Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Skads-Gørding-Malt herreder 1736-47

1742

Da det er kopien af tingbogen på ArkivalierOnline, der er grundlag for denne ekstrakt, vil der være henvisninger til løbenumrene i den: AO x).

I Jesu navn torsdagen den 11. januar 1742:

Den sortstjernede 5. års hest fremlyst for 3. gang.


 

Sentence i Jens Termansens sag ctr, debitorer.


 

AO2 252:

Torsdagen den 15. februar 1742:

På vegne af velædle Termann Madsen til Nielsbygård mødte for retten sr. Christian Lundt fra ibm. og fremstillede 2 varselspersoner Anders Tygesen fra Nørre Holsted og Henning Nielsen fra Sønder Holsted, som havde indkaldt Peder Normann  Lintrup -- formedelst I eder skal have pådraget kgl. skatter, landgilde og forstræknings betaling med mere eder brugelig omgang stedet til vanmagt, og desårsag end og været beføjet at lade annotere og registrere det ved stedet befindende kreaturer ... og bohave med videre og derpå et lovl. forbud ankyndiget, [=> fol. 337] ... det levende eller dødt under hvad navn haves kan, stgedet at fravende, forhandle eller forstikke, hvilket forbud med alt ovennævnte han ved dom til sagens uddrag agter af reten af få konfirmeret. Stævn,ingen er forkyndt for Peder Johansens bopæl i Lintrup. - Lundt saggav Peder Johansen og producerede en taxationsforretning over hans ejende effekter, vurderet af Niels Jakobsen og Wilhelm Johansen fra Lintrup. - Peder Johansen mødte og gav til svar, at han intet imod det over ham producerede havde at indvende, men formodede en nådig husbond og en mild dommer. - Lund fremstilede 2 forbudsmænd, Niels Jakobsen og Woilhelm Johansen i Nørre Lintrup, ved hvilke Peder Johansen var blevet forbudt intet, under hvad navn haves kunne, levende eller dødt, stedet at fravende, forstikke eller forhandle af alt, hos ham i gården befandtes, men dertil at blive ansvarlig uden noget deraf at forøde til videre sagens uddrag. Lund begærede forbudsdom. - Rettebn kendte den af Christian Lundt gjorte forbud og sekvestration ved magt. - Lundt satte i rette med formodning og påstand, Peder Johansen [=> AO2 254] af retten bliver tilfunden at betale og godtgøre ham den skyldige restance (m.m.) og have sit fæste forbrudt, og om han ikke formår at betale, om han ikke da bør cobndemneres til Bremerholm eller skufkærren at arbejde for hvis betaling ej hos ham kan tilstrække, andre lige nachlæssige til afsky. Sagen optaget til dom.

AO2 254:

Den foran på folio 337 citerede taxation (aktiver og passiver).


 

fol. 338:

Torsdagen den 22. februar 1742:

For hofjægermester Bachmann mødte herredsskriver Jens Hellesen Utrup af Bobøl og forestillede 2 kaldsmænd, Eske Andersen og Mads Terkildsen af Stenderup, som har indkaldt en del Sønderskovgårds bønder og tjenere med flere for restance af kgl. skatter, landgilde, lånekorn og anden forstrækning efter dom af 23. juni 1740, som begæres fornyet, item videre for år 1740 og 1741. Stævningsmændene har talt med de indstævnte selv eller med deres husfolk og naboer, undtagen Mads Terkildsens enke af Stenderup og Jakob Nissen af Bækbølling, som begge var bortrejst fra byen og nu opholder sig i sønden. 8/3.


 

Herredsskriver Jens Hellesen Utrup af Bobøl gjorde idag 1. ang tinglysning efter 2 ham tilhørende og af hans gård undvegne bondedrenge, som efter kgl. allernådigste forordning er i resererullen anført i et lægd. Den første og ældste ... 30 år, som fik rejsepas at måtte tjene uden godset indtil Michaelis dag og ej længere, men derefter ikke til bem.te tid har indfundet sig efter passets indhold til Bobøl by, Føvling sogn, hvor han er født og opfødt. Den anden, som er fornævntes broder navn. Niels Andersen, i 19. år, som næst afvigte tirsdag den 20. februar ulovligen af sin husbund /: på hvis stavn han er født og opfødt ligesom forn.te hans broder :/ hans tjeneste undveg og børtrømte. Om nogen vidste noget asf dem at sige, de da ville give deres husbond Utrup kundskab derom.


 

Den heroven på folio ibm. citerede kaldsseddel (jægermester Bachmann ctr. debitorere).

AO2 256:

Den foran på folio ibm. citerede  restance over Sønderskovgårds bønder og tjenere.


 

AO2 258:

Torsdagen den 1. marts 1742:

Fra rådmand Schultz blev i sagen,k som generalinde Scholten har ladet anhængiggjort ctr. hofjægermester Bachmann, fremsendt et indlæg ved mr. Søren Hegard fra Ribe (fol. 342-343). På vegne af hjfmægermester Bachmann mødte som konstitueret fuldmægtig sr. Nicolaj Johan Ravn af Skærbæk mølle og først var begærende, at ham af protokollen måtte forelæses, hvis seneste tingdag i denne sag efter hans bortrejse er bleven protokolleret. Som og skete. Ravn, som ej noksom kunne forundre sig af oplæste, hvorledes Schultz så ublu som usandfærdig har understanden sig i min fraværelse og efter lmin afrejse seneste tingdag her fra retten i denne sag at lade protokollere, at Ravn skulle have sagt, Schultz skulle lfå en ulykke for sin umage, og ifølge en sådan usandheds påskud udbedet sig lejdesvende fra retten, da han dog vidste, at jeg efter 2 dages ophold for retten allerede var hjemrejst i mine for retten højst magtpåliggende declarerede forretninger, og foruden dette var mig umuligt at vide, hvad tid eller vej eller hvilken logemente Schultz, derf allesteds har ærende, ville tage på 3. nat fra den tid af; og er derved påbyrdet en utålelig beskyldning, ligesom jeg skulle agere stimand, da dog dise ord, som han mig har påbyrdet, aldrig af mig enten er bleven talt eller sagt, hvorfor ej alene samme beskyuldning hermed Schultz som en usandfærdig påsagn at gemme og indstikke i hans egen barm(?), som forhen remitteres, men endog reserverer sig imod sådan beskyndning reservanda, ligesom jeg og formener, at hvis således er tilladt ad protocollationem, efter at jeg var bortrejst, direkte strider imod lovens pag 53. art 10 (DL 1-5-10), hvorfor jeg til tid og sted reserverr mig reservanda og ej for denne side videre vil opholde retten angående dette, såsom hans ruditet(?) nok med første skal vorde bragt for lyset og aleneste venter, at han må vorde anholdes at fremme [=> fol. 340] sin sag. - Dernæst blev fremlagt rådmand Schultzes stævning (fol. 343).  Ravn måtte korteligen forestille retten, 1) at hofjægermester Bachmann kun er stævnet for processens skuyld pog derimod de Dover mænd som hovedmænd, ... der skal lide dom. Det, som kan fremføres mod dette, er hofjægermesteren uvedkommende. (Flere indvendinger). - Et skriftligt indlæg fra Lorentz Hansen i Foldingbro blev fremlagt (fol. 343). - Thomas Jørgensen af Dover fremstod og fremlagde et indlæg. - Retten resolverede: Siden Thomas Jørgensen på begge sine sønners vegne har ved indlæg idag erklæret sig til benægtelse imod hvis ord og tale som de indstævnede vidner skulle kunne bevidne i sagen angående de 3 stude, da i henseende, at man billig bør vogte sig ej at tillade ed mod ed, så bliver her ej noget denne sinde antaget, hvad udsagte ord for så lang tid siden kan betræffe, mren udsat til den 26/4 for at afvarte den erbudne benægtelsesed lovl. aflæggelse; men hvad gerning med studenes drift og andet betræffer, derom vorder vidnerne [=> AO2 260] tilladt deres udsigende. Endelig hvad hr. rådmand Schultzes quæstioner ved sr. Hegard fremlagt anbelanger, bliver ved protokollet til bem.te tid.


 

AO2 264:

Anden gng efterlyst to af herredsskriver Hellesens gods undvegne bondedrenge.


 

Den her foran på folio 339 citerede indolæg fra hr, rådmand Schultz i Ribe udi studesagen lyder således: .. ... ... ved nærværende seigr. Søren Hegarp, som står i condition hos mig, siden jeg selv er hindret formedelst andre forretniger at hunne komme til stede for Deres ret, fremskikker jeg de quæstioner, som jeg holder fornøden at må gøre til vidnerne i den sag, Deres excellence hr. generalløjtnant og kommandant von Scholten har ladet føre på sin bonde Christen Rytters vegne mod Peder Thomsen angående de stude, han i betaling til bemeldte Christen Rytter har givet. Jeg tvivler ikke på, at mhr. herredsfoged jo lader [=> fol. 342] retten have sin gænge og se derhen, at alt hvad lovligt og billigt er, bliver fremmet, og at dette tingsvidne behøringen nu uden ophold og forevendinger af vedkommende kan blive fuldført og sluttet og mig lovlig beskreven meddelt. Jeg kan ikke tro, nogen hinder herudi nu skulle møde, siden det er så klr en sag og deres maj.ts allernådigste lov og forordninger så tydelig og fuldstændelig befaler, hvorledes her bør handles. End skulle vedkommende fremkomme med ... exceptioner, påskud og udflugter for at hndre rettens befordring og disse vidners førelse og tagelse, da protesterer jeg i kraftigste måder mod alt sådant og reserverer mig alt lovlig tiltale og påanke til vledlbørlig erstatnings erholdelse i sin tid. Imidlertid, ihvor det end går(?), venter jeg, hr. herredsfoged nu ladet dette tingsvidne tage endskab og tilsteder, det lovformelig gives mig beskreven, uden så er, at nogle af de indstævnte vidner udebliver; thi da får opsættelse ske og de udeblevne til en vis tid forelægges under faldsmål at møde for at aflægge deres vidnesbyrd. Jeg forbliver (etc.).

fol. 342:

Den her foran på folio 340 citerede rettens stævning i studesagen lyder således: En række personer nævnes, bl.a. Poul Pedersen af Brørupgård og Lorentz Hansen af Foldingbro. Forrige ridefoged på Estrup Søren Johansen stævnes for at fremlægge det brev, som han har extraheret i retten, og den seddel, Christen Rytter beråber sig på er ham frataget. Og siden Claus Nissen med hustru har haft Estrupgård under forpagtning, da sønnen Lorentz Clausen var ladefoged sammesteds, og Hans Clausen var hos dem, hvilke er bekendt omgangen med disse omdisputerede stude, ... .... Også de to studedrivere, der har drevet studene for Peder Thosem til Hulvad, stævnes.

AO2 266:

Den her foran på folio 340 citerede indlæg fra Lorentz Hansen i Foldingbro udi studesagen: Lorentz Hansen henviser til loven pag. 109 art. 14 (DL 1-13-14); mener ikke, han er skyldig at comparere eller tilkendegive sit lovlige forfald, og loven befrier enhver på at vidne om ord. Han har ikke i 3-4 uger kunnet formedelst en hæftig sygdom komme af sit hus. Han kan ikke videre erindre uden at Jørgen Thomsen af Dover mange gange har fortalt ham, at han havde købt de 3 stude til hofjægermester Bachmann og indsat dem i Hulvad, hvor de havde anholdt dem for hans broders gæld. Somme tider kan der på een dag være over 100 personer i hans hus og det derfor er ham umuligt at erindre, hvad enhver eller flere imellem hinanden descurerer, og gøre ed derom kan han slet ikke.

Den på folio 340 citerede indlæg fra de Dover mænd: Det må virkrelig såvel falde os som enhver forunderlig for, at Christen Rytter med sin angivne forsvar rådmand Schultz som formentlig fuldmægtig for ridefoged mons. Jens Astgrup på Estrup, der ellers er forsvar for godset, kan tillades tid efter anden med så lange opsættelser, udflugtter og lovstridigheder at forhale dette af dem forstævnede tingsvidnes erholdelse for at se os som hans kgl. maj.ts tjenere ruinerede med en indstævning efter anden om at trække os fra vores værneting udi fyrstendom Slesvig ind til denne ret udi Nørrelykkald tvært imod vores indvendte lovgrundede protest og lovens frelse fra sådan vidtløftighed og omgang, pag. 8 art. 3 (DL 1-2-3), pag. 112 art. 24 (DL 1-13-24), pag, 109 art. 14 (DL 1-13-14) og pag. 111-112 art. 21 et 22 (DL 1-13-21.22) og endelig pag. 115-116 art. 1 (DL 1-14-1), hvorved vi ej alene er geråden i stor armod men endog, om sligt længere skulle vedvare, måtte forårsage hans kgl. maj.ts godses besvækkelse. Så for at vise alverden vor frelste samvittighed, at der under sagen, at studene til jægermester Bachmann er indkøbt, er inten urigtighed i hvadsomhelst de påberåbte og i stævnemålet navngivne sammerottede [=> fol. 344] og udi et land imod os udi fyrstendømmet ophidsede vidner, enten ved venskab, svogerskab eller ...agtighed med hverandre udi onde og ulovlige gerninger, som hans kgl. maj. vel ventelig herefter bliver oplyst om, kan fatte i sinde os at påsige, agte vi ved vores værneting ifølge de beneficia, loven bevilger, imod dem en formelig deposition om sagens sammenhæng, studenes indkøb, drift og leverance i Hulvad at gøre, alt ifølge det forhen førte tingsvidne ved Nørvang-Tørrild herredsting, så hvis vidner modparterne kan have at føre, kan ifølge loven blive afvist og ... sådan uendelighed, der nu udi andet år har vedvaret, kan blive befriet med mere denne sag og dessen omgang betræffende. Thi påstår vi i allerkraftigste måder, at sagen så længe må blive i stilstand, indtil vi kan extrahere stævnemål for retten og sådan endelig deposition og benægtelsesed for vores værneting gøre og aflægge. Og som til sligt at præstere behøves en lang tid, dels fordi så at modparterne, som derimod skal kaldes, er uden for den provins, vi bor udi, dels og formedelst de hos os promulgeede love og forordninger strikte må efterleves og processens substantialia observeres, så formoder vi ej med retten at blive overilet, men at os til sådan edelig deposition om sagen og benægtelseseds præstering i det mindste en frist af 18 uger må vorde forundt og meddelt og sagen imidlertid her for denne ret bliver i stilstand. I vidrig fald vi solleniter protesterer imod al præjuditz og formener, om nogent herimod vorder handlet, en åbenbar nullitet begås, hvorimod vi da os i så fald forbeholder reservanda jus loco ex tempore. Dette vort indlæg og erklæring vi begære læst (etc.) og os tilbageleveret ...


 

fol. 344:

Torsdagen den 8. marts 1742:

Jægermester Bachmanns sag ctr. hans bønder. Herredsskriver Utrup producerede en lovdag. Efter påråbelse mødte Hans Skræder fra Astofte, som tilstod sin restance. Utrup oplyste, at nogle (navngivne) havde betalt deres restance. Ønsker heller ikke dom over Jakob Nissen af Bækbølling og Mads Terkildsens enke fra Stenderup, såsom de begge er undvigte og ikke findes mere her i herredet, men hr. hofjægermesteren forbeholder sig sin ret til dem ved lovlig omgang. - Optatget til dom.


 

AO2 268:

Tredie efterlysning af de undvegne fra Sønderskov gods. Sagen opsat til 15/3.


 

Sentence i sagen, Terman Madsen til Nielsbygård ctr. hans bonde Peder Johansen Normand i Nørre Lintrup Han er pligtit at betale det af ham selv tilståede resterende lånekorn, gammel og ny restance af landgilde samt vårsæd, der udgør 89 rdl. 4 mk. 12 sk.., så vel som gårdens besætning efter forordninge: 45 rdl. 3 mk., tilsammen 135 rdl. 1 mk. 12 sk., og i processens omkostninger to rigsdaler til sin hosbond Terman Madsen, at betale 15 dage efter dommens forkyndelse. Peder JOhansen må ikke lade det ringeste fra stedet bortkomme, før dommen er efterkommet. Hvad den irettelagte brøstfældighed på bem.te Peder Johansens huse og bygninger angår, da som sr. Terman Madsen ikke bevise, i hvad stand samme bygninger forefandtes, da han sig samme af sal. mag. Seerups arvinger tilkøbte, kunne retten ikke tilfinde Peder Johansen noget for brøstfældighed at betale.


 

Torsdagen den 15. marts 1742:

AO2 272, fol. 347:

I sagen om de to undvegne personer fra Bobøl mødte herredsskriver Jens Hellesen Utrup og producerede en lysning, som af sognepræsten hr. Jørgen Clemmendsen Fogh 3 søndage efter hinanden af Føvling prædikestol for menigheden er vorden oplæst (fol. 348). Tingsvidne.


 

AO 274:

Lovdagelsen til Sønderskov bønder.


 

fol. 348:

Den efter de tvende undvigte personer fra Bobøl by skete lysning af Føvling kirkes prædikestol her foran på folio 347 citeret lyder som følger med sin påskrift Eftersom det ugere fornemmes, at Lauge og Niels Andersønner fra Bobøl by, Føvling sogn her under mit gods sammesteds henhørende, som efter kgl. maj.ts allernådigdste [=> AO2 276] forordning er udi resrverullen anført i et lægd, den første og ældste person Lauge Andersen gammel i 30. år fik rejsepas at måtte tjene uden godset indtil Michaeli 1740 og ej længere, men derefter ikke til bem.te tid har indfundet sig efter passets indhold; den anden fornævntes broder Niels Andersen i 19. år, som næstafvigte tirsdag den 20. februar ulovl. af sin tjeneste hos mig /: som sin husbond :/ undvigte og bortrømte, så bliver herved udi allerunderdanigste følge den kgl. maj.ts allernådigste om landmilitsen udgangne forordning af 9. dec. 1735 ... 1. postes 7. art. herefter af prædikestolen udi Føvling kirke lyset efter memeldte ulovlig bortrømte person Lauge og Niels Andersønner af fornævnte Bobøl by, med advarsel, de sig igen til godset, hvorfra de er undvigte strax indfinder, såfremt de ikke som rømningsmænd og ufri personer efterdags vil anses. Ligeledes erindres deres moder, broder, slægt og venner, om de nogen om de undvigtes opholdssted er vidende, de da ser dennem overtalt igen at indfinde sig og derved præcavere den spot og hånhed med anden ulejlighed, merbemeldte personer sig ellers underkaster. ...
Foran indmeldt at være 3 ordentlige søndage efter hinanden af prædikestolen i Føvling kirke i menighedens forsamling offentlig oplæst test. Bækbølling den 15. marts 1742 J. C. Fogh.


 

fol. 349:

Torsdagen den 5. april 1742:

Velærværdige og vellærde hr. Jørgen Fogh af Bækbølling producerede en stævning (fol. 350). Vidner blev fremkaldt:

1. vidne, Niels Bertelsen af Bækbølling,
2. vidne, Niels Sørensen af Lykkeskær,
3. vidne, Peder Andersen af Føvling,
4. vidne, Peder Leervad af Bobøl:

  1. Om Bækbølling i Føvling sogn er ikke beliggende på en ganske skarp hedeegn. - Vidnerne endeægtel. svarede, jo, det var så i sandhed.
  2. Hvad engbund der til præstegården i Bækbølling henhører. - Vidnerne svarede: Først ligger et stk. majeng på Alling(?) bys mark, 2) to små stk. eller skifter på samme mark :/ foruden forrige, som var kirkeeng :/ som henhører til præstegården, 3) et lidet stk. på Aalo(?) bys mark, hvorpå kan avles ungefær et halv læs hø, 4) et stk. eng liggende imellem Bobøl og Tislund mark, 5) nok et lidet stk. mellem heden langt østen Bækbølling ved Føvling mark, 6) endnu et stk. eng kaldet Trud eng liggende i Stenderup bys mark, 7) et lidet stk. af 3 skår beliggende i Lykkeskærs mark, hvorpå kan avles så meget græs, som de kan straks tage med sig på vognen, 8) ved Stenderup bæk nogle kroger, som består ... ... som er ganske ringe, og 9) noget østen for præsteghården som kaldes engslet og en liden stribel i Nørre Toft.
  3. Om ikke den forhen ommeldte eng, der er beliggende på Abling mark, er kirken tilhørende og forundt præsten for at holde vin til kirken. - Vidnerne svarede ja.
  4. Om ikke bemeldte eng er af den beskaffenhed, at han som er langt fraværende, ej kan have nogen grøde deraf år, enten i foråret eller efter høst. - Vidnerne svarede, at det forholdt sig således som spørgsmålet formelder.
  5. Om ikke bem.te eng er således beliggende, at når våde åringer indfalder, den da derpå voksende grøde bliver præsten meget kostbar at lade bjerge. - Vidnerne svarede, det forholdt si gsåledes i al sandhed.
  6. Om ikke det meste af anden eng, som ligger til præstegården, grænser ind til andre bymarker, og er derforuden mos og st... hø beblandet med lyngspring og ringe til at føde de små arbejdsheste, som til avlingens drift behøves. - Vidnerne endrægtelig [=> AO2 278] svarede, at hvad eng og høbjergningens godhed anbelanger, så forholdt sig alt således, som spørgsmålet omformelder, og at det meste var beliggende udi andre byers marker, var forhen af dem forklaret, og at de til præstegården behøvende arbejdsbæster næppe kan holdes vedlige ved samme enge formedelst deres ringhed.
  7. Om der til præstegården ka n haves anden græsning om sommeren end som hede og den skarpe agerland, samt om samme ikke ligger ager om ager med hans naboers. - Vidnerne svarede ja, det forholdt sig i al sandhed således som spørgsmålet formelder.
  8. Om der bør eller kan søs havre i nogen indtægt i mark uden landets skade og fordærvelse. - Vidnerne svarede samtlige nej, thi dersom landet blev med havre besøet, som forhen er prøvet, så gav marken ingen rug derefter formedelst dens skarpheds skyld.
  9. m ikke udi Føvling og Holsted sogne såes i almindelighed så lidet havre, t tienden deraf ej kan tilstrække til at føde de små og ringe arbejdsbæster, som til lpræstegårdens avlings drift nødvendig behøves, uden at præsten årlig må købe havre. - Vidnerne svarede, at der moxen ganske lidet havre blev sået hverken i Føvling sogn eller Holsted sogn, hvorfor præsten ej desårsag kunne vente sig swynderlig nogen tiebnde i så måde.

5. vidne, Hans Jensen af Sørild,
6. vidne, Hans Hansen af Bobøl,
7. vidne, Peder Hansen af Tobøl,
8. vidne, Niels Lund af Stenderup, - som alle godvillig og uden stævnemål var mødt, som udi alle ord og meninger efterfulgte forrige vidners udsagn således i al sandhed at være.

Hr. Fogh begærede tingsvidne til allerunderdanigst forevisning på sine høje steder.


 

AO2 278:

På velærværdige og vellærde hr. Niels Bloch i Maltbæk hans vegne mødte herredsskriver Jens Hellesen Utrup og producerede et stævnemål (fol. 350). Gav retten til kende, at formedelst det onde og besværlige føre, at fast ingen kan komme mellem byer formedest den tyk faldende sne, desårsag vidnerne har ikke kunnet comparere. Opsat til 12/4.


 

Sentence i sagen hofjægermester Bachmann ctr. debitorer. De skal betale; ellers er deres fæste forbrudt.


 

fol. 350:

Den her foran på folio 349 citerede stævning fra hr. Jørgen Fogh i Bækbølling angående hans rytterhest: I anlredning af forordning om rytterhestes anskaffelse og følgende ordre fra stiftsbefalingsmand von Gabel om at anskaffe og holde en rytterhest vil præsten bevise, at der ikke er tilstrækkelig græsning mm.


 

AO2 280:

Den på fol. 349 citerede stævning fra hr. Niels Bloch i Maltbæk angående hans rytterhest. Samme anledning som ovenfor. Vil bevise, at der ingen tilstrækkelig græsning er til at holde en rytterhest i forsvarlig stand.


 

fol. 351:

For retten fremkom velærværdige og vellærde hr. Peder Vinding fra Præstkær. Stævnemål (fol. 353). Vidner føres:

1. vidne, Poul Pedersen af Brørupgård:

  1. Om vidnet ikke er boende og hans mark indgrænsende til Præstkær præstegårds mark. - Vidnet svarede ja, både i ager og eng er hans mark grænsende til præstegårdens.
  2. Om Præstkær præstegård og mark ikke ligger både i en sandig og skarp hedeegn, så og på en hård stenal, og om den har anden uddrift og græsning end den bare hede, undtagen hvis agerland som er udslæbt efter gøde, der nødvendig bilver udlagt til græsning, siden det inten korn kan bæreog nævnes nyling førsrte år.- Vidnet svarede, det forholdt sig således som spørgsmålet indeholder.
  3. Om samme lyling er græsfuld i bunden, og mere og det ikke mestendelen bærer rørknæer, hvilke heste ej vil æde, og videre om benævnte agerland, når det har udlagt nogle få år til græsning, om det da ikke springer udi lyng. - Vidnet svarede, at landet det første år var ganske åben i bunden og bar ganske lidet græs, men mesten rørknæer, som hesteikke ville æde. 2. og 3. år var det beblandet med lyngspring.
  4. Om alle disse foranførte ting i spørgsmålet er ikke uryggelig beviser derpå, at bunden og marken er sandig og skarp  og bringer ... ... mager og ... - Vidnet svarededet er vist og så i sig selv.
  5. Om der til Præstkær præstgård er anden høbjergning end det, som vokser udi moser og kær, lige fra Stengåxrds mark i sydøst indtil åen i nør og nordvest, og om vidnet ikke ved, at der mange steder i samme mose og kær vokser de såkaldte ...., katskæg, skau... sog lyngspring, beblandet blandt hverandre. Item om sådan hø er så godt som det halm, der vokser på fede og græsfulde marker.  - Vidnet svarede, at det var kær- og mosehø altsammen undtagen lidet ved åen i nør, ellers var det altsammen spørgsmålet indeholder.
  6. Om ikke alt foromvundne mose og kærbund, som høet avles på til Præstkær, er så begr... med tyk mos, at det ej kan slåes, uden en del af mosset afhugges med, og om nogen kreatur af heste eller kvæg vil æde samme mos, men at det bliver nødvendig udkast i mødding ufortæret, når kreaturer har udledt og fortæret høstrående, som findes derimellem. - Vidnet svarede, det forholdt sig i al sandhed således, som spørgsmålet i munde fører.
  7. Hvad beskaffenhed er det hø med det eng næstved åbrinken i nør, som er hård bund, om det ikke er overskilt med sand næst til åen og ovenfor fra åen af overalt med muldvarpeskud ilde tilredt, så lidet græs derpå kan vokse, og som samme er det meste til gården, der kan t... på, når engen er slagen, [=> AO2 282] tøjrslag det da kan regnes for, og af hvad godhed græsse kan være, som derpå kan vokse. - Vidnet svarede, det var således, at bem.te eng næst ved åen var med sand overskyllet og ovenfor med muldvarpeskud ilde tilredt, og kunne ikke nægtes, at der kunne være over to tyrslag at sætte en hest på, således at den kunne være bevaret for åen og bløde. Samme græsning var med katskæg beblandet, og hverken der eller nogensteds på marken  noget senergræs(?) befandtes.
  8. Når dette sidste omvundne ved åbrinken er indtagen, om der da i alt det andet, mose og kær, fra Stengård af i sydøst indtil åen i nør og nordvest befindes nogen sted, der kan tøjres på, med mindre kreaturet enten skal blive siddende i dynd eller og s...  på jorden så beskadiges, at der ej i et á flere år derefter kan bære græs, før end det har haft tid til at gro samme igen. - Vidnet svarede nej, der var ingen tyring, med mindre jorden eller græsning der blev beskadiget efter spørgsmålets indhold.
  9. Om hr. Vinding ikke stedse har holdt bolstude til plov, harve og møgvogn med mere sit avls drift, fordi han har ej græs til heste, og om han ikke er nødt til sligt, fordi heste kan ej græsses i heden, som bolstudene kan, og om han ikke har 4 af det slags til sin avls drift. - Vidnet svarede, det var således i al sandhed, som spørgsmålet indeholder.

2. vidne, Holeen Kornbech fra Hulkær mølle,
3. vidne, Søren Mikkelsen fra Hulkær,
4. vidne, Christen Knudsen fra Tislund,
5. vidne Christen Tebsen ibm.,
6. vidne Thomas Laugesen ibm.,
7. vidne Hans Jensen af Stengård og
8. vidne, Terkel Madsen ibm., - hvilke samtl. efter at spørgsmålene af tingprotokollen for dem var oplæst, endrægtelig enhver for sig fulgte foranførte første vidne Poul Pedersen af Brørupgård hans udsagn i alle ord og meninger.

Hr. Vinding fremlagde den i stævnemålet påberåbte erklæring af 16. aug. 1741. - Tingsvidne beskrevet.

fol. 352:

Niels Bloch af Maltbæk præstegård i tingsvidnesagen om rytterhest. Vidner føres: Søren Christensen, Adser Adsersen, Albret Nielsen og Iver Sørensen, alle af Maltbæk, som formedelst den store faldende sne og lange vej ikke næstafvigte tingdag har kunnet møde:

  1. Om Maltbæk by ligger udi anden end en skarp og ringe egn, og om den har anden uddrift end den bare hede undtagen hvis agerland der er udslæbt efter gåde og nødvendig bliver udlagt til græsning, siden det intet korn kan bære, og kaldes nylling første år. - Samtlige vidner svarede endrægteligen, at der ingen anden græsning var til Maltbæk præstegård eller by undtagen den bare ede og agerland efter spørgsmålets indhold.
  2. Om Maltbæk præstegårds mark er af anden beskaffenhed [=> AO2 284] end de andre bymænds, om den ikke ligger ager om ager, ren ved ren med de andres, item om præstegården har nogen sær agermark for sig selv. - Vidnerne svarede, at der var ingen sær agermark til præstegården, men lå iblandt bymændenes  efter spørgsmålets formelding.
  3. Om ikke bem.te mark ligge på en meget stening og grusfuld bund såvelsom sejg og hård at dyrke, hvorudover sjælden avlet noget byg og slet intet havre, uden det kan være udi en sejs agerennde, og rugkærven derover igen skal savnes. Vidnerne derpå svarede, at deres mark er stening og grusfuld, bygsæden undertiden mådelig, havre såes intet af uden i en sejg agerende, som igen savnes i rugkærven.
  4. Af retten tilspurgt, om det forhen i første spørgsmål nylling kaldet er græsfuld, item om samme udlagte agerland, når det har ligget i hvile på andet og 3. år, om det da bærer synderligt andet end rørknæer, hvilke hverken heste eller andre kreaturer vil æde. - Vidnerne svarede, at bemeldte agerland er første år meget åben i bunden, bærer ikke synderlig græs, men siden derefter noget bedre, vokse og derpå rørknæer eller såkaldt rørgræs, som hestene ganske intget deraf vil æde, men vel fæhøvederne før midsommertiden, mens det er ung og spær.
  5. Om ikke bem.te udlagte agerland, når det har haft hvile til på 4. ad 5. år, om det da ikke begynder at springe med lyng, item om ikke Maltbæk bys tilligemed præstengårdens sommergræsning er så skarp og mager, at deres små arbejdsbæster næppelig kan holde livet derved, og det alt for bundens skarpheds skyld. - Vidnerne endrægtelig svarede, at når agerlandet har ligget så længe under hvile, som spørgsmålet om formelder, begynder det med lyng at udspringe formedelst bundens skarpheds skyld, og desårsag har så slet sommergræsning, at de har ondt ved at holde deres små arbejdsbæster vedlige til avlingens drigt.
  6. Om der til Maltbæk by eller præstegård er nogen høbjergning uden det, som vokser på efterfølgende steder og ligger i fællig med byens beboeres,. såsom 1) en del omkring ved Malt kirke, om ikke samme er ganske stakket, fuld af katskæg og lyngspring, så en god karl næppe kan slå ½ eller hel læs om dagen, 2) en del ved bækkesiden, om det ikke er sur og ganske ringe hø, 3) item noget ved Egeris eller såkaldet Fårehuset, om ikke sligt er ganske stakket og fuld af mos tildels; og 4) nok noget lidet i byens fælles åmaj, om ikke samme, formedelst det bliver optrækket i foråret og efter høsten af heste og kvæg, er så ringe, at ikke engang kreaturer, mindre helste kan fødes dermed. - Vidnerne samtligen herpå svarede, at det var i al sandhed således, som spørgsmålet om formelder.
  7. Om ikke til Maltbæk præstegård er aparte et lidet stykke eng kaldet Sær eng liggende ved Askov maj, item om ikke noget af samme hø er lang og sparp og fuld af fleg, noget derimod stakket og fuldt af mos samt en del fuld af lyngspring og deslige. - Vidnerne svarede, at samme sær eng er af den beskaffenhed, som spørgsmålet om melder, beblandet med mos, katskæg, fleg, lyngsprung etc.
  8. Om der til præstegården eller af beboerne i byen nogen steds i marken bliver sået havre, formedelst bunden ikke kan tåle det. [=> fol. 353] - Vidnerne svarede nej, ej videre end forhen i 3. post afvundet er.
  9. Om det nogen sted i begge sogne bliver sået havre, hvoraf præsten kan få tiende. - Samtlige vidner på dette spørgsmål svarede, at der var ingen i begge sogne, som såede havre undtagen i Askov, som såede lidt, men af ingen betydenhed videre, end forhen forklaret er.

Tingsvidne beskrevet.


 

fol. 353:

På vegne af Niels Tullesen af Lintrup fremkom hans søn Tulle Nielsen, som forestillede to varselspersoner, Thomas Mortensen af Bobøl og Jens Clemmendsen af Stenderup (varsel fol. ibm.). De har forkyndt memorialen med derpå skrevet restance. Ingen af de saggivne var mødt. De blev lovdaget til 26/4.


 

AO2 284, fol. 353:

Stævningen fra Peder Vinding angående rytterhest at holde.

 

AO2 286:

Den i stævnemålet mentionerede erklæring: Det er et brev til stiftsbefalingsmand von Gabel: Her på Præstkær præstegårds mark, som ligger på den sandige, stenige og skarpe hede ...,  går langs igennem hele Nørrejylland, vokser ingen agergræs, hvorved en rytterhest kan underholdes; her er ingen høbjergning uden kær og mosehø, der i sig selv er ej bedre st fodre med end godt halm (etc.)


 

Kaldssedlen fra Niels Tullesen i Lintrup kro til debitorer. Navne og gæld er anført.

AO2 288:

Torsdagen den 26. april 1742:

På sr. Niels Tullesen af Lintrup kro hans vegne fremmødte hans søn Tulle Nielsen fra Bobøl (lovdagelse fol. 355). Jens Stephansen i Tobøl og Niels Krølle i Vejen har indfundet sig med betaling, hvorfor de for doms lidelse undtages. Sagen optaget til dom.

Lovdagelsen fra Niels Tullesen.

Torsdagen den 10. maj 1742:

Sentence i Niels Tullesens sag. Debitorerne skal betale.


 

Torsdagen den 24. maj 1742:

AO2 290:

Fra højædle og velbårne hr. hofjægermester Bachmann til Sønderskov blev fremlagt et skriftligt forlig mellem hans excellence høj og velb. generalløjtnant von Scholten til Estrup og Skodborg og hofjægermesteren af dato 18/3 742 angående nogle stude. Læs, påskreven og protokollen tilført.

Den heroven citerede forlig i den såkaldte studesag lyde således: Til at afgøre den sag, der for en tid lang har rejst sig af de stude, som Christen rytter i Gerndrup tog til sig i Hulvad, og hvorom længe er ventileret ved rettere, haver vi underskrevne hr. Niels Høstmark, sognepræst til Skodborg, og Peder Vinding, sognepræst til Brørup og Lindkund, den første på hans excellence høhvelbårne hr. generalløjtnant von Scholten hans vegne og den sidste på højædle hr høfjægermester Bachmanns vegne, sluttet følgende forlig: 1) at alle prætentioner ved hvad navn nævnes kan af oven ommeldte ... ... skal herved være mellem begge høje herskaber ophævede, afgjorte og forligte, når vurderingssummen for de tagne stude, tretten rigsdaler to mark bliver hr. hofjægermesteren betalt og til omkostning een rigsdaler, så og at intet af alt hvad som ved retterne kan være tilført, skal være nogen af de høje herskaber til nogen gravemen, og studene at være tilhørende hans excellence, 2) bliver herved hans excellence forbeholden, om han [=> fol. 356] nogen prætention mod forige foged Søren Johansen for hans opførsel i denne sag skulle ville formere, og ligeledes hr. hofjægermesteren mod rådmand Schultz, 3) Christen Rytter bliver i lige måde reserveret hans foregivne hos Peder Thomsen at må lade inddrive og se sig bedst muligt for sit krav skadesløs. - At dette forlig uryggelig skal holdes, haver vi begge vores hønder undeskrevet og vore signeter hostrykt, samt og tillige aftalt, at så snart jeg Niels Høstmark kan pr. posto indhente ordres til ridefogeden Jens Astrup på Estrup, skal han på Sønderskov betale pengene til dette forligs lovlig og rigtig fuldbyrdelse. Datum Præstkær d. 18. marts 1742, Peder Vinding, Niels Høstmark. - Efter ordre fra mit høje herskab efterleve dette forlig testerer J. N. Astrup. - I lige måde efter befaling af velb. hr. hofjægermesteren underskriver J. H. Ultrup. Pengene 14 rdl. 2 mk. danske efter dette forlig er betalt.


 

fol. 356:

Torsdagen den 7. juni 1742:

Ole Jørgensen og Niels Jensen, begge af Gerndrup, Brørup sogn fremviste fem levende ulveunger, som de berettede at have fanget og udgravet på Gerndrup mark udi Bøgeskov kaldet, som her ved tinget blev ophængt; og var samme tvende mænd begærende deres betaling efter jagtforordningen, som dem og af retten blev tilsagt, så snart repartition over herredet ske kan.

 

AO2 294:

Torsdagen den 28. juni 1742:

Derefter blev læst en repartition over herredet til 7 ulveungers betaling sålydende: Eftersom Lauge Pedersen af Surhave den 2. juli 1741 og Mathias Jørgensen af Skovbølling påfølgende 18. juli hver havde fanget en ulveunge, som de enhver for sig her ved tinget [=> fol. 358] den 6. og 20. juli næstefter har fremvist og samme tid ved tinget ophængt, som den tid ikke blev lignet over herredets hartkorn, derefter 1743(!) den 7. juni er Ole Jørgensen og Niels Jensen, begge af Gerndrup i Brørup sogn fremkommen og fremvist 5 levende ulveunger, som de berettede at have udgravet og fanget på forn.te Gerndrup mark udi Bøgeskov, som ligeledes her ved tinget blev ophængt, tilsammen 7 stk. ulveunger, hvorfor bem.te mænd efter hans kgl. maj.ts allernådigste om jagten udgangne forordning de dato 8. dec. 1688 bør nyde for stykket een rdl., er 7 rigsdlr. Så haver vi underskrevne rettenw betjente ved Gørding-Malt herredsting udi allerunderdanigst følge af højstbem.te hans kgl. maj.ts allernådigste forordning i tingmændenes overværelse lignet samme 7 rdl. over Gørding-Malt herreds bøndergodses hartkorn således: At af hver tønde hartkorn, når proprietærernes hovedgårde, præstegårde og det øde godses hartkorn overalt efter forordningen afgår :/ skal betale een skilling danske af hver tønde hartkorn som meldt, enhver til sognefogederne i hvert sogn i herredet straksen på anfordring haver at betale, som sognefogederne igen her ved tinget til herredesfogeden eller hvem han dertil beordrer, inden 8 dages forløb haver at indlevere, på det vedkommende samme ulvepenge for deres umage straxen kan udtælges. Skulle nogen imod forhåbn,ing findes veigerlig herudi bem.te penge straxen, som meldt er, at erlægge, må de vente sig at blive udpantet for dobbelt så meget, som de ellers skulle give, efter allerhøjstbem.te allernådigste forordnings udtrykte befaling.


 

fol. 358:

Torsdagen den 5. juli 1742:

Christen Christen Glarmester af Sønder Holsted fremmødte idag for retten og tilkendegav, hvorledes han næstafvigte 18. juni af hastig ubesindighed utilbørl. havde angreben Morten Jepsen ibm. hans stifsøn Hans Mortensen, da han på Holsted gade kom kørende med et læs tørv, for samme sin herved bekendte forseelse og øvede gerning han straxen her for retten betalte til fuldmægtigen sr. Hans Fogh på Endrupholm 6 rdl., som skal til Holsted sogns skolekasse, med foromdning, han for videre søgsmål måtte libereres, og ydermere erklærede fornævnte glarmester, at han Morten Jepsen og hustru samt bøtn og husgesinde ej andet ved at påsige, end hvad ærlig og skikkelig folk i alle måder vel egner og anstår. Det samme Morten Jepsen og hustru, der begge her ved retten var til stede, lige så om forn. glarmester og hans deklarerede; og skulle efterdags /: imod forhåbning nogen videre dispute mellem dem komme, lover de at give deres husbond sligt til kende, som sådant mellem dem kunne rette og den skyldig befundne straffe. Ellers forsikrer fornævnte glarmester herved, at han ej mere, som hidtil sket er, således skulle bete sig imod Morten Jepsen eller hans, men herefter med dem at leve fredsommelig, som det en ærlig nabo vel egner og anstår. Thi skulle han i nogen formastelig måde forse sig imod dem, skal denne sag stå ham åben for. - Hans Fogh på Endrupholm var mødt for retten på ovenmeldte Morten Jepsens vegne og gav retten til kende, at såvel velb. fr. Ehrenfeldt i consideration for Christen Glarmesters høje kerskab  som for Morten Jepsen, hustru og søn var fornøjet med de anbudne seks rdl., som og til den ende af Hans Fogh blev modtaget med forsikring, at de til Holsted sogns skolekasse skal blive anvendt og til indtægt beregnet. I det øvrige var Hans Fogh på sit herskab og Morten Jepsens vegne med denne af Christen Glarmester gjorte deklaration fornøjet oog i forventning til fred og enighed at stifte imemmel grander og naboer i Holsted for denne sinde ville være fornøjet, og såfremt enten af parterne herefter skulle forlange tingsvidne, det af retten måtte tillades. Som og af retten blev stedt.


 

AO2 296, fol. 359:

Torsdagen den 9. august 1742:

For retten fremkom på hofjægermester Bachmanns vegne sr. Nicolaj Ravn af Skærbæk mølle. Fremstillede 2 varselsmænd, Terman Mortensen af Sønderskov og Anders Jeppesen af Surhave, som har kaldet sr. Otto Diderich Bierum fra Gravengård (fol. 362). Ravn lod fremlægge den lysningsseddel, efter hvilken Otto D. Bierum har ved degnen i Brørup sogn på kirkestævne ladet lyse (folio 362). Af hvilken lysning retten kan erfare, at sr. Otto D. Bierum har vedkendt sig ejendommen, hvorpå den efterlyste stak hø eller græs er vokset, og som det nu er b efalet i loven, at h.. som lader lyse efter noget, skal bevise, det efterlyste er ham tilhørende, så påligger det jo sr. Otto Diderich Bierum sin lysning her inden retten med breve, adkomster eller lovfaste beviser at lovgyldiggøre, hvilken Ravn forhåber og påstår, han vorder pålagt under lovens tvang; da når sligt er præsteret, Ravn videre vil fremme hans procedurer. Derpå Ravn, ifald sr. Bierum ej godvilligen sig skulle erklære, udbad sig og påstod rettens kendelse. - Bierum erklærede, at siden det af hr. hofjægermester Bachmann for ham ankyndigede varsel klarl. udfindes, Bierum beskyldes ligesom han skulle have præjudiceret vedkommende udi den såkaldte givne første ret og ord... afgrøden på den ved Franckel å Brørup kirke tilhørende, så håber Bierum, hr. hofjægermester samme sin sigtelse med breve og lovgyldige bevis eller og poå åstedet ved stabel og sten bør bevise, det Bierum sig noget kirken tilhørende har bemægtiget, samt derved godtgøre, at dito kirkeeng bør strække sig til Franchelvad. Til hvilken ende og i anledning Bierum pålagte beskyldning han hr. hofjægermester har været forårsaget at contravarsle til idag at møde eller møde lade. Og blev foestiollet varselspersonerne Petter Christian og Søren Bierum fra Gravengård, som dito varsel for retten oplæste. Samme memorial lyder således: Varselsmemorial. Som højædle og velb. hr. hofjægermester Bachmann til Sønderskov [=> AO2 298] har behaget at lade indvarsle hr. Otto D. Bierum ved Gravengård til Gørding-Malt herredsting ligesom under beskyldning, Johan Smed i Surhave udi den fæsteret, ham af hans velbårenhed på den ved Franchel å lbeliggende Brørup kirke tilhørende engs afgrøde ... ... af dito Bierum skal være præjudiceret med videre, da som han ved sig fri aldrig af ham og allermindst vitterl. sket at være,. så årsages han herved, dog imod sin gode vilje, at lade contravarsle velbemeldte hr. hofjægermester Bachmann hil Gørding-Malt herredsting førstkommende 9. august at møde eller møde lade der inden retten med breve og adkomster at godtgøre eller og ved sten og stabel på åstedet behagelig at udvise eller udvise lade, hvor vidt dito kirkens tilhø.rende eng strækker sig til sønder ved Franchel å, som Joh. Smed ved fæsteret af den skal være forundt afgrøden som meldt sig at tilegne, eftersom Bierum ej tilholder sig nogen engbund dito kirke tilhørende, men alene hvis han siden ankomsten til Gravengård i mange år ulast og ukæret til tinge i rolig possetion og hævd haft haver, hvoraf en stak hø uden foregående videnskab dette år er borttaget, det han formener således at tage sig til rette ganske lovstridig at være, der formodes af deres velbårenhed såvel alle lovkyndige tilståes. - Til samme tid og ting indvarsles Johan Smed af Surhave under eders faldsmål efter loven for udeblivelse at møde og på spørgsmål at vidne og forklare, hvis I til oplysning kan være vidende såvel engbunden angående, hvorpå græsset og det quæstionerede hø var groet, som og om høets borttagelse af dito engbund, om titbemeldte hr. hofjægermester Bachmann behager dette at anhøre eller anhøre lade, såsom Bierum efter de hos eder æskende bevisets tilhold med hvis videre til opolysning i sagen fremmet vorder, agter over den skyldige, der sig selv har rettet høet som meldt sig at bemægtiget og af engen borttaget, lovbillig dom til skadesløs erstatning at erhverve. - Forberørte varselspersoner forklarede, at de samme memorial idag 8 dagelovl. forkyndte først på Sønderskov, hvor de talte med Niels Gruum sammesteds, denæst i Surhave, hvor de talte med Johan smeds hustru. - Bierum æskede de forhen anførte lovbillige beviser af hofjægermesteren eller Nicolaj Ravn. -- Ravn måtte erfare, at sr. Bierum ikke alene ved lysning som leldt har tilegnet sig grunden og dens afgrøde, men endog udi hans contravarsel /: hvilken hvor vidt kan vallidere, [=> fol. 360] siden samme ikkuns af sr. Bierums tvende sønner er afhjemlet, overlades til dommerens skønsomhed :/ skyder sig til hævd,da at han ej vil tale om, hvad connivence der kan begåes, hvor marker og ejendomme således som her grænser til hveandre. Thi somme af frygt for en urolig nabo ... ... ... samme, som ikke er ejer men fæstehaver, fortier(?) den uret, dem vederfares, og tænker de taber intet derved; ja måske vel og dem, der aftaler sligt på en egen måde sig til fordel /: hvorved Ravn forbeholder sig reservation i sin tid til yderligere explication og protest i fornøden tilfælde efter sagens beskaffenhed :/ Så påstår han, at det er ikke nok, sr. Bierum siger i hans varsel, han har hævd, men han bør sligt bevise. Thi at hævd ej kan bestå alene i et slags possetion og brug, men tillige udi et på possetion eller brug erhvervet lovligt instrument, sligt kan retten se udi de ord "uden anden adkomst at fremvise", alt udi lovens 5. bog 5. kap. 1. art., hvilke ord giver det klart, at her skal være et hævdinstrument, som kan lægges frem i retten, ja mere om retten vil consilliere ovenmeldte 5. kap. 1.art. med dito 5. art., som taler om lavhævd, så kan de jo se, at hævd skal bevises, og lige så lidt som lavhævd dur, uden det til tinge stadfæstes, lige så lidt kan og hævd. Thi ellers kunne der under navn af hævd utålelige uretter for ejerne forøves og i særdeleshed i sådan en casu som her, hvor der er en kirke, der ejer engen /: Det være langtfra, at hofjægermesteren vil have noget af sr. Bierums ejendomme eller tilhørende, men i kraft af hans lysning og hævds påberåbelse i hans contraadvarsel urgerer han under tvang af loven, at sr. Bierum bliver pålagt begge hans påberåbende adkomstfundamenter at bevise og fremlægge. thi har han et lovl. tinglyst hævd, æsker hr. hofjægermesteren ingen anden skødebreve eller adkomst,; men dette æsker han ifølge contravarslet fremlagt for deraf at erfare, hvad, hvorudi og hvor vidt det stævnede hævd strækker sig, for at se, om det rækker sig til den plain og plads, hvorpå det efterlyste og bortførte hø er vokset og avlet, samt at vorde lovl. under... om markskel imellem sr. Bierums mark og eng sant kirkens eng, hvilken uden tvivl ved ... og en grøft for vejen skal være kendelig adskilt. Og endelig hvad Johan Smed betræffer, da erklærer han sig som en fæstende eller lejende i sagen at være impliceret og påstår befrielse for tvang at blive forelagt at vidne i egen sag, men derimod håber, at sr. Bierum som sagrejser bør hvis han af ham formener at være sket for nær, lovl. at bevise alt i følge loven, og holder sig første tingdag til under reciprocation af lovens beneficia pag. 958 art. 7 (DL 6-15-7) samme at kunne præstere. - - Bierum, som havde anhørt mr. Ravns vidtløftige og dels unødige og unyttige tilførte i det, han melder om Bierums sønner, ligesom de ej skulle kunne anses lovtilladel. udi hvis de forkyndet haver, neml. contravarsel, det holder Bierum for unyttig og alene fyldekalk, eftersom sr. Ravn [=> AO2 300] har betjent sig, eller og hans principal hofjægermester Bachmann jo i lige tilfælde betjent sig af en sine egne domestiquer, så er jo sligt unyttig; hvad sig for det 2. angår hans vidtløftig anførte raisonnamangs, neml. 1) at somme som ikke er fæsteejere og taber intet derved, det er Bierum uvedkommende og derfor agter den post usvarværdig, og hvad sådant kan tjene til sagens oplysning, henstilles til vedkommendes eftertanke. Det 2. derpå følgende af mons. Ravn fremførte, neml. somme som er hans ... ejere og tænker, de taber intet derved, hvortil Bierum ej vidtløftig agter at svare, såsom han ikke er nogen fæstehaver. Men at monsieur Ravn ved dito hans tilførte ligesom giver til kende at kunne vide dens tanker, som ej er ejer, når han siger, sådan en intet taber derved, skulle han befinde sig så oplyst at vide et menneskes tanker, har del alvidende Gud meddelt ham et større pund derudi end andre nu i disse tider befindende mennesker, hvorfor han ham og med mere hans velgerninger har at takke. 3) At han fremfører, kan tænke sig til fornøjelse, at der jo måske vel og den, der aftaler sligt på en egen måde sig til fordel, udi hvad poster og materie han samme anfører, viser hans tilførte. Og skulle han dermed sigte til Bierum, bedes tjenstl. det her i retten nu at tilkendegive; og så læge erager Bierum sligt unødigt at besvare, ved ej heller, hvad sådzan hans tilførte og foregivende nytter eller tjener til nogen oplysning i denne sag, men efter Bierums formening alene extravagant, og skal mr. Ravn aldrig af Bierum blive disputeret den reservation, han sig tager forbeholden efter hans tilførte i sin tid, til yderligere explication og påstand efter hans foregivende i sin tid, og synes Bierum efter sin uforgribelie tanke, at alt sådan, som han tænker sig til at tage reserveret, det kunne jo vel uden samme her at tilføre stå ham frit for, så Bierum ikke begriber sådanne procedurer, der ikke tjener til sagens oplysning, al den stud det uden bevis befindes ledsaget, og desårsag efter Bierums formening ej at kan anses for andet end unyttighed. Hvad sig ellers sagen angår, hvorudi han vil betjene sig af hans maj.ts allernådigstge lov 5. bog 5. kap. 1. art., så kan samme jo henhøre til at betjene sig af i denne sag. Thi om der befandtes tyve års hævd, så kunne jo ingen adkomster drive det tilbage, ikke heller var pligtig nogen adkomst at fremvise, med mindre det bevises, at han havde det enten til pant eller i forlening eller forsvar, men derimod tilholder Bierum sig på følgende alligerede annernådigste lovs 5. kap. 3. art (DL 5-5-3), som i munde fører disse ord: Haver nogen ejendom i hånd og havendes værge og anden mand siger den [=> fol. 361] sin at være, da er den, som i hævd haver, ihvor få år det er, ikke pligtig til at føre adkomst til stede, med mindre den, som søger ejendommen, fører sine bevisninger frem, hvormed han ejendommen vil vinde. Når nu hofjægermester Bachmann behager at bevise at have nogen ret Brørup kirkes ved Fanchel å beliggende tilhørende eng udi den engkrog beliggende ved Franchel å, skal det være langt fra Bierum sig noget deraf at tilegne eller i ringeste måder kirkens tilhørende sig at tilegne; men siden det er hans velb.hed hr. hofjægermesteren ikke ubekendt, at samme engkrog har været uunder possetion af Bierum i mange år, siden han kom til Gravengård, allerhelst da han i egen person tillige med nu afdøde skovrider Brandt med flere var på åstedet på engkrogen ved Franchel vad, han den gode herre nu vil at skal henhøre under titbemeldte Brørup kirkes ved Fanchel å beliggende, efter at den nu afdøde og da fæstehavende for ham havde indklaget og tilkendegivet, Bierum sig samme engkrog da tilholdt, som han sig endnu tilholder, havde den gode herre da befund. at haft nogen ret til dito engkrog, hvorfor da ikke forsvaret samme med bevis under kirkeeng at skulle henhøre; så kunne sagen nu have været afgjort, og man ej nødig siden at leje den af Bierum. Og lige så lidet som bem.te herre siger sig eller mons. Ravn på hans vegne, intet at vil have af Bierums tilhørende ejendom, lige så lidet om ikke mere er Bierum intentioneret at berettige sig noget af kirkens tilhørende enge, men falder Bierum hel forvunderlig, at om hofjægermester Bachmann havde forment til bemeldte engkrog ved Franchelvad beliggende under tit ommeldte kirkeeng at henhøre, hvorfor han da ikke forsvarte afg. Anders Gravengaard dito engkrog, eftersom han kirkeengen i fæste havde. Hvad dette kan anses for, han nu efter så mange års forløb desuanset sig samme krog, som fornemmes, vil berettige under kirkeengen at skulle henhøre, indstilles til hans egen og alle bekendtes retsindige eftertanke, hvorfor Bierum inhererer sin forhen formenende billig begæring, at eftersom hr hofjægermester udi sit varsel ... ... ligesom beskylder Bierum Johan Smed i sin givne fæsteret af ham skulle være præjudiceret, da som sligt jo er ret stævnemål(?), så håber Bierum samme af vedkommende lovbillig bør bevises, hvorudi det skal bestå, at Bierum ham udi den givne fæsteret ... ... ... kirkeengs afgrøde sig at tilegne at have ... præjudiceret, såsom hvo der sigter, bør lovlig at bevise. Hvad sig mons. Ravns tilførte angår Johan Smed betræffende, som skal være en fæstende eller lejende efter hans sigende i sagen at skulle være impliceret og påstår til befrielse for tvang at blive forelagt efter Ravns sigende i egen sag, så vil Bierum forhåbe, at som han ikke ved ... nogen sag i så måde, de kan befri ham, jo efter lovl. stævnemål bør møde på spørgsmål at forklare, hvis han om engkrogen ved Franchelvad til nødvendig oplysning, hvorfor Bierum [=> AO2 301] af retten tjenstlig begærede mem.te Johan Smed ikke alene for sin idag udeblivelse tilbørlig må vorde anset og efter lovbillighed forelagt, om han ej nu idag skulle indfinde sig, under lovens tvang at møde sin sandhed til oplysning, hvis han kan være bevidst at meddele og afvidne. Thi om han end skulle være den, der høet har borttaget, hvilket ej endnu enten af citanten eller ham selv oplyst er tilstanden, så bør han jo vidne om engkrogen det, han til oplysning er vidende, særdeles om hr. hofjægermester vil dito krog kirkeengen at skulle tilhøre, ja endog at forklare, om han samme krog af hr. hofjægermester haft haver og haver i leje eller fæste. Ville sr. Ravn erklære, om hr. hofjægermester titommeldrte engkrog under kirkeengen sig vil tilegne og Johan Smed samme som under kirkens eng eller krog tilhørende at have lejet eller fæstet, skulle det være Bierum en særdeles fornøjelse (... en del vanskeligt læselig tekst ...) - - Ravn på det af sr. Bierum udi protokollen bragte ... ....  unødig noget at svare, såsom den hvernen er funderet i lov og ret ... end ikke med den sunde fornuft. Hans hoved- og eneste påstand er i særdeleshed lovens pag. 757 art. 3 (DL 5-5-3), og når da retten behagelig vil ovderveje dette, så er jo sr. Bierum skyldig efter det imod ham selv stridende argument, at han har den af ham påberåbt hævd ... ... (videre diskussion). -- Retten resolverede således: At som mons. Bierum udi cin contravarsel beråber sig på hævde og possesion, så haver han også samme så vel som den fra ham udgivne lysning med bevis at legitimere. Da, når hvilket er præsteret, har mons. Ravn at contrabevise, hvad ret og adkomst han formener sig at have til omdisputerede englplain.Thi hviler sagen under opsættelse til 30. august.


 

AO2 302:

For retten mødte Peder Johansen af Sønder Holsted og producerede en stævning (fol. 363). Opsat til 16/8.


 

Følger her indført efterfølgende dokumenter, som idag d. 9. aug. produceret, lyder efter hinanden således:

Den memorialvarsel fra velb. hr. hofjægermester Bachmann citeret på fol. 359 lyder som følger: Memorial for varselsmændene: På højædle og velbårne hr. hofjægermester Bachmann til Sønderskov hans vegne og udi hans navn skal vi indvarsle eder, Otto Diderich Bierum ved Gravensgård at møde på Gørding-Malt herredsting torsdagen d. 9. aug., hvor han vil æske af ederunder lovens tvang, at eftersom det er ham kommen for ørene, hvorledes at I afvigtge søndags ved Brørup kirke har ladet lyse efter en staka hø på engen ved Franchel å og det med særdeles expressioner ligesom kunne vindicere eder ret til ejendommen, stakken var samlet af og stod på, item at noget ulovligt eller ligesom under navn af tyfnet eder skal være frakommen, så vil velbem.te velb. hr. hofjægermester, der har givet Johan Sørensen Smed udi Surhave fæsteret og derved ordre at tilegne sig fgrøden af den ved Franchel å liggende Brørup kirke tilhørende eng, påstå, at I inden retten skal legitimere ovenmeldte eders lysning ved lovlige breve, adkomster eller lovgyldige beviser, og hvis sligt for eder skulle bryste, da at stande til rette ej alene for det factum, at eder ved afslæt kan være begået, men endnog at give satisfaction og erklæring til vedkommende for eders udi ovenmeldte lysning brugte skrivemåde, ca citanten udi alt efter de af eder æskede bevisers indhold samt hvad andet i sagen til oplysning kan tjene og vorde fremlagt vil efter hans i sin tid agtende irettesættelse vente til bestemt tid efter loven dom over eder, tagendes med eder hvis I kan vide eder til befrielse.

Den udi stævnemålet mentionerede lysning lyder således: Otto Didercih Bierum ved Gravengård lader lyse efter et stak hø, ham af engen er borttaget siden den 26. juli om eftermiddagen, da det med mere var reven i tør hø og på engen ved Franchel å og vad opstakket, om nogen kunne gøre nogen oplysning, hvo den vaæret haver, høet så ulovtilladeligt /: om ikke tyvagtig :/ af engen der meldt haver borttaget. Datum Gravengård den 27. juli 1742. O. D. Bierum. - På begræing af Brørup kirkes patron attesterer jeg at have oplæst denne lysningsseddel på Brørup kirkestævne efter anmodning af monsiumr Bierum på Gravengård Dom.ca 10. post. Trinit. Test. C. S. Frøelund.


 

fol. 563:

Her indført en rettens stævning til vidners førelse fra Peder Johansen af Nørre Lintrup contra mons. Termann Madsen til Nielsbygård: Peder Johansen i Holsted sogn finder sig højlige forårsaget at bevise hans allerunderdanigste andragende angående hans påboende gårds opbyggelse, rydning og deslige, da han udi øde moser og hede optaget den, ligesom og da den var i fuldkommen stand for 15 år siden ved ildebrand er bleven i aske lagt,hvorover han ganske blev forarmet, siden han ingen hjælp af husbonden til gårdens opbhggelse er forundt, årsaget formedelst hans nu havende husbonds omgang ved at frata ge ham hans ejendom og gøre ham husvild til at søge et tingsvidne den 9. aug. førstkommende af efterfølgende, som herved lovlig indstævnes at møde på Gørding-Malt herredsting forbem.te 9. aug., nemlig Poul Pedersen i Brørupgård, Niels Hansen af Gørklint, Tue Lassen ibm., Jens Tøggersen i Favrskov, Jørgen Sørensen ibm., Godske Christensen af Nørre Holsted, Andes Nielsen og Niels Nielsen sammesteds, Niels Christensen, Christen Jensen og Iver Nielsen i Sønder Holsted, Lauge Pedersen i Surhave, Niels Jakobsen og Jens Pedersen i Lintrup, Laurids Sørensen i Favorskov, Christen Olesen, Tøgger Andersen, Jens Nielsen og Anders Madsen i Nørre Holsted, Thomas Christensen, Jens Bertelsen, Morten Jepsen, Niels Pedersen og Peder Olesen i Sønder Holsted, som han begærer af retten under ed at måtte tilspørges: Først om de ikke er bevidst, at han har taget gården i Lintrup udi øde moser og hede og den selv opbygt. 2) om ... samme gård i Lintrup for omtrent 15 år sidebn er brændt og lagt i aske, hvilket han igen påny har opbygt og besat efter fattig lejlighed uden husbondens hjælp, dog at sal. Søren Nielsen Seerup eftergav ham al den restance, som da hæftede på gården. - Ligeså stævnes til samme 9. aug. Thomas Hansen i Lindtrup, Jens Mortensen i Sekær, Peder Mikkelsen i Sekær og under ed, som haver følget Peder Jensen og Wilhelm Johansen, hvad ordre de havde og hverhen citantens kreaturer(?) skulle føres og til hvem. Sammeledes stævnes Knud Pedersen i Nørre Holsted og Anders Tøggersen ibm. for at forklare, hvad tid de har taget citantens boskab og løsøre bort, og hvor meget og til hvem de har henført samme. Ligeså og under samme ed at udsige, om de ikke på påskedag sidst afvigt var hos citanten at fratage ham hans kreatur, til hvem og efter hvis ordre. Endelig stævnes Peder Mikkelsen af Sekær under ed til bemeldte tid for at forklare, hvem de havde med sig hos ham næste søgnedag efter påske sidst afvigt, og hvad de skulle forrette, efter hvis ordre, om ikke var at skulle fratage [=> AO2 304] ham sine bæster og kreaturer. - For processens skyld, om noget skulle anrøre hans sidste husbond sr. Terman Madsen på Nielsbygård, anmeldes denne stævning for ham på det citanten efter alt hvis som passerer uopholdelig et lovformeligt tingsvidne kan blive meddelt, enhver da af forskrevne møder og ikke udebliver under lovens og seneste allernådigste kgl. forordnings straf. Og som stemplet papir nu ikke haves ved hånden, så haver citanten denne stævning vedbørlig at bilægge med et stk. stemplet papir nr. 18 til 6 sk., inden den i retten fremkommer, da den for gyldig passerer. Datum Brøndumdam den 31. juli anno 1742. S. Bierum.
Denne rettens stævning har vi underskrevne igår og idag 8 dage lovligen forkyndt for alle de deri benævnte personer og talt med en del dem selv og ellers med deres hustruer, folk og naboer, som lovede indstævningen for vedkommende at tilkendegive. Således i sandhed så sandt hjælpe os Gud og Hans Hellige Ord. Dat. Holsted den 2. august 1742. Anders A.J.S, Jensens navnemærke. Niels Nielsen.

AO2 304:

Torsdagen den 16. august 1742:

Peder Johansen fra Sønder Holsted fremæskede sine vidner til forhør. Herimod mødte sr. Termann Madsen af Nielsbygård med sin skr. protest (fol. 365, 366, 367). Retten admitterede Peder Johansens vidner til forhør.

1. vidne, Poul Pedersen af Brørupgård:

  1. Om vidnet ikke er bevidst, at Peder Johansen har taget gården i Lintrup i hede og mose og den selv opbygt. - Vidnet svarede, at han vel er bevidst, Peder Johansen tog gården øde, sommeldt; vidste og vel, at han fik nogen hjælp til bygning og sæd, men hvor meget vidste han ikke.
  2. Om ikke samme gård i Nørre Lintrup for omtrent 15 år siden er afbrændt og lagt i aske, hvilket han igen påny har opbygt og besat efter fattig lejlighed uden husbondens hjælp, dog at sal. Søren Nielsen Seerup eftergav ham al den restance, som da hæftede på gården.
    Sr. Madsen protesterede i allerkraftigste måder imod dette vidnes videe udsigende, i særdeleshed da han ved hans svar på spørgsmål har begået sådan excesse, så han har understanden sig plat ud at udsige, at citanten har hantaget gården i øde mosestand, da dog det fremlagte fæstebrev af dato [=> fol. 364] 20. juni 1724, produceret under Lit. D, som udtrykkelig udviser, at hans den tid havende husbond sal. mag. Seerup lar ladet ham bde vinter- og vårsæd ... ... uden nogen hans bekostning, så deraf ses ej alene, at citanten ikke har antaget stedet i hede og mose alene, men endog ... favorabelt dette vidne er citanten hans udsigende, da han understår sig at udsige, vis der strider imod sådan et aesthantique bevis, der er udstedt af død mand, hvorfor sr. Madsen endnu som før protesterer og reserverer sig compentencia. - Vidnet gav hertil svar, at da Peder Johansen fik fæstebrev af sal. mag. Seerup, var der hverken plovet eller sået til Lintrupgård.
    På 2. spørgsmål svarede vidnet, at det var ham bevidst, at gården for omtrent 15 år siden blev afbrændt og i aske lagt, men hvad hjælp Peder Johansen af husbonden fik, det vidste han ikke undtagen skattefrihed. Hvad restanderne angår, vidsste han intet om.

Sr. Madsen i anledning af vidnets første udsigende måtte tilspørge vidnet,

  1. på hvad dag og tid citanten antog det omdisputerede sted. - Svarede, ungefær ved midsommers tider, men hvad år vidste han ej, siden fæstebrevet det vel udviser.
  2. Hvorledes vidnet kan udsige, at citanten har antaget stedet i mose og hede, da dog hans den tid havende husbond har lagt både vinter- og vårsæd. - Vidnet refererede sig til sit forhen givne svar. - Sr. Madsen æsker enten nej eller ja til omskrevne spørgsmål. Vidnet svarede, han vidste ej mere herpå at svare, end han forhen udsagt haver.
  3. Om vidnet ved eller med god samvittighed kan udsige, at citanten af egne midler og uden husbondens hjælp har opbygget steden. - Vidnet svarede, at det var muligt, at citanten af egen formue og uden andres hjælp kunne opbygge steden.
  4. Om vidnet ved, på hvad tid citanten som rette(?) fæsteejer antog stedet først i possesion. - Svarede, da han havde fået fæstebrev, antog han og stedet.
  5. Om vidnet ved, af hvor mange fag hus og i hvad stand citantens omdisputerede sted bestod i, da han efter dom og udlæg kvitterede steden. - Svarede, det vidste han ikke.

2. vidne, Niels Hansen af Gørklint:

  1. han vidste vel, Peder Johansen tog gården i øde stand, men hvor meget hjælp han fik af husbonden, vidste han ikke.
  2. han vidste vel, gården var afbrændt, men det øvrige spørgsmålet indeholder, vidste han intet om.

3. vidne, Tue Lassen fra ibm. efterfulgte forrige vidnes udsigende i alle målder, undtagen han ikke vidste, om Peder Johansen havde taget stedet øde eller ikke.

4. vidne, Jens Tøgersen af Favrskov efterfulgte Niels hansens vidne i alle måder og vidste ej videre til sagens oplysning.

5. og 6. vidne, Jørgen og Laurs Sørensønner fra ibm. vidste aldeles intet at udsige i denne sag.

7.-11. vidne, Godske Christensen, Anders Nielsen, Tøger Andersen, Jens Nielsen og Anders Madsen, alle af Nørre Holsted, efterfulgte i alle ord og meninger 2. vidne Niels Hansen af Gørklint hans udsigende, undtagen det 10. vidne, Jens Nielsen, forklarede, at han havde forrettet en bred ploven ved Peder Johansens sted for hans svoger i Kragelund i Bække sogn, som var en bonde arf citantens husbond mag. Seerup og befalet af ham samme plovning at forrette, hvorved kan berettede, at en liden dreng Peder Johansen tilhørende som anviste ham det stk., han skulle pløje udi. Sagde til ham, at han skulle pløje det op; siden de andre havde plovet deres op, så skulle han og gøære ved hans, hvilke han formener var mag. Seerups bønder.

12.-15. vidne, Niels Christensen, Morten Jepsen, Jens Bertelsen og Peder Olesen af Sønder Holsted [=> AO2 306] efterfulgte 2. vidne i alle måder, undtagen Morten Jeppesen med tillæg forklarede, at citanten Peder Johansen bekom til stgedets fortsættelse i Linxtrup et par plovjern på sal. mag. Seerups vegne af afg. Peder Selgersen i Brørupgård; men hvad han mere havde bekommet var vidnerne ubekendt.

16. - 19. vidne, Iver Nielsen, Christen Jensen, Thomas Christensen og Niels Pedersen, alle af Sønder Holsted, som ganske intet var bevidst i denne sag til oolysning uden alene dette, at de havde hørt, at Peder Johansens sted i Lintrup for nogle år siden var blevet afbrændt.

20. - 21. vidne, Niels Jakobsen og Jens Pedersen af Lintrup, som på 1. og 2. spørgsmål efterfulgte Niels Hansen af Gørklint han sudsigende i alle ord og meninger; forklarede derhos, at citantens gårds bygning, da han kom fra stedet, bestod ikkuns af fire fag sals log otte fag ladehuse i ringe stand.

22. - 23. vidne, Anders Tøgersen og Knud Pedersen af Nørre Holsted, som af retten blev tilpurgt,

  1. hvad tid de har tagen citantens boskab og løsøre bort. - Vidnerne svarede endrægtelig, at de intet havde borttaget fra citantgen.
  2. Hvor meget og til hvem de havde henfrt samme løsøre eller boskab. - Vidnerne svarede, at eftersom de intet har borttaget, så har de ej heller bortført noget fra ham.
  3. Om de på sidst afvigte påskedag har fratagen citanten hans kreatur, hvortil vidnerne enstemmig svarede nej, at d ehverken var i by bem.te tid eller havde frataget ham noget, og derhos forklarede, at citanten hans bygning ved hans aftrædelse bestod af foromvundne fag og var hel brøstfældig.

24. vidne, Peder Mikkelsen af Sekær, som blev tilspurgt, hvem han havde med hos citanten næste søgnedag efter påske næst afvigte, og hvad de skulle forrette, og efter hvis ordre, om ikke var at skulle fratage ham sine bæster og kreaturer. - Vidnet svarede, har var ikke kommen til citanten for at fratage ham noget, men alene for at læse en seddel, som vr udgivet af sr. Terman Madsen, med begæring til Peder Johansen,om han ville godvillig udlevere en boelstud og en gl. bæst til gårdens drift, som dog ikke af citanten blev fuldkommet, langt mindre ham noget af sådant frataget, ligesom og citanten svarede ham, at de ommeldte kreaturer skulle blive bestående hos ham, indtil de femten dage efter dommens forkyundelse var forløben. Derpå vidnet gik sin vej uden at tage det ringeste fra citanten med sig, hvilken seddel vidnet forklarede at have forkyndt i overværelse af Peder Jensen og Wilhelm Johansen i ...trup.

Som Peder Johansen af Lintrup, nu opholdende sig i Sønder Holsted, beråber sig på flere [=> fol. 365] vidnesbyrd, neml. Thomas Hansen af Nørre Lintrup og Jens Mortensen i ... ved continuationsvarsel her til retten at indkalde, altså begærede han desårsage dette tingsvidne usluttet og sagen opsast il 6. september. - Sr. Madsen protesterede imod de n lange opsættelse. 14 dages opsættelse må være nok, især fordi de påberåbte vidner ikke alene er inden herredet, men endog her i sognet possessioneret. Og da citanten beråber sgi på at bevise hans udgivne allerunderdanigste memorial til hans kgl. maj. så er det jo uforbigængeligt, at dette tingsvidne jo før jo bedre må bringes til ende, med mindre citanten frygter for sin sag, som idag noksom af så mange afhørte vidner er bragt for lyset og derfor vel skulle tie stille i evighed. Men som sagen consernerer i sig selv ærerørige beskyldninger og den ved citantens egne påskud alene dependerer af dette tingsvidne til hans. maj.ts allerhøjeste decision eller og hvad hans maj. ellers allernådigst måtte behage ved ordentlig lands lov og ret at remittere sagen, så formodes og påstås, at citanten vorder tilholden uopholdeligt bringe sit tingsvidne til ende, i særdeleshed da som meldt itnet er i ... I vidrig fald påstår han efter forordningen af 3. marts 1741 vedbørlig er at mulktere ... Opsat til 6/9.

fol. 365:

Følger her indført sr. Termann Madsens indlæg med sine bilag på folio 363 citeret imod Peder Normand af Holsted:

... ser jeg her til retten idag af Peder Johansen i Nørre Lintrup er bleven kaldet, men hvordan og hvorom egentlig kan hverken jeg eller nogen retsindig forstå, som herefter skal blive forklaret. Dog imellem løbert og lader sig anse, ligesom citanten agter at beviseliggøre hans imod mig til deres kgl. maj.  ej med sandhed convenable indgivne allerunderdanigste memorial, hvorpå jeg allerede sidst afvigte 21. juli efter ordre fra deres heøvejbårne excellence og stiftsbefalingsmand von Gabel har indsendt min allerunderdanigste erklæring med vedføjede authentique beviser, som aldrig ved vidner kan kuldkastes. Og som sagen endnu hviler under hans maj.ts allerhøjeste decision, så ved jeg ikke, om nogen rettergang i denne sag kan stædes, før end sagen af hans kongel. maj. er decideret, allerhelst citanten allerførst immediate til hans kgl. maj er indkommen. Imidlertid ved jeg ikke, om citanten kan tillades, eller om retten selv vil tillade ham at føre bevis imod rettens behandlinger, hvorhen han mest sigter, thi alt hvis jeg mig har foretaget, er jo sket lovlig og derfor er rettens litr. A, item udlægget litr. B, af hvilken dom og udlæg klarlig er at se, hvis sket og passeret er, så jeg ikke ser nogen vidne derimod til vidnesbyrd kan admitteres, så længe retten er ubeskyldt, da det er betimelig nok, og får sagen da andre essentialia og vil mest ankomme på retten, som man ej heller påtvivler, at de jo forsvarer, hvis de har forrettet, ja samme dom litr. A viser og, at jeg formedelst at citanten var mig 137 rdl. 1 mk. 12 sk. skyldig efter egen inden retten gjorte tilståelse til min retmæssige gælds inddrivelse har våren nødt til at gøre, hvis sket er, ja endog af udlægget litr. B, at jeg endnu har 73 rdl. 2 mk. 13 sk. hos man mere at fordre, så jeg havde største årsag at oppenere ham lovens 1. bogs 24. cap. 14. art.; men som han i ingen måder kan præjudicere min fetfærdige sag, vil jeg alt og alt henstille til rettens skønsomhed, hvorvidt lovmæssig være kan. Men at komme nu til mit forrige angående hans illegale stævnemål, så finder jeg mig beføjet i kraft af loven imod samme at protestere og excipere, og når det da må behage retten at prolustrere hans stævnemål, derudaf klarlig befindes, 1) at han i begyndelsen giver mig som husbond beskyldning at have frataget ham hans ejendom, da dog han aldrig på mit gods har haft nogen ejendom, men alene et fæstested, og af hvad årsag han derfra er kommet, viser allegerede litr. A et B, hvorimod ingen vidner kan afhøres; 2) stævner han mig ikkuns, som slutningen af stævnemålet udviser, for processens skyld, ligeosm sagen var mig uvedkommende, da og alligevel tillægger mig i stævningens egyndelse så grove og imod sandhed stridende beskyldninger, ja 3) gør han quæstioner i sit stævnemål til vidnerne og el alene lader dem 8-9 dage forud vide, hvorom de skal vidne, purement af den årsag, at han imidlertide kan overlægge med dem, hvad de ham til faveur skal udsige, men endog på allergroveste måder tvært imod den allernådigste papirforordning, som efaler, at man ikke må ... ... ... stemplet papir mere end til en sort eller materie ... ... ...både har oprettet stævnemål og vidners quæstion, hvortil han dog burde bruge 2 stykker, så er han ... efter allerhønstbem.te allernådigste forordning vedbørlig at mulctere, tilmed hans stævnemål ej udi rettenat komme i ringeste consideration; 4) giver han [=> AO2 308] Thomas Hansen i Lintrup, Jens Mortensen og Peder Mikkelsen i Sekær, item Knude Pedersen og Anders Tøgernsen i Nørre Holsted sag og tillægger dem beskyldninger at have taget hans boskab og løsøre fra ham og dog kræver dem til at vidne på dem selv i slige beskyldnignsposter tvært imod loven pag. 116 art. 5 (DL 1-14-5) et 110 art. 17 (DL 1-13-17), i særdeleshed ingen inkvisitionssager er tilladt uden kongelig special ordre at foretages, endskønt det i så måde lader sig anse, som citanten inquisitionaliter agter ... ...; 5) ser man, at han ... ej videre end som hann så subtil omgår tilforne og vil føre bevis på ... ... hvis rettens protokol bevidner, nemlig  han vil, vidnerne skal vidne efter så mange års forløb ... ... der er brændt for ham, da dog protokollen formedelst den af ham den tid tgne tingsvidne deromver giver den bedste oplysning, som ej med nu førende vidner kan kuldkastes, ja endog vil føre vidner, at han har opbygt stedet uden hjælp, da dog han efter tingsvidnets udstedelse har fået hjælp hele landet igennem, og hvem skulle vel kunne vidne om, hvad hjælp han har fået, thi der er jo vel ingen, som har været ved ham på alle tider og på alle steder og set, hvad han har fået, thi ellers kan de jo umulig ej derom aflægge nogen vidne; ja, så troværdig som han er i det ene, så er han vel og i det andet, at han ingen hjælp skal have fået af hans den tid havende husbond, da dog det er bekendt, at sal. mag. Seerup var en behjælpelig mand imod sine bønder, ligesom og al hans husbygning ikkuns bestod af 7 ringe fag uhs, litr. C og posit... non consesse, at han ingen hjælp af hans husbond havde fået, quid inde, var han derfor ikke skyldig at betale den gæld, han siden har pådraget sig og tilstået inden retten rigtig at være, og hvorpå rettens dom er falden. Jeg mener jo og, at lle retsindige må bifalde det samme, så man ser, hvor slet og ilde han er funderet; 6) tillægger han død mand, neml. sal. mag. Seerup, beskyldning at have leveret eller fæstet ham et øde sted, da dog hans fæstebrev udviser langt anderledes, vid. litr. D, og i denne post agter han at føre vidner på ham, uden han nførst havde stævnet efter loven hans arvinger som angældende; ja videre underser han sig ej at angribe uden stævnemål hans højærværdige biskop Brorsen som en ustævnet mand, ligesom han ej kunne hjemle det, han havde solgt, idet at han agter og har forestævnet at føre vidner på, at sal. mag. Seerup havde eftergivet ham al restance, da dog vedfølgende skøde sub. litr. E bevidner, at velbem.te hr. biskop Broersen har solgt mig al på steden hæftende restance. Havde nu mag. Seerup eftergivet ham al restance, hvorledes har da hr. Brorsen kunnet komme til at sælge det til mig; så man ser derudaf, at sparer citanten ikke hans foresatte gejstlige øvrighed med så grove beskyldninger. Uden stævnemål er det vel ingen under, at han vil plådigte mig andre, alle herudi allegerede bilag sub. litr. A, B, C, D et E vordder in originale fremvist tillige med ligelydende kopier deraf til aktens følge, ed tjenstlig begæring, at originalerne, så hastid de er læst og påskreven, mig må tilbageleveres. Heraf måtte da den velvise ret behagelig fornemme, hvor illegal, lovstridig og uforsvarlig citanten går til værk, og skønt jeg havde største føje efter lovens yderste rigeur at gøre irettesættelse, vil jeg dog spare det til sin tid og indstille til den velvise ret, hvorvidt efter sådanet et stævnemål lovforsvarligt kan foretages; dog protesterer jeg i allerkraftigste måder af lov og ret, at ingen vidner så vidt disse ommeldrte kalre og authentique beviser imod strider, må eller bør foretages, såsom deraf såvel i henseende til vidnerne som andre kunne flyde mange skadelige konsekvenser, som i sin tid kunne meritere velfortjente straf. Sluttelig reserverer jeg mig alt, hvis lovligt kan være, således at mig i eller under sagen ingen slags præjudice kan tilvokse, og reserverer mig al lovlig regres og satisfaction mod de mig af citanten imod sandhed tillagte gravamina og nærgående beskyldninger og således indstiller sagen til rettens kendelse og i vente af rettens assistance forbliver med al consideration (etc.).

AO2 308:

Den i indlægget mentionerede domsakt og sentence. (Afskrift af dommen.)

Den i forbemeldte indlæg under litr. B producerede udlægsforretning lyder således:
Den 13. april indfandt sig efter begæring af velædle sr. Termann Madsen til Nielsbygård på kgl. maj.ts herredsfoged i Gørding-Malt og Skads herredsting seigr. Søren Bierum af Brøndomdam hans vegne herredsskriver Jens Hellesen Utrup af Bobøl med tiltagne tvende mænd, navnl. Anders Tøgersen og Knud Pedersen, begge af Nørre Holsted, her udi Peder Johansen Normands bo i Nørre Lintrup for sammesteds at gøre udlæg efter dom af dato Gørding-Malt herredsting d. 8. marts. sidst for restance og skyldig gæld med tildømte omkostning ialt den summa 137 rdl. 1 mk. 12. sk., hvor da og på velbemeldte seigr. Termann Madsens vegne var til stede hans søn mr. Christen Termannsen /: som efter at dommen var oplæst og dereftr æsket mindelig betaling, som ej var at få :/ gjorde anvisning til udlæg efter forberørte dom på følgende, som blev vurderet og udlagt: (Alt indbo, klæder vistnok undtaget, husdyr, prissat. To gamle salmebøger blev vurderet til 12 sk. En tredie salmebog er bortkommet, siden forbud og dom gangen er. Alt indbo var jo blevet registreret inden forbudsdommen.) Samlet vurdering 63 rdl. 4 mk. 15 sk. - Siden intet videre blev påvist eller fandtes til udlæg end dette foreskrevne specificerede og vurderede bedragende sig til trediesindstyve og tre rigsdaler 4 mark 15 sk., som bliver idag velædle sr. Termann Madsens søn Christen Termannsen overleveret på sin faders vegne, og dersom Peder Johansen kan ærstere og betale al sin debet efter dommens formelding inden fjorten dages forløb fra dato, overlader merbem.te sr. Madsen ham gerne alt, hvis idag ham udlagt er. Thi ellers, mhvis ikke sker, nyder sr. Termann Madsen efter hans søns påstand sin regres til Peder Johansen Normand for den øvrige restance efter dommen, om han noget videre i sin tid til betaling ejendes vorder.

Den under litr. C. producerede tingsvidne er af følgende indhold:
Torsdagen den 17. april 1727 blev retten betjent af herredsfoged Søren Bierum (etc), hvor da fremkom for retten Peder Johansen af Lintrup. (Anmeldelse af ildsvåde på sædvanlig vis. Gårdens hartkorn er 2 tdr. 6 skp. 3 fjd. Bygningernes størrelse er ikke nævnt. Husbond: provsten hr. mag. Søren Seerup i Ribe. Denne får tingsvidne, og Peder Johansen en genpart, hvormed han i et år kan søge hjælp hos medlidende kristne).

Det under litr. D producerede fæstebrev:
Søren Nielsen Seerup, stiftsprovst i Riber stift og sognepræst til domkirken her sammesteds kendes at have fæstet ærlig og velagte mand Peder Johansen af Tystrup herred i Aller sogn og brabæk by den mig tilhørede øde gård i Holsted sogn i Lintrup med al den rette tillæggelse, hvad navn det og haver kan, intet undtaget o nogen måde, dog med slig vilkår, at han deraf udreder alle kgl. skatter, som deraf kan falde fra 1. maj 1726, årligen i rette tid yder forsvarligen sin skylde og landgilde efter jordebogen, hvorfor ham er forundt frihed indtil Mortensdag 1728, da til samme tid hans skylde skal leveres, bliver hans husbond og hans fuldmægtige hørig og lydig, selv lade bygninger sømmeligen opsætte efter stedets lejlighed og tilbørligt kan være, hvortil han nyder, hvis Søren Iversen(?) i Favrskov har til sig taget af den gl. bygning, nok af mig selv 3 á 10 laen lange fyrrebhjælker og en gl. bjælke, og ellers bygger stedse og forbedrer steden. Vinter- og vårsæden lader jeg ham lige ved mine tjenere og forskaffe ham til sædekorn, rug 3 tdr., byg 2 fjd. og boghvede 4 tdr. Og haver han ellers i alle måder a tforholde sig efter kgl. maj.ts lov og forordninger under hans fæstes fortabelse. Liliebierg udi Ribe d. 20 juni 1724, S. N. Seerup. - Ligelydende haver jeg samme dato til mig annammet og lover den i alle sine punkter hørsommeligt at efterleve under min fæstes fortabelse. Peder P. J. S. Johansen. - Conform med originalen testerer P. Madsen.

Den under litr. E fremlagte skøde:
Broder Brorsen stiftsprovst og sognepræst til domkirken udi riber gør hermed vitterligt, at ved auktionen efter afgangne mag. Søren Seerups, fordum stiftsprovst og sognepræst til bem.te Riber domkirke hans jordegods holden herudi stervboen d. 15. oktober 1736 efter foregående lovlig proklamation ... er iblandt andre ædle seigr. Termann Madsen til Nielsbygård ved mr. Jørgen Seerups afståelse på auktionsstedet bleven som højstbydende tilslaget efterskrevne af b em.te jordegods for kapital to hundrede og seksten rigsdaler en mark og tolv skilling, skriver 216 rdl. 1 mk. 12 sk., som efter den for mig producerede kvittering fra velbem.te skikftekommissærer ... ... til dem er betalt med et års rente ti rigsdaler fire mark fjorten og en halv skilling, alt efter auktionsconditionerne sålydende: 1) Hver gård, hus eller sted bliver i proportion af sit hartkorn enten opbuden for en samlet summa under eet eller tønde- og skæppevis, ligesom ...haverne forlanger; 2) al restance gammel og ny, som hæfter på bønderne til den ... 1736, følger køberen med godset, såvel som og dette års landgilde. Og tager det købte straks i possession, så snart enhver bliver tilslaget, samt leveret fri for kgl. skatterestance til bem.te .... 3) den købende betaler købesummen udi danske ... courant til skiftekommissæren her i Ribe med deres bevis som skal tilstilles auktionsmesteren for auktionsskødet, når extraderes. 4) .... ... ... ... [=> AO2 311]  - Thi haver jeg ved dette auktionsskøde fuldkommenlig solgt, skødet og afhændet fra velbem.te afg. mag. Søren Seerups arvinger til evindel. arv og ejendom uryggelig og uigenkaldelig at nyde og besidde efterskrevne jordegods beliggende udi Riberhus amt i Gørding-Malt herred, såsom Holsted sogn, Lintrup by en gård anslagen udi den nye matrukel for hartkorn to tønder, seks skæpper to fjerdingkar og to album og beboes af Peder Johansen; Lindknud sogn, Klelund, en gård, som beboes af Morten Pedersen og Søren Pedersen, skylder årlig efter jordebogen rug en ørte, et svin, et fødenød, gæsteri(?) en rigsdlr., arbejdspenge seks rdl.; anslagen for hartkorn fem tønder, seks skæpper og to fjerdingkar, hvilket forskrevne bøndergods med al anden ret og rettighed, visse og uvisse indkomster, rente(?) og rette tillæggelse, være sig af ager og eng, mark, krat, hede, kær, mose, fiskevand og fægang, tørvegrøft og lyngslæg, vådt og tørt inden og uden markskel aledels intet undtagen, i hvad navn det haver eller nævnes kan, som nu tillægger og af alders tide dertil med rette lagt haver, velbem.te Termann Madsen, hans hustru og begge deres arvinger eller hvem samme herefter ejendes bliver og med rette besidder, efter hans kgl. maj.ts allernådigste lov og forordninger må og skal have, nyde, bruge og beholde samt sig nyttiggøre, som han eller de bedst vide og kunne, til evindelig arv og ejendom  uigenkaldelig i alle måder, efter at derfor er sket fyldest og fornøjelig betaling, som forhen er meldet, og tilstår herved at merblem.te stifsprovstens mag. Søren Seerups arvinger, myndige og umyndige, ingen ydemere lod og del, ret eller rettighed efterdags haver til eller udi fornævnte bøndergods, bygninger, ejendomme, herligheder, restancer eller videre, som forskrevet står, i ngen optænkelig måde, helst de for købesummen ved endelig skifte og deling nyder vedbørlig fornøjelse, hvorfor de og er forpligtede, en for alle og alle for en, at frifrelse, hjemlse og fuldkommenligen tilstå velbem.te sr. Termann Madsen (etc.) - Actum ribe d. 24. juli 1737, Broder Brodersen, L. J. Fog, (m. fl. underskrifter).


 

AO2 311, fol. 367:

Torsdagen den 30. august 1742:

På sognepræst for Føvling og Holsted menigheds hans vegnemødte hans brødtjener Niels Christensen af Bækbølling og forestillede tvende kaldspersoner navnl. Jens Pedersen af Bobøl og Anders Sørensen af Føvling (memorial på fol. 370). De har forkyndt stævningen for enhvers bopæl, talt med en del dem selv, ellers med deres hustruer, folk og naboer. Derefter fremlagde Niels Christensen  hr. Foghs skriftlige indlæg (fol. 370). - Hans Christensen af Astoft fremkom og gav retten til kende, at han ingenlunde nægtede præsten sit arbejde efter loven. Når han ikkun fik at vide en dag eller to forinden, til hvad dag og tid han skulle møde sit arbejde at forrette, ville han det gerne forrette. Flere mødte ikke efter påråbelse. Lovdaget. 13/9.


 

Hofjægermester Bachmann ctr. Bierum ang. en ved Franchelvad beliggende engkrog. Bierum producderede en stævning de dato 18/8 (fol. 370). [=> 313] - Nicolaj Johan Ravn protesterede i allerkraftigste måder sig ej videre i vidners forhør med sr. Bierum at indlade end efter stævningens indhold. - For retten fremmødte Anders Hansen Graver hans efterladte hustru og datter Kirsten Andersdatter fra Kidholmen:

  1. Om de ikke vitterlig og bekendt er, at Bierum efter ankomst til Gravengård har brugt den norden til Franchelvad beliggende engkrog.
    Efter contrapartens begæring blev vidnerne separeret, hvor da alene fremstod Anders Gravers enke Karen Rasmusdatter af Kidholmen, som på tilførte spørgsmål svarede, at vidnet vel er bevidst, at Bierum på nogle år havde brugt omspurgte engkrog til sine hestes tøjring.
  2. Om Anders Gravengård som den, der kirkens eng ved Franchel å beliggende i fæstge havde, ikke traks gav kirkens patron hr. hofjægermester Bachmann omspurgte engkrogs brug til kende, om det engkrog under kirkeengen henhørte, ham da samme ville forsvaret. - Ravn refererede sig til den her i retten producerede stævnemål, som alene melder om hævd og possesion og ikke om at vidne på ord, hvis andre har sagt, og i slig fald strider hans spørgsmål direkte imod loven pag. 32 art 5 (DL 1-4-5). - Bierum agtede ganske unødig noget på sr. Ravns tilførte at svafe, men alene tjenstl. begærede, vidnets svar på spørgsmålet af retten behagelig måtte indhentes. - Vidnet svarede, at det var hende bekendt, at hendes sal. mand Anders Graver havde angivet og klaget for hr. hofjægermesteren, det Bierum brugte ommeldte engkrog til sin tøjring.
  3. Om vidnet kan sige med sandhed, omvundne brug nogen sinde af bem.te hr. hofjægermester blev påtalt eller søgt, dito engkrog under kirkeengen at skulle henhøre. - Vidnet svarede, at hr hofjægermester Bachmann ej forsvarede bem.te engkrog eller talte pkå dens brug, så vidt vidnet er bevidst.
  4. Om Anders Gravengård og ikke [=> fol. 368] siden efter åringers forløb har haft det ommeldte enkgkrog af Bierum i Leje og minde år efter anden i nogle år, og hvor mange. - Vidnet svarede, at hun vel var bevidst, at hendes sal. mand nogle år havde samme engkrog ileje og minde af Bierum, men egentlig hvor mange år vidste hun ikke.

Ravn kontratilspurgte dette vidne:

  1. Når og udi hvad år hendes mand sal. Anders Gravengaard flyttede fra Gravengård. - Vidnet svarede, at det er på 18 år siden næstafvigte pinsedag, hendes sal. mand og hun flyttede fra Gravengård til Kidholm, så vidt hun erindrer sig.
  2. Om ikke sal. Anders Gravengaard holdt sig til den kirkeeng ved Franchel å, som han havde i fæste, og det lige til vejen, hvor der er en kendel. grøft, udi de første åringer, efter sr. Bierum var kommen efter ham på Gravengård at bo. - Vidnet svarede ja, hendes sal. mand holdt sig til krogebn, men vidste ingen skel imellem Brørup kirkeeng og Gravengård eng, men holdt dem til engen, som ligger op til Franchelvad. Hvad grøften betræffer, har været før deres tid og er endnu, og vidste ikke, hvorfor den var.
  3. Om sr. Bierum viste nogen bevis eller rigtig skel til Anders Gravengård eller vidnet, at han til omspurgte eng var berettiget, eftersom Anders Gravengår uden hr. hofjægermester Bachmanns vidende som ejer lod sig overtale til at give nogen årl. minde deraf. - Vidnet svarede, at der blev ingen skel af Bierum vist, og engen blev dem af bierum overladt for leje og minde, men ej af Bierum dertil overtalt.
  4. Hvad værdi dette såkaldte minde var af, hvori den bestod, og når den blev accorderet. - Svarede, det var en par år eller tre-fire enfter de var kommen til Kidholmen, men egentlig ikke til visse, hvor længe :/ at den omvundne minde blev accorderet. Men hvad værdi Bierum af dem fik, undtagen han repareret ved Bieryums huse med videre. Og videre tilstod, at hendes mand på sit yderste sagdee, hun skulle gøre Bierum fornøjelse for det øvrige, som restede, hvilke ord af ham blev udsagt torsdagen, som han døde om søndagen derefter, så vidt hun erindrede sig.
    Ravn tilspurgte vidnet, om hun erindrer sig, hvad det var for en torsdag, som hun har omvundet, samt hvad tid det var om dagen, tidlig eller sildig. - Vidnet svarede, hun vidste ikke datum, ikke heller, om det var tidlig eller sildig om dagen, såsom hun ingen klokke havde i huset.
  5. Om vidnet kan med sandhed sige, at sr. Bierum oppebar ommeldte minde son nogen rettighed, eftersom han da ingen hævd kunne have, eller og hans formidable myndighed cujonerede Anders Gravengaard, at han gjorde, hvad sr. Bierum ville, for at nyde fred.
    Bierum ville forhåbe, at sr. Ravn af retten blev tilholdt at give sit spørgsmål på dansk efter maj.ts allernådigste vilje og befaling til vidnets efterrettel. svar. - Ravn kunne ej tro, at sr. Bierum var bleven så tysk, at han jo kunne forstå dansk, og som spørgsmålet er klart, så er det unødvendigt at svare på det, som mr. Bierum opinerer. - Bierum agtede unødig mons. Ravns tilførte gravamina at besvare, thi overlod han til retten, om spørgsmålet er til Bierum eller vidnet, og i så måde inhererede sin forrige formenende billige begæring. - Vidnet svarede på 5. quæstion, at hvorvidt  [=> AO2 315] Bierum var berettiget til at oppebære slig minde, vidste hun ikke; men dette vidste hun, at de aldrig var truet eller kujoneret til at minde ham deraf.
  6. Om vidnet kan nægte, at Anders Gravengaard jo idelig klagede over sr. Bierum, at han jog ham fra sit påboende sted Gravengård og siden både kom ham for nær på kirkeengen så og opåd han dem med sine kreaturer og bæster, idet han med dem drev over grøften, som meldt er. - Vidnet svarede, Bierum jagede dem ikke fra Gravengård, men gjorde dem fornøjelse; men var hende vel bevidst, at hendes sal. mand ofte klagede over monsieur Bierum, at han med sine kreaturer lod den omdisputerede engkrog opgræsse; men om samme engkrog henhørte under kirken eller ikke, det vidste hun ikke.
  7. På hvad dag og tid Anders Gravengaard besværede sig over bem.te engkrog til hofjægermester Bachmann. - Vidnet svarede, hun ej kunne erindre sig nogen tid eller dato, men dog gav det straks hr. hofjægermesteren til kende, da Bierum tog det til brug.
  8. På hvad dag og tid sr. Bierum sig først tilegnede sig bem.te engkrog. - Vidnet svarfede, hun vidste ej, havd datum der skreves eller årstal.

2. vidne, Kirsten Andersdatter fra Kidholmen.

  1. ja.
  2. ligeledes ja.
  3. hun vidste ikke, at det var søgt eller påtalt af hr. hofjægermester Bachmann.
  4. hun vidste vel, at hendes fader havde samme engkrog i leje af Bierum., men hvor mange år vidste hun ikke.

Ravns kontraspørgsmål:

  1. svarede ligesom hendes moder udsagt haver.
  2. vidnet efterfulgte moderens svar i alle måder, men vidste ikke, hvor mange år.
  3. som 1. vidne.
  4. efterfulgte moderens udsigende, undtagen hun vidste ikke tiden da den omspurgte minde blev accorderet. På resten af samme spørgsmål svarede, hun vidste sig ej at erindre, hvad dato eller tid på dagen, det af hendes fader blev udsagt.
  5. efterfulgte moderen.
  6. Bierum freede (fredede?) dem kirkeengen upåklagelig. - Ravn tilspørgte vidnet, om hun ikke havde hørt, at hendes sal. fader ofte havde klaget over, at sr. Bierum lod ham ommeldte krog af kirkeengen ved Franchelvad opæde af sine kreaturer. - Vidnet svarede, hun vel havde hørt, at hendes fader vel havde klaget til hr. hofjægermesteren, at Bierum bemægtigede sig samme krog til tøjring, men kunne ikke forklare, om den hørte til kirkeengen eller ikke.
  7. vidste vel, at der vr klaget for hr. hofjægermesteren, men hvad datum vidste hun ikke.
  8. svarede ligesom sin moder.. [=> fol. 369]

Hvornæst de æskende fæstebreve på Gravengårfd og den ved Franchel å beliggende Brørum kirke tilhørende eng i retten blev fremlagt. Samme Bierum begærede påskrven og ord fra anden akten tilført (fol. 370). Videre var Bierum begærende, retten behagel. ville betragte, at dito fæstebreve findes uraderede og umakulerede samt ubeskadiget på derunder befindende signatur. - Ravn kunne ej noksom forundre sig over Bierums indførte, da den halve side af det frem af ham fremlagte fæstebrev er afskåren, hvorpå ventel. noget til sagens oplysning kan have været skreven, til hvilken ende Ravn på tid og sted reserverer sig al lovl. indsigelse imod ommeldte dokumenter. - Bierum overlod mr. Ravns forwundringer til ham selv og agtede ej videre hans tilførte at besvare, men af retten var begærende sit forhen tilførte ang. udebleven vidne Johan Sørensen Smed af af Surhave efter loven at måtte billiges. - Ravn på Johan Sørensen Smeds vegne svarede kortel., at siden ham er berettet, at han skal være indstævnet for possision og hævd at vidne, at han ikkun for 14-16 år siden først er kommen i tjeneste hos hr. hofjægermester Bachmann, ved ikke heller desårsage nogen rede til hævd eller possesion i den tid, som retten følgelig kan slutte. Har og efter relation, som ved ed i sin tid kan vorde præsteret, ej vidst anden skel end grøften ved vejen over Franchel å,  og i så måde er impliceret i sagen, så vidt lysningen om høets bortførelse betræffer, hvilken bortfølrelse han tilstår. Så protesterer Ravn på Johan Smeds vegne, at ingen forelæggelse kan ham pålægges i en sag, i hvilken han som meldt selv er impliceret, særdeles her efter dette idag tilførte stævnemål alene sigtes og stævnes for vidne om at fravidne, at hr hofjægermester Bachmann ej er ejeren og Johan Sørensen Smed  ej fæstehaver til grunden og afgrøden. - Bierum var intentioneret indstævnede Joh. Smed ham at skulle vidne om, hvis for 1-16 år siden kan være passeret i denne sag, men alene, hvad han kan være vidende om possession, brug og hævd, siden han til Surhave ankom, og før end han nogen tid fik kirkeengen i fæste. Ikke heller er tiltænkt, at han i ringeste måder skulle vidne om høets borttagelse, hvilken oimgang Bierum reserverer sig til lovvedbørlig påtale i sin tid. Hvad sig Ravns videre tilførte angår, at han vil sige., hr. hofjægermester Bachmann ved vidner at skulle søges eller søgt vorde ej til kirkeengen at være berettiget, det har ingen harmoni og ikke i ringeste måder efter Bierumns formening kan hjemle Joh. Smed Franchelvad at gøre skel mellem Gravengård eng og kirkeengen. Kan og ikke tro, at hr. hofjægermester har fæstet ham videre for kirkeeng, end hvis dertil med rette henhører. Skulle det anderoledes befindes, bliver det en sag mellem den bortfæstende og den fæstende, Bierum uvedkommende. Bierum ikke heller har fornemmet af mr. Ravn at være tilstået, at hr. hofjægermester enten har fæst Joh. Smed omtvistede engkrog, eller heller at hafe forevist dito Smed Franchelvad at sukke være skel mellem Gravengård eng og kirkeengen. [=> AO2 317] (Bierum argumenterer videre). - Retten resolverede således, at som mons. Ravn på hofjægermester Bachmanns vegne har i protokollen deklareret Johan Sørensen Smed at have bortført høet af omtvistede engkrog og derfor i sagen højlig at være impliceret, altså ifølge sligt mr. Ravns deklaration kan Joh. Smed ej som et vidne i sagen admitteres. - Bierum vil ikke påanke kendelsen, men beder om tingsvidne samt opsættelse i fire uger til behøvende dokumenters producering. 27/9.


 

AO2 317:

For retten mødte Søren Jensen Egtvad af Sønder Holsted og forestillede 2 varselspersoner, Niels Nielsen og Jens Ottesen af Nørre Holsted (memorial fol. 370). De har forkyndt stævningen i afgangne provstinde Schuurmands stervbo i Nørre Holsted, hvor de talte med hendes to sønner Jørgen og Corfitz Schuurmander. De indstævnede Henrik Schuurmann, Jørgen Christoffer Schuurmann og Corfitz Schuurmann af Nørre Holsted mødte ikke. Lovdag til 13. september.


 

Den memorialvarsel fra hr. Jørgen Fog i Bækbølling præstegård lyder således: [=> fol. 370]
Jørgen Fog stævner Jens Andersen og hustru af Astofte, Hans Christensen og hustru af Astofte, Mads Christensen og hustru af Bobøl, Berthe Simonsdatter af Stenderup, Jep Nårgaard og hustru af Stenderup til saggivelse og dom alt angående deres egenrådige modvilighed i at udeblive og nægte ham den dags arbejde i høsten, som de efter loven er pligtige at gøre.

fol. 370:

Indlægget fra hr. Fogh:
Det kan vel forekomme nogen at være en ond gerning, at han fører sag mod nogle af sine egne sognefolk, da de er fattige hosfolk; men han håber, at når sagen kommer for lyset, da skal de retsindige mene anderledes. Han har, siden han kom til Føvlig sogn med megen bekostelighed kunne formå de fleste af husfolkene til at lgøre ham den dags arbejde i høsten, som de bør efter lovens 2. bogs 12. cap. 5. art.  - Thi når jeg i så fald har behøvet dem, har jeg gerne enten fået det svar, at de var accorderet med den eller den mand i sognet til at gøre hans arbejde, eller og de har svaret, de ville vel komme en gang, når de havde hjulpet andre først, hvorefter jeg ej kunne lade mit korn stå huøstet og fordærves på marken; og i særdeleshed har jeg måttet prøve, hvor slet consideration en del iblandt dem har haft for mig, da det afvigte år behagede Gud at ligge både mig og mine tjenestefolk på vor sygeseng; thi da var endog en iblandt dem, nemlig Hans Christensen af Astoft så grov og impo ... imod mig, at han kom med sin le for at høste og derhos spurge, om jeg forlangte det arbejde som en skyldighed af ham eller som en villighed; jeg lod ham oplyse derom, hvorvidt han var skyldig dertil, og forresten takkede ..., at han dog ville komme; men han gik derpå hjem igen og lod mit arbejde være ugjort, så at dersom ej andre i sognet, som ej var pligtige til i så fald at hjælpe mig, havde af medlidenhed over mig og mit hus kommet mig selv villig til hjælp, havde den Guds velsignelse, som Gud undte os, blevet fordærvet på marken. Jeg har nu siden søgt at overtale dem med det gode, men befinder i dette år også deres slette affection imod mig, thi endskønt jeg har to dage før tiden ved mit bud bedet dem og advaret dem, hvad dag de skulle møde, har dog nogen svaret, det var ej deres lejlighed, andre har ej engang været så høflige, men kortud har svaret mig og ladet sig forstå, med hvad den trygleri skulle være, jeg kunne vel vide, at de kom ikke, om de endnog skulle gøre en datgs arbejde i høsten, så vidste de vel, at loven ikke melder om nogen vis dag, og som benævnte  Hans Christen især har været så ublu imold mig og ladet sig forstå med sådant, , ja beråber sig på, at han vel ved, hvad loven derom formelder, så på det de en gang for alle kunne blive oplyst om, hvad deres pligt er, og forstå deres sag /: som de dog vel ved, om de vil blekende sandhed :/ så har jeg da været nødt til at lade dem idag for retten indstævne. Jeg nægter ikke, at ... 3-4 iblandt dem dagen efter de blev stævnede, kom og tilbød deres arbejde, men jeg havde på den tid andre bestilt, som og mødte, så jeg ej havde dem fornøden, og da de ellers ikke bør ... ..., håber jeg at have min ret og tiltale til dem ligefuldt beholden; der skal vel ikke nogen kunn esige, at jeg aparte nogen dag i året forlanger deres arbejde uden betaling, jeg håber, at ingen heller skal nægte af andre, som har efter loven gjort deres dags arbejde, at de jo og har fået deres mad og drikke, så meget, de kunne behøve, hvilket kunne måske disputeres og påståes, at de samme dag skulle arbejde på deres egen kost; men det er nogen, som ej nogen tid har været, men tænkes og forsæt... Men af alt sådant ser da velædle hr. dommer, hvor beføjet jeg er at indkalde disse for retten, og siden de da så egenrådig har nægtet mig den dags arbejde, jeg og derover har været hindret i min høst, så påstår jeg, at de, som således har selv forårsaget slig den trætte, tildømmes at betale al sagens omkostning, herforuden at betale til de fattige i sognet det, som de for både forrige og indeværende år burde at betale for deres udeblivelse, neml. hver mand for hver gang 8 sk. og hver kvinde 6 sk. og over alt tildømmes efterdags uden undskyldning at gøre deres dags arbejde efter loven. I øvrigt forventer jeg med velædle hr. dommers retsindige lovskikkede kendelse at få sagen således afgjort, at jeg ikke efterdags skal vente efter deres lejlighed, langt mindre få så kort svar af dem, men de i den tid er mig til rede med deres arbejde, hvad dag jeg i høsten det herefter forlanger, forblivende (etc.)


 

fol. 370:

Den rettens stævning fra Otte Diderich på folio 367 citeret:
Sr. Otte Diderich Bierum er ifølge den kendelse, retten har givet d. 9/8 årsaget til at legitimere sin possession og hævd på den ved Franchelvad beliggende engkrog. Stævnet: Johan Sørensen Smed i Surkær, afgangne Anders Hansen Gravengaards efterladte hustru og datter Kirsten Andersdatter i Kidholm, de to sidste at medtage de fæstebreve, bem.te Anders Hansen haft haver. Hofjægermester Hans Bac hmann stævnet til at anhøre vidner.

Den ene af de på folio 369 citerede fæstebreve:

Jeg Detlev Brocktorf til Estrupgård ... og Skodborghus kgl. maj.ts bestalter oberst til hest kendes og hverved vitterliggør, at jeg til nærværende Anders Hansen Graver har herved stedt og fæstet ... et sted her på Estrup gods kaldet Gravengård, står udi landmålingsmatrikel for 1 td. 1 skp. hartkorn, hvoraf han derpå har givet til indfæstning tyge slettedaler. Hvilket sted Gravengård kaldet fornævnte Anders Hansen Graver må besidde, have, nyde og bruge og beholde hans livstid med ager og eng, ligesom det nu tilligger og af alders tid tilligget haver, som hans formand før ham nydt og haft haver, når han derimod forsvarligen opbygger seksten nye forsvarligen fag hus og rigtig svarer og udreder hans kgl. mal.ts udgifter, som deraf nu går eller herefter gåendes vorder, så og til landgilde og forhoveripenge(?) årlig at erlægge og betale fem rigsdaler fra den førstkommende Voldborg dag 1699, han samme sted antager årligt hver Mortensdag at erlægge og betale, så og derforuden at bete sig hørig og lydig imod dem, som over ham haver at byde og befale. Estrupgård den 29. okt. 1698.

Den anden fæstebrev er af følgende indhold:
Jeg Jørgen Scheel Due til Sønderskov etc. kgl. maj.ts kancelliråd og amtmand over Dueholm, ... og Vestervig amter kendes og hverved vitterliggør, at jeg hat stedt og fæstet ... til Anders Hansen i Gravengård et stykke kirkeeng Brørup kirke tilhørende, som ligger i Gravengårds mark og Kirsten Rasmusdatter i Surhave tilforn haver [=> AO2 319] haft i fæste og formedelst hun ikke efter sit fæstebrevs indhold haver udi nogle år betalt hendes afgift af samme bem.te eng, da er hendes fæstebrev, som af Niels Jakobsen den 17. dec. 87 er udgivet, herefterdags kasseret, som hun og selv nu godvillig afstår, hvilsken forbem.te kirkeeng Anders Hansen i Gravengård skal nyde, bruge og beholde sin livstid, så længe han årligen i rette tid betaler til mig eller min fuldmægtig dennes afgift med penge en mark danske samtg sig i alle måder efter hans kgl. maj.ts lov og andre kgl. forordninger retter og forholder, såvelsom skatter deraf i rette tide svarer. Og er ham bem.te eng til indfæstning forundt for 2 rdl. som staks skal betales. Men som nu imellem Gravengårds eng og bem.te kirkeeng ingen kklarlig skel er at se, skal 4 uvillige mænd tages, 2 på velb. hr. oberst Brochdorphs vegne og 2 på mine vegne, som samme rette skel skal granske og skelpæle nedslå, på det enhver kan beholde sit ejendom uden strid, hvilket nu straks ske skal, før end noget af den afgrøde skal slåes. Dette til bekræftelse under min egen hånd. Sønderskov, den 9. juni 1699. Jørgen Due.


 

AO2 319:

Følger her indført en memorialvarsel fra Søren Jensen Egtvad i Sønder Holsted:
Stævning til Henrik Schuurmann, Jørgen Christoffer Schuurmann og Corfitz Schuurmann, alle værende i sal. Birgitte Schuurmanns bopæl og stervbo medbringende beviseligheder, alt angående hvis I ved fuldmægtig den 10. aug. udi skifteretten udi eders moders stervbo i Holsted ved indførsle i skatteprotokollen lovet og tilsagt haver og I nu skal vægre eder samme eders tilsagn og løfte at fuldbyrde citanten til præjudice og stor hazard for den summa, han for eder er indangen som kautionist for; da han vil vente eder tildømt i retten at præstere, hvis I for skifteretten har forbunden eder til ...


 

Torsdagen den 6. september 1742:

På vegne af Termann Madsen af Nielsbygård mødte sr. Nicolaj Ravn af Skærbæk mølle contra Peder Johansen fra Sønder Holsted og begærede oplæst kendelsen for 3 uger siden. Ravn, som af oplæste kendelse måtte fornemme, at citanten er pålagt til idag at extrahere continuationsstævning til de udeblevne vidner og dog ikke sligt gjort haver, følgelig han derved må tilstå at frygte for sin egen sag, allerhelst den ved de allerede førte vidner noksom er overbevist sin grove urigtighed, påstod nomina principales det allerede førte tingsvidne sluttet og tilendebragt og meddelt, hvorved han vil have sr. Madsen al lovlig regres og tiltale forbeholden for de ham af citanten sær højest præjudicerlig tillagte expressioner og beskyldninger, og det ikke alene imod ham, men endog imod den eller de, som har været hans hidsere ... [=>fol. 371] - På rettens spørgsmål gav Peder Johansen til svar, at der var ingen stævnemål fra ham udgangen ej heller havdee nogen vidner ... idag at føre, men alene begærede sagen opsat fra idag 14 dage. Ravn ville kun acceptere en sådan opsættelse, hvis Peder Johansen kunne give en lovlig grund dertil. Peder Johansen gav til kende, at hans hustru er svag, som nogen tid været haver, men han kunne ikke bevise det og ville heller ikke gøre ed på det. - Retten kune ikke nægte tingsvidnets slutning. Ravn reserverede sig sin principals rettigheder.


 

For retten mødte sr. Nicolaj Ravn af Skærbæk mølle på vegne af velærværdige Peder Vinding af Præstkær; fremlagde memorialvarsel til Otto D. Bierum af Gravengård angående en gældsfordring (fol. 372); saggav Otte D. bierum, at han udi året 1740 havde bekommet først den 9. juni tvende tønder rug, siden den 11. juni endito tønde af 4 rdl. tønden, er 18 slettedaler. Herforuden da citanten ej havde mere rug at afhænde, afbad og borgede han hos Christen Pedersen i Hovborg en tønde rug til Michaelis næstefter at betale, som han og har måttet betale, siden sr. Bierum ej ville eller kunne, efter accord med 5 slettedaler, som kvitteringen derfor skal udvise, hvilket i lige måde sr. Bierum til hans fornødenhed bekom. Er til hobe 23 slettedaler. På disse 23 slettedaler viser en rerning fra sr. Bierum indseldt den 13. aug. 1742 at være betalt 9 slettedlr. 1 mk, som citanten tilstår; men de udi sammme regning tilførte 125 stk. brocker [=> AO2 320] og mursten af summa 3 mk. 12 sk. til afgang på det bekomne rug nægter citanten såvidt, at bem.te sten og brokker med rede lånte penge forud var betalt, eftersom Otto Diderich Bierum forhen havde fået til låns 1 sldlr., hvorfor Bierum ville sætte en krone i pant, hvilken ej af citanten blev modtagen, og kan det give lige meget i regningens summa. Thi når O. D. Bierum ej nægter de bekomne 4 mk. bliver citantens fordring 24 sldlr., da samme 4 mk. i regningen med de andre og kan decorteres med 4 mk. behold for citanten, på det at det kan have desto mere skin af, at O. D. Bierum havde regning med citanten, hvilket vel kan give en blame(?) i de uforstandiges øjne, ligesom det udspredte rygte skulle føre sandhed med sig, men i sig selv er kun et aflag på citantens fordring. Hr. Peder Vinding fordrer da de lånte 4 mk.  for korn udi året 1740 13 sldlr. 3 mk. Hans offer betræffende, da er det 7 offerdage der rester for Bierum og hustru, hvilket hentager en tid på tredie år, citanten ingen offer har nydt, og indstiller citanten det til dommeren, både om han skal have noget efter loven, så og hvad billigt kan eragtes, særdeles Bierum er en herlighedsejer af sit påboende sted. Nu ville Ravn afvarte, om Bierum havde noget udi anførte fordring og saggivelse enten at nægte eller modsige, på det Ravns svar derpå kunne følge. - Siden Bierum uformodentlig fornemmet, at Peder Vinding til søgsmål og proces er intentioneret imod Bierums forhen til ham gjorte skriftlige begæringer og acceptable tilbud, han ikke heller skal med sandhed udsige eller mindre bevise, han ringeste skill. udi hans krav, endskønt Bierum fornemmer at være ubillig at have disputeret, hvortil han nu ved søgsmål nødtvinges, såvidt billigt eragtes kan. Dog vil han først qafvarte de beviser, hvormed han agter at legitimere sin fordring med billighed så højt at stige, som og hvad påstgand han derefter til doms agter at føre. - Ravn svarede kortelig herpå, at hr. Vinding aldrig har været intentioneret til nogen proces, før end den hårde nød ham dertil har tvunget, idet at han ikke i mindelighed af Bierum har kunnet erholde den hos ham til gode retmæssige krav, og som da dette indskud ikkuns lader sig anse som en blame, på hvilken man gør bedre med tavshed at forbigå end sig med nogen svar derpå at indlade, om ikke at gøre modpartens med hans naturel vel overensstemmende inclination fyldest, accepterede dernæst af hans andrag, at han ikke har disputeret en skill. i hr. Vindings regning, ihvorvel han den ej har betalt, per consequence er denne modpartens tilståelse den allerfasteste bevis, som på den indklagede gæld nogen sinde kan forlanges, i særdeleshed modparten sig ej per negation ... kan purgere; thi implorerer man i kraft af lovens bydende, at egen bekendelse er den bedste bevis, dom såvel å den indklagede gældsfordring som alle derved fornan forårsagede omkostningers erstatning. - Bierum svarede ganske kortelig ligesom forhen aldrig at have disputeret hr. Vinding ringeste skill. af hans fodring i tanke at nyde frem uden årsagelig søgsmål forinden han dermed imod håb dertil blev forseret, og derfor vil formode og påstå, hr. Peder Vinding bør sin påstgand lovlig at legitimere alt efter lovens bydende, hvo siger, bør lovlig at bevise, og hvis han ikke dertil skulle findes villig, da af retten dertil at blive imponeret, og så snart hr. Vinding sin krav lovbilligen beviser, da Bierum først [=> fol 372] vorder bekendt, hvad han deimod til sagen og rettens oplysning fornøden finder at fremføre og ikke skal mangle. - Ravn accepterer endnu sr. Bierums anden gang gjorte declaration og formoder, at det ham ikke er tilladt at gøre glusser over det, protokollen een gang er insereret, hvorfor Ravn inhererer sit forrige eller og at sr. Bierum vil gøre ren benægtelse for den indstævnede fordring med hvis deraf dependerer. Derpå Ravn udb ad sig rettens dom. - Retten resolverede således: Siden monsieur Bierum ej fuldkommelig vil tilstå hr. Vindings givne regning, har citanten den med beviseligheder at legitimere, til hvilken ende sagen i fire uger, som er til den 4. oktober, bliver udsat, som tjener parterne til behørig efterretning. - Ravn, som måtte fornemme, at imod al forhåbning Bierum ikke er blevet pålagt at nægte eller tilstå gælden, så påstår han sligt endnu ham at pålægge, i særdelshed loven ikke befaler en citant at bevise det, citaten ikke nægter eller kan nægte, så æsker han endnu som før sr. Bierums kategoriske og udførlige svar eller i vidrig fald rettens dom derpå, i særdeleshed sagen vel er b leven opsat i 4 uger, men ikke pålagt parterne at møde i fornøden tilfælde, da når denne sluttelig følge er meddelt, Ravn videre vil observere hans principals nødtørft. - Ravn kunne lade sig den af retten givne kendelse være efterrettelig, da sagen til ovenmeldte tid bliver opsat. - Ravn fandt sig beføjet at forlange beskreven, hvis passeret er, i henseende at det begærte ham af retten ikke er stedt, og i særdeleshed der ikke er benævnt, om det anførte af Ravn kunne lade sig være den afsagte kendelse efterrettelig, om sligt er resolveret af retten eller ikke, hvorfor Ravn endnu gentager sit forrige og reserverer hans principal reservanda contra al præjudice submitterer. - Retten consenterer gerne alt, hvis i sagen ført er, ved udtog beskreven, undtagen den i retten ergangne kendelse.

fol. 372:

Den her foran på folio 371 citerede memorialvarsel til seigr. Otto Diderich Bierum  fra hr. Peder Vinding:
Han stævnes til d. 30/8 ang. Peder Vindings fordringer.


 

Torsdagen den 13. september 1742:

For retten fremkom på vegne af hr. Jørgen Fogh af Bækbølling præstegård hans brødtjener Niels Christensen med lovdag (folio ibm.). De lovdagede personer mødte og erklærede gerne efter loven at gøre deres sognepræst påbudne dags arbejde, når han alene en dags tid tilforn lader dem derom blive vidende, hvorfor de også lover i fast formodning, af dommeren for omkostning og hr. Fogs gjorte påstand at blive libereret, hvorpå Niels Chritensen submitterede sagen til dom afsigt.


 

For retten mødte sr. Søren Jensen Egtved af Sønder Holsted, som producerede en lovdag (fol. ibm.) samt sit indlæg [=> AO2 322] samt det i indlægget nævnte udtog af skifteprotokollen (fol. 373). Et indlæg fra Jørgen Schuurmann blev fremlagt (fol. 373). Sagen opsat til 11/10.


 

Lovdagelsen fra Jørgen Fogh.


 

Lovdagelsen fra Søren Jensen i Holsted.

Indlægget fra Søren Jensen:
Schuurmann-brødrene havde den 10/8 ved bud kaldet ham til deres hus i Holsted; de havde bedt ham træde i kaution for dem både for hvad skifteretten havde tildømt Henrik Schuurmann til Christianshavns kirke at betale og for skifteforvalterens salær, - hviljeg jeg og gjorde på de vilkår, at de skulle udlevere mig så meget sølv af stervboen, som jeg kunne være forsikret med for min indgangne kaution. Alt det kan retten erfare af hosfølgende udtog. Nu nægter arvingerne at præstere deres i skifteretten gjorte forlig. Thi uanset de siger, at der er indlagt i skrinet så meget sølv, som deres specifikation under deres hænder lyder på, så erklærer de, at skrinet med sølvet skal bero udi deres hus, det er være i deres forvaring, vold og værge, som det og er. Dette deres påskrift på specifikationen her produceret klarlig udvisder, hvilket er ikke efter deres forpligt, der udtrykkeligen melder, at det skal udleveres til mig; thi om de skulle ville sige, moit segl står derfor, nægter jeg det, eftersom der skal ved eftersyn ingen anden segl befindes for skrinet end deres egne og rådmand Schultzes, og over alt dersom skrinet med sølvet blev af deres hus enten ved tyvehånd eller på nogen anden måde for..., hvor var da det, som de ... ... har forbundenn sig til at udlevere mig til forsikring, hvorfor jeg herved i kraftigste måder påstår, at retten tildømmer de Schuurmanner ej alene at bringe skrinet her i retten, men endnog der at åbne det, på det man kan colnfrolntere varerne deri med den mig givne specifikation og derpå lade den af denne respektie ret forsegle og så siden her i retten forblive [=> fol. 373] forseglet og deponeet indtil sagens endelige uddrag. - Ønsker sig også tildømt 3 rdl. 2 mk. for omkostninger til stævningsmænd, stemplet papir og andet samt denne rets gebyr.

fol. 373:

Det i indlægget nævnte udtog af skifteprotokollen:
Rådmand Schultz i ribe har ladet tilføre ... ... bekræftede Søren Jensen Egtvad kautions tilbydelse og modtagelse. Ydermere måtte Schultz, såsom han intet kunne obtinere på hans tilførte noget svar, så for at vise arvingernes ærbødighed i respekt af den højrespektive skifterets kendelse igår for at komme til endskab og at dem det endnu manglende udleveres, fremstillede Søren Jensen Egtvad af Sønder Holsted, som arvingerne havde formået til kautionist for det, skifteretten har tildømt Henrik Schuurmann til Christianshavns kirke at betlae, ligesom og for de prætentioner, skifteforvalterne havde gjort, om de ham derfor ville godtage indtil sagens uddrag, efterdi sølvet ikke forhen var leveret, da var nødt til at fyldestgøre, dog under al reservation den ergangne rettens resolution og derpå ... skifteforvanterens svar, om de bemeldte Søren Jensen Egtvad ville godtage, og dermed tænkte at have efterlevet kgl. maj.ts allernådigste forordning. Og lovede arvingerne tillige at udlevere så meget sølv eller andet, hvormed han kan være forsikret for det, han nu indgår og gør forsikring for til skifteretten i alt. Hvad den fremstillede kautionist Søren Jensen Egtvad angår, da modtages han på de conditioner, som Schultz har tilbudet og oven anført er. Dette således rigtig at være, så vidt om mr. Egtvads cuations tilbydelse og modtagelse i protokollen findes indført, verificerer som notarius ved den gejstlige ret i Malt herred Peder Vinding.

Indlægget fra Jørgen Schuuann:
Han ved ikke, at Søren Jensen Egtvad er beføjet til søgsmål iod ham og brødre. Begærer udtog af, hvad han har fremført mod dem, samt 4 ugers anstand.


 

Torsdagen den 27. september 1742:

For retten fremkom feldberedsvend Claus Stampe fra Flensborg, som på sin kæreste jomfru Maria Margretha Torps vegne fremstillede 2 dannemænd, navnl. Laurits Jørgensen og Nis Poulsen begge bosiddende i Vejen by og sogn i Malt herred for at bære vidnesbyrd om velbem.te Maria Margretha Torps ærlige og kristelige herkomst og fødested, som bem.te Claus Stampe begærede, retten ville admittere og imodtage, hvor da bem.te 2 mænd for retten fremstod og efter at lovens ed for dem var oplæst med formaning at sige deres rene sandhed og vogte sig for mened, enstemmlig bevidnede og udsagde, at den ærlige og gudsfygtige jomfru Maria Margretha Torp er efter den os foreviste og af provsten i Malt herred samt sognepræst for Vejen og Læborg menigheder hr. Niels Jochum Butzow i Vejen udstedte extakt af Vejen kirkebog dat. 7. febr. 1742 og lyder folio 374(?), Videre foregav vidnerne, at jomfru Torp er barnefødt d. 25. dec. 1714 på Skodborghus i Vejen sogn, Malt herred, Riberhus amt udi Nørrejylland beliggende af ærlige og gudfrygtige ægte forældre, faderen den velagtbare og velforstandige dannemand sr. Mads Andersen Torp, moderen den ærlige og gudfrygte dannekone Anna Maria Engelstoft, som på hendes bryllupsdag der stod i Hadderup præstegård d. 12. juli 1712, som velærværdige hr. Laurits Braads attest udviser, der lyder som folio udviser 374. Endvidere berettede vidnerne, at jomfru Engelstoft stod med krans og krone på hovedet, der hun blev ægteviet til velbem.te hendes kæreste, som da boede på bem.te Skodborghus og havde den i forpagtning udi [=> AO2 324] seks år; og da velbem.te deres ældste datter jomfru Maria Margretha Torp sammesteds blev født, var vi tvende vidner bosiddende her i Vejen by og kan meget vel mindes, hvis vi herom vundet haver, hvilket og således i sandhed at være bekræfter vi med Hellig Ånds ed, så sandt hjælpe os Gud og hans hellige ord, og blev derefter fra retten demitteret. Thi var Claus Stampe på alt, hvis passeret er, et lovskikket tingsvidne beskreven begærende, som af retten blev stedt.


 

Sagen hofjægermester Bachmann ctr. sr. Otto D. Bierum på Gravengård. Bierum tilkendegav, at siden intet af bem.te hofjægermester efter ergangne kendelse imidlertid er bleven femført, så agter Bierum ej, inden noget imod førte tingsvidne eller rettere sagt adkomst på dito engkrog vorder ført, ej dom at søge, men lod dermed bero, til noget som meldt vorder fremført, hvorimod, når sker, han forbeholder sig al lovbillig indsigelse og i særdeleshed reserverer sig al lovbillig tiltale til Johan Smed i Surhave, der høet så lovstridig og utilladelig har bortført i sin tid. .- Ravn refererede sig til den seneste afsagte rettens kendelse angående pro et contra beviser formedelst hvilken sr. Bierum er bleven injungageret sin påberåbte hævd og possession på den quæstionerede engplaim samt den af ham udgivne lysning med bevis at legitimere, før end som helst hr. hofjægermester Bachmann sin fornøden eragtende jura er skyldig at frembringe, hvilken kendelse hverken modparten eller domina judex kan igentage uden en åbenbar nullitet at begå, hvornæst Ravn reserverer sr. Bierums idag 4 uger her inden retten egen gjorte offerte, neml. at han begærer, at sagen måtte nyde anstand i 4 uger til behøvende dokumenters producering og lovbillig gørende påstand til doms. Efter slig sagens beskaffenhed Ravn urgerer ej alene sr. Bierums tildømte og påberåbte efter egen gjorte offerte beviser in originali her i retten at fremlægge og det in hujus termino så vel som hans offererede irettesættelse og påstand til doms, da på hr. hofjægermesterens side efter forommeldte rettens afsagte kendelse lovformelig skal vorde procederet, derpå han udbad sig rettens dom. - Bierum svarede ganske kortel., det han ved det førte tignsvidne havde legitimeret sin hævd og lysning; det andet, mr. Ravn til påstand fremfører Bierum at skulle være forbunden sin irettesætttelse at gøre, som han urgerer, dertil svarer ligeledes ganske kortelig, siden Bierum har efterlevet den af mr. Ravn påberåbende kendelse, thi(?) at Bierum idag 4 uger har begæret sagen opsat til dokumenters producering og irettesættelse, er sket i tanke, at hr. hofjægermester i anledning ergangne kendelse som meldt skulle fremføre på sin side, hvad bem.te kendelse i munde fører, og som sligt ikke endnu er sket, lader Bierum ved det førte tingsvidne bero, indtil hr. hofjægermester Bachmann fremfører efter lovlig omgang, hvis han formener på sin side at kan tilvinde ham tit ommeldte engplain under kirkeeng at henhøre, alt efter ergangne og af mr. Ravn påberåbende kendelse, og så længe indtil sligt sker, refererer Bierum sig til sit idag forhen tilførte med reservation i sin tid, hvad lovlig bør. - Ravn insererer sit forrige og dernæst refererer sig til protokollen, som ej alene justificerer, hvad Ravn til denne sags fremmelse og fundamente har frembragt, men endog til fulde oplyser formørkede øjne, desårsage han endnu som før på hans in jure ex facto funderede submitterede sig rettens keldense. - Bierum refererede sig til sit forrige og skulle desuden det førte tingsvidne gerne idag i retten til oplysning og påskrift vorden fremlagt, om samme havde været ved hånden, og gerne skal ske, om retten for godt befinder, til hvad tid behager at determinere. - Retten erindrer retten, at det her i dette fald ikke er nok at offerere en ting, men in termino prefixo er han skyldig samme at præstere efter kendelsens indhold, ligesom og den æskende påstand deri ikke alene består, men her æskes ifølge loven som digterer (dikterer), at hvis en af parterne inden retten enten vedgår, offererer eller påstår, bør han ej siden at fragå, at han ej alene i denne dag efter hans egen forhen gjorte offerte bør fremlægge bem.te tingsvidne, men endog hans øvrige påberåbende beviseligheder så vel som og gøre hans anbudne irettesættelse eller påstand til endelig dom, hvilet Ravn ej alene ifølge af kendelsens [=> fol. 374] kraft urgerer under lovens tvang in continente at ske, men endog at sr. Bierum efter den kgl. allernådigste forordning af 3. marts 1741 for op- og tilbagehlld såvel imod rettens kendelse som egen gjorte offerte vorder med vedbørl. mulkt betænkt og condemneret. - Retten resolverede således: Som sr. Bierum ved sidstleden af ham begærte opsættelse sig i protokollen har offereret til idag sine dokumenter og derover havende demonstration at gøre og producere, hvorefter højædle og velb. hr. hofjægermester Bachmann i tiden efter rettens givne kendelse declarerer ved sr. Ravn at føre sine contrabeviser, altså ifølge sligt sr. Bierums i protokollen gjorte offerte haver han samme sit tingsvidne til idag 4 uger, som er den 25. oktober omstundende, at producere samt sin fornøden agtende påstand præsterer. Thi hviler sagen i så måde til forberørte tid under opsættelse.


 

Den foran på folio 373 citerede attest fra hr. Niels Bützow i Vejen. (Dåbsattest).


 

Torsdagen den 4. oktober 1742:

Sr. Nicolaj Johan Ravn på vegne af hr. Peder Vinding ctr. Otto D. Bierum.Ravn producerede et af denne rets notario udstedt notarialinstrument med vedlagt stemplet papir ..., på det at ej nogen med de tanker skulle blive frugtsommelig, at hans kgl. maj.ts interesse derved skulle være defrauderet, formedelst samme melder såvel om rug som offerdebet, uagtet det alt er een gæld og under hovedstævnemål fra første er incorpureret (fol. 376). Bilag fremvist. Ydermere for at legitimere Christen Pedersens kvittering af Hovborg sub dato 29 . okt. 1740 er mr. Christen Frøelund her til stede for at tilstå, at han i året 1740, efter at Peder Vinding havde forskaffet ham og sr. Otto D. Bierum lofning at kunne få rug hos bem.te Christen Pedersen, som hr. Vinding var forlover for at skaffe dets bdetaling, kørte til Hovborg med sr. Bierums heste og vogn og der hentede 10 skp. rug, af hvilke mr. Frøelund selv beholdt tvende skæpper, og de 8 skp. leverede han sr. Bierum i hans hus, som det straks fra sit hus til Hulkær mølle lod nedkøre, [=> AO2 326] af hvilken lejlighed sr. Frøelund og betjente sig for at få sine tvende skæpper rug til mølle nedført og malet, forhåbende, retten herom tager imod hans deposition eller i vidrig fald ej med anden bevis mollesterer citanten. - Bierum erklærede, at hr. Peder Vinding aldrig med sandhed skal kan udsige, Bierum nogen sinde har nægtet jo af ham at have fået i året 1740 4 tdr. rug, dog uden nogen vis takst, hvor meget koste skulle, uden først i august indeværende år, da han ved missive endelig efter forhen gjorte begæringer melder derpå, neml. på bem.te 4 tønder rug at skulle være ham skyldig 13 slettedaler 3 mk., der da kunne beløbe sig tønden, når tillægges hvad hr. Vinding alene tilstår af Bierum at have bekommet, nemlig varer og penge 6 rigsdlr. 1 mk; er da tønden 3 rdl. 5 mk., hvilke herefter under sagens videre drift nærmere skal vorde oplyst; men Bierum nægtede aldrig af hr. Peder Vinding at have begæret enten at låne, købe eller borge rug til ham. Thi Bierum købte selv rug af Christen Pedersen i Hovborg samme år, neml. 1740 for 2 mk. 8 sk. skæppen, siden han de 4 tønder af hr. Peder Vinding havde bekommet. Så Bierum kunne købt og fået rug hr. Peder Vinding foruden og af andre langt bedre køb, end hr. Peder Vinding prætenderer; og gør det Bierum ondt, at han nogensinde af hr. Vinding på sådan måde har fået en skæppe, allerhelst han ganske ubeføjet med søgsmål vorder angreben, da det forlængst desuden i mindelighed langt bedre kunne været afgjort med mere , om den gode mand så havde behaget. - Ravn kunne ej noksokm bejamre sr. Bierum, at han tid efter anden så ganske og aldelss er henfalden til så ublu som mod al sandhed at påbyrde sin sognepræst og sjælesørger så grove beskyldninger uden al årsag, hvilken omgang af en tilhører imod sin præst noksom viser, af hvad art fuglen er, til hvilken ende derimod på behørig tid og sted reserveres lovbillig demonstration og påstand. Resten af sr. Bierums andrag holder Ravn unødig denne side at besvare, såsom når den for retsindiges øjne fremkommer, derudaf klarlig skal udspire, at han deri hopper både frem og tilbage, i særdelseshed at han vil besmykke hans urigtighed med, at det gør ham ondt, at han har fået en skæppe rug af hr. Vinding, hvilket mabn gerne kan tilstå ham. Thi måske den tid, han har fået det, har han vel tænkt aldrig at betale det igen, hvis ikke havde han vel betalt det ved bestemte tid og ej forårsaget folk lovmål derom og derved ej tage anledning fredelige og fornemme folk at chikanere og beskylde, hvilket og i alt til igendrivelse og satisfactions erholdelse Ravn reserverer competencia og igentager sit forhen lovbillig begæring til sagens endskab og oplysning, hvorpå han ifølge loven pag 50 art. 7 (DL 1-5-7) udbad sig rettens assistance. - Bierum måtte fornemme, at sr. Ravn holder sig det for en fornøjelse at besklde Bierum at skulle have tænkt, da han rug af hr. Peder Vinding havde bekommet, aldrig at betale det, og det under den prætekst ellers vel at have betalt det i rette tid efter hans sigende, så erklærer Bierum, at ingen honnet eller sanddru menneske skal sige med sandhed, Bierum nogen sinde enten har haft eller haver sådan beskyldende tanker, hvilket Bierums breve [=> fol. 375] fuldkommenligen skal oplyse, hvorudi han sig delation hos hr. Vinding haver udbedt, som Bierum håber den gode mand hr. Vinding og i retten lader fremkomme, når han derfor med mere sagen til oplysning lovlig vorder kaldet at fremlægge, med videre; og sk,ulle intet være Bierum kærere, end sr. Ravn ville fremføre, hvormed han agter at legitimere sin principals fordring, hvorudi ikke skal befindes, Bierum har været ham hinderlig med ringeste protestation og derfor ganske unødig at citere allernådigste lov i så måde, langt mindre at begære rettens assistgace. - Ravn igentager sit forrige og dernæst ikke vil indlade sig på sr. Bierums grove og nærgående expressioner, men hermed for så vidt de Ravn eller hans hr. principal skulle være menende, samme ham vil have remitteret at gemmes(?) og indstille udi hans egen barm, hvor de har været husede til idag. Sluttelig måtte Ravn oplyse retten, hvor net at Bierum ved at oppynte hans urigtigheder, idet han vil melde, at han ikke har opholden beviselighedernes førelse med nogen protokollation og dog alligevel så længe ... tiden med slige af ham ad protocollum bragte unyttige protokollationer og dermed vist sig imod forordningen ganske temere at have handlet, hvilket med alt man overlod i dommerens skønsomhed.
Hvor da for retten fremmødte Christen Frøelund, som vandt således, at han blev begæret af hr. Peder Vinding i året 1740, at han ville afhente noget rug til mr. Bierum hos Christen Pedersen i Hovborg med bem.te Bierums egne heste og vogn, så kunne vidnet få de tvende skp. rug med, som ham af hr. Vinding var lovet. Derpå vidnet svarede ja og straks derpå om anden dags morgen gik vidnet til Gravengård, hvor ham af mr. Bierums søn navnl. Søren heste og vogn til rugens afhentelse i Hovborg blev leveret, og da vidnet kom til Hovborg, blev ruget, efter at vidnet havde leveret fra sig den missive, som han fra hr. Vinding til Christen Pedersen havde, han strajs tilmålt og leveret, neml. til mr. Bierum 1 td og til vidnet 2 skp. rug, som var til hobe 10 skp. rug; da Frøelund foranførte ti skp. rug på vognen havde fået, kørte han dermed ind i mr. Bierums gård Gravengård, stod af vognen, gik ind i mr. Bierums stue, hvor mr. Bierum sad og spiste, og sagde til vidnet med de ord, Velkommen, min gode Frøelund, nu kommer I ret tilpas, bad vidnet så, han ville sætte sig ned og spise noget mad, som og skete. Noget derefter sagdede nr. Bierum til sine folk, at de skulle skynde sig at køre ned til møllen med ruget, neml. den tønde, som vidnet fra Hovborg tilførte ham, derhos sigende til vidnet, Nu kan I få eders tvende skæpper med til møllen, som og skete. - Bierum tilspurgte vidnet, om han kunne sige med sandhed, det Bierum nogen sinde af hr. Peder Vinding haver haver hørt, Bierum af ham at have begæret enten at låne, borge eller køb e rug til sig i Hovborg eller andre steder. Vidnet svarede, at han både så udi missiven fra hr. Vinding til Christen Pedersen, at hr. Vinding sagde god for det rug, som både mr. Bierum og vidnet skulle have, som og ved, at hr. Vinding har betalt rugen, som Christen Pedersens kvittering udviser, og ydermere forklarede vidnet, at han ofte havde hørt, at hr. Vinding havde sagt til vidnet, at sr. Bierum havde begæret af ham, at han ville fly ham noget rug enten til låns, om han det selv havde, eller og fly gham det hos en anden og derfor selv sige god, som og skete, som forhen afvundet er. 2) Tilspurgt, om han kan sige med sandhed og uskadt samvittighed, Bierum nogen sinde har begæret rug hos hr. Peder Vinding til ham, neml. til Bierum, at borge, låne eller købe nogensteds, og endelig om han haver [=> AO2 328] hørt det af Bierums mund eller og arf Bierum at være tilstået, hr. Peder Vinding til ham ville låne, borge, købe eller sige god for ham nogensteds. Vidnet ville, siden dette ej kan mindes at have hørt sådan begæring just af mr. Bierums egen mund, henvise til sit forhen aflagte sandfærdige vidnesbyrd. - Han aflagde ed.
Og som Ravn alt, hvis hr. Vindings saggivelse første dag, da sagen har fået lov at komme i rette, melder om, håber nu at være bevist, så bliver Ravns påstgand nomine principalis til doms at sr. Bierum bliver tilfunden at betale saggivelsens summa samt hans udgifter ved denne hans fordrings inddrivelse, hvilke ... duplique på den sagsøgtes idag forventgede replique herpå starans før sagens udagering skal vorde specificeret, ventgende herpå til bestemte tid dom. - Bierum ville forhåbe, at sr. Ravn efter rettens kendelse idag 4 uger ville behage at legitimere sin principals fordring efter den gjorte begæring, det Bierum nogen sinde har tilsagt ham at betale 4 rdl. for en tønde rug, eller hvad der anlediger ham så meget for tønden at fordre, siden han med en del brevskaber ligesom vil oplyse, hvad ruget 1740 her i herredet såvel uden og i fyrstendom Slesvig; og så længe skligt ikke sker, bliver vel og sådan fordring, han prætenderer, uefterrettelig; desuanset og for at vise, Bierum ikke til lproces eller vidtløftighed inclinerer, ligesom han og ved ubeføjet søgsmål er angrebet, så erbyder han sig, som forhen til hr. Peder Vinding sket er, at betale á tønden forr så meget kan restere 3 rdl. 2 mk. og det straks hvad dag og tid hr. Peder Vinding behager samme at modtage. Tillige og den med rette resterende offer; derfor lhan hr. Peder Vinding under forsegling med derhos følbgende åben seddel er bleven tilsendt og Bierum igen i alt dito offer ubrudt tilbagesendt, ligesom det og endnu hos Bierum befindes og herefter i retten skal vorde fremlagt, om den gode mand ikke endni skulle finde sindet samme tillige med rugets betaling som meldt uden videre proces at modtage. Ville så håbe, sr. Ravn sig derpå ville erklære, til eller fra. Og hvis bierums gørende tilbud ikke skulle finde bifald, inhererer han sit forrige begæring, og skulle han imod håb derudi findes vægerlig, da af retten lovbilligen at opponeres. Imidlertid forbeholdt Bierum sig på sin side, hvad lovlig bør. - Ravn gentager, hvis idag passeret er, hvorved han formoder på sin side at have efterlevet den idag 4 uger afsagte kendelse, med formodning, at retten ifølge loven pag. 50 art. 7 ville imponere modparten at entholde sig slig vidtløftige unyttigheder. Og på det at ej på denne side ej dertil skal gives nogen alnedning, så og for at vise alverden, at hr. .Vinding ej er inclineret til proces med videre, som han er beskyldt for, så offerer Ravn i denne dag uden foregående stævnemål, at imodtage sr. Bierums beviseligheder og demonstrationer til doms, således at sagen endnu idag til doms kan vorde optagen og tilendebragt, og ydermerer offererer at efterlade sr. Bierum alle de i og under denne sag til denne dags dato anforårsagede processens omkostninger, på det og alene at denne sag kan befordres til endskab. Men skulle disse tilbud ikke af sr. Bierum idag in continenti vorde imodtagen og fyldestgjort, reserverer man i kraft af loven, at de ej skal være citanten til nogen præjudice, men som uoffererede. Ravn ville altså ej alene afvartge sr. Bierums kategoriske svar, til eller fra, men endog i det øvrige submittere sig rettens assistance. [=> fol. 376] - Monsieur Ravns tilførte anbud skulle vel have et skin af ... og sagens endskab, men siden han ved, at det er mere end gørligt for Bierum idag at modtage eller prstere, såsom behøvende vidne i sagen i visse tilfælde ej er til stede, men lovlig vil indstævnes sin bevidste sandhed på spørgsmål at udsige, så årsagen Bierum ikke alene eftersom sin formenende acceptable gjorte tilbud ej har kunnet finde sted hos sr. Ravn, ikke alene at begære ham udrtog af de originale dokumenter, her idag er vorden fremlagt, til besvarelse, tillige hvad idag 4e uger passerede .... samme at besvare, udi 6 uger, at han imidlertid både kan nfå de vekslede breve forsynet således i retten til opolysning kan fremlægges, vidner stævnet så vel vedkommende alting og deraf dependerende at anføre, det han formoder ej af retten blev nægtet. - Ravn inhererer sit forrige og i særdeleshed lovens pag. 50 art. 7. - Retten resolverede således, at siden sr. Otto d. Bierum beråber sig på kontrastævning til dokumenters producering med videre til sagens oplysning har funden fornøden at føre, altså kunne retten ham ikke sligt nægte. Opsat til 15/11.

fol. 376:

Det norarialinstrument, Peder Vinding har ladet producere i sagen ctr. Otto D. Bierum:
På begæring af velærværdige hr. Peder Vinding i Præstkær er følgende dokumenter under et notarialinstrument vorden forfattet:
Otto Diderich Bierum fået rug efter missive af 9. juni 1740, rug 2 tdr., den 11. juli Otto Diderich rug 1 td.
Et brev fra hr. Ancher Svenstrup i Hygun af følgende indhold: Velærværdige hr. Vinding, hjtærede ven og broder. til tjenstlig gensvar på hans gjorte forespørgsel meldes, det i året 1740 havde jeg en del rug at afhænde, vel henimod 100 tønder, da jeg fra den 2. juni bemeldte år til 7. juni bekom for tønden 5 slettedaler og fra bem.te 7. juni exclusive indtil så længe jeg havde 1 skp. at udvære, for hver tønde 4 rigsdaler, som min boger over, hvad der kom af loftet hver dag og til hvem klarligen viser til behagelig eftersyn, om forlanges. Desuden var der de her i ... ... som ... og kunjne jeg gerne, om jeg have haft det, i samme tid solgt 100 tønder til for samme pris, siden jeg hver dag i lang tid var overløbet af folk fra Ribe, som ville give og gav mig, så længe jeg havde noget, hvad jeg ville begære; dette altsammen at være i sandhed, om broder kan have bnogen tjeneste deraf, tilbyder jeg, når og hvor forlanges, at bekræfte med min ed og fremvise min tilforladelige journal. I det næst kærlig hilsen (etc.)
Et dito fra seigr. Jørgen Ravn af Tørninggård sålydende: Velærværdige (etc). På Derees velærværdigheds meget ærede af igår dags dato meldes angående rugpriser i året 1740 i ydmygst gensvar, at alt hvis jeg havde at sælge ommeldte 1740 fra 3. juni samme år at regne, som ungefær er 50 tønder, blev bortsolgt delt for ... dels for 3 mk. danske 4 sk. danske og dels for 3 mk. danske 9 sk. danske skæppen hjemme udi mit eget hus, så jeg omsider og forinden indavlingens tid samme år ikke havde en skæppe at sælge, ihvorvel jeg blev om rug af adskillige rekvireret og offereret højere pris, om jeg nogen havde haft at sælge, hvilket herved efter begæring udi ydmygste gensvar meldes og i erfordrende fald edelig vil være gestændig. (Hilsen). [=> AO2 330]
Et dito fraseigr. Simoni Madsen i Vejen mølle, hvis indhold lyder som følger: -- Til gensvar på eders indløbne missive tjener dette til efteretning: at jeg i året 1740 solgte rog til pinsefest for 1 mk. 12. sk. og så til 1 mk. 14 sk. og siden 2 mk. 8 sk., og så noget til Estrup bønder borget ud for 2 mk. og endnu ubetalt, da til sidst i juli og i august har jeg fået for skæppen 3 mk, og så har jeg kåbt her ved min dør og given 23 sldlr. for skæppen eller given 20 sldlr og 21 sldlr. til at hjælpe fattige her i egnen med, som ellers skulle haft creperet. Men en del deraf er til mig endnu ubetalt, som Gud vil betale, hvilket jeg altid kan være gestændig med mange, som har handlet med mig at være i sandhed og oprigtighed. Jeg forbliver --
Opskrift. Velærværdige og vellærde hr. Peder Vinding -- af Præstkær. En kvittering fra Christen Pedersen i Hovborg for 10 skp. rug. For de ti skæpper rug, som hr. Peder Vinding flik af mig sidst forleden i august og degnen Christen Frøelund afhentede med Otto Diderichs heste og vogn haver han betalt mig 6 slettedaler een mark, for hvilken ham hermed tilbørlig kvitteres. Hovborg, den 29. oktober 1740. Christen Pedersen.
2 offerregistre, hvorudi fandtes uafskreven for Otto Diderich og hustru: pinseoffer 1740, juleoffer dito år, påskeoffer 1741, pinse og juleoffer dito år, påskeoffer 1742 og pinseoffer samme år.
Dette, som forskrevet står, er efterset og således i alle måder rigtig befindes, hvilket jeg hermed under min hånd og segl tilstår og bekræfter. Datum Bobøl d. 24. sept. 1742, J. H. Utrup, herredsskriver i Gørding-Malt herred.
Læst i retten på Gørding-Malt herredsting torsdag den 4. oktober 1742 og befandtes i alle måder conform med hoveddokumenterne.


 

AO2 330:

Torsdagen den 11. oktober 1742:

For retten indfandt sig Søren Jensen Egtvad af S. Holsted ctr. onsieur Schuurmanner betræffende kaution for hundrede rigsdaler, Henrik Schuurmann blev tildømt at betale til Christianshavns kirke, foruden 58 rdl. prætenderende sallarium. - Jørgen Schuurmann mødte på brødrenes vegne og påstod, at sr. Egtvad aldrig skal godtgøre, legitimere og bevise han at have haft eller har ringeste føje dem søgsmål at påkaste, såsom han gerne kunne føet sølvet til håndfået pant for de 158 rdl. til sagens uddrag, men som han excuserede sig ej i mangel af fast lås og lykkelse at turde have det i sit hus, [=> fol. 377] at det ej af andre mennesker skulle blive ham bortstjålen, og begærede, det måtte forblive i Schuurmannernes forvaring i deres hus under hans og deres forsegling. Brørdrene vil gerne lade sølvet deponere i herredsfogedens hus, når Egtvad følger med for der at åbne skrinet. Hvis herredsfogeden ikke vil modtage sølvet, reserverer brødrene sig al ret imod Egtvad for unødig ibragt bekostning, eftersom de da er nødtvungen til at bevise Egtvad, at han har begæret sølvet at måtte forblive under Schuurmannernes forvaring og hans forsegling til satgens uddrag. - - Hvis herredsfobeden ikke skulle ville påtage sig sølvet at modtage, kan det måske deponeres hos sr. Lorentz Hansen i Foldingbro eller sr. Termann Madsen på Nielsbygård. - Sagen optaget til dom.


 

fol. 377:

Sentence udi den sag således for retten afsagt: Eftersom sognepræsten for Føvling og Holsted menigheder velærværdige hr. Jørgen Fogn i Bækbølling befindes ej aleneste lovligen her til retten at have indstævnet en del husmæld og huskvinder af Føvling sogn, formedelst de ikke har villet gøre ham den høstdag, som loven befaler, neml. Jens Andersen og hustru i Astofte, Hans Christensen og hustru ibm., Mads Christensen og hustru af Føvling, Niels Madsen og hustru af Bobøl, Søren Mathiassen og hustru ibm., Birthe Simonsdatter af Stenderup samt Jep Østergaard og hustru sammesteds, men endog ladet de udeblevne den dem af retten givne lovdag lovligen forkynde, så har dog ingen af forbemeldte husmæld og -kvinder, som siden mødte i retten, kunne sige eller bevise at have gjort og forrettet samme af præsten påankede og forsømte høstedage, alene siger, at de gerne efterdzgs vil gøre dem, når de derom en dag eller to tilforn måtte vorde vidende om, når præsten [=> AO2 332] ville have dem, som akten nærmere udviser; desårsage velbem.te hr. Jørgen Fogh udi indlæg af 30. aug. 1742 påstår, at bemeldte husfolk i allermindste vorder tilfunden efterdags at gøre ham den i loven anbefalede høstdag, men endog at de for modvillig udeblivelse, da de derom betids var advaret, at mulkteres og betale processens omkostning. Altså efter slig sagens beskaffenhed vidstes ej rettere herudi at kende og dømme, end at imdbem.te husmænd og kvinder jo pligtig er og bør gøre deres sognepræst den høstdag, som loven pag.302 art 5 (DL 2-12-5) allernådigst befaler, uden ringeste undskyldning, når de derom en dag eller to tilforn er advaret, hvilket og af præsten bør ske; og som de selv ved deres modvillige udeblivelse har forårsaget denne proces, så bør de for slig modvillighed at bøde til Føvling sogns skolekasse pro persona 4 sk. danske og ligeledes udi processens omkostning hver otte skilling danske, alt femten dage efter dnne doms lovlige forkyndelse under nam og exekution udi deres bo og redeste midler, hvor findes efter loven; og dersom de efterdagss åskulle findes modvillige herudinden, må de vente sig større straf, om påklages ---


 

AO2 332:

Torsdagen den 18. oktober 1742:

For retten fremkom Morten Jepsen af Sønder Holsted, som forestillede to kaldspersoner, Jep Mortensen og Niels Mortensen, begge af Sønder Holsted, som oplæste en kaldsmemorial sålydende: - - Morten Jepsen af S. Holstged indstævner Karen Pedersdatter med lavværge tjenende hos Anders Nielsen i Nørre Holsted for saggivelse at modrtage og i fornøden tilfælde for vidner at påhøre betræffende, at I for rum tid siden skal have ladet eder leje og fælste til at gå i Moren Jepsens tjeneste til næstafvigte Micheli, men ikke efter sådant lejemål og eders tjenestes tilsigelse eder dertil har villet indfinde. - Forberørte varselspersoner forklarede, at de har forkyndt varslet for Andreas ielsens bopæl i Nørre Holsted, hvor den indstævnede Karen Pedersdatter sig opholder eller tjener, og der sammesteds talt med Anders Nielsens hustru Anne Christensdatter. Karen Pedersdatter med lavværge var ikke mødt. Lovdaget til 2/11.


 

Torsdagen den 25. oktober 1742:

fol. 378:

Hofjægermester Bachmann ctr. Otto Diderich Bierum ang. den norden til Franchelvad beliggende engkrog. - Bierum fremkom og fremlagde en af Gørding-Malt herredsret udstedt tingsvidne de dato 30. august, det den ommeldte norden til Franchelvad beliggende engkrog af Bierum har været under brug og brugt er i en del åringer, siden han til Gravengård ankom, og at samme brug straks i begyndelsen at være kirkens patron hr. hofjægermester Bachmann tilkendegivet og indklaget af Anders Gravengaard, som den vedliggende kirkeeng i fæste havde. Ifald dito krog under kirkeengen havde  henhørt, han da samme da at ville forsvarz, eftersom han ingen skel mellem Gravengårds eng og kirkeengen var bevidst. Item bem.te engkrog ham ej af hr. hofjægermesteren  blev forsvaret under kirkeengen at henhøre, mindre ommeldte brug af ham påtalt, og endelig at dito krog, siden den en del åringer af Bierum til brug er bleven bortlejet år efter anden i nogle år, vide pag. 40, 41, 42, 49 og 50, der ialt i retten begæredes læst, påskreven og akten, så vidrt med rødkridt insigneret og understeget findes tilført. Som og skete og lyder folio 379. Ydermere bevises med dito tingsvidne, at Anders Gravengaard alene har været en fæstehaver så vel af Gravengård edens ager og eng som og af kirkeengen Brørup kirke tilhørende i Gravengård mark beliggende, og at han det første neml. Gravengård er bleven i fæste forundt af daværende ejer hr. oberst Brochdorph og bemeldte krieeng af daværende kirkens patron hr. kancelligår og amtmand Jørgen Scheel Due på Sønderskov, samt at begge dele, kirkeengen såvel Gravengård ham at være forundt til brug på en tid sig samme i så måde at antage. Desuden bevises, at der ikke var nogen klarlig skel at se mellem Gravengård eng og bem.te kirkeeng, desårsage fire uvillige mænd - - som rette skel skulle granske og skelpæle nedslå, på det enhver kunne beholde sit ejendom uden strid, hvilke straks skulle være sket, før end noget af dens afgrøde blev slaget og Anders Gravengaard sig samme benyttede. Dette foranførte i alt blev på begæring læst, påskreven og akten tilført, så vidt med rødkridt understreget findes og tillige insigneret på pag. 52-55 og lyder fol. 379 et 370. - Sr. Nicolaj Ravn overlod til rettens lovforsvarlige omgang, om det sr. Bierum kan vorde tilladt specialiter her og der ud af et af retten og protokollen udfærdiget instrument at få protokolleret det, han efter egen behag synes at være ham til faveur, og udelade det, som ventel. er snor(?) ret imod ham selv, eller og om han ikke er skyldig i det fremlagte dokument, såfremt han noget deraf akten vil have insereret, ganske og aldeles og ikke specialiter at lade protokollere, det man urgerer og påstår, og i vidrig fald protesterer imod al præjudice og omkostning, om noget ulovforsvarligt i så fald vorder forhandlet. - Bierum for ikke at opholde retten agtede unødig sr. Ravns til[=>AO2 334]førte og gørende påstand, som ikke har nogen harmoni, og desudenaf retten som billigt forhen er tilladt, hvorfor Bierum refererer sig til alligerede beviser og fremlagte tingsvidne, hvormed godtgøres, han sin possession, hævd og brug at have legitimeret, som og at Frnchelvad ikke for skel imellem Gravengård eng og kirkeengen er eller været haver at anse. Thi skulle vadet våren skel og skilsmisse mellem Gravengård og kirkeengen, havde den været klarlig nok at se og ufornøden at fire mænd -- skulle anden skel granske. Efter hvilken beskaffenhed Bierum vil formode og poåstå, den norden til Franchelvad ved kirkeengen beliggende engkrog Gravengård vorder tilfunden, lgesom den med rette derhen og under hører. Alt dette uanset kan hr. hofjægermester Bachmann som nuværende kirkens patron lovl. bevise og godtgøre efter lovl. omgang, at der siden den 2. juni 1699, da fæstebrevet af daværende kirkens patron oftmeldte hr. kancelliråd og amtmand Due er under egen hånd og segl udgiven på kirkeengen til Anders Gravengård, at Franchelvad efter lovl. advarsel til vedkommende er bleven udset og fastsat at skal være rette skel mellem titbem.te Gravengård eng og kirkeengen, skal den disputerede engkrog den gode herre gerne være cederet, ligesom den er liden og ringe af inportance at holde proces om. Imidlertid ville Bierum  afvarte, hvad hr. hofjægermesteren behager på sin side at føre og fremlægge lade, og forbeholdt sig alle lovens beneficium og velgernminger, så vidt af denne sag dependerer. - Ravn inhererede sin forrige begæring og protest angående de her og der af et dokuments fremlagte protokollation, hvornæst han refererede sig den den idag 4 uger afsagte kendelse, hvllken hverken dominus judex eller modparten kan igentage uden en åbenbar nullitet at begø, formedelst hvilken modparten er bleven injungeret idag sine beviseligheder at producere og sit endelige irettesættelse at gøre, hvilket dog tildels er bleven tilbageholden. Thi vil retten behage sr. Bierums lhovedstævnemål at perlusterere, da skal klarl. befindes, at han vel har stævnet for doms erhvervelse på det omdisputerede engplain som og på den af ham ommeldte skyldige, der høet skal have bortført og dog alligevel sådan irettesættelse idag såvel efter hans eget hovedstævnemål som rettens afsagte kendelse har tilbageholden, per conseqvence frygter han for hans egen sag, da han i så måde er bange for såvel efter egen offerte ved hovedstævnemål som rettens derpå følgende kendelse. Thi urgerer Ravn såvel i kraft af samme hovedstævnemål som rettens derpå følgende dom, det sr. Bierum pligtig [=> fol. 379] og skyldig er straxen og incontinenti sådant sin irettesægttelse efter egne extraherede stævnemål og derpå følgende rettens kendelse at gøre og præstere eller og sig samme som ufunderet og ugrundet aldeles og straksen at binde ved sin egen kappe. Skulle nu ikke sr. Bierum nu ikke straksen finde sig inclineret eller og retten ham sligt ifølge sin kendelses afsigt injungere, præsterer Ravn nomine domini principalis såvel impod al omkostning som skade og ophold med hvis videre deraf kan flyde, således at hans hr. principal i eller under sagen ingen slags præjudice kan tilvokse, og i mangel af sådan begærte rettens assistance, begærer Ravn under forrige reservation sagen under opsættelse i 6 uger til sagens videre tarv og imidlertid reserverer competencia et reservanda. - Bierum refererede sig til sin forhen lovbiligt tilførte og agtede ganske unødig mons. Ravns vidtløftig tilførte at besvare for denne sinde, men afvartede, hvad hr. hofjægermester agter at føre og fremme, som han formener der kan hjemle ham engkrogen mod de af Bierum førte beviser under kirkeengen at skulle henhøre. - Opsat i 6 uger, som er den 6/12.

fol. 379:

Det af den foran på fol. 378 citerede tingsvidne insigneret er på pag. 40., 41, 42, 49 og 50 (afhøringen af Anders Gravengaards enke og datter).

Det af ovenmeldte tingsvidne på dens pag. 52-55 anførte (de to fæstebreve).


 

Torsdagen den 8. november 1742:

Udi det på hofjægermester Bachmanns gods i Føvling sogn, Halleskov by af Casten Christoffersens hustru Cathrine Nielsdatter forøvede drab på hendes barn Niels Castensen, som lå i svøb ungefær 15 uger gammel, hvilken moderen Cathrine Nielsdatter natten mellem den 25. og 26. oktober sidst afvigt havde at huset udbåren og grueløs på hovedet nedsat og druknet i en kildebrønd straks ved deres iboende hus, fremmødte for retten herredsskriver Jens Hellesen Utrup af Bobøl, som for det første producerede en fra stiftsbefalingsmand og amtmand von Gabel nådgunstig resolution på en af Utrup på hofjægermesterens vegne underdanig indgiven memorial, som autoriserer og anbefaler Utrup som actor sagen at føre og sr. Otto Diderich Bierum på Gravengård som ikke alene delinkventindens forsvar men endog for hendes mand zt svare, om han i sagen måtte findes impliceret som og frihed for det stemplede papir og retens gebyr etc., hvilken resolution og autorisation blev efter begæring i retten læst, påskreven og lyder folio 381. Hvornæst af bem.te Utrup for det andet fremlagt en stævning (fol. 381). Videre for det tredie producerede Utrup Cathrine Nielsdatters egen bekendelse og udsigende i det forhør, som af rettens middel i 2 mænds nærværelse blev holdt den 26. oktober i Troels Laursens hus i Halleskov, samme Utrup begærede læst (fol. 381). Og særdeles at retten, nu attrer ville, da Cathrine Nielsdatter står fri, uden tvang, bånd og fængsel for kongens ret, tage hendes tilståelse på bem.te hendes bekendelse, og når sligt var sket, ville han videre fremme sagen efter hans stævnemåls indhold. Som og skete og af hende blev tilstanden, hvorefter delinkventinden Cathrine Nielsdatter blev af Utrup tilspurgt:

  1. Om hun ikke næstafvigte 26. oktober udi Troels Laursens hus bekendte og tilstod udi en del folks overværelse, at hun en gang tilforn, før drabet skete, havde været på vejat ville drukne eller omkomme sit barn, hvortil hun svarede ja.
  2. Hvorfor samme hendes onde forsæt ej skete, og hvem sligt afværgede. - Svarede, hendes mand tog hende ind af forstuen, så vidt hun var kommen på vejen, og sagde, hun skulle gå ind og sætte sig for ilden  med barnet, og tilmed var det i morgenstunden.
  3. Om hun ikke engang var gangen til Stenderup udi et ærinde, imidlertid hendes mand var hjemme og skulle have opsyn med barnet, hvorledes hun da ved hjemkomst forefandt det. - Svarede: hun syntes, barnet var sket uret, såsom der var slaget rebler i ansigtet ligesom af et ris.
  4. Om hendes mand nogensinde har taget dette sal. barn og smidt det på gulvet til stuedøren. - Svarede, hun havde det ikke set, men syntes, da hun var kommen fra Stenderup som meldt, eftersom det befandtes skiden i ansigtet af skarn og tørvesmuld.
  5. Om hun har sagt til hendes mand, dersom han ikke ville entholde sig fra at hade barnet, ville hun gøre det, han skulle fortryde. - Svarede ja.
  6. Hvad han dertil svarede. - Svarede, at han sagde til hende, hun kunne gøre, hvad hun ville.
  7. Om hendes mands hårde forhold mod barnet var alene årsag til denne forøvede gerning. .- Svarede, det var såvel årsag som anden deraf flydende ond indskydelse.
  8. Hvor længe og hvor ofte sådan forhold sig havde tildraget, at hendes mand hadede barnet. [=> fol. 380] - Svarede, ungefær 14 dage før drabet skete, og at hendes mand var ude at tjene til næstafvigte Micheli.
  9. Om hun var uden vid og forstand, da hus ligt forøvede. - Svarede, hun vel havde hendes forstand, men var sket i vildelse, fordi manden hadede barnet som meldt.
  10. Om det, hun denne gerning forøvede var jomere af bitterhed end desperation. - Svarede, årsagen til denne forøvede gerning var denne, at manden hadede barnet som meldt.
  11. Om manden og hun var uenige enten aftenen tilforn, eller om de havde skændtes udi sengen, som de lå, og hvad de da skændtes om, om det var for barnets skyld eller anden årsag mellem dem selv. - Svarede nej, der var ingen uenighed mellem dem, som spørgsmålet formelder.
  12. Da hun rejste sig denne gerning at forøve, om hendes mand da var vågen og hørte eller fornam, at hun gik ud og tog barnet med sig. - Svarede, hendes mand var vågen, da hun gik, men vidste ej andet, end hun lagde barnet ved hendes moder(?), som hun sagde for ham.
  13. Om nun, før hun gik ud af døren, sagde noget, som kunne ... Carsten Christoffersen tanke om, at hun sådan ugudelig gerning ville forøve. - Svarede nej.
  14. Om hun ikke var frygtsom at klage for nogen, det hendes mand var ond og hadede barnet, fordi hun va bange, han skulle få det at vide igen. - Svarede ja.
  15. Årsagen, hvorfor hun var bange. - Svarede, hun frygtede, det skulle give ond forligelse mellem dem.
  16. Endelig blev delinkventinden ydermere tilspurgt, om hun ikke i alle måder tilstår det den 26. oktober tagne forhør, ligesom den i rettener oplæst og samme i munde fører, hvortil hun svarede ja, hun tilsto den i alle måder.

Og til desto ydermere bekræftelse aflagde disse forbem.te to mænd, som var ved forhørt, deres ed inden retten, at det forholdt sig således, som forhøret i munde fører.

Før end videre blev foretaget, begærede Utrup de 4 synsvidner fremkaldt, neml. Toer Christensen, Thomas Jensen og Ole Pedersen i Halleskov samt Niels Jørgensen af Astofte, som tilspørges:

  1. Hvor de fandt barnet. - Svarede, udi en liden kilde ved Thoer Christensens toftedige.
  2. Når det blev funden. - Svarede, ved solens opgang næstafvigte 26. oktober.
  3. I vad tilstand det blev funden. - Svarede, barnet stod grueløs på hovedet i brønden svøbt med hænderne løst.
  4. Om der var at se enten såremål eller nogen ringeste tegn, blå, gul eller grøn af noget slag eller stød på legemet, som kunne være barnet tilføjet enten ved det, at det var styrtet udi brønden, eller og før det blev nedstyrtet. - Svarede, der var ingen såremål at se, andet end den var kvalt af vandet i brønden, - hvorefter de aflagde deres ed.

Hvornæst Utrup bad, retten behageligen ville fremkalde samtlige tilstedeværende vidner - -

1. og 2. vidne, Troels Laursen og hustru Mette Andersdatter:

  1. På hvad tid om natten ungefær Cathrine Nielsdatter kom ind i vidnernes hus. - Svarede begge, ungefær ved midnats tider.
  2. Hvad delinkventinden Cathrine Nielsdatter sagde, da hun først kom ind. - Svarede, hun slog hænder og armene sammen og klagede sig med grædende tårer og sagde, Jeg har sat mit barn i kilden i den kolde vand.
  3. Hvad vidnet gav hende til svar derpå. - Svarede, de beklagede hende at have gjort sådan gerning, da delinkventinden begærede af Troens Laursen, at han ville besørge præsten hentet til hende.
  4. Om vidnerne gik bort at erfare, om det var sandt, Cathrine Nielsdatter sagde, og hvordan videre den gerning blev åbenbaret. - Svarede begge nej, de gik ikke til brønden, såsom Cathrine Nielsdatter sagde for dem, barnet var allerede død. Men manden Troels Laursen gik til naboerne der i byen og samlede dem tilsammen for at bevogte delinkventinden, mens han gik til præsten for hende, som og at give vedkommende det til kende.
  5. Hvor og af hvem barnet blev funden og dessen omgang, om det i brønden befandtes stående på hoved eller fødder, samt hvad positur og tilstand vidnerne fandt barnets døde legeme. - Dertil Troens Laursen salene svarede: da han igen hjemkom, gik han til brønden og fandt barnet grueløs nedsat på hovedet.
  6. Om delinkventinden ikke næstafvigte 26. oktober udi deres hus eller andensteds har bekendt og tilstået, at hun tilforn, førend drabet skete, havde været på veje at ville drukne eller omkomme sit barn. - Svarede begge ja, det var således, som spørgsmålet indeholder.
  7. Om vidnerne ikke har hørt årsagen, hvorfor slig hendes onde forsæt ej skete, og hvem sligt afværgede. - Svarede begge, de havde hørt af delinkventinden, at hendes mand havde afværget det.
  8. Om vidnerne har hørt af delinkventinden, hun for nogen tid siden udi et [=> AO2 338] ærinde var gået til Stenderup, desmidlertid hendes mand skulle have opsigt med det sal. barn, i hvad tilstand hun for dem har berettet ved hjemkomst forefandt det. - Svarede begge, at delinkventinden for dem har sagt, at barnets lintøj om hovedet var skiden og våd og ligesom i ansigtet og på fingrene slaget med et ris.
  9. Om delinkventinden nogensinde har klaget eller sagt for vidnerne, det hun havde truet og sagt til hendes mand, at dersom han ikke ville forlade at hade barnet, ville hun gøre det, han skulle fortryde. - Svarede begge endrægtelig ja, det havde de hørt af hende.
  10. Om hun ikke for vidnerne har sagt, hvad hendes mand dertil svarede hende. - Svarede begge, at delinkventinden havde sagt for dem, at hendes mand dertil havde svaret, Det kan du gøre, hvad du vil.
  11. Om vidnet nogen sinde har hørt af delinkventinden eller andre, at Carsten Christoffersen har taget det afdøde barn og smidt det på gulvet til stuedøren. - Svarede begge, at delinkventinden vel havde sagt til begge vidnerne, det hendes liden ved manden avlede pigebarn gl. 3 år førstkommende Martini har sagt for delinkventinden, at faderen udi hendes fraværelse engang tog det sal. barn og smed det på gulvet ved døren.
  12. Om vidnerne ikke har hørt af delinkventinden eller andre sge, det hun ikke turde klage for nogen, at hendes mand hadede barnet, fordi hun frygtede, han skulle få det at vide igen, af hvad årsag hun derfor var bange. - Vidnerne svarede, at delinkventinden vel havde sagt for dem, at hun turde ikke klage for nogen, det hendes mand hadede barnet. Videre forklaring kunne de ikke gøre på det spørgsmål.
  13. Om vidnerne som naboer havde før gerningen hørt Cathrine Nielsdatter klage derover, at hendes mand ej kunne lide barnet, men at han slog og hadede det, item om han nogensinde havde udladt sig med sådanne ord, somm i nogen måder kunne udtydes til barnets livs skade. - Vidnerne svarede, efter drabet var sket, havde delinkventinden vel sagt for dem, at hendes mand ej kunne lide barnet, men at han slog og hadede det.
  14. Om vidnet nogen tid før gerningen havde hørt spargement eller vidste, at mandenn Casten Chrisoffersen nogen tid havde gjort Cathrine beskyldning for utroskqab i hendes ægteskab med ham med andre mandspersoner, og om hvem, eller og om de har levet uforligel. med hverandre. - Vidnerne begge svarede, det vidste de intet af at sige.
  15. Om vidner vidste at sige enten selv øjensynl. at have set eller efter rygte og klage hørt, at manden Casten Christoffersen handlede ilde og ukristelig med det afdøde barn. - Svarede, det havde de ikke set eller hørt videre, end forhen afvundet er.
  16. Om vidnerne som naboer, der blev ved Cathrine Nielsdatters indkomst opvakt af søvne, hørte nogen råb udi Tobøl mose, item og når Casten Christoffersen kom til dem, eftersom det var troligt, at sådan en gernings bekendtgørelse alarmerede og forårsagede tumult om nattetide hos nærværende og hosboende. - Svarede begge nej.
  17. Hvad manden Casten Christoffersen sagde, da han kom til dem, og hvorledes han sig da anstillede. - Svarede, han kom ej til dem, og derfor ej spørgsmålet videre kunne besvare.

Efter hans excell. von Gabels højbydende nådige ordre og anbefaling Otto Diderich Bierum ved retten var til stede som forsvar for delinkventinden og hendes mand og havde anhørt, hvis af sr. Hellesen mod dem er fremlagt og lquæstioneret, fandt Bierum sig forårsaget at tilspørge de tvende af nr. Hellesen quæstionerede vidner:

  1. Om de har hørt deres udsagte vidne Casten Christoffersen betræffende af andens mund delinkventindens, hvortil vidnerne svarede nej.
  2. Om de enten selv var bevidst eller af anden hørt haver undtagen af delinkventinden, at hendes mand Casten Christoffersen med hans omgang imod barnet at være utilbørl. eller ukristelig, som kunne forårsage delinkventinden denne begangne drab, itemm om de vidste ham at være [=> fol. 381] skyldig til drabet eller i gerningen vitterlig i nogen måde. - Vidnrerne svarede nej.

Utrup på mr. Bierums tilførte replicerede, at der er vel ingen af vidnerne der kan illustrere, hvorledes Casten Christoffersen har omgåedes med sit sal. barn, bedre end hans kone. Og beror så med videre besvarelse derpå, indtil sagen til doms vorder ageret.

Hernæst fremstod 3. vidne Niels Sørensen, 4. vidne hans hustru Martha Pedersdatter, 5 vidne Thoer Cjristensen, 6. vidne Anne Stephansdatter, 7. vidne Thomas Jensen, 8. vidne Mette Hansdatter, 9. vidne Maren Lauesdatter, 10. vidne Ole Pedersen, 11. vidne Margrethe Jesdatter og 12. vidne Christen Nielsen, alle af Halleskov, som efter at spørgsmålene for dem var oplæst, eenstemmig svarede og efterfulgte de tvende første vidners udsigende, navnl. Troels Laursen og hustru Mette Andersdatter, i alle ord og meninger, såvel på de af citanten som kontraparten gørende spørgsmål i alle måder, hvorefter de aflagde ed efter loven.

Siden natten påtrænger og sagen allerede af de afhørte vidner grundig nok at være oplyst, så eragtede Utrup unødig flere vidner at føre sagen til rolongation og for omkostning at spare, men alene efter hvis idag passeret er, begæred tignsvidne beskrevet tilladt og sagen til gørende irettesættelse og hvis nødig eraftes at føre, måtte opsættes i 3 uger. Hvilket ialt og var Bierums begæring. 29/11.


 

fol. 381:

Peder Sørensen Smed(?) i Nørbølling lod idag førswte gang gøre tinglysning efter hans fire bæster, neml. en sorteblå hest 5 år, en blåskimlet hoppe 6 år, en sort hest 7 år og en blegbrunblisset hoppe 10 år gammel, hvilke forbemeldte fire bæster ham af Nørbølling mark natten mellem den 30. og 31. oktober er frakommen, om nogen kunne give forklaring om, hvor samme var at bekomme mod billig betaling.


 

Den i drabssagen ergangne resolution fra hans excell. von Gabel her foran på folio 379 citeret angående, husmand Casten Christoffersens hustru Cathrine Nielsdatter har fattet så ond og ugudfelig tanker at drukne ... hendes barn og derpå straksen åbenbaret det til hendes naboer, som nun nu for herredsfogeden og tiltagne synsmænd har tilstanden gerningen med de omstændigheder, at hun havde greben til slig desperat resolution, formedelst manden hadede barnet, hvilket han nogenledes har vedgået, da han siger at have slaget det een gang. Som nu sagen jo før jo bedre bør til ende føres for at bespare omkostninger, så .er jeg på velædle hofjægermester Bachmanns vegne forårsaget, deres excellence i underdanig ydmyghed at ansøge nådigst at forordne disse delinkventer en forsvar, så og at herredsfogeden at gøre anstalt, delinkventerne tilbørlig må blive bevogtet, så og at sagen må føres på slet papir og omkostning af amtet må vorde erstattet. Forventer nådige resolution og forbliver (etc.), Jens Hellesen Utrup.
Resolution: Ridefogeden for Sønderskov gård og gods herredsskriver Jens Hellesen Utrup beordres og autoriseres til at udføre sagen imod dem; sr. Otto Diderich Bierum skal være deres forsvar. De skal befordre sagens endelige afhandling uden mindste forhaling. Dommeren skal tilkende dem, som forhaler sagen, at være ansvarlig til omkostningerne. Frihed for stemplet papir og rettens gebyr. Vagthold over delinkventerne gesørger herredsfogeden ved omgang i herredet, hvortil enhver af bønderne efter advrsel under vilkårlig straf sig bør indfinde, og foranstalter han deres forvaring således, at de ikke skal finde lejlighed at undvige. Til den ende pålægges vagten med dem at holde sådan indseende, som de i påkommende tilfælde ville stå til ansvar for. Derimod skal de vagthavende [=> AO2 340] nyde betaling efter den overalt i stiftet brugelige måde udi 24 timer pro persona 1 mk. d., som tillige med sagens øvrige omkostninger efter forordningen af 26. sept. 1732 og allernådigste befalinger dateret 23. nov. 1736 og 2. aug. 1737, når af actor bliver indleveret regning, skal repartieres over amtet eller stiftet og beløbet derefter vorde betalt til uddeling imellem vedkommende.

AO2 340:

Stævning:
Jens Hellesen Utrup, fuldmægtig for hofjægermester Bachmann til Sønderskov som eftermålsmand, jorddrot og husbond for det sted, som drabet på Niels Castensen i Halleskov er bleven beganget, stævner eder Cathrine Nielsdatter med eders mand Casten Christoffersen, begge i eders arrest i Helleskov - ej alene i retten at vedstå eders forhen gjorte bekendelse, men endog derforuden at høre vidner og beviseligheder angående det på bem.te barn Niels Castensen den tid forøvede drab, hvad eder dertil har anlediget, og hvorledes samme drab sig har tildraget, med eders omgang før, ved og efter drabet i alt fra først til sidst, så vidt opdages kan, tilligemed til bestemte tid efter loven at lide dom for samme eders forøvede drab, enhver så vidt den derudi kan befindes at være impliceret, til lovlig afstraffelse, alt efter den irettesættelse, hr. hofjægermesteren ved fuldmægtig efter sagens befindende og beskaffenhed mod enhver af eder kan finde sig årsaget at lade formere efter beviser og vidnernes udsigende. - Og herom at vidne indstævnes (navnene).

Delinkventinden Cathrine Nielsdatters bekendelse lyder som følger:
Anno 1742 den 26. oktober var vi underskrevne Niels Jørgensen af Astofte, Toer Christensen, Thomas Jensen og Ole Pedersen af Halleskov i herredsfoged Bierums søn Henrik Ernst Bierum af Brøndumdam hans hos- og overværelse på højædle og velbårne hofjægermester Bachmanns begæring til Sønderskov forsamlede i Holleskov for der at syne og besigtige et lidet drengebarn navnlig Niels Castensen ungefær 15 uger gammel, som af moderen Cathrine Nielsdatter efter hendes egen bekendelse og udsigende næst forvigte nat mellem midnat og dag blev nedsat og druknet i en liden kilde straks ved huset beliggende, da bem.te Cathrine Nielsdatter samme tid på tilspørgsel af retten i tvende tiltagne mænds nærværelse og påhør, navnl. Niels Sørensen og Trouls Lauritsen godvillig bekendte og tilstod, at såsom lhendes mand Casten Christoffersen af og til havde slaget og hadet bem.te spæde barn, det hun ofte og mangen gang havde bedet ham om han skulle lade blive; hvis ikke, måtte han vist vent, hun gjorde ondt ved barnet, hun da derover efter ond indskydelse går nat efter midnatstider greb til dette ulykkelige extremum at gå ud til kilden ved huset at drukne hendes barn, hvorpå hun straks gik ind at tage lidt klæder på sig og derefter om til Troels Laursens, hvor hun åbenbarede, hvad ulykke hun på sit barn havde forøvet. Hvorefter ligeledes manden Casten Christoffersens bekendelse blev tagen, som sagde sig ganske intet af begangne gerning at være bevidst, før det ham af byfolkene blev sagt, alene han vel savnede sin kone, da hun blev så længe borte, og dreover gik ud ad Tobøl mose at råbe og søge efter hende. Da han og videre på tillspørgsel erklærede sig ej uden lidt og een gang at have rørt og slaget barnet. Hvorefter mand og kone begge er under arrest, som sognet exacte har at besørge, til nærmere ordre fra stiftets høje øvrighed nådigst måtte foranstaltes, så at fire mænd, tvende ved enhver af dem, hver fire og tyve timer til vagthold foranskaffes, hvilke bevogtere må have forn.te delinkventer i nøje opakt, så de ej undviger arresten, såfremt de ej selv, om nogen forsømmelse sker, med vedbørlig straf vil anses. Hvorpå da synsmændene efter ordre nøje havde synet afg. druknede barn, fandt ej ringeste på det døde legeme andet end de efter modrens egen bekendelse kunne skønne, barnet ved at det hovedkulds af sin moder var nedsat i brønden, det da af vandet straks er blevet kvalt. Hvilket således at være synet og passeret bekræftes med vores hænders underskrift, Så Sandt Hjælpe Os Gud og Hans Hellige Ord. Datum åstedet ut supra. Som synsmænd: Niels Jørgensen, Thoer Christensen og Thomas Jensen, Ole Pedersen. Testes: Niels Sørensen, Troels Laursen.
Eftersom de af mig på rettens vegne tiltagne fire synsmænd edelig kan bekræfte ej at have befunden ringeste på afg. druknede barns døde legeme undtagen det efter deres skønsomhed er kvalt ved det, at det af moderen blev nedsat i kilden, altså efter slig beskaffenhed kendes: at bemeldte barn må efter sædvane med kristelig ceremoni til jorden bestædiges, hvilket således at være synet og passert bekræftes under min hånd og segl. Og som det kgl. stemplet papir ej haves ved hånden, haver vedkommende det med et stykke nr. 20, 24 sk. at bilægge og vedsætte. Actum anno såvel locl ut supra. H. E. Bierum.


 

fol. 382:

Torsdagen den 15. november 1742:

Fra Peder Vinding i Præstkær blev indsendt hans missive med begæring, at sagen mellem hamm og sr. Otto D. Bierum måtte foretages. - Bierum producerede sit stævnemål og fremlagde de i stævnemålet påberåbte brevskaber (folio 383 et 384). Begærede hr. Peder Vindings avlskarl Christen Pedersen sit vidne at aflægge ofret angående, som han Bierum og hustru har tilbagebragt pengene ubrudt, ligesom de hr. Peder Vinding dagen før var bleven tilsendt. Skulle vidnet imod håb ikke indfinde sig, så vil Bierum håbe, han af retten bliver anset og forelagt at møde til den tid, loven determinerer. Den indstævnte mødte ikke og blev lovdaget til d. 29/11.


 

Sentence: Det erses udførligen af denne domsakt, at sr. Søren Jensen Egtvad af Sønder Holsted ej aleneste her til retten lovlighen har indkaldt afg. provstinde Schuurmanns trende sønner srs. Henrik, Jørgen Christoffer og Corfitz Schuurmann angående deres ved fuldmægtig den 10. august i skifteretten udi deres sal. moders stervbo gjorte løfte og tilsagns fuldbyrdelse, men endog, formedelst de ej mødte første tingdag, ladet den dem af retten givne lovdag og opsættelse lovligen forkynde. Derefter har Søren Jensen Egtvad irettelagt hans skriftlige indlæg af 13. sept. 1742 med de hosføjede udtog af Malt herreds gejstlige skifteprotokol under velærværdige hr. Peder Vindings hånd, hvoraf klarligen fornemmes, at merbem.te sr. Søren Jensen Egtvad påde herrer Schuurmænds forlangende fremstillede sig på deres vegne som kautionist såvel for, hvis bøder sr. Henrik Schuurmann af skifteretten er tildømt at betale til Christianshavns kirke, som for skifteforvalternes egen prætention /: hvilket sr. Jørgen Schuurmann på egne og brødrenes vegne beretter at være ialt 158 rfr. :/ imod arvingernes løfte for samme kaution at udlevere ham så meget sølv eller andet, hvormed han kunne være forsikret for sin indgangne kaution, på hvilke conditioner han og som kautionist af skifteretten er vorden antaget, hvorefter Søren Jensen Egtvad til sin securitet for udgivne kaution påstår og begærer, at de herrer Schuurmann bør udlevere og i retten deponere bem.te sølv efter ihændehavende og overleverede specifikation samt at betale ham denne processen omkostning, eftersom de ikke efter løfte til ham har villet udlevere det belovede og anbudne lsølv til forsikring for hans [=> AO2 342] på deres vegne indgangne kaution. Herimod at svare er sr. Jørgen Christoffer Schuurmann den 13. septe. 1742 på egne og brødres vegne fremkommen og irettelagt hans skriftlige indlæg af samme dags dato, hvorved han alene begærer udtog af, hvis imod dem af Søren Jensen Egtvad er ført, samt sagen til besvarelse at måtte forunden under opsættelse i 4 uger, som og skete. Den 11. okt. næstefter er bem.te Jørgen C. Schuurmann atter på egne og brødres vegne fremkommen med sin mundtl. replique og påstand foregivende, at fornævnte Egtvad gerne kunne fået sølvet til håndfået pant for indbemeldte summa 158 rdl. til sagens uddrag, men at han undskyldte sig i mangel af fast lås og lykkelse at turde have det i hans hus og til den ende skal have begæret, at det måtte forblive i Schuurmannernes forvaring under hans og deres forsegling til sagens uddrag, som han og siger at kan beviseliggøre og til den ende nok fremvist en stævning udtaget til har. kancelliråd borgmester og byfoged Lund i Ribe, men ej ført noget derom, endskønt sagen til slig bevis at fremføre var opsat i 4 uger, men frafalden dito stævnemål, og var tilfreds med, at sølvet blev taget under rettens forvaring med videre begge parter pro et contra både skriftlig og mundtligt har ventileret og nærmere af akten er at se og fornemme. - Efter hvilken beskaffenhed og for at se begge parter for videre proces og vidtløftighed forskånet vidste jeg ikke rettere herudi at kende og dømme, end at sr. Jørgen Christoffer Schuurmann på egne og brødres vegne jo til Søren Jensen Egtvads securitet og sikkerhed for sin udgivne kaution pligtig er og bør udlevere og hos rettens middel deponere det til dato hos dem selv under forsegling bestående sølv efter den specifikation, som bem.te Egtvad derover meddelt. Og i så måde ha ver både sr. Jørgen Schuurmann og Egtvad dermed at møde i mit hus på Brøndumdam førstkommende 26. dec., da jeg sikrest kan være til stede og fri for andre forretninger, for at tage derimod efter den specifikation, som begge parter mig derved leverer. Til hvilken ende Søren Jensen Egtvad lader denne dom straxen lader på de Schuurmænds bopæl lovligen forkynde, at de deraf kan vide tid og sted, hvor og når sølvet skal leveres. Og skal da b emeldte leveede sølv blive gemt og forvarfet her i mit hus Brøndumdam lige så godt som mit eget og bedste formue indtil sagens endelige udfald, eller og at de beviser, at vedkommende for deres prætentioner er bleven således fornøjede, at kautionen kan ophæves og sølvet sine rette ejere extraderes. Udi processens omkostning betaler de Schuurmænd een for alle og alle for enne til Søren Jensen Egtvad tre rigsdaler under nam og execution udi deres redeste middel og formue, og derforuden forskaffer de Schuurmænd bem.te Søren Egtvad fri fordringskab til og fra Brøndumdam til den tid, sølvet skal leveres.Dets ttil stadfæstelse (etc.).


 

AO2 342:

Peder Sørensen Smed i Nørbølling efterlyste sine heste 2. gang.


 

Den her foran på folio ibm. citerede rettens stævning fra Otto Diderich Bierum til hr. Peder Vinding: Peder Vinding har påbyrdet Bierum ubeføjet proces og pengespilde alt uanset de skriftlige billige begæringer og acceptable tilbud, hr. Vinding tid efter anden skal være gjort, med mere, som han med kopier af de hr. Vindint tilskrevne ... desangående, som og derpå erholdte svar, så vidt Bierum er meddelt, samt videre agter at kan godtgøres, og ... stævner Peder Vindings avlskarl Christen Pedersen til tinget til at forklare sin sandhed om, hvad han ved om Gravengårds offer hr. Peder Vinding fra Bierum under forsegling med en vedfulgt åben seddel d. 4. aug. sidst skal være tilsendt.

fol. 383:

De her foran citerede missiver produceret af sr. Bierum på Gravengård lyder efter hverandre således:

Nr. 1: Monsieur Bierum! Jeg har ved min hjemkost forefunden Deres missive af 7. juli og erfarer deraf, De nu er bleven betænkt på, at om muligt jeg skulle indmænge mig udi en forening med Dem, som jeg ikke har ringeste lyst til. Fire tønder rug har De fået af mig, og når De betaler dem, er det billigt, at jeg korter, hvis forhen af Dem derpå er aflagt. Det er en ren regning, anden(?) har jeg ikke, medmindre jeg skal opregne offerdagene i 3 år, som jeg ved forud De selv har observeret, og kunne være sparet, om enhver ting til sin tid blev erlagt. Jeg er med al estime monsieurs tjenstvillige Peder Vinding. Præstkær d. 10. juli 1742.
Nr. 2:  Monsieur Bierum! Den fornøjelse, han haver søgt på adskillige steder og særdeles hos bønder, at gennemgå mit missive til ham /: af hvad dato erindrer jeg ej :/ udi hvilket jeg har declareret, jeg har ingen regning med ham, har og ej lyst ud sligt at entrere, fornemmer jeg nu har fundet den ønskede effekt. Thi hver mand indtil hyrden ved snart nu det indhold og tillige undervist at raisonere over mig, ligesom jeg havde begået crimen læsæ /: at jeg skal skrive sandhed :/ nullitatis, sligt forcerer mig at dersom han ej skulle behage i mindelighed efter så mange gjorte erindringer at betale hans debit til mig, /: da jeg , når betalingen sker, billig korter, hvis han derpå kan have betalt, :/ får jeg at lade det ankomme på en dommers skønsomhed, enten jeg har en fordring hos ham eller en regning med ham, på det at sådanne unyttige rodo... kan komme på sin vægt og den enfoldigste må få den oplysning at kunne distinguere og skelne mellem sladder og reaile ting. Jeg vil formode, han som en bekendt elsker af fred misunder mig ej den glæde at sidde i frem og at leve min ringe og korte tid uden disupte samt skåne omkostning på begge sider. Sker mit forlangende, forbinder han mig til mere, end jeg ved pennen vil udføre, og villet takket højere, end om jeg denne time så min fordring ganske clareret; thi det er mig mere om at være fri for udråb blandt gemene og vanlig mig påbyrdede chicaner end den post, os kan være imellem, er værd. Og jeg vil forsikre, at hans egen samvittighed og skriftlig hånd skal vise i længden, at jeg ej burde ilde tracteres. Tji havde jeg beholdt mit rug, jeg da havde at undvære, solgt det til andre for rede penge og ydemere, da jeg selv intet mere rug havde, ej da købt rug at fly ham til hans egen og demestiquers brødtrængende munde, så havde jeg være uden for at indtage denne rente, som han yder mig, da han desværre glemmer capitalen etc. Det ommeldte forrige brev har jeg ingen kopi af, men dette vil jeg umage mig med at kopiere, på det jeg kan lade lige så mange ræsonere over dette, som han har ræsoneret for over det forrige, da jeg vil jåbe, blamen skal falde på det forskyldte sted. Må jeg udbede mig svar til min efterretning, gør De mig en tjeneste og det jo før jo bedre; ellers rettr jeg mig efter mine tagne messeures og forbliver imidlertid monsieurs beredvillige Peder Vinding, Præstkær d. 3. aug. 1742. Uden på brevet stod skreven ... Monsieur Mons. Otto Diderich Bierum, præsentement Gravengård ...
Nr. 3:  Kopi. Velærværdige hr. Peder Vinding. På Deres missive af dags dato sendes(?) ydmygst som skyldigst gensvar. Hvad sig det første angår, Deres første missive skulle funden ... ... effekt, som er Deres ord, og at enhver mand indtil hyrden nu snart ved dets indhold og tillige undervist at raisonere over ham, begge dele er Gud bedst bekendt og må ankomme på vedkommende skyldiges egen ansvar og samvittighed, eftersom sladders munde og forførske mennesker imod forhen ædsoren (edsvoren?) løfte om nogen for Deres ærværdighed fremførte noget jeg at skulle sagt, som kunne forårsage nogen fortrydelse, mig samme da straks at ville bekendtgøre, hvo og hvad var, endnu  desværre som fornemmes skal stå til troende, hvorrfor jeg gerne ser sådanne unyttige såkaldte rodomontader kan komme på sin vægt og den enfoldigste må få den oplysning at kunne distingvere og skelne mellem sladder og reelle ting, som De behager at meddele. Hvad sig ellers for det andet angår, han behager at anføre mig for en bekendt elsker af fred, ej at misunde ham den glæde at sidde og leve i fred sin livstid uden disputer, så vil jeg dette til Deres ærværdigheds egen bekendte retsindige eftertanke ydmygst indstille, hvo hinanden gør ufred, disupte med mere såkaldede chikaner og uforskyldt undertiden /: desværre :/ ilde trakterede. At han for det 3. melder, om jeg må bruge hans ege ord, som er: Thi havde jeg beholdt mit rug, jeg da havde at undvære, solgt det til andre for rede penge, og ydermere da jeg selv intet mere rug havde, ej da købt rug at fly ham til hans egen og domestiquers brødtrængende munde, så havde jeg været uden for at indtage denne rente, som han yder mig, da han desværre glemmer kapitalen etc.. Det kommer mig for, som han vil rose sig at have udvist en stor velgerning og af medynk at have købt rug til mig, ligesom jeg ej andensteds kunne fået rug. Jeg ved ej, hvad jeg skal kalde det, men må svare dertil det, som jeg mener, at det ikke skerter mig lidet at tage imod sådanne breve og beskyldende rentes ydelse for den ringe del, jeg Dem på ruget, når likvideres med hvis derpå er betalt og De af mig bekommet haver, til skyldig rest blive kan, der længe siden burde og skulle være betalt, men som pengemangel af en og anden årsag har gjort ophold deri, så har jeg efter skyldighed udbedet mig delation hos ham med tilbud, ham billigt deraf at betale ham rente for den tid, de kunne stå udbealt, hvile i alt og nu kunne være klareret og afgjort, om Deres ærværdighed [=> AO2 344] mig Deres gegning på begæring havde tilsendt, hvorom jeg endnu beder ske må, jo før jo hellere, for at komme til endeligned, /: om jeg så må sige med denne fortrædelige debit. Hvad sig sluttelig angår, at han har umaget sig med at udkopiere hans brev, på det han kan lade lige så mange ræsonere derover, som har ræsoneret efter hans sigende over det forrige, da vil jeg tillige håbe med ham, blamen at skal falde på det forskyldte sted. Endelig skal dette være mit ønske, at alting dog en gang mellem os måtte nå det mål, og mit øjemed sladders mennesker ej at kunne årsage nogen mistanke til mig, og den korte levetid i denne onde verden at kunneomgåes i al oprigtig hjertemenende kristen kærlighed, der aldrig på min side med Guds bistand skal fejle, udi hvilket ønske jeg min livstid forbliver Deres ærværdigheds ærbødigste tjener. O. D. Bierum. Gravengård, d. 3. aug. 1742. Udenpå stod skrevet: Velærværdige og vellærde hr. Peder Vinding, sognepræst til Brørup og Lindknud sogne ærbødigst á Præstkær.
Nr. 4: Monsieur Bierum! Jeg takker for communication af mig tilsendte brev af 3. august, og at åbne mine tanker derover til Dem er det hel dårligt at ville infringere aolle accusationer, der passer på et halstarrigt menneske, til en uskyldig, hvortil både hører kunst og en stor frækhed i at lyve, som mig synes concipisten ej har haft mangel for. Imidlertid gør enhver fornuftig bæst, at han mest muligt foragter sådanne ting betragtende, at en ond samvittighed kan lignes ved en fund rendesten; jo mere man rører derudi, jo værre lugt giver den fra sig, og aldrig var der noget svin, der vil  jo have en anden i hælen med sig. Foragt over sådanne ting /: når samvittigheden et menneske ej noget overbeviser :/ holder jeg for det sandeste råd. Gud  vold befalet af Deres tjenstvillige Peder Vinding. Præstkær d. 4. aug 1742 i stor hast. - Påskrift salv. tit. hr. monsieur mons Bierum, presentemente á Gravengård.
Den i nr. 4 befindende seddel er sålydende: Gravengårds resterende offer for Bierum, hustru og søn Sørem Bierum følger hermed under forsegling fra O. D. Bierum d. 4. aug. 1742. Opskrift: Ærværdige hr. Peder Vinding á Præstkær.
Nr. 5: Kopi: Velærværdige hr. Peder Vinding. I steden jeg havde ventet Deres fordring på begæring ved regning at vorde bekendt haver jeg erholdt et brev fra Dem af 4. hujus /: uden allerringeste derom at melde :/ opfyldt med en del beskyldninger, der ikke passer sig til en uskyldig, men på et halstarrigt menneske. Skulle der i Deres ærværdigheds menigheder og derunder henhørende findes nogen sådanne Dem bekendt, må sligt til Deres ærværdigheds ufortrydelige  eftertanke være indstillet, hvad ved sådanne ting åbnes mig uvedkommende, der ikke sigter til en eller anden at laste eller beskylde i ringeste måder. Hvad sig ellers angår vores mellemværende, så endskønt De upåtvivlelig er bekendt og erinderlig, hvad af mig bekommet haver, følger dog herudi indesluttet forfattede specifikation og regning derpå, om det været gået af hukommelse, ydermere tjenstvenligt bedende, hvad dderover kan blive rest hos mig at fordre, når bekendt gøres. Skulle det imod håb endnu ej finde Deres ærværdigheds bifald, er det mere end muligt for mig at afgøre, eftersom jeg ikke ved mig erinderlig, hvad bekomne rug efter Deres vilje skal koste. I vente af Deres vilje herudi forbliver med al estime Deres ærværdigheds tjenstskyldigste tjener. O. D. Bierum. Gravengård, d. 13. aug. 1742. - P.S. Til hvad ende den Dem under forsegling tilsendte resterende offer og vedfulgte seddel fra mig af Deres ærværdighed blev tilbageskikket, er Dem og ikke mig bekendt. Må ellers kærligst melde, at der er fejl udi en del mig beskyldende offers restance, som af Deres egne brev, når mod hinanden confereres og betragtes, dels er at udfinde, og skal intet være mig kærere end alting, så vidt billigt, udi venlighed og al oprigthgned, kærlighed at afgøres derhen. Jeg håber, Deres ærværdighed og findes sindet. Adieu. - Conform med originalen tilstås af O. D. Bierum. - Påskrift: Velærværdige og vellærde hr. Peder Vinding, sognepræst i Brørup og Lindknud sogne ærbødigst á Præstkær.

Nr. 6: Monsieur Bierum. De 125 stykker sten og brokker kan ej anføres, siden de året forhen med den slettedaler, han selv lånte af mig og ville sat mig en krone i pant for, er betalte. Siden befinder jeg hans mig indsendte opskrift af 13. august ganske rigtig, thi de 6 rdl. 1 mk. har han betalt og aflagt på hans debit og ... fordring; og ved hann ligesåvel som jeg, at resten på de 4 bekomne tønder rug kan blive 13 sldlr. og 3 mk., siger tretten slettedaler og tre mark. Udi offerdagenes tal har jeg irret, om jeg har skreven 9, da det er for ham og hustru alene 7, siger syv. Jeg er monsieurs tjenstberedvillige Peder Vinding, Præstkær d. 17. august. Opskrift: A monsieur mons. Otto Diderich Bierum i Gravengård.
Nr. 7: Kopi. Velærværdige hr. Peder Vinding, kære ven. Af den fra Dem næstleden 23. aug. ankyndigede varsel fornemmes Deres velærværdighed at være intentioneret mig proces at påføre, som jeg sandelig ikke ved at have givet ringeste årsag til. Thi jeg har jo ikke een men nogle gange hos Dem anholdt, De mig regning på mellemværende behagelig ville meddele. Hvorledes det blev optagen, og hvad svar jeg fik,, viser de breve, som De vel erindrer og derforunødig herved videre derom at melde. Vel har De til sidst under missive af 17. hujus, jeg ved min hjemkomst d. 18. forefandt, tilstået at have bekommet i penge og varer 6 rdl. 1 mk. og tilkendegiver Deres fordring desuden at være 13 sldlr. 3 mk. med tillæg [=> ] samme mig at være bevidst, udi hvilke sidste med mere Deres brevs indhold De sandelig fejler(?), desuanset kan De jo ikke sige, jeg Dem ringeste har disputeret omend dertil beføjet, dog ... De mig, 4 dage efter Deres fordring som meldt mig er bleven mig bekendt, og har umaget sig at vide, hvad møllere har fået for deres rug 1740. Jeg vil ikke raisonere eller fremføre noget videre herom, formedelst det ventelig ikke skulle optages i så velment en mening som forestilledes, men beder, at De skåner os begge for proces og unyttig pengespilde, hvormed ingen af os er tjent, frafalder Deres forsæt med søgsmålet, alting uden trætte afgøres og dertil om så behager determinerer en vis dag og tid i indkommende uge derom at vedtales, alting som billigt at afgøres og til endskab bringes, hvortil jeg endnu som forhen findes villig. Skulle denne min velmente tilbud og begærling find stæd og bifald, vil jeg vente et par ord til efterretning. Forblivende med al estime Deres ærværdigheds tjenstskyldige O. D. Bierum. Gravengård d. 30. august 1742. - Conform ved originalbrevet tilstås. O. D. Bierum. Påskrift: Velærværdige og vellærde hr. Peder Vinding, sognepræst for Brørup og Lindknud menigheder á Præstkær.
No. 8: Velærværdige hr. Peder Vinding, kære ven! Endskønt mine mindelige skriftlige begæringer og tilbud ej hos deres ærværdighed har fundet sted mellemværende i mindelighed at afgøre, så har jeg dog med Deres autoriserede fuldmægtig sr. Ravn næstleden 30. aug. ved Gørding-Malt herredsting efter hans vilje indgået at betale, hvis hos mig for bekomne rug kan blive at fordre, á td. 5 sldlr, når fradrages 6 rdl. 1 mk.,, som De allerede i penge og varer tilstår af mig at have bekommet, hvorfra bliver da 7 rdl. 1 mk., og desuden indgået at betale efter restancen for så mange dage, De tilsidst har behaget at melde restere skulle, endskønt sandelig en del derudi fejler forudenhvis jeg Dem forhen har bekendt gjort Deres egne breve kunne udvise, så alting mellem sr. Ravn og mig som meldt blev aftalt log forenet, så intet var tilbage uden aleneste den billige bevis mod pengenes erlæggelse under Deres ærværdigheds hånd at meddeles, eftersom sr. Ravns kvittering er mig i så måde unyttig. Dette i alt han Dem ventelig og vel allerede har berettet og bekendtgjort, hvilken forening jeg endnu, om De så behager, vedstår, pengene derefter hvad dag, tid og time De forlanger og befaler /: imod Deres egenhændige kvittering alting så vidt fordring og krav angår derved at være clareret, afbetalt og hinanden i så måde til dato(?) intet mere skyldig :/ at betale. Men som intet har hørt fra Dem eller sr. Ravn om Deres ærværdighed derhen findes sindet eller ej, jeg og ikke mundtlig det i dag gerne havde ønsket :/ har understået mig at tale med Dem, siden De som siges ja endog af troværdige skkulle have forlovet, om ikke svoret, at tale med mig undtagen i embeds sager. Skulle det have den beskaffenhed, er det ilde, da dog jeg derudi skal skikke mig Dem til gefald og aleneste vil tilbede mig Deres gode vilje, om De som meldt vil tilstå den med sr. Ravn gjorte forening, da pengene derefter, hvad dag og time og tid forlanges, imod kvittering som meldt skal vorde erlagt. I vente af Deres behagelige svar til efterretning forbliver med al estime Deres ærværdigheds tjenstskyldige og villige tjener, O. D. Bierum. gravengprd d. 5. sept. 1742. - Comform med originalbrevet tilstås af O. D. Bierum. - Opskrift: Velærværdige (etc.).


 

AO2 346:

Torsdagen den 29. november 1742:

fol. 385:

I drabssagen ctr. Cathrine Nielsdatter med mand Casten Christoffersen mødte Jens Hellesen Utrup og fremstillede Cathrine Nielsdatter med mand Casten Christoffersen, producerede det udtagne tingsvidne; fremlagde sit skriftlige indlæg (fol. 387). Otto Diderich Bierum fremlagde sit skriftlige indlæg (fol. 287). Sagen optaget til doms. Til meddommere blev udnævnt Hans Jensen i Starup, Jørgen Hagensen og Niels Hagensen i Jernvedlund, Hans Jessen i Skølvad, Christen Nielsen i Tange, Hans Christensen Smed i Gørding og Anders Jepsen og Søren Andersen på Varhoe tillige med herredsfogeden.


 

I sagen hr. Peder Vinding ctr. Otto D. Berum fremkom Bierum, som producerede forelæggelse og opsættelse (fol. 387). Begærede det forelaqgte vidne Christen Pedersen afhørt. På vegne af hofjægermester Bachmann mødte Nicolaj Johan Ravn i sagen angåede den omtvistede engkrog på Franchelvad, hvilken som næst før indv. sag først er anhængiggjort , så formoder han og, at den efter orden og den almindelige praxis først bør foretaget, til hvilken ende han og fremstillede to memorialvarselsmænd navnl. Thomas Mortensen og Anders Pedersen, begge af Bobøl, som til idag har givet Bierum varsel med flere. Han begærede dem fremkaldt. Skulle imod forhåbning dette lovbilligt begærte enten af contraparten eller retten vorde disputeret og modparten af sidste før den ældre idag begyndte sag efter sine sædvanlige udflugter at brige i lang hale... jetzige og nærværende til idag indstævnede sag ej skulle kunne komme i rette eller nå sin ordentl. rigtighed, protesterer Ravn imod al præjudice. - Bierum agtede ganske unødig for sin person og ikke dermed retten at opholde at besvare mr. Ravns vidtløftige tilførte, men alene tilholdt sig sin forhen lovbillig gjorte begæring. - Ravnr egerede kortelig herpå, at endskønt sr. Bierum havde fået tilladelse først at fremme delinkventindens sag som en kongelig sag, så var det ham dog derfor ikke tilladt efter eget hoved og tykke, så hastig han slipper samme, at anfange andre uformerkt, [=> AO2 348] men han bør at følge orden efter sagens ælde, til hvilken ende Ravn udbad sig rettens assistance. - Som opsættelsens termin i hr. hofmægermester Bachmanns sag først til idag 8 dage er expireret, så ej noget forinden forhåbendes derudi at blive ventileret eller foretaget, altså admitterede ret5ten det af sr. Bierum præsenterede vidne til forhør ligesom og reserverede sr. Ravns unødig gjorte protestationer fed endelig doms afsigt at blive observeret; men så snart mr. Bierums anhængiggjorte sag er til ende, da tillades gerne mr. Ravn at føre, hvis han forhen i hr. hofjægermester Bachmanns sag har påstået.. - Bierum lod protokollen tilføre sine agtende spørgsmål til vidnet i denne sag, nemlig

  1. Om vidnet Christen Pedersen af Præstkær ikke en gang denne sommer, som var d. 4. august, noget før kornhøsten var i Gravengård med et brev fra hr. Peder Vinding, og til hvem han samme dere leverede.
  2. Om han ikke samme tid, nemlig vidnet, blev af Bierum leveret penge udi papir eller papirstutte under forsegnlig, som var hr. Peder Vindings offer, og derhos en uforseglet seddel med begæring, han samme i alt sin husbond hr. Peder Vinding ville ovelevere med hilsen fra Bierum.
  3. Om det således efter begæring af vidnet blev forrettet.
  4. Om vidnet ikke dagen efter, som var den 5. august, bragte samme penge ubrudt, ligesom de var oversendt, til Gravengård tillige med bem.te seddel, og til hvem han samme der leverede, og hvad hans ord derhos var.
  5. Af hvad årsag pengene og seddelen som meldt blev tilbagesendt.
    På hvilke spørgsmål Bierum tjenstl. bad retten behagel. ville indhente vidnets udførlige og rene svar uden allerlringeste mellemtale af en eller anden til vidnet at tillades.
  1. På første spørgsmål svarede vidnet, at han var i Gravengård om aftenen med et brev fra hr. Peder Vinding, som han leverede sr. Bierum i egen hånd.
  2. Bierum leverede ham vel en tute med penge ligesom en uforseglet seddel til hr. Vinding, men om samme var fra Bierum selv eller en anden, vidste vidnet ikke, ej heller, om det var offer eller ikke.
  3. ja.
  4. Andendags morgen tidlig bragte han samme penge og seddel tilbage til Gravengård og leverde samme til mr. Bierums kæreste med de ord, Der var de penge og seddel, som Bierum leverede ham i aftes, thi hr. Peder Vinding ville ikke tage derimod.
  5. har i fjerde spørgsmål sin besvarelse.
    Ydermere begærede Bierum, vidnet da endelig ville forklare, hvad hr. Peder Vindings ord var, og om han gav vidnet ... samme at tilbagebringe. - Vidnet svarede, at pengene og sedlen blev leveret i hr. Vindings hånd, som straks leverede samme tilbage igen til vidnet med gensvar, ej at ville have det, men tillagde lidt derefter, at vidnet samme skulle tilbagelevere.

Herimod og sin forrige gjorte reservation upræjudiceret samt samme sags prævarentze ubeskadiget, mødte på hr. Vindings vegne Ravn og contraquæstionerede dette vidne:

  1. Om det ikke var en lørdag aften sildig, han frembragte til hr. Vinding ommeldte pengetyte og seddel uden at vide, hvad det var. - Vidnet svarede ja.
  2. Om det ikke var så mørkt, at man ej kunne se udenn lys at læse, da han gik fra sr. Bierums hus og hjem. Vidnet svarede ja, at det var således som spørgsmålet forholder sig.
  3. Om sr. Bierum sagde ham,, at det var offer. - Vidnet svarede, at sr. Bierum sagde ikke, enten det var offerpenge, eller hvorfor det var.
  4. Om under samme 3. quæstions indhold og svar ikke forstås første contaspørgsmål, nemlig at han ikke ved, om det var penge eller andet, der var i den ham leverede tute. - Vidnet svarede, at sr. Bierum ej sagde ham, hvad der var dui, hen aj heller vidste det, såsom han ej så, hvad der var udi, men det vel lod sig til syne, hår han fuldte derpå , ligesom det skulle væe penge. Men om så var eller ikke, vidste vidnet ikke tilforladelig.
  5. Om hr. Peder Vinding ikke sagde, da vidnet kom til ham, at han mod sådan noget fra sr. Bierum sådan tid nats, og vidnet skulle i morgen så tidlig som dag levere det fra sig igen;han var ej fæst at være sr. Bierums brevdrager. - Vidnet svarede, at indholden af spørgsmålet tilstod vidnet, undtagen at han [=> fol. 386] ? erindrer sig, at hr. Vinding sagde, han ej var fæst til at være sr. Bierums brevdrager.
  6. Om hr. Vinding rørte enten sedel eller det, som medfulgte, videre end han flyede vidnet det på samme sted, han leverede ham det, uden at åbne sedlen, og om han havde villet, om han da kunne set at læse den. - Vidnet svarede, at det forholdt sig i al sandhed således som spørgsmålet indeholder.
  7. Rekvirerede Ravn af sr. Bierum, om han nu her i retten ville fremvise den påberåbte seddel og navngivne tute, og om vidnet da ved og tør besværge, at det er den selvsamme seddel skreven med det samme udi og de selvswamme navngivne penge, både udi tal og mønt, som sr. Bierum nu her måtte fremvise for retten efter gjorte æskning. - Bierum svarede ganske kortelig, at siden den idag 14 dage her i retten fremlagte missive af 13. august under nr. 6, om ret mindes, klarl. tilkendegiver offeret at være hr. Peder Vinding tilskikket og vedfulgte seddel da og med brevet af 4. aug. nr. 4 tillige art være fremlagt og siden i retten forbleven, desuden confirmerer og det iag afhørte vidne mengene og sedlen har. Peder Vinding i hånd at have leveret og af hr. Peder Vinding befalet at tilbagelevere, så erbød Bierrum endnu dito offerpenge til mr. Ravn, om han samme endnu på sin principals vegne ville modtage; hvis ikke, bad Bierum allerydmygest samme under retten at måtte forblive in deposit til endelig doms afsigt, det han håber og beder, retten gunstig bevilger. - Ravn igentager sin forrige æskning såvel af sr. Bierum som vidnet, allerhelst Bierum som actor(?) efter sit extraherede stævnemål altid bør være parat. - Bierum vidste ej rettere, end spørgsmålet jo af ham var fuldbyrdet, som hans tilførte noksom udviser, med bedende, sr. Ravn ville erklære sig, om han de i retten af Bierum fremlagte offerpenge på principals vegne ville modtage eller ej, hvorpå hans svar æskes. - Ravn gentog sit forrige, og sr. Bierums løse snak uagtet på hvilken bare og blotte ord vil hverken han eller nogen vidne, som skal aflægge sin ed kan reflekteres. Gentager sit forrige og begærede den omtalte seddel og navngivne pengetute i retten at præsentere, at vidnet der efter gjorte spørgsmå kan aflægge sin ed og ingen unyttig ophold i sagen forårsage. - Bierum formente ligesom før at have fuldbyrdet sr. Bierums begæring undtagen sedlen, der er under rettens gemme som meldt og derfor Bierum umuligt idag videre at fremvise, medmindre retten måtte have samme ved protokollen med sig til at fremvise, som gerne ønskede. Imidlertid står det sr. Ravn frit for uden nogen modsigelse af Bierum at lade indhente vidnets svar på sit tilførte spørgsmål med flere, om han så behager. Ravn regerede kortel., at det var ham en umulig ting at indhente vidnets svar på det gjorte spørgsmål, så længe modparten og vidnets ...... de fornødne ting, hvorom quæstioneres og edelig deponneres, skal tilbageholdes, ligesom  og al sr. Bierums formenende førte bevis ikkuns er funderet i luften. Thi snart består den af nogle breve ... af han selv udfærdiget, hvilke han herefter, sigesom han lystede, kunne omdanne og tillave efter egen behag, og snart består den af et eneste vidne, som dog formedelst sr. Bierums ulovforsvarlig omgantg i sin vidskabs udsigelse til ingen endeligheds udsigelse idag har været at bringe; desårsag Ravn refererer sig til den d. 4. okt. sidst her i retten afsagte kendelse således iblandt andet lydende: at sr. Bierum haver ... den ham forundte tid neml. 6 uger, hvilken tid allerede idag 14 dage er expireret, at fremkomme med alle ... contrabeviser og på... som han agter nødig at producere [=> AO2 350] føre mod hr. Vindings formerede fordring i denne sag, på det sagen uden videre prolongation kan nå sin endskab. - Ravn implorerer altså ej alene om vidnets udsigende på sin sidste contraspørgsmål efter modpartens forlangte prostanda men endog forbemeldte rettens egen kendelses hørsommeligt efterlevelse, allerhelst sr. Bierum efter detterminerede tid allerede er 14 dage givet i købet, hvorfor endnu som før Ravn påstår samme kendelse med forhen begærte vidnets udsigende skærpet og confirmeret, således at loven og de kgl. allernådigst udgangne forordninger i slig tilfælde behørigen og allerunderdanigst kann vorde efterlevet, hvornæst Ravn til slutning ville fornemme, om han de idag præsenterede memorialvarselsmænd fra hr. hofjægermester Bachmann kunne få fremmet eller ikke. - Bierum tilkendegav, at det forekom ham ligesom nr. Ravn procederer i luften, thi havde hr. Peder Vinding behaget at ladet sin karl efter stævnemålet mødt her for retten idag 14 dage, da sit vidne at aflagt og mr. Ravn tillige behaget at indfunden sig sig, kunne den nu æskende seddel, som er i rettens gemme som meldt, tillige med pengene der idag i retten er fremlagt, da vorden forevist; vil nu mr. Ravn rekvirere vidnets svar på fremlagte pengetute idag, står det ham frit for, hvis ikke, vil Bierum forhåbe, vidnet af retten lovbilligen vorder tilholden sit aflagte vidne ved ed at bekræfte, hvorpå han for det første udbad sig rettens assistance. - Ravn æskede den af sr. Bierum til rettens hengivelse og gemme seddel in originali her i retten øjeblikkelig af sr. Bierum fremvist, på det vidnet kan aflægge sin ed, om det er samme seddel eller ikke; i vidrig fald sr. Bierums udflugter ikkuns anss for spilfægteri og luftkasteller, hvorfor Ravn ikkuns inhererer sit forrige og udbeder sig rettens assistance såvel i nærværende sag som fremstillede varselsmænds personer, in casu hr. hofjægermester Bachmanns contra sr. Bierum angående den ved Franchelvad  omtvistede engkrog.
    På 7. spørgsmål svarede vidnet, at han ej kunne sige, om den af sr. Bierum overleverede tute var den samme eller ej,, langt mindre kunne forklare om var samme penge eller hvad slags mønt var udi, såsom han ej havde set dem, siden de var under forsegling. Hvad sig sedlen anbelanger, da kunne vidnet ej gøre nogen forklaring derom, såsom den ej i retten var til stede efter påstand.

Ravn protesterede mod vidnets edsaflæggelse, før end han den quæstionerede seddel har beediget og samme for ham i retten til beedigelse eller ved ed at frafalde efter citantens og vidners førernes egen påstand, og igentager imidlertid til slutning hr. hofjægermester Bachmanns sag. - Vidnet aflagde ed. Hvornæst Bierum, eftersom det er ud på aftenen, begærede sagens anstand til en lovbillig tid efter rettens godtbefindende, om sr. Ravn da til samme tid ville behage at fremlægge hvis han måtte have til at legitimere sin principals fordring så højt at stige som påstået findes, eftersom han ej til dato har villet ladet sig rettens lovgrundede kendelse om ret[=> fol. 387]... af 30. august været efterrettelig ... Opsat til 13/12.


 

fol. 387:

Sr. Ravn fremstillede to varselspersoner, Thomas Mortensen og Anders Pedersen begge af Bobøl (fol. ibm.). Stævning også givet til to beskikkelsesmænd, Jens Pedersen og Lauge Christensen, begge af Bobøl.


 

Det her foran på folio 385 citerede indlæg af actor i drabssagen:
Velædle og velvise hr. herredsfoged. At siden Cathrine Nielsdatter af Halleskov ej alene ved det af rettens middel holdne forhør d. 26. oct. sidst, men endog for retten på Gørding-Malt herredsting d. 8. nov. denne måned, hvor hun uden bånd og fængsel blev fremstillet, frivillig har bekendt, at hun natten mellem d. 25. og 26. okt. har med forsæt og beråd hu udtaget hendes barn Niels Castensen, 15 uger gl., af hans sengeleje, hvor han lå, og nedsat ham i en kilde på hovedet med fødderne i vejret, så barnet i vandet er blevet kvalt og druknet, og samme gerning har hun for retten på 9. spørgsmål pag. 35 tilstået ej at være forøvet i nogen raseri, men med og ved hendes forstand, omendskønt hun kunne sige, det var sket i vildelse, fordi hendes mand hadede barnet, det samme og samtlige førte vidner efter hendes udsagn har bevundet at have hørt, så hun og ingen anden har lagt hånd på barnet Niels Castensen til drab og druknelse. Desårsage påstår, at Caxthirne Nielsdatter for denne hendes forøvede gerning bør miste sit liv alt efter vores højpriselige lov pag. 886 art 1 (DL 6-6-1). Hvad manden Casten Christoffersen angår, som selv i det af rettens middel forbem.te 26. nok. tagne forhør udi 2 mænds overværelse har tilstasnden at have slaget barnet, da siden delinkventinden han accuseret ham, at årsagen til det af hende forøvede mord har ej været andet end hans hårde medfart og slette omlad(?) mod dette uskyldige noer, der var alt for spæd og derfor uskønnende om at tage straf af ris eller anden hård medfart, og vidnerne har stadfæstet samme accusation eftr delinkventens ord og udsagn, så indstiller jeg til rettens godt og forsvarligt befindende, om Casten Christoffersen jo bør at arbejde i jern nogen tid i næste fæstning. Udbad sig og rettens decition, om han herefter skal holdes under nogen vagt og arrest eller straks kan udleveret til forhen urgerede afstraffelse. Deri i alt jeg en retfærdig dom er afvartende med forblivende det, jeg er (etc.).

Den foran på folio 385 citerede indlæg fra contracitanten:
Kgl. maj.ts herredsfoged, velædle Søren Bierum. Meddelte genpartstingsvidne udstedt af Gørding-Malt herredsting d. 8. nov. sidst, der herved fremlægges, bærer noksom vidne såvel efter delinkventindens egen tilståelse ved forhøret af 26. okt. tingsvidnet indlemmet som og siden ved retten d. 8. nov. at hun med fri forsæt har kvalt sit barn i brønden med foregivende årsag, hendes mand Casten Christoffersen efter hendes tanker skulle have hadet barnet, men ej det at have set og aleneste hende at være foresagt af et ham avlet pigebarn gl. 3 år næstafvigte martini, og desuden tilstår at haft sin fulde forstand da hun [AO2 352] begangne drab så forsætlig skal have øvet, så sder jeg ikke allerringeste på hendes vegne at kunne fremføre eller påstå med nogen lovbillighed, hun jo bør lide lovens i så måde dicterede straf. Hvad hendes mand Castgen Christoffersen angår, da som hun tilstår, at han aldrig har været hendes forøvede onde forsæt bekendt, hun og een gang, før drabet skete, været på veje med barnet at ville omkomme, som nu desværre sket er, og til den ende var kommen så vidt dermed, at hun var kommet i forstuen, hvor hendes mand var tilkommen og sagt, hun skulle gå ind med barnet og sætte sig for ilden eller skorstenen, som var udi morgenstunden, og således afværget hendes forsæt, som var ham ubekendt, som og ikke haver nogen lod eller del i den af hende siden forøvede onde gerning. Men som han ved bem.te forhør har erklæret således ikke uden een gang lidt at have rørt barnet, så ser jeg ikke, han for tilbørlig staf kan befries, eftersom det ej var kristelig i så måde at omgåes et spæd 15 uger gl. barn, men derfor i ringeste at udstå kirkens disciplin ellere anden vilkårlig straf efter rettens lovl. godtbefindende, hvilke hendes b ekendelse og hans tilståelse som meldt bevises med fremlgte tingsvidne pag. 18, 33, 36, der begæres læst og i retten påskreven, så vidt understreget er, hvorefter jeg alting sammelt til dommernes godtbefindende og doms afsigt ydmygest med forblivende (etc.).


 

Forelæggelse og opsættelse citeret i extrakt af protokollen angående Peder Vindings gældsfordring: Christen Pedersen forelægges at møde som vidne d. 29. nov.


 

Det på folio ibm. citerede memorialvarsel: Otto Diderich Bierum varsles at møde i tinget torsdagen den 29. nov. at påhøre vidner m.m. alt i anledning af hans to førte vidner Karen Rasmusdatter og Kirsten Andersdatter af Kidholm, hvilke ventelig formedels fortrydelse derover, at datteren af hr. hofjægermesteren en kunne få Brørup kirkeeng ved Fanchelvad beliggende i fæste efter hendes fader, som boede og døde i Kidholm, presumeres at ville søgt et slags revange i derees udsagn ovenmeldte tid at være partisk og dets årsag ej udi agt så meget dermed alene at tilvinde sig noget ejendom, men fornemmelig til nogenledes oplysning om den formodentlig sammehæng af eders, Otto Diderich Bierums procedurer samt den måde, I tænker og tragter lovgyldig at vinde ejendommen på.. De to vidner stævnes.

Den anden memorialvarsel: Memorialvarselsmændene Lauge Christensen og Jens Pedersen af Bobøl stævnes for at beedige, hvad indholdet af beskikkelserne var, og hvad dem er svaret på beskikkelserne af 24. og 25.

AO2 352:

Torsdagen den 6. december 1742:

fol. 388:

Nicolaj Ravn på vegne af hofjægermester Bachmann ctr. Otto d. Bierum angående den omtvistede plain ved Franchelvad. Ravn fik opsættelse til 13/12.

AO2 354:

Torsdagen den 13. december 1742:

Nicolaj Ravn (forelæggelse fol. 390) producerede en skriftlig notarialinstrument de dato Bobøl d. 23. nov. til confron med den deri beråbte kirkebog (fol. 390). - Bierum, som ved retten udi sin elendige, svage tilstand til stede var, bad allertjenstskyldigst, retten gunstig ville behage at efterse denne monsiuur Ravns såkaldte kirkebog, om den enten foran af nogen dertil behørig findes indrettet, sluttet, igennemdraget og forseglet, item om derudi anførte kirkeregnskab ved åringers udgang af vedkommende er likvideret og underskreven. - Ravn agtede unødig herpå at svare, eftersom kirkebogen således er beskaffen, som den for 123 år siden efter da brugelige skikke og måder er bleven indrettet og per consequence i sin fulde valeur står, derfor Ravn ikkuns om(?) at se sagen til endskab bragt fremlagt tvende beskikkelser, den ene dat. Bobøl d. 24. sept og den anden bem.te Bobøl d. 25. sept. næst afvigte, hvilke han ikke alene med rettens påtegnelse begærede forsynet og akten tilført, men endog at samme af de til idag forelagte beskikkelsesvidner, som idag 14. dage her for retten var til stede og endnu idag nærværende efter lovens måde må vorde beediget. - Bierum inhererede sit forrige med ydermere bedende, citanten vorder pålagt den såkaldte kirkebog at følge tingsvidnet og akten, eftersom han sig deraf agter at betjene, endskønt de få ord, han deraf har ladet uddrage, hverken kan rejse eller fælde den mellemværende disupterede engkrog angående. - Retten under al lovlig reservation antog beskikkelsesvidnerne for denne(?) så vel som de andre tvende tvende tilstedeværende vidner, [=> fol. 389] hvorefter forn.te breskikkelsesmænd Jens Pedersen og Lauge Cristensen ... fremstod for retten og opolæste begge deres beskikkelsesinstrumenter med den dem derpå givne svar (fol. 390). - Før end de aflagde ed, fandt Bierum sig anlediget dem begge at tilspørge:

  1. Hvo ved var, da Rasmus Gravengård dem svar, som på bveskikkelsen anført er, medelte? - Svarede, der var 2 møllegæster, som de ikke kendte.
  2. Om de selv, nemlig beskikkelsemændene,, og hvo af dem havde indrettet(?) og efter Rasmus Gravengaards mund dikteret spørgsmålets svar. - Svarede, at den ene navnlig Jens Pedersen havde sekv skrevet og forfattet,ligesom Rasmus Andersen havde svaret, hvilket alt skete som meldt i Nedermølle.
  3. Om Rasmus Gravengaard aflagde sin corporlige ed for dem, nemlig beskikkelsemændene, at den hans til dem meddelte svar var således i al sandhed. - Svarede nej, han aflagde ikke ed for dem, men så snart den af ham blev æsket, skulle han den altid præsteret.
    Endelig til slutning, hvad Rasmus Gravengaard angår, ville Bierum hos beskikkelsesvidnerne fornemme, om de ikke er bekendt, at sr. Nicolaj Ravn er mr. Jørgen Ravns broder på Tornumgård. - Svarede, de vidste det ikke, men havde vel hørt det sige af andre.

På den anden til Dorthe Jensdatter i 'tislund ergangne rekvisition og hendes derpå anførte svar blev beskikkelsesmændene af Bierum tilspurgt, hvo ved var, da de hendes svar blev meddelt, og hvor det skete. Svarede, de tog hendes svar i hendes iboende hus i Tislund, hvor ingen anden end hendes datter var overværende. - Endelig, om bem.te Dorthe Jensdatter, som ellers kaldes Dorthæe Huustis, for dem ved ed havde bekræftet hendes til dem givne svar til dem i sandhed at være. - Vidnerne svarde nej, hun gjorde ingen ed for dem.

Ydermere fremstillede Ravn tvende lovlig indciterede og til idag forelagte vidnespersoner, navnl.Karen Rasmusdatter og Kirsten Andersdatter, begge af Kidholm. Ravn tilspurgte 1. vidne Karen Rasmusdatter, dog under den reservation, at hendes datter som 2. vidne måtte imidlertid udvises:

  1. Om hun kan nægte, at jo Rasmus Andersen for 3-4 år siden begærede med sin fader 2 år efter hverndre omtvistede eng og engkrog. - Hvortil svarede vidnet ja, hun det ej kunne nægte.
  2. At siden hun selv har sagt, der blev dem ingen skel vist af seigr. Bierum, hun har og tilstået, at Anders Gravengaard holdt sig til engkrogen i første åringer og bjergede den upåtalt af Bierum, hvordan og på hvad måde de da kom til at give sr. Bierum minde deraf, når han ej beviste sig at være ejer.
    Bierum måtte fornemme, det sr. Ravn quæstionerer vidnet på det, hun forhen under tingsvidnet af 30. aug. edeligen har afvundet, så årsagedes Bierum at begære af retten, han ville observere samme hendes forhen aflagte vidne under bem.te tingsvidne, at Bierum ikke ellers ved sådan omgang som fornemmes(?) tiltænkes, skunne forceres udi ydermere uårsagelig pengeudgift samme 2 gange at betale. - Ravn agtede unødig sig på  sr. Bierums ej med sandhed convenable at indlade, men håbede rettens assistance til vidnets svar, enten af ja eller nej efter lovens klare deposition:
    Vidnet svarede, at sr. Bierum bemægtigede sig engen, hvorfor de nødes til at give minde af den; men om han havde ret dertil eller ej, vidste vidnet ikke.
  3. Om Anders Gravengaard, siden den udsagte accort skal være sket, var hos Bierum for at reparere hans huse, når og hvad år det var, hvortil det var sket, og hvem der da var med ham i arbejde. Svarede, hendes sal. mand havde vel repareret ved Bierums huse, men hvad år, hvor tit og hvem ved var, vidste hun ikke.

På 2. quæstion tilspurgte Bierum vidnet, om hun kunne gøre hendes ed med god samvittighed, at der var anden årsag, hendes sal. mand lejede og mindede Birerum disputerede engkrog af uden dette da Bierum betjente sig af samme til sine hestes tøjring, at den da ej af hofjægermester Bachmann, for hvem som kirkens patron var indklaget, dennem blev forsvaret. - Svarede ja, [=> AO2 356] at såsom hofjægermesteren ej ville forsvare dem engkrogen, efter at det af hendes mand var indklaget, nødes de til at give Bierum leje og minde af disputerede engkrog, menn på hvad år eller tid det af hendes mand var indklaget for hr. hofmægermesteren, vidste vidnet sig nu ikke at erindre.

2. vidne Kirsten Andersdatter af forn.te Kidholm:

  1. vidnet kunne ej derom gøre nogen forklaring.
  2. Som sr. Bierum bemægtigede sig omdisputerede engkrog, måtte de nødes til at give ham minde af samme, siden hr. hofjægermester efter indklagelse af hendes sal. fader ej ville samme forsvare; men om sr. Bierum havde nogen ret til at oppebære nogen minde, det vidste hun ikke, såsom hun vidste ingen skel, ej heller erindrer sig, hvad år eller tid det for hr. hofjægermesteren var blevet indklaget.
  3. hun var vel bevidst, at hendes sal. fader havde repareret Bierums huse, men hvad åringer og hvor tit kunne vidnet ikke forklare; ellers erindrede sig, at hendes fader havde sagt en gang at have til sig haft en karl navnl. Mads Rytter, som da tjente sr. Bierum, med berømmelse, han løftede så vel: men hvad år og tid vidste hun ikke, hendes sal. fader havde sagt det, eller når det var sket.
  4. Om hun kan nægte, at hendes sal. fader jo klagede ofte, at engkrogen og en del af engen blev opoædt af sr. Bierums kreaturer år efter anden, ja om hun ikke selv har set det opædt, når hun har været med at bjerge det. - Vidnet svarede, at Bierum havde det fredet vel(?) og ønskede, at deres naboer ville så vel frede det til Kidholm henhørende eng.

Ravn begærede tingsvidne og opsættelse i 8 dage. - Bierum inhererede sin forhen formenende lovbillig begæring, den såkaldte kirkebog i retten at forblive til dommerens behagel. eftersyn og betragtning ved doms afsigt. Gav til kende, at det var ham umuligt at møde idag 8 dage, foruden det og er en termines, at man kan være forsikret om at få tingsvidnerne inden samme tid betids beskrevet, så herredsskriveren imod loven ikke heller dertil han imponeres. Imidlertid var Bierum genpart begærende. - Sagen opsat til 17/1-1743. - Hvad den præsenterede kirkebog er betræffende, haver mr. Ravn den [=> fol. 390] in continenti her i retten at deponeres, hvor den til sagens udddrag i rettens gemme forbliver.


 

fol. 390:

Peder Vinding ctr. Bierum. Ravn vil have Bierum straffet for brud på regler om stemplet papir og for unødigt ophold af retten, og han ønsker erstatning for fornærmende expressioner. 17/1 1743.


 

Den folio 388 citerede forelæggelse og opsættelse i engsagen.

Ekstrakt af protokollen.

Den foran på folio 386 citerede notarialinstrument angåemnde ovenmeldte engkrog ved Franchelvad:
Rigtig extrakt af en gammel kirkeboyg indeholdende kirkeregnskaberne over Malt herreds kirker, Føvling kirke, Folding kirke, Vejen kirke, Læborg kirke, Lindknud kirke, Brørup kirke og Holsted kirke i året 1619 fra den 30. juni samme r indtil d. 25. juli forfattede, hvor da blandt andre ting findes Brørup kirke til indtægt af ejendom således: Peder Christensen i Holsted af Franchelvad eng 4 sk., hvilket ved confromtation i retten således skal befindes og rigtig at være. Extraheret ved dette notarialinstrument (ect.).

De gensvar på folio 398 citerede tvende beskikkelser i engsagen er sålydende:
Velagte Rasmus Andersen. Som jeg angående et stykke kirkeeng til Brørup kirke Franchelvad eng kaldet, beliggende ved Franchelvad med sr. Otto Diderich Bierum på Gravengård er falden i dispute, og jeg ikke påtvlvler, at I jo /: som ej alene i nogle år har været besidder af Gravengård da samme eng derunder har været forfæstet, men endog eders salige fader mange år før eder, nemlig Anders Gravengaard såvel da han var fæstehaver af Gravengård, som siden han er kommen til Kidholm, har haft merbemeldte kirkeeng i fæste /: om samme kirkeengs den grænser og hvor vidt den sig strækker, kan give god oplysning og efterretning, så finder jeg mig beføjet på efterskrevne poster at æske eders udførlig og tydelig svar, nemlig 1) med hvad navn merberørte kirkeeng i eders mindes tid egentlig er bleven kaldet, 2) Hvor vidt samme kirkeeng strækker sig. 3) Hvor længe eders sal. fader har boet på Kiholm, og om han ikke i al den tid, han boede der, havde samme kirkeeng i fæste og hjembjergede al afgrøden deraf til Kiholm. 4) Hvor vidt eders salige fader i børørte tid slog og bjergede merbem.te eng. 5) Om eders salige fader nogensinde af noget af b em.te eng, som strækker sig til Franchelvad i sønder, har givet eller gjort Otto Diderich Bierum nogen minde, villighed eller leje deraf videre, end han efter hans fæstebrev var forbunden til fæstestæderne at give. 6) Hvad der er bleven holden for rigtig skel ved samme engs søndre side. - På disse forskrevne 6 poster venter jeg ... disse mine 2 udskikkede mænd, nemlig Jens Pedersen og Lauge Christensen af Bobøl eders mundtlig, tydelig og sandfærdig svar, som de herpå har at tegne til min efterretning, såfremt I ej vil føre eder selv og mig i bekostning med rettens behandling. Sønderskov d. 24. sept. 1742. H. Bachmann.
Efter forlangende af højædle og velbårne hr. hofjægermester Bachmann på Sønderskov har vi to underskrevne mænd været i Skærbæk Nedermølle i Lintrup sogn, Kalvslund herred med forestående beskikkelse hos sal. Anders Gravengaards søn rasmus Andersen, der sammesteds tjener, og æsket ham udførlig og tydelig svar på [=> AO2 358] beskikkelsens indeholdende poster og bekom af ham til svar på enhver post især som følger, nemlig på post 1 svarede han os at han ej andet vidste, end at bemeldte kirkeeng er bleven kaldt kirkeeng ved Franckelvad. På 2. post udsagde han, at ham hans fader Anders Gravengaard har fortalt og sagt ham, at en mand navnlig Christen Clausen, forhenværende fæstehaver af Gravengård og forn.te kirkeeng, da han overlod hans salige fader Gravengård, havde underrettet og sagt ham, at det var kirkeeng fra Franckelvad i nør til Surhave enge begyndes, og at samme eng strækker sig i sønder til Franckelvad i vesteer til heden og i øster til Franshelvadåen. - På 3. post svarede han os, at hans sal. fader havde boet på Kiholm ungefær 16 år og i al den tid bjerget al afgrøden af bem.te kirkeeng hjem til Kiholm, ligesom han og for 3-4 år siden slog og bjerget merbemeldte kirkeeng til foromskrevne grænser med hans sal. fader 2 år eftr hverandre. - På 4. post gav han os til svar, at hans sal. fader altid havde slagen og bjerget al afgrøden af bem.te eng til forommeldte grænser, og at han vidste ingen anden skel at sige. - På 5. post svarede han os, at hans sal. fader aldrig enten havde givet Otto Diderich Bierum eller nogen anden noget til minde, vilje eller leje af noget af merbemeldte kirkeeng, som strækker sig til Franchelva, det måtte nævnes under hvad navn, det nævnes kan, videre end han efter hans fæste var pligtig, men langt mere havde han hørt, at hans sal. fader ofte havde beklaget sig, mhvoroeldes Otto Diderich Bieerum undertiden tillistede sig at lade bem.te kirkeeng med sine kreaturer ulovlig opæde. - På 6. post gav han os til svar, at han hverken vidste eller nogen sinde havde hørt af at sige andet end at Franchelvad var skel og alle tider bleven holden for skel, og at han ej videre vidste at give til oplysning og udsagde derhos, at han disse poster således havde besvaret, som på enhver post især er bleven svaret, i al sandhed. Så sandt hjælpe os Gud og Hans Hellige Ord. Actum Bobøl d. 24. ... 1742. Lauge Christensen, Jens Pedersen.

AO2 358:

Dorthæe Jensdatter i Tislund. Som jeg angående et stykke kirkeeng til Brørup kirke Franckelvad eng kaldet, beliggende ved Franckelvad, med sr. Otto Diderich Bierum på Gravengård er falden i dispute, altså årsages jeg herved disse mine udskikkede at lade indhente eders sandfærdige svar på efterfølgende poster, såsom: 1) Om I ikke har tjent afgangne Niels Christensen og hans sal. enke i Surhave, hvor mange år, og hvor længe det er siden. 2) Om I ikke ved, at fornævnte Niels Christensen og enke da tillige i fæste havde formeldte Brørup kirkeeng ved Franchelvad beliggende og det hjembjergede til deres sted i Surhave. 3) Om ikke desmidlertid I tjente denne, med været haver på forberørte Brørum kirkeeng samme at bjerge. 4) Om I da ikke kan give nogen oplysning, hvor vidt samme kirkeeng strækker sig, og hvad der i den tid, I tjente der, blev holden for rigtig skel ved den søndre side, eller og for det 5) hvad I af andre derom haver hørt sige, hvor vidt det skulle være kirkeeng. På disse foranførte poster venter jeg eders tydelig og sandfærdig svar, som de udskikkede mænd, navnlig Jens Pedersen og Lauge Christensen af Bobøl herpå har at tegne til min efterretning. Datum sønderskov d. 25. sept. 1742. H. Bachmann.
Understående dato var vi underskrevne i Tislund med denne beskikkelse ved Dorthæe Jensdatter sammesteds og da bekom til svar på enhver post især som følger: Til 1. post svarede hun, at hun tjente afgangne Niels Christensen og enke i Surhave i 3 år, som er over 40 år siden. - På 2. svarede hun, hun vidste ikke, om de havde omrørte Brørup kirkeeng i fæste eller ikke, men de hjembjergede det til deres sted i Surhave. - På 3. gav til svar, hun altid i disse 3 år, hun tjente i Surhave, var med og bjergede kirkeengen. - På 4. post fik vi til svar, hun vidste ikke, hvor vidt kirkeengen strækker sig, men da hun tjente der i Surhave, blev Franckelvad holden for skel ved den søndre side. - Og til 5. gqv hun os tl svar, at hun havde hørt af sal. Niels Christensens enke, når de bjergede kirkeengen, at hun da sagde, det var kirkeeng fra Franchelvad i nordøst til Surhave eng. - At således som forskrevet står, er os givet til svar på enhver spørgsmål bekræfter (etc.)


 

Den på folio ibm. citerede indllæg fra sr. Otto Diderich Bierum angående sagen mellem ham og hr. Vinding:
Kgl. maj.ts herredsfoged (etc.). Af de den 15 9br. her i retten fremlagte brevskaber erfares klarlig, det jeg /: efter at fra hr. Peder Vinding var tilkendegivet mellemværende ikke vel længere kunne delatere :/ ved skrivelse hos hans ærværdighed haver begæret ved regning at ville tilkendegive, hvad være kunne, som hans derpå erholdte svar af 10. juli sidst Nr. 1 udviser, samt hvor fortrydelig min billig begæring blev optagen uden ringeste at melde, hvad bekomne 4 tdr. rug skulle koste, men anfører at skulle restere offer for trende år, dog lige så ubillig som han med tavshed derudi forbigår rugets prois at gøre bekendt. Og endskønt jeg håbede, den gode mand dog skulle betænkt og fundet sig udi min formenende billig begæring, fremkom et brev fra ham af 3. aug. nr. 2 opfyldt med en del mig uskyldig tillagte beskyldninger uden alleerringeste at melde, hvad ruget skulle koste, med videre som af dito brevs indhold gunstig er at se. Hvorpå jeg fandtes årsaget at svare og tilkendegive mellemværende som billigt alt kunnet være klareret og afbetalt, om hans ærværdighed havde behaget på begæring at villet bekendt gjort, hvad være skulle, med ydermere begæring, jo for jo hellere at måtte ske og alting udi oprigtig kristen kærlighed at nyde sit endskab. Dette i alt af mit svar under dito 3. aug. nr. 3 behagelig ereat se. Men fandt hos den gode hr. Peder Vinding endnu desværre ingen sted, ligesom forrige fortrydelig optagen, som den gode mands mig derpå meddelte svar af 4. aug. nr. 4 mere end tydelig udviser med ... mig ydermere til besyldning, alt uårsagelig og uforskyldt påbyrdet, som jeg ej kunne efterlade ydmygest som skyldigst at besvare og derhos endnu ydermere anholdt, mellemværende dog en gang måtte bekendt gøres, der ellers var mere end muligt for mig, der ikke var vidende eller erinderlig, hvad ruget lefter hans vilje skulle koste, at afgøre i at oversendt specifikation og regning på hvis i varer og penge af mig havde bekommet, endskønt vel desuden var ham bekendt ligeså og tilkendegivet, han udi fordrende offerrestance fejlede, og at den med rette resterende offer var bleven tilbageleveret ubrudt me derved følgende åben seddel, ligesom ham fra mig var bleven oversendt, og endelig ydermere bedet, alting udi venlighed måtte afgøres, som og af mit svar de dqato 13. aug. nr. 5 gunstig er at se. Derpå jeg da endelig erholder det svar af 17. aug. nr. 6 fordringen ruget angående at skulle bestå af 13 sldlr. 3 mk. efter at fradraget 6 rdl. 1 mk. han alene tilstår ruget at afgå med foregivende bekomne mursten 3 mk. 12 sk. ... forhen skulle være betalt, da jeg dog ved mig ikke ringeste skyhldig at være bemeldte 3 mk. 12 sk. jo bør komme til afgang på rugets billig summa, og derfor mislig(?) ligesom hans forhen under nr. 1 opførte offerdage, der han udi dette sit svar selv tilstår og frafalder 9 til 7, som sandelig endnu er fejl; dog er han så varlig aldrig at melde de ringeste om tilsendte offer eller årsagen hvorfor blev tilbageleveret, men efterlader ikke mig ydermere beskyldning at påkaste ligesom ej at fare med sandhed med videre hans ubeføjede dito hans brev noksom udviser, der dog tillige ... forrige uårsagelige beskyldninger ikke i ringeste måder skal anfægte mig, der Gud være lovet har en god samvittighed, men hvorvidt den gode mands brugende måde og omgang med mig kristelig befindes, må til den alvidende og alting seende almægtige Gud, der alene enhvers hjertes tanker, tale, råd dåd, forsæt og idræt bekendt være hjem... som og, hvor gerne jeg elsker og ønsker fred. Men hvad sker, den gode hr. Vinding fortfarer i sit forsæt til proces og efter at hans påstående fordring ... ovenmeldte hans missive af 17. aug. nr. 6 mig den 18. dito blev bekendt, stævner han den 23. dito såvel [=> fol. 391] for offer som fordrende 13. sldlr. 3 mk, alt uanset mine forhen billige gjorte begæringer og tilbud samt forhen tilsendte offer; og endskønt jeg endnu siden varslets ankyndeigelse og før en noget kom i retten og ydermere hos hans ærværdighed har anholdt om at forskånes for proces og pengespilde alting i mindelighed afgøres ...han til den ende gunstil ville behage at determinere en dag og tid, når det måtte være hans lejlighed derhen ... som brevet af 30. aug. nr. 7 nærmere forklarer, så er jeg dog ej med ringeste svar beværdiget, da dog han ... sige langt mindre godtgøre, ham ringeste skilling udi sin påstående fordring var bleven disputeret om end beføjet, men gerne for derved at nået den gode mands venskab, om muligt været kunne :/ som jeg og ej ved anderledes at hav eforskyldt :/ skullet bleven erlagt og efter hans vilje betalt men desværre som meldt forgæves, så der vqar intet andet for mig end efter indstævning ved tinget at møde med min gode vilje, hvor da endelig med hans der tilstedeværende fuldmægtig i sagen sr. Nicolaj Ravn blev aftlt uden for retten at betale bekomne 4 tdr. á tønden 3 rdl. 2 mk. imod afdrag hvis hr. Vinding havde bekommet og offers restands for så mange dage, han havde meldt i titbemeldte sit brev af ... aug. nr. 6 at skulle restere, hvilke aftale jeg den gode hr. Peder Vinding tilmeldte, før end noget endnu i retten fremkom, som brevet af 5. sept. nr. 8 hans ærværdighed tilmeldt ydermere ... udviser; men dette fandt lige så lidet sted som alt forrige og mig ej ringeste svar beværdiget, da jeg årsagedes 6. sept. da stævnemålet var bleven registreret og sagen foretagen og sr. Ravn sin principals fordring havde fremført med påstand til doms ... begære han dito fordring ville legitimere så højt med billighed at kunne sige, dertil han og af retten ved lovgrundig kendelse ... henfunden og pålæge og sagen til den ende udsat i 4 uger til den 4. oktober. Men hvor lidet af ham er efterlevet, hvad unyttighed i steden  for at lade sig justitien vorde efterrettelig af ham til dato ført og brugt er, kan akten nok sin tid bære vidne om, da jeg nu den 4. oktober som meldt fornam sr. Ravns forsæt hensigtede mere mig tingrejser og be... at tilføje end justitien at lade sig være efterrettelig, årsagedes jeg, efterspom det var udi den travle rugsæd, jeg ingen andre bæster havde at befordre mig med til tinget end hvis jeg behøvede til ploven, og derfor ikke kunnn lade min rugsæd tilbage, at begære opsættelse i 6 uger, der mig af retten gunstig blev tilladt, og jeg til samme tid at fremføre hvis brevskaber, vidne og andet på min side sagen til oplysning tjenlige; men hvad sker! Tægtedagen der møder hvilcken (hverken??) jeg eller nogen på hr. Vindings vegne, men alene af herredsskriver Utrup hr. Peder Vindings varsel oplæst af protokollen, så det er håndgribelig, hvorledes der sigtes mig uskyldig bekostning at påbyrde såven ved tingrejser i min svage og skrøbelige tilstand som og med forelæggelses bekostning og dessens forkyndelses og opsættelses ... tilkendegivelse, som var til næst afvigte 29. nov, da mr. Ravn endelig møder med brugende unyttige vendinger på ulovgrundet påståelse alt at tranere tiden og opholde sagens lovlig gænge, så jeg må ... ... hans til vidnet Christen Pedersen gjorte quæstioner observeres det gammel ordsprog, Det ene dåre kan spørge mere, end ti kloge kan svare til, ved hvilke med mere hans brugende unyttighed og lovstridige forhold, han da drev tiden .. dagen bort til ud på aften, det jeg elendige svage menneske, der så godt som går med døden på klæderne og ingensteds kan ... uden ... jeg således imod mine ringe kræfter skal nødtvinges til med stor kedsommelighed da så vel som forhen måtte anhøre ... kunne komme så vdt at få ringeste i sagen mig til forsvar fremmet undtagen formeldte vidne Christen Pedersen med stor besværing afhørt og derfor sagen udsat til idag d. 13. dec, og som jeg ... håber, må mr. Ravns procedure og omgang fra først til sidst i denne sag ... komme for rettens ...han da og ... i merite enten vorder belønnet eller .... på vedkommende steder, så vil jeg alene for denne sinde til retten ydmygeligst have indstillet ... grundig eftertanke, hvorledes mig søgsmål er påført, tid og pengespilde ibragt imod mine mange mindelige begæringer og for... acceptable tilbud, der da ej har kunnet hæmme vedkommendes forsæt, som da og til retten overlader, hvad jeg efter billighed til pr. Peder Vinding for bekommet 4 tdr. rug bør at betale, som og den gode mand ikke bør lade sig nøje med ... efter min tilstand og derover ham er bleven tilsendt og mig tilbagesendt og nu atter ... ... ... 29. nov. hans fuldmægtig mons. Ravn her i retten igen til modtagelse anbuden under forsegling, ligesom de er bleven oversendt og tilbagebragt og nu in deposito af retten på begæring gunstig modtagen til sagens uddrag, eftersom sr. Ravn ikke har villet erklære sig fra eller til samme modtage, der i alt således til retten overlades ved den af citanten ... doms afsigt skulle noget af nogen betydenhed herimod fremkomme, vil jeg ydmygst bede mig til besvarelse ... forundes samt lovbillig tid til at sligt i fornøden tilfælde at besvare, til hvilken ende tjenstlig bedes dette mit enfoldige indlæg i retten til læsning, påskrift og protokollen anført må admitteres. Gud styrke retten og dens ..., der hertelig ønskes af underskrevne (etc.)

 


Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg
Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk