Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Skads-Gørding-Malt herreder 1736-47

1741

(Da det er kopien af tingbogen på ArkivalierOnline, der er grundlag for denne ekstrakt, vil der være henvisninger til løbenumrene i den: AO x).

AO2 170:

I Jesu navn torsdagen den 12. januar 1741:

AO2 171:

Torsdagen den 19. januar 1741:

Christen Christen Glarmester ctr. Hans Pedersen Ulf den ældre. På vegne af glarmesteren mødte hans husbond jægermesterens fuldmægtig seigr. Jens Hellesen af Bobøl og forestillede 2 kaldspersoner, Thomas Christensen af Holsted og Greis Christensen, som efter en continuationsstævning havde kaldt således som folio 259 udviser. De indstævnte vidner blev påråbt, men inden andre mødte end Niels Pedersen af Nørbølling og Holden Møller og hans datter Catrine Holdensdatter i Hulkær mølle.

Niels Pedersen af Nørbølling:

  1. Om Christen Glarmester ikke næstafvigte 28. nov. en mandag var ved Hulkær mølle. - Vidnet svarede ja.
  2. Om ikke samme dag og tid var nærværende Hans Ulf den ældre af Asserbøl med ... til mølle at lade male. Vidnet svarede ja.
  3. Om Hans Ulf tillige med Christen Glarmester var udi møllehuset, om ikke imellem dem begge faldt despytter og uenighed, formedelst forn.te glarmester ikke ville eller kunne låne ham penge, så det sidst derover gik på skældsord løs, at Hans Ulf skældte glarmesteren og han Hans Ulf igen. - Dette spørgsmål kunne vidnet således som omspurgt er erindre at være i sandhed.
  4. Til slutning tilspurgt vidnet, om der var andre samme dag og tid ved Hulkær mølle eller vidste andre, der kunne [=> fol. 258] tilføje Christen Glarmester nogen såremål og skade. - Vidnet svarede, at der var .... nogen anden i møllen uden Hans Pedersen den ældre af Asserbøl, om han har gjort gerningen, som Christen Glarmester påanker, ved vidnet ikke, såsom vidnet gik bort, før end videre skete.
    Før end vidnet aflagde ed, påråbte retten Hans Hansen(!) den ældre af Asserbøl, om han selv eller nogen på hans vegne var til stede at quæstionere vidnet; men ingen mødte.

2. vidne, Catrine Holdensdatter af Hulkær mølle:

  1. Efter at 1. spørgsmål til forrige vidne hende blev forelæst, tilstod hun samme således i sandhed at være, som forrige vidne udsagt haver.
  2. tilstod ligeledes.
  3. Vidnet svarede, at hun vel hørte samme tid, at Christen Glarmester og Hans Ulf var i tvistighed, men hvorom det var, vidste vidnet ikke.
  4. Vidnet svarede. at der var ingen samme tid i eller ved møllen uden forrige vidne Niels Pedersen af Nørbølling og Hans Ulf den ældre af Asserbøl.
  5. Tilspurgt, om det ikke er vidnet bekendt og fuldt vitterligt sosm og at have set, at Christen Glarmester kom ind i møllehuset ganske dyndvåd, skiden og blodig med tre huller i hovedet og hansw ene hånd beskadiget og beklagede sig, hvorledes Hans Ulf havdde glubskervis sig sig uafvidende indsneget sig på ham og således blev handlet. - Vidnet svarede, at samme dag kan hun ikke nægte, at Christen Glarmester kom ind i møllen i stuen og var både våd, skiden og blodig, men hvad ord han talte og på hvem han klagede, kan vidnet ikke erindrre, såsom hun ikke gav agt derpå.
  6. Endvidere tilspurgt, om vidnet ikke har hørt af Hans Ulfs mund, enten omvundne 28. nov., før denne overfald af ham på glarmesteren skete, det han truede at ville hævne sig på ham med hug og slag, som og om han, nemlig Hans Ulf, ikke siden den tid har udsagt for vidnet eller andre, hvorledes han havde handlet glarmesteren forbemeldte tid. - Dette spørgsmål svarede vidnet således, at hun ikke kunne erindre sig at have hørt omspurgte udtale af Hans Ulf enten den tid eller siden.
  7. Til slutning tilspurgt, om vidnet ganske intet videre i denne sag er bevidst, end hun afvundet haver til denne sags oplysning. - Vidnet svarede, at hun allerede har vundet, hvad hun i denne sag er vitterlig og hun kan erindre.

3. vidne, Holden Kornbeck af Hulkær mølle:

  1. Om vidnet ikke har hørt af Hans Ulfs mund enten omvundne 28. nov. før denne overfald af ham på glarmesteren skete, [=> AO2 172] det han truede at ville hævne sig på ham med hug og slag, som og om han, nemlig Hans Ulf, ikke siden den tid har udsagt for vidnet heller andre, hvorledes han havde handlet glarmesteren. - På dette spørgsmål vidste vidnet ikke at give nogen forklaring.
  2. Sluttelig tilspurgt, om vidnet ganske intet videre til denne sags oplysning ved sig at erindre. - Vidnet gav sit udførlige svar, at han ganske intet til denne sags oplysning ved at gøre nogen forklaring, helst og fordi han ikke var hjemme, da dette omvundne klammeri passerede, og således derom havde ingen kundskab uden alene, hvad han nu siden af spargement har kunnet erfare.

Siden citantens fuldmægtig måtte fornemme, at Christen Nielsen og Hans Ulf den yngre, som er indstævnet for at vidne i sagen, er udeblevet, altså begærede retten behageligen ville forelægge dem under faldsmål at møde idag 14 dage d. 3. februar, som er en fredag, formedelst den anordnede tingdag om torsdagen er Marie Renselsesdag.


 

AO2 172:

Folke- og familieskatsforpagter Stephansens sag. Hans Fogh producerede et indlæg (fol. 259-262) med deri allegerede dokumenter. Sagen optaget til dom.


 

fol. 259:

Mikkel Jakobsen af Tuesbøl fremstillede 2 kaldsmænd, Peder Poulsen af Brørupgård og Jørgen Hansen af Tuesbøl, der har indevarslet Peder Jensen af Eskelund angående en disput, dem er imellemkommen i Hulkær mølle, hvor Peder Jensen skal have beskyldt Mikkel Jakobsen (fol. 262). Peder Jensen var mødt i retten. /: Herskabets fuldmægtig Søren Johansen inponerede disse 2 stridsparter til forlig på den condition, at Peder Jensen deklarerer Mikkel Jakobsen, at han ej har nogen fjendskab eller ondskab med ham eller nogen af hans, ja end ikke med ham eller nogen af hans enten nu eller i længden af tid vidste partical på ærl. navn og rygte at sige, og hvorpå de her for retten har givet hverandre deres hænder. Men Mikkel Jakobsen af Tuesbøl begærede tingsvidne udstedt.


 

Efterskrevne dokumenter, som idag d. 19. jan. forhen i protokollen citeret:

En kaldsmemorial fra Christen Glarmester i Sønder Holsted (hans continuationsstævning).

Hans Foghs indlæg: Da monsieur Peder Stephansen kom i erfaring, hvorledes det så uforventende lod sig anse, ligesom det dependerede alene af en del præsters urigtige mandtallers forfattelse, hvorvidt de ville forunde ham consumptiohns- og folkeskattens oppebørsel, idet de efter egen tykke har udeladt og forbigået dels af de udi deres anfortroede sogne, som dog i følge af den kgl. allernådigste forordning af 31. december 1700 hans forpagtningskontrakts tilhold samt højlovlige rentekammerkollegii resolution virkeligen burde svare, og dels ellers vrangeligen anført, alt til forpagterens ikke liden skade og afgang udi hans lovlige oppebørsel, så har han og ej uden billig føje ligesom været necessiteret til den ulejlighed, han ventelig har gjort provsten velærværdige hr. Niels Bytzow i Vejen og velærværdige hr. Neumann i Gørding ved denne sags indstævning her for denne ret og for da at lægge de gode mænds fauter og urigtige angivelser for lyset. Så vidt endnu for denne sinde allerede har været at udfinde betræffende deres indleverede mandtaller til forvigte januar og juli terminer consumption og folkeskat 1740, så produceres herved det her af retten sidste afvigt4e 22. dec. udstedte tingsvidne Litra A, som jeg begærer i retten læst og påskreven og siden denne domsakt, som ske bør, vedhæftet, hvoraf jeg til rettens oplysning vil have erindret følgende:

1: Hvad hr. Niels Bytzow i Vejen vedkommer, da for det

  1. bevises med dette tignsvidne pag. 7, at Nis Hansen i Vejen har haft ... tjenestekarl og 1 huskvinde næstforrige sommer, hvilke af mandtallet er udeladt til juli termin, som har Bytzow har ladet tilføre at være forbigået, fordi Simon Madsen i Vejen mølle tilforn har haft dette sted i fæste, men en slet og uantagelig raison, thi om end så havde været, som det dog ikke er, at Simon Madsen har haft det udi nogen accort, så havde det været en sag, der ikke vedkom hr. Bytzow, men han kunne ikkun have ladet sig i så fald forordningen med hans mandtallers forfattelse være efterrettelig.
  2. Tingsvidnet pag. 8 viser, at Hans Fynbo Murmester med hustru samt 2 kvindfolk har siddet til huse udi bymændenes hus i Vejen, men i mandtllet til juli termin sidst er de ikke retteligen anført.
  3. Pag. 9 forklarer vidnerne, at Niels Olesens søn i Vejen var sine femten år, men findes dog ikke på mandtallet anført.
  4. Videre forklarer pag. 9 og 10, at udi Jakob Hansens hus i Vejen var en indsidderkvinde både i januar og juli terminer 1740, som ikke udi mandtallerne findes anført.
  5. Fremdeles pag. 10 forklarer vidnerne, at Tonnes Egersens hustru har siddet til huse hos Jørgen Jørgensen i Vejen, som og af mandtallerne  aldeles er udeladt.
  6. På pag. 11 er bevist, at Anders Hansen og hustru sidder til huse i Vejen og bruger kræmmeri, som ikke således i mandtallet er anført.
  7. Så forklares og, at Niels Krylle, som sidder i fællig med hans søn, samme søn er vel anført som tjenestekarl i januar termin, men udi juli termin findes han aldeles udeladt.
  8. Pag. 12 viser, at en væverske Anne Godskes har siddet til huse hos Niels Jepsen i Vejen 1 eller 2 måneder før påske og fremdeles, som i ringeste burde være anført til juli termin, men hun er ligesom de andre forbigået.
  9. På pag. 13 forklares, at en del af bønderne sidder i fællig med deres sønner og med dem søger dug og disk, og at Frands Madsens søn er ugift, samt at bemeldte [=> AO2 173] Frands Madsens hustru holder hus for dem begge, som præstens mandtaller ikke retteligen forklarer.
  10. Pag. 15 og 16 beviser, at Knud Pedersen Kiems i Drostrup sidder i fællig med sønnen, som foregives undet udet skin skal have stedet, og at bem.te Knud Pedersen har haft en tjenstekarl noget af vinteren og al afvigte sommer, men præsten forklarer hverken deres fællig ikke heller hr hanført Knud Pedersens tjenestekarl i en af sine mandtaller.
  11. Fremdeles pag. 16 så vel som 17 og 18 beviser, at Jens Eskesen og hustru var til huse hos Knud Pedersen i Drostrup forleden vinter 1740, og hustruen var der også næst forvigte sommer, er friske og sunde folk, samt har selv ko, men aldeles af mandtallerne til januar og juli terminer 1740 udelukte.
  12. Pag. 18 forklarer vidnerne, at der hos Hans Jepsen Søndergaard i Drostrup var 2 huskvinder, moder og datter sidstafvigte sommer, som var i god stgand og havde for dem selv 2 kør og en del får; samme findes i lige måde af præstens mandtal aldeles udeladt.
  13. Pag. 19 beviser ligeledes, at 2 kvindfolk, nemlig Mette Munckes og datter både forledes sidste vinter og sommer har på egen hånd siddet til huse hos Hans Christensen i bem.te Drostrup, sammeledes i god stand og har haft både ko og får; hr. Bytzow har vel på bem.te pag. 19 udi dette tingsvidne ladet tilføre, at fornævnte Hans Christensen har angivet disse 2 kvindfolk, som de skulle være hans tjenestefolk, og om nu så var sket, som hr. Bytzow siger, så måtte man jo og have ventet, at de i ringeste ligeledes som tjenestefolk burde været antegnet, men dette har aldeles ingen sammenhæng. Thi udi præstens mandtaller flindes Hans Christensen ikke anført for nogen tjenestefolk, men alene Mette Munkes anført for en pige, ligesom hun i fæste eller brug havde eller virkeligen beboede nogen sted. Og er således alt dette noget vrangelig både først og sidst anført, thi omrørte 2 kvindfolk, Mette Munkes og datter, har begge været indsiddere, hvilket som meldt af vidnerne er forklaret.
  14. På ovenbem.te pag. 19 har vidnerne afvundet, at en kvindfolk navnlig Lene tillige med en datter har siddet til huse hos Jakob Nielsen i Drostrup sidst forgangne vinter og sommer, som har været i god stand og selv har haft ko og får, hvilke ikke, som ske burde, i mandtallerne findes anført, men enten aldeles udeladt eller vrangeligen antegnet, og tilstår hr. Bytzow selv på smme sted i tingsvidnet, at disse for tjenestefolk var angivet og tilført. Men dette finder lige så lidt sted at bygge på, thi mandtallet udviser ikke, at bemeldte Jakob Nielsen nogens teds er anskreven uden for en tjenestepige, som vidnerne har forklaret at være Jakob Nielsens egen ssster. Og fremmøder hr. Bytzows fauter i lige måde i denne post.
  15. Udi tingsvidnets pag. 20 er afvundet, at merbem.te Jakob Nielsen har udi forberørte januar og juli terminer haft både sin broder og søster hos sig, som for tjenstefolk skulle være anført. Men udi juli termin er samme broder af mandtallet aldeles forbigået og udeladt.
  16. Videre udviser tingsvidnets endnu pag. 20, at en kvindfolk ved navn Maren Tobakmands sidst forleden vinter og sommer har siddet til huse i Drostrup og har haft hjemme hos sig em vinteren både søn og datter, hvilke alle af præstens mandtaller i begge terminer er udelukt.
  17. Pag. 21 beviser, at der udi Jens Staulunds hus i Drostrup var forleden sidste vinter og sommer 1 pige, som gjorde knippels ved navn Helveig, men om hun egentlig sad til huse på egen hånd eller tjente bemeldte hendes broder, det forklarer vidnerne ikke, og om dun da endelig skulle anses som bemeldte Jens Staulunds tjenestepige, som hr. Bytzow tignsvidnet sammesteds har tilført, så findes hun dog aldeles udeladt af mandtallet for jan. termin.
  18. Ligeledes viser tingsvidnet pag. 21, at der hos Hans Tromslaar i forn.te Drostrup tjente en karl navnlig Iver Jensen og en kvindfolk forleden sommer, men ingen på præstens mandtal findes anført, og har hr. Bytzow vel ladet hans undskyldning tingsvidnet sammesteds tilføre, af hvad årsag han ikke havde anført denne tjenestekarl til sidste juli termin, som han foregiver at være fordi han havde hørt, samme tjenestekarl haver fæstet et sted i Gammelbø, men en slet reson til at udelade karlen af mandtallet efter og lige så ugyldig en formening til befrielse for folkeskattens betaling, når karlen ikke virkelig bebor det foregivende i fæste havende sted, men går i anden by og tjener. Men jeg kan vel tænke denne såvel som aange flere skulle, om muligt var, forskånes for denne skats betaling og derfor har der ikke været andet råd end som at udelukke ham af mandtallet, thi ellers kunne de vel forestille dem, at det foregivende fæste ej har kunnet hjælpe.
  19. Tingsvidnet pag. 22 og 23 udviser, at en husmand navnlig Isak med hustru har siddet til huse forlenden vinter 1740 udi Niels Knudsens hus i Drostrup, men det har da selvsamme beskaffenhed med dem som med de andre, at de af præstens mandtal er udeladt.
  20. Med pag. 23 og 24 bevises, at Ebbe Laursen og hans hustru i Keldbjerg med sønnen Niels Ebbesen og hans hustru ibm. sidder i fællig sammen, samt at Ebbe Laursens stifdatter er dere til huse, men ganske intet herom findes omrørt udi præstens mandtaller.
  21. På pag. 26 og 27 har vidnerne forklaret, at Niels Mortensen i Gammelby havde hans stifsøn hjemme forleden sidste vinter, og næstfølgende sidste sommer havde han en tjenestekarl, den første foregives at skulle have bemeldte Niels Mortensens sted i fæste, men jeg har forhen på pag. 18 vist, at denne karl virkelig tjente [=> fol. 260] Hans Trommeslaar i Drostrup for kost og løn forleden sidste sommer, og da nu den anden ligeledes tjente i Gammelby dito sommer, så har det med dem een beskaffenhed og ej udi mandtallerne findes anførte, så retten heraf kan se, hvor grovelig herudinden begås både i den ene og anden måde alene for at defraudere hans maj.ts udi sine intrader, og skulle sådanne pro forma fæstebreve /: om jeg med permission så må kalde dem :/befri nogen tjenestekarl eller dreng for denne personalskats betaling, så ville det blive ventelig, at denne allernådigste påbud omsider ville forsvinde og næsten blive til intet. Forbemeldte Niels Mortensen har og afvigte sommer haft en tjenestekvinde, men præstens mandtal efter vedtagne måde den samme har udeladt.
  22. På pag. 28 siger vidnerne, at der har siddet til huse hos Niels Knudsen i Drostrup en kvindfolk ved navn Maren Amme, som og er udeladt.
  23. Bemeldte pag. 28 formelder, at en kvindfolk Maren Andersdatter har siddet til huse hos Peder Christensen i Gammelby, men udi hr. Bytzows mandtal til jan. termin 1740 findes hun anført for tjenestepige hos Peder Jørgensen, og i juli termin ligeledes hos Peder Christensen, som er således ganske vrangelig, og er dette så soleklar, at enhver upartisk kan se og fornemme ved sådan vrangelige antegnelser ikke er hensigtet til andet end at søge denne kvindfolks befrielse for indsidderskatten, som er 24 sk. hver termin, og i den sted endelig ville forunde forpagteren en 1/3 del deraf ved den ordinære folkeskats betaling.
  24. Endnu for det 24. forefinder jeg på pag 29 i tingsvidnet forklaret, at Anders Mogensen i Nyby selv tilstår at han havde en søn hjemme, da januar termin folkeskat 1740 skulle svares, som havde sin alder, men på hr. Bytzows mandtal er den ikke anført.

Og på det dommeren kan have fuldkommen oplysning om alle foranførte fauter, vrangelige angivelser og urigtigheder, jeg allerede har forefunden udi forberørte mandtaller af lprovsten velærværdige hr. Niels Bytzow indleveret over januar og juli terminer consumptions og folkeskat af Vejen og Læborg sogne, så fremlægges herved begge dito mandtaller in originali Litr. B og C, den første dateret 6. dec. 1739 og den anden de dato 12. juni 1740, hvilken sidste vel således vindes dateret, men at den ikke er fremsendt til forpagteren før end den 2. juli, da folkeskatten for denne gang allerede skulle været betalt, det godtgøres med velbem.te hr. Bytzows egenhændige skrivelse til forpagteren mons. Stephansen under forbem.te 2. juli, som herved fremlægges til Litr. D, den jeg tillige med mandtallerne begærer i retten læst og denne akt tilført.

2: Gennemgang af mandtallerne for Gørding sogn.

--- og jeg formener, at hverken uvidenhed, bøndernes angivelse eller nogen anden slags sådan brugende udflugter må eller kan undskylde nogen præst i denne fald. Thi når han udi sin husbesøgelse, som lovens 2. bogs 7. kapitel 1. art. og Ritualen pag. 169 6. kapitel art. 1 allernådigst befaler og stundum indfinder sig hus fra hus i sådan forretning, så skulle jeg vel ikke tro, det kunne fejle, de jo fik tilforladelig kundskab om denne ting, og jeg skulle vel mene, at præsterne, som desforuden bør sørge for hver sjæl udi deres menighed, burde og vide, hvem de der haver. Men hvor løselig denne deres pligt med mandtallernes forfattelse vorder efterkommet, det kan man noksom af disse producerede mandtaller og det derom førte tingsvidne erfare, særdeles hvad hr. Bytzow i Vejen angår, som efter mine tanker synes at have gjort sig større umage med at kunne få dem vrangelig end som rigtig forfattet. Min påstand og irettesættelse bliver da denne, at provsten velærværdige [=> fol. 261] hr. Niels Bytzow for sådan hans herudinden befundne urigtige, vrangelige og uefterrettelige mandtallers forfattelse bør betalte forpagteren ifølge den allegerede kgl. allernådigste forordnings tilhold, nemlig for den første mandtal til januar termin 10 rdl. og for den anden til juli termin 12 rdl. samt for den sidstes udeblivelve over den tid, lovgiveren allernådigst har bealet, 4 rdl. I lige måde at velærværdige hr. Jochum Friderich Neumann for hans urigtige og uefterrettelige mandtaller til forn.te terminer bør betale forbem.te mulkt 22 rdl., og kunne jeg vel have godtgjort, at hans mandtaller ikke til foresatte tider er indleveret, men denne sinde har jeg samme villet forbigå. I det øvrige påstår jeg, at begge deres velærværdigheder pligtig er og bør at blive forpagteren ansvarlig til al den skade og afgang, ham ved alle de af deres mandtaller udeladte eller vrangeligen angivne personer, som denne skat har kunnet tilkomme at svare eller blive tilføjeg, om nu nogen desformedelst måtte blive uvis, og det med 1/6 del forhøjelse, og sluttelig at sagvolderne velbemeldte hr. Bytzow og hr. Neumann skyldige er og bør betale denne årsagede processes anvendte omkostninger i ringeste med 10 rdl., hvorefter jeg uden videe opsættelse vil forvente dommerens lovforsvarlige dom og kendelse, den jeg nok i anledning af forordningen efter gæsterettens måde haver ventet afsagt, men da sagens vidtløftighed ligesom selv forbyder sligt, overlader jeg den ting til dommerens egen gode behandling, med forblivende belædle hr. herredsfogeds tjenstpligtigste tjener Hans Fogh. Gørding-Malt herredsting den 19. januar 1741.

fol. 261:

De udi forberørte indlæg mentionerede dokumenter lyder efter hinanden således:

Mandtal for Vejen og Læborg sogne januar kvartal 1740.

Mandtal for Vejen og Læborg sogne juli kvartal 1740.[AO2 175]
Forbemeldte antegnelse .. til familie- og folkeskatten forfalden til juli termin i år 1740 udi Vejen og Læborg sogne er d. 12. juni 1740 er udi præstens medhjælperes nærværelse, som gav oplysning og bar vidnesbyrd om angivelsens rigtighed, skervet og forfattet af Niels Jochum Bützov.

AO2 175:

Monsieur Stephansen, højstærede og højfornemme ven. Herudi sendes antegnelsen til famile- og folkeskatens juli termin ... 1740 udi Brørup og Lindknud forfalden, som er forfatte af samme sognes velærværdige sognepræst hr. Peder Vinding, hvilken han mig til videre befordring har tilsendt, så og antegnelsen til samme termins familie- og folkeskat udi Vejen og Læborg sogne forfalden, som af mig, disse sognes uværdige præst, ere forfattet. Tillige følger også 5 rdl., som jeg efter acordt skal udi denne termin svare til familie- og folkeskat, tjenstlig bedende, at han, som er hans kgl. maj.tx belbetroede familie- og folkeskatsforpagter udi Riberus amt, dem vil behage at modtage. Iøvrigt forbliver jeg med al behagelig velstands og guddommelig velsignelses hjerteligdste tilønskning højtærede og højfornemme ven Deres tjenstskyhldigste tjener. Niels Jochum Butzow. Vejen, den 2. juli 1740.

Dernæst produceres en højlovl. rentekammerresolution: --- Hvor findes sønner at have fæstet deres forældres gård og dem virkelig i bruer have og derfor sig for folkeskattens betaling friholder, bør forældrene derimod anses som indsiddere, såfremt de selv ingen gård, boel eller huse i fæste have (m.m.).


 

AO2 176:

Memorialvarsel fra forvalteren Søren Johannesen på Estrup som fuldmægtig for Mikkel Jakobsen i Tuesbøn her foran på folio 259 citeret lyder således: --- eder Peder Jensen i Eskelund --- angående nogle citanten på ære og læmpe nærrørende ord, hvilke Peder Jensen skal have ladet falde udi Estrup lade, ligesom skulle have stjålet af ejers korn i Hulkær mølle kort før jul sidst. Som vidner indstævnes Thomas Jepsen Stub, Hans Vorbasse, begge af Tuesbøl, Hans Starup den yngre, Adzer Fynbo og Jørgen Gregorisen samt Knud Jepsen, alle af Eskelund, item mons. Lorents Nissen på Estrup.


 

Torsdagen den 26. januar 1741:

Herredsskriver Hellesen af Bobøl forestillede to kaldsmænd, Anders Tøgersen af Nørre Holsted og Iver Nielsen af Sønder Holsted (fol. 263). De har stævnet Søren Mikkelsen i Hulkær. Dernæst fremstod Christen Jensen og Thomas Christensen af Sønder Holsted, som fremlagde en specifikation og skriftlig forretningss registrering og vurdreing på, hvad Søren Mikkelsen i Hulkær hans i fæste havende sted fandtes, dateret 17. januar ... ... ... havde ankyndiget ved memorial lovlig forbud, hvilke begge dele lyder på fol. 263. Og forklarede de, at de ikke alene denne registrereing og vurdering på bedste og retteste måde havde forrettet, men endog denne forbudsmemorial lovlig forkyndt haver. - Søren Mikkelsen mødte og sagde sig intet i nogen måder derimod at have at sige. Citanten bad, retten ville gunstig behage ved dom at stadfælste dette forbud, indtil [=> fol. 263] dom i hovedsagen gangen er. - Retten tilspurgte Søren Mikkelsen, om han ville eller kunne stille nøjagtig kaution for,hvis han søges for at hans husbond. Søren Mikkelsen svarede, at han ingen vidste, der ville cavere for ham. Hvorfor retten i kraft loven ved magt den gjorte forbud og sequestration i han ejende midlere og effekter rørende og urørende efter den prod. registrerings formelding, så at intet, inder hvad prætext det være kunne, deraf ved Søren Mikkelsen og hans hustru og ... forødes, forekommer, sælger eller afhænder noget af bemeldte sequestrerede gods, forinden lovlig dom i hovedsagen gangen er, under den straf, som loven befaler, om noget af ham eller hans bliver forekommet, at undgælde. Hvorefter citanten Utrup som ejer af Hulkærgård saggav Søren Mikkelsen skyldig at være 1740 års landgilde til Martine samme år forfalden efter sit reversalfæstebrev samt Utrups skødes forretning de dato 29. april 1740, som her i retten til eftersyn fremvises, nemlig rug 2½ årte af skæppen efter kapitelstakst 2 mk, er 8 rdl. 2 mk, byg 2½ ørte á skæppen 1 mk. 6 sk, er 6 rdl. 5 mk. 4 sk., for et fødenød beregnes 1 rdl. 2 mk., 1 svin 1 rdl. 2 mk. og 1 gås 1 mk.  sk.; foruden prætenderede citanten til lgårdens hartkorn efter forordningen af 15. jan. 1701 og 13. febr. 1722, som er hartkorn 4 td. 5 skp. 3 fjd., á tønde hartkorn 8 rdl., er 37 rdl. 4 mk. 8 sk., en vogn med sit tilhørende 10 rdl., en plov og en harve 6 rdl. - Endvidere fremstillede citanten Utrup tvende mænd navnl. Christen Laursen af Tislund og Hans jensen af Føvling, som fremlagde et skriftligt syn og taxation over husenes brøstfældighed og til dessens reparation vil koste allerringeste 61 rdl. 1 mk. 8 sk. - Utrup satte i rette, at Søren Mikkelsen bør have sin gårds fæste forbrudt, de registrerede og vurderede effekter udi afdrag på den specificerte gæld at forblive, for så vidt de efter vurderingen kan tilstrække, og Søren Mikkelsen den endelige rest, 57. rdl. 4 mk. 12 sk., samt denne processes omkostning bør betale med 2 rdl. 4 mk. heller lide efter loven og kgl. allernådigste forordning af 28. januar 1682 17. artikel, hvorpå Utrup var dom begærende. Søren Mikkelsen vidste intet imod saggivelsen at sige, ej heller begærede sagen opsat, men gerne overlader samme til doms i vente en mild dommer og en nådig husbond.

De på folio 262 citerede dokumenter angående Søren Mikkelsen hans gårds forsiddelse:

Stævningen.

AO2 177:

Specifikation over Søren Mikkelsens midler. Ialt vurderet til 75 rdl. 2 mk.

Memorial til sekvestrationen.

Synes på Søren Mikkelsens gård Hulkærgårds brøstfældighed. Reparation vil koste 61 rdl. 1 mk. 8 sk. Af korn var der kun 2 små læs rug, ikke nok til foder og vårsæd.


 

fol. 264:

Christen Glarmester af Sønder Holsted ctr. Hans Ulf den ældre af Asserbøl. Christen Glarmester fremlagde et forlig. Retten fandt nødig i anledning af kgl. forordning om skolekassen at erindre sig dette ved det oplæste forlig,hvori findes tvende erklæringer ... ... om Christen Glarmester selv samme har skrevet og underskrevet. Gav til svar, at han hverken kunne læse eller skrive, men vedkender sig forliget, og det selv med sin hånds navnrmærke har underskreven. Endnu videre, hvem der samme har conciperet og skrevet for glarmesteren. Svarede, samme skete i herredsskriverens hus og blev skreven af Tulle Nielsen, som det til vitterlighed har underskreven. Derefter retten på hans maj.ts vegne reserverede sig de efter højstbemeldte hans maj.ts allernådigste log og forordninger henhørende og vedkommende beneficier. Tingsvidne udstedt.

Forliget: Den søgsmål, som Christen Glarmester har rejst d. 28. nov. sidst ved tinget mod Hans Pedersen Ulf den ældre af asserbøl, ligeom han ham uden for Hulkær mølle skulle have overfaldet og med hug og slag begegnet, er begge parter forende om således: At jeg Hans Pedersen Ulf ej for at vedkende mig sagen, men for at undgå større pengespilde vel betaler indstævningen med dessen rettens salario 2 rdl., siger to rigsdaler. Derimod jeg Christen Glarmester erklærer, at hvis ord ved vidners førelse er udsagt som ærerørigt, samme tilstår jeg er talte af mig i ubesindig hastighed og skal ej komme Hans Pedersen Ulf den ældre på ærlig navn og rygte til præjudice i nogen optænkelig måder. Det samme deklarer og Hans Ulf ej ved andet glarmesteren at påsige end, hvad ærligt og skikkeligt er. Og på denne måde vedstår vi begge, når dette, som nu er fuldbyrdet, at alting mellem os er ophævet, død og magtesløs. Og til vitterlighed ombedet velagte Christen Nielsen af Asserbøl og Thule Nielsen af Bobøl dette med os at ville underskrive. Så efter dette, som forskrevet står, kan uden nogen foregående kald og varsel tingsvidne beskreven tages, når forlanges. Datum Bobøl, den 25. januar 1741. Hans Pedersen Ulf, Christen C.C.S. Christensen Glarmester navnemærke. Til vitterlighed efter begæring underskriver Christen Nielsen Asserbøl, Thule Nielsen.


 

Torsdagen den 9. februar 1741:

AO2 178:

Læst og påskreven panteobligation udgiven af hr. Jørgen Fogh i Bækbølling til mr. Lorentz Hansen i Foldingbro.

Læst og påskreven et auktionsskøde på en gård i Surhave, som hr. hofjægermester Bachmann sig sammesteds tilforhandlet haver.

Læst og påskrevet et auktionsskøde på Hulkærgård, som til herredsskriveren Hellesen Utrup skødet og bortsolgt, dat. 29. april 1940.


 

Torsdagen den 16. februar 1741:

Jens Bachmann fra Sønderskov på jægermester Bachmanns vegne fremstillede 2 kaldsmænd, Tygge Andersen af Hulvad og Ole Tygge af Gerndrup (memorial folio 266). Stævnet: Christen Rytter af Gerndrup. På dennes vegne mødte Niels Barfoed af Ribe, som ville afvarte, hvad monsieur Bachmann på velbårne jægermester Bachmanns vegne imo0d hans principal kan have at fremme. [=> 265] Jens Bachmann hertil svarede, at hans hr. principal velbem.te hr. jægermester adskillige gange af Christen Rytter havde forlangt samme stude at få igen udleveret, ja endog tilbudt at betale foderlønnen, hvilken udlovning forvalteren mr. Johansen fra Estrup ham endog har anbefalet, som han lige så lidet som det til ham gjorte tilbud har villet modtage, men endnu disse 3 stude tilbageholdt. Så tilspurgte Bachmann forn. Christen Rytter, som her ved retten var til stede, om han ikke ville tilstå ham førmorørte således at være passeret og endnu bekvemme sig til studene at udlevere. Men hvis han sig derudi skulle vægre, så ville han lade sagen henhvilre med vidners førelse og irettesættelse til idag 14 dage; imidlertid forbeholde sig alle rettens velgerninger og lovl. tiltale til bem.te Christen Rutter for sin ulovl. omgang i denne sag. Niels Barfoed svarede, at når hr. jægermester Bachmann vil indgå og tilstå at være Christen Rytter ansvarl. for de penge, neml. 17 rdl., hvorfor han har disse tre stude såvel som og for løn og opvartning, item den ham så uskyldig ibragte omkostning, skal studene gerne blive følgagtig. Imidlertid og forinden er det ikke at prætendere, allerhest Christen Rytter på en nlovlig måde har antaget de ommeldte 3 stude, hvilet han med vidner og beviser lovl. agter at legitimere. Til den ende begærede Barfoed sagens anstand til idag 4 uger for imidlertid at udtage contrastævning til vidners førelse for at oplyse sagens rene og sunde sammenhæng og beskaffenhed, ifald monsieur Bachmann på hans pr. principals vegne ikke her for retten erklærer sig til at acceptere ovenanførte billige og føjelige tilbud, hvorpå Barfoed æskede mons. Bachmanns svar. Før end mr. Bachmann hertil noget ville eller kunne svare, ville han have retten erindret, at hovedmanden Christen Rytter af Gerndrup er her ved retten til stede, at hans af protokollen er forelæst, hvis Bachmann forhen har indført, og derpå selv give sit endelige svar til forladelig efterretning. Samme blef for Christen Rytter oplæst. Christen Rytter svaede, at de ord, sr. Niels Barfoed har indført i protokollen, var han i alt gestædig, såsom han i denne sag for det første har antaget ham som fuldmægtig. Bachmann bad om anstand i 14 dage. Siden forvaltgeren fra Estrup sr. Søren Johansen i denne sag og er stævnet, så ville retten have ham påråbt, om han har noget herved at observere. Søren Johansen mødte og gav til kende, at ham under dato 24. januar sidst var indløben en missive fra højædle og velbem.te hofjægermester Bachmann, som tilkendegiver forvalteren, at Jørgen Tommesen i Dover havde efter blelgæring tilkøbt hr. jægermester Bachmann de fra Hulvad til Gerndrup drevne stude med flere, hvorfor Søren Johansen afballionerede sig fra sagen. - Sagen beror i 14 dage til den 2. marts, i hvilken tid contraparten [=> AO2 179] har lejlighed nok at lade extrahere contrastævning, om han det nødig eragter.


 

AO2 179:

Sentence: Som konsumptionsforpagteren sr. Peder Stephansen på Lunderup ved fuldmægtig sr. Hans Fogh fra Endrupholm befindes lovlig her til retten med 8 dages kald og varsel at have indstævnet velærværdige hr. Niels Jochum Bützov, sogneærst for Vejen og Læborg menigheder og provst i Malt herred, samt velærværdige hr. Jochum Friderich Neumann, sognepræst for Gørding og Vejrup menigheder, for vidners førelse, dokumenteers producering og endelig for dom, alt betræffende de forefundne fauter og misligheder udi begge deres velærværdigheders udgivne mandtaller for januar og juli terminer i året 1740 og til den ende ved skriftl. indlæg af 19. jan. 1741 irettelagt den her af retten udstedte tignsvidne dat. 22. december 1740, Litra A. hvorud8i provsten hr. Bützow af Vejen findes overbevist følgende misligheder udi sine mandtaller i året 1740 i Vejen sogn og by:

  1. Nis Hansen, en tjenstekarl og 1 huskvinde, som efter tingsvidnet pag 7. har tjent ham, udeladt af juli mandtal formedelst, som provsten berettere, Simon Madsen i Vejen mølle og skal have accorderet for dette sted.
  2. Jakob Hansen i Vejen, 1 huskvinde, udeladt af begge terminer, vide tingsvidnet pag. 9 og 10.
  3. Jørgen Jørgensen ibm. har Tønnes Eggersens hustru til huse, som af begge mandtaller er udeladt, af .provsten uimodsagt, vide tingsvidnet pag. 10.
  4. Anders Hansen og hustru ibm., husfolk, er bevist a tløbe omkring med kræmmeri, som ikke er således anført i begge mandtaller, hvilke provsten beretter ikke at have vidst.
  5. Niels Krylles søn ibm. udeladt af juli temins mandtaller efter tingsvidnet pag. 11.
  6. Niels Jepsen ibm., 1 huskvinde og væverske navnl. Anne Godsches, nok i juli termin anført, men som den, der intet kan fortjene, endskønt det er bevist, da hun kom til lbyen at have haft 2 væfler, men siden solgt den ene, vide tingsvidnet pag. 12.
  7. Aftægtsfolkene ui Vejen er bevist at sidde i fællig med deres børnb eller andre; er vel anført i mandtallerne, men for fattige, der intet kan betale, desårsag hverken de gamle eller unge ansat for nogen folkeskat, hvilket eragtes mislig efter forordningen og de irettlagte kammerresolutioner.

Læborg Sogn, Drostrup by:

  1. Knud Pedersen Kiems og hustru i Drostrup, er bevist på tingsvidnests pag. 15 at sidde i fællig med sønnen og der at holde dug og disk, som og af provsten er anført med de omstændigheder, at de er aldrende og kan intet fortjene.
  2. Jens Eskesen Soldat  og hustru til huse, udeladt af mandtallerne i begge terminer. Hustruen er overbevist at arbejde for folk, ejer en ko. Vide tingsvidnet pag. 16.17.18.
  3. Hans Jepsen Søndergaard, haft til huse 2 kvindfolk, moder og datter, som ejet 2 køer og nogle får, af mandtallerne udeladt begge to, uimodsagt af provsten, aleneste kaster skylden på husværten, der ej har angivet dem; vide tingsvidnet pag. 18.
  4. Hans Christensen ibm., 2 husfolk, moder Mette Munches og datter, som ejer ko og får, begge af mandtallerne udeladt som husfolk; alene Mette Munches findes anført som en fæstende for 1 pige og således mmislig, vide tingsvidnet pag. 19.
  5. Jakob Nielsen ibm., en huskvinde navnl. Lene og hendes datter er af samme beskaffenhed som med forrige . Vide tingsvidnet pag. 19, og ligeledes mislig.
  6. Bemeldte Jakob Nielsen haft sin broder hos sig, men ikke i juli termins mandtal anført, som af provsten er uimodsagt, vide tingsvidnet pag. 20. - med videre, som af tingsvidnet nærmere er at se og fornemme.

Altså efter slig beskaffenhed samt for mig irettelagte beviseligheder, kunne ej retere se og skønne, end at provsten i Vejen velærværdige hr. Niels Jochum Bützow jo har forset sig udi begge sine udgivne mandtallerpro anno 1740 imod den kgl. allernådigste udgange consumptionsforordning af 31. dec. 1700 og derfor efter sammes allernådigste befaling udi den 3. kapitel 4. artikel at betale til konsumptionsforpagteren sr. Peder Stephansen for sin forseelse ved udeladelse og anden mislig angivelse udi januar termins mandtal 10 rdl. og ligeledes for juli termin 12. rdl samt formedelst mandtallerne for juli termin ikke er indleveret i rette tide efter pr. provstens egen missive dat. 2. juli 1740 udi anledning af højstbem.te allernådigste forordnings 3. kapitel 8. artikel at betale 4 rdl. tilligemed 2 rdl i processens omkostning, alt 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse under nam og exekution udi hans bo og midler, hvor findes efter loven. (Dommen fortsætter med gennemgang af sognepræst Neumanns mandtaller).


 

fol. 266:

Kaldsmemorial fra hofjægermester Bachmann til Christen Rytter af Gerndrup: - - angående tre stude, som I fra Sønderskov gods ligesom voldelig til enders bopæl har ladet henføre og uden lov og dom ender vil tilegne, --- --- skønt det eder af eders foresatte forvalter mons. Søren Johansen skriftligt er bleven anbefalet.


 

Torsdagen den 23. februar 1741:

AO2 181:

Sentence således for retten afsagt: Kgl. maj.ts herredsskriver i Gørding-Malt herred hr. Jens Hellesen Utrup befindes lovligen her til retten at have indstævnet hans bonde og tjener Søren Mikkelsen i Hulkær for sin resterende landgilde i næst afvigte år samt stedets forsiddelse og vanmagt med viddere, hvorfor han til sin sikkerhed ej aleneste har ladet bem.te Søren Mikkelsena bo registrere og vurdere, men end og laddet ham ved 2 mænd forbyde noget af samme bos registrerede og urderede effekter fra stedet at bortføre, hvorpå efter foregående lovlig stævnemål og forbudsdom, til sagens uddrag af retten falden er. Merbem.te Søren Mikkelsen af Hulkær er og derefter mødt og af retten tilspurgt, om han havde noget imod saggivelsen og irettesættelsen at sige, hvorpå han svarede, at han vidste intet derimod at sige, men gerne loverlod samme til doms i vente en mild dommer og en nådig husbond, som akten nærmere udviser. Altså efter slig beskaffenhed vidste ej rettere herudi at kende og dømme, end at Søren Mikkelsen i Hulkær jo pligtig er og bør betale afvigte års resterende og uimodsagte landgilde til sin husbond sr. jens hellesen Utrup, der efter kapitelstksten på kornet samt anden småredsel beløber til den summa 17 rdl. 4 mk. 12 sk., plovbæster efter forordningen 37 rdl. 4 mk. 8 sk., 1 vogn 8 rdl. samt plov og harve 4 rdl, tilsammen tresindstyve og syv rigsdaler tre mark fire skilling danske, og udi processens omkostning to rigsdaler, alt femten dage efter denne doms lovlige forkyndelse under nam og exekution udi hans bos registrerede og vurderede midler og effekter; og derforuden efter loven at have sin gård forbrtudt til sin husbond. Og bliver den ergangne forbudsdom således herved confirmeret, at Søren Mikkelsen ikke må ladet det ringeste af boens registrerede og vurderede effekter enten ved sig selv eller andre fra stedet bortkomme eller formindskes, før end husbonden sr. Jens Utrup, efter denne dom er sket fyldest. - Hvad den specificerede og irettelagte brøstfældighed på Hulkærs huse og bygninger angår, da som Utrup ikkun har ejet samme gård en kort tid og siden den 29. april 740 efter hans fremviste skødes formelding, der ikke kan hjemle ham huse og bygninger i anden stand, end de i da forefandtes, og det er ubevist, om de siden den tid kan være bleven nogen forringet, så kunne merbem.te Søren Mikkelsen ikke i så fald tilfindes noget for den anførte brøstfældighed at betale.


 

AO2 182:

Torsdagen den 2. marts 1741:

Jægermester Bachmann ctr. Christen Rytter. Jens Bachmann fremlagde efter løfte en beskikkelsesattest, hvormed bevises, at Christen Rytter af Gerndrup dagen efter Allehelgensdag afvigte år er indgået på velbem.te hr. jægermester Bachmanns gods i Jakob Jensens gård i Hulvad og der, da Jakob Jensen ikke var til stede, uden enten hr. jægermesterens som husbond eller bondens egen tilladelse udtagen 3 stude, som der på Jørgen Tommesens vegne af Dover aftenen tilforn var inddrevne og stod på deres frelse, samme uden lov og dom sig tilegnet og nu udi 4 måneder beholden, for enten at gøre sagen anhængig eller på nogen anden måde at legitimere denne sin lovstridige omgang, da han dog er ankyndiget, at studene på hr. hofjægermester Bachmanns vegne var indkøbt ug udi Hulvad, indtil de kunne vorde efterset, inddreven, ja, at Christen Rytter derforuden af forvalteren for Estrup gods mons. Søren Johansen var anbefalet bem.te stude imod den frembudne foderløn fra sig at levere, som han alt ikke har villet efterleve, men derimod det ... .... forgive, at han af Jørgen thomsen broder Peder Thomsen har penge at fordre, hvorfor han sig i broders gods selvrådig har taget til rette (fol. 269). - Retten pårpåbte Christen Rytter af Gerndrup. Niels Barfoed af Ribe mødte og begærede, at ham af protokollen måtte oplæses, hvis mons. Bachmann imod Christen Rytter har fremført og påstod. Som retten bevilgede: "Såsom af foranførte klarligen fornemmes, hvor lovstgridig Christen Rytter i denne sag er gåen til værks, så fandt han sig anføjet at gøre irettesættelse således: At Christen Rytter vorder tilfunden ... 3 stude til Hulvad at levere på det sted, neml. i Jakob Jensens gårfd, som han dem har annammet, tillige og at betale de forårsagede omkostninger skadesløst og derforuden for singjorte selvtægt med anselige bøder  ad pies usus at vorde anset, forbeholdende sig sin ret, ifald Christen Rytter noget videre i sagen skulle fremføre, såsom man i henseende, at hans høje kerskab ikke ved hans opsætsige omgang skulle lide skade, for så vidt har gået den lemfældigste vej, siden gerningen langt hårdere irettesættelse havde medført". - Efter at Barfoed på Christen Rytters vegne havde anhørt mons. Bachmanns udi så seriøs anseende  tilført og ab... gjorte irettesættelse, måtte herhos erindre, at den fra velbårne hr hofjægermester gjorte tilbud var uimodtagelig, ihvorvel sr. Niels Barfoed påhans pricipals vegne gerne havde ønsket en del for ikke hans principal Christen Rytter unødig søgsmål at forårsage vor, hvis ham er bleven leveret og af Peder Tommesen som sin debitor tilladt i sin fordring at beholde og dels samme stude, der i alt ham således lovlig er bleven berettiget, er af ham til nødvendig udgift solgt, så hvis stude Jørgen Tomsen [=> fol. 269] hr. jægermesteren kan have tilkøbt, er Christen Rytter uvedkommende, hvorfor bem.te Tomsen for... quæstionerede stude angående bliver vel lige så uefterrrettelig som ubeviselig; ville derfor formode, hr. jægermesteren i nåde ville se Christen Rytter for videre uskyldig anke ... ... forskånet, hvorfor Barfoed på hans vegne ydmygest bad, skulle sligt mod forhåbning ikke nyde bifald, var Barfoed kommen at observere de beviser og vidner, hvorfor hans principal er stævnet, at anhøre og deraf at fornemme, hvis der imod til contrabeviser kan være fornøden at rekvirere og vidnefast at oplyse, hvorfor Barfoed sig og erklærede med reservation af alle beneficier der ... ... sig årsaget i anledning lovens første bogs 13. kapitel 6. art. årsaget, at protestere derimod og derhos påstod, at samme her i retten ikke enten kan eller bør være antagel., forinden hans maj.ts lov er fyldestgjort. - Mons Bachmann bad, retten ville tilholde mons. Barfoed 1) autorisation til at gå i rette her ved retten i denne sag, 2) ville Bachmann erindre retten, at denne af ham producerede beskikkelsesattest er til ingen anden ende fremlagt end til sagens rene og pure oplysning til dommerens efterretning, så Bachmann i slig tilfælde håber ikke at have imodstået hans kgl. maj.ts allernådigste lov, men mere søgt at hæmme og forekomme tvist og omkostning, tid og pengespilde. - Sr. Niels Barfoed begærede, at retten ville pålægge ham at fremvise ham hans autorisation at g i rette, da han hertil ville ærbødig, dog derhos begærede, atg samme her i retten må vorde læst, påtegnet og ham igen tilstillet. Endelig begærede Barfoed på Christen Rytters vegne denne sags anstand efter hans idag 14 dage sidst gjorte begæring til førstkommende 16. marts for midlertid og til samme tid med vidner og contrabeviser nærmere at oplyse sagen. Bachmann, som af foranførte måtte fornemme, at mr. Barfoed i steden for at se sagen afgjort, mere at søge dessens forlængelse og vidtløftighed, begærede sagen opsat i 4 uger for imidlertid at tage fornødne messeurer, hvilken opsættelse af contraparten blev tilstået. 6/4.

fol. 269:

Beskikkelsesattesten: Efter at mr. Jens Bachmann på hans principal hr. hofjægermester Bachmannes vegne gjorte rekvisition haver vi undertegnede forføjet os til Hulvad og der sammesteds tilspurgt Jakob Jensen og hustru Johanne Jensdatter, 1) hvad tid de fem stude, hvoraf Jakob Jensen de 2 på Sønderskov har leveret og Christen Rytter sig de 3 har antaget, i Hulvad blev leveret, og hvorlænge de blev der. 2) Hvem der leverede Christen Rytter de 3 stude, og om han begærede, at han samme måtte til sig tage. 3) Om nogen hos var, da han studene borttog. 4) Om dem ikke var vidende, at Jørgen Thomsen af Dover mere end een gang havde leveret stude i Hulvad skov, som var dreven til Sønderskov, og derpå begæreded deres svar. Som var til den 1. post, at disse fem stude vr bleven leveret i Hulvad på Allehelgens dag imellem Skanderborg og Ry markeder. Christen Rytter var samme tid, da studene der var kommen hos Jakob Jensen, som da sagde, at de tvende stude skulle være ham følgagtig, hvoraf han ville gøre sig betalt for det, Peder Thomsen var ham skyldig. Til den 2. post svarede, at den følgende morgen indfandt sig Christen Rytter alene og uden nogen forespørgsel tog disse stude ud af Jakob jensens gård, da han ikke var hjemme, og sagde, at han ville tage dem med sig, da konen, som er hans kones moder, havd sagt ham. 3. Degnen af Brørup sogn var den tid til stede i Hulvad. 4. Jakob Jensen og hustru erindrede sig ikke, om det var sket eller ikke, men hans søn Anders Jakobsen, som hos var, svarede, at han havde med været at drive stude fra Hulvad til Sønderskov. Ligeledes svarede Tygge Andersen af Hulvad på tilspørgsel, at han erindrede sig, at ladefogeden Hans Friismann fra Sønderskov for mere end et or siden havde modtagen stude i Hulvad skov af Jørgen Thomsen. Hvilket således at være [=> AO2 183] tilspurgt og svaret vi hermed, så dandt hjælpe og Gud og hans Hellige Ord bekræfter under vore hænders underskrift. Datum Hulvad d, 22. februar 1741. Rasmus Nielsen, Niels N.T.S. Thomsens navnemærke.


 

AO2 183:

Torsdagen den 9. marts 1741:

fol. 270:

(Jens Bachmann er sætteskriver)

Jægermester Bachmann til Sønderskov ctr. Niels Jørgensen af Bækbølling for restance. - Citantens fuldmægtig tilspurgte ham, om han havde med forsæt eller forekommet fra stedet af vogn og vogn... mere end den fulde vogn, Ib Christensen af ham bekommet haver, han da slig ... ... ... Niels Jørgensen svarede, at han i ingen måde har udsat noget undtagen den fulde vogn, som meldt er, hvilket ikke skulle have sket, såfremt nød og trang og armod det ikke havde forvoldt; håber derfor, hans højgunstige husbond som en nådig herre anser ham som en aldrende mand, der længe har arbejdet, ikke nu til bettelstaven vil se befordret. Citantens fuldmægtig formoder, dommeren ved endelig dom observerer forordningen ... ... slig ulovlig marchandi og forekomst af besætning fra et sted, og iøvrigt refererede sig til forhen gjorte irettesættelse. Sagen optaget til dom.


 

AO2 185:

Torsdagen den 23. marts 1741:

På vegne af generalløjtnant von Scholten til Estrup mødte hans forvalter Søren Johansen og fremstillede 2 kaldsmænd, Morten Hansen og Iver Hansen, begge af Eskelund (kaldsmemorial fol. 272). Stævnet er beboerne i Maltbæk, Vejen og Vittrup by. Estrup bønder og tjenere i Eskelund, Tuesbøl, Gerndrup og Holsted blev først stævnet om fredagen, altså for sent. (Alle de stævnede er nævnt ved navn). Af de lovligt stævnede var ingen mødt. De øvrige blev udsat. 6/4.

fol. 272:

Kaldsmemorialen fra forvalteren på Estrup. Stævning til (navnene) -- alt angående pådragen restance af skyld, landgilde, lånekorn og resterende skatter.


 

AO2 186:

Torsdagen den 6. april 1741:

Jægermester Bachmann ctr. Christen Rytter af Gerndrup. Denne foreviste en continuationsstævning. Jens Bachmann, som af det fremførte stævnemål måtte fornemme, at Christen Rytter ved udflugter søger at føre sagen i vidtløftighed, påstår, at ham for sagens udfald og de 3 studes tilstedeblivende bør stille nøjagtig kaution, og såfremt han sligt ej kan præstere, da ikke derudi at nyde bifald; erklærede sig derfor i lovlig tid beviselig at gøre, at disse nu herom quæstionerede 3 stude hverken er købt eller til Hulvad af Peder Tommesen, men at Jørgen Tommesen samme såvel har indkøbt som ved dets leverance i Hulvad betalt resten af købesummen. Protesterede imod alt, som til sagens forhaling måtte blive anvendt, og reserverede sig alle rettens velgerninger, dog tillod gerne at sagen opsattes 6 uger, når Christen Rytter bliver tilholden, for hvis skade som af sådan ophold flyde kan, stille nøjagtig borgen. Opsat til 18. maj.


 

Efter stævning (fol. 271) får Jens Bachmann udmeldt fire synsmænd til at syne en skade. Holden Møller af Hulkær mølle hørte selv stævningen oplæst. Udmeldt: Anders Jepsen og Søren Andersen af ---. Niels Hansen og Tue Lassen af Gørklint. [=> fol. 273] De skal ønsdag den 12/4 møde i Hulkær mølle for der efter påvisning af velb. og velædle hr. hofjægernester Bachmanns fuldmægtig syne det omtvistede jord og ejendom og afhjemle synet 13/4. For deres umage nyder de billig betaling, og for udeblivelse erindres lovens tvang.


 

fol. 273:

Sagen ctr. en del Estrupgårde og Skodborg underliggende bønder ot tjenere for restnde. Lovdagelse fol. 274. Ingen af dem mødte. Søren Hansen fra Estrup producerede restancen (fol. 274-275). Stævningsmænd: Jokum Donner og Hans Jørgensen, begge af Maltbæk. 20/4.


 

AO2 187:

Torsdagen den 20. april 1741:

Søren Johansen fa Estrup på vegne af degnen til Brørup og Lindknud sogne Christian Frølund fremstillede 2 kaldsmænd, Jokum Donner og Hans Jørgensen. Stævnet: sr. Otto Diderich Bierum af Gravengård, -- alt betræffende, hvorledes I den 24. marts uden nogen føje eller given anledning, da han i møller Holden Korbechs hus i et lovligt ærinde var indkommet, skal have overfaldet ham både med nærgående og ubekvemme ord samt og hug og slag. Samme tid han og vil bevise, hvad samtale imellem eder er falden, både før han blev overfaldet og siden efter særdeles han af frygt for værre medfart søgte døren og bort fra møllen. Som vidner stævnes mølleren Holden Kornbech samt datter Catrine Holdensdatter. Sr. Otto D, Bierum og Holden Møller og datter blev påråbt, hvor da mødte Otto D. Bierum, som måtte fornemme, sr Johansen fremstillede sig på degnen Christen Frølunds vegne at procedere og sag imod Bierum at føre, så ville han, før end noget i så måde blev foretaget, hos mons. Johansen begære, han behagel. og ufortrydelig i retten at fremvise dertil efter allernådigste forordning at være berettiget, og skulle han imod håb herudi deficultere, ville Bierum håbe, han af retten blev imponeret Bierums begæring at fuldbyrde. - Da sr. Frølund her for retten havde begæret, forvalteren fra Estrup Søren Johansen sine indstævnede vidner at ville examinere, så formodede også Søren Johansen sådant at vorde tilladt, allerhelst, som meldt er, mr. Frølund selv personlig er til stede. [=> fol. 274] Retten spurgte Søren Johansen, om han havde autorisation efter hans maj.ts ergangne rescript til von Gabel af 31/10 1732. Det havde han ikke. Retten spurgte degnen, om han ikke kunne afhøre sine vidner selv, da han ingen autoriseret prokurator er forsynet med idag. Han svarede nej, han var ikke selv mægtig at føre sin sag. Begærede sagen opsat i 14 dage. 20/4.


 

Stævningen jægermester Bachmann ctr. Holden Møller. -- at lade tiltale eder Holden Kornbech Møller i Hulkær mølle, fordi I skal have fornærmet Hulkærgårds beboere med utilladelige grøfter og indlukke ved omløbsåen og andetsteds på fællig drift og grund, deraf indtaget og ompløjet mere, end eder tilkomjmer og ederzs toftejord udbredt med mer4e, som jægermesteren ved lovligt syn og vidner agter at oplyse og påstå forandret, således at Hulkærgård kan nyde sin tilhørende rettigheds ejendom og overdrift ubeskåret. Som vidner stævnes Christen Teibsen(?) og Thomas Laursen i Tislund, Peder Olesen og Peder Thomsen i Holsted, Lauge Pedersen og hustru i Surhave og Anders Hansen Gravengaard i Kidholm, Peder Møller i Åstrup, Rasmus i Faborg(?).


 

AO2 188:

Lovdagelsen, forvalter Søren Johansen ctr. en del Estrup og Skodborghus bønder.

Den af Søren Johansen producerede restance citeret på fol. 279.

fol. 275:

Torsdagen den 20. april 1741:

Sagen ctr. Estrup bønder i restance. Søren Johansen fik tingsvidne.


 

Forvalter Søren Johansen fra Estrup fremstillede to kaldsmænd Morten Hansen og Iver Hansen, begge af Eskelund (memorial fol. 278). De har stævnet for hvers dør og bopæl undtagen Jørgen Anersens bopæl i Maltbæk, som de ikke just vidste, om solen var nedgangen, da de samme for hans dør forkyndte; men han var til stede for retten og tilstod indstævninge. - Før end de indstævnede blev påråbt, var under missive fra forpagteren sr. Claus Nissens hustru på Estrup en i samme sag depracution og erklæring af hende selv skrevet (fol. 278). - Forvalteren Søren Johansen måtte ugerne fornemme, at samme ikke af forpagterkonens mand sr. Claus Nissen som lavværge tilligemed var underskrevet, så han desårsage vel have raisong til ydermere påtale, så dog alligevel siden forvalteren aleneste havde med et fruentimmer at gøre, ville han for den ganske verdens oplyste øjne vise sig føjelig og med den oplæste declaration og erklæring være fornøjet /: dog med den clausul, at om han endnu tiere og oftere skulle af Claus Nissens kone Marie Christina Nissens på sådan måde vorde angreben, da ikke alene denne sag at stå hende åben for, men endnog hvad videre konsekvenser sviter med hvis videre at blive og være loven undekastet og lovmål undergiven. Derpå forvalteren ville ervarte rettens retsindige bifald og efter alt tingsvidne beskreven at måtte forundes. - Siden dette er en sag, hvorved skældsord og anden Guds fortørnelse er bleven forøvet, så til forsoning for sligt kan ikke andet ses, end jo Claus Nissens hustru billigen bør erlægge til Malt sogns skolekasse 1 mk. d., som hun til sognepræsten haver at levere.


 

I den sag, degen Christn Frøelund af Tuesbøl ctr. Otto Diderich Bierum til Gravengård mødte forvalteren Søren Johansen fra Estrup og allerførst producerede i retten en ham indhændiget autorisation fra stiftsbefalingsmand von Gabel (folio 278). Retten påråbte de ndstævnte vidner, og da mødte alene Holden Kornbeck. [=> fol. 276] - Forvalter Søren Johansen quæstionerede vidnet:

  1. Om Frøelund ikke den 14. marts sidst var nedkommen til møllen og havde udi præsten hr. Peder Vindings navn indbudet Holden Kornbeck og datter til et trolovelse, som blev holden tirsdagen derefter i Præstkær. - Vidnet Holden Kornbeck svarede, at både han og datter var buden.
  2. Da Frøelund som meldt havde forrettet sit ærinde, om ikke da mons. Otto D. Bierum indkom, samt om ikke Frøelund ved hans indkomst trykte sig op fra bordenden, som han sad, og tilbød mons. bierum det sæde som det hæderligste. - Vidnet svarede, at han nok så, at mons. Bierum kom ind ad døren; så og at degnen sad ved bordenden, men så ikke, at Frøelund rejste sig op og bød Bierum sædet til.
  3. Om mons. Bierum ikke da gik om og satte sig på bænken imellem vægget og bordet og sagde, Jeg er et forbandsmenneske; derfor kan I ikke eller nogen menneske sidde i selskab med mig. _ Vidnet svarede, at han vel kunne erindre sig, at der blev talt om forbandsmenneske, af Bierum, da  han som meldt sad  på bænken, som omspurgt er, men om det var om Bierum eller hvem, så og, om han måtte sidde i laug eller ikke, det vidste han ikke. Vidnet erindrede sig ved dette, om Bierum sagde bands eller forbands, det vidste han ikke egentl.
  4. Om ikke degnen derpå svarede, Lad sådant være at tale om, thi det er en ting, som mig ikke vedkommer. Vidnet svarede, ordene blev således talt.
  5. Om mølleren Holden Kornbeck ikke tiligemed bad mons. Bierum med al venlighed, at han ej ville tale om sådant. Vidnet svarede, at han sagde til mons. Bierum, Giver eder tilfreds og lader sligt være.
  6. Om ikke mons. Bierum da blev ved og talte om, at præsten hr. Vinding skulle onsdagen tilforn have sagt på prædikestolen, da mons. bierum kom ind ad kirkedøren under prædiken, Hvad er det for et forbandsmenneske, er der flere, 3 gange slog i bordet, ligesom præsten skulle have slaget på prædikestolen med hånden samme tid. - Vidnet svarede, at han hørte, at Bierum sagde, Hvad er det for forbandsmenneske eller -mennesker, men om de slog på bordet, kunne vidnet ikke erindre sig.
  7. Om ikke Frøelund svarede, sligt han han ej med sandhed bevidne, men vel jørte, at præsten sagde, Er der flere ugudelige mennesker, der vil forstyrre menigheden udi deres andagt under prædiken, så kom ind, at det engang kan få ende med at løbe således ind under prædikenen. - Vidnet svarede, det hørte han ikke.
  8. Om ikke mr, Bierum sagde til degnen, Jeg skal vel lære eder til at sige eders sandhed, og vil I ikke det, skal jeg vel få en provsteret sat, hvori I skal nødes til at sige sandhed. Og om ikke tillige af Frøelund blev svaret, at det har ingen nød; jeg har ej hørt andet, end jeg har sagt, og andet kan jeg ej med en god samvittighed bevidne. - Til dette spørgsmål vidste vidnet intet af og havde det ikke hørt.
  9. Om ikke mr. Bierum sagde derpå, Jeg skal ej komme i Brørup kirke, før jeg får at vide, om jeg er et forbands menneske eller ikke. - Vidnet svarede, at han erindrede sig ikke, at dette blev talt.
  10. Om ikke mr. Bierum straks derpå tilspurge mr. Frølund, hvad lav det havde med, at præsten havde oplæst den forordning om forsamlingerne i Lindknud kirke og den ej i Brørup kirke var forkyndt. Item om mons. bierum ikke sagde, at præsten agerede som en konge, der vil tage sig mynditghed til at læse den, når han ville, og lade være, når han ville. Og om mr. Bierum ikke ydermere sagde, han troede, at om præsten ville skide i hans sognefolks hals, skulle de ej svare et ord. - Vidnet svarede, at han vel erindrede sig, at Bierum sagde til Frølund, hvorfor at præsten læste om forsamlinger i Lindknud kirke, før end den blev læst i Brørup kirke. Hvad angår det øvrige af spørgsmålet, da ved vidnet intet videre deraf, at han vel synes, at Bierum skulle have sagt, Mener præsten, at han kan læse forordningen, [=> AO2 190] når han vil. Resten af quæstionen vidste vidnet intet af.
  11. Om ikke degnen angående forordnignen om forsamliger svarede, at det var sandt, forordnignen var læst i Lindknud og ej i Brørup kirke; vidste og at præsten uden tvivl fra Famulov havde tit og ofte forordninger lige så tidligt som provsten, men Frøelund troede ikke, at præsten var forunden at læse nogen forordning op, før end den fra hans herredsprovst blev ham tilsendt, og dette kunne han sige mr. Bierum, at Palmesøndag anstundende skulle den læses. - Dette spørgsmål tilstod vidnet, undtagen han hørte ikke, at Frøelund sagde, at forordningen skulle læses Palmesøndag.
  12. Om ikke mons. Berum uden anden ords veksling slog Frøelund på munden med disse ord, vil du narre mig, din hundsfot. - Vidnet svarede at han ikke så, han slog ham, men vel, at Otto D. Bierum med hans højre hånd drog hans hånd op ved Frøelunds mund og satte den ved hans øre.
  13. Om vidnet da ikke med sandhed kan sige, det skete af vred hu eller i det mindste med vredladende ansigt og mine. - Vidnet svarede, han syntes ikke, det var af det gode, men af vred hu.
  14. Om ikke Frøelund derpå svarede mons. Bierum, Er dettte eders alvor, og Bierum derpå svarede, Ja, minsæl er det så, du hundsfot ville narre en gammel mand. - Vidnet svarede at han vel hørte, at Frøelund gjorde dette spørgsmål til Bierum, som indført er, og han sagde, det var hans alvor, men om Bierum ... eller skældte ham, det troede han ikke.
  15. Om ikke mons. Bierum videre greb efter Frøelud og sagde, Vil du have mere. Og om det ikke og havde sket, såfremt mølleren ikke havde gået imellem og det afvendte. Til dette spørgsmål svarede vidnet ja, men de kom ikke sammen.
  16. Om degnen ikke da straks rejste sig op til at gå bort, og beklagede, at han ej var enten så rig som mons. Bierum eller havde så stor forstand på processer, som han desårsage han som en fattig mand måtte lide. - Vidnet svarede, at han hørte ikke andet af dette spørgsmål, end at degnen sagde, han var ikke så rig.
  17. Om mons. Bierum ikke derpå pockede mod Frøelund og sagde, Lad mig stævne, du hundsfot, og det inden aften inden solen går ned. - Svarede, han hørte at Bierum sagde, Lad mig stævne; men resten af spørgsmålet erindrede han ikke.
  18. Om mons. Bierum havde nydt vådt eller tørt i sin mund fra den tid, har var kommen weei-gangs(?) ind i møllen, og til den tid, han denne gerning nøvede, item om der var nydt nogen ting enten af degnen eller ham, siden mr. Bierums indkomst, uden de havde anstukket en pibe tobak. - Vidnet svarede, det vidste han ikke, at nogen af dem havde nyt noget i hans hus.
  19. Om degnen eller mons. bierum nogen tid havde drukket dus med hverandre, det vidnet vidste. - Svarede, det vidste han intet af.

Angående mons. Johansens 6. spørgsmål

  1. fandt Bierum for nødig vidnet at quæstionere for, om muligt være kan, sig at erindre den rene sandhed, om vidnet kan sige rent ud med skadet samvittighed, at Boierum har sagt forbands eller bands menneske. Vidnet svarede, at han ikke kunne gøre forskel, om der blev talt forbands eller bands menneske.
  2. Ang. 10. spørgsmål quæstionerede Bierum for det 2. om vidnet kan sitge med uskadt samvittighed anderledes, end Bierums ord jo var følgende: at han spurgte degnen, når de fik forordn. at høre angående forsamlinger, og om ikke dertil af degnen blev svaret, I morgen, og om Bierum da ikke spurgte degnen ad, hvor det kom ej forhen i Brørup kirke at være oplæst, eftersom det var 3 uger, om ikke derover, siden den var læst i Lindknud kirke. - Vidnet svarede, at de ord om de 3 uger ang. forordningen blev talt, såvel som og, at Bierum sagde til degnen, hår får vi den at høre, efter[=> fol. 277]som det er 3 uger siden den er læst i Lindknud kirke.
  3. På 12. quæstionerede Birum, om vidnet kan sige med sandhed, at Bierum tilføjede degnen Frøelund enten hug eller slag.  Vidnet svarede, at han vidste ikke andet på dette spørgsmål at forklare, end han forhen afvundet haver, og sagde nej, han vidste ikke, Bierum havde tilføjet Frøelund hug eller slag anderledes, end som meldt afvundet er.
  4. På 14. tilspurgt, om vidnet ikke ved sig at erindre, at det var Bierums ord og ikke degnens, som spurgte, om det var alvor. - Svarede, det kunne han ikke forklare, enten det var Bierums eller degnens ord.
  5. På 15. spørgsmål, om vidnet kan sige med sandhed, at Bierum nogen sinde var fra bordet, hvor han sad eller stod mellem den og væggen, eller at Bierum begyndte eller lod se at ville slå eller overfalde degnen, at vidnet derfor havde nødig at gå imellem og styre til rette. - Vidnet svarede, at han holdt hans hånd imellem dem, da Frøelund stod op, fordi de skulle ikke komme videre ... tvist.
  6. På de af mons. Johansen til vidnet fremførte spørgsmål agter Bierum unødig at quæstionere, men for det 6. tilspurgte vidnet, om degnen Frøelund ikke greb fyrfadet og sprang fra bordenden, hvor han sad, ... ... på gulvet, dermed at ville slå til Bierum. - Vidnet svarede, at han så vel, at degnen havde fyrfadet i hånden, som han havde tændt hans pibe af, og gik dermed på gulvet, men så ikke, han enten truede eller slog nogen dermed, såsom han havde ryggen til Frøelund.
  7. Om vidnet kan sige, Bierum nogen sinde var om fra bordet at lade se degnen at ville overfalde, som da gik på gulvet, at degnen desårsag af frygt for overfaldt havde nødig at retarere sig ud af huset. - Vidnet svarede, han så ingen overfald ... ... ..., men han gik ud af huset, og vidnet ham til døren fulgte. Men om det skete af frygt for Bierum, kunne vidnet ikke sige.
  8. Om Bierum fulgte efter for at overfalde ham, og om Bierum ikke da sad ved bordet, da mølleren igen indkom, ligesom han indgik, neml. vidnet. - Til dette spørgmål svarede vidnet ja, det forholdt sig således.
  9. Om ikke Bierum svarede degnen Frøelund, da han sagde, han var en fattig mand, at have lige så store ære og respekt for ham, som han ejede 1000 rdl. rede penge, når han skøttede sig selv. - Vidnet svarede, at så vidt han kunne erindre, sagde mr. Bierum, at endskønt degnen var en fattig mand, så havde han så stor respekt for ham som en rig.

Bierum agtede unødig sig med vidnet videre at indlade, uden han dertil af Johansen videre skulle vorde entlediget.

Søren Johansen i hensigt mr. Bierums tilførte 6. spørgsmål fandt fornøden at tilspørge vidnet, om Frøelund ikke gik bort så straks hans stod op fra bordet og havde sat fyrfadet af sin hånd, samt om det ikke var den tid, som mølleren fulgte ham til døren og han med det samme gik bort, og endel. om mons. Bierum stod eller sad den tid, mølleren så mons. Bierums hånd på degnens øre; endnu om han stod eller sad, da degnen som meldt var opståen fra sit sæde, fyrfadet i skikkelighed sat fra sig og bortgåen. - Vidnet svarede, at spørgsmålet forholdt sig således i alle måder, undtagen at vidnet ikke erindreder sig, at monsieur Bierum var stående eller siddende. - Opsat til 4/5.


 

AO2 191:

For retten fremkom hr. Peder Vinding af Præstkær og forestillede 2 kaldspersoner, Peder Poulsedn af Brørupgård og Jens Andersen af Præstkær (fol. 286). Mons Otto Diderich Bierum fremkom for reten, og da han af varslet fornam, et spargement var udstrøet, ligeom han onsdagen den 22. marts på vejen fra Brørup kirke skulle have talt nogle ord præsten Peder Vinding til præjudice på hans person og embede, så benægter han herved sligt af ham ej at være talt eller sket, hivad spargement end derom kan være udkommen, og hvo sådant til hr. Vindings tort skulle enten have udført eller sagt, erklærer han herved at være ganske uefterrettelig og usandfærdig, så han i ingen måder vedkender sig samme, men sådan spargement passerer passerer, ihvo det end måtte føre, som opdigtet snak; ønskede dog gerne, at den rette opfinder dertil måtte opdages. - Hvormed Peder Vinding opholdt med videre lovmål og var fornøjet hermed. Han fik tingsvidne.


 

fol. 278:

Opsættelse og lovdagelse fra forvalteren ved Estrup Søren Johansen ctr. Estrup bønder og tjenere.


 

Mremorialvarsel fra forvalter Søren Johansen til forpagter Claus Nissens kone på Estrup navnl. Marie Christine Nissens --- alt angående hårde og ærerørige ord, I imod forvalteren Søren Johansen har ladet falde idag 13. april. Som vidner stævnes Claus Nissens søn Lorents Clausen og datter Kirstine Clausdatter, Christen Skytte i Askov, Otto Thomsen ibm. og Mathias Thomsen sammesteds, Mikkel Jakobsen i Tuesbøl, Peder Askær i Maltbæk, Jørgen Andersen ibm., AndersSkrem i Askov og Søren Andersen sammesteds. Dog Christen Skytte, Otte Thomsen, Mathias Thomasen samt Mikkel Jakobsen at forklare, hvad dagen foran, som var d. 12. april, passerede.

Den af forpagteren Claus Niessens kone på Estrup givne erklæring: Kgl. maj.ts herredsfoged velædle seigr. Søren Bierum. Det haver behaget forvalteren ved Estrup seigr. Søren Johansen mig at lad eindvarsle til Gørding-Malt herredsting idag at møde under beskyldning, jeg ham med nærgående ord skulle have graveret, derom vidner at anhøre. Da, om sligt af mig /: det jeg dog ikke ved :/ skulle være sket, har dette været i en overilelse, såsom jeg ham ej andet ved at påsige end, hvis et ærligt menneske egner og anstår, det jeg og hverved deklarerer og under egnen hånd erklærer. Skulle seig. Søren Johansen ikke dermed /: som jeg dog håber :/ finde sig fornøjet, [=> AO2 192] vil jeg vormode, retten ved endelig lovlig doms afsigt ser mig libereret, tjenstlig bedende, dette mit enfoldige /: dog velmente :/ indlæg i retten til læsning, påskrift og protokollen anført at må admitteres og derefter extraderes. Med forblivende kgl. maj.ts herredsfoged velædle Søren Bierums ærepligtskyldige tjenerinde. Maria Christina Nissens. Estrup, d. 20. april 174l.


 

AO2 192:

Degnen Christen Frøelund af Tuesbøl søger autorisation for forvalter Søren Johansen fra Estrup til at gå i rette for sig i sagen mod Otto Diderich på Gravensgård. Frølund beskriver forløbet i møllen og også rettens afvisning af Søren Johansen som prokurator uden autorisation. Begrunder sit valg af prokurator med, at han er fæster på Estrup stavn, hvor Søren Johansen er fuldmægtig. Vedlægger sit fæstebrev copialiter.

Von Gabels resolution: Vel må ikke enhver gå i rette uden behørig autorisation, men derhos ikke forbudet, at en fuldmægtig må forsvare og gå i rette for de, som på hans herskabs gods er indfæst og bosat, hvorfor fuldmægtigen ved Estrupgård herved efter ansøgning vorder autoriseret.


 

Memorialvarsel fra Peder Vinding: Siden sognepræsten Peder Vinding med megen græmmelse må høre og erfare, hvorledes I monsieur Otto Diderich Bierum på Gravengård skal have talt en tilhører helt uanstædige ord om hans person og embede på vejen fra Brørup kirke onsdagen den 22. marts. sidst afvigte, hvilke siden skal være udspredt ej alene over byer og sogne, men snart det hele herred, og hr . Peder Vinding ej kan forestille sig /: omendskønt han af det store spargement derom må lade sig dertil overtale :/ at I som en lovkyndig og fornuftig mand skulle på sådan tid, sted og tilfælde således [=> fol. 279] som spargeres, udøse eders galde ham ham til citantens store disrenonce og vanære, ja mere som ordene til en vis post skal hensigte, da på det, om det så er og befindes, at få sligt at vide ved vidners udsagn, og hvis ikke, at tilsttoppe det udbredte spargement og redde citanten for den ham derved pålagte tort. - Som vidner stævnes Kirsten Andreas Gulbrantes i Eskelund, Dorethe Huuses i Tislund, Anne Andersdatter af Hulkær samt Niels Andersen af Præstkær.


 

fol. 279:

Torsdagen den 27. april 1741:

Christian Nielsen af Stenderup lader idag første gang oplyse en gl. blegbrun hest med nogle hvide hår på panden og nogle hvide hår på højre hår smat med en nørred hamped kabel grimb, som Christian Nielsen berettede igr morgen tidligt 26. april at have optagen i Stenderup bys nørremark.


 

Torsdagen den 4. maj 1741:

Søren Johansen på vegne af Christen Frøelund producerede [=> AO2 193] forelæggelse til det udeblevne vidne Catghrine Holdensdatter (fol. 281). Søren Johansen begærede ydmygest, at retten ville erhverve vidnets svar på de idag 14 dage formerede quæstioner:

  1. forholdt sig således, som af hendes fader var forklaret og udsagt, men at hun ikke vidste datoen.
  2. kunne ikke erindre samme.
  3. Bierum sagde bandsmenneske, derfor kan jeg ikke sidde i selskab med eder.
    Johansen bad retten erhverve sig svar, om det var bands- eller forbandsmenneske, Bierum havde sagt. - Vidnet svarede, at hun ikke erindrede sig andet, end det jo var bandsmenneske, som forhen afvundet er.
  4. vidnet vidste det ikke.
  5. det kunne vel være, men det kunne hun sig ikke erindre.
  6. hun hørte og så, Bierum sagde, eftersom præsten skulle have sagt på prædikestolen næste onsdag forhen, da Bierum kom ind ad kirkedøren, hvad er det for en /: forbands- eller bandsmenneske, blev sag, k,unne vidnet sig ikke erindre :/ men en af delene blev sagt, samt slagen i bordet derhos.
  7. hun syntes nok, at ordene blev talt, som spørgsmålet formelder.
  8. vidnet kunne ikke erindre sig noget at svare.
  9. det forholdt sig, som spørgsmålet omformelder; men om det var bands eller forbands, kunne vidnet ikke sige.
  10. Bierum sagde til degnen Frøelund, hvad ,lav det havde at præsten læste forordningen om forsamlingerne førend i Lindknud kirke end i Brørup kirke. Resten af spørgsmålet erindrede vidnet sig intet at svare til.
  11. hun kunne vel erindre sig degnen at have sagt, at forordningen ang. forsamlinger var læst i Lindknud kirke og ej i Brørup kirke; det øvrige af spørgsmålet vidste hun sig ikke at erindre.
  12. hun så nok, Bierums hånd kom til Frølunds mund, men erindrede sig ingen ord af Bierum faldt derhos.
  13. hun kunne hverken sige, at det var af kærlighed eller vred hu.
    Johansen måtte ydmygest udbede sig af retten vidnets kategoriske svar, om det med en god samvittighed kan forklare, at det hverken skete af ond intention eller mening, onde gebærder eller lader, samt om mr. Bierums ansigt ikke da var foandret, enten med sure eller milde miner, da vidnet så mr. Bierums hånd på Frølunds mund. - Vidnet svarede, at hun om de ting intet var bevidst, såsom hun sad ved hendes rok og spandt og derfor sådant ej agtede.
  14. det kunne hun ikke erindre.
    Citantens fuldmægtig æskede vidnets kategoriske svar, om hun intet eller noget kunne erindre af denne quæstion. Endskønt retten tvende sinde tydelig og lydelig har erindret vidnet og for hende oplæst spørgsmålet [=> fol. 280] med erindring at betænke sig, så er dog Søren Johansen begærende hendes ynderligere og kategoriske svar, til hvilken ende retten endnu 3. gang oplæste forbemeldte 14. quæstion med formaning, at om hun endnu vidste eller kunne erindre sig noget denne spørgsmål vedkommende, hun da det ville iudsige. - Vidnet kunne ej videre på dette spørgsmå forklare, end hun forhen udsagt haver.
  15. vidnet svarede, at hun vel syntes at kunne erindre Bierums ord, men ikke, at hendes fader gik derimellem.
  16. det forholdt sig så,ledes, som spørgsmålet formelder.
  17. hun erindrede sig vel, at Bierum sagde til degnen, Lad mig stævne, men ikke inden nsolen gik ned, ej heller hørte, han skældte, det vidnet kunne mindes.
  18. hun vidste ikke, de havde nydt nogen ting.
  19. var vidnet ganske ubevidst.
  20. Om vidnet så og med god samvittighed kan sige, mons. bierum stod eller sad, da vidnet så Bierums hånd ved eller på degnens mund. - Vidnet svarede, det kunne hun sig ikke erindre.

Bierums spørgsmål:

  1. Bierum fandt sig beføje af vidnets svar på 3. quæstion vidnet at tilspørge, om Bierums ord ikke var, at da hendes fader tog kruset og drak Bierum til, han vidste ej, om han kunne drikke med ham, og hendes fader deritl havde svaret, Hvorfor ikke, :/ Ved I ej, hvad i disse dage er sket, må I være den eneste i Jerusalem, og Bierum derpå ydermere sagde med de ord, pegende på degnen, Da sidder der en mand, som ved det. - Vidnet svarede, hun kunne sig det ikke erindre. - Om vidnet da ikke kunne erindre sig, Bierum belkagede at være udråbt i kirken for bandsmenneske, og om hans ord var anderledes, hun det da ville forklare. - Vidnet svarede, det syntes eller tykkedes nok at kunne erindre. - Ydermere om vidnet kunne med god samvittighed sige, at Bierum havde sagt at være et bandsmenneske og derfor ikke kunne sidde i laug, derpå hun sig vel ville betænke. - Vidnet svarede, det kunne hun sig ikke ret erindre. - Ved dette vidnets givne svar bad Bierum yderligt, den velvise dommr villae lade sig erinderlig, hvad vidnet haver svaret til sr. Johansens 3. quæstion, hvorpå dette vidnets svar af Bierum er rekvireret. - I anledning forordningen af 3. marts sidst den 13. art. vil retten endnu have dette vidne som et ungt fruentimmer erindret, at hun endnu  ville overveje og betænke sig, om noget videre ved hendes sidste svars udsigende kunne være at erindre. - Vidnet svarede, at hun endnju efter betænksomhed ej videre kunne erindre, end som hun på Bierums spørgsmål har svaret.
  2. Ved vidnets svar på 11. quæstion var Bierum årsaget vidnet at tilspørge, for det 2., om vidnet ikke havde hørt bierum sige og degnen adspurgt, når vi fik hans maj.ts forordning om forsamlinger at høre i Brørup kirke, siden den alt for 3 uger var læst i Lindknud kirke. - Vidnet svarede, ar hun vel kunne erindre sig, at Bierum spurgte degnen, når de fik forordningen om forsamlinger at høre i Brørup kirke. Resten vidste vidnet sig ikke at erindre.
  3. Imod vidnets svar til 15. quæstion ville Bierum bede dommeren ville indnente vidnes svar, om Bierum greb eftger Frøelund. - Vidnet svarede nej, det så hun ikke.
  4. Om hun kunne sig med sandhed og efter god betænksomhed, at Bierum gav nogen årsag, at hendes fader mølleren skulle gå imellem at hindre overfald eller klammeri, og om hendes fader Holden Møller, som forhen vundet haver, ingensinde i så måde mellemgik og dertil årsag havde. - Vidnet svaredenej, at hun ikke så hendes fader gik imellem, men blev ved sit forrige, at hun syntes at have hørt Bierums ord.
  5. I anledning af 16. quæstions svar ville bierum udbede vidnets svar indhentet, om ikke degnen Frøelund sprang op fra bordenden, hvor han sad, og greb fyrfadet i hånden, sprang om på gulvet og dermed ville slaget til Bierum. - Vidnet svarede, [=> AO2 194] at hun vel så, at degnen Frøelund stod op fra bordet, tog fyrfadet i hånden og høefde dermed.
  6. På 19. bad Bierum ligeledes vidnets svar at ville indhente, om degnen Frøelund ikke af hendes fader blev skænket med brændevin. - Vidnet svarede nej.
    I anledning af mons. Otto D. Bierums vidnet 5. formerede quæstion fandt citantens fuldmægtig sig beføjet vidnets svar at indhente, 1) om hans principal, da han stod med fyrfadet i hånden, talte mr. Bierum noget ondt til. - Vidnet svarede, at hun så, som omvundet er, at han høvede med fyrfadet, men mærkede ikke, at han sagde noget ondt. For det 2., om vidnet med en god og ulæderet samvittighed kan sige, at degnen Frøelund tog forfadet i anden mening end ved ilden derudi at tænde sin pibe, samt om vidnet kan sige, at Frøelund  på anden måde høvede med fyrfadet end at få asken af ilden for at tænde sin pibe. - Vidnet svarede, at hun vel så, som før er afvundet, han høvede dermed, men så ikke, han tændte piben.
    Bierum bad allerydmygeligst, at sr. Johansen dog ville entholde sig fra slig unyttige spørgsmål, der efter Bierums formening ej til andet er tjenlig en forvildelse og retten unyttigt at opholde, og hvis han sig dertil ej bekvemmer, vil Bierum formode, han dertil bliver imponeret, og så vidt af ham i så måde til unyttighed kan væfe passeret eller passeret ved endel. doms afsigt med mulkt at må erindres. - Johansen agtede meget unødig at besvare mr. Bierums vidtløftige tilførte, men aleneste ville anhøre, hvad han videre havde at fremføre.
  7. Bierum ville vente sig vidnets svar, om hun ikke er bevidst, at Bierum samme tid i møllerens hus beklagede sig, kirkedøren i Brørup kirke var tillukket under tjenesten, og om ikke degnen Frøelund sagde at ville tage nøglen af døren under tjenesrten. - Vidnet svarede, det kunne hun sig ikke erindre.
  8. Om vidnet da ikke hørte, degnen Frøelund beskyldte Bierum at have sagt som meget til ham om præsten hr. Peder Vinding, da han, neml. degnen, da han var i Bierums hus med hans tjenesrtepiges skriftseddel, som var skammelig og ikke ville sige det igen. - Vidnet svarede, det vidste hun intet af.
  9. Eftersom det har behaget degnen udi sit udløbne stævnemål at anføre de ord: at han af frygt for videre overfald måtte søge døren ud af møllen, vidnets svar da måtte indhentes, om Bierum søgte ham med hug eller slag, hvorved han kunne anlediges, som han foregiver, af frygt at søge døren, og om Bierum nogen sinde var fra bordet, hvor han sad, og enten i en eller anden måde søgte ham. - Vidnet svarede, at hun så nok, at Bierum stod op imellem bordet og bænken, men ikke så, at han tilføjede degnen Frøelund nogen skade enten med hug eller slag, hvorfor han kunne være frygtagtig og gå ad døren.

Fuldmægtig Johansen begærede tingsvidne beskrevet samt sagen opsat i 3 uger til doms udageen. Bierum begærede genpart. Hovedsagen opsat.

fol. 281:

Lovdagelsen til Cathrina Holdensdatter. Og forelæggelsen til Otto Diderich Bierum.


 

Fredagen den 12. maj 1741:

Jens Bachmann på vegne af jægermester Bachmann forestillede 2 kaldsmæmnd, Jens Olesen Rammer og Anders Jørgensen, begge af Stenderup. Stævnet: Terkild Nielsen af Stenderup. ---  formedels I skal have tilsnegen eder en vogn fra et af jægermesterens sted, som nu af Niels Christensen er antagen, og eders vogn, som er ringere, der i steden hensat, med mere enders underfundighed, som måtte opdages. Som vidner indkaldes Mads Christensen, Henrik Henriksen, Peder Hjuler, Christen Jepsen den ældre og søn Jep Christensen. - Før end videre blev foretaget i denne sag, fremstod Terkild Nielsen af Stenderup, som den omtvistede vogn havde. såvel og mødte Jens Andersen fra ibm. og tilstod, at byttet imellem dem var sket således, at Terkild Nielsen modtog en god vogn af Jens Andersen, da han skulle fra stedet, og derimod leverede en gl. vogn med bytte 2 skp. rug. Men siden at Terkild Nielsen formener, at hans  herskab deri findes nisfornøjet, så erbyder han gerne villg og ydmygst at fra sig levere bem.te vogn i samme stand og med [=> AO2 195] samme redskab, som den var, da han den modtog, bedende allerydmygst, at hans herskab ham denne forseelse eftergiver. Hvad de to skæpper rug angår, vil han gerne tage regres fra Jens Andersen, som samme bekommet haver, så  vel som den omkostning, som nu i sagen er gået at betale. Mons. Bachmann på jægernesterens vegne var dermed fornøjet. Fik tingsvidne.


 

Torsdagen den 18. maj 1741:

For retten fremkom Christen Rytter af Gerndrup og fremlagde en stævning i sagen med jægermester Bachmann betræffende de 3 quæstionerede stude (fol. 282-283). Endnu fremstillede han 2 kaldsmænd, Peder Poulsen af Brørupgård og Niels ... af Gerndrup, som har indstævnet en del vidner. De har talt med alle indbemeldte undrtagen med forpagterens kæreste [=> fol. 282] på Estrup og Jørgen Christensen fra ibm. - Prokurator mr. Giønge på vegne af jægermesteren mødte og foruden at excipere fra den ved stævnemål af Christen Rytter ... ... ... ville oplyse retten, at der er ført tingsvidne ved Nørvang-Tørrild herredsting sluttet den 29. april og efter loven burde(?) de der allerede førte vidneer tillige være stævnet, helst tingsvidnet udviser, Christen Rytter til samme lovl. er blevet stævnet. Samme tingsvidne blev i retten produceret (fol. 332).  Og som jægermesteren i ingen del indlader sig med, hvad Christen Rytter og hans debitor kan være angående, men alene ... sig til den dristige omgang af Christen Rytter ved at udtage fra en anden mand ham uvedkommende uden log og dom 3 stude og således ... ... ... om han end kunne have den største ret, dog har forgrebet sig både med ran og hærværk efter loven pag. 950, art. 3 (DL 6-14-3). Desårsag Giønge uden at melere sig enten ved hans vidners førelse eller hvad tredie person kan angå, vil herved, da Christen Rytter ikke kan nægte. at han jo egenmægtig har anmasset sig de påstævnte 3 stude, gøre følgende irettesættelse til doms erlangelse /: at Christen Rytter bliver tilkendt at udlevere de ulovligt til sig tagne 3 stude eller og betale dissens værdi således som hofjægermesteren samme vil sætte, taxere og ikke miste den fodret(?). 2) Ifølge loven pag. 950, art. 1 og 3 at lide både for hærværk og ran og derforuden bøde trende fyrretyve lod sålv, 3) erstatte denne processes skadesløse omkostning; og således uden videre forhaling påstod Giønge dom, da det kan stå Christen Rytter frit for at søge sin debitor, hvor han lyster. - Christen Rytter begærede det passerede beskrevet til besvarelse idag 14 dage. - Giønge protesterede imod al ophold og begærede dom i sagen. - Endskønt prokurator mr. Christian Giønge har protesteret imom Christen Rytters begæring, så dog, siden han er en bonde, ikke forstår sig på landsloven, altså fandt retten nødig at forunde ham den begærede opsættelse. 1/6.

AO2 196:

Dokumenter produceret idag d. 18/5:

Søren Bierum af Brøndumdam, herredsfoged i Gørding-Malt og Skads herreder gør vitterligt, at for mig har andraget generalløjtnant von Scholtens bonde Christen Rytter af Gerndrup, at han i betaling af sin deboitor Peder Thomsen i Dover, som her i landet fem stude skal have opstykket og i køberens navn til Jakob Jensen i Hulvad den 11. november a.p. hendreven, af hvilke stude Christen Rytter  3 små for vurdering i afdrag på hans fordring hos ermeldte Peder Thomsen mindelig forundt, som og aldrig af ham Peder Thomsen er bleven nægtet; desuanset skal han dog af hr. hofjægermester Bachmann til Sønderskov blive søgt og tiltalt., ligesom dito stude af debitors broder Jørgen Thomsen af bem.te dover skulle våren jægermesteren tilkøbt, hvorudover Christen Rytter med fattig evne højligen nødtvinges til at rekvirere og beviselig at søge sagen således oplyst, at retten og hr. jægermesteren deraf skal kan fornemme, hvor vrangelig hr. jægermesteren af ermeldte Jørgen Thomsen må være forebragt, og hvor uskyldig Christen Rytter i så måde er vorden søgt og søges. - Stævnes: Jørgen Thomsen og broder Peder Thomsen samt faderen Thomas Jørgensen, alle i Dover, til tinget samme i alt at anhøre disse stude angående og til spørgsmål at svare. Indstævnes også forvalteren Søren Johansen ved Estrup for at producere et bevis, som ham af Christen Rytter skal være leveret. [=> fol. 283] I lige måde stævnes jægermesterens brødtjenere Rasmus Nielsen og Niels Tommesen på Sønderskov, som fuldmægtigen Jens Bachmann skal have betjent sig af den i retten fremlagte såkaldte beskikkelsesattest at underskrive, de af citanten agtende førende beviseligheder i alt at anhøre . Så anmeldes og denne stævning for hofjægermester Bachmann og fuldmægtien Jens Bachmann.

fol. 283:

Christen Rytters stævning til Ole Jørgensen, Ole Thygesen og Jens Thygesen af Gerndrup at møde angående 5 små studehøveder, som til Jakob jensen i Hulvad 1. nov. fra landet, hvor det var indkøbt, blev tildreven og af Johanne Andersdatter i hendes mands, bemeldte Jakob Jensens fraværelse anholdt. Af hvilke Christen Rytter andendagen af bem.te Jakob Jensens søn Jens Jakobsen 3 er bleven leveret, eders sandheds og havende kundskab på spørgsmål at udsige og afvidne, udi hvis navn dito 5 stude ommeldte tid til Hulvad ankom, at være tilhørende. - Tillige indvasles vurderingsmændene Hans Gabel, Niels Nørgaard af Nyby, Claus Andersen og Ole Tygesen af Gerndrup, som de 3 hos Christen Rytter quæstionerede stude tillige med de 2 hos Jakob Jensen i Hulvad skal have taxeret, eders forretning i så måde at forklare. (Flere indstævninger, bl.a. også forpagterske ved Estrup mad. Claus NBissens og søn Lorents Clausen).


 

AO2 197, fol. 284:

Torsdagen den 25. maj 1741:

Degnen Christen Frølund ctr. Otto Diderich bierum. Forseglet missive sendt fra Frølund: 1) et tingsvidne af 4/5, 2) et indlæg af Christen Sørensen Frølund (fol. 284). - Bierum bad om 14 dages opsættelse til besvaring. 8/6.

Christen Frølunds indlæg: Velædle og velvise hr. herredsfoged. Ihvor jeg læser i Guds hellige ord, som er ufejlbar den uryggelige sandhed, hvor jeg gennemblader verdslige historier, og hvor jeg vender mine øjne og tanker hen til denne verdens måde og brug, finder jeg altid, det har været verdens ...., at den fattige skal undertrykkes og være en trædebro for de voldige, som ... og mægtige. Sligt forsikrer i nogen måde min fatalitet, når jeg forestiller mig, at de har således forfulgt profeterne før mig, og jeg kan ej vente mig bedre skæbne end den, hvis ærinde jeg går, omendskønt jeg er kun en s.. eller prose at regne i henseende til mit embede i Guds kirke og menighed, trøstende mig derved, at det er bedst at lide uret end gøre uret. Af dette herhos følgende tingsvidne her af retten udstedt d. 6. april sidst, hvilket, når varselen er bleven i retten oplæst idag, som er opsættelsesdagen, og sagen i så måder hæftet, jeg ydmygest begærer må blive akten tilført og påskreven at være produceret, håber jeg, den velvise dommer deraf klarligen udfinder, at jeg ej i ringeste måde har tirret(?) mons. Ove Diderich Bierum anderledes til den medfart, som han begegnede mig med i Holden Kornbecks hus sidstafvigte 24. marts, men at jeg uskyuldig er angreben og har lidt uret, [=> AO2 198] hvilket, når retten ufejlbar befinder så at være, overlader jeg, som ej i processager er bevaant, retten selv at skønne, hvad og hvorledes bem.te monsieur derfor af loven kan og bør anses med påstand, at de bekostninger, jeg er bleven nødt til at tilsætte for at vise min uskyldighed, bliver mig godtgjort og tildømt. Hvad mons. Bierum herimod skal behage at indvende, sligt tilbeder jeg mig udtog af samt sagen i ringeste 14 dage opsat, at jeg nu formedelst mons. Johansens bortrejse ej har nogen forsvar, kan være ... ... ... dette mit enfoldige indlæg begærer jeg må blive i retten læst, påskreven og akten tilført, hvornæst forbliver med al veneration velædle og velvise hr. herredsfoged Bierums ydmygste og ringe tjener. Christen Søren Frølund, Tuesbøl d. 25. maj 1741.


 

AO2 198:

Torsdagen den 1. juni 1741:

fol. 285:

For retten mødte rådmand Schultz fra Ribe på generalinden på Estrup hendes vegne angående en hendes bonde navnlig Christen Rytter hans sag sig at påtage og dertil fremlagde hendes begæring til hans excellence hr. geheimeråd Gabel med påtegnede resolution under 31. maj 1741. Dernæst producerede generalindens rekvisition under 25. maj til velædle hr. herredsfoged Bierum, hvilken han begærede måtte akten tilføres (fol. 286). Endvidere foreviste hr. rådmand schultz en attest under 3. november 1740 angående de 3 studes vurdering, som Christen Rytter bekom i Hulvad, som derom vil indkaldes efter loven. Fremviste endelig en rekvisititon under 26. maj til mons. Nissens kæreste og søn Lorents Clausen, nu på Nebel, som han begærede tilbage for at bruge i sin tid, eftersom det er uden provinsen. Begærede et formeligt udtog af protokollen, så vidt denne sag fra først til sidst er passeret. Begærede anstand, indtil han samme kunne erholde ... ... at se, hvorvidt han til vidnerne kan gå, som det er bevist, at vidnerne uden provinsen skal søges ligesom og uden herredet, så tvivler han ikke om samme opsættelse efter pag. 33 og 34, art 7-8 og 9 (DL 1-4-7.8.9), ligesom han og efter loven paaskjød vidner at føre til denne sags sande og klare oplysn,ing, og forinden så sker, formodede han ingen dom eller kendelse over Christen Rytter steder, al den stud husbonden til sin bondes conservation agter at afbevise den suspicion, som er lagt på ham, hvorfor han ventede rettens bifald, så at man ikke med retten blev overilet. Refererede sig ellers til lovens pag. 190, art. 14 (DL 1-13-14), da han og vidnerne vil bekendtgøre, så vidt nu ham  var b ekendt, men udtaget, som endnu ikke er bekommet moxen ... og tinsvidnet, som er ført ved Nørvang-Tørrild herredsting, haves ikke, men vil udi de forlangte udtog blive indlemmet, da der deraf kan ses, hvem og hvad vidner der behøves at indkaldes vidner ingen at anhøre. Hvorefter rådmand Schultz som forhen begærede lovens medhold til det begærte tingsvidne, som og tit(?) til vidners indkaldelse efter loven, før end nogen videre imod hans principal eller bonde blev foretaget, hvorom han rettens eragtning afvartede, før end sig videre i sagen indlod. For resten protesterede han impod alt, hvis foretages, behandles, sket er, til hans principalindes prejudice. - Mons prokurator Giønge [=> AO2 199] mødte på velbårne hr. hofjægermester Bachmanns vegne og endskønt den sag, som Christen Rytter formener mod Peder Thomsen af dover, haver aldeles ingen connexion med de 5 stude, som hans broder Jørgen Thomsen har ladet drive til Hulvad og der er bleven indbunden i Jakob Jensens gård ibm., hvorom det af mons. Giønge sidstleden fremlagte tngsvidne fuldkommen giver oplysning, så dog efterdi hjøjvelbårne frue generalløjtnantinde von Scholten antager sig Christen Rytters sag, får hr. hofjægermesteren være fornøjet, at han ved nu, til hvem han kan holde sig og søge sin erstatning og de ibrugte omkostninger; ikke destomindre indlader mons. Giønge sig ikke med allermindste af, hvad Christen Rytter eller fru generalinden udi en sag, som vedkommer 3 personer, agter at proserede, men alene vil dette idag fremføre, at hr. rådmand Schultz giver retten følgende momenta: 1) Den producerede rekvisition af 25. maj sidstleden kan intet vinderere nogen ret til sagens ophold, efterdi beskyldningerne derudi er ubeviste, og der har været tid nok fra d. 16. februar sidstleden, da sagen er kommen her i retten, at se den lovlig prosiqvirit i fald Christen Rytter havde nogen ret til hans forøvede gerning, som strider imod lovens pag. 5, artikel 3 (DL 1-1-3); - 2) den fremlagte vurderingsattest af 3. november 1740 giver temmelig suspicion, thi den er dateret Nyby ut supra, og den er skrevet på dette års 1741 stemplet papir; 3) den foreviste rekvisition under 26. maj til seignr. Nissen med flere er intet mindre end bevis til sagens ophold, thi man ser kun deraf, at fru generalinden har gjort en begæring, men derpå er intet svaret enten til hendes begærings nægtelse eller opfyldelse og uden nogen  beskyldning af mons. Giønge at gøre, kan anses som en invention til sagens ophold. Altså ville mons. Giønge igentage sin engang nedsatte hovedqvistion, at Christen Rytter ulovligt uden ret eller dom har tiltaget sig de 3 stude for den 3. uvedkommende persons gæld, hvilket Christen Rytter endnu aldrig her for retten har turdet nægte, ligesom det og af hr. hofjægermester Bachmann er åbenbare tilstået, at studene til og for ham er købt. Desårsag mons. Giønge protesterede imod al opsættelse og begærede dom i sagen efter hans gjorte påstand. - Hr rådmand Schultz refererede sig til sin forrige begæring og begærede rettens lovbillige assistance. - Retten resolverede, at siden hr. rådmand Schultz af Ribe [=> fol. 286]


Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg
Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk