefandt Ebbe Lursen og hustru Maren Sørensdatter sengeliggende og, så vidt de kunne se, så svarfe, at de ikke idag kunne komme til ting, såvel at Ebbe Laursen og hustru somme tider af ælde går i barndom og mestendels stedse er sengeliggende af ælde og svaghed. - Lorentz Nissen tilspurgte de to mænd, om dem var bekendt, om Ebbe Laursen enten nyligen har været i kirke eller anden forsamling i eller uden sognet, eller om de mener, at hans foredragende og udeblivelse idag her for retten medfører sandhed. Vidnerne svarede, at de ej i nogen tid havde set Ebbe Laursen enten i kirke eller anden forsamling, holdt også Ebbe Laursens andragende svaghed for sandt at være. Lorentz Nissen begærede, at sættedommeren ville tillægge tvende mænd sådan ordre, at de med de fornødne spørgsmål indfinder dem hos Ebbe Laursen og hustru for at tage imod deres vidne med ed. Hvad anbelanger Niels Ebbesens tilførte angående de frafaldne vidner her i retten idag 14 dage, så høber han, at det stod i hans fri vilje at frafalde hvem og så mange af hans vidner, som ham godt syntes, allerhelst da han uventendes måtte fornemme, at de intet til sagens oplysning kunne gøre forklaring om, og altså blev sagen mere forkortet end unyttigt vidtløftiggjort, - Niels Ebbesen gentog sit forrige. [=> fol. 500] Retten mdmeldte to mænd, Poul Pedersen fra Brørupgård og Johan Sørensen Smed i Surhave til at indfinde sig i Keldbjerg førstkommende 25. april og afhøre Ebbe Laursen og hustru og afhjemle 28/4. For slig deres umage nyder de af citanten billig betaling.

fol. 500:

Forelæggelsen citeret på fol. 499.

AO2 499:

Torsdagen den 28. april 1746:

På forpagteren Lorentz Nissens vegne var mødt Hans Fogh fra Nørbølling, som irettelagdfe udmeldelsen af Poul Pedersen og Johan Sørensen (fol. 501-502). Disse mødte; forklarede, at de mandag d. 25. april var i Keldbjerg for at afhøre Ebbe Laursen og hustru. Det lyder således som fol. 502 udviser. Men hvad Ebbe Laursens hustru angår, da siden hun af alderdom og svaghed ingen forklaring vidst at gøre, ja næppe kunne erindre sig i en dag, hvad hun havde gjort den anden, så blev ingen ed af hende æsket eller tagen. - På vegne af Niels Ebbesen mødte sr. Nicolaj Ravn og alene overlod til rettens skønsomhed, hvorvidt denne udmeldte forretning er lovforsvarlig eller ikke, siden samme ikke de jure er tagen eller sket i vedkommende rettens betjentes hos- og overværelse, hvisårsag Niels Ebbesen ikke heller ved denne actu til sin sags oplysning, som ham u¨rsagelig er vorden påbragt, har kunnet indlade sig med nogle contraquæstioner og derfor såvel imod denne forretning som alt det øvrige, hvis i sagen passeret er, reserverer sig sin ret på tid og sted. Hans Fogh begærede alene for første vidner i ed tagen og fra retten demitteret, hvorpå sligt og skete, at de på ovemm.te spørgsmål havgde erholdt svar, [=> fol.501] som protokollen er tilført. På mons Ravns tilførte ville Hans Fogh alene tiene ham ed dette gensvar, at det var mr. Ravn vel endnu i erindring, at han selv idag 14 dage var her ved retten til stede og hørte både udmeldelsen til de tvende mænd og derhos hørte tid og ste, hvor de forhen udeblevne vidners forklaring skulle tages, og det bliver nu hans egen sag, om hann ikke ved denne examen(?) sig har villet indfinde. Ellers forinden dette forstævnte tingsvidne endel. blev sluttet, ville Lorentz Nissen ifølge hans forhen 17. marts sidst protokollen tilførte løfte ikke efterlade så ganske kortel. at besvare, hvad mr. Ravn og principal Niels Ebbesen såvel mundtl. som skriftlig så store og overflødig vidtløftighed har fremført til dette tingsvidnes unyttige fylde, og bliver alene 1. hvad den forhen udtagne og ommeldte stævning angår, som mr. Ravn siger Nissen under denne sag har frafalden, så forundrer citanten sig over, at mr. Ravn med midste tødel herom vil movere, efterdi såvel han selv som sin principals angivne husbond mons, Termann Madsen på Nielsbygård og så mange flere den dag tingsøgende med yderste bevægelse og deres intercession for Niels Ebbesen om fritzagelse for disse vidners førelse, af hvilken overflødig anmodning Nissens beskikkede fuldmægtig sr. Hans Fogn endeligen lod sig bekvemme til at indholde med denne stævning i tanke, at Niels Ebbesen måtte have vidst en måde eller udveje at kunne have kommet fra sagen. Dersom Fogh nu havde kunnet forestille sig, at mons. Ravn og principal ej bedre havde kunnet skønne på velgjort, så havde de vel og været langt ifra, at samme havde bleven dem til gefahl, hvorom når udkræves videre skal blive behandlet, hvad de gode mænd ellers for det 2. så ubeføjet som vrang og urigtig i s´å stor overflødighed har søgt deres fornøjelse udi, men at opfylde dette tingsvidne både med mundtlig og skriftl. tilførte den urettel. påskyldt marchan... etc. vedkommende, så ville Nissen efter hans vedtagne måde ikke vise, at han i nogen ting tager del i lovstridige procedurer og altså ikke heller finder sig anstændig her under dette tingsvidnes førelse at besvare sligt, men samme med foragt forbigår og alene tager sig reserveret alle de ham så ubeføjede som vrange og urigtige påkast beskyldninger til behørig tid og sted at påanke og for samme at vente vedbørl. satisfaction, og var alene begærende, sættedommerenn ville tilholde Niels Ebbesen i Keldbjerg, at han sig udførlig erklærer, hvem hans concipist har været til hans d. 17. marts næstforvigte her til protokollen frembragte og såkaldte protest og demonstration har været, efterdi Nissen sligt til hans behøvende efterretning i tiden nødvendig behøvede,, og det noksom var bekendt, at sligt ikke kunne flyde af Niels Ebbesens egen hjerne(?). Sluttelig reserverer Lorentz Nissen sig sin lovl. påanke over herredsfogedens d. 31. næstforløbne afsagte interlocutoriekendelse, hvorved Niels Ebbesens hustru imod al forhåbning befindes at være fritagen for hendes vidnes aflæggelse, [=> AO2 500] som formenes, hun efter loven er pligtig til, og ville altså begære tingsvidne beskreven efter alt hvis var passeret. - Ravn på sin principals Niels Ebbesens vegne fandt sig beføjet mons. Foghs vrange og urigtige foredragende skriftl. at besvare og for tydelig og klarlig at vise, hvor ubeføjet han med sådan unyttig opfyld har trenneret dette tingsvidnes slutning, til hvilken ende han formodede, retten ikke overilede Niels Ebbesen med retten men tillod sagen at hvile under opsættelse til idag 14 dage til sådan svars indbringelse, hvorpå i alt han bad sig rettens bifald. - Hans Fogh begærede Niels Ebbesens erklæring efter hans tilførte, hvornæst mons. Ravns tilførte nærmere skulle nyde besvarelse. - Ravn på Niels Ebbesens vegne inhererer sit forrige. - Siden Hans Fogh ikke kunn erholde videre svar på sit tilførte, protesterer han imod videre lovstgridige opsættelser, men alene endnu som før begærede tingsvidnet sluttet og derefter beskreven meddelt efter loven. - Retten resolverede, at siden mons. _Ravn på Niels Ebbesens vegne endnu forlanger dette tingsvidne usluttet at henstå til idag 14 dage for mr. Foghs tilførte skriftligt at besvare, da på det at han ikke skal besvære sig over nogen overilelse, så tillod retten samme opsættelse til d. 12. maj, da mons. Ravn har at fremkomme med den besvarelse, han under dette tignsvidne finder nødig, og ikke dette tingsvidnes slutning imod forordningen af 3. marts 1741 med ufornøden vidtløftighed opholder, som i tiden bliver hans egen ansvar. Og hviler sagen til  12/5 under opsættelse.

Udmeldelsen af to mænd til at afhøre Ebbe Laursen og hustru Maren Sørensdatter af Keldbjerg. [=> fol. 502]

  1. Om vidnet ikke er bevidst, at Lorentz Nissen købte 3.dagen efter Nytårsdag en sort ko af vidnets søn Niels Ebbesen? - Derpå svarede, vidste det nok, men ikke just dagen.
  2. Om vidnet ikke hørte, at Niels Ebbesen lovede Lorentz Nissen samme ko frisk og sund. - Svarede, vidste ikke,thi han var ikke inde den tid, den blev solgt.
  3. Om vidnet ved eller med frelst samvittighed kan sige, at før end Lorentz Nissen købte omspurgte ko af Niels Keldbjerg, at der aldeles intet koet eller nogen ... ... intet af Niels Ebbesens hornkvæg havde været syg? - Svarede, at der nok havde været et høved syg nogen tid forhen, som habn mente var af blod, og de skar det derfor.
  4. Om noget af hornkvæg der i Keldbjerg siden sidste afvigte midsommer er af sygdom død, inden Lorentz Nissen kø.bte omspurgte ko. - Svarede nej, han vidste det ikke.
  5. Om vidnet ikke ved, at enten dagen før eller og den samme dag, da Lorentz Nissen købte omvundne ko, at noget af Niels Keldbjergs kvæg var bleven syg. - Svarede nej.
  6. Om ikke vidnet så og søn tillige med de andre deres folk, ikke efter deres kvægs omstændigheder bar tanker om, at smitsom syge(?) imellem deres hornfæ var indgæstet, forinden eller udi den tid, som oven er meldt, at Lorentz Nissen købte omspurgte ko. - Svarede nej, art de ikke bar tanker derom.
  7. Om vidnet ved, at den omvundne ko, efter at Lorentz Nissen havde købt den, ikke blev nogen tid stående på Keldbjerg stald derefter, og om i samme tid ikke ytrede sig nogen svaghed blandt deres hornfæ på Keldbjerggørd. - Svarede nej, men så snart den var solgt, trak han strax bort med den.

På forestående spørgsmål begærer jeg, vidnernes udførlige svar måtte tages. Estrup den 25. april 1746. Lorentz Nissen.

Så blev også Maren Sørensdatter forestående spørgsmål oplæst, men kunne ikke formedelst alderdom og svaghed erindre sig noget derom, som kunne være til oplysning på nogen af spørgsmålene. P. P. Brørup, Johan Sørensen Smed.


 

fol. 502:

Torsdagen den 5. maj 1746:

Fremkom for retten sr. Nicolaj Johan Ravn fra Skærbæk mølle og producerede en stævning (fol. 504-505), hvornæst Ravn fremlagde den ham af stiftsbefalingsmand von Gabel tillagte ordre som actor denne sag at påtale (fol. 505). Derefter mødte for retten sr. Frederik Simonsen af Ribe som arrestantens anbefalede forsvar og ville fornemme, hvad videre i sagen måtte forefalde. Ravn producerede jøjædle og velb. hr. oberstløjtnant Gersdorf på [=> AO2 501] Kærgård hans til højædle og velb. fru hofjægermesterinde Bachmanns aflagte missive de dato Kærgård d. 5. apr. 1746 (fol. 555). Endvidere overleverede Ravn i retten først det bortstjålne kalk og disk i 4 stk. beståede 2. den til samme kald og tisk henh ørende fuderal hel og holden uden allermindste bræk og fejl tillige den af skabet udi kirken udbrudte skillerums fjæl, hvoraf er at se, hvorledes de pinde, sosm samme har været befæst med, er i stykker brudt, med tjenstl. begæring, retten ville behage at examinere og tage delinkventens udførlige svar, der her for retten ledig og løs og ubefængslet er til stede, hvorledes og på hvad måde han igennem 3 låse og lykkelser er vedkommen(?) forberørete Brørup kirkes kalk og disk. Men førend delinkventen fremkom til examen, begærede Ravn den påskrift, som findes på det her i retten overleverede kalk, ord fra andet protokollen insereret, som og skete, og lyder som følger: Gud til ære og Brørup kirke xtil ziir og nytte haver Niels Christensen og hans hustru Kirsrten Rasmusdatter i Surhave foræret kirken sølv til denne kalk og disk anno 1689. - Hvorefter retten tog den her inden retten fremstillede delinkvent Christen Christensen hans udsigende efter actors begæring. Hvor delinkventen på fri fod uden bånd og fængsel bekendte, at han af en markmand navnl. Jens Jensen, som nu sidste sommer tjente for markmand i Gredsted by, havde fået dette præsenterede og i 4 stk. sønderslagne kalk og disk i værdi for 10 slettedaler, som delinkventen foregiver, bem.te Jens Jensen ham var skyldig, som var en mandag over middag for ungefær 3 uger siden, da han bekom forberørte kalk og disk; og tilstod delinkventen, at det var det selvsamme kalk og disk, som nju her i retten er ham forevist og hans om meldt sdelvsamme forhen havde bekommet af den foregivne markmand. - Dernæst da Ravn måtte formene, at delinkventen til ingen godvillig bekendelse var at bekvemme, begærede han, retten ville behage at tage og lade protokollen tilføre begge byens tjeneres af Ribe, der her for retten er til stede, forklaring, hvorledes delinkventen sig her i arresten har forholdt. Hvorpå mødte begge byens tjenere navnl. Christen ... og Morten Nielsen af Ribe, som forklarede, at delinkventen Christen i arresten brkkede i stykker 3 låse, en stor og 2 små, de tvende små låse var således brækket, at de kunne uden nogen besværing lettel. tage dem op fra hverandre, foruden den store lås for blokjernet om hans fødder, som ligeledes var brækket, og ydermere har delinkventen næst afvigte mandag begyndt at brække på låsen for blokken, men fik den ej i stykker brudt. Så forklarede de også, at bem.te delonkvent forinden han kom i blokken, [=> fol. 503] havde sønderbrudt fjælene på muret i arresten og derefter gennembrudt muren i fængslet, således at man kunne se derigennem ind på bytinget. Videre berettede de, at de havde bunden hpænderne ganske fast med reb på ryggen, som delinkventen ligeledes hafde fået oplæst. - Ravn ville hos disse tvende Ribe bys tjenere fornemme, om delinkventen i den fængsel, som han nu med bånd og jern sidst er bevaret, kan uden at escapere være bevaret, eller og om det efter den af dem forhen gjorte forklaring for at ... hans person i sikkerhed er fornøden, at han, nemlig delinkventen stændig bør bevogtes. Begge byens tjenere endrægtelig herpå svarede, at de med bånd og jern skulle forvare ham det bedste, de kunne, men hvorvidt han ved samme bånd og fængsel kunne bevares, derom kunne de ikke forsikre, siden vedkommende selv heraf kunne erfare, at låse og jern vanskel. kan holde ham. Hvornæst til ommeldte Riber byens tjeneres udsigelses videre bestyrkelse fremlagde Ravn et hr. borgmester Frausings i Ribe hans missive til mr. Jens Bachmann på Sønderskov af dato Ribe den 12. april næst forvigt, som og skete og lyder fol. 505. Endvidere begærede Ravn, at retten ville behage at fremkalde delinkventen for at forklare, på hvad måde og med hvad for kunst han således har brækket det jern, hvorudi han har været fængslet, og oplukket de låse, som derfor har været, thi nøglerne dertil ham ikke har væet betroede. Delinkventen svarede, at de tvende låse var så linned i i federne, at han kunne lettelig få dem op. Den 3. store taskelås brækkede han med stangen, som han havde mellem hænderne. Delinkventen bekendte og derhos, at han vel var over 20 år og endnu aldrig havde været til Guds bord, formedelst han lidet kunne læse, og var barnefødt i Tislund sogn(?), Vaarbjerg-Hau herred i Vendsyssel, sognepræsten en navnl. Eller. Hans herskab forgiver han at være junker Arennfeld på Timmandsholm (Tidemandsholm) i Vendsyssel. Videre ville eller kunne man ikke få delinkventen til at gøre nogen forklaring om. Endogydermere for at lægge denne delinkventens forhen forøvede ugudelighed for lyset producerede Ravn et hos delinkventen befunden pas og skudsmål skreven på stemplet papir af nr. 19 til 12 sk. d. af dato Scheve præstegård den 14. april 1746 (fol. 505). Delinkventen tilstod, at det var den selvsamme pas, som produceret er, og at markmanden Jens Jensen havde givet ham den. Hvorved Ravn for at vise, at samme pas og skudsmål er falsk ogh urigtig skreven og ikke præstens hr. Henrik Kampmanns hånd foreviste retten et brev fra velbem.te hr. Kampman til velærværdige hr. Peder Vinding som hans morbroder. Ved confrontationen befandt retten passen at være fzalsk og aldrig af hr. Kampmann udgivet, siden passen [=> AO2 502] ej i ringeste ligner hans hånd. - Sr. .Simonsen ville fornemme hos arrestanten, om han havde forlangt det i retten fremlagte skudsmål af den formeldte markmand. Delinkventen svarede, at han havde forlangt den ommeldte  pas af markmanden; thi ellers kunne han ingen tjeneste få, hvorpå markmanden forskaffede ham den i retten foreviste pas. Men hvor samme skal være skreven, vidste han ikke, og b ekom den ... fire dagen før end han i Seistrup blev arresteet. - Ravn fremæskede de indstævnte vidner til examen, som var velærværdige har Peder Vinding af Præstkær og hans tvende tjenestekarle Christen Thomsen og Christen Jensen begge fra ibm.

Peder Vinding vandt, at Palmesøndag sidst betjente han i Brørup kirke 16 communicanter, som kirkebogen udviser, og brugte han da til denne hellige forretning nærværende Brørup kirkes kalk og disk, som den tid var hel, holden og ubeskadiget i alle måder. Vidnet så og, at efter at degnen havde talget denne kalk og disk af alteret og gik dermed ned med den i degnestolen, hentede degnen fra fonten af håndklædet og gik dermed ind i degnestolen for at aftørre denne samme nu her nærværende kalk og disk, men så ikke, at degnen den indsatte i skabet, som er i degnestolen. Efter at bønnen var læst i kordøren og vidnet begyndte at katekicere med ungdommen, degnen gik og bort til det andet sogn Lindknud, så efter at katekisationen var til ende, afklædte vidnet sig sine præsteklæder, krave og kjole, som vanlig hænger i kirken, og da han ville gå ned af kirkegulvet for at gå ud af kirken og var kommen lidt nedenfor prædikestolen, vendte vidnet sig og gik tilbage for at se, om nøglen var aftaget af skabets lås i degnestolen, hvilket da han så var rigtig at skabet hvor kalk og disk plejer at ... ... ... var tillukket og nøglen aftagen, gik vidnet ud af kirken, og kan begge hans tjenestekarle navnl. Christen Thomsen og Christen Jensen bedst bevidne, hvorledes de lukkede kirkedøren og våenhusdøren hver med sin lås. - Simonsen ville fornemme hos vidnet, om der var forefundet noget indbrud på kirken på døre, låse eller i andre måder. Vidnet svarede, at skillerumsfjælen, som ligger her i retten, må være et bevis, at brud må være sket på det skab, som omvundet er, hvor kalk og disk plejer at stå. Videre indbrud på kirken havde han ej set. Men når låsene for våbenhuset og kirkedøren, som andre har berettet for ham, ej var sønderslagen, og kalk og disk dog skal være [=> fol. 504] befunden at være udkommen af kirken, da dog det er ham berettet, at kirkedøren var lukket i lås som sædvanligt, alt efter som andre for ham sagt haver, så kunne han ej vide, på hvad måde, med hvad dirker(?) eller anden slags instrument tyven kan have sig betjent, dog kan han aldrig tro, at tyven kunne gå ind ad lukkede døre. - Dernæst tilspurgt, om vidnet under sit aflagte vidne kan forklare, hvem den her i retten foreviste skillerumsfjæl af degnestolen skulle have udbrudt, eller og hvo kirkens kalk og disk deraf skal have udtaget. Vidnet svarede, han vidste ingen anden end den, hos hvilken omvundne kalk og disk er funden i Sejsrup og af Brørup kirke er bortstjålen.

2. og 3. vidne navnl. Christen Thomsen og Christen Jensen, begge af Præstkær blev tilspurgt, om de ikke begge gik ud af Brørup kirke sidst afvigte Palmesøndag, efter at præsten havde katechiseret, og om de ikke lukke kirkedøren og lagde nøglen på det sædvanlige sted. Svarede begge endrægtelig ja, det var således som spørgsmålet om formelder. 2) Om de ikke og i lige måde slog hængelåset for våbenhusdøren og det som meldt på sidst afvigte Palmesøndag, som kirkens kalk og disk blev bortstjålen om mandag, atg de låste både for kirke og våbenusdøren, hvortil de svarede ja. - På Simons spørgsmål forklarede vidnerne, at nøglen til kirkedøren blev lagt på sit sædvanlige sted under kirkedøren. Men nøglen til våbenhusdøren bragte de hjem med sig til præstegården.

Som ej flere vidner formedelst aftenens påtrængelse for denne sinde kunne afhøres, blev for først udi de nærværende stokkemænds og påsyn tilbageleveret det udi retten i stk. slagne kalk og disk af 4 stk. til mr. Jacob på Sønderskov og af ham modtagen, som det igen til velb. frue hofjægermesterinden overleverer, ligeledes blev til mr. Bachmann tilbageleveret det af ham her i retten præsenterede fuderal og skillerumsfjæl, som han til sit sted besørger leveret. Slutteligen formedelst aftenens påtrængelse som meldt bliver samtl. indstævnede og uafhørte vidner efter stævnemålet i lovens anledning under falsmål forelagt at møde /: formedelst Kristi Himmelfartsdag :/ den 20. maj. - Delinkventen blev fangefogeden over[=> AO2 503]leveret og pålægge ham hern igen til behæftelse for igen at bringe ham til sit arresthus.

AO2 503:

Dokumenter i delinkventsagen:

1: Stævning. Søren Bierum, herredsfoged, gør vitterligt: Prokurator Nicolaj Ravn af Skærbæk mølle har fået befaling om på hofjægermester sal. Bachmanns til Sønderskov efterladte hendes vegne skal være beføjet formedelst et i Brørup kirke begangen tyveri med kalk og disks borttagelse, hvilket i samme kirke blev brugt Palmesøndag at betjene 16 communicanter med og næste mandag eáften derefter udi Seistrup skal være  funden hos et menneske, der giver sig navn af Christen Christensen, som der er bleven af obestløjtnant Gersdorff dertil beordrede både attraperet og examineret, hvilket bemeldte hans brev udviser, og derpå til Sønderskov under vagt bortført, hvor delinkventenskal have haft med sig ej alene nogle passer og skudsmål men endog den sønderbrudte kalk og disk, alt i 4 stykker bestående, som for mig i retten skal vorde forevist og leveret for deraf at erfare dette menneskes ugudelige omgang med Brørup kirkes ornamenter, på hvilke der skal findes udstikning både hvem kalken er given af og hvad kirke til hilhørt med videre samt det fuderal som han siger at have været en sort læderpose tabt på vejen og desårsage ved overfarende hjul skal være beskadiget, hvilket fuderal der efter tyveriet var begangen fandtes i degnestolens skab hvor skillerumsfjælen, der og herhos bliver forevist var udbrødt, hel og holden i retten også skqal vorde forevist. Til at overdygge delinkventen denne usandfærdighed med mere hans omgang fra den tid ... ... ... han derfra til Hulvad og på Hulvad og Tuesbøl marker skal have spurgt vej til Brørup kirke, og hvorledes kalken og disken, som stod i Brørup kirke under 3 låse og lykkelser skal have stået bevaret, hvilket præsten og degnen ved at give forklaring om med videre enders omgang ved dette kirketyveri fra først til sidst, være sig i ord eller gerninger, sig kan have tildraget, da citanten efter førte beviser vil ej alene hænde dom men endog eders vedbørlig afstraffelse alt efter den irettesættelse, som han for mig i retten agter at gøre. Thi stævnes I Christen Christensen, nu efter høj øvrigheds ordre øvrigheds ordre bevaret udi fængsel i Ribe, med eders ved sagens drift constituerede defensor sr. Friderich Simonsen i berørte Ribe for mig at møde i rette på Gørding-Malt herredsting torsdagen den 5. maj førstkommende om formiddagen klokken 10 slet, der vidner, stævnte og udstævnte, attester og andre beviser at anhøre, spørgsmål at tilsvare og dom at lide, alt ovenmeldre saggivelse med dessen omgang betræffende. Til samme tid og ting indstævnes under falsmåls straf om alt udi ovenanførte saggivelse enhver for sig at vidne, hvis han af ved, Christen Andersen og Laurits Henriksen med hustruer i Nordenskov, Tygge Andersen i Hulvad, Hans Iversen og søn Iver Hansen i Tuesbøl, mons. Grumm i Foldingbro, sognepræsten Peder Vinding samt hans tjenestekarle Christen Tommesen og Christen Jensen, begge af Præstkær, degnen sr. Christen Frøelund i Tuesbøl, Holden Kornbeck og Else Poulsdatter, begge i Brørupgård, da citanten efter hvis passeret agter sig et lovskikket tingsvidne af retten  [=> fol. 503] lade beskreven give, xtagende med eder hvis I ved eder til befrielse, da herom skal vorde gået hvis lov og ret er gemæs. Datum Brøndumdam den 18. april 1746. S. Bierum.
Kvitteringer for stævningen. Stævningsmændenes erklæring. De har ikke talt med Niels Henriksen og hustru, som ikke var i bemeldte Nordenskov at finde.

fol. 503:

2: Som højædle og velbårne frue Christina Margaretha afgangne hofjægermester Bachmanns efterleverske til Sønderskov mig ved indkommne memorial af 5. hujus har indberettet, hvorledes det er befunden, at en person som udgiver sig for at være af navn Christen Christensen, el alene her i amtet skal have begået hestetyveri, men endog gjort indbrud i Brødrup kirke og der bortstjålet kalk og disk, som hos ham siden er befundet, hvorover bem.te Christen Christensen er bleven pågrebet og udi Ribe arresteret, indtil han for sådan hans begangne grove tyveri vedbørligen kan blive ...tioneret samt dømt og afstraffet. Thi bliver derfor efter velbem.te fru jægermester Bachmanns gjorte forslag til forskrevne sag imod denne delinkvent Christen Christensen lovligen at påtale og udføre procurator sr. Nicolaj Ravn i Skærbæk mølle hermed som actor iføge Deres kgl. maj.ts allernådigste rescript dat. 9. oktober 1739 beordret autoriseret og til delinkventens forsvar i samme sag befales i lige måde procurator sr. Friderich Simonsen af Ribe, med erindring at de begge udenn mindste tids forhaling eller ophold befordrer dens endelige afhandling, ligesom det og pkålægges dommeren ved sagfens udfald at tilkende den, som forhaler samme, at være ansvarlig til omkostningerne i conformité af Deres k. maj.ts allernådigste rescript dateret 27. apr. 1739. For det øvrige bliver med sagens påtale og udførsel såvel i henseende til den skyldiges undgældelse som til frihed for det stemplede papir og rettens gebyr, item betræffende procuratorsallarium og vognleje i alt forholdt efter forordningerne af 31. marts 1719 samt 26. sept. 1732, 9. aug. 1737 og 27. nov. 1739 såvelsom Deres kgl. maj.ts allernådigste rescripter af 28. maj 1735 samt 27. apr. og 9. okt. 1739. Endeligen bliver sagens omkostninger siden efter forordningen af 26. sept. 1732 og allernådigste befalinger dat. 23. nov. 1736 og 2. aug. 1737 over stiftet eller amtet skal vorde reparteret og beløbet derefter blive betalt. Bramminge, den 15. april 1746, C. C. V. Gabel.

Nr. 3: Højædle og velbårne frue hofjægermesterinde. Efter at det i aftes klokken 11 blev mig anmeldt, at hos en til Sejstrup her på godset ankommen person var i hans klæder befunden, da han var gået til sengs, en i stykker brudt sølv kirkekalk og disk, har jeg samme perswon uden forhaling ladet med magt bevogte og i morgen ved dagens anbrydelse ved min ridefoged examinere, hvordan hos ham under forsegling i 4 stykker medfulgte kalk og disk bvefandtes, som han i aftes for de vagtholdende først bekendte at have tillige med en anden hans kammerat igår udstjålet af Brørup kirke, dernæst andet [=> AO2 504] sagde han at have fundet på vejen udi en læderpose og måtte såedes af derover kørende vogne være gået i stykker, og endelig tredie fragik han sådan forhen gjorte bekendesle idag og sagde at have bekommet det af en anden, som var ham 10 sldlr. skyldig. Men da den første unødt og utvungen gjorte bekendelse efter omstændighederne anses for den troværdigste, og hans derudinden begangne grove ugerning  meriterer stor straflidelse, så har jeg ikke kunnet efterlade i lovens følge såvel kostgerne som tyven navnl.Christen Christensen herved hendes velbårenhed som bemeldte kirkes ejer at lade tilstille, at de imod ham til afstraffelse kan tage de fornødne messurer. Og at forbemeldte hans gjorte bekendelse er således, kan om fornøden eragtes med tagende tingsvidne her blive verificeret. Øvrigt næst min kones og en respects anmeldelse forbliver med al consideration højædle og velbårne frue oberhofjægermesterinde skyldig ... tjener C. V. Gersdorf, Kærgård d. 5. apr. 1746.
Uden på brevet stod skreven: Højædle og velbårne frue hofjægermesternide Bachmann til Sønderskov og Sønderskov.

AO2 504:

Monsieur Bachmann. Delinkventen, de her har indsat, prøver både jernene og fængslet. Igår brød han håndknuderne pog fik hænderne løse samt gjorde begyndelse på at brække muren, men da fødderne ej vare så let at løse, så kom byens tjenere over ham i sit arbejde og hindrede hans forsæt. Nu er han slaget i blokken, hvorpå han i aftes sildig også gjorde forsøg at brække den derfor hængende store lås, så jeg tror ej, han kan holdes uden nattevgt, og derom er det, jeg forestiller sagen, at mr. .. Bachmann ville overlægge alting med velbårne fruen og komme herud for at gøre de fornødne anstalter. Jeg er altid Deres tjenstskyhldige tjener, H. Frausing, Ribe d. 12. apr.  1746.
Udden på brevet stod skrevet: A monsieur mons. Jens Bachmann, administrateur de Sønderskov.

5: Nærværende Christen Christensen af 'skeve sogn, Vorgårds birk herred, som han begærede af mig uværdige sognepræst til erm.te Skeve sogn, da som jeg hans husbond har ham til at forsøge sit brød, hvor han det bedst kan fortjene fra førstkommende påske 1746 til påske 1747, da han indfinder sig ved sin bekræftelse på mit gods igen efter kgl. allernådigste lov og forordning, hvorfor ombedes alle og hver at lade ham fri og ubehindret fare, hvor hans retmæssig vej forefalder. Til bekræftelse under min hånd og segl, Skeve præstegård d. 14. april 1746. Henrik Kampmand. Som ovenmeldte Christen Christensen er sit skudsmål og b evist med sig begærende, at han som her i min menighed havde skikket sig kristelig og vel, gik her til på Skærtorsdag til det højværdige kirkens gode, må derfor annammes, hvor ham det er nødig. Til stadfæstelse under min hånd og segl, Skeffue præstegård d. 14. april 1746. Henrik Kampmand.


 

AO2 504:

Torsdagen den 12. maj 1746:

Lorentz Nissen på Estrup ctr. Niels Ebbesen af Keldbjerg. Nicolaj Ravn overleverede sin skriftlige besvaring på, hvad mr. Fogh idag 14 dage har ladet protokollere (fol. 506-507). Hans Fogh, som ved [=> fol. 506] en hændelse idag var indkommen her til tinget, og ved samme lejlighed ikke uden med forvundring har måttet fornemme, hvorledes sættedommeren uden foregående stævnemål ej alene har tilladt mons. Ravn at fremstille sit skriftlige indlæg, men endog modtaget beviser, som i samme indlæg findes alligeret, imod ustævnte vederparter, ja så forvunderlig procedurer som aldrig er hørt, idet her endog foruden de mange vrange beskyldninger gøres irettesættelse til doms kendelse uden stævnemål som meldt, og endnu deet, som mere er, udi en slig tingsvidnesg etc. Så ville Fogh alene lade det ando,mme på dommerens ansvar i tiden, hvorvidt citanten finder sig nødtvungen at påanke sådanne imod loven stridende formaliteter, og som Fogh uskyldig finder sig ved Ravns beskyldninger på gode navn og rygte graveret, så ser han ingen anden udveje for sig, end at han må begære, sættedommeren ville tillade ham udtog af protokollen, så vidt det idag fremkomne indlæg angår, eller og, om måtte findes fornøden, da denne hele forretning af protokollen beskreven for derefter at søge satisfaction for de ham urettel. påkaste beskyldninger. Skulle forpagteren på Estrup fornødige al denne akt beskrven videe end han forhen har forlangt, så og, at retten fandt sig så villig i det som udi at modtage juforestævnte dokumenter til hans fornøden brug på tid og sted. - Ravns som meldt i sit indlæg forbeholldt sig ligeledes sin contraregres til mons. Fogh og var tjenstl. begærende, retten ville stæde hans principal Niels Ebbesen genparttingsvidne. Retten tillod sr. Lorentz Nissen efter alt, hvis i denne sag passeret er, tingsvidne beskreven og Niels Ebbesen genpart såvel ... ... og mons. Fogh ligeledes tingsvidne beskreven tilladt, om forlanges, og ellers udtog af, hvis idag passeret er,. om han så forlanger.

fol. 506:

Dokumenter, som idag den 12. marts produceret er i sagen, Lorentz Nissen på Estrup som citant har indstævnet contra Niels Ebbesen i Keldbjerg:

Velædle, højstærede hr. herredsfoged. Når Deres velædelhed vil behage at per... mons. Foghs idag 14 dage på hans principals Lorentz Nissens som sig såaldede forpagter på Estrup hans vegne protokollen tilførte vidtløftige harange og såkaldte besvaring på hvis såvel jeg som min principal Niels Ebbesen af Keldbjerg både mundrtlig og skriftlig har ladet fremføre imod swtævnemålets og acten ulovforsvarlig omgang, er jeg forsikret, at De aldrig har hørt en mere bagbvendt, forvirret og lovstridg procedure end som mons. Fogh således har anstillet. Thi når er det vel jørt eller i hvad for en lov og ret er det vel grundet, at en actor hovedmand eller fuldmægtig uden foregående stævnemål og indstævfning til højere ret efter et tingsvidne er sluttet, med al videre bevisers førelses begivelse kan ..., bør eller må fremkomme til sin egen tingsvidnes unyttige fylde med besvaring på de protester(?) og demonstrationer, som in primo termino og førend som helst noget vidne er admitteret til examen af den sagsøgte imod stævnemålet og actors ulovforsvarlige omgang og behandling er i lovens følge blenven indvendt og dereefter af retten påkendt, hvorvidt man dermed var og har været at høre, og da slige kendelser ikke endnu til nogen oberrret til påankelse eller underkendelse er indstævnet, og endvidere når retten gunstig behager at erindre sig, hvorledes mons. Fogh idag 14 dage /: ventelig om af andre, som ikke for retten den tid var til stede, at anse, ligesom han var så expedit og besad en sådan capacité, at han extempore leller indcontinenti kunne lade i så opsminket en stil og form protokollen en  sådan mundtlig andrag tilbringe /: for ommeldte sin såkaldte besvring ikke alene havde skreven på en ganske(?) halv ark papir og end mere noget over på siden af den anden halve ark. Hvornæst jeg ifølge mit løfte idag 14 dage uden videre ophold ... ganske kortel. vil besvare mons. Foghs på hans principals [=> AO2 505] og såkaldte forpagters vegne protokollen insererede såvel mig som flere højst nærgående beskyldninger som følger: 1) At jeg eller min principals husbond hr. Termann Madsen til Nielsbygård med yderste bevægelse og intercession for Niels Ebbesen om fritagelse for disse vidners førelse skal have anholdet, erklærer jeg på min side samme opdigtet og en med sandhed uconvenabel og uårsagelig mig påbyrdet påsagn, og da jeg har vist hr. Termann Madsen, hvad mr. Fogh imod ham som en ustævnet mand således har ladet protokollere, har han begære af mig på hans vegne ikke alene at gøre samme erklæring, men endog at reservere ham al lovlig regres imod monsieur Fogh for slige ham uden foregående stævnemål påbyrdede, vrange og urigtige beskyldn,inger, ligesom jeg og for min egen person til tid og sted imod slige mig pådigtede, urigtige og ublu beskyldninger mod mr. Fogh til vedbørlig satisfactions erholdelse forbeholder mig min tiltale og lovlige regres. Ja, hvor urimeligt og urigtig det er at mons. Fogh vil foregive at enten je eller hr. Termann Madsen skal have intercederet for Niels Ebbesen at frafalde disse vidners førelse, er ganske eclat, når Deres velædelhed behagelig vil confrontere såvel den første frafaldne stævning af dato Brøndumdam den 17. febr. næstafvigt, der herved under litr. A in copia således som den er bleven meddelt produceres med tjenstl. begæring, at samme må vorde læst, påskreven og acten tilført, som den sidste de dato 8. marts næstefter citanten protokollen har ladet inserere til sin sags begyndelse afvigte 17. marts med hinanden. Thi da skal klarligen befindes, at alle de vidner, som ved første stævnemål befindes tilvidner at være indkaldt og ved den seneste og her i retten hæftede stævnemål til at vidne er indstævnet, og hvad er det da for en intercession til velgjort gerning, mons. Fogh berømmer sig af, uden aleneste hans og principals beængstede samvittighed, der nu formedelst min principal den tid tav stille og gik, da han vel så, de havde forløben dem, æskede stævning i rette og sagens fremngang, er blevet opvarmet og oplivet. Raison: I den første frafaldne stævnemål beskylder citanten som sig såkaldede forpagter på Estrup min principal dels, at den ham afkøbte ko sc. da han købte dem, uformærket med sygdommen var befængt, dels og at nogle af min principals creaturer, før end som helst han købte den, var angreben og bortdød, og dels at alt på estrupgård værende creaturer af forn. ko skulle være bleven anstukken og da så næsten bortdød. Dette er det, som både jeg og hr. Termann Madsen forestillede mons. Fogh og hans principal som sig såkaldede forpagter på Estrup, neml. hvorledes de ville undrstå dem at fingere slige urigtige beskyldninger, og at neml. oom ifald de femkom med slgie beskyldninger i retten, min nprincipal ikke kunne lade de upåanket eller ustraffet passere, men derimod var nødt til at bruge den magt og myndighed, som loven ham og enhver tillader, og end mere lod såvel mons. Fogh som hans principal og hovedfuldmægtig mons. Gydesen læse sit forfattede indlæg, påstand og demonstration imod slige hårde, vrange og urigtige beskyldninger, så citanten læt efter holden rådslagning med sin fuldmægtig og hovedprincipal derudaf kunne erfare, hvad både han og enhver som extraherer slige med sandhed ej convenable beskyldnkinger opfyldte stævnemål, efter loven bør lide, hvilket da og således rørte hans befængte samvittighed, at han ej engang fremkom med sit stævnemål og mindre lod nogen sag derefter fremme, så jeg tillige med min principal, som hellere elskede fred end sig som en fattig trælbonde i en vidtløftig proces at se indviklet, måtte rejse med uforrettet sag tilbage; og da nu citanen af den hårde nød og ikke på nogens /: sc-. mig, min principal eller husbond :/ intercession, som vrangeligen og urigtig foregives havde frafalden sin sag, synes det ikke urimeligt, at han jo på ridefogeden mons. Gydesens instigation, der formentlig in hoc passu har forebragt sit høje herskab det, han aldrig har eller kunnet bevist, på langt finere en måde begynder sag, idet han i sit af dito 8. marts og her i retten 17. marts næstafvigt frafalder de i første frafaldne stævnemål af 17. februar næstforhen, vide sub alligerte litr. A gjorte hårde, vrnge og urigtige beskyldninger og alene [=> fol. 507] sminker sit søgsmål af en mellem folk roullerende rygte, af hvilket han dog aldeles intet har kunnet bevise, men tværtimod søgt sin plaisir udi at bringe en fattig trælbonde i bekostning, og det om så meget ...ligere, da han har frafalden en stor del af sin ved seneste stævnemål indstævnede og derefter på en særdeles måde, som protokollen udviser, lovdagede vidner ventelig for ikke mere overflødighed at lade ... overtyde, hvor uårsagelig og umedlidsom han fører den fattige Niels Ebbesen i proces og pengespilde, imod hvis som tilforn af Niels Ebbesen i protokollen ved indlæg er bleven anbragt og oplyst, han selv formener ... har været hovedårsagsmand til. Mærkværdig nok og ubegribelig er det, hvorledes citanten som så såkaldede forpagter på Estrup og ridefogeden mons. Gydesen med hinanden er i en sådan forståelse eller interentskab, som deres brugte invertioner er både uerhørlige og ubeskrivelige. Raison? Citanten Lorentz Nisssen ar jo ladet mons. Gydesen imod dette tingsvidne indstævne for at observere hans høje herskabs jura, hvis gods sagen egentlig angælder, men i steden at mons. Gydesen skulle have observeret dette, udviser protokollen, at han som en saggiven mand for citanten Lorentz Nissen uden at legitimere sin perosn eller at observere sit høje herskabs jura har ageret procurator, så en særdeles forståelse eller interessentskab imellem disse  kammerater er åbenbare og eclat. Hvad hernæst 2) mons. Fogh berører at være hans principal som sig såkaldede forpoagter på Estrup i stor overflødighed for nær og urettelig mundtl. eller skriftlig påtalt angående hans over alt bekendte marchandi etc. anbelanger og i særdeleshed at mons. Fogh forlanger, at concipientens navn til Niels Ebbesens afvigte 17. marts her i retten overleverede protestationsskrift til hans behøvende efterretning i sin tid måtte bekendt gøres, så ihvorvel jeg ikke havde nødig at indlade mig på en sådan unyttig og utidig fylde, så længe mons. Fogh ikke først har legitimeret sin person som prokurator i denne sag at gå i rette og for det andet ikke heller med fuldmagt fra sin principal som sig såkaldede forpagter på Estrup, der idag 14 dage her for retten ikke var til stede, men i sine overalt bekendte forretninger bortrejst, vil jeg dog om al duspute og vidtløftighed at forekomme og forbigå korteligen tjene ham med dette, at han eller principal til sin formenende regresses erholdelse ikke skal lide nogen mangel, at som overalt bekendt er, at det er mere end alt for sandt, hvad Niels Ebbesen angående denne marhandi udi hans indlæg af 17. marts sidst har skreven, så accepterer jeg dette som mit eget factum og kan citanten ikkuns til den ende melde sig hos mig, når han lyster, da han kan være forsikret om at få alt, hvis ret er, hvorved jeg formener hans concipient-sorg ham aldeles er betaget. Og da nu sånedes mons. Foghs idag 14 dage ad protocollum bragte ikke alene så ganske er refuteret og son nul og nichtig gjort, men endog lagt for dagen, hvilken en lovstridig og uerhørt procedure han har anstillet, så næst at reservere min princilpals husbond hr. Termann Madsen og mig imod de os tillagte urigtige og højst nærgående beskyldninger vores lovlige tiltalé til mons. Fogh på tid og sted håber og påstår jeg, at retten ikke alene tilfinder mons. Fogh for en lsådan ulovlig og uforsvarlig procedures omgangsmåde til sagens ophold og min principals skade, der lidet på .slige vidtløftige processer har at anvende, at betale til justitskassen en hans brugte omgangsmkåde convenabel mulkt, men endog til nogenledes reparation for en sådan unyttig ibragt bekostning at betale til min principal Niels Ebbesen 10 rdl. - Sluttel. reserverer jeg min principal våvel sin ret til citanten som og lovl. at påanke til tid og sted de kendelser og afsigter, som hvorved han under dette tingsvidne finder sig graveret, der jeg i øvrigt i vente at nyde rettens assistance forbliver (etc.). Skærbæk mølle d. 12. maj 1746.

AO2 506:

Følger her indført den på folio 505 citerede rettens kopistævning sålydende: Søren Bierum (etc.) gør vitterligt, at for mig har andraget sr. Lorentz Nissen, forpagter på Estrup, hvorledes han finder sig beføjelig årsaget at søge og tiltale eder Niels Ebbesen af Keldbjerg formedelst at imellem sidst afvigte Nytår og Helligtrekongersdag I haver solgt til bemeldte Lorentz Nissen en ko, hvilken 5-6 dage derefter er bleven syg og døde efter visse formodning af den grasserende smitsom sygdom, som er imellem hornkvæget, hvorved og fornemmes alt på Estrupgård værende creaturer er bleven anstukken og nu så næsten bortdød, hvilket alt sig skal være tildraget af bem.te ko, som fra eder Niels Keldbjerg skal være købt og derfor ... ej med svagheden, da citanten købte den, skal have været formærket befængt, men endog nogle forhen før citanten købte denne ko, af Niels Keldbjergs kreaturer af svagheden var angrebet og bortdød. Item hvad ord der er falden om den ko, Jørgen Jensen i Vejen eder, Niels Keldbjerg før nytår sidst har afkøbt, om hvilket alt Lorentz Nissen agter at føre en del vidner og beviser. Thi stævnes I, bem.te Niels Ebbesen boende i Kelbjerg for mig i rette at møde på Gørding-Malt herredsting torsdagen den 3. marts førstkommende vidner, stævnte og ustævnte, samt attester og dokumenters producering at anhøre og spørgsmål at tilsvare med videre af ovenmeldte sag dependerende. Til samme tid og ting under falsmåls straf indkaldes Ebbe Lauritzen og hustru samt Niels Ebbesens hustru i Keldbjerg, Hans Ulf den ældre, Hans Ulf den yngre af Asserbøl, Jørgen Jensen og hustru samt Nis Jepsen af Vejen, Niels Knudsen og Stephan Nielsen af Drostrup, Knud Pedersen og Jakob Iversen i Vittrup, Andreas Snedker, Laurids Henriksen og Anders Nielsen i Nyby, item Christen Andersen og hustru af Nordenskov samt Christen Rytter af Gerndrup for eders sandheds vidne om alt, hviad I haver set eller hørt, som kan tjene denne sag til oplysning, edeligt at afvidne og forklare, hvorefter citanten agter et lovskikket tingsvidne at erhverve og beskreven tage. Endelig anmeldes denne stævning det høje herskab til Esltrup deres derværende fuldmægtig seigr. Lauritz Gydesen for at anhøre, hvad som vorder behandlet om han på sit herskabs vegne derved finder noget at erindre. I mangel af stemplet papir bilægges denne stævning med sit behørige ssort nr. 18 til 6 sk., inden samme i retten fremkommer, da den for gyldig passerer - -


 

Torsdagen den 20. maj 1746:

Sagen imod den i Ribe til arrest indbragte delinkvent [=> fol. 508] Christen Christensen, som skal have stjåletBrørup kirkes kalk og disk. Sr. Nicolaj Ravn mødte for retten og producerede en skriftlig lovdag (fol. 512). Begærede de lovdagede vidner til examen.

1. viene, degnen sr. Chjristen Frøelund i Tuesbøl, som gjorde følgende forklaring: at han Palmesøndag næst afvigt, efter at communionen var forrettet, tog kalk og disk af alteret, gik hen og aftørrede det, som er det selvsamme nu i 4 stykker sønderbrudte kalk og disk. Gik så hen i sin degnestol og indsatte samme kalk og disk, som den tid var hel og holden og ubrudt, i det skab, som han plejede at sætte det, og det i sin vanlige fuderal, som ham her i retten er forevist oger det selvsamme. Da kalk og disk med fuderal var indsat, tog Frøelund nøglen af skabet og lagde den, nemlig nøglen, på sit sædvanlige sted i degestolen. Og at skabet i degnestolen, hvor forn.te kalk og disk af vidnet var indsat, vil han så vidt ham vidende er, vidne, at samme skab den tid var hel og holden og ubrudt. Da tjenestens forretning var med prædiken og sang til ende, gik vidnet til Lindknud kirke, da hr. Vinding imidlertid catechiserede i Brørup kirke, for i forberørte Lindknud kirke at forrette prædiken og sang.

For retten var mødt sr. Frederik Simonsen af Ribe som arrestanten anordnede forsvar og tilspurgte vidnet: Når og hvorledes dette tuveri blev bekendt og observeret. - Vidnet svarede, at kalk og disk blev brugt i Brørup kirke foranførte Palmesøndag, medhandlet og låst som for ommeldt er, men tiden eller måden, når eller på hvilken det er stjålet ved vidnet ej. - 2) Om der fandtes nogen brud på kirkens døre, låse, vinduer eller i andre måder udvendig på kirken. - Vidnet svarede, at han ej så noget brud på låsene, men desværre måtte finde det skabs yderste og endefjæl, som i gårs dags 14 dage så vel som idag i retten er forevist, udbrudt. Hvad udvendig brydelse er angående, vidste vidnet intet af eller haver set, men da vidnet kom til forbemeldte skab, fandt han vel fuderalen i skabet, men ingen kalk og disk. - 3) Hos hvem kirkens nøgle bliver forvaret, enten hos vidnet eller præsten, og om vidnet ikke er den, der ellers, der ellers ser kirkens døre forsynet(?) tillukket. - Vidnet svarede, at til den lås, der er for våbenhusdøren, har vidnet en nøgle og præsten enhver sin nøgle i sin gemme, hvilken da, være sig præsten eller degnen der bliver sidst i kirken, den forsyner kirkens låses ilukkelse. - 4) Om [=> AO2 507] våbenhuset var således forsynet med lås og lukkelse ... og i andre måder, at ingen kunne komme derind uden ved dørens oplukkelse med nøglen.
Actor stillede til rettens skønsomhed, om mons. Simonsen ikke efter deres excellence (etc.) stiftsbefalingsherre von Gabels ordre at erindres under den deri dikterede straf at entholde sig sagen uvedkommende udflugter. - Retten ville erindre defensor mr. Simonsen om i allerkorteste at afhøre vidnerne og alene blive ved sagens realia foruden nogen vidtløftighed det snareste ske kunne få tilendebragt.
Vidnet svarede, at låsen for våbenhusdøren var om mandag morgen efter forberørte Palmesøndag forsvarlig ilukket, hvilket han så klokken ungefær 8 om morgenen, men vidste ej, at nogen uden på en ulovlig måde samme lås kunne oplukke. Hvad vinduerne er ang. kommer det ej vidnet til at svare derpå, allerhelst vidnet har ej set uden brud på en par ruder eller tre, og er det en ting, det kære(?) høje herskab til Sønderskov ved selv besørger, om nogen brud på deres kirkevinduer findes. For omskrevne vinduer ved og tror vidnet, at ej nogen menneske kan eller har kunnet indtrænge sig. - 5) Om vidnet var den, der først oplukte kirkens yderste dør, efter at tyveriet i kirken var sket, og om samme da fandtes forsvarl. tillukt, samt om kirkens inderste dør ligeså var tillukt og nøglen på det sædvanlgie sted under døren at være liggende. - Vidnet svarede, at han håbede, at ifald hr. Vinding ej udi sine svar har på mons. Simonsens spørgsmål denne post angåedne ej svaret, kan og tror vidnet, at der findes flere indstævnte vidner idag, som kan gøre forklaring om denne post. Thi vidnet vidste ej det ringeste af kalk olg disks bortstjæling(?), ej heller af våbenhusdørs låses åbnelse, før end det af andre ham blev sagt. Den mellemste dørs låses nøgle ved vidnet intet om hvor den lå den gang. Men forklarede ellers, at nøglen plejer at lægges neden stenen under kirkedøren. - 6) Om vidnet har set arrestanten Christen Christensen i eller ved Brørup kirke Palmesøndag, dagen før eller efter. - Vidnet svarede, at han ej havde set arrestanten forn.te tid ved kirken, men troede virkel., at siden kalk og disk findes hos ham, må han være manden. - 7) Om vidnet ved, at arrestanten Christen Christensen virkel. er den, der har stjålet Brørup kirkes kalk og disk. - Vidnet refererede sig til sit forrige svar. [=> fol. 509]

2. vidne, Niels Gruum fra Foldingbro, som gjorde følgende forklaring: at han tirsdagen efter Palmesøndag næst afvigt var på Sønderskov, hvor han så, at skytten på Kærgård såvel som og tvende karle, som havde den her ved retten tilstedeværende delinkvent Christen Christensen ved et reb om hans ene arm, bragt til Sønderskov, hvor da bem.te skytte efter at han udi køkkenet har indkommen, leverede et btev fra hr. oberstløjtnant Gersdorf til Kærgård til vel... fr. hofjægermesterinde Bachmanns til Sønderskov med ... derhos fulgte liden og forseglet pose, hvorudi velb.te hr. oberstløjtnant havde sendt den nu her for retten vidnet foreviste Brørup kirkes kalk og disk, der består af 4 stykker, hvorefter vidnet af fru jægermesterinden blev befzalet at ... ride til sognepræsten for Brørup kirkes menighed hr. Peder Vinding i Præstkær og medtage oberstløjtnant Gersdorfs brev, efter at det var bleven læst, samt den forhen omtalte pose, hvis forsegling end da var og blev ubrudt, indtil vidnet ankom til Præstkær, hvor hr. Vinding efter vidnets ankomst læste mervelbem.te hr. oberstløjtnant Gersdorffs brev, ikke med lide forundring, og derpå blev den forseglede pose i præstens hus åbnet og deri befunden den forhen af vidnet omtalte og herværende Brørup kirkes sølvkalk og disk, hvilken samme tid således som den nu er forevist var så vidt /: nemlig kalken i tre stk. brudt :/ vidnet kunne skønne, og det 4. stk. deraf disken er hel og ubeskadiget. Da hr. Vinding sagde til vidnet, at han om søndagen, som var den forhen omvundne Palmesøndag, havde betjent i Brørup kirke med selvsamme kalk og disk 16 communicanter med den beretning derhos, at den havde været i hr. Vindings hus dagen eller andendagen tilforn for at rengøres, hvilket er alt det, som vidnet ved til oplysning.

3. og 4. vidne, Christen Andersen og hustru Karen Henriksdatter af Nordenskov, som af actor blev tilspurgt: 1) Når delinkventen Christen Christensen kom til dem, og om det ikke var Palmesøndag sidst, og hvor han da kom fra. - Vidnerne svarede ja, det var på Palmesøndag, han kom til dem, da han sagde, han kom fra Vittrup. - 2) Om han lå der om natten, og om der var nogen hos ham den tid. - Vidnerne svarede, at han lå der om natten, og der var ingen hos ham. - 3) Om han om mandag morgen derefter ikke spiste, før han gik derfra, og hvad tid det var om dagen. -Svarede ja, og han gik derfra ungefær klokken 7 om formiddagen. - 4) Hvorhen han ville, og om han ikke spurgte efter vej, og hvorhen. - Svarede, han spurgte vej ad Rebelsig og sagde, at han ville hen og søge sig efter tjeneste. - 5) Om det ikke kunne formærke noget af han enten med tyvekoster eller andre ord. - Vidnerne svarede, de fornam ej ringeste tyvekoster hos [=> AO2 508] ham, ej heller hørte videre ord af ham end forhen forklaret er. - 6) Om de ved noget mere i denne sag at forklare, og om de ikkekendte ham, neml. delinkventen, som her for retten er til stede, da det er den selvsamme person som forhen nomvunden er. - Svarede ja, det er den selvsamme person, som afvigte Palmesøndag var i deres nus og nu her for retten er til stede. - Videre vidste de ikke at forklare til sagens oplysning.

Simonsen tilspurgte vidnerne, om de kendte den ommeldte by eller hus Rebelsig, og om det var fra dem på vejen ad til Brørup kirke. - Svarede, de viste ham sønderpå; men om han gik til Rebelsig, hvorhen vidste de ikke.

Ravn for uden alt for stor vidtløftighed at få sandheden for dagen, siden det i særdeleshed er deres excellence (etc.) von Gabels nådige vilje, ville ydmygst udbede sig den gunst af reten, at degnen endnu måtte tilholdes, siden han endnu for retten er til stede, under forhen aflagte ed at forklare, hvad godvillig bekendelse og tilståelse, han angående det begangne kirketyveri af delinkventen her uden for retten har erfaret, hvorefter også retten tilholdt også nr. Frøeliund, at han under forrige eds aflæggelse ville forklare, hvad han uden retten nu nylig af delinkventen har hørt. Hvortil Frøelund svarede, at delinkventen nu uden for tinghuset sagde til ham, Gud nåde mig, jeg har aldrig stjålet før.

5. vidne, Tygge Andersen af Hulvad: 1) Om vidnet kunne kende, at denne her for retten værende delinkvent Christen Christensen var den selvsamme, som var hos ham mandag morgen efter sidste Palmesøndag på Hulvad mark. - Vidnet svarede ja. - 2) Hvad han da talte med ham ved ploven. Svarede, han spurgte vidnet ad, hvor han kunne gå nærmest ad vejrup, hvorhen og han blev vist vej, og var det ungefær klokken 8 om formiddagen.

6. og 7. vidne, Hans Iversen og søn Iver Hansen fra Tuesbøl: 1) Blev forespurgt som næstforrige vidne. - Vidnerne svarede, det var den selvsamme person, som næste mandag efter Palmesøndag kom til dem ved ploven på Tuesbøl mark, som var ungefær klokken noget over 8 om formiddagen. - 2) Hvad discurse han da førte med dem. - Svarede, han spurgte den nærmeste vej til kirken og derfra ad Vejrup, og kunne vidnerne ikke andet sige, end han jo mente Brørup kirke, som lå lidet derfra; de så også, at han gik ad kirkevejen, men hvorhen kunne de ikke sige. Hellers falder vejen der forbi ad Vejrup. Videre vidste vidnerne ikke til sagen soplysning. [=> fol. 510]

8. og 9. vidne, Holden Kornbech og Else Poulsdatter fra Brørupgård blev tilspurgt, om de ikke ved, at mademoiselle Karen Bierum, der nu skal være kommen i tjeneste på Lejdumgård, og efter at mr. Gruum var kommen til præsten hr. Peder Vinding med den sønderbrudte kalk om tirsdagen efter Palmesøndag, da hun gik efter præstens begæring op til Brørup kirke for at se, om nogen låse var sønderbrudt, iten om våbenhusdøren og kirkedøren stod åben eller skabets lås var åbnet, og hvorledes de da befandt det, eftersom de begge skal have fulgtes med forn.te Karen Bierum fra Brørupgård og ind i kirken, og om hun ikke havde nøglen med sig fra præstegården til våbenhusdørens lås, og om hun ikke med den lukte låsen op. - Begge vidnerne endrægtelig svarede, at det var således, som spørgsmålet formelder. - 2) Om ikke fuderalen til kalk og disk lå i degnestolens skab og afdeling, den samme som her for retten er til stede, og om ikke låsen for samme skab var ubrudt. Hvortil vidnerne svarede ja, det forholdt sig således som spørgsmålet indeholder. - 3) Om ikke skillerumsfjælen var afbrudt, og om det ikke er den samme fjæl, de da så ligge i degnestolen udvristet fra det sted, hvor den som endnu er kendt med (??) fire pinde, 2 oven og 2 neden, bst gsstslagen som nu ej kunne ske, men gjort ved degnestolen og skabets indretning. - Det ene vidne Else Poulsdatter forklarede, at det var den selvsamme skillerumsfjæl, her nu er i retten forevist, som den tid ... løs for stedet, som den plejede at sidde i degnestolens skab, men nu, så hastig de rørte derved, faldt den ud. - Det andet vidne vidste intet herom at gøre nogen forklaring. Og tillagde begge vidnerne, at da de så i fuderalen, som fandtes i forn.te skab, hel og holden, som den nu er forevist, fandtes i samme hverken kalk eller disk.

Hvornæst retten fremæskede nærværende delinkvent Christen Christensen for at fornemme om han endnu vedblev sin forrige bekendelse, og tilholdt ham endnu som forhen at bekende sin klare og rene sandhed og intet deraf fordølge. Og da delinkventen af retten nøje var examineret, forefandtes han at forblive og continuere ed sin forhen gjorte bekendelse. Hvorefter delinkventen blev overleveret til begge byens tjenere, som ham under arrestog forsvarlig haver qt henbringe i Riber bys arresthus. - Actor begærede tingsvidne beskreven, hvis passeret er, og som han finder sig årsaget for først at føre vidner ved Hunderup birketing, under hvis jurisdiktion delinkventen først er blevet atttraperet, om at få sagen snærmere oplyst. Begærede, at sagen her ved retten måtte hvile under opsættelse i 6 uger til videre behandling.


 

AO2 509:

Torsdagen den 2. juni 1746:

Retten blev denne sag af den ... sætteskriver Niels Gruum fra Foldingbro (resolution fra von Gabel på sognedegn Jens Baggesen i Bobøl hans ansøgning, fol. 512). Mødte for retten på Jens Baggesens vegne i sagen mod Niels Nielsen Smed og hustru Gertrud Andersdatter ibm. angående hvis såvel den 1. som 15. maj imellem sagsøgeren og den sagsøgtes hustru i Føvling kirke er passeret, og forestillede to varselsmænd navnl. Jens Pedersen af Bobøl og Mads Christensen af Føvling (stævning fol. 512). De har talt med alle undtagen Lisbeth Olufsdatter i Tislund, hvor naboerne lovede at give hende varslet til kende. - Herimod mødte herredsskriver sr. Utrup fra Gravengård og producerede sit skriftlige indlæg (fol. 512). Ydermere erklærede Utrup, at han aldrig har instingeret hans bondes hustru til nogen uskikkelighed og uorden i Guds hus, men altid foreholdt hende at entholde sig fra al uskikkelighed i kirken og lade degnens kæreste beholde det yderste stolestade i stolen. - Mons Ravn erklærede på sin principals vegne på mons. Hellesens tilførte, at intet skulle være ham kærere end et skikkeligt og billig forlig i denne sag, hvortil Ravn og ville gøre sin yderste flid, når mons. Hellesen og hovedpersonen Niels Nielsen smed og hustru Gertrud Andersdatter i Bobøl ikke alene fritager citantens hustru for den forargelse, som er sket i kirken, og derforuden vil være og blive ansvarlig til den mulkt eller straf, som fornævnte Gertrud Andersdatter ved den i kirken forøvede forargelse kan have fortjent og endelig dom kan blive tilfunden, men endog t smeden Niels Nielsen vil gøre degnen mons. Jens Baggesen en convenabel og christsømmelig afbør og erklæring for de imod ham på gadestævne udøste fornærmelige ord, så og betale noget billigt for ibragte bekostning, hvorpå i alt mons. Ravn vil afvarte såvel mons. Hellesens som smedens tydelige, udførlige svar, og i fald de ikke skulle acquiescere med tilbudet, reserverer Ravn sin principal mons. Jens Baggesen al lovl. regres og tiltale til tid [=> fol. 511] og sted til hr. Jens Hellesen for de mons. Baggesens kæreste idag ved indlæg tillagte beskyldninger af knappenåle og synåles stikning. - Niels Nielsen Smned, som her ved retten var til stede og havde anhørt denne proposition af mons. Ravn til forlig, kunne nu ikke idag resolvere sig derpå, men begærede sagen udsat i 14 dage eller ... uger til mulig contravidners førelse. - Mons. Ravn, som måtte fornemme, at såvel hr. Jens Hellesen som hovedvederparten Niels Nielsen til ingen mindelig afhandling var at bekvemme, men af skrømt offererede sådan offerte, fremæskede de indstævnte vidner til examen, hvor da af de indstævnte vidner fremstod Peder Sørensen Smed af Nørbølling, Thor Christensens hustru Anna Hansdatter af Halleskov og Birthe Madsdatter af Stenderup så vel som og Niels Sørensen af Halleskov, der godvillig og uden stævnemål var mødt.

1. vidne, Birthe Madsdatter af Stenderup, som af Ravn blev tilsuprgt, 1) om hun ikke ved, at smedekonen Gertrud Andersdatteer i Bobøl siden hendes første ankomst til sognet og byen Bobøl, som skete ungefær ved påsketider 1745, stedse og upåanket og udisputerlig har indrømmet degnekonen Anna Catharina Baggesens deet yderste sæde i hendes stol i Føvling kirke, indtil ungefær først in martio sidst. - Vidnet svarede, det vidste hun ikke. - 2) Om vidnet ikke var i Føvling kirke sidstafvigte 1. maj. - Vidnet svarede ja. - 3) Om vidnet da ikke så, at degnekonen kom i kirken, da smedekonen endnu ikke var ankommen, og satte sig i forom.te yderste sæde i stolen. - Vidnet svarede nej, det så hun ikke. - Om smedekonen ikke kom nogen tid derefter og satte sig oven på degnekonens skød og der ungefær blev siddende en halv times tid, indtil præsten kom i kirken og formanede hende sig sådant i Guds hus at entholde, og som smedekonenn ikke agtede sådan formaning, men som tilforn blev siddende på degnekonens skød, om vidnet da ikke så eller hørte, at degnen mons. Jens Baggesen bad hans kone for at forekomme videre forargelse i kirken at træde fra hende, som og skete. - Vidnet svarede, da hun kom i kirken, sad smedekonen på degnekonens sk.d; så også, at præsten xtalte med dem, da han gik i kirken, men hvad, vidste vidnet ikke. - Videre vidste vidnet ikke på spørgsmål at svare.

2. vidne, Peder Sørensen Smed af Nørbølling, som vandt og forklarede, at da han den 15. maj sidstleden var kommen i Føvling kirke og gudstjenesten var begyndt, hrte han nogle snakke bag sig, og da han så sig om, blev han var, at degnekonen sad og havde fæstet sin højre hånd oppå stolestadens yderste fjæl, fordi hun ikke kunne tåle, at smedekonen sad og rumplet på hendes skød; så gik vidnet ud af stolen, som han sad, og bad smedekonen, at hunikke skulle bruge eller lade se sådan forargelse under Guds tjenestes forrettelse, men gå ud i en; anden stade til en anden tid; da svarede smedekonen vidnet, at hun ikke ville vige af, før end lov og ret kendte hende derfra, hvorpå vidnet svarede hende, at det var nu ikke tid til at bruge lov og ret under Guds tjeneste, og da vidnet kunne ikke mere formå, gik han i stolen igen, som han før sad, og smedekonen blev dog siddende på degnekonens skød, indtil præsten og degnen måtte holde op med tjenesten og præsten kom gående ned til dem og spurgte, hvad de mennesker havde i sinde, at de brugte slig usømmelighed under Guds tjeneste, og præsten bad, at en af dem skulle gå ud til videre, hvortil smedekonen svarede, at hun ville ikke vige, før end lov og ret kendte hende derfra, hvorpå degnekonen efter præstens anmodning straks gik ud af stolen, da den anden imidlertid lettede sig af hendes skød. Videre erklærede vidnet, at da han kom i kirke, sang de på den samle Aleneste Gud [=> AO2 510] i Himmerig, og før end samme salme blev udsungen, så vidnet, at smedekonen sad på degnekonens skød, hvor hun stedse blev siddende både imedens kollekten og epistelen blev messet, indtil de samg på den salme Christus Jesus for os ofret og kom noget hen i samme salme, og det så fast, at degnekonen hverken me andre Guds børn kunne kvæde for Gud uder kollekten eller opostå, mens epistelen blev messet.

3. vidne, Anne Hansdatter af Halleskov, som forklarede, at da hun kom i kirken, som var før end sangen begyndtes, sad degnekonen i stolen næst for ved vidnets stol, og da der begyndtes på den salme Aleneste Gud etc., kom smedekonen i kirken og gik ind i stolen, hvor degnekonen sad og faldt på knæ for ved degnekonen, og da hun stod op igen, stødte hun på degnekonen, at hun skulle flytte til side, men da hun ville ikke, satte smedekonen sig på degnekonens skød, som tog fat med den højre hnd på det øverste af stolen, og blev smedekonen stedse siddende, imidlertid forbemeldte salme blev udsungen, kollekten og epistelen læst og 2 vers sungen af den salme Christus Jesus for os etc., på degnekonens skød, da med tjenesten blev opholdt og præsten kom derned og bad smedekonen at sætte sig i en anden stol, men ville ikke, hvorpå degnekonen straks efter præstens anmodning gik ud og satte sig i en anden stol, og lettede smedekonen sig imedens degnens kone kom ud af stolen. - Ydermere forklarede vidnet, at da smedekonen kom i kirken og længe derefter, var det mellemste sæde i samme stol ledigt, hvilket alt skete søndagen den 15. maj sidst.

Hr. herredsfoged Utrup tilspurgte vidnet på Niels Nielsens vegne og efter hans begæring, om hun ikke hørte samme tid, at smedekonen beklagede sig, at degnens kone havde stukket hende, hvortil vidnet svarede, hun hørte smedekonen sagde, at degnekonen havde stukket hende med en knappe- eller synål, hvortil degnekonen svarede, hun havde hverken knappe- eller synåle; ej heller så vidnet, at s,edekonen blev stukken eller hørte,hvor hun skulle have været bleven stukken.

4. vidne, Niels Sørensen af Halleskov, som i alt efterfulgte det andet vidne Peder Sørensen Smeds udsigende, undtagen vidnet var ikke hos smede- og degnekonerne og formanede dem, som Peder Smed, hørte og at smedekonen sagde, at her sidder hunnog prikker og stikker mig, det hun er færdig at prikke og stikke mig ihjel, men navngav ingen; ikke heller så vidnet, nogen stak smedekonen, ikke heller hørte, hvor hun skulle have været stukken. Hvilket passerede den 15. maj sidst, som forhen omvundet er.

Hvornæst mons. Ravn begærede de øvrige indstævnede og idag udeblevne vidner lovdaget og under faldsmåls straf forelagt at møde idag 14 dage, 16/6.


 

fol. 512:

Følger her indført den i delinkventsagen producerede forelæggelse og opsættelse på fol. 508 citereet.


 

Her indført efterskrevne dokumenter, som den 2. juni produceret er og anført på folio 510:

Deres excellence (etc.) von Gabel. Eftersom smedekonen Gertrud Andersdatter i Bobøl har d. 1. 15. maj begge gange begået den grove forargelse og store uorden i Guds hus og Føvling kirke, både før og under kirkens tjenestes forretning, fra hvilken jeg højst nødvendig må se min hustru Anne Cathrine eximeret og bem.te smedekones forhold og opførsel ved et tingsvidne beviseliggjort. Bemeldte skal og have beråbt sig efter velædle hr. herredssriver sr. Jens Hellesen Utrups befaling samme at have forøvet. Da siden bem.te hr. Utrup i så måde i sagen skal være impliceret, bønfalder jeg i dybeste underdanighed, Deres excellence udi herredsskriver Utrups sted ville beordre velædle mons. Niels Grumm af Foldingbro ved dette agtende tignsvidnes førelse at forrete herredsskrivertjenesten ved Gørding-Malt herredsting og mig samme af protokollen beskreven give. Udi vente af et nådigt svar på denne min underdanige ansøgning (etc. etc.) Jens Baggesen, degn til Føvling kirke.
Resolution fra von Gabel: Sr. Niels Gruum autoriseres som sætteskriver.

Stævningen lyder således: Fra sognedegnen til Føvling og Holsted sogne hæderlige studiosus Jens Baggesen i Bobøl skal vi give eder, Gertrud Andersdatter med mand og forsvar Niels Nielsen Smed varsel at møde til Gørding-Malt herredsting torsdagen den 2. juni - - [=> AO2 511] alt angående eders opførsel i Føvling kirke mod degnekonen Anne Cathrine Bagesens, hvor I, da I siden eders ankomst til sognet og byen, som skete ungefær ved påsketider 1745, stedse har upåanket og udisputeret indrømmet degnekonen det yderste sæde i hendes stol i Føvling kirke, som hun altid har nydt indtil ungefær først in martio sidst, og særdeles da I den 1. maj afvigt i Guds hus, før end kirketjenesten blev begyndt,, har importuneret eder således at sætte eder på hendes skød, hvilken byrde hun i den tid måtte tåle indtil citantens indkomst i kirken, som hæmmede at ingen forargelse den tid videre skete, eftersom degnekonen søgte sig anden plads i kirken, da I dog af patronessen til kirken skal være bleven venlig og lovlig erindret at entholde eder fra sådan grov uorden i Guds kirke, indtil I beviste eder til eders begyndte opførsel at være berettiget. Men alt dette med mere uagtet hr I dog den 15. maj continueret i eders fast uhørlige og usmmelige forhold i dette, at I, da kirketjenesten var begyndt, har atter sat edeer på degnekonens skød, som da sad i sin stol, blevet der siddende ej alene medens den salme Aleneste Gud etc. vedvarede med at synge til ende, men endog videre under bønnen og collecten hindret hans hustru at kunne knæle for Gud med andre Guds børn, ja endnu grovere selv blev siddende og tvungen hans hustru, som ej kunne rejse sig under denne tunge byrde at stå op med andre Guds børn i den tid, epistlen af sognepræsten for alteret blev messet, og vedvaret med denne skammelige usømmelighed indtil ungefær midt i den salme Christus Jesus for os ofret etc., da endelig efter at menigheden med tålmodighed i så lang tid havde anset denne forargelse og smedekonen af nogle af Guds børn ombedet dog en gang både at ophøre og lade hans fortrykte kone, der ej var mægtig at værge sig eller kaste den svare byrde af sig, samt at sognepræsten for alteret derom blev vidende, blev da endelig byrden lettet derved, derved da sognepræsten med en tale på kirkegulvet virkede så meget, at hans kone, som var udmattet under denne byrde, fik så megen lettelse, at hun kunne komme af den klemme, hun sad i, og slap endelig løs ud af stolen i den tid Gertrud Andersdatter skal have lettet sig op og sagt, hendes husbond havde befalet hende sligt, med videre i ord, tale og gerning fra først til sidst på ovenbemeldte tider, samt hvis smeden Niels Nielsen i Bobøl derom og videre på grandestævne i Bobøl berørte 15. maj skal have sagt og udladt sig med, efter hvilket altsammen citanten agter et lovligt tingsvidne sig af retten at lade beskreven gøre. Og herom at vidne under faldsmåls straf på ommeldte ting og tid indstævnes Lauge Christensens  hustru Maria Dorthe Knudsdatter af Bobøl, Birgitte Madsdatter i Stenderup, Jens Bertelsens ældste datter Karen Jensdatter i Åtte, Peder Mortensens datter Else Pedersdatter i Lervad, Niels Sørensens hustru Martha Pedersdatter i Halleskov NB. 1. maj :). (: NB 15. maj: Peder Sørensen Smed i Nørbølling, Thomas Pedersen i Åtte, Mads Hansen, Søren Knudsen ibm., Jens Bertelsens datter Karen Jensdatter ibm., Peder Lervad i Bobøl, Mads Jensen i Tobøl, Tor Christensens hustru Anne Hansdatter i Halleskov, Lisbet Olulfsatter i Tislund. (: NB 15. maj på gadestævne: Lauge Skræder og hustru i Bobøl, Peder Lervad, Laurids Enevoldsen og Jørgen Jensen ibm. - - Endelig for processens lovlige omgangs skyld indstævnes og velædle sr. Jens Hellesen Utrup på Gravengård, herredsskriver, ej alene at anhøre, om noget ham anrørende måtte forefalde men endog behagelig enten at tilstå eller fragå den af Gertrud Andersdatter påberåbte befaling.

AO2 511:

Herredsskriverens indlæg sålydende: Velædle (etc.) Søren Bierum. I anledning af det idag fra degnen hæderlige Jens Baggesen af Bobøl her for retten oplæste stævnemål indleveres og tilkendegives følgende: At jeg underskrevne som husbond for steden, Niels Nielsen Smed i Bobøl i fæste haver, erklærer og tilstår, det jeg forlængst gerne havde set og endnu ønsker sagen mellem [=> fol. 513] ...  hæderlige Jens Baggesen og min fattige bonde forn.te Niels Nielsen Smed ... og i mindelighed afgjort betræffende begge deres hustruers stolestader i Føvling kirke. Hvorfor jeg har nogle gange ladet smeden i Gravengård for mig kalde, men endog selv rejst 2 á 3 gange of der af yderste flid tilholdt og befalet ham og hustru, at de absolut skulle lade degnens kæreste for hendes person /: ikke alene uanset ... hendes mand en kirkens bejten, men end mere for den respekt, man for højædle og velbårne fru hofjægermesterinde Bachmanns til Sønderskov som kirkens patronesse :/ fri og ubehindret nyde det yderste kvindesæde næst gangen udi mit Raden (midtraden?) i Føvling kirke, endskønt denne ydre kvindestade har over 60 år, ja så længe gamle folk kan mindes, stændig været og tilhører  forn.te Niels Smeds i fæste havende sted og boel af hartkorn 3 skp. 3 fjd. 1 alb., som lovligt kan vorde bevist, om fornødiges. Så har dog alligevel min advarsel og befaling til dem ingen sted funden, men af pur tåbelighed og uforstand, som muligt af andre har ladet dem indbilde ej at kunne udsættes eller vige af det sæde, til stedet henhører, men ikke observeret lovens pag. 394 art 47 (DL 2-22-47), og da de nu er kommet i erfaring om deres forseelse og misforstand, de nu fortryder, har Niels Nielsen Smed allerede forhen ved tvende mænd navnl. Hans Hansen og Jep Andersen af Bobøl ladet tilbyde degnen Jens Baggesen det omdisputerede yderkvindestade for sin kæreste og sagen at bilægges, men forgæves, som jeg endnu ydermere på hans, neml. min bonde Niels Smeds vegne her for retten idag tilbyder mr. Jens Baggesen, at hans kæreste Anne Cathrine Crutzbergerin her efterdags, nr hun i kirken kommer for hendes egen person alene fri og ubehindret skal nyde, beholde og sidde i det forhen omtvistede yderste kvindesæde næst gangen, og smedens hustru derimod, når sligt sker, ubehindret tilholder sig det andet og næste lsæde der ... som henhører til Jens Baggesens og Jens Bøssemagers steder. Thi de begge har ikkun et sæde i samme kvindestol og lige så meget hartkorn svarer smeden kgl. contribution af som de begge, alligevel smeden angives for en husmand som den, der ingen tiende svarer til kongen, kirken og præsten. Monsieur Baggesen har muligt i tanke at vil tilvinde sig det omtvistede stolestade, som til mt sted af rilds tid været haver, Nej, det sker vel ingenlunde. Thi når hans kæreste får over- reller såkaldet ydersædet i samme stol efter lovens pag. 394 art. 47, kan hun vel ikke prætendere mere, og sker såvel ingen forandring i så måde, uden at der sker en ny inddeling udi kirken overalt. Mn´en håber, det har sit forblivende med stolestaderne på landet efter loven pag. 394 som meldt art. 48 (DL 2-22-48). Endnu sluttelig skal smedens hustru efter stævnemålets formelding have betroet sig noget i kirken og Guds hus, som ikke ske burde; idet hun kom i stolen at ville sidde, sad degnens kæreste i hendes sæde, da smedekonen skal have sat sig på hendes skød, så bliver vel og bevist, hvorledes degnens kæreste stak smedekonen igennem klæderne på hendes bare legeme med store knappenåle eller synåle. Thi skal den ene i så måde anses med straf eller mulkt, så tror jeg ikke, den anden kan forbigås, ja, bør ligeså anses, hvilket alt som forskrevet står, indstilles til rettens lovforsvarlige behandling. - - Gravengård d. 2. juni 1746. J. Utrup.


Torsdagen den 16. jini 1746:

AO2 512:

Læst en panteobligation på 658 slettedaler udg9iven af farveren Jørgen Frederik Rasmussen i Holsted til velærværdoige hr. Niels Høstmark i Skoldborg.


 

AO2 513:

Torsdagen den 30. juni 1746:

Fremkom for retten sr. Nicolaj Ravn som actor i sagen mod den i Ribe til arrest indbragte og nu her for retten tilstedeværende delinkvent Christen Christensen og overgav i retten sin demonstration nog irettesættese (fol. 517 og 518). Begærede, at retten ville behage at fremkalde delinkventen nfor at fornemme, om han selv godvillig vil forklare og tilstå, hvorledes han sig har forholden, hvorefter retten fremkaldere delinkventen, men aldeles ingen svar(?) ... ham var at erholde, såsosm sanstillede sig ligesom [=> fol. 515] han ej kunne høre, hvad man sagde til ham. Derpå fremstod byens tjenere navnl. Morten Nielsen og Christen Nørring af Ribe;  og forklarede Morten Nielsen, at i aftes klokken ungefær ... da han kom i arrestenn til delinkventen, stod bem.te delinkvent bag døren, som var åben, og havde fået jernet i stykker og udgåen af blokken og al hans fængsel, og da Morten Nielsen og Christen Norrings hustru kom ned i arresten, slog delinkventen Morten Nielsen over hans  hoved med den store jernbolt, som havde siddet for hans fødder, så Morten Nielsen faldt til jorden, hvorpå delinkventen stødte Christen Nørrings hustru på jorden og derpå sprang op af rådhuskælderen og løb ud på torvet, så dersom han ikke af ryttervagten havde bleven grebet, havde han virkelig escaperet. Og befandtes der et hul i Morten Nielsens hoved, som delinkventen havde slaget med bem.te jernstang. Desligeste forklarede begge byens tjenere, at delinkventen 2 gange foruden, siden han sidst var her ved retten, havde begyndt ...brækjernet, så det var umuligt med fængsel uden stændig vagthold ham i arrest at forvare. - For retten var mødt sr. Frederik Simonsen af Ribe som delinkventens forsvar og producerede et skriftligt indlæg (fol. 515 og 516). Retten tillod sr. Simonsen sagen oposat til idag 8 dage, 7/7.


 

fol. 515:

Derefter blev retten betjent af Niels Grum fra Foldingbro som konstitueret sætteskriver i sagen degnen mons. Jens Baggesen og hustru i Bobøl contra Niels Smed og hustru ibm. På vegne af mons. Baggesen mødte Nicolaj Johan Ravn og begærede, retten ville tillade tingsvidne efter hvis idag 4 uger passeret er, besskreven meddelt, siden hans principal efter det udtagne stævnemål ej har været i stand flere vidner qat føre, dels formedelst contraparten og husbond under skin af at anordne billig forlig har persvaderet ham til at frafalde hans lovdag, dels og at da derefter og er truffet et forlig, som contrapartens husbond har til sig tagen, /: og hvoraf mons. Baggesen alene har concepteet :/ men siden ikke har villet fra sig levere, ligesom og hovedcontraparten Niels Smed samme forlig i 2 mænds nær- og overværelse har fragået ikke at ville vedstå. Til hvilkenb ende al denne omgang betræffende, være sig i ord eller gerning fra først til sidst mons. Ravn reserverr sin principal såvel imod mons. Hellesen som hans bonde Niels Smed al lovlig regres og satisfaction for oophold, tidsspilde, omkostning og andre ulejligheder til tid og sted, og alene begærede rettens bifald udi sin forhen gjorte begæring. - På Niels Smeds vegne fremmødte for retten hans husbond sr. Jens Utrup og gav retten til kende, at han ingenlunde efter sr. Ravns tilførte har persvaderet mons. Ravn til at frafalde hans forelælggelse til de udeblevne vidner med mere hans tilførte, som ingen sted skal finde med sandhed ledsaget. Ellers var Niels Smed selv her for retten til stede, som måtte fornemme, [=> AO2 514] at citanten har ikke forfulgt og efterleveet opsættelsens termini, ske burde, som acten udviser. Thi idag 14 dage burde sagen været foretaget og nu først fremkommen idag, hvilket indstilles til rettens skønsomhed, hvorvidt samme lovforsvarligt kan eragtes, men siden smeden altid havde venten den billig og mindelig forening imellem ham og Baggesen på deres hustruers vegne, som han ikke har kunnet erlange, så måtte hann årsages at begære 3 uger anstand med sagen til at føre sine contravidner, som han angiver at være Jens Knudsen Beck af Stenderup, Søren Knudsen i Åtte, Peder Christensen i Bobøl, Maren Pedersdatter, Bodil Nielsdatter og Christen Pedersen ibm. med flere, over hvis til at vidne som i Føvling kirke imellem degnens kæreste og smedens hustru passeret er. På alt forventede rettens bifald. - Mons. ravn næst at inherere sin forhen gjorte begæring måtte i anledning af mons. Hellesens dumdristige og ublu tilførte, som hvorlimod reserveres regres til tid og sted, ydmygest begærer, retten ville imponere mons. Hellesen lsåvel i henseende til hans kgl. maj.ts allerhøjeste interesse, som sagens oplysning her i retten så straxen med sit behøvende og vedbørlige stemplet papir at producere deet mellem ham og hans bonde Niels Smed på den ene og degnen mons. Jens Baggesen på den anden side afvigte 7. hujus sluttede og af begge siders contrahenter underskrevne forlig. - Hr. herredsskriver Hellesen på mons. Ravns tilførte kunne ikke idag producere den begærte eller aåkaldede forlig, såsom han det nu ikke havde ved hånden og vidste ej heller fuldkommenligen, hvor samme var afbleven, siden parterne ikke ville samme efterleve. - Retten resolverede, at siden Ravn tilkendegiver, at hans principal mons. Baggesen ikke har kunnet tage forelæggelsen beskreven til flere vidners førelse, formedelst der imellem ham og contraparten skulle have været sluttet forlig, det mons. Hellesen på sin bondes vegne ikke idag har kunnet nægte, så blev mons. Baggesen tilladt tingsvidne beskreven såvel efter hvis idag 4 uger som idag i den ne sag passeret er, og Niels Smed genpart, om forlanges. Skulle Niels Smed finde fornøden contravidner til sagens oplysning at indstævne, reserveres ham samme ved lovlig omgang at fremme. - Mons. Ravn reserverede sin principal i fornøden tilfælde at føre vidner, som han til sin sags oplysningfornøden kan eragte, og han over det sluttede forlig, som mons. Hellesen så hemmelig hos sig holder ventelig for at se ufred og uenighed stiftet imellem sin bonde og degnen videre, end allerede sket er, hidindtil er bleven hindret at føre. - Hr. herredsskriver Hellesen gav derpå til svar, at intet skulle være ham kærere, end sagen imellem hans bvonde og sr. Baggesen mindeligen kunne vorde afgjort, men som bem.te bonde på sin hustrus vegne befinder sif fornærmet af Baggesens kæreste i det omtvistede stolestade i Føvling kirke, så har herredsskriveren som hans husbond ikke kunnet overtale ham til at fuldbyrdige det omtalte forlig, men kort derefter er fragangen forliget og ... samme ville efterleve.


 

AO2 514:

Følger her indført et fra arrestens defensor sr. Frederik Simonsen indgivne indlælg sålydende: Kgl. maj.ts herredsfoged, ædle og velvise Henrik Ernst Bierum. Af de fra actor sr. Ravn idag ind[=> fol 516]... dokumenter og gjorte irettesættelse i sagen ctr. delinkventen Christen Christensen, må jeg herved begære mig af retten udlånt til besvaring til næste ret for i så måde at fefordre sagens fremgang ... endskab, da jeg til den tid skal være ansvarlig til dokumenternes indlevering her i retten igen. Men ifald mig imod forhåbning ikke skulle blive accorderet dokumenterne udlånt, er jeg deraf med forsvarligst copi udbedende og sagen at måtte vorde oposat til idag 14 dage, som er til den 14. juni, for at indkomme med min replique på arrestantens vegne i sagen. -- Friderich Simonsen, Ribe den 30. juni 1746 - som anordnet forsvar.

fol. 516:

Torsdagen den 7. juli 1746:

I sagen mod den arresterede Christen Christensen blev indleveret fra forsvareren den udlånte deduction og defensors replique (fol. 521). Delinkventen Christen Christensen forklarede, tilstod og bejaede alt, hvis Riber bys tjenere Morten Nielsen idag 8 dage om bem.te delinkvents udbrud har forklaret, med tillæg, han samme tid havde brækket jernen  og oplukket låsene.  Ravn finder sig beføjet at tage defensors indlæg til besvaring. Vil svare om 8 dage, siden Simonsen har begæret Ravns replik, så på det delinkventen ikke til unødig bekostning for tit her til tinget fra Ribe skal hidføres, så tillod retten sagen opsat til idag 14 dqage, som er d. 21. juni, og blev mr. Ravn udleveret [=> AO2 515] defensors indlælg til besvarelse. Og blev den her for retten tilstedeværende delinkvent Christen Christensen Riber bys tjenere til arrest og bevogtelse igen overleveret.

AO 2 516:

Følger her indført et af sr. Nicolaj Raufn forfattede indlæg som actgor udi delinkventsagen citeret på folio 515:

Velædle (etc). Den dyrebare frem, som den allernådigste Gud har frefor andre lande forlenet dette vores fædrene land med og til samme at håndænve har sat vores nådkigste konge for at beskærme enhver for voldsmænds ufred, under samme hver burde nyde fred  under sit vintræ og figentræ. Men så lidet som næsten kan have fred for onde af Satan forledede mennesker, så lidet må /: desværre :/ Guds hus og bygning i fredsland nyde fredens Gud gott ad, men ofte lide vold og ufred af udædiske mennesker, idet de [=> fol. 518] udplyndrer og bestjæler af kirken de hellige kar og ornamenter, som er destinerede til brug ved den hellige nadver, hvilken er indstiftet ... den ved for frelsers dyrebare død dyre fortjente  freds ihukommelse, om ikke udi begge slags ufred /: som dog vel i sin tid vordere eclat ... fornemmelig(?) imod Guds hus haver denne delinkvent Christen Christensen ... sig skyldig med at udstjæle af Brørup kirke sølvkalk og disk. Hans omgang derved udfindes vel af de derom førte tingsvidner, hvis indhold jeg her kortelig vil jave retten insinueret efterfølgende poster: 1) At Brørup kirkens sølvkald og disk sidst afvigte Palmesøndag er bleven brugt i Brørup kirke til at betjene 16 communicalter med og efter tjenestens forretning indsat i degnens skab i kirken med sin sædvanlige lukkelse og lås bevaret således, at det efter at sognepræsten velærværdige og vellærde hr. Peder Vinding med ungdommen havde catechiseret, har været forvaret med 3 lykkelser og låse, nemlig (!) under låse i degnestolens skab, (2) med kirkedørens lås og endelig (3) med et hængelås for våbenhusdøren, bevidner tingsvidnet her fra rettenn sub num. 1 pag (en række tal), og at derimod 2) forberørte kalk og disk er bleven funden i 4 stykker sønderbrudt hos den i Ribe indbragte dellinkvent Christen Christensen i sejerstrup næste mandag aften efter sidstafvigte Palmesøndag, derofr er ikke alene delinkventens egen tilståelse i tingsvidnet num. 1 pag 10 et 11, iten i tingsvidnet fra Anderup birketing sub num. 2 pag. 12 et 13 samt højædle og velbårne hr. oberstløjtnant Gersdorffs missive. Tingsvidnet num. 1 pag 8 et 9, men endog 9 overensstemmende vidner i tingsvidnet num. 2 pag. (nogle tal) deres udfølige forklaring og tilståelse. Og at det er selvsamme sølvkalk og disk, som ikke alene hel og holden blev brugt sidst afvigte Palmesøndag til at betjene 16 communicanter med i Brørup kirke og sammesteds under 3 lykkelser og låse forvaret samt Brørup kirke tilhørende, viser dete på samme sølvkalk i indstikning befindende skrift således lydende: Gud til ære og Brørup kirke til ziir og nytte haver Niels Christensen og hans hustru Kirsten Rasmusdatter i Surhave foræret kirken sølv til denne kalk og disk anno 1689. Test. tingsvidnerne num 1 pag 10 og num. 2 pag. 4. Herforuden 3) endnu forberørte tid i Sejlstrup er bleven funden et pas og skudsmål dat. den 14. april 1746, anført i tingsvidnet num. 1 pag 16 hos delinkventen Christen Christensen, og at samme pas og skudsmål både er falsk og urigtig, viser ikke alene dens datum, da samme blev funden hos delinkventen i Sejstrup den 5. apr.  næstafvigte og er daterret den 14. .april derefter. Men endog delinkventens egen tilståelse i tingsvidnet num. 1 pag. 17 item tingsvidnet num. 2 pag. 7 så vel som og ved confrontation med præstens hr. Henrik Kampmands hånd og retten selv, det tingsvidnet num. 1 pag. 17 yderligere forklarer, ligesom den og er skrevet på uret sort stemplet papir. Endvidere 4) er merbem.te tid i Sejlstrup hos delingkventen Christen Christensen funden et bevis ved tingsvidne num. 2 pag. 7 fra herredsfoged Søren Henrinsen Gredsted i Madum, at delinkventen Christen Christensen tilfor har været beskylidt og arresteret for hestetyveri, vid. tingsvidne num. 2 mag 10 et 11, og endskønt merbemeldte delinkvent i mangel af bevis igen er blevet sat på fri for og løsgiven af sin arrest, så ses dog af et skrivelse fra forn.te herredsfoged til Deres excellence - - stiftsbefalingsherre von Gabel af dato Madum d. 17. april sidst afvigt, ikke alene at delinkventen havde begået sådant hesteryveri, men endog straks efter hans løsgivelse om nattetide han såvel hos manden, han var arresteret hos, som en anden begået tyveri påny igen, [=> AO2 517] vid. tingsvidnet num. 2 pag. 11 et 12. Herforuden 5) viste tingsvidnet num. 1 pag. 53 med 2 overensstemmende vidner, at delinkventen Christen Christensen kom til den på Tuesbøl mark næste mandag morgen efter sidstafvigte palmesøndag ungefær klokken 8 og spurte vej efter Brørup kirke, ligesom de og så, han gik ad samme kirke, da han virkelig har haft i sinde at begø som og derefter i gerningen af ham blev fuldført dette kirkerøveri. Thi så viser oberstløjtnant Gersdorffs til frue hofjægermesterinde Bachmanns i tingsvidne nr. 1 pag. 8 et 9, at delinkventen Christen Christensen frivillig lhar bekendt og udsagt, at han titberørte Brørup kirkens sølvkalk og disk forbemeldte mandag d. 4. april næstafvigt havde udstjålet af Brørup kirke, og videre han delinkventen uden for denne respektive ret d. 20. maj sidst, vid. tingsvidne num. 1 pag. 32 selv vedgået det kirkerov og tyveri med disse ord: Gud nåde mig. Jeg har aldrig stjålet før. Hvorforudenn 4 overensstemende vidner i tingsvidnet num. 2 pag 4,5 et 8 bevidner og forklarer, at delinkventen Christen Christensen ved angribelsen i Sejlstrup utvungen og unød har bekendt, det han og en markmand havde brækket en hængelås fra en kirke, og at marknamden havde gået op i kirken og taget tit bem.te sølvkalk og disk, da imidlertid delinkventen stod i kirkedren at passe på, og leveret delinkventen det, og endskønt delinkventen undskylder sig, ligesom han ej vidste, hvad for en kirke det var, og formener, det måtte have været Holsted kirke, så viser det hos ham fundne sølvkalk og disk tydelig nok, at det har været Brørup kirke, i særdeleshed det er samme kirke, som er bleven bestjålet, og hverken Holsted eller andre kirker her i nærværelse. Og ligesom 7) tingsvidnet sub. num. 1 pag 34 bevidner og stadfæster med 2 overensstemmende vidner, at Brørup kirkes døre, neml. såvel våbenhusdøren som den andenn og inderste dør på tirsdags aften sidst afvigte palmesøndag befandtes ved eftersyn på sognerpræstens hr. Peder Vindings begæring, efter at hr. Vinding ved monsieur Grumm i Foldingbro efter højædle og velb. hofjægermesterinde Bachmanns ordre ikke alene blev tilstillet det hos delinkventen i Sejlstrup fundne og af Brørup kirke idstjålne sølvkalk og disk, men endog om samme begangne kirkerov og tyveri var given notice, vid pag. 29 et 30, var ilukt og låsen ubrudt, desligeste og at skillerumsfjælen i degnens skab i kirken, hvor det bortstjålne sølvkalk og disk havde været indsat og bevaret, var udbrudt, og hvor alene fandtes fuderalen til bem.te sølvkalk og disk hel og holden, men kald og disk borte. Så er det 8) ikke upåtvivlelig men langt mere troværdig, at delinkventen Christen Christensen /: i særdeleshed hvor meget end og hans anordnede defensor har bemølet sig derom og til actens fylde vidtløftig quæstioneret, ingen indbrud enten igennem mur eller vinduer på kirken er sket :/ der vel ikke uventelig efter slige anførte omstændigheder og allerhelst han så vidt er fremturet i hans sugudelighed, at han ikke har sparet kirkens kar og ornamenter, fra sine barneben af har exerceret sig i tyveri og tyvekunster, da han mandagen efter palmesøndag næst afvigt udstjal titbem.te sølvkalk og disk af Brørup kirke ved ulovlig middel, kunster(?) og instrumenter har oplukket Brørup kirkes døres låse igen, allerhest 9) et missive fra borgmester Frausig i Ribe, vid. tingsvidnet num. 1 pag 13 et 14, item begge Riber bys tjenere pag.11 et 12 samt delinkventens egen tilståelse pag. 15, [=> fol. 519] bevidner og bekræfter ikke alene hvorledes delinkventen Christen Christensen adskillige gange i fængslet i Ribe både har brækket jernet og oplukt låsene, hvormed han har været fængslet, og muren for fængslet således han har været færdig til at escapere, om fornævnte Riber bys tjenere ikke imidlertid var kommen til og over ham og hindret ham i hans forsæt; og har da delinkventen, imedens han endnu lå fængslet med hænder og fødder, kunnet oplukke låsen og brække dette fængselsjern, der er og har været af den førelse og stærke, det retten selv har set, at ingen enten kan skønne eller dømme, at det kunne ske ved nogen menneskes magt og styrke /: ... udover han og foruden jern og fængsel om ikke sin vejfortjente straf at udløbe efter høje øvrigheds godtbefindende med vagt bliver bevogtet, hvor langt lettere har han da ikke, da han udstjal Brørup kirkes kalk og disk, og da han ikke enten var i fængsel eller bunden, enten med hænder eller fødder, kunnet oplukke Brørup kirkes døres låse ubeskadiget ved sine tyvekunster og instrumenter, og endskønt 10) delinkventen beråber sig på ved sin begangne tyver på en kammerat og medhjælper, så er dette ham lige så lidet til hjælp og nytte, som han aldrig ved eller kan sige, hvor denne hans foregivende kammerat er eller sig opholder, og langt mindre, hvor han enten er nosiddende eller possessioneret, og er det derfor lige så urimeligt og ugrundet, at denne delinkventens foregivende kan have nogen skin af sandhed, som nogen skulle kunne einges om at begø et sådant kirkerov eller tyveri i en sådan hast, uden om en sådan videnskab, bekendtskab og vedtagne kammeratskab i tyveri om hinanden at have og være vedtaget(?). Ja, denne delikventens foregivende er lige så trolig som hans angivne alder /: hans øvrige angivende usandfærdigheder for vidtløftighed og actens fylde at forbigå :/ da det såvel retten som alle andre, der har set ham og øjensynlig er bekendt, at han sc. delinkventen Christen Christensen er over 40 år gammel og dog siger og bekender, han, vid. tingsvidnet num. 1 pag. 15, at han var 20 år gammel og derefter 12) i tingsvidnet num. 2 pag 13, at han er 21½ år gammel, og ligesom han således snart siger et snart et andet og derfor ikke kan stå til troende, såhar og retten ved 8 stokkemænd på Hunderup birketing eftre nøje skønsomhed funden og erklæret denne delinkventens Christen Christensens udsagn for usandfærdig, det de endrægteligen skønner og udsiger, at forn.te delinkvent  er ovre 30 og henimod 40 år gammel, vid. tingsvidnet num. 2 pag. 13, så det både er troligt og venteligt, at delinkventen enten for sin forhen formedelst en sådan påskud begangen tyveri er bleven des medlidensommere medhandlet og derfor nu formener, det i nærværende sag noget skulle kunne hjælpe ham eller og han må have haft informatores, som har informeret ham om dette, ligesom hans fortjente straf skulle blive desto mildere. Men som hans foregivende er usandfærdig, det alle og enhver, som ser ham, kan skønne, så formodes og, at hans straf bliver desto større. Og lad være, delinkventen der synes at besmykke hans ugudelighed dermed, ved begangne tyveri har haft en kammerat med sig, quidinde? Er kosterne ikke funden hos ham, og har han ikke selv tilstået, at han har med været, såvel da låsen for kirkedøren er bleven oplukt, som i kirken, da disse kirkens ornamenter blev udstjålen af kirken, og at han fik samme i kirken og forinden han kom ud af kirken, og bliver da ikke hans straf en og den samme. Thi om slige usandfærdige foregivelser og indvendinger kunne væe eller blive en tyv til hjælp eller frelse, blivde aldrig nogen til [=> AO2 518] tyv, siden enhver tyv da fandt lige så let på råd som denne, at nævne og navngive en kammerat, hvad heller han var eller havde været til eller ikke. Men på det en tyv ikke således skal kunne undgå sin velfortjente straf, så har vores allernådigste konge ved sin højpriselige lov pag. 969 art. 3 (DL 6-17-3) allernådigst befalet, at så mange som findes ved tyveriet og gribes, de forfølges alle og straffes som tyve. - Efter disse foranførte omstændigheder, som af tingsvidnerne er godtgjort, sætter jeg i rette, at siden delinkventen Christen Christensen har den 4. april sidst ud af Brørup kirke bortstjålet skøvkalk og disk, som og samme aften er funden hos ham i hans logement i Sejlstrup, han og ej fragår, det er jo det selvsamme her i retten fremviste, som hos ham blev funden, hvilket kalk og disk er bevist at have stået forvaret under 3 låse og lukkelser, af hvilke tvende, neml. den ene for våbenhusdøren og den anden for kirkedøren, man ej  ved på hvad måde denne delinkvent samme har fået åbnet til fri indgang, enten ved dirke eller andre ulovlige instrumenter, og den 3. lås for skabet i degnestolen /: hvor det nu bortstjålne kalk og disk stod inde :/ som og var lukt i lås og nøglen aftagen, befindes urørt, men derimod er sidefjælen i skabet udbrudt, som her i retten er forevist og øjensynlig kan ses med 4 pinde at have været hæftet, neml. med 2 øverst i fjælen og 2 nederst i fjælen, hvilke fyrpinde ufejlbar er bleven isalgen den tid, degnestolen er gjort, siden sidefjælen ellers ikke kunne indsættes og sammenpindes, uden da degnestolen og skabets sidefjælde var adskilt. Alt foranførte viser klarlig, at der er sket indbrud for at få kirkens der bevarede ornamenter ud. Så påstår jeg dets årsage, at denne delinkvent Christen Christensen vorder afstraffet eftr lovens rene ord og lydende pag. 968 art. 4 (DL 6-16-4) som en stimand med stejle og hjul og hans hovedlod forbrudt, om nogen eller noget skulle opdages. Til slutning må jeg erindre retten, at siden man har kundskab om, der skal være forhen i Vendsyssel /: hvor han af sit fængsel har udbrudt og her ud bortrømt :/ hændet dom over denne delinkvent for den begangne tyveri til tyvebrænde og kagstrygning, om hvilken sentence der er skrevet nord i landet og ventes med posten, retten detsårsage, når sligt måtte ankomme, samme ville modtage til at vedhæfte denne domsakt, som alene sker for at bevise dette udædiske menneskes forhen forøvede misgerninger. Og vil så submittere rettenalt forestående til doms med reservatio, at i fald defensor herimod skulle have noget at indvende, mg da samme til besvaring måtte vorde meddelt, da min duplique uopholdelig skal følge. Jeg forbliver (etc.). N. J. Raufn.

AO2 518:

Torsdagen den 21. juli 1746:

Sagen contra den i Ribe til arrest indbragte delinkvent Christen Christensen: Indlæg fra Ravn (fol. 522- 523). Fra defensor indsendt besvarelse (fol. 523) Ravn har nu erholdt en dom dateret Sæbygårds birketing ved Schave(?) den 11. juli 1744 betræffende Christen Christensens der forøvede ugudelighed ikke alene med indbrud om nattetide i andres huse, men endog hvorledes han ved samme tyveri har forlokket og forledt 3 andre, hvoriblandt endnu vart tvende umyndige drenge eller børn, til tyveri, samt hvorledes han der err udbrudt og følgelig efter hans egen bekendelse taget skylden med sig. Når han kunne findes, skulle han kagstryges og brændes på sin pande og gå i jern otg arbejde sin livstid i næste fæstning. Ravn begærede dom. Efter begge parters begæring blev denne delinkvent[=> AO2 519]sag til doms afsigt optaget og skal her inden retten tredieugesdagen den 11. august vorde afsagt.Thi bliver til meddomsmænd efter æpvem udnævnt Hans Jensen i Starup, Hans Jessen i Skølvad, Jørgen Mogensen og Niels Hasgensen i Jernelund, Christen Nielsen i Tange, Hans Christensen Smed i Gørding, Anders Jepsen og Søren Andersen i Varhoe, som tillige med herredsfogeden bem.te 1x1. aug. siddeer retten og derudi med ham at kende og dømme.

 

 

AO2 519:

Følger her indført efterskrevne dokumenter i delinkventsagen:

Kl. maj.ts herredsfoged (etc.). I underdanigst følge Deres exce,llense (etc.) [=> fol. 521] von Gabels mig tillagte højze ordre som defensor her i sagen på delinkventen Christen Christensens vegne, der for beskyldte kirketyveri i Brørup kirke er anholdt og actioineret, følger dette mit svar på actor sr. Nicolaj Ravns indkomne indlæg og irettesættelse således: Vel ses af de 2 i sagen førte tingsvidner nr. 1 og 2, at Brørup kirkes kalk og disk skal være fundet hos arrestanten Christen Christensen om aftenen den 4. april sidst i Sejstrup, men at det ikke just derfor er følgeligt, at han og er den, der samme efter mons. Ravns forestilling har stjålet, kan ved actens eftersyn og gennemlæsning vel ikke så lige ses og udfindes. Thi 1) finder jeg ikke et eneste af alle de fæørte vidner, der absolut kan påtyde arrestanten, at han virkelig er den, der har udbrækket skillerumsfjælen i degnestolen i Børup kirke og ham ved dette at være overkommet deraf at have udtaget samme kirkes kalk og disk eller og noget brud udvendig på kirken eller dens låse derved af ham at være forøvet, som er egentlig sådan ting, der lovfølgelig rekvireres bevist og fastsat, før end mons. Ravn kunne komme til at fremsætte sådan irettesættelse, som nu af ham her i sagen gjort er. Og hvorledes arrestanten for det 2) egentlig skal være kommen til ommeldte kalk og disk, erfares spåvel af hans egen gjorte bekendelse i begge tingsvidnerne, som det og af de førte vidners udsigende bestyrkes, vid. tingsvidnet nr. 2, nemlig af 4., 5., 6., 7., 8. og 9. vidne, der frembringer den forklaring og oplysning, at arrestanten lhavde bekommet merbem.te kalk og disk i de samme stykker, ligesom det nu forefindes, af en markmand ved navn Jens, der har været markmand i Græsted (Gredsted) forleden sommer i værd og forsik... for 10 slettedaler, som markmanden var ham skyldig, hvilket markmanden igen skulle indløse, men at det defor var arrestanten ubevidst, at dette sølvtøj havde været brugt til en kirkes kalk og disk. Thi ellers havde han ikke taget derimod med videre, og at denne omrørte markmand virkelig har været til, som mons. Ravn i sit indlæg bærer tvivl om, det vevises med hoshæftede sognepræstens velærværdige hr. Christoffer Fjord i Jernved hans derom givne attest og svar af 18. maj sidst på min til ham ergangne rekvisition, som tillige med dette begæres acten tilført. Hvilken nu efter at den anden, nemlig arrestanten, er bleven pågreben, skal være escaperet og ikke vides, hvor er at finde. Således ses da denne markmand herudi at have kendt sig skyldig og sluttelig har taget sagen med sig. Og om end nogle af vidnerne ved Hunderup ting har vundet på arrestantens mund, at han skulle have været med ... markmand, der havde brudt en hængelås fra en kirkedør etc., så ses dog ikke deraf, at arrestanten har været den,  der har udstjålet Brørup kirkes kalk og disk. Og hvad ellers dette af ham kan være sagt eller ikke, så har han dog ikke på rettens til ham gørende examination og formaning tilstået sådant eller videre end hvis af hammherom bekendt er. Actor vil og betjene soig deraf, at arrestanten skulle have spurgt vej på Tuesbøl mark efter Brørup kirke; men jeg finder, af tingsvidnet at han spurgte den nærmeste vej ad kirken og derfra ad Vejrup, og falder vejen der forbi, nemlig Brørup kirke ad Vejrup. Sp er og ikke arrestanten attraperet eller befunden med nogen tyveinstrumenter af dirke eller andre deslige ting, som actor presumerer at han har måttet betjent sig af, siden kirkens døre befandtes om tirsdag morgen efter Palmesøndag sidst at være tillukket, da tyveriet i kirken skulle være sket; og kan jeg ikke forestille mig, at en, som opbrækker lpåse ved kirker eller andensteds for at stjæle, skulle lade sig være meget angelegen om at se døren forsynet igen med lås og lukke, for end han skiltes derved, men pakkede sig vel uden ophold derfra det snareste muligt med hvis han havde med at føre, hvorledes det endog ellers hermed har værfet tilgået. Endelig vil actor benytte sig af et [=> AO2 520] dokument, som hos arrestanten skal være fundet, så og et skrivelse fra herredsfoged Gredsten i Madum til stiftets høje øvrighed, begge indført i tingsvidnet nr. 2, ligesom arrestanten skulle være mistænkt for at have begået et hestetyveri med videre. Men hvorvidt slig bevis i kraft og værd kan anses eller være altagelig imod arrestanten, vil jeg alene overlade til den velvise dommers egen godtskønnende, da det første ganske fritger og undskylder arrestanten Christen Christensen og det andet ses ikke en gang hans navn at være navngivet udi, der ellers alene i sig selv gæår ud på en gisning og mistanke. Hvad endelig delinkventens alder angår, da har han ikke kkunnet gjort nogen så reel forklaring derom, som mons. Ravn har syntes at være fornøjet med, siden han har bekebndt i tingsvidnet nr. 1, at han vel var 20 år, og i tingsvidnet nr. 2, at han var 21½ år, som når det første bliver exprimeret med det sidste, vel ikke meget i meninger kan diferere. Men hvad grund og rimelighed det derimod kan medføre, at retten og de 8 mænd ved Hundreup ting har foretaget sig på actors forlangende at dømme delinkventen på hans alder, behager dommeren med det øvrige at tage i overvejende, da det er lettelig at slutte, at et menneske, der sidder i fængsel og tvang og må derved lide og udstå adskilligt, vel ikke kan have den anseelse som et andet, der går på fri fod og i så måde ikke lider nogen tvang, og så længe da her ses ingen lovligere bevis, mener jeg, det bør have sit forblivende ved den skete bekendelse. Til slutning må jeg og have lidet erindret om degnen Frøelunds i sagen aflagte vidne, hvoraf tildels af acten ses, med hvad møje og fortrædelighed jeg hos ham har kunnet nyde rent og endelig svar på mine fornødne spørgsmål, og tildels hvor absurd hans svar i visse ting udfalder, og således er det ikke at undre, det han, efter at han var demitteret fra retten, har søgt ligesom at få fat på noget nyt uden for tinget imod delinkventen med at fremstille sig påny samme dag til vidne over nogle ord, han skulle have udtalt. Men lad nu sådant og i sig selv være talt og passeret, er det så just derfor søgt, at arrestanten Christen Christensen har stjålet Brørup kirkes kalk og disk, ligesom og Frøelund udi sådan vidne er enlig, herom vil jeg ikke opholde retten med vidtløftigere at skrive, endskønt jeg vel kunne haft anledning denne materie mere oplyselig at fremføre. Af disse foranførte omstændigheder vil jeg formode, at actor sr. Ravn ikke så lige har haft lovfølgelig bifald til at gøre så hård påstand og irettesættelse over arrestanten Christen Christensen, at han efter loven pag. 968 art. 4 (DL 6-16-4) skulle vorde anset og straffet som stimand. Thi når nogen skal lide efter lovens regeur, bør sådan en i mine uforgribelige tanker ganske og aldeles være overbevist hans malversation og virkelig være såpdanne ting foregået, som den til strafs lidelse citerte lovens articul dicrer. Vil altså ærbødigst have indstillet, om ikke denne arrestantens begangne forseelse og vankundighed medfører andre omstændigheder end de, sr. Ravn har behaget at udfinde for at få sinhårde irettesættelse grundet. Jeg vill j¨håbe, den rervise dommer nøje og retsindig overvejer denne vigtige sag, og at der m.å være faste og upåtvivlelige bevis, om misdædere derefter kan dømmes til at miste livet. At denne delinkvent ved den lange og hårde fængsel, siden denne sag er begyndt, hårdt er afstraffet, vil jeg ej omtale, dog håber jeg, den velvise og retsindige dommer ifølge loven fælder lemfældigere dom over ham, end sr. Ravn har påstået. Så snart actor får sit svar herpå udfærdiget, beder jeg mig samme tilstillet tillige med documenterne, om noget nnyt dermed måtte fremkomme. Da min duplique skal følge til næste retterdag, sagen efter sr. Ravns begæring vorder opsat. Med [=> fol. 522] ... blivende (etc.) Friderich Simonsen som anordnet forsvar.

fol. 522:

Velærværdige og vellærde hr. Christopher Fjord. Som den udi Ribe under arrest holdte arrestant Christen Christensen for beskyldte kirketyveri i Brørup kirke ved sin for retten næstafvigte 5. maj på Gørding-Malt herredsting gjorte bekendelse har foregivet at have bekommet bemeldte kirkes ham den .. passato fundne kalk og disk af en person ved navn Jens Jensen, der på nogen tid skal have opholdt sig i Deres velærværdigheds menighed i Bredsted by og der forleden sommer tjent for markmand og ellers skal have tjent der i byen i vinter, så skulle jeg herved som delinkventens anordnede forsvar have rekvireret til behøvende oplysning i sagen, 1) om sådan person har været i Deres velærværdigheds sogn i bemeldte Gredsted, 2) om han er der endnu, eller og 3) når hn da sidst har ladet sig der finde ... hvor han sig nu måtte opholde. Herom udbedes, Deres velærværdighed ubesværget ville behage sit udførlige svar her påtegnet at meddele. Med forblivende (etc.) Friederich Simonsen.

Til ærbødigst og skyldig gensvar på dette forskrevne meldes: 1) at den omspurgte Jens Jensen har vist nok været her i sognet og tjent som markmand i Gredsted by i fjor 1745, var også en gang her i kirken til Guds bord, eftersom han havde rigtig pas og skudsmål at forevise, men da marken blev overgivende(?), rejste han bort og i så måde 2) er han ikke her nu. Thi 3) ved jeg ikke, hvor han nu opholder sig eller kunne findes. Nogle gætter til, at han skulle være kommen på et skib og rejst til Holland, det jeg dog ikke kan sige til visse, men relata refero, hvilket tester i Jernved d. 18. maj 1746 Chr. Fjord.

Her indført det her foran på folio 520 citerede indlæg fra actor Nicolaj Ravn i delinkventsagen, item defensors besvarelse derpå:

Velædle højstærede hr herredsfoged. På den remonstration, som seigr. Friderich Simonsen par behaget den 7. juli ved Gørding-Malt herredsting at lade indlevere på delinkventen Christen Christensens vegne som et forsvarsskrift, finder jeg som acftor mødig at begegne defensor med følgende: Når defensor skriver, at ikke et eneste vidne kan påtyde delinkventen, at han har udbrækket skillerumsfjælen i degnestolen i Brørup kirke, ikke heller set, at han har udtaget kalk og disk ved fjælens udbrydelse, mindre sat nogen brud udvendig enten på kirken eller dens låse lmed ficere i samme puinkt for at redde delinkventen fra denn gjorte irettesættelse etc.. Hertil svares ganske kortelig: Man har aldrig gerne hørt, at en tyv har villet have vidner på .hans gerning, enten hvorledes han har båren sig ad, hvorledes han er indbrudt i husene, eller hvorledes han har brækket gemmestederne med mere, mindre at nogen skulle være hos at kunne overtyde ham sådan hans gerning. Thi ved slige gerninger betjener tyven sig gerne af natten, da ingen er hos og ingen ser det, på det at ... vidner vidner ej skal kunne sige, Vi så dig der, således bar du dig ad, det og det stjal du, og der gik du hen dermed, og den og den var med dig etc. Thi Jesus har sagt, at dersom en husbond vidste, på hvad for en time tyven ville komme, da v+åbede han og lod ej bryde ind i sit hus , Luc. 12 v. 39. Af denne årsag, at sådan defensors prætention synes mig både latterlig, uhjørlig og ugørlig, så har vor allernådigste konge sat i sin lov, at som meldt ingen gerne er ved og ser tyven i sin gerning, så skal det døde og bortstjålne bære vidne om tyvens gerning, om ikke om tyveriets måde og derfor i den 6. bogs 17. cap. melder, at når nogen findes med kosterne, da er han tyv, og derfor pålægger det delinkventen enten at vise hjemmel eller være tyv. Hvad som ej har mål og mæle, vidner på denne kirketyv ,såvel kalk og disk med sin udstikning som sidefjælen i skabet med sine af- og overbrudte 4 pinde, at her er tyven, eftersom det er fundet hos ham. Man kan ej sige, Således bar denne tyv sig ad, således brød han ind, således ... han ... bort hver af sit sted. In summan, factum er sket, sølvkald og disk, som hel og holden blev [=> AO2 521] brugt i Brørup kirke Palmesøndag sidst, var dagen efter den 4. april sønderbrudt i 4 stykker udi denne tyvs hænder og værge, da han blev attraperet i Sejlstrup. Skabet og sidefjælen i skabet med sin hæftelse(?) var Palmesøndag i lås og uden nogen afbrud, men den 5. apr. befandtes ved efteryn sidefjælen afbrudt, kalk og disk borte og intet tilbage uden bare det med sort læder overtrukne træfoderal, som retten er forevist uskadt og ikke af nogen vognhjul sønderkørt, som absolut måtte være sket, om kalken ellers skulle have taget skade. Alle 3 låse neml. våbenhusdøren med sin hængelås, kirkedøren med sin vanlige lås, degnestolens skab med sin lås, hvor sølvkalk og disk stod inde, var alle Palmesøndag tillåsede, som er bevist med 3 á 4 vidner, og dog imidlertid må de være bleven åbnede, siden alt dette bortstjålne af Brørup kirke er funden hos kirketyven og følgelig gjort af kirketyven. Lad ham nu bevise anderledes. Lad ham skaffe hjemmel, lad ham komme frem med hans påberåbte markmand, hvilket defensor i den 2. punkt beråber sig på, og ved følgende mit svar her ville den velvise dommer behagelig observere, hvor ustadig delinkventen er i sin udsigende. Thi først siger han, at han selv har fundet kalket og disken på en vej i en sort læderpose, hvor en vogn har kørt deet i stykker, og han tog det ud og kastede den lædepose bort. /: observ. monne han ej skulle oplyse det til tinge og strax givet det til kende, så hasig han kom til noget menneske, om så var :/ Men dette er løgn, eftersom kalk og disk med sin fuderal blev indsqat i degnestolens skab Palmesøndag, hvor det stod under 3 lukkelser, som er bevist med vidner under tingsvidne num. 1 pag. (en række tal). Dernæst siger han, vid. tingsvidnet nr. 2 pag. 10, at markmanden havde sagt forhen, at han havde fundet det på vejen i en læderpose. Videre siger han NB ustokket, ublokket, unød og utvungen, at han og en markmand havde brudt NB en hængelås fra en kirkedør, udi hvilken bekendelse delinkventen tilstår sig at være medgerningsmand udi indbrudet på Brørup kirke, vid. tingsvidnet num. 2 pag. 4 et 5, hvor Bertel Hansen, Søren Jessen og Christen Olesen bevidner dette; og om ej mere var til, var det nok at gøre ham skyldig tin min irettesættelse. Ydermere siger denne kirketyv nu på et sted, at han skulle følges med den påberåbte markmand til en kirke, der ville han fly ham noget i betaling for hans opdigtede gæld, og flyede ham så dette ommeldte sølvkalk og disk, Vid. tingsvidnet num. 2 pag. 6 et 9, sigter han, at han skulle bie ham ved en kirke, der ville han komme og levere ham pant i betaling, og fik da samme sølvkalk og disk, alt efter egen bekendelse og vidnernes udsagn. Hvad kan nu vel defensors stærke indbildning imaginere ham om det med en sund hjernes brug, end at når han fører en attest frem, sådan som den er, om hvorledes den påberåbte markmand virkelig har været til, kan det vel redde denne kirketyv, kan nogen vel udfinde af foranførte allegationer andet, end de begge har været medvidere i tyveriet. Thi hvorfor skulle de elleres enten just følges ad til en kirke, eller den ene skulle bie den anden ved en kirke for at der få til pant et kirkeran. Kan deraf sluttes andet efter egen tilståelse, end at de begge har brudt en hængelås fra en kirkedør; hvad skal nogen dømme om den udsagn. At de, vid. tingsvidnet num. 2 pag 5 et 8 /: NB det ene sted, at de begge krøb under kirkedøren, og det andet sted at markmanden alene krøb under kirkedøren :/ begge krøb under kirkedøren og denne kirketyv skal have stået på vagt, indtil markmanden skal have brudt anden gang på kirkens låse eller lukkelser ved skabet. [=> fol. 523] ... Christen Christensen har haft den ære at bære byttet fra den bestjålne Brørup kirke. Viser alt dette med mere under acten andet end ordsproget, at den der vil lyve, vil og stjæle, et vice versa; og ydermere, vid. lovens pag. 969 art. 3 (DL 6-17-3) som findes ved tyveriet, de forfølges alle og straffes som tyve. Skal da markmanden efter defensors ugrundede mening have taget ved sin endnu ubeviste escapade have taget fleres(?) sag med sigend sin egen, og var denne kirketyvs og løgners udsagn bevist, skulle markmanden jo straffes, når han kan pågribes, lige så fuldt som den , der er pågreben, neml. begge som stimænd efter loven. Hvorfor rettenudfinder vel defensors svage fundamenter i så vigtig en sag ... hans ugrundede argumentation. Men nogenledes at stoppe munden på denne kirketyv så viser tingsvidnet num. 1 pag. 31, at da delinkventen logerede i Nordenskov Palmesøndag om aftenen, var der ingen markmand ved ham. Item pag. 33 mandags morgen, da han var på Hulvad mark, var der og ingen markmand med ham. En kvarter ungefær derefter, da han var på Tuesbøl mark, som grænser et bøsseskud nær ind på Brørup kirke, og da han gikk lige ad den kirke, som tilhørte og endnu tilhører ommeldte sølvkalk og disk /: samme defensor tilstår :/ da var der endnu ingen markmand med ham. Og som han endnu på alle disse steder var alene og tilbemeldte kalk og disk samme mandag aften blev fundet hos denn kirketyv i Sejlstrup, så et der jo ganske eclat, at delinkventen Christen Christensen, hos hvilken kosterne er funden, er den, som alene har stjålet titbemeldte sølvkalk og disk og ingen anden kammerat eller medhjælpler har haft med sig uden Satan selv, der både er den, som har lukket op og i for ham. Thi hvad dette angår, mons. Simonsen til denne kirketyvs defension har behaget at fremsætte, det der ingen tyveinstrumenter af dirke hos delinkventen er bleven funden etc., så svares derpå kortelig, at såven tingsvidnet num 1 pag. (en række tal) som protokollen seneste 2 tingdage den 30. juni og 7. juli tydelig nok viser, at Satan selv er og har været den generaldirk(?), hvoraf denne delinkvent sig både først og sidst har betjent, og er det jo derfor nok som ordsproget lyder: Gerningen prister mesteren. At denne kirketyvs gerninger bærer vidne om, at de ikke er menneskel., siden hverken jern, blok, bånd, låse eller fængsel etc. ihvor stor og stærk det endog er, og tid efter anden ligesom denne kirketyv har brækket det ... er bleven forfærdiget kan holde ham. Jeg undrer mig derfor ikke lidet, hvorledes Simonsen der selv af akten ikke alene har set og erfaret dette menneskes store ugudelighed som meldt, men endog i særdeleshed hvorfledes denne kirketyv, test. protokollen den 30. juni og 7. juli sidst, på en rent mordisk måde, efter at han først ved Satans hjælp havde fået jernet af sig og fængslets dør åbnet og stod bag døren på lur NB om aftenen da det var mørkt trakterede slutteren, idet han med den storejernstang af fængslets jern slog den ene af slutterne navnl. Morten Nielsen over hovedet og ret på hovedskallen, sårede ham med et ganske stor hul og end derforuden slog ham 2 tænder læse i munden, så han ganske blodig dannede (dånede?) til jorden, da imidlertid  delinkventen escaperede og var så vidt borte, at han kom op på Riber torv, hvor han endeligen af ryttervagten blev kendt, attraperet og anholden, indtil han igen blev indbragt i sit vanlige logemente. Så herudaf ligger klart, det ikke alene denne delinkvent Christen Christensen foruden sin begangne kirketyvreri og andre ugudeligheder har haft mordisk intention så og virkeligen efteer slige omstændigheder ville have slaget denne slutter Morten Nielsen ihje, forinden han escaperede, om hana havde vidst, at han af de bekomne 2 store slasg af denne store jernstang, da han danede til jorden, ikke havde været ganske død og ihjelslaget, vel til actens fylde og sagens vidtløftighed på så ugrundede fundamenter og indvendihger under sig at grunde sin defensio, og ligesom nu denne defensors ugrundede indvendinger ganske til fulde er refuteret og derved endvidere lagt for lyset, hvorledes denne delinkvent Christen Christensen ved sin forhold i fængslet og mordisk opførsel med denne Morten Nielsen har gjort sig dobbelt strafskyldig og dermed efter loven foruden hans begangne tyveris straf fortjent samme staf, som jeg har gjort irettesættelse på ham for det begangne kirketyveri, så er det ganske latterlig og ugrundet, det defensor melder, at han ikke kan stille sig for, at en som opbrækker låse ved kirker [=> AO2 522] eller andensteds, skulle meget være sig angelegen om at se døren igen forsynet med lås og lukke, men pakke sig derfra det snareste han kunne med hvis han havde med at føre etc. Thi når defensor vil behage at erindre sig, det han selv tilstår, at vejen går forbi kirken, så er det ikke så urimeligt, at denne kirketyv for alle ting ved det begangne tyveri jo har mestrent på at få kirkedøren ilukt såvel imedens han begik tyveriet som efter at tyveriet var begået, i særdeleshed da det ikke er uventelig, at han som meldt efter foranførte omstændigheder har haft Satan selv til dirker og medhjælper. Raison? Da som meldt det defensor selv tilstår, vejen NB en stor alfarvej går forbi kirken og ... ved den søndre side på kirken, hvor kirkens dør er, er det ikke urimeligt, at han for alle ting såvel under som efter tyveriet har beflittet sig på at få kirkedøren lukket, på det om nogen imidlertid skulle have passeret vejen og forbi kirken, ej skulle få at se, at kirkens døre imod sædvane var åbnede, og deraf tage al´nledning at undersøge eller efterse, hvad som helst i kirken passerede, og følgelig enten tage denne kirketyv på ferske fode eller give vedkommende det til kende, at han straxen kunne have bleven eftersøgt og anholden. Hvad hernæst defensor har fremsat angående delinkventens alder, da som det tillige med alt det andet er en stor urimelighed, at et menneske, der er frisk og sund og får sin tillagte forplejning og opvartning, skulle på en 6 á 7 ugers tid blive 20 år ældre, end han havde været tilforn, så agter jeg unødig med nogen besvaring mig derpå at indlade, siden slige obstaculer annullerer sig selv. Det øvrige, som defensor har til delinkventens befrielse fremført, er ej svar værdig, siden det medfører sin egen nullitet. Og lige som nu såvel herudaf som min idag 14 dage her i retten indlagte demonstration og irettesættelse er lagt for lyset, at jeg til den gjorte til ... er og har været beføjet, så vil jeg ej heller opholde retten med nogen videre vidtløftighed, men alene have fornævnte min irettesættelse af 30. juni sidst herved igentaget og under samme irettesættelse sagen til en retfærdig dom submitteret, hvorved jeg dog ærbødigst inhærerer min ved forbemeldte min irettesættelse gjorte erindring om den ventende doms vedhæftelse ved denne domsakt, når den måtte ankomme, og dernæst forbliver (etc.), Skærbæk mølle d. 14. juli 1746. N. J. Raufn.

AO2 522:

Defensor Friderich Simonsens indlæg i delinkventsagen:
Kgl. maj.ts herredsfoged (etc). På actor sr. Ravns replique af 14 hujus følger min duplique kortelig således: At det findes jo såvel af delinkventens bekendelse som og en del de førte vidners forklaring i tingvidnet nr. 2, at delinkventen havde fået det i retten foreviste sølvkalk og disk ligesom det ved en fremvisning befandtes, af en markmand ved navn Jens, og havde talt med denne markmand i Rye... før tyveriet skete, hvor markmanden skulle haft hjemme og krævet ham for 10 slettedaler, som han arrestanten var skyldig bleven for en hest, markmanden ulovlig havde solgt ham, og hvorfor arrestanten siden blev sigtet og således måtte miste sit køb, hvilket med videre bestyrkes med det af Ravn fremlagte bevis dat. 21. marts 1746. Vide forbemeldte tingsvidne nr. 2. Vil jeg håbe, den retsindige dommer af acten udfinder og tager under observation, endskønt mons. Ravn denne forklaring og oplysning i sagen ligesom vi have dæmpet og tilintetgjort. Når han fremsætter, at det påligger delinkventen at vise hjemmel eller være tyv? Men hvad hjemmel skulle han [=> fol. 524] ... ligger fængslet i blok og jern, vel nu fremskaffe videre end hvis bevis og oplysning allerede i sagen findes at være frembragt, som og formentlig for ham så vidt kan være nok, og at delinkventen ved sin bekendelse og udsagn for de ... han i Sejstrup er examineret af, da han om natten blev pågrebet og vakt af sin søvn, findes noget ustadig, da de fristet hqam alt mere og mere, han skulle bekende, med løfte, han så måtte slippe løs, som fornemmelig er at se af det 5. vidne Jep Knudsens forklaring i tingsvidnet nr. 2, er ikke så meget ... undre, da det ses, han har snakket noget hen hid og did i tanke om at komme løs /: den tid han så sig gerådet i ulejlighed, som han mente, de efter løfte skulle holdet ham, dog har han stændig bleven ved den gjorte bekendelse både inden og uden retten med at have fået dette sølvtøj af markmanden, han ej heller er blevet overbevist. Og hvorvidt det der kan udfindes, at actor skriver, det delnkventen skulle haft den ære og båret byttet fra den bestjålne kirke, erfarer den velvise dommer vel selv ved actens eftersyn, hvoraf ikke skal kunne ses, at arrestanten  ... var samme leveret ved Brørup, men ved en anden kirke, og han ikke var med, da markmanden stjal etc., vid. tingsvidne nr. 2 det 5. og 6. vidne. Hvad endelig angår kirkens så vel som fængslets lås og lukkelse ... åbning med videre? da går ons. Ravns raisonement i hans første indlæg på, at delinkventen dertil må .have brugt dirke og ... instrumenter, men når dette ikke kan stå prøve, må det siden hedde, at Satan har været den, der har hjulpet ham og lukket op og i for ham. Jeg lader denne Ravns presumption og forestilling stå, for så vidt det kan være antagelig, siden sådan expression og skrivemåde falder noget dybt for mig at raisonere over, dog kunne der muligt vel og udfindes nogen anden årsag dertil. Og at arrestanten derved har søgt lejlighed af fængslet at komme fri fod, er naturligt, das enhver, som er i betryk og i nogen ulejlighed gerådet, ser sig gerne derfra entlediget og ud..., om muligt var. Så dette vel ikke kan komme mons. til nogen synderlig hjælp i hans gjorte irettesættelse efter hans formening som noget, der er uden for kirketyveriet og denne sqags egentlige hovedgrund. Og da jeg fornemmer, at den af actor påberåbte dom ham endnu ikke er indløben, arrestanten Christen Christensen ikke heller noget om denne sag videre er bleven overbevist, vil jeg ikke lbemøje mig eller retten med videre over actors vidtløftige replique at skrive, men alene herved igentage i mit forrige indgivne indlælg med hvis deri er forestillet, erindret og oplyst, ihvor latterlig og ugrndet mons. Ravn endog i sine tnker måtte agte det, og derefter indlade sagen under den veivise dommers retsindige og lovforsvarlige dom og kendelse. Med forblivende (etc.), Ribe den 21. juli 1746. Friderich Simonsen.

AO2 523:

Torsdagen den 11. august 1746:

Af herredsfogeden og samtl. meddomsmænd afsagt sentence i delinkventsagen. Ravn som beskikket actor begærede dommen beskreven.

Sentence i den sag, seigr. Nicolaj Johan Ravn af Skærbæk mølle som af dette steds høje øvrighed (etc.) von Gabel constitueret actor har anhængiggjort contra den pågrebne og udi riber arresthus under fængsel forvarede Christen Christensen betræffende det af ham på Brørup kirken sølvkalk og disk forøvede tyveri således af mig og udnævnte 8 meddomsmænd for retten afsagt: Det er af denne domsakt klarig nok at se og fornemme, at actor lprocurator sr. Nicolaj Johann Ravn ved lovlig stævnemål her til retten har indkaldt den i Riber arresthus fængslede delsinkvent Christen Christensen af Ribe for det af bem.te delinkvent på Brørup kirkes sølvkalk og disk begangne tyveri, hvorom actor her ved retten  har ført et tingsvidne under 20. maj 1746, hvoraf såvel som ad et tingsvidne udstedt af Hunderup birketing den 27. maj a.c. ej anderledes kan ses og skønnes, end at bem.te delinkvent Christen Christensen jo er og bliver den rette og sande skyldige gerningsmand udi det Brørup kirke frastjålne kalk og disk, hvilket udi tingsvidne nummer 2 pag 4,5,6 et 8 af 5 overemsstemmende vidner tydelig forklares, og hvilke alle bevidner og udsiger, at delinkventen Christen Christensen ved pågribelxse i Sejlstrup unød og utvungen har bekendt, det [=> fol. 525] han og en markmand havde brækket en hængelås fra en kirke, og at markmanden havde gået i kirken og taget bemeldte sølvkalk og disk og leveret delinkventen den i betaling for 10 slettedaler, hvad han var ham skyldig. Ligeledes i samme tingsvidne poå pag. 9 forklarer 4 ensstemmige vidner, de havde hørt af bem.te delinkvent Christen Christensens egen mund, at han havde fået ommeldte sølvkalk og disk af en markmand for 10 slettedaler, som han var ham skyldig for en hest, og videre sagde han til vidnerne, markmanden havde sagt, at han havde fundet det på vejen i en læderepose. Forkklarede delinkventen også for vidnerne på dito tingsvidnes pag 5, 6, 8 og 9, at han selv på vejen har fundet bem.te Brørup kirkes kalk og disk ... en læderpose og af en vogn overkørt, og derved findes ganske ustadig i sin bekendelse. Udi tingsvidnet nr. 1 pag. 32 har delinkventen selv vedgået dette kirkerov og tyveri med disse ord, Gud nåde mig, jeg har aldrig stjålet før, ligesom og på pag. 34 og 35 bevises at være sket indbrud i skabet i Brørup kirkes degnestol, hvoradf bemeldre kalk og disk er bleven udstjålen, og at forberørte kalk og disk er bleven funden i 4 stykker sønderbrudt hos oftbemeldte delinkvent Christen Christensen i Sejlstrup mandag aften den 4. april nst forvigt efter sidstafvigte Palmesøndag, da det sidst blev brugt, derfor er ej alene delinkventens egen tilståelse i tingsvidnet nr. 1 pag. 12 et 13 samt højædle og velbårne hr oberstløjtnant gersdorphs missive i tingsvidnet nr. 1 pg. 8 et 9, men endog 9 overensstemmende vidner i tingsvidnet nr. 2 pag. (een række tal) deres udførlige forklaring og tilståpelse, som actor mons. Ravn med andet mere såvel i sin over sagen gørende deduction sub dato 30. juni 1746 som næstpåfulgte under 14. juli ejusdem anni i retten overleverede replique tydelig demonstrerer. Foruden dette vises af hr. borgmester Frausings brev i Ribe udi tingssvidne nr. 1 pag 13 et 14, item begge Riber bys tjenenre pag. 11 et 12 samt delinkventens egen tilståelse pag. 15, hvorledes delinkventen adskillige gange har brækket jernet og oplukt låsene, hvormed lhan har været fængslet, samt gjort bllegyndelse på at brække arrestmuren, s¨ledes at han var færdig at eschapere, som og omsider skete, da han nogen tid efter havde fået jernet af sig og slog den ene b yens tjener over hovedet med en stor jern... som havde siddet på hans fødder, så bem.te byens tjener faldt til jordn, hvorpå fornævnte delinkvent eschaperede af arresten, men straks af ryttervagten på torvet blev anholdt og oppebragt, som acten nærmere udviser. - Herimod at svare har på bem.te delinkvent Christen Christensenss vegne som i sagen af høje øvrighed constitueret defensor indfunden sig sr. Friderich Simonsen af Ribe, som i sin replique under 7. juli a.c. og påfølgende duplique af 21. dito ... vidtløftig raisonerer og fremsætter det som fornemste hovedargument, at vidnerne ej absolute kan sige, at delinkventen er den, som har gjort indbrud på bemeldte Brørup kirke og udtaget den kalk og disk, da det dog er funden hos bem.te delinkvent og det i udstikningen befindende skrift noksom bærer vidne om, at samme kalk og disk Brørup kirke tilhørende, vld. toingsvidnet nr. 1 pag. (nogle tal). Ivlandt andet også anfører defensor ligesom til delinkventens frelse, at ej er bevist noget brud udvendig på kirkens loåse; men sligt falder af sig sel. Thi når man examinerer delinkventens opførsel i sit fængsel, som forhen er allegeret, hvorledes han ofte og mange gange har oplukket låsene, han har haft på sig, så kan uforgribelige deraf ses, hvor meget lettere han kunne have ved at oplukke kirkens låse, og over alt at defensor anfører, som et kraftigt argument, hvorledes at delinkventen Christen Christensen skal have fået merbem.te kalk og disks betalig for 10 slettedaleer af en markmand, som forleden sommer har været i Gredsted, og endvidere til delinkventens forsvar anfører, at det var bemeldte delinkvent ubevidst, at dette sølvtøj havde været brugt til en kirkes kalk og disk, thi ellers havde hann ikke taget derimod, det er [=> AO2 526] en ting, wom alerig med sandhed bliver convenabel. Thi dels har delinkventen aldrig frembrunget sin hjemmelsmand, mindre noget om sligt deres kammeratskat afbevist, dels også ligger jo hans egen ... ... bekendelse og tilståelse på fri fod, unød og utvungen, som ved 9 overensstemmende lovfaste vidner er confirmeret, at delinkventen Christen Christensen selv har været med udi bemeldte kirkeran, når både han og markmanden brød hængelåsen fra kirkedøren, og markmanden så krøb unde kirked.ren, hvorefter markmanden tog bem.te kalk og disk, som stod under lås og lukkelse i degneskabet, da imidlertid delinkventen Christen Christensen stod i kirkedøren og passede på ... ... sed non concisso delinkventen ej selv af kirkens skab har taget det, som dog er det troligste, helst siden i tingsvidnet nr. 1 pag. 33 med 2 ensstemmede vidner bevises, at bem.te delinkvent Christen Christensenl kom til dem på Tuesbøl mark næstafvigte 4. april samme dags morgen ungefær ved klokken, da bem.te kalk og dise derefter er bleven bortstjålen, og spurgt  vej til Brørup kirke; men vidnerne melder aldrig et ord om, at der var nogle i flok of følge med ham. Så bør dog delinkventen efter lovens pag. 969 art 3 (DL 6-17-3) at straffes som tyv, hos hvilken kortene er funden. - Efter hvilken beskaffenhed samt for os irettelagte dokumenter og beviseligheder vidstes ej rettere herudi at kende og dølmme, end at bem.te delinkvent Christen Christensen, som den 4. april sidst om aftenen med kosterne blev greben i Sejstrup, jo bør efter loven pag. 968 art. 4 (DL 6-16-4) straffes ligesom stimand med  stejle og hjul sosm den, hos hvilken bem.te Brørup kirkes ornamenter, som stod under lås og lukkelse i degneskabet, er funden. Dog sker ingen execution efter denne dom, før end den af en af parterne efter lovens pag. 184 art. 51 (DL 1-24-51) til landstingren lovligen vorder inådstævnet otg af overretten confirmeret. Dets til stadfæstelse under vore hænder og indsegl. Datum Gørding-Malt herredsting, den 11. august. 1746. S. Bierum (og meddommernes navne.).


AO2 528, fol. 528:

Torsdagen den 1. december 1746:

Møder for retten Søren Pedersen af Rødding og producerede en stævning. Hvornæst citanten fremæsker sine indstævnede vidner til examen. Mødt var Peder Jensen og Willum Johansen af Nørre Lindtrup, Niels Hansen og Peder Nielsen af Gørklint, sr. Hans Lorentzen og Mathias Holdensen af Hulkær mølle og Niels Hveding af Bækbølling præstegård. - For retten fremstod sr. Lorentz Christopher Fischer fra Gramgård i det slesvig-holstenske, ridefoged på det højadelige gods ibm., og gav til kende, at han ikke havde lovl. kald og varsel i følge af loven. Thi når han opholder sig i kgl. Danmark, så kunne han gives års varsel efter lovens pag. 35 art. 12 (DL 1-4-12); derpå han dommerens kendelse vaqr begærende. Søren Pedersen for ikke at gøre sig delagtig i slig barnagtig snak passerde dette med tavshed og fremstillede sit

1. vidne, Peder Jensen af Lintrup:

  1. Om sr. Lorentz Christopher Fischer på Gram ikke afvigte forår kom til vidnet i Nr. Lintrup med 6 stude.
    Fischer refererede sig til sin forrige påstand, at endskønt det vel kunne synes at således var praxis at stævne, da er det jo klarlig og tydelig nok for de, som besidder mindste smule forstand, at praxis kan ej ophæve loven, men loven bør følges før praxis; desuden har det slesvig-holstenske ej contribution og jurisdiction med Nørrejylland, da det er de tvende poster, [=> A= 530] som just skiller riget fra Slesvig-Holsten. - Søren Pedersen som forhen agtede unødigt noget herpå at svare, siden han af det af Fischer anstillede procedeur snart må slutte, at han må være en hollænder og har forglemt hans modersmål. - Retten resolverede, at såsom sr. Fischer med 6 ugers varsel er indkaldt som den, der opholder sig uden provincen, og det endnu aldrig har været in modo prosedendæ lovmæssig anderledes at stævne de strax over Kongeåen dog i riget og under en konge boende, såsom de i rettergangssager tit har med hverandre at bestille, og ifald de da til vidnders påhør skulle have år og dags varsel, kunne en ting let gå vidnerne af glemme og sent blive bevist, og mr. Fischer over alt selv her ved retten er til stede, så blev stævningen ved magt kendt, hvorefter vidnerne til forhør blev admitteret. - Fischer reserverede sig ret og tiltale til sine tider og steder og deklarerer herved at appellere denne kendelse, såsom det ikke er nogen interlocutorium, men en endel. kendelse, med påstand, at intet derefter i sagen må foretages, før oberretten derpå haver kendt. Ellers påstod Fisker, at Søren Pedersen var ganske incompetent til at føre vidner over ham i nogenaf de passerede sager. Thi hvad den foregivne tolddefraudation angik, som han aldrig skulle bevise, da var det kongens sag og ikke hans, og så længe han ikke har vist enten kgl. eller kgl. øvrigheds ordre, var det ham uvedkommende lige så vel som Fiskers gæld eller forhold i Nørrejylland, thi det var en post, som Søren Pedersen aldeles ej vedkomn, så længe han ej var ham noget skyldig; påstod derfor, at citanten som u-incompetent(!) både afvises og ej tillades at føre noget vidne i denne sag, som ham ej angik. I lige måde påstod Fisker, at vidnerne ej må vidne på noget spørgsmål om, hvad de har hørt sige, men alene hvad de selv om den indstævnte sag har hørt og set; dernæst at ingen vidne må sværge sig selv sag på for at indvikle Fisker i nogen sag, i betragtning at den, de ikke dølger sin egen skam eller misgerning, er inhabil til at påsige ham eller andre noget. Derpå han dommerens kendelse udbad. Efter den ergangne interlocutoriekendelse blev vidnerne til forhør admitteret. Skulle Fisker derved finde sig fornærmet, kan han gerne, når tingsvidnet efter forordningen er sluttet, derfor søge sin regres på behørige steder. I øvrigt ville han behage i anledning af forordningen af 3. marts 1741 ikke at opholde retten eller vidnerne med nogen ufornøden vidtløftigheder.
    Hvor da fremstod 1 vidne Peder Jensen af Nørre Lintrup, som svarede på Søren Pedersens til[=> fol. 329]førte 1. spørgsmål: Nej.
  2. Hvor han da kom til ham med ommeldte 6 stude? - Vidnet svarede, mølleren i Hulkær mølle skikkede bud til ham, at han skulle komme derned, mr. Fisker ville tale med ham, hvor bemeldte 6 stude stod.
  3. Hvad Fisker da ville ham. - Vidnet svarede, mr. Fisker ville, at han skulle følge med ham til Gram med 6 stude.
  4. Om sligt da og af vidnet skete, og hvad han fik for hans umage? - - Vidnet svarede ja, han fulgtes med mr. Fischer til Gram og fik en slettedaler for sin umage.
  5. Om vidnet og sr. Fisker ikke og havde en hest samme tid, som han købte i Hulkær mølle, eller flere, som fulgte ommeldte 6 stude. - Vidnet svarede, mons. fisker havde ingen hest uden den, han red på; og hørte vidnet heller ikke, at han købte nogen i Hulkær mølle.
  6. Hvad vej vidnet ved eller vitterlig er, sr. Fisker forn.te tid passerede med disse 6 stude fra Hulkær mølle. - Svarede, mr. Fisker lod ... 6 stude drive over Kongeåen tæt østen Åbølling by.
  7. Om sr. Fisker ingen heste havde med, da disse stude som meldt passerede over Kongeåen. - Vidnet svarede, mr. Fisker var ikke hos, da studene kom over Kongeåen, men havde foranstaltet, at en mand skulle møde vidnet på denne side åen og hjælpe studene over, som og skete. Samme mand havde ingen hest uden den, han red på.
  8. Hvor Fisker derefter tog imod studene. - Svarede, i Mejlby, som er lidt sønden Kongeåen beliggende.
  9. Hvorhen siden sr. Fisker med disse stude passerede, og om han i forn.te Mejlby ingen ledige heste bekom med sig? - Vidnet svarede, mr. Fisker drog fra Melby og til Gram med studene og havde en ledig hest med sig fra bemeldte Mejlby.
  10. Om vidnet ej ved, hvor samme hest var frakommen, og hvor den af blev? - Svarede, han så ikke, hvor hesten kom fra, men den kom til Gram.
  11. Om vidnet ikke ved, at samme hest kom her fra Nørrejylland og blev overbragt Kongeåen tillige med studene. - Vidnet svarede, hesten kom over åen med studene, og at han kendte samme hest, da den var i Hulkær mølle.
  12. Om sr. Fisker ikke derefter på sin rejse ad landet var hos vidnet og betingede ham til en vis tid at være parat for at hjælpe ham en ny drift af sted, som han ville komme med. - Svarede ja, det forholdt sig som spørgsmålet indeholder.
  13. Om sr. Fisker ikke derved berørte, at han ville have dem samme vej indprakticeret som de forrige. - Svarede, mr. Fisker sagde det nok, men kom ingen stude med, det vidnet så.

Under forrige gjorte reservation quæstionerede Fisker vidnet, om han nogen sinde havde set Fisker på ulovlige veje eller steder med kvæg eller heste til hans kgl. maj.ts tolddefraudation. - Vidnet svarede, [=> AO2 532] mons. Fisker var ikke ved åen, men modtog kvæget i Mejby som meldt. 2) Hvo de formeldte 6 stude ud af Nørrejylland og ind i Sønderjylland over Kongeåen practicerede. - Vidnet svarede, en mand fra Mejlby /: som ikke er stævnet, hvorfor hans navn ikke kan indføres mod loven :/ tillige med vidnet, som dertil af mons. Fisker var lejet, drev studene over åen. - Fisker ville vel vide, om en gerningsmand kunne være vidne i sin egen sag. Thi her tilstår vidnet jo selv, at han selv er actor og gerningsmand i forommeldte tolddefraudation, og tillige mod sig selv tilstår, at han ej enten vidste eller havde set Fisker på nogen ulovlig vej til hans kgl. maj.ts tolddefraudation, så er han jo den, som er formeldte toldsvigs gører, og for resten alt, hvis vidnet havde sagt om Fisker, at han enten skulle have bedet ham fornævnte toldsvig at begå, eller og at formeldte 6 stude og en hest efter vidnets sigende skulle have været Fiskers, declarerede Fisker offentl. her for retten ej var sandfærdig og i kraftigste måder benægtede alt, hvis vidnet her for retten om Fisker havde sagt. Søren Pedersen regirerede kortel. herpå med det gamle axioma, at om nogen gerningsmand ved sin benægtelse kunne undgå sin fortjente straf, blev aldrig nogen straffet, og på så måde ville hans maj.ts allerhøjeste interesse lide stor præjudice og lidet eller intet om toldsvig opdages, i særdeleshed om en driver skulle anses som gerningsmand, som endnu aldrig i nogen toldsvigssag er bleven hørt, til hvilken ende han imod den indvendte nægtige lange harange reserverer competentia, og i anledning Fiskers første spørgsmål endnu måtte tilspørge vidnet, om Fisker ikke selv lejede, betalte og betingede vidnet norden Kongeåen, hvor omvundne stude ham af Fisker blev leveret samme at overdrive Kongeåen, som før er omvundet, og end derforuden foranstaltede den forhen omvundne mand til medhjælp og ledsager, tilmed om det ikke skete om natten, og om sr. Fisker ikke vedkendte sig samme stude straks sønden Kongeåen ved Mejlby, ligesom han havde forladt dem norden Kongeåen, hvor han leverede vidnet dem. - Vidnet svarede, mons. Fisker selv lejede og betingede vidnet i Jylland, men betalte ham på Gram. Kan ikke erindre sig, om Fisker selv slog studene [=> fol. 530] ud af huset og leverede vidnet dem; men Fisker lejede vidnet og videre foranstaltede, hvormedes med studenes drift skulle forholdess så vel som og tog selv imod studene i Mejlby, som vidnet alt forhen har afvundet, og ydermere forklarede vidnet, at studene kom over åen om natten. - Fisker igen(?) aleneste under forhen gjorte reservation igentog hans forhen indførte og formente, at enten vidnets udsigende skulle gælde eller ikke, ville komme an på judicem loci hans kendelse. Vidnet aflagde ed. -

Siden aftenen påtrænger, blev de øvrige vidner forelagt til 15. december.

fol. 530:

Stævningen citeret på fol. 528: (Herredsfogeden:) Søren Pedersen af Rødding, Riberhus ... ... andrager, hvorledes han i anledning, at I, Lorentz Christopher Fischer på Gram, der var udmonderet med skud og ladt gevær, sidst afvigte 13. september på Møjbøl mark i Frøs herred skal have understået eder at bortsnappe citantens kvæg, der passerede sin lovlige vej sønderpå, under skin ligesom skulle ulovlig af Nørrejylland være udpracticeret, da dog citanten sig samme i friheden skal have tilforhandlet, tilmed havde sine lovlige og forordningsmæssig attester med kvæget, hvilke I på gjorte offerte ikke skal have villet se, men tværtimod bortsnappet kvæget og rejst dermed over 7 sogne og bymarker og derefter uårsagelig ved retterne ført citanten i adskillige vidtløftigheder om hid og did formentlig at tilføje citanten tort, præjudice og adskillige mistænkeligheder, udi hvis han dog skal være uskyldig, skal finde sig årsaget til bevis for sin allernådigste konge angående ikke alene at I, sr. Fischer selv skal være skyldig i de synder, I uårsagelig skal ville pådigte citanten, idet I her i Nørrejylland hid og did skal have købt både kvæg og bæster og samme over Kongeåen ind i Sønderjylland uden tolds erlæggelse udpracticeret, men endog hvorledes I formedelst eders slette opførsel og husholdning did i fornævnte Nørrejylland således med gæld skal være behæftet, at I deudover skal være bortrejst fra eders creditorer ind i Sønderjylland og uden cautions stillelse således skal understå eder at ruinere og tilføje kongens contribuable undersåtter utålelig og ubodelig skade, her ved Gørding-Malt herredsting at føre vidner. [=> AO2 533] Thi stævnes I, Lorentz Christopher Fischer på Gram, at møde for mig på Gørding-Malt herredsting torsdagen den 1. december førstkommende vidner (etc.) at anhøre og spørgsmål at tilsvare - - - Herom at vidne inkaldes Peder Jensen og hustru Mette Peders, Willum Johansen, alle i Nørre Lintrup; Niels Hansen og søn Peder Nielsen af Gørklint, sr. Hans Lorentzen og Mathias Holdensen i Hulkær mølle, Jørgen Jørgensen og Hans Madsen i Åbølling, item sognepræsten hr. Jørgen Fogh tillige med sin tjenestekarl Niels Hveding i Bækbølling og Mathias Jørgensen i Skovbølling - -, da citanten agter sig et lovskikket tingsvidne at lade beskreven gøre til brug på tid og sted og i særdeleshed at vise for sin allernådigste konge, hvorledes I, sr. Fischer uårsafelig har villet påbyrde ham de synder og foseelser, I selv er skyldig i. - - -


 

AO2 533:

Torsdagen den 8. december 1746:

For retten fremkom Hans Jensen Smed fra Ravnsø og forestillede 2 varselspersoner navn. Niels Sørensen af ... og Ole Sørensen af Vang, som har stævnet Peder Poulsen, som opholder sig i Hummel Maj i Føvling sogn, angående 5 slettedaler, som han for afkøbte stude og en hoppe ved Micheli tider 1744 er skyldig at betale. [=> fol. 531] De har talt med begge mændne, der lovede at give Poul Pedersen ved sin hjemkomst stævningen til kende. Ved Micheli tider 1744 afkøbte han af citanten et par hvide og grå stude for 14 rdl., en sort og blåbrogeg dito, begge for 10 rdl. og samme tid en hoppe betinget for 13 rdl. 2 mk., gør tilsammen 37 rdl. 2 mk. - Peder Poulsen blev påråbt 3 gange, men mødte ikke. Blev lovdaget til 22/12.


 

AO2 535:

Torsdagen den 15. december 1746:

For retten fremkom Søren Pedersen af Rødding og producerede et indlæg me bilag (fol. 534, 535).

2. vidne, Peder Jensens hustru Mette Peders af Nørre Lintrup. - Efter at de andre vidner var udvist, svarede hun: [=> fol. 533]

  1. mr. Fischer skikkede bud fra Hulkær mølle til hendes mand, at han skulle komme derned til mons. Fischer, og da han kom derned, blev han accorderet med mr. Fischer om, at han skulle drive 6 stude bort for ham, men vidnet vidste ikke, hvorhen samme stude skulle drives, uden hvis hendes mand har sagt hende.
  2. hendes mand havde sagt for hende, at han havde ladet sig leje af mr. Fisker til at drive disse 6 stude over Kongeåen ved Åbølling ind i Holsten til Gram.
  3. vidnets mand lod sig leje til samme drivning og havde sagt, han fik for sin umage 4 mk. danske.
  4. vidnet havde ikke hørt andet, end at bem.te 6 stude jo var Fisker selv tilhørende.
  5. det var vidnets mand, der lod sig leje til at drive samme stude og tog imod dem ved Hulkær mølle.
  6. vidnets mand havde sagt til hende, at han drev med samme stude efter Fiskers ordre over Kongeåen ved Åbølling ad Gram til, som forhen afvundet er.
  7. hendes mand havde sagt, at en mand af Mejlby mødte på denne side Kongeåen og hjalp vidnets mand studene over åen; men vidnet havde ikke hørt, hvem der havde bestilt eller lejet samme medhjælper.
  8. han leverede samme stude på Gram efter mons. Fiskers befaling.
  9. vidner havde hørt sige af hendes mand og andre, at mr. Fisker havde købt en hest i Hulkær mølle, soms kom over Kongeåen med bem.te 6 stude ved Åbølling, men vidnet havde ikke hørt, hvor samme hest siden blev af.
  10. hendes mand havde sagt, at mr. Fisker forn.te tid i Hulkær mølle havde bestilt ham til at drive sig nogen kreaturer hen en anden gang, men vidnet forklarede, at hendes mand ikke havde været borte for mr. Fisker uden med omvundne 6 stude, havde ej heller hørt, at han skulle oftere af mr. Fisker være bestilt.
  11. Vidnet vidste ikke andet derom at forklare, end hun forhen har afvundet.
  12. det vidste hun intet af at sige.
  13. vidste intet at forklare.
  14. ikke heller.
  15. ikke heller.
  16. vidste ej heller intet derom at forklare.
  17. hun vidste intet andet derom at forklare, end forhen afvundet er.
  18. vidste ligeledes ingen forklaring at gøre.
  19. vidste ej heller noget derom at forklare.
  20. hun havde derom intet hørt sige.
  21. vidste ej heller ingen forklaring at gøre om.
  22. ikke heller.
  23. ligeledes likke heller.
  24. har ikke heller hørt noget derom. [AO2 537]

Fremstod for retten mr. Lorentz Christopher Fischer, ridefoged på Gram, og under forhen gjorte quæstioner sidstleden 1. dec. quæstionerede vidnet.

  1. Om hun havde set Fischer på nogen ulovlig vej, enten med heste eller stude eller med samme over Kongeåen at drive, hun da herpå ville give sin udførlige forklaring. - Vidnet svarede, hun havde det ikke set, uden hvis hun forhen har hørt og afvundet.
  2. Om hun nogen tid personlig havde drevet kvæg nogensteds hen for Fischer? - Svarede nej.
  3. Om vidnet selv havde hørt, at Fischer skulle have begæret hendes mand de omvundne stude og heste over Kongeåen at bortføre? - Svarede, hun hørte det ikke selv, men hendes mand havde sagt det for hende, som hun forhen har afvundet.

Og siden vidnet ej noget af sligt havde set eller med egne øren hørt, reserverede Fischer sig hans her udi retten den 1. dec. gjorte reservation angående, at vidnet derimod her er antaget til at svare på quæstioner om hørensagen. Dernæst hvad Søren Pedersen her i retten indleverede quæstioner angik, holdt Fischer ganske ulovlig, og for resten hvad hans quæstioner angik ang. Fischers opførsel, fornemmede Fischer ej var ham eller nogen anden vedkommende uden alene hans højbårne principalinde fru geheimerådinde og grevinde af Schack, som Fischer havde antaget til ridefoged på sin højadelige gård Gram og gods. Desuden var det hendes højgrevelige nåde ganske vitterlig og velbekendt tillige med andre flere honette mænd i samme egn, hvor Fischers familie er, samt hvorledes hans opførsel er, og hvad bevise, attester og skudsmål han hende havde produceret, før end han sin tjeneste betroed. For resten at hvis i indstævnte sag var afvunden declarerede Fischer her for retten at være usandfærdig tillige med og gentog hans d. 1. dec.  gjorte declaration på Peder Jensen af Nørre Lintrup hans vidne i alle måder at være usandfærdig, og siden Peder Jensen er et menneske, som ej ville dølge, men tværtimod bekender og tilstår sin egen skam og misgerning, så bad Fischer, at den velvise dommer formeldte ublu menneske ville tage i sådan forvaring, at hans kgl. maj.ts brøder, som han sig selv har tildømt, ej ved sin bortrømning, når han dertil bliver dømt at betale, skulle blive ubetalt. [=> fol. 534]

Siden dagen nu ved dette vidnes afhørelse er bortdreen, så ingen flere vidner i aften for nattens mørke kan afhøres, så vedtog citanten Søren Pedersen og contraparten mr. Fischer at opsætte sagen formedelst indfaldende julehelligt til den 12. januar 1747. De uafhørte vidner, som alle idag var mødt /: undtagen hr. Fogh i Bækbølling :/ er hver for sig selv personlig under lovens tvang til samme tid, såfremt Gud sparer liv og helbred, godvillig her i retten at møde - -

fol. 534:

Følger her efterskrevne dokumenter, som af Søren Pedersen af Rødding d. 15. dec. produceret er og herforan på folio 532 citeret er:

Ædle, højtærede (etc.). Som jeg underskrevne fattige, enfoldige mand idag ingen procurator, formedelst de er i andre forretninger, på mine vegne har kunnet formå at møde for at observere min jura i sagen, som jeg her til retten imod sr. Lorentz Christopher Fischer på Gram har ladet indstævne, så er jeg nødt til, siden jeg ikke selv mundtlig kan føre nogen andrag ad protocollum og end meget mindre examinere vidnerne, at agere skriftlig og til den ende herhos under nr. 1 producere en skriftlig forelæggelse eller lovdag, den jeg begærer læst, påskreven og protokollen tilført. Hvornæst jeg herved under nr. 2 overgiver mine quæstioner til de forelagte og lovdagede vidner skriftlig med tjenstl. begæring, at fornævnte vidner for retten må fremkaldes, og efter at de efter lovens bydende (edsaflæggelse) at sige sandhed, da enhver især og NB separatim på enhver af forbemeldte quæstioner må tilholdes at give deres edelig og tydelig forklaring og sandfærdige svar, og at samme deres forklaring og svar tydeligen og troligen må vorde protocolleret, og når alle de indstævnede vidner således er bleven afhørte og deres forklaring og svar protocolleret, at mig da et lovskikket tingsvidne in forma probandi efter hvis passeret er af retten beskreven må vorde meddelt. Men i fald alle vidner ikke idag skulle blive afhørte eller komme til at gøre deres edelige og sandfærdige forklaring på de overgivne quæstioner, beder jeg tjenstl., de overblevne vidner som idag ikke kommer til at vidne, til en anden tid, som retten behager at determinere, under faldsmåls straf må vorde forelagt og lovdaget at møde for deres sandheds vidne, for så vidt de i denne sag han blive tilspurgt, om edelig at aflægge. Endeligen og til slutning vil jeg formode, at den velvise dommer tilholder sr. Fischer at entholde sig fra vidtløftighed eller og efter forordningen af 3. marts 1741 vedbørlig mulktere ham, og det om så meget mere, som det vel ikke er dommeren uerinderlig, at han idag 14 dage af sr. Fischers da brugte vidtløftige og subterfugiqa blev anlediget i protokollen efter allerhøjst bem.te allernådigste forordnings indhold at intimiere ham under straf sig hans brugte vidtløftighed og udflugter at entholde. Og ligesom denne forestævnte sag in specie concernerer Deres kgl. maj.ts allerhøjeste interesse, så vil jeg formode, at Deres velædelhed ikke sætter Dem selv i ansvar og tillader, at de Deres kgl. maj.ts allerhøjeste interesse under vidnernes examen eller dette tingsvidne noget præjudicerligt indløber, siden man i så fald ser sig beføjet sligt Deres kgl. maj. allerunderdanigst at denuncere og foredrage. Dette mit indlæg jeg begærer læst og iagttaget samt med sine bilag påskreven (etc.). Hvornæst jeg forbliver (etc.), Rødding den 15. december 1746, Søren Pedersen.

AO2 538:

Nr. 2. Forelæggelse: Extrakt af herredstingets protokol den 1. dec.

Nr. 3. Quæstionerne sålydende:
Quæstioner til vidnerne enhver især at gøre deres forklaring om i sagen indstævnet af Søren Pedersen i Rødding imod Lorentz Christopher Fischer på Gram:

  1. Om Lorentz Christopher Fischer på Gram ikke afvigte år kom til vidnet eller hendes mand ... eller NB om vidnet ikke ved til hvem, med 6 stude.
  2. Om fornævnte Fischer ikke begærede af vidnet eller vidnets mand, eller og om vidnet ikke ved eller har hørt, af hvem han begærede det, at lade sig leje for at drive disse 6 stude over Kongeåen ved Åbølling ind i Sønderjylland.
  3. Om vidnet eller vidnets mand, eller og om vidnet ikke ved eller har hørt, hvem der til sådan drivning og forretning lod sig leje, og hvad han eller den lejede skulle have og fik for sin umage.
  4. Om vidnet eller vidnets mand eller om vidnet ved eller har hørt, at der nogen anden havde nogen part, lod eller del i bem.te 6 stude end forn.te Fisker selv.
  5. Hvor vidnet eller vidnets mand eller den vidnet ved eller har hørt sige der lod sig leje af sr. Fisker til at drive bem.te 6 stude, havde hjemme, og hvor den omvundne driver fik ordre af Fisker først at tage imod titbem.te 6 stude.
  6. Hvad vej vidnet eller vidnets mand eller hvem vidnet ved eller har hørt sige Fisker lejede merbem.te 6 stude at drive, den lejede og drivende drev med disse 6 stude, og om det ikke skete efter Fiskers ordre.
  7. Hvem vidnet eller vidnets mand eller hvem vidnet har hørt sige eller ved hvem Fisker lejede forn.te 6 stude at drive, havde til ledsager og medhjælper samme over Kongeåen ved Åbølling at practicere, og der havde bestilet eller lejet disse medhjælpere.
  8. Om disse 6 studes udpracticering over eller igennem Kongeåen ved Åbølling skete om natten eller dag, hvorom vidnet måtte, for så vidt han enten selv kan have været med eller ved det eller har  hørt det sige såvel i henseende til [=> fol. 535] practiceringen over Kongeåen ved Åbølling som og hvor disse 6 stude er af bleven, og hvad vej dermed blev tagen efter sr. Fiskers ordre ...  befaling.
  9. Om vidnet og ikke ved eller har hørt sige, at sr. Fisker har købt en hest i Hulkær mølle, som ligeledes med bem.te 6 stude blev practiceret over Kongeåen ved Åbølling og fulgte med samme stude sønder..., item hvor langt forinden den efter Fiskers ordre blev indstaldet eller om ...
  10. Om sr. Fisker ikke derefter på sin rejse ad landet var hos vidnet eller vidnets mand eller hvem vidnet ved eller har hørt sige at var hos, og betingede ham til en vis tid at være parat for at hjælpe en ny drift afsted, som han ville komme med, og om han ikke der ...berørte, at han ville have den samme vej udpracticeret, som de forhen vundne stude passerede.
  11. Om sr. Fisker ikke i afvigte år vinter, forår eller sommer har afkøbt vidnet eller hans husbond eller om vidnet ikke ved af hvem han ellers har købt enten hopper eller heste, item hvor mange.
  12. Hvad han for samme heste eller hopper ... betale vidnet eller de omvundne sælgere, og hvor meget derpå er betalt, hvor meget der endnu resterer.
  13. Hvor ofte vidnet eller omvundne sælgere for disse hopper eller hestes resterende betaling har gjort ansøgning ... Sr. Fisker, og hvad ham da af Fisker er bleven svaret.
  14. Hvem der var hos, da Fisker købte samme heste eller hopper, og medfulgte at ledsage ham.
  15. Hvad vej Fisker tog med forn.te heste eller hopper, på hvad sted de over Kongeåen blev udpracticeret.
  16. Om det skete ved nat eller dag, og hvor Fisker med fornævnte heste eller hopper omsider i Sønderjylland havnede og de efter hans ordre blev ind- og anbunden.
  17. Om vidnet ikke ved eller har hørt sige, at sr. Fisker her i Nørrejylland har såvel købt kvæg som bæster, item hvor mange og af hvem han har købt dem og samme uden tolds erlæggelse over Kongeåen ind i Sønderjylland eller fyrstendømmerne Slesvig og Holsten udpracticeret.
  18. Hvad vidnet ellers ved og er bekendt eller har hørt sige om bemeldte Fiskers toldsvig, marchandi og opførsel i Nørrejylland.
  19. Hvad vidnet er fortalt i sit eget hus og af hvem, og ellers ved og er bekendt eller har hørt sige om denne sr. Fiskers levemåde, opførsel og forhold og i særdeleshed imod hans creditorer i Nørrejylland.
  20. Om vidnet ikke ved eller har hørt sige hovedårsagen til hvad der har bragt sr. Fisker til at rejse til Holsten for at tage sig en tjeneste, og om han vel dette havde selv nødig, om han ellers der havde forholdt sig således, som han burde, og om han ikke af hans opførsels årsag var nød til at rejse sønderpå.
  21. Om seigr. Fisker ikke afvigte år kom til vidnet, eller om vidnet ikke ved eller har hørt sige, hvem det var, han kom til med 2 heste fra ... præst, eller hvem det var fra, og samme med vidnet eller hvem vidnet eller ved eller har hørt sige det var, fortuskede, og hvorhen han siden rejste.
  22. Om fornævnte Ringye præstens karl eller hvem vidnet ved eller har hørt det var, ikke derefter kom til vidnet eller til hvem det var han kom, og søgte efter Fisker og efterspurgte hvor han var af bleven.
  23. Om vidnet eller hvem vidnet ved eller har hørt sige, der tuskede disse helste med Fisker, beholdt det fortuskede, og om han fik lpenge til tusk eller endnu skal have dem, eller om han måtte give det fortuskede tilbage igen, eller hvorledes han undkom af denne sag.
  24. Om vidnet ikke ved og er bekendt eller har hørt sige, hvorledesw denne hestehandel tilsidst imellem Fisker og omvundne præst eller mand afløb, og i særdeleshed hvor denne sag udfaldt for Fisker fra først til sidst, og især i Ribe, tilmed hvor hestene i Ribe af blev, og hvad erstatning omvundne præst eller mand endeligen fik for sine heste.

Hvad vidnerne efter spørgsmålenes indhold underlader at gøre tydelig forklaring og besvaring på, ville dommeren be hage ifølge forordninger [=> AO2 539] at iagttage, at der på alt og alt gives udførlig og tydelig svar, således at intet forbigås. Rødding ut supra, Søren Pedersen.


 

AO2 539:

Torsdagen den 22. december 1746:

Hans Jensen Smed af Ravnsø producerede lovdag i sagen contra Peder Poulsen af Hummelmaj (fol. 536). Peder Poulsen mødte og producerede et indlæg. Hans Jensen Smed tilspurgte Peder Poulsen, om han selv har underskrevet det fremlagte dokument eller såkaldte indlæg, hvortil citqnten håbede, retten ville imponere frembringeren at give udførligt svar til behøvende efterretning i tiden. Peder Poulsen svarede, at han ikke svarede andet til sagen, end hvis hans indlæg om formelder. Hans Jensen, som så sig af Peder Poulsens kaldede indlæg og brugende udflugter etc. tvungen til at se denne sag anderledes ved vidners førelse illustreret, måtte fornødiges at begære denne sag udsat til d. 26. januar 1747, da Hans Jensen fortrøster sig ved at overbevise og påtyde Peder Poulsen det, som han med concipist nu nægter og fragår, hvorved citanten vil have sig reserveret ved nærmere irettesættelse, hvad han for ibringende unyttig bekostning kan have at påstå. 26/1-1747.

Findes her indført efterskrevne dokumenter her oven citeret:
Velædle højstærede hr. herredsfoged. Hvad for en bælg der har blæst så hart, eller smed der har smedet så stærkt, at både vinden og lyden deraf skulle kunne afblæse eller afskrække mig 4 stude og 1 hoppe, går over min som en enfoldigs forstand, endskønt smeden af Ravnsø navnl. Hans Jensen ved stævnemål og lovdag herlig har mestereret derpå, og om han således kunne fingere, pådigte og sammenkoble fra enhver, ville vel lbåde bælgen og smedjen lidet eller intet forslå til stald(?) og hammeren, knibe- og naptænger med meget [=> fol. 536] mindretil bånd og bindelse, men som jeg ved imellem Gud, mig (0g) ham, at jeg hverken er ham skilling eller skillings værdi skyldig ... end langt mindre oxe, stud eller hoppe, så kan han for denne sinde beholde både sit redskab og burgerstue(?) i så fald ubeskåret, men jeg derimod forbeholder mig min ret og reserverer competentia et reservanda hvo (pro?) loco et tempore for den mig ved dette søgsmål påbyrdede tort,  blame, miscredit og ibragte bekostning til ... ydmygest bede og påstå ved denne respektive rets lovforsvarlige kom ikke alene at findes sagesløs hjem og fri for citantens tiltale, men endog tilkendes convenabel reparation ... erstatning for den mig under dette søgsmål pådigtede tort, blame, miscredit og ibragte bekostning, tillige med at citanten for anfangende unyttige proces efter justitsforordningens indhold ej alene vorder tildømt at betale til justitskassen 20 rd., men endog lige så meget ad ... causas. I det øvrige og i fald smeden efter håndværkermåde imod forhåbning enten skulle offerere eller æske ed, protesterer jeg i anledning af forordningen af 5. nov. 1723 i allerkraftigste måder og tilstår ingen lovmål over mig efter hans løse og opdigtede beskyldninger at stædes. Dette mit indlæg og protest jeg begærer læst (etc.) samt mig beskreven med alt hvis passerer, hvonæst jeg forbliver (etc.), Hummelmaj d. 22. dec. 1746. Peder Poulsen.

Lovdag og opsættelse. (Underskrevet af Niels Sørensen af Omme og Hans Hansen af Ravnsø).


Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg
Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk

Rediger