Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Skads-Gørding-Malt herreder 1736- 47

1739-40

(Da det er kopien af tingbogen på ArkivalierOnline, der er grundlag for denne ekstrakt, vil der være henvisninger til løbenumrene i den: AO x).

AO2 67, fol. 155:

Torsdagen den 8. januar 1739:

Dom afsagt i drabssagen ang. kromanden Hans Nielsen i Vejen (fol. 155-156). Bierum var tjenstl. af retten begærende denne afsagte dom beskreven at måtte forundes til vedbørlig appellation til dommens skærpelse. Også Grundahl til dommens påanke.


 

I efterfølgende sag blev retten betjent af Otto Diderich Bierum som sætteskriver.

Sagen jægermester Bachmann ctr. hans bonde Peder Lervad i Bobøl. Herredsskriver Hellesen på vegne af jægermester Bachmann. To vidner, Mikkel Christensen ogt Laue Christensen, begge af Bobøl blev af retten tilspurgt:

  1. Om de ikke begge næstafvigte 22. august om morgenen, da de tillige med Peder Lervad havde været på Sønderskov med deres rugtiende at levere, så og fornam, at da Peder Lervad kørte hjem med sine 2 vogne og var kommen ud af Sønderskov mark nordpå igennem leddet på stenvejen blev anholdt og oopbragt af en af jægermesterens tjenere Rasmus Nielsen med en del egetræ på sine vogne, som kunne bruges til ungefær 4 hjul... og en tilhuggen stænger foruden nogle små stk. egespolter, [=> AO2 68] som han havde taget fra bemeldte Sønderskovgård tilsammen af værdi ungefær 3 mk. danske. - Vidnerne bejaede spørgsmålet i alt, undtagen spolterne, som de ikke så.
  2. Om vidnet ikke hørte, at bemeldte hr. jægermesters tjener tilholdt fornævnte Peder Lervad at leveret det fra gården ulovligt borttagnre træ didhen straks igen at bortføre,  og om ikke Lervad derpå vendte sine vogne og kørte det til gården igen, hvortil vidnerne begge endrægtigt svarede ja.

Peder Lervad blev påråbt, men var ikke mødt. Citantens fuldmægtig holdt ufornøden videre beviser i denne sag at føre, satte derfor i rette, at som Peder Christensen Lervad har ved sin egen bekendelse og tilståelse her for retten den 4. 7br. sidst godvilligt og utvungen at have gjort sig skyldig mod lovens pag. 980 art 26 (DL 6-17-26) ... så bliver min påstand på mit høje herskabs vegne, Peder Lervad ej alene vorder tildømt efter loven pag. 986 art. 39 (DL 6-17-39) men endog desforuden, som det er den første gang han udi sligt er befunden, at undgælde efter lovens pag. 983 art 32 (DL 6-17-32) tillige med at betale denne processes omkostninger med 4 rdl.(?). - Retten optog sagen til doms.


 

Sentence i den sag, sr. Otto Diderich Bierum fra Gravengård som af dette steds høje øvrighed hans excellence høj- og velb. hr geheimeråd og stiftsbefalingsherre von Gabel konstitueret fuldmægtig på den dræbte Hans Nielsen Kromands eftermålsmænds vegne har indstævnet contra Kolding vadestedriderne Niels Sørensen Becher og Anders Pedersen af Seest samt Hans Knudsen af Kolding angående det på fornævnte Hans Nielsen, kromand i Vejen, om natten imellem d. 13. og 14. april 1738 forøvede drab således for retten afsagt:

Det er af denne domsakt klarl. nok at se og fornemme, at citanten Otto Diderich Bierum ej alene ved prima stævning lovlig he rtil retten har indkaldt de 3 Kolding vadestedridere Niels Sørensen Becher og Anders Pedersen af Seest samt Hans Knudsen af Kolding for det på Hans Nielsen, kromand af Vejen, om natten imellem d. 13. og 14. april 1738 forøvede drab, men endog /: formedelst bemeldte Niels Sørensen Becher havde salveret sig med flugten og ikke mødte :/ efter rettens interlocutorium med kontinuationsstævning så vel for ovenbem.te Niels Sørensen Bechers sidste tilholdssted som til landstinget efter loven ladet citere som den, der ikke ville lade sig finde, så vel som og at forn.te Niels Sørensen Becher en forsvar i sagen kunne vorde beskikket, som og er sket, hvorefter citanten Otto Diderich Bierum her ved retten har ført adskillige vidnesbyrd om samme begangne drab, hvoraf såvelsom af et tingsvidne udstedt på Koldinghus birketing d. 9. sept. 1738 ej anderledes kan se og skønne, end at Niels Sørensen Becher af Seest jo bliver den dræbte Hans Nielsens banemand når som helst. Først med 2 overensstemmende vidnesbyrd, neml. Nis Jepsen af Vejen og Laurs Andersen ibm. bevises, Niels Sørensen Becher l2 gange at have givet Hans Nielsen ørefigen uden nogen modværge af bem.te Hans Nielsen, som hver gang søgte til sit sengekammer, hvorfra han 2 gange blev udtruet således, at han sidste gang tillige med Las Iversen, som altid var hos og søgte at fri ham af vadestedridernes hænder, måtte krybe ud igennem et lidet vindue af bem.te sengekammer, med videre disse med flere upartiske vidner derom vidtløftigen gør forklaring. 2) Når bem.te Niels Sørensen Becher ved 2 overensstemmende vidnesbyrd ført ved Koldinghus birketing, neml. Hans Hansen og Christen Hansen af Seest på hr. byfoged Grundahls af Kolding til dem gjorte quæstioner overbevises selv at have sagt til dem, at han havde været så ulykkelig at skyde og træffet kromanden Hans Nielsen af Vejen og derfor var nu landflygtig og turde ingensteds være. Foruden dette er det nok at se, at Niels Sørensen Becher kender sig ved gerningen, af det brev, han har skrevet hr. tolder Rachlou til i Kolding, siden han var bortrømt, endskønt han skriver temmelig forblommet samt uden sted og datum. - Herimod at svare er hospitalsforstanderen af Ribe hr. Hans Kragh som af dette steds høje øvrighed beskikkede fuldmægtig for Niels Sørensen Becher fremkommen med sit indlæg af 12. nov. 1738, hvorved han sluttelig formener og påstår, at Niels Sørensen Becher i denne sag ej anderledes kan være ant anse end den, der har gjort nødværge efter loven pag. 390 art. 1, såsom han med de andre i den mørke nat skulle være bleven overvældet med videre herom pro et contra af parterne er fremført. Efter hvilken beskaffenhed samt for os irettelagte breve og beviser ser vi ingenlunde, at nogen fare eller nød har været så stor, der kan aftvinge Niels Sørensen Becher så desperat en resolution at skyde folk ihjel; men som her er en død mand, der på 24 timers tid efter skuddet var sket, måtte sætte livet til, hvis blod endelig efter loven vil forsones med blod, så vidste vi ikke rettere udi denne dragssag at kende og dømme, end at den bortrømte Niels Sørensen Becher /: som er overbevist først at have slaget Hans Nielsen Kromand og dernæst tilføjet et skud, som 24 timer derefter har befordret hans død, det hr. Doktor Anchersen og sluttelig anfører udi hans beretning :/ jo efter hans kgl. maj.ts allernådigste lov bør bøde liv for liv og miste sit hoved med et sværd, når han nogensteds kan opspørges og antræffes, og hans hovedlod at være forbrudt til dem, som loven pag. 886-887 art. 1 og 3 (DL 6-6-1 og 6-6-3) allernådigst omformelder, når sagsøgeren først har bekommet sin ret efter loven pag. 157 art. 10 (DL 1-24-10). -.- Angående Anders Pedersen af Seest og Hans Knudsen af Kolding, som har været ved klammeriet og drabet før første begyndelse og til enden, da de alle 3  satte sig på deres heste og red bort, efter at Hans Nielsen var bleven skudt, ser vi ikke at være så aldeles fri og uden for sagen, som deres af høje øvrighed anordnede forsvar hr. byfoged Grundahl af Kolding irettelagte indlæg har [=> AO2 70] behaget retten at forestille. Thi når først confereres alle upartiske vidners udsigen, befindes ingen af bem.te 2 vadestedridere i ringeste måde at have søgt at hindre indbem.te Niels Sørensen Becher, at han jo 2 gange ilde har trakteret den afdøde Hans Nielsen med ørefigen uden nogen modværge af bem.te Hans Nielsen at gøre, som nok har været årsag til, at det er kokmmen til videre extremitet. Så vidner Nie Jepsen af Vejen desforuden, at da Hans Nielsen havde fået de første ørefigner og retirerede sig ind til sit sengekammere og Las Iversen med ham, blev han af dem samtl. ,udtruet og fik atter ørefigen, og at Anders Pedersen sagde, Hans Nielsen skulle komme ud til dem, thi ellers ville de slå døren ned, og slog Las i Panden med sin pisk, formedelst han altid gik imellem vadestedriderne og Hans Nielsen, som han ville fri for dem, og da de var flyede i sengekammeret igen, sagde alle 3 vadestedridere, at dersom de nu ikke blev i kammeret eller mulede, skulle de få, hvad dagen hørte til. Samme vidne bekræftes og stadfæstes ved Laurs Andersens vidnesbyrd af bem.te Vejen med flere upartiske vidner, som dog ikke vidner så tilstrækkel. derom som disse to. Deraf er noksom at fornemme, at havde bem.te Anders Pedersen og Hans Knudsen søgt at hæmme det første overfald, Hans Nielsen skete af Niels Sørensen Becher i stuen, ja havde Hans Knudsen ikke rubt sine kammerater ud med deres gevær, som bevises med Niels Jepsens og Jens Poulsens vidne, havde det aldrig kommet dertil, at Hans Nielsen  var bleven skudt, og i så måder har ingen af dem søgt at hindre ulykken, som skete, men mere ved deres trusler og udråbelse til gevær søgt samme ulykke fremmet og derved med deres gevær hindret andre at komme ind til dem. Videre siger Hans Knudsen selv, at Anders Pedersen skød det første skud og træffede intet, dernæst skød Niels Ssørensen det andet skud, som træffede Hans Nielsen, hvilket tingsvidne her af retten udstedt klarligen udviser og kommer overens med de førte vidner ved Koldinghus birketing, som har hørt det samme af Niels Sørensen Bechers egen mund, at han skød og træffede Hans Nielsen eller kromanden, og efter at de sligt vidste og fornam, hvorledes den dræbte Hans Nielsen først og sidst var medhandlet, hvi holdt de ham da ikke fast og hindrede hans flugt for at svare og lide for sin forøvede gerning? Efter hvilken beskaffenhed samt allegerede ses ikke, at vi efter hr. byfoged Grundahls påstand kan frikende enten Anders Pedersen eller Hans Knudsen, men udi allerunderdanigste følge af hans kgl. maj.ts lov pag 893 art 13 (DL 6-6-13) kendes herudi således: At merbem.te Anders Pedersen og Hans Knudsen bør enhver for sig at betale fuld mandebod trende atten lod sølv til den dræbte Hans Nielsens arvinger efter loven pag. 156 art. 6 (DL 1-24-6); udi processens omkostning betaler enhver af dem fyrretyve rdl. samt udi mulkt til justitskassen hver to rigsdlr., alt under nam og indførsel i deres gods og redeste midler, hvor det findes efter loven; og dersom de ikke har forume til betalingen, bør de arbejde udi Fredericia skubkærre i jern i to år. Dog sker ingen exekution efter denne dom, før end den af en af parterne efter loven pag. 184 art. 51 (DL 1-24-51) til landstinget lovligen vorder indstævnet og sammesteds confirmeret. Des til stadfæstelse under vores hænder og indsegle. Datum Gørding-Malt herredsting den 8. januar 1739. (Underskrevet af S. Bierum og meddomsmænd).


 

AO2 70:

Torsdagen den 15. januar 1739:

fol. 157:

Sagen Ebbe Sørensen ctr. Christen Andersen af Okslund. Indlæg fra Ebbe Sørensen (fol. 157-158). De blev af retten tilspurgt, om de havde videre i denne sag at føre eller føre lade, hvortil de begge lydel. svarede nej, men var dom begærende.

Ebbe Sørensens indlæg med bilag:

Med det her af retten næstleden 13. nov. udstedte tingsvidne, som herved til gunstigt eftersyn, læsning og akten såvidt insigneret findes tilført i retten under litr. A fremlægges, bevises klarlig, at stederne, som af mog og Christen Andersen i Okslund nu beboes, at været brugt af Karen Hansdatter og forhen havende mand nu sal. Mathias Madsen under eet i mange år, som og af det stykke kirkeeng Lindknud kirke tilhørende, bemeldte Karen Hansdatter havde i fæste, til mig afståetg og jeg som mit i retten producerede fæstebrev udviser, i fæste haver, og er begge enhver efter sit fæstebrev en efter anden i alt over 40 år ved stedet, jeg nu bebor, nydt og brugt haver, er og bliver den samme eng, som min nabo Christen Andersen mig nu disputerer og siger sig at tilvende. Så retten nok kan erfare, hvad al hans herimod vidtløftige skrifter, forestillinger og påstand under fremkomne indlæg i sig selv er og været haver, er det vel andet end sagen og retten, om muligt været kunne, at forvilde, og ligesom det ene udtidighed føder det andet, så continuerer han og i så måde dermed udi sit seneste under 11. dec. sidst indkomne indlæg i retten, hvorudi han iblandt andet skriver tvært imod sit bedre vidende NB hans ord, at de nok ladder mig beholde, hvis jeg lovlig og anene har fæstet, om de indfrte 16 tingsvidner etc. Er der vel nogen,d er disputerer det, han alene har i fæste? Jeg svarer nej; men det eng, oftmeldte Karen Hansdatter efter fæstebrev i så mange år nydt og brugt haver Lindknud kirke tilhørende som til mig afstanden og jeg 5 år førend han som fæstebreven udviser ha ver i fæste og efter mit lovlige fæstebrev har nydt, brugt og brubger, det [=> AO2 71] jeg formener, at ingen med ringeste lovbillighed mig kan betages, så længe jeg lever og deraf svarer, hvad bør, det han sig dog vil tilvende. Derom er alene kontroversen og disputen, så alt hvis ha nså vidtløftig skriver, raisonerer og pro et contra med sig selv disputerer, er jo idel unyttighed, så jeg desårsage og for ikke retten at opholde agter det usvarværdigt, eftersom mit i rette fremlagte fæstebrev i alle måder lovl. er søgt og erholden, ikke af en løs foged, som han med sandhed uoverensstemmende skriver og foregiver, men af en foged neml. Jens Nielsen, som da var betroet det høje herskabs gården tilhørende gods, kirkers tilliggende jorder at bortstæde og fæste med mere indtil den 8. juni 1733, som er 4 år efter han mit fæstebrev har udstedt, han b lev arresteret, stævnet og til tinge søgt, da han først godset ikke mere blev betroet, og anderledes skal Christen Andersen ej heller være god for at bevise, ihvor snedig han mener at begå sig. Med den i han seneste indlæg såkaldte akt, han derved fremlægger, citerer og en del deraf i retten lod læse og protokollere, tilføre til bevis om dito Nielsens arrest og forfølgning, som var årsag til hans umyndighed uden år eller dato, når sket var, at tilkendegive. Dette såvel alt andet hans intrierer, jeg jeg ydmygest beder retten til gunstig observation må være erindret; med tillæg, at lige så lidet som hans fæstebrevs påtegnede såkaldte ratifikation kan gøre den ældre, end den er, kan den og præjudicere eller tilidesætte min den ældre lovl. havende fæstebrev, hvorefter jeg omtvistede eng har nydt og brugt fra 1729 den 26. juni upåanket af nogen indtil i året 1737, Christen Andersen det det selvrådig ved afslæt sig det bemægtigede som og påfølgende år 1738, dog ganske urettel., hvormjed han mig denne proces også har påtvungen. Og måtte jeg vel spørge, hvorfor han ikke har holdt sig til engen forhen,, om hans fæstebrev lovlig var søgt, eftersom den da jo var lige så kraftig som nu siden og lige så lidet da som nu kunne tilsidesætte bemeldte mit fæstebrev. Så det derfor kan være mig ligemeget, om han sit fæstebrev i smug eller ikke at kan have søgt, jeg mener, uden at give den rette beskaffenhed, jeg dito eng da i fæste havde, for hendes nåde ved ratifikationenn ansøgning til kende; havde handet ikke dulgt, var den vel også bleven tilbage, såvel fæstgebrevet i sig selv og over alt, så kan det vel give lige meget til sagen, hvorfor jeg og ikke rettten vidtløftigen vil opholde. Men siden Christen Andersen ikke siden seneste opsættelse den 11. dec. som meldt til billigt forlig har været inclineret, det jeg dog havde formodet, så må jeg til rettens gunstige betragtning 1) forestille, [=> fol. 158] hvorledes han tredobbelt urettel. søger sig omtvistede eng at tinvende, derudi bestående 1: imod mit fæstebrev som er fem år lædre end hans på bemeldte eng; dernæst for det 2: om mit fæstebrev aldrig in rerum natura var til, er det jo og imod Karen Hansdatters usvækkede fæstebrev på dito eng, han sig som meldt har villet berettige og til aflæt bemægtiget; og for det 3. og således imod hans eget fæstebrev på bemeldte eng, som først tillader ham det, neml. engen med klare ord, hun sin livstid skal have i fæste, bhvilet jeg lham dog lige så lidet kan som bør tilstå, så længe mit fæstebrev som meldt er ældre end hans, men holder mig i så måde til lovens klare ord, og som det med fremlagte tingsvidne bevises, at mit og Christen andersens nu påboende steder har været beboet og brugt af titbemeldte Karen Hansdatter under eet i så mange år, item at det omtvistede eng, Karen Hansdatter i fæste havde, til mig afstået, det afståel. i retten fremlagt er udviser, og jeg samme eng i fæster haver og vi begge enhver efter sit fæstebrev en efter anden ved stedet, jeg nu påbor i alt over 40 år nydt og brugt haver, er og bliver den samme eng, Christen Andersen nu så urettel. disputerer. Sså vil jeg til retten ydmygst indstille, om mit fremlagte lovl. fæstebrev på dito eng ikke bør som lovbillig at validere fremfor hans og mig engen derefter i kraft loven i brug som hidindtil at være berettiget. Item om ikke Christen Andersen bør betale mig denne så uskyldig forårsagede processes bekostning i nøjeste med 8 rigsdaler, og endelig om han og ikke til justitskassen eller sognets fattige for hans formenende lovstridge omgang med mulkt, og hvor meget bør anses, det jeg da således i alt til doms submitterer uden nogen videre opsættelse at tilstå, med forblivende kgl. maj.ts herredsfoged velædle Søren Bierums allerydmygste ærepligtskyldigste tjener. Okslund, den 15. januar 1739, Ebbe Sørensen.

fol. 158:

Det udi indlægget citerede lyder således: (referat af vidneførelsen 13/11 1738).

AO2 74, fol. 161:

Torsdagen den 12. februar 1739:

Dom afsagt ml. Ebbe Sørensen og Christen Andersen af Okslund:

AO2 75:

Sentence i den sag, Ebbe Sørensen af Okslund har indstævnet ctr. hans nabo Christen Andersen ibm. ang. et stk. eng Lindknud kirke tilhørende, som af gammel tid til deres i fæste havende gårdsparter har været bortfæstet og atter af itzuge Lindknud kirkes ejeres fuldmægtige til enhver især bortfæstet, således for retten afsagt: Det er noksommeolig af denne domsakt at se og fornemme, at denne sag og dispute imellem Ebbe Sørensen og nabo Christen Andersen, begge af Oksulud, har rejst sig, at et stk. eng Lindknud kirke tilhørende, som af gammel tid underes deres i fæste havende gårdsparter har været målt og i så måder til deres formand Mathias Madsen bortfæstet, der udførligen er at se af amtsjordebogens gammel og ny matrikels udtog, som Christen Andersen her i retten har ladet fremlægge, verificeret under velædle og velbr. hr. kancelliråd amtsforvalter Bruuns hånd de dato 14. sept 1738. Siden har fuldmægtigen ved Estrup Jens Nielsen efter afståelse af sal. Mathias Madsens enke Karen Hansdatter, som er af 15. marts 1729 næstfølgende 26. juni 1729 fæstet fornævnte stykke kirkeeng til Ebbe Sørensen af Okslund. Dereftger er bemeldte kirkeeng af Jens Nielsens successor Hermann Thmsen, fuldmægtig ved fornævnte Estrup den 4. juni 1734 bortfæstet til Christen Andersen i bemeldte Okslund, af hvilke 2 fæstebreve denne dispute fornemmelig rejser sig, hvis fæstebrev, enten den ældre af herskab et til Estrup uratificerede eller den yngre af fornævnte herskab ratificerede, bør stande ve magt, hvorom megt vidtløftig af begge parter ved mangfoldige indlæg i sagen er raisoneret og disputeret, som akten nærmere udviser. Udi et af fornævnte indlæg under dato 15. okt. 1738, som Christen Andersen i retten har ladet indlevere, siger han, at den eng, som enken Karen Hansdatter til Ebbe Sørensen har afstanden, ligger i Klelund mark og ikke kan være det stykke eng, ham er fæstet, Sorte Måe kaldet, hvilken har foranledige Ebbe Sørensen til at bevise, at det er en og den samme eng, som han og Christen Andersen har trætte om, som tingsvidnet her af retten udstedt d. 13. nov. 1738 udtrykkeligen forklarer, med dette tillæg af 2 [=> fol. 162] overensstemmende og upartiske vidnesbyrd, neml. Jørgen Olufsen af Gilbjerg og Hans Nielsen af Klelund, at Mathias Madsen og hustru Karen Hansdatter har haft Ebbe Sørensens tillige med Christen Andersens steder og hartkorn under eet, så det deraf er utvivlbar at se og fornemme, at samme eng efter gammel og nye landmåligsudtog er målt og her under de steder, Mathias Madsen og hustru Karen Hansdatter da havde i fæste, halvparten ved det, Mogens Nielsen i Okslund haver, Sorte Måe kaldet, og samme eng fremdeles udisputeret nydt og brugt, indtil eisse nye fæstebreve er udstedt og nu omtvistes. Foruden dette formelder Christen Andersens eget fæstebrfev af Hermann Thimsen udstedt udtrykkeligen disse ord: at have stæd og fæst såsom jeg og hermed stæder og fæster til Christen Andersen i Okslund og hustru Maren Madsdatter et stykke kirkeeng Sorte Måe kaldet, som Karen sal. Mathias Madsens enke i sin livstid skal have i fæste etc., som luden videre vidnesbyrd er ren og klar tilståelse nok af bemeldte Thimsen, at det er en og den samme eng, Sorte Måe, som her omtvistes, son enken sin livstid skal have i fæste. Altså efter deslige omstændigheder samt for mig irettelagte og påberåbte breve og beviseligheder, og i særdeleshed allegeredde landmåk´lingsmatrikel, der formelder ( at samme eng af gammel tid er kommet fra bøndernes gårde og de endnu under disse gårde derfor contribuerer og derfor ikke aparte i hartkorn er anslagen, overensstemmende med loven pag. 385 art 25 (DL 2-22-25) ) vidste jeg ikke rettere i denne sag at kende og dømme, end at det omtvistede stk. kirkeeng Sorte Måe kaldet jo bør fremdeles at forblive ved Ebbe Sørensen og Christen Andersen deres gårde og og deles imellem dem efter deres gårdes hartkorn, som de contribuerer af, eftersom ingen af dem har bevist, at det omtvistede kirkeeng særdeles er opmålt til en af deres nu påboende og i fæste havende steder. Dog beholder enken Karen sal. Mathies Madsens bem.te kirkeeng hendes livstid efter sidste fæstebrevs formelding, som Hermann Thimsen til Christen Andersen på dito eng har udstedt den 4. juni 1734, og i så måder bliver den af Ebbe Sørensen gjorte forbud stadfæstet, eftersom bevindes, at han har haft samme eng udi enkens minde, og som enhver af bem.te stridige parter har tilholdt sig engen efter deres derpå forhvervede fæstebreve, som har forårsaget denne proces, uden forhen tillige med ridefogederne, som fæstebrevene har udstedt at have overvejet og eftertænkt beskaffenheden af den tilfæstede eng at være, således som den nu ved oplysning af matriklen befindes, så bliver omkostningerne som de i denne sag hinanden har påbyrdet, på begge sider ophævet.


 

AO2 76, fol. 163:

Torsdagen den 19. februar 1739:

Sagen jægermester Bachmann til Sønderskov ctr. Peder Christensen Lervad i Bobøl. Jægermesterens tjener Jens Pedersen af Bobøl gav retten til kende, at sagen i mindelighed er afgjort, siden han har gjort fornøjelig afbigterklæring på. hvis han sig imodsin husbond har forset (folio ibm.).

Peder Lervads gjorte afbigt og erklæring: Som min husbond kgl. maj.ts højforordnede jægermester, højædle og velbårne hr. Hans Bachmann til Sønderskov har ladet mig underskrevne Peder Christensen Lervad i Bobøl, hans bonde og tjener, indstævne til Gørding-Malt herredsting næstafvigte 4. sept. at møde, og som derefter ved vidners førelse tildoms er udageret og optaget, alt angående det efter stævnemålet af mig fra Sønderskovgård bortpraktikerede og ulovl. tagne egetræ til hjulnav, stænger og deslige, så tilstår jeg herved ikke aleneste derfor efter loven af være straffældig [=> => AO2 77] men endog foruden at have forset mig imod min kristendoms pligt, som jeg siden hjertelig haver fortrudt og fortryder, og da mit højgunstige herskab, nu jeg til doms lidelse er indstævnet, efter mange for mig indlagte forbønner har ladet sig bevæge ikke med mig i regieur af loven efter fortjeneste at fortfare, men af medlidenhed for min familie og egen velfærds spilde aftinget med mig på tyve rigsdaler /: som højtbemeldte min husbond til gudelig brug vil anvende :/ foruden de på sagen anvendte omkonstningers erstattelse, hvorfor og herved har stillet fornøjelig kaution. Så takker jeg ikke aleneste for denne formildede straf, men forpligter mig endogså herved aldrig herefter sligt mere at øve eller begå eller i andre måder mig i nogebn svig eller underfundighed at lade betræde, men om sligt skulle tildrages, da denne sag for mig at stå åben i fulde valeur til påtale mod mig uden nogen indvending eller udflugt i alle måder.  Des til stadfæstelse haver jeg dette mit tilbud og forpligt med egen hånd underskrevet og venlig ombedet Enevold Laursen og Tomas (Tønnes?) Mortensen i Bobøl med mig til vitterlighed at underskrive. Dette skal på min bekostning /: uden foregående kald og varsel :/ til tinge læses og ved tingsvidne stadfæstes. I mangel af stempllet papir, som nu ikke haves ved hånden, bilægges dette dermed, så skart bekommes kan. Dat. Bobøl d. 29. januar 1739. Peder P.C.S. Christensen Lervad navnemærke. Til vitterlighed efter begæring underskriver Enevold Lauridsen, Tomas Mortensen.


 

AO2 79, fol. 166:

Torsdagen den 19. marts 1739:

AO2 80:

Læst Terman Madsen til Nielsbygård hans kaution for riberhus ladegårds tjenere for den årlige forpagtningsafgift.


 

AO2 81:

Torsdagen den 23. april 1739:

Jens Pedersen af Bobøl er sætteskriver.

 


 

fol. 168:

Christian Lund på vegne af herskabet på Estrup og Skodborghus fremstillede varselspersonerne Niels Knudsen og Peder Andersen, begge af Drostrup. De har varslet alle de i memorialen varslede personer (debitorer). Retten påråbte de indstævnede, men igen var mødt uden alene Morten Jepsen af Sønder Holsted, som uden videre lovmål erbød sig at ville rette for sig, hvad restance han for afvigte år 1738 af det sted Slottet kaldet, han befindes skyldig at være, dog med det vilkår, at Morten Jepsen af det høje herskab på Estrup mådegunstig måtte forundes den liden hjælp, Morten Jepsen og formand tilforn nydt og tilsagt været haver, nemlig en læs staver eller tømmer til stedets vedligeholdelse årlig at nyde og bekomme. Thi ville Morten Jepsen allerydmygest formode, at det høje herskab forunder ham samme liden hjælp, hvorved stedet dog kunne hjælpes årligt tidet i stand, allerhelst og fordi den deraf fordrede årlige afgift er langt større, end deraf kan svares eller af Morten Jepsen eller andre kan tåles at udgive; thi i dessen ermangling ønskede Morten Jepsen allerhelst at blive det berørte sted aldeles entlediget. Formoder i det øvrige, at fuldmægtigen mons. Lund herpå ville vigelere(?) at Morten Jepsen ikke ... ... ... - Retten ville fornemme hos mons. Christian Lund, om han ville tage imod den tilbud, som Morten Jepsen første tingdqag har frembudt med at betale den søgende restance, ligeledes om Lund vil tilstå ham det træ, som han foregiver, han og formand nydt og bekommet haver. [=> AO2 82] Christian Lund erklærede sig at ville modtage forindførte Morten Jepsens resterende skuyld og landgilde for 1738 af Slottet såkaldt beliggende i Sønder Holsted under Estrup hørende, som er ialt 2 rdl. Hvad det andet angående var Lund bevidst, men indstillede sligt til det høje herskabs gunstige behag, om denne sag med Morten Jepsen mindeligen kan afhandles, så vidt det ombemeldte træ indgår. Morten Jepsen ellers beklagede sig, at ihvorvel han rigtig indtil afvigte år 1738 havde betalt den af ham til Estrup fordrede landgilde, så havde han dog ikke nydt dette bemeldte træ, siden forrige fuldmægtig Jens Nielsen fra Estrup kvitterede. - Derefter var Lund allertjenstl. b egærende, de udeblevne måtte gives lovdag. Retten gav efterfølgende udeblevne debetorer lovdag, nemlig Christen Olesen i Holsted og Jens Jørgensens enke Mette Jenskone, Iver Jakobsen, Hans Sørensen, Claus Staarup og Thomas Jepsen, alle i Tuesbøl, Jens Pedersen, Mogens Nielsen, Claus Madsen og Christen Jensen, alle i Gerndrup, Hans Uldrick i Eskelund, Hans Pedersen, Christen Pedersen, Søren Nyemand og Hans Starup(?) ibidem, ... Peder ..., Anders Poulsen, Peder Aaskier, Albert Nielsen, Hans Jørgensen, Mads Andersen, Jep Stof, Iver Sørensen, Jens Jepsen og Søren Christensen alle af Maltbæk, og Søren Andersen af Askov, Jørgen Jensen, Ebbe Lauridsen, Knud Jepsen, Mikkel Lassen, Christen L..., Laurids Pedersen, Jens ...kemand og Jens Møller, alle af ... /. maj, men siden det er Kristi Himmelfartsdag, så bliver ting og tægtedag d. 8. maj. - De skal komme med dere quitansbøger for at se lequidetion imellem herskabets ridefoged og bønder. - Hvad angår Morten Jepsen, som har frebbudt sig at ville rette for sig, men ikke af mons. [=> fol. 169] Christian Lund er bleven antagen. blev til videre doms afsigt udsat. 8/5.

fol. 169:

Stævningen fra Christian Lund, alt angående skyld, landgilde, lånekorn samt penge og resterende skatter.

Fredagen den 8. maj 1739:

Christian Lund ctr. debitorer. [=> AO2 83] Hver debitors gæld nævnes. De indstævnte blev påråbt, om nogen havde noget at svare, men ingen indfandt sig undtagen ridefogeden Hans Vogh fra Endrupholm, som fremstillede sig på vegne af sin husbonds bonde Morten Jepsen af Holsted, som for det første refererede sig til Morten Jepsens tilbud og ville nu fornemme, om det høje herskabs fuldmægtig, som har inddragen Morten Jepsen under denne sag, ville nådgunstig eftertænke denne sags beskaffenhed, hvorpå Fogh endnu ville udbede sig fuldmægtigens gode svar. Lund reserverede sig ligesom sidstleden 23. april at modtage de resterende 2 rdl. landgilde og derfor behørig at kvittere, og hvad det foregivne læs staver er anbelangende, er Lund ganske aldeles ubevidst og desårsag ej kan accordere Morten Jepsen sligt. Lund påstod dom over debitorerne. Siden Hans Fog uventet måtte fornemme, fuldmægtigen mr. Lund på ingen måde var at formå til denne liden sags mindelige afhansling, så måtte han se sig årsaget videre i retten sin anliggende at beviseliggøre og til den ende producerede et fæstebrev udgivet til Morten Jepsens formand navnl. Niels Christensen på det sted i sønder Holsted, hvoraf Morten Jepsen nu søges for de 2 rdl. landgilde. Lund protesterede og formente, fremlagte fæstebrev ej henhører under denne sag. [=> AO2 84] -Retten modtog fæstebrevet; men som Morten Jepsens navn ikke findes indført i samme fæstebrev, så bliver til doms afslutning udsat, hvorvidt samme kan og bør anses. - Dernæst blev af Fog fremlagt et fæstebrev udgivet til Niels Christensen den ældre i Holsted dat. 18. juni 1699 (folio 171-172). Fogh bad, retten ville behage og fornemme for det første, at stedets afgift tilforn alene har været 4 mak. danske årligt, og for det 2 da afgiften blev forhøjet, er Morten Jepsens formand af Estrupgårds ejer årl. tillagt og forundt et læs staver til husets vedligeholdelse, hvilke staver eller træ Morten Jepsen og formand rigtig havcde bekommet, indtil forrige fuldmægtig Jens Nielsen fra Estrup kvitterede, men siden den tid indeholdt. Alligevel Morten Jepsen noksom har gjort en fordring derom særdeles til den højvelbårne fru generalinde Scholten selv, som nådgunstig havde lovet at ville give ordre til vedkommende betjente til samme træers udlevering, alligevel blev intet som meldt at erholde; desuagtet har Morten Jepsen dog rigtig afbetalt til marts 1737, hvad han af stedet blev krævet, i forventning tid efter anden at skulle nydt igen, hvis ham var bevilget og tilsagt.Men som nu fornemmes, aldeles intet er at bekomme, så erklærer Fog på Morten Jepsens vegne, at han ikke efterdags af stedet kan betale den afgift, neml. 2 rdl., men stedet, som det befindes, hellere end gerne afstår og overlader til, hvem det høje herskab på Estrup vil forunde den, når det observeres, at hvem stedet bekom nu, den også tillige medtager hartkorn at skatte af peradvenant, såsom dette sted i landmålingens nye matrikel findes indcorporeret under Morten Jepsens påboende gård i Sønder Holsted. Skulle nu fuldmægtig Lund på nogen måde selv på sit herskabs vegne [=> fol. 171] sig herover formaliter erklære på. hvis Fogh har ladet tilføre, så er Foghs påstand og allertjenstl. formodning, at Morten Jepsen ved dommerens endelig kendelse endel. vorder libereret for denne afgift af dette sted Slottet kaldet længee at svare. Til slutning erindrede Fogh endnu, at Morten Jepsen aldrig har fæstet det berørte sted Slottet kaldet, ikke heller han nogen sinde agtede, uden andre conditioner derved erholdes kan. - Lundt måtte fornemme af mr. foghs tilførte, at Morten Jepsen skal være berettiget det foregivende læs staver til stedets reparation årligen for den deraf gående 2 rdl. landgilde, da som ej ringeste derfor er fremlagt, som ham til sligt berettiger, og Lund fornemmer, at Morten Jepsen desårsag ikke bør indeholde sin resterebnde landgilde, men den bør betale, og desom Morten Jepsen derimod formener at være berettiget til tit ommeldte læls staver, kan han have og søge sin regres til det højbårne herskab til Estrup. Fogh kan ikke forbigå at erindre Lund, at Morten Jepsen i det mindste bedre kune bevise, hvad adgang han havde til de ommeldte staver end Lund til at fordre hans herskabs landgilde, så længe han aldrig skal godtgøre enten med fæsterevers eller anden afhandlede accord. Thi hvad Morten Jepsen har betalt i forbigangne tider, er altsammen sket af hane sgen frie vilje. (Fortsat diskussion). - Retten optog sagen til doms.

AO2 85:

Lovdagelsen til Estrups debitorer.

De to fæstebreve citeret fol. 1569:

Haver jeg underskrevne forundt Niels Christensen i Holsted Slottet ibm., som Willum Nielsen og Anne Villumsdatter sidst iboede, og skal han nyde sammt fæstning hans og hans hustrus livstid med sådan condition, at han derpå skal sætte fem fag hus, som forsvarlig kan være. Og skal han have det fri for alting i to år og siden give til huspenge fire mark danske og så være kvit for al kgl. og anden tynge i alle måder. Estrup den 28. marts 1671. C. Sehested.

Jeg underskrevne Detlef Brochdorff til Estrupgård, Helgård et Skodborghus, kgl. maj.ts til Danmark og Norge bestalter oberst kendes her ved, at jeg til nærværende Niels Christensen den ældre [=> fol. 172] har forundt hans og hans hustrus livstid det væring udi Holsted kaldet Slothuset, når de deraf rigtig årl. betaler til husbonden 2 rdl. og husene forsvaligen vedligeholder, så lover jeg hermed, hannem årl. af mig et lidet læs staver skal blive forundt til gærdsel til hjælp om kamighuset tilliggende toft at gærde med. Hvilket bekræfter under min egen hånd. Datum Estrup den 18. januar 1699.

AO2 86, fol. 173:

Torsdatgen den 4. juni 1739:

Afsagt sentence i den sag, fuldmægtigen ved Estrup og Skodborghus Andreas Lund har ladet indstævne ctr. en del bønder og tjenere og Gørding-Malt herred for restance af kgl. skatgter, herskabets landgilde og lånekorn i år 1737 og 1738:

(Alle navne nævnes). Ingen af dem har indfundet sig for at modsige restancen. Så vidste retten ej rettere herudi efter loven [=> AO2 87] at kende og dømme end alle foreskrevne personer jo pligtig er og betale den saggivne restance med rede penge og kornet efter kapitelstaksten tillige med 6 sk. danske pro persona i processens omkostninger. - Angående Morten Jepsen i Holsted, som ligeledes er indstævnet for resterende afgift i året 1738 2 rdl. af et sted i Holsted Slottet kaldet, hvilket sted fornemmes at det høje herskab til Estrup, en efter anden, har ladet bemeldte Morten Jepsen bruge efter hans formænds gamle fæstebreve og adkomster, som han og rigtig har svaret indtil bemeldte år 1738, da han fornævnte afgift har indeholdt, formedelst han ikke på nogen tid årligt skal have nydt det læs staver, som sal. oberst Detlef Brochdorff til Estrup etc. ved fæstebrev af 1. januar 1699 hans formand Niels Christensen den ældre lovet haver efter aktens nærmere udvisning. Altså ses ikke rettere udi denne post at kende og dømme, end at Morten Jepsen jo bør betale de 2 rdl., som han resterer med for år 1738. Og såfremt det nuværende høje herskab til Estrup ikke længere vil forunde Morten Jepsen samme sted efter det gamle fæstebrev for den sædvanlige afgift af penge og et læs staver årlig, hvorom han bør anmelde sig for bemeldte høje herskab eller i fraværelse deres beskikkede fuldmægtig, så kan Morten Jepsen lovligt frasige sig samme sted med sin dertil hørende hartkorn, da herskabet eller deres fuldmægtig såden kan fæste og overdraget det til, hvem de bedst finder for godt at accordere med.


AO2 89:

Torsdagen den 25. juni 1739:

fol. 176:

På vegne af kancelliråd og amtsforvalter Brun i Ribe mødte hans fuldmægtig Niels Barfoed, som producerede stævnemål ctr. Anders Christensen af Nyby og Hans Jepsen af Drostrup ang. deres i ægteskab begangne lejermål og de derfor til hans kgl. maj. efter loven [=> AO2 90] tilkommer bøder alt efter stævningens tydelige indhold (fol. 177). Videre fremlagde han stiftsbefalingsmand von Gabels høje ordre til at lade indbemeldte mænds bo og midler regstrere og ... til sagens uddrag således lydende: Resolution: Herredsfoged sr. Bierum haver straksen at besørge bemeldte 2 mænds bo og midlers registrering til sagens uddrag. Ribe den 23. ... 1739, C.C. v. Gabel. Retten påråbte indstævnte Anders Christensen af Nyby og Hans Jepsen af Drostrup, om der var til stede for at svare mid amtsforvalter Jørgen Bruns fuldmægtige Niels Barfoeds imod dem anhængiggjorte sag. Hvor da mødte Hans Jepsen af Drostrup, mens Anders Christensen af Nyby ikke mødte. Og som deres husbond Termand Madsen til Nielsbygård lod anmelde hans forfald af en anden forretnng forhindret, så blev sagen forflyttet til 9/7.

fol. 177:

Stævningen til Anders Christensen og Hans Jepsen for lejermål, den første med Hanne Johansdatter af Drostrup og den anden med søsteren Maren Johansdatter ibm. efter den angivelse, som præsten Niels Bützow herom har indsendt. Stiftamtmandens ordre til at lade registrere og med rettens middel inventere de to mænds formue og rørende midler. Stævningen anmeldes for deres jorddrot Termann Madsen.

AO2 91:

Torsdagen den 9. juli 1739:

Sagen ctr. Anders Christensen i Nyby og Hans Jepsen i Drostrup. Amtsrforvalter Bruuns fuldmægtig Niels Barfoed producerede præsten Niels Bützou i Vejen hans indberetning til stiftamtmanden om deres tilståelse at have besvangret Maren og Hanne Johansdøtre (se fol. 178-181). De blev påråbt. Anders Christensen mødte og tilstod saggivelsen over ham. [=> fol. 178] Termann Madsen begærede, retten ville observere hans maj.ts allernådigste forordning af 15/1 1704 og 23/2 1719 med hvis videre loven om besætning og deslige melder. Dernæst producerede Madsen et skiftebrev dateret den 11. juni 1728, item en panteobligation dat. 9. febr. 1735. Til dette svarede Barfored, at hvad den af sr. termann Madsen givne erindring om hans besætnings iagttagelse angår, så endskønt de allernådigste forordninger giver sr. Madsen tilladelse at udtage besætning, så skulle man dog ikke mene, at han kan prætendere mere end det ved stedet forfunden er. Thi hvo skulle have besat stedet for sr. Madsen, om denne cassier ikke havde arriveret, og sr. Madsen ved, såvel at indboskab i huset, som kaldes en mands formue, og besætning i gård til avlings drift ikke med hinanden confronterer, og således kan sr. Madsen ikke billig påstå mere til besætning at udtage ved Hans Jepsens sted end, hvis der in natura forefunden er, siden han og ikke ved nogen dom har gjort sig prioriteret udi Hans Jepsens øvrige bos effekter. Hvad de af sr. Madsen fremlagte skiftekontrakter, den ene indrettet som et pantebrev og skiftekontrakt tillige og dog hverken læst eller protokolleret for nogen ret, så anså Barfoed dem begge ikke kraftig til at præjudicere hans maj.tx bøder efter loven. For resten ville Barfoed ikke tvivle på, at de umyndige på begge steder jo vel af skifeforvalteren med sådan værge er vorden forsynet, som dertil efter lovens 3. bogs 17. kap. 15. art. udfordres. Thi derfor bliver formyndre anordnet, at de skal iagttage deres myndligers arveparter og se dem til deres bedste med sikker pant employeret efter lovens pag. 534 art 26 (DL 3-17-26), og har værgerne efterladt sligt, får de dertil vel være ansvarlig. I slig tilfælde ville Barfoed have Termann Madsen henvist efter de prætenderede arveparter til formynderne eller hos slg selv som skifteforvalter og overformynder alt uden nogen skår udi hans kgl. maj.ts bøder efter loven, og videre hertil at svare fandt Barfoed ufornøden, men sluttel. satte i rette over Anders Christensen og Hans Jeppesen med formodning og påstand, at de bør pligtig findes for deres begangne lejermål i ægteskab at lide og undgælde den straf, som lveon pag. 945 art. 24 (DL 6-13-24) derom allernådigst dicterer. - Termann Madsen forblev ved sit forrige og fandt ikke fornødent at besvare mons. Barfoeds vidtløftig tilførte, såsom han noksom håber og er forsikret, at hans maj.ts lov og forordninger fuldkommen forklarer, hvad af en bondes bo til besætning, byffæld med videre er prioriteret. - Sagen opsat til doms afsigt.

AO2 92:

Følger her indført efter hinanden alle de skriftlige dokumenter, som idag d. 9. juli produceret er, sålydende:

Anno 1739 den 5. juni efter hans excellence hr. geheimeråd og stiftsbefalingsmand von Gabels nådige ordre til min principal hr. herredsfoged Søren Bierum og tilige efter hr. kancelliråd og amtsforvalter Jørgen Bruun i Ribe hans fuldmæggtig mons. Niels Barfoeds begæring var jeg underskrevne Christen Møller af Skølvad på ommeldte min husbonds vegne i hans lovl. forfald med tiltagne tvende mænd navnl. Hans Mikkelsen og Anders Mogensen, begge af Nyby, forsamlede i Anders Christensen snedkers hus i bemeldte Nybo for at registrere og inventere hans forefundne bo og midler efter højbemeldte hans excellences nådige befaling, hvor da forefandtes følgende: (En opregning af alt i stuen, seng, træ- og jernfang, værktøj, levende kreaturer med værdiansættelse for hver enkelt ting. Bl.a.: en dansk bibel til 3 mk., en åndelig bedekæde til 12 sk., en gl. samlebog til 10 sk. og en bog Den syngende Tidsfordriv til 6 sk.). Ialt 21 rdl. 5 mk. 1 sk. [=> AO2 93]
Derefter blev Anders Christensen af mons. Niels Barfoed tilspurgt, om han havde videre enten hjemme eller andensteds end hvis allered foranført og vurderet er, hvortil Anders Christensen svarede, at han havde aldeles intet videre hans bo tilhørende undtagen hans og hustrus liv- og gangklæder. Videre tilspurgte Barfoed Anders Christensen, om han ikke tilstår at have besvangret Hanne Johansdatter og at være hendes rette barnefader efter den angivelse hun derpå har gjort og for præsten velærværdige hr. Niels Jochum Bützou i Vejen under 4. dec. a.p. er bleven anmeldt for velb. kancelliråd Bruun i Ribe, hvortil Anders Christensen svarede, at han desværre måtte tilstå samme at være sandhed. Og som intet videre denne sinde herved var at forrette, altså blev denne forretning skulltet med advarsel af herredsfogedens fuldmægtig til Anders Christensen og hustru, at de intet af de nu heroven specificerede løsøre eller levende kreaturer forkommer eller afhændes, forinden denne sag lovl. er afgjort.

AO2 93:

Anno 1739 den 5. juni efter hans excellence hr. geheimeråd og stiftsbefalingsmand von Gabels nådige ordre til min principal hr. herredsfoged Søren Bierum såvelsom efter hr. kancelliråd og amtsforvanter Jørgen Bruun i Ribe hans fuldmægtig mons. Niels Barfoeds begæring var jeg underskrevne Christen Møller af Skølvad på bem.te min husbonds vegne i hans lovl. forfald tillige med tiltagne tvende mænd navnl. Knud Pedersen og Niels Madsen af Drostrup forsamlede i Hans Jepsens hus i bem.te Drostrup for at registrere og inventere hans forefindende bo og midler efter højbem.te hans excellences nådige befaling. - (Gennemgang af alt indbo som ovenfor, bl.a. en gammel salmebog til 3 sk. og en åndelig bedekæde til 4 sk. Levende kreaturer: en sort hoppe over 10 år gl., en gulblakket hoppe 6-7 år, en gl. brun hest ganske aldrende, en sortraufnet ko, en sorthjelmet dito, en sortrygget kvie, 3 får, 2 lam.) - Ialt 33 rdl. 14 sk.
Hvornæst insinu8erede Niels Barfoed, at han aldrig kan tro, at Hans Jepsen nu rigtig havde angivet sin bos ejende effekter, siden foranførte er kuns lidet og dets foruden(?) ganske ringe af værdi, hvorved man også mærkelig kan erfare, at der i husets indboskab og gårdens besætning mangler en del, hvorfor Barfoed bad, at retten ville pålægge Hans Jepsen under ed rigtig og uden nogen fordølgelse nu at angive alt, hvis han ejer og hans bo rettelig tilhører. Herforuden ville sr. Barfoed have Hans Jepsen tilspurgt, om han ikke tilstod det, som af sognepræsten om ham er angivet, neml. at have besvangret Maren Johansdatter i Drostrup og således at være hendes barnefader, ligesom ermeldte Maren Johansdatter det angivet og udlagt haver. Til det første [=> AO2 94] svarede Hans Jepsen, at han rigtig og uden nogen slags fordølgelse havde angivet, hvis han var ejende og derpoå, om lovligt var og ham kunne pålægges ved hans værneting, ville stadfæste med corporlig ed, ligesom han og til det andet svarede, at han uden nogen indsigelse må bekende og tilstå som meldt at være Maren Johansdatters barnefader. Da siden intet videre af fuldmægtigen mons. Barfoed her ved eller på dette sted var at erindre, altså blev denne forretning sluttet, dog med advarsel af herredsfogedens fuldmægtig til Hans Jepsen og Hustru, at de intet af forestående specificerede løsøre eller kreaturer lader ve dem selv eller andre forekomme eller afhænde indtil endelig sagens uddrag, hvortil de svarede, intet med deres vidskab skulle blive forekommet såvelsom og for deres forsømmelse at ej at iagttage nogen skade.  At alt således passeret er, som ovenskrevet står, bekræfter vi med vores hænders underskrift.

AO2 94:

Præstens anmeldelser til amtsforvalteren:

Efter at jeg havde skrevet og sluttet min attest dat. 10. nov. næstafvigtge angående de bøder, som udi Vejen og Læborg sogne kan være i dette for for begangen lejermål på kongens gods falden og derudi attesteret, at ej nogen lejermål udi samme sogne til ovenskrevne  datum er begået, for hvilke bøder skulle betales, forefaldt der næstefterfølgende 23. nov., som var Dom 25. post Trin. a.o., anledning til at indtgive attest om et lejermål, som er begået udi Læborg sogn i det år på kongens gods, for hvilket bøder er falden, hvilken attest jeg for allerunderdanigst at efterleve hans kgl. maj.tx allernådigste forordning af 12. marts 1735 hermed allerydmygest insinuerer velædle hr. kancelliråd, som er højst betroede amtsforvalter over Riberhus amt. Attesten består derudi, at ovenmeldte dag neml. den 23. nov. blev et slegfredbarn offentlig udi Læborg kirke døbt, som i dåben blev kaldt Johan, hvis moder navnl. Maren Johansdatter er til huse i Drostrup hos hendes moder Maren Jesdatter, der bor i et lejehus, hvilket Jacob Nielsen ibm. skal have i fæste på det gods, som er henlagt til Riber Latinskole. Desårsage angives dette lejermål for velædle hr. kancelliråd som hans kgl. maj.ts højst betroede amtsforvalter over Riberhus amt. Dette tilmeldes også, at den, som fremholdt dette slegfredbarn til dåben, berettede, at barnemoderen holdt Hans Jepsen, som bebor en gård i Drostrup, Nielsbygårds ejer tilhørende, for at være barnefader. Hvilken attest indsendes fra mig, som med al velstands og velsignelses lønske forbliver velædle og velbyrdige hr. kancelliråd og amtsforvalter gunstige velynder Deres allerydmygste tjener. Niels Jochum Bützow, Vejen den 24. nov. 1738.

Velærværdige og velbyrdige kancelliråd og amtsforvalter, gunstie velynder. Dersom mig ej udi dette års indgang(?) eller fremgang blev given årsag til at indgive attes om bøder, der kunne være falden for begangen lejermål på kongens gods i Læborg sogn, som ... [=> fol. 181] ... er der udi årets udgang udi samme sogn given årsag til at skal indgives derom 2 attester. Den første attes er allerede den 24. nov. næstafvigte indsendt, som gav til kende, at Maren Hohannisdatter /: hvilken opholder sig hos hendes moder navnl. Maren Jesdatter på et sted i Drostrup, hvilket Jacob Nielsen siges at skal have i fæste på det gods, som er henlagt til Riber latinskole :/har begået lejermål. Den anden attest indsendes ej lang tid derefter, som er om Hanne Johannisdatter, en søster til ovenmeldte Maren Johannisdatter, og som opholdder sig i lige måde hos hendes moder på venmeldte sted, hvorfor det tilmeldes og hr. kancdelliråd, som er højst betroede amtsforvalter over Riberhus amt. Sagen er denne, at ovenmeldte Hanne Johannisdatter lod et slegfredbarn Dom. 1mo Adv., som var den 30. nov., til Læborg kirke frembære for at blive døbt, hvilket i dåben blev kaldt Christen, dette tilmelder også, at den, som fremholdt dette slegfredbarn til dåben, gav til kende efter barnemoderens beretning, at Anders Christensen, som bebor et sted i Nyby, Nielsbygårds ejere tilhørende, var barnefader, hvilken attest indsendes fra den, som med al velstands og velsignelses ønske forbliver (etc.)

fol. 181:

De producerede dokumenter fra Termann Madsen på Nielsbygård lyder efter hinadnen som følger:

No. 1: Som Anders Christensen af Lindknud næst Guds bistand agter at indlade sig i ægteskab med sal. Christen Jensen Niibes hustru af Nyby An Andersdatter, og som fornævnte enke haver en datter An Christensdatter, gammel i syvende år, samme pigebarn lover jeg Anders Christensen først at opdrage skikkeligen og ærligen både i gudsfrygt og lærdom, til hun bliver 15-16 år, at hun kan komme ud til skikkelighed og fortjene sit brød, så nor hun kommer til hendes lovl. alder, eller hun kunne blive forset i ægteskab, lover jeg at give hende rede penge 30 slettedaler så vel som en skikkelig seng og en halv kiste efter min evne, såvel moderens livklæder efter hendes død skal have. Og imidlertid hun er hjemme i huset ved mig, skal fornævnte penge stå uden rente, og skulle vi i ægteskab avle børn, skal fornævnte barn Anne Christensdatter være fornøjet både for fædrene og mødrene arv. Men skulle vi ingen børn i ægteskab avle, skal hun have 6 sldlr. efter hendes moders død mere, om boet det kan tåle og Herren bevare os fra overfalden vanheld og giver lykke dertil, hvilket foreskrevne jeg Anders Christensen med min forhåbendes kæreste lover at holde rigtig og skadesløs, og den forening sket i vores husbonds overværelse samt indsatte formynder Claus Andersen i Gerndrup, som haver tilbørlig opsyn med barnet, at det kristel. og skikkel. bliver opdraget såvel og at tage hendes midler i agt, som han vil og bør at være ansvarlig for efter som forskrevet står og lovl. er. Til bekræftelse under vores hænders underskrivelse og venl. ombedet Hans Smed og Laust Møller af Nyby dette overværende til vitterlighed med os at underskrive. Datum Nyby den 11. juni 1728. Anders Christensen, Anne Andersdatter. Formynder: Claus Andersen. Til vitterlighed, Hans Mikkelsen, Laust Iversen Møller. Ratificeret af T. Madsen.

Underskrevne Anders Christensen Snedker boende i Nyby hermed bekender og tilstår, det jeg ret vitterlig gæld skyldig er til velagte dannemand Claus Andersen i Gerndrup, solm af vores forrige husbond sal. Mads Termannsen er indsat at være constitueret formynder for min stifdatter navnl. Anne Christensdatter og efter den forening, som imellem [=> AO2 95] os blev gjort 1728 /: og af vores nuværende husbond sr. Termann Madsen til Nielsbygård ratificeret :/ for de da af mig til hende udlovede fædrene arv neml. 36 sldlr., hvilke penge han mig til ikke alene betroet haver, men endog derforuden lånt mig rede penge 10 sldlr., som er tilsammen fyrretyve og seks slettedaler, tillige med den belovede seng og halvkiste, skifteforeningenn omformelder. Da på det formynderen Claus Andersen af mig og mine arvinger desto bedre for ovenmeldte kapital kan være forskiret, pantsætter jeg hermed fra mig og mine til ham og hans arvinger al min indbo beståemde af sølv, kobber, tin, messing, sengeklæder, liv- og gangklæder, kister og skrin samt andre trævarer til husets fornødne brug, så og tvende køer og ti får tillige med alt mit håndværks redskab, item alt, hvis jeg og min hustru ejendes er og ejendes vorder, aldeles intet i nogen måder undtagende, at dette skal være og forblive ovenmeldte Claus Andersen på sin myndlings Anne Christendatter og egne vegne til et fuldkommen fast forsikring og underpant, indtil bemeldte børnepenge tillige med de andre lånte penge skadesløs bliver betalt; og skal jeg eller mine arvinger ingen magt have eller berettiget være enten alt eller noget deraf at afhænde, sælge eller pantsætte, før end Claus Andersen på egne og sin myndlings vegne for forberørte kapital 46 sldlr. så vel som kiste og seng fuldkommen er betalt og fornøjet, og jeg denne min panteobligation indfriet haver, så han og hans arvinger af mig og mine arvinger, en for alle og alle for en, skal være og blive uden skade og skadesløs holden i alle optænkelige måder. Til bekræftelse haver jeg dette ikke alene med egen hånd underskrevet, men endog venligen ombedet overværende tvende dannemænd Ebbe Sørensen af Okslund og Hans Mikkelsen af Nyby med mig til vitterlighed ville underskrive. Datum Nyby den 9. febr. 1735, Anders Christensen. Efter begæring til vitterlighed underskriver Ebbe Sørensen, Hans Mikkelsen.


 

AO2 99, fol. 186:

Torsdagen den 30. juli 1739:

Christian Lund på vegne af generalløjtnant von Scholten til Estrup og Skodborghus forestillede 2 kaldspersoner, Christen Olesen og Niels Nielsen, begge af Nørre Holsted (fol. 187). De har talt med de indstævnte selv for enhver sin bopæl. Før end videre blev foretaget, fremmødte for retten på indstævnede Niels Hansen af Gørklint og Peder Mikkelsen af Sekær deres vegne fuldmægtigen Hans Fogh fra Endrupholm, som i stævningen fornemmede, at kgl. maj.ts ridefoged over Kalvslund og Frøs herreder på det høje herskabs vegne til Estrup lader i sit navn stævne og kalde som fuldmægtig ved Estrup gård og gods, og nu fremstiller sig i retten en person navnl. Christian Lund, som ikke er bekendt af nogen fuldmægtig ved Estrup, så 1. ville Fogh påstå, at før end ham tillades videre denne sag at indgå, han, som ske bør, da at fremvise sit behøvende fuldmagt. For det 2. ville Fogh og erindre retten, at den pågældende Malte Pedersen i Holsted ikke, som ske burde, er stævnet eller kaldet for denne sag. Så vil Fogh ingenlunde formode, at nogen lvomål enten over ham eller de  2 benævnte Endrupholms tjenere i Gørklint eller Sekær vorder ført. - Herpå gav Christian Lund til svar, at siden han måtte fornemme af mons. Foghs tilførte, det han æsker fuldmagt af ham, da er Fogh så vel som alle og enhver tingsøgende vel bekendt og vitterlig, at Christian Lund over 2 år har været ved Estrup gård og gods og desmidlertid ført adskillige forefaldende sager her ved retten på sit høje herskabs vegne udi sin farbroder kgl. maj.ts ridefoged mons. Anders Lunds absence, og desårsag ville formode, at han på sit herskabs vegne og i deres fraværelse deres interesse at observere vorder tilladt at føre. Og for det 2. hvad angår forloverne, som indstævnet er, så fornemmer Lund, at hvem som for nogen caverer, bør man sig og i mangel af betaling at tilholde og han alene at svare og betale som selvskyldner , og i det øvrige var Lund b egærende, at indstævnte personer, Niels Hansen i Gørklint og Peder Mikkelsen i Sekær samt Tøger Andersen i Nørre Holsted af retten behagel. måtte påråbes, om de måtte være til stede, det resterende tiendekorn, nemlig 7 skp. rug for 1737 og 1738 for Malte Pedersen i Nørre Holsted ... hvilke for det første afvartede for om muligt videre vidtløftighed at evitere. - Hans Fogh repeterede sit forrige og påstod i kraft af loven og hans maj.ts allernådigste forordninger samt de fra hans excellence hr. geheimeråd og stæftsbefalingsmand von Gabel til rettens betjente ergangne højrespektive ordres, at bem.te Chritian Lund bør vise fuldmagt eller autorisation til denne sag at føre, før end ham videre tillades samme at fremme. - Hvad Malte Pedersen i Holsted angår, da finder retten vel lov-følgelig, at den som sagen angælder, bør have lovl. kald og varsel. Retten, før end nogen [=> AO2 100] skilsmisse kunne ske, pålagde mr. Lund at fremlægge den påberåbende kontrakt for at se, hvorvidt samme strækker sig, og hvorvidt forloverne har forbunden sig som selvskyhldnere at betale den søgende fordring. - Sø fremlagde Lund og i retten producerede kopi eller genpart af kontrakten angående Holsted kirkes anpart korntiende i dito sogn de dato 15. aug. 1733 med behørig papir bilagt, den han begærede ord fra anden læst, påskreven og protokollen tilført, så vidt til bevis, at bemeldte trende ovenmeldte mænd Niels Hansen, Peder Mikkelsen og Tøger Andersen er kautionist og forlover for bem.te kirkes korntiende, og bem.te genpart siden igen at extraderes. Og som retten deraf udfinder, det bemeldte 3 mænd har forbunden sig til som selvskyldnere derefter at klarere otg betale årl. udi rette tid, hvad udi den accorderede sum, neml. 28 tønder 7 skp. rug ikke på Estrupgård blev leveret. - Men førend den fremviste såkaldte kopikontrakt i retten blev modtaget, beder Fogh, at dommeren ville observere, at den hverken er verificeret, ikke heller findes den ene af påberåbtge kautionister, Morten Jepsen i Holsted det at skal have underskreven, formoder derfor den fra retten afvist, og dersom den konstituerede fuldmægtig ved Estrup agter denne sag at fremme, han da bør pruducere lovskikkede beviser, ellers om det imod Foghs formodning vorder tilladt udi anden stævnemål at prosequere denne sag til doms, så ville Fogh herhos erklære, at disputen ikke skulle blive om de resterende 7 skp. tienderug hos Malte Pedersen, men den erbød sig uden dom at ville betale, med reservation, at det høje herskab til Estrup som patron til Holsted kirke derimod bør udvist ermeldte Malte Pedersen og hans tolestade i bem.te kirke, hvilket både oan og hans fader, som stedet tilforn har beboet, aldrig har kunnet finde eller få, ihvorvel h an med mange bønner og begæringer har erindret højbemeldte herskab i den henseende, som han i sin enfoldighed ikke vidste  bedre, end han har ladet tienden stå uleveret, sideh han har måttet tigge olg betle sig stolestade. I det øvrige refererede sig til det forrige. - Lund måtte fornemme af mons. Foghs sidste tilførte, han søger tilsidesat den her i retten producerede og fremlagte kopikontrakt, så ville Lund håbe, at hvad i sagen højnødvendig behøves til bevis, bliver antagelig; hvad den foregivende stolestade anbelanger, da er det ej noget, som vedkommer denne sag og derfor ikke bør indeholde sin tiende i så måde; men om han derved finder sig fornærmegt da han sig hos vedkommende haver at adressere ved lovl. omgang. - Retten resolverede således: at siden kgl. maj.ts ridefoged i Frøs og Kalvslund herreder sr. Andreas Lund ridefoged og fuldmægtig ved Estrup gård og gods ved kaldsmemorial under egen navn har ladet stævne Niels Christensen af Gørklint, Peder Mikkelsen af Sekær og Tøger Andersen af Nørre Holsted, og mons. Christian Lund sig angivende fra Estrup sagen fremført, hvad imod ridefogeden fra Endrupholm mons. Hans Fogh har protesteret, at han anser ham ikke som fuldmægtig, forinden han retten viser fuldmagt fra ridedfoged Andreas Lund eller autorisation fra hans excellence hr. geheimeråd von Gabel; altså kunne [=> fol. 187] retten ikke tillade mons. Christian Lund i denne sag eller andre at gå i rette, før end han efteer hans kgl. maj.tx allernådigste rescript  til hans excellence hr. geheimeråd og stiftsbefalingsherre von Gabrel de dato 31. dec. 1732 forsyner sig med autorisation eller og bevis at være ridefoged sr. Andreas Lunds brødtjener, og hvad angår den producerede kopikontrakt, som ikke er verificeret, da han samme ikke modtages, allerhelst contraparten dderimod har protesteret, men samme haver citanten enten vedbørl. at verificere, forinden den i retten fremkommer, at være ligelydende med originalen eller og oroginalen, ligesom den i sig selv er, at fremlægge, til hvilken tid at udfærdige forundes ham opsættelse til idag 14 dage d. 13. august førstkommende, til hvilken tid stævn,ingen står udi sin fulde kraft.

fol. 187:

Torsdagen den 6. august 1739:

Følger her indført den kaldsmemorial på folio 186 citeret: Kaldsmemorial. Kongelig maj.ts ridefoged i Frøs og Kalvslunds herreder Andras Lund, fuldmægtig ved Estrup og Skodborghus lader her ved 8 dages lovl. varsel give eder Peder Mikkelsen i Sekær, Niels Hansen i Gørklint og Tøger Andersen i Nør Holstede til Gørding-Malt herredsting førstkommende 30. juli at møde angående resterende korntiende af kirkens anpart i Holsted sogns for år 1737 og 1738 hos Malte Pedersen tilbagebleven og I som kautionist, forlover og selvskyldner har forbunden eder i alt dito tiende årl. og udi rette tider at svare og dog ikke efter mange mindelige anmodninger dertil skal have været at bekvemme, dette i alt, hvis af sagen dependerer, følge og flyde kan at anhøre samt dom til skadesløs betaling og denne forårsagede processes erstztning at lide og undgælde. Datum Estrup d. 23. juli 1739. A. Lundt.


 

Torsdagen den 13. august 1739:

Fremlagt en obligation af provsten hr. Niels Bützow i Vejen til afgangne Høxbroes arvinger i Kolding. Skal indføres i panteprotokollen.


 

Sagen ang. Holsted kirkes korntiende. Christian Lund producerede ridefoged Andreas Lunds indlæg af 13. august med deri påberåbende bilag (fol. 188-189). På de saggivne Endrupholms tjenre Peder Mikkelsen og Niels Hansen af Gørklint deres vegne mødte Hans Fogh fra Endrupholm, som uventet måtte fornemme, at fuldmægtig mr. Andreas Lund idag til doms prosequerer hans sag imod de såkaldte [=> AO2 101] kautionister eller forlovere, da Fogh i den sted havde ventet, at mons Lund havde bedre taget denne sag i consideration til almindelig afhandling, allerhelst da Lunds sag herudinden står på så svage fødder, at den vel næppelig vil falde efter hans påstand. Thi ville retten behage at efterse Lunds beviser, da er det alene et charteque, som han kalder kopi af den kontrakt om Holsted kirkes korntiende er oprettet i året 1733, og som Lund udi sit indlæg verificerer samme at være den selvsamme kontrakts indhold, hvilken findes skreven på no. 20 stemplet papir til 24 sk., som er direkte imod den kgl. forordning af 23. jan. 1719 dens 6. post. Så påstår Fogh, samme ej alene bør være ugyldig til nogen sags bevis om den søgende tiende, hvilket den velvise dommer også anser, og ellers iagttager hans maj.ts interesse,  som ved det behørige stemplet papirs snig herudinden er begået imod den allegerede forordnings udtrykkelige befaling. - Skulle efter mr. Foghs påstand noget fejle, formener Lund i ingen måde bør komme det høje herskab eller nuhavende ... giver til nogen last eller præjudice, alt i anledning allernådigste lov pag. 550 art. 1 (DL 3-19-1). - Hans Fogh ville fornemme, om det var Andreas Lunds eller Christian Lunds ord indført, siden Christian Lund idag 14 dage blev pålagt at fremvise sit fuldmagt, forinden han noget i denne sag blev tilladt at føre. - Christian Lund refererede sig til sit forrige og i retten indleverede indlæg og overlod alt til dommerens lovl. behandling. - Hans Fogh ville ikke heller formode, at Christian Lund videre vorder tilladt i denne at føre, indt. han fremviste videre fuldmagt og eller var Fogh gerne fornøjet med at overlade resten af denne sag til dommerens lovforsvarlige behandling, hvorved Fogh gør sig forsikret, at dommeren nøje ville overveje denne sags beviser såvelsom hvis om det stemplet papirs svig var bleven erindret, samt og tage i betragtning den mindel. tilbud på den rette pågældendes vegne førhen under denne sag er gjort. - Lund agtede unødigt for retten ikke at opholde noget herpå at svare, men tilholdt sig sit forrige. - Retten tilspurgte begge parter, om de videre i denne sag havde at føre, hvortil de svarede nej. Altså blev denne sag til doms afsigt optaget.


 

fol. 188:

Sentence udi den sag, velædle og velbyrdige har. kancelliråd og amtsforvalter Bruun i Ribe på allernådigst anfortroede embeds vegne har ladet indstævne contra Anders Christensen i Nyby og Hans Jepsen i Drostrup i Læborg sogn angående begangen lejermål i deres ægteskab således for retten afsagt: Eftersom det bevises med provsten velærværdige nr. Niels Jochum Bützou i Vejen hans til velædle og velbyrdige hr kancelliråd og amtsforvalter Bruun udgivne attester de datis 24. november og 4. december 1738, at Anders Christensen i Nyby og Hans Jepsen i Drostrup har begået lejermål udi deres ægteskab, den første at have besvangret Hanne Johansdatter og den anden Maren Johansdatter af Drostrup, hvilke lejermål og begangne forseelse de og begge har tilstanden ved den af hans excellence høj- og velbårne hr geheimeråd og stiftsbefalingsherre von Gabels anbefalede sequestration over deres ejende formue den 5. juni 1739 holden og forrettet, som akten nærmere udviser. Så vidste ikke rettere herudi at kende og dømme, end at fornævnte Anders Christensen af Nyby og Hans Jepsen af Drostrup jo efter lovens pag . 945 art 24 (DL 6-13-24) bør som den første gang, de beviselig i så måde har forset sig, straffes på deres godes og penge efter deres yderste formue. Men som husbonden for bemeldte tvende mænd sr. Termann Madsen til Nielsbygård er fremkommen i retten og sammesteds ej alene påstanden og æsket den besætning, som hans maj.ts allernådigste forordninger taler om, men endog på Anders Christensens vegne i Nyby fremlagt en såkaldt skiftebrev for stifdatteren Anne Andersdatters arvepart, hvorudi han lover hende 36 slettedaler samt kiste og seng med videre, samme melder om, dateret 11. juni 1728, samt en derpå til formynderen Claus Andersen i Gerndrup den 9. februar 1735 udtgiven panteforskrivning på 46 slettedaler med mere og derved pantesætter [=> AO2 102] bemeldte Anders Christensen til formynderen Claus Andersen alt, hvis han og hustru ejendes er og ejendes vorder, hvilken panteforskrivning dog ikke ses at kan præjudicere hans maj.t udi sin rettighed ved tilfaldende bøder, allerhelst den ikke, som ske burde, eftger loven pag. 739 art. 28 (DL 5-3-28) et pag. 767 art. 7 (DL 5-7-7) er vorden tinglyst, men får søge sin regres hos vedkommende, som han på lovlig måde bedst ved og kan, og i så måder bliver Anders Christensens yderste formue /: når den halve part, som tilhører hans hustru af boens registrerede, vurderede og sequestrerede effekter 21 rdl. 5 mk. 14 sk. fradrages :/ 10 rdl. 5 mk. 15 sk., hvorfor sker udlæg og nam udi bemeldte registrerede og sequestrerede bohave og løsøre inden 15 dage efter loven. Angående Hans Jepsen i Drostrup, som bebor et sted, hvorved hører besætning, da husbonden sr. Termann Madsen som meldt efter forordningen prætenderer og påstår, da som bemeldte Hans Jepsens sted hverken ved dødsfald eller i andre måder ved dom er ledig vorden, så kunne ej anderledes i den post end at husbonden sr. Termann Madsen jo bør nøjes med den besætning in natura, som findes ved stedet og består af 3 gl. bæster vurderet for 8 rdl.; i steden for det manglende plovbæst, der ikke kan være mindre end 4 rdl., udlægges de to køer vurderet for 6 rdl. 2 mk, 22 gamle arbejdsvogne for 3 rdl. 2 mk., plov og harve 1 rdl. 5 mk., tilsammen 19 rdl. 3 mk, hvilke når fradragens hans registrerede og sequestrerede beløb 33 rdl. 14 sk. bliver i så måder Hans Jepsens yderste formue /: når den halve part, som tilhører hans hustru, afgår :/ 6 rdl. 4 mk. 15 sk., hvorfor ligeledes sker udlæg og nam udi bemeldte registrerede, vurdere og sequestrerede bohave og løsøre inden 15 dage efter loven, hvilket bøder, som forbemeldt er, tilkommer hans kgl. maj., når først er afdragen den på sagen lovlig anvendte bekostning, som lovens pag.1 53 et 154 art. 2 (DL 1-24-2) betjentene allernådigst tillægges. Des til stadfæstelse under min hånd og fortrykte sædvanlgie signet. Datum Gørding-Malt herredsting den 13. august anno 1739. S. Bierum.


 

AO2 102:

Følger her indført efterfølgende dokumenter, som idag den 13. aug. i retten produceret er og på folio 181 citeret, sålydende:

Kongel. maj.ts herredsfoged, ædle Søren Bruun. At årsages det med rette tilkommende ved proces og lovmål hos modvillige betalere at nyde er fortrædelig, og at slige og ligesindede gemytter af retten til ubillig ophold, tingrejser, tod og pengespilde at årsage bifaldes, er fortrydelig, det jeg vil formode hr. herredsfoged efter bekendte retsindighed med mig tilstår ... ... Holsted sognemænd har 1733 med daværende ridefoged Hermann Thimsen accorderet Holsted kirkes korntiende til 1739 for årlig afgift rent rug 28 tønder 7 skp. på Estrup, [=> fol. 189] så snart ruget var indavlet, at levere, hvortil Niels Hansen af Gørklint, Peder Mikkelsen i Sekær og Tøger Andersen i Holsted som forlovere og selvskyldnere sig forbunden haver. Men som endnu af dito korn resterer 7 skp. rug for 1737 og 38 tildragen, det de ikke efter mange gjorte erindringer har clareret, haver jeg på mit herskabs vegne været forårsaget dem desformedelst til deres forum Gørding-Malt herredsting at lade indstævne til næstafvigte 30. juli at møde, dette i alt anhøre og dom til skadesløs erstatning over dem at indhente, hvor da sagen i så måde at procedere indfandt sig skriveren Christian Lund på Estrup, som herskabets sager en del forhen forfalden der i retten har procederet. Men hvad sker! Rettens daværende administrateur sr. Christen Møller (han var sættedommer den dag) formente ham at gå i rette og nægtet at modtage genpartskontrakt dito tiende angående til bevis i sagen, indtil han viser fuldmagt og forsyner dito genpart med verifikations påtegning. Alt efter Foghs påstand og mod bedre vidende, sagen til ophold, pålægger han begge dele og til den ende opsætter sagen til idag den 13. august, uanset bekendt at være bem.te Lund er en det høje herskabs domistiquer og skriver ved Estrup, som og herved ydermere tilstår og bekendtgøres, han har og på det høje herskabs vegne været i forretning med ham, foruden han endog som meldt par procederet en del herskabets forefaldne sager ved retten, som sr. Møller i værende tid har beklædt og aldrig nogen tid fuldmagt er blevet æsket, og så længe loven tillader at herskab eller husbond ved deres brødtjenere deres sager at lade føre og procedere, der og i ingen måder den kgl. allernådigste rescript er stridbar, vil jeg og n´håbe, retten ikke har ringeste føje eller billighed slig at afslå. - Hvad genpartskontrakts verification angår, som mr. Fogh havde påstanden, der og af monsieur Møller er billiget og nægtet samme uden verifications pårtegning i retten at antage, så ville hr. herredsfoged gunstig behage af dens indhold at fornemme samme at være en ligelydende genpart med sognemændenes ved underskrift fører verification med sig. og måtte jeg vel spørge, af hvo samme skulle verificeres anderledes end den forefindes, til hvilken ende og bevis i sagen samme dndnu her ved retten bydes med påstand, forloverne Niels Gørklint, Peder Sekær og Tøger Andersen bør på Estrup at levere de resterende y7 skp. urg in natura eller derfor i penge fornøje skadesløs samt erstatte denne forårsagede proces og ophold i nøjeste med 2 rdl., hvilket til rettens lovforsvarlige dom indstilles, samt om da ikke for midvillighed og omgang bør anses med mulkt til sognets fattige, til hvilken ende tjenstl. bedes dette mit korte indlæg med vedfulgte bilag i retten til læsning og påskrift og indlægget i alt samt bilag, så vidt insigneret findes, akten tilført. Forbliver kongelig maj.ts herredsfogeds ... tjener. A. Lundt.

Det udi indlægget mentionerede lyder som følger: Hvilke tyve og 8 tønder 7 skp. rug vi årligen, så snart rugen er indavlet, skal betale og levere ved Estrup u dage efter vi om leverancen er advarede, og ifald rugen skulle på i pris om 2 rdl. tønden, da betaler vi halvparten rug, som er 14 tønder 3 skp. 2 fjd. og halvparten i penge, neml. af tønden 2 rdl. som er 28. rdl 5 mk. 4 sk., hvilke tyve og otte ... 5 mk 4 sk. vi tillige med rugens leverance årligen på Estrup skal levere. Og indestår for hvilken rug og pengesummer Niels Hansen af Gørklint, Peder Mikkelsen af Sekær, Tøger Andersen af Nørre Holsted, Morten Jepsen af Sønder Holsted at svare, og ifald npogle af tiendegiverne skulle fejle med deres tiende, så haver vi fornævnte 4 mænd at betale for de udeblivende og svare som selvskyldnere, så vi holder hans excellence hr. generammajor von Scholtens fuldmægtig skadesløs holden i alle måder. Af denne oprettede kontrakt haver vi på begge sider til os taget en enslydende genpart, og til des ydermere bekræftelse haver vi samtlig [=> AO2 103] Holsted sognemænd denne kontrakt med ridefogeden Hermann Thimsen underskrevet og forseglet.
Holsted den 15. aug 1733. Laurits Sørensen, Hans Tønnesen, Jørgen Sørensen, Niels Jakobsen, Jens Tøgersen, Willum Johansen, Hans Lauridsen, Hans Nielsen, Peder Johansen, Christen Olesen, Jens Møller, Niels Hansen, Anders Iversen, Peder Olesen, Christen Jensen, Ole Hansen, Niels Nielsen, Andreas Nielsen, Jens Nielsen, Anders Tøgersen, Niels Christensen, Niels Kudsk, Tue Lassen.
Tilstår vi underskrevne 4 mænd til indmeldte kontrakt at svare både som kautionister og selvskyldnere. Peder Mikkelsen, Niels Hansen, Tøger Andersen.

AO2 103, fol. 190:

Torsdagen den 10. september 1739:

Sentence:

Som kgl. maj.ts ridefoged i Frøs og Kalvslund herreder hr. Andreas Lundt fuldmægtig ved Estrup og Skodborghus lovl. her til Gørding-Malt herredsting har indstævnet Peder Mikkelsen i Sekær, Niels Hansen i Gørklint og Tøger Andersen i Nørre Hosted som kautionister angående Malte Pedersen ibm. hans for 1737 og 1738 års resterende kirkekorntiende i bem.te Holsted sogn, og hverken de indstævnte kautionister eller deres forsvar ridefogeden fra Endrupholm sr. Hans Fogh har modsagt fordringen eller forløftet, men Fogh tvært [=> AO2 104] imod selv har erklæret, at de syv skæpper resterende tienderug ikke ville blive disputeret, altså efter slig beskaffenhed vidste jeg ikke rettere heri at kende og dømme, end ade indstævnte trende mænd Peder Mikkelsen af Sekær, Niels Hansen af Gørklint og Tøger Andersen af Holsted jo bør betale de af Holsted kirkes korntiende og hos Malte Pedersen resterende syv skæpper rug for år 1737 og 1738 enten in natura eller med penge efter hvert års kapitelstakst tillige med to mark danske pro persona udi dennre selvforvoldte processes omkostninger under nam og udlæg i deres bo og redeste midler hvor findes efter loven, imod regres til bem.te Malte Pedersen, som mod pligt og skyldighed har indeholdt sin andel af tienden årligt tillige med sine sognemænd at clarere, fordi, som klages over, han ingen stolestade skal have i kirken, hvilket er en post, denne sag ikke vedkommer. Angående den af sr. Fogh påankede kopikontrakt, som her i retten under et ark stemplet papir nr. 20 til 24 sk. er vorden fremlagt, da er samme ved interlocutorium den 30. juli afvist og ej siden fremlagt eller anset i anden kvalitet end en blot kopi, som hverken i sagen kan rejse eller fælde, mindre fornærme hans maj.ts interesse. Thi henfalder sr. Foghs herom gjorte erindring af sig selv. Des til stadfæstelse under min hånd og hostrykte sædvanlige signet dat. Gørding-Malt herredsting den 10. sept. anno 1739. S. Bierum.


 

AO2 104:

Torsdagen den 11. oktober 1739:

fol. 191:

For retten fremkom Morten Nielsen af Lindknud sogn og by udi Gørding-Malt herred, Riberhus amt, som vemodel. og bedrøvelig beklagede sig at tilkendegav, hvorledes af hans påboende og i fæ.ste havende gårds bygning, som bestået af ti fag salshus, hestestald og fæhus, som var for kort tid siden af ny opbygget, sidste afvigte søndag 8 dage den 20. september om morgenen tidligt ved en ulykkelig ildebrand rent blev lagt i aske og af ildens hastige lue fortæret, ligesom blev opbrændt den største del af alle slags indavlede og utorsken korn og alt indbjerget hø samt en del torsken korn til livs oppenhold, item af indbohave en del såsom af senge og gangklæder og adskillige trævarer med videre her uspecificeret, som ikke i sådan en fart kunne reddes formedelst ilden, som hastig tog overhånd ved daværende storm og uvejr. Hvilket han desværre er beføjet at beviseliggøre og til den ende herom at vidne fremstillede her for retten efterskrevne dannemænd navnl. Niels Jensen, Niels Mortensen, Engel Kor... og Søren Nielsen, alle af forbem.te Lindknud by, som samtl. enhver for sig med opretholdne finger og ed efter loven vandt og bekræftede, at fornævnte Mortens Nielsens bedrøvel. foredragende klage var således i al sandhed tildraget og passeret, som forberørt er, og at samme hans gårds hartkorn efter nye landmålingsmatrikel består af en tønde, fem skæpper, to fjerdingkar, 2 alb. Og ydermere forklarede, at de ikke vidste, hvoraf denne så ulykkelige store ildebrand var optændt og fra kommen. Sr. Termann Madsen til Nielsbygård som husbond for dette afbrændte sted hans udskikkede og i tjeneste havende karl navnl. Anders Møller mødte ligeledes for retten og begærede efter alt, hvis forskrevet står, tingsvidne beskreven tilladt for derefter allerunderdanitst at gøre ansøgning om benådning på den allernådigst tillagte skattefrihed, som retten bevilgede. Så var og den forulykkede Morten Nielsen ligeledes genparttignsvidne deraf begærende, som og blev sted, med recommendation til alle medlidende kristne, at de kommer denne deres medkristen med hustru og syv små uopdragne børn til hjælp og undsætning i denne deres store nød og trang, som Gud igen vissel. vil belønne. Dog må vedkommende ej betjene sig længere af dette tingsvidne end et år efter dato at regne, da han samme her til retten igen haver at indlevere.


 

AO2 105:

Torsdagen den 15. oktober 1739:

fol. 192:

For retten fremkom Niels Hansen af Vejen og forestillede tvende kaldspersoner navn. Niels Jepsen af Vejen og Laust Nielsen af Drostrup. Retten påråbte ej alene indstævnte Hans Poulsen og hustru af Vejen, men endog de varslede vidnespersoner trende gange, men ingen mødte. De blev forelagt til 29/10.

Niels Hansens varselsmemorial: Niels Hansen i Vejen lader her ved 8 dages lovlig varsel give eder Hans Poulsen og hustru i Vejen til Gørding-Malt herredsting at møde den 15. oktober førstkommende angående eders hustru i 2 mænds påhør nogen ærerørige udsagte skældsord til bemeldte Niels Hansen sig og sine til tort og æres forklejning. Til samme ting og tid at møde og i denne sag at vidne indvarsles Jens Theilmand og Laurids Pedersen, begge af Vejen, enders zandheds vidne edel. at aflægge og på spørgsmål at svare, så vidt ender kan være bevidst og bliver omspurgte, hvorefter da passerende citanten et lovskikket tingsvidner agter at erhverve.

Torsdagen den 29. oktober 1739:

Efter påråbelse af retten var ej videre at forrette.


 

Torsdagen den 12. november 1739:

AO2 109:

For retten fremkom Hans Jørgensen og Christen Jeppesen af Stenderup by, Føvling sogn, Gørding-Malt herred, Riberhus amt, som vemodelig, ynkel. og bedrøveligen beklagede sig og retten tilkendegav, hvorledes al deres påboende og i fæste havende gårdes bygning, som består for den første, neml. Hans Jørgensen, som beboede 3/4 part gård /: af hartkorn 3 tdr. 2 skp. 1 fjd. 3/4 alb. :/ af 41 fag sals, lade, hestestald og fæhus samt et aftægtshus med videre, og for den sidste, Christen Jeppesen, en fjerdingpart gård dessens bygning ligeledes sals, lade, stald og fæhus bestod af 10 fag i begyggelig stand, tilsammen 51 fag for begge beboerer, næst afvigte 30. oktober mellem fredag og lørdag om natten, da mesten alle folk og mennesker der i byen var til sengs udi deres ro og hvile, ved en hastig ulykkel. lpåkommende ildebrand rent blev lagt i aske og af ildens hastige lue fortæret. Ligeså blev af ilden opbrændt for Hans Jørgensen al hans indavlede torsken og utorsken korn, nemlig rug, byg, havre og boghvede så vel som alt indbjerget hø, iten en del senge og gangklæder samt anden indbhoave. Thi han kom ud af huset nøgen alene med skjorten på kroppen og ej sligt fik reddet formedelst ilden så hastig tog overhånd, så merebemeldte Hans Jørgensen nu imod den forestående kolde vinter intet har til subsistance og livs oppenhold, hverken for slg selv, fattige hustru og spæde uopdragne børn, ej heller til sine bæster og kreaturer, med mindre godtfolk og medlidende kristne vil række dem hånden og komme dem til hjælp udi denne deres elendighed og store nød og trang. Så blev og opgbrændt og i aske lagt al Christen Jepsens indavlede boghvede og hø med videre her uspecificeret, så han med fattig hustru ... børn ... imod denne kolde vinter [=> fol. 196] er geråden udi en miserabel og slet tilstand. Hvilket de desværre er beføjet at beviseliggøre og til den ende herom at vidne fremstillede her for retten efterskrevne dannemænd navnl. Niels Nissen Lund, Hans Jensen Toft, Mads Christensen og Niels Christensen, alle af forn. Stenderup, som samtl. enhver for sig med opholdne fingre og ed efter loven vandt og bekræftede, at merfornævnte Hans Jørgensen og Christen Jeppesens bedrøvelige foredragende klage var således i al sandhed tildraget og passeret,som forberørt er, og at samme deres gårdes hartkorn efter nye landmålingsmatrikel består af fire tønder, tre skp., een alb., og ydermere forklarede, at de ikke vidste, hvoraf denne så ulykkelige store ildebrand først var fra kommen, undtagen det måtte være sket og optændt udi et lidet hus på gårdens grund, som beboedes af en aftægtsmand med sin hustru, hvilket hus allerførst blev opbrændt og i aske lagt. - Højædle og velb. lhr. hofjægermester Hans Bachmann til Sønderskov som husbond for disse afbrændte steder lod begære efter alt, hvis forskrevet står, tingsvidne beskreven at måtte tillades, for derefter allerunderdanigst at gøre ansøgning om benådning på den allernådigst tillagte skattefrihed, som retten bevilgede. Så var og de forulykkede Hans Jørgensen og Christen Jeppesen ligeledes genpart tignsvidne deraf begærende, som og blev stedt, med recommendation til alle medledende kristne, at de kommer disse deres nødtrængte kristne med  hustruer og spæde uopdragne børn til hjælp og undsætning i denne deres store nød og trang, som Gud igen villel. vil belønne. Dog µå vedkommede ej bejtene sig længere af disse tingsvidner end et år efter dato at regne, da de samme her til retten igen haver at indlevere. (Se også 3/3-40).


AO2 111, fol. 198:

1740

Torsdagen den 7. januar 1740:

Anderes Møller fra Nielsbygård er sætteskriver i følgende sag. Herredsskriver Hellesen Uttrup af Bobøl fremstillede to varselspersoner navnl. Jens Pedersen ibm. og Mads Christensen af Føvling, som efter mundtlig memorial havde indkaldt Poul Pedersen af Brørupgård som hovedmand og en del vidner. For retten fremkom Hans Lintrup af Ribe, som ville have erindret, at han behagelig ville på Poul Pedersens vegne, som er hans svoger og har hans søster til ægte, efter lvens bud ville æske autorisation af den ved retten i denne sag sig befindende sætteskriver. På hans begæring ville retten æske autorisation fra stiftsbefaslingsmand von Gabel til Anders Møller at være sætteskriver i denne sag. Citanten herredsskriver Hellesen bad alene, retten for denne sinde, at sin  memorialvarsel måtte vorde protokolleret, indført og varselsmændene i ed tagen. Hverken Poul Pedersen eller vidner var mødt. Hellesen beder om lovdagelse og opsættelse, til hvilken opsættelsestermin Hellesen vil forskaffe en autoriseret sætteskriver i denne sag. På forespørgsel svarer Anders Møller, at han ikke har autorisation. For at spare tid og penge accepterer Hans Lintrup Anders Møller som sætteskriver uden nogen autorisation, såfremt sagen ikke i mindelighed kan afgøres.Memorial på fol. 199. [=> fol. 199] Hans Lindtrup fremlagde et indlæg på slet papir under Poul Pedersens hånd og i mangel af stemplet papir med 6 sk. bilagt. Hellesen protesterer. Poul Pedersen må møde personligt, om han vil afgøre sagen i mindelighed uden vidneførelse og give nøjagtig erklæring og satisfaktion efter loven. - Retten resolverede, at den fremlagte såkaldte indlæg med 6 sk. i penge bilagt imod herredsskriver Hellesehns protest ikke kunne være antagelig, før end Poul Pedersen selv vedkender sig samme at være hans hånd. Vidnerne, sal. Jens Christensen Lintrups enke Else Sørensdatter og sønnen Peder Johannes Lindtrup i Askov, Poul Pedersens hustru Anne Margrethe Jensdatter i Brørupgård og Christen Sørensen i Eskelund, blev forelagt at møde 28/1.

fol. 199:

Torsdagen den 21. januar 1740:

Følger her indført den memorialvarsel på folio 298(!) citeret sålydende:

Memorial for kaldsmændene: Kgl. maj.ts herredsskriver i Gørding-Malt herred Jens Hellesen Utrup af Bobøl er højligen forårsaget hermed at lade give eder, Poul Pedersen på Brørupgård 8 dages lovl.  og mundtl. kald og varsel til Gørding-Malt herredsting at møde tporsdagen den 14. januar førstkommende for sigtelse, saggivelse otg vidners anhørelse, alt angående de af eder, Poul Pedersen næst afvigte lørdag aften den 2. januar /: da fornævnte herredsskriver Hellesen Utrup kom fredelig ind i eders hus :/ på ham forøvede ondskab med udskælden og ellerss i andre måder ham til tort og blame, hvorved han finder sig fornærmet, med alt hvis videre af denne sag kan dependere, følge og flyde. Til samme tid og ting herom at vidne indkaldes afgangne sal. Jens Christensen Lintrups efterladte enke i Askov og sønner Peder og Johannes Lintrup ibd. og fornævnte Poul Pedersens hustru Anne Margrethe Jensdatter i Brørupgård samt Christen Sørensen af Eskelund, alle eders sandhed her inden retten på spørgsmål edeligen at udsitge og forklare. Efter alt da passerende citanten venter dom at beskreven tage til nøjagtig satisfaction efter loven.

AO2 113:

Torsdagen den 28. januar 1740:

Hellesen ctr. Poul Pedersen. Hellesen producerede på vedbørlig stemplet papir nr. 20 til 24 sk. en under Poul Pedersens egen hånd forfattet tillige med ... ... af velærværdige hr. Peder Vinding og Otto Diderich Bierum af Gravengård (fol. 200). Endskønt [=> fol. 200] herredsskriver Hellesen som citant i denne sag ved kendelse idag 14 dage er pålagt at forskaffe en autoriseret skriver, hvilken autorisation ekke endnu er bleven fremvist, men siden retten fornemmer, at sagen i mindelighed imellem parterne er afgjort, imodtog retten den producerede og af Poul Pedersen underskrevne erklæring til læsning og protokollation for derved at hæmme parternes omkostning og ulejlighed. Citanten formedelst højfornemme venners interposition og mellemlæggelse efterlod og frafraldt sagen og qalene begærede tingsvidne efter hvis passeret er. Retten tillod, tingsvidne af protokollen må extraheres, når den af citanten satte slætteskriver bliver autoriseret, samme at udfærdige. Dernæst betjenete herredsskriver Hellesen retten selv.


 

fol. 200:

På vegne af generalløjtnant von Scholten til Estrup og Skodborghus hans bonde Jakob Pedersen fra Lindknud frekom for retten Christian Lund fra Estrup og fremstillede 2 varselsspersoner, Thøger Andersen og Knud Pedersen, begge af Nørre Holsted, som oplæste deres varsel: Jakob Pedersen lader llher ved 8 dages varsel give  eder, Niels Ebbesen udi Keldbjerg til Gørding-Malt herredsting 28. januar at møde, alt angående hvis I hans datter Anne Marie Jakobsdatter, som eder skal have tjent, i hendes løn til afvigte Machaeli 1739 skal have selvrådig decorteret uden nogen vidende billig føje eller årsag, derom sigtelse og saggivelse at anhøre og I at forklare, om I hende for hendes tjeneste noget måtte have at beskylde, hvorved I kunne være anlediget hende udi hendes løn 6 mk., som sket er, at decortere; da efter sagens forefindende beskaffenhed og denne forårsagede processes omkostning dom til skadesløs erstatning at lide og undgælde. - Retten påråbte Niels Ebbesen af Keldbjerg. Han var ikke mødt. Mons. Christian Lund begærede opsættelse og lovdagelse. 11/2.


 

Erklæring fra Poul Pedersen i Brørupgård: [=> AO2 114] Det har tildraget sig afvigte 2. januar 1740, at min svigermoder af Askov med hendes sønner og andre mine svogre i julen var kommen i mit hus at besøge mig, og som jeg da efter min evne søgte at fornøje dem og mig selv, da vi nød og noget /: jeg for min part som vært :/ mere end vanligt, så jeg kan ej nægte, at jeg jo i dette kære laug blev beskænket. Imidlertid kom velædle hr. Utrup af Bobøl, vores herredsskriver her til Brørupgård, som er sagt for mig :/ da jeg lå i min seng, og da jeg i forvirrelse af min seng var opståen og kom endelig ind i stuen, skal der, som mine svogre og venner siden har sagt mig, være faldet nogle ord med videre mod bemeldte hr. Utrup, som skal været ubekvemme, for hvilke han og til tinge har ladet mig stævne. Da til et venlig forligs oprettelse, om det ellers kan træffe, erklærer jeg herved, at hvis som i så måde er sagt og gjort, er sket som meldt af hastig ubesindighed, og ingen føje dertil haves, hvorfor jeg jerved endnydermere erklærer, at alt hvis i min bemeldte drukkenskab kan være talt eller er sket, er i overilelse af forbemeldte min tilstand, og ved jeg intet andet med bemeldte jr. herredsskriver Utrup end hvad en honorabel, brav og ærlig mand vel egner og anstår, hvormed merfornævnte hr. Utrup formedelst højfornemme venners mellemlæggelse ej alene er fornøjet, så sagen herved skal ophæves, når dette protokollen bliver anført, men endog af generositet efterlader de på sagen anvendte omkostninger. Og at denne tvist mellem os således er afgjort, tilståes herved. - Til vitterlighed ombedet velærværdige og højlærde hr. Peder Vinding i Præstkær og seign. Otto Diderich Bierum i Gravengård med mig Poul Pedersen at ville underskrive, så efter dette, som forskrevet står, kan uden nogen til mig foregående kald og varsel tingsvidne beskreven tages, når forlanges. Datum Præstkær den 17. januar 1740. P. Brørup. At Poul Pedersen dette selvhændig har underskrevet testerer Peder Vinding, O. D. Bierum.


 

AO2 114:

Torsdagen den 4. februar 1740:

Alle bønder, møllere og husmænd i almindelighed og ellers alle andre, som nogen handel hidindtil kan have drevet i særdeleshed i Vejen, Læborg, Malt og Folding sogne er indkalt for at påhøre kongens anordning om landfiskaler m.m. (ialt 9 befalinger), hvad dem i loven og forordninger i særdeleshed er pålagt at efterleve, såsom at føre eders varer til torvs og at entholde eder fra al landprang, købmandskab, krohold, brændevinsbrænden med videre.

AO2 115:

Fredagen den 12. februar: (formedelst igår Taksigelsesfest)

Brørup , Lindknud og Åstrup sognemænd er indkaldt (folio 201-202), og mødte sognefogederne såsom G... Jørgensen af Grene fra Åstrup sogn, Hans Persen Ulv af Asserbøl fra Lindknud sogn og Poul Pedersen Brørup af Brørup, som gav til kende, hvem indvarslingen har forkyndt. Kongens forordninger og rescripter blev oplæst lydelig og tydelig.


 

Sagen Jakob Pedersen fra Lindknud ctr. Niels Ebbesen af Keldbjerg. Christian Lund fra Estrup på vegne af Jakob Pedersen beder retten tilholde Niels Ebbesen at give til kende, af hvad årsag eller føje han har haft til at afkorte hans tjenstepige hendes fortjente løn for 1739. Men førend videre i denne sag, blev sagen ved rettens betjentes mellemhandling forligt således, at Niels Ebbesen betalte en slettedaler, så denne sag er i så måde afgjort, død og magtesløs i alle måder.


 

Rettens indkaldelse til bønder m.m. i Åstrup, Brørup og Lindknud sogne.


 

fol. 202:

Opsættelsen og lovdagelsen på fol. 201 (Jakob Pedersen ctr. Niels Ebbesen).


 

AO2 116:

Torsdagen den 18. februar 1740:

Efter indkaldelze adf retten mødte sognefogederne Hans Madsen Smed af Føvling sogn og Jepsen, sognefoged for Holsted sogn, som tilkendegav, at alle sognenes beboere var indkalt og her idag mødt undtagen de, som var syge og skrøbelige. Oplæsning af kongens befalinger om landfiskaler m.m.

Indkaldelsen.


 

AO2 117:

Torsdagen den 3. marts 1740:

For retten fremkom Jørgen Hansen af Stenderup i Føvling sogn, Gørding-Malt herred udi Riberhus amt, som beklagede sig og retten tilkendegav, hvorledes hans iboende aftæggshus, som han af sin søn ved sin gårds afståelse til ham havde til beboelse, bestående af 7 fag i bebyggelig stand med ovn, skorsten, vinduer, døre, hialding(?) og deslige næst afvigte 30. okt. imellem fredag og lørdag om natten ved en forfærdelig ildebrand, som i samme hus opkom, rent blev lagt i aske og af ildens hastige lue fortæret tilligemed derudi opbrændte al forn.te Jørgen Hansens fattige og ringe bohave, senge og gangklæder med videre uspecificeret ... lidet ædekorn til behøvende livs oppenhold for sig og hustru samt hø og halm fodring til da havende ko, som ikke kunne vorde reddet formedelst ilden så hastig tog overhånd, hvilken erlidte skade merfornævnte Jørgen Hansen desværre er beføjet at beviseliggøre og til den ende herom at vidne fremstillede her for retten efterskrevne sine naboer og bymænd, navml. Anders Rasmussen, Rasmus Andersen af Astoft, Hans Tønnesen Terpling af Stenderup og Niels Nielsen Lund ibm., som endrægtelig bekræftede ved Helligånds ed med opholdne fingre efter loven, at titbemeldte Jørgen Hansen foredragende klage var desværre i al sandhed tildraget og passeret, som forberørt er, så han udi sin alderdom med fattig hustru derover er geråden udi en miserabel og kummerlig tilstand. Thi recommenderes indblem.te Jørgen Hansen [=> fol. 204] med hustru, som ved denne ildsvåde har lidt skade, til alle medlidende kristne, at de kommer demm til hjælp og undsætning i denne deres ... tilstand, som Gud igen villel. vil belønne. Efter hvis som skrevet står, Jørgen Hansen på begæring blev tingsvidne af retten beskreven tilladt, dog at han ikke må betjene sig længere deraf end et år efter dato at regne, da han samme igen her til retten igen haver at indlevere. (Se 12/11-39).


 

AO2 119:

Torsdagen den 21. april 1740:

AO2 120:

Hans Jørgensen af Maltbæk anmelder ildsvåde (som jeg herefter gengiver stærkt forkortet). Fæstegård bestående af 14 fag sals, 10 fag aftægtshus samt 3 fag ladehus, tilsammen 27 fag brændt den 9. apr. om morgenen efter solens opgang, rent lagt i aske foruden 3 fag, som blev spoleret og nedbrændt. Uspecificeret bohave, item noget vogntøj. - Vidner: bymænd og naboer Jørgen Andersen, Hans Mathiasen, Mads Andersen, Jep Jørgensen, Christen Pedersen og Morten Christensen, alle af Maltbæk. Han med hustru og 3 små børn gerådet i miserabel tilstand. Gårdens hartkorn: 4 tdr. 2 skp. 1 1/4 alb. - Husbond: von Scholten til Estrup.


 

AO2 121:

Torsdagen den 5. maj 1740:

På vegne af von Scholten til Estrup og Skodborghus mødte Søren Johansen efter hans instruks 6. post, der således siger: På det at ingen drongen(?) eller bytten må ske på godset enten af bæster eller kreaturer, i hvad havn nævnes kan, samt at ingen af bønderne på forn. Estrup og Skodborghuses godser deres agre eller eng, lidet eller meget, til hvem det endog være kunne, m.åtte bortleje eller på anden måde fra gården sæden og afgrøden at afhænde, og i særdeleshed forstås denne bortlejling ved inderster og andre sådanne løse folk lejning. Så er ifølge den forbemeldte instrukses post forvalterens Søren Johansens begæring til denne respektive ret, at i tvende næstfølgende tingdage må ske lovlig aflysning samt derefter lovformelig tingsvidne udsted til præcauton for forvalteren, at han sin instruks i den post har efterlevet, og at ingen i tiden sig med uvidenhed skulle undskylde, når sviter(?) deraf ville følge.

AO2 122:

Torsdagen den 12. maj 1740:

2. tinglysning af von Scholtens instruks.

fol. 209:

Torsdagen den 19. maj:

3. tinglysning af von Scholtens instruks, ved Morgen Hansen af Eskelund.


 

Fredagen den 27. maj 1740:

På vegne af jægermester Hans Bachmann til Sønderskov mødte hans bonde Christian Nielsen af Stenderup og forestillede 2 kaldsmænd, Jens Pedersen af Bobøl og Hans Nielsen af Ploustrup, som har stævnet efterskrevne bømder og tjenere (alle navne nævnt), alt angående hvad enhver skyldig er, skatter, landgilde, frihedspenge, samt lånekorn og andenforstrækning. Enhver skal medtage sin kvitteringsbog. - Ingen var mødt. 9/6.

fol. 210:

Torsdagen den 9. juni :

Jægermester Bachmanns stævning.

Jægermesteren ctr. debitorer. Ingen af de indstævnte var mødt undtagen den ved Estrup værende von Scholtens tjener Søren Johannesen, som udbad sig på sit høje herskabs bønders bvegne af denne ret så mange som her er indstævnet dom at lide, som er: Mikkel Jakobsen og Iver Jakobsen af Dursbøl, Søren Nyemand, Christen Pedersen, Peder Jensen samt Jørgen Rasmussen af Eskelund, at disse forestående måtte af dommen blive udeladt, allerhelst Søren Johansen på sit herskabs vegne indestår betalingen, når han vidende bliver, hvor meget det er, og hvorfor samme skal betale, samt at ham kvittering bliver derfor meddelt. - Betræffende Hans Skræder i Stenderup, som bebor en fjerdepart gård hartkorn 1 td. 3 fjd. 1/4 alb., der ikke alene rester af landgilde med videre, men endog, efter at han havde forsidt og forødet stedets besætning, end mere bygningren og jorden i marken ganske forsvækket og forringet, derefter frasagt sig stedet, bør ej alene betale landgilderestancen og sine tiendepenge, men endog at fra sig levere den besætning og deslige, som kongens lov og forordning befaler. - Forvaltgeren Søren Johansen indlod til dommeren, om taksten på gryn ikke var for højt sat thi endskønt han havde indestået betaling for sit herskabs bønder, så indlod han sig under billigheden selv, og derpå fik det ankomme.

Dokumenter, som idag den 9. juni er produceret:

Bachmanns stævning af debitorer med angivelse af enhvers gæld.

AO2 126:

Den af Jens Jensen Toft udgivne og her oven mentionerede revers bilagt med behørig stemplet papir angående hans datters lejermålsbøder lyder således: Siden min datter Margrethe Jensdatter i Stenderup er vorden besvangret af Peder Christensen ibm. på højædle og velbårne hr. jægermester Bachmanns gods, så reverserer jeg underskrevne Jens Jensen af Stenderup på forn.te min datter Margrethe Jensdatters vegne, ifald min husbond højbemeldte hr. jægermester Bachmann til Sønderskov ikke vil efterlade hendes bønder, at betale lejermålsbøderne for hende efter loven, 6 rdl, siger seks rigsdaler, for bemeldte min datter Maregrethe Jensdatter, og det uden nogen nlovmål. Og til desto ydermere troværdighed haver jeg venlig ombedet hæderlige og vellærde Jens Baggesen og Jens Pedersen i Bobøl dette med mig at underskrive. Stemplet papir er nu ikke, men så snart bekommes, kan denne min revers dermed bilægges. Datum Bobøl d. 9. december 1737. J.J.S.T. - Til vitterlighed efter begæring J. Baggesen, Jens Pedersen.

AO2 127, fol. 214:

Torsdagen den 23. juni 1740:

AO2 128:

Sentence i jægermester Bachmanns sag mod debitorer (alle navne nævnt). De skal betale. - Angående Estrupgårds tjenere, som ligeledes søges for resterende boghvedetiende, som er accorderet for boghvedegryn, da som velbårne hr hofjægermester Bachmanns fremskikkede tjener Christian Nielsen af Stenderup har ansat prisen på skæppen deraf for 3 mk., hvilke fuldmægtigen ved bemeldte Estrup Søren Johansen på bøndernes vegne syntes at være forhøjet, til ellers ville han have betalt for dem, og desårsag lod det bero på dommerens kendelse, så skønnes derpå således: At enhver af de sagsøgte Estrupgårds tjenere bør betale to mark otte skilling danske for hver skæppe boghvedegryn, de resterer med og er saggivne for, eftersom de eragter ej at kunne koste mere i tiendetiden, og det altsammen oinden femten dage efter denne doms lovlige forkyndelse under nam og execitionl udi enhvers bo og redestede midler, hvor forefindes, og Sønderskovgårds tjenere derforuden at have deres gårdsparter til deres herskab forbrudt efter hans kgl. maj.ts allernådigste lov.


 

AO2 128:

Torsdagen den 30. juni 1740:

AO2 129:

På vegne af von Scholten mødte forvalteren fra Estrup Søren Johansen og producerede et stævnemål (fol. 216). Forvalteren gav retten til kende, at det ene hudrede rdl. er betalt af forpagteren, siden denne oplæste stævning for ham blev forkyndt, og altså ej accioneres for mere end to hundrede rdl. som til nu sidst forløbne Philippi Jacobi dag efter forpagtningskontrakten skulle vorden erlagt og betalt. Den indstævnte forpagter Claus Nissen blev påråbt, men var ikke mødt. 14/7.


 

fol. 216:

Engel Krønich af Lindknud anmelder ildsvåde d. 16/6. Vidner: hans naboer Niels Jensen, Niels Mortensen, Søren Nielsen og Morten Nielsen. Gårdens hartkorn: 1 td. 5 skp. 1 fjd. 1 alb. - Husbond Termann Madsen til Nielsbygård.


 

Forvalter Søren Johansens stævning: ... siden I forpagter Claus Nissen ej skal have til rette tide præsteret eders forpagtnings betaling efter den med høje herskab sluttede kontrakt de dato 11. maj 1735, men nu så lang en tid, efter terminen var expireret og betaling ske burde, ej indfunden eder, uanset derom er gjort ofte og mindelige anmodninger frugtesløs, så nødes han efter ankommen ordre fra sit høje herskab til deres sikkerhed i længden ej alene at indstævne eder for de resterende 300 rdl., ,en endog til promte [=> AO2 130] betaling skadesløs bliver gjort ved sequestration at se sit høje herskab forskiret og skadesløs holden udi alle eders effekter, værendes og uværendes, ved hvad navn nævnes kan, til den ende og agter at lade forrette sequestration ved rettens middel og samme ved dom confirmeret, da siden derpå efter gjorte remonstration, han endelig dom over eder at lade erhverve. Thi stævnes I Claus Nielsen på Estrup for mig at møde på Gørding-Malt herredsting den 30. juni førstkommende, der ej alene saggivelse, breve, dokumenter og beviseligheder at anhøre og spørgmål at tilsvare, men endog at producere ederes forpagtningskontrakt og legitimere med kvitteringer, hvis på forpagtningssummen aflagt kan være, da for det resterende citanten sequestration og endelig doms erhvervning agter at se sit høje herskab ved endelig doms udlæg afbetalt, til hvilken tid I ville medtage alt hvis I ved eder til befrielse, da I kan vente eder den omgang af retten, som hans maj.ts lov og forordninger omformelder.


 

fol. 217:

Torsdagen den 7. juli 1740:

Søren Jensen af Gammelby mødte for retten på velædle sr. Peder Tonboes vegne fra Hundsbæk og forestillede 2 varselspersoner, Anders Nielsen af Nyby og Gyde Christensen fra Hundsbæk, som havde kaldet således som fol. 218 udviser. De har talt med alle indstævnte personer undtagen med Christen Jellesen, hvor de skrev på døren og desudenn talte med naboen, som lovede varslet for ham at tilkendegive. Derefter begærede Søren Jensen, at retten ville påråbe den indstævnte Moren Christensen og Laurs Nielsen af Gammelby, om de til stede var for at anhøre synsmænds opkrav. Men ingen af dem mødte. Retten udmeldte til at syne og besigtige, hvad skade Morten Christensen og Laurids Nielsen af Gammelby skal have tilføjet sr. Thoboe med deres sadergraven i hans enemærke, eder Hans Gabel og Jørgen Jensen af Nyby, som haver at møde ved Hundsbæk onsdagen den 13. juli ved middags tider, da efter påvisning af Hans Tonboe at syne og besigtige, hvad skade ham af forbem.te sadengravning er tilføjet, og samme eders syn således at forfatte, som I den her inden retten næstfølgende torsdag den 14. juli edeligt kan vedstå og afhjemle. For denne eders umage nyder I af citanten billig betaling. Og haver sr. Tonbo ej alene denne udmeldelse af protokollen at lade extrahere, men endog Morten Christensen og Laurids Nielsen forinden lovligt forkynde. 14/7.


 

Sr, Søren Jensen af Nørre Holsted mødte for retten og producerede en fra herredsskriver Hellesen Utrup til højædle og velbåren hr. geheimerd og stiftsbefalingsherre von Gabel derpå given autorisation til at betjene retten i herredsskriverens forfald som sætteskriver. - Og blev så retten betjent i efterfølgende sag af den autoriserede sætteskriver Søren Egtved. - På velbårne hr. hofjægermester Bachmann til Sønderskov, Brørup kirkes patron, som til kongens og kirkens anpart kvægtiende er berettiget at lade oppebære, så vel og sognepræsten velærværdige hr. Peder Vinding i Præstkær for sin anpart deres vegne mødte for retten herredsskriver Uterup af Bobøl og forestillede tvende varselspersoner, Jens Jakobsen og Christen Nielsen, begge af Hvolvad (Hulvad), som havde indkaldt en del af Brørup sognemænd for resterende tiendepenge efter kongelig maj.ts forordning (fol. 218). De har forkyndt varslet for enhvers bopæl og talt med dem selv eller deres folk undtage med Hans Pedersen i Østerlund(?) talte de ikke med, men med hans nabo, som lovede indstævningen tilkende for ham at indgive. [=> AO2 131] (Hver debitors navn og hans gæld er nævnt). Fremlagde dernæst et indlæg fra velærværdige hr. Peder Vinding, som Hellesen henskød og referede sig til, alt som de i munde fører og at de skyldige derforuden til justitskassen for deres modvillige opsætsighed vorder mulkteret og anses som og at betale denne af dem selv forvoldte processes omkostning, som beregnes således: Dommerens indforseglingspenge. mk. 4 sk.; skriverens gebyr for aktens forfærdigelse: 4 mk. ? sk.; stemplet papir til dommen og akten med videre: 4 mk. 8 sk.; stævningsmændene for stævningens forkyndelse vidt omkring i sognet og her til afhjemling ved tinget: 4 mk. ? sk.; er tilsammen i så måde 2 rdl. 1 mk. 12 sk., hvilke ... allerede og herefterfølgende omkostning dommeren behagelig ville observere, hvorpå forventes udenn ophold endelig dom. Retten påråbte de indstævnte trende sinde, om de var til stede for at svare til citantens saggivelse, hvor da mødte Jens Bøgvad af Tislund, Klaus Jørgensen, Iver Jakobsen og Hans Vorbasse Tuesbøl, Christen Jensen, Jens Mortensen og Mogens Nielsen af Gerndrup,  som alle ... tilstår saggivelsens rigtighed efter tiendetagernes begæring 8 sk. for en kalv og 3 sk. for en lam for den gamle opskrift. Og betalt her i retten til mons. Hellesen. Mogens Nielsen af Gerndrup og Christen Jensen ibm. deres saggivne restancer med rede penge, hvorfor de af dommen bliver udeladt. De øvrige, som er mødt, formente at vorde fri med 4 sk. af en kalv og 2 sk. af en lam, hvilke de erbød straks at betale for deres gamle opskrift af kvigtiende. Herredsskriver Hellesen erklærede, at han ingenlunde modtog de anbudne penge, men forbliver ved hans forrige påstand og irettesættelse, som er grundet efter kgl. forordning, siden de ikke despurede(?) de gamle opskrifters rigtighed. - Retten ifølge loven gav de udeblevne og indstævnte debitorer [=> fol. 218] lovdag i 14 dage til 21. juli.


 

fol. 218:

For retten mødte Christen Nielsen af Asserbøl og fremviste en ulveunge, som han [=> AO2 132] næstafvigte søndag skal have fanget i Bøgeskov Lindknud mark. - Så har og Christen Starup af Gammelby ligeledes fremvist en ung unveunge, som er fanget på Vittrup mark, hvilke begge blev her ved tinget ophængt og dem tilsagt betaling efter kgl. maj.ts jagtforordning.


 

AO2 132:

Følger her indført efterfølgende dokumenter idag produceret sålydende:

Memorial for varselsmændene til Morten Christensen og Laurids Nielsen af Gammelby fra sr. Peder Tonboe til Hundsbæk, der har opgravet sayer inde i hans enemærke snart til 30 læs.


 

Kaldsmemorial fra hofjægermester Bachmann og hr. Peder Vinding til en del Brørup sognemænd for resterende tiendepenge 1740. Siden kgl. befaling af 7. april må ikke tages kvægtiende in natura, men penge derfor.

Peder Vindings indlæg: Når en tjener med sit sure sved og arbejde har tjent sin løn, lønnens forfaldstid er kommen, og han da både skal oversnøfles så og intet får, før han må trætte sig til den, sker ham ej en åbenbar uret? Og ligeledes når en præst året omkring har tjent for sin tiende, der er ham tillagt som en løn, og han da, når han skulle tage sin løn og tiende i fred, må høre mange usømmelige ord, ja den afvisning, Felix hisset gav Paulus udi Apostlenes Gerninger det 24. cap.: Gak bort til en anden gang, alt sligt stiller jeg og til enhver cordiat, hvor penibel det er. Jeg, uanset jeg ej selv var ved kvægtiendetagningen i Brørup sogn den 22. juni sidst, men alene min degn og udsendte, finder jeg mig dog lige så fornærmet ved ...ord og disputter, der er forefaldet, som jeg selv havde været til stede. Og så grant som ulven og bjørnen kendes af sin tuden og brummen, så grant kan og den gemene mands ord være et bevis, at han taler af hjertens [=> fol. 219] overflødighed. Min sag er det ej, velædle hr. dommer, at fægte med en bonde om et mundsvejr, men alene at forestille, hvor urimelig og uretmæssig en bonde vil betage andre sin ret. Hans påstand ved tiendetagning er mig sagt at være denne: At NB om ej den opskrift aldeles skulle ... eftergives i de gl. tiendebøger, så skulle der absolut ej betale af den gamle opskrevne mere end efter gl. skik. Til den første conditionale proposition af dem svarer jeg, dersom vor allernådigste konges vilje havde været, at ttiendetageren for al gammel opskrift intet måtte oppebære, så havde jo den i forordningen af 7. april sidste gjorte limitation og undtagelse været unødig, at tiendetageren for det gamle ej må tage noget NB hvor en ny beboer er kommen til stedet, som ej skal svare formandens opskrift, og dette eneste viser os, at alle dem, som endnu bebor stederne, skal svare deres opskrift, siden ingen er fri og udi forordningen undtagen uden de nyligt ankomne. Så den post og bondepåstand er urimelig. Til den anden proportion angående, at af den gamle opskrift skulle ej svares mere end efter gammel skik, som skal vist være sagt et føl: 4 sk., 1 kalv: 4 sk., 1 lam: 2 sk. etc., som jeg for min part aldrig har vidst(?) før nu, og er mig ubevidst, hvad bondepractica denne reglement må stå udi. Men jeg svarer, siden jeg nu i 12 år har oppebåret kvægtienden af Brørup sogn, har der hverken af mig eller min formand været brugt anden skik end at opskrive til det tiende kreatur faldt, og da er det taget in natura, ja i min tid oftest, hvad kalve angår, overladt bonden for penge efter det 10. kreaturs befundne værdi. Når nu disse protestanter aldrig i evighed skal kunne bevise anderledes at være tiendet, hvad er det da for sladder og snak, de fører for at der skal være givet afgangne tid? Lad dem bevise, at sligt nogen tid er sket i Brørup sogn, jeg jeg for min part af min tiendebog og avance før mintid skal bevise dem contra dette, nemlig at tiendetagerne altid og af arilds tid har holdt sig stricte efter hans kgl. maj.ts lovs pag 413 art. 2 (DL 2-23-2), som befaler, at hvo som i et år ikke tillægger så meget kvæg, at de har 10 høveder, da NB skulle de til hobe regne til et andet år indtil de 10 høvede, og NB da give det 10, hvilket de selv, om end løgnens fader talte af dem, aldrig skal kunne nægte. Hvor er nu deres bondepraktiske skik og sæd(?), de arumenterer af, eftersom der altid er opskrevet uden at penge til det 10. kreatur. Så den post er og urimelig. Og jeg sætter, ifald at der var en gammel takst, så kan jo derefter ej blive betalt andensteds, end hvor det har været i brug, og ikke hvor der altid presse ifølge loven har været opskreven. Ydermere skulle deres bonderaison endnu være indbildt, at der skulle betale, hvor der er opskrift, efter den påberåbende gamle takst, så vidt opskreven er, så kan aldrig stå fast. Thi opskriften bliver jo ved, indtil det 10. creatur, eller kongen anderledes dispenserer, og når nu det 10. kreatur ... ... så skal den jo betales efter den takst, hans kgl. maj. allernådigst sætter, og det så længe der står i en uigenkaldt forordning det ord efterdags af 7. april sidst, og NB det nu først til tiende er forfalden, siden højstbemeldte forordning er udgangen. Og hvo kan da disputere, at man tager efter kongens vilje?. Hvilket alt viser, hvor uretmæssig bonden er i sin påstand. Nu tvivler jeg ej på, at lige så uretmæssig som han er angående betalingen, så uretmæssig bliver han og angående betalingstiden og foregiver, han har ingen penge, og derfor skal tiendetageren crediterer ham til hans lejlighed. Jeg svarers, det er ret og billigt, at bonden tilvarfes om tiendedagernes ankostdag, på det han kan være betænkt på pengene /: hvilket og er sket i Brørup sogn :/ men når tiendetagerne nu kommer, skal de da stå og afvarte bondens lejlighed? eller gå hjem med uforrettet sag? eller og søge ved proces, når bonden og ej vil betale dem? Jeg tror ej, nogen retsindig skal billige bonden disse ting. Jer er i formening, at lige så lidet som en bonde kunne enten opholde og forhindre eller formene tindetagerne at tage tienden, da den er faldt in natura, straks på stedet med sig, lige så liden ret har han nu at opholde, forhindre eller formene tiendetageren betalingen, nu han skal tage efter forordningen penge derfor, og omend de misundte præster skulle tåle det, [=> AO2 133] så ved jeg, at herskaberne, der har købt sig tienderettigheder til for sølv og penge, er fri for den uret, nemlig at hindres udi det, hvis deres lovlige skøder og adkomster hjemler dem. - Og, velædle hr. dommeer, jeg har endnu en post at forestille for at vise bondens uretmæssighed, og hvad der vil flyde af sådan påstand. Medens tienden blev taget in natura, måtte jo en proprietær have 16 pro 100 ... og prætentioner til sin bonde, og alle de kunne hverken hjælpe bonden eller hindre tiendetageren i sin ret at tage sin tiende med sig på stedet. Men nu, når en opsætsig bonde siger, Nej, jeg har ingen penge, jeg vil intet betale anderledes end efter gammel skik; gør, hvad I vil. Stævne mig? I skal gøre mig en skade, min husbond skal nok, inden I kan få noget, tage mig i forsvar, så når dom falder til udlæg, kommer her ved udlægget en ridefoged anstigende med denn forordning af 15. januar 1701 i den ene og med den af 13. juli 1722 i den anden hånd; efter den vil han have først, før nogen anden kan få noget. Hvor bliver en tiendetagers ret af? Enten skal herskabernell, der har købt tienderet, miste sin ret eller og tillige præsten sin løn. Sligt har højadelige og velbårne hr. hofjægermester, som en udi landvæsnet og juridiciis tillige vel øvet herre observeret, at han til første ting har stævnet disse nachlæssige, på det contraparten ej skulle finde anledning til at kalde det en betroet gæld, som jeg og tror kunne hindre ham meget i sin prætention, og efterdi mit uskyldige navn son en ringe interessent og der derudi, finder jeg fornøden at gøre denne påstand, at de skyldige vorder tildømt straks at betale og deres skyld i følge af foranførte fundament at være prioriteret. Dernæst fordi de har ved deres egensindighed forvoldt trætte og indstævn,ing at betale processens omkostning og i mulkt til de fattige i Brørup sogn samtl. 4 mk. danske, hvorpå dom forventes. Jeg forbliver med al estime velædle hr. herredsfogeds tjenstydmygste Peder Vinding, Præstkær den 7. juli 1740.


 

AO2 133:

Torsdagen den 14. juli 1740:

fol. 220:

Forvalteren på Estrup Søren Johansen mødte i sagen angående forpagteren Claus Nissen og gav til kende, at han fra sit høje og nådige herskab har erholdt ordre samme indstævnte sag til videre at frafalde.


 

Peder Tonboes sag. Synsmændene afhjemler deres syn på hans ejendoms steder, hvor saygravning(?) og loeslagning(?) er sket. Efter deres nøjeste skønsomhed er på 2 steder bortført 24-26 læs seyer. Morten Christensen og Laurids Nielsen af Gammelby tilstod for retten at de var de mænd, som havde pr. mr. .Thoboes mark og ejendom der havde gravet og slaget seyer uden forlov. Tonboe begærede opsættelse i 8 dage til 21/7 for om i mindelighed inden den tid kunne træffes forlig.


 

Her til retten blev fremskikket tvende kaldsmænd, Niels Nielsen af Nørre Holsted og Christen Olesen ibm. fra velærværdige hr. Jørgen Fogh, [=> AO2 134] sognepræst for Føvling og Holsted menigheder, og enkeprovstinde madame ...i Holsted samt forpagteren Claus Nissen på Estrup som interessenter ved kvægtiendens tagelse i Holsted sogn (fol. 221). Skriftligt indlæg fra Fogh og interessenter (fol. 221-222). Nogle (navngivne) af de indstævnte var mødt. De begærede opsættelse i 14 dage for at forsøge, om de i mindelighed på en billig måde kunne accordere tiendetagerne den hos dem søgende kvægtiende eller desmidælertid søge deres husbonder om nærmere og behøvende oplysninger i denne sag. Og ifald ingen mindelig accord til afbetaling kunne blive at erholde, så udbad de sig, retten ville bevilge dem udtog af tiendetagernes indleverede indlæg og irettesættelse.


 

fol. 221:

Udmeldelsespåskrift til synsmænds opkrav i sagen, sr. Peder Tonboe har ladet indstævme contra Morten Christensen og Laurids Nielsen af Gammelby, der har gravet og slaget jord på sr. Tonboes mark, lyder som følger. Haver vi underskrevne Anders Nielsen og Laurs Iversen, begge af Nyby [=> AO2 135] lovligen forkyndt dette dokument for enhver vedkommendes bopæl, som vi bevidner (etc).


 

AO2 135:

Den kaldsseddel fra hr. Jørgen Fogh i Bækbølling og interessenter: Vi skal på samtlige deres vegne, der er berettiget til kvægtiendes oppebørsel i Holsted sogn give eder, Holsted sognemænd, kald og varsel (etc.) ... alt angående hvorledes i har nægtet at give dem den kvægtienderetteighed som dem ...

Indlægget fra hr. Jørgen Fogh og interessenter: Velædle og velvise hr. herredsfoged. Jeg må bekende, at det kkmmer mig ganske uvant og sælsomt for, at jeg som den, der hverken er lovkyndig, ejheller nogen sinde agtede at trætte med nogen, langt mindre med mine egne sognefolk, skal nu nødes til at anvende min tid på sligt, der med mit humør er ganske stridigt. Årsagen, hvorfor jeg tillige med de andre, som til kvægtienden i Holsted sogn er berettiget, må nødes til at lade disse mænd af bemeldte sogn kalde for retten, er denne: At vi for nogle dage siden var kommet til dem for at oppebære og tage imod den tiende, som os kunne tilfalde af deres kreaturer, og da vi begærede, at de ville betale den gamle opskrift efter hans kgl. maj.ts allernådigste forordning af 7. april a.c., ville de ej finde sig deri, men påstod, at om den gamle opskrift ej plat skulle være og blive ubetalt, så skulle den dog ej betales anderledes end efter gammel skik; derforuden ville og en del iblandt dem ej straks betale de lam, som de nu siden havde tillagt, men påstod, at det ifølge af forordningen ej skulle betales før end høstdag.Det er nu ej vores lejlighed at disputere lvidtløftig med dem om den sag, der i sig selv er ganske klar, men vi aleneste vil kort vise, at deres påstald er ugrundet og urimelig. Til 1) er det spørgsmål om tiendetageren bør have noget for den ganske opskrift? Skal de have noget, hvor meget skal det da være? Det skal da være efter gammel skik, som bonden selv i sin hjerne(?) synes og vil sige, neml. 4 sk. af et føl, 4 sk. af en kalv og 2 sk. af et lam, hvilket skal være gammel skik.Hertil svarer vi, at endskønt vi klarlig af forordningen kunne vist, at vor allernådigste konge opohævede den gamle skik, efterdi derudi foreksrives os, hvad vi bør at fordre af alle beboerne, så har vi dog for at ikke støde dem for hovedet, og at vi på bedste måder kunne komme afsted med dem, lidet den skade [=> fol. 222] og overladt ethvert lam af gammel opskrift for 2 sk.; men hvad kalve angår, da kan de aldrig i evighed bevise, at det har været gammel skik at betlae 4 sk.for en kalv. Thi både kalve og lam er jo både af min formand såvel som mig opskreven, indtil det 10. kreatur faldt, da det mesten har være taget in natura eller og, om tiendegiveren selv endelig ville købe det, har han og betalt derefter lhvad accorder kunne skuttes, ja endmere der er i sognet levende mænd, som har betalt deres kalve og for hver af dem givet 8 sk., og over alt, omendskønt de ej tilforn havde det givet mere end 4 sk., så viser jo dog sidste allernådigste forordning, at der efterdags skal betales 8 sk., hvorfor den post er klar og åbenbar, og af ethvert lam bør betales 3 sk. og af hver kalv 8 sk. - 2) Spørges, hvad tid der skal betales for nye lam? Det siger jo forordningen udtrykkelig således: Bonden skal efterdags ikke betale disse ansatte kvægtiendepenge  for videre tillæg end for de føl og kalve, som er i live, når de til vinterfoder af marken indtages og NB for de lam, som enten er i live St. Hansdags tider, eller da så store, at de fra fårene afvendes etc. Det er jo rene bogstaver, som siger os tiden, både når føl, kalve og lam skal betales. Vi ser ej et ord i forordningen, at enten den gamle eller nye opskrift skal være ubetalt indtil vinter, undtagen hvad nye føl og kalve er angående, for hvilke de ej skal sige, vi har forlangt betaling før end tiden kommer; sådan påstand er jo også uden grund og åbenbar stridig imod forordningen. Alt sådant vil vi nu henstille til velædle hr. dommere, at de ville dømme,  om de andre interessenter så vel som jeg ikke sker uret, når jeg skal rejse til denne ihvor ubekvemme tid det end er for mig, og da enten stå og tigge eller trætte mig det til, som er min rettighed, og som mig allernådigst er tillagt som en løn for mit arbejde; og på det at velædle hr. herredsfoged kan vide både navn på de saggivne så og hvad de saggives for, da er saggivelsen som følger: (hver enkelts navn og det beløb, der kræves). Hvilke ved deres obstinance og egensindighed ej at ville betale efter den allernådligst udgangne forordning har forceret os samtl. tiendetagere at søge vor ret og prætention ved retten; og derfor sætter vi og i rette på dem 1) at de bliver tildømt straks at betale, hvis de efter opskriften i tiendebogen findes antegnet for, dette års antegnede føl og kalve alene undtagen, som først efter Michaelis bør betales, og som de egenrådig har indeholdt de penge, som tiendetagerne nu efter forordningen skal tage, hvilket ej kunne ske, eller de har nogen ret til, om tienden in natura måtte være taget, at velædle hr. dommer derfor kender denne vor krav som prioriteret fremfor al anden hæftgelse, som kan være på disse saggivne, straks ved nam og udlæg at tages af deres bo og midler; 2) at som de er sagvoldere og af luter opsætslighed har gjort den tiendetagendes rettighed egenrådig tort(?) imod den allegerede allernådigste forordnings bare ord, at de derfor bliver tildømt som trættekære at betale til justitskassen 2 rdl. - 3) påstår vi foruden nogen mulkt til de fattige i Holsted sogn disse genstridige bliver tildømt at betale denne os påtvungne processes omkostning alt efter den specifikation, som inden doms afsigt af os i retten skal blive indgivet. Dette vores korte indlæg beder vi, når varslet er protokollert, i retten må blive oplæst og i tingbogen indført. Forventgendes hr. dommers lovforsvarlige kendelse udi alle vores påstand, [=> AO2 136] hvornæst vi forbliver med største estime velædle hr. herredsfoged Deres tjenstydmyge Birgitha Schumann, Claus Nissen, J. Fogh. Holsed d. 14. juli 1740.


AO2 136:

Torsdagen den 21. juli 1740:

Efterfølgende sag blev betjent af den autoriserede sætteskriver Søren Jensen Egtvad af Sønder Holsted:

På vegne af jægermester Bachmann til Sønderskov med interessent Peder Vinding mødte herredsskriver Hellesen (lovdagelse fol.223). Af de indstævnte mødte ingen uden Hans Pedersen  af Eskelund som tilstod fordringens rigtighed og gerne ville have betalt, såfremt han havde pengene, og vil se af yderste formud inden idag 8 dage at se citanterne fornøjet og betlt, håber, dommeren frikehder ham for omkostning. Så mådte og Peder Jensen af Eskelund, som modsagde den saggivne fordring for resterende kvægtiende 2 mk. 3 sk., og det formedelst den restance hidrører fra hans kones faders tid af ungefær 12-14 år siden, tilmed har i værende tid på stedet, før jeg jeg samme sted fik til beboelse, været en anden besidder, nemlig Hans Ibsen, som et par års tid samme sted beboede, derefter af Peder Jensen antaget og siden altid betalt kvægtiende in natura af hvis yngel og opdræt han ved stedet indtil dato sig har tillagt; håber derfor, at han for søgsmål f dommeren vorder frifunden og citanterne at blive henvist at søge deres regres til hans formænds arvinger, hvem de samme haber betroet. - Cttanternes fuldmægtig replicerede på Peder Jensens svar betræffende resterende kvægtiendepenge 2 mk. 3 sk., da siden Hans Ibsen ... nu har beboet stedet 7-8 år indtil nu og altid (aldrig?) har apasceret(?) ... [=> fol. 223] og gælden vedtaget, så skulle man håbe, at han pligtig er og bør betale ikke alene den opskrift, som i hans tid tilvoksen er, somm og om noget måtte være opskreven i hans afgangne svigerfader Niels Nansens tid, hvis ... datter han fik til ægte ..., venter herpå rettens lovforsvarlige bifald. Iøvrigt refererede sig til forhen gjorte irettesættelse alt efter hr. Vindings indlæg og, at de modvillige, som ikke endnu har betalt, vorder mulkteret til justitskassen som og at betale processens omkostning ... ... siden debitorerne er så modvillig, at de ikke vil rette sig efter den kgl. allernådigste forordning, hvorpå endelig dom forventes. - Sagen optaget til dom.


 

fol. 223:

For retten mødte Niels Jensen af Maltbæk i den sag, som Peder Tonboe på Hundsbæk har anhængiggjort ctr. Morten Christensen og Laurids Nielsen af Gammelby, og fremlagde et forlig (fol. 224). Begærede tignsvidne.


 

Repartition og ligning: Eftersom Christen Starup af Gammelby i Læborg sogn og Christen Nielsen af Asserbøl i Lindknud sogn næstafvigte 7. juli her ved tinget fremviste 2 ulveunger, hvoraf Christen Starup berettede forhen den 2. juli på Vittrup mark at have fanget den ene, og Christen Nielsen berettede ligeledes at have fanget den anden i Bøgeskov mose den næstpåfølgende dito og ovenmeldte 7. juli ved tinget ophængt. Hvorfor de efter kgl. maj.ts allernådigste om jagten udgangne forordning de dato 8. dec. 1688 bør nyde for stykket een rdl., er 2 rdl., hvortil kommer den i afvigte år 1739 anvendte bekostning på Gørding-Malt herreds tinghus, som af en stærk orkan og stormvinde blev ganske spoleret, så tækket og noget tømmer tilligemed vesterenden gangske nedblæste, item skalde på vinduerne, ialt bedragende til 4 rdl. 2 mk. 8 sk., tilsammen 6 rdl 2 mk. 8 sk.. Så haver vi underskrevne rettens betjente ved Gørding-Malt herredsting udi allerunderdanigst følge af højstbemeldte hans kgl. maj.ts allernådigste forordning i tingmændenes overværelse lignet samme 6 rdl. 2 mk. 8 sk. over Gørding-Malt herreds bøndergodses hartkorn således: At af hver tønde hartkorn :/ når proprietærernes, præsternes og det øde godses hartkorn overalt afgår :/ skal betales en halv skilling danske, hvilke penge, neml. en halv skilling danske af hver tønde hartkorn som meldt, enhver til sognefogederne i hvert sogn i herredet straksen på anfordring haver at betale, som sognefogederne her ved tinget til herredsfogeden eller hvem han dertil beordrer, inden 8 dages forløb haver at indlevere, på det vedkommende samme ulvepenge for deres umage og herredsfogeden for sine forskutte penge til tinghusets reparation straks kan tilkomme. Skulle nogen imod forhåbning findes vægerlig herudi samme penge straks at udlægge, må de vente at blive udpantet for dobbelt [=> AO2 137] så meget, som de ellers skulle give, efter allerhøjstbemeldte allernådigste forordnmings udtrykte befaling. Gørding-Malt herredsting d. 21. juli 1740. S. Bierum.


 

AO2 137:

Enstrakt af tingbogen den 7. juli ang. jægermester Bachmanns og Peder Vindings sag. Lovdagelsen.


 

Den forening betræffende saygravning af Morten Christensen og Laurids Nielsen i Gammelby på Hundsbæk mark: 1740 den 20. juli haver vi underskrevne, jeg Peder Christensen Tonboe til Hundsbæk med Laurids Nielsen og Morten Christensen af Gammelby udi deres husbonds velærværdige og højlærde hr. provst Bitzaus overværelse /: efter at de begge benævnte hr. provstens anneksbønder tilstår ulovligt at være kommen til sayjord af Hundsbæk ejendom, nemlig Morten Christensen at hav eslaget og gravet de af synsmændene på tinget sidst afvigte 4. hujus ved ed afhjemlede 24-26 læs efter synet vurderede sayer og i laurids Nielsens gård med deres heste og vogn hjemført, og at de hverken af Tonboe selv eller hans folk den tid have nogen  mindste forlov :/ for af Tonboe at evitere al vidtløftighed i coniederation hr. provsten følgende forlig sluttet: At når for den fornærmelse, Tonboe er sket, bliver nu straks uden indvending betalt 5 rdl. for den skade, ham på Hundsbæk mark og med rette tilhøende ejendom samt ved denne proces er tilføjeg, skal sagen derved have sit forblivende; dog på des condition og med sådan clausul, at bemeldte 2 mænd både selv og med deres tjenestefolk eller daglejere dem fra bem.te Tonboes ejendomme entholder, dem samme at fornærme enten i skov eller krat, tørve- eller klyneskær samt saygravning .... ning og endelig al anden fornærmelse, , ihvad navn endog haves kan, såfremt i slig mislig fald vi ... hermed ikke aleneste tilstår denne sag at skal stå os åben for og i fuld kraft, men endog bem.te Tonboe at erstatte videre påfølgende skade. At dette forlig således i venlighed er sluttet og tilendebragt, bekræfter vi med vores hænders underskrift samt tjenstl. ombedet provsten ... velærværdige og højlærde hr. Batzou og forvalteren Søren Johansen på Estrup dette med [=> fol. 224] til vitterlighed at ville underskrive. Datum Hundsbæk ut supra, P. Tonboe, M.C.S. betyder Morten Christensen som gerningsmand, Laurids Nielsen. Til vitterlighed efter begæring underskrives dette forlig af Niels Jochum Butzou og Søren Johansen.


 

fol. 224:

Torsdagen den 28. juli 1740:

På velærværdige hr. Jørgen Fogh af Bækbølling præstegård hans vegne mødte hans i tjeneste havende karl navnl. Niels Christensen fra ibm. og producerede en lovdag og opsættelse til udeblevne debitorer for tienderestance (folio ibm.). Debitorerne blev påråbt. På samtlige Endrupholms tjeneres i Holsted sogn deres vegne mødte fuldmægtigen Hans Fogh fra Endrupholm, som så vidt bem.te bønder og tjenre angår tjenstl. vile bede, dem måtte forundes hr. Jørgen Foghs indlæg og saggivelse til fornøden og behøvende besvarelse, for at kunne erfare, hvad enhvers debit og hvorfor samme findes anført, og til den ende beder om sagens opsættelse i 14 dage, da Fogh imidlertid ville examinere denne ting og tilholde vedkommende, så vidt han finder lovfølgelig, at betale uden dom for for ikke at indvikle dem med deres sognepræst i en unyttig proces, som ellers herudinden kunne forekomme. - Det samme, som ridefoged Hans Fogh på Endrupholms bønders vegne har begæret, vil Peder Jensen, Thomas Hansen som tjener til Ribe ...gård af Lintrup, item Jens Pedersen ibm. og Hans Mikkelsen af Sønder Hosted, som begge tjener til Nielsbygård, ligeledes både ved udtog og opsættelse sig af retten have udbedt. Opsat til1 11. august.

AO2 138:

Den foran på folio ibm. citerede lovdag og opsættelse (tiendesagen i Holsted sogn).

AO2 139:

Torsdagen den 11. august 1740:

På vegne af de indstævnte Endrupholms tjenere fremlagde Hans Fogh sit indlæg (fol. 227). - Anders Tøgersen af Nørre Holsted mødte og efter tiendetagerens foregivende at han skulle have forholdt dem deres ret, hvilket de ingenlunde kan godtgøre, efterdi så snart tiendetagerne kom til mig, bød jeg dem straks penge for dette års tillagte lam efter forordningen, så og ligeledes tilbød dem penge for de gamle resterende kalve og lam, som jeg havde hørt af være udgiven i andre omliggende sogne, neml. af en kalv 4 sk. og en lam 2 sk., så at jeg, neml. Anders Tøgersen med en god samvittighed kan besværge at han ikke andet vidste, end at det var en foresat takst, som ikke heller synes urimelig, efterdi tiendetagerne altid tilforn har taget penge for føllene, neml. á stykket 4 sk., og forordningen taxerede en føl 2 sk. højere end en kalv; men de dog ingenlunde ville derimod tage, men ville have for hver kalv 8 sk., hvorudi han ingenlunde kunne finde sig, eftersom den nye udgangne forordning intet melder om nogen vis takst for den gamle restance, men siger ikkun efterdags for en kalv 8 sk. Nu er det spørgsmål, om det står tiendertagerne til at tage så meget, som de vil, mee end det står ham til at gøve så lidet, som han vil, hvoraf han slutter i hans enfoldighed at skulle have gangen om en accord, hvilket kan og gerne ville ladet sig finde udi, men ikke desto mindre, dersom han endelig skulle følge forordninges foresatte takst 8 sk. for hver kalv, da formoder han i det ringeste igen at nyde forordningens foresatte punkt i at ikke skulle betale af det, som han med en god samvittighed kan selv sige, så og med sine naboer kan bevise at vær eham ved vanheld afgangen og bortdød, hvilket han og endnu tilbyder dem at betale foruden enten dom eller vidtløftigere proces. Er sligt ikke gørligt af retten, formoder han at blive frikendt for den pålagte mulkt, som tiendetagerne i deres indlæg lod fremføre, eftersom han i sin enfoldige tanker synes, at tiendetagerne skal selv være skyldig til den sag, hvorfor de og selv bør at betale samme mulkt om omkostning ... udi en god forhåbning på dommerens frikendelse for den iførte uskyldige proces. - Så mødte i lige måde Tøger Andersen, Andreas Nielsen af Nørre Holsted og Anders Sørensen af Sønder Holsted, item Hans Nielsen ibd., [=> fol. 226] så og Peder Jensen, Hans Thomsen, Peder Johansen af Lintrup, hvilke alle refererede sig til Anders Tøgersens her i protokollen tilførte og i alle måder med deres påstand, omgang og ... - På velærværdige hr. Jørgen Fog af Bækbølling præstegård hans vegne mødte hans brødtjener Niels Christensen fra ibm. og begærede alt, hvis passeret er i denne sag, ved udtog beskreven, hvis idag alene passeret er. - Retten bevilgede den begærede udtog, dog at den på vedbørlig stemplet papir af protokollen bliver extraheret, til hvilken udfærdiglse og besvaring med interessenter forunden opsættelse i 14 dage til d. 25. august.


fol. 229:

Hans Fog fra Endrupholm på vegne af folke- og familieskatsforpagter Peder Stephansen på Lunderup forestillede 2 varselspersoner, Thomas Sørensen af Jordkær og Mikkel Clemmendsen fra Vong (fol. 228). Før end videre blev ført, mødte Niels Christensen fra Bækbølling præstegård og fremlagde et indlæg af hr. Jørgen Fogh (fol. 228). Hans Fogh herpå replicerede, at hvad den af velærværdige hr. Jørgen Fogh udi indlæg forlangende henstand i saen angår, da var det langtfra Foghs tanke at overile hr. Jørgen Fog med rettens søgning, allerhelst han tilbyder slige conditioner, som Fog anser at være og blive forpagteren uden skade, hvorved vel skulle forstås, at såfremt mons. Stephansen skulle blive anlediget fremdeles at blive ved sagen og uforbigængelig(?) til dens oplysning atter igen behøver sine indstævnte vidner afhørt, som alle var til sted, så mange citanten agter at benytte sig af, det da på hr. Jørgen Foghs regning ville ankomme at formå den til opsættelsestiden her til tinget, og ellers iøvrigt betaler den disformedlest pågående omkostning, med sådan vilkår Hans Fog tillod sagen uden videre fremmelse(?) at måtte henstå under opsættelse til idag 2 uger, som formenes at være frist nok til at søge forpagteren mons. Stephansen om sagens mindelige afhandling. 1/9.


 

AO2 140:

Sentence udi den sag, højædle og velbårne hr. hofjægermester Bachmann til Sønderskov og sognepræsten for Brørup og Lindknud menigheder, velærværdige hr. Peder Vinding af Præstkær har ladet indstævne contra en del bemeldte Brørup sognemænd for deres tilfaldne kvægtiende, som dem udi en del af dem er vorden disputeret, således for retten afsagt: Det er noksosmmeligen af denne domsakt at fornemme, at højædle og velbårne hr hofjægermester Bachmann til Sønderskov og sognepræsten for Brørup og Lindknud menigheder, velærværdige hr. Peder Vinding af Præstkær ej alene lovligen her til retten har indstævnet (navnene) [=> fol. 227] formedelst de har vægret sig i at betale deres kvægtiende, som de står til oopskrift for, efter den takst, som hans kgl. maj.ts seneste allernådigst udgivne forordning af 7. april 1740 omformelder, men endnog ladet de udeblevne dem den af retten givne lovdag og opsættelse lovligen forkynde, så er dog ingen af dem fremkommen med ringeste bevis om nogen accord eller af dem såkaldte gammel skik i Brørup sogn nogen sinde at have været, og i så måde står det uryggelig fast, som hr. Peder Vinding af Præstkær  hans indlæg af 1. juli 1740 anfører, neml. udi hans egen tolv års betjeningstid så vel som hans formands tid er stedste og altdid taget tiende in natura efter loven hver 10. kreatur, når den faldt, desårsage citanterne påstår for opskriften i deres tiendebøger efter højstbemeldte allernådigste forordning at nyde deres betaling, såsom de efterdags ikke derimod må oppebære den længere in natura som forhen. Hvorfor en del af bemeldte indstævnte mænd navnl. (navnene) både under processens drift såvelsom efter, at sagen var optaget til doms, har fundet sig i den post og med rede penge betalt, hvis de i sagen søges for efter citanternes fuldmægtige i sagen sr. Utrups derom til mig sendte missive af 28. juli næstafvigt, hvorudi han begærer, de af dem måtte undtages, desårsage de og derefter frikendes; men hvad de øvrige navnl. (navnene) angår, som ikke ligeledes med villig betaling har indfunden sig, så vidstes ej rettere efter den allegerede allernådigste kgl. forordning og denne sags beskaffenhed herudi at kende og dømme, end at de jo pligtig er og bør enhver for sig at betale den saggivne og så vidt opskriften angår uimodsagte tienderestance efter saggivelsens og actens formelding med rede penge til citanterne selv eller deres fuldmægtig tillige med en mark fire skilling danske pro persona til Malt herreds ... kasse efter den derom allernådigst udgangne forordning, alt inden 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse under nam og execution udi deres bo og redeste midler, hvor de findes efter loven. - Anlangende Peder Jensen af Eskelund så ses ikke, at han imod højstbemeldte allernådigste forordnings udtrykte befaling kan forpligtes til at betale den hos hans formand for så mange år siden tilvoksne og ej vedkommende betroede tienderestance, men bliver derfor i alle måder frifunden. Og dersom ovenbem.te skyldige personer ikke retter for sig med rede penge efter dommen inden femten dage efter dens forkyndelse, og citanterne skulle forårsages at gøre udlæg derfor, så bliver de dertil prioriteret fremfor nogen anden, ihvad fordring de endog hos bonden have kunne. I det øvrige haver såvel tiendetagerne som tiendegiverne efterdags stricte at efterleve den allegerede allernådigst udgangne tiendeforordnings befaling og tilhold, at deslige unyttige processer dermed kan hæmmes og forekommes. Des til stadfæstelse (etc.).


 

fol. 227:

Det her foran på folio 225 citerede indlæg fra Hans Fog på Endrupholm er sålydende: Kgl. maj.ts herredsfoged, velædle Søren Bierum. Det kan vel ikke komme sognepræsten til Føvling og Holsted menigheder, velærværdige og vellærde hr. Jørgen Clemendsen Fog mere uvant og sælsomt for, som han melder udi sit indlæg her i retten den 14. juli sidst, at have trætte med nogen og allermindst med hans egne sognefolk, det jo forekommer samme hans fattige tilhørere mere uvant og besværlig for at se dem af ham påtvungen proces, som de, der både er aldeles ulovkyndlige og lige så uformuende til at [=> AO2 141] udholde samme med ham og sine interessenter, og var hans humør herudi overensstemmende med hans skrivemåde, havde vil ikke herom bleven sag. Så jeg tror næppelig, der findes nogen så enfoldig, at de lader sig heraf noget indbilde, men i den sted noksom og kender præstens affectation for sine tilhørere; dog man kan vel tænke, han herudi har villet følge andens exempel for at se de fattiges skuldre bøjede under lydigheds åg, og da vedkommende ikke har villet bekvemme sig derudi, er den endelig bleven sag, som skal da være givet havn af denne: At kvægtiendetagerne i Holsted sogn for nogle tider siden skal  have været omkring i sognet for at ville tage deres kvægtiende, da de foregiver, dem skal være foremødt de vanskeligheder, at nogle af dito sognebeboere ikke ville finde dem udi tiendetagernes påstand, som har været denne: At for den gamle opskrift skulle vedkommende straksen til dem betale for hver kalv 8 sk., hvort lam 3 sk. samt for de lam, bønderne dette år havde tillagt, 3 sk. /: af føl fandtes vel ingen opskrift, såsom i denne skarpe hedeegn tillægges kun får, og de skal være være bleven betalt årl. efterhånden med penge. Iblandt de, som da ikke straksen har kunnet finde dem udi tiendetagernes så strikte påstand og anfordring, mener jeg af citanternes saggivelse at være anført en del af mit herskabs bønder, neml. Niels Hansen og Tue Lassen af Gørklint, Peder Mikkelsen og Ole Hansen af Sekær, Godske Christensen, Ole Hansen og Peder Tonnesen af Nørre Holsted samt Morten Jeppesen og Christen Jensen af Sønder Holsted. Hvad da for det 1) den såkaldte gamle opskrift angår, da mener man, tiendetagerne lige så lidet som tiendegiverne skal kunne sige os, hvad egentlig derfor betales skal, siden forordningen denne post aldeles tier og intet ommelder, hvorledes dermed skal forholdes, og der ere vel de, der har adskillige meninger herom. Præsten og hans interessenter forklarer den vel til deres fordel, som af deres indlæg fornemmes. Andre yibteresserede er er af langt anden mening, nogle, at opskriften ikke skal betales, andre, at den udgøres skulle in natura, andre, at den ubetalte efter forhen værende sædvane med hvad forhen for deslige creaturer er bleven betalt, nemlig at ihvorvel kvægtienden in natura er bleven tagen, er der dog alle tider enten tjenestefolk, indsiddere eller aftægtsfolk, som undertiden har et eller flere lam og undertiden ligeså en kalv, hvilke ikke er blevet antegnet fra år til andet, formedelst slige folk ikke alle tider findes i et sogn, men det ene år findes på et og anden år på andre steder, samme har da givet penge for deres lam og kalve og er derfor ikke blevet betalt uden alene 2 sk. for et lam og ventelig ikke heller her i sognet mere end som alle andre steder for en kalv uden 4 sk. Men hvad alle disse formeninger angår, da vil jeg samme aldeles her forbigå og fordrister eller understår ikke at gøre nogen anden forklaring over hans maj.ts allernådigste forordning end som den, jeg af tydelige bogstaver kan læse. Imidlertid som forordningen da ikke egentl. siger os, hvorledes med den gamle opskrift skal forholdes, så er jeg i den uforgribelige mening, at herudinden bør bruges billighed til denne tings afgørelse, og dlet så meget desto mere, da hans majestæts allernådigste vilje hensigter til at soutagere bonden og befri ham for al forurettelse herudinden og til den ende allernådigst befaler, at bonden ikke skal betale kvægtiende af de creaturer, som forinden den i forordningen af 7. apr. sidt forvigt foresatte tid ham ved el eller anden vanheld måtte fradø og ej kommer ham til nytte, og som det da er uindsigelig, at jo mange af de kreaturer, som bonden nu står antegnet for udi tiendetagernes bog til opskrift [=> fol. 228] fra forrige åringer er ham ved en og anden vanheld frafalden, før end den til vinterfoder af marken er bleven indtagen, og skulle mnu bønderne betale den fulde opskrift såvel for de kalve og lam, ham er kommen til nytte, som de, der af ulve kan være borttagen og ellers i andre måder dem fradøde, sker de jo fornærmelse, og aldrig er hans maj.ts allernådigste vilje. - Og da nu her rundt omkring i landet, så vidt man har kunnet spørge og fornemme , på ingen steder er fornummen, at nogen tiendetagere har fordret eller taget mere for den gamle opskrift end som 4 sk. af hver kalv og 2 lsk. af hver lam, da dog tienden ligesom her tilforn er tagen in natura, undtagen i Brørup og Lindknud sogne, hvor der formærkes, kvægtienden skal være påstået at betales ligesom her i Holsted sogn, hvorom der og desformedelst er bleven sag. Jeg vil ikke tale om mit herskab, som selv til oppebørsel har selv 24 kvægtiender, over hvilke de ved sidste St. Hansdags tider er blevet gjort beregning, hvad enhver bonde såvel for den gamle opskrift som for de lam og kalve, dette år er bleven tillagt, kunne tilkomme at betale, når tid kommer, men ikke beregnet den gamle opskrift en skiærf (skærv?) mere end som 4 sk. for hver kalv og 2 sk. for et lam, og hvem der da for den gl. opskrift ville betale noget, er bleven modtagen, og resten med det øvrige udsat til den tid, forordningen siger, der betales skal. så Så har da disse fattige beboere i Holsted sogn vel ikke uden føje været i den formening, at de herudi ikke hårdere skulle bleven medtagen end som alle andre deres naboer rundt og vlidt omkring i landet, så langt man har kunnet spørge, men forventet nogen moderation for opskriften og udi den takst, disse tiendetagere bønderne foresatte, hvorefter de straksen ville betale samme med mere, men ikke hos tiendetagerne har kunnet erholde nogen gehør. Hcad mit herskabs bønder da nu for denne opskrift egentl. skal betale, og til hvad tid samme betales skal, det må man da stille til den velvise dommer, og jeg er forskiret, de fra al foruretelse derved vorder befriet. Imidlertid indstiller jeg til dommeren, om tiendetageren ikke bør og pligtige er at indlevere her til retten specialberegning over den fordrende kvægtiende, at både han og andre måtte vide, hvad enhver saggives for, enten af nye eller gl. opskrift, eller og fremvise deres tiendebøger i retten til conference med deres saggivelse; ikke fordi jeg skulle mene, her findes videre opført, end som hvad ske bør, dog om det tilkom, kunne vel godtgøres, at der dette år skal vælre fordret tiende hos en mand af 8 kalve og som Peder Tønnesen i Nørre Holsted iblandt de andre findes anført for 5 mk., hvoraf de 3 mk. 8 sk. skal være beregnet, så vidt bonden kan vide, for gammel opskrift af kalve, da han sad ved stedet, men som det nu er på 4. år, siden han formedelst alderdom og skrøbelighed stedet med besætning og alt oplod til sønnen Malte Pedersen, samme sidste år igen kvitterede den og er nu beboet af Søren Pedersen, så kommer det da noget sælsomt for, at Peder Tønnesen skal svare den gl. opskrift, da der har boet 2 mænd på stedet, siden han den i fæste og brug havde, og opskrift af fremfarne(?) tid plejer jo alle tider at have fulgt efterkommerne til stederne, hvilket tiendetagerne nok har vidst at ville betjene dem af den tid, de sidst tog kvægtiende i Holsted sogn. Så at ihvor forordningen fritager efterkommerne på stederne at betale deres formænds opskrift, så alligevel pålagde de dog bemeldte Søren Pedersen, som sidste forår kom til stedet, at betale hans formand Malte Pedersens opskrift og gav derpå kvittering, men da tiendetagerne vel siden formærkede, at de ikke rettelig herudi havde handlet, skal de /: eftersom mig er foresagt :/ have fået Søren Pedersen overtalt at give dem kvittering tilbage og leverede ham sine penge igen, og derefter ser jeg, de vil vel have opskrift på Peder Thomsen, som forhen har boet på denne 1/4 part gård, hvoraf han nyder en liden og ringe aftægt. Men jeg påstår, at han for denne fordring, så vidt den gl. opskrift angår, bør at være fri. I det øvrige står nu tilbage for det 2), når og til hvad tid kvægtiendepengene af kalve, lam og føl for dette og efterfølgende år skal betales, som tiendetagerne påstår at ville have betalt for lammene om St. Hansdags tider og føl og kalve ved Michaeli tider [=> AO2 142] Men det er vel ikke forordningens mening,  at lammene skal betales, før end føl og kalvene betales. Thi vil tiendetagerne behage at læse længere frem i forordningen, finder de til slutning jo disse ord: Men for de føl, kalve og lam, som forinden forskrevne tid bortdør og ej kommer bonden til nogen nytte, skal han ej være pligtig nogen tiendepenge at erlægge etc. Og når her nu rettelig distingueres imellem tid og tider, så står her jo ikkuns een tid til at betale disse ansatte kvægtiendepenge, som er når kvæget til vinterfoder indtages. Jeg håber, dette er så soleklart, at det ej kan imodsiges, og formener, at der ikke bør betales nogen kvægtiendepenge for de lam, som fornævnte Endropholms bønder enten dette år har tillagt eller herefter tillægger, forinden de øvrige af føl og kalve betales skal. Og som tiendetagerne noksom har udvist deres trættekærhed ved denne begyndte sag, så vil jeg ej alene påstå, de pligtig er og bør betale mit herskabs bønder deres herudinden ibragte omkostninger, men endog, atg de billigen bør anses med nogen mulkt efter dommerens egen godtbefindende. Sluttel. reserverer jeg mig alt, hvis jeg ydermere til besvarelse i denne sag herefter måtte finde fornøden, og forbliver velædle hr. herredsfogeds allerpligtskyld. tjener. H. Fogh.


 

AO2 142:

Den memorialvarsel fra folke- og familieskatsforpagteren sr. Peder Stephansen på Lunderup contra hr. Jørgen Fogh i Bækbølling her foran på folio 226 citeret lyder som følger: Varselsmemorial. Peder Stephansen på Lunderup, folke- og familieskatsforpagter i Riberhus amt lader 8 dages lovlig kald og varsel til Gørdind-Malt herredsting at møde torsdagen den 11. aug. førstkommende give eder, velærværdige og vellærde hr. Jørgen Fog i Bækbølling, sognepræst til Føvling og Holsted menigheder, betræffende den urigtighed, som citanten udi de ham indleverede mandtallere til afvigte januar og juli terminer folke- og familieskatten over forberørte 2 sogne haver forefunden, så vel som fordi bemeldte mandtaller ikke i rette tid, som ske burde, er indkommen, hvorom alt nærmere saggivelse at modtage, vidner og beviseligheder samt dokumenters producering at anhøre og endelig ifølge hans kongelige maj.ts allernådigst udgangne forordening de dato 31. dec.  1700 dom at lide. - Herom at vidne ot til fornævnte tid og ting at møde indvarsles Niels Bertelsen og hustru i Bækbølling, Anders Grumstrup(?), Mads Christensen, Hans Terpling af Stenderup, Niels Smed, Peder Lervad af Bobøl, Thomas Pedersen og Søren Pedersen af Åtte, Hans Madsen og Jakob Holdensen af Obling(?), Jens Stephansen og Søren Andersen af Tobøl, Anders Tøgersen, Tøger Andersen og Godske Christensen af Nørre Holsted samt Peder Olesen og Thomas Christensen af Sønder Holsted, alle for eders sandheds vidne i denne swag at aflægge på alt, hvis I enhver kan være vidende eller bliver tilspurgt. Og i henseende til modvillig udeblivelse erindres lovens tvang.

Følger her indført Jørgen Foghs indlæg citeret på fol. 226: Velædle og velvise hr. herredsfoged. Jeg er bleven kaldet her til Deres ret idag af konsumtions-, famile- og folkeskatteforpagter mons. Peder Stephansen, ligesom jeg ved uret optegnelse fornærmet ham i hans retmæssige oppebørsler, da skal, såfremt sagen ej nogen tid for anstand /: hvilket jeg påstår ifølge lovens pag. 15 og 16 art. 15 (DL 1-2-15), før nogen ting imod mig i retten vorder ført :/ min innocence og uskyldighed bliver lagt klar for dagen. Thi jeg kan, om fornødent skulle gøres, verificere ved ed, at aldrig nogen menneske med forsæt af mig er udeladt, og såsom jeg for nylig er kommet [=> fol. 229] til embedet og stedet, i denne tilfælde må lade alting bero på sognefolkenes angivelse, hvilken hvortil de 8 dage forud er advarede, så skal skylden ikke blive min, men på det sids te deres egen, som måske nu har angivet mig. Imidlertid såsom Gud skal kende, jeg hverken inclinerer til proces, mindre ved nogen slags vitterlig fornærmelse agter at anledige min næste dertil, jeg og siden indstævningen har gjort alt, hvis mig har været muligt til at se den gode mons. Stephansen tilfredsstillet, jeg og herved inden retten declarer at holde ham skadesløs for denne instævning, så vodt han dertil kan have ret, så bliver min påstand endnu som før, at dommeren ej overiler mig med retten, før provstens mediation er sket, helst dersom jeg havde citanten selv ved retten, er jeg vis på, han om vi ikke selv indbyrdes kunne afgøre sagen, skal da billige mig min påstand. Skulle noget imod så fredeligt et hensigt og så retmæssige conditioner, som nu tilbuden er, vorde handlet, protesterer jeg in forma juris imod alt, hvis mod mig sk,ulle påstås at føres, allerhelst det skal ligge citanten til last i sin tid, om han trættekær skulle søge det, som han uden trætte af mig kan vorde fornøjet for. Begærer herpå velædle hr. dommers kendelse, om sagen ikke bør, som for er meldt, have anstand til mindelig afgørelse, og at dette mit indlæg, så snart stævnemålet i retten er hæftet og afhjemlet, da til læsning i retten og protokollering må vorde antaget. I vente heraf forbliver jeg med al estime velædle og velvise hr. herredsfoged Deres tjenstydmygste. J. C. Fogh.


 

fol. 229:

Torsdagen de 25. august 1740:

Hr. Jørgen Fogh og interessenter ctr. en del Holsted sognemænd. Hr. Foghs brødtjener Niels Christensen fra Bækbølling fremlagde et indlæg fra Jørgen Fogh (fol. 229-230). Hans Fogh fra Endrupholm afhørte dette indlæg, som alene anses at være opfyldt og sammenspunden med latinske og højlærde gluffer og gloser, hvilet Fogh ikke anser meriterer anden besvarelse end han alene indtiller til dommeren, hvad autor og deres concipist herudinden fortjener, og i det øvrige delkarerede, at hvad Fog udi sit forrige indlæg har moveret, kan alle tider lovlig bevises i sig selv således at være sandfærdig. Ihvorvel tiendetagerne så ofte skumler derover og skriver at bestå ikkun af snak, men Fog er forskiret, at citanterne aldrig skal kunne nægte, de jo har fordret Anders Madsen i Nørre Holsted for betal. af gammel opskrift for kalve, som han dog aldrig har haft, og at de tog penge af Søren Pedersen ibm. for hans formands Malte Pedersens opskrift; det skal de vel ikke heller kunne nægte, samt at de siden har saggivet Peder Tommesen for opskriften af kalve, da der nu har boet tvende mænd på stedet, siden ermeldte Peder Tommesen oplod dette, alt som meldt fogh lovl. kunne bevixe for at dæmpe tiendetagernes utidige ræsonnement. men Fogh agtede ikke sagen af denne vittighed (vigtigned?) slig omkostning værd, men sluttel. indstiller sagen og hvad deraf dependerer til dommerens endel. dom og kendelse. - Retten påråbte de øvrige Holsted sogns beboere, som i denne [=> AO2 143] sag er anhørt. Men ingen mødte. Sagen optaget til dom.

AO2 143:

Jørgen Foghs indlæg:

Velædle og velvise hr. herredsfoged. Dersom den harange, som mons. Fogh har indgivet på en del hans principalt bønders vegne i Holsted, skulle, som den meriterer, af os besvares, forskirer vi, at akten ville blive lang og latterlig, særdeles om hans brugte argumenter skulle infringeres på ham, eftersom de er grundede på nogle ganske slette raisonger, og på det at mons. Fogh ej skal fatte tanker om, at hans indlæg er så dybsindig, som det er langt, så vil vi alene uddrage til besvaring af alt det, som af ham med hovedbrud er sammenspunden ... ... og replicerer på det første, når han falder i tvivl, om nogen for opskriften bør betales og hvad etc., da svarer vi: Mons. Fogh viser os vel ingensteds, at den sidst kgl. allernådigst udgangne forordning om kvægtigendes tagelse ophæver loven, som beneficerer tiendetagerne at nyde for al opskrift, og det i alle tilfælde uden i denne eneste casu, hvor nogen er bortdød eller kommer fra stedet, at den efterkommende besidder da ej er pligtit til at svare hans formands gæld eller opskrift. Og som dette står så uryggelig fast, at omend alle egensindige hjerner var rørt sammen i een masse, så kunne de dog ej udfinde noget, der kan kuldkaste vores lovskikkede påstand. Så tilstår vi, at vi samtlige gerne ønskede at se den galanteribod, hvor alle [=> fol. 230] disse ... concepter har været til fals, som monsieur Fogh i mængde har indjaget på et sted i hans indlæg, hvilke alle er lige så urimelige, af hvis havne(?) de end er fløden, som de er ugrundede. At han kalder og i tvivl, hvad vi skal have for et føl, kalv og lam etc., da er hans raisenement derom lig det forrige. .. .. tiendetagerne var forbunden efter loven før forordningen ej at tage andet end in natura, de og ved forordningens publication er bleven foreskreven, hvad og hvor meget de skal tage, så ser jo enhver, hvilket noget absurd tøj monsieur Fogh har fyldt 4 til 6 sider med så rudi og ridicul, at vore lemmer må briste af latter derover. Er der noget sundt i alt dette, mons. Fogh har skrevet, så er det dette eneste, at han formener, bonden ej burde betale for de høveder, som før vinterfoder kan være bortdøde eller fradøåde, endog i de åringer før forordnignens publicqation ... hvilket /: uanset man let derimod kunne contaargumentere :/ Vi svarer og offererer os herudi at følge bonden eller tiendegiveren, når han lovlig beviser, at sligt er ham vederfaret, og så længe sligt og sker, holder vi os til forordningens pure bogstaver. Hvad den anden pst angår, neml. tiden når tiendepengene skal betales, da hvad han ikke indvikler sig i det første, boltrer han sig selv ind i det sidste; og er det hel forunderligt, at folk kan finde på sådanne distinctioner. Thi havde mons. Fogh ret forstået sit modersmål, vidste han jo, at NB forskrefne er pluralis numeri og forskrefvne er singularis, hvilket er uimodsigeligt, og kunne da adjectivum forskrefne vist ham, at substantivum tid bruges in plurali lige så vel som tider. Over... er denne delicatge subtile og hårkløvende distinction /: når de forrige i forordningen determinerede tider retsindig overvejes :/ hel let at forstå. Og vil nu mons. Fogh absolut disputere, om forsjrefne tid, at det skal være singularis numeri, da, som vi retter os efter,hvis forhen i forordningen er med bare ord meldt, bliver denne dispute ej en sag mellem os og mons. Fogh, men imellem ham og den allernådigste kgl. forordnings concipist, som ikke har vidst at rette sig i dette efter mons Foghs vilje, mindre måske havde tænkt at blive nogen sinde underkast så dybsinbduig jougements, hvilket, om vi må sige sandhed, ligner mere at have Morten Jepsen til fader end mons. Fogh. Vor påstand bliver da i korthed denne, at siden vi efter gjorte saggivelse og rettens pålæg har lovdaget de indstævnte, ingen og af dem har kunnet conttrabevise noget imod saggivelsen /: thi at mons. Fogh vil, at vi skal producere vores tiendebøger i retten, da ved han vel, som er jurist, at når han beskylder dem og cotrastævner derfor, skal vi stræbe at gøre ham fornøjelse i den post :/ ja end ikke mons. Fogh selv har kunnet finde andet at grunde sig på end snak eller ord, thi al hans beviser består derudi, at det er sagt for ham etc. Vide indlægget. - Så overlader vi til dommeren, om det er billigt at bruge sådan en modum procedendi neml. intet at bevise, men aleneste standse sagen ved unyttig opsættelse og så tilsidst kommer frem bare med nogen sammenflikket tøj uden hoved og hale. Thi er vi forsikrede, at dommeren uden mons. Foghs gjorte remarquer og annotationer havde let funden sig udi at forstå forordningens ord, som har vist en prøve af i lige sådan sag imellem tiendetagerne i Brørup sogn og nogle opsætsige derudi. Og ligger da alt dette klarlig for dagen, at mons. Fogh som en trættekær har indviklet sig i denne sag forhåbende, dommeren ihukommer ham med noget anseligt til justitskassen. - Hvad de sagsøgte angår, påstår vi, at foruden at betale os efter saggivelsen og den kgl. forordning, de for os påførte omkostninger bliver tildømt at betale 3 rdl. 2 mk. 4 sk. såsom for stævningens forkyndelse og afhjemling, 3 mk. for lovdagens forkyndelse, 2 mk. 4 sk. udi retten til dommeren, 1 mk. 4 sk. til herredsskriveren, 4 mk. for papir til lovdagen samt den at tage beskreven [=> AO2 144] tilligemed opsættelsen 4 sk., for det udtog af protokollen med papir og skriverløn 3 ark 4 mk. 8 sk., gør 3 rdl. 2 mk. 4 sk., samt og noget til Holsted sogns fattige. Derpå vi i alt forventer dommerens retsindige kendelse og forbliver med al veneration og estime velædle og velvise hr. herredsfoged Deres tjenstskyldigste tjenere. Holsted d. 24. august 1740, J. Fog, B. Schuurmann, C. Nissen.

AO2 146:

Sentence udi denne sag således for retten afsagt: Endskønt tiendetagerne i Holsted sogn, velærværdige hr. Jørgen Fogh, sognepræst for Føvling og Holsted menigheder, madame Birgithe Schuurmann, sal. provst Didericnsens efterladte enke af Holsted, og sr. Claus Nissen, forpagter på Estrup, ej aleneste lovligen her til retten befindes at have indstævnet (navnene), formedelst de har vægret sig i at betale deres kvægtiende, som de står til oposkrift for, efter den takst, som hans kgl. maj.ts seneste allernådigst udgangne forordning af 7. april 1740 omformelder, men endog ladet de udeblevne den dem af retten givne lovdag og opsættelse lovligen forkynde samt derefter givet de skyldige sag for deres restance af opskrift og givet deres irettesættelse udi indlæg af næstafvigte 1. juli, så er dog ingen af dem fremkommen med ringeste lovskikket bevis, at nogen accord eller påråbte gammel sædvane og skik med fastsatte (?) fæstebønder nogen sinde har været i Holsted sogn, uden at tienden stedse og altid der af deslige folk er tagen in natura efter loven, neml. hver tiende creatur, når den faldt. Herimod at svare har fuldmægtigen ved Endrupholm sr. Hans Fogh indfundet sig på sit herskabs bønders vegne i bemeldte Holsted sogn og ved et vidtløftigt indlæg anført først adskillige deres meninger om den allernådigst udgangne forordnings forståelse, såsom forordningen at tie med, hvad der for opskriften til tiendetagerne skulle betales, nogle at ville mene opskriften ej at skulle betale, andre at den skulle ludgøres in natura, og andre at den skulle udbetales efter forhenværende sædvane etc. Som rimer sig ikkun ganske slet med forordningen. Thi jeg ser ikke, langt mindre af højstbem.te allernådigste forordning kan fatte eller slutte, at det skulle være hans kgl. maj.ts allernådigste vilje, at tiendetagerne enten i Holsted sogn eller nogensteds skulle efter sr. Foghs eller andres formen,inger afgå den tiende, som de enten for et eller flere år kan have til opskrift i sognet, hvilken de nu ikke efter forordningens dato må må oppebære hos bonden in natura, men skal tage penge derfor, og bliver da forordningen en regel og rettesnor, hvorefter der skal betales, efter at der sammelt ikke er bevist, nogen accord forhen derom har været udi penge. Dernæst formener bem.te Fogh, at bonden ikke burde betale for de opskrevne creaturer, som før end de til vinterfoder blev indtaget, kunne være bortdøde, hvilken tiendetagerne alene har anset for en post udi indlæg af 24. aug. næstafvigte efter lovlig bevis. For det andet vil sr. Fogh endeligen have den klare og tydelige allernådigste forordning derhen forstanden, at kvægtiendepengene af lammene ikke skulle betalen før end ved de tider, [=> fol. 233] der af føl og kalve efter forordn,ingen betales skal. Men derudi tager sr. Fogh mærkelig fejl. Han anfører alene det sidste derom af forordningen, men udelukker det første, hvortil det sidste svarer, såsom først siger forordningen: Så skal bonden efterdags ikke betale disse ansatte kvægtiendepenge for videre tillæg end for føl og kalve NB: som er i live, når de til vinterfoder af marken indtages, og for lam, NB: som enten er i live ved St. Hansdagstider eller da så store, at de fra fårene afvendes. Dernæst: Men for de føl, kalve og lam, som inden forskrevne tid bortdør og ej kommer bonden til nogen nytte, skal han ej være pligtig nogen tiendepenge at erlægge. Nu har jo tiendetagerne altid fået og annammet deres tiende in natura, når den efter tiden af året faldt, så er deraf tydelig at slutte otg forstå, at tiendepebngfene af de lam skal betales årlig efter forordningen ved. St. Hansdags tider, som da findes i live, når tællingen sker, og af de føl og kalve, som er i live, når de til vinterfoder af marken indtages. Dette har jeg anført så vidtløftigt og omstændeligt, at de enfoldige desto bedre skulle kunne begribe det, endskønt forordningen i slg selv er forståel. nok. Desårsage citanterne påstår for opskriften i deres tiendebøger efter højstbem.te allernådigste forordning at nyde deres betaling til bestemte tider, når kvægtienden tages, såsom de efterdags ikke derimod må oppebære den in natura, som forhen er sket. - Efter hvilken beskaffenhed vidste ej rettere udi ,denne sag at kende og dømme, end at (navnene) enhver for sig jo pligtig er og bør betale citanterne den saggivne og såvidt opskriften angår forfaldne og uimodsagte tienderestance efter saggivelsen og aktens formelding /: så vidt de lovlig beviser har været i levende live hvert år ved de tider, forordningen som meldt determinerer tienden at skal betales :/ med rede penge, tillige med en mark. fire skilling danske pro persona udi processens omkostning, samt fire skilling danske pro persona til Malt herreds skolekasse, alt inden femten dage efter denne doms lovlige forkyndelse under nam og execution udi deres bo og redeste midler, hvor findes efter loven. -  Angående Peder Thomsen af Nørre Holsted så ses ikke, at han imod højstbem.te allernådigste forordnings befaling kan forpligtes til at betale den for nogle pår siden pådragne betroede og nu fordrende restance, som Fogh. på hans vegne beretter af det opoførte at være 3 mk. 8 sk. gl. oposkrift af kalvetiende, men bliver derfor i alle måder frifunden såvel og for omkonstningen som mulkten. Men de øvrige 1 mk. 8 sk. betaler han ligeledes inden femten dage efter dommens forkyndelse under nam i hans bo. Og dersom ovenbemeldte skyldige personer ikke retter for sig inden forelagte tid efter dommens forkyndelse, og citanterne skulle forårsages at gøre udlæg derfor, så bliver de dertil prioriteret fremfor nogen anden, ihvad fordring de endog hos bonden have kunne. I det øvrige haver såvel tiendetagerne som tiendegiverne efterdags stricte at efterleve den allegerede allernådigst udgangne tiendeforordnings befaling og tilhold med tiendens oppebørsel og betaling for hver sort til den bestemte tid, forordningen foresiger og forhen i sentencen forklaret er, at deslige unyttige processer derved hæmmes og forekommes. Des til stadfæstelse under min hånd og host6rykte sædvanlgie signet. Datum Gørding-Malt herredsting d. 8. sept. 1740. S. Bierum.


 

AO2 156:

Torsdagen den 17. november 1740:

For retten mødte Knud Madsen af Foldingbro, som fremstillede tvende kaldsmænd, Lauge Christensen og Jep Andersen af Bobøl, som til tinget har indkaldt Niels Jørgensen af Bækbølling. Knud Madsen producerede den over Niels Jørgensen erhvervede dom af 27. nov. 1732 (folio 244). Niels Jørgensen var ikke mødt. Retten så ikke idag at kunne stadfæste eller forny dommen til nogen exekution, fordi samme findes afskreven uforståelig, dog så nogenlunde keldel 8 mk. d., hvorfor og siden debitor ikke selv er mødt, retten fandt billigt at give ham tid til idag 14 dage, som er den 1. december, for at møde her i retten og vedstå sådan afskrifts rigtighed eller urigtighed.

For retten fremkom Knud Madsen af Foldingbro og fremstillede 2 forbudsmænd, Jens Pedersen og Thomas Mortensen af Bobøl, lovligt at gøre arrest og forbud ved eder Jørgen Christensen i Bobøl således: At I indeholder og ikke til nogen udbetaler de 10 mk. d., som Niels Jørgensen i Bækbølling tilkommer ved eder for en afkøbt kvie, siden bemeldte Jørgensen en del penge til Knud Madsen skyldig er efter dom, og såfremt I ikke forbem.te forbud vil lade eder vlære efterrettel., må I vente eder anset som forbuds overtræder. - Retten kender, at Jørgen Christensen skal indeholde pengene.

AO2 157, fol. 244:

Den her foran på folio 243 citerede doms sentence fra Knud Madsen ved Foldingbro er sålydende: Sentence i den sag, imellem Knud Madsen ved Foldingbro som citant på den ene contra Niels Jørgensen af Astofte på den anden side således for retten afsagt: Efter at Niels Jørgensen af Astofte lovl. fra Knud Madsen ved Foldingbro var bleven indkaldt og lovdag givet efter loven, er han omsider fremkommen her udi retten og vedstanden den søgende og saggivne gæld, neml. 10 mk. og 8 sk. danske til citanten bemeldte Knud Madsen skyldig at være. Desårsage kendes herudi således, at debitor formeldte Niels Jørgemsen af Astofte bør betale ovenbem.te 10 mk. 8 sk. danske til citanten Knud Madsen med 4 mk. 8. sk. udi processens omkonstning, alt inden 15 dage (etc.).


 

Torsdagen den 8. december 1740:

AO2 158:

Christen Christen Glarmester af Holsted fremstod og fremstillede tvende kaldspersoner, Hans Mortensen og Thomas Christensen af Sønder Holsted, der har stævnet Hans Pedersen Ulf den ældre af Asserbøl (fol. 251). Dernæst fremstillede Christen Glarmester tvende synsmænd, Morten Jepsen og Christen Jensen af Sønder Holsted, som oplæste deres syn således lydende: Anno 1740 d. 28. nov. var vi underskrevne på begæring af Christen Christen Glarmester her udi Sønder Holsted for at syne ham, som beklagede sig at være ilde medhandlet af Hans Pedersen Ulf den ældre af Asserbøl samme dag ved Hulkær mølle; og befandtes da i hovedet trfende huller, tvende store og en liden, så vel som blodig overalt i håret, og tillige den venstre hånd ganske ophovnet af slag, som ham enten af en kæp eller poisk kan være tilføjet; og gav Christen Christensen ... og klagede for os på Hans Pedersen Ulf udi Asserbøl, at han var den, som havde tilføjeg ham ovenmeldte såremål i hovedet og skade på hånden; hvilket vores syn således rigtig at være vi ej alene med vore shænder og underskrift attesterer, men endog edelig på Gørding-Malt herredsting, når vi lovlig bliver stævnet, vil og kan bekræfte. Datu, Sønder Holstged ut supra. Morten Jepsen, Christen Jensen. - Hans Pedersen Ulf den ældre var ikke mødt. Synsmændene aflagde deres ed. - Christen Christensen Glarmester begærede de indstævnte vidner afhørt. - Tjenestepigen Maren og Hulkærmøllerens søn Holden Holdensen blev påråbt, men var ikke mødt; blev forelagt [=> fol. 245] til 22. december.


 

fol. 245:

På vegne af Peder Steffensen, forpagter på Lunderup, mødte fuldmægtigen Hans Fogh fra Endrupholm, som producerede en fra sr. Steffensen til stiftsbefalingsmand von Gabel indgiven underdanigst memorial af 25. juli med påfølgende resolution af 9. aug. (fol. 251). - Af vidnerne var mødt Søren Christensen, Niels Olufsen, Simon Pedersen, Nis Jepsen og Hans Hansen, alle af Vejen, Jakob Nielsen af Drostrup, Claus Mikkelsen og Peder Christen, begge af Gammelby, Hans Mikkelsen og Anders Mogensen, begge af Nyby. - Afhøring:

Nis Jepsen og Søren Christensen af Vejen:

  1. Tilspurgt, om Lars Iversen i Gruehuset ikke har en datter, og om samme ikke er af den alder, at hun udi næst forbigangne jamnuar og juli terminer har burdet svare skat. - Vidnerne svarede, at de ikke egentlig på et år eller et halvt kunne vide hendes alder, men vel vidste, at hun ikke var over hendes fjortende år.
  2. - om Nis Hansen i Vejen ikke har haft både tjenestekarl og pige næstafvigte sommer, item huskvinde, som til juli termin burde været anført. - Vidnerne svarede, at Nis Hansen vel afvigte sommer havde en tjenestekarl, så og en huskvinde, men anden tjenestepige havde han ikke.
    Præsten til Vejen og Læborg menigheder hr. Niels Jochum Bützou, som havde forfattet mandtallet og i rette tide indsendt samme til folke- og familieskatsforpagteren seign. Peder Steffensen, måtte give årsagen til kende, hvorfor disse folk, som var i tjeneste hos Nis Hansen i Vejen, ej var udi hans [=> AO2 159] mandtal indesluttede, var denne /: at fordi Simon Madsen af vandmølle har haft i fæste tilforn det sted, som denne Nis Hansen nu bebor, haver accorderet med folke- og familieskatsforpagter om denne skat, hvorfor contribuenterne til denne skats erlæggelse af hans mandtal var udelukket.
  3. - om Niels Skræder ikke sidder til huse i Vejen by. - Svarede, omspurgte Niels Skræder har hus i Vejen by i fæste af herskabet på Estrup, hvoraf han giver årligt til landgilde 2 rigsdalere.
  4. - om Hans Fynbo Murmester ibidem ikke udi sidst afvigte vinter og sommer har haft husfolk hos sig, og om bem.te Hans Fynbo ... også selv er husmand. _ Svarede, fornævnte Hans Fynbo med hustru så vel som tvende kvindfolk, Dorthe Mikkels og Lene Madskone sider i Vejen by til huse; samme hus ber bymændene tilhørende.
    Hr. Bützou tilspurgte vidnerne, om de ej var vitterlig, at ovenmeldte finge ud af de fattiges kasse og penge ... de var fattige og kunne intet fortjene med arbejde enten til sig selv eller til skat. - Vidnerne svarede, at Hans Fynbo og Lene Madsdatter fik ... ... 6 ... af de fattiges kasse og penge; men de andre tvende kan vidnerne ikke sige, enten de formå at give skat eller ej.
  5. - om Niels Olufsen ikke udi ibidem har haft en søn, som burde at svaret skat udi sidste tvende terminer. - Vidnerne svarede, at omspurgte Niels Olufsens søn ved navn Oluf var nu i dette år i sin fulde femten år,, og erindrede vidnerne retttelig, at har var født i året 1725, men just hvad tid i samme år, erindrer vidnerne sig ikke egentlig.
  6. - om ikke udi Jakob Hansens hus i bem.te Vejen var en inderstekvinde sig opholdende udi forn.te tvende terminer ved navn Gertrud. Vidnerne svarede ja, at hun sig der opholder og havde tvende små umyndige børn og er højt frugtsommelig med den tredie, så hu slet intet kan fortjene noget til hendes og umyndige børns ophold, men udi omspurgte terminers tider har hu dog været således, at hun har kunnet tjene noget lidet med hendes spinderok til sig og sine.
    Hr. Bytzou tilspurgte vidnerne, om denne kvinde ikke var svag, og årsagen til hendes svaghed. Vidnerne svarede, at fr end hun blev gift og de tjente deres velbårne herskab, blev hun engang forulykkedes og væltede af et vogn, så hendes ene lår kom i styhkker, og siden den tid har hun aldrig været så størk som tilforn.
    Siden vidnerne så vidtløftig ræsonerer om, at indbemeldte kvindfolks svaghed, så fandt mons. Hans Fogh sig b eføjet endnu til at [=> fol. 246] gøre denne særdeles spørgsmål, om hun er syg og sengeliggende eller ikke kan hjællpe sig selv afsted fra by til anden, og hvorledes hun da bekommer sin forplejning, når de vil sige, hun intet kan fortjene. - Vidnerne svarede, hun var hverken syg eller sengeliggende, men til ophold til hende og hendes børn har hun nogen hjælp  fra hendes mand, som er uden sognet at tjene.
  7. - om ikke hos Jørgen Jørgensen ibidem er Thønnes Eggersens hustru til huse. - Vidnerne svarede ja, at hun var der.
  8. - om ikke Anders Hansen og hustru sidder på egen hånd til huse og bruger købmandskab i Vejen. - Vidnerne svarede, at omspurgte Anders Hansen og hustru sidder i huse, som omspurgt er, og bemeldte Anders Hansen løber undertiden omkring med lidet småkram at sælge sosom sy- og knappenåle ... ... og ... .., da han i værende tid har opholdt sig i Vejen.
    Hr. Bytzou m.åtte herved lade tilføre, at han ikke vidste, at denne Anders Hansen brugte noget købmandskab, og at han ej længere har været i Vejen by end efter sidste påske.
  9. - om Niels Krylle ibidem ikke sider i fælles med hans søn. Vidnerne svarede ja, det forholdt sig som spørgsmålet ommelder.
    Hr. Bytzou tilspurgte vidnerne, om de vidste, at Niels Krylle havde haft anden karl end hans søn, som var i hans mandtal af ham indført. - Vidnerne svarede, at han ingen anden tjenestekarl har haft enten i januar eller juli terminer sidst, men om han er anført i mandtallet eller ikke, var vidnerne ubevidst.
    Mons Hans Fogn contradicerede provstens tilførte, så vidt han melder, det Niels Krylles søn udi sidste juli termins mandtal findes anført, som nærmere skal vorde godtgjort.
    Hr. Bytzou lavde tilforn ladet tilføre, at denne Niels Krylles søn var anført i hans mandtal, så skulle derved være forstået, at det var i mandtallet udi januar termin,.
  10. - om ikke Anne Godskes sidder i huse og har tvende vefler (væve?) udi Vejen by. - Vidnerne svarede, at hun sad i huse  hos dent ene vidne Nis Jepsen og vel havde haft tvende vefler at væve på, men i mangel af underholdning har hun måttet sælge den ene, så hun nu ikke har kun den ene i behold, som er den ringestge.
    Hr. Bytzou måtte herved erindre retten, at han ej vidste om denne kunne fortjene noget, efterdi hun ej havde bragt med sig og fremvist hendes pas og skudsmål, og præsten i så måde så godt som hende er ubekendt.
    Mons. Fogh tilspurgte vidnerne, hvor længe omspurgte kvindfolk har siddet [=> AO2 160] til huse i Vejen. - Vidnerne svarede, at hun kom i denne vidnes hus sidstleden påske, men havde været i Vejen by før bem.te tid ungefær 2 måneder, og da  var hun i Christen Lanckes(?) hus.
  11. - om der findes ikke en del af bønderne såvel i Vejen by som andensteds der i sognet, som har afstået dees steder til deres børn eller andre og hos dem og med dem sidder i fællig, og hvem da samme er. Vidnerne svarede, at Hans Nielsen, Hans Hansen, Niels Madsen, Frands Madsen, alle i Vejen by, hvilke alle har afstanden deres steder og gårdsparter til deres sønner, som samme har haft i fæste, førend sidste januar og juli terminers folkeskat var forfalden, og sidder så tillige de gamle med unge tilfællig og går til dug og disk tilsammen, undtagen Niels Madsen, som nyder en liden aftægt til ophold så vel som egen husværelse i gården af hans søn Mads Nielsen. Ellers forklarede vidnerne, at Frands Madsen hans søn Mads Frandsen og var ugift, og hans gamle moder lgår inden døren og holder hus for faderen og sønnen.
    Hr. Bytzou kunne erindre sig, at denne post angående aftægtsfolkene, som har afstået deres steder til deres børn, var i hans forhen udgivne mandtaller bleven observeret.
    Endnu erklærede vidnerne, at omvundne Niels Madsen i Vejen havde en kro. Videre blev vidnerne ikke tilspurgt eller quæstioneret af hr. Bytzou, men på anførte aflagde deres ed.

Videre fremstod at vidne i denne sag Niels Olufsen, Simon Pedersen og Hans Hansen, alle af Vejen, som i alle måder ord fra ord fulgte næstforrige tvende vidner Niels Jepsen og Søren Christensen deres tilførte edelige udsagn.

Dernæst fremstod at vidne Jakob Nielsen af Drostrup, som af mons. Fogh blev tilspurgt:

  1. - om Niels Madsen den yngre i bem.te Drostrup har ikke en søn 16 á 17 år gammel ugenfær, som har været hjemme hos forældrene næstafvigte vinter og sommer. Vidnet svarede, Niels Madsen i Drostrup havde 2 sønner, den yngste ved navn Niels, vidste vidnerne ikke andet med, end han ungefær er 19 år [=> fol. 247] gammel.
    Hr. Bytzou, hvad Niels Madsens sønner af Drostrup er angående, gav retten til kende, at han i hans forrige mandtaller jo har anført den ældste søn for tjenestekarl, såsom faderen havde ikke flere sønner, som havde opnået det år, som hans kgl. maj.ts forordning befaler at skal gives skat af, men nu i dette år er opført sønner, som begge efter deres år bør at svare skat, efterdi den yngste har opnået sine femten år; dog er denne syg og kan ikke meget arbejde, hvorfor præsten vil have herefter denne syge søn til det bedste recommenderet, efterdi forældrene sidder i slet tilstand.
  2. - om Knud Pedersen Kiems(?) sidder ikke i fællig med sønnen, som siges skal have stedet, om ikke hos dem var en tjenestekarl, som skulle svare skat enten udi begge eller en af sidste terminer. - Vidnet svarede, at det forholder sig som spørgsmålet formelder, at Knud Pedersen og søn sidder i fælles  sammen og søger en dug og disk med hverandre. Hvad den omspurgte tjenestekarl angår, da erindrer vidnet sig, at hos dem var i tjeneste en karl, som har været soldat, navnl. Hans Jensen, noget af vinteren og hele næstafvigte sommer 3 eller 4 dage i hver uge tillige, de øvrige dage var Hans Jensen Monbjerg hjemme i Gammelby, hvor han har aftægt.
    Hr. Bytzou, hvad Knud Pedersen af Drostrup er angående, måtte indberette ... at han i sine forrige mzndtaller havde anført ham og hans hustru, som er til aftægt hos deres søn, men hvad Hans Jensen er angående, som foregives at skulle have tjent sammesteds, da har samme afsked fra militsen, ej heller har præsten fået nogen kendskab fra vedkommende om, at han var der i tjeneste.
  3. - om Jens Eskesen, som har været soldat, ikke var hjemme i Drostrup hos hans hustru sidst forleden vinter, og om de begge ikke var unge og friske husfolk. - Vidnet svarede, at omspurgte Jens Eskesen daværende soldat var hjemme i juleh elligdag sidst afvigte; om vidnet sig ret kan erindre, var det sidst udi julen, at han talte med ham. Ellers kan vidnet ikke sige eller vidne andet, end at de jo begge er friske og sunde folk, og hustruen er i huse i Knud Pedersens hus.
    Hr. Bytzou, hvad Jens Eskesen, som var soldat i de tidder, da mandtallerne af ham blev indgiven, formener, at han for sin egen person er forskånet for denne skat, og hvad hans hustru er angående, da blev hun i al  menighedens påhør angiven for ej at kunne fortjene. [=> AO2 n161]
    Siden mons. Fogh af provstens tilførte måtte fornemme, at omspurgte Jens Eskesens hustru skal foregives at være uformuende og intet kan fortjene, så er spørgsmålet, hvoraf samme huskvinde sig ernærer. - Vidnet svarede, at han ikke vidste, hun havde noget at ernære sig af uden det lidet, hun kunne fortjene ved hendes spinderok, medmindre hendes mand og søn, som tjener udensogns, hende noget af deres løn meddeler, hvilket vidnet er ubevidst.
    Mons. Fogh tilspurgte vidnet endnu, om den fornævnte huskone er vant til bondearbejde eller ej, og om hun har ko eller får. - Hertil vidnet svarede, så vidt han vidste, så var hun en hyrdedatter, og for nogle pår siden så vel for vidnet som for andre gjort daglønnerarbejde for betaling. Så kan og vidnet ikke nægte, at hun jo har en ko, men om hun har får eller afvigte sommer har haft, ved vidnet ikke.
  4. - om der ikke forleden vinter og sommer var til huse hos Hans Jepsen Søndergaard i Drostrup en kone og hendes datter, og om de ikke både har haft ko og får. Vidnet svarede, at omspurgte kone og datter var i huse og kom til Hans Jepsen i Drostrup ungefær 3 á 4 uger efter sidst afvigte Valborgdag, og så vidt vidnet er vidende, så havde samme kone ermeldte tid 2 køer og en del får, men hvor mange, havde vidnet ikke eftertalt.
    Mons. Fogh tilspurgte vidnet ydermere, om forn.te kvindfolk var endnu i forberørte hus. Vidnet svarede ja, hun var der.
    Hr. Bytzou måtte hermed give retten til kende, at fordi Hans Jepsen i Drostrup, som har disse folk til huse og ej har angivet dem, bør ikke præsten, men dem, som har lånt dem hus, være ansvarlig for, at de er udelukt af mandtallet.
  5. - Om Mette Munckes og datter ikke udi fornævnte tvende terminer har siddet som indsiddere udi forbenævnte Drostrup. - Vidnet svarede, at begge de omspurgte har været i Hans Christensens hus i Drostrup før end sidste afvigte jul til denne dag. Vidnet forklarede også, at disse kvindfolk havde en ko og nogle får.
    Hr. Bytzou måtte indberette retten, at Hans Christensen har angivet disse tvende for at være hans tjenestefolk.
  6. - om der ikke i forhen omspurgte tid [=> fol. 248] har været til huse i Drostrup en gammel kvinde ved navn .... med tvende døtre, den ene vanfør og den anden frisk. - Vidnet svarede, at den vanføre datter var ved døden afgangen, men moderen og den anden datter var udi vidnets hus og været derhen(?) en to års tid. Videre tilspurgt, om disse huskvinder havde ko eller får, hertil vidnet svarede, at de har en ko, og afvigte sommer havde de fire får, men hvor mange de nu har, ved vidnet ikke.
    Hr. Bytzou tilstod, at ommeldte kvinder var anført i hans mandtaller efter vidnets angivelse for tjenestefolk, men hvor mange får og køer de havde, vidste han ikke.
  7. - om ikke vidnet selv har haft en broder og søster hos sig udi forberørte tider? Vidnet svarede jo, og samme var anført, og samme var anført, så vidt som vidnet vidste, som tjenestefolk.
  8. - om ikke i bem.te Drostrup afvigte sidste vinter og sommer har været en indsiddder ved navn Maren Tobaksmands(?), som har haft tvende døtre hjemme hos sig forleden vinter og en søn både forleden vinter og sommer. - Vidnet svarede, at den ene omspurgte datter var ved moderen sidste afvigte vinter, men den anden vidste vidnet ikke, hvor hun sig opholdt. Hvad sønnen angår, da har han afvigte vinter nogle dage imellem været hjemme hos moderen, og ellers har vidnet hørt været hos en skræder i Gejsing indtil en 3 ugers tid sidste afvigte St. Hansdag, da han kom i tjeneste hos videt; og var Maren Tobaksmans og hendes datter afvigte vinter i Drostrup og hun selv afvigte Mikkelsdag drog herfra.
  9. - om ikke i Jens Staulunds hus har siddet til huse hans søster ved navn Helvig ... og var der forleden vinter og sommer. Til dette spørgsmål svarede vidnet ja, at han befandtes, som omspurgt er.
    Hr. Bytzou formente, at hun i hans mandtal var anført for en tjenestepige, som samme nok skal udvise.
    Mons. Fogh fandt sig anlediget at tilspørge vidnet endnu, om omspurgte kvindfolk ikke har siddet til huse på egen hånd og gør ... - Vidnet svarede, at han har set, hun har siddet og gjort knippels, men om hun tjente hendes broder eller ej, det kunne vidnet ikke egentlig forklare.
  10. - om Hans Tromslar i titbemeldte Drostrup ikke har haft en karl navnl. Iver Jensen og en pige i sin tjenste ved forhen omspurgte terminers tider. - Vidnet svarede, at [=> AO2 162] omspurgte karl vel tjente Hans Trommeslar fra sidste forår og indtil afvigte Michaeli; vidnet kan ikke nægte, jo omspurgte pige ligeledes har tjent bem.te mand, men først kommet i tjeneste hos ham ungefær 14 dage efter næstleden St. Hansdag.
    Hr. Bytzou tilspurgte vidnet, om ej bemeldte karl Iver Jensen havde fæstet af herskabet på Estrup et sted i Gammelby, om det ham var bevidst, hvilket fæste formenes at han holde ham fri for denne skats erlæggelse. - Vidnet svarede, at han vel havde hørt, at ermeldte Iver Jensen havde fæstet et sted i Gammelby på Estrup gods, men ikke set hans fæstebrev. - Hr. Bytzou af samme årsag, som vidnet har afvundet, har udeladt berørte Iver Jensen af hans mandtal sidste juli termin.
    Seigr. Hans Fogh spurgte vidnet endnu, om han ved, hvor den omvundne Hans Trommeslars tjenestekvinde frakom, da hun kom udi hans tjeneste. - Vidnet svarede, det vidste han ikke. Endnu, om vidnet vidste, hvor hun hjemmehører. Vidnet svarede, at han ikke vidste hendes hjemme, men vel havde hørt af andre folk, at hun har været gift i Vejen by.
  11. - om ikke forleden sidste vinter sat til huse som indsidder i Drostrup en mand ved navn Isak med sin hustru otg var friske og stærke folk, og om de har ejet ko og får. - Hertil vidnet svarede, at det er i sandhed, at disse omspurgte gamle folk er(?) i Drostrup, men samme har hverken ko eller får i eje, men forleden vinter var de i Drostrup. Videre omspurgt, i hvis hus bemeldte folk sig opholdt haver forleden vinter, og om samme er så aldrende, at de ikke formår at tjene for deres brød. - Vidnet svarede, at de sidstleden vinter opholdt dem i Niels Knudsens hus i Drostrup. Hvad deres alderdom angår, da ved vidnet samme ikke, men det ved han, ingen af dem har tjent noget med arbejde i nogle år, men vel hørt, at han har været markmand ved Ribe sidst afvigte sommer; hvor hustruen har været, er vidnet ubevidst.
  12. - om ikke Ebbe Laursen og hustru i Keldbjerg sidder i fællig med deres søn og sin hustru og er alle i god stand, igen om de ikke søger een dug og disk samt om ikke også ,der er eller har været til huse bemeldte Niels Ebbesens halve søster eller og Ebbe Laursens [=> fol. 249] stifdatter. - Vidnet svarede, at han ikke kunne nægte, at de jo var udi fællig sammen og søgte een dug og disk, tillige var vidnet ej andet vidende, end Ebbe Laursen med hans hustru og Niels Ebbesen med hans var jo i nogenlunde skikkelig tilstand. Hvad Ebbe Laursens stifdatter angår, da ved vidnet, at hun er i Keldbjerg og der har hendes opholdssted, men om hun er i huse hos Ebbe Laursen og søn eller for sig selv der i gården i et andert hus, det ved vidnet ikke.
    Hr. Bytzou måtte også om dette sidste spørgsmål, som blev givet til vidnet angående Ebbe Laursen og hans søn Niels Ebbesel, hvilke begge har Keldbjerg i fæste, svare, at de begge er Gud ske lov i god velstand og søger dug og disk med hverandre, og fordi de har et sted i fæste, formenede ej at skal svare skat som inderster, efterdi de har sted og fæst, og derfor er de ej i hans mandtaller tilforn indførte som husfolk. Hvad Ebbe Laursens stifdatter er angående, da fordi hun er ældgammel og skrøbelig, ja derhos ganske fattig, er hun tilforn i mandtallet indført for dem, som ikke kan give skat.

Fremstod at vidne Claus Mikkelsen og Peder Christensen, begge af Gammelby, som efter at næstforrige vidne Jakob Nielsen af Drostrup hans forklaring for dem var bleven oplæst og spørgsmålene dem betydet, i alle måder fulgte samme vidnes aflæggelse at være i sandhed og således sig forholdende som forklaret er. - Ellers fandt Fogh sig endnu fornødiget til forbemeldte tvende vidner at gøre spørgsmål:

  1. - om Christen Jellesen Gammelby ikke havde en søn, som var hjemme forleden vinter. - Vidnerne svarede, at omspurgte Christen Jellesens søn ej var hjemme forleden sidste vinter, men så vidt de ved, tjente han i Gustrupgård.
  2. - om Claus Mikkelsen, som er det ene vidne, havde ikke en kvinde til huse sidste vinter i Gammelby, og at samme kvinde tjente nu næst forvigte sommer. - Begge vidnerne forklarede, at omspurgte kvindfolk har tjent forn.te Claus Mikkelsen fra Michaeli 1739 indtil næatafvigte 14 dage efter St. Jansdag, hvor hun skal vælre anført og betalt hendes skat, og ikke været til huse men i virkelig tjeneste.
  3. - om Morten Jellesen i forn.te Gammelby [=> AO2 163] ikke med sin hustru er i fællig med deres svoger og hans fæstemøl. - Vidnerne svarede jo, det forholder sig som spørgsmålet formelder, og at de søger een dug og disk til hobe.
    Hr. Bytzou måtte erindre retten om, hvad Morten Jellesen, som tilforn har haft i fæste præstens annexgård i Gammelby, ar været for alderdoms skyld forårsaget til at afstå hans gård til hans svoger, med hvilken han søger vel dug og disk, er ej udi dette indgivne mandtal anført for at kunne svare skat, fordi han er affældig tillige med hans hustru.
  4. - om Niels Mortensen ibidem havde ikke næst afvigte sommer en tjenestekarl, en søn, en pige, en datter, og om samme ikke befandtes hos nham sidst forvigte vinter, eller hvor mange af dem han havde. - Vidnerne svarede, at forleden vinter havde Niels Mortensen hans stifsøn Iver Jensen, som har den halve part af gården i fæste; flere tjenestefolk havde han ikke omspurgte sidste vinter, men næst forvigte sommer havde han i tjeneste en karl navnlig Peder Jørgensen, som i lige måde har et sted i fæste i Gammelby på seigr. Peder Thonbos gods; så har han og haft en tjenestekvinde, men om hun var kommen i tjeneste før St. Hansdag eller straks efter, kunne vidnerne ikke erindre; men som de har hørt, skal hun være kommen fra Bække sogn til Niels Mortensen. H vad datteren angår, da ved vidnerne sandfærdig, at hun endnu ej er sine fulde femten år.
    Siden vdinerne har forklaret, at omvundne Niels Mortensen i Gammelby har afstået halvparten af sin påboende gård til hans stifsøn Iver Jensen, så er seigr. Foghs spørgsmål for det første, om de sidder ikke i fællig sammen, og for det andet, om bemeldte Iver Jensen var hjemme ved den ommeldte i fæste havende gård eller ikke i denne næstafvigte sommer. - Vidnerne svarede, at når Iver Jensen var hjemme hos stiffaderen, søgte de een dug og disk sammen, men sidstleden sommer var bem.te Iver Jensen til Hans Trommeslåers i Drostrup at tjene.
  5. - om en kvinde ved navn Maren Ammer(?) ikke havde siddet til huse i bemeldte Gammelby, da de tvende sidste terminer forefaldt. - Vidnerne svarede, at omspurgte Maren Amme var nu ikke i Gammelby, ej heller har været der i nogle år, men opholder sig i Niels Knudsens hus i Drostrup.
  6. Sluttelig blev vidnerne tilspurgt, at som Peder Jørgensen i Gammelby findes i provstens mandtal indført for [=> foll. 250] en tjenestepige til januar termin 1740 og Peder Christensen ibidem ligeledes for en dito udi sidste juli termin, så ville vidnerne give forklaring om, hvem samme kvindesperson er en eller to. - Vidnerne svarede, at hun ingensteds har tjent på et par års tid, og er hun den selvsamme, som omspurgt er, og hendes navn er Maren Andersdatter, så vel som og har hendes tilholdssted i et lidet hus hos det ene vidne Peder Christensen.

Endnu fremstod de tvende tilstedeværende vidner Hans Mikkelsen og Anders Mogensen af Nyby, som af seigr. Fogh blev tilspurgt:

  1. - om bemeldte vidne Anders Mogensen ikke havde en søn hjemme næst forvigte vinter, da januar termin folkeskat burde antegnes. - Faderen Anders Mogensen tilstod, at hans som, som omspurgt er, ved juletider 1740 var 15 år. Den anden vidne Hans Mikkelsen svarede, at den omspurgtes alder var ham ubevidst, såsom han ikke var barnefødt i Læborg sogn.
  2. Til slutning blev vidnerne tilspurgt, om den ene vidne Hans Mikkelsen havde ikke en pige som folkeskat burde at give for januar og juli terminer næstforvig flere end den, som i præstens mandtaller er anført. - Vidnet Hans Mikkelsen forklarede, at han vel sidste januar og juli terminer har haft en datter mere end den, som i præstens mandtal er anført, men samme har ikke opnået sine fulde 15 år før end nu sidst afvigte kornhøst, som kirkebogen kan udvise. - Seigr. Hans Fogh tilspurgte vidnet Hans Mikkelsen, om han kan læse skrift, og om han har seet kirkebogen og hans datters navn der indført. Vidnet svarede først, at han bode kan læse og skrive; andet, har han og set kirkebogen, men 3. ikke set hans datters navn deri, men hørt, at provsten hr. Niels Bytzou har læst ham hendes navn for af kirkebogen i menighedens påhør.

Seigr. Hans Fogh ville ikke formedelst den påtrængende nat længe opholde retten eller de øvrige tingsager. [=> AO2 164] De udeblevne vidner begærede Fogh lovdaget undtagen Jens Sørensen af Drostrup og Niels Skou af Nyby, som Fogh ikke ville forulejlige her til tinget at møde i henseende han fornemmede deres vidnesbyrd ikke at være fornøden. Retten forelagde efterskrevne såsom Peder Lauridsen, Jens Christensen og Jens Andersen af ... drup, Christen Christensen, Bennet Jepsen og Christen Skytte af Lovrup, Jens Jepsen i Tange(?), Anders Pedersen i Nør Bøl (Nørbølling?), Laurids Hansen i Nør Høe(?), Hans Smed, Eske Pedersen og Christen Hansen i Sønder Gørding til 22/12. Lovdagelsen skal også meldes velærværdige og vellærde hr. Jochum Frederik Neuman.


 

AO2 164, fol. 251:

Den her foran på folio 244  citrerede kaldsmemorial: Christen Christensen Glarmester i Sønder Holsted stævner Hans Pedersen Ulf den ældre i Asserbøl - alt betræffende  den af eder ... mandag d. 28´. nov. ved åen ved Hulkær mølle på Christen Glarmester forøvede gerning med jordskub, hug og slag, så han derved er tilføjet 3 store huller i hovedet foruden på andre steder af slag skade bekommet haver. Synsmændene Morten Jepsen og Christen Jensen, begge af Sønder Holsted, samt møllerens søn Holden stævnes som vidner.


 

Memorial til stiftsbefalingsmand von Gabel fra folke- og familieskatsforpagteren Peder Steffensen på Lunderup om at få Hans Fogh på Endrupholm autoriseret til at gå i rette for sig udi de sager folkeskatten betræffende, som han finder fornøden at påtale - samt påfølgende resolution:

Da der undertiden møder mig en og anden urigtighed betræffende den mig udi forpagtning allernådigst forundte folke- og familieskat på landet i Riberhus amt, særdeles ved dels præsters mandtallers vrange og urigtige forfattelse med andet mere, hvorom jeg uforbigængelig mø nødes ved en og anden ret at søge de skyldige for deres efterladenhed og andre forseelser, som herudinden allerede er og herefter kan forefalde og indløbe mod min meddelte forpagtningskontrakt og den [=> AO2 165] allernådigst udgangne consumptions- og folkeskatsforordning, og det for vidtløftigheds skyld falder mig undertiden ikke muligt selv tingene at besørge, så er jeg underdanigst bedende, Deres excellence nådgunstig ville tillade og autorisere fuldmægtigen ved Endrupholm Hans Fogh, som jeg mener dertil at formå, når jeg ej selv dertil har lejlighed, at han ved retterne overalt her i amteet på mine vegne måtte påtage og udføre deslige for de sager, jeg er nødigen hderudinden at påtale lade ... ...

AO2 165:

Von Gabels autorisation.

Kaldsmemorial i obennævnte sag heer foran på folio 245 citeret: Provsten Niels Nochum Bytzou i Vejen og sognepræst Jochum Frederik Neumann i Gørding stævnes til tinget 8/12 for at anhøre vidner m.m. - samt endelig for dom betræffende de formenende vrangelige angivelser, fauter og urigtigheder, som skal forefindes i mandtallerne. Stævning også til vidnerne, som er nævnt ved navn.


 

fol. 252:

Torsdagen den 22. december 1740:

Christen Christensen Glarmester af Sønder Holsted ctr. Hans Pedersen Ulf den ældre af Asserbøl. Herredsskriver Hellesen på vegne af glarmesteren fremlagde forelæggelse ... lyder folio 255.256. På Hans Pedersens vegne mødte Hans Pedersen Brander den yngre og irettelagde et indlæg (fol. 256). På Hollen Hollensens vegne mødte 2 udskikkede navnl. Ole Iversen og Hans Christensen, begge af Sønder Holsted, som på et stykke stemplet papir fremlagde Hollen Hollensen Kornbeck fra Hulkær mølle hans skriftlige vidne. Herimod at svare mødte herredsskriver Hellesen på Christen Christensen Glarmesters vegne og protesterede i kraftigste måder, at sådan en løs schatecte ikke bør ... indlemmes ... ... Holden Holdensen Kornbech ikke kan regnes iblandt dem, som jo selv personlig bør møde ved tinget sit vidne at aflægge, ej heller er syg eller sengeliggende, at han ... selv kan comparere, vorfor vedkommende har deres regres til ham for udeblivelse og bør bøde sin faldsmål efter loven. Begærede det ene vidne Maren Mikkelsdatter fra Hulkær antaget til forhør. - Retten ville fornemme og tilspørge disse 2 fremskikkede, om Holden Holdensen Kornbæk selv havde skrevet og underskrevet dokumentet, hvortil de begge svarede, at han både kunne læse og skrive, men om han dette har skreven og underskreven, vidste de ikke; [=> AO2 166] men samme er dem overleveret af hans fader Holden Christiansen af Hulkær mølle. Retten i sådan tilfælde antog dette til lælsning og til tingsvidnets indlemmelse, siden loven pag. 104 et hundrede og fem art. fjerde (DL 1-13-4) sligt tillader, men hvorvidr samme er og kan gælde, så og hvad straf og mulkt Holden Holdensen for modvillig udeblivelse imod rettens ... givne forelæggelse, skal ved doms slutning skal blive observeret ...

Maren Mikkelsdatter blev tilspurgt:

  1. Om Christen Glarmester ikke næstafvigte 28. nov. om mandag var ved Hulkær mølle ved åen sammesteds at fiske eller mede fisk. - Vidnet svarede ja.
  2. Om ikke samme dag og tid var nærværende Hans Pedesen Ulf den ældre af Asserbøl med korn til møllen at male. - Hertil svarede vidnet ligeledes ja.
  3. Om Hans Pedersen Ulf tillige med Christen Glarmester ikke var inde i møllehuset, og var imellem dem ikke faldet nogen dispute og uenighed imellem dem, formedelst fornævnte glarmester ikke kunne på Hans Pedersen Ulfs begæring assistere ham med penge til låns(?). - Vidnet svarede, at ommeldte Hans Ulf og Christen Glarmester var omspurgte dag ved middagstider inde begge samlede i møllehuset, da vidnet hørte vel, der faldt nogle ordveksling imellem dem, men hvorom samme vr, kan vidnet ikke egentlig forklare, siden hun var udi et andet stue og undertiden ude ved kværnet.
  4. Om vidnet ikke er bevidst, da dette var sket, at Christen Glarmester derpå gik ud igen til åen at mede fiske. - Vidnet svarede, at efter Hans Ulf og Christen Glarmester som foremeldt havde været inde i møllehuset, så vidnet, at Christen Glarmester gik ud til åen igen at fiske.
  5. Om vidnet ikke har set, at da glarmesteren stod ved oåen at fiske, det Hans Ulf gik didhen til ham, og om ikke samme tid så, at fornævnte Ulf overfaldt ham, slog ham til jroden og gav ham hug og slag af sin i hånd havende pisk. - Vidnet svarede, det vidste hun intet af, såsom hun sad inde i huset ved hendes gerning.
  6. Tilspurgt, om vidnet med sandfærdighed kan benægte, at hun ikke har hørt, det Hans Ulf har udsagt i huset sammt tid eller uden huset, at han ville angribe og traktere glarmesteren med hug og slag, hvor han kunne træffe ham. - Vidnet svarede, det ve dhun ikke nogensinde at have hørt.
  7. Om det ikke er vidnet bekendt og fuld vitterligt som og har set, det Christen Glarmester, straks efter denne ordveksling var sket i huset, [=> fol. 253] kom op fra åen til møllehuset ganske våd og skiden, blodig og 3 huller i hovedet med mere beskadligelse på den ene ... og beklagede sig for vidnet, hvorledes Hans Ulf havde tilføjet ham slig skade og såremål, og om vidnet ikke samme tid så, at Hans Ulf derpå satte sig på sin vogn og kørte over åen bort, og om hun ikke da hørte, at glarmesteren råbte efter fornævnte Ulf, at han skulle bie og svare til hans gerninger, som han imod ham forøvet haver. - Vidnet svarede, nogen kort tid efter, ungefær henved en times tid, Christen Glarmester, som afvundet er, var gåen ud at fiske, kom han ind igen i møllehuset og var blå og blodig samt skiden på sine klæder, item var våd, og vidnet tilbød at ville afto ham, hvilket han ikke ville, men hvor mange såremål glarmesteren havde, agtede hun ikke; så og Hans Ulf, da han kørte ved den anden side af åen; hørte og Christen Glarmester råbte ligesom det kunne have været efter Hans Ulf med disse ord "Bi, din tyv", hvilke ord faldt 2 á 3 gange af glarmesteren, og så vidt vidnet kan erindre sig, da lagde glarmesteren disse ord til, da han råbte, "og svar til dine gerninger".
  8. Om der var andre ved Hulkær mølle eller ved åen end som Christen Glarmester og Hans Ulf, som kunne have tilføjet glarmesteren omvundne såremål eller beskadigelse. - Vidnet svarede nej, hun vidste ingen andre inden eller uden ved møllen omspurgte tid end som glarmesteren og Hans Ulf.

Citanten begærede sagen opsat i 4 uger, som er til 19/1 for desmidlertid at lade erhverve og tage continuationsstævning til ydermere oplysning.


 

fol. 253:

Den sag, som folke- og familieskatsforpagteren Stephansen på Lunderup han ladet anhængiggøre contra hr. Bytzou i Vejen og hr. Neumann i Gørding. (Vidneafhørelsen idag drejer sig udelukkende om Gørding sogn). 19/1-41.


 

AO2 169:

De idag d. 22. dec. producerede og her foran citerede dokumenter lyder efter hinanden som følger:

Extrakt af Gørding-Malt herreds tingprotokol torsdagen den 8. dec. 1740. (Sagen Christen Glarmester ctr. Hans Pedersen Ulf den ældre, forelæggelse).

fol. 256:

Herren Søren Bierum, ædle hr. herredsfoged. Jeg er af Christen Glarmester bleven stævnet og beskyldt ham at skal have slaget og såremål tilføjet, men som hans mig pålagte beskyldninger i så måde er med sandhed uoverensstemmende, så formoder jeg, de og min person angående blive lige så uefterrettelig som ubeviselig, altså bedes ydmygst genpart ved det af ham imod mig agtende tingsvidnes fyørelse i denne sag, når sluttet er, mig mod billig betaling gunstig at forundes må, eftersom jeg årsagen min ret imod ham i alle lovlige tilfælde at tage forbeholden. Tjenstl. bedende, dette mit korte indlæg må vorde læst, påskreven og akten tilført. Og forbliver ædle hr. herredsfoged herren Søren Bierums ydmygst og skyldigste tjener. Hans Pedersen Ulf, Asserbøl, d. 20. dec. anno 1740.

Følger her indført Holden Holdensens fremsendte dokument foran på folio 252 citeret sålydende: Kgl. maj.ts herredsfoged ædle Søren Bierum. Sicen Christen Glarmester af Sønder Holsted har ladet mig kalde mit vidne udi den af han indstævnede sag såremål betræffende at meddele, såsom jeg ikke formedelst møllens uomgængelige opvartning ved møllegæsternes maling personligt har kunnet møde, så har jeg ikke villet efterlade mit sandfærdige vidne herved at meddele som følger. Næst afvigte mandag 3 uger ungefær en times tid før solens nedgang, da jeg på min hjemvej af marken til Hulkærgords sønder huses vester ende, kom Christen Glarmester gående op fra møllegården skiden, våd og blodig. Spurgte ham derfor ad med de ord, "Hvordan er det, I ser ud". Dertil han svarede, det havde en mørder gjort, men navngav ingen; gik så bort med vejen ad Helsted sigende at ville hjem og lade sig syne. Men jeg har ikke set at nogen ringeste såremål, hug eller slag ham at være bleven tilføjet. At dette således er i al sandhed, testeres hermed, så sandt hjælpe mig Gud og Hans Helllige Ord. Datum Hulkær mølle d. 22. dec. 1740. Holden Holdensen Kornbeck.


Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg
Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk