Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Skads-Gørding-Malt herreder 1736-47

1743

(Da det er kopien af tingbogen på ArkivalierOnline, der er grundlag for denne ekstrakt, vil der være henvisninger til løbenumrene i den: AO x).

AO2 359, fol. 391:

Torsdagen den 10. januar 1743:

Delinkventinden Cathrine Nielsdatter med mand Casten Christoffersen blev fremstillet uden tvang, bånd og fængsel her for kongens ret; og blev for dem lydeligen oplæst den over dem ergangne dom (folio ibm.), og derefter de begge blev af actor utrup tilspurgt, om de ville eller tænkte til at appeller og sagen med denne dom til landstinget indstævne, eller de med den var fornøjet, de da sig derpå ville erklære. Dertil de begge svarede nej, de forlanger ikke sagen til landstinget at indstævnes, men alene bønfalder udi allerdybeste underdanighed /: om de skal lide efter dommens indhold :/ at hans kgl. maj.t af medføde nådig mildhed allernådigst måtte tillade delinkventinden Cathrine Nielsdatterds legeme at lægges i en kiste og kommes i kristen jord, på alt forventer en allernådigst bønhørelse. - Actor Utrup var den hele akt og dom i alt beskreven begærendes.


 

Til stokkemandsæde at betjene for året 1743 blev af retten udmeldt efterskrevne: Jernved sogn: Mads Nielsen af Plovstrup. Læborg sogn: Christen Andersen i Nordenskov. Folding sogn: Laurids Villadsen. i Nørbølling. Føvling sogn: Peder Hansen i Føvling. Holsted sogn: Ole Hansen i Sekær, hvilket sted nu beboes af Jens Mortensen. Brørup sogn: Thomas Jepsen i Tuesbøl. Gørding sogn: Peder Lassen i Oigd(?). Sneum sogn: Engvor Nielsen i Tommesby.


 

Sentence i drabssagen af herredsfogeden og de efter loven udnævnte meddomsmænd: Eftersom de af begge parter irettelagte tingsvidner dateret 8. nov. 1742 klrligen udviser, hvorledes Cathrine Nielsdatter af Halleskov med forsæt og beråd hu om nattetide imellem den 25. og 26. oktober næstforleden har druknet hendes femten ugers barn udi en ved huset beliggende kilde, hvilken gerning på bem.te hendes barn at have forøvet hun ej aleneste ved en på åstedet af rettens mdel holdt forhør har bekendt, men endog samme bekendelse offentlig for retten uden bånd og fængsel frivilligen tilstanden,  hvorom og 12 over[=> AO2 360]ensstemmende vidner og naboer edelig haver afvundet at have hørt af forn.te Cathrine Nielsdatters egen mund, at hun havde sat hendes barn i kilden i den kolde vand, hvor barnet efter hendes udsagn til dem alt var død, som bem.te tingsvidner i alt tydeligen forklarer. Efter hvilken beskaffenhed og egen bekendelse ved de førte vidner i alle måder stadflstet vidste herredsfogeden og tilnævntre meddomsmænd ej rettere herudi at kende og dømme, end at Cathrine Nielsdatter af Halleskov for begangne drab på hendes eget barn jo efter hans kgl. maj.ts allernådigste lov bør bøde liv for liv og halshugges med et sværd og hendes hovedlov at være forbrudt til den, som loven pag. 886 et 887 art. 1 og 3 (DL 6-6-1.3) allernådigst om formelder, når sagsøgeren først har bekommet sin ret efter loven pag. 157 art 10 (DL 1-24-10). - Angående delinkventindens mand Casten Christoffersen, som efter hendes bekendelse tid efter anden skal have slaget og hadet ommeldte deres barn, hvilket og skulle have forårsaget den af hende på det uskyldige barn forøvede drab, da, endskønt det ikke er bevist uden så vidt, han selv i forhøret har tilstanden, nemlig at han ej uden lidet og en gang haver rørt og slaget barnet, så kunne vi ikke skønne, at han desformedelst kan blive aldeles uden straf, efterdi barnet ikke var så gammel, at det endnu kunne skønne på slig revselse, men bemeldte Casten Christoffersen bør andre deslige ubetænksomme forældre til skræk og afsky ej alene at udstå kirkens disciplin, men endog at arbejde i jern i næste fæstning, nemlig Fredericia, i seks måneder. Dog sker ingen execution efter denne dom, før end den af citanten efter loven pag. 184 art. 15 (det må vel være DL 1-24-51) til landstinget lovligen vorder indstævnet og sammesteds confirmeret, såfremt den ikke enten af Casten Christoffersen eller hans hustru Cathrine Nielsdatter af Halleskov til forandring vorder did stævnet. Detz til stadfæstelse under vores hænder og indsegle. Datum Gørding-Malt herredsting den 10. januar 1743, S. bierum. Hans Jessen, Hans Jensen, Christen Nielsen, Hans Christensen, Søren Andersen, Anders Jepsen, Jørgen Haagensen, Niels Haagensen.


 

Torsdagen den 17. januar 1743:

Hofjægermester Bachmann på Sønderskov ctr. Otto Diderich Bierum angående den omtvistede engplain af Brørum kirkeeng. Sr. Johan Nicolaj Ravn fra Skærbæk mølle producerede stævning af 6. jan. (fol. 392); begærede, at retten ville udmelde uvillige og upartiske dannemænd, som kunne granske såvel om der lnogen kendetegn, skel eller mærke til at ,separere den omtvistede engkrog, som Otto D. Bierum ved afslæt og lysning har tilholdt sig, og kirkens eng ... mod Gravengård og engen, samt tillige determinere tiden, dagen og termin, forretningen skal foretages på, da Ravn og ville udbede sig, om muligt, rettens hos- og vedværelse for at få en sand ide om sagens beskaffenhed, at forretningen derpå kunne vorde ført i penne, som granskningsmændene næste tingdag kunne beedige til tinget og besværge deres tov. - Fra sr. Otto Diderich Bierum blev hidsendt til retten hans skriftligt forfattede indlæg af dags dato med den deri mentionerede attest [=> fol. 392]. - Ravn protesteredee for først imod dette indlægs cammannepet(?) form, måde og indrettelse og reserverer på behørig tid og sted derimod al lovlig indsigelse og besvaring i fornøden tilfælde, ej at berøre, at Bierum sin forfald som påskydes ikke efter loven inden tinge har ladet sværge, ligesom og positio sed non con... at Bierum efter sit indlægs formelding var således idag conditioneret er ikke nogen lovlig undskyldning, eftersom det kan blive bedre ned ham forinden i morgen, og ellers beskikke sig efter forordn. en fuldmægtig, hvorfor Ravn alene vil forestille retten dette, at vejret og jorden er nu således beskaffet, at de ved åstedet forbindende kendetegn, mærker og adskillelser fuldkommelig kan granskes og efterses med videre, men hvis sagen ved opsættelse skulle prolongeres og sagen derefter ... videre forlænges ved indfaldende vanskel. vejrl., som kunne forårsage granskningens tilbageholdelse, så protesterer Ravn in forma juris imod ophold og omkostninger og igentager sit forrige. - Efter producerede og lovl. forkyndt stævning blev efterskrevne 4 mænd, Hans Jessen i Skølvad, Christen Nielsen af Tange, Jep Andersen og Søren Andersen, begge af Varho, her ved retten udnævnt til at efterse skellen og granske, om den omtvistede engkrog ved Franchelvad, som sr. Otto Diderich Bierum sig tilholder, enten tilhører Brørup kirkeeng eller sr. Otto Diderich Bierum, såvelsom også anmærke og beskreven give, hvad skel dem desangående af begge parter måtte vorde påvist. Til den ende haver bem.te 4 mænd tillige med rettens middel at møde på åstedet ved bem.te Franchelvad, som ligger østen for Gravengård, førstkommende lørdag d. 19. januar om morgenen klokken 10 slet og der som meldt efter parternes påvisning at efterse og granske skellet imellem bem.te kirkeeng og Gravengåre enge og det beskreven give, således som de førstkommende tingdag den 27. januar på Gørding-Malt herredsting inden retten med en god samvittighed edelig kan bekræfte og afhjemle, hvorfor bem.te 4 mænd nyder billig betaling både for rejse, fortæring og umage; og haver velbårne hr. hofjægermester Bachmanns fuldmægtig så betids at meddele mændene denne udmeldelse, at de derefter kan vide at møde til bestemte tid, og dersom en af dem enten formedelst svaghed eller og ej fandtes til stede, udebelv, haver de mødende at tiltage en udi den udeblevnes sted, som skal være pligtig at medfølge, på det forretningen kan nyde sin fremgang. Og som sr. Bierum ej inden retten er til stede, da ligeledes udmeldelsen for ham at lade ankyndige, om han enten selv behager at møde eller møde lade, som tjener parterne til efterretning.


 

fol 392:

Sagen hr. Vinding ctr. Otto D. Bierum angående en gældsfordring. Sr. Ravn overgav retten sit skriftlige indlæg (fol. 393). Retten ville fornemme, om Bierum eller nogen på hans vegne var til stede. Ingen indfandt sig. Thi så retten ikke lovforsvarligt sagen længere at tage under opsættelse, siden den så langsom tid med unytige prolongationer af parterne er forhalet, men bliver herved efter parternes påstand til doms afsigt optaget inden den tid, loven determinerer.


 

Den på folio 391 citerede stævning i engsagen angående synsmænd: Hofjægermester Bachmann stævner - i anledning af et af Bierum indflicket fæstebrev udgiven af Jørgen Skeel Due til Anders Hansen Gravengaard sub dato Sønderskov d. 2. juni 1699 dets indhold, citanten både har og endnu agter at gøre videre indsigelse imod for at vise, hvor liden fje han både har haft til lysning og engkrogens tilegnelse - at lade udnævne 4 uvillige og upartiske granskningsmænd. [=> AO2 362] Bierum skal fremvise, hvilken adkomst han måtte have til grund.

AO2 362:

Indlægget citeret fol. ibm fra Otto Diderich Bierum (om engsagen: - - Da som den almægtige Gud har behaget at hjemsøge mig med kors og svaghed, således at jeg desværre ikke for denne sinde kan møde eller slig forretning bivåne, vil derfor have retten tjenstvilligst ombedet, sagen må forflyttes under opsættelse i 6 uger, stævnemålet at stå i sin fulde kraft og udmeldelsen udsat til den tid, sagen opsættes. Skulle retten bære ringeste tvivl om denne min anførte lovlige forfald ej at være med sandhed overensstemmende, følger herved lovlig attestatum ej påtvivlende rettens lovforsvarlige bifald udi denne min billige begæring og ej med retten at vorde overilet, til hvilken ende tjenstlig bedes, det mit indlæg med vedfulgte attest, hvorved følger 6 sk., indlægget besørges og af herredsskriveren med behørig papir i retten forsynet i alt til læsning, påskrift og akten tilført - -
Den indlagte mentionerede attest: Underskrevne Peder Mikkelsen af Sekær og Jørgen Sørensen af Favrskov kan ej nægte, at ... Otto Diderich Boierum ved Gravengård er så svag, sog og sengeliggende, at han ingensteds kan komme, der hermed attesteres således i sandhed at være, så sandt hjælps og Gud og hans hellige ord - -


(NB: Otto Diderich Bierum er nu afgået ved døden. Blev ifølge kirkebogen begravet den 31/1-43, 63 år gammel.)

Indlægget fol. ibm. fra Peder Vinding ctr. Bierum: Efter sine merita competentia må jeg ej besvare Otto Diderich Bieurm i Gravengård hans indgivne indlæg ... ..., siden min principal i sagen hr. Peder Vindings vilje er hellere at lide al den eddergift og galde, modparten har haft at udøse på ham, dels mod hans person, dels mod hans embede, end han vil bære ringeste lineamente af Otto Diderich Bierums bekendte portræt; dog så vidt jeg er hr. Vindings forsvar udi sagen contra bem.te bierum, må jeg sige med lige føje af andre ordsproger end Otto Diderich allegerer, at man skal svare en dåre på det han ej skal indbilde sig at være klog. Sagens sande og uforfalskede sammenhæng er denne: Udi året 1740 kommer Otto Diderich Bierum i hr. Vindings hus og begærer af ham at få noget rug til låns, hvorfor hr. Vinding undskyldte sig, siden han ej kunne vide, hvad han selv til sin egen husholdning komme behøve, han vidste ikke, om han noget kunne aflade eller ej, dog lod sig endelig til dette for ham så fortrædelige som kostbare lån persvadere på conditioner, som debitors egenhændig og nu blandt andre brevskaber forefundne missive mentioneres; samme er af dato 9. juni 1740 og belagt med et ark nr. 20 24 sk. papir, øverste nummer 6380 sub. litr. A. Samme begæres læst, påskreven og akten tilført. Siden samme år 14. juli kom Otto Diderich Bierum atter trængende til rug og brød og bragte han hr. Vinding videre endnu derhen at låne sig på samme conditioner rug en tønde, som debitor under akten ej nægter. Da nu høsten formedelst indfaldende vanskeligt vejrlig varede så længe ud på året, så almindelig rughøst da ej fik sin begyndelse før end ved Ribermarkeds tider d. 8. sept, hr. Vinding og selv ej havde noget rug videre at aflade, han ham på anmodning af Bierum /: hvilket alalle Bierums udflugter ... ... ej har kunnet skjule, jo er bleven kundbar under akten :/ købt og siden for ham efter kvittering betalt hos Christen Pedersen i Hovborg een tønde rug, som under akten er bevist at være hentet med Otto diderichs egne heste og vogn ført lige fra Christen Pedersens hus i Hovborg til Gravengård, der overleveret Otto Diderich Bierum, derfra taget af ham og ført til Hulkær mølle at males til hans brug og samme tønde rug beregner ej creditor Peder Vinding til højere udtgift end det, ham selv kostede. [=> fol. 393] ad hvilken pris og køb Otto Diderich Bierum bryster sig sigede, at han selv og købte samme rug af Christen Pedersen for 5 sldlr. tønden med mere etc., men det var ej mere end 2 skæpper, han fik, hvilket han måtte kontant straks betale og ventelig ham aftigge i høstens begyndelse, efter at den forhen om... og af hr. Vinding tilkøbte tønde rug var hos ham i husholdningen fortæret etc., alt dette rug, som er ... tønder, nægtes ej under akten af debitor jo at være bekommet, men efter vanlig måde disputeres dels ... dels omgangen ved fordringens krav. For det første at legitimere haver jeg længe forhen fremlagt et notarialdokument af dem, som vides her i egnen da havde noget rug at sælge, thi hoved- og jerregårdene som Estrup og Sønderskov og Nielsbygård tror jeg havde nok med at bestride deres egne bønders furnering og underholdning, og af samme fremlagte kunne ses højeste pris, men som Otto Diderich Bierum synes ej endnu derved at være gjort satisfait, så følger her endnu en testificeret fra en snes personer eller mere her af egnen, som bevidner, hvad de selv 1740 har måttet give for tilkøbt rug af dem, som var få, der havde da rug at sælge. Samme begæres i retten læst, påskreven og akten tilført, tegnet litr. B, af hvilken retten kan yderligere erfare rugets pris 1740 på den tid, Otto Diderich Bierum har forpligtet sig i hans producerede missive til højeste pris, så jeg håber, den mund ... påstand en gang bliver tilstoppet, i det ringeste indil han drister sig til contrarium at bevise. Hvad omgangen ved fordringes krav betræffer, da uanset al den lamentation, Otto Diderich Bierum herover fører, er ej svar værd, får jeg dog ganske kortelig at melde noget om denne krokodilske gråd, som er, at retten ville behagelig observere dette, at ruget er bekommet in ano 1740 inden august måneds udgang, dernæst at hr. Vinding har tvende samfælde år opbiet Otto Diderich Bierum velbelejlighed, som med mange breve kunne bevises, om man ej så hen til at evitere omkostnigerne ved deres produc, og ln´år debitor da fornemmer, at kreditor bliver kedsommelig over at bie og lade sig længere med løfter og vøfter afspise, så kommer brodden frem og hensigtet for en dag i et brev af 7. juli, hvor debitor da først efter 2 års forløb begærer NB regning, ligesom han ej vidste, at det var 4 tønder rug, han havde fået, ligesom han og havde glejt, hvad ruget kostede det år og den tid højeste pris, da han fik det, /: hvilket han bedst kunne have erindret, om han efter hans missives indhlld straks enten havde betalt det eller giveåt korn til vederlag, og påskyder sin uvidenhed derom at være årsag til betalingens udeblivelse, hvilket dog er ej andet end en dækmantel over hans forsæt at udmatte kreditor med proces, før han nogen betaling skulle lfå, hvilken skæbne mange har nydt, :/ men som min principal ej havde lyst at melere sig i nogen regning, som hans brev udviser, alene gerne agnoscerende, hvis på hans fordring af debitor kunne være aflagt, som han redelig har gjort første gang, Bierum derom har skrevet. Så siger jeg: Havde nu Otto Diderich Bierum haft den rette og retsimdoge tanke uden vidtløftighed at betale, kunne han jo efter mange gjorte maninger indfundet sig hos creditor at se sagen afgjort, men den plet finder jeg i brevet af 3. august, at en indbildt braveur og snak om og over hr. Vindings ... er hovedårsagen til søgsmålet, samme og havde været let at bevise, om det var pinen værd, og den mellemkommende død ej havde  afskåret anledningen til dessen fuldbringelse. Og hvad er det nyttigt at opholde mig med disse breves deduction, de ligger producerede og kan svare for sig selv, så mange af debitors, som er besvarede. Resten får vel ingen anden credit, end de selv udviser, som er noget fingertøj; men penge og betaling kunne bedre gjort sagen klar, og dertil gav min principal plain pouvoir og ordres første indstævningsdag således at afgøre sagen, sc: at overlade Bierum ruget for 5 sldlr. tønden, siger fem slettedaler, et forlig overe alting i protokollen at tilføres, betalingen forderligst og inden en vis tid at præssteres, på det creditor ej med omkostning til ny indstævning skulle graveres og alting således ganske og aldeles mellem creditor og debitor til den  datum at ophæve, og dertil havde Otto Diderich Bierum den tid ingen ører(?), men ville have sig en del reservationer forbeholden, hvorudover vi skiltes ad. Dette tvivler ej(?) enten retten selv er uvidende om eller med god samvittighed kan nægte. Og dette upåregarderet er dog Otto Diderich Bierum af så ublu og hård en stjerne, at han ej undser sig mig lcontrarium at pådigte i indlægget af 13. dec., hvad han i denne puncto med mere skriver, at det med mig var aftalt, men som samme concorrerer og includerer min person, declarerer jeg her offentlig, at det er den ublueste og værste usandfærdighed, som nogen kan optænke og anden pådigte og påsige, men mere af denne surdej vil følgende proceduur udvise. Sagen, der til d. 30. august var indstævnet, bliver hæftet efter vedtægt ved retten d. 6. sept, creditors saggivelse bliver gjort uden irettesættelse, herimod urgerer den fredsommelige debitor Bierum, at uanset det aldrig skal bevises, at han har disputeret rigeste skilling i creditors krav, som han formener ubillig, så vil han dog have creditor for sit eget udi omkostning og derfor plåstår ej alene, at han lovlig skal legitimere sit krav efter lovens bydende, men endog ham dertil imponeret af retten, da han lover, hvis han derimod kan have ej skal mangle, hvorpå fældes dom /: åbenbare fredstanker. :/ Havde nu debitors fredsommelighed bestået ud andet end bare ord alene, havde han vel første tingdag enten været om betaling eller begæret sagen opsat på en kort tid, forinden hvilken han ville se sagen afgjort og menagere depenærnie sage ville medtage; men hans gl. ord, Det er min lyst, og den hjælplehånd, han ventede sig på visse stgeder, blev da en hånd til at trække masken bort og gøre hans hensigter bekendt, så vidt som proceduren videre oplyser. Anden tingdag d. 4. oktober, da sagen kom i retten og jeg loco principalis havde fremlagt de ham pålagte beviser i retten samt gjort min ad interims irettesættelse og ført vidnesbyrd og beviselighed, at Otto Diderich havde fået den ene tønde rug lige fra Christen Pedersens hus ind i sit eget i Gravengård etc., hvilket han dog undser sig ... at lsige, det han aldrig har begæret af hr. Vinding, at han skulle låne, købe eller borge rug til ham, som må vel falde forunderligt, og desto mere utroligt, siden hans egne heste og vogn hentede det, han tog derimod uden nogen forespørgsel, hvorfra og hvordan sligt måtte komme. Han lod det straks føre til mølle at male til sin brug, hvilket alt klarlig kan findes i mons. Frølunds edelige deposition på begge parters spørgsmål, /: uhørlige spind og nægtelser :/ ..så, uanset offererede, at jeg uden nogen stævnemål ville tage imod alle debitors beviser og [=> AO2 364] demonstrationer, som han i sagen kunne have. Jeg erbød tillige ingen af alt til datum gjorte omkostninger ... ville påstå, når sagen kun måtte komme til endskab den dag, ja i særdeleshed allegerede lovens pag. 50 art 7 (DL 15-7) til at se dæmpet debitors extravagancer, men måtte lade mig nøje med en dom, i hvilken sagen blev opsat i 6 uger. Tredie tingdag: Da debitor veddom var tilkendt til oposættelsens termin d. 17. nov. at fremkomme med alle kontrabeviser og og påskadigelser, som han agtede nødig at producere og føre imod hr. Vindings formerede fordring, så fremmer debitor ej noget, uden han hader hæfte et stævnemål, han producerer en del breve vexlende efter hans beretning imellem hr. Vinding og ham, af hvilke jeg næppe tror creditor de 2 sidste nogen sindehar set eller læst; og er det en hel nem måde at komme til bevise og testificatzer på, at man selv xskriver dem; thi så kan man få dem, som man vil og mest, når man kan have 6 ugers tid til at indrette dem. Menhvor meget på sådanne kan reflekteres, indstilles til dommeren, allerhelst debitors gerninger svarer i ingen måder til hans breve, hvilket hans procedurur bevidner. Da nu dette 6 ugers arbejde var så lykkelig forrettet, begærer debitor selv igen opsættelse til d. 29 nov., hvorti han i (ej?) så vidt havde nogen føje, men når 4. tingdag kommer, fører han et eneste vidne angående hans offers oversendelse til hr. Vinding, da vidnet Christen Pedersen hverken ved, om det var offer eller ej, om det var fra Otto Diderich eller en anden; en seddel havde han vel med, men både da han tog den af Bierum og da han flyede hr. Vinding den, var det så mørkt i sommers tider, at ingen uden lys kunne se at læse; han ved ej heller, hvad der var skreven i sedlen, mindre hvad der var i papiret, uden så vidt han af følelse kunne gætte sig til; og jeg sætter så, som jeg dog ej tilstår, om det var nu den samme seddel og de samme penge, som her i retten nu skal være deponeret, hvordan /: NB når man ej kunne læse :/ kunne hr. Vinding lugte det, at det var offer, var det og en tid om natten klokken næsten 11, at præstens karl da skulle ofre pråsten på Otto Diderichs vegne, helst ofret havde henstanden i 2 år og derover ubetalt, da der kunne vel i 730 dage og mere været en tid eller time ved dagslysen, der kunne være employeret til sligt, var det ikke at Otto Diderich ville chikanere præsten etc., at at hr. Vinding ej beholdt det, var af varsomhed og frygt for at fanges; thi han kunne ej vide, hvad og om nogen snid kunne stikke herunder. Over alt er det en egen måde af en præsts debitor at depåonere ham offer i retten, når præsten er ham intet skyldig, mindre retten; og kunne det blive quæstio, om enten retten eller debitor må og kan gøre sig uden lov og dom rådig over, hvis der er præstens rettighed. Sluttelig ville jeg for min part ønsket, debitor også ville deponeret rugpengene, thi så havde jeg være frit for rejser, og da skulle han Bierum set, at hans acceptable tilbud, som han ved selv at titulere dem, uopholdelig skulle funden sted. Når nu retten notabene disse 8 ugers arbejde, som er henvendt ved et eneste vidne at føre og nogle som meldt vexlede breve at producere, hvilke alle skal være ældre af datis end stævmeålets hæftelse, så ses klarligen hensigten at være til prolongation, og så glemmer debitor endnu sin pligt imod justitien og dommen af 4. okt. og glatvæk endnu begærer 14 dages opsættelse, som han og får imod protest til den 13. dec. Denne dag, som er 5. tingdag, møder Otto Diderich atter og indgiver sit dels urigtige, dels ulovformelig indlæg af dito dato, imod hvilket jeg stande pede og i standendes ret både har exciperet og protesteret. Det første betræffende har jeg protempore, som udi begyndelsen af dette mit indlæg er meldt, den ordres ej at melere mig udi indtil videre, dog med denne clausul, at siden indlæggets fornemmeste contentum foruden at blamere hr. Vinding er alene hensigtet på at vise, hvor fredsommelig en mand Otto Diderich vil anses at være, så har min principal urgereet, jeg retten dette måtte erindre, at den høje øvrighed  har ved denne ret såvelsom andensteds ladet proklamere, at Otto Diderich ej må gå i rette, hvilket er et klart bevis både om en slet opførsel og lovstridig forhold, hvilke begge, hvor de findes, giver opinion og remarque af en ringe retsindighed og mindre fredsommelighed, da derimod aldrig skal bevises, at hr. Vinding enten med herredsbrødre eller nogen af sine sognemænd nu i 14 år, han embedet har betjent, har haft nogen trætte om personail sager, Otto Diderich som hr. Vinding skriver alene undtagen, som ventelig ej vil give ham frist for et slags angribelse enten på en eller anden måde. Det andet angående inhærerer jeg endnu min da ved retten gjorte protest og allegerer endnu som da hans kgl. maj.ts allernådigste forordning stemplet papir af dato 23. jan 1719, hvilken retten ville lade sig være til behagelig eftertanke, særdeles så vidt den første articul med videre dens indhold befaler. Og da jeg mærkte af debitors forhold, der nok ville blive en opsættelse, urgeede jeg ifølge dommen af 4. okt. sagens endelighed eller og nogen straf over debitor for ophold og omkostninger, men jeg måtte gøre, hvad jeg gøre kunne eller ville, så blev sagen atter opsat i 4 uger til 17. januar. Nu er det, velvise dommer, netto idag 20 samfulde uger siden sagen her er indstævnet. Min principal har i al den tid aldrig begæret en eneste opsættelse, mens modparten stedste har æsket disse forommeldte prolongationer, og så vidt jeg slutter af hans sidste indlæg, mener han, det ej er nok endnu, hvorfor, dersom han flere ophold og opsættelser skulle ville forlange, tilstår jeg på mn principals vegne dem aldrig, men protesterer hermed in forma juris lpå kraftigste måder for al den skade ved fordringens uvished, tid og pengespilde deraf årsasges, til ansvar for den, som sådan ulovskikket anstand måtte forvolde, refererende mig til mine forrige gjorte irettesættelser med dette tillæg, at Otto Diderich Bierum, som temere litigans måtte vorde tilfunden at betale mulkt til justitskassen samt og de min principal aftvungne omkostninger med 8 rdl. Herpå ialt ervartes dom. Dette mitindlæg begærer jeg allertjenstligst i retten måtte vorde læst, påskreven og anten tilført, hvormed jeg forbliver med største veneration (etc.). N. J. Raufn, Skærbæk mølle d. 17. jan. 1743.

AO2 365:

Denn i indlægget mentionerede missive lyder således: Litr. A. Velærværdige hr. Peder Vinding, højtærede ven. Jeg tager mig den frihed at fremsende min vogn de 2 tønder rug efter Deres gode tilsagn i aftes at afhente, som jeg skal være villig som skyldig Dem med rede penge at betale [=> fol. 394] efter Deres egen gode vilje til den højeste lpris, ruget dette forår til forestående Riber marked d. 8. sept. her i egnen koster. Og skulle de ej kunne miste det for penge formedelst Deres egen husholdning, obligerer jeg mig at anskaffe Dem godt sundt rug in natura til vederlag. Takker og skyldigst for i aftes såvel stedse forhen beviste godhed med ydmygest hilsen til gode kæreste og ganske hus, forbliver Deres ærværdigheds tjenstskyldigste tjener. O. D. Bierum. Gravengård d. 9. juni 1740 udi hast.
Påskrift: A monsiseur mons. Piere Vinding, ministre la Parole de Dieu. Tres humblement á Præstkær.

fol. 394:

Den i indlægget mentionerede attest om rugets pris 1740 er sålydende: Nr. 8 6 sk. Efter begæring attesteres hermed af os underskrevne indvånere i Kalvslund og Frøs herreder, som strækker sig og indgrænser til Foldingbro og Kongeåen en 3 fjerdingvej eller liden mil nær Præstkær, at ruget her i egnen i året 1740 fra juni måneds indgang til 8. sept. derefter i almindelighed her var i sådan en pris, at en skæppe i det mindste kostede 3 mk. d., skriver tre mark danske, det vi selv derfor til vore og vores underholdning i forberørte tid af alt, hvis vi måtte købe, som en stor del har måttet betale, hvilken pris forbem.te tid også var den letteste, såsom os bekendt er, at ruget her og der rundt omkrong var i langt højere pris og til slutning næppe noget for penge at bekomme, så at vi arme undersåtter for mangel af rug til levemiddel lide stor nød og havde geråden i større, dersom deres kgl. maj. ikke allernådigst havde forstraks og lånt os rug til levemiddel af magasinkornet i Haderslev, hvorved vi til slutning, da ikke noget for penge var at bekomme, blev soula...., hvilket i sandhed at være hermed ej alene bekræftes under vores egne hænders underskrift, men endog vores Helligånds ed og det således, at alt hvis som forskrevet står, er i al sandhed, og det så sandt som Gud og hans hellige ord os skal hjælpe, hvilken ed vi hermed lige så fuldkommeligen vil have aflagt, som vi den efter lovens måde med oprákte fingre inden tinge havde afsvoren. Dtum d. 11. jan. 1943. (En del underskrifter).


 

Torsdagen den 24. januar 1743:

Hofjægermester Bachmann ctr. Otto Diderich Bierum. Nicolaj Johan Ravn producerede en skriftlig udmeldelse af dato 17. hujus. [AO2 366] Granskningen er blevet foretageet. Synsforretningen lyder folio 395. Ravn begærede tingsvidne. Dernæst gav Ravn til kende, hvorledes hofjægermester Bachmann har fundet sig beføjet at lade et i fyrstendom Slesvig, Kalvslund herred, Lintrup sogn vidne edeligt afhøre til Kalvslund herredsting og til den ende allerede den 7. januar til vedkommende extraheret stævning. Afhøringen kan ikke komme i rette før den 22/2, hvorfor Ravn begærede opsættelse i 6 uger. Retten påråbte 3 gang Otto D. Bierum, om han selv eller nogen på hans vegne idag var til stede, men ingen indfandt sig. 7/3.

AO2 366:

Den her oven op denne side citerede udmeldelse: Extrakt af Gørding-Malt herreds tingprotokol torsdag d. 17. jan. 1743. - Varselsmændenes erklæring: Forkyndt for de udmeldte synsmænd og Otto Diderich Bierum i Gravengård samt for Karen Rasmusdatter og Kirsten Andersdatter samt Dorthæe Hunstes i Tislund.

Følger her indført den syns- og granskningsforretning på folio. 394 anført: - - angående den omtvistede engeplain ved Franchelvad, som monsieur Otto Diderich Bierum sig ved afslæt og lysning skal have tilegnet og højædle og velbårne hr. hofjægermester Bachmann formener Brørup kirkeeng at være tilhørende, er efter stævnemålets og udmeldelsens lovlige forkyndelse til alle vedkommende underskrevne dato indfunden sig på åstedet ved Franchelvad i herredsfoged Bierums absence på rettens vegne Henrik Ernst Bierum på Brøndumdam med efterskrevne fire mænd, Hans Jensen i Starup, Christen Nielsen i Tange, Søren Andersen og Jep Andersen af Varhunt, hvor os da af sr. Ravn 1) blev forevist en stor sandig vej og vadested over åen sønden for kirkeengen til hvilket vad Gravengård eng, dog med en hede, kunne adskilt, støder; norden til forbemeldte vad findes en gammel grøft, hvor kirkeengen skal tage sin begyndelse. Men just fra denne grøft og Franchelvad i norden hen fra 7-8 skar nær stor der beliggende sted haver Otto Diderich Bierum efter anvisning afvigte år slagen græsset. Men der findes hverken kendetegn eller skel, langt mere er engens bredde på dette sted fra åen til hedebanken 4 til 5 skar bred og ligger således med den øvrige kirkeeng til nør samlet uden adskillelse. 2) Mødte på åstedet en kone navnl. Dorthæe Jensdatter af Tislund, som under eds tilbydelse forklarede, at hun for ungefær 40 år siden havde tjent Niels Christensen og efter ham hans enke i Surhave, hvilken havde haft denne Brørup kirkeeng ætil brug og fæste, da de havde sagt for hende, at Franchelvad var skel [=> AO2 368] imellem Gravengårds mark og denne kirkeeng, og havde de bjerget og indavlet samme indtil bemeldte Franchelvad. 3) Tilstod Kirsten Andersdatter af Kidholm, som tillige var nærværende, at hendes sal. fader Anders Gravengaard al den tid, han boede på Kidholm, havde bjerget og indavlet al afgrøden af bemeldte kirkeeng /: som han havde i fæste :/ ind til Franchelvad og den gamle grøft. - Efter slige omstændigheder kan vi ej andet rettere skønne og granske, end at Franchelvad og den derved liggende gamle grøft jo er den eneste kendetegn og rette skel os mellem kirkeengen og _Gravengårds marker forevist, og formedelst os ingen anden oplysning er bleven gjort eller påvist, kan for rette skel holdes. Og ... efter forespørgsel af retten ingen på contrapartens vegne mødte nogen anden skel end som sagt er at udvise, så blev forretningen hermed sluttet, som vi ved ed skal tilstå og bekræfte ifølge udmeldelsen. (Underskrifter).


 

AO2 368:

Torsdagen den 31. januar 1743:

Læst og påskreven en panteobligation udgiven af velærværdige hr. Niels Jochum Butzow i Vejen til sal. Høxbroes arvinger med påskrift af veldle hr. borgmester Riis i Kolding, at samme obligation er indfriet og betalt d. 1/2 1742. Skal vorde udslettet og annulleret.


 

Torsdagen den 7. februar 1743:

Sentence: Denne domsakt udviser, at velærværdige hr. Peder Vinding af Præstkær lovl. her til retten har indstævnet Otto Diderich Bierum på Gravengård /: om siden sagen til doms afsigt blev optagen, ved døden er afgangen, :/ for bekomne lånekorn i året 1740 samt resterende offer i nogle år. Lånekornet giver hr. Peder Vindings fuldmægtig i sagen sr. Ravn til kende at være 3 tønder á 4 rdl. tønden, er 18 slettedaler, og 1 td. dito 5 sldlr, tilsammen 23 slettedaler, hvorpå bem.te Otto Diderich Bierum efter hans rgning af 13. aug. 1742 har betalt 9 slettedlr. 1 mk., og bliver da hr. Peder Vindings fordring for bekomne rug efter den opførte pris 13 slettedlr. 3 mk. Rugen at have bekommet nægtes ikke af contraparten nu angangne Otto Diderich Bierum, men prisen påstår han bør beviseliggøres, som og af mervelbemeldte hr. Peder Vinding er sket med mange troværdige attester, så vel gejstlige som verdslige, at rugen bemeldte år 1740 [=> fol. 396] fra juni måneds udgang til 8. sept. derefter kostede 4 rdl. tønden og vel derover; så beviser hr. Vinding og med afg. Otto Diderich Bierums eget brev af 9. juni 1740, hvorledes han lover og bepligter sig til at betale ham efter højeste pris fra 9. juni og til Riber marked ellr 8. sept., som det her i egnen da kostede, eller og rug in natura, som bem.te attester og breve i alt ... tilført klarligen udviser, så vel at ingene af delene til dato er påfulgt. Efter hvilken beskaffenhed vidste jeg ikke rettere heri at kende og dømme, end at afgangne Otto Diderich Bierum hans efterladte enke og arvinger jo pligtig er og bør betale til velærværdige hr. Peder Vinding i Præstkær de fordrende og på det i året 1740 bekomne 4 tønder rug resterende 13 slettedaler 3 mk. tillige med 6 slettedaler i denne processes omkostning, alt inden 15 dage  efter denne doms lovlige forkyndelse, eller derfor at ske udlæg i afgangne Otto Diderich Bierums stervbos middel og formue efter loven. - Angående de resterende 7 offerdage for Bierum og hans hustru, som hr. Peder Vinding ved et notarialinstrument uddraget af den over hans årlige offerdage holdende journal beviser at restere og ej anderledes af bemeldte Bierum imodsagt, end at han havde sendt hans resterende offer den 4. august 1742 med hr. Peder Vindings egen  karl i en forseglet tutte med en åben seddel hos uden deri at melde, hvor meget var, ikke heller endnu under den hele proces tilkendegivet, og at bemeldte karl andendags morgen tidligt bragte ham samme tutte og seddel tilbage, hvorom samme karl og under sagens drift har aflagt vidne. En gerseglet tutte er af Bierum deponeret i retten til endelig doms afsigt i sagen med beretning at være den samme ommeldte tutte. .Såsomseigr. Ravn på sin hr. principals vegne ikke ville efter tilbud tage imod den med videre om bem.te restande offer i retten skrifrtlig og mundtlig af begge parter er bleven ventileret. Da hans kgl. maj.ts allernådigste lov befaler at ofre præsten på de 3 store højtider om året, men ikke melder derhos, hvor meget det skal være, så eragtede dog for ret og billigt, at præsten velærværditge hr. Peder Vinding lbør nyde sit offer efter loven og at Bierum og hustru efter deres stand og vilkør ej kan ofre ham ringere for dem begge end en mark danske og fire skilling hver offerdag, der beløber i alt for de resterende syv offerdage 8 mk. 12 sk. danske, hvortil ham skal blive leveret den deonerede og forseglede tutte for så vidt ved åbning og eftersyn i stervboet kan tilstrække, og resten så vidt måtte mangle, af bem.te Bierums stervbo og efrerladte midler ligesom hans anden fordring haver at udlægges. Det til stadfæstelse (etc.)


 

Torsdagen den 28. februar 1743:

AO2 370:

Sr. Jens Bachmann lfra Sønderskov forestillede to kaldsmænd, Thomas Mortensen af Bobøl og Mads Christensen af Feul. (fol. 397). De har forkyndt stævningen for alle undtagen at de ikke talte med Niels Christensen af Stenderup, men med hans hustru, og i ... talte de med Dorthe Pedersdatters datter, som begge lovede at give vedkommende varsel til kende. Bachmann begærede vidnerne afhørt.

1. vidne, Niels Christensen af Senderup:

  1. Om han ikke har hørt, at afgangne Otto Diderich Bierum fra Gravengård forhen har ladet afgrøden af den i varslet benævnte og omtvistede kirkeeng ved Franchelvad af sine kreaturer opæde Anders Gravengaard til skade. - Vidnet svarede, at han vel havde set for nogle år siden, at afg. Otto Diderich Bierums bæster har gået i hegningens tid på forn.te omtvistede eng ved Franchelvad, men om de var tøjret eller løse, vidste vidnet ikke, ligesom han ikke heller vidste, om derover har været dispute mellem Bierum og Anders Gravengaard.
  2. Omm vidnet ikke forhen har slaget omrørte eng med og for Anders Gravengård. - Vidnet svarede nej.
  3. Om vidnet ikke har kendt bem.te eng i nogle år, og om han i den tid har vidst nogen anden skel end Franchelvad og grøft. - Vidnet svarede, han vidste og kendte så vidt til forberørte og omspurgte eng, at den er beliggende norden fra Franchelvad, men vidste ikke egentlig at forklare, om samme eng til til Franchelvad eller ej, men havde vel set, både da Anders Granvengaard boede på Gravengård, som og siden, da han boede i Kidholm, haver slaget ermeldte engs grøde lige til Franchelvad. Videre forklarede vidnet, at han ikke har vidst andet, end kirkeengen har gået til Franchelvad, eftersom han har set Anders Gravengaard har slaget dertil.
På afgangne Otto Diderich Bierum hans efterladte enkes vegne fremmødte hans søn sr. Christian Peter Bierum fra Ribe, som tilspuirgte vidnet:

  1. Om han nogen tid før sagen imellem hr. hofjægermester Bachmann og sin afgangne sal. fader Otto Diderich Bierum har hørt, at Franchelvad skulle være skel. Vidnet svarede, han viddste ikke det at have hørt.
  2. Om vidnet ikke vidste eller har hørt, at Anders Gravengaard har haft det omtvistede engkrog i leje af Otto Diderich Bierum. - Vidnet svarede før end denne proces begyndtes, havde vidnet aldrig hørt, så vidt han erindrer, at Anders Gravengård skal have lejet omspurgte engkrog af sal. Bierum, men nu siden det kom i proces, har vidnet hørt tale derom af folk, som er kommet fra tinget.
2. vidne, Willum Johansen af Nørre Lindtrup:

  1. det første år sal. Bierum kom til Gravengård kan vidnet erindre, at Anders Gravengaard da boede i Kidholm - klagede over, at afgrøden var blevet opædt af tilgrænsende naboer,  [=> fol. 397] iblasndt folk var også sal. Bierum af Gravengård. Og eridnrer vidnet sig, at den af Anders Gravengaard påankede afgræsning var af omtvistede engkrog.
  2. Vidnet forklarede, at han kann erindre sig, imedens Anders Gravengaard levede og boede i Kidholm, har vidnet ungefær 4 år slaget for Anders Gravengaard på bem.te kirkeeng, efter at Anders Gravengaard alle tider før vidnet kom med ham på engen selv, havde slaget omtvistede engkrog fra Franchelvad nør i engen, så vidt han endag kunne slaget, før han tog fremmede ... til sig.
  3. Vidnet vidste ikke at give nogen forklaring på den omspurgte skel; forklarede ellers, at så længe Anders Gravengaard boede i Kidholm, bjergede Anders Graver den omtvistede engkrog, som vidnet kavde kendt i 30 år.

Christian Bierum tilspurgte vidnet, om han nogen tid før processen mellem hofjægermester Bachmann og Bierums afg. sal. fader har hørt, at Anders Gravengaard har haft den omtvistede engkrog i leje eller mindet sin afg. fader deraf. - Vidnet svarede, at han havde hørt af Anders Gravengaard for ungefær 7-8 år siden sige, han mindede sl. Bierum af omvundne engkrog. - Af vidnets svar på mons. Bierums tilførte fandt Bachmann sig anlediget endnu at tilspørge vidnet, om han ved at forklare, hvori den omrørte minde af engen bestod, enten det var som en leje eller for at have fredning i hegnings tid, fordi det lå så langt borte fra Anders Gravengaards påboende bopæl og af en og anden naboer uden tilsyn blev gemenlig opædt. - Vidnet svarede, han kunne umulig vide, hvori den ommeldte minde bestod, langt mindre sige, enten omtvistede engkrog tilhørte Brørup kirkeeng eller sal. Bierum; kunne endnu ellers erindre, at Anders Gravengaard selv, mens han var i levende live, havde talt med vidnet selv om den omtvistede engkrog og tilholdt sig samme under den i fæste havende kirkeeng til Franchelvad.

Før end videre ved dette tignsvidnes førelse blev fremmet, blev af seigr. Christian Peter Bierum på sin ... moder og samtl. arvingers vegne i retten indleveret hendes skriftlige indlælg af dags dato (folio ibm.).Endskønt mr. Jens Bachmann af sal. Otto Boierums enke med lavværges  her i retten indleverede indlæg måtte fornemme hendes fredel. tanker om denne sages mindel. afgørelse, så kunne han dog ikke efter sagens natur og beskaffenhed ereklære sig sagen at frafalde, men måtte af retten begære tignsvidne beskreven efter hvis idag passert er, da Bachmann i den tid, hovedsagen endnu henhviler, som er tii idag 8 dage, vil referere hr. hofjægermesteren, hvad sal. Bierums enke idag har ladet fremlægge.


 

fol. 397:

På Knud Madsen ved Foldingbro hans vegne mødte sr. Jens Bachmann fra Sønderskov og fremstillede to varselspersoner, Lauge Christensen og Jens Pedersen, begge af Bobøl (fol. ibm.). [=> AO2 372] De udeblevne blev lovdaget i 14 age. De skal hver sin debit tilstå eller fragå. 14/3.


 

AO2 372:

Den her foran på folio 396 citerede memorialvarsel i kirkeengsagen. Under continuation såvel af hofjægermester Bachmanns hovedstævning som afgangne Otto Diderich Bierums contrastævning (om kirkeengen) finder til sagens oplysning hofjægermester Bachmann nødiget at indstævne nogle vidner derom samme engs grænser og brug skal være vidende mere end somforhen ført er, og dets årsage indstævnes I Karen Schaaning, afgange Otto Diderichs efterladte enke på Gravengård med lavværge selv eller ved fuldmægtig at møde på Gørding-Malt herredsting torsdagen den 28. februar. Til samme tid indkaldes Niels Christensen af Stenderup, Willum Johansen af Nørlundtrup samt Dorthæe Pedersdatter Huustes af Tislund - -

Den på folio ibm. citerede indlæg fra Otto Diderichs enke: Som min salige mand Otto Diderich Bierum er kort før hans død til Deres allernådigst ahfortroede ret idnstævnet med 6 ugers varsel af ... hofjægermester Bachmann til synsmænds udmeldelse den 17. januar så og for synet at bivåne log påfølgende tingdag d. 24. dito samme at høre afhjemlet, alt angående den kirkeeng i Brørup kirke liggende ved Franchelvad, så må jeg som en bedrøvelig og enfoldig enke give retten til kende, at han ikke oplevede uden den første tingdag, hvorefter han var stævnet, men døde imellem den 23. og 24. om natten, så han for svaghed ikke var ved den omtvistede eng, da synet skete, mindre ved afhjemloingen for retten, da samme den 24. passerede, formedelst dødsfaldet, så jeg i så måde ikke ved, hvad passeret er, ej heller forstår det. Havde mig (jeg?) ikke forekommet efter hans død kopier af stævningen, så havde det ganske været mig uvitterlig, men siden jeg fornemmer, at samme sag formedelst et tingsvidnes førelse ved Frøs og Kalvslunds herredeer er udsat til den 7. marts førstkommende, så vel som også, at der siden er stævnet for tingsvidneførelse her ved retten til den 28. febr., så vil jeg have retten i min sørge enlige enkestand i al ydmyghed ombedet, at intget eftr min sal. mands død ham til ringest præjudice i hans grav bliver behandlet, protokolleret eller lført, hvilket jeg herved efter Guds og kongens lov i kraftigste måder protesterer imod, allerhelst jeg herved med arvinger frasiger mig al proces og trætte ved velb. hr. hofjægermester Bachmann ovenmeldte kirkeeng ved Franchelvad beliggende betræffende og alene sætter min lid til, at Gud i denne min enlige stand. Håber, at den velvise dommer bevæges til for sådant at friholde mig efter min stand og vilkår, det jeg ham igen stedse i mine bønner skal ihukomme, med forblivende (etc.).


 

Den på folio ibm. citerede memorialvarsel for Knud Madsen i Foldingbro til nogle af hans debitorer i Vejen sogn og by: Hans Jørgensen 5 mk. 8 sk., Søren Nyemann 1 mk. Brørup sogn, Eskelund: Peder Bødicher 1 rdl. 5 mk. 6 sk., Knud Jepsen 3 mk. 8 sk., Hans Pedersen 2 mk. 10 sk.. Læborg sogn, Gammelby: Peder Christensen 2 mk. 12. sk, Anders Moebjerg 1 rdl. 8 sk.


 

AO2 373:

Torsdagen den 7. marts 1743:

Hofjægermester Bachmann ctr. [=> fol. 398] nu afg. Otto D. Bierum. Jens Bachmann overleverede sit skriftlige indlæg med bilag (folio ibm.). Retten påråbte afgangne Otto Bierums enke Karen Pedersdatter med lavværge. De var ikke mødt. Sagen optaget til dom.

fol. 398:

Indlægget i sagen: Da jeg den 28. febr. på hr. hofjægermester Bachmanns vegne var her ved retten og mons. Christian Peter Bierum som lavværge samme tid ved et indlæg af bemeldte 28. febr. på madame Bierums og arvingers vegne frafaldt denne sag angående den omtvistede engplain ved Franchelvad, hvilket jeg lovede at indberette hr. hofjægermesteren, så følger herved hans mening, som ... ... denne afgangne Otto Diderich Bierum haver ved lysning vedkendt sig engen, han har ved contrastævning søgt at tilvinde sig hævd og possession af engen, han er bleven den 9. aug. 1742 ved retten tildømt sin lysning og påberåbende hævd og possession af engen med bevis at legitimere, som i hans levende live er fejlet for ham og til datum intet produceret bemeldte dom tilkendes, og hr. hofjægermester at når afgangne Otto Diderich Bierum havde fremlagt sine beviser, han da og sine ville fremlægge, da som loven giver hr. hofjægermesteren sådan beneficium pag.756 art 1 et 2 (DL 5-5-1.2) og afgangne Bierums enke og arvinger efter hans død frafalder sagen, som tingsvidnet herhoos følgende pag. 8 udvise litr. A, så finder hr. hofjægermesteren sig nu ikke forbunden sine adkomster at producere men aleneste til rettens desto fermere og nærmere underretning i rette lææger det tagne synsgranskningstingsvidne af 17. jan. sidst litr. B, hvilket vil blive bevis nok for retten i sagen derefter at kende, udeladende både andre førte tingsvidner og hoveddokumenter for ej at opfylde ... med vidtløftighed i en frafalden sag, påstående dette, at Franchelvad og den gamle grøft bliver kendt for skel imellem Brørup kirkeeng og Gravengårds eng, der er ungefær 17 favne af naturen ved en ... ... banke derfra adskilt, og at de nærgående expressioner i lysningen bliver ej Johan sørensen Smed i Surhave til nogen præjudice på ære, lempe eller gode havn og rygte, og når der således sker en dom til adskillelse .. ... for efterkommende, er hr. hofjægermester Bachmann for ... ... hjertet i henseende til enkens ringe og fattige vilkår at æske noget for dem ham påbyrdede mange omkostninger, denne hr. hofjægermesterens mening påsås ved dom af retten confirmeret, og jeg forbliver (etc.)


 

Torsdagen den 14. marts 1743:

Sagen Knud Madsen af Foldingbro ctr. debitorer. Sr. Oluf Helm fra Bramminge på vegne af Knud Madsen producerede en lovdag og opsættelse (fol. ibm.). Gav retten til kende, at alle de lovdagede havde afbetalt deres debit undtagen 2, som er Knud Jepsen af Eskelund og Anders Moeberg af Gammelby. Dise blev påråbt, indfandt sig ikke. Sagen optaget til dom.

Lovdag og opsættelse her over citeret: Ekstrakt af tingbogen.


 

AO2 374:

Torsdagen den 21. marts 1743:

For retten fremkom Tyge Andersen af Hulvad, som forestillede 2 vrselsmænd, Thomas Mortensen af Bobøl og Hans Jensen af Føvling. De har talt med de imdbemeldtes hustruer. Indstævnte Søren Pedersen Olling af Åtte og Thomas Pedersen af ibm. blev påråbt, hvor da i retten blev fremsendt Søren Pedersens indlæg. Thyge Andersen så intet hellere end at kunne i mindelighed nå sin betaling hos debitor uden videre omkostning derpå at årsages, til hvilken ende citanten også efter begæring ikke ville overile Søren Pedersen Olling men tillod den forlangte opsættelse til idag 6 uger. 2/5.


 

For retten fremkom Jakob Jensens søn Jens Jakobsen fra Hulvad, som på sin faders vegne fremstillede 2 varselspersoner, Thomas Mortensen af Bobøl og Hans Jensen af Føvling, som efter en memorial har kaldet således som folio ibm. udviser. De har talt med de indstævntes hustruer. Søren Pedersens egenhændige indlæg blevfremlagt. Jens Jakobsen for at vise debitor al føjelighed og ikke overile ham med rettens søgning tillod på sin faders vegne den i 6 uger forlangte opsættelse. 2/5.


 

Memorialvarsel fra Tyge Andersen i Hulvad til Søren Olling i Åtte: gæld 30 rdl. 2 mk. rede penge.

Indlægget fra Søren Olling: Beder sagen opsat i 6 uger, inden hvilken tid jeg uden videre forhaling skal betale og clarere min gæld.


 

Memorialvarsel fra Jakob Jensen i Hulvad til Søren Otting i Åtte: gæld 9 rdl.

Indlægget fra Søren Olling: beder om 6 ugers opsættelse, så skal han betale de i rdl.


 

fol. 399:

Torsdagen den 28. marts 1743:

På vegne af velædle Terman Madsen til Nielsbygård mødte sr. Christ. Lund fra ibm. og forestillede 2 varselspersoner, Jep Mortensen og Anders Sørensen, begge fra Sønder Holsted. Den indstævnte Hans Mikkelsen blev påråbt. Han mødte personligt i retten og begærede opsættelse i 14 dagre (falder på Skærtorsdag) eller næste tingdag derefter, inden hvilken han formener i mindelighed at se denne sag afgjort. Det ville Lund ikke være imod, så denne sinde alene til sagens fremmelse have de nærværende 2 forbudsvidner fremstillet, neml. ovenmeldte varselspersoner, som forklarede, at de idag 8 dage havde forkyndt forbud således: Anno 1743 den 21. marts var vi på sr. Termand Madsens vegne i Thomas Christensens hus i Sønder Holsted og der forbød Hans Mikkelsen hustru Mette Hanskone tillige bem.te Thomas Christensen, at de ej ringeste af, hvis der i huset fandtes og Hans Mikkelsen tilhørende, som var og der blev forefunden, nemlig 1 spindværk af værdi 3 mk., 2 vadmelsdyner til en seng med sort og hvid stribet udi samt en gammel ...,  alt af værdi 4 mk. 8 sk., måtte forflyttes eller bortkomme, men der i huset at holde til stede til denne sags udgang, hvorpå de straks skulle blive stævnet. Hvilket Thomas Christensen også lovede skulle ske, og at han denne forbud skulle ... sig efterrettelig. Varselsmændene forklarede, at de idag 8 dage havde forkyndt forbemeldte varselsmemorial for alle deri benænvte. Og som Lund ikke aldeles kunne være forsikret om Hans Mikkelsens offerte med sagens mindelige afhandling, så måtte han til sikkerhed, i fald sagen videre skulle ernødiges til fremgang, begære, at de indstævnede vidner, som alle idag var udebleven, måtte af retten blive forelagt. Det forhen tilførte forbud på det fundne [=> AO2 376] af værdi 4 mk. 8 sk. blev kendt ved magt og vedkommende Thomas Christensen i S. Holsted pålagt at holde samme til stede til sagens uddrag, såfremt han ej selv dertil vil være eller blive ansvarlig. De indstævnte men udeblevne vidner, nemlig Niels Christensen og hustru samt Thomas Christensen og hustru, alle i Sønder Holsted blev alle pålagt til næste tingdag efter påskehelligt, som bliver den 18. april, for deres vidne at aflægge. 18/4.

AO2 376:

Den her foran citerede memorialvarsel: Siden I, Hans Mikkelsen i Sønder Holsted, ikke enten efter eders forhen udgivne forpligt ved gårdens entledigelse ibm. den 10. okt. 1741 for de da ved afregning skyldig blevne gæld og restancer har præsteret den 1. termin til Termann Madsen, nemlig 5 slettedaler, som for afvigte år 1742 den 1. maj var forfalden, men og de til hans bonde Henning Nielsen i bemeldte Sønder Holsted for et års husleje, som efter skete lejemål ved udflyttelse skulle betalt, da I, Hans Mikkelsen og hustru der tværtimod Henning Nielsen uafvidende hemmelig prakticeret eders gods og ejende bort næstafvigte 14. marts til Thomas Christensen ibm. uden enten betaling eller forsikring tilvejebragt, endog derforuden skal have spoleret en del samme hus, desårsag Termann Madsen til hans og sin bondes sikkerhed og skadesløs betaling er beføjet i pennen at lade forfatte eders befindende og ved tvende mænd eder forbudet intet deraf i ringeste måder at forrykke, forflytte eller forstikke, under hvad navn haves kan, inden sagens uddrag, med mindre I hos ham desforinden afklarerer. Thi gives eder, Hans Mikkelsen og hustru, herved 8 dages lovl. varsel til Gørding-Malt herredsting førstkommende 28. marts at møde vidner og beviseligheder at anhøre og tilsvare, eftersom husbonden Termann Madsen ikke aleneste agter forbudet ved dom at lade confirmere, men og over ender efter sagens forefindende beskaffenhed dom til skadesløs erstatning og denne forvoldte processes bekostning at erhverve. Til samme tid og ting under faldsmåls straf at møde indvarsles Niels Pederesen og hustru, Thomas Christensen og hustru, alle i Sønder Holsted, for eders vidne i denne sag alt det; I til sandheds oplysning kan være vidende og blive omspurgt edelig at aflægge.


 

Torsdagen den 4. april 1743:

På velædle Termann Madsen til Nielsbygård hans vegne fremstod for retten sr. Christian Lund fra ibm. og forestillede tvende varselspersoner, Jens Pedersen og Thomas Mortensen, begge af Bobøl, som efter en medhavende memorial havde kaldet således: Termann Madsen til Nielsbygård lader her ved otte dages lovlig varsel give eder, Hans Jepsen i Drostrup, Jørgen Jensen, Anders Nørgaard, Laurids Henriksen [=> fol. 400] og Anders Snedker, alle af Nyby, Christen Andersen og Christen Munck i Nordenskov, Jep Sørensen og Morten Sørensen qaf Vittrup, Niels Pedersen i Okslund, Niels Jensen, Søren Nielsen, alle i Lindknud, Jens Nielsen Smed i Nørre Holsted og Peder Leed i Jernvedlund til Gørding-Malt herredsting næstkommende 4. april at møde, alt angående resterende landgilde, lånekorn og penge så vel som og kgl. påbudne med videre (etc.).- Efter rettens påråbelse indfandt sig alle indstævnede debitorer undtagen Hans Jepsen i Drostrup, Christen Munck i Nordenskov, Jens Nielsen smed i Nørre Holsted og Peder Lej i Jernvedlund. Som intgen sig med mindel. betaling indfandt, tilkendegav Lund, hvad enhver skyldig er (navne med gæld). Opsat til 18/4.


 

AO2 378:

Sentence i den af hofjægerester Bachmann indstævnte sag ctr. Otto Diderich Bierum og efter bemeldte Bierums dødelige afgang hans  hustru Karen Schonning med lavværge angående den omtvistede engkrog ved Franchelvad, som forbem.te nu afg. Otto Diderich Bierum sig har tilholdt, således for retten afsagt: Siden højædle og velbårne hr. hofjægermester Gachmann til Sønderskov som itzige ejer af Brørup kirke lovl. her til retten havde instævnet Otto Diderich Bierum på ravengård /: formedelst  en engkrog ved Franchelvad, som bemeldte Bierum afvigte år havde slaget og revet i stak, og af højbemeldte hr. hofjægermesteren påståen at være bem.te Brørup kirke tilhørende :/ er han under processens drift og før end sagen til éndelig dom blev udageret, ved døåden afgangen, som er at se af det irettelagte tingsvidne litr. A, hvor han efter Bierums dødelige afgang indkalder hans efterladte enke og lavværge for nogle vidners påhør, efter hvilken indkaldelse enkens tiltagne lavværge, hendes ældste søn sr. Christian Peter Bierum fra Ribe ej aleneste er mødt i retten og quæstioneret de indstævnte vidner, men endog sluttelig irettelagt hans moders skriftlige underskrevne indlæg af 28. febr. 1743, af ham selv tilligemed som lavværge underskrevet, hvorved de på egne og medarvingers vegne frasiger sig al proces og trætte med velbr. hr. hofjægermester Bachmann betræffende bemeldte kirkeeng ved Franchelvad beliggende. Efter at enken og arvinger således som meldt havde frasagt sig denne sag angående forn.te omtvistede engkrog ved Franchelvad, har merhøjbemeldte hofjægermesteren ved sin fuldmægtig ageret sagen til doms ved indlæg af 7. marts 1743 og derved fremlagt et synstingsvidne udstedt her af retten den 29. jan. 1743 litr. B, hvormed hr. hofjægermesteren beviser, at den omtvistede engkrog ved Franchelvad, som afgangne Otto Diderich Bierum afvigte år havde slaget, ligger med den øvrige kirkeeng til nør samlet uden adskillelse, og at bemeldte engkrog er fraskilt fra Gravengård enge på dette sted med en hedebanke eller knude på nogle skar bred, og i så måde holder de 4 syns- og granskningsmænd Franchelvad og den derved liggende gamle grøft for eneste kendetegn og rette skel imellem kirkeengen og Gravengårds narj, formedelst ingen anden oplysning er bleven gjort eller dem påvist, som bemeldte synstingsvidne i alt udførligere gør forklaring om. - Efter hvilken beskaffenhed vidste jeg ikke rettere heri at kende og dømme, end at omtvistede engkrog jo med rette bør tilhøre Brørup kirke og den itzige ejer, samt Franchelvad og den derved liggende gamle grøft at være rette skel imellem Brørup kirkeeng og Gravengårds mark. Angående den af Bierum gjorte lysning så bør den ikke at komme Johan Sørensen Smed i Surhave til  nogen præjudice på ære eller gode havn og rygte, men være død og magtesløs i alle måder. Efter indlæggets formelding bliver omkostningerne i denne sag herved ophævet. Des til stadfæstelse (etc.).


 

fol. 401:

Torsdagen den 18. april 1743:

Sagen om Nielsbygårds bønders gæld. Christian Lund producerede på vegne af Termann Madsen lovdag og opsættelse. De enkeltes gæld nævnes. Optaget til dom.


 

Sentence: Akten udviser, at Knud Madsen ved Foldingbro har stævnet og lovdatget debitorerje. Alle har betalt undtagen Knud Jepsen af Eskelund og Anders Moeberg af Gammelby. Desårsage vidstes ej rettere heri at kende og dømme, end at de skal betale deres debet, nemlig Knud Jepsen 3 mk. 8 sk., og Anders Moeberg 1 rdl. 8 sk. tilligemed 1 mk. 8 sk. pro persona i processens omkostning.


 

AO2 379:

Den citerede lovdag og opsættelse: Extrakt af tingbogen torsdagen den 4. april 1743 betræffende den sag, Termann Madsen har ladet indstævne.


 

Torsdagen den 2. maj 1743:

Sagen Jakob Jensen i Hulvad ctr. Søren Olling i Åtte for gæld. Jakob Jensens søn Jens Jakobsen gav til kende, at Søren Oling idag havde betalt på sin debit 5 rdl., rester så endnu /: foruden de på sagen medgangne omkostninger 4 rdl., som Jens Jakobsen på sin faders vegne gav ham delation på i 14 dage, eller 3 uger i længst. Opsat til 24/5.


 

Tyge Andersen af Hulvad ctr. Søren Oling af Åtte. Gav til kende, at Oling idag havde betalt sin resterende debet 10 rdl og blev så igen skyldig 20 rdl. 2 mk. d. Men som debitor idag lod begære sagens henstand endnu i 3 uger til endelig afbetaling, så ville Thge Andersen for at vise al videre føjelighed ikke heller nægte den begærede frist. 24/5.


 

AO2 380:

Torsdagen den 16. maj 1743:

Sentence i sagen Termann Madsen ctr. debitorer: De er alle mødt og har tilstået restancen undtagen Christen Munch, som saggives for 16 rdl. 4 mk. 12 sk., hvilken han hverken har modsagt eller med kvitterignsbog afbevist noget derpå at være betalt, ikke heller nogen af de andre, som var mødt i retten og som meddelt tilstanden deres restance, uden Peder Leid af Jernvedlund, som har betalt, hvis han søgtes for. Men alle de øvrige skal betale deres restance plus tolv skilling danske pro persona i procesomkostning.


 

fol.403:

Formrfrldy Kristi Himmelfartsdag blev retten holden

Fredagen den 24. maj 1743:

Tyge Andersen af Hulvad ctr. Søren Olling. Begærede dom.


 

AO2 381:

Torsdagen den 20. juni 1743:

Underdanigst læst kgl. bevilling, at fru Lovise født Brochdorff, general von Scholtens hustru, må på den hende i Riberhus amt i Jylland tilhørende Holsted mølles grund lade anlægge et farveri med videre (folio ibm et 404).

Ligeledes allerunderdanigst læst kgl. befilling for generalinde Scholten at må i Holsted by lade holde et kro eller værtsghus indtil videre (fol. 404).


 

Sentence: Efter Tyge Andesen af Hulvad har indstævnet Søren Pedersen Olling af Åtte for gæld, nemlig rede penge 30 rdl. 2 mk., som Søren Olling i indlæg af 21. marts og tilstår med løfte, at han ham søgende gæld efter forlangende seks ugers opsættelse uden forhaling skal betale og clarere, hvorpå dog alene befindes af ham at være betalt 10 rdl., og resterede 20 rdl. 2 mk., på hvilke tilligemed omkostning citanten Tyge Andersen påstår ... dom til skadesløs betaling. Altså efter slig beskaffenhed vidste jeg ikke rettere heri efter loven at kende og dømme, end at Søren Pedersenn Olling af Åtte jo pligtig er og til Tyge Andersen i Hulvad bør betale de resterende 20 rdl. 2 mk. tilligemed en rigsdaler i processens bekostning (etc.).


 

Sentence: Eftersom Jakob Jensen af Hulvad befindes her til retten lovligen at have indstævnet Søren Pedersen Olling af Åtte for gæld, nemlig rede penge 9 rigsdaler, som bem.te Søren Olling i indlæg af 21. marts 1743 og tilstår med løfte, at han samme søgende gæld efter seks ugers opsættelse uden forhaling skal betale og clarere, hvorpå dog alene befindes af ham at være betalt 5 rdl., og rester da 4 rdl derpå tillige med omkostningen. Citanten påstår endelig dom til skadesløs betaling. Altså efter slig beskaffenhed vidste jeg ikke rettere heri efter loven at kende og dømme, endn at Søren Pedersen Olling af Åtte jo pligtig er og til Jakob Jensen af Hulvad bør betale de resterende 4 rdl. tilligemed en rigsdaler i processens omkostning (etc.).


 

Den kgl. bevilling angående farveriet i Holsted lyder således: Vi Christian den Sjette (etc. etc.) gør alle vitterligt, at eftersom mos elskelige frue Lovise født Brockdorff os elskelig Henrick von Scholten, ridder, vores general af infanteriet og kommandant udi vores kongelige residensstad København og Christianshavn, hans hustru for os allerunderdanigst har ladet andrage, at der under det hende i Riber amt udi vort land Nørrejylland tilhørende gods [=> fol. 404] Estrup i Holsted by forhen skal have været en mølle, som i krigens tid skal være blevet således ødelagt, at ingen sig deraf kan ernære, hvorfor hun allerunderdanigst haver begæret, at allernådigst ville forunde hende privilegium på den forbemeldte ruinerede Holsted mølles grund at anlægge et farveri, hvorpå for de 2 Gørding og Malt herreder, eller, om vi det ej måtte allernådigst for godt befinde, da for de hendes gods tilhørende gårdes bønder og tjenere måtte farves. Thi have vi udi anledning af fru generalinde von Scholtens i så måder allerunderdanigst gjorte ansøgning og begæring, så og i henseende at hendes godses bønder og folk, som på en distance af 4 mile skal ikke have nogen købstad om sig, kunne spare så lang vej i slige tilfælde, allernådigst bevilget og tilladet, så og hermed bevilger og tillader, at hun på forskrevne Holsted mølles grund må lade anlægge et farveri, hvor der for de hendes gods tilhørende gårdes bønder og tjenere må varves, da hun til dette farveri forsvarligen at forestå altid derved skal holde en person, som farverprofessionen lovligen lært haver. Til hvilken ende hun et godt og ustraffeligt farveri med hvis dertil hører, på forberørte sted haver at lade indrette og vedligeholde og sig ellers til amtmanden reverserer, at der for så billig betaling skal farves, hvis der af hendes godses bønder og tjenere bestilles, som nogen anden der i landet det vil og kan gøre, så at ingen kan have skellig årsag sig over arbejdet at besvære, forbydende alle og enhver herimod eftersom forskrevet står at hindre eller udi nogen måde forfang at gøre. Under vor hyldest og nåde givet på vort slot Christiansborg i vores kongelige residensstad København den 9. november 1742 under vort kongelige hånd og signet. Christian Rex. J. V. Holstein.
Bevilling, at frue Lovise født Brockdorff, general von Scholtens hustru, må på den hende i Riber amt i Jylland tilhørende Holsted mølles grund lade anlægge et farveri, hvor der for de hendes gods tilhørende gordes bønder og tjenere må farves, hvorfor hun til dette farveri forsvarligen at forestå altid derved skal holde en person, som farverprofessionen lovligen lært haver. Allerunderdanigst læst (etc.).

fol. 404:

Vi Christian den Sjette af Guds nåde (etc. etc.) gør alle vitterligt, at vi efter allerunderdanigst gjorte ansøgning og os elskelig Christian Carl von Gabel, ridder, vores geheimeråd, stiftsbefalingsmand over Ribe stift og amtmand over Riberhus amt, hans den 13. november sidstleden herover givne erklæring, allernådigst have bevilget og tilladt, så og merved bevilger og tillader, at os elskelig Henrich von Scholten, ridder, vores general af infanteriet og kommandant udi vores kongelig residensstad København og Christianshavn hans nulevende frue, os elskelig Lovise Brockdorff må indtil videre udi Holsted by under Riberhus amt lade holde et kro eller værtshús og de rejsende så vel som andre med behøvende logement samt spise og drikkevarer til nødtørftighed og for en billig betaling sammesteds betjene, så og der ved stedet brygge øl og brænde brændevis til kroets fornødenhed imod, at deraf svares udi vores kasse seks rigsdaler årlig afgift. I det øvrige haver hun bemeldte kro stedse udi forsvarlig stand at lade vedligeholde og sig dermed udi alle måder efter loven samt de om krohold allernådigst udgangne forordninger at rette og forholde, så at kroet ikke til noget fylderi og tidsspilde for bonden eller andre vorder misbrugt, såfremt dette privilegium ikke ellers derved skal være forbrudt og aldeles opohævet. forbydende alle og enhver herimod efter som forskrevet står at hindre eller udi nogen måde forfanget at gøre undervor hyldest og nåde. Givet på vort slot (etc.).
Bevilling til generalinde Scholtens at må udi Holsted by under Riberhus amt at lade holde et kro eller værtshos indtil videre. Allerunderdanigst læst (etc.)


 

Torsdagen den 27. juni 1743:

For retten fremkom ridefoged sr. Laurs Gydesen fra Estrup olg fremlagde en rettens stævning af 19. juni sidst. [AO2 383] Begærede vidner til forhør. - Poul Pedersen af Brørupgård fremlagde et fra Frøelund underskrevet indlæg (fol. 405). - Gydesen, som havde anhørt den fra degnen i Tuesbøl fremskikkede indlæg, hvori han tilstår at have taget tavleblyet af Lindknud kirke, hvilket Gydesen i så måde var vel fornøjet med, desårsagede eragtede ufornøden nogle vidner i denne sag at føre; men hvad angår det, Frøelund i sit indlæg frembyder ved ed igen at fralægge sig samme sag og påsværge den afdøde Jens Astrup, forrige ridefoged ved Estrup, det falder Gydesen meget selfsom (sælsom) for, og hvilke ikke formodes ham af dommeren at vorde tilladt at påsværge død mand sag, som ganske er stridbar imod loven. Thi når begge parter er i levende live, kan der ikke lettelig pålægges eller bevilges ed. Mindre fornemmer Gydesen, at det kan ske, da den er død, som han sagen vil påskyde, hvilket alt han lod bero og ankomme på dommerens skønsomhed, enten Frøelund imod citantens protest kan tillades ed eller ikke, og derfor ville abvarte rettens kendelse. - Retten ville fornemme, om mons. Gydesen ifølge Frøelunds indlæg ville tillade ham den deri anbudne ed her inden retten at deponere, hvorpå han ville abvarte hans kategoriske svar. Gydesen, som vel havde føje at vedblive sin påstand, at Frøelund med bevis skulle lelgitimere sin sag, altså for at se denne sag uden videre vidtløftighed tilendebragt tillod han Frøelund den udi sit indlæg anbudne ed her inden retten at deponere til den tid, retten ham forelægger. Uden citanten har consenteret den af Frøelund i indlæg af dags dato kunne retten ej andet end samme at admittere. Thi haver mr. Frøelund til idag 14 dage, som er d. 11. juli, her i retten sig personlig at indfinde for at gøre sin corporlige ed.

AO2383:

Den citerede stævning: - - gør vitterligt, at for mig har andraget højvelbårne fru generalinde Scholten ved fuldmægtig, hvorledes hun finder sig årsaget at søge og tiltale eder, Christen Frøelund, sognedegn til Lindknud og Brørup kirker, formedelst I uden tilladelse eller given ordre enten af hende eller den tid hafte fuldmægtig har fordristet eder til en tavle bly /: som skal vælre nedblæst af Lindknud kirke til forvaring indsat under prædikestolen i kirken /: derfra at borttage og føre til enders opholdssted i Tuesbgøl og i steden for på rekvisition at levere samme sig bemægtiget tavle bly igen tilbage har brugt ubeviselig undskyldning, at samme skulle være leveret til Estrup daværende ridefoged på Estrup. Thi stævnes I derfor med 8 dages varsel for mig  retten at møde på Gørding-Malt herredsting torsdagen den 27. juni (etc.). - Til samme tid og ting indstævnes -- Laurs Sørensen i Klelund og Mogens Nielsen i Okslund for deres vidne herom edelig at aflægge. - -
Denne stævning er mig lovlig forkyndt, som herved tilstårs af underskrevne Mogens Nielsen. Stævningen for mig lovlig forkyndt testerer Lass Sørensen. Denne stævning haver vi lovl. forkyndt for degnen i Tuesbøl Christen Frøelund og talte med ham selv. Således sandhed at være (etc.).

fol. 405:

Den fra mr. Frøelund i tuesbøl indgivne indlæg på fol. 404 citeret: -- Siden hedens måde har behaget her til retten idag at indstævne mig, ligesom jeg skulle fornecket et stykke nedblæst bly af Lindknud kirke, da uanset jeg forhen ved de 2 mænd, hun sendte til mig har givet et rent og sandfærdigt svar derpå, vil jeg det her igen repetere med alle sine omstændigheder, hvorledes med samme er tilgangen. Efter at sal. Jens Astrup, forrige ridefoged på Estrupgård, havde begæret af mig, at jeg ommeldte stykke nedblæste bly fra Lindknud ville hjembringe og ham overlevere, forsømte jeg et par gange at efterkomme hans begæring, formedelst at det af mig blev forglemt, indtil engagn /: hvad tid og søndag erindrer meg ikke :/ jeg om lørdag eftermiddagen var gangen over til Lindknud sogn, hvor jeg om natten forblev og lå til Niels Jensens i Lindknud, og da jeg om morgenen tidlig gik op i Lindknud kirke og så blyet stå der mellem brixdøren(?) og prædikestolen, tog jeg det med mig ud af kirken, på det jeg ikke som tilforn skulle glemme det, og lagde det på kirkegården ved den nordvest hjørne, hvor det blev liggende, indtil minsognepræst kom kørende, og da han var gangen på prædikestolen, gik jeg ud af kirken og tog blyet og lagde det i præstens vogn for at hjemføres; derpå kørte vi lige fra Lindknud kirke og til Brørup kirke, og efter at prædiketjenesten der var ude, bad min sognepræst, om jeg ville følges hjem at få min søndags davre hos ham, som jeg og gjorde, og da jeg kom i Præstkær, tog jeg blyet af præstens vogn og lagde det på hans fostuegulv. Og da han af en hændelse så det, sagde han, man måtte endda veje det stykke bly for at se, hvor meget det kunne veje, hvorpå han enten af curiositet eller for at det ej skulle formindskes, hvilket af delene ved jeg ikke, vejede samme bly, som vægt 1 lispund 3-4 pund, som jeg ikke ganske grant erindrer. Derefter tog jeg samme styukke bly og uden at gå i mit eget hus gik fra Præstkær lige til Estrupgård, hvor sal. Astrup da var, og leverede det der fra mig uden at formidske det allerringeste deraf. På denne min forklaring erbyder jeg min corporlige ed at præstere. Denne min deposition i dette mit indlæg beder jeg allerydmygst må i retten læses, påskrives og akten tilføres, næst efter stævningen er afhjemlet og før end nogen andet mod mig vorder ført, efter hvilken omstændighed jeg formoder, retten finder mig sagesløs hjem. Thi om det er forsvarligt således atg medhandle mig fattige mand for min gode vilje og umage, samt om dette er en sag atg true folk med Bremerholm for, overlader jeg den retsindige dommer, som jeg begærer vil redde mig med retten. Gud styrke retten til den fattiges frelse. Jeg forbliver (etc.).

fol. 405:

Torsdagen den 11. juli 1743:

I sagen ctr. mr. Christen Frøelund af Tuesbøl mødte ridefoged S. Gydesen for at anhøre Frøelunds edsaflæggelse. Frøelund indfandt sig for at deponere sin ed således: At Frøelund leverede omdisputerede stk. bly udi afg. ridefoged Astrups kammer udi egen nærværelse og påsyn til ham selv, hvortil bem.te Astrup svarede, Tak, min kære Frøelund, folr umage; jeg skal tjene eder igen. Hvorpå Frøelund aflagde sin ed. Gydesen var beføjet at reservere sig sin ret og tiltale til Frøelund for de brugte expressioner udi sit indlæg, måtte sig bespørge, hvem han disse trusselsord har tillagt, som han i sit indlæg omtaler. Frøelund begærede ydmygst af retten, at han måtte libereres fra de beskyldninger, ham i stævnemålet er pålagt, og det ved dom Ydermere begærede Frøelund, at ham måtte forundes tre ugers opsættelse i denne sag, til hvilken tid Frøelund agter at føre vidner, både til hans befrielse såvel som og min uskyldighed. - Gydesen bad, dommeren ville tillade ham tingsvidne, som skete. - [=> AO2 385] Som Frøelund beråbte sig på vidners førelse idag tre uger, så er det en ting, som ham g... kan forundes.


 

AO2 385:

Torsdagen den 29. august 1743:

Fra Frands Pedersen i Eskelund blev fremsendt en panteobligation dat. Askov d. 17. juli og en afkald dat. Eskelund d. 21. april 1743.


 

For retten fremmødte herredsskriver Jens Hellesen Utrup på Gravengård, som allertjenstydmygst af denne respektive ret var begærende et lovformeligt udtogtingsvidne til sin behøvende [=> fol. 406] brug af tingprotokollen over alt, hvis forn.te Utrup som citant den 20. aug. 1733 haver ført og passeret er betræffende sin bonde og tjener navnlig Jep Andersen i Bobøl for hans i fæste havende steds mishandling og ulydighed mod loven under den autoriserede sætteskriver Thule Nielsens hånd og segl måtte vorde beskreven meddelt.

fol. 406:

Endvidere fremmødte herredsskriver Utrup fra Gravengård, som var allertjenstydmygst begærende til sin behøvende brug et udtogtingsvidne af tingprotokollen over alt, hvis han som citant 1737 den 11. april haver ført og passeret er anlangende 2 sine bønder og tjenere, navnlig Jes Jørgensen og Enevold Laursen i Bobøl for deres i fæste havende steders mishandling og videre imod loven under den konstituerede sætteskriver Thule Nielsens hånd og segl beskreven at måtte forundes.

Torsdagen den 5. september 1743:

For retten mødte herredsskriver sr. Jens Hellesen Utrup af Gravengård per mandatarium sr. Nicolaj Johan Ravn af Skærbæk mølle mandatarius legitimerer personam mandato, og dernæst fremstillede 2 memorialvarselsmænd, Jens Olesen og Jens Knudsen, begge af Stenderup (fol. 407). Ravn ville oplyse retten, hvor nødtvungen hans principal var til dette søgsmål, eftersom ingensinde(?) var såvel de indstævnedes både opsætsighed imod deres husbond og malversationer imod loven og at ddet af en del af dem ikke var den første eller anden gang. Sligt beviste hanmed 2 udtagne tingsvidner, den ene af 20. aug. 1733, det andet af 11. april 1737 (fol. 408), af hvilkes indhold noksom er at erfare, hvor obtinat og fremturende disse indstævnede har opført sig, som hans principal ej længere nu kunne overbære med sådan deres ofte forøvede forhold, det var og skinbarlig såvel af dette som de nu skal søges for, som af det forrige, at deres hensigt var ej andet end se godset og stederne, de bebor, ruineret, til husbondens store og ubodelige skade, da som befrygtes, bondens hårdnakkethed og egenrådig forhold skal extendere sig ind og til at forøde alt, hvis som på stederne findes, olm dem dertil gives respit og råderum, forlangte han ydmygst af rette til hans principals sikkerhed den assistance, at i deres huse og gårde måtte vorde i rettens hosværelse foretagen straxen specification over, hvis befandtes såvel inde som ude af besætning og bohave og indavling med mere deres bygnings tilstand, på det sligt kunne vorde in sequestro til husbondens sikkerhed indtil sagens uddrag, og ej mere dem tillades at despencere over, end hvis for det første til deres nødtørftig underholdning behøvedes, så at resten måtte bliver under husbondens forvaring og opsigt, udi hvilken begæring han håbede, retten lovmæssig bifaldt ham, allerhelst deres brøst tilforn er befunden og samme sag står dem åben for. - Hvornæst Ravn begærede de indstævnte vidner, så mange er til stede for retten, fremkaldt. [=> AO2 386]

1. vidne, Jens Baggesen af Bobøl:

  1. Om ham vitterlig og bekendt er, at den indstævnede Jes Jørgesens  Bobøl agerland, som han til hans i fæste havende halve gård i brug og besid haver, er alle tægter og marker så fuldkommenligen i drift og brug som andre sine bymænds og naboers? - Vidnet svarede, at han ingen forklaring på dette spørgsmål kunne give.
  2. Om vidnet ikke er bevidst, at erm.te Jes Jørgensen hvert år i høbjergningens tider bortsælger af sit hø fra sit i fæste havende sted? - Vidnet svarede, at han ingenlunde vidste, om Jes Jørgensen hvert år bortsolgte af sit hø, såsom han andet havde at tage vare.
  3. Om vidnet ikke selv har købt hø af ham, hvor ofte og hvor meget? - Vidnet svarede, at så vidt han nu kan erindre, ikke har købt hø af Jes Jørgensen uden een gang, nemlig forleden år, da han fik af ham  små læs, som han ham betalte med penge 5 sldlr., hvilke 5 sldlr. for vidnet berettede at ville bruge til kongelige skatter.
  4. Omvidnet ikke bekendt er, at merermeldte Jes Jørgensen i dette år har solgt hø til sin broder Mads Jørgensen s¨å vel som andre, item hvor meget og til hvem? - Vidnet svarede, at han vel af Mads Jørgensen havde hørt, han havde fået et læs hø af sin broder, men om han til andre havde solgt, vidste vidnet ikke.
  5. Om vidnet ikke bekendt og vitterlig er, at forberørte Jes Jørgensen i adskillige år har solgt og ladet komme fra sin gård en del tag og anden stråfoder og ikke dermed forsynet sin i fæste havende gårds huse, men i steden derfor alene med lyng. - Vidnet svarede, at han aldeles intet vidste deraf, men havde selv lånt Jes Jørgensen tag; kunne dog derved ikke nægte, at hans huse så vel som andres var efter vidnets tykke tækket mestendel med lyng.
  6. Om vidnet ikke bekendt er, at Mads Jørgensen bruger, dyrker og bjerger en del af erm.te Jes Jørgensens fæstejord. - Vidnet svarede, at han vel havde hørt og set, at Mads Jørgensen havde haft korn sået til halv med sin broder Jes Jørgensen.
  7. Om vidnet ikke har købt hø eller anden stråfoder af nolgle af de andre hr. Hellesens bønder i Bobøl, item hvor meget og hvor ofte, samt om man ikke bekendt er, at de til andre har udlejet zf deres fæstejord. - Vidnet svarede, at han af ingen havde købt uden alene  han forleden år fik et læs hø af Jep Andesen. Det øvrige kunne vidnet ingen fuldstændig forklaring gøre om; endvidere tillagde vidnet, at Jep Andersen for ham havde beklaget sig, at han af nød og trang måtte sælge det til kongelige skatter.
  8. Indstævnte Jes Jørgensen, som selv for retten er til stede, blev ifølge stævningens indhold tilspurgt, om han kunne nægte at have solgt omvundne 2 læs hø til mr. Baggesen. - Jes Jørgensen svarede, at han vel havdde solgt de 2 omvundne læs hø, men af højnødvendig trang, siden han samme år havde mistet 3 bæster, hvortil husbonden kun forstrakte ham med 10 sldlr., som langtfra kunne tilstrække til 3 i steden at indkøbe.
    I anledning af dette spørgsmål måtte Ravn endnu tilspørge ham, når disse bæster er død, smt når han har bortsolgt hø. - Jes Jørgensen svarede, at bæsterne døde om vinteen, som han sommeren derefter solgte høet.
    Sluttelig begærede Ravn ermeldte Jes Jørgensen under faldsmåls straf pålagt idag 14 dage at her i retten at producere sin kvitterings- og landgildebog til sagens videre oplysning, in specie hvor meget han af landgildepenge måtte restere, hvorpå han udbad sig rettens assistance. - Retten ifølge mr. Ravns begæring pålagde Jes Jørgensen her inden retten idag 14 dage sin [=> fol. 407] landgildebog at producere.

2. vidne, Mads Jørgensen, som er fornævnte Jes Jørgensens broder: (samme spørgsmål)

  1. den tid, da Jes Jørgensen modtog gården, lå en del af samme agerland i stærk hede både på hammelagrene og rojerager, hvilke han nu har brudt og dyrket, som på rojer ager findes i godt grøn land og havre avlet derpå lige ved hans naboer. Og det på hammelager er såvidt dyrket, at han har nu avlet 1 kærv boghvede derpå, og er nu pløjet 3 gange; de øvrige tægter er alle i lige så god stand som de andresundtagen 1 tægte, hvor der ligger i hede 2 små agerender, hvori kunne falde i begge 1 skp. kornsæd.
  2. vidnet kunne (ej?) erindre, hvor ofte Jes Jørgensen havde solgt hø, men vidste vel, at han, som forhen er afvundet, har solgt 3 læs hø til de omvundne købere.
  3. er i forrige spørgsmål besvaret, da vidnet og tillagde, at Jes Jørgensen havde fået af ham 3 år efter hverandre  forårene 3 gange så meget, som han af ham forhen havde afkøbt.
    Ravn, som måtte fornemme, hvor særdeles partisk dette vidne fremfuser, måtte tilspørge ham, om han ikke tilforn har talt med sin broder Jes Jørgensen om og overlagt med ham, hvad han ville og skulle vidne i denne sag. _ Vidnet svarede nej, eftersom han ikke vidste, for hvad sag han hidstævnet var, eller hvas spørgsmålene skulle være; kunne derfor dette ej heller med hans broder overlægge. - For det 2. tilspurgte Ravn vidnet, om han ikke vitterlig og bekendt var, før end som helst han idag her for retten kom til stede, at han skulle vidne om, hvis hans broder Jes Jørgensen til sin gårds fæste forbrydelse imod husbondens vilje kunne have handlet. - Vidnet svarede, at han vidste ikke, hvad han skulle vidne var, før han kom hid, men vel i sagen de 5 indstævnte angående.
  4. ja, han selv havde fået et læs såvelsomm og degnen 2 læs, som foruen omvunden er.
  5. det kunne han nu ingen forklarling gøre om.
  6. han brugte ikke andet end til halft(?) med sin broder, som er sket med husbondens vilje og tilladelse.
    Ravn begærede, retten ville imponere vidnet at producere den påberåbte tilladelse, såfremt han nogen haver. - Vidnet svarede, at han havde Lauge Skræder i Bobøl til vidne derpå; andet skriftlig bevis havde han ikke. Endvidere forklarede vidnet, at han i dette år havde kornsæd 1 skp. i hver af de 4 tægter med sin goder såvelsom og tilforn i 5 år.
  7. han vidste ikke andre end husbonden selv at have lejet af dem. Endvidere forklarede vidnet, at Enevold Laursens enke, Jep Andersen og Anders Pedersen havde halv(?) sæd i deres af hr. Hellesen i fæste havende jorder, hvilket bemeldte 3 og tilstod med deres husbonds minde at være sket.
    Hr. herredsskriver Hellesen nægtede aldeles at have tilsted bønderne sin minde til denne deres lovstridige behandling og til den ende reserverede reservanda.
    Til slutning blev vidnet tilspurgt, om han ellers i øvrigt ikke var bekendt, at nogle eller og alle ommeldte hr. Hellesens bønder har forsett sig imod deres fæste,s husbond og loven. - Vidnet svarede, det vidste han ingen rede til, det var noget, husbonden selv fil at overbevise dem.

3. vidne, Jens Pedersen af Bobøl:

  1. det vidste han ikke. [=> AO2 387]
  2. vidste ikke at gøre nogen forklaring.
  3. nej.
  4. vidste intet af.
  5. det vidste han ikke heller noget af.
  6. han vidste vel, Jes Jørgensen havde halv(?) sæd i sin jord med sin broder, men hvor meget vidste han ikke.
  7. han vidste intet deraf at sige, uden alene Jep Adnersen have solgt et læs hø til degnen en aftenstund(?) Jep Andersen mødte og tilspurgte vidnet, om det ikke vidste, at han havde indkøbt noget halm, hvortil vidnet svarede jo, men hvor meget vidste det ikke.

4. vidne, Peder Nielsen Skræder og
5. vidne, hans hustru Johanne Monsdatter - vidste ej videre at forklare, end at Jep Andersen tilbød dem et læs hø for penge i dette år, men da de ikke derom kunne accorderes, nemlig om betalingen, indførte han det i hans eget lade.

Ifølge mr. Ravns forhen i protokollen gjorte påstand blev de indstævnede hr. Utrups bønder og fæstetjenere tilholden og pålagt, at de forinden processens uddrag ej skilling eller skillings værd af deres ind- og udbo samt indavlede korn og besætning forkommer eller afhænder videre end til deres nødtørftig underholdning og subsistance under vedbørlig straf og tiltale efter lov og foordninger. Og såfremt måtte fornådiges, da deres husbond behagelig ved 2 mænd selv kan specificere deres formue og bos pertinentzier, at ej noget deraf nåtte forrykkes eller forkommes, alt under lovens straf. Og som aftenen påtrænger, at ej videre af vidnerne kunne afhøres, bliver de øvrige uafhørge herved under faldsmål straf forelagt til idag 14 dage, den 19/9.

AO2 387:

Den her foran på folio 406 citerede memorialvarsel fra herredsskriver Hellesen: - - Herredsskriver i Gørding-Malt herredsting sr. Jens Hellesen Utrup på Gravengård lader hermed gøre eder, hans bønder og tjenere i Bobøl, nemlig Jes Jørgensen, Enevold Laursens enke med lavværge Jep Andersen, Thomas Mortensen og Anders Pedersen varsel til torsdagen den 5. september (etc.) angående hvorledes I aldeles skal have medhandlet lovens pag. 459 art. 1 (DL 3-13-1) og I udi samme forbrydelse forhen er befunden, som udtoget af tingsvidner mod eder produceret skal bevise; da citanten vil udbede sig rettens assi8stance til sin sikkerhed for hans til eder havende prætentioner såvel i anledning af forordningen af 15. jan. 1701 og 13. febr. 1722 som anden ederds forhold ved stedernes mod loven med mere, som han i retten agter at påstå og begære til endelig doms erhvervelse. Og herom at vidne under faldsmåls straf idnstævnes til formeldte tid og ting at vidne Niels Madsen og hustru, Søren Mathiasens hustru, Mads Jørgensen, Peder Nielsen Skræder og hustru, Anne Jenskone, Hans Hansen den ældre, Peder Christensen Kyck, Lauge Christensen, Jens Pedersen og hustru, degnen hæderlig mons. Jens Baggesen, Peder Christensen Leervad, Jørgen Christensen, Niels Pedersen og hustru, Andes Thomsen og Anders Pedesens hustru samt Thomas Mortensens hustru, alle af Bobøl, med flere om nødig eragtes.

Torsdagen den 12. september 1743:

fol. 408:

De her foran på folio 406 citerede udtogstingsvidner: (Udtog af Gørding-Malt herredstings protokol d. 29/8 1743). - Samme udtogstingsvidne lyder således: Torsdagen den 20. aug. 1733, herredsfoged Søren Bierum, som sætteskriver Thule Nielsen af Vejen, tingmænd (8 navne). For retten fremkom herredsskriver Hellesen af Bobøl og forestillede tvende kaldsnænd (navne), stævning til hans bonde og tjener Jep Andersen for ulovligt forhold med hans fæstegård mod loven 3. bogs 13. kap. 1. art. og hans fæstebrev. Herredsskriveren ville først fornemme ved indstævnte Jep Andersen, om han uden videre bevis at føre ville tilstå hans forseelse og opførsel ved sit påboende sted med engs bortlejelse og af hans kornlands besåelse med andre med videre, hvortil bemeldte Jep Andersen svarede ikke at kunne nægte, men herved tilstod at have bortlejet et stykke engbund til Anders Thomsen i Bobøl ungefær på et par gode lejrer fulde ... ... ... af agerjord; tilstod at have sået til halvt udi hans i fæste havende agerland med Niels Lausen i Bækbølling et stykke grønland, hvori er sået byg ungefær 3 skp., og med Ingeborg Pedersdatter i Tobøl et stykke grønland ungefær på 2 skp. byg. Hellesenn ville fornemme, om Jep Andersen ikke fandt og er bevidst at have haldnet mod sit fæstebrev og dernæst om han samme sin mishandling med gode ord imod sin husbond ville forsone og afbede samt herefter at være hørig og lydig med andre sine medtjenere og således i alt efter sit fæstebrevs lydelse opføre sig, som en skikkelig fæstebonde egner og anstår, og endelig betale varselspersonerne, som i denne sag varslet haver, hvorved hans ulovlige forhold da for denne sinde skal være efterladt. Jep Andersen lovede at efterleve disse poster, hvorfor hans husbond indeholdt med den forårsagede irettesættelse for denne sinde og begærede tingsvidne.

Udtog af tingprotokollen torsdagenden 29. aug. 1743: (Som ovenfor). - - Begærede udtog af lprotokollen over alt, hvad han som citant 1737 den 11. april har ført angående to af sine bønder, Jens Jørgensen og Enevold Lursen i Bobøl for deres i fæste havende steders mishandling: Torsdagen den 11. april 1737. Herredsskriveren af Bobøl mødte for retten i en sag contra sine bønder af Bobøl og forestillede 2 varselsmænd navnlig Jep Andersen og Thomas Mortensen, begge ibm., som havde kaldet Jes Jørgensen og enevold Laursen i Bobøl til synsmænds opkrævelse og syn [=> AO2 389] (etc.) angående både hvorledes I ej alene skal forsidde og ej med andre enders bymænd forsvarlig ørke og dørke eders påboende gårdes jorder, men endog hvorledes I skal låne og bortleje fra enders gårdes ager og engs afgrøde med videre tvært imod hans kgl. maj.ts udgangne lov og forordninger, ja mere ved forøvede opsætsighed nægte ham den hørighed, respekt og lydighed, som ham som eders husbond med rette tilkommer, da han efter agtende irettesttelse ved rettens lovforsvarlig omgnag håber at få ender vedbørlig afstraffet, tagende med eder, hvis I eder kan vide til befrielse.
Jes Jørgensen mødte for retten og lod selv tilføre følgende: Siden min husbond hr. herredsskriver Jens Hellesen i Bobøl har været årsaget mig hans bonde og tjener Jes Jørgensen ibm. til mit værneting at lade indstævne, 1. fordi at jeg Jes Jørgensen ikke har ørket og dørket en del af mit i fæste havende agerland så fuldkommen og forsvarlig som andre mine naboer, såvel for det 2. år efter andet bortsolgt nogle læs hø fra min gåd samt for det 3. været genstridig og opsætsig imod bemeldte min husbond, som alt strider mod loven og mit fæstebrev, så hr dog merbemeldte min husbond hr. Hellesen her i retten af særdeles godhed for ikke at ville føre mig i nogen udgift og pengespilde for denne sinde efterladt slig min forseelse med condition, at jeg Jes Jørgensen så vidt muligt er, tid efter anden skal ørke og dørke den jord som ligger ... ... til min gård, og aldrig efterdags enten af mig, hustru eller børn hverken udi ord eller gerninger skal bete os med nogen uskikkelighed imod vores husbonde eller hans til fortørnelse, men med hørighed, respekt og lydighed ham som vor husbond at begegne, og såfremt noget af dette mit løfte skulle fejle, som ikke ske skal, da denne sag at stande mig åben for. - Herredsskriver Hellesen var så vidt fornøjet med Jes Jørgensens gjorte løfte her i retten og efterlod ham sagen og alene begærede sagen efter stævnemålets løb opsat til vidners førelse imod Enevold Lauritzen, såfremt han ikke i mondelighed indfinder sig at afgøre sagen inden førstkommende 25. april, hvilken opsættelse blev og af retten consenteret.  - Således i alle måder rigtig efter protokollen testerer som konstitueret sætteskriver T. Nielsen.

AO2 389:

Torsdagen den 19. september 1743:

For retten fremkom Nicolaj Johan Ravn af Skærbæk mølle som fuldmægtig for herredsskriver Hellesen og producerede en skrifrtlig forelæggelse (folio 410). Begærede vidner fremkaldt. Ravn lod sine quæstioner, som han for først til  vidnerne eragtede nødig, skriftlig fremlægge med tjenstlig beringing samme ille alene måtte vorde protokollen insereret, men endog at vidnerne specialiter derpå måtte tilholdes at gøre deres forklaring, hvilket og skete, og lyder samme folio 410.

6. vidne, Hans Hansen af Bobøl:

  1. at Else Christensdatter havde haft sæd med Enevold Laurisens enke som og Mads Jørgensen med sin broder Jes Jørgensen, men hvor meget vidste vidnet ikke.
  2. vidnet kunne ingen forklaring gøre, siden han moxen ingensinde er hjemme, men ude ved fremmede at arbejde.
  3. svarede, at han en og anden steds i byen såvelsom sognet købte tag til Niels Thulesen i Lintrup kro for ungefær 5-6 år siden, men som det var så lang ltid siden, kunne vidnet ej give fuldstændig forklaring om, af hvem han købte det, ej heller kan erindre sig, at andre har købt tag af hr. Hellesens bønder.
  4. vidnet kunne ingen forklaring gøre, men bevistes af Jes Jørgensens genpart fæstebrev, at han har fået stedet i fæste den 11. april 1724.
  5. Jes Jørgensens [=> fol. 409] stiffader Eskild Nielsen havde stedet før ham.
  6. vidnet kunne ingen forklaring gøre.
  7. vidnet vidste vel, Mads Jørgensen havde haft halv sæd med hans broder, men om det var hvert år, vidste vidnet ikke. Om resten af spørgsmålet kunne vidnet ingen forklaring gøre.
  8. Herforuden disse til protokollen begærende insererede spørgsmål blev vidnerne tilspurgt for det 8., om de bekendt er, at de indstævnte hr. Hellesens bønder havde forbedret deres gårdes bygning, siden de stederne har erholdt i fæste. Vidnet svarede, de havde forbedret deres bygning.
  9. Om de har anvendt nogen reparation anden end med tække af lyng, item med lervægge. - Vidnet svarede, de havde forbedret deres huse og bygninger med lyng og tag samt lervægge, item fornøden træværk, endydermere forklarede, at Thomas Mortensen havde nedbrudt en vognskjul af et fag, hvormed han forbedrede det andet.
  10. Hvor de, siden de tækker med lyng, har gjort af taget eller langhalm. - Vidnet svarede, det kunne han ingen forklaring gøre om.

7. vidne, Anders Thomsen ibm.

  1. Else Christensdater have haft sæd med Enevold Laursens enke, neml. ... skp., som og Anne Nielsdatter ½ skp. både af rug og byg i nogle af tægterne; har og vel her hørt, Mads Jørgensen har halv sæd med sin broder Jes Jørgensen, item Anne Nielskone med Jep Andersen.
  2. Vidnet har haft et stk. eng af Jep Andersen for en 11 år siden, hvilket han betalte med høsten.
  3. vidste intet af.
  4. refererede sig til forrige vidnes udsigende.
  5. vidste vidnet intet af.
  6. på hammelager var 3 stk. af Jes Jørgensens agre, som han nu først dette år har avlet et kærv boghvede af.
  7. vidste vel, han havde noget, men ikke hvor meget.
  8. svarede som forrige vidne.
  9. ligeså.
  10. deres kreaturer havde fortæret det.

8. vidne, Niels Pedersen,
9. hans hustru Voldborg Christensdatter,
10. Peder Christensen Leervad og
11. Jens Pedersens hustru Johanne Pedersdatter, som er saggivne Thomas Mortensens kones moder:

  1. Niels Pedersen og hustru svarede, at de selv havde sået forleden år 1½ skp.boghvede til halvt med Anders Pedersen, det de andre 2 vidner og var bekendt; foruden har og hans huskvinde Sophie Pedersdatter byg til halvt sået med bem.te Anders Pedersen så vel som og Ingeborg Pedersdatter myndt rug i samme mands jord.
  2. vidnerne vidste intet at forklare, uden alene at Johanne Pedersdattr havde hørt, degnen havde fået 2 læs hø af Jes Jørgensen og 1 læs af Jep Andersen, hvorved Peder Leervad forklaree, at han erindrede sig, at Niels Madsen havde 3 kærve rug med Jep Andersen til halvt.
  3. vidnerne vidste intet af.
  4. refererede sig til forrige.
  5. svarede ligesom forrige.
  6. ligeså.
  7. forklarede som forrige vidne.
  8. ligeså,
  9. også som forrige.
  10. i lige måde.

12. vidne, Thomas Mortensens hustru Anne Jensdatter [=> AO2 391] deponerede generaliter, at hun vidste ej andet af at sige, om de havde solgt hø og tag, videre end hun havde hørt sige af andre, alene om høet ... vidste hun intet af; om halv sæd forklarede ligesom de andre.

13. vidne, Anne Jenskone vidste ej videre at forklare, end Jes Jørgensen gav hende et par lejrer fulde hø, for hun havde vogtet hans børn; vidste og, at Mads Jørgensen havde fået et læs hø af sin broder; foruden syntes og, men dog ej tilfulde kunne sige, om han engang forhen havde fået noget; om lejemålet og halv sæd vidste ej videre end som afvundet er.

Sluttelig mødte Jes Jørgensen og producerede sin kvitteringsbog så vel som også de deri resterende 3 sldlr. landgildepenge deri at være til rest og ubetalt bevises tilfulde med samme kvitteringsbog, hvilke på sin landgilde resterende 3 sldlr. han tjenstlig bad sin husbond ville modtage og i bogen afskrive; hvis ikke, som dog formodes, bad dem hos retten til sagens uddrag at stå in deposito. - Ravn nomine principalis accepterede, at den indstævnede Jes Jøårgensen formedelst landgildepengenes frembydelse foruden kvitteringsbogens udvisning selv må tilstå at have hidindtil tilbageholden sådan restance på sin landgilde, hvormed han selvgør sig breckfældig og strafskyldig efter loven, imidlertid kunne Ravn ikke understå sig, da sagen allerede er in site, at modtage disse resterende landgildepenge, før end som helst han så sagens endel. udfald, i særdeleshed så grove forseelser imod loven og deres fæstebrevs indhold allerede er citaterne overbevist kunne ej heller tro eller indbilde sig, at retten ville undestå sig at annamme de penge i retten in deposito, som dem aldeles er uvedkommende og til dettes legitimering in juditzes ej kan fremvise det ringeste, hvorfor Ravn uden det allerringeste i slig tilfælde at have indrømmet eller tilstanden forbeholder sig sin hr. principal alle rettens velgerninger,, således at ham i eller under sagenn ingen slags præjudice kan tilvokse; var imidlertid, siden nødig for denne sinde videre vidner at føre, tingsvidne beskreven begærende og sagen udsat til idag 14 dage til videre fremmelse, til hvilken tid han begærede contraparterne, som her for retten er til stede, uden videre stævnemål og forelæggelse at møde om deres jura at observere. - Siden mons. Ravn på sin hr. principals vegne ej ville modtage de af Jes Jørgensen i retten producerede 3 sldlr. landgildepenge, bliver bem.te 3 sldlr. ifølge Jes Jørgensens begæring af retten in deposito til sagens uddrag antagne. Tingsvidne udstedes. 3/10.

Den på folio 408 citerede forelæggelse og oposættelse lyder således som følger: [=> fol. 410] (Afskrift af protokollen vedr. Hellesens sag ctr. fæstebønderne).

De på folio 408 citerede spørgsmål er sålydende:
Quæstioner:

  1. Tilspurgte vidnet, hvor mange af husfolk i Bobøl eller andre der har haft eller endnu har kornsæd i herredsskriver Hellesens bømders i fæste havende agerjord, hvem der er, og ved hvem de har kornsæd, som og hvor meget og hvori samme kornsæd består og bestaået haver i hver indtægt.
  2. Om vidnet ikke er bevidst og fuld vitterlig, at både Jes Jørgensen og Jep Andersen årlig har bortsolgt hø fra deres i fæste havende steder, som og hvem der kar købt og handlet med demm i så måde, så og om vidnet ikke selv har fået hø eller eng af dem, vidnet sligt ville forklare fra først og til sidst, så vidt han kan mindes.
  3. Om vidnet ikke er bevidst og hørt haver i sandhed at være, at en del om ikke alle forn.te Hellesens bønder i Bobøl for nogle år siden ungefær 1739 så vel før som siden har bortsolgt tag fra deres steder søndenover til Lintrup sogn, Kalvslund herred eller andensteds hen,, og at vidnet ville her i retten forklare de sælgende deres navne som og hvem med dem købt haver.
  4. Hvor mange år det er siden, Jes Jørgensen i fæste antog den halve gård, han nu bebor.
  5. Efter hvem han samme antog.
  6. Hvor mange stykker jord på hammelager tægte som andensteds har lagt i hede og nu først indeværende år med boghvede er vorden besået.
  7. Om Jes Jørgensens broder, navnlig Mads Jørgensen, som bebor et hus på gårdens grund, ikke hvert år, så længe han i Bobøl været haver, har haft kornsæd i Jes Jørgensens jord, og om han ikke har bekommet hø af ham mere end forhen afvundet er, og hvor ofte. Vidnet ville give sin special forklaring herom, og om vidnet intet hø selv af ham har bekommet.

fol. 410:

Torsdagen den 3. oktober 1743:

Herredsskriver Jens Utrup ctr. fæstebønder. Utrup fremmødte og producerede en skriftligt forfattet forening og accord. Begærede tingsvidne.

AO2 393:

Den på folio ibm. citerede kontrakt og forening mellem herredsskriver Utrup på Gravengård og sine bønder i obøl sålydende: Kendes vi underskrevne Jes Jørgensen, Appolonia Jensdatter, afgangne Enevold Laursens enke med lavværge fornævnte Jes Jørgensen, Jep Andesen, Thomas Mortensen og Anders Pedersen Nyemand, alle af Bobøl, at vi har nået sådan accord med vores gunstige husbond hr. Jens Hallesen Utrup af Gravengård på følgende måde: 1) Eferlader han den imod os rejste sag og ganske fxrafaslder sine mod os ved Gørding-Malt herredsting hæftede stævnemål og prætentioner samt eftergiver os aldeles de derpå anvendte bekostninger. 2) Herimod tilpligter vi os årlig, når forlanges, af hver halve gård at gøre ham en dags forsvarlig pløjning om foråret, en dags slæt i høbjergningen med en sletter og river og en dags høsten når kornet ommejes med en meile (meje-le?)og optagere samt en dags pløjning om efteråret ved rugsæden, alt ved Gravengård, han nu påbor, og desuden årligt at gøre ham hver en ægte, neml. af hver halve gård enten til Ribe, Kolding eller dets længde. 3) Bliver det forlig ej alene indført ved Gørding-Malt herredsting i protokollen, hvorfra det ved udtog eller tingsvidne kan udtasges, men endog anført bag på vore fæstebreve til bevis, at vi ovenanførte og ej mere er pligtige at gøre, og reverserer vi os som forhen er sket, altid med al ærbødighed at være som skyldigst vores gunstige husbond hørig og lydig, hvilket vi med vores underskrift bekræfter og ydmygst ombedeer velærværdige hr. Peder Vinding i Præstkær og velædle sr. Termann Madsenn til Nielsbygård som overværende med os til vitterlighed at underskrive. Actum Præstkær den 30. sept. anno 1743. J. H. Utrup, Thomas Mortensen, Jep J.A.S. Andersen (navnemærke), Anders A.P.S. Pedersen (navnemærke), Jes Jørgensen, Appolonia A.J.D. Jensdatter (navnemærke). Til vitterlighed efter begæring underskriver Peder Vinding, T. Madtzen. - Læst i retten på Gørding-Malt herredsting torsdagen d. 3. okt. 1743. Test. sætteskriver T. Nielsen.


 

Torsdagen den 17. oktober 1743:

På vegne af hofjægermester Bachmann til Sønderskov fremmødte for retten hans fuldmægtig sr. Niels Grum fra Foldingbro og fremstillede 2 kaldspersoner, Christen Pedersen af Bobøl og Mads Christensen af Føvling. De har talt med en del af de indstævnede selv og ellers med deres folk og naboer. Gruum begærede, at de indstævnede ville give deres svar. [=> fol. 411] Samtlige indstævnede mødte i retten, navnlig Eske Andersen af Gettrup, Jørgen Mortensen af Jernvedlund, Jens Mortensen og Peder Mikkelsen af Sekær samt Ib Christensen af Terpling og Niels Jørgensen af Åstrup, som gav deres erklæring, at alt hvad de i gælds betaling forhen hos afgangne Søren Mortensen af Tvilho og hans efterladte enke Karen Mogensdatter havde bekommet, havde de i vilje og minde erholdt og dem tilaccorderet, hvorom kreditorerne vil her i særdeleshed enhver kunne gøre deres nærmere sandfærdige forklaring om, således som de alle tider med ube... samvittighed ved ed kunne bekræfte, men som det både ville falde noget vidtløftig og måske ikke heller af mr. Gruum kunne ventes for gyldig antaget. Så for at vise, at fornævnte Søren Mortensens kreditorer ikke havde handlet i dølgsmål, ej heller uden lovl. adgang havde erholdt noget af hans gods og midler, så finder de dem nessiteret til at føre deres omgang bevisel. for at undgå den dem ved udløbne stævnemål påkaste sigtelse, til hvilken ende de begærede opsættelse i 3 uger. Men før end mr. Gruum slutter hans påstand idag, beder samtl. indstævnede, at han her i protokollen ville erklære sig, hvad det egentl. er, som han på sin høje principals vegne søger dem for, som de ulovl. skulle have tilbragt dem af Søren Mortensens gods, på det de kunne vide, både hvad de søges for og hvad de skulle bevise. - Gruum havde ventet, at de indstævnte selv havde givet deres svar ifølge stævnemålet, således at tingene i sig selv uden videre vidtløftighed kunne blive oplyst og ikke, som sket er, ved andre ladet tilføre, og derfor endnu til overflod æskede deres egne svar og erklæring om, hvis de af korn og andet haver bortført af Søren Mortensens hus og gård fra Tvilho. Thi i vidrig fald måtte Gruum nødes til derom at føre bevis. - Hans Fogh fra Endrupholm, som på hans herskabs indstævnte bønders vegne var mødt i retten, refererede sig til, hvis de forhen i protokollen har ladet tilføre, og begærede, retten ville pålægge mr. Gruum yderligere at explicere sig, hvad han mener med hans stævnings indhold, når han vil sige, det eftersøgende gods uden vilje og minde er udført af Søren Mortensens hus og gård i Tvilhoed, hvorved Fogh også ville vente udførlig forklaring, hvad det er og hvorudi det består. Thi at erklære sig nærmere derudinden bliver Endrupholms tjenere ikke mulig, før end mr. Gruum siger dem, hvad ulovl. formenes at have bekommet, allerhelst de i så mange år har handlet forhen med afg. Søren Mortensen så vel om korn og kvæg som andet og ikke erindrer dem at ha ve bekommet noget, som de jo efter vilje og minde har betalt. - Gruums æskende explication blev denne: At siden mr. Fogh på samtl. indstævntes vegne har ladet protokollen tilføre, hvad ham selv godt synes, endskønt ikke tvende af de saggivne er af Endropholms tjenere, ja så godt som forment de øvrige at give deres erklæring, hvormed da Gruum for denne sinde måtte lade sig nøje og derfor må gribe til det middel, som kan oplyse sagen, da de indstævnte får at lide, hvis påfølge kan, som da skal ske i lovl. tid efter stævnemålet. [=> AO2 395]


Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg
Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk