Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Skads-Gørding-Malt herreder 1736-47

1742

Da det er kopien af tingbogen på ArkivalierOnline, der er grundlag for denne ekstrakt, vil der være henvisninger til løbenumrene i den: AO x).

I Jesu navn torsdagen den 11. januar 1742:

Den sortstjernede 5. års hest fremlyst for 3. gang.


 

Sentence i Jens Termansens sag ctr, debitorer.


 

AO2 252:

Torsdagen den 15. februar 1742:

På vegne af velædle Termann Madsen til Nielsbygård mødte for retten sr. Christian Lundt fra ibm. og fremstillede 2 varselspersoner Anders Tygesen fra Nørre Holsted og Henning Nielsen fra Sønder Holsted, som havde indkaldt Peder Normann  Lintrup -- formedelst I eder skal have pådraget kgl. skatter, landgilde og forstræknings betaling med mere eder brugelig omgang stedet til vanmagt, og desårsag end og været beføjet at lade annotere og registrere det ved stedet befindende kreaturer ... og bohave med videre og derpå et lovl. forbud ankyndiget, [=> fol. 337] ... det levende eller dødt under hvad navn haves kan, stgedet at fravende, forhandle eller forstikke, hvilket forbud med alt ovennævnte han ved dom til sagens uddrag agter af reten af få konfirmeret. Stævn,ingen er forkyndt for Peder Johansens bopæl i Lintrup. - Lundt saggav Peder Johansen og producerede en taxationsforretning over hans ejende effekter, vurderet af Niels Jakobsen og Wilhelm Johansen fra Lintrup. - Peder Johansen mødte og gav til svar, at han intet imod det over ham producerede havde at indvende, men formodede en nådig husbond og en mild dommer. - Lund fremstilede 2 forbudsmænd, Niels Jakobsen og Woilhelm Johansen i Nørre Lintrup, ved hvilke Peder Johansen var blevet forbudt intet, under hvad navn haves kunne, levende eller dødt, stedet at fravende, forstikke eller forhandle af alt, hos ham i gården befandtes, men dertil at blive ansvarlig uden noget deraf at forøde til videre sagens uddrag. Lund begærede forbudsdom. - Rettebn kendte den af Christian Lundt gjorte forbud og sekvestration ved magt. - Lundt satte i rette med formodning og påstand, Peder Johansen [=> AO2 254] af retten bliver tilfunden at betale og godtgøre ham den skyldige restance (m.m.) og have sit fæste forbrudt, og om han ikke formår at betale, om han ikke da bør cobndemneres til Bremerholm eller skufkærren at arbejde for hvis betaling ej hos ham kan tilstrække, andre lige nachlæssige til afsky. Sagen optaget til dom.

AO2 254:

Den foran på folio 337 citerede taxation (aktiver og passiver).


 

fol. 338:

Torsdagen den 22. februar 1742:

For hofjægermester Bachmann mødte herredsskriver Jens Hellesen Utrup af Bobøl og forestillede 2 kaldsmænd, Eske Andersen og Mads Terkildsen af Stenderup, som har indkaldt en del Sønderskovgårds bønder og tjenere med flere for restance af kgl. skatter, landgilde, lånekorn og anden forstrækning efter dom af 23. juni 1740, som begæres fornyet, item videre for år 1740 og 1741. Stævningsmændene har talt med de indstævnte selv eller med deres husfolk og naboer, undtagen Mads Terkildsens enke af Stenderup og Jakob Nissen af Bækbølling, som begge var bortrejst fra byen og nu opholder sig i sønden. 8/3.


 

Herredsskriver Jens Hellesen Utrup af Bobøl gjorde idag 1. ang tinglysning efter 2 ham tilhørende og af hans gård undvegne bondedrenge, som efter kgl. allernådigste forordning er i resererullen anført i et lægd. Den første og ældste ... 30 år, som fik rejsepas at måtte tjene uden godset indtil Michaelis dag og ej længere, men derefter ikke til bem.te tid har indfundet sig efter passets indhold til Bobøl by, Føvling sogn, hvor han er født og opfødt. Den anden, som er fornævntes broder navn. Niels Andersen, i 19. år, som næst afvigte tirsdag den 20. februar ulovligen af sin husbund /: på hvis stavn han er født og opfødt ligesom forn.te hans broder :/ hans tjeneste undveg og børtrømte. Om nogen vidste noget asf dem at sige, de da ville give deres husbond Utrup kundskab derom.


 

Den heroven på folio ibm. citerede kaldsseddel (jægermester Bachmann ctr. debitorere).

AO2 256:

Den foran på folio ibm. citerede  restance over Sønderskovgårds bønder og tjenere.


 

AO2 258:

Torsdagen den 1. marts 1742:

Fra rådmand Schultz blev i sagen,k som generalinde Scholten har ladet anhængiggjort ctr. hofjægermester Bachmann, fremsendt et indlæg ved mr. Søren Hegard fra Ribe (fol. 342-343). På vegne af hjfmægermester Bachmann mødte som konstitueret fuldmægtig sr. Nicolaj Johan Ravn af Skærbæk mølle og først var begærende, at ham af protokollen måtte forelæses, hvis seneste tingdag i denne sag efter hans bortrejse er bleven protokolleret. Som og skete. Ravn, som ej noksom kunne forundre sig af oplæste, hvorledes Schultz så ublu som usandfærdig har understanden sig i min fraværelse og efter lmin afrejse seneste tingdag her fra retten i denne sag at lade protokollere, at Ravn skulle have sagt, Schultz skulle lfå en ulykke for sin umage, og ifølge en sådan usandheds påskud udbedet sig lejdesvende fra retten, da han dog vidste, at jeg efter 2 dages ophold for retten allerede var hjemrejst i mine for retten højst magtpåliggende declarerede forretninger, og foruden dette var mig umuligt at vide, hvad tid eller vej eller hvilken logemente Schultz, derf allesteds har ærende, ville tage på 3. nat fra den tid af; og er derved påbyrdet en utålelig beskyldning, ligesom jeg skulle agere stimand, da dog dise ord, som han mig har påbyrdet, aldrig af mig enten er bleven talt eller sagt, hvorfor ej alene samme beskyuldning hermed Schultz som en usandfærdig påsagn at gemme og indstikke i hans egen barm(?), som forhen remitteres, men endog reserverer sig imod sådan beskyndning reservanda, ligesom jeg og formener, at hvis således er tilladt ad protocollationem, efter at jeg var bortrejst, direkte strider imod lovens pag 53. art 10 (DL 1-5-10), hvorfor jeg til tid og sted reserverr mig reservanda og ej for denne side videre vil opholde retten angående dette, såsom hans ruditet(?) nok med første skal vorde bragt for lyset og aleneste venter, at han må vorde anholdes at fremme [=> fol. 340] sin sag. - Dernæst blev fremlagt rådmand Schultzes stævning (fol. 343).  Ravn måtte korteligen forestille retten, 1) at hofjægermester Bachmann kun er stævnet for processens skuyld pog derimod de Dover mænd som hovedmænd, ... der skal lide dom. Det, som kan fremføres mod dette, er hofjægermesteren uvedkommende. (Flere indvendinger). - Et skriftligt indlæg fra Lorentz Hansen i Foldingbro blev fremlagt (fol. 343). - Thomas Jørgensen af Dover fremstod og fremlagde et indlæg. - Retten resolverede: Siden Thomas Jørgensen på begge sine sønners vegne har ved indlæg idag erklæret sig til benægtelse imod hvis ord og tale som de indstævnede vidner skulle kunne bevidne i sagen angående de 3 stude, da i henseende, at man billig bør vogte sig ej at tillade ed mod ed, så bliver her ej noget denne sinde antaget, hvad udsagte ord for så lang tid siden kan betræffe, mren udsat til den 26/4 for at afvarte den erbudne benægtelsesed lovl. aflæggelse; men hvad gerning med studenes drift og andet betræffer, derom vorder vidnerne [=> AO2 260] tilladt deres udsigende. Endelig hvad hr. rådmand Schultzes quæstioner ved sr. Hegard fremlagt anbelanger, bliver ved protokollet til bem.te tid.


 

AO2 264:

Anden gng efterlyst to af herredsskriver Hellesens gods undvegne bondedrenge.


 

Den her foran på folio 339 citerede indolæg fra hr, rådmand Schultz i Ribe udi studesagen lyder således: .. ... ... ved nærværende seigr. Søren Hegarp, som står i condition hos mig, siden jeg selv er hindret formedelst andre forretniger at hunne komme til stede for Deres ret, fremskikker jeg de quæstioner, som jeg holder fornøden at må gøre til vidnerne i den sag, Deres excellence hr. generalløjtnant og kommandant von Scholten har ladet føre på sin bonde Christen Rytters vegne mod Peder Thomsen angående de stude, han i betaling til bemeldte Christen Rytter har givet. Jeg tvivler ikke på, at mhr. herredsfoged jo lader [=> fol. 342] retten have sin gænge og se derhen, at alt hvad lovligt og billigt er, bliver fremmet, og at dette tingsvidne behøringen nu uden ophold og forevendinger af vedkommende kan blive fuldført og sluttet og mig lovlig beskreven meddelt. Jeg kan ikke tro, nogen hinder herudi nu skulle møde, siden det er så klr en sag og deres maj.ts allernådigste lov og forordninger så tydelig og fuldstændelig befaler, hvorledes her bør handles. End skulle vedkommende fremkomme med ... exceptioner, påskud og udflugter for at hndre rettens befordring og disse vidners førelse og tagelse, da protesterer jeg i kraftigste måder mod alt sådant og reserverer mig alt lovlig tiltale og påanke til vledlbørlig erstatnings erholdelse i sin tid. Imidlertid, ihvor det end går(?), venter jeg, hr. herredsfoged nu ladet dette tingsvidne tage endskab og tilsteder, det lovformelig gives mig beskreven, uden så er, at nogle af de indstævnte vidner udebliver; thi da får opsættelse ske og de udeblevne til en vis tid forelægges under faldsmål at møde for at aflægge deres vidnesbyrd. Jeg forbliver (etc.).

fol. 342:

Den her foran på folio 340 citerede rettens stævning i studesagen lyder således: En række personer nævnes, bl.a. Poul Pedersen af Brørupgård og Lorentz Hansen af Foldingbro. Forrige ridefoged på Estrup Søren Johansen stævnes for at fremlægge det brev, som han har extraheret i retten, og den seddel, Christen Rytter beråber sig på er ham frataget. Og siden Claus Nissen med hustru har haft Estrupgård under forpagtning, da sønnen Lorentz Clausen var ladefoged sammesteds, og Hans Clausen var hos dem, hvilke er bekendt omgangen med disse omdisputerede stude, ... .... Også de to studedrivere, der har drevet studene for Peder Thosem til Hulvad, stævnes.

AO2 266:

Den her foran på folio 340 citerede indlæg fra Lorentz Hansen i Foldingbro udi studesagen: Lorentz Hansen henviser til loven pag. 109 art. 14 (DL 1-13-14); mener ikke, han er skyldig at comparere eller tilkendegive sit lovlige forfald, og loven befrier enhver på at vidne om ord. Han har ikke i 3-4 uger kunnet formedelst en hæftig sygdom komme af sit hus. Han kan ikke videre erindre uden at Jørgen Thomsen af Dover mange gange har fortalt ham, at han havde købt de 3 stude til hofjægermester Bachmann og indsat dem i Hulvad, hvor de havde anholdt dem for hans broders gæld. Somme tider kan der på een dag være over 100 personer i hans hus og det derfor er ham umuligt at erindre, hvad enhver eller flere imellem hinanden descurerer, og gøre ed derom kan han slet ikke.

Den på folio 340 citerede indlæg fra de Dover mænd: Det må virkrelig såvel falde os som enhver forunderlig for, at Christen Rytter med sin angivne forsvar rådmand Schultz som formentlig fuldmægtig for ridefoged mons. Jens Astgrup på Estrup, der ellers er forsvar for godset, kan tillades tid efter anden med så lange opsættelser, udflugtter og lovstridigheder at forhale dette af dem forstævnede tingsvidnes erholdelse for at se os som hans kgl. maj.ts tjenere ruinerede med en indstævning efter anden om at trække os fra vores værneting udi fyrstendom Slesvig ind til denne ret udi Nørrelykkald tvært imod vores indvendte lovgrundede protest og lovens frelse fra sådan vidtløftighed og omgang, pag. 8 art. 3 (DL 1-2-3), pag. 112 art. 24 (DL 1-13-24), pag, 109 art. 14 (DL 1-13-14) og pag. 111-112 art. 21 et 22 (DL 1-13-21.22) og endelig pag. 115-116 art. 1 (DL 1-14-1), hvorved vi ej alene er geråden i stor armod men endog, om sligt længere skulle vedvare, måtte forårsage hans kgl. maj.ts godses besvækkelse. Så for at vise alverden vor frelste samvittighed, at der under sagen, at studene til jægermester Bachmann er indkøbt, er inten urigtighed i hvadsomhelst de påberåbte og i stævnemålet navngivne sammerottede [=> fol. 344] og udi et land imod os udi fyrstendømmet ophidsede vidner, enten ved venskab, svogerskab eller ...agtighed med hverandre udi onde og ulovlige gerninger, som hans kgl. maj. vel ventelig herefter bliver oplyst om, kan fatte i sinde os at påsige, agte vi ved vores værneting ifølge de beneficia, loven bevilger, imod dem en formelig deposition om sagens sammenhæng, studenes indkøb, drift og leverance i Hulvad at gøre, alt ifølge det forhen førte tingsvidne ved Nørvang-Tørrild herredsting, så hvis vidner modparterne kan have at føre, kan ifølge loven blive afvist og ... sådan uendelighed, der nu udi andet år har vedvaret, kan blive befriet med mere denne sag og dessen omgang betræffende. Thi påstår vi i allerkraftigste måder, at sagen så længe må blive i stilstand, indtil vi kan extrahere stævnemål for retten og sådan endelig deposition og benægtelsesed for vores værneting gøre og aflægge. Og som til sligt at præstere behøves en lang tid, dels fordi så at modparterne, som derimod skal kaldes, er uden for den provins, vi bor udi, dels og formedelst de hos os promulgeede love og forordninger strikte må efterleves og processens substantialia observeres, så formoder vi ej med retten at blive overilet, men at os til sådan edelig deposition om sagen og benægtelseseds præstering i det mindste en frist af 18 uger må vorde forundt og meddelt og sagen imidlertid her for denne ret bliver i stilstand. I vidrig fald vi solleniter protesterer imod al præjuditz og formener, om nogent herimod vorder handlet, en åbenbar nullitet begås, hvorimod vi da os i så fald forbeholder reservanda jus loco ex tempore. Dette vort indlæg og erklæring vi begære læst (etc.) og os tilbageleveret ...


 

fol. 344:

Torsdagen den 8. marts 1742:

Jægermester Bachmanns sag ctr. hans bønder. Herredsskriver Utrup producerede en lovdag. Efter påråbelse mødte Hans Skræder fra Astofte, som tilstod sin restance. Utrup oplyste, at nogle (navngivne) havde betalt deres restance. Ønsker heller ikke dom over Jakob Nissen af Bækbølling og Mads Terkildsens enke fra Stenderup, såsom de begge er undvigte og ikke findes mere her i herredet, men hr. hofjægermesteren forbeholder sig sin ret til dem ved lovlig omgang. - Optatget til dom.


 

AO2 268:

Tredie efterlysning af de undvegne fra Sønderskov gods. Sagen opsat til 15/3.


 

Sentence i sagen, Terman Madsen til Nielsbygård ctr. hans bonde Peder Johansen Normand i Nørre Lintrup Han er pligtit at betale det af ham selv tilståede resterende lånekorn, gammel og ny restance af landgilde samt vårsæd, der udgør 89 rdl. 4 mk. 12 sk.., så vel som gårdens besætning efter forordninge: 45 rdl. 3 mk., tilsammen 135 rdl. 1 mk. 12 sk., og i processens omkostninger to rigsdaler til sin hosbond Terman Madsen, at betale 15 dage efter dommens forkyndelse. Peder JOhansen må ikke lade det ringeste fra stedet bortkomme, før dommen er efterkommet. Hvad den irettelagte brøstfældighed på bem.te Peder Johansens huse og bygninger angår, da som sr. Terman Madsen ikke bevise, i hvad stand samme bygninger forefandtes, da han sig samme af sal. mag. Seerups arvinger tilkøbte, kunne retten ikke tilfinde Peder Johansen noget for brøstfældighed at betale.


 

Torsdagen den 15. marts 1742:

AO2 272, fol. 347:

I sagen om de to undvegne personer fra Bobøl mødte herredsskriver Jens Hellesen Utrup og producerede en lysning, som af sognepræsten hr. Jørgen Clemmendsen Fogh 3 søndage efter hinanden af Føvling prædikestol for menigheden er vorden oplæst (fol. 348). Tingsvidne.


 

AO 274:

Lovdagelsen til Sønderskov bønder.


 

fol. 348:

Den efter de tvende undvigte personer fra Bobøl by skete lysning af Føvling kirkes prædikestol her foran på folio 347 citeret lyder som følger med sin påskrift Eftersom det ugere fornemmes, at Lauge og Niels Andersønner fra Bobøl by, Føvling sogn her under mit gods sammesteds henhørende, som efter kgl. maj.ts allernådigdste [=> AO2 276] forordning er udi resrverullen anført i et lægd, den første og ældste person Lauge Andersen gammel i 30. år fik rejsepas at måtte tjene uden godset indtil Michaeli 1740 og ej længere, men derefter ikke til bem.te tid har indfundet sig efter passets indhold; den anden fornævntes broder Niels Andersen i 19. år, som næstafvigte tirsdag den 20. februar ulovl. af sin tjeneste hos mig /: som sin husbond :/ undvigte og bortrømte, så bliver herved udi allerunderdanigste følge den kgl. maj.ts allernådigste om landmilitsen udgangne forordning af 9. dec. 1735 ... 1. postes 7. art. herefter af prædikestolen udi Føvling kirke lyset efter memeldte ulovlig bortrømte person Lauge og Niels Andersønner af fornævnte Bobøl by, med advarsel, de sig igen til godset, hvorfra de er undvigte strax indfinder, såfremt de ikke som rømningsmænd og ufri personer efterdags vil anses. Ligeledes erindres deres moder, broder, slægt og venner, om de nogen om de undvigtes opholdssted er vidende, de da ser dennem overtalt igen at indfinde sig og derved præcavere den spot og hånhed med anden ulejlighed, merbemeldte personer sig ellers underkaster. ...
Foran indmeldt at være 3 ordentlige søndage efter hinanden af prædikestolen i Føvling kirke i menighedens forsamling offentlig oplæst test. Bækbølling den 15. marts 1742 J. C. Fogh.


 

fol. 349:

Torsdagen den 5. april 1742:

Velærværdige og vellærde hr. Jørgen Fogh af Bækbølling producerede en stævning (fol. 350). Vidner blev fremkaldt:

1. vidne, Niels Bertelsen af Bækbølling,
2. vidne, Niels Sørensen af Lykkeskær,
3. vidne, Peder Andersen af Føvling,
4. vidne, Peder Leervad af Bobøl:

  1. Om Bækbølling i Føvling sogn er ikke beliggende på en ganske skarp hedeegn. - Vidnerne endeægtel. svarede, jo, det var så i sandhed.
  2. Hvad engbund der til præstegården i Bækbølling henhører. - Vidnerne svarede: Først ligger et stk. majeng på Alling(?) bys mark, 2) to små stk. eller skifter på samme mark :/ foruden forrige, som var kirkeeng :/ som henhører til præstegården, 3) et lidet stk. på Aalo(?) bys mark, hvorpå kan avles ungefær et halv læs hø, 4) et stk. eng liggende imellem Bobøl og Tislund mark, 5) nok et lidet stk. mellem heden langt østen Bækbølling ved Føvling mark, 6) endnu et stk. eng kaldet Trud eng liggende i Stenderup bys mark, 7) et lidet stk. af 3 skår beliggende i Lykkeskærs mark, hvorpå kan avles så meget græs, som de kan straks tage med sig på vognen, 8) ved Stenderup bæk nogle kroger, som består ... ... som er ganske ringe, og 9) noget østen for præsteghården som kaldes engslet og en liden stribel i Nørre Toft.
  3. Om ikke den forhen ommeldte eng, der er beliggende på Abling mark, er kirken tilhørende og forundt præsten for at holde vin til kirken. - Vidnerne svarede ja.
  4. Om ikke bemeldte eng er af den beskaffenhed, at han som er langt fraværende, ej kan have nogen grøde deraf år, enten i foråret eller efter høst. - Vidnerne svarede, at det forholdt sig således som spørgsmålet formelder.
  5. Om ikke bem.te eng er således beliggende, at når våde åringer indfalder, den da derpå voksende grøde bliver præsten meget kostbar at lade bjerge. - Vidnerne svarede, det forholdt si gsåledes i al sandhed.
  6. Om ikke det meste af anden eng, som ligger til præstegården, grænser ind til andre bymarker, og er derforuden mos og st... hø beblandet med lyngspring og ringe til at føde de små arbejdsheste, som til avlingens drift behøves. - Vidnerne endrægtelig [=> AO2 278] svarede, at hvad eng og høbjergningens godhed anbelanger, så forholdt sig alt således, som spørgsmålet omformelder, og at det meste var beliggende udi andre byers marker, var forhen af dem forklaret, og at de til præstegården behøvende arbejdsbæster næppe kan holdes vedlige ved samme enge formedelst deres ringhed.
  7. Om der til præstegården ka n haves anden græsning om sommeren end som hede og den skarpe agerland, samt om samme ikke ligger ager om ager med hans naboers. - Vidnerne svarede ja, det forholdt sig i al sandhed således som spørgsmålet formelder.
  8. Om der bør eller kan søs havre i nogen indtægt i mark uden landets skade og fordærvelse. - Vidnerne svarede samtlige nej, thi dersom landet blev med havre besøet, som forhen er prøvet, så gav marken ingen rug derefter formedelst dens skarpheds skyld.
  9. m ikke udi Føvling og Holsted sogne såes i almindelighed så lidet havre, t tienden deraf ej kan tilstrække til at føde de små og ringe arbejdsbæster, som til lpræstegårdens avlings drift nødvendig behøves, uden at præsten årlig må købe havre. - Vidnerne svarede, at der moxen ganske lidet havre blev sået hverken i Føvling sogn eller Holsted sogn, hvorfor præsten ej desårsag kunne vente sig swynderlig nogen tiebnde i så måde.

5. vidne, Hans Jensen af Sørild,
6. vidne, Hans Hansen af Bobøl,
7. vidne, Peder Hansen af Tobøl,
8. vidne, Niels Lund af Stenderup, - som alle godvillig og uden stævnemål var mødt, som udi alle ord og meninger efterfulgte forrige vidners udsagn således i al sandhed at være.

Hr. Fogh begærede tingsvidne til allerunderdanigst forevisning på sine høje steder.


 

AO2 278:

På velærværdige og vellærde hr. Niels Bloch i Maltbæk hans vegne mødte herredsskriver Jens Hellesen Utrup og producerede et stævnemål (fol. 350). Gav retten til kende, at formedelst det onde og besværlige føre, at fast ingen kan komme mellem byer formedest den tyk faldende sne, desårsag vidnerne har ikke kunnet comparere. Opsat til 12/4.


 

Sentence i sagen hofjægermester Bachmann ctr. debitorer. De skal betale; ellers er deres fæste forbrudt.


 

fol. 350:

Den her foran på folio 349 citerede stævning fra hr. Jørgen Fogh i Bækbølling angående hans rytterhest: I anlredning af forordning om rytterhestes anskaffelse og følgende ordre fra stiftsbefalingsmand von Gabel om at anskaffe og holde en rytterhest vil præsten bevise, at der ikke er tilstrækkelig græsning mm.


 

AO2 280:

Den på fol. 349 citerede stævning fra hr. Niels Bloch i Maltbæk angående hans rytterhest. Samme anledning som ovenfor. Vil bevise, at der ingen tilstrækkelig græsning er til at holde en rytterhest i forsvarlig stand.


 

fol. 351:

For retten fremkom velærværdige og vellærde hr. Peder Vinding fra Præstkær. Stævnemål (fol. 353). Vidner føres:

1. vidne, Poul Pedersen af Brørupgård:

  1. Om vidnet ikke er boende og hans mark indgrænsende til Præstkær præstegårds mark. - Vidnet svarede ja, både i ager og eng er hans mark grænsende til præstegårdens.
  2. Om Præstkær præstegård og mark ikke ligger både i en sandig og skarp hedeegn, så og på en hård stenal, og om den har anden uddrift og græsning end den bare hede, undtagen hvis agerland som er udslæbt efter gøde, der nødvendig bilver udlagt til græsning, siden det inten korn kan bæreog nævnes nyling førsrte år.- Vidnet svarede, det forholdt sig således som spørgsmålet indeholder.
  3. Om samme lyling er græsfuld i bunden, og mere og det ikke mestendelen bærer rørknæer, hvilke heste ej vil æde, og videre om benævnte agerland, når det har udlagt nogle få år til græsning, om det da ikke springer udi lyng. - Vidnet svarede, at landet det første år var ganske åben i bunden og bar ganske lidet græs, men mesten rørknæer, som hesteikke ville æde. 2. og 3. år var det beblandet med lyngspring.
  4. Om alle disse foranførte ting i spørgsmålet er ikke uryggelig beviser derpå, at bunden og marken er sandig og skarp  og bringer ... ... mager og ... - Vidnet svarededet er vist og så i sig selv.
  5. Om der til Præstkær præstgård er anden høbjergning end det, som vokser udi moser og kær, lige fra Stengåxrds mark i sydøst indtil åen i nør og nordvest, og om vidnet ikke ved, at der mange steder i samme mose og kær vokser de såkaldte ...., katskæg, skau... sog lyngspring, beblandet blandt hverandre. Item om sådan hø er så godt som det halm, der vokser på fede og græsfulde marker.  - Vidnet svarede, at det var kær- og mosehø altsammen undtagen lidet ved åen i nør, ellers var det altsammen spørgsmålet indeholder.
  6. Om ikke alt foromvundne mose og kærbund, som høet avles på til Præstkær, er så begr... med tyk mos, at det ej kan slåes, uden en del af mosset afhugges med, og om nogen kreatur af heste eller kvæg vil æde samme mos, men at det bliver nødvendig udkast i mødding ufortæret, når kreaturer har udledt og fortæret høstrående, som findes derimellem. - Vidnet svarede, det forholdt sig i al sandhed således, som spørgsmålet i munde fører.
  7. Hvad beskaffenhed er det hø med det eng næstved åbrinken i nør, som er hård bund, om det ikke er overskilt med sand næst til åen og ovenfor fra åen af overalt med muldvarpeskud ilde tilredt, så lidet græs derpå kan vokse, og som samme er det meste til gården, der kan t... på, når engen er slagen, [=> AO2 282] tøjrslag det da kan regnes for, og af hvad godhed græsse kan være, som derpå kan vokse. - Vidnet svarede, det var således, at bem.te eng næst ved åen var med sand overskyllet og ovenfor med muldvarpeskud ilde tilredt, og kunne ikke nægtes, at der kunne være over to tyrslag at sætte en hest på, således at den kunne være bevaret for åen og bløde. Samme græsning var med katskæg beblandet, og hverken der eller nogensteds på marken  noget senergræs(?) befandtes.
  8. Når dette sidste omvundne ved åbrinken er indtagen, om der da i alt det andet, mose og kær, fra Stengård af i sydøst indtil åen i nør og nordvest befindes nogen sted, der kan tøjres på, med mindre kreaturet enten skal blive siddende i dynd eller og s...  på jorden så beskadiges, at der ej i et á flere år derefter kan bære græs, før end det har haft tid til at gro samme igen. - Vidnet svarede nej, der var ingen tyring, med mindre jorden eller græsning der blev beskadiget efter spørgsmålets indhold.
  9. Om hr. Vinding ikke stedse har holdt bolstude til plov, harve og møgvogn med mere sit avls drift, fordi han har ej græs til heste, og om han ikke er nødt til sligt, fordi heste kan ej græsses i heden, som bolstudene kan, og om han ikke har 4 af det slags til sin avls drift. - Vidnet svarede, det var således i al sandhed, som spørgsmålet indeholder.

2. vidne, Holeen Kornbech fra Hulkær mølle,
3. vidne, Søren Mikkelsen fra Hulkær,
4. vidne, Christen Knudsen fra Tislund,
5. vidne Christen Tebsen ibm.,
6. vidne Thomas Laugesen ibm.,
7. vidne Hans Jensen af Stengård og
8. vidne, Terkel Madsen ibm., - hvilke samtl. efter at spørgsmålene af tingprotokollen for dem var oplæst, endrægtelig enhver for sig fulgte foranførte første vidne Poul Pedersen af Brørupgård hans udsagn i alle ord og meninger.

Hr. Vinding fremlagde den i stævnemålet påberåbte erklæring af 16. aug. 1741. - Tingsvidne beskrevet.

fol. 352:

Niels Bloch af Maltbæk præstegård i tingsvidnesagen om rytterhest. Vidner føres: Søren Christensen, Adser Adsersen, Albret Nielsen og Iver Sørensen, alle af Maltbæk, som formedelst den store faldende sne og lange vej ikke næstafvigte tingdag har kunnet møde:

  1. Om Maltbæk by ligger udi anden end en skarp og ringe egn, og om den har anden uddrift end den bare hede undtagen hvis agerland der er udslæbt efter gåde og nødvendig bliver udlagt til græsning, siden det intet korn kan bære, og kaldes nylling første år. - Samtlige vidner svarede endrægteligen, at der ingen anden græsning var til Maltbæk præstegård eller by undtagen den bare ede og agerland efter spørgsmålets indhold.
  2. Om Maltbæk præstegårds mark er af anden beskaffenhed [=> AO2 284] end de andre bymænds, om den ikke ligger ager om ager, ren ved ren med de andres, item om præstegården har nogen sær agermark for sig selv. - Vidnerne svarede, at der var ingen sær agermark til præstegården, men lå iblandt bymændenes  efter spørgsmålets formelding.
  3. Om ikke bem.te mark ligge på en meget stening og grusfuld bund såvelsom sejg og hård at dyrke, hvorudover sjælden avlet noget byg og slet intet havre, uden det kan være udi en sejs agerennde, og rugkærven derover igen skal savnes. Vidnerne derpå svarede, at deres mark er stening og grusfuld, bygsæden undertiden mådelig, havre såes intet af uden i en sejg agerende, som igen savnes i rugkærven.
  4. Af retten tilspurgt, om det forhen i første spørgsmål nylling kaldet er græsfuld, item om samme udlagte agerland, når det har ligget i hvile på andet og 3. år, om det da bærer synderligt andet end rørknæer, hvilke hverken heste eller andre kreaturer vil æde. - Vidnerne svarede, at bemeldte agerland er første år meget åben i bunden, bærer ikke synderlig græs, men siden derefter noget bedre, vokse og derpå rørknæer eller såkaldt rørgræs, som hestene ganske intget deraf vil æde, men vel fæhøvederne før midsommertiden, mens det er ung og spær.
  5. Om ikke bem.te udlagte agerland, når det har haft hvile til på 4. ad 5. år, om det da ikke begynder at springe med lyng, item om ikke Maltbæk bys tilligemed præstengårdens sommergræsning er så skarp og mager, at deres små arbejdsbæster næppelig kan holde livet derved, og det alt for bundens skarpheds skyld. - Vidnerne endrægtelig svarede, at når agerlandet har ligget så længe under hvile, som spørgsmålet om formelder, begynder det med lyng at udspringe formedelst bundens skarpheds skyld, og desårsag har så slet sommergræsning, at de har ondt ved at holde deres små arbejdsbæster vedlige til avlingens drigt.
  6. Om der til Maltbæk by eller præstegård er nogen høbjergning uden det, som vokser på efterfølgende steder og ligger i fællig med byens beboeres,. såsom 1) en del omkring ved Malt kirke, om ikke samme er ganske stakket, fuld af katskæg og lyngspring, så en god karl næppe kan slå ½ eller hel læs om dagen, 2) en del ved bækkesiden, om det ikke er sur og ganske ringe hø, 3) item noget ved Egeris eller såkaldet Fårehuset, om ikke sligt er ganske stakket og fuld af mos tildels; og 4) nok noget lidet i byens fælles åmaj, om ikke samme, formedelst det bliver optrækket i foråret og efter høsten af heste og kvæg, er så ringe, at ikke engang kreaturer, mindre helste kan fødes dermed. - Vidnerne samtligen herpå svarede, at det var i al sandhed således, som spørgsmålet om formelder.
  7. Om ikke til Maltbæk præstegård er aparte et lidet stykke eng kaldet Sær eng liggende ved Askov maj, item om ikke noget af samme hø er lang og sparp og fuld af fleg, noget derimod stakket og fuldt af mos samt en del fuld af lyngspring og deslige. - Vidnerne svarede, at samme sær eng er af den beskaffenhed, som spørgsmålet om melder, beblandet med mos, katskæg, fleg, lyngsprung etc.
  8. Om der til præstegården eller af beboerne i byen nogen steds i marken bliver sået havre, formedelst bunden ikke kan tåle det. [=> fol. 353] - Vidnerne svarede nej, ej videre end forhen i 3. post afvundet er.
  9. Om det nogen sted i begge sogne bliver sået havre, hvoraf præsten kan få tiende. - Samtlige vidner på dette spørgsmål svarede, at der var ingen i begge sogne, som såede havre undtagen i Askov, som såede lidt, men af ingen betydenhed videre, end forhen forklaret er.

Tingsvidne beskrevet.


 

fol. 353:

På vegne af Niels Tullesen af Lintrup fremkom hans søn Tulle Nielsen, som forestillede to varselspersoner, Thomas Mortensen af Bobøl og Jens Clemmendsen af Stenderup (varsel fol. ibm.). De har forkyndt memorialen med derpå skrevet restance. Ingen af de saggivne var mødt. De blev lovdaget til 26/4.


 

AO2 284, fol. 353:

Stævningen fra Peder Vinding angående rytterhest at holde.

 

AO2 286:

Den i stævnemålet mentionerede erklæring: Det er et brev til stiftsbefalingsmand von Gabel: Her på Præstkær præstegårds mark, som ligger på den sandige, stenige og skarpe hede ...,  går langs igennem hele Nørrejylland, vokser ingen agergræs, hvorved en rytterhest kan underholdes; her er ingen høbjergning uden kær og mosehø, der i sig selv er ej bedre st fodre med end godt halm (etc.)


 

Kaldssedlen fra Niels Tullesen i Lintrup kro til debitorer. Navne og gæld er anført.

AO2 288:

Torsdagen den 26. april 1742:

På sr. Niels Tullesen af Lintrup kro hans vegne fremmødte hans søn Tulle Nielsen fra Bobøl (lovdagelse fol. 355). Jens Stephansen i Tobøl og Niels Krølle i Vejen har indfundet sig med betaling, hvorfor de for doms lidelse undtages. Sagen optaget til dom.

Lovdagelsen fra Niels Tullesen.

Torsdagen den 10. maj 1742:

Sentence i Niels Tullesens sag. Debitorerne skal betale.


 

Torsdagen den 24. maj 1742:

AO2 290:

Fra højædle og velbårne hr. hofjægermester Bachmann til Sønderskov blev fremlagt et skriftligt forlig mellem hans excellence høj og velb. generalløjtnant von Scholten til Estrup og Skodborg og hofjægermesteren af dato 18/3 742 angående nogle stude. Læs, påskreven og protokollen tilført.

Den heroven citerede forlig i den såkaldte studesag lyde således: Til at afgøre den sag, der for en tid lang har rejst sig af de stude, som Christen rytter i Gerndrup tog til sig i Hulvad, og hvorom længe er ventileret ved rettere, haver vi underskrevne hr. Niels Høstmark, sognepræst til Skodborg, og Peder Vinding, sognepræst til Brørup og Lindkund, den første på hans excellence høhvelbårne hr. generalløjtnant von Scholten hans vegne og den sidste på højædle hr høfjægermester Bachmanns vegne, sluttet følgende forlig: 1) at alle prætentioner ved hvad navn nævnes kan af oven ommeldte ... ... skal herved være mellem begge høje herskaber ophævede, afgjorte og forligte, når vurderingssummen for de tagne stude, tretten rigsdaler to mark bliver hr. hofjægermesteren betalt og til omkostning een rigsdaler, så og at intet af alt hvad som ved retterne kan være tilført, skal være nogen af de høje herskaber til nogen gravemen, og studene at være tilhørende hans excellence, 2) bliver herved hans excellence forbeholden, om han [=> fol. 356] nogen prætention mod forige foged Søren Johansen for hans opførsel i denne sag skulle ville formere, og ligeledes hr. hofjægermesteren mod rådmand Schultz, 3) Christen Rytter bliver i lige måde reserveret hans foregivne hos Peder Thomsen at må lade inddrive og se sig bedst muligt for sit krav skadesløs. - At dette forlig uryggelig skal holdes, haver vi begge vores hønder undeskrevet og vore signeter hostrykt, samt og tillige aftalt, at så snart jeg Niels Høstmark kan pr. posto indhente ordres til ridefogeden Jens Astrup på Estrup, skal han på Sønderskov betale pengene til dette forligs lovlig og rigtig fuldbyrdelse. Datum Præstkær d. 18. marts 1742, Peder Vinding, Niels Høstmark. - Efter ordre fra mit høje herskab efterleve dette forlig testerer J. N. Astrup. - I lige måde efter befaling af velb. hr. hofjægermesteren underskriver J. H. Ultrup. Pengene 14 rdl. 2 mk. danske efter dette forlig er betalt.


 

fol. 356:

Torsdagen den 7. juni 1742:

Ole Jørgensen og Niels Jensen, begge af Gerndrup, Brørup sogn fremviste fem levende ulveunger, som de berettede at have fanget og udgravet på Gerndrup mark udi Bøgeskov kaldet, som her ved tinget blev ophængt; og var samme tvende mænd begærende deres betaling efter jagtforordningen, som dem og af retten blev tilsagt, så snart repartition over herredet ske kan.

 

AO2 294:

Torsdagen den 28. juni 1742:

Derefter blev læst en repartition over herredet til 7 ulveungers betaling sålydende: Eftersom Lauge Pedersen af Surhave den 2. juli 1741 og Mathias Jørgensen af Skovbølling påfølgende 18. juli hver havde fanget en ulveunge, som de enhver for sig her ved tinget [=> fol. 358] den 6. og 20. juli næstefter har fremvist og samme tid ved tinget ophængt, som den tid ikke blev lignet over herredets hartkorn, derefter 1743(!) den 7. juni er Ole Jørgensen og Niels Jensen, begge af Gerndrup i Brørup sogn fremkommen og fremvist 5 levende ulveunger, som de berettede at have udgravet og fanget på forn.te Gerndrup mark udi Bøgeskov, som ligeledes her ved tinget blev ophængt, tilsammen 7 stk. ulveunger, hvorfor bem.te mænd efter hans kgl. maj.ts allernådigste om jagten udgangne forordning de dato 8. dec. 1688 bør nyde for stykket een rdl., er 7 rigsdlr. Så haver vi underskrevne rettenw betjente ved Gørding-Malt herredsting udi allerunderdanigst følge af højstbem.te hans kgl. maj.ts allernådigste forordning i tingmændenes overværelse lignet samme 7 rdl. over Gørding-Malt herreds bøndergodses hartkorn således: At af hver tønde hartkorn, når proprietærernes hovedgårde, præstegårde og det øde godses hartkorn overalt efter forordningen afgår :/ skal betale een skilling danske af hver tønde hartkorn som meldt, enhver til sognefogederne i hvert sogn i herredet straksen på anfordring haver at betale, som sognefogederne igen her ved tinget til herredesfogeden eller hvem han dertil beordrer, inden 8 dages forløb haver at indlevere, på det vedkommende samme ulvepenge for deres umage straxen kan udtælges. Skulle nogen imod forhåbn,ing findes veigerlig herudi bem.te penge straxen, som meldt er, at erlægge, må de vente sig at blive udpantet for dobbelt så meget, som de ellers skulle give, efter allerhøjstbem.te allernådigste forordnings udtrykte befaling.


 

fol. 358:

Torsdagen den 5. juli 1742:

Christen Christen Glarmester af Sønder Holsted fremmødte idag for retten og tilkendegav, hvorledes han næstafvigte 18. juni af hastig ubesindighed utilbørl. havde angreben Morten Jepsen ibm. hans stifsøn Hans Mortensen, da han på Holsted gade kom kørende med et læs tørv, for samme sin herved bekendte forseelse og øvede gerning han straxen her for retten betalte til fuldmægtigen sr. Hans Fogh på Endrupholm 6 rdl., som skal til Holsted sogns skolekasse, med foromdning, han for videre søgsmål måtte libereres, og ydermere erklærede fornævnte glarmester, at han Morten Jepsen og hustru samt bøtn og husgesinde ej andet ved at påsige, end hvad ærlig og skikkelig folk i alle måder vel egner og anstår. Det samme Morten Jepsen og hustru, der begge her ved retten var til stede, lige så om forn. glarmester og hans deklarerede; og skulle efterdags /: imod forhåbning nogen videre dispute mellem dem komme, lover de at give deres husbond sligt til kende, som sådant mellem dem kunne rette og den skyldig befundne straffe. Ellers forsikrer fornævnte glarmester herved, at han ej mere, som hidtil sket er, således skulle bete sig imod Morten Jepsen eller hans, men herefter med dem at leve fredsommelig, som det en ærlig nabo vel egner og anstår. Thi skulle han i nogen formastelig måde forse sig imod dem, skal denne sag stå ham åben for. - Hans Fogh på Endrupholm var mødt for retten på ovenmeldte Morten Jepsens vegne og gav retten til kende, at såvel velb. fr. Ehrenfeldt i consideration for Christen Glarmesters høje kerskab  som for Morten Jepsen, hustru og søn var fornøjet med de anbudne seks rdl., som og til den ende af Hans Fogh blev modtaget med forsikring, at de til Holsted sogns skolekasse skal blive anvendt og til indtægt beregnet. I det øvrige var Hans Fogh på sit herskab og Morten Jepsens vegne med denne af Christen Glarmester gjorte deklaration fornøjet oog i forventning til fred og enighed at stifte imemmel grander og naboer i Holsted for denne sinde ville være fornøjet, og såfremt enten af parterne herefter skulle forlange tingsvidne, det af retten måtte tillades. Som og af retten blev stedt.


 

AO2 296, fol. 359:

Torsdagen den 9. august 1742:

For retten fremkom på hofjægermester Bachmanns vegne sr. Nicolaj Ravn af Skærbæk mølle. Fremstillede 2 varselsmænd, Terman Mortensen af Sønderskov og Anders Jeppesen af Surhave, som har kaldet sr. Otto Diderich Bierum fra Gravengård (fol. 362). Ravn lod fremlægge den lysningsseddel, efter hvilken Otto D. Bierum har ved degnen i Brørup sogn på kirkestævne ladet lyse (folio 362). Af hvilken lysning retten kan erfare, at sr. Otto D. Bierum har vedkendt sig ejendommen, hvorpå den efterlyste stak hø eller græs er vokset, og som det nu er b efalet i loven, at h.. som lader lyse efter noget, skal bevise, det efterlyste er ham tilhørende, så påligger det jo sr. Otto Diderich Bierum sin lysning her inden retten med breve, adkomster eller lovfaste beviser at lovgyldiggøre, hvilken Ravn forhåber og påstår, han vorder pålagt under lovens tvang; da når sligt er præsteret, Ravn videre vil fremme hans procedurer. Derpå Ravn, ifald sr. Bierum ej godvilligen sig skulle erklære, udbad sig og påstod rettens kendelse. - Bierum erklærede, at siden det af hr. hofjægermester Bachmann for ham ankyndigede varsel klarl. udfindes, Bierum beskyldes ligesom han skulle have præjudiceret vedkommende udi den såkaldte givne første ret og ord... afgrøden på den ved Franckel å Brørup kirke tilhørende, så håber Bierum, hr. hofjægermester samme sin sigtelse med breve og lovgyldige bevis eller og poå åstedet ved stabel og sten bør bevise, det Bierum sig noget kirken tilhørende har bemægtiget, samt derved godtgøre, at dito kirkeeng bør strække sig til Franchelvad. Til hvilken ende og i anledning Bierum pålagte beskyldning han hr. hofjægermester har været forårsaget at contravarsle til idag at møde eller møde lade. Og blev foestiollet varselspersonerne Petter Christian og Søren Bierum fra Gravengård, som dito varsel for retten oplæste. Samme memorial lyder således: Varselsmemorial. Som højædle og velb. hr. hofjægermester Bachmann til Sønderskov [=> AO2 298] har behaget at lade indvarsle hr. Otto D. Bierum ved Gravengård til Gørding-Malt herredsting ligesom under beskyldning, Johan Smed i Surhave udi den fæsteret, ham af hans velbårenhed på den ved Franchel å lbeliggende Brørup kirke tilhørende engs afgrøde ... ... af dito Bierum skal være præjudiceret med videre, da som han ved sig fri aldrig af ham og allermindst vitterl. sket at være,. så årsages han herved, dog imod sin gode vilje, at lade contravarsle velbemeldte hr. hofjægermester Bachmann hil Gørding-Malt herredsting førstkommende 9. august at møde eller møde lade der inden retten med breve og adkomster at godtgøre eller og ved sten og stabel på åstedet behagelig at udvise eller udvise lade, hvor vidt dito kirkens tilhø.rende eng strækker sig til sønder ved Franchel å, som Joh. Smed ved fæsteret af den skal være forundt afgrøden som meldt sig at tilegne, eftersom Bierum ej tilholder sig nogen engbund dito kirke tilhørende, men alene hvis han siden ankomsten til Gravengård i mange år ulast og ukæret til tinge i rolig possetion og hævd haft haver, hvoraf en stak hø uden foregående videnskab dette år er borttaget, det han formener således at tage sig til rette ganske lovstridig at være, der formodes af deres velbårenhed såvel alle lovkyndige tilståes. - Til samme tid og ting indvarsles Johan Smed af Surhave under eders faldsmål efter loven for udeblivelse at møde og på spørgsmål at vidne og forklare, hvis I til oplysning kan være vidende såvel engbunden angående, hvorpå græsset og det quæstionerede hø var groet, som og om høets borttagelse af dito engbund, om titbemeldte hr. hofjægermester Bachmann behager dette at anhøre eller anhøre lade, såsom Bierum efter de hos eder æskende bevisets tilhold med hvis videre til opolysning i sagen fremmet vorder, agter over den skyldige, der sig selv har rettet høet som meldt sig at bemægtiget og af engen borttaget, lovbillig dom til skadesløs erstatning at erhverve. - Forberørte varselspersoner forklarede, at de samme memorial idag 8 dagelovl. forkyndte først på Sønderskov, hvor de talte med Niels Gruum sammesteds, denæst i Surhave, hvor de talte med Johan smeds hustru. - Bierum æskede de forhen anførte lovbillige beviser af hofjægermesteren eller Nicolaj Ravn. -- Ravn måtte erfare, at sr. Bierum ikke alene ved lysning som leldt har tilegnet sig grunden og dens afgrøde, men endog udi hans contravarsel /: hvilken hvor vidt kan vallidere, [=> fol. 360] siden samme ikkuns af sr. Bierums tvende sønner er afhjemlet, overlades til dommerens skønsomhed :/ skyder sig til hævd,da at han ej vil tale om, hvad connivence der kan begåes, hvor marker og ejendomme således som her grænser til hveandre. Thi somme af frygt for en urolig nabo ... ... ... samme, som ikke er ejer men fæstehaver, fortier(?) den uret, dem vederfares, og tænker de taber intet derved; ja måske vel og dem, der aftaler sligt på en egen måde sig til fordel /: hvorved Ravn forbeholder sig reservation i sin tid til yderligere explication og protest i fornøden tilfælde efter sagens beskaffenhed :/ Så påstår han, at det er ikke nok, sr. Bierum siger i hans varsel, han har hævd, men han bør sligt bevise. Thi at hævd ej kan bestå alene i et slags possetion og brug, men tillige udi et på possetion eller brug erhvervet lovligt instrument, sligt kan retten se udi de ord "uden anden adkomst at fremvise", alt udi lovens 5. bog 5. kap. 1. art., hvilke ord giver det klart, at her skal være et hævdinstrument, som kan lægges frem i retten, ja mere om retten vil consilliere ovenmeldte 5. kap. 1.art. med dito 5. art., som taler om lavhævd, så kan de jo se, at hævd skal bevises, og lige så lidt som lavhævd dur, uden det til tinge stadfæstes, lige så lidt kan og hævd. Thi ellers kunne der under navn af hævd utålelige uretter for ejerne forøves og i særdeleshed i sådan en casu som her, hvor der er en kirke, der ejer engen /: Det være langtfra, at hofjægermesteren vil have noget af sr. Bierums ejendomme eller tilhørende, men i kraft af hans lysning og hævds påberåbelse i hans contraadvarsel urgerer han under tvang af loven, at sr. Bierum bliver pålagt begge hans påberåbende adkomstfundamenter at bevise og fremlægge. thi har han et lovl. tinglyst hævd, æsker hr. hofjægermesteren ingen anden skødebreve eller adkomst,; men dette æsker han ifølge contravarslet fremlagt for deraf at erfare, hvad, hvorudi og hvor vidt det stævnede hævd strækker sig, for at se, om det rækker sig til den plain og plads, hvorpå det efterlyste og bortførte hø er vokset og avlet, samt at vorde lovl. under... om markskel imellem sr. Bierums mark og eng sant kirkens eng, hvilken uden tvivl ved ... og en grøft for vejen skal være kendelig adskilt. Og endelig hvad Johan Smed betræffer, da erklærer han sig som en fæstende eller lejende i sagen at være impliceret og påstår befrielse for tvang at blive forelagt at vidne i egen sag, men derimod håber, at sr. Bierum som sagrejser bør hvis han af ham formener at være sket for nær, lovl. at bevise alt i følge loven, og holder sig første tingdag til under reciprocation af lovens beneficia pag. 958 art. 7 (DL 6-15-7) samme at kunne præstere. - - Bierum, som havde anhørt mr. Ravns vidtløftige og dels unødige og unyttige tilførte i det, han melder om Bierums sønner, ligesom de ej skulle kunne anses lovtilladel. udi hvis de forkyndet haver, neml. contravarsel, det holder Bierum for unyttig og alene fyldekalk, eftersom sr. Ravn [=> AO2 300] har betjent sig, eller og hans principal hofjægermester Bachmann jo i lige tilfælde betjent sig af en sine egne domestiquer, så er jo sligt unyttig; hvad sig for det 2. angår hans vidtløftig anførte raisonnamangs, neml. 1) at somme som ikke er fæsteejere og taber intet derved, det er Bierum uvedkommende og derfor agter den post usvarværdig, og hvad sådant kan tjene til sagens oplysning, henstilles til vedkommendes eftertanke. Det 2. derpå følgende af mons. Ravn fremførte, neml. somme som er hans ... ejere og tænker, de taber intet derved, hvortil Bierum ej vidtløftig agter at svare, såsom han ikke er nogen fæstehaver. Men at monsieur Ravn ved dito hans tilførte ligesom giver til kende at kunne vide dens tanker, som ej er ejer, når han siger, sådan en intet taber derved, skulle han befinde sig så oplyst at vide et menneskes tanker, har del alvidende Gud meddelt ham et større pund derudi end andre nu i disse tider befindende mennesker, hvorfor han ham og med mere hans velgerninger har at takke. 3) At han fremfører, kan tænke sig til fornøjelse, at der jo måske vel og den, der aftaler sligt på en egen måde sig til fordel, udi hvad poster og materie han samme anfører, viser hans tilførte. Og skulle han dermed sigte til Bierum, bedes tjenstl. det her i retten nu at tilkendegive; og så læge erager Bierum sligt unødigt at besvare, ved ej heller, hvad sådzan hans tilførte og foregivende nytter eller tjener til nogen oplysning i denne sag, men efter Bierums formening alene extravagant, og skal mr. Ravn aldrig af Bierum blive disputeret den reservation, han sig tager forbeholden efter hans tilførte i sin tid, til yderligere explication og påstand efter hans foregivende i sin tid, og synes Bierum efter sin uforgribelie tanke, at alt sådan, som han tænker sig til at tage reserveret, det kunne jo vel uden samme her at tilføre stå ham frit for, så Bierum ikke begriber sådanne procedurer, der ikke tjener til sagens oplysning, al den stud det uden bevis befindes ledsaget, og desårsag efter Bierums formening ej at kan anses for andet end unyttighed. Hvad sig ellers sagen angår, hvorudi han vil betjene sig af hans maj.ts allernådigstge lov 5. bog 5. kap. 1. art., så kan samme jo henhøre til at betjene sig af i denne sag. Thi om der befandtes tyve års hævd, så kunne jo ingen adkomster drive det tilbage, ikke heller var pligtig nogen adkomst at fremvise, med mindre det bevises, at han havde det enten til pant eller i forlening eller forsvar, men derimod tilholder Bierum sig på følgende alligerede annernådigste lovs 5. kap. 3. art (DL 5-5-3), som i munde fører disse ord: Haver nogen ejendom i hånd og havendes værge og anden mand siger den [=> fol. 361] sin at være, da er den, som i hævd haver, ihvor få år det er, ikke pligtig til at føre adkomst til stede, med mindre den, som søger ejendommen, fører sine bevisninger frem, hvormed han ejendommen vil vinde. Når nu hofjægermester Bachmann behager at bevise at have nogen ret Brørup kirkes ved Fanchel å beliggende tilhørende eng udi den engkrog beliggende ved Franchel å, skal det være langt fra Bierum sig noget deraf at tilegne eller i ringeste måder kirkens tilhørende sig at tilegne; men siden det er hans velb.hed hr. hofjægermesteren ikke ubekendt, at samme engkrog har været uunder possetion af Bierum i mange år, siden han kom til Gravengård, allerhelst da han i egen person tillige med nu afdøde skovrider Brandt med flere var på åstedet på engkrogen ved Franchel vad, han den gode herre nu vil at skal henhøre under titbemeldte Brørup kirkes ved Fanchel å beliggende, efter at den nu afdøde og da fæstehavende for ham havde indklaget og tilkendegivet, Bierum sig samme engkrog da tilholdt, som han sig endnu tilholder, havde den gode herre da befund. at haft nogen ret til dito engkrog, hvorfor da ikke forsvaret samme med bevis under kirkeeng at skulle henhøre; så kunne sagen nu have været afgjort, og man ej nødig siden at leje den af Bierum. Og lige så lidet som bem.te herre siger sig eller mons. Ravn på hans vegne, intet at vil have af Bierums tilhørende ejendom, lige så lidet om ikke mere er Bierum intentioneret at berettige sig noget af kirkens tilhørende enge, men falder Bierum hel forvunderlig, at om hofjægermester Bachmann havde forment til bemeldte engkrog ved Franchelvad beliggende under tit ommeldte kirkeeng at henhøre, hvorfor han da ikke forsvarte afg. Anders Gravengaard dito engkrog, eftersom han kirkeengen i fæste havde. Hvad dette kan anses for, han nu efter så mange års forløb desuanset sig samme krog, som fornemmes, vil berettige under kirkeengen at skulle henhøre, indstilles til hans egen og alle bekendtes retsindige eftertanke, hvorfor Bierum inhererer sin forhen formenende billig begæring, at eftersom hr hofjægermester udi sit varsel ... ... ligesom beskylder Bierum Johan Smed i sin givne fæsteret af ham skulle være præjudiceret, da som sligt jo er ret stævnemål(?), så håber Bierum samme af vedkommende lovbillig bør bevises, hvorudi det skal bestå, at Bierum ham udi den givne fæsteret ... ... ... kirkeengs afgrøde sig at tilegne at have ... præjudiceret, såsom hvo der sigter, bør lovlig at bevise. Hvad sig mons. Ravns tilførte angår Johan Smed betræffende, som skal være en fæstende eller lejende efter hans sigende i sagen at skulle være impliceret og påstår til befrielse for tvang at blive forelagt efter Ravns sigende i egen sag, så vil Bierum forhåbe, at som han ikke ved ... nogen sag i så måde, de kan befri ham, jo efter lovl. stævnemål bør møde på spørgsmål at forklare, hvis han om engkrogen ved Franchelvad til nødvendig oplysning, hvorfor Bierum [=> AO2 301] af retten tjenstlig begærede mem.te Johan Smed ikke alene for sin idag udeblivelse tilbørlig må vorde anset og efter lovbillighed forelagt, om han ej nu idag skulle indfinde sig, under lovens tvang at møde sin sandhed til oplysning, hvis han kan være bevidst at meddele og afvidne. Thi om han end skulle være den, der høet har borttaget, hvilket ej endnu enten af citanten eller ham selv oplyst er tilstanden, så bør han jo vidne om engkrogen det, han til oplysning er vidende, særdeles om hr. hofjægermester vil dito krog kirkeengen at skulle tilhøre, ja endog at forklare, om han samme krog af hr. hofjægermester haft haver og haver i leje eller fæste. Ville sr. Ravn erklære, om hr. hofjægermester titommeldrte engkrog under kirkeengen sig vil tilegne og Johan Smed samme som under kirkens eng eller krog tilhørende at have lejet eller fæstet, skulle det være Bierum en særdeles fornøjelse (... en del vanskeligt læselig tekst ...) - - Ravn på det af sr. Bierum udi protokollen bragte ... ....  unødig noget at svare, såsom den hvernen er funderet i lov og ret ... end ikke med den sunde fornuft. Hans hoved- og eneste påstand er i særdeleshed lovens pag. 757 art. 3 (DL 5-5-3), og når da retten behagelig vil ovderveje dette, så er jo sr. Bierum skyldig efter det imod ham selv stridende argument, at han har den af ham påberåbt hævd ... ... (videre diskussion). -- Retten resolverede således: At som mons. Bierum udi cin contravarsel beråber sig på hævde og possesion, så haver han også samme så vel som den fra ham udgivne lysning med bevis at legitimere. Da, når hvilket er præsteret, har mons. Ravn at contrabevise, hvad ret og adkomst han formener sig at have til omdisputerede englplain.Thi hviler sagen under opsættelse til 30. august.


 

AO2 302:

For retten mødte Peder Johansen af Sønder Holsted og producerede en stævning (fol. 363). Opsat til 16/8.


 

Følger her indført efterfølgende dokumenter, som idag d. 9. aug. produceret, lyder efter hinanden således:

Den memorialvarsel fra velb. hr. hofjægermester Bachmann citeret på fol. 359 lyder som følger: Memorial for varselsmændene: På højædle og velbårne hr. hofjægermester Bachmann til Sønderskov hans vegne og udi hans navn skal vi indvarsle eder, Otto Diderich Bierum ved Gravensgård at møde på Gørding-Malt herredsting torsdagen d. 9. aug., hvor han vil æske af ederunder lovens tvang, at eftersom det er ham kommen for ørene, hvorledes at I afvigtge søndags ved Brørup kirke har ladet lyse efter en staka hø på engen ved Franchel å og det med særdeles expressioner ligesom kunne vindicere eder ret til ejendommen, stakken var samlet af og stod på, item at noget ulovligt eller ligesom under navn af tyfnet eder skal være frakommen, så vil velbem.te velb. hr. hofjægermester, der har givet Johan Sørensen Smed udi Surhave fæsteret og derved ordre at tilegne sig fgrøden af den ved Franchel å liggende Brørup kirke tilhørende eng, påstå, at I inden retten skal legitimere ovenmeldte eders lysning ved lovlige breve, adkomster eller lovgyldige beviser, og hvis sligt for eder skulle bryste, da at stande til rette ej alene for det factum, at eder ved afslæt kan være begået, men endnog at give satisfaction og erklæring til vedkommende for eders udi ovenmeldte lysning brugte skrivemåde, ca citanten udi alt efter de af eder æskede bevisers indhold samt hvad andet i sagen til oplysning kan tjene og vorde fremlagt vil efter hans i sin tid agtende irettesættelse vente til bestemt tid efter loven dom over eder, tagendes med eder hvis I kan vide eder til befrielse.

Den udi stævnemålet mentionerede lysning lyder således: Otto Didercih Bierum ved Gravengård lader lyse efter et stak hø, ham af engen er borttaget siden den 26. juli om eftermiddagen, da det med mere var reven i tør hø og på engen ved Franchel å og vad opstakket, om nogen kunne gøre nogen oplysning, hvo den vaæret haver, høet så ulovtilladeligt /: om ikke tyvagtig :/ af engen der meldt haver borttaget. Datum Gravengård den 27. juli 1742. O. D. Bierum. - På begræing af Brørup kirkes patron attesterer jeg at have oplæst denne lysningsseddel på Brørup kirkestævne efter anmodning af monsiumr Bierum på Gravengård Dom.ca 10. post. Trinit. Test. C. S. Frøelund.


 

fol. 563:

Her indført en rettens stævning til vidners førelse fra Peder Johansen af Nørre Lintrup contra mons. Termann Madsen til Nielsbygård: Peder Johansen i Holsted sogn finder sig højlige forårsaget at bevise hans allerunderdanigste andragende angående hans påboende gårds opbyggelse, rydning og deslige, da han udi øde moser og hede optaget den, ligesom og da den var i fuldkommen stand for 15 år siden ved ildebrand er bleven i aske lagt,hvorover han ganske blev forarmet, siden han ingen hjælp af husbonden til gårdens opbhggelse er forundt, årsaget formedelst hans nu havende husbonds omgang ved at frata ge ham hans ejendom og gøre ham husvild til at søge et tingsvidne den 9. aug. førstkommende af efterfølgende, som herved lovlig indstævnes at møde på Gørding-Malt herredsting forbem.te 9. aug., nemlig Poul Pedersen i Brørupgård, Niels Hansen af Gørklint, Tue Lassen ibm., Jens Tøggersen i Favrskov, Jørgen Sørensen ibm., Godske Christensen af Nørre Holsted, Andes Nielsen og Niels Nielsen sammesteds, Niels Christensen, Christen Jensen og Iver Nielsen i Sønder Holsted, Lauge Pedersen i Surhave, Niels Jakobsen og Jens Pedersen i Lintrup, Laurids Sørensen i Favorskov, Christen Olesen, Tøgger Andersen, Jens Nielsen og Anders Madsen i Nørre Holsted, Thomas Christensen, Jens Bertelsen, Morten Jepsen, Niels Pedersen og Peder Olesen i Sønder Holsted, som han begærer af retten under ed at måtte tilspørges: Først om de ikke er bevidst, at han har taget gården i Lintrup udi øde moser og hede og den selv opbygt. 2) om ... samme gård i Lintrup for omtrent 15 år sidebn er brændt og lagt i aske, hvilket han igen påny har opbygt og besat efter fattig lejlighed uden husbondens hjælp, dog at sal. Søren Nielsen Seerup eftergav ham al den restance, som da hæftede på gården. - Ligeså stævnes til samme 9. aug. Thomas Hansen i Lindtrup, Jens Mortensen i Sekær, Peder Mikkelsen i Sekær og under ed, som haver følget Peder Jensen og Wilhelm Johansen, hvad ordre de havde og hverhen citantens kreaturer(?) skulle føres og til hvem. Sammeledes stævnes Knud Pedersen i Nørre Holsted og Anders Tøggersen ibm. for at forklare, hvad tid de har taget citantens boskab og løsøre bort, og hvor meget og til hvem de har henført samme. Ligeså og under samme ed at udsige, om de ikke på påskedag sidst afvigt var hos citanten at fratage ham hans kreatur, til hvem og efter hvis ordre. Endelig stævnes Peder Mikkelsen af Sekær under ed til bemeldte tid for at forklare, hvem de havde med sig hos ham næste søgnedag efter påske sidst afvigt, og hvad de skulle forrette, efter hvis ordre, om ikke var at skulle fratage [=> AO2 304] ham sine bæster og kreaturer. - For processens skyld, om noget skulle anrøre hans sidste husbond sr. Terman Madsen på Nielsbygård, anmeldes denne stævning for ham på det citanten efter alt hvis som passerer uopholdelig et lovformeligt tingsvidne kan blive meddelt, enhver da af forskrevne møder og ikke udebliver under lovens og seneste allernådigste kgl. forordnings straf. Og som stemplet papir nu ikke haves ved hånden, så haver citanten denne stævning vedbørlig at bilægge med et stk. stemplet papir nr. 18 til 6 sk., inden den i retten fremkommer, da den for gyldig passerer. Datum Brøndumdam den 31. juli anno 1742. S. Bierum.
Denne rettens stævning har vi underskrevne igår og idag 8 dage lovligen forkyndt for alle de deri benævnte personer og talt med en del dem selv og ellers med deres hustruer, folk og naboer, som lovede indstævningen for vedkommende at tilkendegive. Således i sandhed så sandt hjælpe os Gud og Hans Hellige Ord. Dat. Holsted den 2. august 1742. Anders A.J.S, Jensens navnemærke. Niels Nielsen.

AO2 304:

Torsdagen den 16. august 1742:

Peder Johansen fra Sønder Holsted fremæskede sine vidner til forhør. Herimod mødte sr. Termann Madsen af Nielsbygård med sin skr. protest (fol. 365, 366, 367). Retten admitterede Peder Johansens vidner til forhør.

1. vidne, Poul Pedersen af Brørupgård:

  1. Om vidnet ikke er bevidst, at Peder Johansen har taget gården i Lintrup i hede og mose og den selv opbygt. - Vidnet svarede, at han vel er bevidst, Peder Johansen tog gården øde, sommeldt; vidste og vel, at han fik nogen hjælp til bygning og sæd, men hvor meget vidste han ikke.
  2. Om ikke samme gård i Nørre Lintrup for omtrent 15 år siden er afbrændt og lagt i aske, hvilket han igen påny har opbygt og besat efter fattig lejlighed uden husbondens hjælp, dog at sal. Søren Nielsen Seerup eftergav ham al den restance, som da hæftede på gården.
    Sr. Madsen protesterede i allerkraftigste måder imod dette vidnes videe udsigende, i særdeleshed da han ved hans svar på spørgsmål har begået sådan excesse, så han har understanden sig plat ud at udsige, at citanten har hantaget gården i øde mosestand, da dog det fremlagte fæstebrev af dato [=> fol. 364] 20. juni 1724, produceret under Lit. D, som udtrykkelig udviser, at hans den tid havende husbond sal. mag. Seerup lar ladet ham bde vinter- og vårsæd ... ... uden nogen hans bekostning, så deraf ses ej alene, at citanten ikke har antaget stedet i hede og mose alene, men endog ... favorabelt dette vidne er citanten hans udsigende, da han understår sig at udsige, vis der strider imod sådan et aesthantique bevis, der er udstedt af død mand, hvorfor sr. Madsen endnu som før protesterer og reserverer sig compentencia. - Vidnet gav hertil svar, at da Peder Johansen fik fæstebrev af sal. mag. Seerup, var der hverken plovet eller sået til Lintrupgård.
    På 2. spørgsmål svarede vidnet, at det var ham bevidst, at gården for omtrent 15 år siden blev afbrændt og i aske lagt, men hvad hjælp Peder Johansen af husbonden fik, det vidste han ikke undtagen skattefrihed. Hvad restanderne angår, vidsste han intet om.

Sr. Madsen i anledning af vidnets første udsigende måtte tilspørge vidnet,

  1. på hvad dag og tid citanten antog det omdisputerede sted. - Svarede, ungefær ved midsommers tider, men hvad år vidste han ej, siden fæstebrevet det vel udviser.
  2. Hvorledes vidnet kan udsige, at citanten har antaget stedet i mose og hede, da dog hans den tid havende husbond har lagt både vinter- og vårsæd. - Vidnet refererede sig til sit forhen givne svar. - Sr. Madsen æsker enten nej eller ja til omskrevne spørgsmål. Vidnet svarede, han vidste ej mere herpå at svare, end han forhen udsagt haver.
  3. Om vidnet ved eller med god samvittighed kan udsige, at citanten af egne midler og uden husbondens hjælp har opbygget steden. - Vidnet svarede, at det var muligt, at citanten af egen formue og uden andres hjælp kunne opbygge steden.
  4. Om vidnet ved, på hvad tid citanten som rette(?) fæsteejer antog stedet først i possesion. - Svarede, da han havde fået fæstebrev, antog han og stedet.
  5. Om vidnet ved, af hvor mange fag hus og i hvad stand citantens omdisputerede sted bestod i, da han efter dom og udlæg kvitterede steden. - Svarede, det vidste han ikke.

2. vidne, Niels Hansen af Gørklint:

  1. han vidste vel, Peder Johansen tog gården i øde stand, men hvor meget hjælp han fik af husbonden, vidste han ikke.
  2. han vidste vel, gården var afbrændt, men det øvrige spørgsmålet indeholder, vidste han intet om.

3. vidne, Tue Lassen fra ibm. efterfulgte forrige vidnes udsigende i alle målder, undtagen han ikke vidste, om Peder Johansen havde taget stedet øde eller ikke.

4. vidne, Jens Tøgersen af Favrskov efterfulgte Niels hansens vidne i alle måder og vidste ej videre til sagens oplysning.

5. og 6. vidne, Jørgen og Laurs Sørensønner fra ibm. vidste aldeles intet at udsige i denne sag.

7.-11. vidne, Godske Christensen, Anders Nielsen, Tøger Andersen, Jens Nielsen og Anders Madsen, alle af Nørre Holsted, efterfulgte i alle ord og meninger 2. vidne Niels Hansen af Gørklint hans udsigende, undtagen det 10. vidne, Jens Nielsen, forklarede, at han havde forrettet en bred ploven ved Peder Johansens sted for hans svoger i Kragelund i Bække sogn, som var en bonde arf citantens husbond mag. Seerup og befalet af ham samme plovning at forrette, hvorved kan berettede, at en liden dreng Peder Johansen tilhørende som anviste ham det stk., han skulle pløje udi. Sagde til ham, at han skulle pløje det op; siden de andre havde plovet deres op, så skulle han og gøære ved hans, hvilke han formener var mag. Seerups bønder.

12.-15. vidne, Niels Christensen, Morten Jepsen, Jens Bertelsen og Peder Olesen af Sønder Holsted [=> AO2 306] efterfulgte 2. vidne i alle måder, undtagen Morten Jeppesen med tillæg forklarede, at citanten Peder Johansen bekom til stgedets fortsættelse i Linxtrup et par plovjern på sal. mag. Seerups vegne af afg. Peder Selgersen i Brørupgård; men hvad han mere havde bekommet var vidnerne ubekendt.

16. - 19. vidne, Iver Nielsen, Christen Jensen, Thomas Christensen og Niels Pedersen, alle af Sønder Holsted, som ganske intet var bevidst i denne sag til oolysning uden alene dette, at de havde hørt, at Peder Johansens sted i Lintrup for nogle år siden var blevet afbrændt.

20. - 21. vidne, Niels Jakobsen og Jens Pedersen af Lintrup, som på 1. og 2. spørgsmål efterfulgte Niels Hansen af Gørklint han sudsigende i alle ord og meninger; forklarede derhos, at citantens gårds bygning, da han kom fra stedet, bestod ikkuns af fire fag sals log otte fag ladehuse i ringe stand.

22. - 23. vidne, Anders Tøgersen og Knud Pedersen af Nørre Holsted, som af retten blev tilpurgt,

  1. hvad tid de har tagen citantens boskab og løsøre bort. - Vidnerne svarede endrægtelig, at de intet havde borttaget fra citantgen.
  2. Hvor meget og til hvem de havde henfrt samme løsøre eller boskab. - Vidnerne svarede, at eftersom de intet har borttaget, så har de ej heller bortført noget fra ham.
  3. Om de på sidst afvigte påskedag har fratagen citanten hans kreatur, hvortil vidnerne enstemmig svarede nej, at d ehverken var i by bem.te tid eller havde frataget ham noget, og derhos forklarede, at citanten hans bygning ved hans aftrædelse bestod af foromvundne fag og var hel brøstfældig.

24. vidne, Peder Mikkelsen af Sekær, som blev tilspurgt, hvem han havde med hos citanten næste søgnedag efter påske næst afvigte, og hvad de skulle forrette, og efter hvis ordre, om ikke var at skulle fratage ham sine bæster og kreaturer. - Vidnet svarede, har var ikke kommen til citanten for at fratage ham noget, men alene for at læse en seddel, som vr udgivet af sr. Terman Madsen, med begæring til Peder Johansen,om han ville godvillig udlevere en boelstud og en gl. bæst til gårdens drift, som dog ikke af citanten blev fuldkommet, langt mindre ham noget af sådant frataget, ligesom og citanten svarede ham, at de ommeldte kreaturer skulle blive bestående hos ham, indtil de femten dage efter dommens forkyundelse var forløben. Derpå vidnet gik sin vej uden at tage det ringeste fra citanten med sig, hvilken seddel vidnet forklarede at have forkyndt i overværelse af Peder Jensen og Wilhelm Johansen i ...trup.

Som Peder Johansen af Lintrup, nu opholdende sig i Sønder Holsted, beråber sig på flere [=> fol. 365] vidnesbyrd, neml. Thomas Hansen af Nørre Lintrup og Jens Mortensen i ... ved continuationsvarsel her til retten at indkalde, altså begærede han desårsage dette tingsvidne usluttet og sagen opsast il 6. september. - Sr. Madsen protesterede imod de n lange opsættelse. 14 dages opsættelse må være nok, især fordi de påberåbte vidner ikke alene er inden herredet, men endog her i sognet possessioneret. Og da citanten beråber sgi på at bevise hans udgivne allerunderdanigste memorial til hans kgl. maj. så er det jo uforbigængeligt, at dette tingsvidne jo før jo bedre må bringes til ende, med mindre citanten frygter for sin sag, som idag noksom af så mange afhørte vidner er bragt for lyset og derfor vel skulle tie stille i evighed. Men som sagen consernerer i sig selv ærerørige beskyldninger og den ved citantens egne påskud alene dependerer af dette tingsvidne til hans. maj.ts allerhøjeste decision eller og hvad hans maj. ellers allernådigst måtte behage ved ordentlig lands lov og ret at remittere sagen, så formodes og påstås, at citanten vorder tilholden uopholdeligt bringe sit tingsvidne til ende, i særdeleshed da som meldt itnet er i ... I vidrig fald påstår han efter forordningen af 3. marts 1741 vedbørlig er at mulktere ... Opsat til 6/9.

fol. 365:

Følger her indført sr. Termann Madsens indlæg med sine bilag på folio 363 citeret imod Peder Normand af Holsted:

... ser jeg her til retten idag af Peder Johansen i Nørre Lintrup er bleven kaldet, men hvordan og hvorom egentlig kan hverken jeg eller nogen retsindig forstå, som herefter skal blive forklaret. Dog imellem løbert og lader sig anse, ligesom citanten agter at beviseliggøre hans imod mig til deres kgl. maj.  ej med sandhed convenable indgivne allerunderdanigste memorial, hvorpå jeg allerede sidst afvigte 21. juli efter ordre fra deres heøvejbårne excellence og stiftsbefalingsmand von Gabel har indsendt min allerunderdanigste erklæring med vedføjede authentique beviser, som aldrig ved vidner kan kuldkastes. Og som sagen endnu hviler under hans maj.ts allerhøjeste decision, så ved jeg ikke, om nogen rettergang i denne sag kan stædes, før end sagen af hans kongel. maj. er decideret, allerhelst citanten allerførst immediate til hans kgl. maj er indkommen. Imidlertid ved jeg ikke, om citanten kan tillades, eller om retten selv vil tillade ham at føre bevis imod rettens behandlinger, hvorhen han mest sigter, thi alt hvis jeg mig har foretaget, er jo sket lovlig og derfor er rettens litr. A, item udlægget litr. B, af hvilken dom og udlæg klarlig er at se, hvis sket og passeret er, så jeg ikke ser nogen vidne derimod til vidnesbyrd kan admitteres, så længe retten er ubeskyldt, da det er betimelig nok, og får sagen da andre essentialia og vil mest ankomme på retten, som man ej heller påtvivler, at de jo forsvarer, hvis de har forrettet, ja samme dom litr. A viser og, at jeg formedelst at citanten var mig 137 rdl. 1 mk. 12 sk. skyldig efter egen inden retten gjorte tilståelse til min retmæssige gælds inddrivelse har våren nødt til at gøre, hvis sket er, ja endog af udlægget litr. B, at jeg endnu har 73 rdl. 2 mk. 13 sk. hos man mere at fordre, så jeg havde største årsag at oppenere ham lovens 1. bogs 24. cap. 14. art.; men som han i ingen måder kan præjudicere min fetfærdige sag, vil jeg alt og alt henstille til rettens skønsomhed, hvorvidt lovmæssig være kan. Men at komme nu til mit forrige angående hans illegale stævnemål, så finder jeg mig beføjet i kraft af loven imod samme at protestere og excipere, og når det da må behage retten at prolustrere hans stævnemål, derudaf klarlig befindes, 1) at han i begyndelsen giver mig som husbond beskyldning at have frataget ham hans ejendom, da dog han aldrig på mit gods har haft nogen ejendom, men alene et fæstested, og af hvad årsag han derfra er kommet, viser allegerede litr. A et B, hvorimod ingen vidner kan afhøres; 2) stævner han mig ikkuns, som slutningen af stævnemålet udviser, for processens skyld, ligeosm sagen var mig uvedkommende, da og alligevel tillægger mig i stævningens egyndelse så grove og imod sandhed stridende beskyldninger, ja 3) gør han quæstioner i sit stævnemål til vidnerne og el alene lader dem 8-9 dage forud vide, hvorom de skal vidne, purement af den årsag, at han imidlertide kan overlægge med dem, hvad de ham til faveur skal udsige, men endog på allergroveste måder tvært imod den allernådigste papirforordning, som efaler, at man ikke må ... ... ... stemplet papir mere end til en sort eller materie ... ... ...både har oprettet stævnemål og vidners quæstion, hvortil han dog burde bruge 2 stykker, så er han ... efter allerhønstbem.te allernådigste forordning vedbørlig at mulctere, tilmed hans stævnemål ej udi rettenat komme i ringeste consideration; 4) giver han [=> AO2 308] Thomas Hansen i Lintrup, Jens Mortensen og Peder Mikkelsen i Sekær, item Knude Pedersen og Anders Tøgernsen i Nørre Holsted sag og tillægger dem beskyldninger at have taget hans boskab og løsøre fra ham og dog kræver dem til at vidne på dem selv i slige beskyldnignsposter tvært imod loven pag. 116 art. 5 (DL 1-14-5) et 110 art. 17 (DL 1-13-17), i særdeleshed ingen inkvisitionssager er tilladt uden kongelig special ordre at foretages, endskønt det i så måde lader sig anse, som citanten inquisitionaliter agter ... ...; 5) ser man, at han ... ej videre end som hann så subtil omgår tilforne og vil føre bevis på ... ... hvis rettens protokol bevidner, nemlig  han vil, vidnerne skal vidne efter så mange års forløb ... ... der er brændt for ham, da dog protokollen formedelst den af ham den tid tgne tingsvidne deromver giver den bedste oplysning, som ej med nu førende vidner kan kuldkastes, ja endog vil føre vidner, at han har opbygt stedet uden hjælp, da dog han efter tingsvidnets udstedelse har fået hjælp hele landet igennem, og hvem skulle vel kunne vidne om, hvad hjælp han har fået, thi der er jo vel ingen, som har været ved ham på alle tider og på alle steder og set, hvad han har fået, thi ellers kan de jo umulig ej derom aflægge nogen vidne; ja, så troværdig som han er i det ene, så er han vel og i det andet, at han ingen hjælp skal have fået af hans den tid havende husbond, da dog det er bekendt, at sal. mag. Seerup var en behjælpelig mand imod sine bønder, ligesom og al hans husbygning ikkuns bestod af 7 ringe fag uhs, litr. C og posit... non consesse, at han ingen hjælp af hans husbond havde fået, quid inde, var han derfor ikke skyldig at betale den gæld, han siden har pådraget sig og tilstået inden retten rigtig at være, og hvorpå rettens dom er falden. Jeg mener jo og, at lle retsindige må bifalde det samme, så man ser, hvor slet og ilde han er funderet; 6) tillægger han død mand, neml. sal. mag. Seerup, beskyldning at have leveret eller fæstet ham et øde sted, da dog hans fæstebrev udviser langt anderledes, vid. litr. D, og i denne post agter han at føre vidner på ham, uden han nførst havde stævnet efter loven hans arvinger som angældende; ja videre underser han sig ej at angribe uden stævnemål hans højærværdige biskop Brorsen som en ustævnet mand, ligesom han ej kunne hjemle det, han havde solgt, idet at han agter og har forestævnet at føre vidner på, at sal. mag. Seerup havde eftergivet ham al restance, da dog vedfølgende skøde sub. litr. E bevidner, at velbem.te hr. biskop Broersen har solgt mig al på steden hæftende restance. Havde nu mag. Seerup eftergivet ham al restance, hvorledes har da hr. Brorsen kunnet komme til at sælge det til mig; så man ser derudaf, at sparer citanten ikke hans foresatte gejstlige øvrighed med så grove beskyldninger. Uden stævnemål er det vel ingen under, at han vil plådigte mig andre, alle herudi allegerede bilag sub. litr. A, B, C, D et E vordder in originale fremvist tillige med ligelydende kopier deraf til aktens følge, ed tjenstlig begæring, at originalerne, så hastid de er læst og påskreven, mig må tilbageleveres. Heraf måtte da den velvise ret behagelig fornemme, hvor illegal, lovstridig og uforsvarlig citanten går til værk, og skønt jeg havde største føje efter lovens yderste rigeur at gøre irettesættelse, vil jeg dog spare det til sin tid og indstille til den velvise ret, hvorvidt efter sådanet et stævnemål lovforsvarligt kan foretages; dog protesterer jeg i allerkraftigste måder af lov og ret, at ingen vidner så vidt disse ommeldrte kalre og authentique beviser imod strider, må eller bør foretages, såsom deraf såvel i henseende til vidnerne som andre kunne flyde mange skadelige konsekvenser, som i sin tid kunne meritere velfortjente straf. Sluttelig reserverer jeg mig alt, hvis lovligt kan være, således at mig i eller under sagen ingen slags præjudice kan tilvokse, og reserverer mig al lovlig regres og satisfaction mod de mig af citanten imod sandhed tillagte gravamina og nærgående beskyldninger og således indstiller sagen til rettens kendelse og i vente af rettens assistance forbliver med al consideration (etc.).

AO2 308:

Den i indlægget mentionerede domsakt og sentence. (Afskrift af dommen.)

Den i forbemeldte indlæg under litr. B producerede udlægsforretning lyder således:
Den 13. april indfandt sig efter begæring af velædle sr. Termann Madsen til Nielsbygård på kgl. maj.ts herredsfoged i Gørding-Malt og Skads herredsting seigr. Søren Bierum af Brøndomdam hans vegne herredsskriver Jens Hellesen Utrup af Bobøl med tiltagne tvende mænd, navnl. Anders Tøgersen og Knud Pedersen, begge af Nørre Holsted, her udi Peder Johansen Normands bo i Nørre Lintrup for sammesteds at gøre udlæg efter dom af dato Gørding-Malt herredsting d. 8. marts. sidst for restance og skyldig gæld med tildømte omkostning ialt den summa 137 rdl. 1 mk. 12. sk., hvor da og på velbemeldte seigr. Termann Madsens vegne var til stede hans søn mr. Christen Termannsen /: som efter at dommen var oplæst og dereftr æsket mindelig betaling, som ej var at få :/ gjorde anvisning til udlæg efter forberørte dom på følgende, som blev vurderet og udlagt: (Alt indbo, klæder vistnok undtaget, husdyr, prissat. To gamle salmebøger blev vurderet til 12 sk. En tredie salmebog er bortkommet, siden forbud og dom gangen er. Alt indbo var jo blevet registreret inden forbudsdommen.) Samlet vurdering 63 rdl. 4 mk. 15 sk. - Siden intet videre blev påvist eller fandtes til udlæg end dette foreskrevne specificerede og vurderede bedragende sig til trediesindstyve og tre rigsdaler 4 mark 15 sk., som bliver idag velædle sr. Termann Madsens søn Christen Termannsen overleveret på sin faders vegne, og dersom Peder Johansen kan ærstere og betale al sin debet efter dommens formelding inden fjorten dages forløb fra dato, overlader merbem.te sr. Madsen ham gerne alt, hvis idag ham udlagt er. Thi ellers, mhvis ikke sker, nyder sr. Termann Madsen efter hans søns påstand sin regres til Peder Johansen Normand for den øvrige restance efter dommen, om han noget videre i sin tid til betaling ejendes vorder.

Den under litr. C. producerede tingsvidne er af følgende indhold:
Torsdagen den 17. april 1727 blev retten betjent af herredsfoged Søren Bierum (etc), hvor da fremkom for retten Peder Johansen af Lintrup. (Anmeldelse af ildsvåde på sædvanlig vis. Gårdens hartkorn er 2 tdr. 6 skp. 3 fjd. Bygningernes størrelse er ikke nævnt. Husbond: provsten hr. mag. Søren Seerup i Ribe. Denne får tingsvidne, og Peder Johansen en genpart, hvormed han i et år kan søge hjælp hos medlidende kristne).

Det under litr. D producerede fæstebrev:
Søren Nielsen Seerup, stiftsprovst i Riber stift og sognepræst til domkirken her sammesteds kendes at have fæstet ærlig og velagte mand Peder Johansen af Tystrup herred i Aller sogn og brabæk by den mig tilhørede øde gård i Holsted sogn i Lintrup med al den rette tillæggelse, hvad navn det og haver kan, intet undtaget o nogen måde, dog med slig vilkår, at han deraf udreder alle kgl. skatter, som deraf kan falde fra 1. maj 1726, årligen i rette tid yder forsvarligen sin skylde og landgilde efter jordebogen, hvorfor ham er forundt frihed indtil Mortensdag 1728, da til samme tid hans skylde skal leveres, bliver hans husbond og hans fuldmægtige hørig og lydig, selv lade bygninger sømmeligen opsætte efter stedets lejlighed og tilbørligt kan være, hvortil han nyder, hvis Søren Iversen(?) i Favrskov har til sig taget af den gl. bygning, nok af mig selv 3 á 10 laen lange fyrrebhjælker og en gl. bjælke, og ellers bygger stedse og forbedrer steden. Vinter- og vårsæden lader jeg ham lige ved mine tjenere og forskaffe ham til sædekorn, rug 3 tdr., byg 2 fjd. og boghvede 4 tdr. Og haver han ellers i alle måder a tforholde sig efter kgl. maj.ts lov og forordninger under hans fæstes fortabelse. Liliebierg udi Ribe d. 20 juni 1724, S. N. Seerup. - Ligelydende haver jeg samme dato til mig annammet og lover den i alle sine punkter hørsommeligt at efterleve under min fæstes fortabelse. Peder P. J. S. Johansen. - Conform med originalen testerer P. Madsen.

Den under litr. E fremlagte skøde:
Broder Brorsen stiftsprovst og sognepræst til domkirken udi riber gør hermed vitterligt, at ved auktionen efter afgangne mag. Søren Seerups, fordum stiftsprovst og sognepræst til bem.te Riber domkirke hans jordegods holden herudi stervboen d. 15. oktober 1736 efter foregående lovlig proklamation ... er iblandt andre ædle seigr. Termann Madsen til Nielsbygård ved mr. Jørgen Seerups afståelse på auktionsstedet bleven som højstbydende tilslaget efterskrevne af b em.te jordegods for kapital to hundrede og seksten rigsdaler en mark og tolv skilling, skriver 216 rdl. 1 mk. 12 sk., som efter den for mig producerede kvittering fra velbem.te skikftekommissærer ... ... til dem er betalt med et års rente ti rigsdaler fire mark fjorten og en halv skilling, alt efter auktionsconditionerne sålydende: 1) Hver gård, hus eller sted bliver i proportion af sit hartkorn enten opbuden for en samlet summa under eet eller tønde- og skæppevis, ligesom ...haverne forlanger; 2) al restance gammel og ny, som hæfter på bønderne til den ... 1736, følger køberen med godset, såvel som og dette års landgilde. Og tager det købte straks i possession, så snart enhver bliver tilslaget, samt leveret fri for kgl. skatterestance til bem.te .... 3) den købende betaler købesummen udi danske ... courant til skiftekommissæren her i Ribe med deres bevis som skal tilstilles auktionsmesteren for auktionsskødet, når extraderes. 4) .... ... ... ... [=> AO2 311]  - Thi haver jeg ved dette auktionsskøde fuldkommenlig solgt, skødet og afhændet fra velbem.te afg. mag. Søren Seerups arvinger til evindel. arv og ejendom uryggelig og uigenkaldelig at nyde og besidde efterskrevne jordegods beliggende udi Riberhus amt i Gørding-Malt herred, såsom Holsted sogn, Lintrup by en gård anslagen udi den nye matrukel for hartkorn to tønder, seks skæpper to fjerdingkar og to album og beboes af Peder Johansen; Lindknud sogn, Klelund, en gård, som beboes af Morten Pedersen og Søren Pedersen, skylder årlig efter jordebogen rug en ørte, et svin, et fødenød, gæsteri(?) en rigsdlr., arbejdspenge seks rdl.; anslagen for hartkorn fem tønder, seks skæpper og to fjerdingkar, hvilket forskrevne bøndergods med al anden ret og rettighed, visse og uvisse indkomster, rente(?) og rette tillæggelse, være sig af ager og eng, mark, krat, hede, kær, mose, fiskevand og fægang, tørvegrøft og lyngslæg, vådt og tørt inden og uden markskel aledels intet undtagen, i hvad navn det haver eller nævnes kan, som nu tillægger og af alders tide dertil med rette lagt haver, velbem.te Termann Madsen, hans hustru og begge deres arvinger eller hvem samme herefter ejendes bliver og med rette besidder, efter hans kgl. maj.ts allernådigste lov og forordninger må og skal have, nyde, bruge og beholde samt sig nyttiggøre, som han eller de bedst vide og kunne, til evindelig arv og ejendom  uigenkaldelig i alle måder, efter at derfor er sket fyldest og fornøjelig betaling, som forhen er meldet, og tilstår herved at merblem.te stifsprovstens mag. Søren Seerups arvinger, myndige og umyndige, ingen ydemere lod og del, ret eller rettighed efterdags haver til eller udi fornævnte bøndergods, bygninger, ejendomme, herligheder, restancer eller videre, som forskrevet står, i ngen optænkelig måde, helst de for købesummen ved endelig skifte og deling nyder vedbørlig fornøjelse, hvorfor de og er forpligtede, en for alle og alle for en, at frifrelse, hjemlse og fuldkommenligen tilstå velbem.te sr. Termann Madsen (etc.) - Actum ribe d. 24. juli 1737, Broder Brodersen, L. J. Fog, (m. fl. underskrifter).


 

AO2 311, fol. 367:

Torsdagen den 30. august 1742:

På sognepræst for Føvling og Holsted menigheds hans vegnemødte hans brødtjener Niels Christensen af Bækbølling og forestillede tvende kaldspersoner navnl. Jens Pedersen af Bobøl og Anders Sørensen af Føvling (memorial på fol. 370). De har forkyndt stævningen for enhvers bopæl, talt med en del dem selv, ellers med deres hustruer, folk og naboer. Derefter fremlagde Niels Christensen  hr. Foghs skriftlige indlæg (fol. 370). - Hans Christensen af Astoft fremkom og gav retten til kende, at han ingenlunde nægtede præsten sit arbejde efter loven. Når han ikkun fik at vide en dag eller to forinden, til hvad dag og tid han skulle møde sit arbejde at forrette, ville han det gerne forrette. Flere mødte ikke efter påråbelse. Lovdaget. 13/9.


 

Hofjægermester Bachmann ctr. Bierum ang. en ved Franchelvad beliggende engkrog. Bierum producderede en stævning de dato 18/8 (fol. 370). [=> 313] - Nicolaj Johan Ravn protesterede i allerkraftigste måder sig ej videre i vidners forhør med sr. Bierum at indlade end efter stævningens indhold. - For retten fremmødte Anders Hansen Graver hans efterladte hustru og datter Kirsten Andersdatter fra Kidholmen:

  1. Om de ikke vitterlig og bekendt er, at Bierum efter ankomst til Gravengård har brugt den norden til Franchelvad beliggende engkrog.
    Efter contrapartens begæring blev vidnerne separeret, hvor da alene fremstod Anders Gravers enke Karen Rasmusdatter af Kidholmen, som på tilførte spørgsmål svarede, at vidnet vel er bevidst, at Bierum på nogle år havde brugt omspurgte engkrog til sine hestes tøjring.
  2. Om Anders Gravengård som den, der kirkens eng ved Franchel å beliggende i fæstge havde, ikke traks gav kirkens patron hr. hofjægermester Bachmann omspurgte engkrogs brug til kende, om det engkrog under kirkeengen henhørte, ham da samme ville forsvaret. - Ravn refererede sig til den her i retten producerede stævnemål, som alene melder om hævd og possesion og ikke om at vidne på ord, hvis andre har sagt, og i slig fald strider hans spørgsmål direkte imod loven pag. 32 art 5 (DL 1-4-5). - Bierum agtede ganske unødig noget på sr. Ravns tilførte at svafe, men alene tjenstl. begærede, vidnets svar på spørgsmålet af retten behagelig måtte indhentes. - Vidnet svarede, at det var hende bekendt, at hendes sal. mand Anders Graver havde angivet og klaget for hr. hofjægermesteren, det Bierum brugte ommeldte engkrog til sin tøjring.
  3. Om vidnet kan sige med sandhed, omvundne brug nogen sinde af bem.te hr. hofjægermester blev påtalt eller søgt, dito engkrog under kirkeengen at skulle henhøre. - Vidnet svarede, at hr hofjægermester Bachmann ej forsvarede bem.te engkrog eller talte pkå dens brug, så vidt vidnet er bevidst.
  4. Om Anders Gravengård og ikke [=> fol. 368] siden efter åringers forløb har haft det ommeldte enkgkrog af Bierum i Leje og minde år efter anden i nogle år, og hvor mange. - Vidnet svarede, at hun vel var bevidst, at hendes sal. mand nogle år havde samme engkrog ileje og minde af Bierum, men egentlig hvor mange år vidste hun ikke.

Ravn kontratilspurgte dette vidne:

  1. Når og udi hvad år hendes mand sal. Anders Gravengaard flyttede fra Gravengård. - Vidnet svarede, at det er på 18 år siden næstafvigte pinsedag, hendes sal. mand og hun flyttede fra Gravengård til Kidholm, så vidt hun erindrer sig.
  2. Om ikke sal. Anders Gravengaard holdt sig til den kirkeeng ved Franchel å, som han havde i fæste, og det lige til vejen, hvor der er en kendel. grøft, udi de første åringer, efter sr. Bierum var kommen efter ham på Gravengård at bo. - Vidnet svarede ja, hendes sal. mand holdt sig til krogebn, men vidste ingen skel imellem Brørup kirkeeng og Gravengård eng, men holdt dem til engen, som ligger op til Franchelvad. Hvad grøften betræffer, har været før deres tid og er endnu, og vidste ikke, hvorfor den var.
  3. Om sr. Bierum viste nogen bevis eller rigtig skel til Anders Gravengård eller vidnet, at han til omspurgte eng var berettiget, eftersom Anders Gravengår uden hr. hofjægermester Bachmanns vidende som ejer lod sig overtale til at give nogen årl. minde deraf. - Vidnet svarede, at der blev ingen skel af Bierum vist, og engen blev dem af bierum overladt for leje og minde, men ej af Bierum dertil overtalt.
  4. Hvad værdi dette såkaldte minde var af, hvori den bestod, og når den blev accorderet. - Svarede, det var en par år eller tre-fire enfter de var kommen til Kidholmen, men egentlig ikke til visse, hvor længe :/ at den omvundne minde blev accorderet. Men hvad værdi Bierum af dem fik, undtagen han repareret ved Bieryums huse med videre. Og videre tilstod, at hendes mand på sit yderste sagdee, hun skulle gøre Bierum fornøjelse for det øvrige, som restede, hvilke ord af ham blev udsagt torsdagen, som han døde om søndagen derefter, så vidt hun erindrede sig.
    Ravn tilspurgte vidnet, om hun erindrer sig, hvad det var for en torsdag, som hun har omvundet, samt hvad tid det var om dagen, tidlig eller sildig. - Vidnet svarede, hun vidste ikke datum, ikke heller, om det var tidlig eller sildig om dagen, såsom hun ingen klokke havde i huset.
  5. Om vidnet kan med sandhed sige, at sr. Bierum oppebar ommeldte minde son nogen rettighed, eftersom han da ingen hævd kunne have, eller og hans formidable myndighed cujonerede Anders Gravengaard, at han gjorde, hvad sr. Bierum ville, for at nyde fred.
    Bierum ville forhåbe, at sr. Ravn af retten blev tilholdt at give sit spørgsmål på dansk efter maj.ts allernådigste vilje og befaling til vidnets efterrettel. svar. - Ravn kunne ej tro, at sr. Bierum var bleven så tysk, at han jo kunne forstå dansk, og som spørgsmålet er klart, så er det unødvendigt at svare på det, som mr. Bierum opinerer. - Bierum agtede unødig mons. Ravns tilførte gravamina at besvare, thi overlod han til retten, om spørgsmålet er til Bierum eller vidnet, og i så måde inhererede sin forrige formenende billige begæring. - Vidnet svarede på 5. quæstion, at hvorvidt  [=> AO2 315] Bierum var berettiget til at oppebære slig minde, vidste hun ikke; men dette vidste hun, at de aldrig var truet eller kujoneret til at minde ham deraf.
  6. Om vidnet kan nægte, at Anders Gravengaard jo idelig klagede over sr. Bierum, at han jog ham fra sit påboende sted Gravengård og siden både kom ham for nær på kirkeengen så og opåd han dem med sine kreaturer og bæster, idet han med dem drev over grøften, som meldt er. - Vidnet svarede, Bierum jagede dem ikke fra Gravengård, men gjorde dem fornøjelse; men var hende vel bevidst, at hendes sal. mand ofte klagede over monsieur Bierum, at han med sine kreaturer lod den omdisputerede engkrog opgræsse; men om samme engkrog henhørte under kirken eller ikke, det vidste hun ikke.
  7. På hvad dag og tid Anders Gravengaard besværede sig over bem.te engkrog til hofjægermester Bachmann. - Vidnet svarede, hun ej kunne erindre sig nogen tid eller dato, men dog gav det straks hr. hofjægermesteren til kende, da Bierum tog det til brug.
  8. På hvad dag og tid sr. Bierum sig først tilegnede sig bem.te engkrog. - Vidnet svarfede, hun vidste ej, havd datum der skreves eller årstal.

2. vidne, Kirsten Andersdatter fra Kidholmen.

  1. ja.
  2. ligeledes ja.
  3. hun vidste ikke, at det var søgt eller påtalt af hr. hofjægermester Bachmann.
  4. hun vidste vel, at hendes fader havde samme engkrog i leje af Bierum., men hvor mange år vidste hun ikke.

Ravns kontraspørgsmål:

  1. svarede ligesom hendes moder udsagt haver.
  2. vidnet efterfulgte moderens svar i alle måder, men vidste ikke, hvor mange år.
  3. som 1. vidne.
  4. efterfulgte moderens udsigende, undtagen hun vidste ikke tiden da den omspurgte minde blev accorderet. På resten af samme spørgsmål svarede, hun vidste sig ej at erindre, hvad dato eller tid på dagen, det af hendes fader blev udsagt.
  5. efterfulgte moderen.
  6. Bierum freede (fredede?) dem kirkeengen upåklagelig. - Ravn tilspørgte vidnet, om hun ikke havde hørt, at hendes sal. fader ofte havde klaget over, at sr. Bierum lod ham ommeldte krog af kirkeengen ved Franchelvad opæde af sine kreaturer. - Vidnet svarede, hun vel havde hørt, at hendes fader vel havde klaget til hr. hofjægermesteren, at Bierum bemægtigede sig samme krog til tøjring, men kunne ikke forklare, om den hørte til kirkeengen eller ikke.
  7. vidste vel, at der vr klaget for hr. hofjægermesteren, men hvad datum vidste hun ikke.
  8. svarede ligesom sin moder.. [=> fol. 369]

Hvornæst de æskende fæstebreve på Gravengårfd og den ved Franchel å beliggende Brørum kirke tilhørende eng i retten blev fremlagt. Samme Bierum begærede påskrven og ord fra anden akten tilført (fol. 370). Videre var Bierum begærende, retten behagel. ville betragte, at dito fæstebreve findes uraderede og umakulerede samt ubeskadiget på derunder befindende signatur. - Ravn kunne ej noksom forundre sig over Bierums indførte, da den halve side af det frem af ham fremlagte fæstebrev er afskåren, hvorpå ventel. noget til sagens oplysning kan have været skreven, til hvilken ende Ravn på tid og sted reserverer sig al lovl. indsigelse imod ommeldte dokumenter. - Bierum overlod mr. Ravns forwundringer til ham selv og agtede ej videre hans tilførte at besvare, men af retten var begærende sit forhen tilførte ang. udebleven vidne Johan Sørensen Smed af af Surhave efter loven at måtte billiges. - Ravn på Johan Sørensen Smeds vegne svarede kortel., at siden ham er berettet, at han skal være indstævnet for possision og hævd at vidne, at han ikkun for 14-16 år siden først er kommen i tjeneste hos hr. hofjægermester Bachmann, ved ikke heller desårsage nogen rede til hævd eller possesion i den tid, som retten følgelig kan slutte. Har og efter relation, som ved ed i sin tid kan vorde præsteret, ej vidst anden skel end grøften ved vejen over Franchel å,  og i så måde er impliceret i sagen, så vidt lysningen om høets bortførelse betræffer, hvilken bortfølrelse han tilstår. Så protesterer Ravn på Johan Smeds vegne, at ingen forelæggelse kan ham pålægges i en sag, i hvilken han som meldt selv er impliceret, særdeles her efter dette idag tilførte stævnemål alene sigtes og stævnes for vidne om at fravidne, at hr hofjægermester Bachmann ej er ejeren og Johan Sørensen Smed  ej fæstehaver til grunden og afgrøden. - Bierum var intentioneret indstævnede Joh. Smed ham at skulle vidne om, hvis for 1-16 år siden kan være passeret i denne sag, men alene, hvad han kan være vidende om possession, brug og hævd, siden han til Surhave ankom, og før end han nogen tid fik kirkeengen i fæste. Ikke heller er tiltænkt, at han i ringeste måder skulle vidne om høets borttagelse, hvilken oimgang Bierum reserverer sig til lovvedbørlig påtale i sin tid. Hvad sig Ravns videre tilførte angår, at han vil sige., hr. hofjægermester Bachmann ved vidner at skulle søges eller søgt vorde ej til kirkeengen at være berettiget, det har ingen harmoni og ikke i ringeste måder efter Bierumns formening kan hjemle Joh. Smed Franchelvad at gøre skel mellem Gravengård eng og kirkeengen. Kan og ikke tro, at hr. hofjægermester har fæstet ham videre for kirkeeng, end hvis dertil med rette henhører. Skulle det anderoledes befindes, bliver det en sag mellem den bortfæstende og den fæstende, Bierum uvedkommende. Bierum ikke heller har fornemmet af mr. Ravn at være tilstået, at hr. hofjægermester enten har fæst Joh. Smed omtvistede engkrog, eller heller at hafe forevist dito Smed Franchelvad at sukke være skel mellem Gravengård eng og kirkeengen. [=> AO2 317] (Bierum argumenterer videre). - Retten resolverede således, at som mons. Ravn på hofjægermester Bachmanns vegne har i protokollen deklareret Johan Sørensen Smed at have bortført høet af omtvistede engkrog og derfor i sagen højlig at være impliceret, altså ifølge sligt mr. Ravns deklaration kan Joh. Smed ej som et vidne i sagen admitteres. - Bierum vil ikke påanke kendelsen, men beder om tingsvidne samt opsættelse i fire uger til behøvende dokumenters producering. 27/9.


AO2 317:

For retten mødte Søren Jensen Egtvad af Sønder Holsted og forestillede 2 varselspersoner, Niels Nielsen og Jens Ottesen af Nørre Holsted (memorial fol. 370). De har forkyndt stævningen i afgangne provstinde Schuurmands stervbo i Nørre Holsted, hvor de talte med hendes to sønner Jørgen og Corfitz Schuurmander. De indstævnede Henrik Schuurmann, Jørgen Christoffer Schuurmann og Corfitz Schuurmann af Nørre Holsted mødte ikke. Lovdag til 13. september.


Den memorialvarsel fra hr. Jørgen Fog i Bækbølling præstegård lyder således: [=> fol. 370]


Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg
Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk