Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

 

Skads-Gørding-Malt herreder 1736-47

1738

(Da det er kopien af tingbogen på ArkivalierOnline, der er grundlag for denne ekstrakt, vil der være henvisninger til løbenumrene i den: AO x).


 

AO 84:

Torsdagen den 16. januar 1738:

Hans Jensen af Starup ctr. debitorer i Stenderup. Hans Jensens søn Niels Hansen producerede [=> fol. 79] sin faders skriftlige indlæg (folio ibm.). Jep Østergaard mødte for retten på egne og Nis Lunds vegne og efter Jans Jensens indgivende svarede, at de henskød dem til deres skriftlige og mundtlige samdfærdige forklaring ingenlunde tvivlende om rettens lovformelige bifald. - Mads Terkildsen af Stenderup mødte for retten og begærede, at dommeren ved dommens afsigt ville observere hans ret og tilkende ham de ved Hans Jensen efter aflagte ed tilgodekommende ti mk. d. - Den af Hans Jensen begærte opsættelse i indlæg blev af retten tilladet. 30/1.

fol. 79:

Følger her indført et indlæg fra Hans Jensen i Starup sålydende: Kongelig Maj.ts herredsfoged,  ædle Søren Bierum. Siden øvrighedens forretninger og ærinde har hindret mig, jeg ikke har fået de agtende vidner at overbevise Nis Lund i Stenderup den saggivne fordrings rigtighed til diag indstævnet, så vil jeg  tjenstl. bede mig 14 dage i slig henseende gunstig at må tillades /: såfremt bemeldte Lund dito fordring, neml. 10 slettedaler sin formand Christen Lund i rede penge 1722 er forstrakt og han skyldig bleven, vil benægte, hvorpå fornøden omkostning, om muligt være kan, at spare, tjenstl. bedes retten ham behagelig vil tilholde sig at erklære :/. Endskønt det er soleklart, dito fordring ham har været og er bekendt skyldig at betale, thi hvor skulle han ellers tilladt mig engens årlige afgrøde, som han nu så højt, ma mere end dobbelt over dis værd anfører, det jeg mig til nærmere og lovbillig besvarelse vil have reserveret. - Jep Østergaard angående, der noksom tilstår mig den mod ham saggivelses fordring, neml. 4 rdl. 2 mk., men indvender derpå en del, det skal have betalt og leveret, det han og gerne som fornemmes ved letsindig ed /: ligesom en del hans andre naboer :/ er rede at stadfæste, om det ham kunne være tilladt, uanset hans foregivende i så måde ... er lige så vidt fra sandhed, som den i sig selv er og skal blive ubeviselig, desårsag jeg i lovens kraft protesterer imod hans anbudne ed og påstår, han pligtig er og bør fordringen neml. 4 rdl. 2 mk., han den 19. nov. 1737 til låns bekommet haver, skadesløs at betale i alle måder. Hvad indsigelse af kontraparterne måtte indvende og i retten passere, bedes ved udtog til besvarelse måtte forundes og lovbillig ... tilladt dermed og videre fornøden at indkomme. Til hvilken ende tjenstl. bedes dette mit enfoldige indlæg i retten til læsning, påskrift og protokollen tilført at må antages. Forblivende kongel. maj.ts herredsfoged, ædle Søren Bierums, Starup den 16. januar 1738 tjenstskyldigste tjener Hans Jensen.


 

 

Torsdagen den 23. januar 1738:

For retten fremkom Christen Waastrup af Nørbølling og fremviste en gammel ulvebælg, kroppen af samme beviste han at være ophængt i en galge Folding kirkehus ved landevejen, og bem.te gamle ulv at være skudt næstafvigte 18. januar på Nørbølling mark, hvorefter forn. Christen Waastrup var begærende sin betaling efter jagtforordningen, [=> AO 85] som han og af retten blev tilsagt, så snart repartitionen derover kan gøres og pengene derefter kan vorde indkasseret.


 

 

Fra sr. Wilhel Meller, biskop Anchersens amanuensis i Ribe, blev fremskittet i retten et skøde udgiven af mons. Jørgen Serup på Surhave til velbemeldte Meller (folio ibm.).

Skødet: Jørgen Seerup og hustru har solgt et boel i bobøl by i Føvling sogn, som nu beboes af Peder Nielsen Skræder, skyldende årl. af hartkorn 3 skp. 2 fjd. 1 alb., til Meller. Til vitterlighed underskriver Christen Nielsen af Asserbøl.


 

 

fol. 80:

Torsdagen den 30. januar 1738:

Hans Jensen af Starup ctr. debitorer. Fremstillede 2 varselsmænd, Niels Andersen af Foenager og Niels Hansen af Starup (folio ibm.). De har talt med de indstævnte selv. Endskønt Nis Lund ikke selv havde fået de ti slettedaler, Hans Jensen havde ladet ha m stævne for, så benægtede han ikke, at hans formand sal. Christen Lund, hvis efterladte hustru han har til ælgte, jo vel kunne have fået de ommeldte ti slettedaler til låns, eftersom han fornemmer Hans Jensen at have haft et stk. eng, som ligger til hans gård, og derfor efter billighed og afregning i samme engs årl. afgrøde, som er 15 år, han stedet har beboet. Hans Jensen frafaldt sine vidner, eftersom Nis Lund havde så vidt vedgået gælden som meldt. - Peder Sørensen på sin husbond højædle hr. jægermester Bachmanns vegne begærede sagen opsat i 4 uger, som er til den 27. februar førstkommende, for lovligt at bevise, hvad bem.te engs afgrøde årl. kan inpartere, med videre hvad som til saens nødtørft kan tjenl. eragtes. - Hans Jensen var fornøjet med opsættelsesterm. hvorfor sagen og til videre drift blev taget under opsættelse til 27. februar.


 

 

Søren Bertelsen i Tobøl lod idag første gange oplyse en gammel hvid ... hoppe, som han har opbragt på Tobøl mark ved hans gård; om nogen sig samme med lovlig hjemmel kan vedkende, er den hos ham at bekomme mod billig betal.


 

 

Hans Jensens kontinuationsstævning.


 

AO 86:

Torsdagen den 6. februar 1738:

Søren Bertelsen i Tobøl, 2. fremlysning.

Torsdaen den 13. februar 1738:

Søren Bertelsen, 3. fremlysning.


 

 

Torsdagen den 20. februar 1738:

Eftersom Christen Waastrup i Nørbølling i Folding sogn med jægermester Bachmanns fuldmægtig Niels Grums attest af 22. jan. 1738 beviste den 18. januar næstforhen at have skudt en gammel ulv på Nørbølling mark, som efter bemeldte attest er bleven ophængt i en galge ved landevejen på Folding mark, af hvilke fornævnte ulv skindet og her ved retten er vorden fremvist, hvorfor han efter hans kgl. maj.ts allernådigste [=> fol. 81] om jagten udgangne forordning bør nyde 4 rdl., så haver underskrevne rettens betjente ved Gørding-Malt herredsting allerunderdanigst i følge af højstbemeldte hans kgl. maj.ts allernådigste forordning i tingmændenes overværelse gjort sådan ligning, at til samme ulvs penges betaling skal af hver tønde i Gørding-Malt herred /: når proprietærernes, præsternes og det øde godses hartkorn overalt afgår :/ udredes og betales een skilling danske, hvilke penge enhver til sognefogederne i hver sogn overalt i Gørding-Malt herred på anfordring inden 8 dages forløb haver at betale, som de da igen her ved tinget, så snart pengene indkommer, til herredsfogeden leverer, på det at bemeldte fire rigsdaler til bemeldte Christen Waastrup i Nørbølling for hans umage efter forordningen kan blive betalt. Og hvad som derfra overskrider, bliver under rettens forvaring, indtil der igen bliver enten skudt eller fanget nogen ulv eller ulveunge, da de til slig udgift skal blive udtalte herrederne til bedste. Skulle nogen imod forhåbning findes vægerlig herudi samme penge straxen til ovenbem.te tid og sted at erlægge og betale, må de vente sig at blive udpantet for dobbelt så meget, som de ellers skulle give, efter merhjstbemeldte allernådigste forordnings udtrykte befaling.


 

fol. 81:

Torsdagen den 27. februar 1738:

Hans Jensen af Starup ctr. en del af de Stenderup beboere. Citantens søn Niels Hansen mødte og for det første tilkendegav, at sagen, så vidt Nis Lund angår, i mindelighed at være dekarteret og afgjort ved forlig, når citanten betales de accorderede penge 3 rdl. Men med de øvrige såsom Mads Terkildsen, der formener sig ved en uforklaring ed og under en fordunkelt mening at have libereret sig fra citantens retmæssige fordring, idet han påstår at skulle betales 10 mk. d. vel foregives [=> AO 87] at skal have fået et og andet af ham, og det for mange år siden, det han alene ved ed bekræfter, men ligesom aldrig er  nydt noget af ham uden betaling eller afdrag på den saggivne fordring, så skal ikke heller af afsagte ed udfindes, han det har benægtet. Men havde han aflagt en lovformelig ren ed, så kunne han, dog med en ... og såret samvittighed, likvideret, da som eden i så måde er uren og fordunkelt og derfor uefterettelig, så påstår citanten, han bør betale den protokollen anførte retmæssige fordring med sin rente og skadegæld under lovens tvang. - Jep Østergaard betræffende, da som han ikke har kunnet nægte den saggivne fordring 4 rdl. 2 mk., men alene indvender et og andet af ham at skulle have fået, dog uden bevis ... ligesom og intet til afdrag er ...., påstår, han bør betale de skyldige 4 rdl. 2 mk. med sin rente for tre år samt skadegæld. Såvensom og Jens Andersen ibm. at betale i lige måde de skyldige 4 mk. 10 sk. og samtl. at erstatte denne forårsagede processes bekostning med tid og pengespilde i nøjeste 4 rdl., hvilketg i alt således til den retsindige dommers lovforsvarlige dom indstilles. - Jep Østergaard mødte endnu atter for retten og ligesom forhen erbød at aflægge sin ed efter loven, at citanten har bekommet og er ham skyldig det forhen anførte, som bedrager sig til penge 4 rdl. 3 mk., og desuden nogen akkord at skulle være til rente af indbemeldte kapital 4 rdl. 2 mk., som Jep Østergaard af citanten lånt haver og tilbyder lovlig rente af. Og dersom Hans Jensen ikke dermed er fornøjet, så tillader kontraparten Jep Østergaard gerne, at citanten Hans Jensen at må, om han fortrøster sig dertil, her inden retten at aflægge sin ed efter loven, således at forberørte hø, tørv og kål, som citanten af kontraparten har bekommet er alene accorderet og udlovet til rente af de lånte penge 4 rdl. 2 mk. og ikke noge tderfor skulle godtgøres på bem.te lånte penge, hvilketg dommeren ville behage ved en opsættelses tid i sagen at imponere citanten, enten at tage imod ed eller selv føre ed som meldt, på det sagen med ham kan komme til endskab. Citanten Hans Jensens søn lgav herpå til svar: at han kunne h verken tillade eller tage imod den af Jeå Østergaard tilbudne ed, men var fornøjet med kontrapartens begæring, at sagen blev opsat i tre uger, til hvilken tid hans fader da tillige kunne være til stede ved retten, om han da samme tilbud af Jep Østergaard ville antage eller ikke. 20/3.


 

AO 87, fol. 82:

Torsdagen den 6. marts 1738:

Stævning fra Rasmus Andersen i Astofte i Føvling sogn til hr. Neumand, sognepræst for Gørding og Vejrup menigheder:

Kendes jeg underskrevne Rasmus andersen boende udi Astofte i Føvling sogn og hermed vitterliggør, at hr. Neumann udi Gørding, som har været min kones ældste datters tilforordnede formynder efter hendes sal. fader, haver gjort mig god rede, regnskab og rigtighed for alt, hvis han under sine hænder haft haver af min kones midler, som er efter hendes sal. fader 50 slettedaler og efter hendes sal. broder Christen Jessen(?) 15 slettedaler, i alt frem og tresindstyve slettedaler, hvorfor jeg og ham fuldkommen kvittering og afkald giver, hvormed han og for al tiltale af den umyndige, arvinger fødte og ufødte i sin tid eller andres bør og skal i alle optænkelige måder være fri og angerløs. Og til desto større tryghed må hr. Neumann uden nogen kald og varsel at gøre mig lade læse, påskrive og i Gøding herreds tingprotokol indføre dette mit afkald ot kvittering og tingsvidne, når han lyster, tage. Til desto mere bekræftelse og uryggelighed haver jeg min egen hånd her underskrevet og mit signete hostrykt samt venligen ombedet 2 dannemænd med mig til vitterlighed at underskrive. Astofte den 30. dec. 1737, Rasmus Andersen. - Anders Jepsen, Søren Andersen, begge af Warhoe.


 

Torsdagen den 20. marts 1738:

AO 88:

Hans Jensen af Starup ctr. debitorer. - Jep Østergaard mødte og gav til kende, at endskønt protokollen udviser klarl., at Hans Jensen på bevis har beråbt sig over fornævnte Østergaard at føre, så dog alligevel tilbød han citanten endnu enten at gøre eller tage imod ed som forberørt. Citantens søn Niels Hansen mødte ved retten og tjenstl. begæred at måtte forundes ved udtog, hvis idag passeret er, til besvarelse i 8 á 14 dage, alt efter rettens egen godtbefindende. Det blev bevilget og sagen opsat i 8 dage, eftersom herredsskriveren belovede samme udtog straxen at forfærdige, så citanten kan afhente den imorgen dag, til hvilken opsættelsestermin citanten fremkommer med sin besvarelse, på det sagen en gang efter så mange opsættelser kan nå sin endelighed. 27/3.


 

 

fol. 83:

Følger her indført et skøde udgiven af hr. biskop Anchersens amanuensis Wilhelm Meller i Ribe til herredsskriver Hellesen i Bobøl herforan på folio 82 citeret:

Han og hustru har solgt et boel i Bobøl, som nu beboes af Peder Nielsen Skræder, skyldende årligt af hartkorn 3 skp. 2 fjd. 1 alb., til herredsskriveren. Solgt til Meller af Jørgen Seerup på Surhave. Det skal herefter tilhøre "bemeldte birkeskriver Jens Hellesen Utrup, hans hustru og arvinger". Prisen er 100 rdl.


 

AO 89:

Torsdagen den 27. marts 1738:

Hans Jensen ctr. en del de Stenderuper. Hans Jensens søn Niels Hansen tilkendegav, at siden hans fader af det forundte udtog, hvorfor skyldigst takkes, ej har kunnet udfinde noget af betydenhed, udi hvis næstleden 27. febr. og påfølgende 20. mjarts på kontrapartens vegne findes fremført, så agter han og ganske unødig vidtløftig dertil at svare. Thi så længe de ikke har kunnet nægte, men har måtte tilstå fordringen dem i rede penge at være lånt og forstrakt, da ligesom citanten ej noget derpå til vederlag eller afdrag har nydt, så skal de ikke heller deres foregivende med allerringeste bevis legitimere eller godtgøre, noget derpå til vederlag eller [=> fol. 84] afdrag at være leveret eller betalt, hvorfor citanten i kraft loven og allernådigste forordning protesterer imod den af Jep Østergaard anbudne ed, hvorved han så letsindig tiltænker sig citantens retmæssig og rede lålnte penge at fravente, og refererer citanten sig til sin forhen gjorte irettesættelse. At den uforklarlige ed, Mads Terkildsen af Stenderup sig har tilsnegen at aflægge, ikke kan liberere ham fra citantens hos ham havende fordring, al den stund den ikke gør nogen forklaring, at citanten har fået noget af ham ubetalt, ikke heller at noget på fordringen, der og ikke sket er, at være betalt; påstår derfor, han såvel Jep Østergaard og Jens Andersen alle ibm. bliver tilfunden den saggivne fordring enhver for sig med sin billig rente skadesløs at betale, item denne forårsagede processes omkostning med tid- og pengespilde i nøjeste med fire rdl. fire mk d. under lovens tvang. Dette i alt således til denne retsindige velvise dommers lovforsvarl. dom ydmygest indstilles. - Jep Østergaard mødte endnu atter for retten og ligesom forhen erbød hans ed, at Hans Jensen i Starup har bekommet på fordringen neml. 4 rdl. 2 mk. de specificerede varer, som bedrager sig 4 rdl. 3 mk. - Retten kan ikke i ed tage Jep Østergaard, siden citanten derimod har protesteret, men vil herved have begge parter tilspurgt, om de havde videre i denne sag at føre, end allerede ført er. Svarede nej. Og blev så sagen til doms afsigt optagen.

AO 90:

Torsdagen den 1. maj 1738:

Sentence i den sag, Hans Jensen af Starup har indstævnet ...:

fol. 85:

Akten udviser ej aleneste, at Hans Jensen af Starup ej aleneste lovligen her til retten har indstævnet Jens Andersen, Nis Lund, Mads Terkildsen, Anders Frøsig, Clemend Jensen og Jep Østergaard af Stenderup for gæld af rede lånte penge eller hvis de enhver for sig i abndre måder af ham har bekommet, men endog lovligt ladet forkynde de udeblevne den dem af retten givne lovdag og opsættelse og første tingdag saggivet enhver for gæld, neml. Jens Andersen i Stenderup for ... ..., Nis Lund ibm. for hans formand sal. Christen Lunds gæld for rede lånte penge 6 rdl. 4 mk., Mads Terkildsen ibm. for een ko 4 rdl. og rede lånte penge 5 mk., Anders Frøsig ibm. rede lånte penge 1 rdl. 1 mk., Clemend Jensen ibm. efter afregning 1 rdl. 5 mk. 6 sk., item en tønde rug in natura og siden derefter 3 mk. i rede penge og Jep Østergaard ibm. rede lånte penge 4 rdl. .., af hvilke fornævnte Hans Jensens debotorer ingen har tilstået det fordrende gæld uden Jens Andersen, men både skriftlig og mundtlig indvendt adskilig om kontraregning imod bemeldte krav og saggivelse, så det dog omsider under sagen derefter er kommen så vidt, at Nis Lund er bleven forligt med Hans Jensen, Mads Terkildsen med Hans Jensens consence aflagt lovens ed, at den søgende krav er bleven betalt både med engleje og i andre måder, Anders Frøsig ligeledes med Hans Jensens consence aflagt ed på afregning med ham. Clemend Jensen og citanten ligeledes blev enige ved retten om deres imellemværende at skulle gå lige op. Jep Østergaard mødte vel og tilstod den saggivne fordring, men gav derhos til hende, at Hans Jensen havde bekommet af ham, hø, klyne og kål for 4 rdl. 3 mk., hvorpå han erbød at ville gøre sin ed, hvilket Hans Jensen benægtede at have fået i betaling å disse penge og desårsag protesterede imod den af Jep Østergaard anbudne ed, som og desårsag ikke mod forordningen kunne antages imod Hans Jensens protest, der altsammen vidtløftiggør af akten er at se og fornemme af akten er at se og fornemme. Altså efter slig beskaffenhed vidstes ej i retten herudi at kende og dømme, end at Mads Terkildsen, Anders Frøsig og Clemen Jensen jo efter qaflagte lovens ed bør i alle måder for Hans Jensens tiltale fri at være såvelsom Nis Lund efter den forening, imellem ham og citanten sket er. Men Jes Andersen bør betale hans saggivne og tilstandne restance og fordrende gæld til Hans Jensen med 4 rdl. 2 mk. tillige med 4 mk. danske pro persona udi processens omkostning alt inden femten dage efter denne doms lovlige forkyndelse under lovens tvang ved exekution i deres bo og redeste midler, hvorimod Jep Østergaard beholder sin regres og tiltale til citanten Hans Jensen for hvis han siger at have til gode hos ham, såfremt han formener sig nogen ret dertil og samme skelligen kan bevise, eftersom Hans Jensen sligt benægter. Des til stadfæstelse under min hånd og hostrykte signet, Datum Gørding-Malt herredsting den 1. maj 1738. S. Bierum.


 

Fredagen den 16. maj 1738:

Fremkom for retten sr. Otto Diderich Bierum fra Gravenggård og producerede en stævning betræffende den på nu afdøde Hans Nielsen i Vejen forøvede drab imellem 13. og 14. apr. sidst, som bierum efter det høje herskabs høj- og velb. hr. generalløjtnant von Scholten til Estrup og Skodborghus deres vilje sig haver påtaget at procedere med høje øvrigheds Deres excellence høj- og velbårne hr geheimeråd og stiftsbefalingsherre von Gabels tilladelse (stævning fol. 87). Øvrighedens tilladelse at procedere sagen folio 87. Videre gav Bierum til kende, at som han først igår den 15. maj var bleven overtalt af hr. generalløjtnantinde(?!) Scholten indbemeldte sag sig at antage og udføre, så han desårsag ikke ved, om noget kunne være foset eller forsømt og derfor, om så måtte befindes, ikke at regnes Bierum til nogen last, bad derfor retten behageligt ville påråbe de trende indstævnede vadestedsridere, om de enten selv eller nogen på deres vegne dem til forsvar måtte være beskikket, som noget imod stævnemålet eller sagens videre drift efter dito udløbne stævning måtte have at indvende. Hr. byfoged Grundahl af Kolding mødte herimod på de tvende vadestedsridere Hans Knudsen af Kolding og Anders Pedersen i Seest deres vegne og producerede de tvende sidstmeldte vadestedsrideres koners indgivne memorial med stiftbefalingsmand hr. von Gabels påtegnede resolution af 26. apr., der nådgigst konstituerer og befaler Grundahl [=> fol. 86] sagen på deres vegne at føre og deres ret observere (fol. 88). Dernæst Grundahl imod producerede stævning havde dette at erindre, at som bemeldte tvende vadestedridere beskyldes for drab på den afdøde Hans Nielsen i Vejen, ligesom de skulle have været i håndgerning og i det slagsmål begreben(?), som har været imellem Hans Nielsen og den tredie vadestedsrider såkaldte Niels Sørensen på forbem.te tid og sted, så modsiger Grundahl aldeles slig beskyldning og formener, at actor ingenlunde skal kunne bevise, at Hans Knudsen eller Anders Pedersen til det onde enten har haft hånd på den afdøde, mindre tilføjet ham nogen blæsår enten af skud eller i andre måder og allermindst forårsaget ham hans død, hvilket venteligt bliver oplyst ved vidnernes lovlige examination. - Bierum agtede ikke nødigt noget for denne sinde at replicere på ædle hr. Grundahls tilførte, men tager sig til i sin tid, såvidt nødig, reserveret, men alene tjenstl. begærede, at de indstævnte vidner, der bedst og alene formenes at skal kan gøre forklaring og oplysning udi sagen, hvorvidt bemeldte vadestedsridere befindes skyldige eller uskyldige, behagel. måtte påråbes.

Førend videre i denne sag blev foretaget, blev Niels Sørensen af Seest påråbt, om enten han selv, som spargeres at være undvigt, eller nogen på hans vegne måtte være til stede imod indstævnte sag at svare. Men hverken bem.te Niels Sørensen Becker(?) eller nogen på hans vegne efter rettens trende ganges lydel. påråbelse indfandt sig, hvorfor retten i så vigtig en sag fandt sig årsaget at resolvere således: Eftersom den tredie vadestedsrider Niels sørensen Bech af Seest, som spargeres at være undvigt og ikke vil lade sig finde, hverken selv eller nogen på hans vegne har indfundet sig til genmæle imod, hvis citanten enten imod ham eller andre ved agtende vidner kunne have udi denne sigtende dragssag at fremføre, så understod dommeren sig ikke udi så vigtig en sag, som denne er, at tage imod nogen vidnesbyrd, førend bem.te Niels Sørensen bliver ordineret en lovlig forsvar i sagen, kan være til stede ved de indstævnte og agtende vidnesbyrds examination, hvilket det høje herskab ved Estrup eller deres beskikkede fuldmægtig i sagen hos dette steds høje øvrighed hans excell. høj- og velbårne geheimeråd og stiftsbefalingsherre von Gabel haver at lade besørge. Og på det sagen kan have sin lovl. gænge, hvor citanten i anledning af hans kgl. maj.ts allernådigeste lov pag. 34 art. 10 ved continuationsstævning at give bemeldte Niels Sørensen Bech 6 ugers varsel, der som hans sidste bopæl eller tilhold været haver, [=> AO 92] og 6 ugers varsel til landstinget som den, der ikke vil lade sig finde. Til hvilken ende sagen blev opsat i 10 uger, som er til den 24. juli.

AO 92:

Torsdagen den 22. maj 1738:

fol. 87:

Følger her indført rettens stævning i en drabssag sket i Hans Nielsens hus og på ham selv i Vejen sålydende: Kgl. Maj.ts allernådigst anordnede herredsfoged i Gørding-Malt herreder Søren Bierum af Skølvad gør vitterligt, at for mig klagelig har andraget kgl. maj.ts ridefoged i Frøs og Kalvslunds herreder ædle sr. Andreas Lund som fuldmægtig ved Estrup og Skodborghus, hvorledes hans bonde navnl. Hans Nielsen i Vejen by under dito Estrup henhørende af 3 Koldking vadestedsridere /: så vidt er kommen i kundskab :/ navnlig Hans Knudsen, Niels sørensen og Anders Pedersen udi sin hus og gård og fri relse på liv og lemmer med hug, skarpt skud, stød og slag imellem den 13. og 14. april sidst om natten skal være bleven overvalden og tilføjet, at han den 16. dito ved døden er afgangen. Så bemeldte hr. ridefoged Lundt desårsag på bemeldte sit høje herskabs deres afdøde bondes vegne uforbigængel. årsages slig omgang og drab nærmere /: så vidt muligt :/ vidnefast at søge oplyst, lovlig dom til afstraffelse enhver efter fortjeneste at indhente. Thi stævnes bemeldte vadestedsridere Hans Knudsen i Kolding, Niels Søensen og Anders Pedersen i Seest by på Gørding-Malt herredsting den 16. 22. og 29. maj, item den 5. , 12. og 19. august førstkommende enhver tingdag klokken 10 slet at møde der at anhøre vidner. beviser, attester med alt, hvis denne sag til oplysning enhver ting måtte forefalde, opdages, dereaf følge og flyde kan, samt til spørgsmål at svare og endelig dom med alle deraf flydende lovmål efter citantens gørende demonstration og lovl. påstand til undgældelse at lide angående og formedelst ovenmeldte eders forhold. Til tid og sted sammelt indstævnes i bemeldte sag, omgang og drab at vidne datteren Maren Hansdatter, Nis Jepsen, Niels Pedersen, Laurids Pedersen, Knud Jepsen, Mads Nielsen, Søren Pedersen, Hans Poulsen, Niels Hansen og Jens Poulsen, alle af Vejen, så bvel som Las Iversen af Gruehuset(?) og samtlige tilligemed enhver for sig erindres lovens tvang for midvillig udeblivelse. Parterne medtager, hvad til sagens nødtørft tjenlig eragtes, da herom skal gåes, som lov og ret er .. Endelig for processens gænges skyld anmodes denne stævning og kgl. maj.ts tolder ædle sr. Andreas Rachlow i Kolding, om han noget herved behagel. måtte have at erindre eller erindere lade. Til stadfæstelse under min hånd og segl, datum Skølvad den 29. april 1738. S. Bierum.

Denne respektive stævning har vi underskrevne Jochum Donner og Anders Poulsen, begge af Maltbæk, understående dato lovl. forkyndt for vadestedsrider Anders Pedersens bopæl i Seest by og talte med hans hustru og tilbød kopi, som blev modtaget; så og for vadestedsrider Niels Sørensens logement ibm. og talt med hans vært navn. Hans Nielsen og ham en kopi overleveret; ligeledes for vadestedsrider Hans Knudsens bopæl i Kolding og talt med hans hustru og hende en kopi overleveret. Såvel tolderen Andreas Rachlou og lovl. bekendtgjort og ham en kopi overleveret. Så sandt hjælpe is Gud og hans hellige ord. Datum Maltbæk d. 1. maj. J. Donner, Anders Poulsen, begge af Maltbæk.

AO 93:

Følger her indført en autorisation på Otto Diderick på Gravengård at må som actor påtale og udføre sagen imod de beskyldte 3 Kolding udridere, som formenes at have begået drab på den afdøde Hans Nielsen Krolamd i Vejen. Lyder således: A. Lundt i Estrup skriver til stiftamtmandenog beder ham om at konstituere en lovkyndig mand til at føre sagen, da han selv er forhindret af andre forretninger i kongens tjeneste. Han foreslår Otto Diderich Bierum ved Gravengård, som fornemmes dertil skal være at formå.

Resolution: For at spare de bekostninger, som måtte medgå til at hende en konstitueret prokurator andenstedsfra, bliver det hermed bevilget og tilladt, at Otto Diderich Bierum af Gravengård må som actor påtale og udføre indbemeldte sag på rekvirentens herskabs vegne. Dog skal han pligtig være udi sine procedurer og under sagens drift at oføre sig så retsindig og forsvarlig, som lovmæssig være kan, og han agter at bekendt være under denne min bevillings forbrydelse, ifald derover nogen beføjede klage måtte føres. Bramminge den 13. maj 1738. C.C. Gabel.

I lige måde autorisation på hr. byfoged Grundahl i Kolding til at føre sagen for de tvende vadestedsridere:
Brev til stiftamtmanden: Von Scholtens ridefoged mons. Lund har rekvireret de to vadestedsridere arresteret, formedelst de har været med vadestedsrider Niels Bech, da kromanden Hans Nielsen i Vejen kro den 13. apr. på aftenen skal være skudt, således som ordet går, i hans lår, at han nogle dage derefter ved døden er afgået. Men som det er venteligt, at vores benævnte mænd af frygt for langvarig arrest og tvang nu holder dem til side, skønt de i ingen måde er skymldige i det slagsmål, som samme aften har været imellem vadestedsrider Niels Bech og venmeldte kromand, mindre lagt hånd på den afdøde og allermindst forårsaget ham hans død, hvilket ufejlbar kan blive oplyst, når sagen nøjagtig vorder undersøgt og vore mænd med en lovkyndig mand, som deres ret i så måde [=> fol. 88] behørigt kunne iagttage, vorder forsynet. Grundahl bedes om at antage sig sagen. - Underskrevet af Marie Madsdatter og Bodil Marie.
C.C. Gabel godkender valget, hvis Grundahl er at formå til at udføre sagen. Han skal så dertil være konstitueret og anordnet, dog med den expesse befaling, at han i sin procedure alene henser til sagens og sandhedens rene og pure oplysning, at den dræbtes banemand kan blive bekendt og han for hans forhold vedbørligen straffet og anset.


 

fol. 88:

Torsdagen den 29. maj 1738:

På velædle hr. rådmand Bett... i Ribe hans vegne mødte Jens Pedersen af Bobøl og producerede stævning til sr. Jørgen Seerup på Surhave (fol. 88, 89). Han var ikke mødt. 12/6.

AO 94:

Stævningen fra rådmand Henrich Bøtcher(?) af Ribe ctr. Jørgen Seerup af Surhave "formedelst I ikke efter eders udgivne forsikring og mindelig anmodning har indfunden edere at betale citanten de ham for eders copulationsbrev, som han efter eders og kærestes begæring har indfriet og betalt, samt for en sølvske og et ark stemplet papir til 2 rigsdaler, skyuldige penge ialt 17 rdl. 4 mk. 8 sk. danske,, hvilke han formoder I ej alene skal blive i mangel af endnu skende betaling tilfunden at betale men endog denne forårsagede omkostning at erstatte". [=> fol. 89]
Denne stævning har vi underskrevne Jens Pedersen og Thomas Mortensen, begge boende i Bobøl, forkyndt Jørgen Seerup i Surhave og talt med ham selv og overleveret til ham en rigtig kopi af bemeldte stævning.

fol. 89:

Torsdagen den 12. juni 1738:

For retten fremkom Peder Mortensen af Klelund, Lindknud sogn og fremviste fem stk. ulveunger, som han berettede at have fanget og udgravet i Klelund sande på bem. Klelund mark, hvilke 5 ulveunger idag her ved tinget blev ophængt og ham sin betaling efter jagtforordningen tilsagt, så snart ligningen over herredet vorder sket. Ellers berettede forn. Peder Mortensen, at samme ulveunger blev fanget som meldt næst afvigte søndag morgen tidligt.


 

Brev fra rådmand Henrich Bøttcher, at Jørgen Seerup har betalt sin gæld.


 

AO2 4, fol. 92:

Torsdagen den 17. juli 1738:

Peder Vinding i Præstkær, sognepræst for Brørup og Lindknud menigheder lod fremskikke 2 varselspersoner Peder Laugesen af Surhave og Jens Mortensen af Præstkær, som efter en medhavende memorial har hidkaldt til retten Claus Madsen og hustru i Gerndrup (folio ibm.). De var ikke mødt. Sagen opsat i 3 uger den 7. aug., for om imidlertid samme i mindelighed kunne vorde afgjort.

AO2 5:

Peder Vindings memorialvarsel til Claus Madsen og hustru. Sagen drejer sig om "ej alene angående eders forhold afvigte år med eders rugtiende, som I indeholte i rette tide på ageren at levere med al dessen omgang fra først til sidst bemeldte citant til fornærmelse, men endog tillige for eders hustrus kirkegang sidst afvigte søndag den femte efter Trinitatis, da I og hun der tværtimod ritualet eder har opført".


 

Torsdagen den 24. august 1738:

Christen Møller af Skølvad er sættefoged.

Udi den her ved retten næstleden 16. maj anhængiggjorte og til idag ved interlocution opsatte drabssag contra vedkommende vadestedsrider fremkom for retten Otto Diderich Bierum og producerede continuationsstævning (fol. ibm. 103). Bierum tilkendegav hos stiftbefalingsmanden at have gjort ansøgning, at han ville anordne en forsvar for den udeblevne Niels Sørensen. Begærede vidner påråbt. [=> fol 93] Sr. Hans Kragh af Ribe skal efter stiftbefalingsmandens befaling være Niels Sørensens forsvar. Byfoged Christian Grundahl for Hans Knudsen og Anders Petersen var også mødt.

1. vidne, Nis Jepsen af Vejen:

  1. Om han var nærværende, da de trende vadestedsridere Hans Knudsen, Anders Pedersen og Niels Sørensen ... næstafvigte 13. og 14. apr. var i Hans Nielsens hus i Vejen, da han, neml. Hans Nielsen først skal være bleven overfaldet, før end han i sin gård blev skudt og videre samme nat i huset medhandlet, at han den 16. dito ved døden afgik? - Vidnet svarede ja, at var i Hans Nielsens hus fra første anfang.
  2. Af hvem Hans Nielsen da blev overfalden, hvorledes og hvormed det skete? - Vidnet svarede, at vadestedsrider Niels Sørensen overfaldt ham først med ørefigen først ved den ene øre og siden ved den anden øre; imidlertid sad Hans Nielsen ved sit bordende, da dette skete; og forklarede vidnet derhos, at Hans Nielsen ikke gjorde nogen nødværge, men Hans Nielsen og Laurs af Grue gik fra dem ind i et sengekammer. Imidlertid da de var i sengekammeret, kastgede de ord til hverandre; men hvad det var, vidste vidnet ikke, men dog hørte, at Niels Sørensen Bech og Anders Pedersen vadestedsridere sagde til Hans Nielsen, han skulle komme ud til dem, thi ellers ville de slå døren ned.
    Grundahl fornam, at alle indstævnte vidner var til stede ved dette forste vidnes examination, hvilket Grundahl formener er lovstridigt, hvorfor han påstod og formodere, at vidnerne separat vorder afhørt, og at de øvrige andre vidner fra dette første vidne måtte blive udvist, indtil turen falder dem til, de enhver især kan blive indkalde. - Retten efter begæring og påstand udviste alle de øvrige vidner undtagen ... Nis Jepsen, som er under examen, og blev uden for tinghuset, indtil de vorder påråbt.
    Ydermere forklarede vidnet, at alle bemeldte 3 udridere, som sad ved bordet, stod op og sagde endda, Hans Nielsen skulle komme ud, hvor vidnet da gik til Anders Pedsersen, klappede ham på skulderen og bad, han ville lade ham være, da Hans Knudsen blev stående på gulvdet og øvrige tvende, Anders Pedersen og Niels Sørensen gik til døren, som Hans Nielsen var inde, og sagde til Lars Iversen, som stod i døren imellem dem og Hans Nielsen og havde døren halvt oppe, som sagde til Laurs [=> AO2 6] Iversen, han skulle gå fra døren, Ellers skal jeg slå dig for din pande med en pisk, som han havde i hånden, at han skal ligge, hvilket var Anders Pedersens ord, og var begge vadestedsridere deres ord, at de ville snakke med Hans Nielsen, da dette passerede. Derpå gik Lars Iversen fra døren og med Hans Nielsen ind i stuen til dem igen og satte sig på bænken bag ved bordet. Og Hans Nielsen sagde da til dem, hvorfor de slog ham, som forhen er omvundet, han var lige så god karl som de, thi han var karl for en af dem, hvorpå titbemeldte Niels Sørensen udrider rakte over bordet til Hans Nielsen og slog ham nogle gange under øret, hvornæst udrider Anders Pedersen tog ved den lille ende af sin i hånd havende pisk og slog Lars Iversen, som sad næst hos Hans Nielsen, over hovedet, da Lars Iversen og Hans Nielsen flyede ud i kammeret igen uden nogen nødværge at gøre. Og sad alle trende vadestedsridere ved bordet tilligemed vidnet og holdt sig lystig med sigende, de skulle blive inde i kammeret, neml. Hans Nielsen og Lars Iversen, indtil dag; dersom de mælede et ord, da ville de lære dem noget andet, og talte de et ord, da skkulle de slå døren ned, så de skkulle få, hvad dagen hørte til.
  3. Af Bierum tilspurgt, om ikke Hans Nielsen og Laurs Iversen derpå flyede ud igennem sengekammervinduet i haven af frygt for dem? - Vidnet svarede, at de flyede ud igennem vinduet i haven, men om det var af frygt, kunne han ikke vide.
  4. Om Hans Nielsen ikke straks derefter i sin gård af udriderne blev skudt, og hvo af dem det gjorde. - Vidnet svarede, han blev skudt af dem, men hvo af dem det var, vidste han ikke, såsom det var om natten. Og forklarede vidnet, at førend Hans Nielsen blev skudt, indkom Hans Knudsen udrider, som tilforn var gået ud for døren, og sagde til de andre to udridere, de skulle tage deres gevær og komme ud, der var folk og ville slå mennesker ihjel, hvorpå de alle tre tog deres gevær og gik tillige med vidnet ud i gården, og da de udkom, tog de pistolerne ud og en efter anden slog kligt, og sagde de da indbyrdes til hverandre, Lader os gå hen under vinduet, hvor der stod lys indenfor :/  og lægge frisk fængkrudt på, som de også gjorde; men om de alle tre lå fængkrudt på, vidste vidnet ikke, hvor da eet skud gík først af, men vidste ikke, at det gjorde skade, hvorpå vidnet blev bange og retirerede sig uden gården og ledet, da de atter blev skudt, og Hans Nielsen gav sig, klagede og sagde, Aha, nu har I skudt mig, nu har I skudt min lår i stykker, nu vil jeg gå til eder, nu kan I gøre, hvad I vil, hvorpå Hans Nielsen, efter han i huset var indkommen, råbte ynkel., skreg og beklagede sig. Derefter gik vidnet hjem til sit hus.
  5. Om vidnet ikke har set eller hørt, at Hans Nielsen, da som afvundet er, råbte og klagede sig, sagde til vadestedsriderne, I skulle have skudt mig ihjel og ikke slå mig ihjel. - Vidnet svarede, han havde hørt det, om han ret mindes, af indstævnte Lars Andersen, men havde ikke selv set det, ikke heller hø.rt det af Hans Nielsen.
  6. Om vidnet da ikke ved eller kan erindre sig noget mere til denne sags oplysning? - svarede nej, så vidt han nu kan erindre.

Hans Kragh tilspurgte vidnet: [=> fol. 91]

  1. om vadestedsriderne ikke kom fredelig i Hans Nielsen Kromands hus omvundne tid? - Vidnet svarede, de vr der, før vidnet kom, da de  var sat fredelig.
  2. Tilspurgt, enten vadestedsriderne eller Hans Nielsen Kromand begyndte klammeri. - Vidnet svarede, at kromanden Hans Nielsen gjorde først klammeri med vidnet.
  3. Tilspurgt, om ikke Hans Nielsen Kromand, da vadestedsriderne ... ham imod og sagde, det  var ikke ret gjort at skære man og hale af folks heste, skældte dem? - Vidnet svarede, at det var vidnet, som kromanden Hans Nielsen dengang skældte for skælm, slog hans lue af og rykkede ham i høret, va vadestedsriderne imidlertid sad fredel. Men da de sagde til vidnet, om han kunne tåle at tage(?) sig skældsord og de holdt med vidnet, som meldt, at det var uret gjort således at klippe en andens hest, sagde kromanden Hans Nielsen, de var lige så gode som vidnet, og da det ingen ende kunne få, blev vadestedsrideren Niels Sørensen vred og sprang op og sagde, Kan det da ingen ende få med den klammer, da skal og Djævelen regere dig, din hundsfot, og gav ham forhen omvundne ørefigen.
  4. Tilspurgt, om han ikke hørte Hans Nielsen skælde vadestedsrideren, svarfede, da Hans Nielsen, som omvunden er, var første gang i sengekammeret, råbte han ud til vadestedsriderne og sagde, Jeg giver eder de f... ... ..., så mange I er. Jeg havde mindst troet eder til, I skulle have slaget mig i min egen hus.
  5. Om vidnet er bevidst, hvad det  var for folk, som Hans Nielsen Kromand havde bestilet med stave og anden værge at skulle slå vadestedsriderne, da de om aftenen i det mørke vejr udkom ... Vidnet svarede, han havde vel hørt, at kromanden og Las Iversen havde våren ude i byen at samle folk for at styre gevalt, men vidnet så ingen; men da Hans Knudsen var ude at se til hestene, kom han ind og berettede, at der var folk uden at ville slå mennesker ihjel, og havde han et slag over hovedet.
  6. Tilspurgt, om vidnet ikke ved eller har hørt, at omvundne tid skulle der fare(?) en del stude forbi Vejen ad Skodborg å, som vadestedsridernes .. var at oppasse. - Vidnet svarede, en boelsmand havde sagt det til ham, de måtte vel have passet på de stude, som drev forbi. Men om de havde dreven den tid eller ikke, blev ham ikke sagt.

Bierum ville tjenstl. have retten erindret og ombedet, han ville behage at tilholde contraparterne uden nogen extravagation at forblive ved vidner alene efter hovedstævningen, så vidt denne sag angår, på det tiden ikke unyttig skal forløbe vidnerne så vel sagen opholdes og fler etingdage tilbringes udi vidnernes travle besværlige høbjergning i denne vanskelige vejrlig, på hvilke Bierums påstand han han sig rettens bistand ville tilbede.

Grundahl havde anhørt vidnet Nis Jepsens udsagn, hvorledes han har oplyst vadestedsridernes fredsommel. forhold indtil de først ved grove ord blev overfaldet, fandt sig anlediget at tilspørge vidnet i øvrigt:

  1. Om han med sandhed kan sige at have slet eller fornemmet, at vadestedsriderne Hans Knudsen og Anders Pedersen har lagt vred hånd på kromanden Hans Nielsen og tilføjet ham nogen slag eller ... uden eller inden huset. - Vidnet havde det ikke set.
  2. Om vidnet har set eller fornemmet, at bem.te vadestedsrider Anders Pedersen eller Hans Knudsen har skudt med deres pistoler. - Vidnet svarede, at han nok har set, at en af de trende vadestedsridere har skudt tvende gange, men hvo af dem det har været, vidste vidnet ikke at forklare, ikke heller ved, om een [=> AO2 7] af dem har skudt begge skud eller ikke.
  3. Siden vidnet har forklaret, at vadestedsriderne har truet at ville slå kammeedøren op, så er spørgsmål, om de enten slog eller stødte på den. - Vidnet svarede nej, ingen af de trende vadestedsridere, så vidt vidnet så.
  4. Siden vidnet forklarer, at Hans Nielsen har beklaget sig, at hans lår var skudt i stykker, så er spørgsmål,, om vidnet ikke ved og har set, at Hans Nielsen uden andres hjælp gik alene ind i hans stud fra gården af. - Vidnet har hverken set enten han gik ene eller nogen fulgte ham, såsom det var mørkt.
  5. Om vidnet ikke har set eller spurgt, hvem de personer var, som var samlede i kromandens gård med flinter, stave eller stene(?). - Vidnet havde det ikke hørt.
  6. Om ikke kromanden Hans Nielsen og Las Iversen af Gruehuset haver rådslaget sammen omvundne tid at få folk sammen med stave og gevær for dermed at oppasse vadestedsriderene. - Vidnet svarede, det vidste han ikke.
  7. Hvor længe kromanden var ude i gården, før end vadestedsrideren Hans Knudsen kom ud at se til sin hest, og hvo flere der samme tid var ved? - Vidnet svarede, han vidste det ikke.
  8. Om ikke vidnet havde lånt samme aften Las Iversen i Gruehuset en flint.  - Vidnet svarede, han ikke lånte flinten til Las Iversen, som omspurgt er, men vel til en anden mand, Mads Nielsen af Vejen, som kom til vidnet i hans gård og begærede den der til låns, og da vidnet spurgte, hvad han ville med den flint, svarede Mads Nielsen, De har skudt kromanden, og vi skulle have tagen dem fast, men vi får dem nok intet.

Siden kontraparterne ved en og anden såvel sagen vedkommende som uvedkommende har formeret en del formenende unyttige quæstioner en del sagen uvedkommende, men det eneste i denne sag bør re... og udforskes, er den rene sandhed, hvo enten af bem.te vadestedsridere har øvet denne drab, eller og om de alle tre derudi har været lige skyldige, men som vidnet har forklaret i slig henseende, det han siger derom at være bevidst, så ville Bierum sluttel. os vidnet fornemme, om Hans Nielsen ikke af bemeldte udridere er således imellem 13. og 14. april sidst med hug, skud og slag bleven overfaldet i sit hus, gård og fri frelse uden nogen gørende nødværge, at han derefter den 16. dito ved døden afgik. - Vidnet svarede ja, at han ingen anden ved end bem.te udridere, hvorefter hans Nielsen den 16. dito bortdøde.

I anledning af sidste quæstion tilspurgte Grundahl vidnet, om vidnets sidste svar forstås anderledes end at Niels Bech alene har slaget Hans Nielsen, men hvem af de tre vadestedsridere der har skudt, har vidnet forhen forklaret han ikke ved. - Vidnet svarede, han ingen anden har set, der har slaget kromanden Hans Nielsen uden alene Niels Becker vadestedsrider, ikke heller hvo af de tre vadestedsridere der har tilføjet Hans Kromand det omvundne skud, ej heller set Niels Becher har tilføjet bemeldte kromand anden slag end de omspurgte ørefigner. [=> fol. 95]

2. vidne, Niels Pedersen af Vejen:

  1. ja, vidnet var derinde, da de 3 omvundne vadestedridere var der.
  2. Niels Sørensen Bæck udrider, da Hans Nielsen Kromand sad på en stol ved bordet, rejste sig op fra bordet og gik til Hans Nielsen og slog ham først under øret med den venstre hånd, siden med den højre hånd, og Hans Nielsen gjorde ingen nødværge, men Las Iversen tog ved Hans Nielsen, og gik begge ind i sengekammeret, hvorpå en af vadestedriderne sagde til vidnet, han kunne skøtte sig selv. Derefter gik vidnt hjem til sit hus og så ej videre, hvortil gik.

Hans Kragh tilspurgte vidnet,

  1. om ikke vadestedriderne kom fredel. i Hans Nielsen Kromands hus. - Vidnet svarede jo.
  2. Tilspurgt, om Hans Nielsen Kromand selv først yppede og begyndte klammeri med Nis Jepsen af Vejen. - Vidnet svarede jo, og det om en hest, som var klippet hale og man af imod ejermandens vilje.
  3. svarede vidnet på Kraghs spørgsmål, at da vadestedriderne sagde. det var en skælmsstykke at skære man og hale af en andens hest, sagde kromanden til dem, de var skælme, da det først var Niels Sørensen Bæckr gik til kromanden og gav ham omvundne figen.

Videre var vidnet bevidst. På tilspørgsel af Grundahl, at han ikke ved, så eller fornam, at Hans Knudsen eller Anders Pedersen haver tilføjet kromanden Hans Nielsen nogen hug eller slag.

Af Bierum tilspurgt, om vidnet kan sige med sandhed og uskadt samvittighed, at Hans Nielsen omvundne tid enten ved hårbreb, hug eller slag havde givet nogen årsag til de ham af udrider Niels Sørensen givne ørefigner og overfald i hans egen hus. Vidnet svarede nej. Videre af Bierum tilspurgt, om vidnet kan gøre nogen vis forklaring, at de tvende af hr. byfoged omspurgte udridere ikke kan have overfaldet og slaget Hans Nielsen, siden vidnet har afvundet at være gået straks bort, da udrider Niels Sørensen ham med ørefigen har overfaldet. - Vidnet svarede, at imidlertid han var i Hans Nielsens hus, slog de tvende udridere ham ikke, men hvad imellem dem kan være passeret, siden vidnet gik ud af huset, vidste vidnet ikke. Sluttel. tilspurgte Bierum vidnet, om han enten var bevidst eller at have hørt Hans Nielsen af nogen anden end omvundne udridere at være bleven overfaldet omvundne tid, hvorefter han den 16. dito ved døden .. - Vidnet svarede nej.

Grundahl i anledning af sidste quæstion tilspurgte vidnet, om han med god amvittighed kan bekræfte, at vadestedriderne alle tre ... er lige skyldige. Vidnet svarede nej, det vidste han ikke. - 2) Om da Anders Pedersen og Hans Knudsen vadestedridere har overfaldet kromanden Hans Nielsen enten med hug, slag, stød eller skud, som kunne enten være ham til skade eller ringeste årsag til hans død. - Vidnet svarede, han havde det ikke set eller ved derom at give forklaring.

Vidnet blev af retten tilspurgt, om han vidste noget mere denne sag til oplysning end allerede af ham afvunden, han det da ville udsige, hvortil han svarede nej.

3. vidne, Laurs Andersen af Vejen:

  1. ja, de trende udridere var derinde.
  2. udrideren Niels Sørensen stod op fra bordet, som han sad, og gik til Hans Nielsen, som sad på en stol for samme bord og slog ham først under det ene og siden under det andet øre med sin hånd eller næve, og gjorde Hans Nielsen ikke ringeste nødværge, hvorefter Hans Nielsen gik fra dem, neml. alle 3 udridere, ind i sit senge[=> AO2 8]kammer, og Lars Iversen med ham, og lukkede døren til for sig efter dem, hvorpå efter nogle ordveksling, som vidnet ej erindrer, udrideren Anders Pedersen og Niels Sørensen til til bemeldte kammerdør og sagde til de indenfor værende Lars Iversen og Hans Nielsen, at de skulle komme ud til dem, med de ord, Ellers ville de rende døren ned på dem, hvorpå Las Iversen lukkede døren op og gik tillige med Hans Nielsen ind i stuen til dem og satte sig på bænken bag bordet, hvor da der faldt nogle ord imellem dito Nielsen og vadestedriderne, som vidnet ikke erindrer hvad var. Derpå rejste udrider Niels Sørensen sig op og slog Hans Nielsen først under det ene og siden under det andet øre med sin hånd eller næve, hvor da Hans Nielsen og Lars Iversen rejste sig op og gik atter ind i sengekammeret fra dem; men imidlertid og førend de  kammeret indkom, hævede udrider Anders Pedesen sin pisk og slog, men hvem han høvede efter eller ville slå, vidste vidnet ikke, men ramte Las Iversen for panden. Videre forklarede vidnet, at der blev bedet ind med de ord til vadestedriderne, de ville lade Hans Nielsen have fred i sit eget hus; og så vidnet, at Hans Nielsen og Lars Iversen gik ind atter igen i kammert og lukkede døren til for sig, da vidnet gik ud på gaden.
  3. Om vidnet og ikke er bevidst, at Hans Nielsen og Lars Iversen flyede ud igennem oftbem.te sengekammervindue, hvortil vidnet svarede jo.
  4. Om vidnet ikke og er bevidst, at Hans Nielsen straks derefter samme tid blev skudt i sin gård af bem.te vadestedridere, og om vidnet kan forklare, hvo af dem det gjorde. - Vidnet svarede ja, men vidste ej, hvor af de 3 der havde gjort det, eftersom det for vidnet ikke var muligt at sige, siden det var mørkt, men forklarede, at der af dem blev gjort 2 skud, hvoraf den første nær havde ramt vidnet, og den anden traf Hans Nielsen, som råbte, Nu har I skudt mig, nu vil jeg gå til eder, så kan I gøre ved mig, hvad I vil. - Da blev vidnet bange og gik omkring i kålhaven og kom ind af en dør ud til haven ind i forstuen. Så kiggede vidnet ind i stuen, hvor udriderne og Hans Nielsen var inde, da lå Hans Nielsen på jordne, og var imidlertid 2 af bem.te udridere inde, af hvilke den ene bøjede sig ned til Hans Nielsen, da han lå på gulvet, og den anden gik på gulvet med sin pistoler; men hvem af dem det var, vidsrte vidnet ikke, ejheller så, at udriderne slog ham samme tid, men hvad de ... forinden vidnet indkom, kan have gjort, var vidnet ubevidst, dog hørte vidnet nok, Hans Nielsen råbte, de skulle skyde ham ihjel og ikke slå eller træde ham ihjel.
  5. Om vidnet ved eller og at have set Hans Nielsen at have gjort nogen nødværge ved den ham af udriderne tilføjede overfald, [=> fol. 96] hvortil vidnet svarede nej.

På mons. Kraghs spørgsmål svarede vidnet:

  1. at da han i Hans Nielsens hus indkom, sad vadestedriderne og andre derinde fredelig og samdrægtelig.
  2. at Hans Nielsen Kromand selv først begyndte klammeri med Nis Jepsen af Vejen, men som han gik ud og ,ind, kunne han ikke mærke, hvoraf klammeriet kom med vadestedriderne, men så Niels Sørensen Becker gav Hans Nielsen Kromand ørefigen. - Dernæst tilspurgt, om Hans Nielsen Kromand og Las Iversen, da de kom ud til ham på gaden, gik i byen at samle karle sammen med gevær og anden værge til at beskadige vadestedriderne med, og om vidnet ikke selv dertil blev brugt. Vidnet svarede, han efter Hans Kromands begæring gik til hans nabo, de skulle komme op og se, hvorledes det gik til; men om kromanden og Las Iversen var efter nogen, det vidste vidnet ikke. - Endnu tilspurgt, om vidnet ved, hvem det var, der slog vadestedrideren Hans Knudsen og Niels Bekker, da de var udgået til deres heste, svarede, det vidste han ikke, såsom det var mørkt, men havde hørt, at Hans Nielsen Kromand havde haft selv en stok som en skolvskaft i hånden. Ydermere lforklarede på spørgsmål, at han ikke ved eller så Niels lSørensen Bekker enten slog, sparkede eller trådtge Hans Nielsen videre end omvundne ørefigen. Hvem af vadestedriderne der skød eller hvis skud der træffede Hans Nielsen vidste vidnet ikke.

Mons. Kragh tilspurgte vidnet, om han ikke havde hørt, der samme aften eller nat skulle dreven nogle stude forbi, og hvis det var. - Mr. Bierum var nødtvungen af mons. Kraghs sidst tilførte at igentagesom forhen tilførte af mons. Kragh i denne tilfælde gjorte påstand med erindring til sættedommeren, at han slig unyttige quæstioner sagen uvedkommende dog ville se hæmmet og tilholde vedkommende at blive ved sagen i sig selv, og at der alene rekvireres, så vidt efter indløbne stævnemål ske bør, for at vorde vidende, hvo af de trende udridere til drabet kan have været årsag, eller om de alle har været i den gerning med, hvorpå han endnu atter tilbad sig sættedommerens lovforsvarlige assistance. - Mons. Kragh mente, atg bem.te quæstion, som mons. Bierum søgte tilsidesat, nødvendigi sagen behøves og dertil henhører; thi havde vadestedriderne ikke haft i erfaring om de omspurgte studes forbidrivelse, havde de ikke denn tid kommen til Vejen, og er desuden i den tanke, at den yppede klammeri skete for at hindre dem fra deres agtende forretninger; derfor påstod og formodede, vidnerne bliver pålagt at svare på, hvis begge parter til sagens oplysning fornøden eragtes. - Retten tilholdt parterne at blive ved hovedsagen og uden videre vidtløftighed end som fornøden gøres som i anledning af udløbne stævnemål samme såvel i allerunderdanigste følge af hans maj.ts allernådigste lov og udgangne forordninger forkorte og fremme, og for videre disputter imellem partrne at hæmme, blev vidnet denne sinde tilholden at svare på det til ham af mons. Kragh gjorte spørgsmål; men hvorvidt denne i tiden kan anses, beror til ved sagens endelighed og doms slutning. [=> AO2 9] Hvorpå vidnet på ovenmeldte spørgsmål svarede nej, han vidste dertil intet at sige.

Byfoged Grundahl tilspurgte vidnet:

  1. Siden vidnet forklarer om monsieur Bierums til ham formerede quæstioner, at Hans Nielsen Kromand og Lars Iversen, som var med ham i kammeret, flyede ud igennem vinduet, så er spørgsmål, om nogle af vadestedriderne satte ham efter og forcerede ham, nemlig kromanden og Las Iversen ud af vinduet. Det vidste vidnet ikke, som han imidlertid var ude.
  2. Hvor vidnet var på den tid, da bem.te kromand og Lars Iversen, som forklaret er, kom ud af vinduet, og om han det selv så. - Vidnet svarede nej, han så det ikke eller ved, hvorledes de kom ud, men har hørt, de kom ud af vinduet.
  3. Om vidnet ved, hven af vadestedriderne eller andre skød det første skud. - Vidnet svarede, at en af vadestedriderne skød, menhvem af dem, det vidste han ikke.
  4. Om der var flere inde i stuen hos vidnet, da han foregiver at have set Hans Nielsen liggende på gulvet i den anden stue. - Svarede, der var ingen andre, så vidt han ved, uden den indstævnede Knud Jepsen.
  5. Siden vidnet har forklaret på mons. Bierums 5. quæstion, at Hans Nielsen ikke gjorde nødværge imod vadestedridernes overfald, så er spørgsmål, om vidnet har set, at vadestedrider Hans Knudsen eller Anders Pedersen har tilføjet Hans Nielsen Kromand nogen skade, slaget, stødt, sparket eller trådt ham. - Vidnet svarede nej, han havde det ikke set anderledes end som forhen er forklaret, men nu med dette tillæg, at han ikke vidste eller har set, at bemeldte vadestedrider Anders Pedersen eller Hans Knudsen har slaget, stødt, sparket eller trådt Hans Nielsen, som spørgsmålet omformelder, men om det uden hans påsytn kan være sket, vidste han ikke.

Bierum har måttet fornemme af hr. byfoged Grundahls tredie tilførte quæstion, hvorledes han har behaget at rekvirere hos vidnet om det første skud og ganske forbigået det andet, som begge af udriderne sket er, i hvad tanke eller hvad hr. byfoged Grundahl måtte have, m¨ham selv være bedst bekendt; men nok er det, at vidnet med flere har forklaret, at begge skud, hvoraf den ene træffede Hans Nielsen, er sket af udriderne, sluttelig ville Bierum hos vidnet fornemme, om ikke Hans Nielsen efter de skud og videre overfald ham af udriderne imellem 13. og 14. april sidst blev tilføjet, påfølgende 16. dito ved døden afgik, hvortil vidnet svarede ja, og vidste vidnet ikke nogen andre end som omvundne udridere [=> fol. 97] Hans Nielsens banemænd.

I anledning af vidnets sidste svar, at han ikke ved nogen anden end vadestedriderne at være Hans Nielsens banemænd, da han, vidnet, tilforn havde forklaret ikke at have set, at vadestedriderne Anders Pedersen eller Hans Knudsen at have tilføjr den afdøde nogen stød, slag eller skade, så er spørgsmål, om han virkelig på hans samvittighed kan vide, at disse er skyldige i bem.te Hans Nielsens død. - Vidnet svarede, han vidste ingen anden, men ikke kunne sige, om de var virkelig gerningsmænd eller ikke, såsom han dem ikke har set. - Retten tilspurgte dette vidne ligesom forrige, om han vidste noget videre til sagens oplysning, hvortil han svarede nej.

På vidnet Maren Hansdatter af Vejen hendes vegne var her ved retten til stede tvende mænd, navnl. Simon Pedersen og Laurs Jørgensen, begge af Vejen, for hvilke hun sit vidne i denne sag edelig havde aflagt, eftersom hun ikke næstleden 16. maj, da hun i retten efter indstævning mødte, til forhør blev admitteret formedelst årsag, som protokollen udviser, og hun straks derefter, eftersom hun efter hendes faders Hans Nielsens død ikke havde nogen tilhold, men hos fremmede nødes til at søge sit brød og til den ende straks rejste til Rensborg, hvilket hendes vidne bemeldte tvende mænd erbyder sig i retten at aflægge, ligesom hun det for dem edelig har bekræftet, og med deres ed efter loven kan stadfæste. - Herimod påstod kontraparterne, at siden den forrige forfald ikke er gyldig efter lovens pag. 95 art. 1 (Danske Lov 1-10-1), og vidnesbyrdet efter lovens 104 art. 4 samt 106 art. 7 personligtbør møde i retten at svare parterne på spørgsmål, så påstås, at de fremstillede mænd ikke på slig måde bør antages, heller hendes vidne fremføres, allerhelst kontraparterne end ikke i det ringeste er bleven advaret, da hun sit vidne for fremstillede tvende mænd skal have aflagt; skulle herimod noget blive foretaget, som folks liv og velfærd angår, håber kontraparterne, det for nole og intet bliver anset, da sættedommeren lettelig kan skønne, at al ret og sandheds oplysning på kontraparternes side på slig måde beskæres. - Retten kunne ikke i sådan hast, siden aftenen påtrænger, kende parterne i aften imellem, men som flere vidner i denne sag er uafhørt, så opsættes dette begærede skilsmisse i denne post så vel som flere vidners førelse til i morgen betimel. klokken 8 slet, da parterne såvelsom vidnerne samt de 8 stokkemænd sig til samme tid haver sig at indfinde. Desårsag retten denne sinde ophæves.

Fredagen den 25. juli 1738:

Samme foged, skriver og stokkemænd som igår.

Retten resolverede på den dispute, parterne imellem faldt, angående det fraværende vidne Maren Hansdatter, afg. Hans Nielsens datter, som ved tvende mænd, Laust Jørgensen og Simon Pedersen af Vejen er blevet afhørt før end hendes bortrejse til Rensborg, således: At retten ikke lovforsvarligen så at kunne nægte dette vidnesbyrd for tvende mænd aflagt, men samme antog, ligesom de bemeldte tvende mændsamme af hende mundtl. og edeligt har annammet, hvilke de skriftl. af hende har anført, når de samme til protokollen således lader tilføre og samme corporlig beediger, hvilket hvorvidt efter contraparternes protester bør anses, skal ved doms afsigt vorde observeret. -Hvorefter olvenmeldte mænd, Laust Jørgensen og Simon Pedersen for retten fremkom og forklarede således: Maren Hansdatter aflagde sit vidne for os således d. 21. maj, at imellem 13. og 14. apr. var i hendes faders hus i Vejen 3 Kolding udridere, Hans Knudsen, Anders Pedersen og Niels Sørensen, [=> AO2 10] hvilken sidste overfaldt, neml. Niels Sørensen :/ hendes fader, som sad ved bordet på en stol, med ørefigen, hug og slag, som hendes fader uden nødværge at gøre imodtog og flyede ind i sin sengekammer, hvorhen de alle tre udridere forfulgte ham, olg den ene navnl. Anders Pedersen vendte den store ende af hans pisk i vejret over Las iversens hoved, som stod i døren og hindrede dem ej at komme til ham, og sagde Anders Pedersen til ham, gik han ikke bort fra døren, skulle han slå ham for panden, han skulle ligge, og Lars Iversen nødes til at gå fra døren og hendes fader nødt til at gå ud til dem i stuen, da de igen anfangede og Niels Sørensen udrider gik til ham og slog ham under øret mange gange, så hendes fader flyede atter ind i sengekammeret, og Laurs Iversen med ham, for at have frem og fik døren for sig i lås, da alle tre udridere stormede i stuen og ville ind til dem, truede at ville gøre så og så, da hendes fader og Lars Iversen af frygt for dem flyede ud af vinduet til haven. Noget derefter tog alle udriderne deres pistoler og gik ud i gården, hvor de skød tvende skud, men hvo af dem det var, vidste hun ikke, men løb ud ad byen om hjælp, efter at udriderne igen indkom med hendes fader i huset, da han derinde atter zf dem var bleven overfalden. Men det så hun ikke, såsom hun da var i byen om hjælp, men da hun af byen indkom, så hun hendes fader imellem dem i stuen, og hans bukser var våde og blodet randt. Da hendes fader sagde til hende, Hent to mænd, jeg kan blive synet, og præsten, jeg kan tale med; jeg lever ikke. Imidlertid red de bort.

Grundahl på vadestedridernes vegne med reservation til, hvis han imold rettens idag afsagte interlocutoriekendelse og det protokol. tilførte forhør i sin tid kunne have at påanke, xtilspurgte de fremstillede vidner Las Jørgensen og Simon Pedersen, efter hvis begæring de samme forhør haver holdt over hendes, neml. Maren Hansdatters udsagt. Svarede, Maren Hansdatter selv har begæret det. - 2) Ihvis påhør og nærværelse samme forhør blev holdt, om ikke mons. Otto Diderich var nærværende, hvortil de svarede, Otto Diderich Bierum Bierum samme tid var til stede og mange flere. - 3) På hvad sted og i hvis hus forhøret blev holdt? - Svarede, i hendes fader Hans Nielsens hus. - Om vidnerne var udmeldt af retten eller hr. herredsfoged, og om forhøret skete med hans tilladelse? Svarede, at de hverken af retten eller herredsfogeden var udmeldt, men som før er meldt, efter Maren Hansdatters begæring, og om det var efter herredsfogedens tilladelse, vidste de ikke. - Bierum ville tjenstl. af hr. byfoged Grundahl begære og udbede, han ville behage og alene rekvirere om den bare sandhed, hvo af udriderne ved hvilken drabet sket er, der er skyldig enten en, to eller dem alle tre, og ikke opholde retten, tiden og vidnerne om det, som ikke er eller kan være at anse, og hvis han ikke dertil imod forhåbning skulle findes villig, tillod Bierum sig rettens lovforsvarl. assistance, hvilkenhan da således uden nogen videre protest lod bero derpå. - Grundahl svarede, at dersom nogen af vadestedriderne skulle være skyldig i Hans Nielsens død, ønskede han, at den ret skyldige måtte blive opdaget, [=> fol. 98] hvilket Grundahl overlader til mons. Otto Diderich som actor at søge oplyst, på det, de som uskyldig befindes, kunne blive befriet for undgældelse. Ellers bad Grundahl, at retten ville behage mons. Otto Diderich at fraholde sig at indfalde med ... til vidnesbyrdene, medens Grundahl fremfører hans quæstioner, da det alene tilkommer retten at tage vidnernes svar og samme selv protokollen lade tilføre uden ringeste hinder af Bierum, hvilket ellers confunderer vidnernes udsagn og ophold til sagens fremmelse. I forventning af rettens assistance Grundahl tilspurgte for det 5) vidnerne, om de begge eller en af dem havde tilkendegivet parterne, enten mons. Kragg, Grundahl eller nogen af vadestedriderne, dette af dem holdte forhør, tiden eller steden, hvortil vidnerne svarede nej. - og 6) om ikke mons Otto Diderich, siden han var nærværende, gjorde spørgsmål til Maren Hansdatter eller spurgte hende om noget hendes vidende angående, eller om han ikke sagde dem ... ... i deres forretning, hvorefter de skrev. Vidnerne svarede, at Maren Hansdatter fortalte selv sit vidne for dem, hvorefter Simon Pedersen det skrev på papir, at de her ved tinget kunne erindre.

Hans Kragh formodede, at Maren Hansdatters forklaring, så vidt det strider imod forhen førte vidner, der siger, udrideren Niels Sørensen Bæcker ikke har tilføjet Hans Nielsen Kromand nogen hug eller slag anden end ørefigen, bliver uefterrettelig foruden at hendes vidne isig selv fører nullitet med sig.

5. vidne, Knud Jepsen af Vejen:

Til Bierums spørgmål:

  1. han var ikke nærværende, da Hans Nielsen først i sit hus er bleven overfalden.
  2. Tilspurgt, om vidnet var nærværende, da Hans Nielsen den omvundne tid blev skudt, svarede, at han stod ved Hans Nielsens kvistgård, og Hans Nielsen, så vidt vidnet kunne skønne, stod samme tid i hans gårds led.
  3. Om vidnet er vidende og har set, at Hans Nielsen omvundne tid blev skudt. Svarede, at Hans Nielsen blev skudt samme tid på omvundne sted.
  4. Om der ikke samme tid, før end han blev skudt, blev af omvundne udridere skudt 2 skud, hvoraf den ene, om ikke begge, træffede Hans Nielsen. Vidnet svarede, de skød tvende skud, men ved den sidste skud klagede Hans Nielsen sig, og samme skud træffede ham; men om det første skud træffede ham, vidste vidnet ikke.
  5. Om vidnet kan forklare, om de tvende skete skud blev skudt af en af omvundne udridere eller af tvende af dem. - Svarede, det vidste han ikke.
  6. Om vidnet kan forklare, hvad for en af dito udridere der skød det skud, hvorved Hans Nielsen blev beskadiget og ventel. årsagen til hans død. Svarede nej, han vidste det ikke, såsom det var mørkt.
  7. Sluttelig blev vidnet af Bierum tilspurgt, om han er bevidst, at Hans Nielsen, efter at denne omvundne ham tilføjede skud og overfald varsket, derpå den 16. dito ved døden afgik. Vidnet svarede, at Hans Nielsen døde ugenfær en døgn derefter.

Hans Kragh tilspurgte vidnet:

  1. Hvad tid han kom til Hans Nielsen. - Svarede, imellem midnat og dag kom vidnet til Hans Nielsen, og stod han samme tid alene i hans gårds led.
  2. Tilspurgt, af hvem vidnet var kaldet til at komme der. - Svarede, Las Andersen, som forhen vundet haver, havde begæret vidnet at komme.
  3. Svarede, at han blev kaldet for at komme at stoppe klammeri, som var imellem vadestedriderne, og Hans Nielsen havde en liden kæp i hans hånd, som stod ved hans seng. [=> AO2 11]
  4. Svarede, at kromanden Hans Nielsens datter Maren Hansdatter rakte en flint ud af vinduet i toften til vidnet; men der var intet i den, og samme flint blev udleveret på den måde, at en af dem ville skyude en af vadestedridernes heste under dem for at tage dem op, efter at Hans Nielsen var skudt. Og samme tid var Las Iversen af Gruehuset til stede, som vidnet overleverede bemeldte bøsse.
  5. Tilspurgt, om vidnet så, hvor vadestedriderne stod, da omvundne tvende skud gik af. Svarede, at de komme alle tre ud af Hans Nielsens dør samme tid, og den ene gik lidet østen for ved huset, men hvem det var, vidste vidnet ikke.
  6. Om de kunne oppe ved huset se, hvem der stod i gårdsleddet og oppe i gården? - Svarede, det kunne vidnet ikke egentl. vide, uden de kunne høre det på hans røst.
  7. Hvorledes vidnet da kunne stå oppe ved kvisten og se Hans Nielsen i gårdsleddet? - Svarede, han kunne ikke se ham så grqandt, men kunne skimme ham noget, tilmed kendte ham på hans røst, som han syntes var: Kom herud, karle. Skyder I een, så er her flere igen. Og dette var, før end der blev gjort skud og efter at udriderne var udkomne. Videre forklarede vidnet, at da Hans Nielsen var skudt og indgåen, var vidnet gået efter og kom så vidt, han fik den ene fod inde døren i forstuen, da han så tvende af vadestedriderne var derinde, hvoraf den ene gik på gulvet og den anden stod ved Hans Nielsen og sagde, Du har fortørnet os i aften som en hundsfot, og så, bemeldte vadestedrider rørte armen op og neder, men ikke, at han rørte Hans Nielsen.
  8. Videre blev vidnet tilspurgt, om han ikke ved eller så, hvem det var, der slog først Hans Knudsen udrider,d da han var gået at se til deres heste og siden udrideren Niels Sørensen Bæcker tvende slag, da ealle trende vadestedridere var udkommen. Vidnet svarede, at da han kom til Hans Nielsen, gik Hans Nielsen for ved vidnet op til døren, da en af udriderne, - hvem det  var, vidste vidnet ikke, - kom og ville gå ud af døren, tren Hans Nielsen om ved siden af døren med en stk. træ, som han havde i hånden, og slog til bem.te vadestedrider; hørte det skrappede, men hvor han ramte ham, vidste vidnet ikke. Da bemeldte udrider gik ind igen tilbage, og Hans Nielsen Kromand tillige med vidnet blev udenfor, da Hans Nielsen gik køsten fra vidnet, men hvor han gik, vidste vidnet ikke. Men vidnet blev stående i beråd, om han skulle gå ind eller ikke, men blev dog udenfor og gik eller blev stående ved kvisten, hvilket alt passerede, førend alle trende udridere kom ud, og der blev skudt. Så eller ved ikke, hvem der, som omspurgt er, haver slaget vadestedrideren Niels Sørensen, da de alle trende kom ud. Ved ellers ikke, at samme nat skulle dreven nogen stude forbi, ikke heller ved, hvem der først har våren årsag til kalmmeriet i kromandens hus.

Bierum fandt sig anlediget af vidnets svar, hvor han siger og afvunden haver at have været i Hans Nielsens hus og i forstuedøren uden for den stue, hvor Hans Nielsen og omvundne vadestedridere var inde, [=> fol. 99] og siden forklarer at have stået ude og betænkt sig, om han turde gå ind, vidnet ydernere at tilspørge

  1. hvorledes han kom  ind i stuen, som han afvundet haver at være ude, og hvad dertil var årsag. Vidnet svarede, at Hans Nielsens liden datter kom til vidnet i haven og ville have, at han skulle gå ind med hende.
  2. Om vidnet ikke, førend han kom i haven, hvor han siger, barnet kom til ham, hørte ved kvisten, hvor han har afvundet at have stået, det Hans Nielsen gav sig, klagede ynkel. i stuen indenfor, og om vidnet ikke hørte, han sagde, Skyder mig ihjel, men slåer og træder mig ikke ihjel. - Vidnet svarede, han hørte ved kvisten, Hans Nielsen gav sig inde i stuen me de ord: Oh, ja. Han hørte og ved døren, at Hans Nielsen sagde, Træder og sparker mig ikke, men skyhder mig ihjel. Men vidnet så ikke, at vadestedriderne enten trådte eller sparkede Hans Nielsen.
  3. Da vidnet, som forklaret er, siger sig at have hørt Hans Nielsen, da vidnet var uden for huset, klagede og ... sig inde i stuen, så er spørgsmål, om han med ed kan bekræfte, at vadestedriderne da ikke kan have trådt og sparket ham. Vidnet svarede, det vidste han ikke.
  4. Om vidnet ved nogen anden at være Hans Nielsens banemand end omvundne udridere, alle tende eller nogen af dem? Vidnet vidste ingen anden.

Grundahl i anledning af vidnets svar på sidste quæstion tilspurgte vidnet, om han virkel. har set eller ved, at vadestedriderne den ene eller den anden har tilføjet Hans Neilsen dødelig skade. - Svarede, at han så, de alle tre vadestedridere kom ud af Hans Nielsens dør, som afvundet er, og hørte tvende skud af udriderne, men hvem af dem, det var, vidste han ikke. - 2) Om vidnet da kan sige med god samvittighed, at vadestedriderne virkel. er alle tre er Hans Nielsens banemænd. Vidnet svarede, at en af de tre udridere er hans banemand, men hvem af dem, det vidste vidnet ikke.

6. vidne, Hans Poulsen fra ibm.:

  1. som svarede på Bierums første spørgsmål ej samme til at have været nærværende, men kom siden, og da Hans Nielsen var ude i gården. - Hvorefter Bierum da tilspurgte vidnet for det
  2. om han ikke er vidende, at omvundne trende udridere var samme tid inde i Hans Nielsens hus eller gård, og at vidnet ville forklare, hvor de var, da vidnet kom i bem.te Hans Nielsens gård. Vidnet svarede, alle trende udridere var i Hans Nielsens hus, da vidnet først kom.
  3. Om der ikke af bem.te udridere blev gjort tvende skud og Hans Nielsen af den ene skud blev skudt. Vidnet svarede jo.
  4. Om vidnet ikke hørte eller så, at omvundne trende udridere derefter, da Hans Nielsen var skudt, fik ham ind med i huset igen. Vidnet svarede, at da Hans Nielsen var skudt, sagde Hans Nielsen til vadestedriderne, Nu har I skudt mig i mit lår, I ærlige (uærlige?) karle; nu vil jeg gå ind til eder, så må i g-re ved mig, hvad I vil. Hvorpå de to gik ind med Hans Nielsen og den tredie blev udenfor. Men hvem det var, vidste han ikke. Vidste ikke heller at forklare, hvem af vadestedriderne som gjorde de tvende skud.
  5. Om vidnet var inde i huset, da udriderne var derinde med Hans Nielsen? - Vidnet svarede nej.
  6. Hvor nær vidnet var huset, da udriderne og Hans Nielsen var inde? - Svarede, at var vesten for gården i toften og ej nærmere huset, førend udriderne ville ride bort, da han gik over i haven ved Hans Nielsens hus og da hørte Hans Nielsens børn inde ... skreg og råbte, de sparkede deres fader.
  7. Om omspurgte vadestedridere var inde i stuen hos [=> AO2 12] Hans Nielsen, da børnene skreg og råbte, som afvundet om? - Vidnet svarede, de tvende af de trende vadestedridere var derinde, men hvem det var, vidste han ikke, men havde hørt af andre, at det skulle have været Hans Knudsen, som var udenfor.
  8. Om vidnet havde hørt foruden den omvundne skrig og råb, af børnene sket er, at Hans Nielsen foruden den ham tilføjede skud og første overfald i sit hus af udriderne efter skuddet i sit hus af bemeldte udridere atter er blevet overfaldet? - Svarede, at han vel hørt det af andre, men ikke set det, og de, som han havde hørt det af, var indstævnede vidner, så vidt han ved sig at erindre.
  9. Om vidnet ikke er sig bevidst, at siden denne overfald med hug, skud, stød eller slag, Hans Nielsen er blevet tilføjet imellem 13. og 14. apr. sidst, at han derpå d. 16. dito ved døden afgik. - Vidnet svarede ja.
  10. Om vidnet enten ved eller og hørt haver andre at være Hans Nielsens banemand end omvundne udridere? - Svarede vidnet nej, han hverken ved eller har hørt andre, men egentlig hvo af samme udridere er rette og sande banemand, vidste vidnet ikke.
  11. ville Bierum hos vidnet fornemme, om han vidste noget mere til denne sags oplysning, end omspurgt er, han da det her ved retten ville tilkendegive, ,således at han det med en god samvittighed kan bekræfte og ej noget at have dølget. - Svarede, at så vidt han nu erindrer, vidste han ikke mere.

Hans Kragh tilspurgte vidnet, ved hvad tid han kom til Hans Nielsen. - Svarede, det var over midnat. - 2) Hvor Hans Nielsen denne tid var? - Svarede, da var han ude i hans gård, og havde han haft bud efter vidnet, som var før end udridernes udkomst og før der blev skudt, og sagde budet til vidnet, at han skulle komme op til kroeret, kromanden var blevet uens med udriderne, og da vidnet kom til Hans Nielsen som meldt, råbte bemeldte Hans Nielsen til udriderne, nu skulle de komme ud; ville de skyde, så skulle de nu skyde; skød de een, så var der flere igen; vi har også at skyde med. Men vidnet så ikke andet, end Hans Nielsen havde et stk. træ i hans hånd. Da vidnet gik fra Hans Nielsen om vest gården og så ikke, hvad passerede, førend de hørte begge skuddene. Da udriderne var bortreden og vidnet kom ud af haven, så han Las Iversen af Gruehuset gik med en flint. Så hverken først eller sidst udriderne slog Hans Nielsen, ikke heller ved, hvem af dem har våren årsag til klammeri, ej heller ved noget af studene samme nat skulle være dreven forbi. Videre forklarede vidnet, han ej selv havde andet i hånden end en liden egekæp, da han blev indkaldt til Hans Nielsens gård.

Af Bierum tilspurgt, om omvundne udridere var inde i Hans Nielsens hus eller i gården udenfor, da denne tale af Hans Nielsen skal være sket. Vidnet svarede, enten de var inde i huset eller i døren, vidste han ikke, men råbet mente han nok de kunne høre, såsom han råbte højt. - Videre af Bierum tilspurgt, om Hans Nielsen da gav bem.te udridere enten ved hug eller slag nogen årsag til at skyde. - Vidnet svarede nej, forklarede derhos, da skuddet skete, var han vesten gården.

På Grundahls spørgsmål svarede vidnet, at han havde hørt af Nis Jepsen og Nis Hansen af ... ... kunne se, end det jo var Hans Knudsen .... som var ude ved hesren i gården, medens [=> fol. 100] de tvende andre vadestedridere var inde i stuen.

7. vidne, Mads Nielsen ibidem:

Svarede på Bierums spørgsmål, 1) at han ikke var nærværende. - På de andre af citantens såvelsom øvrige spørgsmål og kontraparterne vandt vidnet det selvsamme som næstforrige vidne afvunden haver, dog vidste vidnet, at det sidste skud, som blev skudt i gården ... træffede kromand Hans Nielsen, mens det første ..., og havde vidnet, da han blev kaldet ned hos benævnte kromand, med sig en egekæp i hånden.

8. vidne, Søren Pedersen af ibidem,

som fulgte næstforrige vidne Mads Nielsen, undtagen at vidnet ikke havde kæp med sig, men hans bare(?) hænder. Ellers forklarede, at Las Iversen af Gruehuset var den, som ...vidnet til Hans Nielsens, at vidnet skulle komme derhen, såsom Hans Nielsen og udriderne var uens.

9. vidne, Nis Hansen af ibidem.

som svarede på Bierums spørgsmål,

  1. ej at være nærværende omspurgte tid.
  2. Omvundne tid var ej flere inde i Hans Nielsens hus end 2 af titbenævnte vadestedridere, som var Anders Pedersen og Niels Sørensen, men Hans Knudsen stod uden døren i gården ved hestene, og var skuddene sket og Hans Nielsen skudt, da vidnet kom.
  3. vidste vidnet intet af, ejheller kunne gøre nogen forklaring om, eftersom han ikke var nærværende.
  4. do.
  5. er af vidnet forhen forklaret.
  6. kunne han ej give anden forklaring på end på andet spørgsmål.
  7. svarede, at da vidnet kom i døren i Hans Nielsens hus, efter at Hans Nielsen var skudt, kom en af Hans Nielsens døtre, som er en liden vanfør pigebarn, og bad vidnet med det ord, For Guds skyuld, hanville komme ind og hjælpe hendes fader, udriderne ville slå ham ihjel, hvorpå og af slige ord vidnet holdt sig tilbage og kom ej videre end til kø.kkenet, som varnet kom til ham, og imidlertid vidnet stod der, hørte han Hans Nielsen råbe inde i stuen således: A, vi er ..., er der nogen, der kan hjælpe mig, da hjælpe de mig; og forklarede at ingen andre var samme tid inde i stuen hos Hans Nielsen end vadestedriderne Ander Pedersen og Niels Sørensen; Hans Knudsen stod desmidlertid ved hestene, som af vidnet forhen forklaret er. Ydermere forklarede vidnet, at omvundne 2 udridere Anders Pedersen og Niels Sørensen udskældte Hans Nielsen med hårde og grove ord, hvoraf han kunne erindre skælp og kanalje, men Hans Nielsen hørte han intet andet af , end han bad om fred, men men omvundne skældsord kunne vidnet ikke forklare, hvem af dem samme ord udtalte. Og blev vidnet udenfor, hvorhen han ud af køkkenet var udgået, og imidlertid han der stod, kom en af de tvende da inde værende udridere, Niels Sørensen og Anders Pedersen, ud til døre og sagde [=> AO2 13] til Hans Knudsen, som var udenfor, Hvad er det for en, dér står, som var vidnet ment, hvortil Hans Knudsen svarede, det var en, der ville have for en skilling brændevin. Da Hans Knudsen sagde ydemere til den udkommende udrider, Lad os ride vor vej, her er intet at bestille; men enten det var Anders Pedersen eller Niels Sørensen, der udkom, vidste vidnet ikke; men da samme indgik, hørte vidnet, han sagde, det  var nogen skælmsfolk i kroeret, og djævelen skulle regere dem. Straks derefter udkom de begge til Hans Knudsen, satte sig så tillige med ham hver på sin hest og red bort. Da de var bortreden, gik vidnet ind i stuen til Hans Nielsen, som sad ved sin bordende og klagede sig, hvorledes han var medhandlet, med dette tilllæg, han levede ikke, og bad han vidnet at han ville se hvorledes han var handlet, da vidnet gik til ham for at se det, men Hans Nielsen kunne ikke rejse sig, før end vidnet kom ham til hjælp pog fulgte ham ind til hans seng, og ved det de trækkede ham ud af sine klæder, så vidnet mage (mange?) på Hans Nielsens legeme skudt, så vidt vidnet kunne skønne, var det rendkugler(?); så vidnet så to huller på hoftet og nedenfor på låret 4-5 hulller, hvilket vidnet ikke just kan erindre sig. Andre steder på hans legeme end på låret så vidnet ikke Hans Nielsen af skud eller i andre måder at være beskadiget enten af skud eller andet.

Grundahl tilspurgte vidnet:

  1. at som han forklarer, da han var ude i gården hos Hans Knudsen og foregiver at have hørt, at Hans Nielsen inde i stuen og råbte Oh ve, oh v..., og ne, som vidnet forklarer var Niels Sørensen og Anders Pedersen, skal have skældt inde i stuen, så er spørgsmål, om han på hans samvittighed kan vidne, at det var vadestedriderne, den ene eller den anden, og ikke andre som skældte, siden vidnet ikke selv var så nær ej heller i stuen. Vidnet svarede, at det var vadestedriderne, som skældte Hans Nielsen.
  2. Siden vidnet ikke var inde i stuen samme tid, hvoraf han da så vist kan sige, at det var en eller begge vadestedriderne skældte. Vidnet svarede, at han kunne se dem igennem vinduet, begge udriderne så vel som og kunne høre deres ord, men ej kunne går forskel på, hvem af de tvende udridere ordet udtalte, og havde ham, nemlig Hans Nielsen imellem dem i stuen ved bordet, og undertiden kunne vidnet se hovedet af Hans Nielsen og undertiden ikke.
  3. Om vidnet kan bekræfte, at enten Niels Sørensen eller anders Pedersen havde hånd lagt på Hans Nielsen , imidlertid han efter vidnets forklaring var ibemmel benævnte vadestedridere? - Vidnet svarede nej, det så han ikke, ej heller så vidnet, at nogen af disse 2 udridere enten sparkede eller slog Hans Nielsen.
  4. Om vidnet den tid kendte Anders Pedersen og Niels _Sørense udriderne. Vidnet svarede, at han ikke kendte udriderne anderledes end på dette, at Hans Knudsen stod udenfor, så måtte det jo være de andre tvende, dere var inde [=> fol. 101] i stuen; vidste ikke heller at gøre nogen forskel enten på Anders Pedersen eller Niels sørensen Beck, formedelst at vidnet ikke er bekendt med dem og derfor ej ved at gøre forskel på dem.

Bierum tilspurgte vidnet, om han ikke er bevidst, det Hans Nielsen, efter at han ved hug, skud stød eller slag af vadestedriderne var bleven overfalden imellem 13. og 14. april sidst, at han deraf den16. dito ved døden afgik. Vidnet svarede, at han døde ungefær en fire og tyve timer efter at omspurgte ham var tilføjet. - Videre tilspurgt, om vidnet enten ved eller hørt haver, nogen anden eller andre at være Hans Nielsens banemand end omvundne udridere. Vidnet svarede, at han vidste ingen anden, ej heller havde hørt tale om andre at være Hans Nielsens banemænd end omvundne udridere; havde og hørt af dem, han havde hørt ... derom, at Hans Knudsen var der udenfor.

Grundahl videre tilspurge vidnet, hvoraf han ved, at ingen andre er Hans Nielsens banemænd end vadestedriderne, da han dog tilforn har forklaret, at han hverken har set, at nogen af dem enten har skudt, stødt, slaget, sparket eller lagt hånd på Hans Nielsen. Vidnet vidste det ej af andet end hvis han af andre derom har hørt.

Sluttel. af Bierum tilspurgt, om vidnet har set Hans Nielsen givet nogen anledning, som kunne forårsage den på ham øvede overfald og drab. .- Vidnet svarede, det vidste han ikke af, formedelst han  imidlertid ikke var nærværende og ikke så klammeriet. - Bierum så sig af hr. byfoged Grundahls tilførte sidste spørgsmål og vidnets derpå givne svar anlediget at tilspørge vidnet, om han da ved, at Hans Nielsen enten har givet nogen anledning til den på ham øvede gerning af udriderne eller ikke. Vidnet svarede nej, det vidste han ikke, enten han havde givet anledning dertil eller ikke.

10. vidne, Jens Poulsen fra ibidem:

  1. var ej nærværende ved første overfald.
  2. kan derfor ej gøre nogen forklaring (herom).
  3. Af Bierum tilspurgt, om vidnet så imellem omvundne 13. og 14. april, at Hans Nielsen blev skudt. Vidnet svarede, det så han ikke såsom han igen var bortgået, for end der blev skudt.
  4. Når vidnet kom til Hans Nielsens hus, og om vidnet var derinde. Vidnet svarede, at han kom til Hans Nielsens hus først, da Lars Iversen af Gruehuset var inde med Hans Nielsen i sengekammeret.
  5. Om vidnet da så omvundne udridere inde i Hans Nielsens stue, da Hans Nielsen og Lars Iversen var inde i sengekammeret. Svarede ja, udriderne var i stuen samme tid.
  6. Om vidnet ikke [=> AO2 14] så og hørte, at omvundne vadestedridere gik i stuen, larmede og truede, at dersom de indenfor i kammeret værende, Hans Neislen og Lars Iversen mælede et ord, ville de slå døren ned, med flere ord. - Vidnet svarede, at han hørte af vadestedrideren Anders Pedersens mund, som gik til sengekammerdøren og sagde med de ord til Hans Nielsen Kromand, han skulle gå i hans seng. Derpå Hans Nielsen gav til svar, Jeg har betalt det sted, jeg står på ... Udrideren Anders Pedersen gav til gensvar, at dersom Hans Nielsen ikke gik i hans seng, da skulle han læste ham derudi. Og videre blev udsagt af en af udriderne, men hvem af dem var, vidste vidnet ikke, de ville tale med ham, inden de skiltes ad. Derefter gik bemeldte udrider Anders Pedersen til sengekammerdøren med begæring, om han ikke måtte se ind til ham. Derpå gik Nis Jepsen af Vejen og Hans Kromands ældste datter med bedende, at Anders Pedersen udrider ville lade Hans Nielsen være i aften. Svarede derpå, Kan I ikke lade mig se ind til ham engang. Da gik en af udriderne til omvundne dør; men om det var Niels Sørensen eller Anders Pedersen, kunne vidnet ikke forklare. Ikke Heller, hvad ord da faldt. Da dette var sket, kom Las Iversen og Hans Nielsen ud af sengekammeret og satte sig ved bordet i stuen. Hvad ordveksling imellem dem faldt, kunne vidnet ikke erindre, kun så, det bemeldte Lars Iversen og Hans Nielsen gik atter ind i kammeret, og to af udriderne fulgte efter dem til kammerdøren, men hvem det var af de 3 udridere, kunne vidnet ikke forklare, men hørte, at en af de 3 udridere sagde, de havde våren her mange gange, men aldrig havde det været sådant, da nu en af de 2 udridere Anders Pedersen eller Niels Sørensen sagde, Dersom jeg havde en boldøkse (buløkse?), da skunne han nslå i stykker enten dør eller stænger. Hvilken af de ... det var, vidste vidnet ikke. Lidet derefter gik en af bemeldte 3 udridere ud for døren, men hvem af dem det, var vidste vidnet ikke, men hørte dog, da den samme kom ind igen, at han sagde til de andre, som inde i huset var, med de ord, de skulle komme ud, der var folk ude, som ville slå mennesker ihjel. Hvorpå de 2 vadestedridere gik ud imod den tredie, som ordene udsagde; men om de havde deres gevær med, kunne vidnet ikke forklare. Ellers berettede vidnet, at den ene vadestedrider Hans Knudsen var gået ud til ... af stuen i gården, før end den ene af vadestedriderne kom til stuedøren og sagde de omvundne ord, at der var folk ude at slå mennesker ihjel. [=> fol. 102] Mens Hans Knudsen igen ville gå ind, mødte Hans Nielsens ældste datter ham og sagde, Åh, Hans lille(?), lad det nu være i aften. Gav derpå til svar, Hvad kan jeg gøre derved? Men da alle 3 udridere var udgåen, hørte vidnet 2 skud, efter at vidnet var udkommen og gik hjem. Skuddene afgik i Hans Kromands gård, men hvem det var, der skød, vidste vidnet ikke, ej heller, om de 2 skud skete ved en eller 2 personer.
  7. Sluttelig af Bierum tilspurgt, om vidnet ikke er bevidst, at Hans Nielsen siden det ham tilføjede skud med videre imellem d. 13. og 14. april sidst, påfølgende 16. april døde. - Vidnet svarede, at han levede ungefær 24 timer, efter han var bleven skudt. Vidnet havde ikke set nogen med gevær i Hans Nielsens gård uden Lars Iversen i Gruehuset, som gik med en bøsse, efter at de 2 skud i Hans Nielsens gård var afgået; men om nogen var i bøssen, vidste vidnet ikke, ej heller var han vidende om de 3 vadestedridere havde gevær med dem eller ikke.

Grundahl tilspurgte vidnet, om han ikke ved eller har set, at der var klammeri imellem Hans Nielsen og Nis Jepsen af Vejen, og ellers har hørt, at Hans Nielsen udskældte vadestedriderne, før end de efter vidnets udsigende skal have b edt Hans Nielsen at gå til senge. - Vidnet svarede, at da Anders Pedesen bad kromanden at gå til sengs, gik anders Pedersen på gulvet og sagde, Hvad, er vi hunde, vi er jo kongens karle, men agtede ikke, om noget skilte(?) dem.
2: Om vidnet har set eller ved, nogenaf vadestedriderne har stødt eller slagen enten dør eller stolpe eller andet i huset, og overalt om vidnet har set eller ved, at nogen af vadestedriderne har stødt, slagen sparket eller skudt Hans Nielsen og ellers tilføjet ham nogen skade. - Vidnet svarede, han vidste ej noget om omspurgte post at gøre forklaring om.

Bierum, eftersom hr. byfoged Grundahl har formeret adskillige spørgsmål til vidnet, fandt sig foranlediget at tilspørge vidnet, om han har hørt nogen anden at have tilføjet Hans Nielsen nogen skud eller anden overfald end omvundne vadestedridere, samt om han har hørt nogen anden at være Hans Nielsens banemand. Til begge dele svarede vidnet nej, og vidste ingen anden rede at gøre til nogen opslyusning, end hvis han forhen afvunden haver.

Bierum ønskede gerne, at indstævnte og endnu uafhørte vidne Las Iversen af Gruehuset og for denne sinde kunne blive afhørt. Men som aftenen nu påtrænger og man desårsag ikke er forsikret at fået vidnet afhørt, så indstillede Bierum til sættedommeren, enten han nu, neml. vidnet, antages og muligen ikke kan få ham af formeldte årsag på alle sider afhørt, eller og han finder desårsag for godt at opsætte det til i morgen eller næstkommende [=> AO2 15] tingdag, dog med den condition, at parterne kan være forskiret til den tid. sættedommeren sagen i så måde med contraparternes consence opsætter. 7/8.


 

AO2 15:

Torsdagen den 31. juli 1738:

Ebbe Sørensen af Okslund i Lindknud sogn forestillede 2 varselspersoner navnl. Jens Pedersen og Thomas Mortensen, begge af Bobøl, som efter en medhavende memorial havde kaldet her til retten således som folio 103 udviser. De har talt med den indstævnede Christen Andersens  hustru. Ebbe Sørensen fremlagde sit skriftlige indlæg (fol. 103-104). På Christen Andersens vegne indfandt sig Christen Nielsen af Asserbøl og begærede, at retten ville tilholde Ebbe Sørensen at bevise, hvad adkomst han har til det omtvistede stk. kirkeeng. Ebbe Sørensen henholdt sig til sit indlæg og begærede sit forbudsvidne antaget. Retten ville fornemme ved Christen Nielsen, om han havde nogen dokumenter i hænde, hvorefter Christen Andesen kunne være berettiget til engen. Christen Nielsen svarede, ham i så måde var ingen dokumenter leveret. Derefter retten admitterede de 2 såkaldte forbudsmænd, navnl. Niels Pedersen af Okslund og Christen Christensen af Høeled at forklare deres forbud, som var således: At den 18. juli næstafvigte lod Ebbe Sørensen i deres påhør forbyde den indstævnte Christen Andesen, at han ikke måtte befatte sig med græsset eller høet på den omtvistede eng før end sagens uddrag og ej at føre det der fra stedet. Retten resolverede, at siden Ebbe Sørensen her i retten ved tvende forbudsvidner har bevist at have gjort forbud til Christen Andersen ej at bortføre græsset af det stk. eng Lindknud kirke tilhørende, citanten i fæste haver, altså kunne retten ej anderledes se end samme forbud jo lovl. at være og ved magt at stnde; og som græsset ej uden bedærvelse på stedet kan blive til sagens uddrag [=> fol. 103] beliggende, så kan Ebbe Sørensen samme hjembringe, så snart det tjenl. befindes, dog at han først samme ved tvende upartiske mænd samme lader taxere, hvor meget det kan være af værdi. 21/8.


 

Continuationsstævningen fra von Scholten til Estrup til Niels Sørensen Bæcher vadestedrider ved Kolding toldsted formedelst det manddrab på en højbemeldte herres bonde Hans Nielsen i Vejen - at møde torsdag den 24. juli. Stævningen er forkyndt den 28. maj for Niels Sørensen Bechers logement og talt med hans vært Niels Mikkelsen i Seest by. Læst på Nørrejyllands landsting d. 18/6.


 

Varselsmemorial fra Ebbe Sørensen i Okslund til Christen Andersen ibm. Varslet også anmeldt for sr. Anders Lundt på Estrup.

Ebbe Sørensens indlæg i retten til herredsfoged Søren Bierum: Et stykke eng Lindknud kirke tilhørende mig 1729 forundt er i fæste mit livs tid at nyhde, har min nabo Christen Andersenn i Okslund sig dette år bemægtiget at slå, rive og ventelig at  hjemføre. Desårsag for at nyde dito eng herefter, som hidindtil, jeg har været beføjet at lade ham ved tvende mænd forbyde høet derfra at bortføre eller bortføre lade ... ... at Christen Andersen ikke bør eller må befatte sig med høet at bortføre eller bortføre lade, før end han det nærmere ved sagens endelige udfald, om så sker :/ vorder tilladt; men mig, som engen til dato nydet og brugt haver siden 1729 tilladt at hjembringe, [=> fol. 104] på det høet ikke af kreaturerne og indfaldende uvejr skulle blive forødt, hvorimod jeg er overbødig derfor at være responsabel, såfremt han dertil ved sagens udfald og endelige doms afsibgt bedre end jeg :/ der dog aldrig skal befindes :/ kan være berettiget. Beder om, at retten vil pålægge Christen Anderesen at bevise sin adkomst. Beder om 3 ugers anstand i håb, at kirkens patron von Scholten kan komme hjem og sagen mindeligt kan blive afgjort.


 

fol. 104:

Torsdagen den 7. august 1738:

Drabssagen mod vadestedriderne. Otto Diderich Bierum afhører

11. vidne, Las Iversen af Gruehuset:

Bierum begærede, at han ville udsige og forklare alt, hvis han i denne sag kan være vidende til sandheds oplysning, allerhelst af de afhørte er fornemmet, han fra første anfang skal have været til stede på omvundne tid og sted, da Hans Nielsen er bleven skudt og videre overfaldet, og at retten gunstig ville behage hans vidne, ligesom han den udsiger, til protokollen ord efter andet uden nogen andens mellemtale at anhøre. - Grundahl på tilstedeværende vadestedridere Andes Pedersen og Hans Knudsen deres vegne ville have sig forbeholden imod dette vidne til hans agtende protest og påstand i nødige tilfælde og ellers overlod til retten, om vidnet forsvarl. kan accepteres, siden han af de fremførte vidner er overbevist at have været tillige med Hans Nielsen at samle folk med stokke og videre, som [=> AO2 17] vntelig har været årsag til det skud, som skal have træffet bem.te Hans Nielsen. - Bierum agtede ganske unødigt noget på hr. byfoged Grundahls tilførte at replicere, såsom han var forsikret, at retten i anledning af hans maj.ts allernådigste lov admitterede vidnet til forhør og sandheds udsigende. I vidrig fald reserverede Bierum sig, hvad der udi sin tid og på sit sted lovl. kan være at påanke med alle deraf flydende og følgende dependencer. - Retten kunne ikke nægte denne fremstillede vidne, som lovl. er indkaldt, jo til forhør om hans sandheds udsigende i denne sag måtte admitteres. Men hvorvidt samme bør og kan anses, skal ved doms slutning vorde observeret. Hvorpå vidnet Las Iversen forklarede:  At ungefær ved solens nedgang den 13. apr. sidst var vidnet i Hans Nielsen Krlmands hus i Vejen, kom omvundne 3 vadestedridere ind i bem.te kromands hus og begærede en krus øl, hvortil Hans Nielsen svarede, han havde intet. Derpå satte de dem ned, om de fik et glas brændevin eller ikke, vidste vidnet (ikke?). Lidet derefter sagde Hans Nielsen til vidnet, Jeg har en tønde mød (mjød?), som endnu ikke er stukket hul på, jeg vil både for din og disse gode venners skyld stikke hul på den, fordi jeg ingen øl at sæslge dem, så og fordi du drikker intet brændevin, hvorpå Hans Nielsen gik hen og stak hul på omvundne møjdtønde og kom ind med en boutellie mjød til dem. Imidlertid kom en af vadestedriderne med alle tre deres pistoler. Men  hvem af dem det var, vidste vidnet ikke. Samme pistoler lagde de på bænken imellem dem og derhos sagde, Der er vel ingen, som gør vores heste noget, som står uden for døren. Dertil svarede Nis Jepsen af Vejen, som da inde var, de gjorde vel ikke således ved dem, som de gjorde ved Andreases helmisse her af byen, som da gik på Skodborg mark, hvilken de ragede hale og man af, hvorpå en eller to svarede så vidt vidnet kunne skønne af vadestedriderne, det var et skæmstykke. Dertil kromanden svarede, det vidste han ikke, efterdi han var advaret at holde samme helmisse derfra, som ejermanden selv havde sat derover, og tilmed havde den været indtaget i hus, og ville løse den ud. Derpå trættes kromanden og bem.te Nis Jepsen derover; men hvad ordene var, kunne [=> fol. 105] vidnet ikke erindre sig. Men kom dog så vidt, at Hans Nielsen rakte over med hans hånd i Nis Jepsens hår; da dette skete, talte udriderne nogle ord iblandt, men hvad ordene var, vidste vidnet ikke, men blev talt af Anders Pedersen eller Niels Sørensen, om ikke af dem begge. Da sagde vidnet til udriderne, Lader sådan snak fare, og snak om noget andet; I kender manden tilforn, og er en gild mand, han vil gøre eder al den tjeneste, han kan, hvorpå blev svaret, ja, det vidste de nok. Men Niels Sørensen udrider og Hans Kromand blev endda ved med nogen ordveksling; menhvad ordene egentl. var, kan vidnet sig ikke erindre, undtagen den enesage, det var ret og den anden sagde, det var uret, hvorpå bemeldte Niels Sørensen stod op fra bordet og slog Hans Nielsen først under det ene og siden under det andet øre, da vidnet gik om fra bordet, tog kromanden om livet og førte ham ind i sengekammeret plå sengen udi sine klæder. Men Kromanden ville op og ind i stuen til dem igen. Imidlertid sagde Hans Nielsen til vidnet om Nis Jepsen, Der kan du se, hvilken karl den hund han er, han har voldt mig dette her. Og videre sagde Hans Nielsen til vidnet, Hvad vil de hunde gøre mig; men navngav ingen. Da dette var sket, kom alle tre vadestedridere til bem.te kammer, og Anders Pedersen sagde, Vi vil have ham her ud, eller, Han skal her ud til os; men hverken af ordene det var, vidste vidnet ikke. Men vidnet gik til dito dør, og Hans Nielsen blev tilbage indenfor kammeret. Men alle trende vadestedridere stod på gulvet uden for døren, og vidnet stod med døren i hånden og bad bem.te vadestedridere så vel som børnene i huset bad og, at Hans Nielsen måtte blive inde i kammeret, hvortil Anders Pedersen sagde til vidnet, Går du ikke fra døren, så skal jeg slå dig for dit hoved, du skal styrte, og vendtge den store ende af hans i hånd havende pisk i vejret, men slog ikke. Da sagde vidnet til dem, Da er det langt fra, jeg kan drages med eder om ham; gik så fra døren med de ord, Så I ham der, så kan I, eller får I, at gøre ved ham, hvad I vil. Derpå gik Hans Nielsen i stuen til dem, og vidnet fulgte efter fra tit bemeldte kammer, [=> AO2 18] hvorpå vidnet satte sig bag ved bordet på bænkenl neden for vadestedriderne, og Hans Nielsen satte sig næst hos, hvorpå, efter nogen ord passerede imellem Niels Sørensen og Hans Nielsen, men hvad ordene var, erindrer vidnet ikke, hvor da kromanden sagde til Niels Sørensen, Du skulle ikke slå mig, bette bror, dersom vi var ene to, men derpå faldt ord, hvad, det vidste vidnet ikke at forklare, hvorpå titbemeldte Niels Sørensen, som sad ved kanten af bordet, stod op og gav Hans Nielsen ørefigen, først under det ene, siden under det andet øre. Da Hans Nielsen havde fået disse ørefigener, stod vidnet op for at ville have Hans Nielsen ind i kammeret igen, da imidlertid vidnet stod op og havde ryggen omvendt til Anders Pedersen vadestedrider, fik vidnet et slag over hovedet, men så ikke, Anders Pedersen gjorde det; men var der ingen anden end Anders Pedersen bag ved vidnet, så vidt han erindrer. Derefter kom vidnet og Hans Nielsen ind i kammeret igen. Menhvordan vidnet og Hans Nielsen kom derind, vidste han ikke, formedelst den slag, ham havde fået over hovedet. Da vidnet kom inden kammerdøren, svinglede han af samme slag. Derefter kom Hans Nielsens ldste datter Maren Hansdatter i kammeret, lukkede døren til med sigende til hendes fader, For Guds skyld, ti stille, se, hvordan vidnet Las Iversen ser ud i hans ansigt, og vidnet bad tillige, han dog ville tie stille. Derpå blev talt af udrideren Anders Pedersen, Havde jeg en økse, skulle jeg slå dør eller stænger ned, dersom jeg hører et ord mæle derinde, så skal I få, hvad dagen hører til. Da sagde vidnet til Hans Nielsen, formedelst han blev bange for de ord, han hørteså også fordi han vidste, Hans ielsen ikke kunne tie, formedelst han altid stod på hans ret, Er her ingensteds, vi kan komme ud. Nans Nielsen svarede, Hewr er ingensteds uden et lidet vindue, om vi der kan komme ud, ved jeg ikke. Derpå vidnet svarede, En vindue mere eller mindre kan ikke hindre. Ordene var næppe udtalt, før end kromanden havde vinduet udslagen og var allerede derude igennem, hvor da vidnet bad Maren Hansdatter, som var i kammeret, hun ville stå og klamre(?) ved klinken på døren, medens vidnet krøb ud igennem vinduet, på det vadestedriderne ikke skulle blive det var; og var foruden klinkenn muligen en lås, som vidnet dog ikke ved. Imidlertid kastede vidnet sin kjortel af og gav sig til vinduet for at krybe derigennem, som han også kom ved Hans Nielsens hjælp, eftgersom vinduet var liden. Og da de begge var kommen af haven ud på gaden, sagde Hans Nielsen til vidnet, Hvor skal vi hen nu, jeg fryser(?). Dertil vidnet svarede, Lad os gå et andet sted hen i byen. Dertil Hans Nielsen svafede, Nej, jeg vil ind i mit eget hus og se, hvor det går til. Da kom Hans Nielsens svend Laurs Andersen til dem på gaden; til ham sagde Hans Nielsen, Hent mig [=> fol. 106] Knud Jepsen og Hans Poulsen for at styre den overlast eller gevalt ham skete i hans hus. Derpå vidnet gik fra Hans Nielsen, som blev stående på gaden, neder i byen til Søren Møller med begæring, han ville komme op til Hans Nielsens, der var kommen uenighed imellem Hans Nielsen og udriderne, med de ord, han ville tage en med sig, om han ville, ikke for I skal gøre nogen klammeri, men for at se til, om det går ret til, om I har bedre forstand end vi andre. Derpå gik vidnet alene om ad kroeret og kom uden for kromandens led, hvor Hans Nielsen stod tillige med Knud Jepsen og Hans Poulsen, men om flere var, vidste vidnet ikke, såsom det var mørkt. Da sagde Hans Nielsen til vidnet såvelsom de andre, Kom nu, nu vil vi gå, hvorpå de fulgtes med Hans Nielsen ind i gården. Og så vidnet da en af omvundne vadestedridere lstod uden for døren ved deres heste, men hvor af dem det var, såsom det var mørkt, vidste han ikke. Og gik samme person ... ind ad døren fra hestene og talte til de andre tvende, som var indenfor, Kom med eders gevær, her er folk uden, som vil slå mennesker ihjel. Og da vidnet hørte, at udriderne udkom og vidnet så sig om tilbage, så han de andre løbe, som var hos vidnet og Hans Nielsen. Derpå vidnet sagde til Hans Nielsen, Det tjener ikke at komme ind, kom, lad os gå, og Hans Nielsen fulgtes og med ham, men før end de kom af gården, kunne vidnet både høre geværet klikke og se glimt af pistolerne, som da slog fejl, men om det var af een eller to, vidste vidnet ikke. Straks derpå gik et skud af udriderne, som ikke træffede, så vidt vidnet ved. Derpå vidnet såvel Hans Nielsen og medværende gik uden gården vesten toften; da sagde Hans Nielsen til vidnet, Kom, lad os gå ind til dem. Vidnet svarede, Nej, Hans, lad os blive ude, det tjener intet, fordi vi begge har små børn, med tillæg, at vidnet om han ville gøre det, så kunne han nikke forsvare det. Hans Nielsen dertil svarede, Er du bange, eller er I bange, som var det sidste ord, vidnet talte med Hans Nielsen i denne verden. Og gik da Hans Nielsen derfra om i gården, så vidt vidnet ved ene, og hørte vidnet, Hans Nielsen sagde, Har I lyst at skyde, så skyd. Skyder I een, så er her flere igen; vi har og at skyde med, da dog ingen af dem havde noget at skyde med, enten vidnet, kromandenn eller hosværende. Derpå gik det andet skud af fra Hans Neilsens dør i gården. Og sagde vidnet, at der var ingen anden end omvundne vadestedridere, som havde skudt, og skød som meldt. Hørte derpå, Hans Nielsen sagde, Nu har I skudt mig, nu vil jeg gå ind til eder, så må I gøre ved mig, hvad I vil. Og så vidt vidnet kunne fornemme, satte Hans Nielsen sin i hånd havende kæp op til gærdet og gik så ind i sin hus og stue. Men om vadestedriderne fulgtes med ham, var førend, eller kom, siden han var indkommen, vidste vidnet ikke. Noget derefter hørte vidnet, da han stod på gaden uden gården Hans Nielsen gav og klagede sig inde i huset meget ynkeligt. Da vidnet hørte det og ikke turde komme i gården, løb han om vesten(?) den østre stuevindue for at se, hvad indenfor passerede, om muligt var, og da vidnet kom til vinduet, kom mromandens datter Maren Hansdatter til [=> AO2 19] vidnet og sagde til vidnet, Kom ind for Guds skyld, de slår min fder ihjel. Vidnet svarede, han turde ej komme ind, han havde to bare hænder, Kommer jeg ind, s slår eller skyder de mig. Derpå sagde hun, Her er min faders bøsse, som af vinduet blev udrakt, og da vidnet fik den i sin hånd, trak han ladestokken ud at fornemme, om den var ladt, men som den fandtes tom og havde intet at lade den med, sagde han, Hvad skal jeg gøre med den tomme bøsse, og imidlertid dette skete, kunne vidnet se ind ad vinduet igennem døren, som stod åben imellem samme stue, som vidnet stod uden for, og den stue, som vadestedriderne og kromanden var inde, og kunne vidnet ikke se uden tvende af vadestedriderne inde hos Hans Nielsen, men hvo af dem det var, kunne vidnet ikke sige, eftersom han intet kunne se hovedet af dem, formedelst døren var så lav. Men vidnet, som havde hørt Hans Nielsen klaget sig før, holdt op at klage sig, og så vidnet ikke, at de tvende hos ham værende vadestedridere rørte ham med hug, stød, slag den gang, langt mindre forhen uden alene de ørefigner, som afvundet er. Og kastede vidnet den bem.te tomme bøsse fra sig og ville gå om i gården, da ham i møde kom titbenævnte kromands sidste kones moder navnl. Bodil Hanskone af Vejen, til hvem vidnet sagde, Haver I været inde i kroeret, hvordan går det derinde. Dertil hun sagde, det er gået ilde til, han, neml. kromanden, lever ikke. Da svarede vidnet hende og sagde, Hvordan skal det gå til, vi skkulle have dem i arrest, om vi kunne. Hun svarede, Nej, ingenlunde, nu vil jeg lade dem drage af. Og havde vidnet, imidlertid han dette talte, en anden bøsse i hånden, men hvem han fk den af, vidste han ikke, og så (vidt) vidnet kan erindre sig, var det bleven ham sagt, samme bøsse var ladt. Gik så om tilbage om i toften, da alle trende vadestedridere kom straks ridende ud af Hans Nielsens gård østerpå, og en af dem vendte sin hest, han på sad ind ad gården igen sigende, Her er karle. Og så vidt vidnet kunne skønne på hans røst, dog ikke til visse :/ var det Niels Bæcker, og var det vidnets forsæt at ville tale til vadestedriderne, de skulle blive til stede og svare til deres forøvede gerninger, var og vidnets tanke, ifald de ikke villet blive til stede, da at have skudt en af deres heste under dem for at kunne få dem fast, men vidnet kunne ikke føre ordet ud for hæshed. Langt mindre kunne skudt bøssen af foirmedelst en gieck, som var for låset, den vidnet ikke forstod sig på at trække. Og red så vadestedriderne alle bort. Og i øvrigt forkarede vidnet, det han ikke haver set eller er vidende, at omvundne vadestedridere, en eller flere, er tilføjet nogen overfald omvundne tid, enten med hug, stød, skud eller slag enten af Hans Nielsen eller nogen anden, hvorved vadestedriderne kunne være nødtvungen at skyde eller slå Hans Nielsen [=> fol. 107] af nogen årsagel. nødværge. - Videre af Bierum tilspurgt, om vidnet ikke er vitterligt, det Hans Nielsen, efter at han af påvundne udridere ... tid var bleven skudt og overfaldet, derefter den 16. dito ved døden afgik. Vidnet svarede, eftersom han ikke var der i byen, så blev det ham således sagt af andre, som og at han hverken ved, ikke heller har hørt eller set nogen anden at være afdøde Hans Nielsens banemand uden alene titbemeldte påvundne vadestedridere, men kunne ikke forklare, hvad for en af dem eller flere det været haver, som er gerningsmand eller -mænd.

Hr. byfoged Grundahl tilspurgte vidnet:

  1. Om vadestedriderne ikke kom ind i kromanden Hans Nielsens hus og skøttede dem selv, indtil de blev tiltalt og Hans Nielsen ytrede klammeri med Nis Jepsen. Vidnet svarede, at de vel, da de indkom i huset, var fredelige og Hans Nielsen og Nis Jepsen havde ord sammen.
  2. Da Niels Sørensen Bekker skal have slaget kromanden under øret, om ikke da Hans Knudsen en gang og en anden gang Anders Pedersen vadestedrider skilte kromanden og Niels Bdekker ad. Svarede, han så nok, at der var ord, men ikke så, at de skilte dem ad.
  3. Siden vidnet har forklaret, at kromanden Hans Nielsen inde i hans kammer skal have sagt, Hvad vil de hunde mig, så er spørgsmål, om der var andre inde i stuen, som disse ord kunne være ment eller blev talt til, end vadestedriderne. Svarede, Nis Jepsen var i stuen tilige med vadestedriderne, da disse ord blev talt, men kromanden nævnede ingen, som tilforn af vidnet er forklaret.
  4. Siden vidnet har forklaret, at han svinglede ved det slag, han fik, så er spørgsmål, om han svinglede overende eller blev stående på hans ben. Svarede, han svinglede over på noget inde i kammeret, men faldt ikke ned på gulvet.
  5. Da kromanden og vidnet hentede folk ind fra byen, som forklaret er, så tilspørges, om der ikke samme tid blev sagt, at de skulle forsyne dem med stok, stave eller andre ting vadestedriderne at tilføje skade eller overfald. Vidnet svarede, det vidste han intet af.
  6. Om vidnet da ikke ved eller har set, at de, som blev indhentet af vidnet, Hans Nielsen og den sidstmeldtes karl at var forsynet med kæp, stave og gevær i gården. - Svarede nej, det så han ikke.
  7. Da vidnet har afvundet, at en af vadestedriderne kom ind fra gården og talte til de andre, de skulle komme ud, der var folk, som ville slå mennesker ihjel, om ikke bem.te vadestedrider før var bleven slagen af kromanden Hans Nielsen med et stykke træ, han havde i hånden. Svarede, han dertil intet fornam.
  8. Om vidnet ikke ved, at det var Hans Knudsen, der stod udenfor, efter at kromanden var skudt. Vidnet svarede, kan kunne ikke formedelst mørket, kende, hvem det var, men havde det nok hørt af andre, at der var Hans Knudsen.
  9. Om vidnet ved eller har set, at Hans Knudsen eller anders Pedersen vadestedrider øar rørt eller slaget Hans Nielsen Kromand eller tilføjet ham ringeste skade. Svarede nej, det havde han ikke set.
  10. Om vidnet da ikke ved eller har hørt, at i de dage, da det klammeri forerfaldt var nogen øxnedrift på færde og skulle [=AO2 20] drive ... Vejen forbi. Vidnet svarede, at han hørte det sige af Jens Hjuler af Vejen den samme dag, som Hans Nielsen blev opskåren, at der skulle være nogle stude mellem Vejen og Vejen mølle, men vidnet havde selv ikke set dem, ej heller berettede Jens Hjuler, hvis de var, eller hvor de skulle hen.
  11. Om vidnet med sandhed kan sige, at nogen af vadestedriderne rørte nogen pistol inde i stuen eller og om Hans Knudsen, som stod uden for, havde nogen i hånden eller ved sig. Svarede, de rørte ikke deres pistoler inde i stuen, da han så eller ved. Vidste ikke heller, om den, som stod ved hestene, havde nogen pistol ved sig eller ikke.

Mons. Hans Kragh af Ribe mødte og i anledning af hr. byfoged Grundahls til vidnet fremsatte 2. og 9. spørgsmål årsagedes at tilspørge vidnet:

  1. Om han ved eller så, at Niels Sørensen Becker enten med hug eller slag tilføjede kromanden Hans Nielsen anden skade end som forhen omvundne ørefigen. Vidnet dertil svarede nej.
  2. Tilspurgt, om ikke de tvende andre vadestedridere var i ordkrig og klammeri lige så vel med Hans Nielsen Kromand som Niels Sørensen Becker. Svarede, at vidnet havde hørt at de 2 vadestedridere havde haft ord med Hans Nielsen, men om Hans Knudsen var deri med, det vidste vidnet ikke.
  3. Tilspurgt, hvis flint det var med omvundne gik, vidnet sidst blev leveret. Vidnet svarede, at han ej vidste andet, end som det jo var Nis Jepsens af Vejen.
  4. Om vidnet ved, hvor samme flint vr eller hvo den i hænde havde, da den omvundne anden skud afgik. Vidnet svarede, det vidste han ikke, mente den lå ved Nis Jepsens toft(?).
  5. Tilspurgt, om ikke andre i omvundne mørke kunne have skudt vidnet uafvidende. - Vidnet svarede, han vidste ikke andre der skød end som omvundne vadestedridere, fordi der var ikke andre, som havde bøsse før end skuddene af omvunde udridere var sket, der forhen forklaret er.

Sluttelig af mons. Bierum tilspurgt, om han intet videre til denne sags oplysnig var bevidst eller at have fordulgt, og om han derpå såvelsom hvad han afvundet hav er, at kan gøre sin ed med en god og frelst samvittighed sandhed at medføre. - Vidnet svarede, han havde intet dulgt, ikke heller vundet andet, end han med god samvittighed kan bekræfte, og derpå frembød sin ed.

Mons Bierum producerede en continuationsstævning de dto 31. juli sidt (fol. 111), hvilke 2 indstævnede synsvidner Bierum ville begære af retten måtte admitteres deres forrettede syn at forklare, som og hvad Hans Nielsen samme tid med dem talt haver.  -  Grundahl, som fornam, at mr. Otto Diderich Bierum fremstiller i dag Laurids Andersen og Hans Poulsen til at vidne i denne sag, hvori de tilforn har aflagt vidnesbyr og samme bekræftet ned deres korporlige ed i særdeleshed med den forklaring, at de ikke vidste mere til sagens oplysning, hvorefter de og fra retten er bleven demitteret, da [=> fol 108] såfremt at vidnerne Hans Poulsen og Laust Andersen skulle imod forhåbning vidne andet og mere, end hvis de forhen har afvundet og været bevidst, der i så måde skulle gåre deres vidnesbyrd suspekt, vil Gruindahl sig sin ret reserveret til de ...lovlig påanke og modsigelse og over alt formoder, at retten behagelig tager dette i betragtning og ikke så lellel. tillader, at de bekræfter noget ved ed, som de en gang ikke har vidst ved deres forrige udsagn at forklare. - Bierum replicerede kortel. og for det førsrte gav retten til kende aldrg at have været bevidst, det afdøde Hans Nielsen var besigtiget af nogen anden end doktoren og barberen, før end efter at han sidst var kommet fra tinget i denne sag, da han blev sagt, at dito Nielsen udi sin levende live af nærværende tvende synsmænd og var blevet synet. Desårsag Bierum ikke har vidst at kunne føre samme som vidner før, ikke heller  ved retten ved spørgsmål til dem sig derom har kunnet erkyndige og derfor dem til idag lovl. har ladet indstævne deres forrettede syn med videre efter stævningens indhold at forklare, ingenlunde stridende imod, hvis de i drabssagen haver afvunden om, hvilke af påvundne vadestedridere samme kan have forøvet. Vil defor tjenstl. formode, at hr byfoged Grundahls fremsatte påstand ikke kan eller bør forekomme bem.te synsvidner de jo efter loven at må tillades deres forretning med videre efter stævningens tilhold bør at aflægge og forklare. - Grundahl, som af mr. Bierums tilførte fornam og eller haver hørt, at doktor Anchersen og feldskærer sr. Schultz haver gjort syn og sectionsforretning på den afdøde, hvilken forretning Grundahl formener, når samme vorder fremlagt, tilstrækkel. oplyser og forklarer den afdødes skade, som disse fremstillede vidner vel ikke kan forandre, så foruden Grundahls forhen tilførte, som han herved igentager, fornemmer han, at velbem.te hr. doctor og feldskærer burde stævnes til vedermæle, om noget stridigt imod forbemeldte sektion skulle forefalde, hvilket Grundahl til rettens lovforsvarl. observation og behandling indstiller. - Bierum erklærede endnu, det han aldrig har været mindrfe intentioneret at føre allerringeste stridbar imod denne af hr. Grundahl omrørte sektion, er derfor og unødig vedkommende at lade stævne, men om disse synsvidner kunne gøre nogen ydermere forklaring om Hans Nielsens udvortes tilstand, som i hans levende live ved deres syn kunne have set og fornemmet, bliver det vel og som lovbiligt tilladt som og, hvad han mundtl. samme tid kunne have bekendt, om den af påvundne vadestedridere samme tilføjede skud og overfald, om deraf noget kunne opdages til ydermere oplysnintg, hvo der egentl. af bem.te vadestedridere har været Hans Nielsens banemand. Det Bierum endnu som forhen indstillede til dommerens lovforsvarl. behandling. - Retten resolverede, at ihvofvel de fremstillede tvende mænd sidstafvigte 24. og 25. juli her ved retten har aflagt deres vidne om, hvad dem var bevidst angående omgangen med Hans Nielsen af Vejen, men som actor erklarer samme tid ikke at have været videnden, at den afgangne Hans Nielsen, mens han endnu levede, havde synet, da som de samme deres forretning endnu ikke har aflagt så vel som og nogle ord, Hans Nielsen til dem skal have udsagt samme tid, så understod retten sig ikke at afvise [=> AO2 21] samme vidner, men de at forklare deres forretning så vel som og, hvis ord de af Hans Nielsen hørt haver under eds stadfæstelse, når deres udsagn ikke strider med deres forhen aflagte vidnesbyrd, hvorefter de tvende synsvidnerHans Poulsen og Laurs Andersen, begge af Vejen, frmestod og forklarede således: At de den 14. apr. sidst, da Hans Nielsen og provsten hr. Niels Bützow ibm. ved Hans Nielsens søn havde sendt bud til vidnerne, at de ville komme i Hans Nielsens hus og syne ham, hvorpå de straks gik derhen og fandt Hans Nielsen Kromand på sin seng,d da han tog klæderne til side, kunne se fem huller i låret og tvende ved hoften, som var gået igennem bukselinningen ind i kødet så vel som de andre ommeldte fem; og befandtes, alle disse syv huller var skudt med små rendkugler eller hjortehagl. Men hvorvidt samme var gåen ind i kødet, vidste de ikke; så ej heller anden såremål på ham. Men Hans Nielsen sagde til dem, neml. vidnerne, De havde sparket eller trådt mig ved mit lønlige lem, så jeg hverken kan lade mit vand eller gøre mit behov, hvor skulle jeg da leve. Men sagde ikke til dem, hvem det gjort haver, så vel som ikke forevist dem nogen skade på hans legeme videre end meddelt er. Hvorpå de aflagde deres ed efter loven således i sandhed at være.

Anders Pedersen og Hans Knudsen fremstod i egne personer, som deklarerede, at ihvorvel de ikke ved, hvem vidnerne efter Hans Nielsens foregivende ord og tales meninger den afdøde haver beskyldt, ej heller nogen navngivet, så dog for at forekomme al suspiction, som dem i så måde uskyldig kunne anrøre, erbyder de deres saligheds ed enhver især, at de ikke har tilføjet den afdøde Hans Nielsen enten slag, stød, spark eller tråd, ejheller skud, eller i ringeste måde rørte ham til nogen skade, men de begge i så måde ganske og aldeles uskyldig, isærdeleshed Hans Knudsen vadestedrider, som under samme eds tilbydelse erklærede, at han ikke engang har været inde i stuen, efter at Hans Nielsen skal være tilføjet omvundne skud, og end ikke talt ham, mindre, som før er meldt, rørt ham til skade.

Hans Kragh ej alene protesterede imod bem.te tvende vadestedrideres tilbudne ed, men endog tilspurge dem begge, om de da kan sige, at Niels Sørensen Bæcker har sparket eller trådt bem.te Hans Nielsen. Hans Kundsen svarede, han var ej derinde og havde det ikke set. Og Anders Pedersen svarede, han vidste det heller ikke. Fremedeles blev Hans Knudsen tilspurgt, om han ved, hvem de af vidnerne omvundne tvende skud haver gjort, hvortil Hans Knudsen svarede, at Anders Pedersen gjorde det første skud, som ikke træffede, og Niels Sørensen Bæcker den anden skud, som træffede. Årsagen hvor[=> fol. 109]for de skød, var den, at da Hans Knudsen kom ud at ville se til deres heste, befandt han, at kromanden Hans Nielsen havde samlet folk sammen, og så tvende karle kom gående hver med en kæp i hånden; da han dette så, gik han straks ind i stuen igen til sine kammerater og Nis Jepsen i Vejen, som sad derinde. Da sagde Hans Knudsen til sine kammerater, Lad os tage vor gevær og ride vor vej, her er folk ude, som vil slå mennesker ihjel. Derpå tog de alle tre deres gevær, og Hans Knudsen gik først ud af døren, og idet han treent ud af døren, kom en med et stk. træ og slog ham over hans bryst og højre arm, men hvem det var, vidste han ikke, hvorefter Hans Knudsen retirererede sig hen bag Niels Sørensens hest. Imidlertid gik det første skud af, som anders Pedersen skød og ikke træffede. Da dette var sket, råbte Hans Nielsen, så vidt Knudsen af røsten kunne høre, Har I intet mere lod og krudt at skøde med, så har vi. Skyder I een, såskyhder i ikke flere. Og så han, da han stod og så over manket på Niels Sørensens hest, at en kom gående med et stk. træ i hånden og slog Niels Sørensen først en slag og lidet derefter et andet, men om det var een person, der slog begge slag, vidste han ikke, såsom det var mørkt og Hans Knudsen var bange. Derpå efter sidste slag Niels sørensen optrækkede sin pistol og skød det andet skud, som træffede Hans Nielsen, sigende derhos, Skyder I andre fejl, da skal jeg ikke skyde fejl. Da Hans Nielsen sagde, Nu er jeg skudt i mit lår, nu vil jeg gå ind. Derpå han og gik ind, og Andes Pedersen og Niels Sørensen Bæcker fulgtes ind med ham. Men Hans Knudsen blev uden for ved hestene og siden var ikke derinde.

Som mr. Kragh har lovbilligen protesteret imod de tvende nærværende vadestedrideres Hans Knudsens og Anders Pedersens anbude ed, så lod Bierum derved bero og ankommende på vedkommende under- og overdommers retsindige betænkning, om de deres udsagn ved ed bør stadfæstge eller ej, og hvorvidt de i deres udsagn troværdig kan anses, ellers er det Bierum ganske kært, om de selv er så liber og fri i denne sag, som de siger sig at være. Den anbudne ed understod retten sig ikke at modtage, siden de alle tre er søgt for gerningsmænd og ved doms afsigt vel bliver observeret.

Dræbte og afdøde Hans Nielsen hans omvundne datter navnl. Kirsten Hansdatter i 11 eller 12 år, der har skreget og råbt, da hendes fader udi huset af omvundne vadestedridere skal være bleven slaget og sparket eller stødt, da han så ynkel. gav sig, klagede og råbte samt bad, de dog ikke ville træde og slå ham ihjel, efter at han af dem i sin gård var bleven skudt, :/ som her ved retten til stede er, Bierum tjenstl. begærede at måtte tages i forhør over de fornødne spørgsmål, retten af ham overleveredes, og at han af retten alene uden nogen parternes eller andres mellemtale bliver afhørt og tid tilladt til at betænke sig til at svare, hvad hun efter så lang tids forløb sig ved og kan erindre. Til Bierums

  1. spørgmål svarede hun ja, at de tvende omvundne vadestedridere var i hendes faders hus omvundne tid.
  2. Svarede, at hun ikke så hendes fader, da han indkom i huset, efter han var skudt, ej heller ved, hvem der kom ind med ham. [=> AO2 22]
  3. Hun hørte nok, det skræppede i stuen, som hendes fader var inde, og der var en derinde, som hun først sagde, det var en, der hed Anders, siden sagde hun, at hun vidste det ikke, hvo det var.
  4. svarede, hun så hendes fader nedslagen på jorden og en af vadestedriderne stod over ham, og det var Anders vadestedrider, som her er inde(?). Da løb vidnet ud og græd og sagde intet, såsom hun var bange. Om der var flere udridere derude end den ene, vidste hun ikke.

Bierum begærede af retten, at de tvende tilstedeværende vadestedridere måtte indkaldes for hendes øjne her ved retten, om hun da kan gøre forskel, hvad for en af dem, der hedder Anders som værende hos hendes fader. Som og skete. Og der hun så dem begge, viste hun på den person i de grønne klæder, som var den samme, nemlig Anders Pedersen vadestedrider, den hun sagde har stået over hendes fader, da han lå nedslaget på jorden, men så ikke at bem.te udrider slog hendes fader eller slog ham ned, såsom hun var i madkammeret (målkammeret?), som hun forhen forklaret haver. - Bierum, som havde mere nødvendig under dette tingsvidne at fremføre, men som det nu er ften og derfor ej kunne ses i protokollen at skrive og intet lys var ved hånden, så begærede Bierum, at der dermed måtte have anstant til i morgen, hvad tid retten behager at sætte. - Grundahl reserverede sig sin undsigelse imod dette fremstillede barns vidne til i morgen at besvare. - Siden mørket påtrænger og parterne har mere under dette tingsvidne at føre, så bliver sagen efter deres begæring opsat til i morgen klokken 8 slet, da parterne og de 8 stokkemænd til samme tid haver at møde.

AO2 22:

Fredagen den 8. august 1738:

Grundahl ifølge hans i går aftes tilførte reservation imod dette lille, umyndige barn Kirsten Hansdatters udsigende fremstillede vadestedrider Anders Pedersen, som igentog hans forrige erklæring og tilbydelse imod de igår fremførte synsvidner og fremdeles erklærede under hansw forrige tilbud som leldt at han ingensinde har stået over den afdøde og allermindst tilføjet ham ringeste skade eller slag, hvilket han med god samvittighed kan bekræfte, ejheller ham i ord noget tenteret eller hjulpet til den skade, den afdøde skal være tilføjet, så han er forsikret, at dommeren ikke reflekterer på så lidet et umyndigt barns udsigende, som ikke selv ved eller forstår nogen forklaring i så måde at give. Grundahl reserverede sig ellers sin ret til modsigelse og påstand i nødige tilfælde imod hvis som afhørt og passeret er inden sagens uddrag. - Bierum havde med største forundring anhørt ædle byfoged Grundahls tilførte, thi hvad han fremført haver, befinder Bierum ikke af nogen betydenhed at være til denne sags oplysning, der af Bierum søgt er og søges, heller i ringeste måde kan validere. Hvorvidt den anbudne ed kan være acceptabel, lader Bierum bero på rettens lovforsvarlige behandling. Ellers som Bierum formoder, retten noksom er oplyst af hvis i denne sag [=> fol. 110] ført er, at det er soleklart, ingen anden er eller været haver Hans Nielsens banemand end påvundne vadestedridere, at retten hos de tvende af samme, neml. Hans Knudsenn og Anders Pedersen, der her i retten med deres i denne sag konstituerede fuldmægtig ædle hr. byfoged sr. Grundahl fremæsker ... ... ... ... ... - Grundahl agtede unødigt at besvare Bierums første tilførte, men hvad det sidste angår, angående det æskede salvemocedatum (?), som bemeldte vadestedridere Anders Pedersen og Hans Knudsen allernådigst er bleven meddelt, så foruden at deraf såsnart samme blev indhentet, er tilskikket hans ecellence hr. ... stiftbefalingsmand en rigtig verificert genpart til vadestedridernes sikkerhed og fri frelse til og fra retten, så erbyder Grundahl sig til den tid sagen igen her foretages at forevise original ... ... ... - Siden at hr. byfoged Grundahl efter actors amodning ikke nu har den æskende salvomocondatum på de tvende vadestedridere, dom de allernådigst skal have erholdt, men erklærer til idag 14 dage, rettere sagt igår 14 dage, som er den 21. aug., at forskaffe og indlevere en rigtig verificeret kopi under magistratens hænder i Kolding, tillige erklærer desforuden at være ansvarlig for vadestedriderne Anders Pedersen og Hans Knudsen, når sagen til første session her igen vorder foretaget, dem her igenn for retten at præsentere, ifald ermeldte allernådigste kgl. benådning ikke skulle være så tilstrækkelig, som ske burde, eller og imod forhåbning skulle dermed udeblive, og desformedelst at allernådigste salvomocondatum bør i akten indlemmes, så bliver dette tignsvidne usluttet indtil førstkommende 21. aug., hvilket tjener parterne til efterretning.


 

fol. 110:

Torsdagen den 14. august 1738:

På velærværdige hr. Maturin Castensens vegne af Jerne for retten fremstod Jens Rask fra ibm. og for det første producerede en stævning (fol. 111), dernæst den i stævningen ommeldte forbud (fol. 112). Terman Madsen fra Nielsbygård mødte ikke alene på de af hans bønder og tjenere, som idag ikke ved retten har indfundet sig, men endogså på vegne af en del af øvrige sognebeboere, som ikke er mødt. (Han påpeger, at stævningen ikke er korrekt, og at der ikke er sikkerhed for, at alle pågældende faktisk er blevet stævnet, og betvivler også, at Jens Rask faktisk er autoriseret af Maturin Castensen til at møde i retten. Jens Rask får foretaget et opråb af bønderne fra Lindknud sogn, og det viser sig, at der mangler en hel del.) - Retten resolverede, at siden hverken stævning eller forbud lovligt er beediget og tilmed størstedelen af Lindknud sogns beboere er udeblevet, så kunne retten ikke anse stævning og forbud for gyldige. Og Jens Rask bør fremvise autorisation; men da han har erklæret, at mag. Maturin var svag og ej selv kunne komme til tingen, så kunne retten ikke afvise ham for denne sinde; men skule magisteren ville bruge ham fremdeles i sagen, skulle han lade sig hans maj.ts allernådigese forordninger derom være efterrettelig. - For proces og vidtløftighed at evitere erklærede og tilstod Jens Rask på Maturins vegne, at dersom samtlige Lindkund sogns beboere ved 4 mænd af sognet lvil indestå at svare og betale årl. til magisteren for konge-korntienden 42 rdl. årl. i 3 år at regne fra nu og til 1740 års udgang, så bliver dem samme herked accorderet, og dersom bem.te sognemænd godt synes, fremdeles efter 1740 års forløb i lige møde vil beholde samme tiende og ikke den efter et halvt års forløb lovl. opsiger, da skal og må de ligeså beholde tienden for årl. afgift 42 rdl. 5 mk. 8 sk., og den samme ej højere opføres, og skal de så enten ved kontakt eller fæstebrev på begæring vorde meddelt samme at beholde, og bretaler Maturin selv alle kgl. skatter, ord. og extraordinære fra dato. Og at afgivten vorder betalt af sognemændene til de 4 mænd, som måtte indestå for betl. inden juleaften, som de 4 mænd igen udbetaler og leverer Maturin Castensen i Jerne præsegård inden hvert nårs nytårsdag. - Derefter fremstode Christen Nielsen af Asserbøl, Ebbe Sørensen af Okslund, Las Sørensen af Klelund og Jens Sørensen af Vittrup, som tilstod på sognemændenes vegne at være fornøjet i alle måder og indestår ligeledes ltil forberørte tid, neml. hver nytårsdag, i ovenmeldte 3 år at svare og betale til mag. Castensen i Jerne præstegård den årl. tiendeafgift, som den idag er accorderet i trende år, hvorimod de vil formode, at de sig af tienden hos de modvillige tiendegivere i bem.te åringer måtte accomodere ligesom tiendeejeren selv, hvilket Rask tilstod dem, så længe de fulgte hans kgl. maj.ts lov og forordninger. - Efter denne sluttede forlig, [=> AO2 24] som på begge sider holdes ubrydelig, bliver forbudet med sin stævning frafalden, og Jens Rask efter alt passeret tingsvidne beskreven tilladt og de 4 mænd på samtlige sognemændenes vegne genpart, som og af retten blev stedt.


 

AO2 24:

Følger her indført en continuationsstævning udi drabssagen på folio 109 citert sålydende: Stævningen gælder de 2 mænd, der synede Hans Nielsen inden hans død. Stævningsmændene er Jens Poulsen og Peder Ibsen, begge af Vejen.


 

 

Mag. Maturin Castensens stævning til Lindknud sogneænd angående et til dem ergangen forbud. [=> fol. 112] Alle sognemænds navne synes nævnt.

fol. 112:

Det i stævningen nævnte forbud: Castensen er endnu ikke kommen til nogen endelighed og lovlig stadfæsten kontrakt med tiendegiverne om afgiften af den del af kongens korntiende, som han i Lindknud sogn ejer, og han i så måde finder sig årsaget selv at lade samme korntiende oppebære i kærv og neg. (Alle navne gentages). De må ikke af ageren udføre nogen slags orn i huse, før end tiendetageren derom er bleved advaret. Advarslen skal gives til Christen Nielsen i Asserbøl, på det vedkommende ikke skal besværes med vidtløftig rejse til tiendetageren, som bor langvejs fra sognet. 2) Ifald de, hvilke velbem.te [=> AO2 25] mag. Castensen måtte beordre til tiendens tælling, ikke imod forhåbning skulle observere deres pligt at comparere på ageren, som forordningen determinerer, så erindres tiendegiverne tilige, at de til bemeldte tiendes tælling bruger sådanne tilforladelige mænd, som retteligen og redeligen under retten ved ed kunne tilstå og forklare deres lovlige behandling med korntællingen, på det vidtløftighed og irring i sin tid kan forekommes. - Forkyndt af Hans Pedersen Ulf og Fredrik Arentsen.


 

AO2 25:

Torsdagen den 21. august 1738:

Sagen Peder Vinding i Præstkiær ctr. Claus Madsen af Gerndrup. 4/9.


 

Drabssagen contra vadestedriderne. Retten påråbte, om byfoged Grundahl eller nogle af hans principaler var her til stede for at fremlægge og producere den belovede kgl. maj.ts allernådigste dem meddelte salvemocodotum eller såkaldte lejdebrev, hvor da for retten fremkom Anders Pedersen af Seest og fremlagde en verificeret kopi af hans kgl. maj.ts allernådigste lejdebrev (fol. 113). Bierum begærede opsættelse til gørende irettesættelse i 4 uger. [=> fol. 113] Retten tilspurgte begge parter, neml. Otto Diderich som actor og Anders Pedersen vadestedrider, om de havde videre ved denne tingsvidnesag at erindre. Begge parter fik tingsvidne beskrevet. 18/9.


 

Sagen angående det græs, som Christen Andersen i Okslund har bemægtiget sig at slå. Citanten Ebbe Sørensen begærede tjenstl. Christen Andersen påråbt at fremkomme og producere, hvad han måtte have, der han formener at berettige sig det eng, som han dette år har bemægtiget at slå. Christen Andersen var ikke mødt. 11/9.


 

AO2 26:

Det kongelige allernådigst erholdne Salvum Conductum for de tvende Kolding udridere udi drabssagen lyder således: Vi Christian den Sjette af Guds nåde (etc.) gør vitterligt, at eftersom Marie Madsdatter og Bodil Marie, Hans Knudsen og Anders Pedersen vadestedridere ved Kolding toldsted deres hustruer for os allerunderdanigst haver ladet andrage, at da dere mænd tillige med vadestedrideren Niels Becher af Seest den 13. april næstafvigt var udskikkede for at beobagte deres vadestedridertjeneste, om aftenen kom ind til Hans Nielsen kromand i Vejen by, skal han dem have æreskældt, hvilket skal have givet anledning til, at fornævnte Niels Becher overilede sig og slog kromanden Hans Nielsen på øret, som derpå skal have samlet en del af bymændene ind i sin gård med flinter og kæp(?) stene(?), og da vadestedriderne var færdige at ride bort, skal ovenbemeldte Niels Becher vare tilføjet tvende slag med staver, så at han for at værge sit liv med en pistol, der var ladt med store hagl, skal have skudt kromanden i sit venstre lår, så at han d. 15. april næstafvigt er død, hvorefter han ekal være echaperet. Men som fornævnte deres mænd Hans Knudsen og Anders Pedersen af ridefogeden ved Estrup og Skodborghus blev eftersatte til arrest og hæftelse og derfor er undvigte, så haver de allerunderdanigst begæret, at vi allernådigst ville forunde deres mænd Salvum Conductum, at de måtte fri og ubehindret komme ind for at iagttage deres ret til befrielse. Thi haver vi efter merbemeldte Maren Madsdatters og Bodil Maries herom allerunderdanigst gjorte [=> fol. 114] ansøgning og begæring allernådigst undt og givet, så og hermed under og giver fornævnte Hans Knudsen og Anders Pedersen vores kongel. fri- og sikkerhed og beskærmelse til og fra retten, så at de forskrevne sag fri og ubehindret udi egen person ved lov og ret må udføre. Dog skal de være tiltænkte sagen ved rettenstraks at forfølge og behøringen af udføre så vel som og altid udi egen person i rette at møde og der lide og undgælde, hvis lov og ret kan medføre, forbydende alle og enhver eftersom forskrevet står at hindre ellere udi nogen måde forfang at gøre. Under vor hyldigst og nåde givet på vort slot Frederiksberg den 19. maj 1738. Under vorg kongelige hånd og signet. Christian R.
Marie Madsdatter og Bodil Marie på deres mænd Hans Knudsen og Anders Pedersen vadestedridere ved Kolding toldsted deres vegne, lejdebrev til en sags udførsel angående Hans Nielsen, som den 13. april sidstleden blev skudt i låret med en pistol og dagen derefter bortdød.


 

fol. 114:

Torsdagen den 4. september 1738:

Hr. Peder Vinding ctr. Claus Madsen af Gerndrup tillige med hans hustru. Peder Vinding producerede et indlæg og en attest (fol. 114-115). Ydermere blev i retten forevist berørte kirkeritual, som blev extraderes og tilbageleveret. Claus Madsen på sin hustrus vegne, næstafvigte 17. juli kam han selv til tinget, efter at retten var ophævet, og samme tid advared den da skete opsættelse. Han blev 3 gange påråbt, men var ikke mødt. Sagen optaget til dom.


 

På højædle og velbårne [=> AO2 27] hr. hofjægermester Hans Bachmann til Sønderskov hans vegne mødte hans tjener Jens Pedersen af Bobøl og forestillede 2 varselspersoner, Jens Knudsen Bæck og Peder Christensen, begge af Stenderup, som har stævnet Peder Lervad i Bobøl (memorial fol. 115). De har talt med en del dem selv, ellers med nogle på hvert sted, som lovede varslet for vedkommende at tilkendegive. Den indstævnte gerningsmand og vidnerne blev påråbt, men ingen af dem mødte. 18/9.


 

AO2 27:

Peder Vindings indlæg og deri mentionerede attest: Velædle hr. herredsfoged. Den sag, som jeg har stævnet Claus Madsen af Gerndrup for hid til retten og var mig selv angående, er alt længe forhen forligt. Men det som publicum betræffer og jeg ej har magt til [=> fol. 115] at dispensere over, sligt må jeg continuere, og at jeg ej før samme har frmemet, har min langvarige sygdom været årsag udi, som endnu vedvarer. Sagen består da derudi, at bemeldte Claus Madsens hustru, da hun senest holdt sin kirkegang Dca. 6. post Trinit., havde tvært imod ritualen og vanlige kirkeceremonier ingen følge med sig. Sligt beviser jeg for retten med en hosfølgende attest af 2. sept. 1738, af hvilken den respektive ret kan erfare, at hun ingen følge har haft uden Tygge andersens hustru af Hvolvad (Hulvad). Hvad nu kirkeritualen derom befaler, ville retten behagelig eerfare af den anordnede kirkeritual pag. 119, hvor der siges, at den kvinde, som skal indledes i kirke, skal betimeligen komme til kirken med nogle få par kvinder. Udi sligt har hun der da forsømt sin pligt, og at hun derfor bør vre strafskyldig ville retten gunstig erfare af fortalen og ritualens autorisation, hvor sal. og højlovlig ihukmmende Kong Christian den Femte befaler både gejstlige og verdslige under straf at holde allerunderdanigst efter ritualet og de derudi anordnede kirkeceremonier. Samme kirkeritual fremsender jeg og hverved til behagelig eftersyn med begæring, at når den er confereret med de deraf i indlægget allegerede ord, samme måtte mig med budet remitteres. Alt til den ende sætter jeg udi rette,, at Claus Madsens hustru af Gerndrup bør formedelst hun ikke ritualets bydende har eftrelevet, at betale til sognets fattige i Brørup sogn 4 mk. danske og denne af hende forvoldte processes omkostning med 8 mk., og herpå vil jeg afvarte rettens lovmæssige kendelse, forblivende iøvrigt med al veneration herredsfogedens ydmygste tjener, Præstkær d. 4 sept. 1738, Peder Vinding.

Attesten: På begæring af sognepræsten hr. Peder Vinding kan vi underskrevne i al Guds sandhed bevidne, at da Claus Madsens hustru af Gerndrup holdt hendes sidste kirkegang i Brørup kirke, som uden tvivl var den sjette søndag efter Trefoldighed, havde hun i følge med sig Tygge Andersens kone af Hulvad og ingen andre, hvilket vi bevidner i al sandhed, at ingen flere koner fulgte hende. Så sandt hjælpe os Gud og hans hellige ord. Datum Præstkær den 2. sept. 1738. Else Palludan, Surhave, Jørgen Seerup, Elsebe Seerups, Brørup præstegård P. Brørup, Anne Margrethe Jensdatter.


 

Torsdagen den 4. september 1738:

Hofjægermester Hans Bachmann til Sønderskov hans stævning ctr. hans bonde og tjener Peder Lervad af Bobøl. Jægermester Bachmann årsages uforbigængelig at lade indstævne eder hans bonde og tjener Peder Christensen Lervad i Bobøl angående det af eder om natten mellem 21. og 22. august fra Sønderskovgård til siden af skovgærdet ved vejen, som går nørpå til leddet ved Sønderskov mark der har prakticeret og ulovligt borttagnen tør egetræ til nogle hjulnav ... tilhugne stænger og deslige /:: som jægermesteren har villet konservere til fornøden brug :/ med hvilket træ I morgenen tidlig den22. dito er vorden befunden med [=> AO2 28] på eders vogn at bortføre. Til samme tid indstævnes Lauge Cristensen, Michel Christensen, Peder Lervads hustru og søn Anders Pedersen, alle i Bobøl, med flere, om nødig eragtes, eders sandhed edeligt at forklare og vidne.


 

AO2 28:

Torsdagen den 11. september 1738:

Ebbe Sørensen af Okslund ctr. hans nabo Christen Andersen. Opsættelsen fol. 116. Christen Nielsen af Asserbøl mødte på Christen Andersens vegne og producerede en contrastævning (fol. 116), hvorpå Christen Nielsen begærede, at Ebbe Sørensen ville fremme sin sag og fremlægge 1) hvad beviser han havde på engen, at han først lejede alt efter lovens pag. 741 art. 31 (Danske Lov 5-3-31). Sr. Terman Madsen fra Nielsbygård som husbond for citanten og kontraparten mødte og bad, retten ville pålægge Christen Andersen af Okslund, at han efter foranførte tvende opsættelser måtte pålægges at fremvise her i retten idag, hvad føje Christen Andersen har til omtvistede eng sig haver eller agter at berettige. Retten begærede af den udskikkede Christen Nielsen af Asserbøl, om han, som er til stede på Christen Andersens vegne, efter foregående opsættelser ville fremvise, hvad adkomst han måtte have til den omtvistede kirkeeng. Christen Nielsen gav til svar, at han ikke idag havde ved hånden Christen Andersens fæstebrev eller beviser på omtvistede eng, men forsikrede samme her i retten at fremvise og producere til den tid, sagen vorder opsat. Hvor da ermann Madsen producerede først enken Karen Hansdatters godvillige afståelse til Ebbe Sørensen på den omtvistede eng, med hendes og hendes lavværges hånd underskreven på stemplet papir 15. marts 1729, dernæst for det 2. Ebbe Sørensens derpå [=> fol. 116] givne fæstebrev, ligeledes på stmplet papir under det høje herskabs daværende fuldmægtig Jens Nielsens hånd og segl dateret Estrupgård den 26. juni 1729 (fol. 117). Christian Lund fra Estrup var her ved retten til stede og på tilspørgsel af retten intet havde derimod at indvende. Dernæst måtte Termann Madsen nødes til at bespørge sig hos Christen Nielsen, om han på egen bekostning ville indføre denne sag som han Termann Madsens bonde Christen Andersen unødvendig påfører, siden sagen i mindelighed kunne have været afgjort på Estrupgård næstafvigte 30. aug. i det høje herskabs sammesteds deres overværelse, dersom Christen Nielsen ikke havde medværet og det forhindret, hvilket Termann Madsen, om fornøden gøres, agter at bevise, at Christen Nielsen af Asserbøl sagde i forpagterens køkken såvel som udenfor, at han ville være Christen Andersen ansvarlig både for processen, som han selv har begyndt, såvelsom og for al dens omkostning, deraf kunne følge og flyde, samt hans udgivne fæstepenge 9 rdl. 1 mk. d. - Christen Nielsen kunne  nu ikke straks besvare sr. Madsens tilførte, men begærede til besvarelse alt, hvis idag passeret er, ved uddrag beskreven /: undtagen kontrastævningen :/ til førstkommende 18/9.


 

Følger her indført efterskrevne dokumenter, som næstafvigte 11. sept. produceret i sagen, Ebbe Sørensen af Okslund har ladet indstævne contra hans nabo Christen Andersen betræffende kirke(engen), som de begge tilholder dem i fæste at have:

Ekstrakt af Gørding-Malt herreds tingprotokol torsdag den 21. aug.

AO2 29:

Kontrastævningen fra Christen Andersenn til Ebbe Sørensen: Ebbe Sørensen opfordres til at fremlægge sit såkaldte fæstebrev på det stk. kirkeeng, som afg. Karen Hanskone i Okslund har haft i brug, som skal være målt ved landmålingsforretningen til kontracitantens gårds ejendom, formedelst besidderen det da havde i fæste. Kontracitantenn vil formene, at citantens fæstebrev ikke på ret måde skal være forhvervet, mindre så beskikket, som det bør, imod det, som ham af det høje herskab til Estrup på samme eng skal være meddelt, vil bekendtgøre retten dets erhvervelsesmådes illegalitet og eders omgang dermed. Kontracitanten vil påstå, at Ebbe Sørensen pålægges at fremlægge sit fæstebrev, "siden I af sådan et ulovskikket instrument ham til præjudice i hans lovlige fæste eder agter at benytte". - Forkyndt af Peder Mikkelsen af Seksær og Christen Madsen af Asserbøl. [=> fol. 117] Også forevist på Estrup, hvor de talte med Christian Lundt, ridefogedens fuldmægtig.

fol. 117:

Karen Hansdatters afståelse på kirkeengen i Klelund beliggende til Ebbe Sørensen og hans fæstebrev:

Hun afstår godvilligt engen til sin svoger Ebbe Sørensen, når han kan få den i fæste af sin rette husbond.

Fæstebrevet til Ebbe Sørensen. Underskrevet af Jens Nielsen på herskabets vegne.

Torsdagen den 18. september 1738:

På Christen Andersen af Okslund hans vegne mødtge Peder Nielsen af Debel i sagen, som Ebbe Sørensen har indstævnet. Han fremlagde et indlæg fra Christen Andersen samt hans fæstebrev på tvistede eng. Det er på papir nr. 19 med årstal 1734 udgivet af daværende ridefoged Hermann Timsen og ratificeret af generalløjtnant Scholten (fol. 118). Retten påråbte, om nogen fra Estrup var til stede såvelsom og Termann Madsen, men kun Ebbe Sørensen var mødt. 25/9.


 

AO2 30:

Sagen betræffende den på Hans Nielsen i Vejen forøvede drab. Otto Diderich Bierum producered sit skriftlige indlæg, lyder folio 119: 85: 92. 104: 112. - Byfoged Grundahl, som havde anhørt Bierums hårde irettesættelse, hvor han gør Anders Pedersen og Hans Knudsen lige skyldige med den undvigte Niels Sørensen Bæcher som drabsmænd, da dog det producerede tingsvidne oplyser anderledes, hvilket så meget mere med et tingsvidne ført ved Koldinghus birketing sidstafvigte tirsdag 8 dage (9/9), som Grundahl med første venter beskreven meddelt, skal blive bevist, at Niels Bæcker alene er den, der har skudt og tilføjet kromanden skade. Begærede sagen opsat i 4 uger ... siden Anders Pedersen er hindret udi en konfiskation af 13 opbragte stude, som i toldsvig er attraperet i disse dage. Derfor har han ikke kunnet møde idag, men om Gud sparer helbev, skal indfinde sig til den tid, sagen vorder forflyttet. - Niels Sørensens anordnede forsvar mons. Hans Kragh var ikke mødt. 16/10.

 


 

I efterfølgende sag blev retten betjent af Ib Been(?) fra Bramming ... ... ... jægermester Bacmann ... ... herredsskriver Jens Hellesen af Bobøl. Jægermesteren har ladet indstævne contra hans bonde Peder Christensen Lervad af Bobøl betræffende noget egetræ ... ... begærede Hellesen af retten, at den indstævnte og [=> fol. 118] lovdag givne Peder Lervad måtte påråbes. Denne tilstod sin begangne forseelse i alle måder, at han uden minde og tilladelse fra sit herskab ... fra Sønderskoivgård det i stævnemålet ommeldte træ, hvorfor han formente var ufornøden vidne(?) i så måder over ham at føre. Han håber, hans højgunstibge husbond ved hans hjemkomst fra Københavnn ikke sagen imod ham i lighed af lolven efter fortjeneste fortfarer. Til den ende Peder Lervad begærede sagen opsat i 6 uger. 30/10.


 

fol. 118:

Det producerede indlæg og fæstebrev fra Christen Andersen i Okslund: Siden min svigerfader Christen Nielsen af Asserbøl idag 8 dage udgav sit løfte her til retten at jeg skulle lade producere mit ihændehavende fæstebrev på det stk. eng i Okslund mark Sorte Måde kaldet, som Ebbe Sørensen vil plåtrænge mig en proces om, foregivende sig at have fæste derpå med mere, som til agering til doms reserveres, da ihvorvel mit stævnemål har flere tægtedage, til hvilke jeg billig kunne mig henskyde, så dog at vise al lydighed og ydmyghed imod min husbond, som det har fordret, fremsender jeg samme med begæring, det i retten må blive læst, påskreven og akten tilført samt mig igen med mit bud tilbagesendt. Og som mons. Christian Lundt ridefogedens fuldmægtig ved Estrup var til stede og erklærede sig at hann intet mid mit stævnemål havde at indvende, hvorudi han har agnosceret forum, så må jeg i anledning af mit kontrastævnings indhold begære, efterfølgende spørgsmål må gøres til det høje herskab på Estrup, at de derpå sig ville erklære, først om herskabet til Estrup ville behage at lade fremlægge reversal fæstebrev af Ebbe Sørensen, om det haves, eller og erklære sig, om dert haves ejjer ej; for det andet, om Ebbe Sørensens påberåbte fæste er i deres fæsteprotokol indført; for det tredie, om der i den fogeds regnskab, som Ebbe Sørensens fæste har udstedt, enten er anført nogen indfæstning herskabet [=> AO2 31] til indtægt eller tilkendegivet i regnskabet, at sådan et fæstebrev af ham i det år var udstedt. Derpå idag og efterfølgende tingdage, til deres svar indkommer, svar måtte æskes. Thi før kan jeg ej vel videre fremme min sag og endelig æske af sagvolderen Ebbe Sørensen, at som han sig agter at betjene af en fuldmægtigs hånd imod herskabets egen hånd, da bliver pålagt at fremlægge den legitimation, hvorpå udgiveren fæstebrevet grunder, såfremt han ellers ved, at det skal være en og den samme eng, vi begge har i fæste, hvorpå han har gjort forbud. Thi er det ej så, haver jeg ingen sag mod ham, men ønsker kun frem. Dette mit indlæg begærer jeg læst, påskreven og akten tilført samt som meldt mit fæstebrev mig tilbagesendt og sagen efter stævnemålets løb(?) videre dag for dag opsat, indtil svar på venanførte indløber. Gud bevare retten, og jeg forbliver med al ydmyghed velædle hr. herredsfogeds ydmygste tjener. Okslund, den 18. sept. 1738. Christen Andersen.

AO2 31:

På hans excellence højvelbårne Hinrich von Scholten til Estrup (etc.) hans vegne bekender jeg Hermann Thimsen, fuldmægtig ved højbemeldte hans excellences gård at have stæd og fæst, som heg og hermed stæder og fæster til Christen Andersen i Okslund og hustru Maren Madsdater et stykke kirkeeng Lindkund kirke tilhørende, beliggende på Okslund mark Sorte Maae kaldet, som Karen sal. Mathias Madsens enke sin livstid skal have i fæste. Deraf årlig svares til hver Michaelis 2½ sk. d., skriver to go en halv skilling, til højbemeldte hr. generalmajor som Lindknud kirkes høje ejer. Samme eng med alt sit tilhørendee bemeldte Christen andersen og hustru deres livstid skal nyde, bruge og beholde, imod at de årlig og udi rette tide svarer den sædvanlige afgift 2½ sk. danske og giver i fæste to rdl. tre mark samt deraf svarer alle kgl. skatter, som nu er eller påbudne vorder, og ellers i alt retter sig efter kans kgl. maj.ts lov og forordninger under dette fæstes forbrydelse; og tilstår dette under min hånd og signet Estrup den 4. juni 1734, Hermann Thimsen.
Såsom enken Karen sal. Mathias Madsens fæstebrev er ved eftersyn befunden ej indrettet efter hans maj.ts allernådigst udgangne forordning, så haver jeg på ansøgning ratificeret dette af min forrige foged udgivne fæstebrev udei alle sine ord, og haver den fpæstende ydermere betalt til indfæstning seks rigsdaler fire mark. Til bekræftelse under min hånd, Estrup, den 1. sept. 1735. L. Scholten.
Protokolleret i fæstebogen på fol. ___.
Dette at være rigtig copieret efter originalen test. Christen Nielsen, Asserbøl, Mogens M.N.S. Nielsen, Okslund.

fol. 119:

Otto Diderich Bierums indlæg på folio 117:

Kgl. maj.ts herredsfoged, velædle Søren Bierum. Hvad her til retten er stævnet for udi stævnemålet af 29. april sidst, her ved retten hæftet d. 16. maj, angående det drab, som skete på sal. Hans Nielsen Kromand udi Vejen, der døde den 16. april, efter at påvundne vadestedridere natten imellem den 13. og 14. april ham i sit hus og udi sin frelse voldeligen og morderligen haver angrebet og begegnet, alt dette er og forsikret, er bevist ved tingsvidnet efter samme stævnemål her af retten udstedt, som herved til nøje eftersyn og betragtning overleveres retten under litra A, samme begæres for retten læst, påskreven og akten tilført, af hvilket klarligen erfares, både at her ligger en død mand, hvis blod er udgydt og råber om hævn, her er og ingen andre gerningsmænd til dette forøvede drab end de 3 Kolding vadestedridere Hans Knudsen, Anders Pedersen og Niels sørensen, fra hvilket ikke letteligen nogen af dem efter vidners og egen udsigende sig kan unddrage. Thí om Niels Sørensen Becher falder vel ingen dispute. Om Anders Pedersen i lige og igen, særdeles han selv vedstår sig at have skudt, er og af den umyndige Kirsten Hansdatter peget på og vedkendt at være af gerningsmændene, da hendes sal. fader så jammerlig skreg og råbte under deres mordiske hænder med videre. Og for Hans Knudsen skulle måske vel nogen vente en frikendelse, men eftersom her er bevundet, at han har instigeret de andre tillige med sig at gribe til gevær uden nogen påtrængende nød, siden han så ingen, der søgte dem eller kunne være dem overlegen, han har selv med ladt gevær ved døren og dermed afværget, at ingen turde komme ind at afværge ulykken og hindre drabet, som blev forøvet, derved han har befordret blodsudgydelsen og mandens død. Så til den ende sættes i rette, at som de samtl. Hans Knudsen, Anders Pedersen og Niels Sørensen har været enige i overfaldet, enige i drabets befordring, de derfor alle tre bør være følgelige i straffen og undgælde med liv og gods alt efter vor allernådigste kgl. lov og de derom udgangne forordninger. Hvad herimod af kontraparterne måtte indvendes eller fremlægges mig til lovbillig besvarelse lmå forunden, hvorom tjenstl. beder ham og tid(?) tilladt samme at besvare. Til hvilken ende ydmygest begæres det mit korte indlæg og påstand i retten til lælsning, påskrift og akten tilført at må admitteres og siden igen tilstilles. Med forblivende kgl. ,maj.ts herredsfoged, velædle Søren Bierums ærbødigste og tjenstskyldigste tjener. Gravengård, d. 18. sept. 1738. O. D. Bierum.


 

 

Torsdagen den 25. september 1738:

På Christen Andersens vegne af Olskuld mødte Ole Iversen af Holsted, som af retten ved udtog beskreven begærede, hvis idag af Ebbe Sørensen måtte fremlægges, og sagenderefter måtte opsættes til idag 8 dage. Ebbe Sørensen mødte på hans husbond Termann Madsens vegne fra Nielsbygård, som sig hans sag har antaget til at forsvare, og gav retten til kende, at bem.te hans husbond ej var hjemme, men rejst fra ... i hans forretning, desårsage Ebbe Sørensen [=> AO2 32] ej idag har kunnet fremlægge besvarelse på alt, hvissidste tingdag fra contracitanten er fremlagt. Begærede opsættelse i 8 dage. 2/10.

AO2 32:

Torsdagen den 2. oktober 1738:

Peder Nielsen af Debel mødte på vegne af Christen Andersen af Oksbøl og æskede svar på den idag 14 dage indleverede indlæg af Christen Andersen. Men efter trende ganges påråb mødte ingen, hvérken på det høje lheskabs vegne fra Estrup ejheller sr. Termann Madsen såvelsom hans bonde Ebbe Sørensen. 9/10.

Torsdagen den 9. oktober 1738:

fol. 120:

Ebbe Sørensen ctr. Christen Andersen. Ebbe Sørensen producrede på behørigt stemplet papkr et indlæg under egen hånd. Peder Nielsen af Debel på vegne af Christen Andersen begærede udtog beskrevet. 16/10.


 

Afsagt sentence i den sag, hr. Peder Vinding af Præstkær har indstævnet ctr. Claus Madsen af Gerndrup angående hans hustrus kirkegang. Som velærværdige hr. Peder Vinding af Præstkær med fem overensstemmende vidnessbyrd deres edelige og skriftlige attest af 2. sept. 1738 beviser, at Claus Madsens hustru af Gerndrup, da hun den 6. søndag efter Trinitastis holdt hendes kirkegang, ikke havde flere koner med sig i følge end Tyge Andersens  hustru af Hulvad, hvorved hans kgl. maj.tx allernådigst udgivne rituals 8. pag. 118. et 119. art. som allernådigst befaler, at kvinderne efter deres barselseng efter nogle ugers forløb skal indledes af præsten og komme til kirken med nogle få par kvinder :/ af hende er overtrådt; desårsage bemeldte hr. Peder Vinding udi indlæg af 4. sept. 1738 påstår, at bem.te Claus Madsen og hustru for slig overtrædelse bør anses med mulkt til sognets fattige og betale processens omkostning. Hvorimod bemeldte Claus Madsen ej noget har ladet fremføre, endskønt han efter aktens formelding, da han første tingdag kom til retten, dog efter at den var ophævet, blev advaret og tilkendegivet sagens opsættelsestermin. Altså efter slig beskaffenhed, og som Claus Madsens husru ikke har holdt sig ritualets befaling efterrettelig, vidste ej herudi at kende og dømme, end at Claus Madsen og hustru for deres begangne forseelse bør bøde til Brørup sogns fattigkasse 2 mk. danske og til hr. Peder Vinding at betale i processens omkostning 6 mk. danske, alt inden femten datge efter denne doms lovlige forkyndelse under nam og exekution i deres bo og midler, hvor findes efter loven.

 


 

AO2 33:

Et indlæg fra Ebbe Sørensen: Velædle herredsfoged sr. Søren Bierum. Endskønt jeg ikke finder mig pligtig noget at svare på det af min nabo og medtjener Christen Andersen af Okslund indleverede indlæg, hvorpå han æsker svar, så dog alligevel for at føje retten vil jeg herved illustrere og tilkende give retten følgende poster, det første betræffende reversal eller såkaldet genpartfæstebrev af det mig meddelte fæstebrev, så fornemmeer jeg, at over sådanne kirkejorder ikke bør holdes nogen reversal. 2) Om fæstebrevet er indført i herskabets fæsteprotokol, og for det 3. om der i daværende fogeds regnskab, som mit fæstebrev har udstedt, er anført fæstepenge eller ikke, med videre samme indlæg i munde fører. Alle disse trende poster er ensag, som mig ikke vedkmmer eller bør være fiscal over. Thi jeg bliver alene ved hovedsagen, hvorfor stævnet er, med formodning at mit fæstebrev vliver ved magt kendt, på det mig af det højvelbårne herskab ... i fæste haver forundt. Skulle han i noget af dette foranførte vorder forsømmelig enten at observere hans maj.ts forordning eller herskabets interesse, er det en sag ikke vedkommer mig i ringeste måder, men en sag imellem det høje herskab til Estrup og deres anfortroede fuldmægtig, som udi deres absence har været godset betroet, og aldeles i ingen optænkelige måder kan forkrænke ... minret efter mit fæstebrevs tilhold /: med videre som produceret er :/ at jeg jo må nyde det, mig fæstet er. Som sikkerlig og uden al tvivlsmål er det samme stykke kirkeeng, Christen Andersen af efterkommende ridefoged Thimsen haver fæstet, hvorved ydermere stadfæstes ved ratification på fornævnte Christen Andersens fæstebrev, som dommeren vel ved de producerede dokumenter oberserverer og iaggager ved doms afsigt. Dette mit enfoldige indlæg beder jeg ærbødigst i retten læst, påskreven og akten tilført, og i fald noget af betydenhed af min kontrapart måtte indvendes, det ved udtog til min besvarelse måtte fås beskreven. Resten forbliver det, jeg er, velædle hr. herredsfoged og rettens admininstrations tjenstydmygste tjener. Ebbe Sørensen.


 

Torsdagen den 16. oktober 1738:

Christian Grundahl af Kolding mødte på vadestedriderne Anders Pedersen og Hans Knudsens vegne, som ellers selv personl. var mødt, og udi sagen, som actor Otto D. Bierum imod dem har formeret producerede først en rettens stævning udi samme sag (folio 123, dernæst producerede et her af retten udstedt genpartstingsvidne sluttet den 21. aug. unde nr. 1; nok et andet tingsvidne udstedt fra Koldinghus birketings ret d. 9. sept. så vel som en rekvisition til hr. tolder Rachlow i Kolding af den 31. juli med gensvar og Niels Sørensen Bæckers til hr. tolder Rachlow skrevne missive udi sidstbemeldte tingsvidne fra pag. 52 til 62 indført, alt under nr. 2 (fol. 124, 25, 26. 27, 28, 29, 30, 131); slsuttelig Grundahl hans på bemeldte vadestedridere Hans Knudsens og Anders Pedersens vegne forfattede indlæg (folio. 131-135). - Bierum havde anhørt byfoged Grundahls vidtløftige, fingerede indlæg, hvilket Bierum ville ønske var så sandfærdigt som det i sig selv er vidtløftigt, da det skulle være Bierum kært hans principaler at være uskyldige. Thi Bierum i ingen måder enten har været eller er intentioneret nogen uskyldig at søge til ringeste strafs lidelse, men alene eftertragter vedkommende efter fortjeneste lovvedbørl. afstraffet, til hvilken ende og ... ... at oplyse retten han tjenstl. begærede at måtte forundes, hvis af hr. byfoged Grundahl idag er fremlagt såsom det under nr. 2 producerede tingsvidne med derved fulgte såkaldte rekvisition og sluttel. nu producerede indlæg til vedbørl. b esvarelse i 3 á 4 uger, og sagen til den ende at må nyde anstand til den tid, retten behagelig determinerer, til hvilken tid denne af hr. Grundahs på... udeblevne besigtigelse eller såkaldte section, der Bierum har været af hænderne og desårsag ej endnu er bleven fremlagt, noksom skal vorde produceret. - Grundahl refererede sig til hans indlæg, men protesterer imod actors begæring, at ham ingenlunde tillades den forlangte rekvisition med vedhæftede Niels Sørensen Bechers egenhændig skrevne og forseglede brev til hr. tolder Rachlow in originali, hvilket dokument alene er produceret til rettens eftersyn og confrontation med det på Koldinghus birketing udstedte tignsvidne, [=> AO2 34] hvorudi samme findes indført. 13/11.


 

Peder Nielsen af Debel på vegne af Christen Andersen i Okslund fremlagde Christen Andersens indlæg. Ridefoged Anders Lunds fuldmægtige Christian Lund og Ebbe Sørensen begæred det passerede beskrevet. 30/10.


 

På vegne af Claus Madsen af Gerndrup mødte Christian Lund fra Estrup med stævning (fol. 136) mod hr. Peder Vinding af Præstkær. Peder Vinding overlod først til retten, hvad tid rettens stævning af citanten var udtagen til, enten den 9. eller 16. oktober, endvidere at Else Palludan af Præstkær ej var kaldet og indstillede til retten, om Peder Vinding kunne sigtes før end lovens pag. 15 art. 15 (Danske Lov 1-2-15) var fyldestgjort. Skulle retten finde for ret imod denne hans protest at lade fremme sag imod ham, reserverede han sig videre forestilling om denne sags egentl. natur, at den ej er så i sig selv, som stævnemålet indeholder, ja videre ved kontrastævning at godtgøre, det Claus Madsen, som her foregiver ingen søgsmål siger sig at have mod bem.te hr. Vinding, ventende herom rettens [=> fol. 122] betænkning.- Christian Lund tilstod vel, at stævningen af herredsfogeden var udstedt til den 9. oktober, men formedelst den ikke betimeligt kunne vorde forkyndt, tilstod og at have den forandret og udsat dens dato til 16. oktober. Hvad sig Else Palludan angår, vidste Lund ikke, at hun var tillige med de andre anført i attesten, men begærede sine vidner til forhør. - Retten resolverede, at siden Peder Vinding har protesteret ej noget imod ham at måtte blive foretaget i denne sag, som Claus Madsen af Gerndrup imod ham her til retten har indstævnet, i anledning af lovens pag. 15 art. 15, så og tilkendegiver, at Else Palludan, som her i sådan sag har attesteret, ikke af contracitanten er stævnet til andre vidners påhør, så turde rettenn ej understå sig at antage vidners førelse, førend lovens pag. 15 art. 15 bliver fyldestgjort. Så og haver Claus Madsen lovligt at indkalde Else Palludan til hvilken tid hans opsættelse forunden i tre uger. 6/11.


 

AO2 36:

Følger her indført efterskrevne dokumenter, som idag den 16. omtober produceret er.

Først en rettens stævning fra de tvende vadestedridere Hans Knudsen og Anders Pedersen til sr. Otto D. Bierum som actor for eftermålsmanden for den afdøde Hans Neilsen, her foran citeret på folio 121: Bierum har på vegne af eftermålsmanden for Hans Nielsen og stedets høje herskab generalløjtnant von Scholten beskyldt citanterne for, at de tillige med Niels Sørensen Bæcker skal have tilføjet kromanden overfald på liv og lemmer, der skulle have årsaget ham hans død, og tragtet dem efter som manddrabere til bånd og fængsel. Men som de er forsikrede, at de er uskyldigt anklaget, beskyldte og eftersatte, ligesom actor ikke med et eneste vidne har kunnet overbevise dem enten at have lagt hånd på den afdøde, skudt eller tilføjet ham mindste skade, så formener de sig forårsaget deres uskyldighed i vedkommende forhold og omgang at oplyse og remonstrere, hvorefter de forventer frikendelse og erstatning for ulejlighed, fortræd og omkostninger. Også Hans Kragh stævnes, om han har noget at indvende imod producerede beviser.

fol. 134:

Tingsvidnet udstedt af Koldinghus birketing (her i uddrag).

AO2 37:

Stævningen fra birkedommer Hans Pank: Hans Knudsen og Anders ,Pedersen har for ham andraget, at de er kommet i erfaring, at efterskrevne skal kunne give oplysning, at Niels Sørensen Bæcker, forrige vadestedrider, da han den 13. apr. med kromanden Hans Nielsen i Vejen havde klammeri og slagsmål, efter den tid skal have udsagt og beklaget sig at, at han samme aften har været så ulykkelig og skudt bemeldte kromand, og at det er enhver vitterligt, at bemeldte Niels Becher for samme gerning som gerningsmand har undvigt og forladt hans vadestedridertjeneste. Til stævnes efterskrevne: Hans Hansen, Christen Hansen og Niels Mikkelsen af Seest såvel som sognefogeden Hans Buk (Hans Buch) i Hjarup, Poul Laursen [=> fol. 125] Buck i Nagbøl, Mads Laursen i dollerup, Poul Hansen og Hans Bertelsen i Seest.

For hospitalsforstander Hans Kragh i Ribe var mødt Simon Møller af Kolding for at observere, hvad i sagen mod Niels Sørensen Becheer måtte forefalde; han vil protestere imod, at der føres vidner, uden at de forhen afhørte vidner er blevet stævnet iflg. lovens pag. 108-109 art. 12 (Danske Lov 1-13-12). - Grundahl svarede, at hvad angår, at mons. Bierum foregiver, at det skal være soleklart, at ingen andre end vadestedriderne Hans Knudsen, Anders Pedersen og undvigte [=> AO2 38] Niels Sørensen Becher er skyldige i kromandens død, og beskyldningerne sigter på dem alle, så protesterede Grundahl deerimod, da Bierum aldrig kan bevise, at Hans Knudsen og Anders Pedersen har lagt hånd på den afdøde, men dette alene, at som kromanden først havde ytret slagsmål, der strakte sig så vidt, at Niels Sørensen Bæcker kom i klammeri og slagsmål med ham, ja og at kromanden først har overfaldet vadestedriderne med stave eller stokke og tilføjet dem slag samt samlet en del folk imod vadestedriderne, så har det og forårsaget, at Niels Sørensen Becher har skudt og værget sig med sin pistol, der faldt så ulykkel. ud, at kromanden i hans lænd blev skudt under hans hofte. Men om samme skud er dødel., er endnu uafgjort, om ikke kromanden så snart er død af anden indvortes svaghed, hvilket ikke bliver Grundahls sag så meget at vedrøre, som han fornemmer alene Niels Sørensen Becher at påtale og se sig befriet på hvad måde, han bedst ved og kan, som da ingen af de afhørte vidner har kunnet oplyse, hvem af de 3 vadestedridere den har været, der har skudt og truffet kromanden, da dog det er fast, at Niels Sørensen Becher alene har skudt og truffet, soms såvel hans egenhændige skrivelse til hr. tolder Racholw tildels skal oplyse som og hans egne ord og klagemål til nogle af de her indstævnede vidnere, for hvilket skud eller anden kromanden tilføjet skade Hans Knudsen og Anders Pedersen for den højeste Gud kan bekræfte at de ganske var uskyldige, hvorfor de og har ladet stævne at oplyse deres uskyldighed herudinden. Angående mons. Møllers protest mod stævnemålet, fordi de ved Gørding-Malt herredsting afhørte vidnere ikke er stævnede imod de, som nu agtes at føre for retten, så forsikrer Grundahl retten, at der ganske og aldeles intet er stridigt udi de her nu agtende vidners førelse imod, hvis vidner forhen i sagen er bleven førte. Thi har quæstionerne alene efter idag producerede stævnemål til oplysning, [=> fol. 126] som hidindtil har manglet, hvo den af de 3 vadestedridere har været, der har skudt og truffet kromanden, så og om ikke Niels Sørensen Becher straks er undvigt og har forladt hans vadestedridertjeneste, da de andre, neml. Hans Knudsen og Anders Pedersen i deres tjeneste er bleven til stede. - Simon Møller måtte erindre, at Niels Sørensen Bechers undvigelse ikke er sket formedelst at han i noget har fundet sig skyldig udi det drab, som er sket på kromanden, men mere for at undgå vidtløftighed og arrest, så Møller ikke skulle tro, at Niels Sørensen Becher ikke mere end de andre vadestedridere, der med ham har været i compagni, kan beskyldes for nogen misgernings forøvelse, ikke heller at det ventelig skal bevises, at Niels Sørensen Becher er den, som til døde har skudt kromanden, men mere i betragtning at han, som har været den, der først har ført klammeri i hans hus, ventelig har påført sig det, som hans svaghed tilforn ikke har kunnet udstanden derover selv har forårsaget hans dødel. afgang. Han fastholdt sin protest. [=> AO2 39] Retten resolverede således, at de indstævnte vidner vorder accepteret deres vidner edell. at aflægge, dog at de ikke noget, som kunne være stridig imod forhen afhørte vidner.

1. vidne, Hans Hansen af Seest:

Grundahls spørgsmål:

  1. Omm ikke forrige vadestedrider Niels Sørensen Becher dagen efter at han om natten imellem den 13. og 14. april har skudt kromanden Hans Nielsen og truiffet ham i hans venstre lænd under hans hofte, har talt med vidnet om det slagsmål, han havde med kromanden. - Vidnet svarede, at næste eller andendagen efter at vadestedrideren havde været i klammeri med kromanden i Vejen, kom Niels Sørensen Becher til vidnet i hans hus, og da spurgte bemeldte vidne Niels Sørensen Becher, om han havde slaget fornævnte kromand, hvortil Niels Becher svarede ja, han fik et par ørefigner, men hvem der gav kromanden samme, blev ikke omtalt. I samme tid og færd sagde og Niels Sørensen Bechere, at der var samlet i kromandens gård en del folk og ville slaget dem ihjel. Så skød vi, sagde Niels Sørensen Becher, og jeg træffede. Landflygtigen er jeg; men det bliver ... hvilken landflygtelse var for skuddet på kromanden. Talte så ej videre derom. Niels Becher red straks bort fra vidnet, og siden har vidnet ikke set eller talt med ham.
  2. Om Niels Sørensen Becher omvundne tid har givet nogen andre skyld end sig selv for den skade eller dette skud. - Vidnet svarede nej, men Niels Sørensen Becher klagede sig for den skud og gerning, han havde gjort.
  3. Om vidnet ikke ved, at Anders Pedersen og Hans Knudsen vadestedridere i de dage og længere tid var til stede og nærværende og offentlig forrettede deres vadestedridertjeneste. - Vidnet svarede jo, de var til stede og red offentlig i deres tjeneste, indtil de blev søgt. Men hvor mange dage kan vidnet ikke erindre, dog var det nogle dage efter kromandens død, de forrettede deres tjeneste offentligt.

Simon Møllers spørgsmål:

fol. 127:

  1. Om han ikke, så snart denne gerning på kromanden var sket, ved, at vadestedriderne Hans Knudsen og Anders Pedersen var befrugtelig for pågribelse i henseende til den misgerning og beskyldning, som dem tillægges for kromandens død. - Vidnet svarede, det vidste hann ikke, før end nogen tid efter, de blev søgt til bånd og fængsel.
  2. Om vidnet ikke er bekendt, at høj- .og velbårne hr greve og amtmand von Oertz efter geheimeråd og stiftbefalignsmand von Gabel ham tilstillede efterretning har føjet anstalt til Hans Knudseng og Anders Pedersens pågribelse. - Vidnet svarede jo, længe efter kromandens død blev der efter ordre søgt om Hans Knudsen og Anders Pedersen.
  3. Om vidnet ikke er bekendt, at bemeldte tvende vadestedridere på den tid af frygt for pågribelse havde så godt som forladt hus og hjem ja endog ladet bortflytte af deres ejende bohave. - Vidnet har hørt det sige af folk, men enten der er sandt eller ikke, ved vidnet ikke.
  4. Efterdi vidnet på foregående spørgsmål af Grundahl har forklaret, at Niels Sørensen Becheer skal have sagt for vidnet ved hans gård, at han havde skudt og træffet, så er spørgsmål, om Niels Sørensen nogen sinde derhos har tilkendegivet, at han enten med dette skud eller i andre måder har været årsag til kromandens dødelige afgang. Vidnet svarede, Niels Sørensen Becher havde sagt, at han havde skudt og træffet olg for kromandens dødel. afgang var landflygtig.
  5. Om vidnet ikke har hørt før omvundne tid af Niels Sørensen Becher, hvem der har været årsag ti det klammeri udi den afdøde kromands hus. - Vidnet svarede nej, blev ej omtalt videre, end som vidnet forhen har vunden og protokollen er tilført.
  6. Om vidnet ikke er bekendt, at Niels sørensen Becher fra det første, han tiltræde vadestedridertjenesten, har stedse med årvågen nidkærhed forrettet, hvis han burde, samt om han ikke udi liv og levned således har opført sig, at intet forargeligt udi den tid, han sig i Kolding har opholdt, efter ham har været spørgeligt. - Vidnet svarede, vidste ikke andet end skikkelig liv og levned om Niels Becher at forklare, ikke heller ved andet om Hans Knudsen og Anders Pedersen.
  7. Om vidnet ikke er bekendt og har hørt, at de 2 vadestedridere Hans Knudsen og Anders Pedersen har været i kromandens hus, da dette klammeri passerede. - Vidnet svarede, ved ej videre end ry og rygte, at de var der i huset eller gården, men ikke ved, at de tilføjede kromanden nogen skade.
  8. Om vidnet ikke har hørt og er bekendt, at der af såvel Anders Vadestedrider som af Niels Sørensen Becher skete skud med pistol i kromandens hus . - Vidnet svarede nej.

2. vidne, Christen Hansen af Seest:

AO2 40:

Grundahls spørgsmål:

  1. at dagen elleer andendagen efter ungefær at kromanden Hans Nielsen var død, kom til vidnet Niels Sørensen Becher, hvem vidnet adspurgte, hvordan det var med ham; dertil Niels Sørensen Becher svarede: Anders Pedersen skød først, og så skød Niels Becher, og han var så ulykkelig at træffe og måtte nu så ride og turde ingensteds være.
  2. nej, ligesom næstforrige vidnet har forklaret.
  3. så dem i de dage, men Niels Sørensen Becher har vidnet ikke set siden forbemeldte tid, vidnet talte med ham

Møllers spørgsmål:

  1. Anders Pedersen og Hans Knudsen frygtede dem ikke for gerningen, før end nogen tid derefter, da blev læst ordre ved kirken om pågribelse.
  2. ved ej videre, end han forhen har vundet om ordren for kirkedøren.
  3. vidste ej noget derom at vidne.
  4. Niels Becher sagde vel, han havde skudt og truffet, men derhos ikke sagt, at han var skyldig i hans død.
  5. nej.
  6. ligesom næstforrige vidne.
  7. ved ej noget derom at vidne.
  8. ved ej videre, end han forhen har forklaret.

3. vidne, Niels Mikkelsen af Seest:

Grundahls spørgsmål.

  1. Niels Sørensen Becher talte med vidnet andendagen efter gerningen i Vejen var passeret, men ikke talt om klammeriet.
  2. Om ikke vidnet talte Niels Sørensen Becher, da det var bleven rygtbar, at kromand Hans Nielsen var skudt, og da derom adspurgte Niels Becher, om han havde skudt kromanden, og hvad Niels Becher vidnet dertil svarede. - Vidnet svarede, da det var bleven rygtbart, at kromanden var skudt, spørgte vidnet Niels Becher, om han havde skudt, som svarede ja, da vidnet sagde, hjvad vil der da blive af, dertil Niels Becher svarede, Det kan blive godt, men det vil nok vare længe eller noget.
  3. Om vidnet samme tid talte eller fortalte vadestedrideren Niels Sørensen anden skud eller skade end den, der var sket på kromanden. [=> fol. 128] Vidnet svarede, han spurgte om skuddet, men blev ikke omtalt på hvem.
  4. Hvad der har anlediget vidnet til at spørge Niels Sørensen Bechder ad om det skud, han havde skudt og hvor ... ... var sket, da vidnet det omspurte. - Vidnet svarede, han havee hørt rygte om, kromandenn i Vejen var skudt, som gav vidnet anledning at spørge, om han havde skudt, som svarede ja, men navngav ingen.
  5. Om vidnet da med sandhed kan sige, at Niels Sørensen Becher gav nogen af de 2 andre vadestedridere nogen skyld i det skud, som blev skudt på kromanden, uden sig selv alene, som har sagt for vidnet at have skudt. - Vidnet svarede, blev ikke omtalt.
  6. Om ikke niels Sørensen becher straks efter kromandens død som omvundet undvigte og forlod hans vadestedridertjeneste, da de andre tvende Hans Knudsen og anders Pedersen forblev til stede og offentlig forrettede deres tjeneste nogen tid efter. - Vidnet svarede, Niels Becher forlod straks tjenesten og har ikke været siden ved den, men om de andre ved han ingen rede., såsom vidnet den tid var syg.

Møllers spørgsmål:

  1. vidste det ikke.
  2. vidste vidnet ikke, men de var i vidnets hus at søge om Niels Sørensen Becher en 8 dage efter han var bortreden.
  3. vidste ej noget derom at vidne.
  4. vidste ej videre, end han har afvundet.
  5. vidste ej noget derom at vidne.
  6. svarede ligesom første vidne har afvundet.
  7. vidste ej noget derom at vidne.
  8. har hørt sige, at der blev skudt 2 skud, men ikke kan forklare af hvem videre end det ene af Niels Becher som omvundet er.
  9. Simon Møller tilspurge yderligere vidnet, om han med en god samvittighed kan vidne og tilstå, at Niels _Sørensen Becher er undvigt eller sig til side holden så meget af frygt for den ham pålagte beskyldning som undseelse for arrestes tvang. - Vidnet svarede, vidste det ikke.
  10. Om vidnet ikke er bekendt samt og hørt sige, at den afdøde kromand Hans Nielsen ikke af skud men mere af anden ubillig medfart såsom af fødders tråd og deslige skal være ilde begegnet. - Vidnet ved ej noget derom at vidne. Svarede ellers på spørgsmål ej at være beslagtet til nogen af vadestedriderne, men Niels Becher har logeret hos vidnet i 1½ år.

4. vidne, Hans Lauridsen Buch af Hjarup:

  1. Om vidnet ikke er vitterligt, at forrige vadestedrider Niels Becher efter kromandHans Nielsens død i BVejen straksen undvigte for det skud, bem.te kromand var tilføjet og således aldeles forladt hans vadestedridertjeneste, så og om der ikke en [=> AO2 41] anden vadestedrider i bemreldte undvigte Niels Bechers sted og antagen, og endelig om ikke Anders Pedersen og Hans Knudsen mere end 8 dage efter kromandens død var til stede og offentligt forrettede deres vadestedridertjeneste. - Vidnet svarede, har hørt sige som og at være vidnet sagt, at vadestedrideren Niels Becher lå en nat i Ødis Bramdrup, og så snart han fik at vide, kromanden i Vejen var død, rejste han straks derfra, og siden blev han borte for samme sag og kom ikke igen. Straks derefter blev indsat en anden vadestedrider til at forrette tjenesten. Anders Pedersen og Hans Knudsen forrettede vadestedridertjenesten offengligt en 8 dages tid ungefær enfter kromandens død i Vejen. Da vidnet en dag talte med sidstmeldte vadestedridere nemlig Hans Knudsen og Anders Pedersen i Hjarup by og vidnets hus, og siden 2 dage efter omvundne tid, talte vidnet atter med dem i Dollerup, da de fulgte vidnet fra Dollerup igennem Skanderup på vejen ad Kolding eller Seest. Vidnet red så hjem, og vadestedriderne sagde, de ville også ride hjem.

Møller tilspurgte vidnerne, om det ikke ham er bekendt, at der såvel udi vadestedrider Niels Bechers sted sog og udi de 2 andre vadestedridere af tolderen sr. Rachlow i Kolding var beskikket andre personer til samme bemeldte tjenestes obagtning ved toldstedet og dets grænser, formedelst vedkommende vadestedridere deres tilsideholdelse. Vidnet svarede, i omvundne tid da vidnet talte og så vadestedriderne Anders Pedersen og Hans Knudsen, betjente de selv tjenesten, men siden derefter har vidnet hørt sige, at der var beskikket i deres sted 2, men om det således var, ved vidnet ikke, såsom han ikke har set nogen eller talt med nogen, som deres tjeneste forrettede, som omspurgt er. Men i Niels Sørensen Bechers sted blev der straks som vundet er beskikket. - På spørgsmål svarede ej at være beslagtet med nogen af vadestedriderne.

5. vidne, Poul Lauridsen Buch i Nagbøl:

Svarede på Grundahls spørgsmål til næstforrige vidne, at vadestedrideren Niels Sørensen Becher er nogle dage efter kromandens død i Vejen rejst bort, som og i hans sted beskikket en anden; har ellers hørt sige, at bemeldte Niels Becher var bortrejst sønderpå, fordi kromanden [=> fol. 129] var død, og han var kommen i den ulykke. Anders Pedersen og Hans Knudsen forrettede deres tjeneste mere end otte dage efter kromandens død og red offentligt, som og havde været i vidnets hus og gård, da de kom vester fra og red østerpå, ligesom næstforrige vidne har forklaret.

Simod Møller exceperede imod dette vidnes forklaring, for så vidt han efter andres hørelse har vundet og elleres forlangte hans svar å det til næstforrige vidne fremsatte spørgsmål. - Grundahl formoder, at retten tilsidesætter Møllers exception, siden samme åbenbare strider imod hans egne quæstioner, som virkelig udvisere, at han har quæstioneret til de foregående vidner, ligesom vidnerne har svaret efter ord og tale, men meget mere reflekteret på vidnets oprigtige .... -Vidnet svarede, på Møllers spørgsmål til næstforrige vidne, at han vidste, der var indsat en vadestedrider i Niels Sørensen Bechers sted straks efter hans bortrejse, da kromanden var død. En tre ugers tid ungefær efter kromandens død talte vidnet med 2 karle, som red p vadestedriderne Hans Knudsens og Anders Pedersens sted efter deres egen sigelse. Dog ved vidnet ikke, enten de var lejet eller indsatte i deres sted; samme karle red på Aners Pedersens og Hans Knudsens heste, forklarede samme tid, at de var lejet. Videre forklarede vidnet, at han hverken var beslægtet eller besvogret til nogen af vadestedriderne.

6. vidne, Mads Lauridsen af Dollerup,
7. vidne Poul Hansen i Seest:

Stort set samme vidnesbyrd.

Grundahl, som fornemmede, at Hans Bertelsen af Seest ej var mødt, frafaldt hans vidne. Men til ydermere oplysning i samme sag og til fast bevisning, at Niels Sørensen Becher alene er den, der har tilføjet kromanden Hans Nielsen omvundne skade, producerede Grundahl en til tolder Andreas Racholw forfattet rekvisition af 31. juni med hans egenhændige påtegnede gensvar så vel som et udi bemeldte gensvar påberåbt skrivelse under Niels Bechers egen hånd til tolderen med Bechers uden på brevet trykte signet, som betegner en fortun med disse bogstaver oven over i samme p... NSSB, hvilket brev han begærede læst, påskreven og denne akt tilført, lydende således som hernæst følger:

Velædle højstærede hr. tolder Andreas Rachlow. Det er ham vitterligt, at vi tillige med Niels Sørensen Bechoer den 13. april var udreden i vor vadestedrider-beret at patruljerepå grænsen ved åen 1/4 mil fra Vejen, om nogen toldsvig var at fornemme, og da vi for at søge nærmere kundskab om en drift stude, som var os foresagt skulle fordrive ...., var indkommen hos kromanden Hans Nielsen i bemeldte Vejen kro, hvorledes at Niels Sørensen Becher med gerådede i klammeri, som dog uden følge og skade var overstået, da nu kromanden, medens vi, som ingen udstand havde med ham, med bemeldte Niels Becher sad fredelig, hemmelig og vitterlig uden årsag havde samlet af byens folk med stokke, stave og gevær til sig i hans gård og gjord eoverfald på os, da vi ville se til vore heste og ride vor vej, faldt det så ulykkeligt ud, at bemeldte Niels Sørensen Becher med sin pistol værgede sig og skød bemeldte kromand i hans venstre hofte, så han på andendagen derefter døde. Hvor stærkt skuddet har truffet, og om det har været så letkol, at han deraf, eller som os er berettet var af anden indvortes svaghed, er død, formener vi doktorens og feldskærerens syn omstændelig forklarer. Men som vi tillige med Niels Sørensen Becher er stævnede og saggivet for samme gerning, fordi vi som meldt har være med ham i bem.te kro, uagtet at vi med uskadt samvittighed med vores korporlige ed kan bekræfte, at vi hverken har lagt hånd på den afdøde, mindre [=> fol. 130] skudt, slaget, rørt eller tilføjet ham ringeste skade, da Niels Becher aleneste er den, som har skudt og haft slagsmål med ham, og da det bevindes, at ingen af vidnerne ventelig fordi det var mørkt, har kunnet give oplysning, fra hvem skuddet er kommet, så vi desårsag og indtil vi kan få den rette skyldige oplyst, stikker ganske uskyldig i fare. Thi er vi højligen forårsaget til sandheds oplysning ... at anmode højstærede hr. tolder, at han umishagelig herpå tegnet ville meddele os hans beedigede attest på følgende poster: 1) Om ikke bemeldte Niels Sørensen Becher enten ved skrivelse eller og mundtl. direkte eller indirekte for hr. tolderen har beklaget hans maleur, og at han har tilføjet kromanden skud eller skade. 2) Om ikke bemeldte Niels Sørensen Becher siden hans undvigelse har tilskrevet højstærede hr. tolder, som denne sag anrører, hvorefter og om samme breve er behlldt. 3) Om samme breve skulle findes, hr. tolderen udi sin attest ville meddele os indholden eller og brevene in originali herved og ved hans besvaring til retten bestyrkelse lade følge og hæfte. 4) Om hr. tolder ikke ved eller haver hørt, at Niels Sørensen Becher haver skudt kromanden i hans hofte eller lår. 5) Om det ikke overalt er rygtbart og landkyndigt at ofte bemeldte Niels Sørensen Becher formedelst det skud og den skade, han har tilføjet kromanden, fra belgyndelsen af har været bortrømt og forladt hans vadestedridertjeneste, så at en anden i hans sted er antaget og beskikket,. Og 6) om hr. tolder ikke har hørt eller ved nogen anden, sil vi kunne vente os oplysning fra, for hvem Niels Becher enten i en eller anden måde måtte have åbenbaret hans maleur. - Skulle højstærede hr. toldere herudi findes vægerlig, som vi dog ikke vil håbe, nødes vi til at søge hans vidne efter foregående varsel ved rettens assistance. Forblivende med al veneration velædle højstærede hr. tolders ydmygste tjenere, Hans Knudsen, Anders Pedersen. Kolding, den 31. juli 1738.

Til gensvar på denne rekvisition er mit svar på de 3 første poster, at jeg ikke har set Niels Sørensen Becher siden, den ulykke er sket på kromanden i Vejen eller ved, hvor han sig har eller endnu opholder til dato, men vel imidlertid fået vedhæftede brev, som her følger in originali. - På 4 påst svares, at jeg vel har hart, at Niels Sørensen Bechere skal have skudt benævnte kromand i låret. - Den 5. post besvares, at siden den berørte ulykke i Vejen er sket, har Niels Sørensen Becher ikke våred her i egnen for at opvarte sin anfortroede vadestedridertjenste, hvorfor straks en anden til hans hafte tjeneste er antaget, som af mig straks er indberettet til højlovl. kammerkollegie høje herrer. - På 6. post ved jeg ej noget at svare. Men at dette mit svar at være i alt således rigtig tilstår såsandt hjælpe mig Gud og hans hellige ord. Kolding d. 18. august 1738. A. Rachlow.

Velædle hr. tolder. Jeg kan ikke forbigå, at jeg må melde til hr. tolder min elendige og ringe tilstand i henseende til min af mig gjorte uforsigtig gerning. Så beder jeg mindelig og hjertelig, kære hr. tolder, at ville stræbe for mig, om [=> AO2 43] det var mjuligt, at jeg kunne og måtte komme for lyset udi frifrelse til sagens uddrag. Ellers så har jeg allerede spyurgt, at dkotor Ancheresen af Ribe tillige barber Skøtz har våren ved den døde ham at opskære, og nu derefter haver jeg ved en fortrolig ven ladet fornemme, hvorledes det gik af, da efter doktorens beretning ville det komme an på mandebod og sagens omkostning at betale,s hvorpå jeg vil befale sagen i vor Herres og gode venners hænder, min fortrolighed til gode hr. tolder at stræbe for mig, vil jeg bede den gode Gud rigelig vil belønne. Ellers så venter jeg fra hr. tolder et par ord tilbage med nærværende bud, hvornæst jeg lover, velædle tolders lydige tjener. Niels Becker.

Simon Møller, som havde anhørt den fra de tvende vadestedridere ergangne rekvisition til tolder Rachlow, ventede ikke, siden Niels Bechers brev er uden dato  og uden noget navngivet sted, at det på noget sted som et fundamentabel bevis kan anses, og reserverede sig overfor rekvisitionen. - Grundahl aleneste erindrede, at mons. Møller formener at Møllers reservavtion er uden grund.Thi så lidet som stedet, hvorfra brevet er skrevet, kan give nogen oplysning eller hjælp i sagen til sandheds befordring, ... så fast formener og, at Niels Bechers skrivelse virkelig overbeviser ham, at han er den, som alene har tilføjet kromanden skade, og for selvsamme gerning undveget. Sluttelig bad Grundahl et tings[=> fol. 131]vidne blive sluttet. - Simon Møller fastholder sin reservation og anfører, at Niels Sørensen Becher ikke, som Grundahl behager at melde, har taget sin henflugt i frygt for sagen, at han dermed kender sig som gerningsmand til kromandens dødelighed, men alene af frygt for pågribelse og arrest at undgå.

Nierum som dog med kedsommelighed havde anhørt, hvis pro et contra under dette forlangte tingsvidne fra idag, retten blev sat, til ud på aften er blevet fremført, proponeret og ventileret, men hvorvidt alt sligt udi sin tid kan og bør på sit sted og sine steder anses, Hans Knudsen og Anders Pedersen til befrielse udi den øvede omgang og drab på Hans Nielsen, lader Bierum det bero, til hvilken ende han ville hålbe genparttingsvidne beskreven meddelt.
Tingsvidnet er underskrevet af dommeren og tingmændene.

fol. 131:

Grundahls indlæg citeret på fol. 121:

Kgl. Maj.ts herredsfoged, velædle sr. Søren Bierum. Så urigtig som actor sr. Otto diderich Bierum såvel udi producerede stævning som ellers udi hans procedrurer beskylder vadestedriderne Hans Knudsen og Anders Pedersen ved Kolding toldsted for, at de tillige med Niels Sørensen Bierum den 13. april skulle have øvet vold og drab på afgangne Hans Nielsen, forrige kromand i Vejen, uden at have kunnet legitimere hans foregivende og hårde beskyldninger. Så ugrundet og uforsvarlig er hans irettesættelse, som han til deres største beskæmmelse har gjort på deres liv og gods, og så meget mere finder jegt mig til mine principalers frelse anlediget til at forestille sagens beslaffenhed, vidnernes foranderlige udsagn og isærdeleshed actors uforsvarlige forhold og omgang i sagen det korteste, muligt er, som følger: Da forbemeldte vadestedridere Hans Knudsen og Anders Pedersen tillige med Niels Sørensen Becker den 13. april a.c. var udreden for at beobagte deres vadestedridertjeneste om nogen tolddefradation var at fornemme, og som de samme dag patruljerede i egnen omkring ved Vejen by ungefær 1/4 mils vej fra toldskellet om en drift stude, som dem far foresag skulle forbidrive passagen indtil noget efter, at solen var nedgået, red de ind til forrige kromand Hans Nielsen i bem.te Vejen kro [=> AO2 44] i tanke at søge bedre kundskab om samme drift stude, hvor de forefandt ham med andre flere gæster siddende i stuen ved hans bord. Imidlertid noget efter deres indkomst draggede benævnte kromand Hans Nielsen i klammeri og slagsmål med første vidne Niels Jepsen, som han æreskældte og med hårgreb overfaldt, og ihvorvel at vadestedriderne, som på den tid sad fredelig efter vidnernes enstemmige udsagn og skøttede dem selv, i en god intention ville tale kromanden til rette for slagsmålet at få hæmmet, blev de uforskyldte groveligen udskældte både for skælme og omsider for hunde og bandet, hvilket forpårsagede, at Niels Sørensen bechjer overilede sig og slog kromanden under øret, bevises ved tingsvidne udstedt den 21. aug. dernæst, produceret under nr. 1 på pag. 21 og 24, 75 og 76., bestyrkes på pag. 26 og 32. Således er Hans Nielsen Kromand overbevist at være den, som først har yppet klammeri og selv forårsaget ulejlighed og således har og continueret, da han inde i hans kammers ej har villet lade sig styre. Thi ligesom vidnet Jens Poulsen udi tingsvidnet på pag. 65 forklarer, at den mundbrug, som nogle af vidnerne uensstemmige har vundet skql være hørt af vadestedriderne Anderes Pedersen og Niels Becher merkeligen har bestået derudi, at de har bedet kromanden gå til sengs, på det hans onde sind derved kunne blive styret, som også Las Iversen af Gruehuset bad ham om det samme pag. 75, desuagtet begyndte dog kromanden, som tilsidesatte gode råd og formaninger at bande og udskældte vadestedriderne for hunde, som forhen meldt er. Skulle det så være, at den ene eller den anden af vadestedriderne skulle have truet at slå døren ned, som dog ikke skete, eller og at Las i Grue skulle have fået et slag i hovedet af Anders Pedersens pisk, så er det ventelig og rimelig at sådan skælden og banden har overilet dem dertil, men derimod ikke godtgjort, at enten Hans Knudsen, som således ingen forseelse er overbevist,  eller Anders Pedersen har tilføjet enten kromanden, hans hus eller noget af hans ejende mindste skade, mindre lagt hånd på ham, som følgelig skal blive oplyst og bevist. Derefter, som det var blevet swtille i kammerset og vadestedriderne, som sad fredelige med hinanden, ikke kunne tænke eller vide andet, end at kromanden var gået til sengs og Las Iversen havde forføjet sig bort plå hans hjemrejse, eller uden at forestille sig den farlighed og de onde og hemmelige [=> fol. 132] anslag, som imod dem omsider befandtes iværksatte og allermindst, at kromanden tillige med Las Iversen i så ondt et forsært skulle have samlet folk til dem, som i kromandens gård stod i skjul, da det var mørkt og sildig ud på aftenen.Thi da vadestedrider Hans Knudsen trenede uden for døren at se til hans og de andres heste, såsom de var sindede at ride deres vej, siden den forventende kundskab om den ulovlige drift stude, som tvende af vidnerne efter deres udsigende i tingsvidnet pag. 22 og 88 også har hørt tale om, for dem var gået overstyr, blev han uformodentlig en del bevæbnede folk med gevær stave og stokke var, hvorfor han med temmelig alteration advarede de andre vadestedridere at søge retirade for den fare, de samtlige stak udi, som også påfulgte, idet Hans Knudsen, som da han med de andre ville gå til deres heste i gården ved hans udgang af døren af kromanden Hans Nielsen gulbsk blev slagen med et stykke ktræ, skønt han dog ingen i ringeste måde havde fortørnet, hvilket forårsagede, at det første skud, som ej træffede, blev skudt, som slete mere af skræk for videre overfald samt lifs og lemmers beskadigelse at undgå end at tølføje nogen af de tinstedeværende nogen skade, vide tingsvidnet på pag. 21, 22, 32, 33 46, 55, 57, 58, 68 og 79, fornemmelig 48 og 49. Ikke desto mindre ville dommeren behagelig mærke, at Hans Nielsen ikke var at styre, men med et overgivent forsæt råbt til vadestedriderne, de skulle ikkun kommu ud, skød de en, så var der flere tilbage, de havde og at skyde med, vide pag. 47, 55, 57, 58, 79, 81, så at dette påfulgte, som vadestedriderne med deres saligheds ed vil bekræfte, og som vidnerne, formedelst det var mørkt, ej har kunnet oplyse, at Niels Sørensen Becher blev slaget tvende slag med stokke eller stave, der faldt så ulykkeligt ud, at bemeldte Niels Becher værgede sig og med sin hos sig havende pistol skød og træffede kromanden Hans Nielsen i hans lår, hvilket sandelig aldrig var sket, dersom kromanden så vel som Las Iversen ikke havde indhentet og samlet de ommeldte bevæbnede mænd og så glubsk overfaldet vadestedriderne, da de var udkomne og ville ride deres vej, før end noget skud blev skudt, og ihvorvel de fleste a fvidnerne udi forbemeldte tignsvidne, som var overværende, da kromanden blev skudt, ikke har kunnet give mindste oplysning, hvem den af vadestedriderne har været, der har skudt og truffet bem.te kromand, så har jeg til Hans Knudsens og Anders Pedersens frelse været foårsaget fra Kolding birketings ret at erhverve det forhen producerede tingsvidne af den 9. sept. a.c. under nr. 2, hvilket tilstrækkeligt oplyser, hvorledes Niels Sørensen Becher, som alene fra begyndelsen af har haft slagsmål med kromanden, for en og anden selv har tilstået at have skudt og træffet ham og desårsage straks undvigt og forladt hans vadestedridertjeneste, da de landre uden at [=> AO2] frygte for angribelse, som de i begyndelsen ikke var forventende, blev til stede og forrettede deres vadestedridertjeneste offentligt så vel som derforuden forbemeldte tilståelse om skuddet har han udi et hans egenhændigt skrevne samt underskrevne samt forseglede brev til hr. tolder Rachlow her i Kolding ej alene beklaget sin skæbne ved ovenmeldte hans maleur, men endog beder velbemeldte hr. tolder, at han vil stræbe for ham at han kunne komme til stede til hans sags uddrag, vide sidstmeldte tingsvidne fra pag. 24 til 62.
Hvad nu de af actor førte vidner kan være betræffende, hvorvidt samme, der tildels var implicerede i den gerning, hvorom de har vundet, tildels villige, variable og uensstemlige, kan fælde eller rejse mine sigtede principaler, det ville dommeren behageligst tage i betragtning og observere, at første vidne Niels Ibsen af Vejen på actors fremsatte quæstion, neml. om ikke vadestedriderne med hug, skud og slag har overfaldet Hans Nielsen i hans hus, gård og frelse, at han andendagen derefter døde etc., noget ubetænksomt og ganske urigtigt svarede jo på pag. 25, hvorved han modsiger, hvis han forhen har svaret på mine til ham formerede tvende første quæstioner. Thi derrudi siger han ej at have set, at Hans Knudsen eller Anders Pedersen  har lagt hånd på kromanden eller tilføjet ham slag eller skade inden eller uden huset, men vel set en af tvende vadestedridere skudt, som han ej heller ved hvem var udi første tingsvidne pag. 22 og 23, som bestyrkes lpå pag. 25.
Andet vidne Niels Pedersen af Vejen, ligeledes som første variabelt, når dommeren behager at conferere vidnets udsagn udi sidstmeldte tingsvidne pag. 26, 27 og 28 på parternes tilførte quæstioner.
Tredie vidne Hars Andersen sammesteds, vidner, at kromanden Hans Nielsen så vel som Lars Iversen  flyede ud igennem sengekammersvinduet pag. 30 uagtet han siden forklarer tværtimod, at han ikke har set eller ved, hvorledes de kom ud, vide pag. 35 og 36, fremdeles vidner på actors sidste quæstion pag. 37, at han ej ved nogen anden end som omvundne udridere at være Hans Nielsens banemænd, men derimod har han tilstået førts på pag. 31, at han ej ved, hvem af de trende vadestedridere der skudt, som var ham umuligt at sige, dernæst han på pag. 36 og 37 siger, at han ej er vidende eller har set, at Anders Pedersen eller Hans Knudsen har slaget, stødt, sparket eller trådt Hans Nielsen etc., og på pag. 38 ej heller har set eller kan sige, om de er skyldige i Hans Nielsens død eller ikke.
Fjerde vidne Maren Hansdatter, dden afdøde kromands datter, så er det retten bevidst, [=> fol. 133] at hun i begyndelsen lovlig var stævnet hendes vidne corporlig for retten at aflægge, hvortil hun og de jure var forbunden, men som actor begærer(?) at hun i den tid sagen første gang blev opsat, til Rensborg skal være bortrejst og hun forinden for tvende af hende selv eller actor dertil udmeldte mænd og udi actors påhør alene skal være aflagt hendes vidne uden rettens eller de øvrige parters, som derom ingen communication er givet, deres påhjør, som jeg formener udi så højt magtpåliggende en sag af så stor vittighed (vigtighed?) for fornøden, så formener jeg, hendes udsagn bliver så suspect, at samme annoterer sig selv, 1) fordi det ikke er bevist, at hendes rejse var fornøden, at hun desårsag ikke kunne oppebie den ansatte tid at møde for retten. 2) Om så var, burde actor rekvireret tvende upartiske mænd af dommeren til hendes vidnes afhørelse, 3) givet vedkommende parter om tiden og steden beh ørig comunication såvel til at påhøre hendes vidne som deres ret derved at observere. 4) Foruden dette er hendes vidne afhørt i hendes faders hus, som er et krohus. 5) Ej vundet noget på hendes afgangne fader eller i ringeste oplyst hans onde forhold. For det 6) at hun som et vulligt og ulovligt afhørt vidne efter efter den i tingsvidnet tilførte protest og efter den reservation, retten selv ved afsagte interlocutoriekendelse har taget, ej bliver at reflektere på, vide tingsvidnet fra pag. 38 til 48.
5. vidne, Knud Jepsen svarer til actors 1. quæstion, at han var ved, da klammeriet i kromandens hus først begyndte, pag. 45; derefter foregiver han, at han først kom dertil lælnge efter at første klammeri var til ende, pag.46, forklarer også at have stået ved Hans Nielsens hus, da han så, at han blev skudt ved leddet for hans gård, pag. 45. Men på pag. 47 vidner han, at det var så mørkt, at han ej kunne se Hans Nielsen, pag. 47 endvidere at han ikke ved andre at være Hans Nielsens banemand end vadestedriderne, pag. 51 da han siden må tilstå, at han ikke ved, hvem af dem, der har skudt, og at ikkun en af de tre vadestedridere er Hans Nielsens banemand pag. 51 og 52.
Sjette vidne Hans Poulsen, som svarer på actors spørgsmål, at han af andre indstævnte vidner har hørt, at Hans Nielsen efter skuddet af vadestedriderne skulle være overfalden, da dog alle afhørte vidner og ike et eneste af dem har set, nogen af vadestedriderne har stødt eller rørt kromanden, efter at han var skudt, pag. 53 og 54.
Det samme er og imod 7. og 8. vidne.
Niende vidne Niels Hansen er også remarqabelt, når han forklarer at have hørt kromanden, efter at han var skudt, har klaget og jamret sig, og at ingen anden på samme tid uden vadestedriderne Anders Pedersen og Niels Sørensen Becher sås inde i stuen, som udskældte kromanden, pag. 59 og 60, da han dog siden har måttet tilstå, 1) at han ej var inde i stuen, da disse skældsord passerede, 2) ikke har set, at Anders Pedersen eller Niels Sørenen Becher har slaget eller lagt hånd på Hans Nielsen, 3) ej kendte nogen af bem.te vadestedridere, [=> AO2 46] så at hans vidne om omvundne skældsord falder ud på tanker og gisninger, der således forklarer, at fordi Hans Knudsen stod udenfor i gården, måtte være de andre, som var inde i stuen, pag. 62 og 63, ej heller vidste at gøre forskel på dem, endvidere besvarer vidnetactors sidste quæstion, at han ved ingen anden at være Hans Nielsens banemænd end omvundne udridere, pag. 63, endskønt hans egne ord tværtimod gør hans vidne ganske mistænkeligt og urigtigt, når han tilstår, at han kom til kåromandens, først efter at han var skudt, og ej har været nærværende eller set klammeriet, ej heller set, at nogen af vadestedriderne har slaget tiler tilføjet Hans Nielsen skade og over alt ingen anden rede ved til kromandens beskadligelse end, hvis han af andre haver hørt, vide tingsvidnets pag. 58 og 59, 62, 63 og 64.
Tiende vidne Jens Poulsen har vel hørt tvende skud bleven skudt, men ved ikke at forklare, hvo den har skudt, eller om vadestedriderne havde gevær med dem, ej heller har han set, at nogen har slaget, sparket, trådt eller skudt Hans Nielsen, som tingsvidnet udviser fra pag. 64 til 70.
Ellevte vidne Las Iversen vidner tildels i hans egen sag og som avindsmand af Anders Pedersen, dels og i så vidt impliceret, at han tillige med Hans Nielsen har samlet folk sammen bevæbnet imod vadestedriderne, som blev overfaldet, da de var fredelige, hvorved han og kromanden forårsagede, at der blev skudt. Så bliver vel ikke heller noget på hans vidne at reflektere, men som ugyldigt anset, endskønt han har måttet tilstå, at hveken Hans Knudsen eller Anders Pedersen har tilføjet kromanden slag eller skade, pag. 83.
Dernæst skulle jeg til dommerens retsindige skønnende ydermere oplyse actors lovstridige og uforsvarlige forhold og omgang, hvorledes han påny har betjent sig af Laurs Andersens og Hans Poulsens vidne at afhjemle deres såkaldte besigtigelse af den afdøde, da endskønt de forhen udi tingsvidnet pag. 38 og 54 har erklæret, at de ej vidste mere sagen til oplysning; så bliver desuden deres tagne besigtelse på kromandens blessure så lovstridigt som aldeles uefterretteligt, både forde de af kromanden selv er kaldede og ikke af rettens betjente eller øvrigheden, som skulle udmelde upartiske og kyndige mænd til så vigtig en forretning, så og fordi de alene har synet skaden udvortes og ikke indvortes, men jeg må vel spørge, hvorfor betjener actor sig af slig ulovlig besigtelse, og hvorfor lægger han dølgsmål på hr. doktor Anchersen med kirurg sr. Schultzes af Ribe deres besigtelse og sectionsforretning over den dødes skade såvel uden på hans legeme som indvortes, og hvorfor må ikke samme komme for lyset til nødvendig oplysning for dommeren, som skal skønne og dømme på blessuren i sig selv. Thi så længe som acor indehoilder om [=> fol. 134] så meget magtpåliggende og af kyndige mænd efter foregående rekvisition forfattede forretning, er og bliver det endnu en uafklaret sag, enten skuddet i kromanden Hans Nielsens lår har været dødelig eller ej, og om ikke anden indvortes svaghed mere har befordret hans dødelige afgang end det skud, han alene af Niels Sørensen Becher og ej af mine principaler er blevet tilføjet, der noksom forhen er blevet oplyst, og derfor overlader jeg det til dommerens grundige eragtning, om han finder det fornøden at i,mponere actor til at fremlægge forbemeldte sectionsforretning in originali, eller og om Niels Sørensen Bechers anordnede forsvar samme vil fremæske, hvirvodt den kan være bem.te Becheer til befrielse, siden bleseuren på den afdøde ham alene anrører. Allerhelst jeg forud kan forsikre, at indholden af bem.te doktors deposition, som actor selv har ladet mig læse, fornemmelig formelder til oplysning, at det kromanden Hans Nielsen tilføjede skud ikke anses som et lethal eller absolut dødeligt skud, ikke heller finder tegn på den afddes legeme, at han er død af anden udvortes tilføjet skade, men mere beskriver hans dødsmåde af lungens gamle hårde hævehed og hjertets bedærvelse etc.
Således formener jeg, det er nok til besvaring imod sidstmeldte vidners uefterrettelige besigtelse, hvorfor jeg begiver mig til at vise og bevise, hvor uforsvarlig actor til sidst, der han ej har kunne tlegitimere hans procedurer og beskyldninger imod Anders Pedersen og Hans Knudsen, har betjent sig af kromanden Hans Nielsens datter, som er et lidet vanfør barn i ellevte år, hendes vidne om samme klammeri, som for fire måneder siden er passert; det er sandelig en uhørlig måde at procedere på, ligesom barnets udsigende befindes ganske uefterrettelig og udendis af ingen valeur eftger lovens pag. 110 articul 18 (Danske lov 1-13-18). Thi først siger hun, at hun ikke så hendes fader eller hvem der kom ind med ham, dernæst forklarer hun, at hun hørte det skruppede, at det skruppedee, og at der var en inde hos hendes fader, som hed Anders; siden fragår hun, at hun ikke vidste, hvem det var, og så fremdeles, pag. 100, så at hun som et ungt og umyndigt barn i så måde ikke har vidst, hvad hun sagde, men venteligt talt noget som ... ... kan have snakket hende for, og hvor skulle hun komme til at høre eller se mere end som alle de forhen i sagen afhørte vidner, eller hun som et uskønsomt barn drage sig nogen del i så måde til eftertanke, fornemmelig efter så langsommelig tids forløb. Mindre graveres Anders Pedersen derved, at actor kom barnet til at pege på ham som den, der skulle være set hos hendes fader, efter at han var skudt, hvis person hun entelog ikke havde kendt, dersom hun ikke hele dagen, medens andre vidner blev afhørt, havde tatget ham i øjesyn og af andre forhen var blevet vist, hvem hun skulle pege på.  Over alt har hun ej set, at han enten har rørt eller slaget hjendes fader. Dette så vel som alt foregående giver sr. Bierums forsæt og noksom tilkende, hvor nidkær han har været for at få sagen uretteligt påført Anders Pedersen og Hans [=> AO2 47] Knudsen, da de dog for gerningen i deres samvittighed er ganske uskyldig saggivet og beskyldt samt og ved urimelige quæstioner søgt vidnernes foranderlige udsagn, der sandelig noksom viser og tilkendergiver actors uforsvarlige forhold og vidnernes udi deres udsagn dels som villige, dels som de, der har samlet dem med stokke, træer og gevær i kromandens gård, da vadestedriderne blev overfalden, hvilket forårsagede, at Niels Sørensen Becher værgede sig med sin pistol. Men som actor ikke med eet eneste vidne har kunnet overbevise enten Hans Knudsen at have fortørnet det mindste barn i huset, mindre haft noget med klammeriet at bestille, ikke heller at Anders Pedersen har lagt hånd på den afdøde eller forårsaget ham nogen skade, da vidnerne alle ensstemmende vidner, at de hverken har set Hans Knudsen eller anders Pedersen enten at have slaget, stødt, sparket eller trådt, uden alene at en af vadestedriderne har skudt den afdøde, vide første tignsvidne nr. 1 pag. 22, 23,25, 28, 36, 37 og 38 og så fremdeles, som ellers tingsvidnet under nr. 2 oplyser haver været Niels Sørensen Becher. Ikke heller befindes det, som actgor melder udi hans indlæg, at nogen har overbevist Hans Knudsen enten at have stået med ladt gevær uden for kromandens dør, mindre der med hensigt, at ingen turde komm eind, eller at han har tilskyndet de andre at gribe til gevær for at tilføje nogen ringeste skade. Så det i alt er ganske urigtigt fremsat af actor, med hvis videre han ubeviselig foregiver imod Anders Pedersen. Thi giver hans hårde påstand og irettesættelse dem ikke ringeste betækning eller frygt for sagen, så at dersom de i noget drab skulle anses delagtige, må de sikkerlig beklage dem at være de eneste, der bliver betaget hans maj.ts højpriselige lovs forsvar, efterdi dem er nægtet delictum til undgældelse på liv, ære eller gods er bleven overbevist, hvorfor merbemeldte Anders Pedersen og Hans Knudsen herved erbyder dem at aflægge deres corporlige ed, enhver for sig, at ingen af dem enten har slaget, sparket, trådt, skudt eller tilføjet Hans Nielsen allermindste skade enten på liv eller lemmer eller nogen del af hans ejende, hvilket de formoder retten accepterer. Thi tillader lovens pag. 894 articul 15 (Danske Lov 6-6-15), at derosm nogen sigtes for banemand af den dræbte, før han dør, da når gerningen ej kan overbevises ham, må han befri sig med sin ed. Så formener jeg, at ej nogen kan være hinderligt udi forbemeldte deres tilbud. Og som jeg da vil håbe, at retten ved sin retsindige dom selv skal bevindes at mer oftebemldte mine [=> fol. 135] principaler ganske uskyldigt er eftersattem sagguvbe ig beskyldt, dem begge til forklejnelse og anselig bekostning, så formoder jeg, at actors hårde, aldeles ubeviselige og derfor ugrundede irettesættelse mod dem vorder annulleret og tilintetgjort uden at præjudicere dem i ringeste måde, at at de for actors og andre vedkommendes videre tiltale udi denne sag aldels vorder frifunden, overladende det for resten til rettens lovgrundede eragtning, hvad repartition dem billigen bør tillægges for tilføjede blame og ibragte omkostninger, hvilket jeg med hene sagen til rettens retfærdige dom og kendelse henstiller med begæring, at dette mit indlæg måtte blive læst og akten tilført. Der jeg ellers iøvrigt forbliver kongelig maj.ts herredsfogeds tjenstskyldigste tjener. Kolding d. 16. okt. 1738, Christian Grundahl.


 

AO2 47, fol. 135:

Det herforan på folio 121 citerede indlæg fra Christen Andersen i Okslund contra hans nabo Ebbe Sørensen ibm. anlangende et stk. kirkeeng Lindknud kirke tilhørende lyder i alt med sin derudi bilag således:

Velædle hr. herredsfoged. Jeg må fornemme, at det høje herskab på Estrup siden første tingdag, da deres fuldmægtiges tjener har indfunden sig ved retten efter den indstævning, som er sket til dem selv, har ej behaget siden at lade nogen møde og på mit rekvirerede give nogert svar, ventelig fordi sådan et høj herskab ej vil førend for en højere ret lade sandhed komme for dagen, derved jeg fattige mand vil kastes i store omkostninger, reserverende mig derfor regres på sine steder. Så vil jeg da fremme min sag, så vidt jeg kan, og lader så resten komme på vedkommendes ansvar. At jeg da må forestille retten, hvad der har foranlediget mig til at søge fæste på omtvistede stykke engi mit fæstebrev Sorte Måe kaldet, hvoraf Mogens Nielsen i Okslund har med mig den halve del, kan rettel. erfares af velædle og velbyrdige hr. kancelliråd og amtsforvalter Bruuns udgivne extrakt af Riberhus amts jordebog gammel og nye matrikel, som herved følger til protokollering under Litr. A; deraf øjensynlig ses, at engen er kommen fra bøndernes gårde, ba beboerne contribuerede deraf, som er på Niels Madsens og Mathias Madsens da havende fæstesteder, af hvilken min nabo Mogens Nielsen nu har det ene og jeg det andet sted Hvad billighed og ret er der da udi, at jeg skal skatte og skylde af, hvis Ebbe Sørensen skulle nyde og bruge. Går jeg fra denne ret, har har til at søge dette eng i fæste og til mit færstebrev i sig selv, har jeg ikke urettel. eller ved nogen sned tilvendt mig det, som nogle grove folk ventelig vil sige. Thi det er fremkommen for retten i lovskikket form på ret sort papir ratificeret af herskabet selv og ved sin påskrift legitimeret om dets protokollering. Videre kan ej æskes til dets lovlighed. - [AO2 48] Skal jeg nu tale om Ebbe Sørensens fæstebrev, så må fornuftige mennesker tage i betænkning, hvad der har bragt ham dertil, at han indvælter sig på mig og med magt vil dæmpe mit fæstebrev på fundament NB at hans fæstebrev er ældre end mit og derfor per conquenal som han skal have først lejet, mener han og at skal hae fortrin; men vil retten betragte, hvad han har fremelagt til at bestyrke hans sag med, nemlig en såkaldt godvillig afståelse til Ebbe Sørensen af enken Karen Hansdatter i Okslund af dato 15. marts 1729 samt et derpå funderes fæstebrev af 26. juni 1729. Så har jeg imod disse retmæssig følgende at erindre. Karen Hansdatter har jo, som instumentet viser, ej afstået andet til hendes svoger og datter end 1. en eng i Klelund mark, som hun siger sig at have haft i fæste. for det 2.  en eng, hvoraf der efter ridefogedens fæstebrev skal gives 4½ sk. årlig afgift. Ejer nu Lindknud kirke sådan en eng og Karen Hansdater ene(?) har haft sådan en eng i fæste Lindknud kirke tilhørende, beviseliggør hun det vel med sit fæstebrev, alleerhelst den højfornuftige Peder Hansen i Asserbøl har givet hans consence dertil som lavværge, som vel har vidst, hvad han gjorde. Producerer nu hverken enken eller lavværge fæstebrevet på det, som de har afstået til Ebbe Sørensen, brister jo det ... ... hvorpå Ebbe Sørensens prætention er grundet angående afståelse. Hvad ridefogeden kalder fæstebrev og ratification på afståelsen angår, er det ene det andet helt ligt, tillige såvelsom retten ved, den selv dømte ham, hvordan han kom fra sin tjeneste. Lige så lidt tror jeg, det høje hereskab på Estrup agnoscerer hans eller Ebbes fæstebrev gyldig at præjudicere deres egen høje hånd, mindre kaste ... ... proces på halsen og vedkende sig til Lindknud kirke at eje sådan en eng, som Jens Nielsen skal have fæstet bort, hvilken i mine tanker ej er til. Og beviser herskabet, at engen er til og Karen Hansdatter med lavværge viser, hun har haft det i fæste, lader jeg dem til hobe gerne beholde deres i fred, når jeg ikkun beholder det, mig ved foged og herskab selv er fæstet, Sorte Måde kaldet, haft tillige med Mogens Nielsen. Imod denne uimodsigelige sandhed ved jeg ej min kontrapart kan indvende andet, end han vil sige, der er skreven fejl, Klelund for Okslund og 4½ for 2½ sk., og er dog det samme eng, hvilket jeg kan se han mægtig mager på [=> fol. 136] af hans indlæg af 9. okt. sidst. Jeg svarer, at Karen Hansdatter har haft det i fæste, som jeg og har fæstet vist, og derpå er vel og hendes fæstebrev udleveret, som vel ej nægtes, men en kan vel og have mere end 1 stk. eng i fæste, og tror jeg fuldkommen, der er skreven fejl ... fæstebrevet har været fra lavværge og jordebogen fra ridefogeden ... ... ... ... og befinder jeg Jens Nielsen af Ebbe kaldet administrateur på Estrupgård har været helt villig og fæste olg love enge bort på blade ..., hvilket kan ses af hosdfølgende fæstebrev til Jakob Pedersen ved Lindknud kirke af 30. januar 1730, som pruduceres lit. B ungefær neto 7 måneder efter Ebbes fæstebrevs dato, da han lover ham Lindknud kirkeenge i fæste, når de bliver fæstefalden. Dårlige er vel ej hørt, om Jens Nielsen ellers så kort tilforn havde fæst Ebbe den. Og jeg lader en retsindig dommer skønne over, hvad suspicion dette indehabver, og ej rører videre derom, siden jeg påstår. Ebbes fæstebrev af ovenanførte årsager ej kan præjudicere mig i mit lovlige fæste, men mener, at Ebbe Sørensen bør rejse til Jens Nielsen, om de begge, når de bliver samlet, kan udfinde det eng, han har fæstet ham, som skal være mig kært, at jeg derved kunne komme i fred. Sætter derfor for det første udi rette således: At jeg påstår mit lovl. fæste ved magt kendt og Ebbe Sørensens underkendt. Og skulle han lade mere fremlægge i retten, mig da måtte gives 14 dage til besvaring, at jeg kan beviseliggøre de omkostninger, han har forvoldt mig. Gud styrke ret og fremme sandhed, og jeg forbliver her med største ydmyghed velædle hr. herredsfogeds ringeste tjener. Christen andersen, Okslund den 13. oktober 1738.

AO2 48, fol. 136:

Ekstrakt af Riberhus amts jordebog:

 

AO2 49:

Det udi Christen Andersens omtalte fæstebrev lyder ord efter andet således: Henrich Scholten til Estrup og Skodborg, kans kgl. maj.ts (etc.) gør vittterligt, det jeg på hans vegne og efter den mig gibvne fuldmagt stæder og fæster, som jeg og hermed stæder og fæster til Jacob Poedersen det boelshus ved Lindknud kirke, som Hans Pedersen forhen har beboet og godvilligt afstanden, skylder af hartkorn efter nye landmåligsmatrikel 5 skp. 2 alb., hvilke han sin livstid skal nyde, bruge og beholde, når han deraf årligt i rette tide svarer alle påkommende kongelige skatter, landgilde og frihed efter jordebogen, husene opbygger og forbedrer, og mår de kirkeenge Lindknud kirke tilhørende bliver fæstefaldne, da skal han nyde dem frem for nogen i fæste, i øvrige retter sig efter hans kgl. maj.tx allernådigste lov og forordninger, sin husbond og fuldmægtig hørig og lydig, når så sker, skal stedet ham ej frafæstet, men han det i fæste sin livstid skal beholde. Til vitterlighed under min hånd og signet, Estrup den 30. jan 1730. På højbem.te mit nådige herskabs vegne, som fuldmægtig, Jens Nielsen.


 

Den rettens stævning fra Claus Madsen i Gerndrup på folio 121 citeret lyder således: Kgl. maj.ts herredsfoged Søren Bierum gør vitterligt, det for mig har andraget Claus Madsen af Gerndrup, hvorledes han af sognepræsten til Brørup og Lindknud sogne, velælrværdige hr. Peder Vinding skal være bleven stævnet til næstleden 17. juli på Gørding-Malt herredsting at møde alt angående, så vidt ham og hans hustru blev berettet, hendes kirkegang efter barnefødsel under beskyldning ej lovligt at skulle være sket, og endskønt han sig derefter ved tinget ovenmeldte 17. juli indfandt, ikke skal have fornemmet noget i så måde mod ham ført, ikke heller siden nogen opsættelse at vælre bekendtgjort, men nu af rygte og tiende har fornemmet, at hr. Peder Vinding skal forfølge sagen og søger dom, og at Poul Pedersen og hustru i Brørupgård samt sr. Jørgen Seerup og kæreste i Surhave skal være brugt som vidner og i så måde deres attest fremsendt, da som citanten ikke ved sig i noget ,skyldig, hvoraf velærværdige hr. Peder Vinding kunne anlediges til slig spørsmål (søgsmål?), thi for det første skal hans hustr have ofret 4 mk., som vel ikke nægtes, og for det andet skal han have budet sine naboersker til kirkegang med hans hustru såvel den tid som forhen, hvilket han vidnefast til sin uskyldighed og befrielse agter at oplyse. Thi stævnes velærværdige Peder Vinding for mig om behages at møde i retten på Gørding-Malt herredsting førstkommende 16. oktober vidner i så måde med alt videre ... ved sagen henhører og deraf dependerer at anhøre og til spørgsmål at svare, eftersom citanten tingsvidne efter hvis passerer agter at erhverve. Til samme tid og ting under faldsmål at møde indstævnes Christen Jensen, Jens Mortensen, Jens Pedersen, Mogens Nielsen og Christen Sørensen, alle af Gerndrup eders sandhed på spørgsmål i denne sag til oplysning [=> fol. 137] at udsige. Item Poul Pedersen og hustru af Brørupgård, seign. Jørgen Serup og kæreste i Surhave at være citanten quæstioner undergivne såvel eders udgivne attest som videre, hvis han nødig eragter, som og ... sandhed til oplysning at rekvirere.
De stævnedes kvittering for stævningen.
Stævningsmændene er Oluf Jørgensen og Hans HCS Christensen.


 

fol 137:

AO2 50:

Torsdagen den 30. oktober 1738:

Herredsskriveren benævnes Jens hellesen Utrup.

Niels Hansen af Gørklint på sin søn Jens Nielsens vdegne producerede en kvittering og skadesløsbrev udgivet af Else Jacobsdatter af Tuesbøl med værge og formynder hendes stiffader Claus Jørgensen ibidem (fol. 137, 138).


 

På Peder Lervad af Bobøl hans vegne mødte Anders Christensen Lund af Stenderup, som begærede den sag, Lervads husbond Hans Bachmann til Sønderskov mod ham har anhængiggjort, opsat i 4 uger, inden hvilken tid han ventede hans husbonds hjemkomst og sagen da i mindelighed afgjort. Det blev consenteret af Peder Smed af Debel på jægermesterens vegne. 27/10.


 

Ebbe Sørensen af Okslund ctr. Christen Andersen ibm. Producerede et indlæg (fol. 138). Peder Nielsen af Debel begærede udtog beskreven og opsættelse i 14 dage. 13/11.


 

Kvitteringen fra Else Jakobsdatter: ... ... tilstår, at Jens Nielsen fra Gørklint, som mig tvende gange besvangret haver og ved ham avlet tvende drengebørn navnl. Jakob og Niels Jenssønner har efter mindelig forening gjvet og foræret mig til børnenes opdragelse og underholdning, til de kommer til deres skelsalder, alt, hvis han til mig i så fald [=> fol. 138] udlovet og tilforpligtet haver, hvorfor jeg Else Jakobsdatter med fornævnte min værge :/ om ydermere nogen videre prætentioner til forberørte Jens Nielsen haves kunne, fordi han mig besvangret haver, frafalder jeg samme, som og hermed af mig rfrafaldes i så måde, såsom han hermed for al tiltale af mig og mine i sin tid eller andres bør og skal i alle optænkelige måder være for mig fri, anger- og kravesløs; og til desto større tryghed må Jens Nielsen uden nogen kald og varsel at give mig eller mine lade læse og påskrive i Gørding-Malt herredstings protokol indføre denne kvitrering  og skadesløsbrev og tingsvidne, når han lyster, tage. Til desto mere bekræftelse og uryggelighed haver jeg dette egenhændig undertegnet tillige med min stiffader og værge samt ombedet velagte Ebbe Sørensen af Okslund og Anders Andersen af Lovrup med os at underskrive. Datum Gørding-Malt herredsting d. 30. okt. 1738, Else J.D. Jakobsdatters navnemk. Som værge og formynder Claus C.J.S. Jørgensens navnemærke. Til vitterlighed, som sammt tid var overværende, Ebbe Sørensen, Anders A.A.S. Andersen.


 

fol. 138:

Velædle hr. herredsfoged, rettens administrateur. Det er at fornemme, at min nabo og medtjener Christen Andersen bruger adskillige motiver og udflugter til om muligt for at forkrænke mig min ret fra det, mig lovl. i fæste er forundt. Thi for det første fremlægger han en extrakt af riberhus amts jordebog, hvormed han agter at vil godtgøre, at engen er kommen fra forrige beboer Niels Madsen og Mathias Madsen, som da havde i fæste og brug hele Okslund by, at hvilke Mogens Nielsen nu bebor en part, Christen Andersen en, Niels Pedersen en og jeg en. Dertil kortelig svares, at det kan vel være muligt, at samme eng efter gamle matrikel kan have lagt under bemeldte gårde; men nu siden gårdenes hartkorn er ved nye landmåligsmatrikel bleven modereret, så er det ganske utroligt og utilforladelig, at min kontrapart Christen Andersen, som nu har i fæste ob brug en part af det, sal. Mathias Madsen forhen har beboet, satter af kirkeengen, hvilke ikke helleer af den producerede extrakt er at se og fornemme, hvorfor jeg imod samme, som han agter at betjene sig af, protesterer i kraftigste måder, at derpå de vorder reflekteret, men som ugyldig anset, og over alt dette uanset formener fasteligen, at efterdi Karen Hansdatter, som ikke alene har beboet Christen Andersens sted, men og Niels Pedersens så vel som det, jeg nu bebor, hvilket tilsammen har været under et og har haft samme eng udi fæste og brug over 50 år ulast og ukæret, hvilket hun nu til mig godvillig har opladt og afstanden, som er halvparten af Sorte Måe Lindknud kirke tilhørende, hvoraf Mogens Nielsen bruger den anden halvdel; formoder derfor, samme eng vorder mig tilkendt og mit fæstebrev confirmeret i alle måder. For det andet har Christen Andersen mærkelig udstafferet sit indlæg med adskillige ... ... ... såsom hans lovl. fæstebrev på rette sort papir med dets ratification af herskabet. 2. Karen Hansdatters afståelse, som han formener skal på en anden eng neml. på Klelund mark, hvortil jeg svarer, at hvad papiret, hans fæstebrev er angående såvel som dets ratifikation er imellem os ingen tvist, men alene hvis fpstebrev som bør ved magt at stande, og som mit i retten producerede er efter forordningen .... og af daværende fuldmægtig udsted under hånd og segl, [=> AO2 51] håber jeg samme ved magt kendt, og 3) hvad afståelse angår, da erdet vitterligt såvelsom i den af Christen Andersen producerede landmålingsinstrumelt øjensynlig, at jeg ingen anden eng har fæstet Lindknud kirke tilhørende end den, som Karen Hansdater og salige mand Mathias Madsen i Okslund har haft i brug og her omtvistes, som jeg efter mit fæstebrev påstår at være berettiget. Hvad alt det andet sagen uvedkommende, som Christen Andersen anfører, agter jeg ikke svar værdig, men for at retten i ingen måder skal have nogen tvivlsmål, at min søgsmål ... funderet på sandhed, som og at den eng, jeg efter mit fæstebrev søger, er den selvsamme, min nabo Christen Andersen sig vil, om muligt er, tilvende, begærer jeg af retten continuationsstævning i sagen til yderligere bevis om samme engs ret og rettighed med videre, hvortil retten overleveres concept; formoder så sagen i anstand i 14 dage. Dernæst forbliver velædle hr. herredsfogeds rettens administlratiur ydmyge og tjensskyldigste tjener. Ebbe Eørensen.


 

AO2 51:

Torsdagen den 6. november 1738:

Fra sr. Lorentz Hansen ved Foldingbro blev fremsendt et skøde udgivet af sr. Jørgen Serup på Surhave på et boel eller sted Stengård kaldet, som forbemeldte sr. Serup hr solgt, skødet og afhændet til jomfru Cathrine Marie Langes ved Foldingbro. dateret surhave den  9. okt. sidst. (Folio ibm.).


 

Sagen Claus Madsen af Gerndrup ctr. hans sognepræst Peder Vinding blev æsket i retten ved trende ganges lydel. påråb, men hverken Claus Madsen eller nogen på hans vegne mødte, hvorpå sagen hensvinder til nye stævnemål.


 

Skødet fra Jørgen Seerup.


 

fol. 139:

Torsdagen den 13. november 1738:

Drabssagen ctr. vadestedriderne. Otto D. Bierum fra Gravengård producerede et indlæg (fol. 141-143). Fra mons. Hans Kragh i Ribe er hidsendt hans indlæg (fol. 143-145). Herimod mødte Grundahl, der på vegne af Hans Knudsen og Anders Pedersen, der bebbe var til stede, besvarede Bierums indlæg, så vidt han har fattet og agter mødig, 1) at hvad Grundahl i hans indlæg har andraget, formener han med de derhos producerede tingsvidner og beviser tilstrækkel. at have legitimeret, 2) at sr. Otto Diderichs foregivende , at bem.te vadestedridere skulle være lige skyldige med Niels Sørensen Becher, fordi han uudi deres nærværelse har slaget kromanden, formener Grundahl er så absurd, som den i ingen optænkelig måde noget er overbevist af overfald mod den afdøde, da end ikke et eneste vidne, ihvor føjelige de end og samtl. har været, har kunnet overbevise [AO2 52] Hans Knudsen og Anders Pedersen, at nogen af dem har lagt hånd på den afdøde eller tilføjet ham ringeste skade, 3) er det ganske urigtigt af actor fremført, at Hans Knudsen beskyldes for at have stået uden for døren med ladt gevær og hindrede, at kalmmeriet i stuen blev hæmmet. ... ... Thi så længe actor hverken har eller kan godtgøre hans andragende i så måde, mindre, at Hans Knudsen har fortørnet nogen enten den afdøde kromand eller andre, formener Grundahl, at beskyldningen i sig slev som ubeviselig bliver at anse uden ringeste at reflektere på. For resten hvad sr. Kragh ved idag producerede indlæg foregiver, ligesom vadestedriderne samtl. uden forskel skulle være banemænd, skønt han hentyder det til nødværge, så modsiger Grundahl det samme, thi som Niels Sørensen Becheer er den alene, som har haft slagsmål med den afdøde eller slaget den afdøde under døret, så vqar ham også overbevist især med tingsvidnet fra Koldinghus birketing ... den alene, som har skudt og træffet, hvorfor han vel og alene bliver gerningsmand. Så meget mere som han ikke heller har trøstet sig til nogen benægtelse imod, hvis han i så måde er overbevist. Begærede sagen til dom optaget. - Bierum bad om 8-14 ldages opsættelse. Grundahl protesterede, da der ikke er fremkommet noget, som kræver besvarelse; desuden er actors stævnemål forlængst udløbet, så han ikke derefter kan tillades noget vidne at føre, og loven desuden forbyder opsættelse, med mindre det sker med parternes samtykke. [=> fol. 140] Han anfører også, at vadestedriderne og deres forsvar har mere end fej mils rejse fra Kolding til tinget, hvilket har været de stakkels vadestedridere til farlig og utålelig bekostning. Retten resolverede, at sagen opsættes 14 dage. 21/11.


 

fol. 140:

Ebbe Sørensen producerede kontinuationsstævning (fol. 145). Peder Nielsen af Debel på vegne af Christen Andersen producerede dennes indlæg (fol. 145). Ebbe Sørensen oplyser, at ingen af Okslund, Gilbjerg eller Klelund byer og beboere kan præjudiceres i deres marker med den omvistede eng, i hvad mark det endog skulle være beliggende. [AO2 53] Bad vidnerne påråbt til forhør - i overværelse af mr. Christian Lund fra Estrup (kirkeengens ejer) og Termann Madsen på Nielsbygård (begges husbond).

1. vidne, Morten Nielsen af Klelund:

  1. Om han kunne forklare, i hvad mark det stk. eng Lindknud kirke tilhørende er beliggende, som Karen Hansdatter i Okslund forhen haft haver til ægte med sal. Mathias Madsen ibm. :/ hun efter sit fæste forhen nydt og brugt haver, og hvad samme eng kaldes ved navn. - Vidnet svarede, engen ligger i østen til Klelunds Sorte Måe kaldet og er Lindknud kirke tilhørende, og er det samme eng, som omspurgt er og Karen Hansdatter forhen efter fæstebrev nydt haver. Forklarede og, at det er den samme eng, som Ebbe Sørensen har slaget og brugt i mange år og bemeldte Karen Hansdatter med mand Mathias Madesen som og hendes forrige mand siden landmålingen ungefær 1684. Men kunne ikke forklare egentl., udi hvad mark, Klelund, Gilbjerg eller Okslund, samme eng var beliggende, såsom alle trende marker grænser dertil, men at være den samme eng, som Christen Andersen nu disputerer og efter fæstebrev sig tilholder og Christen Andersen nu de tvende sidste år alene, neml. 1737 og 38 har slaget og af Ebbe Sørensen hjembjerget. - På rettens tilspurgel gav vidnet til kende, at han var Christen Andersens kødelige moders broder og havde Ebbe Sørensens søster til ægte.
  2. Om vidnet med god samvittighed kunne forklare, om der var noget kirkeeng på Okslund mark, Sorte Måe kaldet andet end det, Mogens Nielsen og oftmeldte Karen Hansdatter og Ebbe Sørensen har nydt og nyder og Christen Andersen disputerer. - Vidnet svarede nej, han vidste intet andet.
  3. Om vidnet ikke er bevidst, at bem.te Karen Hansdatter og mand Mathias Madsen har såvel haft Ebbe Sørensens sted og Niels Pedersens, begge i Okslund, som det sted, Christen Andersen nu bebor, under eet. - Vidnet svarede, at han kunn erindre sig, at Mathias Madsen og Karen Hansdatter, som omspurgt er, har haft Ebbe Sørensens tillige med Christen Andersen nu påboende steder og hartkorn under eet. Men hvad Niels Persen angår, vidste han sig ikke at erindre. [=> fol. 141]

2. vidne, Jørgen Olesen af Gilbjerg, gammel ungefær 70 år, som sagde sig at være ubeslægtet og ubesvogret til begge parter. Han vandt og efterfulgte i alle måder forrige vidnes forklaring, med tillæg, at Karen Hansdatter og mand har og nydt og brugt Niels Pedersen i Okslund hans nu påboende sted og hartkorn lige med Ebbe Sørensens og det, Christen Andersen nu påbor, under eet.

3. vidne, Peder Laursen fra ibm. tilkendegav ej at havde våren der i egnen beboende længere end 13-14 år, og forklarede, at i værende tid havde omspurgte Karen Hansdatter og svoger Ebbe Sørensen nydt og brugt omspurgte eng, indtil det af Christen Andersen er bleven disputeret. Vidste ej heller anden kirkeeng Lindkund kirke tilhørende at være af det navn Sorte Måe kaldet end omtvistede, hvoraf og imod Mogens Nielsen har halvpart, vedliggende.

4. vidne, Hans Nielsen, gammel 60 år, fra Klelund, som tilstod at vælre Christen Andersens morbroder, men i ingen måder at være Ebbe Sørensen beslægtet eller besvogret, og fulgte i alle ord meninger første vidne Mortens Nielsens forklaring.

5. vidne, Peder Mortensen af Klelund, og
6. vidne Niels Pedersen af Okslund: Kan huske fra 23 år og til dato, og i daværende tid ej kan mindes andet, end Morten Nielsen og næstforrige vidnet vundet haver således sandhed at være.

Ebbe Sørensen fik tingsvidne beskrevet, og ChristenAndersen kan få genpart, om forlanges. 11/12.


 

fol. 141:

Efterskrevne dokumenter i drabssagen på fol 139 citeret:

Bierum imødegår Grundahls påstand, at Hans Nielsen selv var skyld i klammeriet. Selv om overgrebene på vadestedriderne var sket, gav det dem ikke lov til at slå eller skyde manden til døde. [AO2 54] Han minder om. at Hans Nielsen to gange trak sig tilbage til sengekammeret uden at sætte sig til modværge. Niels Sørnsen Becher havde slet ham igen, da han vendte tilbage fra kammeret. - Jeg har læst i loven, at når nogen er i klammeri og de er skilt ad, da hvo der efter adskillelsen begynder påny, han er ophav til en ny trætte, og når det observeres, ser vel retten, ja byfogeden selv, hvor lidet den klædning, byfogeden har skåren sal. Hans Nielsen i hans grav, kan enten passe ham eller hans sag. Så den beskyldning holder ikke stand mere end en vandfarve imod en b...farve. Grundahls påstand om Hans Nielsens og Las Iversens onde og hemmelige anslag imod dem, idet de samlede folk: Når retten, ja enhver retsindig, læser altem pg ser. jvpræedes vadestedriderne, særdeles 2, har opført sig i sal. Hans Nielsens hus, den ene med overfald, hug og slag og den anden med trusel og videre, kan den farve ej heller holde stand, allerhelst dersom hr. byfogeden som en lovkyndig mand og en stads underøvrighed vil observere hans kgl. maj.ts allernådigste forordning af 6. febr. 1694, hvilken, foruden at nøden tvang sal. Hans Nielsen at søge redning og frelse, befaler allernådigst næstboende endog til 24 i tallet at komme til stede at hæmme overfald og afværge ulykke, hvor de formener nogen uråd på færde. Kan nu en byfoged ex actis bevise, nogen af de næstboende 11 vidner at have overtrådt deres pligt i noget af alt det, som forordningen befaler dem, uden dette eneste, at de bemægtigede sig ikke manddræberne eller manddræberen med sit følge, bør han have ret i hans ord; hvis ikke, ser enhver vel, hvilken slet pjalt det er til at skjule eller justere en blodsag med. Og kære hr. byfoged, vis mig nogensteds af akten, hvad nød der har forceret vadestedriderne til at bruge gevær og skyde. Jeg ser vel, at et vidne syger, at der skal være tilføjet Hans Knudsen et slag, da han kom ud af døren, men eet vidne er ingen vidne. Om så var, som han og selv tilstår, hvad skulle Anders Pedersen skyde efter, som hverken var overfaldet, slaget eller så i forstuen, han stod nogen fare, og NB den distance fra forstuedøren til gårdsleddet, hvor del sal. Hans Nielsen blev skudt, viser jo klarlig, vadestedriderne uden nogen nød eller lovlig årsag til modværge har skudt det sal. menneske på en tid og på et sted, der billig burde holdt dem tilbate fra så morerisk intention og gerning, som skuddet desværre udvirkede. Men hvad de havde i sinde, viser enden. Thi da sal. Nans Nielsen, efter skuddet var sket, gik ind i sit hus værgeløs og uden at tale nogen noget usømmeligt til, hvad ville da Niels Becher og Anders Pedersen hos ham i stuen; hvi overfaldt de ham påny, og hvad ville Hans Knudsen da stå uden for døren med ladt gevær; hvi rejste han ikke sin vej, som han selv besmykker sin sag med? Herimod ved jeg vel, at byfogeden ved dette spørgsmål har toet blodet så rent af disse manddræbere, at der ikke skal være en tåre på deres klæder, men vel et sår på deres samvitighed, når han har tilspurgt vidnerne, om nogen har set Anders Pedersen eller Hans Knudsen [=> fol. 142] at tilføje Hans Nielsen nogen slag, hug, sparken eller træden med mere; men jeg tvivler på, den vandfarve vil blive bestandig. 1) Så længe akten viser, at Niels Becher og Anders Pedersen har været inde hos del sal. afdøde i stuen ... ingen anden; 2) så længe der er vidner, der har hørt hans skrig, råb og bøn, at de skulle skyde ham ihejl og likke træde ellr sparke ham ihjel; så længe her ligger det sal. menneskes sidste klage til de tvende mænd Hans Poulsen og Laust Andersen, hvor ... nød og ... han fandt til døden, at de have tådt hans lønlige lem, så han hverken kunne lade sit vand eller gøre sit behov, og hvorledes skulle han da leve. Hvem var hos det sal. menneske siden skudet andre end Anders Pedersen og Niels Becher, og om Anders Pedersen vil sige, han ej rørte ham, hvi afværgede han ikke hans kammerats hårde medfart, ... han ej havde haft lige sind mod Hans Nielsen og lige del i forholden mod ham. Over det (?) de to er mine tanker og formening uadskillelige i gerning og i staf. Og ... ... Hans Knudsen, som med sit gevær, han stod med for døren, afværgede, at ingen turde komme ind og afværge ulykken, som gjorde så mange faderløse og hyldesløse børn, hvilket sandelig ej havde sket, dersom ... endog af de forrige skud og havde sat de nærværende i betragtning at blive undergiven samme ulykke som sal. Hans Nielsen. Sagen er og bliver denne: Her ligger en død mand, hvis blod er spildt på jorden, hvor ingen anden i håndgerning til hobe end vadestedriderne, hver efter sit forhold, og hvorfor bør de da ej lide til hobe, og hvad monne det være for en skilsmisse, hr. byfoged stræber at gøre imellem dem, hvilken samtl. for ret dømmende aldrig skal befindes at have nogen grund. - Sectionen, der er så meget urgeret på, bliver her fremlagt under Litr. B, og ihvor favorabel den end synes for gerningsmændene, ligesom den kunne være forfattet af en svoger, samtykket af en favorit og skrevet mod en fjende, så må dog sandhed frem på det sidste så vidt, at hans død, nemlig Hans Nielsens, er befordret NB før hans determinerede tid af Gud, og det er nok, at de har afskåren hans livstråd før tiden. De exceptioner og contradictioner, hr. byfoged skriver både at have mod vidnerne og at finde i vidnernes udsigende, er snart ikke værd at hoholde retten med til at føre, hvad jeg lovmæssig derimod kunne svare; thi mig synes, hr. byfoged ponerer, om nogen slog ham ihjel i et krohus, som alt det, som blev talt om hans blods udgydelse af vidner skulle intet due, fordi det var talt og sket i et krohus med mere, hvorfor jeg formener, at indsigelsen mod Maren Hansdatter, item pigen Kirstine Hansdatter er udi en blodsag hel slette og giver mig en scrupel, om man tør kalde sådan samvittigsk eller ej. - Skulle noget indkomme fra mons. Kragh på Niels Bechers vegne, eller og hr. byfoged skulle behage videre anstand til replique på dette mit enfoldige, reserverer jeg mig i alt indsigelse, med forblivende velædle hr. herredsfogedens ærepligtskyldige tjener. O. D. Bierum, Gravengård d. 13. nov. 1738.

fol. 142:

Den i indlægget påberåbte sction under Litr. B lyder således:

Anno 1738 den 17. april var vi underskrevne på rekvisition af mons Anders Lund, kgl. maj.ts ridefoged i Røding og forvalter over hr. generalløjtnant von Scholtens gårde Estrup og Skodborghus nærværende i Vejen kro for at foretage besigtelses- og secttionsforretning over den afdøde Hana Nielsen Kromand, hvor da på husbondens hejstbemeldte hr. genrralløjtnants vege mødte forbenævnte mons. Anders Lund med tiltagne 6 mænd så vel som mons Niels Stephansen, der af mons. Lund var begrtet til at iagttage de beskyldte bane[=> AO2 55]mænds ret ved denne forretning; og blev os da tilkendegivet, at den afdøde Hans Nielsen var 56 år gammel og var bleven skudt natten imellem den 13. og 14. april, da han stod ude i hans gård, med en pistol på en distance ungefær af 20 til 30 skridt; videre blev os på begæring forevist af hans ved skuddet påhafte klæder et par læderbukser og en stribet underforet vest, ligennem hvis felder vi kunne se en del hjortehagl eller såkaldte rendekugler at have gået, men på bukserne kunne vi kendeligen se dels hullerne af de hagl, som havde gået igennem, dels anslag og mærke af de hagl, som ej havde gået igennem bukserne; ellers var ikkun lidet blod på bemeldte klæder at se. Videre blev sagt, at den afdøde, da han blev skudt, skal være faldet om, men straks derefter skal selv have rejst sig op og er gået ind i sit hus, hvor han samme tid derefter skal i klammeri have fåeet adskillige stød af de beskyldte banemænd, og den afdøde samme aften såvel som efter været rusende, at han ellers har været en hastig sindet mand, en håndfalst mand, der ofte har haft klammeri, været stakket åmdet og levede uordentligt. Fra såvel som til hans død var han ikke bleven forbunden; af haglene var en udfalden, da han blev klædt at ligge på strå. Om flere hagl var udfalden af hans legeme, vidste de ikke. Af såret var ikke flydt uden lidet blod. Manden har og, kørt før ed hand døde, selv stået op, ladet sit vand og gået i stuen, havde derhos klaget, at han ikke kunne få åbem(?) liv, og at hans lænd, hvor han var skudt, ikke gjorde ham så ondt som hans højre side i brystet; da han var død den 15. april om morgenen, var straks en del blodig vand løbet ud af hans mund. Derefter besigtede vi den afdøde, som var af middelmådig statur, mager på kroppen, dog af stærke sener, muskler, ben og knogler; han var skaldet, havde på næsen et og i ansigtet sår og roer, ligesom den yderste hud, der nylig kunne være afstødt eller afreven; på den højre skulder og bryst var nogle flere røde blå pletter end på den anden; dog ikke at anse som de gule og blå pletter, der følger efter stød og slag, men sådan rødblåhed, som fandtes overalt bag på ham, hvor han lå an imod strå, og altid gerne findes på et 2-3 dage gmmelt lig. På den venstre hofte en håndsbred neden under den øverste kant af hoftebenet og derfra nedad i en hånds  brede og længdes størrelse på det brede af venstre arsballe sås 7 anslag af førbenævnte rendekugler, af hvilke de 4 var gangne ind igennem huden, men de 3 havde ikke trængt ind eller igennem huden, men efterladt deres mærke og anslag på huden, som bestod i 3 sorteblå skrammer eller pletter, og ellers var udvortes på hans legeme ingen ham tilføjet vold eller skade at kende. Derefter søgte vi  de fire huller, hvoraf de 2 var temmelig dybe, vel en god finger lang, men derudi var ingen rendekugler at finde; vi tog huden af på bemeldte sted, som var der ikke synderlig mere hovnet eller tykkere end på den anden side, og fandt vi hverken kendetegn, at der havde været brand eller koldfyr i såret, langt mindre at kuglerne havde gået ind til hoftebenet, endskøt vi ved  at bæhe ugebbenfæke ig afkæse(?) de såkaldte 3 musculos glutæos at skrabe hoftebenet og at flittig gennemgå alle næsthosliggende dele ikke kunne finde [=> fol. 143] enten kuglerne eller se og kende, at de var kommen dybere ind i legemet, end ved første undersøgning i hullerne er nævnt. Som vi betænkte, at kuglerne forhen af sig selv var udfaldne, søgte vi i strået på bordet og fandt der en af dem, som tilligemed den anden, der forhen var fundet, da han blev klædt, hosfølger, og viser begge til hobe 2½ qvinter; det er da ventelig, at de andre 2 kugler længst forhen er udfaldne og blevet borte, allermest den afdøde ingensinde er bleven forbunden og desårsag ikke kan vides, hvor og når de er udkommen. - Da hans bug blev åbnet, så vi, at omentum eller det såkaldte bugtælle var meget mager og være alt lidet fedt ved indvoldene at finde; i hulheden af livet var ikke levret blod, ikke heller skarn uden tarmene, som ellers straks havde givet sig til kende, dersom nogen af kuglerne havde gået ind i livet og beskadiget nogen åre eller tarm. Blæren blev ved en catheter udvendig fra undersøgt, og skønt der ikke var urin i blæren, var der dog ikke nogen sårelse eller hul på den at finde, hvilket svarer til foranførte omstændighed, at den døde, kort før han døde, havde ladet sit vand, hvilket de sagde var rødagtig, muligt af indvendig hede og røfighed. Ellers var i hans blære en liden sten af størrelse som en liden ært. Endetarmen så vel som de øvrige tarme fandt vi aldeles ingen beskadigelse på; de øvrige indvolde i bugen var og ubeskadigede, og det eneste usædvanlige, der fandtes, var dette, at milten var ganske liden, og at galdeblælren var usædvanlig stor, fuld af en tynd vandagtig gaælde og utallige små sorte galdesten, deraf dog ngle var større end ærter, men de fleste mindre og ganske smål. Da vi åbnede brystet, fandt vi, at lungen var sort og dens årer opfyldt med megen blod i den højre side. Under de fem øverste sideben var lungen fra brystbenet af lig om til rygbenen så fast angroet til den hinde, som beklæder indvendig sidebenene, at den ikke engang derfra kunn rives, men med en dertil bekvem anatomisk kniv måtte fraskæres. Bemeldte højre part af lungen var hård schirrus og dens årer særdeles fulde og udspændt af sort blod. Hjerten var meget slet opfyldt med blod, og i det venstre hjertekammer ventriculus cordis kaldet fandtes en hård polypus eller blodsene af størrelse som en halv tommelfinger, hvidnet(?) ...og i circumferencen havde mange blodige rødder, og ellers var begge hjertekamre fulde af sort ... og størknet blod. På bryst og sidebenene var overalt ingen skade eller bræk. Hans hjerneskal blev og aftagen, og fandte ikke nogen skade ham i hovedet at være tilføjet, men alle partes captis var intergræ og hele. Derefter blev mons. Niels Stephansen tilspurgt, om han forlangte noget mere i dette døde legeme efterset eller forevist på banemandens vegne, efterdi vi nu ikke fandt mere deri til sandheds oplysning at kunne eftersøge, hvortil han svarede, at han var forvisset, at enhver af os forrettede sit embede forsvarligt og desårsage ikke forlangte mere efterset. Hvilket således at være passeret vi med vore hænders underskrift attesterer.
Deposition.
Af forestående ses da, at Hans Nielsen er død lidet over 24 timer efter det ham tilføjede skud, og besigtelsen har vist, at ingen af de legemets parter ved skuddet er bleven beskadiget, hvis sårelse straks er lethal og dødelig, ikke heller har blodet forløbet ham af såret. Langt mindre brand eller koldfyr kunnet slaget sig dertil, og altså kan det ham tilføjede skud for sig selv ikke anses som et lethal eller absolut dødelig skud; der var ellers ikke kendetegn på legemet, at den afdøde formedelst anden ham udvortes [=> AO2 56] tilføjet vold er død; men hand dødsmåde var kendelig nok af lungens og hjertets før beskrevne tilstand, nemlig at den store polypus i hjertet og den store hårde gamle hævelse i den halve lunge har hindret blodets omløb igennem hjertet og lungen, derover han er død og desårsag løb straks efter hans død en stor del blodigt vand ud af hans mund. Hvorvidt det ham tilføjede skud, vold og klammeri til denne dødsmåde kan have givet anledning, kan vel af medicinske og fysiske principiis forklares, men imme med så uryggelige beviser, som i blodssager behøves. Determineres da manden desuden af de tilfælde på den måde kunne have død. Imidlertid da det er klart nok, at hans død straks fulgte på denne hændelse, kan ingen nægte, at jo mandens død derved kendelig er blevet foranlediget, og indstiller jeg da til dommernes kendelse, hvorledes de vil anse sligt et såremål, der ikke i sig selv har været lethal, men ved det, at det tilføjes et så svagt og indvortes fordærvet menneske, har foranlediget og befordret den blessertes død.
Riber den 19. april 1738.
Andher Anchersen, medicinæ doctor, landsphysicus og provincial medicul i Riber amt, så og medicus og stadsphysicus i Ribe.
Hans Heinrich Schultz, Stadts Chirurgus in Rippen.

AO 56:

Indlægget fra Hans Kragh i Ribe med bilag i drabssagen på Niels Bechers vegne, sålydende:
Kongel. Maj.ts herredsfoged, ædle sr. Søren Bieerum. For at bevise, at jeg ikke for nogen egen nyttighed eller gevinst har fremstillet mig som forsvar for vadestedrideren Niels Sørensen Becher i den her ved retten mod ham, Anders Pedersen og Hans Knudsen førte drabssag, men dertil er blevet beordret og anbefalet, fremlægges herved hans excellence høj-velbårne hr. geheimeråd stiftsbefalingsherre og amtmand hr. Chr. Carl von Gabels højrespektive ordre af 11. juli 1738 på bemeldte Niels Sørensen Bechers ansøgning af 18. juni næst tilforn, hvilken ansøgning og resolution tjenstl. beder i retten må blive læst, påskreven og akten tilført, og som jeg ikke i denne sag har forretaget mig ved vidners førelse andet end sandheden at udspørge, så er og langfra, jeg over vidnernes udsagn vil foretage mig at gøre nogen forklaring, som byfoged Grundahl har gjort sig umage med, eftersom dommeren vel ser mere hen til vidnernes egne ord end parternes derover gørende forklaringer. Her er en død mand, og vadestedriderne er påvundet at være hans banemænd, hvilket vel så tydelig er bevist, at det ikke kan modsiges, men hvem af dem eller alle 3 er gerningsmænd, og enten de efter lovens pag. 856 art. 1 (Danske Lov 6-6-1) eller lovens pag. 930 art. 1 (Danske Lov 6-12-1) samt pag. 923 art. 1 (Danske Lov 6-11-1) bliver at anse, ere questio i sagen. Tildragelsen forklarer vidnerne fast af lige beskaffenhed som Niels Sørensen Becher [=> fol. 144] udi hans underdanigst memorial til stiftsbefalingsherren forebragt haver, at vadestedriderne kom fredeligt i Hans Nielsens hus i Vejen, hvor jhan selv yppede klammeri, udskældte vadestedriderne og fik af den ingen skade uden ørefigen, at Hans Nielsen vadestedriderne uvidende hrøb ud igennem vinduet og samlede og lod samle karle med gevær, træer og stave og anstillede sig og dem uden for huset, indtil han så lejlighed vadestedriderne i den mørke nat, når de udkom, at angribe, som Hans Knudsen og Niels Sørensen Becher fik at finde. At de havde føje at løsne deres pistol og værge for sig i sådan mørke med hvad værge, de var mægtig, håber jeg var lovtilladeligt. Thi både de drøje slag, Hans Knudsen og Niels Sørensen fik så og Hans Nielsen Kromands udfordring og trussel´, at han havde at skøde med, bragte dem vel den nød på, de skulle gribe til værge, hvorvel áf vidnernes uidsagn erfares kan, de lige så lidet kunne se Hans Nielsen Knudsen som andre og derfor lige så snart kunne truffet en anden som ham, hvis det ikke havde været ham, som med omvundne hug havde antræffet vadestedriderne, da de kom ud af døren og enten Anders Pedersen eller Niels Sørensen Becher da træffede kromanden i hans lår, var det ikke en forsætlig mord men både nødværge i henseende de skø.d ikke for at træffe eller dræbe nogen, men at kyse dem :/ efter begge deres forklaring under eds tilbud :/ så skal også skuddet efter hr. doktor Anchersen og chirurgus sr. Schultz af Ribe deres besigtelse og sektionsforretning, som håbens i retten bliver fremlagt, ikke have været lethal eller dødelig. Den afdøde har heller ikke på sit yderste klaget så meget over skuddet som over, hvis ham blev tilføjet, siden han var kommen ind, efter synsmændenes Laurs Andersen og Hans Poulsens forklaring samt bem.te Laurs andersens og Nie Hansens vidne og Hans Nielsens for retten fremstillede datters udsagn, hvilken gerning Anders Pedersen af bem.te liden pige blev for retten peget på og beskyldt for. Der skal ej heller have været andre inde hos Hans Nielsen end Anders Pedersen og Niels Sørensen Becher, og Anders Pedersen selv for retten for denne gerning haver friholdt og erklæret Niels Sørensen, Niels Sørensen og selv udi forhen meldte og hosfølgende memorial ved eds tilbud erklærer hverken først eller sidst at have sparket eller slaget kromanden Hans Nielsen videre end omvundne ørefigen. Jeg vil derfor håbe, at omend så var, at Niels Sørensen Becher  havde skudt og truffet Hans Nielsen i hans lår, da han med de andre i mørket blev overvældet, det da ikke for andet end mødværge efter lovens pag. 930 art. 1 kan anses og han for actors irettesættelse frikendt. Gud styrke retten. Det ønsker ædle herredsfogedens tjenstskyldigste tjener, H. Hans Kragh, Ribe d. 12. nov. 1738.

AO2 57:

(Niels Sørensen Bechers ansøgning:)

Deres excellence, høj-velbårne hr. geheimeråd stiftsbefalingsherre over Ribe stift og amtmand over Riberhus amt hr. Christian Carl von Gabel, nådige herre. Da jeg underskrevne tillige med Anders Pedersen og Hans Knudsen den 13. april sidst afvigt udi vor vadestedridertjeneste fra Kolding var udsendt og havde mistanke, at nogle stude skulle drive forbi Vejen og over Skodborg Å for at besvige hans kgl. maj.ts toldrettighed, kom vi om aftenen ind til Hans Nielsen kromands hus i Vejen, hvor vi med andre, der var inde, var fredelig sat og samdrægtige, vidste ej af noget klammeri at sige, mindre tænke nogen af os det at gøre; men da vi lidt havde siddet, begynder kromanden selv at yppe klammeri med sognefogeden, hans navn mig ubekendt, og da jeg og mine kammerater ej alene styrede tilfreds og og holdt kromanden, som vi syntes havde uret at påstå imod, skældte han os straks for skælme og lod grove ærerørige ord falde imod os, så at det ansås den af ham yppede klammeri sigtede til os, og da han over sådan grovhed vel fik en ørefigen, blev han borte og, som siden befandtes, var udgåen i byen for at samle en del karle med forke og stager, som såes. Da den ene vadestedrider Hans Knudsen gik ud at se til vores heste og om vi kunne komme bort, fik han af en, han i den mørke nat ej kunne se og kende, en slag over den ene arm af en stor slyde(?) eller træ, som han retirerede sig ind til vi andre og berettede, gården var fuld af folk med gevær, fork og stager at vil slå os fra helbred og liv; derpå vi da alle trende gik ud for at søge vores heste og ville ride bort, da vi straks blev, af hvem kunne vi ikke sige, angreben, og jeg først fik en slag over armen, som jeg tænkte, den var i stykker, derefter straks en anden over hovedet, så jeg var færdig at styrte ned, og som slig overlast var så myrdisk og i mkrke man ej kunne værge for sig med hænder, løsnede både og en af mine kammerater vores postoler for derved at kyse dem bort og redde vgores liv, dog ikke i tanke at dræbe nogen dermed, såsom for min person jeg med en god samvittighed kan besværge; men da skuddene var tilsammen afgået, om kromand Hans Nielsen fremstigende og sagde, han var skudt i hans lår, hvilket vi indgik for at se, og da kromanden dog alligevel blev ved at smælde og skælde på os, men hverken første eller sidste gang, vi var inde, rørte jeg Hans Neilsen enten med hårgreb, jordskub, slag eller sparken videre end som meldt gav han et par ørefigner, som jeg alle tider, om det må tillades, og jeg eftere allerunderdanigste forhåbning kan nyde dertil kongel. lejde og frihed, med saligheds ed inden retten kan med god samvittighed bekræfte. Og som jeg ikke af frygt for sagen i sig selv, siden både Guds, Kongens og Natuirens lov giver enhver frihed at værge sit liv og nødværge sig i nød og vare, men af frygt for langvarig arrest og fængsel haver holdt mig til side, så længe jeg hans kgl. maj.ts allernådigeste beskærmelsesbrev og frihed kan erholde, er min underdanigste bøn og begæring, nådige herre ville være så nådig og befale en ærlig og lovkyndig mand en i amtet, som den på den afdøde kromand Hans Nielsens vegne mod mig og bemeldte tvende vadestedridere anhængiggjorte sag, så vidt min person angår, kunne på mine vegne forsvare, hvor fornøden gøres, slig store nåde og rettens befordring Gud [=> fol. 145] selv skal belønne, og jeg stedse er Deres excellences høj-velbårne hr. gemeimeråd og stiftbefalingsherres underdanigste tjener. Ribe dne 18. juni 1738. Niels Sørensen Becher.

fol. 145:

Stiftamtmandens befaling til Hans Kragh at forsvare Niels Sørensen Becher.


 

Ebbe  Sørensens kontinuationsstævning til Christen Andersen og vidner.

Brev fra Christen Andersen. Han beder om at begge fæstebreve samt Karen Hansdatters afståelse må blive læst op i retten. Han lægger vægt på, at der i Ebbe Sørensens fæstebrev står Klelund mark, ikke Okslund mark.


 

AO2 58:

Torsdagen den 27. november 1738:

Drabssagen. Otto D. Bierum fremkom med et skriftligt indlæg (fol. 147). Sagen optaget til dom med 8 domsmæd  fra Gørding og Jernved sogne. Dom afsiges på 6 ugers dagen. 4/1-1739.


 

Christian Lundt fra Estrup fremstillede på vegne af Claus Madsen af Gerndrup to varselsmænd, Tøger Andersen og Niels Nielsen, begge af Nørre Holsted (folio 148). Peder Vinding finder stævningen ugyldig, særdeles den ej er på den sort papir, som forordningen af 1719 befaler, og påstår Christian Lundt strks idømt en mulkt på 10-50 rdl. - Retten kunne ikke nægte at tage imod det kaldsmemorial, som Tøger Andersen og Niels Nielsen har oplæst, i anledning af lovens pag. 30 et 31 art. 3 (DL 1-4-3, om mundtlig stævning), så retten kunne ikke se hans maj.ts allernådigste forordning derved at være overtrådt. Præsten beklager sig over, at det idag er tredie tingdag, han her til retten er indkaldt og intet derefter endnu formeret; det koster ham rejser, tidsspilde og omkostninger. [=> AO2 59] Skulle Claus Madsen have bedt andre eller flere end Tyge Andersens hustru, bliver det ikke en sag mellem Vinding og Claus Madsen, men mellem ham og hans naboersker, som ... ... burde søgt Guds hus og ifald kunne haft billig årsag, hvorfor de ej kunne komme til kirken, så var det umuligt, at en hel bys kvinder, ja endog Hulvad tilligemed, kunne eller burde udelukke sig fra så skammelig en forsømmelse fra Guds børns forsamling, hvilket han og gerne skulle længe forhen angivet for den høje øvrighed, om han derom havde været bevidst. Men som nu sligt ved denne lejlighed åbenbarer sig selv, overlader han sligttil den rette lovbillige behandling og ydmygest begærer en specification af retten om dem, på det Guds ords forsømmelse kan blive for høje øvrighed andragne og der mulkteret. Stævningen melder dernæst om Claus Madsens slette vilkår og vilje til at tage mig så tit og ofte til tinget, da ved den høje Gud må dommen over ham i denne sag efterses, hvilken og herved fremlægges til eftersyn med begæring om påskrift, at den har været i retten /: hvilket og skete :/, at Claus Madsen ... ... kommen af med at betale så tålelig en mulkt til sognets fattige 2 mk. d. end af føre resten i så mange tingrejser og sig selv i så mange omkostninger, så at alverden kan se, at det er en bar kridenhed enten af ham, hans rådgivere og Christian Lundt, som angiver sig som fuldmægtig for Claus Madsen under navn af det høje herskab på Estrup. Skal det være for at påbyrde mig den beskyldning efter stævnemålets indhold, ligesom jeg skulle være en uforligelig og trættekær menneske, da åbenbar siger jeg, sligt er ej sandt, eller mig nogensinde skal kunne påsiges af nogen af mine sognefolk. Thi den fremlagte doms pag. 2 viser, at den sag, jeg havde med Claus Madsen angående min rugtiende in augusti 1737, med samme hvilede jeg fra sammelt augusto 1737 til herskabets hjemkomst in majo 1738, og da jeg underdanig af hendes nåde som da var begærende, at hun ville uden lovmål forhjælpe mig til min ret, samme med brev til hende af 21. maj 1738, som hun vel ej skal nægte, så fulgte dog slet intet derpå, og jeg igen videre abvartede assistance forgæves indtil d. 17. juli, da året næsten var omgåend og jeg ej længere kunne tie, om jeg skulle have ret til at tale på min sag. Men hvor skammelig jeg af Claus Madsen angribes, kan ses deraf, at den første time, han kom i mit hus, som han [=> fol. 147] i stævnemålet påberåber, at søge forlig, eftergav jeg ham min sag, som domsakten af 9. okt. udviser; men den sag, ved hvilken han havde lederet publicum, kunne jeg som noget tvært imod Pietatens bydende pag. 119, hvorfor han samme sag måtte videre forfølges, ej for den lumpne offers skyld, som jeg beskyldes for i stævnemålet af 16. okt., men for at Guds ord ej bør prædikes for bare våbenhusets stene. Thi i sligt tilfælde finder vel en retsindig sjælesørger den anledning at foreholde kvindekønnet de poster, som han må sin prædikestol ej over een gang om året finder anledning til Og om citanten, som søger sin præst for sligt, ej forstår så vidt sin kristendom, da er det fornemmel. med få ord, hunn skal takke Gud, fordi han har velsignet hende med livsfrugt, han har nådigst forløst hende med hendes hafte livsbyrde, han har hjulpet hende i hendes smerte, da ingen kunne hjælpe, ladet hende se og glæde sig ved et velskabt foster, derfor hun bør ej alene at takke Gud, at det er født, men særdeles at det er genfødt; hendes pligt bør derimod at være ej alene at bære omsorg for legemet, men særdeles den med Jesu blod dyrekøbte  sjæl. Sådan en sag at erindres om bør ej en kvinde alene, men samtl. kvindekønnet, som ritualen befaler, og hvo det ret betragter, skal vel tilstå, at ritualens lbydende bør af præsten nøje iagttages, ser vel og, hvor stor synd og uret det er derfor at forfølge en præst ... ... Dermed lod Vinding for denne sinde bero og alene begærede dommen af 9. okt. påtegnet og sig extraderet, men endog erindrede retten sin faldne interlocutorium af 16. okt. sidst til behagelig behandling. - Lund agtede unødig for retten ikke at opholde denne sinde at besvare hr. Peder Vindings tilførte; men sm natten påtrængere og ej i protokollen kan ses at tilføre, så begæredes de tilstedeværende vidner, som er Christen Jensen, Jens Jørgensen, Mogens Nielsens hustru Maren Tøgersdatter, Jens Pedersens hustru Mette Jenskone, som af retten anbefales til idag 14 dage, som er d. 11. dec., her i retten at møde. Så og blev de fra retten udeblevne vidner, nemlig Claus Andersens hustru Maren Mathiasdatter, Christen Sørensens hustru Mette Andersdatter, Thyge Nielsens hustru Karen Mortensdatter og datter Else Thygesdatter, alle af Gerndrup, Thyge Andersens hustru Maren Jensdatter og Jakob J...s hustru, begge af Hulvad, alle forelagt at møde 11/12. - Citanten skal også [=> AO2 60] forkynde forelæggelsen for dem, som forhen har attesteret i sagen: Poul Pedersen og hustru i Brørupgård, sr. Jørgen Seerup og kæreste i Surhave og Else Palludan i Præstkær.


 

AO2 60:

Sagen ctr. Peder Leervad af Bobøl. 11/12.


 

Følger her indført det foran på folio 145 citerede indlæg fra Otto Diderich Bierum udi drabssagen sålydende:

Bierum imødegår Kraghs påstand, at drabet var nødværge og våde. Det er to forskellige måder at begå drab på. Lovens pag. 925 art 5 (DL 6-11-5) viser, at det kan ingen våde være, og  pag 932 art. 6 (DL 6-12-6), at det kan ingen nødværge være.  - At sr. Kragh skriver, at de drøje slag, Hans Knudsen og Niels Becher /: dog ubevist :/ fik, og Hans Nielsens udfordring og trussel, at han havde og at skyde med, bragte dem i den nød etc., er helt uoverensstemmende med akten. Thi at den sal. mand havde bøsse i sit hus, er set; om han havde krudt og lod dertil, ellers var bøssen unyttig, ved jeg ikke, og er ej heller bevist, men at der aldrig var uden huset den tid bøsse hos sal. Hans Nielsen eller nogen skud, sligt kanaf akten og vidnernes udsagn bevises, så man billigen i henseende til vadestedridernes opførsel i huset [=> fol. 148] må slutte, at disse ord er talt af den sal. mand uden for huset for at kyse dem fra overfald med ladt gevær mere end at udæske dem, og om han end havde haft bøsse, m.åtte de derfor ud af en forstuedør, hvor de alle trende samtl. vadestedridere var forsamlede, og ingen efter sr. Kraghs tilståelse har været hos dem uden sal. Hans Nielsen, for hvilken en karl med et træ i hånden de alle 3 lettel. kunnet værge sig. Om han havde slaget med den, måtte de, siger jeg, derfor med skarpt skyde løs? Men at det ej er så, at Hans Nielsen var dem så nær, viser stedet, han blev skudt på i gårdsleddet ungefær 30 skridt fra dem, da han pag. 15 og 22 siger, Nu har I skudt mig, nu vil jeg gå ind til eder, så kan I gøre ved mig, hvad I vil. Fra at disse ord var talt, finder vel dommeren, at dødsårsagen ret gik for sig. Thi da skræb (skreg?) og råbte han og bad i dødsnød og pine, at de ville skyde ham ihjel og ej træde eller sparke ham ihjel. Af hvad årsag? Fordi ingen var hos ham uden manddræberne Anders Pedersen og Niels Becher, hvilke begge i mine tanker gjorde mordet. Og at sr. Kragh begriber sagen på den fod, vises åbenbare, når han skriver, at ingen anden var hos sal. Hans Nielsen end Anders Pedersen og Niels Becher, uanset med et tillæg af raisong, som dommeren må skønne oveer, om Anders Pedersens eds tilbud og Niels Bechers memorial kan redde dem fra dette uskyldig udgydte blod. - Jeg havde vel og anledning af spørgsmålene til vidnerne, hvor begge kontraparterne vil smykke denne blodsag med en retmæssig iver for hans kgl. maj.ts tolddefradation at afværge. Men først af sted har ingen vidner vundet noget deom, uden det veltel. kunne være endog udspredt rygte efter vadestedridernes egen mund. Dernæst var det en helt slet activitet at afværge eller beobagte toldsvig på at sætte sig i Vejen krug om aftenen ved solens nedgang og blive så der til over midnat, da ulykken skete. Ville de være nidkær for sådan deres skyldig tjenestes beobagtning, havde de vel førend redet bort, og så havde ulykken ikke sket, men sagen bleven afgjort med de ørefigner, Hans Nielsen havde fået. - Hvad hr. byfoged Grundahl ellers i sit seneste ad protocollum tilførte angår, ser jeg ej ringeste mening, han har kunnet igendrive mit indlæg; thi derudi lader jeg det ankomme på akterne, som han beråber sig på; men dette må jeg ydmygst erindre, at når enten hans spørgsmål i tingsvidnet eller hans påstandi akten melder NB: at aldrig nogen har set eller er Anders Pedersen og Hans Knudsen overbevist, at de har tilføjeg den afdøde nogen skade, slag, hug, stød eller sparken etc., så taler han, så vidt Anders Pedersen angår, kun om den afdøde, men  ej om den Anders Pedersen overbeviste forhold i huset med trussel mod værten og slag på andre, og når Anders Pedersen og Niels Becher begge ene er inde og handler den afdøde, så han må råbe og skrige etc., da ved han sig fri, at ingen så det, fordi Hans Knudsen stod med ladt gevær /: eftersom han siger sig ej at have skudt :/ uden døren, da der ej nogen turde [=> AO2 61] komme til at se deres medhandling anderledes end høre den sal. Guds barns jammerlige råb og skrig; men om det spørgsmål kan enten vinde(?) sagen, frifrelse deres samvittighed og gøre dem alle uskyldige i manddrab, sligt ser dommeren efter bemekdte retsindighed vel hvorvidt kan strække sig.; og havde alle trende ikke været enige udi rådet til den begangne drab, så havde vel de af dem, som derudi var og ville sige sig uskyldig, rådet andre fra sligt at begå eller og selv absenteret sig og redet bort. Jeg inhererer derfor mine forrige indlægger og lirettesættelse, at de for deres øvede gerning, drab, omgang og forhold bliver anset på liv, gods og midler efter allernådigste lov og derom udgangne forordninger; og om den beviselige omkostning, sagen skal på behørige steder medtage kan, ikke af deres midler, om nogen haves, betales bør eller og i alt at komme over amtet, og submitterer så alting til dommerens retsindige lovforsvarlig omgang i vente en endelig dom, med forblivende (etc.)


 

AO2 61:

Den memorialvarsel fra Claus Madsen i Gerndrup ---:

Som Claus Madsen i Gerndrup af sognepræsten hr. Peder Vinding skal være bleven søgt og tiltalt, hans hustrus kirkegang efter seneste barnefødsel ej skulle være holden efter ritualen med så mange vindepersoner ske burde, og endskønt Claus Madsen ved sin hjemkomst efter at stævnemålet i hans fraværelse var blevet ankyndiget, skal have indfundet sig hog bem.te sin sognepræst og tilkendegivet, om noget i så måde skal have fejlet, det ej at været hans skyld, som til dito kirkegang havde ladet bede sine naboersker med flere og derhos med ydmyg bøn anholdt for så udskyldig søgsmål gunstig at forskånes, så skal han dog med søgsmålet imod ham fortfaret og dom uden ringeste opsættelsestid at være bekendtgjort, indhentet. Så han desårsage til sin uskyldigheds afbevis nødes til imod slette vilkår og gode vilje til den ende med 8 dages lovl. varsel til Gørding-Malt herredsting førstkommende 27. november at møde herved (de indstævnede vidner). Til samme tid indvarsles velærværdige hr. Peder Vindings husholderske Else Paludan i Præstkær (og de øvrige underskrivere på attesten). Varslet tilkendegives også Peder Vinding, om han måtte behage og fornøden eragter disse vidner i alt at anhøre.


 

fol. 149:

Torsdagen den 11. december 1738:

Jægermester Bachmann ctr. hans bonde Peder Leervad i Bobøl. Peder Lervads søn Anders Pedersen mødte på sin faders vegne og bad om opsættelse til næste ting efter julehellig, som er den 8. jan. 1739, inden hvilken tid han ventede sagen mindelig afgjort uden doms lidelse. 8/1-1739.


 

Sagen Claus Madsen ctr. Peder Vinding. Christian Lund fra Estrup producerer forelæggelse. De forelagte vidner var mødte undtagen Christen sørensens hustru Mette Andersdatter og Tyge Nielsens hustru Karen Mortensdatter af Gerndrup. De, der har attesteret sagen, blev også påråbt, men var ikke mødt. [=> AO2 62]

1. vidne, Christen Jensen af Gerndrup:

Lunds spørgsmål:

  1. Om hans hustru ikke fra Claus Madsen eller hustru var bleven bedet til hendes kirketgang efter seneste barnefødsel og samme dag med hende at ofre. - Vidnet svarede, at hans hustru blev buden af Claus Madsens stifdatter Kirsten til at følge hende i kirke og ofre med hende.
  2. Om hans hustru da selv var med eller i sit forfald havde skikket en anden, og hvo der i så  måde var med i hendes sted. - Vidnet svarede nej, hverken var hans hustru der, ej heller nogen i hendes sted.

Hr. Peder Vinding tilspurgte vidnet, at han ville tilkendegive årsagen, hvorfor hans hustru ej var i følge med Claus Madsens, item han ville og forklare, om det ikke i hele Brørup sogn har været af arilds tid og i hans mindetid brug og sædvane, at kirkegangskvinder har haft sit følge med sig. - Vidnet svarede, årsagen hvorfor hans hustru ikke fulgte med Claus Madsens hustru, da hendes kirkegang var, var denne fordi hun ikke ville enten ved vidnets hustrus sidste kirkegang så vel som barnedåb ej ville komme, uanset hun både var buden nog havde lovet det. Til den 2. post i spørgsmålet svarede ja, så længe vidnet kan mindes, havde det været skik og brug.

Lundt fandt sig anlediget at tilspørge vidnet, om hans hustru, da hun fra Claus Madsen blev budt til kirkegang med Claus Madsens hustru, om hun den tid bekendtgjorde budet, om hun ville følge med eller ej. Vidnet svarede, at hans hustru svarede hverken ja eller nej, såsom hun ingen tjeneste havde gjort hende, så var hun ej heller pligtig til at gøre thejeste i så måde.

2. vidne, Jens Jørgensen fra ibm.

  1. svarede ligesom forrige vidne.
  2. svarede, at hans tjenestepige Cathrine Rasmusdatter var med i hans kones sted.

Hr. Vinding ville ej formere nogle spørgsmål til dette vidne, såsom han var svoger til Claus Madsen.

3. vidne, Mogens Nielsens hustru Maren Tøgersdatter fra ibm.

  1. ligesom første vidne.
  2. svarede, at hun hverken selv var med eller nogen på hendes vegne, hverken i skriftet(?) eller i våbenhuset.

På begge Vindings spørgsmål svarede ja. - Item på Lunds sidste spørgsmål vidste [=> fol. 150] hun sig ikke at erindre.

4. vidne, Jens Pedersens hustru Mette Clausdatter fra ibm.

  1. ja.
  2. nej, hun var der ikke, heller havde nogen i sit sted.

Svarede på Vindings spørgsmål, hun kunne ikke komme fra hendes hus formedelst hendes små børn, og af ingen anden årsag blev hun hjemme, og at så længe, hun har været i Brørup sogn, har det været brug og skik, at kirkegangskoner har haft deres følgeskab med sig.

5. vidne, Jens Mortensens hustru Mette Pedersdatter fra ibm.

  1. ja.
  2. hun havde ingen at sende uden sig selv og var der ikke.

Vindings spørgsmål: Årsagen, hvorfor hun ej var i kirken, var formedelst hun var stød udi hovedet; og kunne mindes 50 år, og i den tid havde det været skik i Brørup sogn, at kirkegangskvinder havde deres følge.

6. vidne, Claus Andersens hustru Maren Mathiasdatter fra ibm.

  1. hun blev buden.
  2. vidnet var ikke selv med, men hendes liden datter 9 år gammel var med at ofre.

Vinding ville ikke formere spørgsmål til dette vidne af årsag, hn var scogret og beslægtet med Claus Madsen.

7. vidne, Else Thygesdatter fra Gerndrup.

  1. både hun og hendes moder Karen Mortensdatter var buden; men efter at hun havde betænkt sig gav til svar, at hendes moder var buden og hun ikke; men vidnet gik i sin moders sted.
  2. Om der var flere end hende, at hun da ville forklare, hvor mange og hvem det var. - Vidnet svarede, at hun kom ikke til kirken, førend Claus Madsens kone på få ord nær var udløst, da hun kom til våbenhuset; var ikke i følge med hende, såsom vidnet var gående. Vidnet husker og ingen anden at være i våbenhuset uden Claus Madsens kone og Tygge Andersens i Hulvad. Jens Jørgensens tjenestepige Anne Cathrine fulgte med vidnet til kirken, og vidnet gik før ind, men ved ej, at hun fulgtes med hende ind i våbenhuset, og gav ellers til kende, at hun var ugift.
  3. Lund tilspurgte atter vidnet, om hun kunne erindre sig ag give til kende, hvor mange der var i følgeskab at ofre. Vidnet svasrede, at hun ofrede, Jens Jørgensens tjenestepige Anna Cathrine, som ej havde været til alters, Claus Andersens datter Dorthe, forhenn omvundne 9 år gl., og Jakob Jensens datter af Hulvad ungefær 10 år gl., hvilke trende sidste hun vidste ej hun s dem i våbenhuset.

Vinding tilspurgte vidnet, om hun så andre i våbenhuset, da Claus Madsens kone blev indledt, end Claus Madsens hustru og Tyge Andersens af Hulvad. [=> AO2 63] - Vidnet svarede, hun vidste ikke, hun så andre end Claus Madsens hustru og Tygge Andersens i Hulvad. Af Vinding ydermere tilspurgt, om hun ikke omvundne tid stod tæt ved våbenhusdøren. - Vidnet svarede, hun kom ikke længere end tæt inden døren.

8. vidne, Tygge Andersens hustru Maren Jensdatter af Hulvad.

  1. Om hun ikke var bleven bedt til omvundne kirkegang med Claus Madsens hustru som og at ofre med hende, og om hun selv med var. - Vidnet svarede, hun både var buden og selv med var.
  2. Hvor mange flere i så måde var med, og hvo det var. - Vidnet svarede, at hun vidste ingen, der var med dem end Jakob Jensens liden pige, ungefær 11 år, som aag med dem; men om hun kom med dem i våbenhuset eller ikke, vidste vidnet ikke, og om hun var i våbenhuset, da indløsningen skete, vidste ej heller ikke.
  3. Tilspurgt, at hun ville forklare, hvor mange personer de var i følgeskab at ofre, og hvem de var. Vidnet svarede, der var ej flere at ofre end omvundne 4 piger og vidnet selv tillige med barselskonen.

På Vindings spørgsmål forklarede vidnet, at så længe vidnet har været i Brørup sogn, har det altid våren brug og skik, at kirkegangskonen har haft hendes følge med sig.

9. vidne, Jakob Jensens hustru Johanne Andersdatter fra Hulvad.

  1. hun  var buden, men var der ikke.
  2. svarede ligesom forhen, hun var buden, men sendte hendes datter 10 år gl. i hendes sted, og var der ej selv.

På hr. Vindings spørgsmål svarede, at hun blev først buden af Claus Madsen selv samme søndag morgen, før end de skulle gå til kirke. Men i sådan en hast kunne hun ikke komme. - Så længe hun han mindes i 30 år ungefær, har det altid været brug og skik i Brørup sogn, at kirkegangskonerne altid har haft deres følge med sig i kirken ved deres kirkegang.

Dernæst Lundt tjenstl. af retten begærede, de øvrige indstævnte personer, såsom Else Paludan i Præstkær, Poul Pedersen og hustru i Brørupgård, sr. Jørgen Seerup og kæreste i Surhave, af hvis attester hr. Peder Vinding sig under sagen skal have betjent, måtte endnu påråbes og til ydermere sandheds oplysning på spørgsmål at svare, eftersom de ikke er enten af stand eller conditioner, loven befrier med deres attester, men i egen person møde bør, som retten såvel hr. Peder Vinding ikke er ubekendt; og hvorledes dermed skal forholdes, henstillede Lund til rettens lovforsvarl. behandling. - Retten har idag efter forhen udstedt forelæggelse og opsættelse påråbt de næst herfor anførte personer, om de her ved retten var til stede, men ingen har indfunden sig, som akten nærmere udviser. [=> fol. 151] Finder mr. Lund sig derfor årsaget nogen tiltale at ville formere, får han sig til vedkommende at adressere, så retten i så måde ikke har andet herudi behandlet end forventelig lovl..

Vinding påstår, at de ikke er stævnet lovligt. - Lund begærede, at tingsvidnet måtte stå åbent og usluttet i 8 dage, til hvilken tid Claus Madsen besvarr hr. Peder Vindings vidtløftig tilførte pålagte beskyldninger. Vinding protesterede. - Retten understod sig ikke at nægte mons. Lunds begærede opsættelse, formedelst han beråber sig på at være årsaget at svare på Peder Vindings sidst idag 14 dage hans her til  protokollen tilførte. 18/12.


 

fol. 151:

Ebbe Sørensen ctr. Christen Andersen i Okslund. Ebbe Sørensen fremæskede Christen Andersens besvarelse, som han ville afvarte, og hvis han ej dermed efter løfte skulle indfinde sig, da i henseende dagen er til ende og natten påtrænger, så var citanten tilfreds, at sagen måtte have anstand til efter julehelligt. Nævner muligheden for mindeligt forlig. Siden Christen Andersen har ved missiv til retten fremsendt sit skriftlige indlæg, så blev samme med bilag læst og påskrevet (fol. 151-152).


 

AO2 64:

Claus Madsens stævning.


 

Indlæg fra Christen Andersen ctr. Ebbe Sørensen: Hvad han (Ebbe Sørensen) raisonerer udi ovenmeldte allegerede indlæg, at sal. Mathias Madsen og Karen Hansdatter har beboet mit, Ebbes og Niels Pedersens sted, er ej så i sig selv, som hans eget tingsvidne af 13/11 udviser, men vel måske har haft Ebbes og Niels Pedersens steders jorder i brug til mit sted, som de havde fæstet og beboede ... ...... - [=> fol 152] Disputen er egentlig om, hvis fæstebrev der er gyldigt. Når jeg går til hans første tingsvidne, så har vel aldrig nogen set en mere forvirret handel. CA forsøger at påvise modsætninger i vidnernes udsagn.og stiller spørgsmål: 1) Om nogen kan tilegne sig mere eller andet at have i fæste end det, som udtrykkeligt i hans fæstebrev meldes. 2) Om nogen igen må forhøje sin jordebog og derefter lægge dobbelt takst og tynge på den fæstehavende. 3) Om dommeren ikke finder, at den eng, mig af herskabetg selv er fæstet, er nævnte i mit fæstebrev Sorte Måe i Okslund mark beliggende. - Ebbe Sørensens fæstebrev er nok ældre end Christen Andersens, men er det lovligt? [=> AO2 65] Ebbe har nok bjerget hø af engen i mange år, men for hvem? for sig selv? for sin svigermoder? - Den tid Ebbe Sørensen hørte, at Jens Nielsen sad arresteret på Estrup, var forfulgt til tinge ... som en utro tjener, hvorfor lod han da ikke herskabet se hans fæstebrev, at det var ej i smug tilsveget? Så er hans fæstebrev vel ikke andet end et bænkebrev, som en jordebog-løs foged har givet ham at løbe med og en fæsteløs kvinde har afstået for ham. CA ønsker sig tilkendt mindst 10 rdl. i sagsomkostninger.

AO2 65:

Et udtog, som CA har henvist til ang. den utro ridefoged Jens Nielsen.


 

fol. 153:

Torsdagen den 18. december 1738:

Sagen Claus Madsen ctr. Peder Vinding. Skriftligt indlæg fra Peder Vinding. Nogen diskussion om, hvorvidt et indlæg fra Lund kan antages til protokollen.Det bliver det foreløbigt. Lund får tingsvidne beskrevet, og Peder Vinding kan få genpart.

Peder Vindings indlæg: Da Lund begærede tignsvidnet uafsluttet, protesterede jeg, såfremt han idag skulle fremkomme med ringeste imod mig. Beder jeg dommeren både hans stævnemål og lovens pag. 29 art. 1 (DL 1-4-1) betragtende [=> AO2 66] at jeg bør agtes som en ustævnet mand og ej tillader nogen lovmål mod mig under hvad navn, det end nævnes kan ...

AO2 66:

Claus Madsens indlæg: ... Habn havde budt nogle kvinder og vidste ike, at nogle af dem ville holde sig tilbage. Uden at være skyldig er han blevet døt ved en ret, hvor slig sag efter hans formening ikke henhører. Præsten har behaget b.l.a. i sit d. 27. nov. ad protocollum tilførte, hvormed han dagen bortdrev til den mørke nat, at desformedelst ikk eet eneste af de ved retten tilstedeværende vidner blev afhørt, mig fattige mand des mere skade og omkostning til følge. - Om de udeblevne kvinder siger præsten, det ikke blive en sag mellem Peder Vinding og Claus Madsen, men en sag mellem [=> fol. 154] ham og hans naboersker, lige så ubillig som i sig selv uretmæssig, tvært mod hans bedre vidende, om ikke imod hans samvittighed, ikke tænkende, denne retf.rdige alseende evige Gud så strengeligen forbyder enhver sin uskyldige næstes skade at befordre, men beråber sig ikkun på den om mig så uskyldig erhvervede dom, når han siger NB, Da ved den højeste Gud, når dommenover ham i ,denne sag efterses, at Claus Madsen lettere kunne komme af med at betale så billig en mulkt 2 mk. til sognets fattige, end at føre resten, så alverden kan se, at det er en bar kridenhed (tværhed) etc. Der hedder det alene til de fattige, resten holdes inde med (?). Men jeg svarer, kære hr Peder Vinding, ved I ikke, I mig uskyldig har søgt, går i eders samvittighed, tænker eder dog om, hvorfor må sandheden ikke komme for lyset, hvad årsag af ringeste billighed har I haft at påføre mig fattige mand så uskyldig dom og vidre bekostning forårsage, da I dog desuden er bekendt mine ringe vilkår. Hvorfor er I mig så efterstræbelig? Kan I sige med sandhed, jeg ikke med en god vilje har tjent eder af al evne, ihvad I og af mig begæret haver, men gøre Vor Herre (?) dermed nogen tjeneste, fordi det kan havet navn af mulkt til de fattige, som I mig så uskyldig har søgt tildømt at betale tillige med omkostning, der lægges dølgsmål på, og alene tale om 2 mk. til de fattige. Til hvad ende monne det vel ske uden at skal have anseende omhyggelighed for de fattige med tillæg af medlidenhed. Og hvad kan I med føje sige af mig at er bar kridenhed. Det, som Deres ærværdighed ved brugte omgang mod mig uskyldige selv har tvugnen mig til, neml. min uskyldighed vidnefast at oplyse, det Gud eder alt i nåde forlade, og anvende ... ... ... ... den fattige lider uret og må tie dertil samt enhver sjæl at forlade af hjertet sin broder hans brøst. - Hvad hans velærværdighed videre vidtløftigt foregiver til eksempel og bevis på forligelighed med 1737 års rugtiende, den han under navn af en sag fremfører og mig at skal have eftergiven og siger desuden, hvor skammelige han af mig skal være angrebet, og at jeg skal lave lederet publicum, den sag han ej imod ritualens bydende kunne lade falde men videre forfølge med videre etc.; der må jeg svare hans ærværdighed og i alt erklære det, som sandhed medfører, nemlig at hans ærværdighed blev advaret og ombudet 1737 års rug for ... pt. Gerndrup bymænd at ville tælle, han og indfandt sig i den rugvang, som da var vesten byen, eftger at tiendetagerne eller tællerne fra Sønderskov, hvor de tvende parter, kongens og kirkens tiende, henhører, var kommen, havde taget tal på kornet og var med deres tiender næsten klar, af hvilke tællere hans ærværdighed tog opskrift og tal på ruget, fik og på begæring tilladelse sin anpart tiende udi dito(?) vang  for begge vange at nyde, hvilke straks og blev bortkørt fra så mange, som havde heste og vogn at kunne bortføre alle trende tiender på en gang; men som derpå straks faldt en regn, så den bortkørte tiende blev våd, inden den kom til huse, og det på agrene efterblevne korn såvel vores eget som hans tiende ligeledes hindrede det min tiende med flere mine naboers, der ikke var så stærke med vogne tienden  på en ang at bortføre ikke samme dag formedelst faldende regn sammelt (som meldt?) kunne leveres. Men på andendagen derefter, da kornet ved Guds forsyn af vejrlig blev tørt, tog jeg med andre mine naboer [=> AO2 67] hans tiende i samme ene vang for begge vange efter hans vilje, hver på sin ager, og førte den til præstegården, men nægtede den at imodtage uden nogen jeg vidende årsag, og formedelst jeg bad ham at tage imod tienden, ved den gode mand nok, hvorledes jeg fattige mand blev begegnet, idet (det?) jeg ikke formedelst den kærlighed, jeg bærer for ham som mon sognepræst, vil fremføre, og da han som meldt ej var at formå at tage imod tienden, nødes jeg til t køre den derfra, neml. præstegården, og hjem, hvor jeg satte mit for sig selv i tanke, han dog skulle været at overtale at tage deimod ved byggets tiendelse. Hvilket og skete imod nogle, men ikke imod mig, som dog bad derom. I hvad henseende han ikke såvel ville tage den enes som den andens, er ham selv bedst og ikke mig bevidst. Og endskønt jeg derefter nogle gange gik til præstegården i tanke hos den gode mand at udbede tienden at modtage eller og i ringeste at blive vidende, hvad hans vilje dermed var, ville han dog aldrig tale med mig derom. I maj 1738, da vores nådige herskab var hjemme på Estrup, gik vi til gården og gav hendes nåde alt omgang som meldt underedanigst til kende, som gav til svar: Havde vi ingen uret gjort, kunne vi og vente os forsvar, om vi blev søgt; men for vi med det, som var usandt eller urt, måtte vi lide på, at foruden den straf, vi dermed kunne have fortjent, endog af hendes nåde at vorde anset, hvorpå eftersom hans ærværdighed hverken var at formå at tage imod tienden, ikke heller kunne blive vidende, hvad hans vilje dermed var som meldt, det da og således henhvilede, indtil han mig for påankede kirkegang lod stævne, da han og tillige for tienden stævner, og jeg som meldt derefter gik til ham i sit hus og gav min uskyldighed dito kirkegang angående til kende, da jeg fattige mand måtte accordere at betale ham for dito tiende, som var 12½ kærver 1 rdl. 1 mk. med min skade imod, om han havde ladet sig nøje med den tiende, han burde og med rette tilkom. Det er den rene sandhed og omgang som han under navn af en sag til eksempel og bevis af forligelighed fremfører mig at have eftergivet. Men hvad sag det kan være, hvad enten det er, han mig har eftergivet, hvad eksempel og bevis på forligelighed, som han så vidtløftig har fremført, hvad årsag han har haft at beskylde mig, når han siger, hvor skammelig han af mig skal være angrebet, der dog aldrig skal befindes i ringeste af mig at være øvet? Hvad årsag eller føje han kan sige, jeg at have lederet publicum etc. da han dog aldrig skal bevise med ringeste, det vil jeg i alt til hans egen bedst bekendte samvittighed og alle retsindiges eftertanke ydmygst have indstillet. Hertil ønskende, at den barmhjertige nådige Gud selv vil bøje hans velærværdigheds hjerte og sind at blive så forligelig, som han foregiver at skal have været uden u-årsagel. [=> fol. 155] had og efterstræbelse, og at det lidet, som af den fattige efter evne og deromver af god vilje frembæres, ikke så foragtelig anses som det ved navn af lumpenhed afmales. Resten er, at rettn tjelstl. vil have ombedet dette  mit enfoldige, velmente, sandfærdige besvarelse og erklæring i retten må vorde læst, påskreven protokollen tilført og mig tingsvidnet efter alt, hvis eftere afhjemlede varsel i sagen fra først til sidst passeret er, beskreven at må forundes, i hvilken tillid jeg lever og forbliver velædle og velviseste hr. herredsfogeds tjenstskyldigste tjener. Claus Madsen, Gerndrup, den 18. december 1738.


Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg
Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk