Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Skads-Gørding-Malt herreder

1736-47

(Da det er kopien af tingbogen på ArkivalierOnline, der er grundlag for denne ekstrakt, vil der være henvisninger til løbenumrene i den: AO x).

AO 7:

1736 - 31. maj:

Sag ctr. Jens Nielsen og Thomas Madsen af Gørklint samt Søren Pedersen og Hans Michelsen af Søderholsted ang. den skete hede- og risbrynde på Loutrup mark i Svinholt Ris. Citanten Otto Gruum samt de indstævnte personer fremkom, hvor da sagen efter stiftbefalingsmand von Gabels nådige vilje blev mindeligt eftergiven og afgjort således, at ihvorvel samtl. de indstævnte 4 personer ikke ved sagens videre behandling enten her eller herefter agter at ytre sig lige delagtige i denne forseelse, så dog af medlidenhed for dem, som ved sagens drift måtte finde mest årsag til denne opkomne uagtsomme ildebrand så har de alle fire vedtaget at betale den ... omkostning 4 rdl. 2 mk., nemlig Thomas Madsen Soldat af S. Holsted tjenende Thor Lassen i Gørklint 10 mk. d., som han sikker lover at betale førstkommende St. Hansdag eller i dessens ermangling at må og skal decourteres i hans løn, hvor han tjener. Hans Michelsen af S. Holsted 1 rdl., som herredsskriveren Hellesen lover for og til samme at betale. Søren Pedersen fra ibidem en rdl., der og til samme tid betales eller i dessens ermanglig af ridefoged m. Hans Falck erlovet betalt. Og Jens Nielsen af Gørklint ti mark d. som straks her  retten til mons. Gruum  blev leveret, på hvilken måde sagen blev ophævet.


 

Følger her indført følgende dokumenter ...:

Jægermester Hans Bachmann til Sønderskov stævner på vegne af sin bonde Iver Nielsen i Åtte Thomas Pedersen ibd.  til Gørding-Malt herredsting førstkomende 24. maj for sigtelse, saggivelse spørgsmåls besvarelse og vidneres påhørelse, alt angående den af Thomas Pedersen den næstafvigte 14. maj på Iver Nielsen uden årsag forøvede overlast med hug og slag, ilde og skammelig trakteret og medhandlet på bemeldte bys mark udi sin lovlige forretning med anden sin nabo med alt videre af denne sag fra først til sidst i ord og gerning passeret er og deraf han dependere, følge og udflyde. Herom til samme tid at vidne indstævnes Jens Bendiksen, Peder Læck, Søren Hansens søn Christen Sørensen, Jens Bertelsen, Morten Mathiasen, Thomas Pedersens tjenestefolk Knud Sørensen og tjenestepige Anne, alle i Åtte, så vel som Peder Christensen Ky.. og Thomas Mortensen i Bobøl, som ... fornævnte Iver Nielsen synet og sit klagemål anhørt haver. Endelig og til samme tid og sted indkaldes Mads Hansen, Hans Møller i Åtte og Søren Salling sig sammesteds opholdende, om noget ved vidnernes udsigende måtte forefalde, som dem kunne anrøre, hvorefter alt agtes for det førte tingsvidne og i fornøden tilfælde dom at erhverve og beskreven tage.


 

Den stævning her foran på folio 4 citeret lyder således: Med lovlig varsel indstævnes Jens Nielsen og og Thomas Madsen af Gørklint samt Christen Pedersen og Hans Mikkelsen af Holsted at møde angående den skete hedebrynde etc. på Lovrup øster mark torsdagen den 24. førstkommende at svare på spørgsmål, at høre vidners førelse samt synsmænds udnævnelse, som samme afbrændte hede og mark den 26. derefter besigtiger, da samme syn at overvære. Item næste ting derefter at anhøre synets afhjemling så vel som andre beviseligheder både den og påfølgende tingdage, da kald og varsel efter loven gælder [AO 8] irettesættelse og dom efter loven og befunden beskaffenhed at lide. Derforuden indkaldes Niels Hansen af Gørklint at møde, som ved sagens føring og den agtende syn ham noget måtte anrøre.


 

AO 8:

1736 - 7. juni:

På vegne af forvalter Nørleem af Bygholm gods mødte byfoged Christian Grundal af Kolding i en sag ctr. ridefogeden Peder Otto Castensen på Estrup. Stævnemål på fol. 9: 10.

1. vidne, Seyer Andersen fra Roedbye:

  1. Om han ikke ved eller har hørt, at ridefogeden Otto Castensen ved sin udskikkede skovfoged Jens Hjuler sammesteds, Nicolai Ophagen og Anders Andersen af Vejen med magt har ladet angribe og bortføre fra en bryllupsforsamling af Vejen hos Jørgen Jørgensen søndagen den 6. maj næstafvigte en karl tjenende Laurids Lauridsen i Rpoved navn. Jørgen Jørgensen, højbårne fr. generalløjtnantinde Levetzaus gods tilhørende, og hvorhen fornævnte Jørgen Jørgensen blev ført? - Vidnet svarede, han vidste ej videre derom, end han havde hørt af karlen Jørgen Jørgensen selv, det han sagde at være bleven anholdt ved omspurgte bryllup i Vejen, og derpå blev bevogtet om natten indtil andendags morgen, da han blev ført til Estrup ved skovfogeden Jens Hjuler til en; men af hvem flere havde han ikke hørt.
  2. Om vidnet ved eller har hørt, at ridefogeden mons. Castensen eller skovfogeden Jens Hjuler og medhavende mænd lovl. ved rettens middel har rekvireret fornævnte tjenestekarl Jørgen Jørgensen for nogen årsag i arrest, enten hos retten  eller og hos herskabet eller Jørgen Jørgensens husbond. [=> fol. 7] - Vidnet svarede, det vidste han ikke.
  3. Hvor ung ungefær Jørgen Jørgensen er kommet ind til Roved by og sig der opholdt? - Vidnet svarede, at så vidt han kunne skønne, var han 7-8 år, hvilket hans fader og for vidnet har sagt.
  4. Om vidnet ikke ved, at Jørgen Jørgensen så ung som umvundet er i Roved på generalløjtnantinde von Levetzaus gods er opdraget og holdt til skolegang i begyndelsen? - Vidnet svarede ja.
  5. Om ikke Jørgen Jørgensen fra hans ungdom op, som omvundet er, stadig har tjent i Roved by til dato og der sig opholdt og søgt kirkegang og sig med alterens højværdig sakrament der havde ladet betjene? - Ja, som spørgsmålet formelder.
  6. Om vidnet ved, at Jørgen Jørgensen har været i tjeneste uden for Roved by på andre herskabers grund, enten i hel, halv eller fjerding år, måned eller uge? - Dertil vidnet svarede, han vidste ikke, at Jørgen Jørgensen har tjent andensteds end i Roved by.
  7. Om vidnet ved eller har hørt, hvor lang tid at Jørgen Jørgensen har været under ridefoged Castensens tvang i arrest og bevaring fra hans hosbond Laurids Lauridsens tjeneste? - Vidnet vidste ikke andet, end hvad han har hørt af Jørgen Jørgensens mund tale, at han gik en dags tid på Estrup og fik intet mad, siden blev han kørt fra Estrup til Jens Skøttes i Askov, hvor han blev anvist tjeneste af ridefogeden.
  8. Om vidnet ved eller har hørt, at ridefogeden på Estrup har forlangt kaution for Jørgen Jørgensens tilstedeblivelse eller i steden kaution for et halvt hundrede rigsdaler at betale? - Vidnet svarede, han har det hørt, som spørgsmålet indeholder, af Jørgen Jørgensens husbond Laurids Lauridsen og Mads Hansen, begge af Roved by

Af retten blev vidnet tilspurgt,

  1. Om han var vitterlig, at Jørgen Jørgensens fader eller andre har søgt hos Estrupgårds ejere tilladelse at tjene uden godset, item om vidnet ikke ved, om Jørgen ikke er født i Vejen by på Estrup stavn. - Vidnet svarede på begge poster, at han ikke vidste, om nogen har søgt tilladelse hos herskabet at tjene uden godset, ikke heller om han er født i Vejen på Estrup gods, men vel vidste at være kommen fra Vejen by og til Roved så ung som omvundeter.
  2. Om vidnet ved, at Jørgen Jørgensen er slagen i fængslet, bastet eller bundet ført til Estrup fra omvundne og omspurgte bryllup i Vejen, og om han ikke med sin fader [=> AO 9] utvungen af nogen kom til Estrup samme dag? - Vidnet svarede ej videre om den post at være vitterlig, end hvis han på citantens første spørgsmål at have givet til svar.

2. vidne, Mads Mølgaard fra ibd.:

  1. har vel hørt, at Jørgen Jørgensen tjenende Laurids Lauridsen i Roved by var blevet bortføt fra omspurgte bryllup i Vejen by til Estrup; videre vidste han ikke.
  2. ja, ligesom næstforrige vidne.
  3. ligeså, men ikke at have hørt faderen at sige, hvor gammel han var.
  4. svarede ligesom næstforrige vidne, men om hans skolegang kunne han ingen forklaring gøre om.
  5. svarede ligesom næstforrige vidne, med dette tillæg at have stedse været i Roved by ungefær på 16 år.
  6. ligesom forrige vidne.
  7. han vidste ikke rettere, end han jo var af hans husbonds tjeneste ungefær en uges tid.
  8. vidste intet deraf.

På rettens til forrige vidne gjorte spørgsmål vidste vidnet intet om at sige. Videre var vidnet ikke bevidst.

3. vidne, Lyder(?) Pedersen af Lille Anst:

  1. har hørt af en og anden, at Jørgen Jørgensen omvundne tid blev anholdt om natten og andendagen bortført til Estrup, men ved hvem vidste han ikke.
  2. som forrige vidne.
  3. svarede som næstforrige vidne at være indkommen til Roved by ungefær 7-8 år gammel.
  4. han, nemlig Jørgen Jørgensen har været der i Roved by opdraget så ung som omvundet er, og i begyndelsen holdt der i skole.
  5. svarede ligesom første vidne, og at han har været stændig i Roved by på 16 år.
  6. han vidste ikke, at Jørgen Jørgensen har tjent andre steder end i Roved by.
  7. Jørgen Jørgensen var ungefær 8 dagges tid borte fra hans husbonds tjeneste samme tid, som omspurgt er; havde og hørt, at Jørgen Jørgensen imidlertid blev skikket fra Estrup til Jens Skøttes enke i Askov i tjeneste sammesteds.
  8. vidste intet deraf.

På rettens til 1. vidne gjorte spørgsmål kunne vidnet ikke gøre nogen forklaring om, såsom han ikke ved var.

4. vidne, Hans Castensen fra ibidem:

  1. ligesom næstforrige vidne.
  2. do.
  3. svarede at have boet i Lille Anst i 15 år, og da var Jørgen Jørgensen i Roved.
  4. ja, som spørgsmålet formelder, men hvor ung Jørgen Jørgensen var, da han indkom til Roved by, vidste vidnet ikke, [=> fol. 8] men vel, at han var en ung dreng.
  5. ja, som spørgsmålet omformelder.
  6. ligesom første fidne, at han ikke vidste, at Jørgen Jørgensen har tjent andensteds end roved by o omvundne åringer.
  7. vidste intet derom at sige.
  8. vidste vidnet ej heller at lgøre nogen forklaring om.

På rettens tvende spørgsmål kunne vidnet ej gøre nogen forklaring om.

5. vidne, Mads Hansen af Roved by:

  1. har af Jørgen Jørgensen selv hørt, hvorledes han blev anholden af Jens Hjuler skovfoged, Nicolaj Ophaugen og Anders Andersen af Vejen og af dem fra omspurgte bryllupsfærd til Estrup bortført.
  2. vidnet vidste ej noget om det.
  3. Jørgen Jørgensen kunne været 7-8 år, da han kom til Roved, og var vidnet og Jørgen Jørgensen  i den tid børn og drenge sammen, ungefær af een alder.
  4. det vidste vidnet meget vel, såsom de havde gået, nemlig vidnet og Jørgen Jørgensen, i skole sammen.
  5. ja, ligesom omspurgt er.
  6. vidnet vidste ikke, at Jørgen Jørgensen har tjent andensteds end i Roved, som omspurgt er.
  7. vidnet vidste ej videre, end Jørgen Jørgensen var jo borte af hans husbonds tjeneste end ungefær 6-7 dages tid; imidlertid har Jørgen Jørgensen sagt for vidnet, at han er bragt eller ført fra Estrupgård til Askov der hos en mand at antage tjeneste.
  8. at han tillige med Jørgen Jørgensens husbond anholdt hos ridefogeden m. Castgensen om at få karlen Jørgen Jørgensen med det gode hjem til hans husbonds arbejde, hvilket ridefogeden nægtede, med mindre at Laurids Lauridsen, karlens husbond, og en mand til ville cavere for Jørgen Jørgensens person, eller og ifald han for dem undveg, da i stden for karlen at betale et halvt hundrede rdl.

På rettens tvende spørgsmål vidste vidnet ej at gøre nogen forklaring, uden at ham er foresagt, at Jørgen Jørgensen skal være kommen fra Vejen by.

6. vidne, Laurids Lauridsen, som er Jørgen Jørgensens husbond: forklarede på 8. og sidste spørgsmål af Grundal fremsat i ord og alt ligesom næstforrige vidne vundet haver om kaution for Jørgen Jørgensens tilstedeblivelse etc.

Skovfoged Jens Hjuler indleverede et indlæg af ridefogeden Castensen. [=> AO 10, fol. 8b] Grundal protesterede mod indlægget og dertil hjørende dokumenter, at samme ikke citanten til blekostning vorder accepteret eller tingsvidnet tilføjet, allerhelst om Castensen noget agter at føre eller producere, det da sker efter foregående indkald og varsel på hans egen bekostning. Indlægget blev af retten til læsning, påskrift og protokollen antaget og lyder fol 10. De deri påberåbte reserveruller, fire i tallet for år 1733, 1734 og 1735, hvori omtvistede karl Jørgen Jørgensen findes anført, blev påskreven i retten at være fremvist og skovfogeden Jens Hjuler igen tilbageleveret. Grundal imod indlæggets såkaldte reserveruller havde dette følgende at erindre: 1) At Jørgen Jørgensen med magt er bortført, bliver vel ikke at disputere efter de idag førte vidners udsagn, som ellers formodentl. kraftigere ved de udeblevne vidner, når de fremkommer skal blive oplyst. 2) De producerede reserveruller, så er vel det navn deri indført Jørgen Jørgensen, skulle det nu sigte til forn. Laurids Lauridsens tjenestekarl, så har ridefogeden Jens Stilsen, som da var eller skal have været lpå godset ... urigtig anført, efterdi denne omtvistede Jørgen Jørgensen efter idag førte vidners udsagn stændig været og opholdt sig i Roved b y, hvor han er opdraget og som et barn holdt i skole, foruden dette er samme reserverulle ikke for nogen ret eller sessioin forevist, mindre karlen præsenteret. Nårnu dette således befindes conform med fremviste rule, så er de andre ruller af ingen betydning; over alt dette så befindes fornævnte producerede 4 reser veruller ganske stridig imod de om landmilitsen allernådigst udgangne forordninger, i særdeleshed forordn. af 9. dec. 1735 1. post 1. art, der tillægger højbårne fr. generalløjtnantinde Levetzaus gods fornævnte Jørgen Jørgensen, hvor han på 16 år har været opdraget og stændig i tjeneste. I øvrigt reserverer Grundal sin ret til at besvare ns. Castensens indlæg på behørig tid og ellers hvad videre beviser han idag 14 dage agter at føre, til hvilken ende han tjenstskyldigst bad retten behagel. ville forelægge de udeblevne ]=> fol. 9] vidner af Vejen til idag 14 dage at møde under vedbørlig mulkt. - De indstævnte og udeblevne vidner, navn. Eggert Pedersen, Peder Ebbesen og Nis Jeppesen af Vejen forelægges at møde d. 21/6.


 

fol. 9:

Den sag, jægermester Hans Bachmann til Sønderskov på sin bonde Iver Nielsens vegne i Åtte har ladet indstævne ctr. Thomas Pedersen ibd. - På jægermesterens vegne mødte Otto Grumm fra Bramming, som fremlagde et på vedbørligt stemplet papir nr. 20, 24 skreven forening således lydende. Den sag Iver Nielsen i Åtte har ladet anhængiggøre ved Gørding-Malt herredsret imod mig Thomas Pedersen ibidem for min imod ham den 14. maj sidst i ord og gerning forøvede overfald på bemeldte bys mark, hvorom allerede er ført og afhørt en del vidneer den 24. dito, er formedelst gode venners mellemhandling bleven forligt på efterskrevne conditioner: at formedelst [=> AO 11] gode venners mellemhandling :/ der af mig Thomas Pedersen udi hastig ubesindighed på fornævnte nabo Iver Nielsen øvede ulovl. medfart udi ord og gerninger ved det afmig yppede klammeri og slagsmål på ommeldte tid og sted, betaler jeg traks de af mig i så måde forvoldte omkostninger, rettens gebyr og videre udgifter i sagen med een rdl. fem mk. d. så vel som og en kendelse til Føvling sogns fattige een mk.d. tilsammenlagt to rdl. Ellers lover og tilforpligter meg mig Thomas Pedersen herforuden efterdags at omgås med min nabo merfornævnte Iver Nielsen og hans skikkelig, kristel. fredel. og endrægtelig uden klagemål i alle måder, og hverken ved mig selv eller andre skal gøre eller tilskynde nogen klammeri eller uenighed mod dem enten hemmelig eller åbenbar, og herved deklarerer og erklærer, at jeg intet ved ham og hans ærlige navn og rygte at påsige end, hvad skikkelige og ærlige folk vel egner og anstår i alle optænkelige måder. Skulle noget af dette mit løfte fejle, som dog ikke skal ske :/ da denne sag at stande mig åben for med videre forefalde lll til lovlig påtale. Det samme Iver Nielsen imod Thomas Pedersen og hans erklærede og sig tilforpligter og at efterleve i alle måder. På forberørte måde efterlod Iver Nielsen sagen, som ved Gørding-Malt herredsting er opsat til anstundende 7. juni, og kan alene tingsvidne herefter tages beskreven uden videre foregpående stævnemål, om enten af os det forlanger, samt til vitterlighed ombedet velagte Hans Christensen Møller i A... ig Thomas Mortensen i Bobøl denne vores forening med os at underskrive og stadfæste. Sluttel. forbemeldte to rdl. lover og tilsiger jeg Thomas Pedersen straks at betale til herredsskriver Hellesen i hans hus, som han igen til vedkommende udtælger. Datum Bobol d. 27. maju 1736. (Underskrifter).


 

En stævning citeret folio 6 sålydende: Søren Bierum af Skølvad, kgl. maj. herredsfoged over Gørding-Malt herred gør vitterligt, at for mig har andraget velædle sr. Nørlem, forvalter over Bygholms gods, høj- og velbårne frue generalløjtnantinde von Levetzau tilhørende, hvorledes at [=> fol. 10] I, mons. Peter Otto Castensen, ridefoged på Estrup, ved eders udskikkede, navmlig Jens Hjuler skovfoged sammesteds, Nicolaj Ophjagen og Andreas Andersen af Vejen har ladet fra en bryllupsforsamling i Vejen søndagen den 6. maj bortføre en hos Laurs Laursen i Roved by i tjeneste stående karl navn. Jørgen Jørgensen, højstbemeldte frue generalindens gods tilhørende uden ham nogen malverfationer, ond forhold eller begangen forseelse at have overbevist til at lide så hård angribelse og medfart, hvorved I ikke alene skal have understået eder at handle imod hans. maj. allernådigste lov og isærdeleshed /: om I agter at tilegne eder karlen at tilhøre Estrup gods også handlet imod den nu sidst udgangne forordning om landmilitsen dens allernådigste bydende fr. generalløjtnantinde von Levetzau til gramvamina, men endnog ved eders angribelse tilføjet Jørgen Jørgensen stor ulejlighed så vel som hans husbond bem.te Laurs Laursen, hvis tjenestekarl lider stekelse, ham til største skade og fortræd, hvorover citanten formener sig årsaget eders, mons. Peter Otto Castensens forhold og omgang i så måde til satisfactions erlangelse i sin tid at søge oplyst samt og dette, når, hvor ung og hvorledes Jørgen Jørgensen på bemeldte Bygholms gods og til Roved by er ankommen, så og hvor mange år han der på godset stændig har tjent og sig opholdt, med hvis videre deraf dependerer. Stævnes derfor eder, bem.te. Peter Otto Castensen tillige med de, som I haver brugt til Jørgen Jørgensens angribelse som leldt, neml. skovfogeden Jens Hjuler ved Estrup, Nicolaj Ophagen og Andreas Andersen af Vejen at møde for mig i retten på Gørding-Malt herredsting den 7. juni førstkommende vidnesbyrd om forbem.te eders forhold og omgang med bem.te Jørgen Jørgensens angribelse og bortførsel og hvis videre som ommeldt er, samt attester og alt af sagen dependerende at påhøre og spørgsmål at tilsvare. Til samme tid og ting indstævnes efterskrevne vidner: Egert Pedersen, Peder Mølgård af Roved, Lyder Pedersen og Hans Castensen af Lille Anst, alt som ommeldt er, eders sandheds vidne at aflægge og spørgsmål at tilsvare under dom på eders faldsmål, så mange som hører til denne jursdiktion, for udeblivelse. Om alt passerende citanten agter tingsvidne beskreven at tage. Datgum Skølvad den 23. maj 1736. T. Bierum.
Indbemeldte stævning er mig lovligt forkyndt. Est. den 25. maj 1736. P.O. Casstensen.
Denne stævning er lovlig forkyndt for ridefoged monsieur Castensen på Estrupgård såvel som for skovfoged Jens Hjuler, Andreas Andersen, Nicolaj Ophagen som alle indstævnte vidner på enhvers bopæl og opholds[=> AO 12]sted, lovlig haver forkyndt den 24. maj 1736 og enhver kopi deraf leveret til monsieur Castensen ridefoged på Estrupgård, som vi vedkommende haver tilkendegivet. Så sandt hjælpe os Gud og hans hellige ord. Hans Hansen, Michel Andersen, begge af Store Anst.

AO 12:

Velædle og højfornemme rettens betjente ved Gørding-Malt herredsting. Af den indstævning fra mons. Nørlem må jeg befinde, hvorledes han uden føje angriber mig dels som den,d er skal på mit nådige herskabs vegne ingen ret har til Jørgen Jørgensen, dels som den der skal hae fortfaret voldsom mod Jørgen Jørgensen, dels som den, der skal have tilføjet den mand i Roved, Jørgen Jørgensen tjente, stor sinkelse med videre. Det første at legitimere som fundament til alt det andet, da for at facilitere retten, evitere langvarig proces og despute og øjensynlig at vise alverden, hvad ret mit nådige herskab har til karlen, så at forbigå, ej at tale om, at han er født på deres stavn og stedsen har været tilhørende /: hvilket jeg ej så let tør skænke mons. Nørlem, omendskønt han og agter at bevise år og hvor ung Jørgen Jørgensen til Bygholm gods er ankommen :/ så bevises det med reserverullerne i Jens Nielsens, Herman Thimsens og min betjeningstid her ved godset, hvilke til rettes eftersysn herved produceres med begæring at påtegnes og mig igen straks at remitteres. Da Jørgen Jørgensen stedse der er anført som Esrup gods tilhørende, skulle mons. Nørlem nu ville bevise, at han fra sin ungdom af har været i Roved, så ville retten behagelig observere at lade vidnerne forklare, om dette er sket med tilladelse af Estrups herskab eller uden tilladelse. Thi at hans fader og han selv har søgt tilladelse at tjene uden for godset, sligt skal jeg alle tider, om fornødn gøres, godtgøre og bevise, og når sligt sig således forholder, mon jeg da skull kaste mig selv under ansvar ved min negligence ej at se denne mit nådige herskab tilhørende karl på godset indbragt, og man og skal tro, at min herskab,  fordi de har tilladt karlen at være på Bygholms gods, derfor skal miste deres karl og ingen ret til ham have, sligt lover jeg forskiret, fru generalinde von Levetzau aldrig billiger eller prætenderer, når sagens sande sammenhæng hende vorder insinueret. Hvad det andet angår, nemlig om anholdelsen med magt, som stævningen melder om, /: hvilket nok skal være på god, bred dansk som vold :/ da reserverer jeg for sligt min lovlige regres og vil alene ydmygst bede, at retten sig mer ej sligt imputeret, men behagelig quæstionerer vidnerå, om Jørgen Jørgensen ve den såkaldte an[=> fol. 11]holdelse er enten fængslet, bastet, bunden, slagen eller dragen med mere, og om han ej godvilligen andendagen efter brylluppet i Vejen med sin fader uden fængsels tvang eller bånd hid til mig på Estrup ankom. - Det 3. betræffende, nemlig den sinkelse, manden i Roved skal være tilføjet, derfor jeg skulle respondere, så er sligt mere, tror jeg, indført i stævningen for at gøre den lang og anseelig, end det skal være mons. Nørlems rette mening; desårsag jeg dette som noget ej svar værdigt vil forbigå. Formoder skuttelig, at hosfølgende probatiorialartikler, hvis indhold er i dette mit indlæg, måtte vorde vidnerne foreholdt at besvare med ja eller nej, og at hvis passerer, mig af retten måtte vorde beskreven givet. Dette mit indlæg håber jeg og, retten behagelig modtager til protokollering, næst efter citantens stævnemål er indført, og forbliver så iøvrigt med al estime de velforordnede rettens betjentes ergivneste tjener. P. O. Castensen.

fol. 11:

Torsdagen den 14. juni 1736:

For retten fremkom sr. Peter Otto Castensen fra Estrup, som fremstillede 2 kaldsmænd navnl. Tøger Andersen og Anders Tøgersen af Nørre Holsted, som kar kaldt, således som filio 12:13 forklarer. De har talt med en del af de indstævnede selv, og hvor ingen til stede var, med deres hustruer og folk. For Christen Sørensens tilholds i Maltbæk ved hans fader talte de med faderen sammesteds. Dernæst saggav Castensen efterfølgende skyldig at være (herefter følger en lang række navne sogn for sogn med angivelse af deres gæld til godset. Det kan være landgilde, lånte penge, magasinpenge eller låneboghvede. Fra Vorbasse sogn er kun nævnt Gøde Christensen). 28/6.


 

Adser Jørgensen Skiøtt ved Sønderskov lod idag her til tingen fremskikke en levende ulveunge som fanget i ... Samme blev her ved tinget opængt og ham tilsagt betaling derfor efter kgl. maj. jagtforordning, så snart derover med flere fanget er ...


 

For retten fremkom Peder Nielsen af Nørbølling, Folding sogn, Malt herred i Riberhus amt, som vemodeligen beklagede sig og tilkendegav, hvorledes hans iboende salts, lade, stald og fæhus bestående af 19 fag god bygning tirsdagen den 29. maj imod aften ved en hastig, forfærdelig og ulykkelig ildebrand rent blev lagt i aske og af ilden hæftig blev fortæret; tilligemed opbrændte indbohave af trævarer, klæder og deslige den største del så vel som en del korn til sæden med videre, som ikke kunne blive reddet, formedelst ilden så hastig tog overhånd, hvilket han desværre er årsaget atg beviseliggøre og til den ende her for retten fremstillede efterskrevne hans bymænd og naboer, navnl. Peder Møller, Poul Knudsen, Laurs Villadsen og Mads Nielsen, alle af Nørbølling, som alle endrægteligen tilstod og bekræftede ved Helligånds ed med oprakte fingre efter loven, at forbenævnte Peder Nielsens foredragne og vemodelig og bedrøvelig klage var desværre i al sandhed tildraget og passeret, som forskrevet står, og at samme hans i fæste havende 3/4 partgårds hartkorn består efter nye matrikel i 2 tddr. 2 skp. 3/? alb., hvorefter velb. hr. jægermester Bachmann til Søndereskov som hos ... [=> AO 14] var, tingsvidne beskreven begærede med formodning at nyde skattefrihed ved allerunderdanigst forevisning og andragende på sinde vedbørlige steder. Som retten tillod. Så var og den forulykkede Peder Nielsen genparttingsvidne beskreven begærendes med formodning, han derefter nyde sædvanlig hjælp, som ham og af retten på begæring blev tilladt, med rekommendation til alle medliden kristne, at de kommer denne deres nødtrængte og bedrøvede medkristne med fattig hustru og små, umyndige børn til hjælp og undsætning i denne deres stor nød og trang, som Gud igen visselig vil belønne. Ellers må vedkommende ej betjene sig nængere af dette tignsvidne end et år efter dato at regne.


 

AO 14:

Følger indført den memorialvarsel fra ridefogeden npå Estrup således lydende: Memorial for varselsmændene på høj- og velb. hr. generalløjtnant Scholtens vegne som fuldmægtig ved hans gårde Estrup og Skodborg (varsel til fæstebønderne om deres gæld til herskabet).


 

fol. 13:

Torsdagen den 21. juni 1736:

Sagen Christian Grundahl af Kolding  ctr. ridefoged Castensen ved Estruptgård med flere. - Der føres vidner:

Egert Pedersen af ...:

  1. Om ikke ridefogeden Peter Otto Castensen ved hans udskikkede skovfoged Jens Hjuler sammesteds, Nicolaj Ophagen og Andres Andersen af Vejen søndag den 6. maj natten igennem sammesteds har anholdt Jørgen Jørgensen tjenende Laurids Lauridsenaf Roved by, som er højbårne fru generalløjtnantinde Levetzaaus tjener af hendes gods, og om morgenen dernæst forn. Jørgen Jørgensen imod hans vilje til Estrup bortført? - Vidnet svarede, at fornævnte skovfoged Jens Hjuler kom til Jørgen Jørgensen om aftenen i brylllupsforsamlingen [=> AO 15] i Vejen og forlangte, at Jørgen Jørgensen samme aften skulle følge med hen til ridefogeden på Estrup, hvortil Jørgen Jørgensen svarede, han ikke ville derop i aften inden om morgenen, hvorpå skovfogeden lod hente formeldte Ophagen og Anders Andersen. Videre vidste vidnet ikke at forklare på spørgsmålet, eftersom han gik hjem til hans hus.
  2. Om bem.te ridefoged Peter Otto Castensen ved rettens middel eller anden nlovl. m.åde har rekvireret eller forlangt Jørgen  Jørgensen i arrest eller givet det til kende hos herskabet eller husbond? - Vidnet svarede, at han derom ved ingen forklaring at gøre.
  3. Om fornævnte Jørgen Jørgensen i ommeldte tid og bryllupsforsamling ikke var i hans frihed, fred og frelse, da han blev anholdt, bevogtet og bortført? - Vidnet svarede, han vidste ikke andet, end Jørgen Jørgensen jo var i hans frihed og frelse som omspurgt, såsom han var indbuden som enn gæst til samme bryllup i hans faders hus.
  4. Om Jørgen Jørgensen samme ommeldte tid har givet ringeste årsag, enten ved uskikkel. oopførsel, slagsmål eller klammeri, som kunne forårsaget Jørgen Jørgensens anholdelse, bortførsel til Estrup. - Svarede, så længe vidnet var til stede, passerede ej nogen uskikkelighed af Jørgen Jørgensen.
  5. Om vidnet ikke ved eller har hørt, hvor mange dage fornævnte Jørgen Jørgensen, som blev bortført fra samme omvundne bryllupsfærd, har været under ridefoged Castensens tvnag fra hans husbonds arbejde i daværende travle tid? - Vidnet svarede, det vidste han ikke.
  6. Om vidnet har hørt eller ved, at forberørte mons. Castensen har forlangt af Jørgen Jørgensens husbond eller andre vedkommende kaution for Jørgen Jørgensens tilstedeblivelse eller og, om han undvigte, et halv hundrede rdl.? - Svarede, det vidste han ikke.
  7. Om vidnet ikke ved eller har hørt, at ms. Castensen eller andre fra Estrup har anvist Jørgen Jørgensen tjeneste at antage på bem.te gods? - Svarede, det vidste han ikke.

Af retten på begæring tilspurgt:

  1. Om vidnet ved, at Jørgen Jørgensen ved sin fader eller andre har søgt hos Estrups ejere tilladelse at tjene uden godset, [=> fol. ?] item om Jørgen Jørgensen er født i Vejen på deres stavn. - Vidnet svarede, han vidste ikke, om nogen havde søgt tilladelse for Jørgen Jørgensen at tjene uden godset, men vidste vel, at han var født i Vejen by på Estrup stavn og var kommen derfra en ung dreng og ej andet i begyndelsen i Roved by forrettede end vogtede kalve, hvor han forklarede på byfogedens spørgsmål forklarede siden den tid der har opholdt og været i tjeneste.
  2. Om vidnet ved, om Jørgen  Jørgensen enten er slagen, fængslet, bastet eller bunden ført til Estrup, afvigte 6. maj, og om han ej med sin fader utvungen kom til Estrup. - Vidnet svarede, kunne ingen forklaring give derom, såsom hanikke var nærværende, da han bortkom.

8. vidne, Peder Ebbesen fra ibd. svarede ligesom næstforrige vidne, undtagen han vidste ikke, hvem der indsendte bem.te Ophagen og Anders Andersen, som omspurgte søndag aften indkom i omspurgte bryllupsforsamling at tage vare på Jørgen Jørgensen natten igennem, men om hans bortførsel eller hvorledes han kom til Estrup, vidste vidnet ikke, såsom han tilforn var bortgået.
3. Svarede ligesom næstforrige vidne.
4, Ligeså, med det tillæg, at vidnet var til samme bryllup ud på aftenen til ugefær en times tid før midnat, og desmidlertid passerede intet usømmeligt af Jørgen Jørgensen.
5-7. Svarede i alle ord og mening som næstforrige vidne.

På rettens første spørgsmål svarede ligesom næstforrige vidne, undtagen han ikke vidste, men vel har hørt, at Jørgen Jørgensen var født i Vejen by.
2: Ligesom forrige vidne.

9. vidne, Nis(?) Jeppesen fra ibd. sørste spørgsmål ligesom næstforrige vidne med det tillæg, at da Jørgen Jørgensen første gang nægtede, han ikke ville følge med bem.te skovfoged, fordi det var ondt vejr, at hans klæder ikke skulle blive skidne, såsom det regnede samme tid, tilbød skovfoged Jens Hjuler sig at tage Jørgen Jørgensen med sig på sin hest, hvilket Jørgen Jørgensen ikke heller ville, såsom [=> AO 16, fol. 15b] han frygtede, de ville tage ham til soldat.
2-4. Svarede ligesom næstforrige og 8. vidne.
5. Han ved vel, at Jørgen Jørgensen f ulgte op med skovfogeden Jens Hjuler og Jørgensens fader til Estrup morgenen derefter; og ved vidnet, at Jørgen Jørgensen kom tilbage med hans fader ved middagstider samme dag, hvor han forblev i Vejen den dag over, men hvor han blev siden, vidste vidnet ikke.
6. Han vidste ej derom videre end at have hørt sige, at Jørgen Jørgensens fadere skulle have lovet for ham, at han ikke skulle løbe bort, hvilket rygte gik, da faderen var kommen med sønnen fra Estrup.
7. Har vel hørt, at Jørgen Jørgensen var anvist tjeneste i omvundne tid i Askov.

På rettens 1. spørgsmål svarede, han vidste vel, at Jørgen Jørgensen havde søgt tilladelse hos forrige ridefoged Jens Nielsen og Timsen at måtte tjene uden godset; men vidste ligeså, at han var født i Vejen by op Estrup stavn og kom derfra en ung dreng til Roved, hvor han siden stedse har været.
2. Han så ikke, at Jørgen Jørgensen enten blev slagen, bastet eller bunden bortført, ej heller vidste, han dertil af nogen var tvungen.

Grundal fandt sig årsaget af vidnets udsagn videre at quæstionere vidnet for det

  1. Hvoraf vidnet ved, at Jørgen Jørgensen skal have forlangt tilladelse, om det er erfter mundt. begæring eller skriftl. - Vidnet svarede, det var efter Jørgen Jørgenses egen mundtlige ,begæring i vidnets påhør, og fik forlov af mons. Timsen daværende ridefoged at tjene uden godset i Roved by, og at han ville møde igen, så snart Timsen skikkede ham bud.
  2. Om højbørne generalløjtnantinde von Levetzau hendes forvalter eller fuldmægtig har nogen sinde forlangt Jørgen Jørgensen at tjene på høbem.te frues gods. - Vidnet svarede, det vidste han ikke.
  3. Hvor mange år siden at Jørgen Jørgensen efter vidnets foregivende mundtl. skal have forlangt at tjene uden godset i Roved? - Svarede på 3. år fra Timsens tid at regne, som sidst vidnet ved var.

Grundahl, som havde anhørt, at vidnet vidner om ord, som [=> AO 16] skal være falden muligen Jørgen Jørgensen og mons. Timsen, som er ustævnet og fraværende, fandt sig anlediget at protestere ifølge lovens pag. 112 art. 22 imod vidnets udsagn, så vidt han vinder om ord efter anden mund, at han ej tillades ved ed at bekræfte. I øvrigt siden Grundahl formoder, at retten befinder vidnets udsagn, så vidt han vinder på ord efter andens mund at være lovstridig, så frafaldt Grundahl videre quæstioner til vidnet at formere. Retten så ikke, at dette vidne, citanten selv har indstævnet, kunne nægtes ed at aflægge på, hvis han i alt på spørgsmål i denne sag har vundet og udsagt, helst ingen vidner kunne føres, før end vedkommende, som nu først er sket, er given sag, og desårsag af retten tilladt, hvilke n ed vidnet med opholden fingre efter loven fuldførte.

Sluttelig producerede Grundahl sognepræsten hr. Bartrum Høyer for Anst og Gesten menigheder hans attest ang. Jørgen Jørgensens tjeneste og forhold i Roved by, som blev lælst, påskreven og lyder folio 17. - Grundahl begærede tingsvidne beskreven meddelt.


 

AO 17:

Torsdagen den 28. juni 1736:

Peter Otto Castensens sag mod debitorer. Lovdagelse på folio 18. Samtlige tilstod deres restance undtagen S... Pedersen af Vejen, som berettede den søgende lispund smør at have betalt til hendes nåde generalinden selv, straks før end hendes bortrejse. Ellers gav Castensen til kende, at eftersom Christen Sørensen af Maltbæk har godvilligen ladet sig accordere fra sit sted i Tuesbøl og desårsag overleveret sit fæstebrev til herskabet, så forlanges ingen dom hverken over ham eller de andre at tage, men alene efter hvis passeret er begærede tingsvidne beskreven at forundes, hvilken accord og godvillig afståelse fra sit sted Christen Sørensen af Maltbæk og selv her for retten tilstod.


 

Torsdagen den 5. juli 1736:

For retten mødte på velb. hr. jægermester Bachmann til Sønderskov hans vegne prokurator Niels Forsom af Ribe med stævnemål (folio 29). [=> fol. 16] Bad retten påråbe, om ridtmester ... på egne eller den fra Sønderskov gods undvigte Mikkel Ovesens vegne måtte have noget imod stævnemålet eller det agtende tingsvidne at excipere. Efter 3 påråb tog ingen af de tvende indstævnte vederparter eller nogen på deres vegne ved genmæle. Thi fremstillede Forsom for retten Jens Olesen Rammer og Peder Christensen af Stenderup, som afhjemlede deres indvarsling af Peder Sørensen Smed i Nørbøl, Peder Måller, Poul Knudsen, Morten Christensen, Laurids Villadsen, Christen Hansen, Peder Andersen, Ove Mikkelsen og hustru Kirsten Oves ibd. til at vidne om, hvad de kunne være vitterligt om Mikkel Ovesen fra Nørbølling by, Folding sogn, hans udvigelse uden pas og skudsmål fra hans fødestavn Sønderskov gods med videre deraf og til sagens oplysning dependerende /: og i særdeleshed de tvende sidstnævnte for at anhøre. Så forklarede varselsmændene og, at dde talte dels med nogle af de indstævnte vidner på hvert sted, og dels med deres naboer, som ej var hjemme, der lovede vidnerne ved hjemkomsten varsel at tilkendegive. Hvorefter af de indstævnte vidner her for retten comparerede Peder Sørensen Smed, Peder Møller, Poul Knudsen, Laurs Villadsen, Christen Hansen og Peder Andersen, alle af Nørbølling.

1. vidne, Peder Sørensen Smed af Nørbølling:

  1. Om han ikke er vidende og bevidst, at Ove Mikkelsen og hans hustru Kirsten Oves i Nørbølling by på Sønderskovgårds og velb. jægermester Bachmanns stavn i ægteskab havde avlet og født en søn navnlig Mikkel Ovesen? - Vidnet svarede ja, det var ham vitterlig og fuldt vel bekendt.
  2. Om vidneet da også er bekendt, at dagen, deres søn omvundne Mikkel Ovesen på Sønderskov gods og i den kirke, hvor Nørbølling by søger, sig fra barnsben af og til langt over hans 14. år ophodt, så og i samme kirke som et barn af menigheden til det højhellige alterens sakramente første gang og siden fremdeles er bleven admitteret, indtil hans undvigelse derfra? - Vidnet svarede ja.
  3. Om vidnet ikke  [=> AO 18] da også må tilstå og i sandhed vidne, at forbemeldte Mikkel Ovesen for ungefær 3 på 4 års tid siden sig fra bvemeldte gods og sogn udenn pas eller skudsmål fra hans husbond velbemeldte sr. jægermester Bachmann og rette vedkommende sognepræst u. tilladelse har absenteret eller er undvigt? - Ja.
  4. Om vidnet ikke ved, at denne Mikkel Ovesen, da itzige landmilits blev oprettet, af hans forældre er blevet angivet til antegning og udskrivning, og om han ikke derpå af husbonden hr. jægermester Bachmann tillige med det øvrige godsets mandskab i reserverullen er bleven anskrevet? - Vidnet svarede ja, og Mikkel Ovesens moder har i hans nærværelse ddertil angivet denne benævnte hendes søn.
  5. Om ikke vidnet ved, at Mikkel Ovesens forældre har lige så vel som andre på godset, hvis børn da var fraværende, lovet på Sønderskov gods, når husbond forlangte, at indbringe denne deres søn? - Vidnet svarede, han havde hørt af Mikkel Ovesens moders mund, at hun har bekendt at have ofte formanet hendes søn, da han nu var ude fra godset, at han ville sig der igen indfinde, hvilket han hende og stedse havde lovet, indtil han nu er bleven rytter, og hun det for citanten har berettet.
  6. Om vidnet da ikke ved, at velbem.te hr. jægermester Bachmann ofte har tilholdt sine bønder og tjenere at holde deres snner ved stavnen og derfra værende at indbringe? - Vidnet svarede ja, undtagen de personer, som p,å husbondens tilladelse og pas eller følgeseddel og skudsmål fra godset var udrejst.

2. vidne, Poul Knudsen af Nørbølling: Svarede ja på alle seks spørgsmål.

3. vidne, Laurs Villadsen af Nørbøl. som i alle ord og meninger fulgte det første vidnes gjorte udsagn med denne tillag, at Mikkel Ovesens moder havde sagt til vidnet, hun nskede, hun havde denne hendes søn hjemme, at han kunne gå soldat tillige med de andre af godset.

Før end flere af de indstævnte vidner blev examineret, deklarerede Forsom, at han agtede ufornøden længer at opholde retten med deres udsagn, såsom han fornemmer, at de vidnesbyrd, nu alerede er førte, ganske fuldkommen er den bevis, landsloven æsker, og Mikkel Ovesens indstævnte fader og moder desuden her ved retten lader bekendtgøre, at de ikke er formedelst svaghed i den tilstand selv personl. idag at kunne møde; da ville han endnu til overflødighed fremstille det 4. dog ustævnede vidne navnl. Hans Laursen fra bem. Nørbølling. [=> fol. 17] (Han vidnede ligesom Peder Sørensen Smed). - Sluttelig foreviste Forsom 3 for Sønderskov gods de anne 1733, 1734, 1735 forfattede og af krigs- og landkommissæren hr. justitsråd folsach i landmilitsens sessioin for ovenrørte åringer egenhændig påtegnede og til sessionen indleveret reserveruller, i hvilke denne undvigte Mikkel Ovesens tillige med andre reservemandskabs navne rigtig findes anført. Bad tingsvidne beskrevet og i alle måder forbonholdt hans respektive principals omnia reservanda såvel imod den undvigte Mikkel Ovesen som og de, der i hans tilbagekomst til stavnen har været og er hinderl.


 

fol. 17:

Torsdagen den 12. juli 1736:

Følger her indført den ligning og repartition over herredet for 3 fangne ulveunger og til tinghusets reparation sålydende: Eftersom Morten Nielsen af Klelund i Lindknud sogn næst afvigte år 1735 her ved tinget har fremvist 2 ulveunger af ham fanget på bem.te Klelund mark og samme tid ved tinget ophængt, hvorfor ingen repartition over herredets indbyggere for dets rignheds skyld dertil kunne gøres, at Adtzer Schøtte på Sønderskov i indeværende år den 14. juni ligeledes fremvise en ulveunge, som han havde fanget i Stuld krat, der og her ved tinget samme dag blev ophængt, hvorfor vedkommende efter hans kgl. maj.s allernådigste jagtforordning af 8. dec. 1688 bør nyde for hver een rdl.; endnu for tinghusets reparation på skorsten, vinduer, vægge og døre efter regning år 1733, 1734 og 1735, ialt bedragende 2 rdl., tilsammen 5 5rdl, så haver vi underskrevne rettens betjente ved Gørding-Malt herredsting i allerunderdanigste følge [=> AO 19] følge af øjstbemeldte hans kgl. maj.s. allernådigste forordning i tingmændenes overværelse lignet samme fem rdl. over Gørding-Malt herreds hartkorn bøndergods at betales, og kom da på hver tønde hartkorn bøndergods at betales som meldt: 1. Proprietærernes, præsternes og det øde godses hartkokrn overalt at give en halv skilling danske, hvilke enhver til sognefogederne i hvert sogn overalt i Gørding-Malt herred på anfordring inden 8 dages forløb haver at betale, som sognefogederne da igen, så snart pengene indkommer, enten ved tilget eller i skølvad til herredsfogeden leverer, på det vedkommende som ovenmeldt, og ellers den, der har gjort forskud for bemeldte 5 rdl., igen efter forordningen kan blive betalt. Skulle nogen imod forhåbning findes vægerl. herudi samme penge straks til ovenmeldte tid og sted at levere og betale, må de vente sig at bilve udpantet for dobbelt så meget, som de ellers skulle give, efter oft højstbemeldte allernådigste forordnings udtrykte befaling. Til hvilken ende sognefogederne haver at tilstille herredsfogeden en rigtig opskrift på, hvem der i så måde måtte restere. Datum Gørding-Malt herredsting d. 12. juni 1736. S. Bierum.


 

Følger jer indført en attest fra hr. Høyer i Gamst på folio 15 citeret således: At Jørgen Jørgensen, som er på syttende år, så vidt jeg har kunnet erfare, skal have tjent på hendes nådes fr. generalinde Levetzaus gods udi Roved by hos Mads Jensen og Laurids Lauridsen ibd., er mig på trettende år, da jeg har været sognepræst, hel vel bekendt, såvel af hans ærlig omgang som kristelige forhold, da han imidlertid stedse i Anst menighed har været indlemmet og ej nogen tid derfra afskediget, så vel som i samme menighed første gang til det hellige og højærværdige anterens sacramente antaget den 26. okt. 1732, bevidner jeg herved på min samvittighed. Og som stemplet papir nu ej er ved hånden, skal denne min attes, før den for nogen ret produceres, med behørig papir vedhæftet vorde fremlagt. Gamst præstegård den 28. maj 1736. B. Høyer.


 

AO 22:

Torsdagen den 16. august 1736:

For retten fremkom Morten Jeppesen af Sønder Holsted og fremlagde et afkald dat. Holsted den 2. juni 1736, der lyder på folio ibd.

Følger her indført et afkald for Morten Jeppesen i Sønder Holsted således lydende: Kendes vi underskrevne Poul Pedersen boende i Brørupgård oh Michel Pedersen af Københoe og hermed vitterliggør, at Morten Jeppesen boende i Sønder Holsted idag har afbetalt os hans 2 stifdøtre navnl. Kirsten Nielsdatter, for hvem afgangne Anders Nielsen af Sekær forhen har ... ... og siden hans død jeg Poul Pedersen som formynder har været anordnet, og Inger Nielsdatter, for hvem jeg Mikkel Pedersen er formynder, deres dem tilfaldne arvemidler efter skiftebrevets formelding af 6. jni 1716 og 2. okt. 1719 for hver af dem 40 slettedlr. og efter deres ved dden afgangne sl. søster Margrethe Nielsdatter efter derom gjorte regning og slutning den 22. juli 1720 hver tilfalder 6 slettedlr., beløber for hver ialt 46 slettedlr. og for dem begge 92 sldlr. Thi vil vi på bemeldte tvende myndlinges vegne ej alene have Morten Jeppesen for samme kapital halvfemsindstyve og to slettedr. samt dessen deraf gående renter fra Mikaels 1724 til denne afbetalingsdato som årligen tid efter anden herforuden er afdragen og betalt, hermed kvitterer, men endog takker ham for god og nøjagtig afbetaling, så Morten Jeppesen og hans arvinger af os ... myndlinge og arvinger både for kapital og rente herefter skal være og blive kvit, fri og kravesløs holden i alle måder, og må denne vores afkald og kvittering uden nogen foregående kald og varsel til os, når behages, til Gørding-Malt herredstling læses og protokolleres, og ombedet Hans Fogh fra Endrupholm og Peder Mikeklsen af Sekær som overværende dette med os til vitterlighed ville underskrive. Datum Sønder Holsted den 2. juni 1735. (Underskrifter)


 

Torsdagen den 23. august 1736:

Sr. Peter Otto Castensen fra Estrup fremstillede 2 kaldsmænd navnl. Tøger Andersen og Anders Nielsen, begge af Nørre Holsted, som afhjemlede, at de har stævnet Sønder og Nørre Holsted beboere med en memorialvarsel sålydende på folio 21. (De er stævnet til at vidne).

1. vidne, Morten Jeppesen af Sønder Holsted:

  1. Hvor mange mil der er fra Nørre Holsted og til Viborg norden fra bem.te Holsted? - Vidnet svarede, så vidt han sikker vidste, var der over 12 mils vej.
  2. Hvor langt der er fra bem.te [=> AO 23] Holstede nordvest fra byen og til Ringkøbing? - Vidnet svarede, ungefær 10 mils vej.
  3. Fra dito Holsted vesten fra byen til Varde? - Vidnet svarede ungefær 4½ mil.
  4. Fra dito Holsted og til Ribe sydvest fra byen? - Vidnet svarede, 4½ mil.
  5. Tilspurgt, hvor langt fra bem .te Holsted til Haderslev sydøst fra byen? Svarede, fuldkommen 6 mil.
  6. Hvor langt fra bem.te Holsted til Kolding i det Koldinghusske østen fra byen? Vidnet svarede 5 mil.
  7. Hvor langt er fra dito Holsted og til Vejle nordøst fra byen? - Vidnet svarede, over 6 mil.

2. vidne, Anders Tøggersen fra Nør Holsted:

som besvarede spørgsmålene i alle ord og meninger ligesom første vidne. Castensen videre tilspurgte vidnet fremdeles, at eftersom Holsted by gives navn af Sønder og Nørre Holsted, af hvad beskaffenhed dette så kaldes? - Vidnet forklarede, at det var een by, men formedelst der går en å igennem byen, bliver det, som ligger norden for åen, kaldt Nørre Holsted, og det som ligger sønden åen, kaldt Sønder Hosted.

3. vidne, Hans Mikkelsen af Sønder Holsted,
4. vidne, Niels Christensen fra ibidem,
5. vidne, Christen Jensen ibd.,
6. vidne, Jens Berrtelsen ibd.,
7. vidne, Peder Olesen ibd. og
8. vidne, Christen Olesen fra Nørre Holsted efterfulgte næstforrige vidnes svar.

9. vidne, Steffen Jensen,
10. vidne, Jens Nielsen,
11. vidne, Peder Hansen, alle af Nørre Holsted,

som i alle punkter efterfulgte forberørte afhørte forrige vidners udsagn og forklaring, undtagen distancen imellem Nørre Holsted og Ringkøbing [=> fol. 21] samt Viborg, kunne de ikke egentlig sige, hvor mange mil der var imellem, ej heller så vist har hørt tale derom, hvor langt måtte være; men på de øvrige poster, som omspurgt er, aflagde de deres ed med opholdne fingre efter loven. - Castensen fik tingsvidne.

fol. 21:

Følger her indført den varselsmemorial fra hans excellence højvelb. hr. generalmajor Scholten til Estrup etc. til Holsted mænd her næstforan citeret lyder således (stævningen).


 

Torsdage den 30. august 1736:

Ridefogeden Hans Fogh fra Endrupholm fremstillede to varselsmænd navnl. Niels Nielsen og Ole Sørensen, begge af Nørre Holsted, som har stævnet således (fol. 24). De har talt med Peder Iversen selv så vel som vidnerne, nogle på hvert sted enten dem selv eller husfolk, som lovede varsel [=> AO 24] vedkommende at tilkende. Hvornæst den indstævnte Peder Iversen blev påråbt, om han var til stede, eller og om han imod afhjemlede varsel havde noget at indvende. Peder Iversen var ved retten til stede, og førend videre med sagen fortfares, blev han af Hans Fogh tilspurgt, om han uden videre søgsmål eller årsagende omkostninger ville fornøje og betale Godske Christensen i Nør Holsted for den af ham formenende og i hjelskudte svin, som i hans korn den 19. august sidst er funden død. Peder Iversen svarede jen, såsom han var uskyldig i denne sag. Endnu tilspurgt, om han ikke kunne give kundskab om, hvem fornævnte svin da måtte have aflivet, Peder Iversen dertil svarede, det vidst ehan ikke, hvorpå Hans Fogn fremæskede sine indstævnte og tilstedeværende vidner til forhør.

1. vidne, Christen Hansen af Sønder Holsted:

  1. Om han ved eller har hørt sige, at Godske Chritensens svin søndag aften den 19. aug. sidst i hyrden Peder Iversens korn på Sønder Holsted gade er bleven ihjelskudt? - Vidnet gav til svar, at han vel har hørt af en og anden, at Godske Christensens svin er ihjelskudt, men vidnet kunne ikke egentl. for sin egen person sige, om den var skudt, stukken eller plå anden måde dødet; havde og set, omspurgte svin lå i hyrdens korn på Holsted gade.
  2. Om vidnet ikke den ... om aftenen, som var en søndag, så eller fornam, hyrden Peder Iversen gå med bøsse, kårde eller anden gevær til eller fra sit indhegnede korn eller toft på Sønder Holsted gade, som sivnet lå død udi. - Vidnet svarede, at han vel så Peder Iversen komme gående nørfra med en bøsse på sin nakke eller aksel og gik hjem til sit hus, men om han kom fra kornet eller ikke, det vidste vidnet ikke, men af den vej, som går til og fra kyrdens korn, kom han ned.
  3. Om vidnet da ikke talte med hyrden eller spurgte ham, hvorfra han kom. eller havde været? [=> fol. 22] Vidnet svarede nej, de alene bad god aften til  hinanden.
  4. Om vidnet ikke hørte, et skud af en bøsse ommmeldte søndag aften dlen 19. aug. afgik, og hvor vidnet syntes, samme kunne være? - Vidnet svarede nej.
  5. Om vidnet ikke ved, hvor Peder Iversen hyrde havde bekommet den bøsse, som han omspurgte aften gik med, eller og ved, hvor han har bekommet hagl og krudt til at lade sin bøsse med? - Vidnet svarede, han vidste det ikke, men vel at have hørt af andre, at Peder Iversens bøsse skulle have været indsat hos Maren Muncks den hele sommmer, ovor han den tog på hans drivevej ad marken med cretteret (kreaturerne); men langt før omspurgte tid begærede hyrden af vidnet et ... krudt, som han og fik.
  6. Om vidnet ikke har hørt af Peder Iversens egen mund udsagt, at han ville og skulle ihjelskyde de svin eller andre kreaturer, som kom i hans korn på Holsted gade, hvor den omvundne svin og siden er fundet død? - Vidnet svqarede, at han vel har hørt det af Peder Iversen sige, at han ville skyde de svin, som kom i hans korn fra Nørre Holsted.
  7. Om vidnet er bevidst, at Godske Christensen imod loven med nogen voldsom drift eller skødesløshed har årsaget Peder Iversen nogen overdrift eller fordærv på sit korn, enten af svin eller andre kreaturer. - Vidnet svarede, det vidste han ikke.
  8. Om vidnet ved eller har hørt af andre, at Godske Christensens omvundne svin .. har været i Peder Hyrdes korn eller hus indtagen deraf, før end den er bleven nu dødet? - Vidnet svarede, at han har hørt på S. Holsted grandestævne, at Nørre Holsted svin gør ham stor skade i hans korn, men om godskes svin var med eller ikke, det vidste vidnet ikke.
  9. Om vidnet ikke har hørt sige, eller andre har sagt og talt med vidnet, siden omvundne 19. .aug. angående hvem gerningsmand har været, som skuulle have ihjelskudt Godske Christensens svin? - Vidnet svarede ligesom tilforn, han vidste det ikke, hvem gerningsmanden var, men vel at have hørt, at de tænkte Peder Iversen Hyrde dertil, eftersom svinet fandtes i hans korn.
  10. Om vidnet ved, at Peder Hyrde har tilsat nogen særdeles vogtere over sit korn på S. Holsted gade, og hvem? - Vidnet svarede nej.
  11. Endnu tilspurgt, om vidnet ikke tit og ofte har set Peder Hyrde om aftenen i denne forløbne sommer på til og fra [=> AO 25] sit omvundne korn og haft bøsse hos sig? - Vidnet svarede nej, at han ikke havde set Peder Iversen gå med bøsse før end omvundne aften den hele sommer.
  12. Sluttel. tilspurgt, om Vidnet nogle oplysning videre i denne sag end som omspurgt og afvunden er, kunne gøre; han da for at frelse hans samvittighed sligt ville tilkendegive. - Vidnet svarede, han vidste ikke videre til denne sags oplysning.

2. vidne, Ole Iversen ibidem, 3. vidne Morten Jeppesen ibidem og 4. Hans Mortensen ibidem og 5. vidne Christen Jensen ibd., som alle endrægtelig på

  1. første spørgsmål svarede ligesom første vidne vundet og udsagt haver.
  2. svarede nej, de ikke havde hyrden omspurgte tid, undtagen Ole Iversen, som havde set hyrden, da han samme aften kom med fæet og da havde en bøsse på sin aksel.
  3. svarede nej.
  4. ligeledes svarede nej.
  5. de tvende vidner svarede nej, de vidste intet deraf; men Ole Iversen forklarede, at hyrden Peder Iversen just denne omvundne 19. aug. om aftenen, efter han var kommen i byen med fæet, gik ind i vidnets hus og tog vidnets bøsse, som med ladning af krudt og spurehagel(?) var forsynet, og gik så opad Sønder Holsted gade med bøssen på akselen.
    Hans Fogh særdeles tilspurgte dette vidne, om hyrden Peder Iversen ikke talte om, hvortil han ville bruge bøssen, eller når bøssen blev leveret tilbage, og om den da var afskudt, hvortil vidnet svarede, at han fandt selv bøssen hos Peder Hyrde nogle dage derefter, da der fandtes skud i bøssen; men enten det var samme skud eller ikke, observerede vidnet ikke, men andet fængkrudt fandtes på panden af bøssen. Ligeså omspsurgt, om Peder Hyrde ikke lod sig mærke eller forstå, at den forhen i bøssen værende skud var afskudt og anden ladning foretaget, eller hvortil han havde brugt den. Vidnet svarede nej. [=> fol. 23]
  6. Svarede nej, de havde det ikke hørt, undtagen Christen Jensen,, som har hørt, at hyrden sagde, da han tillige med Morten Jepsen var over i Nørre Holsted at advare granderne sammesteds, de skkulle holde deres svin af hyrdens korn på Sønder Holsted gade. Ellers sagde hyrden, som da var med, at han ville skyde den, som deri kom.
  7. Vidneerne svarede, som første vidne Christen Hansen havde omvundet på 7. spørgsmål.
  8. svarede nej, vidste det ikke; men Peder Hyrde selv tilstod, at han den ingensinde har indtaget, men vel ofte været i hans korn.
  9. svarede ligesom første vidne.
  10. svarede nej ligesom første vidne.
  11. Morten Jeppesen og Ole Iversen svarede, at de vel havde set hyrden nogle gange før omvundne tid med bøsse, entep når han er dreven af byen eller i byen med kreaturerne.
  12. vidste intet videre, end afvundet er, ikke heller har høårt andre mistænkt for samme gerning end som Peder Hyrde.

6. vidne, Tøgger Andersen, 7. Anders Tøgersen, 8. Jens Nielsen, 9. Anders Nielsen, 10 Gertrud Nielsdatter og 11. Anders Madsen, alle af Nørre Holsted, samt 12. vidne, Niels Pedersen af Sønder Holsted,

  1. som endrægteligen vandt på 1. spørgsmål til forrige vidne, at det var dem bevidst, Godske Christensens svin omvundne aften i hyrdens korn var dødet, hvilke ingen af dem ikke fik at vide før om morgene derefter. Men Anders Tøgersen af Nørre Holsted og Niels Pedersen af Sønder Holsted berettede, at de var efter Godske Christensens hustrus begæring samme aften tilkaldt at syne svinet, men som det var mørkt, skete synet ikke før om morgenen derefter, da de synede omspurgte svin og befandt den at have et hul så stor som den kunne være sket af en stor hagl eller randkugle, som var indgået i det tynde liv på højre side noget neden for rygbenet, og sluttede deraf, at den måtte være skudt, formedelst de den 20. aug. om morgenen ved synet fandt propning eller forladning af skuden, neml. papir, ligge nogle får skår(?) fra det døde svin. Og efter deres bedste skønsomhed og således de med god samvittighed kunne sige, ... samme svin at have været af værdi fjorten mk d., før den blev dødet.
  2. svarede samtl., at de ikke havde set hyrden denne omspurgte aften.
  3. vidste intet deraf.
  4. Derpå svarede Jens Nielsen og Gertrud [=> AO 26] Nielsdatter, at de samme aften den 19. aug. hørte et skud og straks derpå et svin skrige, men hvor det var, kunne de ikke egentl. gøre forskel på. Anders Thøgersen og Andreas Nielsen hørte, ret som de opvågnede af deres søvn, et svin skreg samme omvundne aften, og Anders Madsen alene et skud samme tid.
  5. vidnerne vidste ingen forklaring at gøre.
  6. Anders Tøgersen svarede, at han havde hørt sige af Peder Hyrdes egen mund ... tid sige, dersom Nørre Holsted mænd ikke holdt deres svin af hans korn på ..., ville han skyde dem ihjel, og Niels Pedersen at have hørt på deres egen grandestævne i Sønderholsted ... Peder Iversen sige, at som hans korn blev opædt, så ville han skyde svinene, som kom deri.
  7. samtlige svarede nej, de vidste det ikke, men ellers berettede samtl. vidner af Nørre Holsted, at de ikke havde denne hene soller set eller fornemmet Godske Christensens svin i deres eget korn, men vidste ikke andet, end den har været ...  hægte.
  8. vidste ikke, at svinet har været i Peder Hyrdes korn før nu den lå død, ej heller ved, at den deraf har været i hus indtagen.
  9. samtlige vidner svarede ikke at have hørt, hvem gerningsmanden egentlig var, men vel at have Peder Hyrde fortænkt derfor.
  10. vidste intet derom.
  11. Vidste ligeledes intet af at sige uden Anders Thøgersen, som forklarede, at han for nogen tid siden, før end svinet blev skudt, var udi Maren Munks hus i Sønder Holsted, hvor han så en bøsse stod, og spurgte Maren Muncks ad, hvis den bøsse var, hvortil hun svarede, det var Peder Hyrdes, og den ville han bruge til de svin, som kom i hans korn.
  12. Sluttelig for det 12. vidste vidnerne intet videre i denne sage, end de forhen afvundet haver.

Som Hans Fogh ugerne måtte fornemme, at en del af de indstævnte vidner, som man visselig skulle formode endnu at give nogen tilstrækkelig oplysning i denne sag, idag er udebleven, så var han allertjestl. begærende, de af retten måtte vorde pålagt til idag 14 dage under deres faldsmåls  her i retten at møde, nemlig Peder Iversens hustru Anne, hans datter, Niels Christensen, Niels Pedersens hustru navn. Kirsten Mikkelsd., Cathrine Saabye, Maren Muncks, Maren Madskone, Thomas Madsen og Søren Olesen, alle af Sønder Holsted. De blev forelagt at møde den 13. sept. under faldsmål efter loven.

fol. 24:

Følger her indført den memorialvarsel fra Godske Christensen i Holsted her foran på folio 21 citeret lyder således: Stævning til Peder Iversen angående eders forøvede utilbørlig omgang og gerning udi dette, at I sidst afvigte søndag aften den 19. august skal have med fri vilje og forsæt til døde ihjelskudt en bemeldte Godske Christensen tilhørende svin, som samme til imod ejermandens vilje og videnskab sig af tjøret skal have løsstødt og gået udi eders korn, hvor den af eder, som meldt, er ihjelskudt og lagt på steden.


 

fol. 24:

Torsdagen den 13. september 1736:

For retten fremkom Peder Nielsen af Bobøl, som fremlagde et af hr. stiftsprovsten mag. Søren Seerups respektive arvinger til bemeldte Peder Nielsen udgivne skøde på et hus, Maren Grøns i Bobøl nu bebor, dateret d. 29. aug. 1736, hvilket han begærede læst, påskreven og protokolleret, og lyder bemeldte skøde således, som folio ibm. udviser.


 

Godske Christensen ctr. Peder Iversen. Ridefogeden Hans Fogh fra Endrupholm gav retten til kende, at denne sag således i mindelighed var bleven afgjort, neml. at Peder Iversen, som her for retten var til stede, lovede og indgik for den ihjelskudte og Godske Christensen tilhørende svin, som udi hans korn er befunden død, at betale såvel for svinet som derpå anvendte omkostninger ialt 4 rdl., siger fire rigsdaler, og samme til næstkommende Mortensdag ufejlbar til Godske Cjristen i Nørre Holsted at levere. Og til desto tryggere forsikring for skadesløs betaling fremstillede Peder Iversen Niels Christensen af Sønder Holsted, som på hans vegne indgik og caverede for forn. 4 rigsdalers betaling til ovenn. dag og tid. Ellers hvis Peder Iversens løfte imod forhåbning skulle fejle, tilstod han selv, at den nu afgjorte sag måtte og skulle stå ham åben for, hvorved denne sag således er ophævet, og parterne, om skulle forlanges, tingsvidne efter hvis i sagen passeret er, beskreven tilladt.


 

Den her oven meldte citerede skøde udgiven af sl. mag. Seerups arvinger i Ribe til Peder Nielsen Skræder i Bobøl: Det drejer sig om et hus i Bobøl, som Maren Grøns ibor. Det blev i 1724 købt af hr. Mogens Kiersing på Maren Nielskones vegne og af hende straks betalt 10 slettedaler. Stiftsprovsen udlagde 20 slettedaler. Nu har Maren Nielskones søn Peder Nielsen Skræder i Bobøl betalt de 20 slettedaler til Mathias Seerup.


 

Torsdagen den 20. september 1736:

Jens Pedersen i Bobøl betjente retten som sættefoged.


 

AO 30:

Den stævning her foran på folio 15 citeret lyder således: Jægermester Hans Bachmann til Sønderskov har ladet andrage, hvorledes en af hans bønderkarle, Mikkel Ovesen (Offesen) fra Nørbølling skal have bortsnegen sig fra hans gods og nu fornemmes er i Haderslev, hvor han nyligen skal have ladet sig antage som rytter under ridtmester Pfahls kompagni, hvorfra han skal være søgt reklameret, men dog tilbageholdt. - Mikkel Offesen indstævnes.

AO 32:

Attest på tysk, der kvitterer for indstævningen.


 

fol. 30:

Torsdagen den 27. september 1736:

Generalløjtnantinde von Levetzau ctr. generalløjtnant von Scholten og fuldmægtig Castensen med flere. Byfoged Grundahl producerede stævning (folio 33) og tingsvidne udstedt den 21. juni, igem et notarialinstrument forfattet efter 3 reserveruller over mandskabet, som tilhører Byhgholms gods for årene 1733-35. Tignsvidnet lyder, som protokollen her foran viser på folio 6-8, 10-13. Notarialinstrumentet på fol. 33-34. Producerede et indlæg (fol. 34) - Peter Otto Castensen på vegne af von Scholten begærede opsættelse i 4 uger. 25/10.

Torsdagen den 4. oktober 1736:

AO 35, fol. 33:

Følger her indført efterskrevne dokumenter, som den 27. sept. produceret er:

Søren Bierum, kgl. maj. herredsfoged, gør vitterligt, at byfogeden Christian Grundahl på vegne af generalløjtnantinde von Levetzau af Bygholm har andraget, hvorledes von Scholten behager at tilegne sig en karl navn. Jørgen Jørgensen, tjenende Laurs Laursen i Roved by Bygholms gods tilhørende, og uagtet at fornævnte karl efter et her af retten udstedt tingsvidne den 21. juni har været på Estrup gods fra den tid, han som et barn af 7-8 år aldrig blev holdt i skole, så har Peder Otto Castensen uden lovlig adgang ved sin udskikkede solvfoged Jens Hjuler ved estrup, Nicolaj Ophagen og Anders Andersen af Vejen en søndag aften [=> AO 36] den 6. maj til et bryllup i Vejen ladet Jørgen Jørgensen natten over bevogte til om morgenen han til Estrup blev bortført, hvor han imod hendes nådes vilje og uden hendes videnskab på nogen tid er holdt fra hans husbonds tjeneste og arbejde, ham til skade og ulejlighed. Hun vil erhverve dom på, at Jørgen Jørgensen efter forordningen af 9. dec. 1735 tilhører Bygholms gods, samt forventelig satisfaktion for den ulejlighed og fortræd, Jørgen Jørgensen og husbond er vederfaret. Von Scholten og evt. Peder Otto Castensen stævnes til d. 27. sept. Jørgen Jørgensen indstævnes også samt skovfogeden, Nicolai Ophagen og Anders Andersen af Vejen.

David Wienmann kvitterer for stævningen, da Peder Otto Castensen ikke er hjemme.

Notarialinstrument forfattet efter trende foreviste kopireserveruller for åringerne 1733, 34 og 35 af forvalteren Peder Nørlem ved Bygholm udi benævnte åringer til de allernådigst holdte sessioner i Skanderborg er indleveret. I hvilke reserveruller fandtes under lægsmand Laurs Laursen i Roved by hans læg anført således: [=> fol. 34]

(Et skema i 5 kolonner med angivelse af, hvem karlen bor hos, hvad hans navn er, hans alder, samt om han er hjemme hos forældrene eller hos hvem han tjener.

Rullen 1733: Hos Laurs Laursen, en dreng Jørgen Jørgensen 19 år, født i Vejen på Estrup gods, har været i 12. år i gården hvor Laurs Laursen bebor.

Rullen 1734: Hos Laurs Laursen, en dreng Jørgen Jørgensen 20 år, født i Vejen, har tjent på Bygholms gods en 12 års tid.

Rullen 1735: Hos Laurs Laursen, en dreng Jørgen Jørgensen 21 år, født i Vejen, har tjent på Bygholms gods i 13 år.

Følger her indført det skriftlige indlæg fra byfoged Christian Grundahl i Kolding således lydende: Det har behaget Peder Otto Castensen at tilegne sig en omtvistede karl Jørgen Jørgensen ... uagtet at han der som barn er opdraget, holdt i skole og stændig uden påanke stået der i tjeneste, mens har endog på en forgribelig og ulovlig måde ladet bemeldte Jørgensen til en bryllupsforsamling i Vejen natten imellem den 6. og 7. maj bevogte og omsider til Estrup bortføre uden et skin, at han på samme gods i Vejen by skal være født, ligesom han til samme karl kunne haft fuldkommen rettighed, men som jeg vil håbe, at sagen ganske anderledes skal blive oplyst og legitimeret, end som mons Castensen har behaget at foregive og ventelig har ført hans nådige herskab i tanke om. Så skulle jeg til jans excellences højgunstige considration og rettens retfærdige bifald til forventelig satisfaction hos vedkommende have sag ens beskaffenhed omstændel. remonstreret som følger: Med forhen producerede tingsvidne sluttet og udsted den 21. juni bevises ganske tilstrækkelig, 1. at omtvistede Jørgen Jørgensen er indkommet på Bygholms gods til Roved by, hvor han som et barn af 7-8 år er opdraget og holdt i skole og fra samme hans undgom af for det 2. hidindtil bestandig tjente i bemeldte by på 14-15 års tid og ingensinde været i nogens tjeneste uden byen eller godset engageret, pag. 8,9,11 og 12, fornemmelig 13 og pag. 14, 15 og 16, tildels [=> AO 37] bestyrkes på pag. 29, 30, 31 og 34, ligesom og for det 3. der i menigheden til kirke og altergang altid har været indlemmet og den første gang til det højærværdige alterens sakramente den 26. ok5t. 1732 antagen og siden continueret uden nogen sinde enten på lang eller kort tid fra menigheden været afskediget, vide forbem.te alligerede p... såvelsom sognepræsten hr. Bratram Høyers attest af den 28. maj sidstleden pag. 37 og 38. Som da dette foregående noksom beviser, at Jørgen Jørgensen tilhører Bygholms gods, så er han og udi de til sessionen i skanderborg indgivne reserveruller over det lægds mandskab, hvor han er tjenende, for årene 1733, 1734 og 1735 årligen antegnet efter producerede notarialinstrument a den 8. sept. næst afvigt. Thi bliver for det 4. at agte, hvad angår ubeføjet, sa så meget mere forgribelig, at mons Castesen uden foregående lovl. rekvisition, indkaldelse, resolution eller dom endogså uden rettens middels consence har ladet bemeldte Jørgensen til forn.te bryllup, hvor han var indkommen i hans faders hus og som andre nærværende i hans frihed og frelse og uden noget ondt at have tenteret imod nogen natten igennem bevogte, så han derefter om morgenen tidligt til Estrup er bleven bortført, pag. 11, 12 og 13, 14 og 14, item pag. 26, 27, som kraftig beestyrkes pag. 30, 31 og 32. Da han således forsætlig har tvungen ham fra hans husbond Laurs Laursens tjeneste og arbejde, efter vidnernes udsagn på 7-8 dages tid, ja uden mindste skin af rettighed til hans persons angribelse ganske ulovl. holdt ham fra det gods, han sorterer under, og ladet ham til Askov bortføre, hvor ham tjenste blev anvist at antatge, hans nådige herskab til gravamina, ham selv og husbond til fortræd og skade; foruden dette har det og været besluttet, at Jørgensen ingenlunde skulle komme 6tilbage, med mindre der blev stillet kaution for hans person eller og til mons. Castensens fornøjelse at betale til ham 50 rdl., om han ikke blev til stede, bevises med tingsvidne pag. 9, 10, 12 og 13, fornemmelig 15 og 16. Således har det da behaget mons. Castensen med magt og uden lovlig omgang eller dom at bemægtige sig hendes nåde fru generalindens tjener, som beviseligen på hendes gods som leldt er opdraget og på en 15 års tid virkelig stået i tjeneste, hvorfra han ikke uden med consence og pas kunne komme, men som mons. Castensen desuagtet i hans indgivne indlæg af 7. juni næstafvigte i tingsvidnet fra pag. 17 og 22, da han mærkede, at hans forhold til olysning blev påtalt, fornemmede i hans nådige herskabs høje navn at maintenere, at Jørgen Jørgensen tilhører Estrup gods på fundament 1: at Jørgensen er født påsamme gods, med foregivende, at han dertil stedse har været tilhørende, 2: at han er indført i reserverullerne over mandskabet af forrige ridefogeder Jens Nielsen og Hermann Thimsens så vel som nuværende [=> fol. 33] mons. Castensen for årene 1733, 1734 og 1735, og 3: at Jørgensen med tilladelse har været på Bygholms gods. Så for at vise hans excellence hr. generalløjtnant og retten, hvor slet fuldmægtigen mons. Castensenudi hans andragende [ i særdeleshed imod forordningen af 9. dec. 1735 og det af mig producerede tingsvidne og påberåbte autentisque er grundet, insinueres derpå denne min følgelige replique, det kortest muligt, hvormed jeg formener aldeles at contradicere hver post i særdeleshed således: 1 post: At Jørgen Jørgensen er født på Estrup gods, giver herskabet aldeles ingen rettighed til ham, efterdi han derfra som et barn af 7-8 år på Bygholms gods på en fjorten-femten års tid sig stændig har opholdt, som jeg i det foregående 1. og 2. post har vist og bevist, og når dette ingelunde retteligen kan disputeres, mindre contradiceres, at jo Jørgensen så mange år før landmilitsens reduktion 1730 og ved dens indrettelse igen efter allernådigste forordning af den 4. febr. 1733 virkelig fandtes på Bygholms gods, hvor han endogså stedse har stået i tjeneste uden indkaldelse, sessionsresolutioner eller erhvervede domme, så giver jo allerhøåjstbemeldte forordning af 9. dec. 1735 dens 1. post. 1. art. hendes nåde fru generalinde von Levetzau fast rettighed til Jørgen Jørgensen, hvilket bliver så meget mere til undgældelse, efterdi hun i en så ren og himmelklar sag imod allerhøjstbemeldte forordnings allernådigste bydende til forårsagende bekostning og proces formeres dispute. 2: De fire påberåbte reserveruller for året 1733, 1734 og 1735, hvori det navn Jørgen Jørgensen, som foregives skal være den omtvistede karl, findes indført, bliver endogså uden betydning og ej ringeste at reflektere på, en del i henseende at den omtvistede ørgensen hverken den tid, ejheller i de efterfølgende åringer har været på det gods, hvor de ham har indført for, men stedse tjent uden godset i Roved by sammelt og altså li reserverullerne ganske urigtigt indført, at sådant navn uden ringeste rettighed til persona, da den første rulle uden dis ikke med påskrift befindes atvære forevist sessionens deputerede, hvilken de andre fuldmægtiger så løst hen haver efterfulgt; endelig og, at både ridefogeden Jens Nielsen, så og Thimsen i deres betjenings tid begge er befunden med urigtighed og som efterladende tjenere, der ej har kunnet præstere rebnskab, været anset og arresteret, da endogså ... endnu som klager i særdeleshed over Jens Nielsens svigagtige forhold, hvilket i nødige tilfælde kan gegitimeres, og derfor ikke heller at undre, at han jo også har været årsag at Jørgen Jørgensen der i reserverullerne uden anden betænkning eller at være forvisset om han sperson uretmæssig er bleven indført, så meget mindre har og mons. Castensen observeret allerhøjstbemeldte forordnings allernådigste bydende, som udisputerlig tilegner Bygholms gods benævnte Jørgensen, hvor han også i reserverullerne over samme lægds mandskab, hvor han er opdraget og endnu står i tjeneste, rettelig findes indført. 3: At monsieur Castensen foregiver at Jørgensen skal være tilladt at tjene på Bygholms gods, så forklarer vidnet på pag. 34 alene, at Jørgensen sådant skal have fornagt først på 3 år siden, hvilket lige så lidet kan give herskabet rettighed til hans person, som han ellers ikke uden fru generalindens consence og med pas [=> AO 38] fra Byghoms gods kan blive afskediget. Da endsklnt jeg formener ganske tilstrækkeligt at have illustreret, at merbemeldte Jørgen Jørgensen retteligen tilhører Bygholms gods, så har det alligevel blehaget hejstbem.te hans excellence ved skrivelse til fru generalinde von Levetzow at påstå ham extraderet fuldmægtig mons. Castensen uden dis ved hans udskikkede mænd uden nogen given årsag, skyld og brøde eller i ringeste måde samme overbevist noget ondt imod nogen at have tenteret enten i ord eller gerning, mindre har være mons. Castensen noget pligtig eller til udngældelse ham i nogen optænkelig måde forbunden så uskyldig som uforsvarlig til det om.te bryllup i Vejen har ladet ham imod hans vilje natten igennem bevogte, til Estrup bortføre og omsider ham henvist til en anden tjeneste i Askov at antage, og således meget uforsvarlig tvunget ham fra hans husbonds tjeneste og arbejde på de 7-8 dages tid, dem begge til skade og ulejlighed. Thi vil jeg formode, at retten ifølge meerallerhøjst bemeldte forordnings 1. punkt 1. art. tilfinder Jørgen Jørgensen at høre til Bygholms gods, hvor han og findes enrulleret for åringerne 1733, 1734 og 1735 som meldt. Dernæst at ridefoged mons. Castensen, som har forbrudt sig imod hans maj.s allernådigste lov og allerhøjstbemeldte forordning på egne og hans udskikkede, skovfogeden Jens Hjuler, Nicolaj Ophagen og Anders Andersen af Vejen deres vegne, at vorde anset efter lovens pag. 914 art. 10 og desforuden at bøde noget tilstrækkeligt til Jørgen Jørgensens husbonds forsinkelse i hans arbejde i den tid, bem.te Jørgen ham var fratagen. Og endelig enten hans excellence generalløjtn. eller og fuldmægtigen mons. Castensen at vorde tilfunden at erstatte processens forårsagede omkostninger skadesløs. Efter denne min demonstration jeg afvarter den velvise dommers lovforsvarlige kendelse. Med forblivende velædle hr. herredsfogeds tjenstskyldgiste tjener. Christian Grundahl.


AO 38:

Torsdagen den 11. oktober 1736:

Peder Vinding i Præstkær, sognepræst for Brørup og Lindknud menigheder, lod idag første gang her i retten give tilglysning efter en ham tilhørende bondedreng navnl. Anker Mortensen, som er om naten imellem den 2. og 3. oktober ud af sin tjeneste ... eller bortrømt, om nogen vidste noget af ham at sige, de da ville give hans husbond Peder Vinding kundskab derom.


 

Torsdagen den 18. oktober 1736:

AO 39:

For retten mødte byfoged og prokurator Niels Forsom af Ribe på organisten sr. Bærensens(?) vegne ssammesteds med stævnemål (fol. 47). Der blev indleveret en missiv fra sognedegnen fra Brørup og Lindknud menigheder således lydende, som folio 47 udviser. Derefter bevigede citantens fuldmagtig sagens opsættelse i 4 uger, som er den 15. november, om citatus desinden eller til den tid .... vil rette for sig.


 

Peder Vinding i Præstkær, 2. efterlysning.

Torsdagen den 5. oktober 1736:

Peder Vindings efterlysning 3. gang. Ydermere blev frfemlagt en attest (fol. ibm).


 

I sagen, som ridefoged Castensen har begæret opsat til idag, mødte Castensen ikke. Grundahols indlæg blev læst og akten tilført. Sagen optaget til dom.


 

Følger her indført de herover anførte dokumenter sålydende:

På begæring af velærværdige hr. Peder Vinding attester jeg Christen Frølandt, sognedegn til Brørup og Lindknud menigheder, at der 3 søndage efter hinanden af Brørup kirkes prædikestol er lyst efter Anker Mortensen, som tjente i Præstkær og derfra af sin tjeneste er bortrømt, hvilket herved sandt at være bekræftes af mig, så sandt hjælpe mig Gud og Hans hellige ord. Tirsbøl, den 23. okt. 1736. C. Frølandt.


 

Konglig Majestæts herredsfoged velædle sr. Bierum. Mons Castensen har vel foregivet, at sagen imellem hans excellence hr. generalløjtnant von Scholten og hendes måde fru generalløjtnantinde von Levetzau,, som til idag er opsat, skal være forligt og højstbemeldte hendes nåde accorderet de poster, som hun udi skrivelse af 12. okt. næst afvigte skal have poåstået. Men som mig ej noget derom fra hendens nåde er bleven communiceret, ej heller fået ordre at frafalde sagen, så formoder jeg sammt til doms vorder optaget uden længere henstand eller prolongation. Dette mit indlæg jeg bedeer må læses og akten tilføres, forblivende velædle herredsfogeds tjenstskyldigste tjener. Christian Grundahl.


 

AO 51:

Torsdagen den 22. november 1736:

AO 53:

Hans Christensen i Drostrup lader idag første gang oplyse en sort hest ungefær 14 år gammel med en snip på næsen, hvide fremfødder og en hvid bagfod, som han næstafvigte mandag 8 dage har optagen i fornævnte Drostrup by, om nogen sig samme hest med lovl. hjemmel kan vedkende, er den ved fornævnte Hans Christensen i Drostrup at bekomme.


 

AO 54:

Torsdagen den 29. november 1736:

Velædle og velb. hr. .jægermester Bachmann til Sønderskov lod fremskikke her i retten et lysningsdokument (fol. ibm.)


 

Hans Christensen i Drostrup, 2. fremlysning.


 

Følger her indført efterfølgende og her oven på denne side citeret lysningsdokument sålydende:

Eftersom det ugerne lfornemmes, at efterskrevne Christen Mathiesen, Hans Madsen fra Tislund, Christen Hansen, Jens Nielsen, Christen Jeppesen, Jens Mikkelsen fra Stenderup, Joen Jensen og Jørgen Nielsen af Astoft, David, Niels og Jørgen Christoffersen fra Føvling, Peder Carlsen fra Åtte, Anders Terkildsen, Niels Thommesen og Thomas Christensen fra Tobøl, Peder Jørgensen fra Bobøl samt Niels Jørgensen, som sidst tjente i Lo...kjær her fra mit gods /: under min gård Sønderskov henhørende :/ der de sidst hos deres forældre var og tjente, hvorfra de ulovlig er undvigt, ikke her sig igen har villet indfinde, så bliver herved i allerunderdanigst følge Deres Kongel. Maj.ts lallernådigste om landmilitsen udgangne forordning af 9. dec. 1735 den 1. .post 7. art. herefter af prædikestolen i Føvling kirke lyst efter bemeldte ulovlig undvigte person (navnene gentages; Jørgen Nielsens forældre bor nu i Bækbølling; Nis Jørgensemn er fra Lykkeskær) med advarsel, at de dem igen til Søndeskovgårds gods, hvorfra de er undvigt, straks indfinder, såfremt de ikke som rømningsmænd og ufri personer efterdags må anses. Ligeledes erindres deres forældre, slægt og venner, om de noget om de undvigtes opholdssted er vidende, de da ser dem overtalt igen at indfinde dem og derved precavere den spot og hånhed med anden ulejlighed, merbemeldte personer dem ellers underkaster. Datum Sønderskov den 20. okt. 1736. H. Bachmann.

Forkyndt 3 søndage ordentlig af prædikestolen i Føvling kirke ... ... af Bækbølling præstegård den 5. nov. anno 736. B. Diderichsen.

Endnu begæres, at provsten velærværdige hr. Bendix Diderichsen ville behage at lyse efter Baltzer Jensen og Christen Nielsen af Stenderup, som sammesteds var hos deres forældre, en siden næstafvigte Michaeli undvigt der fra godset alt ligesom forbemeldt. Datum Sønderskov den 8. nov. 1736. H. Bachmann.

Ligeledes forkyndt til offentlig lysning eftr sidst indmeldte Baltzeer Jensen og Christen Nielsen af prædikestolen i Føvling kirke på de næstafvigte 3 søndage, det og verificeres af B. Diderichsen.

Læst for retten på Gørding-Malt herredsting torsdagen den 22. nov. 1736.


 

Sentence udi den sag, byfogeden af Kolding sr. Christian Grundahl på høj- og velbårne frue generalløjtnantinde von Levetzau til Bygholm hendes vegne har indstævnet contra hans excellence høj- og velbårne hr. generalløjtnant von Scholten til Estrup og Skodborghus samt fuldmægtigen ved bemeldte gods sr. Peter Otto Castensen med flere således for retten afsagt: Som byfogeden af Kolding sr. Christian Grundahl på høj- og velb. frue generalløjtnantinde von Levetzau til _Bygholm hendes vegne befindes lovligen her til retten at have indkaldt hans excellence høj- og velbårme generalløjtnant von Scholten til Estrup og Skodborghus samt fuldmægtigen over bem.te gods sr. Peter Otto Castensen med flere angående en person navnlig Jørgen Jørgensen, barnefødt i Vejen på hans excellence generalløjtnant von Scholtens tilhørende gods, men siden bemeldte Jørgen Jørgensen var 7-8 år opdraget og stedse tjent i Roved by på frue generalløjtnantinde von Levetzaus gods indtil denne tid samt indført i reserverullerne under Bygholms gods i rene 1733, 1734 og 1735 siden den nye landmilits' indrettelse efter allernådigste forordning af 9. febr. 1733, da han virkelig og mange år tilforn var og tjente på bemeldte Bygholms gods, hvilket velbem.te hr. byfoged Grundahl udførligen beviser med tingsvidnet her af retten udstedt den 21. juni 1736 og et notarialinstrument de dato lHorsens den 8. sept. samme år. Herimod er aleneste fra bem.te Peter Otto Castensen under fornævnte tingsvidnes førelse i retten indskikket et af ham selv skrevet og underskrven indlæg dateret 7. juni 1736 med derhos fulgte 4 reserveruller pro annis 1733, 1734 og 1735, efter hvilke af Castensens formænd i tjenesten forfattede og efterladte reserveruller, så og formedelst Jørgen Jørgensen var født på hans høje herskabs gods i Vejen by, bem.te Castensen formener, fornævnte Jørgen Jørgensen skulle tilhøre højbemeldte hans høje herskab, med videre samme i munde fører og af tignsvidnet som meldt udførligen er at fornemme. Efter hvilken beskaffenhed samt for mig irettelagte bteve og beviseligheder, vidste jeg ikke rettere herudi at kende og dømme, end at omtvistede karl Jørgen Jørgensen tjenende i Roved by på høj- og velb. frue generalløjtnantinde von Levetzaus gods efter hans kg. maj.ts allernådigste udgangne forordning af 9. dec. 1735 1. posts 1. art. jo bør at tilhøre velbemeldte høj- og velbårne frue generalløjtnantinde von Levetzau, eftersom han længe før end landmilitsens reduktion 1730 var udgangen af hans fødestavl og tjent på hendes høj-velbårenheds gods. [=> A= 55] Og som fuldmægtigen ved Estrup og Skodborghus sr. Peter Otto Castensen ikke efter så klare førte beviseligheder uden at lade det komme til doms har overdraget den omtvistede Jørgen Jørgensen til sin rtte ejer efter højstbemeldte hans kgl. maj.ts allernådigste allegerede forordning af 9. dec. 1735, så bør han at betale denne forårsagede doms bekostning med fire rdl. inden femten dage efter dens lovlige forkyndelse under nam og execution udi hans redest midler, hvor findes. Det tilstadfæstelse under min hånd og fortrykte sædvanl. signete. Datum Gørdint-Malt herredsting den 29. november 1736. S. Bierum.


 

AO 55:

Torsdagen den 6. december 1736:

Jægermester Bachmanns 2. efterlysning af undveget mandskab.


 

Hans Christensen af Drostrup fremlyser hest 3. gang.


 

Torsdagen den 13. december 1736:

Jægermester Bachmanns 3. efterlysning. Tingsvidne udstedes.


 

AO 58:

Torsdagen den 31. januar 1737:

Christen Møller, fuldmægtig for terman Mortgensen af Ribe, sagsøger nogle debitorer, deriblandt Christen Hansen og Hans Jeppesen af Nørbølling, Hans Nielsens kone af Åtte, Niels Bertelsen og Knud Jensens enke af Stenderup. (Stævning fol. 57). De har indfundet sig og betalt deres gæld. [=> fol. 55] Niels Ebbesen af Tobøl tilkendegav, at han havde regning med terman Mortensen og om 14 dage ville tale med ham og se samme kikvideret, såsom han formoder at have penge til gode. Præsten Bendix Dicderiksen af Bækbølling mødte på vegne af sin mensalbondes enke Birgitte Læcks af Føvling og gav til nede, at hendes mand var alt forhen 2 år siden ved døden afgangen, ved hvis skifte intet da af sr. Mortensen var fordret eller tilkendegivet, og som hun for armod og alderdoms skyld ej længere kunne blive ved gården, så blev hende eh heller mere tilbage beholden end en ringe seng og de fattige livklæder, hun bar, i hvilken tilstand hun som af sr. Mortensens fordring ved intet ubetalt af at sige, har heller intet at svare til fordringen med. Møller fandt ikke nødigt stort imod provstens indførte at svare uden alene edette: Når salige Peder Pedersens enke selv her for retten møder og tilstår intet af fordringen i nogen måder at være vidende i hendes sal. mands levende live henstående til rest i Mortensens bog og samme med ed kan bekræfte, så tilstår citantens fuldmæ,gtig hende frikendt; men forinden dette sker, tilholder sig sit søgsmål. Restancen 2 mk. 9 sk. for Niels Jørgensen af Tobøl blev betalt her i retten. Morten Christensen, Poul Knudsen af Nørbølling har ligeledes betalt deres restande. [=> AO 59] Peder Jensens enke af Nørbølling tilstod fordringen. Peder Nielsen ibd. tilstod undtage 1 fhd. stor salt.  Niels Thomsen, Hans Laursen og Niels Pedersen ibd. tilstod fordringen enhver for sig. Men Niels Pedersen mødte ikke. Anders Sørensen og Knud Andersen i Stenderup tilstod fordringen. Mads Terkildsenn og Hans Tommensen ville ikke tilstå, men ville idag 14 dage enten forskaffe afregning eller ... ... [=> AO 60] - Blandt de forelagte er Christensen Bennedsen, Jørgen Hansen, Niels Smed af Stenderup, Knud Madsens kone ved Foldingbro, Morten Mathisens hustru af Åtte og Niels Pedersen af Nørbølling. 14/2.


 

AO 60:

På jægermester Bachmanns vegne mødte Otto Grum fra Bramming, som fremstillede to varselsmænd, Eske Andersen og Terkild Nielsen, begge af Stenderup, som har kaldet således, som folio 59 udviser. Han fremlagde special restance (folio 59). [=> fol. 57] En del af de skyldige indfandt sig, neml. Poul Knudsen npå egne og Laurs Villadsens samt Thomas Andersens enke i Nørbølling deres vegne, som tilstod saggivelsen i alle måder rigtig at være. Niels Thomsen, Peder Nielsen ibd. tilstod fordringen. Hans Laursen ibd. tilstod restancen rigtig at være undtagen 2 skp. havre og 1 topskp. ...som han gav retten til kende ikke at være skyldig, men samme leveret lpå Sønderskov. Mads Terkildsen af Stenderup, Lauge B... , Anders Sørensen, Clemend Jensen, Christen Jeppesen, Terkild Nielsen, Hans Thomsen, alle af Stenderup, tilstod deres restance. Niels Pedersen af Sønder Holsted tilstod. 14/2.


 

På vegne af sognepræst Peder Vinding i Præstkær mødte Christen Møller af Ribe, fremstillede kaldsmænd, Jens Pedersen fra Brørupgård og Peder Bertelsen af T...bøl (kaldelse på fol. 59) De har talt med Søren Nyemand selv; dernæst forkyndrte de på Estrupgård, hvor de talte med ridefoged Castensen. Søren Nyemand var ikke mødt, blev lovdaget for at høre den saggivne restance til 14/2.


 

Følger her indført den foran citerede special restance over sr. Termann Mortensens debitorer. Hver enkelt debitor er nævnt. Der angives, hvad der er købt, jern, tobak, stor salt, kramvarer m.m.


 

AO 62:

Restance over en del Sønderskovgårds bønder og tjenere.

Den memorialvarsel til en del Sønderskov bønder for næstforbemeldte restance.


 

AO 63:

Den memorialvarsel fra hr. Peder Vinding til Søren Nyemand i Eskelund.


 

fol. 60:

Torsdagen den14. februar 1737:

Termann Mortensens ssag mod debitorer.


 

AO 69:

Jægermester Bachmann ctr. en del af sine bønder for restance. Sagen optaget til doms.


 

fol. 61:

Peder Vinding ctr. Søren Nyemand i Eskelund. Sagen blev æsket i rette, men ingen mødte.


 

Sentence i den sag, ridefogeden ved Sneumgård Jens Woydemann har indstævnet ctr. en del bønder og tjenere.


 

Den lovdagsforkyndelse i den sag Termann Mortensen i Ribe har indstævnet ctr. en den sine debitorer.


 

AO 67:

Torsdagen den 28. februar 1737:

Christen Møller på vegne af Termann Mortensen af Ribe ctr. debitorer.


 

fol. 64:

Torsdagen den 7. marts 1737:

Sentence i den sag, jægermester Bachmann har anlagt mod en del bønder. En række navngivne debitorer har restance af landgilde, korn m.m. efter den producerede speciale restances videre formelding. De skal betale inden 15 dage.


 

AO 70:

Torsdagen den 21. marts 1737:

Sentence i den sag, Termann Mortensen af Ribe har indstævnet contra en del sine debitorer. [=> fol. 65]


 

Torsdagen den 28. marts 1737:

For retten fremkom Jørgen Andersen af Maltbæk by, Malt sogn, Gørding-Malt herred, som vemodeligen beklagede sig og tilkendegav, hvorledes hans iboende sals-, lade-, stald- og fæhus bestående af 23 fag god bondebygning om natten imellem den 23. og 24. marts næstafvigte ved en hastig forfærde. og ulykkelig ildebrand rent blev lagt i aske og af ildens hastige lue fortæret; tilligemed opbrændte mesten al indbo af trævarer, item senge og livklæder den største del, såvel og al torsken og utorsken korn og foring til sæden og underholdningen samt og en del vognredskab, 8 stk. fårehøveder, kalv og nogle gæs med videre, som ikke kunne blive reddet, formedelst ilden så hastig tog overhånd, hvilket han desværre er årsaget at beviseliggøre, og til den ende her for retten fremstillede efterskrevne hans bymænd og naboer navnl. Søren Christensen, Anders Poulsen, Peder Hansen og Anders Pedersen, alle af Maltbæk, som alle endrægtel. tilstod og bekræftede ved Helligånds ed med oprakte fingre efter loven, at forbenævnte Jørgens Andersens foredragne og vemodel. bedrøvel. klage var desværre i al sandhed tildraget og passeret, som forskrevet står, og at samme hans i fæste havende gårdsparts hartkorn bestod efter nye matrikel 2 tdr. 3 skp. 1 fjd. Herefter fuldmægtigen ved Estrupgård og Skodborghus sr. Peter Otto Castensen på hans excellence høj-velbårne hr. generalløjtnant von Scholten som husbond for bem. afbrændte sted hans velbårenheds vegne var tingsvidne beskreven begærende med formodning at nyde skattefrihed ved allerundedanigst forevisning og andragende på sine vedbørdlige steder, som retten tillod. Så var og den forulykkede Jørgen Andersen genpartstingsvidne beskreven begærende med formodning, han derefter nyder sædvanlig hjælp, som ham og af retten på begæring blev tilladet med recommendation til alle medlidende kristne, at de kommer denne der nødtrængte og bedrøvede medkristne med fattig hustru og børn til hjælp ug undsætning i denne deres store nød og trang, som Gud igen vissel. vil belønne. Ellers må vedkommende ej betjene sig længere af dette tingsvidne end et år efter dato at regne.


 

fol. 66:

Torsdagen den 4. april 1737:

Hans Madsen af Stenderup er sættefoged.


 

Torsdagen den 11. april 1737:

Herredsskriveren af Bobøl mødte for retten i en sag contra sine bønder af Bobøl og forestillede 2 varselsmænd, Jep Andersen og Thomas Mortensen, begge ibm., som havde kaldet efter memorial (fol. 66-67). De har talt med E.. Lauridsen selv og Jes Jørgensens hustru. - Jes Jørgensen mødte for retten og lod selv tilføre følgende: Siden min husbondeller hr. herredsskriver Jens Hellesen i Bobøl har været årsaget mig ... bonde og tjener [=> AO 72] Jes Jørgensen til mit værneting at lade indstævne, 1. fordi at jeg ikke har ørket og dørket en del af mit i fæste havende agerland så fuldkommen og forsvarligt som andre mine naboer, såvel for det 2. år efter andet bortsolgt nogle læs hø fra min gård, samt for det 3. været genstridig og opsætsig imod bemeldte min husbond, som alt strider imod loven og mit fæstebrev, så har dog merbemeldte min husbond hr. Hellesen her i retten af særdeles godhed for ikke at ville føre mig i nogen udgift og pengespild for denne sinde efterladt slig min forseelse med condition, at jeg Jes Jørgensen, så vidt muligt er, tid efter anden skal ørke og dørke den jord, som ligger efter til min gård, og aldrig efterdags enten af mig, hustru eller børn hverken udi ord eller greninger skal bete os med nogenuskikkelighed imod merbemeldte vores husbond eller hans til fortørnelse, m en med hørighed, respekt og lydighed ham som vor husbond at begegne, og såfremt noget af dette mit løfte skulle fejle, som ikke ske skal, da denne sag at stande mig åben for. - Herredsskriver Hellesen var så vidt fornøjet med Jes Jørgensens gjorte løfte her i retten og efterlod ham sagen og alene begærede sagen efter stævnemålets lof(?) osat til vidners førele imod Enevold Lauridsen, såfremt han ikke i mindelighed indfinder sig at afgøre sagen med ham inden førstkommende 25. april.


 

AO 72:

Torsdagen den 25. april 1737:

Efter påråbelse af retten var intet at forrette.

Torsdagen den 2. maj 1737:

Følger her indført stævnemål og memorialvarsel: Fra eders husbond sr. Jens Hellesen, kgl. maj.ts herredsskriver i Gørding-Malt herred skal vi give eder, Jes Jørgensen  [=> fol. 67] og Ennevold Laursen i Bobøl hermed lovl. og mundtl. 8 dages kald og varsel at møde til Gørding-Malt herredsting torsdagen den 11. april der synsmænds opkrævelse at anhøre, item hvad dag retten behager synet at determinere, samme at bivåne og derpå næstfølgende tingdag, som bliver den 25. april førstkommende da at anhøre synsvidnerne at afhjemle tillige med andre agtende vidners førelse, breve, dokumenter og beviseligheders oplæsning samt spørgsmål at tilsvare og dom til bestemte tid efter loven at lide, alt angående både hvorledes I ej alene skal forsidde og ej med andre eders bymænd forsvarlig ørke og dyrke eders påboende gårds jorder, men endog hvorledes I skal låne og bortsælge fra eders gårds ager og engs afgrøde med videre tvært imod hans kgl. maj.ts udgangne lov og forordninger, ja mere ved forøvede opsætsighed nægtet ham den hørighed, respekt og lydighed, som ham som eders husbond med rette tilkommer, da han efter agtende irettesættelse ved rettens lovforsvarlig omgang håber at få eder vedbørlig afstraffet, tagende med eder, hvis I eder kan vide til befrielse.


 

fol. 67:

Torsdagen den 23. maj 1737:

For retten fremkom hr. Peder Vinding af Præstkær og fremstillede 2 kaldsmænd, navnl. Frands Pedersen og Rasmus Jørgensen, begge af Eskelund, som efter [=> AO 73] memorial havde kaldet således lydende som folio 68 udviser. - De har forkyndt indkaldelsen både i Præstkær, hvor Mikkel Christensen sidst tjente, så og for hans fader Mads Sørensens bopæl i Vejen, hvor de talte med Mads Sørensen og hustru; og i Præstkær talte med Else Paludan, som lovede denne varsel at tilstå. Dernæst fremstillede hr. Vinding Martin Jensen af Præstkær samt Peder Andersen ibm. med begæring, at de efter loven måtte tages i forhør. - Vidnerne blev tilspurgt, om de ikke vidste, at Mikkel Christensen uden nogen årsag bortgik af sin tjeneste i Præstkær. Vidnerne svarede endrægtel., at omspurgte dreng ungefær for en 14 dages tid siden gik af hans husbonds hr. .Peder Vindings tjeneste, og at så vidt de enten har hørt eller vidst, uden dertil nogen given årsag. Den indstævnte Mikkel Christensen af Præstkær og Mads Sørensen af Vejen som hans forsvar blev af retten lydel. trende gange påråbt, om de eller nogen på deres vegne måtte være til stede for at have nogen videre spørgsmål til disse vidner eller i anden måde til sagen at svare. Men ingen sig i så måde indfandt. Hr. Vinding satte i rette, at eftersom det er bevist, at den indstævnte Mikkel Christensen er uden nogen given årsag bortgang. af hans lovl. fæste tjeneste, så påstår Vinding, at han blive efter lovens pag. 556 art. 11 tilfund. at betale et halvt års løn, 5 slettedaler, og derforuden denne forvoldte processes omkostning tilstrækkelig, hvorpå han forventede dom. Eftersom indstævnte Mikkel Christensen hverken selv eller nogen på hans vegne er mødt, så bliver ham i lovens anledning tillige med hans forsvar og værge Mads Sørensen i Vejen givet lovdag til 6/6.

 

fol. 68:

Fredagen den 31. maj 1737:

Stævningen til Mikkel Christensen. Han forlod sin tjeneste nattenn imellem d. 9. og 10. maj. Skal have taget sin tilflugt til Mads Sørensen.

Torsdagen den 6. juni 1737:

Peder Vinding ctr. den undvegne tjenestekarl. Ib Jørgen Been mødte på  vegne af Peder Vinding. Lovdagelse på fol. 69. De indstævnte var ikke mødt. Sagen optaget til dom.

AO 74, fol. 69:

Lovdagelsen foretaget af Christen Sørensen af Tuesbøl og Peder Andersen af Præstkær. I Præstkær har de talt med Else Jensdatter.

Torsdagen den 20. juni 1737:

Dom afsagt i sagen Peder Vinding ctr. den undvegne tjenestedreng Mikkel Christensen.

Sentence udi den sag, velærværdige Peder Vinding af Præstkær har indstævnet contra hans tjenestedreng Mikkel Christensen af Vejen, som af bemeldte hr. Vindings tjeneste  ulovl. er bortgåen, således for retten afsagt: Eftersom velærværdige hr. Peder Vinding af Præstkær hans til fæstede tjenestedreng Mikkel Christensen af Vejen efter lovlig indkaldelse og given lovdag hverken selv eller hans indstævnte værge og forsvar Mads Sørensen af bemeldte Vejen er mødt udi retten for at forsvare hans ulovlige bortgang af velbemeldte hr. Vindings tjenste og mervelbemeldte [=> AO 75] hr. Vinding med 2 ensstemmige vidnesbyrd beviser, at samme undvigelse og bortgang af fornævnte Mikkel Christensen er sket uden nogen dertil af ham given årsag, så bør bem.te Mikkel Christensen efter lovens pag 556 art. 11 at betale et halvt års løn, som hr. Vinding beretter at være fem slettedaler, og udi processens omkostning ni mark danske, og det inden femten dages forløb efter denne doms forkyndelse, som bør ske for Mikkel Christensens forældre i Vejen for derom at give deres barn efterretning, som bedst må vide, hvor han er og sig opholder. Og om ingen mindelig betaling inden bemeldte tids forløb sker, da fornævnte Mikkel Christensen at lide nam udi hans redeste midler og formue, hvor findes efter loven.


 

AO 75, fol. 70:

Torsdagen den 25. juli 1737:

Jægermester Hans Bachmann lod producere et lysningsdokument og derefter gjorde første tingdags efterlysning, alt ligesom forhen af Føvling sogns kirkes prædikestol sket er, angående en af jægermesterens gods ulovligt undvigt person navnl. Jes Mathiesen fra Tislund.


 

Torsdagen den 1. august 1737:

Læst og påskrevet en opsigelse på vedbørl. stemplet papir fra musikanten Johan Frederik Krosp i Ribe til Christen Skræder(?) i Bobøl angående en imellem dem begge om musik i visse sogne at forrette oprettede kontrakt opsigelse dat. den 24. juni 1737.


 

Torsdagen den 8. august 1737:

Tredie og sidste gang lyst efter Jes Mathiasen fra Tislund. Samme lysning lyder fol. ___


 

Torsdagen den 15. august 1737:

AO 76:

Rasmus Rasmussen, skytte på Sønderskov mødte her ved retten og foregav at være skudt af ham og medfølger en gammel ulv i Tislund krat, som han med attest beviste, som er af indhold som folio ibm. udviser; og blev han af rettens betjente tilsagt sin betal. efter ko. ma. jagtforordning, såsnart repartitionen over herrederne til penge ske kan, eftersom og bevises, bem.te ulv ved kirkehuset ved Fol. kirke er vorden ophængt.

Følger her indført den her oven citerede attest belangende den gamle ulv, der er skudt i Tislund krat. Samme attest lyder således: Efter skytten Rasmus Rasmussen på [=> fol. 71] hans begæring kan vi underskrevne Christen Knudsen og Adser Mortensen af Tislund sandfærdeligen attestere, at på bemeldte Tislund bys rettighed blev skudt en gammel ulv afvigte den 12. aug. af en af bemeldte Rasmus Skyttes medfølgere, som hermed bekræftes, så sandt hjælpe os Gud og hans hellige ord. Tislund d. 14. aug. 1737, Christen Knudsen, ander Mortensen.
At forbemeldte ulv i vores hosværelse berørte tid er bleven skudt, det attesteres ligeledes hermed af Sønderskov ut supra. N. Grumm, H. Lindtrup.


 

Torsdagen den 29. august 1737:

For retten fremkom Hans Frandsen af Tuesbøl, Brørup sogn, som fremviste en ung ulv, der her ved tinget blev ophængt, hvilken han berettede at han tillige Niels Christensen af Surhave afvigte lørdag den 24. aug. på bemeldte Surhave mark at have fanget, og var derfor efter forordningen herredsret begærende, som ham og af rettens betjente blev tilsagt, så snart penge efter ligning kan vorde indsamlet. Og blev da denne så vel som denn idag 14 dage fremviste gamle ulv lignet over Gørding-Malt herreds bøndergodsets hartkorn, således at af hver tønde hartkorn udredes og betales en halv skilling danske.


 

Torsdagen den 12. september 1737:

Jens Pedersen i Bobøl er skriver.

Ridefoged Jørgen Been på vegne af stiftsbefalingsmanden stævner Peder Jensen af Nørbølling, der tilstår at være skyldig til sit herskab for år 1734-36 og til marts 37 årligt 4 rdl. 1 mk. 10 sk., ialt 17 rdl. 8 sk. Ridefogeden tilspurgte ham, om hans i fæste havende steds huse og bygninger ikke er i meget ringe og slet tilstand både på ... og tømmer. Påeder Jensen nægtede ikke hans huses ringe tilstand, men dagde derhos, at han havde en del llægter, nemlig 60 stk., enn god fyr spar(?) og en remstyrke, som han nu ville bruge så vidt kunne forslå. Hernæst tilspurgt, hvor mange traver rug han for indeværende år har indavlet, svarede 25 traver, hvoraf var torsken to traver og resten i behold; byg vidste ikke, hvor mange traver, såsom det stod endnu på ageren utalt, hvorpå Been påstod, at Peder Jensen bør være kerskabet efter kgl. allernådigst forordning af 15. jan. 1701stedets besætning ... ... det nu er, ikke dertil kan være tilstrækkelig, så eragtes efter stedets størrelse tvende heste á 10 rdl., til vogn og plov 8 rdl., ialt 28 rdl., desforuden til de brøstfældige huses istandsættelse prætenderede i mindste 16 rdl., ialt påstod, bemeldte Peder Jensen br at have sit fæste i gårdspart forbrudt, og hvis han ikke kunne betale det højædle herskab deres ham her gjorte prætentioner og fordringer, da derfor at lide efter loven og desforuden betale denne processes omkokstning tilstrækkelig og derforuden at blive tilfunden at fyldestgøre hans kgl. maj.ts allernådigste lov pag. 462 art 6(?). Sagen optaget til dom.


 

AO 77:

Torsdagen den 19. september 1737:

fol. 72:

Søren Jensen af Gammelby tilkendegav, hvorledes hans påboende og i fæste havende boelshus, som bestod af 7 fag sals- og 4 fag fæhus i bebyggelig stand, nogle dage før Sankthansdag ved en ildebrand, som først blev optændt i salshuset, rent blev lagt i aske. Tilligemed opbrændte en del af indbohave med noget ... af alle slags, og blev ikke i sådan en hast reddet uden en halv kiste og sengen, de loå på. Fremstillede 4 sine naboer, Peder Madsen, Isak Jessen, Peder Jensen og Thomas Madsen, alle af Gammelby. De bekræftede, at Søren Jensens klage var i al sandhed tildraget, og at samme hans boels hartkorn efter nye landmålingsmatrikel består af 1 skp. 1 fjd. Berettede ellers på tilspørgsel af retten, at Søren Jensens fader Jens Thomsen havde sagt til ham og en af vidnerne, neml. Peder Madsn, at han så, da han lå svag på hans seng, en gniste eller flintesten sprang op i ilden og antændte loftet, som var lagt med hiold og saier (?), og fik straks overhånd, thi ingen var nærværende, som kunne redde. Søren Jensen fik tingsvidne med rekommendation til alle medlidende kristne, at de kommer denne deres medkristne med hustru og børn til hjælp og undsætning i denne deres store nød og trang, som Gud igen visselig vil belønne. Dog må vedkommende ej betjene sig længere af dette tingsvidne end et år efter dato at regne.


 

Memorialvarsel fra ridefogeden på Bramming. Stiftsbefalingsmand Christian Carl von Gabel til Bramming stævner Peder Jensen i Nørbøl til beskyldning og dom ... ang. eders iboende steds forsiddelse (etc.). J.J. Been.


 

Torsdagen den 26. september:

Sentence i den sag, hans excellence høj- og velbårne hr. geheimeråd og stiftsbefalingsherre von Gabel til Bramming ved sin ridefoged sammesteds sr. Ib Jrgen Been har ladet indstævne conta Peder Jensen af Nørbøl angående restance af landgilde og hans gårds forsiddelse, således for retten afsagt: Eftersom ridefogeden ved braminge sr.l Ib Jørgen Been på sit høje kerskabs vegne befindes lovl. her til retten at have indstævnet Peder Jensen arf Nørbøl for landgilderestance udi år 1734, 1735, 1736 og nu til førstkommende Martini dag 1737 årl. 4 rdl. 1 mk. 10 sk., tilsammen 17 rdl. 8 sk., hvis rigtighed contraparten Peder Jensen i alle måder tilstod så vel som og hans hyuse og bygningers brøstfældighed og ringe tilstand med beretning af Peder Jensen dertil at være indkøbt 60 lægter, 1 fyrspartræ og en remstok, for hvilken brøstfældighed ridefogeden efter hans kgl. maj.ts allernådigste forordning af 15. jan. 1701, som han ialt beregner til 28 rdl. efter aktens nærmere udvisning, så vidste jeg ikke rettere eftger loven og forordningerne samt kontrapartens egen tilståelse heri at kende og dømme, end at forbem.te Peder Jensen af Nørbøl jo pligtig er og bør betle indbemeldte saggivne landgilderestance med rede penge 14 rdl., hvorimod forbemeldte 60 lægter, 1 fyr spartræ og remstykket, som berettes dertil at være købt, ved huset og stedet til dessens reparation forbliver, item leveres besætning efter forordningen, og derforuden at have sit fæste og påboende gårdspart efter loven forbrudt; så betlaer bem.te Peder Jensen og denne processes omkostning med een rdl., alt 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse under rettens tvang med nam og udlæg i hans bo og redeste midler, hvor de findes, og derforuden inden 3 dages forløb,efter slig exekution er sket, at fyldestgøre lovens pag. 462 art. 6 eller derefter at lide. Des til stadfæstelse under min hånd og fortrykte sædvanl. signet datum Gørding-Malt herredsting den 26. sept. 1737. S. Bierum.


 

fol. 73:

Torsdagen den 10. oktober 1737:

For retten fremkom Christen Hansen af Sønder Holsted med stævning (fol. 74), hvorefter citanten fremæskede sine [=> AO 79] vidner til forhør.

1. vidne Thomas Christensen af Sønder Holsted:

  1. Om vidnet ikke så, at Hans Mikkelsens kone Mette Hanskone overvæltet Christen Hansen Skræder uden for hans eget hus næstafvigte 24. sept. med hug og greb ham derpå i håret? - Vidnet svarede, at han så, da han tillige med citanten, at Mette Hanskone, da de havde nogle ord sammen om noget rjug, slog ham først under øret og derpå greb citanten i håret.
  2. Om vidnet ikke så, at Christen Hansen firede og tilbageholdt sig for at sky fortrædelighed? - Vidnet svarede, de havde fat på hinanden, imidlertid fil Christen Hansen hans finger i Mette Hanskones mund, men enten hun tog hans finger med hendes hånd i munden, eller og Christen Hansen selv stak den i hendes mund, kunne vidnet ikke sige.
  3. Om vidnet ikke så, at Mette Hanskone holdt så stærk i Christen Hansens hår, at christen Hansen ikke kunne slippe løs fra hende, og om håret, som Mette Hanskone havde fat i, ikke foldte(?) hendes hånd? - Vidnet svarede jo.
  4. Om vidnet ikke også så, at Mette Hanskone sparkede Christen Hansen med hendes træsko på lår og ben? - Vidnet svarede, han så vel, hun sparkede, men om hun ramte ham på lår og ben, kunne han ikke forklare.
  5. Om Mette Hanskone ikke optog på jorden en stor kampesten og slog Christen Hansen efter hovedet, men idet han bøjede sig, faldt stenen på hans skuldre? - Vidnet svarede, han se vel, at Mette Hanskone tog en sten og kylte efter citanten, men så ikke, at hun ramte ham.
  6. Om vidnet ikke også så, at Mette Hanskone tog en gærderis eller stav og slog efter Christen Hansen med og sagde 'djævelen skal regere dig' og dertil ærerørige ord? - Vidnet svarede, at han så, at Mette Hanskone optog en gærderis eller stav og holdt i vejret og sagde derhos, 'Djævelen skal regere dig; gak ind, vi er dig intet skyldig, og æd dit flæsk og kød, din grisetyv'.
  7. Om Christen Hansen gjorde Mette Hanskone nog. ufred? - Vidnet svarede, han så ikke, citanten gjorde hende, neml. Mette Hanskone nogen ufred.

Hans Mikkelsen som forsvar for hans hustru tilspurgte vidnet:

  1. om han ikke hørte, at Christen Hansen skældte hans kone Mette Hanskone for en kanalje tofve? - Vidnet svarede ja, det hørte han.
  2. Om han ikke skældte hans hustru for en fæld meer? - Vidnet svarede ja, det hørte han.

Eftersom ingen flere af de indstævnede vidner er mødt, så blev samtlige udeblevne vidnespersoner [=> fol. 74] forelagt under deres faldsmål efter loven at møde til idag 14 dage. 24/10.

Christen Hansens stævning. Som vidner stævnes Christen Thomsen og søn Thomas Christensen, Berte Nielsdatter og Christen Glarmesters hustru Maren Christenskone, alle af Sønder Holsted. Forkyndt af Hans Mortensen og Niels Christensen.

AO 80:

1737 - 24. oktober:

Christen Hansen producerede forelæggelse (fol. 76).

2. vidne, Birgitte Nielsdatter:

  1. Om vidnet ikke så, at Mette Hanskone slog citanten Christen Hansen med hendes hånd på hovedet? - Vidnet svarede ja, hun så det.
  2. Om vidnet ikke så, at Mette Hanskone derpå greb Christen Hansen i håret? - Svarede ligeledes ja.
  3. Om vidnet ikke så, at Christen Hansen firede og holdt sig tilbage fra Mette Hanskone? - Vidnet svarede, de tkunne hun ikke sige, såsom hun ikke var så nær derved.
  4. Om vidnet ikke så, at citantens hår, som Mette Hanskone havde ved, fulgtes hendes hånd af hovedet? - Vidnet så vel, de tilstedeværende gik med noget hår i hænderne, som de sagde at var af citantens hoved, men så ikke, at dito hår fulgte Mette Hanskones hånd af citantens hoved.
  5. Om vidnet ikke så, at da Christen Hansen ville gå fra Mette Hanskone, om ikke da citantens finger var bidt og blodig? - Vidnet svarede, at hun så vel 2 huller på citantens tommelfinger på den højre hånd, så at blodet flød ud af såret, men vidste eller så ikke, [=> fol. 75] hvem det gjort haver.
  6. Om vidnet da ikke har hørt det af nogen andre, hvem det gjort haver? - Vidnet svarede, at hun har hørt det af citanten selv så vel som af andre, at Mette Hanskone slig såremål skulle have forøvet.
  7. Om vidnet ikke så, at Mette Hanskone sparkede Christen Hansen med hendes træsko, som hun havde på fødderne? - Vidnet svarede, hun så vel, at Mette Hanskone sparkede citanten ved foden, men om det var med træsko eller uden træske, vidste hun ikke.
  8. Om vidnet ikke også så, at Mette Hanskone og tog fra jorden en sten og slog ud af hånden efter Christen Hansen? Vidnet svarede, hun så vel, at Mette Hanskone tog noget op fra jorden og kyulte efter citanten med og ramte ham med; men om det var jord eller sten, vidste hun ikke.
  9. Om vidnet ikke så, at oftbem.te Mette Hanskone ikke tog en stav eller stk. træ og truede Christen Hansen med? - Vidnet så vel, at Mette Hanskone tog en stk. ved gærdet, som Christen Hansen tog fra hende og kastede på jorden, men om det var ris eller stav, kunne vidnet ikke forklare.
  10. Om vidnet ikke hørte, at Christen Hansen blev af Mette Hanskone hånlig indvist og med skældsord begegnet? - Vidnet svarede, hun hørte, at hun sagde, 'Gå ind og tag vare på eders flæsk spaj, og lad mig være. Jeg er ede intet skyldig'. Hørte og, at Christen Hansen dertil svarede, 'Har I en greb, jeg kan tage det på?'
  11. Om vidnet så, at Christen Hansen gav Mette Hanskone nogen anledning til slig overfald? - Vidnet svarede nej, hun så ingen anledning dertil, som hun ikke af begyndelsen var nærværende.
  12. Om vidnet hørte til visse, at Christen Hansen sagde nogen skældsord til Mette Hanskone? - Vidnet svarede, hun hørte så meget, at citanten sagde til Mette Hanskone, hun var fuld.
  13. Om vidnet ikke så, at Mette Hanskone gik ad marken fra Christen Hansen til hendes mand.? - Vidnet svarede, nej, det vidste hun ikke.

3. vidne, Maren Christenskone mødte for retten, men som hun forklarede, at hun ej vidste noget i denne sag at vidne, altså lod citanten hende fra retten passere uden nogen spørgsmål til hende at formere.

4. vidne, Christen Thomsen blev påråbt, men mødte ikke, [=>AO 81] men blev af de afhørte 2 vidner berettet, at Christen Thomsen var så svag og skrøbelig, at han på ungefær et års tid har ladet sig betjene af præsten i huset, så han hverken kunne søge kirke eller ting. - Eftersom berettes, at Christen Thomsen ikke i egen person kan møde for retten sit vidne af aflægge, så begærede citanten, at retten ville udnævne ham tvende mænd, som kunne modtage Christen Thomsens edelige forklaring på alt, hvis han i denne sag var vidende, således som de her igen i retten edel. kan stadfæste. Retten udmeldte Anders Tøgersen og Jens Nielsen Smed af Nørre Holsted, som havde begge at forføje dem på anmodning af citanten til Christen Thomsen i Sønder Holsted for at modtage hans edel. forklaring, således som de på Gørding-Malt herredsting idag 14 dfage, som er den 7. nov., med deres ed kan stadfæste, alt imod tilbørlig betaling. 7/11.

Torsdagen den 7. november 1737:

Christen Hansen Skræder af Sønder Holsted ctr. Hans Mikkelsen og hustru. Christen Hansen producerede et på stemplet papir skrevet forlig af 28. oktober, som han begærede læst, påskrevet og siden protokollen tilført (fol. 75-76).

Som sig en dispute [=> fol. 76] med dderaf dependerende mellem Christen Hansen Skræder i Sønder Holsted og underskrevne Hans Mikkelsens hustru Mette Hanskone ibm. næstleden 24. sept. i dito Holsted er tildraget, hvorved Christen Hansen sig haver funden fornærmet og desårsage sag og søgsmål til Gørding-Malt herredsting imod mig Hans Mikkelsen og hustru formeret haver og der i retten til næstkommende 7. nov. opsat, da som hvad af ovenmeldte min hustru Mette Hanskone samme 24. sept. kan være talt eller passeret, er sket i en overilende hastighed, som ikke skal præjudicere Christen Hansren på ærlig navn og rygte i nogen måder, eftersom ham intet uærligt ved at påsige. Hvorimod jeg Christen Hansen herved declarerer og erklærer ej nogen i mindste måder at være vidende Hans Mikkelsen og hustru med sandhed at kan påsige andet end hvis ærlige og uberygtede, skikkelige folk vel egner og anstår. Så hvis som er talt og passeret eller i retten ført og skrevet, skal hermed være annulleret og som utalt, uført og uskrevet, død og magtesløs, ligesom sagen og alting mellem os ved denne venlige og kærlige forlig ophæves og frafaldes. Til hvilken ende jeg Christen Hansen denne vor forening i retten næstkommende 7. nov. /: til hvilken tid sagen er opsat :/ producerer til læsmning, påskrift protokollen og akten tilført, og skal det stå parterne frit for uden nogen foregående advarsel herefter tingsvidne, om forlanges, at beskreven tage. Til dessen stadfæstelse haver vi denne vores kærlige forening ikke aleneste med egne hænder underskrevet, men endog ydmygst ombedet vores gundstige husbond, ædle sr. Termann Madsen til Nielsbygård dette og med gunstige påtegning behagel. at ville ratifiacere. Datum Sønder Holsted d. 28. okt. Christen Hansen, på egne og hustrus vegne Hans H.M.S. Mikkelsen. - På begæring underskriver T. Madsen.

fol. 76:

Forelæggelsen til vidnerne.

Torsdagen den 14. november 1737:

For retten fremkom Hans Jensen af Starup med stævning (fol. ibm.) [=> AO 82] til:

over hvilke citanten Hans Jensen satte i rette, at de m.åtte blive tilfundet at betale deres restancer samt sagsomkostninger. De saggivne var ikke mødt undtagen Jens Andersen. 28/11.

AO 82:

Hans Jensens stævning.

fol. 77:

Torsdagen den 28. november 1737:

Hans Jensen ctr. debitorer. - Nis Lund fra Stenderup mødte og producerede et skriftligt indlæg (fol. 78). Hans Jensen gav retten til kende, at han havde nydt grøden af samme eng så længe Nis Lund har stedet beboet, som er ungefær 15 år, undtagen dette år 1737 så vel som og at have nydt afgrøden deraf nogle år tilforn i Nis Lunds formand sal. Christen Lunds tid. - Mads Terkildsen mådte og gav retten til kende, at Hans Jensen havde fået ... i 5 år efter akkord årl. 4 mk., dernæst hø af samme stk eng i 4 år årl 3 mk., iem fødet citanten en stud for ungefær 5-6 år siden for 3 mk. såvelsom for at rende løbende rejser fra Starup og til Brøstrup i Hygum sogn á rejse 2 mk., tilsammen 6 rdl., hvorpå Mads Terkelsen erbød sin ed, hvilken ed han og med citantens consence efter loven præsterede. [=> AO 83] Anders Frøssig af Stenderup tilkendegav, at han citanten ej mere skyldig var end 3 mk. 15 sk., derimod fødet et par stude nogen tid for 3 mk. d., bliver så igen skyldig 15 sk., som han her for retten til citanten betalte og derpå erbød sin ed, at han ikke mere skyldig var end betalte 15 sk., hvilken ed han med citantens consence efter loven fuldførte. - Clemend Jensen tilstod restancen undtagen to skæpper rug, derimod foregav Clemend Jensen, at Hans Jensen var ham skyldig for et stk. eng., som han har haft i 10 år årl. 13 mk. og læs ... á 1 mk, 1735 født 6 stk. fårehøveder for citanten á ... så vel som og slaget græs i 4-5 dage ..., item gravet tørv i 4 dage á 6 sk., er tilsammen 6 rdl. 3 mk. 8 sk., hvorpå Clemend Jensen erbød sin ed. Clemend Jensen og Hans Jensen blev enige og accorderede, at deres mellemværende skulle gå lige op. - Jep Østergård tilstod den saggivne fordring i alle måder, men derimod tilkendegav, at Hans Jensen havde bekommet hø af ham for 2 rdl. 3 mk., 11 læs klyne á1 mk.,  grønkål for 1 mk., tilsammen 4 rdl. 3 mk., hvorpå han erbød sin ed, og foruden tilbød Hans Jensen billig rente af pengene i 3 år, de har standen ved ham. Hans Jensen var ikke fornøjet med JepØstergaards angivende, såsom han ikke har fået det på betalingen af pengene. Citanten begærede, at sagen måtte have anstand ved opsættelse til anden ting efter Helligtrekongersdag, formedelst han agter lovl. sin fordring at bevise imod Nis Lund og Jep Østergaard. 16/1-1738.

AO 83:

Torsdagen den 19. december 1737:

Ekstrakt af Gørding-Malt herredstings protokol torsdagen den 14. nov. 1737 (Hans Jensens sag).

Indlægget fra Nis Lund i Stenderup lyder således: Kongelig Maj.ts herredsfoged velædle Søren Bierum. Så fornøden som Hans Jensen af Stgarup har holdt sig det at lade mig til retten Gørding-Malt herredsting indstævne, saggivelse og irettesættelse mod mig formeret under den prætekst, at min formand sal. Christen Lund af ham skulle have lånt 6 rdl. 4 mk. jeg at skal betale /: uanset samme fordring, hvilken ved skiftet efter den sal. mand vides ikke at være tilkendegivet, som ske burde, han ikke heller samme påstående fordring med allerringeste har legitimeret sandhed at medføre :/ så kært er det mig, [=> A= 84] at vorde sin påstand bekendt for en gang at vorde det selvmægtig, som under min i fæste havende gård henhører, neml. et stk. eng, hvor kan avles årl. i ringeste 1½ læs godt hø, som dito Hans Jensen sig i mange, ja vel ungefær 20 år, om ikke derover har benyttet, som kan bevises, om fornødiges :/ uden min tilladelse, som har beboet stedet i 15 år, allerringeste til mig har gjort vederlag, hvilket citanten Hans Jensen vel ikke heller skal kan benægte. Altså vil jeg til retten indstille, om citanten ikke for samme eng i de åringer, han den nydt haver, bør betale mig dens afgrøde efter billighed årl i allerringeste 1 rdl., endskønt der kan haves vederlag i hø for 1 rigsaler 2 mk., som og, om han ikke bør sin krav med bevis at legitimere og derefter som billig med mig liquidere. Jeg forsikrer(?) mig herudinden rettens lovbillige assistenz og formoder, dette mit indlæg måtte læses, påskrives og akten tilføres og forbliver det jeg er velædle og velvise hr. herredsfogeds tjenstærbødigste tjener. Nis Nissen Lund. Datum Stenderup den 28. nov. ao. 1737.

AO 84:

Torsdagen den 16. januar 1738:

Hans Jensen af Starup ctr. debitorer i Stenderup. Hans Jensens søn Niels Hansen producerede [=> fol. 79] sin faders skriftlige indlæg (folio ibm.). Jep Østergaard mødte for retten på egne og Nis Lunds vegne og efter Jans Jensens indgivende svarede, at de henskød dem til deres skriftlige og mundtlige samdfærdige forklaring ingenlunde tvivlende om rettens lovformelige bifald. - Mads Terkildsen af Stenderup mødte for retten og begærede, at dommeren ved dommens afsigt ville observere hans ret og tilkende ham de ved Hans Jensen efter aflagte ed tilgodekommende ti mk. d. - Den af Hans Jensen begærte opsættelse i indlæg blev af retten tilladet. 30/1.

fol. 79:

Følger her indført et indlæg fra Hans Jensen i Starup sålydende: Kongelig Maj.ts herredsfoged,  ædle Søren Bierum. Siden øvrighedens forretninger og ærinde har hindret mig, jeg ikke har fået de agtende vidner at overbevise Nis Lund i Stenderup den saggivne fordrings rigtighed til diag indstævnet, så vil jeg  tjenstl. bede mig 14 dage i slig henseende gunstig at må tillades /: såfremt bemeldte Lund dito fordring, neml. 10 slettedaler sin formand Christen Lund i rede penge 1722 er forstrakt og han skyldig bleven, vil benægte, hvorpå fornøden omkostning, om muligt være kan, at spare, tjenstl. bedes retten ham behagelig vil tilholde sig at erklære :/. Endskønt det er soleklart, dito fordring ham har været og er bekendt skyldig at betale, thi hvor skulle han ellers tilladt mig engens årlige afgrøde, som han nu så højt, ma mere end dobbelt over dis værd anfører, det jeg mig til nærmere og lovbillig besvarelse vil have reserveret. - Jep Østergaard angående, der noksom tilstår mig den mod ham saggivelses fordring, neml. 4 rdl. 2 mk., men indvender derpå en del, det skal have betalt og leveret, det han og gerne som fornemmes ved letsindig ed /: ligesom en del hans andre naboer :/ er rede at stadfæste, om det ham kunne være tilladt, uanset hans foregivende i så måde ... er lige så vidt fra sandhed, som den i sig selv er og skal blive ubeviselig, desårsag jeg i lovens kraft protesterer imod hans anbudne ed og påstår, han pligtig er og bør fordringen neml. 4 rdl. 2 mk., han den 19. nov. 1737 til låns bekommet haver, skadesløs at betale i alle måder. Hvad indsigelse af kontraparterne måtte indvende og i retten passere, bedes ved udtog til besvarelse måtte forundes og lovbillig ... tilladt dermed og videre fornøden at indkomme. Til hvilken ende tjenstl. bedes dette mit enfoldige indlæg i retten til læsning, påskrift og protokollen tilført at må antages. Forblivende kongel. maj.ts herredsfoged, ædle Søren Bierums, Starup den 16. januar 1738 tjenstskyldigste tjener Hans Jensen.


 

Torsdagen den 23. januar 1738:

For retten fremkom Christen Waastrup af Nørbølling og fremviste en gammel ulvebælg, kroppen af samme beviste han at være ophængt i en galge Folding kirkehus ved landevejen, og bem.te gamle ulv at være skudt næstafvigte 18. januar på Nørbølling mark, hvorefter forn. Christen Waastrup var begærende sin betaling efter jagtforordningen, [=> AO 85] som han og af retten blev tilsagt, så snart repartitionen derover kan gøres og pengene derefter kan vorde indkasseret.


 

Fra sr. Wilhel Meller, biskop Anchersens amanuensis i Ribe, blev fremskittet i retten et skøde udgiven af mons. Jørgen Serup på Surhave til velbemeldte Meller (folio ibm.).

Skødet: Jørgen Seerup og hustru har solgt et boel i bobøl by i Føvling sogn, som nu beboes af Peder Nielsen Skræder, skyldende årl. af hartkorn 3 skp. 2 fjd. 1 alb., til Meller. Til vitterlighed underskriver Christen Nielsen af Asserbøl.


 

fol. 80:

Torsdagen den 30. januar 1738:

Hans Jensen af Starup ctr. debitorer. Fremstillede 2 varselsmænd, Niels Andersen af Foenager og Niels Hansen af Starup (folio ibm.). De har talt med de indstævnte selv. Endskønt Nis Lund ikke selv havde fået de ti slettedaler, Hans Jensen havde ladet ha m stævne for, så benægtede han ikke, at hans formand sal. Christen Lund, hvis efterladte hustru han har til ælgte, jo vel kunne have fået de ommeldte ti slettedaler til låns, eftersom han fornemmer Hans Jensen at have haft et stk. eng, som ligger til hans gård, og derfor efter billighed og afregning i samme engs årl. afgrøde, som er 15 år, han stedet har beboet. Hans Jensen frafaldt sine vidner, eftersom Nis Lund havde så vidt vedgået gælden som meldt. - Peder Sørensen på sin husbond højædle hr. jægermester Bachmanns vegne begærede sagen opsat i 4 uger, som er til den 27. februar førstkommende, for lovligt at bevise, hvad bem.te engs afgrøde årl. kan inpartere, med videre hvad som til saens nødtørft kan tjenl. eragtes. - Hans Jensen var fornøjet med opsættelsesterm. hvorfor sagen og til videre drift blev taget under opsættelse til 27. februar.


 

Søren Bertelsen i Tobøl lod idag første gange oplyse en gammel hvid ... hoppe, som han har opbragt på Tobøl mark ved hans gård; om nogen sig samme med lovlig hjemmel kan vedkende, er den hos ham at bekomme mod billig betal.


 

Hans Jensens kontinuationsstævning.


 

AO 86:

Torsdagen den 6. februar 1738:

Søren Bertelsen i Tobøl, 2. fremlysning.

Torsdaen den 13. februar 1738:

Søren Bertelsen, 3. fremlysning.


 

Torsdagen den 20. februar 1738:

Eftersom Christen Waastrup i Nørbølling i Folding sogn med jægermester Bachmanns fuldmægtig Niels Grums attest af 22. jan. 1738 beviste den 18. januar næstforhen at have skudt en gammel ulv på Nørbølling mark, som efter bemeldte attest er bleven ophængt i en galge ved landevejen på Folding mark, af hvilke fornævnte ulv skindet og her ved retten er vorden fremvist, hvorfor han efter hans kgl. maj.ts allernådigste [=> fol. 81] om jagten udgangne forordning bør nyde 4 rdl., så haver underskrevne rettens betjente ved Gørding-Malt herredsting allerunderdanigst i følge af højstbemeldte hans kgl. maj.ts allernådigste forordning i tingmændenes overværelse gjort sådan ligning, at til samme ulvs penges betaling skal af hver tønde i Gørding-Malt herred /: når proprietærernes, præsternes og det øde godses hartkorn overalt afgår :/ udredes og betales een skilling danske, hvilke penge enhver til sognefogederne i hver sogn overalt i Gørding-Malt herred på anfordring inden 8 dages forløb haver at betale, som de da igen her ved tinget, så snart pengene indkommer, til herredsfogeden leverer, på det at bemeldte fire rigsdaler til bemeldte Christen Waastrup i Nørbølling for hans umage efter forordningen kan blive betalt. Og hvad som derfra overskrider, bliver under rettens forvaring, indtil der igen bliver enten skudt eller fanget nogen ulv eller ulveunge, da de til slig udgift skal blive udtalte herrederne til bedste. Skulle nogen imod forhåbning findes vægerlig herudi samme penge straxen til ovenbem.te tid og sted at erlægge og betale, må de vente sig at blive udpantet for dobbelt så meget, som de ellers skulle give, efter merhjstbemeldte allernådigste forordnings udtrykte befaling.


 

fol. 81:

Torsdagen den 27. februar 1738:

Hans Jensen af Starup ctr. en del af de Stenderup beboere. Citantens søn Niels Hansen mødte og for det første tilkendegav, at sagen, så vidt Nis Lund angår, i mindelighed at være dekarteret og afgjort ved forlig, når citanten betales de accorderede penge 3 rdl. Men med de øvrige såsom Mads Terkildsen, der formener sig ved en uforklaring ed og under en fordunkelt mening at have libereret sig fra citantens retmæssige fordring, idet han påstår at skulle betales 10 mk. d. vel foregives [=> AO 87] at skal have fået et og andet af ham, og det for mange år siden, det han alene ved ed bekræfter, men ligesom aldrig er  nydt noget af ham uden betaling eller afdrag på den saggivne fordring, så skal ikke heller af afsagte ed udfindes, han det har benægtet. Men havde han aflagt en lovformelig ren ed, så kunne han, dog med en ... og såret samvittighed, likvideret, da som eden i så måde er uren og fordunkelt og derfor uefterettelig, så påstår citanten, han bør betale den protokollen anførte retmæssige fordring med sin rente og skadegæld under lovens tvang. - Jep Østergaard betræffende, da som han ikke har kunnet nægte den saggivne fordring 4 rdl. 2 mk., men alene indvender et og andet af ham at skulle have fået, dog uden bevis ... ligesom og intet til afdrag er ...., påstår, han bør betale de skyldige 4 rdl. 2 mk. med sin rente for tre år samt skadegæld. Såvensom og Jens Andersen ibm. at betale i lige måde de skyldige 4 mk. 10 sk. og samtl. at erstatte denne forårsagede processes bekostning med tid og pengespilde i nøjeste 4 rdl., hvilketg i alt således til den retsindige dommers lovforsvarlige dom indstilles. - Jep Østergaard mødte endnu atter for retten og ligesom forhen erbød at aflægge sin ed efter loven, at citanten har bekommet og er ham skyldig det forhen anførte, som bedrager sig til penge 4 rdl. 3 mk., og desuden nogen akkord at skulle være til rente af indbemeldte kapital 4 rdl. 2 mk., som Jep Østergaard af citanten lånt haver og tilbyder lovlig rente af. Og dersom Hans Jensen ikke dermed er fornøjet, så tillader kontraparten Jep Østergaard gerne, at citanten Hans Jensen at må, om han fortrøster sig dertil, her inden retten at aflægge sin ed efter loven, således at forberørte hø, tørv og kål, som citanten af kontraparten har bekommet er alene accorderet og udlovet til rente af de lånte penge 4 rdl. 2 mk. og ikke noge tderfor skulle godtgøres på bem.te lånte penge, hvilketg dommeren ville behage ved en opsættelses tid i sagen at imponere citanten, enten at tage imod ed eller selv føre ed som meldt, på det sagen med ham kan komme til endskab. Citanten Hans Jensens søn lgav herpå til svar: at han kunne h verken tillade eller tage imod den af Jeå Østergaard tilbudne ed, men var fornøjet med kontrapartens begæring, at sagen blev opsat i tre uger, til hvilken tid hans fader da tillige kunne være til stede ved retten, om han da samme tilbud af Jep Østergaard ville antage eller ikke. 20/3.


 

AO 87, fol. 82:

Torsdagen den 6. marts 1738:

Stævning fra Rasmus Andersen i Astofte i Føvling sogn til hr. Neumand, sognepræst for Gørding og Vejrup menigheder:

Kendes jeg underskrevne Rasmus andersen boende udi Astofte i Føvling sogn og hermed vitterliggør, at hr. Neumann udi Gørding, som har været min kones ældste datters tilforordnede formynder efter hendes sal. fader, haver gjort mig god rede, regnskab og rigtighed for alt, hvis han under sine hænder haft haver af min kones midler, som er efter hendes sal. fader 50 slettedaler og efter hendes sal. broder Christen Jessen(?) 15 slettedaler, i alt frem og tresindstyve slettedaler, hvorfor jeg og ham fuldkommen kvittering og afkald giver, hvormed han og for al tiltale af den umyndige, arvinger fødte og ufødte i sin tid eller andres bør og skal i alle optænkelige måder være fri og angerløs. Og til desto større tryghed må hr. Neumann uden nogen kald og varsel at gøre mig lade læse, påskrive og i Gøding herreds tingprotokol indføre dette mit afkald ot kvittering og tingsvidne, når han lyster, tage. Til desto mere bekræftelse og uryggelighed haver jeg min egen hånd her underskrevet og mit signete hostrykt samt venligen ombedet 2 dannemænd med mig til vitterlighed at underskrive. Astofte den 30. dec. 1737, Rasmus Andersen. - Anders Jepsen, Søren Andersen, begge af Warhoe.


 

Torsdagen den 20. marts 1738:

AO 88:

Hans Jensen af Starup ctr. debitorer. - Jep Østergaard mødte og gav til kende, at endskønt protokollen udviser klarl., at Hans Jensen på bevis har beråbt sig over fornævnte Østergaard at føre, så dog alligevel tilbød han citanten endnu enten at gøre eller tage imod ed som forberørt. Citantens søn Niels Hansen mødte ved retten og tjenstl. begæred at måtte forundes ved udtog, hvis idag passeret er, til besvarelse i 8 á 14 dage, alt efter rettens egen godtbefindende. Det blev bevilget og sagen opsat i 8 dage, eftersom herredsskriveren belovede samme udtog straxen at forfærdige, så citanten kan afhente den imorgen dag, til hvilken opsættelsestermin citanten fremkommer med sin besvarelse, på det sagen en gang efter så mange opsættelser kan nå sin endelighed. 27/3.


 

fol. 83:

Følger her indført et skøde udgiven af hr. biskop Anchersens amanuensis Wilhelm Meller i Ribe til herredsskriver Hellesen i Bobøl herforan på folio 82 citeret:

Han og hustru har solgt et boel i Bobøl, som nu beboes af Peder Nielsen Skræder, skyldende årligt af hartkorn 3 skp. 2 fjd. 1 alb., til herredsskriveren. Solgt til Meller af Jørgen Seerup på Surhave. Det skal herefter tilhøre "bemeldte birkeskriver Jens Hellesen Utrup, hans hustru og arvinger". Prisen er 100 rdl.


 

AO 89:

Torsdagen den 27. marts 1738:

Hans Jensen ctr. en del de Stenderuper. Hans Jensens søn Niels Hansen tilkendegav, at siden hans fader af det forundte udtog, hvorfor skyldigst takkes, ej har kunnet udfinde noget af betydenhed, udi hvis næstleden 27. febr. og påfølgende 20. mjarts på kontrapartens vegne findes fremført, så agter han og ganske unødig vidtløftig dertil at svare. Thi så længe de ikke har kunnet nægte, men har måtte tilstå fordringen dem i rede penge at være lånt og forstrakt, da ligesom citanten ej noget derpå til vederlag eller afdrag har nydt, så skal de ikke heller deres foregivende med allerringeste bevis legitimere eller godtgøre, noget derpå til vederlag eller [=> fol. 84] afdrag at være leveret eller betalt, hvorfor citanten i kraft loven og allernådigste forordning protesterer imod den af Jep Østergaard anbudne ed, hvorved han så letsindig tiltænker sig citantens retmæssig og rede lålnte penge at fravente, og refererer citanten sig til sin forhen gjorte irettesættelse. At den uforklarlige ed, Mads Terkildsen af Stenderup sig har tilsnegen at aflægge, ikke kan liberere ham fra citantens hos ham havende fordring, al den stund den ikke gør nogen forklaring, at citanten har fået noget af ham ubetalt, ikke heller at noget på fordringen, der og ikke sket er, at være betalt; påstår derfor, han såvel Jep Østergaard og Jens Andersen alle ibm. bliver tilfunden den saggivne fordring enhver for sig med sin billig rente skadesløs at betale, item denne forårsagede processes omkostning med tid- og pengespilde i nøjeste med fire rdl. fire mk d. under lovens tvang. Dette i alt således til denne retsindige velvise dommers lovforsvarl. dom ydmygest indstilles. - Jep Østergaard mødte endnu atter for retten og ligesom forhen erbød hans ed, at Hans Jensen i Starup har bekommet på fordringen neml. 4 rdl. 2 mk. de specificerede varer, som bedrager sig 4 rdl. 3 mk. - Retten kan ikke i ed tage Jep Østergaard, siden citanten derimod har protesteret, men vil herved have begge parter tilspurgt, om de havde videre i denne sag at føre, end allerede ført er. Svarede nej. Og blev så sagen til doms afsigt optagen.

AO 90:

Torsdagen den 1. maj 1738:

Sentence i den sag, Hans Jensen af Starup har indstævnet ...:

fol. 85:

Akten udviser ej aleneste, at Hans Jensen af Starup ej aleneste lovligen her til retten har indstævnet Jens Andersen, Nis Lund, Mads Terkildsen, Anders Frøsig, Clemend Jensen og Jep Østergaard af Stenderup for gæld af rede lånte penge eller hvis de enhver for sig i abndre måder af ham har bekommet, men endog lovligt ladet forkynde de udeblevne den dem af retten givne lovdag og opsættelse og første tingdag saggivet enhver for gæld, neml. Jens Andersen i Stenderup for ... ..., Nis Lund ibm. for hans formand sal. Christen Lunds gæld for rede lånte penge 6 rdl. 4 mk., Mads Terkildsen ibm. for een ko 4 rdl. og rede lånte penge 5 mk., Anders Frøsig ibm. rede lånte penge 1 rdl. 1 mk., Clemend Jensen ibm. efter afregning 1 rdl. 5 mk. 6 sk., item en tønde rug in natura og siden derefter 3 mk. i rede penge og Jep Østergaard ibm. rede lånte penge 4 rdl. .., af hvilke fornævnte Hans Jensens debotorer ingen har tilstået det fordrende gæld uden Jens Andersen, men både skriftlig og mundtlig indvendt adskilig om kontraregning imod bemeldte krav og saggivelse, så det dog omsider under sagen derefter er kommen så vidt, at Nis Lund er bleven forligt med Hans Jensen, Mads Terkildsen med Hans Jensens consence aflagt lovens ed, at den søgende krav er bleven betalt både med engleje og i andre måder, Anders Frøsig ligeledes med Hans Jensens consence aflagt ed på afregning med ham. Clemend Jensen og citanten ligeledes blev enige ved retten om deres imellemværende at skulle gå lige op. Jep Østergaard mødte vel og tilstod den saggivne fordring, men gav derhos til hende, at Hans Jensen havde bekommet af ham, hø, klyne og kål for 4 rdl. 3 mk., hvorpå han erbød at ville gøre sin ed, hvilket Hans Jensen benægtede at have fået i betaling å disse penge og desårsag protesterede imod den af Jep Østergaard anbudne ed, som og desårsag ikke mod forordningen kunne antages imod Hans Jensens protest, der altsammen vidtløftiggør af akten er at se og fornemme af akten er at se og fornemme. Altså efter slig beskaffenhed vidstes ej i retten herudi at kende og dømme, end at Mads Terkildsen, Anders Frøsig og Clemen Jensen jo efter qaflagte lovens ed bør i alle måder for Hans Jensens tiltale fri at være såvelsom Nis Lund efter den forening, imellem ham og citanten sket er. Men Jes Andersen bør betale hans saggivne og tilstandne restance og fordrende gæld til Hans Jensen med 4 rdl. 2 mk. tillige med 4 mk. danske pro persona udi processens omkostning alt inden femten dage efter denne doms lovlige forkyndelse under lovens tvang ved exekution i deres bo og redeste midler, hvorimod Jep Østergaard beholder sin regres og tiltale til citanten Hans Jensen for hvis han siger at have til gode hos ham, såfremt han formener sig nogen ret dertil og samme skelligen kan bevise, eftersom Hans Jensen sligt benægter. Des til stadfæstelse under min hånd og hostrykte signet, Datum Gørding-Malt herredsting den 1. maj 1738. S. Bierum.


 

Fredagen den 16. maj 1738:

Fremkom for retten sr. Otto Diderich Bierum fra Gravenggård og producerede en stævning betræffende den på nu afdøde Hans Nielsen i Vejen forøvede drab imellem 13. og 14. apr. sidst, som bierum efter det høje herskabs høj- og velb. hr. generalløjtnant von Scholten til Estrup og Skodborghus deres vilje sig haver påtaget at procedere med høje øvrigheds Deres excellence høj- og velbårne hr geheimeråd og stiftsbefalingsherre von Gabels tilladelse (stævning fol. 87). Øvrighedens tilladelse at procedere sagen folio 87. Videre gav Bierum til kende, at som han først igår den 15. maj var bleven overtalt af hr. generalløjtnantinde(?!) Scholten indbemeldte sag sig at antage og udføre, så han desårsag ikke ved, om noget kunne være foset eller forsømt og derfor, om så måtte befindes, ikke at regnes Bierum til nogen last, bad derfor retten behageligt ville påråbe de trende indstævnede vadestedsridere, om de enten selv eller nogen på deres vegne dem til forsvar måtte være beskikket, som noget imod stævnemålet eller sagens videre drift efter dito udløbne stævning måtte have at indvende. Hr. byfoged Grundahl af Kolding mødte herimod på de tvende vadestedsridere Hans Knudsen af Kolding og Anders Pedersen i Seest deres vegne og producerede de tvende sidstmeldte vadestedsrideres koners indgivne memorial med stiftbefalingsmand hr. von Gabels påtegnede resolution af 26. apr., der nådgigst konstituerer og befaler Grundahl [=> fol. 86] sagen på deres vegne at føre og deres ret observere (fol. 88). Dernæst Grundahl imod producerede stævning havde dette at erindre, at som bemeldte tvende vadestedridere beskyldes for drab på den afdøde Hans Nielsen i Vejen, ligesom de skulle have været i håndgerning og i det slagsmål begreben(?), som har været imellem Hans Nielsen og den tredie vadestedsrider såkaldte Niels Sørensen på forbem.te tid og sted, så modsiger Grundahl aldeles slig beskyldning og formener, at actor ingenlunde skal kunne bevise, at Hans Knudsen eller Anders Pedersen til det onde enten har haft hånd på den afdøde, mindre tilføjet ham nogen blæsår enten af skud eller i andre måder og allermindst forårsaget ham hans død, hvilket venteligt bliver oplyst ved vidnernes lovlige examination. - Bierum agtede ikke nødigt noget for denne sinde at replicere på ædle hr. Grundahls tilførte, men tager sig til i sin tid, såvidt nødig, reserveret, men alene tjenstl. begærede, at de indstævnte vidner, der bedst og alene formenes at skal kan gøre forklaring og oplysning udi sagen, hvorvidt bemeldte vadestedsridere befindes skyldige eller uskyldige, behagel. måtte påråbes.

Førend videre i denne sag blev foretaget, blev Niels Sørensen af Seest påråbt, om enten han selv, som spargeres at være undvigt, eller nogen på hans vegne måtte være til stede imod indstævnte sag at svare. Men hverken bem.te Niels Sørensen Becker(?) eller nogen på hans vegne efter rettens trende ganges lydel. påråbelse indfandt sig, hvorfor retten i så vigtig en sag fandt sig årsaget at resolvere således: Eftersom den tredie vadestedsrider Niels sørensen Bech af Seest, som spargeres at være undvigt og ikke vil lade sig finde, hverken selv eller nogen på hans vegne har indfundet sig til genmæle imod, hvis citanten enten imod ham eller andre ved agtende vidner kunne have udi denne sigtende dragssag at fremføre, så understod dommeren sig ikke udi så vigtig en sag, som denne er, at tage imod nogen vidnesbyrd, førend bem.te Niels Sørensen bliver ordineret en lovlig forsvar i sagen, kan være til stede ved de indstævnte og agtende vidnesbyrds examination, hvilket det høje herskab ved Estrup eller deres beskikkede fuldmægtig i sagen hos dette steds høje øvrighed hans excell. høj- og velbårne geheimeråd og stiftsbefalingsherre von Gabel haver at lade besørge. Og på det sagen kan have sin lovl. gænge, hvor citanten i anledning af hans kgl. maj.ts allernådigeste lov pag. 34 art. 10 ved continuationsstævning at give bemeldte Niels Sørensen Bech 6 ugers varsel, der som hans sidste bopæl eller tilhold været haver, [=> AO 92] og 6 ugers varsel til landstinget som den, der ikke vil lade sig finde. Til hvilken ende sagen blev opsat i 10 uger, som er til den 24. juli.

AO 92:

Torsdagen den 22. maj 1738:

fol. 87:

Følger her indført rettens stævning i en drabssag sket i Hans Nielsens hus og på ham selv i Vejen sålydende: Kgl. Maj.ts allernådigst anordnede herredsfoged i Gørding-Malt herreder Søren Bierum af Skølvad gør vitterligt, at for mig klagelig har andraget kgl. maj.ts ridefoged i Frøs og Kalvslunds herreder ædle sr. Andreas Lund som fuldmægtig ved Estrup og Skodborghus, hvorledes hans bonde navnl. Hans Nielsen i Vejen by under dito Estrup henhørende af 3 Koldking vadestedsridere /: så vidt er kommen i kundskab :/ navnlig Hans Knudsen, Niels sørensen og Anders Pedersen udi sin hus og gård og fri relse på liv og lemmer med hug, skarpt skud, stød og slag imellem den 13. og 14. april sidst om natten skal være bleven overvalden og tilføjet, at han den 16. dito ved døden er afgangen. Så bemeldte hr. ridefoged Lundt desårsag på bemeldte sit høje herskabs deres afdøde bondes vegne uforbigængel. årsages slig omgang og drab nærmere /: så vidt muligt :/ vidnefast at søge oplyst, lovlig dom til afstraffelse enhver efter fortjeneste at indhente. Thi stævnes bemeldte vadestedsridere Hans Knudsen i Kolding, Niels Søensen og Anders Pedersen i Seest by på Gørding-Malt herredsting den 16. 22. og 29. maj, item den 5. , 12. og 19. august førstkommende enhver tingdag klokken 10 slet at møde der at anhøre vidner. beviser, attester med alt, hvis denne sag til oplysning enhver ting måtte forefalde, opdages, dereaf følge og flyde kan, samt til spørgsmål at svare og endelig dom med alle deraf flydende lovmål efter citantens gørende demonstration og lovl. påstand til undgældelse at lide angående og formedelst ovenmeldte eders forhold. Til tid og sted sammelt indstævnes i bemeldte sag, omgang og drab at vidne datteren Maren Hansdatter, Nis Jepsen, Niels Pedersen, Laurids Pedersen, Knud Jepsen, Mads Nielsen, Søren Pedersen, Hans Poulsen, Niels Hansen og Jens Poulsen, alle af Vejen, så bvel som Las Iversen af Gruehuset(?) og samtlige tilligemed enhver for sig erindres lovens tvang for midvillig udeblivelse. Parterne medtager, hvad til sagens nødtørft tjenlig eragtes, da herom skal gåes, som lov og ret er .. Endelig for processens gænges skyld anmodes denne stævning og kgl. maj.ts tolder ædle sr. Andreas Rachlow i Kolding, om han noget herved behagel. måtte have at erindre eller erindere lade. Til stadfæstelse under min hånd og segl, datum Skølvad den 29. april 1738. S. Bierum.

Denne respektive stævning har vi underskrevne Jochum Donner og Anders Poulsen, begge af Maltbæk, understående dato lovl. forkyndt for vadestedsrider Anders Pedersens bopæl i Seest by og talte med hans hustru og tilbød kopi, som blev modtaget; så og for vadestedsrider Niels Sørensens logement ibm. og talt med hans vært navn. Hans Nielsen og ham en kopi overleveret; ligeledes for vadestedsrider Hans Knudsens bopæl i Kolding og talt med hans hustru og hende en kopi overleveret. Såvel tolderen Andreas Rachlou og lovl. bekendtgjort og ham en kopi overleveret. Så sandt hjælpe is Gud og hans hellige ord. Datum Maltbæk d. 1. maj. J. Donner, Anders Poulsen, begge af Maltbæk.

AO 93:

 

Følger her indført en autorisation på Otto Diderick på Gravengård at må som actor påtale og udføre sagen imod de beskyldte 3 Kolding udridere, som formenes at have begået drab på den afdøde Hans Nielsen Krolamd i Vejen. Lyder således: A. Lundt i Estrup skriver til stiftamtmandenog beder ham om at konstituere en lovkyndig mand til at føre sagen, da han selv er forhindret af andre forretninger i kongens tjeneste. Han foreslår Otto Diderich Bierum ved Gravengård, som fornemmes dertil skal være at formå.

Resolution: For at spare de bekostninger, som måtte medgå til at hende en konstitueret prokurator andenstedsfra, bliver det hermed bevilget og tilladt, at Otto Diderich Bierum af Gravengård må som actor påtale og udføre indbemeldte sag på rekvirentens herskabs vegne. Dog skal han pligtig være udi sine procedurer og under sagens drift at oføre sig så retsindig og forsvarlig, som lovmæssig være kan, og han agter at bekendt være under denne min bevillings forbrydelse, ifald derover nogen beføjede klage måtte føres. Bramminge den 13. maj 1738. C.C. Gabel.

I lige måde autorisation på hr. byfoged Grundahl i Kolding til at føre sagen for de tvende vadestedsridere:
Brev til stiftamtmanden: Von Scholtens ridefoged mons. Lund har rekvireret de to vadestedsridere arresteret, formedelst de har været med vadestedsrider Niels Bech, da kromanden Hans Nielsen i Vejen kro den 13. apr. på aftenen skal være skudt, således som ordet går, i hans lår, at han nogle dage derefter ved døden er afgået. Men som det er venteligt, at vores benævnte mænd af frygt for langvarig arrest og tvang nu holder dem til side, skønt de i ingen måde er skymldige i det slagsmål, som samme aften har været imellem vadestedsrider Niels Bech og venmeldte kromand, mindre lagt hånd på den afdøde og allermindst forårsaget ham hans død, hvilket ufejlbar kan blive oplyst, når sagen nøjagtig vorder undersøgt og vore mænd med en lovkyndig mand, som deres ret i så måde [=> fol. 88] behørigt kunne iagttage, vorder forsynet. Grundahl bedes om at antage sig sagen. - Underskrevet af Marie Madsdatter og Bodil Marie.
C.C. Gabel godkender valget, hvis Grundahl er at formå til at udføre sagen. Han skal så dertil være konstitueret og anordnet, dog med den expesse befaling, at han i sin procedure alene henser til sagens og sandhedens rene og pure oplysning, at den dræbtes banemand kan blive bekendt og han for hans forhold vedbørligen straffet og anset.


fol. 88:

Torsdagen den 29. maj 1738:

På velædle hr. rådmand Bett... i Ribe hans vegne mødte Jens Pedersen af Bobøl og producerede stævning til sr. Jørgen Seerup på Surhave (fol. 88, 89). Han var ikke mødt. 12/6.

AO 94:

Stævningen fra rådmand Henrich Bøtcher(?) af Ribe ctr. Jørgen Seerup af Surhave "formedelst I ikke efter eders udgivne forsikring og mindelig anmodning har indfunden edere at betale citanten de ham for eders copulationsbrev, som han efter eders og kærestes begæring har indfriet og betalt, samt for en sølvske og et ark stemplet papir til 2 rigsdaler, skyuldige penge ialt 17 rdl. 4 mk. 8 sk. danske,, hvilke han formoder I ej alene skal blive i mangel af endnu skende betaling tilfunden at betale men endog denne forårsagede omkostning at erstatte". [=> fol. 89]
Denne stævning har vi underskrevne Jens Pedersen og Thomas Mortensen, begge boende i Bobøl, forkyndt Jørgen Seerup i Surhave og talt med ham selv og overleveret til ham en rigtig kopi af bemeldte stævning.

fol. 89:

Torsdagen den 12. juni 1738:

For retten fremkom Peder Mortensen af Klelund, Lindknud sogn og fremviste fem stk. ulveunger, som han berettede at have fanget og udgravet i Klelund sande på bem. Klelund mark, hvilke 5 ulveunger idag her ved tinget blev ophængt og ham sin betaling efter jagtforordningen tilsagt, så snart ligningen over herredet vorder sket. Ellers berettede forn. Peder Mortensen, at samme ulveunger blev fanget som meldt næst afvigte søndag morgen tidligt.


 

Brev fra rådmand Henrich Bøttcher, at Jørgen Seerup har betalt sin gæld.


 

AO2 4, fol. 92:

Torsdagen den 17. juli 1738:

Peder Vinding i Præstkær, sognepræst for Brørup og Lindknud menigheder lod fremskikke 2 varselspersoner Peder Laugesen af Surhave og Jens Mortensen af Præstkær, som efter en medhavende memorial har hidkaldt til retten Claus Madsen og hustru i Gerndrup (folio ibm.). De var ikke mødt. Sagen opsat i 3 uger den 7. aug., for om imidlertid samme i mindelighed kunne vorde afgjort.

AO2 5:

Peder Vindings memorialvarsel til Claus Madsen og hustru. Sagen drejer sig om "ej alene angående eders forhold afvigte år med eders rugtiende, som I indeholte i rette tide på ageren at levere med al dessen omgang fra først til sidst bemeldte citant til fornærmelse, men endog tillige for eders hustrus kirkegang sidst afvigte søndag den femte efter Trinitatis, da I og hun der tværtimod ritualet eder har opført".


 

Torsdagen den 24. august 1738:

Christen Møller af Skølvad er sættefoged.

Udi den her ved retten næstleden 16. maj anhængiggjorte og til idag ved interlocution opsatte drabssag contra vedkommende vadestedsrider fremkom for retten Otto Diderich Bierum og producerede continuationsstævning (fol. ibm. 103). Bierum tilkendegav hos stiftbefalingsmanden at have gjort ansøgning, at han ville anordne en forsvar for den udeblevne Niels Sørensen. Begærede vidner påråbt. [=> fol 93] Sr. Hans Kragh af Ribe skal efter stiftbefalingsmandens befaling være Niels Sørensens forsvar. Byfoged Christian Grundahl for Hans Knudsen og Anders Petersen var også mødt.

1. vidne, Nis Jepsen af Vejen:

  1. Om han var nærværende, da de trende vadestedsridere Hans Knudsen, Anders Pedersen og Niels Sørensen ... næstafvigte 13. og 14. apr. var i Hans Nielsens hus i Vejen, da han, neml. Hans Nielsen først skal være bleven overfaldet, før end han i sin gård blev skudt og videre samme nat i huset medhandlet, at han den 16. dito ved døden afgik? - Vidnet svarede ja, at var i Hans Nielsens hus fra første anfang.
  2. Af hvem Hans Nielsen da blev overfalden, hvorledes og hvormed det skete? - Vidnet svarede, at vadestedsrider Niels Sørensen overfaldt ham først med ørefigen først ved den ene øre og siden ved den anden øre; imidlertid sad Hans Nielsen ved sit bordende, da dette skete; og forklarede vidnet derhos, at Hans Nielsen ikke gjorde nogen nødværge, men Hans Nielsen og Laurs af Grue gik fra dem ind i et sengekammer. Imidlertid da de var i sengekammeret, kastgede de ord til hverandre; men hvad det var, vidste vidnet ikke, men dog hørte, at Niels Sørensen Bech og Anders Pedersen vadestedsridere sagde til Hans Nielsen, han skulle komme ud til dem, thi ellers ville de slå døren ned.
    Grundahl fornam, at alle indstævnte vidner var til stede ved dette forste vidnes examination, hvilket Grundahl formener er lovstridigt, hvorfor han påstod og formodere, at vidnerne separat vorder afhørt, og at de øvrige andre vidner fra dette første vidne måtte blive udvist, indtil turen falder dem til, de enhver især kan blive indkalde. - Retten efter begæring og påstand udviste alle de øvrige vidner undtagen ... Nis Jepsen, som er under examen, og blev uden for tinghuset, indtil de vorder påråbt.
    Ydermere forklarede vidnet, at alle bemeldte 3 udridere, som sad ved bordet, stod op og sagde endda, Hans Nielsen skulle komme ud, hvor vidnet da gik til Anders Pedsersen, klappede ham på skulderen og bad, han ville lade ham være, da Hans Knudsen blev stående på gulvdet og øvrige tvende, Anders Pedersen og Niels Sørensen gik til døren, som Hans Nielsen var inde, og sagde til Lars Iversen, som stod i døren imellem dem og Hans Nielsen og havde døren halvt oppe, som sagde til Laurs [=> AO2 6] Iversen, han skulle gå fra døren, Ellers skal jeg slå dig for din pande med en pisk, som han havde i hånden, at han skal ligge, hvilket var Anders Pedersens ord, og var begge vadestedsridere deres ord, at de ville snakke med Hans Nielsen, da dette passerede. Derpå gik Lars Iversen fra døren og med Hans Nielsen ind i stuen til dem igen og satte sig på bænken bag ved bordet. Og Hans Nielsen sagde da til dem, hvorfor de slog ham, som forhen er omvundet, han var lige så god karl som de, thi han var karl for en af dem, hvorpå titbemeldte Niels Sørensen udrider rakte over bordet til Hans Nielsen og slog ham nogle gange under øret, hvornæst udrider Anders Pedersen tog ved den lille ende af sin i hånd havende pisk og slog Lars Iversen, som sad næst hos Hans Nielsen, over hovedet, da Lars Iversen og Hans Nielsen flyede ud i kammeret igen uden nogen nødværge at gøre. Og sad alle trende vadestedsridere ved bordet tilligemed vidnet og holdt sig lystig med sigende, de skulle blive inde i kammeret, neml. Hans Nielsen og Lars Iversen, indtil dag; dersom de mælede et ord, da ville de lære dem noget andet, og talte de et ord, da skkulle de slå døren ned, så de skkulle få, hvad dagen hørte til.
  3. Af Bierum tilspurgt, om ikke Hans Nielsen og Laurs Iversen derpå flyede ud igennem sengekammervinduet i haven af frygt for dem? - Vidnet svarede, at de flyede ud igennem vinduet i haven, men om det var af frygt, kunne han ikke vide.
  4. Om Hans Nielsen ikke straks derefter i sin gård af udriderne blev skudt, og hvo af dem det gjorde. - Vidnet svarede, han blev skudt af dem, men hvo af dem det var, vidste han ikke, såsom det var om natten. Og forklarede vidnet, at førend Hans Nielsen blev skudt, indkom Hans Knudsen udrider, som tilforn var gået ud for døren, og sagde til de andre to udridere, de skulle tage deres gevær og komme ud, der var folk og ville slå mennesker ihjel, hvorpå de alle tre tog deres gevær og gik tillige med vidnet ud i gården, og da de udkom, tog de pistolerne ud og en efter anden slog kligt, og sagde de da indbyrdes til hverandre, Lader os gå hen under vinduet, hvor der stod lys indenfor :/  og lægge frisk fængkrudt på, som de også gjorde; men om de alle tre lå fængkrudt på, vidste vidnet ikke, hvor da eet skud gík først af, men vidste ikke, at det gjorde skade, hvorpå vidnet blev bange og retirerede sig uden gården og ledet, da de atter blev skudt, og Hans Nielsen gav sig, klagede og sagde, Aha, nu har I skudt mig, nu har I skudt min lår i stykker, nu vil jeg gå til eder, nu kan I gøre, hvad I vil, hvorpå Hans Nielsen, efter han i huset var indkommen, råbte ynkel., skreg og beklagede sig. Derefter gik vidnet hjem til sit hus.
  5. Om vidnet ikke har set eller hørt, at Hans Nielsen, da som afvundet er, råbte og klagede sig, sagde til vadestedsriderne, I skulle have skudt mig ihjel og ikke slå mig ihjel. - Vidnet svarede, han havde hørt det, om han ret mindes, af indstævnte Lars Andersen, men havde ikke selv set det, ikke heller hø.rt det af Hans Nielsen.
  6. Om vidnet da ikke ved eller kan erindre sig noget mere til denne sags oplysning? - svarede nej, så vidt han nu kan erindre.

Hans Kragh tilspurgte vidnet: [=> fol. 91]

  1. om vadestedsriderne ikke kom fredelig i Hans Nielsen Kromands hus omvundne tid? - Vidnet svarede, de vr der, før vidnet kom, da de  var sat fredelig.
  2. Tilspurgt, enten vadestedsriderne eller Hans Nielsen Kromand begyndte klammeri. - Vidnet svarede, at kromanden Hans Nielsen gjorde først klammeri med vidnet.
  3. Tilspurgt, om ikke Hans Nielsen Kromand, da vadestedsriderne ... ham imod og sagde, det  var ikke ret gjort at skære man og hale af folks heste, skældte dem? - Vidnet svarede, at det var vidnet, som kromanden Hans Nielsen dengang skældte for skælm, slog hans lue af og rykkede ham i høret, va vadestedsriderne imidlertid sad fredel. Men da de sagde til vidnet, om han kunne tåle at tage(?) sig skældsord og de holdt med vidnet, som meldt, at det var uret gjort således at klippe en andens hest, sagde kromanden Hans Nielsen, de var lige så gode som vidnet, og da det ingen ende kunne få, blev vadestedsrideren Niels Sørensen vred og sprang op og sagde, Kan det da ingen ende få med den klammer, da skal og Djævelen regere dig, din hundsfot, og gav ham forhen omvundne ørefigen.
  4. Tilspurgt, om han ikke hørte Hans Nielsen skælde vadestedsrideren, svarfede, da Hans Nielsen, som omvunden er, var første gang i sengekammeret, råbte han ud til vadestedsriderne og sagde, Jeg giver eder de f... ... ..., så mange I er. Jeg havde mindst troet eder til, I skulle have slaget mig i min egen hus.
  5. Om vidnet er bevidst, hvad det  var for folk, som Hans Nielsen Kromand havde bestilet med stave og anden værge at skulle slå vadestedsriderne, da de om aftenen i det mørke vejr udkom ... Vidnet svarede, han havde vel hørt, at kromanden og Las Iversen havde våren ude i byen at samle folk for at styre gevalt, men vidnet så ingen; men da Hans Knudsen var ude at se til hestene, kom han ind og berettede, at der var folk uden at ville slå mennesker ihjel, og havde han et slag over hovedet.
  6. Tilspurgt, om vidnet ikke ved eller har hørt, at omvundne tid skulle der fare(?) en del stude forbi Vejen ad Skodborg å, som vadestedsridernes .. var at oppasse. - Vidnet svarede, en boelsmand havde sagt det til ham, de måtte vel have passet på de stude, som drev forbi. Men om de havde dreven den tid eller ikke, blev ham ikke sagt.

Bierum ville tjenstl. have retten erindret og ombedet, han ville behage at tilholde contraparterne uden nogen extravagation at forblive ved vidner alene efter hovedstævningen, så vidt denne sag angår, på det tiden ikke unyttig skal forløbe vidnerne så vel sagen opholdes og fler etingdage tilbringes udi vidnernes travle besværlige høbjergning i denne vanskelige vejrlig, på hvilke Bierums påstand han han sig rettens bistand ville tilbede.

Grundahl havde anhørt vidnet Nis Jepsens udsagn, hvorledes han har oplyst vadestedsridernes fredsommel. forhold indtil de først ved grove ord blev overfaldet, fandt sig anlediget at tilspørge vidnet i øvrigt:

  1. Om han med sandhed kan sige at have slet eller fornemmet, at vadestedsriderne Hans Knudsen og Anders Pedersen har lagt vred hånd på kromanden Hans Nielsen og tilføjet ham nogen slag eller ... uden eller inden huset. - Vidnet havde det ikke set.
  2. Om vidnet har set eller fornemmet, at bem.te vadestedsrider Anders Pedersen eller Hans Knudsen har skudt med deres pistoler. - Vidnet svarede, at han nok har set, at en af de trende vadestedsridere har skudt tvende gange, men hvo af dem det har været, vidste vidnet ikke at forklare, ikke heller ved, om een [=> AO2 7] af dem har skudt begge skud eller ikke.
  3. Siden vidnet har forklaret, at vadestedsriderne har truet at ville slå kammeedøren op, så er spørgsmål, om de enten slog eller stødte på den. - Vidnet svarede nej, ingen af de trende vadestedsridere, så vidt vidnet så.
  4. Siden vidnet forklarer, at Hans Nielsen har beklaget sig, at hans lår var skudt i stykker, så er spørgsmål,, om vidnet ikke ved og har set, at Hans Nielsen uden andres hjælp gik alene ind i hans stud fra gården af. - Vidnet har hverken set enten han gik ene eller nogen fulgte ham, såsom det var mørkt.
  5. Om vidnet ikke har set eller spurgt, hvem de personer var, som var samlede i kromandens gård med flinter, stave eller stene(?). - Vidnet havde det ikke hørt.
  6. Om ikke kromanden Hans Nielsen og Las Iversen af Gruehuset haver rådslaget sammen omvundne tid at få folk sammen med stave og gevær for dermed at oppasse vadestedsriderene. - Vidnet svarede, det vidste han ikke.
  7. Hvor længe kromanden var ude i gården, før end vadestedsrideren Hans Knudsen kom ud at se til sin hest, og hvo flere der samme tid var ved? - Vidnet svarede, han vidste det ikke.
  8. Om ikke vidnet havde lånt samme aften Las Iversen i Gruehuset en flint.  - Vidnet svarede, han ikke lånte flinten til Las Iversen, som omspurgt er, men vel til en anden mand, Mads Nielsen af Vejen, som kom til vidnet i hans gård og begærede den der til låns, og da vidnet spurgte, hvad han ville med den flint, svarede Mads Nielsen, De har skudt kromanden, og vi skulle have tagen dem fast, men vi får dem nok intet.

Siden kontraparterne ved en og anden såvel sagen vedkommende som uvedkommende har formeret en del formenende unyttige quæstioner en del sagen uvedkommende, men det eneste i denne sag bør re... og udforskes, er den rene sandhed, hvo enten af bem.te vadestedsridere har øvet denne drab, eller og om de alle tre derudi har været lige skyldige, men som vidnet har forklaret i slig henseende, det han siger derom at være bevidst, så ville Bierum sluttel. os vidnet fornemme, om Hans Nielsen ikke af bemeldte udridere er således imellem 13. og 14. april sidst med hug, skud og slag bleven overfaldet i sit hus, gård og fri frelse uden nogen gørende nødværge, at han derefter den 16. dito ved døden afgik. - Vidnet svarede ja, at han ingen anden ved end bem.te udridere, hvorefter hans Nielsen den 16. dito bortdøde.

I anledning af sidste quæstion tilspurgte Grundahl vidnet, om vidnets sidste svar forstås anderledes end at Niels Bech alene har slaget Hans Nielsen, men hvem af de tre vadestedsridere der har skudt, har vidnet forhen forklaret han ikke ved. - Vidnet svarede, han ingen anden har set, der har slaget kromanden Hans Nielsen uden alene Niels Becker vadestedsrider, ikke heller hvo af de tre vadestedsridere der har tilføjet Hans Kromand det omvundne skud, ej heller set Niels Becher har tilføjet bemeldte kromand anden slag end de omspurgte ørefigner. [=> fol. 95]

2. vidne, Niels Pedersen af Vejen:

  1. ja, vidnet var derinde, da de 3 omvundne vadestedridere var der.
  2. Niels Sørensen Bæck udrider, da Hans Nielsen Kromand sad på en stol ved bordet, rejste sig op fra bordet og gik til Hans Nielsen og slog ham først under øret med den venstre hånd, siden med den højre hånd, og Hans Nielsen gjorde ingen nødværge, men Las Iversen tog ved Hans Nielsen, og gik begge ind i sengekammeret, hvorpå en af vadestedriderne sagde til vidnet, han kunne skøtte sig selv. Derefter gik vidnt hjem til sit hus og så ej videre, hvortil gik.

Hans Kragh tilspurgte vidnet,

  1. om ikke vadestedriderne kom fredel. i Hans Nielsen Kromands hus. - Vidnet svarede jo.
  2. Tilspurgt, om Hans Nielsen Kromand selv først yppede og begyndte klammeri med Nis Jepsen af Vejen. - Vidnet svarede jo, og det om en hest, som var klippet hale og man af imod ejermandens vilje.
  3. svarede vidnet på Kraghs spørgsmål, at da vadestedriderne sagde. det var en skælmsstykke at skære man og hale af en andens hest, sagde kromanden til dem, de var skælme, da det først var Niels Sørensen Bæckr gik til kromanden og gav ham omvundne figen.

Videre var vidnet bevidst. På tilspørgsel af Grundahl, at han ikke ved, så eller fornam, at Hans Knudsen eller Anders Pedersen haver tilføjet kromanden Hans Nielsen nogen hug eller slag.

Af Bierum tilspurgt, om vidnet kan sige med sandhed og uskadt samvittighed, at Hans Nielsen omvundne tid enten ved hårbreb, hug eller slag havde givet nogen årsag til de ham af udrider Niels Sørensen givne ørefigner og overfald i hans egen hus. Vidnet svarede nej. Videre af Bierum tilspurgt, om vidnet kan gøre nogen vis forklaring, at de tvende af hr. byfoged omspurgte udridere ikke kan have overfaldet og slaget Hans Nielsen, siden vidnet har afvundet at være gået straks bort, da udrider Niels Sørensen ham med ørefigen har overfaldet. - Vidnet svarede, at imidlertid han var i Hans Nielsens hus, slog de tvende udridere ham ikke, men hvad imellem dem kan være passeret, siden vidnet gik ud af huset, vidste vidnet ikke. Sluttel. tilspurgte Bierum vidnet, om han enten var bevidst eller at have hørt Hans Nielsen af nogen anden end omvundne udridere at være bleven overfaldet omvundne tid, hvorefter han den 16. dito ved døden .. - Vidnet svarede nej.

Grundahl i anledning af sidste quæstion tilspurgte vidnet, om han med god amvittighed kan bekræfte, at vadestedriderne alle tre ... er lige skyldige. Vidnet svarede nej, det vidste han ikke. - 2) Om da Anders Pedersen og Hans Knudsen vadestedridere har overfaldet kromanden Hans Nielsen enten med hug, slag, stød eller skud, som kunne enten være ham til skade eller ringeste årsag til hans død. - Vidnet svarede, han havde det ikke set eller ved derom at give forklaring.

Vidnet blev af retten tilspurgt, om han vidste noget mere denne sag til oplysning end allerede af ham afvunden, han det da ville udsige, hvortil han svarede nej.

3. vidne, Laurs Andersen af Vejen:

  1. ja, de trende udridere var derinde.
  2. udrideren Niels Sørensen stod op fra bordet, som han sad, og gik til Hans Nielsen, som sad på en stol for samme bord og slog ham først under det ene og siden under det andet øre med sin hånd eller næve, og gjorde Hans Nielsen ikke ringeste nødværge, hvorefter Hans Nielsen gik fra dem, neml. alle 3 udridere, ind i sit senge[=> AO2 8]kammer, og Lars Iversen med ham, og lukkede døren til for sig efter dem, hvorpå efter nogle ordveksling, som vidnet ej erindrer, udrideren Anders Pedersen og Niels Sørensen til til bemeldte kammerdør og sagde til de indenfor værende Lars Iversen og Hans Nielsen, at de skulle komme ud til dem, med de ord, Ellers ville de rende døren ned på dem, hvorpå Las Iversen lukkede døren op og gik tillige med Hans Nielsen ind i stuen til dem og satte sig på bænken bag bordet, hvor da der faldt nogle ord imellem dito Nielsen og vadestedriderne, som vidnet ikke erindrer hvad var. Derpå rejste udrider Niels Sørensen sig op og slog Hans Nielsen først under det ene og siden under det andet øre med sin hånd eller næve, hvor da Hans Nielsen og Lars Iversen rejste sig op og gik atter ind i sengekammeret fra dem; men imidlertid og førend de  kammeret indkom, hævede udrider Anders Pedesen sin pisk og slog, men hvem han høvede efter eller ville slå, vidste vidnet ikke, men ramte Las Iversen for panden. Videre forklarede vidnet, at der blev bedet ind med de ord til vadestedriderne, de ville lade Hans Nielsen have fred i sit eget hus; og så vidnet, at Hans Nielsen og Lars Iversen gik ind atter igen i kammert og lukkede døren til for sig, da vidnet gik ud på gaden.
  3. Om vidnet og ikke er bevidst, at Hans Nielsen og Lars Iversen flyede ud igennem oftbem.te sengekammervindue, hvortil vidnet svarede jo.
  4. Om vidnet ikke og er bevidst, at Hans Nielsen straks derefter samme tid blev skudt i sin gård af bem.te vadestedridere, og om vidnet kan forklare, hvo af dem det gjorde. - Vidnet svarede ja, men vidste ej, hvor af de 3 der havde gjort det, eftersom det for vidnet ikke var muligt at sige, siden det var mørkt, men forklarede, at der af dem blev gjort 2 skud, hvoraf den første nær havde ramt vidnet, og den anden traf Hans Nielsen, som råbte, Nu har I skudt mig, nu vil jeg gå til eder, så kan I gøre ved mig, hvad I vil. - Da blev vidnet bange og gik omkring i kålhaven og kom ind af en dør ud til haven ind i forstuen. Så kiggede vidnet ind i stuen, hvor udriderne og Hans Nielsen var inde, da lå Hans Nielsen på jordne, og var imidlertid 2 af bem.te udridere inde, af hvilke den ene bøjede sig ned til Hans Nielsen, da han lå på gulvet, og den anden gik på gulvet med sin pistoler; men hvem af dem det var, vidsrte vidnet ikke, ejheller så, at udriderne slog ham samme tid, men hvad de ... forinden vidnet indkom, kan have gjort, var vidnet ubevidst, dog hørte vidnet nok, Hans Nielsen råbte, de skulle skyde ham ihjel og ikke slå eller træde ham ihjel.
  5. Om vidnet ved eller og at have set Hans Nielsen at have gjort nogen nødværge ved den ham af udriderne tilføjede overfald, [=> fol. 96] hvortil vidnet svarede nej.

På mons. Kraghs spørgsmål svarede vidnet:

  1. at da han i Hans Nielsens hus indkom, sad vadestedriderne og andre derinde fredelig og samdrægtelig.
  2. at Hans Nielsen Kromand selv først begyndte klammeri med Nis Jepsen af Vejen, men som han gik ud og ,ind, kunne han ikke mærke, hvoraf klammeriet kom med vadestedriderne, men så Niels Sørensen Becker gav Hans Nielsen Kromand ørefigen. - Dernæst tilspurgt, om Hans Nielsen Kromand og Las Iversen, da de kom ud til ham på gaden, gik i byen at samle karle sammen med gevær og anden værge til at beskadige vadestedriderne med, og om vidnet ikke selv dertil blev brugt. Vidnet svarede, han efter Hans Kromands begæring gik til hans nabo, de skulle komme op og se, hvorledes det gik til; men om kromanden og Las Iversen var efter nogen, det vidste vidnet ikke. - Endnu tilspurgt, om vidnet ved, hvem det var, der slog vadestedrideren Hans Knudsen og Niels Bekker, da de var udgået til deres heste, svarede, det vidste han ikke, såsom det var mørkt, men havde hørt, at Hans Nielsen Kromand havde haft selv en stok som en skolvskaft i hånden. Ydermere lforklarede på spørgsmål, at han ikke ved eller så Niels lSørensen Bekker enten slog, sparkede eller trådtge Hans Nielsen videre end omvundne ørefigen. Hvem af vadestedriderne der skød eller hvis skud der træffede Hans Nielsen vidste vidnet ikke.

Mons. Kragh tilspurgte vidnet, om han ikke havde hørt, der samme aften eller nat skulle dreven nogle stude forbi, og hvis det var. - Mr. Bierum var nødtvungen af mons. Kraghs sidst tilførte at igentagesom forhen tilførte af mons. Kragh i denne tilfælde gjorte påstand med erindring til sættedommeren, at han slig unyttige quæstioner sagen uvedkommende dog ville se hæmmet og tilholde vedkommende at blive ved sagen i sig selv, og at der alene rekvireres, så vidt efter indløbne stævnemål ske bør, for at vorde vidende, hvo af de trende udridere til drabet kan have været årsag, eller om de alle har været i den gerning med, hvorpå han endnu atter tilbad sig sættedommerens lovforsvarlige assistance. - Mons. Kragh mente, atg bem.te quæstion, som mons. Bierum søgte tilsidesat, nødvendigi sagen behøves og dertil henhører; thi havde vadestedriderne ikke haft i erfaring om de omspurgte studes forbidrivelse, havde de ikke denn tid kommen til Vejen, og er desuden i den tanke, at den yppede klammeri skete for at hindre dem fra deres agtende forretninger; derfor påstod og formodede, vidnerne bliver pålagt at svare på, hvis begge parter til sagens oplysning fornøden eragtes. - Retten tilholdt parterne at blive ved hovedsagen og uden videre vidtløftighed end som fornøden gøres som i anledning af udløbne stævnemål samme såvel i allerunderdanigste følge af hans maj.ts allernådigste lov og udgangne forordninger forkorte og fremme, og for videre disputter imellem partrne at hæmme, blev vidnet denne sinde tilholden at svare på det til ham af mons. Kragh gjorte spørgsmål; men hvorvidt denne i tiden kan anses, beror til ved sagens endelighed og doms slutning. [=> AO2 9] Hvorpå vidnet på ovenmeldte spørgsmål svarede nej, han vidste dertil intet at sige.

Byfoged Grundahl tilspurgte vidnet:

  1. Siden vidnet forklarer om monsieur Bierums til ham formerede quæstioner, at Hans Nielsen Kromand og Lars Iversen, som var med ham i kammeret, flyede ud igennem vinduet, så er spørgsmål, om nogle af vadestedriderne satte ham efter og forcerede ham, nemlig kromanden og Las Iversen ud af vinduet. Det vidste vidnet ikke, som han imidlertid var ude.
  2. Hvor vidnet var på den tid, da bem.te kromand og Lars Iversen, som forklaret er, kom ud af vinduet, og om han det selv så. - Vidnet svarede nej, han så det ikke eller ved, hvorledes de kom ud, men har hørt, de kom ud af vinduet.
  3. Om vidnet ved, hven af vadestedriderne eller andre skød det første skud. - Vidnet svarede, at en af vadestedriderne skød, menhvem af dem, det vidste han ikke.
  4. Om der var flere inde i stuen hos vidnet, da han foregiver at have set Hans Nielsen liggende på gulvet i den anden stue. - Svarede, der var ingen andre, så vidt han ved, uden den indstævnede Knud Jepsen.
  5. Siden vidnet har forklaret på mons. Bierums 5. quæstion, at Hans Nielsen ikke gjorde nødværge imod vadestedridernes overfald, så er spørgsmål, om vidnet har set, at vadestedrider Hans Knudsen eller Anders Pedersen har tilføjet Hans Nielsen Kromand nogen skade, slaget, stødt, sparket eller trådt ham. - Vidnet svarede nej, han havde det ikke set anderledes end som forhen er forklaret, men nu med dette tillæg, at han ikke vidste eller har set, at bemeldte vadestedrider Anders Pedersen eller Hans Knudsen har slaget, stødt, sparket eller trådt Hans Nielsen, som spørgsmålet omformelder, men om det uden hans påsytn kan være sket, vidste han ikke.

Bierum har måttet fornemme af hr. byfoged Grundahls tredie tilførte quæstion, hvorledes han har behaget at rekvirere hos vidnet om det første skud og ganske forbigået det andet, som begge af udriderne sket er, i hvad tanke eller hvad hr. byfoged Grundahl måtte have, m¨ham selv være bedst bekendt; men nok er det, at vidnet med flere har forklaret, at begge skud, hvoraf den ene træffede Hans Nielsen, er sket af udriderne, sluttelig ville Bierum hos vidnet fornemme, om ikke Hans Nielsen efter de skud og videre overfald ham af udriderne imellem 13. og 14. april sidst blev tilføjet, påfølgende 16. dito ved døden afgik, hvortil vidnet svarede ja, og vidste vidnet ikke nogen andre end som omvundne udridere [=> fol. 97] Hans Nielsens banemænd.

I anledning af vidnets sidste svar, at han ikke ved nogen anden end vadestedriderne at være Hans Nielsens banemænd, da han, vidnet, tilforn havde forklaret ikke at have set, at vadestedriderne Anders Pedersen eller Hans Knudsen at have tilføjr den afdøde nogen stød, slag eller skade, så er spørgsmål, om han virkelig på hans samvittighed kan vide, at disse er skyldige i bem.te Hans Nielsens død. - Vidnet svarede, han vidste ingen anden, men ikke kunne sige, om de var virkelig gerningsmænd eller ikke, såsom han dem ikke har set. - Retten tilspurgte dette vidne ligesom forrige, om han vidste noget videre til sagens oplysning, hvortil han svarede nej.

På vidnet Maren Hansdatter af Vejen hendes vegne var her ved retten til stede tvende mænd, navnl. Simon Pedersen og Laurs Jørgensen, begge af Vejen, for hvilke hun sit vidne i denne sag edelig havde aflagt, eftersom hun ikke næstleden 16. maj, da hun i retten efter indstævning mødte, til forhør blev admitteret formedelst årsag, som protokollen udviser, og hun straks derefter, eftersom hun efter hendes faders Hans Nielsens død ikke havde nogen tilhold, men hos fremmede nødes til at søge sit brød og til den ende straks rejste til Rensborg, hvilket hendes vidne bemeldte tvende mænd erbyder sig i retten at aflægge, ligesom hun det for dem edelig har bekræftet, og med deres ed efter loven kan stadfæste. - Herimod påstod kontraparterne, at siden den forrige forfald ikke er gyldig efter lovens pag. 95 art. 1 (Danske Lov 1-10-1), og vidnesbyrdet efter lovens 104 art. 4 samt 106 art. 7 personligtbør møde i retten at svare parterne på spørgsmål, så påstås, at de fremstillede mænd ikke på slig måde bør antages, heller hendes vidne fremføres, allerhelst kontraparterne end ikke i det ringeste er bleven advaret, da hun sit vidne for fremstillede tvende mænd skal have aflagt; skulle herimod noget blive foretaget, som folks liv og velfærd angår, håber kontraparterne, det for nole og intet bliver anset, da sættedommeren lettelig kan skønne, at al ret og sandheds oplysning på kontraparternes side på slig måde beskæres. - Retten kunne ikke i sådan hast, siden aftenen påtrænger, kende parterne i aften imellem, men som flere vidner i denne sag er uafhørt, så opsættes dette begærede skilsmisse i denne post så vel som flere vidners førelse til i morgen betimel. klokken 8 slet, da parterne såvelsom vidnerne samt de 8 stokkemænd sig til samme tid haver sig at indfinde. Desårsag retten denne sinde ophæves.

Fredagen den 25. juli 1738:

Samme foged, skriver og stokkemænd som igår.

Retten resolverede på den dispute, parterne imellem faldt, angående det fraværende vidne Maren Hansdatter, afg. Hans Nielsens datter, som ved tvende mænd, Laust Jørgensen og Simon Pedersen af Vejen er blevet afhørt før end hendes bortrejse til Rensborg, således: At retten ikke lovforsvarligen så at kunne nægte dette vidnesbyrd for tvende mænd aflagt, men samme antog, ligesom de bemeldte tvende mændsamme af hende mundtl. og edeligt har annammet, hvilke de skriftl. af hende har anført, når de samme til protokollen således lader tilføre og samme corporlig beediger, hvilket hvorvidt efter contraparternes protester bør anses, skal ved doms afsigt vorde observeret. -Hvorefter olvenmeldte mænd, Laust Jørgensen og Simon Pedersen for retten fremkom og forklarede således: Maren Hansdatter aflagde sit vidne for os således d. 21. maj, at imellem 13. og 14. apr. var i hendes faders hus i Vejen 3 Kolding udridere, Hans Knudsen, Anders Pedersen og Niels Sørensen, [=> AO2 10] hvilken sidste overfaldt, neml. Niels Sørensen :/ hendes fader, som sad ved bordet på en stol, med ørefigen, hug og slag, som hendes fader uden nødværge at gøre imodtog og flyede ind i sin sengekammer, hvorhen de alle tre udridere forfulgte ham, olg den ene navnl. Anders Pedersen vendte den store ende af hans pisk i vejret over Las iversens hoved, som stod i døren og hindrede dem ej at komme til ham, og sagde Anders Pedersen til ham, gik han ikke bort fra døren, skulle han slå ham for panden, han skulle ligge, og Lars Iversen nødes til at gå fra døren og hendes fader nødt til at gå ud til dem i stuen, da de igen anfangede og Niels Sørensen udrider gik til ham og slog ham under øret mange gange, så hendes fader flyede atter ind i sengekammeret, og Laurs Iversen med ham, for at have frem og fik døren for sig i lås, da alle tre udridere stormede i stuen og ville ind til dem, truede at ville gøre så og så, da hendes fader og Lars Iversen af frygt for dem flyede ud af vinduet til haven. Noget derefter tog alle udriderne deres pistoler og gik ud i gården, hvor de skød tvende skud, men hvo af dem det var, vidste hun ikke, men løb ud ad byen om hjælp, efter at udriderne igen indkom med hendes fader i huset, da han derinde atter zf dem var bleven overfalden. Men det så hun ikke, såsom hun da var i byen om hjælp, men da hun af byen indkom, så hun hendes fader imellem dem i stuen, og hans bukser var våde og blodet randt. Da hendes fader sagde til hende, Hent to mænd, jeg kan blive synet, og præsten, jeg kan tale med; jeg lever ikke. Imidlertid red de bort.

Grundahl på vadestedridernes vegne med reservation til, hvis han imold rettens idag afsagte interlocutoriekendelse og det protokol. tilførte forhør i sin tid kunne have at påanke, xtilspurgte de fremstillede vidner Las Jørgensen og Simon Pedersen, efter hvis begæring de samme forhør haver holdt over hendes, neml. Maren Hansdatters udsagt. Svarede, Maren Hansdatter selv har begæret det. - 2) Ihvis påhør og nærværelse samme forhør blev holdt, om ikke mons. Otto Diderich var nærværende, hvortil de svarede, Otto Diderich Bierum Bierum samme tid var til stede og mange flere. - 3) På hvad sted og i hvis hus forhøret blev holdt? - Svarede, i hendes fader Hans Nielsens hus. - Om vidnerne var udmeldt af retten eller hr. herredsfoged, og om forhøret skete med hans tilladelse? Svarede, at de hverken af retten eller herredsfogeden var udmeldt, men som før er meldt, efter Maren Hansdatters begæring, og om det var efter herredsfogedens tilladelse, vidste de ikke. - Bierum ville tjenstl. af hr. byfoged Grundahl begære og udbede, han ville behage og alene rekvirere om den bare sandhed, hvo af udriderne ved hvilken drabet sket er, der er skyldig enten en, to eller dem alle tre, og ikke opholde retten, tiden og vidnerne om det, som ikke er eller kan være at anse, og hvis han ikke dertil imod forhåbning skulle findes villig, tillod Bierum sig rettens lovforsvarl. assistance, hvilkenhan da således uden nogen videre protest lod bero derpå. - Grundahl svarede, at dersom nogen af vadestedriderne skulle være skyldig i Hans Nielsens død, ønskede han, at den ret skyldige måtte blive opdaget, [=> fol. 98] hvilket Grundahl overlader til mons. Otto Diderich som actor at søge oplyst, på det, de som uskyldig befindes, kunne blive befriet for undgældelse. Ellers bad Grundahl, at retten ville behage mons. Otto Diderich at fraholde sig at indfalde med ... til vidnesbyrdene, medens Grundahl fremfører hans quæstioner, da det alene tilkommer retten at tage vidnernes svar og samme selv protokollen lade tilføre uden ringeste hinder af Bierum, hvilket ellers confunderer vidnernes udsagn og ophold til sagens fremmelse. I forventning af rettens assistance Grundahl tilspurgte for det 5) vidnerne, om de begge eller en af dem havde tilkendegivet parterne, enten mons. Kragg, Grundahl eller nogen af vadestedriderne, dette af dem holdte forhør, tiden eller steden, hvortil vidnerne svarede nej. - og 6) om ikke mons Otto Diderich, siden han var nærværende, gjorde spørgsmål til Maren Hansdatter eller spurgte hende om noget hendes vidende angående, eller om han ikke sagde dem ... ... i deres forretning, hvorefter de skrev. Vidnerne svarede, at Maren Hansdatter fortalte selv sit vidne for dem, hvorefter Simon Pedersen det skrev på papir, at de her ved tinget kunne erindre.

Hans Kragh formodede, at Maren Hansdatters forklaring, så vidt det strider imod forhen førte vidner, der siger, udrideren Niels Sørensen Bæcker ikke har tilføjet Hans Nielsen Kromand nogen hug eller slag anden end ørefigen, bliver uefterrettelig foruden at hendes vidne isig selv fører nullitet med sig.

5. vidne, Knud Jepsen af Vejen:

Til Bierums spørgmål:

  1. han var ikke nærværende, da Hans Nielsen først i sit hus er bleven overfalden.
  2. Tilspurgt, om vidnet var nærværende, da Hans Nielsen den omvundne tid blev skudt, svarede, at han stod ved Hans Nielsens kvistgård, og Hans Nielsen, så vidt vidnet kunne skønne, stod samme tid i hans gårds led.
  3. Om vidnet er vidende og har set, at Hans Nielsen omvundne tid blev skudt. Svarede, at Hans Nielsen blev skudt samme tid på omvundne sted.
  4. Om der ikke samme tid, før end han blev skudt, blev af omvundne udridere skudt 2 skud, hvoraf den ene, om ikke begge, træffede Hans Nielsen. Vidnet svarede, de skød tvende skud, men ved den sidste skud klagede Hans Nielsen sig, og samme skud træffede ham; men om det første skud træffede ham, vidste vidnet ikke.
  5. Om vidnet kan forklare, om de tvende skete skud blev skudt af en af omvundne udridere eller af tvende af dem. - Svarede, det vidste han ikke.
  6. Om vidnet kan forklare, hvad for en af dito udridere der skød det skud, hvorved Hans Nielsen blev beskadiget og ventel. årsagen til hans død. Svarede nej, han vidste det ikke, såsom det var mørkt.
  7. Sluttelig blev vidnet af Bierum tilspurgt, om han er bevidst, at Hans Nielsen, efter at denne omvundne ham tilføjede skud og overfald varsket, derpå den 16. dito ved døden afgik. Vidnet svarede, at Hans Nielsen døde ugenfær en døgn derefter.

Hans Kragh tilspurgte vidnet:

  1. Hvad tid han kom til Hans Nielsen. - Svarede, imellem midnat og dag kom vidnet til Hans Nielsen, og stod han samme tid alene i hans gårds led.
  2. Tilspurgt, af hvem vidnet var kaldet til at komme der. - Svarede, Las Andersen, som forhen vundet haver, havde begæret vidnet at komme.
  3. Svarede, at han blev kaldet for at komme at stoppe klammeri, som var imellem vadestedriderne, og Hans Nielsen havde en liden kæp i hans hånd, som stod ved hans seng. [=> AO2 11]
  4. Svarede, at kromanden Hans Nielsens datter Maren Hansdatter rakte en flint ud af vinduet i toften til vidnet; men der var intet i den, og samme flint blev udleveret på den måde, at en af dem ville skyude en af vadestedridernes heste under dem for at tage dem op, efter at Hans Nielsen var skudt. Og samme tid var Las Iversen af Gruehuset til stede, som vidnet overleverede bemeldte bøsse.
  5. Tilspurgt, om vidnet så, hvor vadestedriderne stod, da omvundne tvende skud gik af. Svarede, at de komme alle tre ud af Hans Nielsens dør samme tid, og den ene gik lidet østen for ved huset, men hvem det var, vidste vidnet ikke.
  6. Om de kunne oppe ved huset se, hvem der stod i gårdsleddet og oppe i gården? - Svarede, det kunne vidnet ikke egentl. vide, uden de kunne høre det på hans røst.
  7. Hvorledes vidnet da kunne stå oppe ved kvisten og se Hans Nielsen i gårdsleddet? - Svarede, han kunne ikke se ham så grqandt, men kunne skimme ham noget, tilmed kendte ham på hans røst, som han syntes var: Kom herud, karle. Skyder I een, så er her flere igen. Og dette var, før end der blev gjort skud og efter at udriderne var udkomne. Videre forklarede vidnet, at da Hans Nielsen var skudt og indgåen, var vidnet gået efter og kom så vidt, han fik den ene fod inde døren i forstuen, da han så tvende af vadestedriderne var derinde, hvoraf den ene gik på gulvet og den anden stod ved Hans Nielsen og sagde, Du har fortørnet os i aften som en hundsfot, og så, bemeldte vadestedrider rørte armen op og neder, men ikke, at han rørte Hans Nielsen.
  8. Videre blev vidnet tilspurgt, om han ikke ved eller så, hvem det var, der slog først Hans Knudsen udrider,d da han var gået at se til deres heste og siden udrideren Niels Sørensen Bæcker tvende slag, da ealle trende vadestedridere var udkommen. Vidnet svarede, at da han kom til Hans Nielsen, gik Hans Nielsen for ved vidnet op til døren, da en af udriderne, - hvem det  var, vidste vidnet ikke, - kom og ville gå ud af døren, tren Hans Nielsen om ved siden af døren med en stk. træ, som han havde i hånden, og slog til bem.te vadestedrider; hørte det skrappede, men hvor han ramte ham, vidste vidnet ikke. Da bemeldte udrider gik ind igen tilbage, og Hans Nielsen Kromand tillige med vidnet blev udenfor, da Hans Nielsen gik køsten fra vidnet, men hvor han gik, vidste vidnet ikke. Men vidnet blev stående i beråd, om han skulle gå ind eller ikke, men blev dog udenfor og gik eller blev stående ved kvisten, hvilket alt passerede, førend alle trende udridere kom ud, og der blev skudt. Så eller ved ikke, hvem der, som omspurgt er, haver slaget vadestedrideren Niels Sørensen, da de alle trende kom ud. Ved ellers ikke, at samme nat skulle dreven nogen stude forbi, ikke heller ved, hvem der først har våren årsag til kalmmeriet i kromandens hus.

Bierum fandt sig anlediget af vidnets svar, hvor han siger og afvunden haver at have været i Hans Nielsens hus og i forstuedøren uden for den stue, hvor Hans Nielsen og omvundne vadestedridere var inde, [=> fol. 99] og siden forklarer at have stået ude og betænkt sig, om han turde gå ind, vidnet ydernere at tilspørge

  1. hvorledes han kom  ind i stuen, som han afvundet haver at være ude, og hvad dertil var årsag. Vidnet svarede, at Hans Nielsens liden datter kom til vidnet i haven og ville have, at han skulle gå ind med hende.
  2. Om vidnet ikke, førend han kom i haven, hvor han siger, barnet kom til ham, hørte ved kvisten, hvor han har afvundet at have stået, det Hans Nielsen gav sig, klagede ynkel. i stuen indenfor, og om vidnet ikke hørte, han sagde, Skyder mig ihjel, men slåer og træder mig ikke ihjel. - Vidnet svarede, han hørte ved kvisten, Hans Nielsen gav sig inde i stuen me de ord: Oh, ja. Han hørte og ved døren, at Hans Nielsen sagde, Træder og sparker mig ikke, men skyhder mig ihjel. Men vidnet så ikke, at vadestedriderne enten trådte eller sparkede Hans Nielsen.
  3. Da vidnet, som forklaret er, siger sig at have hørt Hans Nielsen, da vidnet var uden for huset, klagede og ... sig inde i stuen, så er spørgsmål, om han med ed kan bekræfte, at vadestedriderne da ikke kan have trådt og sparket ham. Vidnet svarede, det vidste han ikke.
  4. Om vidnet ved nogen anden at være Hans Nielsens banemand end omvundne udridere, alle tende eller nogen af dem? Vidnet vidste ingen anden.

Grundahl i anledning af vidnets svar på sidste quæstion tilspurgte vidnet, om han virkel. har set eller ved, at vadestedriderne den ene eller den anden har tilføjet Hans Neilsen dødelig skade. - Svarede, at han så, de alle tre vadestedridere kom ud af Hans Nielsens dør, som afvundet er, og hørte tvende skud af udriderne, men hvem af dem, det var, vidste han ikke. - 2) Om vidnet da kan sige med god samvittighed, at vadestedriderne virkel. er alle tre er Hans Nielsens banemænd. Vidnet svarede, at en af de tre udridere er hans banemand, men hvem af dem, det vidste vidnet ikke.

6. vidne, Hans Poulsen fra ibm.:

  1. som svarede på Bierums første spørgsmål ej samme til at have været nærværende, men kom siden, og da Hans Nielsen var ude i gården. - Hvorefter Bierum da tilspurgte vidnet for det
  2. om han ikke er vidende, at omvundne trende udridere var samme tid inde i Hans Nielsens hus eller gård, og at vidnet ville forklare, hvor de var, da vidnet kom i bem.te Hans Nielsens gård. Vidnet svarede, alle trende udridere var i Hans Nielsens hus, da vidnet først kom.
  3. Om der ikke af bem.te udridere blev gjort tvende skud og Hans Nielsen af den ene skud blev skudt. Vidnet svarede jo.
  4. Om vidnet ikke hørte eller så, at omvundne trende udridere derefter, da Hans Nielsen var skudt, fik ham ind med i huset igen. Vidnet svarede, at da Hans Nielsen var skudt, sagde Hans Nielsen til vadestedriderne, Nu har I skudt mig i mit lår, I ærlige (uærlige?) karle; nu vil jeg gå ind til eder, så må i g-re ved mig, hvad I vil. Hvorpå de to gik ind med Hans Nielsen og den tredie blev udenfor. Men hvem det var, vidste han ikke. Vidste ikke heller at forklare, hvem af vadestedriderne som gjorde de tvende skud.
  5. Om vidnet var inde i huset, da udriderne var derinde med Hans Nielsen? - Vidnet svarede nej.
  6. Hvor nær vidnet var huset, da udriderne og Hans Nielsen var inde? - Svarede, at var vesten for gården i toften og ej nærmere huset, førend udriderne ville ride bort, da han gik over i haven ved Hans Nielsens hus og da hørte Hans Nielsens børn inde ... skreg og råbte, de sparkede deres fader.
  7. Om omspurgte vadestedridere var inde i stuen hos [=> AO2 12] Hans Nielsen, da børnene skreg og råbte, som afvundet om? - Vidnet svarede, de tvende af de trende vadestedridere var derinde, men hvem det var, vidste han ikke, men havde hørt af andre, at det skulle have været Hans Knudsen, som var udenfor.
  8. Om vidnet havde hørt foruden den omvundne skrig og råb, af børnene sket er, at Hans Nielsen foruden den ham tilføjede skud og første overfald i sit hus af udriderne efter skuddet i sit hus af bemeldte udridere atter er blevet overfaldet? - Svarede, at han vel hørt det af andre, men ikke set det, og de, som han havde hørt det af, var indstævnede vidner, så vidt han ved sig at erindre.
  9. Om vidnet ikke er sig bevidst, at siden denne overfald med hug, skud, stød eller slag, Hans Nielsen er blevet tilføjet imellem 13. og 14. apr. sidst, at han derpå d. 16. dito ved døden afgik. - Vidnet svarede ja.
  10. Om vidnet enten ved eller og hørt haver andre at være Hans Nielsens banemand end omvundne udridere? - Svarede vidnet nej, han hverken ved eller har hørt andre, men egentlig hvo af samme udridere er rette og sande banemand, vidste vidnet ikke.
  11. ville Bierum hos vidnet fornemme, om han vidste noget mere til denne sags oplysning, end omspurgt er, han da det her ved retten ville tilkendegive, ,således at han det med en god samvittighed kan bekræfte og ej noget at have dølget. - Svarede, at så vidt han nu erindrer, vidste han ikke mere.

Hans Kragh tilspurgte vidnet, ved hvad tid han kom til Hans Nielsen. - Svarede, det var over midnat. - 2) Hvor Hans Nielsen denne tid var? - Svarede, da var han ude i hans gård, og havde han haft bud efter vidnet, som var før end udridernes udkomst og før der blev skudt, og sagde budet til vidnet, at han skulle komme op til kroeret, kromanden var blevet uens med udriderne, og da vidnet kom til Hans Nielsen som meldt, råbte bemeldte Hans Nielsen til udriderne, nu skulle de komme ud; ville de skyde, så skulle de nu skyde; skød de een, så var der flere igen; vi har også at skyde med. Men vidnet så ikke andet, end Hans Nielsen havde et stk. træ i hans hånd. Da vidnet gik fra Hans Nielsen om vest gården og så ikke, hvad passerede, førend de hørte begge skuddene. Da udriderne var bortreden og vidnet kom ud af haven, så han Las Iversen af Gruehuset gik med en flint. Så hverken først eller sidst udriderne slog Hans Nielsen, ikke heller ved, hvem af dem har våren årsag til klammeri, ej heller ved noget af studene samme nat skulle være dreven forbi. Videre forklarede vidnet, han ej selv havde andet i hånden end en liden egekæp, da han blev indkaldt til Hans Nielsens gård.

Af Bierum tilspurgt, om omvundne udridere var inde i Hans Nielsens hus eller i gården udenfor, da denne tale af Hans Nielsen skal være sket. Vidnet svarede, enten de var inde i huset eller i døren, vidste han ikke, men råbet mente han nok de kunne høre, såsom han råbte højt. - Videre af Bierum tilspurgt, om Hans Nielsen da gav bem.te udridere enten ved hug eller slag nogen årsag til at skyde. - Vidnet svarede nej, forklarede derhos, da skuddet skete, var han vesten gården.

På Grundahls spørgsmål svarede vidnet, at han havde hørt af Nis Jepsen og Nis Hansen af ... ... kunne se, end det jo var Hans Knudsen .... som var ude ved hesren i gården, medens [=> fol. 100] de tvende andre vadestedridere var inde i stuen.

7. vidne, Mads Nielsen ibidem:

Svarede på Bierums spørgsmål, 1) at han ikke var nærværende. - På de andre af citantens såvelsom øvrige spørgsmål og kontraparterne vandt vidnet det selvsamme som næstforrige vidne afvunden haver, dog vidste vidnet, at det sidste skud, som blev skudt i gården ... træffede kromand Hans Nielsen, mens det første ..., og havde vidnet, da han blev kaldet ned hos benævnte kromand, med sig en egekæp i hånden.

8. vidne, Søren Pedersen af ibidem,

som fulgte næstforrige vidne Mads Nielsen, undtagen at vidnet ikke havde kæp med sig, men hans bare(?) hænder. Ellers forklarede, at Las Iversen af Gruehuset var den, som ...vidnet til Hans Nielsens, at vidnet skulle komme derhen, såsom Hans Nielsen og udriderne var uens.

9. vidne, Nis Hansen af ibidem.

som svarede på bierums spørgsmål,

  1. ej at være nærværende omspurgte tid.
  2. Omvundne tid var ej flere inde i Hans Nielsens hus end 2 af titbenævnte vadestedridere, som var Anders Pedersen og Niels Sørensen, men Hans Knudsen stod uden døren i gården ved hestene, og var skuddene sket og Hans Nielsen skudt, da vidnet kom.
  3. vidste vidnet intet af, ejheller kunne gøre nogen forklaring om, eftersom han ikke var nærværende.
  4. do.
  5. er af vidnet forhen forklaret.
  6. kunne han ej give anden forklaring på end på andet spørgsmål.
  7. svarede, at da vidnet kom i døren i Hans Nielsens hus, efter at Hans Nielsen var skudt, kom en af Hans Nielsens døtre, som er en liden vanfør pigebarn, og bad vidnet med det ord, For Guds skyuld, hanville komme ind og hjælpe hendes fader, udriderne ville slå ham ihjel, hvorpå og af slige ord vidnet holdt sig tilbage og kom ej videre end til kø.kkenet, som varnet kom til ham, og imidlertid vidnet stod der, hørte han Hans Nielsen råbe inde i stuen således: A, vi er ..., er der nogen, der kan hjælpe mig, da hjælpe de mig; og forklarede at ingen andre var samme tid inde i stuen hos Hans Nielsen end vadestedriderne Ander Pedersen og Niels Sørensen; Hans Knudsen stod desmidlertid ved hestene, som af vidnet forhen forklaret er. Ydermere forklarede vidnet, at omvundne 2 udridere Anders Pedersen og Niels Sørensen udskældte Hans Nielsen med hårde og grove ord, hvoraf han kunne erindre skælp og kanalje, men Hans Nielsen hørte han intet andet af , end han bad om fred, men men omvundne skældsord kunne vidnet ikke forklare, hvem af dem samme ord udtalte. Og blev vidnet udenfor, hvorhen han ud af køkkenet var udgået, og imidlertid han der stod, kom en af de tvende da inde værende udridere, Niels Sørensen og Anders Pedersen, ud til døre og sagde [=> AO2 13] til Hans Knudsen, som var udenfor, Hvad er det for en, dér står, som var vidnet ment, hvortil Hans Knudsen svarede, det var en, der ville have for en skilling brændevin. Da Hans Knudsen sagde ydemere til den udkommende udrider, Lad os ride vor vej, her er intet at bestille; men enten det var Anders Pedersen eller Niels Sørensen, der udkom, vidste vidnet ikke; men da samme indgik, hørte vidnet, han sagde, det  var nogen skælmsfolk i kroeret, og djævelen skulle regere dem. Straks derefter udkom de begge til Hans Knudsen, satte sig så tillige med ham hver på sin hest og red bort. Da de var bortreden, gik vidnet ind i stuen til Hans Nielsen, som sad ved sin bordende og klagede sig, hvorledes han var medhandlet, med dette tilllæg, han levede ikke, og bad han vidnet at han ville se hvorledes han var handlet, da vidnet gik til ham for at se det, men Hans Nielsen kunne ikke rejse sig, før end vidnet kom ham til hjælp pog fulgte ham ind til hans seng, og ved det de trækkede ham ud af sine klæder, så vidnet mage (mange?) på Hans Nielsens legeme skudt, så vidt vidnet kunne skønne, var det rendkugler(?); så vidnet så to huller på hoftet og nedenfor på låret 4-5 hulller, hvilket vidnet ikke just kan erindre sig. Andre steder på hans legeme end på låret så vidnet ikke Hans Nielsen af skud eller i andre måder at være beskadiget enten af skud eller andet.

Grundahl tilspurgte vidnet:

  1. at som han forklarer, da han var ude i gården hos Hans Knudsen og foregiver at have hørt, at Hans Nielsen inde i stuen og råbte Oh ve, oh v..., og ne, som vidnet forklarer var Niels Sørensen og Anders Pedersen, skal have skældt inde i stuen, så er spørgsmål, om han på hans samvittighed kan vidne, at det var vadestedriderne, den ene eller den anden, og ikke andre som skældte, siden vidnet ikke selv var så nær ej heller i stuen. Vidnet svarede, at det var vadestedriderne, som skældte Hans Nielsen.
  2. Siden vidnet ikke var inde i stuen samme tid, hvoraf han da så vist kan sige, at det var en eller begge vadestedriderne skældte. Vidnet svarede, at han kunne se dem igennem vinduet, begge udriderne så vel som og kunne høre deres ord, men ej kunne går forskel på, hvem af de tvende udridere ordet udtalte, og havde ham, nemlig Hans Nielsen imellem dem i stuen ved bordet, og undertiden kunne vidnet se hovedet af Hans Nielsen og undertiden ikke.
  3. Om vidnet kan bekræfte, at enten Niels Sørensen eller anders Pedersen havde hånd lagt på Hans Nielsen , imidlertid han efter vidnets forklaring var ibemmel benævnte vadestedridere? - Vidnet svarede nej, det så han ikke, ej heller så vidnet, at nogen af disse 2 udridere enten sparkede eller slog Hans Nielsen.
  4. Om vidnet den tid kendte Anders Pedersen og Niels _Sørense udriderne. Vidnet svarede, at han ikke kendte udriderne anderledes end på dette, at Hans Knudsen stod udenfor, så måtte det jo være de andre tvende, dere var inde [=> fol. 101] i stuen; vidste ikke heller at gøre nogen forskel enten på Anders Pedersen eller Niels sørensen Beck, formedelst at vidnet ikke er bekendt med dem og derfor ej ved at gøre forskel på dem.

Bierum tilspurgte vidnet, om han ikke er bevidst, det Hans Nielsen, efter at han ved hug, skud stød eller slag af vadestedriderne var bleven overfalden imellem 13. og 14. april sidst, at han deraf den16. dito ved døden afgik. Vidnet svarede, at han døde ungefær en fire og tyve timer efter at omspurgte ham var tilføjet. - Videre tilspurgt, om vidnet enten ved eller hørt haver, nogen anden eller andre at være Hans Nielsens banemand end omvundne udridere. Vidnet svarede, at han vidste ingen anden, ej heller havde hørt tale om andre at være Hans Nielsens banemænd end omvundne udridere; havde og hørt af dem, han havde hørt ... derom, at Hans Knudsen var der udenfor.

Grundahl videre tilspurge vidnet, hvoraf han ved, at ingen andre er Hans Nielsens banemænd end vadestedriderne, da han dog tilforn har forklaret, at han hverken har set, at nogen af dem enten har skudt, stødt, slaget, sparket eller lagt hånd på Hans Nielsen. Vidnet vidste det ej af andet end hvis han af andre derom har hørt.

Sluttel. af Bierum tilspurgt, om vidnet har set Hans Nielsen givet nogen anledning, som kunne forårsage den på ham øvede overfald og drab. .- Vidnet svarede, det vidste han ikke af, formedelst han  imidlertid ikke var nærværende og ikke så klammeriet. - Bierum så sig af hr. byfoged Grundahls tilførte sidste spørgsmål og vidnets derpå givne svar anlediget at tilspørge vidnet, om han da ved, at Hans Nielsen enten har givet nogen anledning til den på ham øvede gerning af udriderne eller ikke. Vidnet svarede nej, det vidste han ikke, enten han havde givet anledning dertil eller ikke.

10. vidne, Jens Poulsen fra ibidem:

  1. var ej nærværende ved første overfald.
  2. kan derfor ej gøre nogen forklaring (herom).
  3. Af Bierum tilspurgt, om vidnet så imellem omvundne 13. og 14. april, at Hans Nielsen blev skudt. Vidnet svarede, det så han ikke såsom han igen var bortgået, for end der blev skudt.
  4. Når vidnet kom til Hans Nielsens hus, og om vidnet var derinde. Vidnet svarede, at han kom til Hans Nielsens hus først, da Lars Iversen af Gruehuset var inde med Hans Nielsen i sengekammeret.
  5. Om vidnet da så omvundne udridere inde i Hans Nielsens stue, da Hans Nielsen og Lars Iversen var inde i sengekammeret. Svarede ja, udriderne var i stuen samme tid.
  6. Om vidnet ikke [=> AO2 14] så og hørte, at omvundne vadestedridere gik i stuen, larmede og truede, at dersom de indenfor i kammeret værende, Hans Neislen og Lars Iversen mælede et ord, ville de slå døren ned, med flere ord. - Vidnet svarede, at han hørte af vadestedrideren Anders Pedersens mund, som gik til sengekammerdøren og sagde med de ord til Hans Nielsen Kromand, han skulle gå i hans seng. Derpå Hans Nielsen gav til svar, Jeg har betalt det sted, jeg står på ... Udrideren Anders Pedersen gav til gensvar, at dersom Hans Nielsen ikke gik i hans seng, da skulle han læste ham derudi. Og videre blev udsagt af en af udriderne, men hvem af dem var, vidste vidnet ikke, de ville tale med ham, inden de skiltes ad. Derefter gik bemeldte udrider Anders Pedersen til sengekammerdøren med begæring, om han ikke måtte se ind til ham. Derpå gik Nis Jepsen af Vejen og Hans Kromands ældste datter med bedende, at Anders Pedersen udrider ville lade Hans Nielsen være i aften. Svarede derpå, Kan I ikke lade mig se ind til ham engang. Da gik en af udriderne til omvundne dør; men om det var Niels Sørensen eller Anders Pedersen, kunne vidnet ikke forklare. Ikke Heller, hvad ord da faldt. Da dette var sket, kom Las Iversen og Hans Nielsen ud af sengekammeret og satte sig ved bordet i stuen. Hvad ordveksling imellem dem faldt, kunne vidnet ikke erindre, kun så, det bemeldte Lars Iversen og Hans Nielsen gik atter ind i kammeret, og to af udriderne fulgte efter dem til kammerdøren, men hvem det var af de 3 udridere, kunne vidnet ikke forklare, men hørte, at en af de 3 udridere sagde, de havde våren her mange gange, men aldrig havde det været sådant, da nu en af de 2 udridere Anders Pedersen eller Niels Sørensen sagde, Dersom jeg havde en boldøkse (buløkse?), da skunne han nslå i stykker enten dør eller stænger. Hvilken af de ... det var, vidste vidnet ikke. Lidet derefter gik en af bemeldte 3 udridere ud for døren, men hvem af dem det, var vidste vidnet ikke, men hørte dog, da den samme kom ind igen, at han sagde til de andre, som inde i huset var, med de ord, de skulle komme ud, der var folk ude, som ville slå mennesker ihjel. Hvorpå de 2 vadestedridere gik ud imod den tredie, som ordene udsagde; men om de havde deres gevær med, kunne vidnet ikke forklare. Ellers berettede vidnet, at den ene vadestedrider Hans Knudsen var gået ud til ... af stuen i gården, før end den ene af vadestedriderne kom til stuedøren og sagde de omvundne ord, at der var folk ude at slå mennesker ihjel. [=> fol. 102] Mens Hans Knudsen igen ville gå ind, mødte Hans Nielsens ældste datter ham og sagde, Åh, Hans lille(?), lad det nu være i aften. Gav derpå til svar, Hvad kan jeg gøre derved? Men da alle 3 udridere var udgåen, hørte vidnet 2 skud, efter at vidnet var udkommen og gik hjem. Skuddene afgik i Hans Kromands gård, men hvem det var, der skød, vidste vidnet ikke, ej heller, om de 2 skud skete ved en eller 2 personer.
  7. Sluttelig af Bierum tilspurgt, om vidnet ikke er bevidst, at Hans Nielsen siden det ham tilføjede skud med videre imellem d. 13. og 14. april sidst, påfølgende 16. april døde. - Vidnet svarede, at han levede ungefær 24 timer, efter han var bleven skudt. Vidnet havde ikke set nogen med gevær i Hans Nielsens gård uden Lars Iversen i Gruehuset, som gik med en bøsse, efter at de 2 skud i Hans Nielsens gård var afgået; men om nogen var i bøssen, vidste vidnet ikke, ej heller var han vidende om de 3 vadestedridere havde gevær med dem eller ikke.

Grundahl tilspurgte vidnet, om han ikke ved eller har set, at der var klammeri imellem Hans Nielsen og Nis Jepsen af Vejen, og ellers har hørt, at Hans Nielsen udskældte vadestedriderne, før end de efter vidnets udsigende skal have b edt Hans Nielsen at gå til senge. - Vidnet svarede, at da Anders Pedesen bad kromanden at gå til sengs, gik anders Pedersen på gulvet og sagde, Hvad, er vi hunde, vi er jo kongens karle, men agtede ikke, om noget skilte(?) dem.
2: Om vidnet har set eller ved, nogenaf vadestedriderne har stødt eller slagen enten dør eller stolpe eller andet i huset, og overalt om vidnet har set eller ved, at nogen af vadestedriderne har stødt, slagen sparket eller skudt Hans Nielsen og ellers tilføjet ham nogen skade. - Vidnet svarede, han vidste ej noget om omspurgte post at gøre forklaring om.

Bierum, eftersom hr. byfoged Grundahl har formeret adskillige spørgsmål til vidnet, fandt sig foranlediget at tilspørge vidnet, om han har hørt nogen anden at have tilføjet Hans Nielsen nogen skud eller anden overfald end omvundne vadestedridere, samt om han har hørt nogen anden at være Hans Nielsens banemand. Til begge dele svarede vidnet nej, og vidste ingen anden rede at gøre til nogen opslyusning, end hvis han forhen afvunden haver.

Bierum ønskede gerne, at indstævnte og endnu uafhørte vidne Las Iversen af Gruehuset og for denne sinde kunne blive afhørt. Men som aftenen nu påtrænger og man desårsag ikke er forsikret at fået vidnet afhørt, så indstillede Bierum til sættedommeren, enten han nu, neml. vidnet, antages og muligen ikke kan få ham af formeldte årsag på alle sider afhørt, eller og han finder desårsag for godt at opsætte det til i morgen eller næstkommende [=> AO2 15] tingdag, dog med den condition, at parterne kan være forskiret til den tid. sættedommeren sagen i så måde med contraparternes consence opsætter. 7/8.


 

AO2 15:

Torsdagen den 31. juli 1738:

Ebbe Sørensen af Okslund i Lindknud sogn forestillede 2 varselspersoner navnl. Jens Pedersen og Thomas Mortensen, begge af Bobøl, som efter en medhavende memorial havde kaldet her til retten således som folio 103 udviser. De har talt med den indstævnede Christen Andersens  hustru. Ebbe Sørensen fremlagde sit skriftlige indlæg (fol. 103-104). På Christen Andersens vegne indfandt sig Christen Nielsen af Asserbøl og begærede, at retten ville tilholde Ebbe Sørensen at bevise, hvad adkomst han har til det omtvistede stk. kirkeeng. Ebbe Sørensen henholdt sig til sit indlæg og begærede sit forbudsvidne antaget. Retten ville fornemme ved Christen Nielsen, om han havde nogen dokumenter i hænde, hvorefter Christen Andesen kunne være berettiget til engen. Christen Nielsen svarede, ham i så måde var ingen dokumenter leveret. Derefter retten admitterede de 2 såkaldte forbudsmænd, navnl. Niels Pedersen af Okslund og Christen Christensen af Høeled at forklare deres forbud, som var således: At den 18. juli næstafvigte lod Ebbe Sørensen i deres påhør forbyde den indstævnte Christen Andesen, at han ikke måtte befatte sig med græsset eller høet på den omtvistede eng før end sagens uddrag og ej at føre det der fra stedet. Retten resolverede, at siden Ebbe Sørensen her i retten ved tvende forbudsvidner har bevist at have gjort forbud til Christen Andersen ej at bortføre græsset af det stk. eng Lindknud kirke tilhørende, citanten i fæste haver, altså kunne retten ej anderledes se end samme forbud jo lovl. at være og ved magt at stnde; og som græsset ej uden bedærvelse på stedet kan blive til sagens uddrag [=> fol. 103] beliggende, så kan Ebbe Sørensen samme hjembringe, så snart det tjenl. befindes, dog at han først samme ved tvende upartiske mænd samme lader taxere, hvor meget det kan være af værdi. 21/8.


 

Continuationsstævningen fra von Scholten til Estrup til Niels Sørensen Bæcher vadestedrider ved Kolding toldsted formedelst det manddrab på en højbemeldte herres bonde Hans Nielsen i Vejen - at møde torsdag den 24. juli. Stævningen er forkyndt den 28. maj for Niels Sørensen Bechers logement og talt med hans vært Niels Mikkelsen i Seest by. Læst på Nørrejyllands landsting d. 18/6.


 

Varselsmemorial fra Ebbe Sørensen i Okslund til Christen Andersen ibm. Varslet også anmeldt for sr. Anders Lundt på Estrup.

Ebbe Sørensens indlæg i retten til herredsfoged Søren Bierum: Et stykke eng Lindknud kirke tilhørende mig 1729 forundt er i fæste mit livs tid at nyhde, har min nabo Christen Andersenn i Okslund sig dette år bemægtiget at slå, rive og ventelig at  hjemføre. Desårsag for at nyde dito eng herefter, som hidindtil, jeg har været beføjet at lade ham ved tvende mænd forbyde høet derfra at bortføre eller bortføre lade ... ... at Christen Andersen ikke bør eller må befatte sig med høet at bortføre eller bortføre lade, før end han det nærmere ved sagens endelige udfald, om så sker :/ vorder tilladt; men mig, som engen til dato nydet og brugt haver siden 1729 tilladt at hjembringe, [=> fol. 104] på det høet ikke af kreaturerne og indfaldende uvejr skulle blive forødt, hvorimod jeg er overbødig derfor at være responsabel, såfremt han dertil ved sagens udfald og endelige doms afsibgt bedre end jeg :/ der dog aldrig skal befindes :/ kan være berettiget. Beder om, at retten vil pålægge Christen Anderesen at bevise sin adkomst. Beder om 3 ugers anstand i håb, at kirkens patron von Scholten kan komme hjem og sagen mindeligt kan blive afgjort.


 

fol. 104:

Torsdagen den 7. august 1738:

Drabssagen mod vadestedriderne. Otto Diderich Bierum afhører

11. vidne, Las Iversen af Gruehuset:

Bierum begærede, at han ville udsige og forklare alt, hvis han i denne sag kan være vidende til sandheds oplysning, allerhelst af de afhørte er fornemmet, han fra første anfang skal have været til stede på omvundne tid og sted, da Hans Nielsen er bleven skudt og videre overfaldet, og at retten gunstig ville behage hans vidne, ligesom han den udsiger, til protokollen ord efter andet uden nogen andens mellemtale at anhøre. - Grundahl på tilstedeværende vadestedridere Andes Pedersen og Hans Knudsen deres vegne ville have sig forbeholden imod dette vidne til hans agtende protest og påstand i nødige tilfælde og ellers overlod til retten, om vidnet forsvarl. kan accepteres, siden han af de fremførte vidner er overbevist at have været tillige med Hans Nielsen at samle folk med stokke og videre, som [=> AO2 17] vntelig har været årsag til det skud, som skal have træffet bem.te Hans Nielsen. - Bierum agtede ganske unødigt noget på hr. byfoged Grundahls tilførte at replicere, såsom han var forsikret, at retten i anledning af hans maj.ts allernådigste lov admitterede vidnet til forhør og sandheds udsigende. I vidrig fald reserverede Bierum sig, hvad der udi sin tid og på sit sted lovl. kan være at påanke med alle deraf flydende og følgende dependencer. - Retten kunne ikke nægte denne fremstillede vidne, som lovl. er indkaldt, jo til forhør om hans sandheds udsigende i denne sag måtte admitteres. Men hvorvidt samme bør og kan anses, skal ved doms slutning vorde observeret. Hvorpå vidnet Las Iversen forklarede:  At ungefær ved solens nedgang den 13. apr. sidst var vidnet i Hans Nielsen Krlmands hus i Vejen, kom omvundne 3 vadestedridere ind i bem.te kromands hus og begærede en krus øl, hvortil Hans Nielsen svarede, han havde intet. Derpå satte de dem ned, om de fik et glas brændevin eller ikke, vidste vidnet (ikke?). Lidet derefter sagde Hans Nielsen til vidnet, Jeg har en tønde mød (mjød?), som endnu ikke er stukket hul på, jeg vil både for din og disse gode venners skyld stikke hul på den, fordi jeg ingen øl at sæslge dem, så og fordi du drikker intet brændevin, hvorpå Hans Nielsen gik hen og stak hul på omvundne møjdtønde og kom ind med en boutellie mjød til dem. Imidlertid kom en af vadestedriderne med alle tre deres pistoler. Men  hvem af dem det var, vidste vidnet ikke. Samme pistoler lagde de på bænken imellem dem og derhos sagde, Der er vel ingen, som gør vores heste noget, som står uden for døren. Dertil svarede Nis Jepsen af Vejen, som da inde var, de gjorde vel ikke således ved dem, som de gjorde ved Andreases helmisse her af byen, som da gik på Skodborg mark, hvilken de ragede hale og man af, hvorpå en eller to svarede så vidt vidnet kunne skønne af vadestedriderne, det var et skæmstykke. Dertil kromanden svarede, det vidste han ikke, efterdi han var advaret at holde samme helmisse derfra, som ejermanden selv havde sat derover, og tilmed havde den været indtaget i hus, og ville løse den ud. Derpå trættes kromanden og bem.te Nis Jepsen derover; men hvad ordene var, kunne [=> fol. 105] vidnet ikke erindre sig. Men kom dog så vidt, at Hans Nielsen rakte over med hans hånd i Nis Jepsens hår; da dette skete, talte udriderne nogle ord iblandt, men hvad ordene var, vidste vidnet ikke, men blev talt af Anders Pedersen eller Niels Sørensen, om ikke af dem begge. Da sagde vidnet til udriderne, Lader sådan snak fare, og snak om noget andet; I kender manden tilforn, og er en gild mand, han vil gøre eder al den tjeneste, han kan, hvorpå blev svaret, ja, det vidste de nok. Men Niels Sørensen udrider og Hans Kromand blev endda ved med nogen ordveksling; menhvad ordene egentl. var, kan vidnet sig ikke erindre, undtagen den enesage, det var ret og den anden sagde, det var uret, hvorpå bemeldte Niels Sørensen stod op fra bordet og slog Hans Nielsen først under det ene og siden under det andet øre, da vidnet gik om fra bordet, tog kromanden om livet og førte ham ind i sengekammeret plå sengen udi sine klæder. Men Kromanden ville op og ind i stuen til dem igen. Imidlertid sagde Hans Nielsen til vidnet om Nis Jepsen, Der kan du se, hvilken karl den hund han er, han har voldt mig dette her. Og videre sagde Hans Nielsen til vidnet, Hvad vil de hunde gøre mig; men navngav ingen. Da dette var sket, kom alle tre vadestedridere til bem.te kammer, og Anders Pedersen sagde, Vi vil have ham her ud, eller, Han skal her ud til os; men hverken af ordene det var, vidste vidnet ikke. Men vidnet gik til dito dør, og Hans Nielsen blev tilbage indenfor kammeret. Men alle trende vadestedridere stod på gulvet uden for døren, og vidnet stod med døren i hånden og bad bem.te vadestedridere så vel som børnene i huset bad og, at Hans Nielsen måtte blive inde i kammeret, hvortil Anders Pedersen sagde til vidnet, Går du ikke fra døren, så skal jeg slå dig for dit hoved, du skal styrte, og vendtge den store ende af hans i hånd havende pisk i vejret, men slog ikke. Da sagde vidnet til dem, Da er det langt fra, jeg kan drages med eder om ham; gik så fra døren med de ord, Så I ham der, så kan I, eller får I, at gøre ved ham, hvad I vil. Derpå gik Hans Nielsen i stuen til dem, og vidnet fulgte efter fra tit bemeldte kammer, [=> AO2 18] hvorpå vidnet satte sig bag ved bordet på bænkenl neden for vadestedriderne, og Hans Nielsen satte sig næst hos, hvorpå, efter nogen ord passerede imellem Niels Sørensen og Hans Nielsen, men hvad ordene var, erindrer vidnet ikke, hvor da kromanden sagde til Niels Sørensen, Du skulle ikke slå mig, bette bror, dersom vi var ene to, men derpå faldt ord, hvad, det vidste vidnet ikke at forklare, hvorpå titbemeldte Niels Sørensen, som sad ved kanten af bordet, stod op og gav Hans Nielsen ørefigen, først under det ene, siden under det andet øre. Da Hans Nielsen havde fået disse ørefigener, stod vidnet op for at ville have Hans Nielsen ind i kammeret igen, da imidlertid vidnet stod op og havde ryggen omvendt til Anders Pedersen vadestedrider, fik vidnet et slag over hovedet, men så ikke, Anders Pedersen gjorde det; men var der ingen anden end Anders Pedersen bag ved vidnet, så vidt han erindrer. Derefter kom vidnet og Hans Nielsen ind i kammeret igen. Menhvordan vidnet og Hans Nielsen kom derind, vidste han ikke, formedelst den slag, ham havde fået over hovedet. Da vidnet kom inden kammerdøren, svinglede han af samme slag. Derefter kom Hans Nielsens ldste datter Maren Hansdatter i kammeret, lukkede døren til med sigende til hendes fader, For Guds skyld, ti stille, se, hvordan vidnet Las Iversen ser ud i hans ansigt, og vidnet bad tillige, han dog ville tie stille. Derpå blev talt af udrideren Anders Pedersen, Havde jeg en økse, skulle jeg slå dør eller stænger ned, dersom jeg hører et ord mæle derinde, så skal I få, hvad dagen hører til. Da sagde vidnet til Hans Nielsen, formedelst han blev bange for de ord, han hørteså også fordi han vidste, Hans ielsen ikke kunne tie, formedelst han altid stod på hans ret, Er her ingensteds, vi kan komme ud. Nans Nielsen svarede, Hewr er ingensteds uden et lidet vindue, om vi der kan komme ud, ved jeg ikke. Derpå vidnet svarede, En vindue mere eller mindre kan ikke hindre. Ordene var næppe udtalt, før end kromanden havde vinduet udslagen og var allerede derude igennem, hvor da vidnet bad Maren Hansdatter, som var i kammeret, hun ville stå og klamre(?) ved klinken på døren, medens vidnet krøb ud igennem vinduet, på det vadestedriderne ikke skulle blive det var; og var foruden klinkenn muligen en lås, som vidnet dog ikke ved. Imidlertid kastede vidnet sin kjortel af og gav sig til vinduet for at krybe derigennem, som han også kom ved Hans Nielsens hjælp, eftgersom vinduet var liden. Og da de begge var kommen af haven ud på gaden, sagde Hans Nielsen til vidnet, Hvor skal vi hen nu, jeg fryser(?). Dertil vidnet svarede, Lad os gå et andet sted hen i byen. Dertil Hans Nielsen svafede, Nej, jeg vil ind i mit eget hus og se, hvor det går til. Da kom Hans Nielsens svend Laurs Andersen til dem på gaden; til ham sagde Hans Nielsen, Hent mig [=> fol. 106] Knud Jepsen og Hans Poulsen for at styre den overlast eller gevalt ham skete i hans hus. Derpå vidnet gik fra Hans Nielsen, som blev stående på gaden, neder i byen til Søren Møller med begæring, han ville komme op til Hans Nielsens, der var kommen uenighed imellem Hans Nielsen og udriderne, med de ord, han ville tage en med sig, om han ville, ikke for I skal gøre nogen klammeri, men for at se til, om det går ret til, om I har bedre forstand end vi andre. Derpå gik vidnet alene om ad kroeret og kom uden for kromandens led, hvor Hans Nielsen stod tillige med Knud Jepsen og Hans Poulsen, men om flere var, vidste vidnet ikke, såsom det var mørkt. Da sagde Hans Nielsen til vidnet såvelsom de andre, Kom nu, nu vil vi gå, hvorpå de fulgtes med Hans Nielsen ind i gården. Og så vidnet da en af omvundne vadestedridere lstod uden for døren ved deres heste, men hvor af dem det var, såsom det var mørkt, vidste han ikke. Og gik samme person ... ind ad døren fra hestene og talte til de andre tvende, som var indenfor, Kom med eders gevær, her er folk uden, som vil slå mennesker ihjel. Og da vidnet hørte, at udriderne udkom og vidnet så sig om tilbage, så han de andre løbe, som var hos vidnet og Hans Nielsen. Derpå vidnet sagde til Hans Nielsen, Det tjener ikke at komme ind, kom, lad os gå, og Hans Nielsen fulgtes og med ham, men før end de kom af gården, kunne vidnet både høre geværet klikke og se glimt af pistolerne, som da slog fejl, men om det var af een eller to, vidste vidnet ikke. Straks derpå gik et skud af udriderne, som ikke træffede, så vidt vidnet ved. Derpå vidnet såvel Hans Nielsen og medværende gik uden gården vesten toften; da sagde Hans Nielsen til vidnet, Kom, lad os gå ind til dem. Vidnet svarede, Nej, Hans, lad os blive ude, det tjener intet, fordi vi begge har små børn, med tillæg, at vidnet om han ville gøre det, så kunne han nikke forsvare det. Hans Nielsen dertil svarede, Er du bange, eller er I bange, som var det sidste ord, vidnet talte med Hans Nielsen i denne verden. Og gik da Hans Nielsen derfra om i gården, så vidt vidnet ved ene, og hørte vidnet, Hans Nielsen sagde, Har I lyst at skyde, så skyd. Skyder I een, så er her flere igen; vi har og at skyde med, da dog ingen af dem havde noget at skyde med, enten vidnet, kromandenn eller hosværende. Derpå gik det andet skud af fra Hans Neilsens dør i gården. Og sagde vidnet, at der var ingen anden end omvundne vadestedridere, som havde skudt, og skød som meldt. Hørte derpå, Hans Nielsen sagde, Nu har I skudt mig, nu vil jeg gå ind til eder, så må I gøre ved mig, hvad I vil. Og så vidt vidnet kunne fornemme, satte Hans Nielsen sin i hånd havende kæp op til gærdet og gik så ind i sin hus og stue. Men om vadestedriderne fulgtes med ham, var førend, eller kom, siden han var indkommen, vidste vidnet ikke. Noget derefter hørte vidnet, da han stod på gaden uden gården Hans Nielsen gav og klagede sig inde i huset meget ynkeligt. Da vidnet hørte det og ikke turde komme i gården, løb han om vesten(?) den østre stuevindue for at se, hvad indenfor passerede, om muligt var, og da vidnet kom til vinduet, kom mromandens datter Maren Hansdatter til [=> AO2 19] vidnet og sagde til vidnet, Kom ind for Guds skyld, de slår min fder ihjel. Vidnet svarede, han turde ej komme ind, han havde to bare hænder, Kommer jeg ind, s slår eller skyder de mig. Derpå sagde hun, Her er min faders bøsse, som af vinduet blev udrakt, og da vidnet fik den i sin hånd, trak han ladestokken ud at fornemme, om den var ladt, men som den fandtes tom og havde intet at lade den med, sagde han, Hvad skal jeg gøre med den tomme bøsse, og imidlertid dette skete, kunne vidnet se ind ad vinduet igennem døren, som stod åben imellem samme stue, som vidnet stod uden for, og den stue, som vadestedriderne og kromanden var inde, og kunne vidnet ikke se uden tvende af vadestedriderne inde hos Hans Nielsen, men hvo af dem det var, kunne vidnet ikke sige, eftersom han intet kunne se hovedet af dem, formedelst døren var så lav. Men vidnet, som havde hørt Hans Nielsen klaget sig før, holdt op at klage sig, og så vidnet ikke, at de tvende hos ham værende vadestedridere rørte ham med hug, stød, slag den gang, langt mindre forhen uden alene de ørefigner, som afvundet er. Og kastede vidnet den bem.te tomme bøsse fra sig og ville gå om i gården, da ham i møde kom titbenævnte kromands sidste kones moder navnl. Bodil Hanskone af Vejen, til hvem vidnet sagde, Haver I været inde i kroeret, hvordan går det derinde. Dertil hun sagde, det er gået ilde til, han, neml. kromanden, lever ikke. Da svarede vidnet hende og sagde, Hvordan skal det gå til, vi skkulle have dem i arrest, om vi kunne. Hun svarede, Nej, ingenlunde, nu vil jeg lade dem drage af. Og havde vidnet, imidlertid han dette talte, en anden bøsse i hånden, men hvem han fk den af, vidste han ikke, og så (vidt) vidnet kan erindre sig, var det bleven ham sagt, samme bøsse var ladt. Gik så om tilbage om i toften, da alle trende vadestedridere kom straks ridende ud af Hans Nielsens gård østerpå, og en af dem vendte sin hest, han på sad ind ad gården igen sigende, Her er karle. Og så vidt vidnet kunne skønne på hans røst, dog ikke til visse :/ var det Niels Bæcker, og var det vidnets forsæt at ville tale til vadestedriderne, de skulle blive til stede og svare til deres forøvede gerninger, var og vidnets tanke, ifald de ikke villet blive til stede, da at have skudt en af deres heste under dem for at kunne få dem fast, men vidnet kunne ikke føre ordet ud for hæshed. Langt mindre kunne skudt bøssen af foirmedelst en gieck, som var for låset, den vidnet ikke forstod sig på at trække. Og red så vadestedriderne alle bort. Og i øvrigt forkarede vidnet, det han ikke haver set eller er vidende, at omvundne vadestedridere, en eller flere, er tilføjet nogen overfald omvundne tid, enten med hug, stød, skud eller slag enten af Hans Nielsen eller nogen anden, hvorved vadestedriderne kunne være nødtvungen at skyde eller slå Hans Nielsen [=> fol. 107] af nogen årsagel. nødværge. - Videre af Bierum tilspurgt, om vidnet ikke er vitterligt, det Hans Nielsen, efter at han af påvundne udridere ... tid var bleven skudt og overfaldet, derefter den 16. dito ved døden afgik. Vidnet svarede, eftersom han ikke var der i byen, så blev det ham således sagt af andre, som og at han hverken ved, ikke heller har hørt eller set nogen anden at være afdøde Hans Nielsens banemand uden alene titbemeldte påvundne vadestedridere, men kunne ikke forklare, hvad for en af dem eller flere det været haver, som er gerningsmand eller -mænd.

Hr. byfoged Grundahl tilspurgte vidnet:

  1. Om vadestedriderne ikke kom ind i kromanden Hans Nielsens hus og skøttede dem selv, indtil de blev tiltalt og Hans Nielsen ytrede klammeri med Nis Jepsen. Vidnet svarede, at de vel, da de indkom i huset, var fredelige og Hans Nielsen og Nis Jepsen havde ord sammen.
  2. Da Niels Sørensen Bekker skal have slaget kromanden under øret, om ikke da Hans Knudsen en gang og en anden gang Anders Pedersen vadestedrider skilte kromanden og Niels Bdekker ad. Svarede, han så nok, at der var ord, men ikke så, at de skilte dem ad.
  3. Siden vidnet har forklaret, at kromanden Hans Nielsen inde i hans kammer skal have sagt, Hvad vil de hunde mig, så er spørgsmål, om der var andre inde i stuen, som disse ord kunne være ment eller blev talt til, end vadestedriderne. Svarede, Nis Jepsen var i stuen tilige med vadestedriderne, da disse ord blev talt, men kromanden nævnede ingen, som tilforn af vidnet er forklaret.
  4. Siden vidnet har forklaret, at han svinglede ved det slag, han fik, så er spørgsmål, om han svinglede overende eller blev stående på hans ben. Svarede, han svinglede over på noget inde i kammeret, men faldt ikke ned på gulvet.
  5. Da kromanden og vidnet hentede folk ind fra byen, som forklaret er, så tilspørges, om der ikke samme tid blev sagt, at de skulle forsyne dem med stok, stave eller andre ting vadestedriderne at tilføje skade eller overfald. Vidnet svarede, det vidste han intet af.
  6. Om vidnet da ikke ved eller har set, at de, som blev indhentet af vidnet, Hans Nielsen og den sidstmeldtes karl at var forsynet med kæp, stave og gevær i gården. - Svarede nej, det så han ikke.
  7. Da vidnet har afvundet, at en af vadestedriderne kom ind fra gården og talte til de andre, de skulle komme ud, der var folk, som ville slå mennesker ihjel, om ikke bem.te vadestedrider før var bleven slagen af kromanden Hans Nielsen med et stykke træ, han havde i hånden. Svarede, han dertil intet fornam.
  8. Om vidnet ikke ved, at det var Hans Knudsen, der stod udenfor, efter at kromanden var skudt. Vidnet svarede, kan kunne ikke formedelst mørket, kende, hvem det var, men havde det nok hørt af andre, at der var Hans Knudsen.
  9. Om vidnet ved eller har set, at Hans Knudsen eller anders Pedersen vadestedrider øar rørt eller slaget Hans Nielsen Kromand eller tilføjet ham ringeste skade. Svarede nej, det havde han ikke set.
  10. Om vidnet da ikke ved eller har hørt, at i de dage, da det klammeri forerfaldt var nogen øxnedrift på færde og skulle [=AO2 20] drive ... Vejen forbi. Vidnet svarede, at han hørte det sige af Jens Hjuler af Vejen den samme dag, som Hans Nielsen blev opskåren, at der skulle være nogle stude mellem Vejen og Vejen mølle, men vidnet havde selv ikke set dem, ej heller berettede Jens Hjuler, hvis de var, eller hvor de skulle hen.
  11. Om vidnet med sandhed kan sige, at nogen af vadestedriderne rørte nogen pistol inde i stuen eller og om Hans Knudsen, som stod uden for, havde nogen i hånden eller ved sig. Svarede, de rørte ikke deres pistoler inde i stuen, da han så eller ved. Vidste ikke heller, om den, som stod ved hestene, havde nogen pistol ved sig eller ikke.

Mons. Hans Kragh af Ribe mødte og i anledning af hr. byfoged Grundahls til vidnet fremsatte 2. og 9. spørgsmål årsagedes at tilspørge vidnet:

  1. Om han ved eller så, at Niels Sørensen Becker enten med hug eller slag tilføjede kromanden Hans Nielsen anden skade end som forhen omvundne ørefigen. Vidnet dertil svarede nej.
  2. Tilspurgt, om ikke de tvende andre vadestedridere var i ordkrig og klammeri lige så vel med Hans Nielsen Kromand som Niels Sørensen Becker. Svarede, at vidnet havde hørt at de 2 vadestedridere havde haft ord med Hans Nielsen, men om Hans Knudsen var deri med, det vidste vidnet ikke.
  3. Tilspurgt, hvis flint det var med omvundne gik, vidnet sidst blev leveret. Vidnet svarede, at han ej vidste andet, end som det jo var Nis Jepsens af Vejen.
  4. Om vidnet ved, hvor samme flint vr eller hvo den i hænde havde, da den omvundne anden skud afgik. Vidnet svarede, det vidste han ikke, mente den lå ved Nis Jepsens toft(?).
  5. Tilspurgt, om ikke andre i omvundne mørke kunne have skudt vidnet uafvidende. - Vidnet svarede, han vidste ikke andre der skød end som omvundne vadestedridere, fordi der var ikke andre, som havde bøsse før end skuddene af omvunde udridere var sket, der forhen forklaret er.

Sluttelig af mons. Bierum tilspurgt, om han intet videre til denne sags oplysnig var bevidst eller at have fordulgt, og om han derpå såvelsom hvad han afvundet hav er, at kan gøre sin ed med en god og frelst samvittighed sandhed at medføre. - Vidnet svarede, han havde intet dulgt, ikke heller vundet andet, end han med god samvittighed kan bekræfte, og derpå frembød sin ed.

Mons Bierum producerede en continuationsstævning de dto 31. juli sidt (fol. 111), hvilke 2 indstævnede synsvidner Bierum ville begære af retten måtte admitteres deres forrettede syn at forklare, som og hvad Hans Nielsen samme tid med dem talt haver.  -  Grundahl, som fornam, at mr. Otto Diderich Bierum fremstiller i dag Laurids Andersen og Hans Poulsen til at vidne i denne sag, hvori de tilforn har aflagt vidnesbyr og samme bekræftet ned deres korporlige ed i særdeleshed med den forklaring, at de ikke vidste mere til sagens oplysning, hvorefter de og fra retten er bleven demitteret, da [=> fol 108] såfremt at vidnerne Hans Poulsen og Laust Andersen skulle imod forhåbning vidne andet og mere, end hvis de forhen har afvundet og været bevidst, der i så måde skulle gåre deres vidnesbyrd suspekt, vil Gruindahl sig sin ret reserveret til de ...lovlig påanke og modsigelse og over alt formoder, at retten behagelig tager dette i betragtning og ikke så lellel. tillader, at de bekræfter noget ved ed, som de en gang ikke har vidst ved deres forrige udsagn at forklare. - Bierum replicerede kortel. og for det førsrte gav retten til kende aldrg at have været bevidst, det afdøde Hans Nielsen var besigtiget af nogen anden end doktoren og barberen, før end efter at han sidst var kommet fra tinget i denne sag, da han blev sagt, at dito Nielsen udi sin levende live af nærværende tvende synsmænd og var blevet synet. Desårsag Bierum ikke har vidst at kunne føre samme som vidner før, ikke heller  ved retten ved spørgsmål til dem sig derom har kunnet erkyndige og derfor dem til idag lovl. har ladet indstævne deres forrettede syn med videre efter stævningens indhold at forklare, ingenlunde stridende imod, hvis de i drabssagen haver afvunden om, hvilke af påvundne vadestedridere samme kan have forøvet. Vil defor tjenstl. formode, at hr byfoged Grundahls fremsatte påstand ikke kan eller bør forekomme bem.te synsvidner de jo efter loven at må tillades deres forretning med videre efter stævningens tilhold bør at aflægge og forklare. - Grundahl, som af mr. Bierums tilførte fornam og eller haver hørt, at doktor Anchersen og feldskærer sr. Schultz haver gjort syn og sectionsforretning på den afdøde, hvilken forretning Grundahl formener, når samme vorder fremlagt, tilstrækkel. oplyser og forklarer den afdødes skade, som disse fremstillede vidner vel ikke kan forandre, så foruden Grundahls forhen tilførte, som han herved igentager, fornemmer han, at velbem.te hr. doctor og feldskærer burde stævnes til vedermæle, om noget stridigt imod forbemeldte sektion skulle forefalde, hvilket Grundahl til rettens lovforsvarl. observation og behandling indstiller. - Bierum erklærede endnu, det han aldrig har været mindrfe intentioneret at føre allerringeste stridbar imod denne af hr. Grundahl omrørte sektion, er derfor og unødig vedkommende at lade stævne, men om disse synsvidner kunne gøre nogen ydermere forklaring om Hans Nielsens udvortes tilstand, som i hans levende live ved deres syn kunne have set og fornemmet, bliver det vel og som lovbiligt tilladt som og, hvad han mundtl. samme tid kunne have bekendt, om den af påvundne vadestedridere samme tilføjede skud og overfald, om deraf noget kunne opdages til ydermere oplysnintg, hvo der egentl. af bem.te vadestedridere har været Hans Nielsens banemand. Det Bierum endnu som forhen indstillede til dommerens lovforsvarl. behandling. - Retten resolverede, at ihvofvel de fremstillede tvende mænd sidstafvigte 24. og 25. juli her ved retten har aflagt deres vidne om, hvad dem var bevidst angående omgangen med Hans Nielsen af Vejen, men som actor erklarer samme tid ikke at have været videnden, at den afgangne Hans Nielsen, mens han endnu levede, havde synet, da som de samme deres forretning endnu ikke har aflagt så vel som og nogle ord, Hans Nielsen til dem skal have udsagt samme tid, så understod retten sig ikke at afvise [=> AO2 21] samme vidner, men de at forklare deres forretning så vel som og, hvis ord de af Hans Nielsen hørt haver under eds stadfæstelse, når deres udsagn ikke strider med deres forhen aflagte vidnesbyrd, hvorefter de tvende synsvidnerHans Poulsen og Laurs Andersen, begge af Vejen, frmestod og forklarede således: At de den 14. apr. sidst, da Hans Nielsen og provsten hr. Niels Bützow ibm. ved Hans Nielsens søn havde sendt bud til vidnerne, at de ville komme i Hans Nielsens hus og syne ham, hvorpå de straks gik derhen og fandt Hans Nielsen Kromand på sin seng,d da han tog klæderne til side, kunne se fem huller i låret og tvende ved hoften, som var gået igennem bukselinningen ind i kødet så vel som de andre ommeldte fem; og befandtes, alle disse syv huller var skudt med små rendkugler eller hjortehagl. Men hvorvidt samme var gåen ind i kødet, vidste de ikke; så ej heller anden såremål på ham. Men Hans Nielsen sagde til dem, neml. vidnerne, De havde sparket eller trådt mig ved mit lønlige lem, så jeg hverken kan lade mit vand eller gøre mit behov, hvor skulle jeg da leve. Men sagde ikke til dem, hvem det gjort haver, så vel som ikke forevist dem nogen skade på hans legeme videre end meddelt er. Hvorpå de aflagde deres ed efter loven således i sandhed at være.

Anders Pedersen og Hans Knudsen fremstod i egne personer, som deklarerede, at ihvorvel de ikke ved, hvem vidnerne efter Hans Nielsens foregivende ord og tales meninger den afdøde haver beskyldt, ej heller nogen navngivet, så dog for at forekomme al suspiction, som dem i så måde uskyldig kunne anrøre, erbyder de deres saligheds ed enhver især, at de ikke har tilføjet den afdøde Hans Nielsen enten slag, stød, spark eller tråd, ejheller skud, eller i ringeste måde rørte ham til nogen skade, men de begge i så måde ganske og aldeles uskyldig, isærdeleshed Hans Knudsen vadestedrider, som under samme eds tilbydelse erklærede, at han ikke engang har været inde i stuen, efter at Hans Nielsen skal være tilføjet omvundne skud, og end ikke talt ham, mindre, som før er meldt, rørt ham til skade.

Hans Kragh ej alene protesterede imod bem.te tvende vadestedrideres tilbudne ed, men endog tilspurge dem begge, om de da kan sige, at Niels Sørensen Bæcker har sparket eller trådt bem.te Hans Nielsen. Hans Kundsen svarede, han var ej derinde og havde det ikke set. Og Anders Pedersen svarede, han vidste det heller ikke. Fremedeles blev Hans Knudsen tilspurgt, om han ved, hvem de af vidnerne omvundne tvende skud haver gjort, hvortil Hans Knudsen svarede, at Anders Pedersen gjorde det første skud, som ikke træffede, og Niels Sørensen Bæcker den anden skud, som træffede. Årsagen hvor[=> fol. 109]for de skød, var den, at da Hans Knudsen kom ud at ville se til deres heste, befandt han, at kromanden Hans Nielsen havde samlet folk sammen, og så tvende karle kom gående hver med en kæp i hånden; da han dette så, gik han straks ind i stuen igen til sine kammerater og Nis Jepsen i Vejen, som sad derinde. Da sagde Hans Knudsen til sine kammerater, Lad os tage vor gevær og ride vor vej, her er folk ude, som vil slå mennesker ihjel. Derpå tog de alle tre deres gevær, og Hans Knudsen gik først ud af døren, og idet han treent ud af døren, kom en med et stk. træ og slog ham over hans bryst og højre arm, men hvem det var, vidste han ikke, hvorefter Hans Knudsen retirererede sig hen bag Niels Sørensens hest. Imidlertid gik det første skud af, som anders Pedersen skød og ikke træffede. Da dette var sket, råbte Hans Nielsen, så vidt Knudsen af røsten kunne høre, Har I intet mere lod og krudt at skøde med, så har vi. Skyder I een, såskyhder i ikke flere. Og så han, da han stod og så over manket på Niels Sørensens hest, at en kom gående med et stk. træ i hånden og slog Niels Sørensen først en slag og lidet derefter et andet, men om det var een person, der slog begge slag, vidste han ikke, såsom det var mørkt og Hans Knudsen var bange. Derpå efter sidste slag Niels sørensen optrækkede sin pistol og skød det andet skud, som træffede Hans Nielsen, sigende derhos, Skyder I andre fejl, da skal jeg ikke skyde fejl. Da Hans Nielsen sagde, Nu er jeg skudt i mit lår, nu vil jeg gå ind. Derpå han og gik ind, og Andes Pedersen og Niels Sørensen Bæcker fulgtes ind med ham. Men Hans Knudsen blev uden for ved hestene og siden var ikke derinde.

Som mr. Kragh har lovbilligen protesteret imod de tvende nærværende vadestedrideres Hans Knudsens og Anders Pedersens anbude ed, så lod Bierum derved bero og ankommende på vedkommende under- og overdommers retsindige betænkning, om de deres udsagn ved ed bør stadfæstge eller ej, og hvorvidt de i deres udsagn troværdig kan anses, ellers er det Bierum ganske kært, om de selv er så liber og fri i denne sag, som de siger sig at være. Den anbudne ed understod retten sig ikke at modtage, siden de alle tre er søgt for gerningsmænd og ved doms afsigt vel bliver observeret.

Dræbte og afdøde Hans Nielsen hans omvundne datter navnl. Kirsten Hansdatter i 11 eller 12 år, der har skreget og råbt, da hendes fader udi huset af omvundne vadestedridere skal være bleven slaget og sparket eller stødt, da han så ynkel. gav sig, klagede og råbte samt bad, de dog ikke ville træde og slå ham ihjel, efter at han af dem i sin gård var bleven skudt, :/ som her ved retten til stede er, Bierum tjenstl. begærede at måtte tages i forhør over de fornødne spørgsmål, retten af ham overleveredes, og at han af retten alene uden nogen parternes eller andres mellemtale bliver afhørt og tid tilladt til at betænke sig til at svare, hvad hun efter så lang tids forløb sig ved og kan erindre. Til Bierums

  1. spørgmål svarede hun ja, at de tvende omvundne vadestedridere var i hendes faders hus omvundne tid.
  2. Svarede, at hun ikke så hendes fader, da han indkom i huset, efter han var skudt, ej heller ved, hvem der kom ind med ham. [=> AO2 22]
  3. Hun hørte nok, det skræppede i stuen, som hendes fader var inde, og der var en derinde, som hun først sagde, det var en, der hed Anders, siden sagde hun, at hun vidste det ikke, hvo det var.
  4. svarede, hun så hendes fader nedslagen på jorden og en af vadestedriderne stod over ham, og det var Anders vadestedrider, som her er inde(?). Da løb vidnet ud og græd og sagde intet, såsom hun var bange. Om der var flere udridere derude end den ene, vidste hun ikke.

Bierum begærede af retten, at de tvende tilstedeværende vadestedridere måtte indkaldes for hendes øjne her ved retten, om hun da kan gøre forskel, hvad for en af dem, der hedder Anders som værende hos hendes fader. Som og skete. Og der hun så dem begge, viste hun på den person i de grønne klæder, som var den samme, nemlig Anders Pedersen vadestedrider, den hun sagde har stået over hendes fader, da han lå nedslaget på jorden, men så ikke at bem.te udrider slog hendes fader eller slog ham ned, såsom hun var i madkammeret (målkammeret?), som hun forhen forklaret haver. - Bierum, som havde mere nødvendig under dette tingsvidne at fremføre, men som det nu er ften og derfor ej kunne ses i protokollen at skrive og intet lys var ved hånden, så begærede Bierum, at der dermed måtte have anstant til i morgen, hvad tid retten behager at sætte. - Grundahl reserverede sig sin undsigelse imod dette fremstillede barns vidne til i morgen at besvare. - Siden mørket påtrænger og parterne har mere under dette tingsvidne at føre, så bliver sagen efter deres begæring opsat til i morgen klokken 8 slet, da parterne og de 8 stokkemænd til samme tid haver at møde.

AO2 22:

Fredagen den 8. august 1738:

Grundahl ifølge hans i går aftes tilførte reservation imod dette lille, umyndige barn Kirsten Hansdatters udsigende fremstillede vadestedrider Anders Pedersen, som igentog hans forrige erklæring og tilbydelse imod de igår fremførte synsvidner og fremdeles erklærede under hansw forrige tilbud som leldt at han ingensinde har stået over den afdøde og allermindst tilføjet ham ringeste skade eller slag, hvilket han med god samvittighed kan bekræfte, ejheller ham i ord noget tenteret eller hjulpet til den skade, den afdøde skal være tilføjet, så han er forsikret, at dommeren ikke reflekterer på så lidet et umyndigt barns udsigende, som ikke selv ved eller forstår nogen forklaring i så måde at give. Grundahl reserverede sig ellers sin ret til modsigelse og påstand i nødige tilfælde imod hvis som afhørt og passeret er inden sagens uddrag. - Bierum havde med største forundring anhørt ædle byfoged Grundahls tilførte, thi hvad han fremført haver, befinder Bierum ikke af nogen betydenhed at være til denne sags oplysning, der af Bierum søgt er og søges, heller i ringeste måde kan validere. Hvorvidt den anbudne ed kan være acceptabel, lader Bierum bero på rettens lovforsvarlige behandling. Ellers som Bierum formoder, retten noksom er oplyst af hvis i denne sag [=> fol. 110] ført er, at det er soleklart, ingen anden er eller været haver Hans Nielsens banemand end påvundne vadestedridere, at retten hos de tvende af samme, neml. Hans Knudsenn og Anders Pedersen, der her i retten med deres i denne sag konstituerede fuldmægtig ædle hr. byfoged sr. Grundahl fremæsker ... ... ... ... ... - Grundahl agtede unødigt at besvare Bierums første tilførte, men hvad det sidste angår, angående det æskede salvemocedatum (?), som bemeldte vadestedridere Anders Pedersen og Hans Knudsen allernådigst er bleven meddelt, så foruden at deraf såsnart samme blev indhentet, er tilskikket hans ecellence hr. ... stiftbefalingsmand en rigtig verificert genpart til vadestedridernes sikkerhed og fri frelse til og fra retten, så erbyder Grundahl sig til den tid sagen igen her foretages at forevise original ... ... ... - Siden at hr. byfoged Grundahl efter actors amodning ikke nu har den æskende salvomocondatum på de tvende vadestedridere, dom de allernådigst skal have erholdt, men erklærer til idag 14 dage, rettere sagt igår 14 dage, som er den 21. aug., at forskaffe og indlevere en rigtig verificeret kopi under magistratens hænder i Kolding, tillige erklærer desforuden at være ansvarlig for vadestedriderne Anders Pedersen og Hans Knudsen, når sagen til første session her igen vorder foretaget, dem her igenn for retten at præsentere, ifald ermeldte allernådigste kgl. benådning ikke skulle være så tilstrækkelig, som ske burde, eller og imod forhåbning skulle dermed udeblive, og desformedelst at allernådigste salvomocondatum bør i akten indlemmes, så bliver dette tignsvidne usluttet indtil førstkommende 21. aug., hvilket tjener parterne til efterretning.


 

fol. 110:

Torsdagen den 14. august 1738:

På velærværdige hr. Maturin Castensens vegne af Jerne for retten fremstod Jens Rask fra ibm. og for det første producerede en stævning (fol. 111), dernæst den i stævningen ommeldte forbud (fol. 112). Terman Madsen fra Nielsbygård mødte ikke alene på de af hans bønder og tjenere, som idag ikke ved retten har indfundet sig, men endogså på vegne af en del af øvrige sognebeboere, som ikke er mødt. (Han påpeger, at stævningen ikke er korrekt, og at der ikke er sikkerhed for, at alle pågældende faktisk er blevet stævnet, og betvivler også, at Jens Rask faktisk er autoriseret af Maturin Castensen til at møde i retten. Jens Rask får foretaget et opråb af bønderne fra Lindknud sogn, og det viser sig, at der mangler en hel del.) - Retten resolverede, at siden hverken stævning eller forbud lovligt er beediget og tilmed størstedelen af Lindknud sogns beboere er udeblevet, så kunne retten ikke anse stævning og forbud for gyldige. Og Jens Rask bør fremvise autorisation; men da han har erklæret, at mag. Maturin var svag og ej selv kunne komme til tingen, så kunne retten ikke afvise ham for denne sinde; men skule magisteren ville bruge ham fremdeles i sagen, skulle han lade sig hans maj.ts allernådigese forordninger derom være efterrettelig. - For proces og vidtløftighed at evitere erklærede og tilstod Jens Rask på Maturins vegne, at dersom samtlige Lindkund sogns beboere ved 4 mænd af sognet lvil indestå at svare og betale årl. til magisteren for konge-korntienden 42 rdl. årl. i 3 år at regne fra nu og til 1740 års udgang, så bliver dem samme herked accorderet, og dersom bem.te sognemænd godt synes, fremdeles efter 1740 års forløb i lige møde vil beholde samme tiende og ikke den efter et halvt års forløb lovl. opsiger, da skal og må de ligeså beholde tienden for årl. afgift 42 rdl. 5 mk. 8 sk., og den samme ej højere opføres, og skal de så enten ved kontakt eller fæstebrev på begæring vorde meddelt samme at beholde, og bretaler Maturin selv alle kgl. skatter, ord. og extraordinære fra dato. Og at afgivten vorder betalt af sognemændene til de 4 mænd, som måtte indestå for betl. inden juleaften, som de 4 mænd igen udbetaler og leverer Maturin Castensen i Jerne præsegård inden hvert nårs nytårsdag. - Derefter fremstode Christen Nielsen af Asserbøl, Ebbe Sørensen af Okslund, Las Sørensen af Klelund og Jens Sørensen af Vittrup, som tilstod på sognemændenes vegne at være fornøjet i alle måder og indestår ligeledes ltil forberørte tid, neml. hver nytårsdag, i ovenmeldte 3 år at svare og betale til mag. Castensen i Jerne præstegård den årl. tiendeafgift, som den idag er accorderet i trende år, hvorimod de vil formode, at de sig af tienden hos de modvillige tiendegivere i bem.te åringer måtte accomodere ligesom tiendeejeren selv, hvilket Rask tilstod dem, så længe de fulgte hans kgl. maj.ts lov og forordninger. - Efter denne sluttede forlig, [=> AO2 24] som på begge sider holdes ubrydelig, bliver forbudet med sin stævning frafalden, og Jens Rask efter alt passeret tingsvidne beskreven tilladt og de 4 mænd på samtlige sognemændenes vegne genpart, som og af retten blev stedt.


 

AO2 24:

Følger her indført en continuationsstævning udi drabssagen på folio 109 citert sålydende: Stævningen gælder de 2 mænd, der synede Hans Nielsen inden hans død. Stævningsmændene er Jens Poulsen og Peder Ibsen, begge af Vejen.


 

Mag. Maturin Castensens stævning til Lindknud sogneænd angående et til dem ergangen forbud. [=> fol. 112] Alle sognemænds navne synes nævnt.

fol. 112:

Det i stævningen nævnte forbud: Castensen er endnu ikke kommen til nogen endelighed og lovlig stadfæsten kontrakt med tiendegiverne om afgiften af den del af kongens korntiende, som han i Lindknud sogn ejer, og han i så måde finder sig årsaget selv at lade samme korntiende oppebære i kærv og neg. (Alle navne gentages). De må ikke af ageren udføre nogen slags orn i huse, før end tiendetageren derom er bleved advaret. Advarslen skal gives til Christen Nielsen i Asserbøl, på det vedkommende ikke skal besværes med vidtløftig rejse til tiendetageren, som bor langvejs fra sognet. 2) Ifald de, hvilke velbem.te [=> AO2 25] mag. Castensen måtte beordre til tiendens tælling, ikke imod forhåbning skulle observere deres pligt at comparere på ageren, som forordningen determinerer, så erindres tiendegiverne tilige, at de til bemeldte tiendes tælling bruger sådanne tilforladelige mænd, som retteligen og redeligen under retten ved ed kunne tilstå og forklare deres lovlige behandling med korntællingen, på det vidtløftighed og irring i sin tid kan forekommes. - Forkyndt af Hans Pedersen Ulf og Fredrik Arentsen.


 

AO2 25:

Torsdagen den 21. august 1738:

Sagen Peder Vinding i Præstkiær ctr. Claus Madsen af Gerndrup. 4/9.


 

Drabssagen contra vadestedriderne. Retten påråbte, om byfoged Grundahl eller nogle af hans principaler var her til stede for at fremlægge og producere den belovede kgl. maj.ts allernådigste dem meddelte salvemocodotum eller såkaldte lejdebrev, hvor da for retten fremkom Anders Pedersen af Seest og fremlagde en verificeret kopi af hans kgl. maj.ts allernådigste lejdebrev (fol. 113). Bierum begærede opsættelse til gørende irettesættelse i 4 uger. [=> fol. 113] Retten tilspurgte begge parter, neml. Otto Diderich som actor og Anders Pedersen vadestedrider, om de havde videre ved denne tingsvidnesag at erindre. Begge parter fik tingsvidne beskrevet. 18/9.


 

Sagen angående det græs, som Christen Andersen i Okslund har bemægtiget sig at slå. Citanten Ebbe Sørensen begærede tjenstl. Christen Andersen påråbt at fremkomme og producere, hvad han måtte have, der han formener at berettige sig det eng, som han dette år har bemægtiget at slå. Christen Andersen var ikke mødt. 11/9.


 

AO2 26:

Det kongelige allernådigst erholdne Salvum Conductum for de tvende Kolding udridere udi drabssagen lyder således: Vi Christian den Sjette af Guds nåde (etc.) gør vitterligt, at eftersom Marie Madsdatter og Bodil Marie, Hans Knudsen og Anders Pedersen vadestedridere ved Kolding toldsted deres hustruer for os allerunderdanigst haver ladet andrage, at da dere mænd tillige med vadestedrideren Niels Becher af Seest den 13. april næstafvigt var udskikkede for at beobagte deres vadestedridertjeneste, om aftenen kom ind til Hans Nielsen kromand i Vejen by, skal han dem have æreskældt, hvilket skal have givet anledning til, at fornævnte Niels Becher overilede sig og slog kromanden Hans Nielsen på øret, som derpå skal have samlet en del af bymændene ind i sin gård med flinter og kæp(?) stene(?), og da vadestedriderne var færdige at ride bort, skal ovenbemeldte Niels Becher vare tilføjet tvende slag med staver, så at han for at værge sit liv med en pistol, der var ladt med store hagl, skal have skudt kromanden i sit venstre lår, så at han d. 15. april næstafvigt er død, hvorefter han ekal være echaperet. Men som fornævnte deres mænd Hans Knudsen og Anders Pedersen af ridefogeden ved Estrup og Skodborghus blev eftersatte til arrest og hæftelse og derfor er undvigte, så haver de allerunderdanigst begæret, at vi allernådigst ville forunde deres mænd Salvum Conductum, at de måtte fri og ubehindret komme ind for at iagttage deres ret til befrielse. Thi haver vi efter merbemeldte Maren Madsdatters og Bodil Maries herom allerunderdanigst gjorte [=> fol. 114] ansøgning og begæring allernådigst undt og givet, så og hermed under og giver fornævnte Hans Knudsen og Anders Pedersen vores kongel. fri- og sikkerhed og beskærmelse til og fra retten, så at de forskrevne sag fri og ubehindret udi egen person ved lov og ret må udføre. Dog skal de være tiltænkte sagen ved rettenstraks at forfølge og behøringen af udføre så vel som og altid udi egen person i rette at møde og der lide og undgælde, hvis lov og ret kan medføre, forbydende alle og enhver eftersom forskrevet står at hindre ellere udi nogen måde forfang at gøre. Under vor hyldigst og nåde givet på vort slot Frederiksberg den 19. maj 1738. Under vorg kongelige hånd og signet. Christian R.
Marie Madsdatter og Bodil Marie på deres mænd Hans Knudsen og Anders Pedersen vadestedridere ved Kolding toldsted deres vegne, lejdebrev til en sags udførsel angående Hans Nielsen, som den 13. april sidstleden blev skudt i låret med en pistol og dagen derefter bortdød.


 

fol. 114:

Torsdagen den 4. september 1738:

Hr. Peder Vinding ctr. Claus Madsen af Gerndrup tillige med hans hustru. Peder Vinding producerede et indlæg og en attest (fol. 114-115). Ydermere blev i retten forevist berørte kirkeritual, som blev extraderes og tilbageleveret. Claus Madsen på sin hustrus vegne, næstafvigte 17. juli kam han selv til tinget, efter at retten var ophævet, og samme tid advared den da skete opsættelse. Han blev 3 gange påråbt, men var ikke mødt. Sagen optaget til dom.


 

På højædle og velbårne [=> AO2 27] hr. hofjægermester Hans Bachmann til Sønderskov hans vegne mødte hans tjener Jens Pedersen af Bobøl og forestillede 2 varselspersoner, Jens Knudsen Bæck og Peder Christensen, begge af Stenderup, som har stævnet Peder Lervad i Bobøl (memorial fol. 115). De har talt med en del dem selv, ellers med nogle på hvert sted, som lovede varslet for vedkommende at tilkendegive. Den indstævnte gerningsmand og vidnerne blev påråbt, men ingen af dem mødte. 18/9.


 

AO2 27:

Peder Vindings indlæg og deri mentionerede attest: Velædle hr. herredsfoged. Den sag, som jeg har stævnet Claus Madsen af Gerndrup for hid til retten og var mig selv angående, er alt længe forhen forligt. Men det som publicum betræffer og jeg ej har magt til [=> fol. 115] at dispensere over, sligt må jeg continuere, og at jeg ej før samme har frmemet, har min langvarige sygdom været årsag udi, som endnu vedvarer. Sagen består da derudi, at bemeldte Claus Madsens hustru, da hun senest holdt sin kirkegang Dca. 6. post Trinit., havde tvært imod ritualen og vanlige kirkeceremonier ingen følge med sig. Sligt beviser jeg for retten med en hosfølgende attest af 2. sept. 1738, af hvilken den respektive ret kan erfare, at hun ingen følge har haft uden Tygge andersens hustru af Hvolvad (Hulvad). Hvad nu kirkeritualen derom befaler, ville retten behagelig eerfare af den anordnede kirkeritual pag. 119, hvor der siges, at den kvinde, som skal indledes i kirke, skal betimeligen komme til kirken med nogle få par kvinder. Udi sligt har hun der da forsømt sin pligt, og at hun derfor bør vre strafskyldig ville retten gunstig erfare af fortalen og ritualens autorisation, hvor sal. og højlovlig ihukmmende Kong Christian den Femte befaler både gejstlige og verdslige under straf at holde allerunderdanigst efter ritualet og de derudi anordnede kirkeceremonier. Samme kirkeritual fremsender jeg og hverved til behagelig eftersyn med begæring, at når den er confereret med de deraf i indlægget allegerede ord, samme måtte mig med budet remitteres. Alt til den ende sætter jeg udi rette,, at Claus Madsens hustru af Gerndrup bør formedelst hun ikke ritualets bydende har eftrelevet, at betale til sognets fattige i Brørup sogn 4 mk. danske og denne af hende forvoldte processes omkostning med 8 mk., og herpå vil jeg afvarte rettens lovmæssige kendelse, forblivende iøvrigt med al veneration herredsfogedens ydmygste tjener, Præstkær d. 4 sept. 1738, Peder Vinding.

Attesten: På begæring af sognepræsten hr. Peder Vinding kan vi underskrevne i al Guds sandhed bevidne, at da Claus Madsens hustru af Gerndrup holdt hendes sidste kirkegang i Brørup kirke, som uden tvivl var den sjette søndag efter Trefoldighed, havde hun i følge med sig Tygge Andersens kone af Hulvad og ingen andre, hvilket vi bevidner i al sandhed, at ingen flere koner fulgte hende. Så sandt hjælpe os Gud og hans hellige ord. Datum Præstkær den 2. sept. 1738. Else Palludan, Surhave, Jørgen Seerup, Elsebe Seerups, Brørup præstegård P. Brørup, Anne Margrethe Jensdatter.


 

Torsdagen den 4. september 1738:

Hofjægermester Hans Bachmann til Sønderskov hans stævning ctr. hans bonde og tjener Peder Lervad af Bobøl. Jægermester Bachmann årsages uforbigængelig at lade indstævne eder hans bonde og tjener Peder Christensen Lervad i Bobøl angående det af eder om natten mellem 21. og 22. august fra Sønderskovgård til siden af skovgærdet ved vejen, som går nørpå til leddet ved Sønderskov mark der har prakticeret og ulovligt borttagnen tør egetræ til nogle hjulnav ... tilhugne stænger og deslige /:: som jægermesteren har villet konservere til fornøden brug :/ med hvilket træ I morgenen tidlig den22. dito er vorden befunden med [=> AO2 28] på eders vogn at bortføre. Til samme tid indstævnes Lauge Cristensen, Michel Christensen, Peder Lervads hustru og søn Anders Pedersen, alle i Bobøl, med flere, om nødig eragtes, eders sandhed edeligt at forklare og vidne.


 

AO2 28:

Torsdagen den 11. september 1738:

Ebbe Sørensen af Okslund ctr. hans nabo Christen Andersen. Opsættelsen fol. 116. Christen Nielsen af Asserbøl mødte på Christen Andersens vegne og producerede en contrastævning (fol. 116), hvorpå Christen Nielsen begærede, at Ebbe Sørensen ville fremme sin sag og fremlægge 1) hvad beviser han havde på engen, at han først lejede alt efter lovens pag. 741 art. 31 (Danske Lov 5-3-31). Sr. Terman Madsen fra Nielsbygård som husbond for citanten og kontraparten mødte og bad, retten ville pålægge Christen Andersen af Okslund, at han efter foranførte tvende opsættelser måtte pålægges at fremvise her i retten idag, hvad føje Christen Andersen har til omtvistede eng sig haver eller agter at berettige. Retten begærede af den udskikkede Christen Nielsen af Asserbøl, om han, som er til stede på Christen Andersens vegne, efter foregående opsættelser ville fremvise, hvad adkomst han måtte have til den omtvistede kirkeeng. Christen Nielsen gav til svar, at han ikke idag havde ved hånden Christen Andersens fæstebrev eller beviser på omtvistede eng, men forsikrede samme her i retten at fremvise og producere til den tid, sagen vorder opsat. Hvor da ermann Madsen producerede først enken Karen Hansdatters godvillige afståelse til Ebbe Sørensen på den omtvistede eng, med hendes og hendes lavværges hånd underskreven på stemplet papir 15. marts 1729, dernæst for det 2. Ebbe Sørensens derpå [=> fol. 116] givne fæstebrev, ligeledes på stmplet papir under det høje herskabs daværende fuldmægtig Jens Nielsens hånd og segl dateret Estrupgård den 26. juni 1729 (fol. 117). Christian Lund fra Estrup var her ved retten til stede og på tilspørgsel af retten intet havde derimod at indvende. Dernæst måtte Termann Madsen nødes til at bespørge sig hos Christen Nielsen, om han på egen bekostning ville indføre denne sag som han Termann Madsens bonde Christen Andersen unødvendig påfører, siden sagen i mindelighed kunne have været afgjort på Estrupgård næstafvigte 30. aug. i det høje herskabs sammesteds deres overværelse, dersom Christen Nielsen ikke havde medværet og det forhindret, hvilket Termann Madsen, om fornøden gøres, agter at bevise, at Christen Nielsen af Asserbøl sagde i forpagterens køkken såvel som udenfor, at han ville være Christen Andersen ansvarlig både for processen, som han selv har begyndt, såvelsom og for al dens omkostning, deraf kunne følge og flyde, samt hans udgivne fæstepenge 9 rdl. 1 mk. d. - Christen Nielsen kunne  nu ikke straks besvare sr. Madsens tilførte, men begærede til besvarelse alt, hvis idag passeret er, ved uddrag beskreven /: undtagen kontrastævningen :/ til førstkommende 18/9.


 

Følger her indført efterskrevne dokumenter, som næstafvigte 11. sept. produceret i sagen, Ebbe Sørensen af Okslund har ladet indstævne contra hans nabo Christen Andersen betræffende kirke(engen), som de begge tilholder dem i fæste at have:

Ekstrakt af Gørding-Malt herreds tingprotokol torsdag den 21. aug.

AO2 29:

Kontrastævningen fra Christen Andersenn til Ebbe Sørensen: Ebbe Sørensen opfordres til at fremlægge sit såkaldte fæstebrev på det stk. kirkeeng, som afg. Karen Hanskone i Okslund har haft i brug, som skal være målt ved landmålingsforretningen til kontracitantens gårds ejendom, formedelst besidderen det da havde i fæste. Kontracitantenn vil formene, at citantens fæstebrev ikke på ret måde skal være forhvervet, mindre så beskikket, som det bør, imod det, som ham af det høje herskab til Estrup på samme eng skal være meddelt, vil bekendtgøre retten dets erhvervelsesmådes illegalitet og eders omgang dermed. Kontracitanten vil påstå, at Ebbe Sørensen pålægges at fremlægge sit fæstebrev, "siden I af sådan et ulovskikket instrument ham til præjudice i hans lovlige fæste eder agter at benytte". - Forkyndt af Peder Mikkelsen af Seksær og Christen Madsen af Asserbøl. [=> fol. 117] Også forevist på Estrup, hvor de talte med Christian Lundt, ridefogedens fuldmægtig.

fol. 117:

Karen Hansdatters afståelse på kirkeengn til Ebbe Sørensen og hans fæstebrev:

Hun afstår godvilligt engen til sin svoger Ebbe Sørensen, når han kan få den i fæste af sin rette husbond.

Fæstebrevet til Ebbe Sørensen. Underskrevet af Jens Nielsen på herskabets vegne.

Torsdagen den 18. september 1738:

På Christen Andersen af Okslund hans vegne mødtge Peder Nielsen af Debel i sagen, som Ebbe Sørensen har indstævnet. Han fremlagde et indlæg fra Christen Andersen samt hans fæstebrev på tvistede eng. Det er på papir nr. 19 med årstal 1734 udgivet af daværende ridefoged Hermann Timsen og ratificeret af generalløjtnant Scholten (fol. 118). Retten påråbte, om nogen fra Estrup var til stede såvelsom og Termann Madsen, men kun Ebbe Sørensen var mødt. 25/9.


 

AO2 30:

Sagen betræffende den på Hans Nielsen i Vejen forøvede drab. Otto Diderich Bierum producered sit skriftlige indlæg, lyder folio 119: 85: 92. 104: 112. - Byfoged Grundahl, som havde anhørt Bierums hårde irettesættelse, hvor han gør Anders Pedersen og Hans Knudsen lige skyldige med den undvigte Niels Sørensen Bæcher som drabsmænd, da dog det producerede tingsvidne oplyser anderledes, hvilket så meget mere med et tingsvidne ført ved Koldinghus birketing sidstafvigte tirsdag 8 dage (9/9), som Grundahl med første venter beskreven meddelt, skal blive bevist, at Niels Bæcker alene er den, der har skudt og tilføjet kromanden skade. Begærede sagen opsat i 4 uger ... siden Anders Pedersen er hindret udi en konfiskation af 13 opbragte stude, som i toldsvig er attraperet i disse dage. Derfor har han ikke kunnet møde idag, men om Gud sparer helbev, skal indfinde sig til den tid, sagen vorder forflyttet. - Niels Sørensens anordnede forsvar mons. Hans Kragh var ikke mødt. 16/10.


 

I efterfølgende sag blev retten betjent af Ib Been(?) fra Bramming ... ... ... jægermester Bacmann ... ... herredsskriver Jens Hellesen af Bobøl. Jægermesteren har ladet indstævne contra hans bonde Peder Christensen Lervad af Bobøl betræffende noget egetræ ... ... begærede Hellesen af retten, at den indstævnte og [=> fol. 118] lovdag givne Peder Lervad måtte påråbes. Denne tilstod sin begangne forseelse i alle måder, at han uden minde og tilladelse fra sit herskab ... fra Sønderskoivgård det i stævnemålet ommeldte træ, hvorfor han formente var ufornøden vidne(?) i så måder over ham at føre. Han håber, hans højgunstibge husbond ved hans hjemkomst fra Københavnn ikke sagen imod ham i lighed af lolven efter fortjeneste fortfarer. Til den ende Peder Lervad begærede sagen opsat i 6 uger. 30/10.


 

fol. 118:

Det producerede indlæg og fæstebrev fra Christen Andersen i Okslund: Siden min svigerfader Christen Nielsen af Asserbøl idag 8 dage udgav sit løfte her til retten at jeg skulle lade producere mit ihændehavende fæstebrev på det stk. eng i Okslund mark Sorte Måde kaldet, som Ebbe Sørensen vil plåtrænge mig en proces om, foregivende sig at have fæste derpå med mere, som til agering til doms reserveres, da ihvorvel mit stævnemål har flere tægtedage, til hvilke jeg billig kunne mig henskyde, så dog at vise al lydighed og ydmyghed imod min husbond, som det har fordret, fremsender jeg samme med begæring, det i retten må blive læst, påskreven og akten tilført samt mig igen med mit bud tilbagesendt. Og som mons. Christian Lundt ridefogedens fuldmægtig ved Estrup var til stede og erklærede sig at hann intet mid mit stævnemål havde at indvende, hvorudi han har agnosceret forum, så må jeg i anledning af mit kontrastævnings indhold begære, efterfølgende spørgsmål må gøres til det høje herskab på Estrup, at de derpå sig ville erklære, først om herskabet til Estrup ville behage at lade fremlægge reversal fæstebrev af Ebbe Sørensen, om det haves, eller og erklære sig, om dert haves ejjer ej; for det andet, om Ebbe Sørensens påberåbte fæste er i deres fæsteprotokol indført; for det tredie, om der i den fogeds regnskab, som Ebbe Sørensens fæste har udstedt, enten er anført nogen indfæstning herskabet [=> AO2 31] til indtægt eller tilkendegivet i regnskabet, at sådan et fæstebrev af ham i det år var udstedt. Derpå idag og efterfølgende tingdage, til deres svar indkommer, svar måtte æskes. Thi før kan jeg ej vel videre fremme min sag og endelig æske af sagvolderen Ebbe Sørensen, at som han sig agter at betjene af en fuldmægtigs hånd imod herskabets egen hånd, da bliver pålagt at fremlægge den legitimation, hvorpå udgiveren fæstebrevet grunder, såfremt han ellers ved, at det skal være en og den samme eng, vi begge har i fæste, hvorpå han har gjort forbud. Thi er det ej så, haver jeg ingen sag mod ham, men ønsker kun frem. Dette mit indlæg begærer jeg læst, påskreven og akten tilført samt som meldt mit fæstebrev mig tilbagesendt og sagen efter stævnemålets løb(?) videre dag for dag opsat, indtil svar på venanførte indløber. Gud bevare retten, og jeg forbliver med al ydmyghed velædle hr. herredsfogeds ydmygste tjener. Okslund, den 18. sept. 1738. Christen Andersen.

AO2 31:

På hans excellence højvelbårne Hinrich von Scholten til Estrup (etc.) hans vegne bekender jeg Hermann Thimsen, fuldmægtig ved højbemeldte hans excellences gård at have stæd og fæst, som heg og hermed stæder og fæster til Christen Andersen i Okslund og hustru Maren Madsdater et stykke kirkeeng Lindkund kirke tilhørende, beliggende på Okslund mark Sorte Maae kaldet, som Karen sal. Mathias Madsens enke sin livstid skal have i fæste. Deraf årlig svares til hver Michaelis 2½ sk. d., skriver to go en halv skilling, til højbemeldte hr. generalmajor som Lindknud kirkes høje ejer. Samme eng med alt sit tilhørendee bemeldte Christen andersen og hustru deres livstid skal nyde, bruge og beholde, imod at de årlig og udi rette tide svarer den sædvanlige afgift 2½ sk. danske og giver i fæste to rdl. tre mark samt deraf svarer alle kgl. skatter, som nu er eller påbudne vorder, og ellers i alt retter sig efter kans kgl. maj.ts lov og forordninger under dette fæstes forbrydelse; og tilstår dette under min hånd og signet Estrup den 4. juni 1734, Hermann Thimsen.
Såsom enken Karen sal. Mathias Madsens fæstebrev er ved eftersyn befunden ej indrettet efter hans maj.ts allernådigst udgangne forordning, så haver jeg på ansøgning ratificeret dette af min forrige foged udgivne fæstebrev udei alle sine ord, og haver den fpæstende ydermere betalt til indfæstning seks rigsdaler fire mark. Til bekræftelse under min hånd, Estrup, den 1. sept. 1735. L. Scholten.
Protokolleret i fæstebogen på fol. ___.
Dette at være rigtig copieret efter originalen test. Christen Nielsen, Asserbøl, Mogens M.N.S. Nielsen, Okslund.


 

fol. 119:

Otto Diderich Bierums indlæg på folio 117:

Kgl. maj.ts herredsfoged, velædle Søren Bierum. Hvad her til retten er stævnet for udi stævnemålet af 29. april sidst, her ved retten hæftet d. 16. maj, angående det drab, som skete på sal. Hans Nielsen Kromand udi Vejen, der døde den 16. april, efter at påvundne vadestedridere natten imellem den 13. og 14. april ham i sit hus og udi sin frelse voldeligen og morderligen haver angrebet og begegnet, alt dette er og forsikret, er bevist ved tingsvidnet efter samme stævnemål her af retten udstedt, som herved til nøje eftersyn og betragtning overleveres retten under litra A, samme begæres for retten læst, påskreven og akten tilført, af hvilket klarligen erfares, både at her ligger en død mand, hvis blod er udgydt og råber om hævn, her er og ingen andre gerningsmænd til dette forøvede drab end de 3 Kolding vadestedridere Hans Knudsen, Anders Pedersen og Niels sørensen, fra hvilket ikke letteligen nogen af dem efter vidners og egen udsigende sig kan unddrage. Thí om Niels Sørensen Becher falder vel ingen dispute. Om Anders Pedersen i lige og igen, særdeles han selv vedstår sig at have skudt, er og af den umyndige Kirsten Hansdatter peget på og vedkendt at være af gerningsmændene, da hendes sal. fader så jammerlig skreg og råbte under deres mordiske hænder med videre. Og for Hans Knudsen skulle måske vel nogen vente en frikendelse, men eftersom her er bevundet, at han har instigeret de andre tillige med sig at gribe til gevær uden nogen påtrængende nød, siden han så ingen, der søgte dem eller kunne være dem overlegen, han har selv med ladt gevær ved døren og dermed afværget, at ingen turde komme ind at afværge ulykken og hindre drabet, som blev forøvet, derved han har befordret blodsudgydelsen og mandens død. Så til den ende sættes i rette, at som de samtl. Hans Knudsen, Anders Pedersen og Niels Sørensen har været enige i overfaldet, enige i drabets befordring, de derfor alle tre bør være følgelige i straffen og undgælde med liv og gods alt efter vor allernådigste kgl. lov og de derom udgangne forordninger. Hvad herimod af kontraparterne måtte indvendes eller fremlægges mig til lovbillig besvarelse lmå forunden, hvorom tjenstl. beder ham og tid(?) tilladt samme at besvare. Til hvilken ende ydmygest begæres det mit korte indlæg og påstand i retten til lælsning, påskrift og akten tilført at må admitteres og siden igen tilstilles. Med forblivende kgl. ,maj.ts herredsfoged, velædle Søren Bierums ærbødigste og tjenstskyldigste tjener. Gravengård, d. 18. sept. 1738. O. D. Bierum.


 

Torsdagen den 25. september 1738:

På Christen Andersens vegne af Olskuld mødte Ole Iversen af Holsted, som af retten ved udtog beskreven begærede, hvis idag af Ebbe Sørensen måtte fremlægges, og sagenderefter måtte opsættes til idag 8 dage. Ebbe Sørensen mødte på hans husbond Termann Madsens vegne fra Nielsbygård, som sig hans sag har antaget til at forsvare, og gav retten til kende, at bem.te hans husbond ej var hjemme, men rejst fra ... i hans forretning, desårsage Ebbe Sørensen [=> AO2 32] ej idag har kunnet fremlægge besvarelse på alt, hvissidste tingdag fra contracitanten er fremlagt. Begærede opsættelse i 8 dage. 2/10.

AO2 32:

Torsdagen den 2. oktober 1738:

Peder Nielsen af Debel mødte på vegne af Christen Andersen af Oksbøl og æskede svar på den idag 14 dage indleverede indlæg af Christen Andersen. Men efter trende ganges påråb mødte ingen, hvérken på det høje lheskabs vegne fra Estrup ejheller sr. Termann Madsen såvelsom hans bonde Ebbe Sørensen. 9/10.

Torsdagen den 9. oktober 1738:

fol. 120:

Ebbe Sørensen ctr. Christen Andersen. Ebbe Sørensen producrede på behørigt stemplet papkr et indlæg under egen hånd. Peder Nielsen af Debel på vegne af Christen Andersen begærede udtog beskrevet. 16/10.


 

Afsagt sentence i den sag, hr. Peder Vinding af Præstkær har indstævnet ctr. Claus Madsen af Gerndrup angående hans hustrus kirkegang. Som velærværdige hr. Peder Vinding af Præstkær med fem overensstemmende vidnessbyrd deres edelige og skriftlige attest af 2. sept. 1738 beviser, at Claus Madsens hustru af Gerndrup, da hun den 6. søndag efter Trinitastis holdt hendes kirkegang, ikke havde flere koner med sig i følge end Tyge Andersens  hustru af Hulvad, hvorved hans kgl. maj.tx allernådigst udgivne rituals 8. pag. 118. et 119. art. som allernådigst befaler, at kvinderne efter deres barselseng efter nogle ugers forløb skal indledes af præsten og komme til kirken med nogle få par kvinder :/ af hende er overtrådt; desårsage bemeldte hr. Peder Vinding udi indlæg af 4. sept. 1738 påstår, at bem.te Claus Madsen og hustru for slig overtrædelse bør anses med mulkt til sognets fattige og betale processens omkostning. Hvorimod bemeldte Claus Madsen ej noget har ladet fremføre, endskønt han efter aktens formelding, da han første tingdag kom til retten, dog efter at den var ophævet, blev advaret og tilkendegivet sagens opsættelsestermin. Altså efter slig beskaffenhed, og som Claus Madsens husru ikke har holdt sig ritualets befaling efterrettelig, vidste ej herudi at kende og dømme, end at Claus Madsen og hustru for deres begangne forseelse bør bøde til Brørup sogns fattigkasse 2 mk. danske og til hr. Peder Vinding at betale i processens omkostning 6 mk. danske, alt inden femten datge efter denne doms lovlige forkyndelse under nam og exekution i deres bo og midler, hvor findes efter loven.


 

AO2 33:

Et indlæg fra Ebbe Sørensen: Velædle herredsfoged sr. Søren Bierum. Endskønt jeg ikke finder mig pligtig noget at svare på det af min nabo og medtjener Christen Andersen af Okslund indleverede indlæg, hvorpå han æsker svar, så dog alligevel for at føje retten vil jeg herved illustrere og tilkende give retten følgende poster, det første betræffende reversal eller såkaldet genpartfæstebrev af det mig meddelte fæstebrev, så fornemmeer jeg, at over sådanne kirkejorder ikke bør holdes nogen reversal. 2) Om fæstebrevet er indført i herskabets fæsteprotokol, og for det 3. om der i daværende fogeds regnskab, som mit fæstebrev har udstedt, er anført fæstepenge eller ikke, med videre samme indlæg i munde fører. Alle disse trende poster er ensag, som mig ikke vedkmmer eller bør være fiscal over. Thi jeg bliver alene ved hovedsagen, hvorfor stævnet er, med formodning at mit fæstebrev vliver ved magt kendt, på det mig af det højvelbårne herskab ... i fæste haver forundt. Skulle han i noget af dette foranførte vorder forsømmelig enten at observere hans maj.ts forordning eller herskabets interesse, er det en sag ikke vedkommer mig i ringeste måder, men en sag imellem det høje herskab til Estrup og deres anfortroede fuldmægtig, som udi deres absence har været godset betroet, og aldeles i ingen optænkelige måder kan forkrænke ... minret efter mit fæstebrevs tilhold /: med videre som produceret er :/ at jeg jo må nyde det, mig fæstet er. Som sikkerlig og uden al tvivlsmål er det samme stykke kirkeeng, Christen Andersen af efterkommende ridefoged Thimsen haver fæstet, hvorved ydermere stadfæstes ved ratification på fornævnte Christen Andersens fæstebrev, som dommeren vel ved de producerede dokumenter oberserverer og iaggager ved doms afsigt. Dette mit enfoldige indlæg beder jeg ærbødigst i retten læst, påskreven og akten tilført, og i fald noget af betydenhed af min kontrapart måtte indvendes, det ved udtog til min besvarelse måtte fås beskreven. Resten forbliver det, jeg er, velædle hr. herredsfoged og rettens admininstrations tjenstydmygste tjener. Ebbe Sørensen.


 

Torsdagen den 16. oktober 1738:

Christian Grundahl af Kolding mødte på vadestedriderne Anders Pedersen og Hans Knudsens vegne, som ellers selv personl. var mødt, og udi sagen, som actor Otto D. Bierum imod dem har formeret producerede først en rettens stævning udi samme sag (folio 123, dernæst producerede et her af retten udstedt genpartstingsvidne sluttet den 21. aug. unde nr. 1; nok et andet tingsvidne udstedt fra Koldinghus birketings ret d. 9. sept. så vel som en rekvisition til hr. tolder Rachlow i Kolding af den 31. juli med gensvar og Niels Sørensen Bæckers til hr. tolder Rachlow skrevne missive udi sidstbemeldte tingsvidne fra pag. 52 til 62 indført, alt under nr. 2 (fol. 124, 25, 26. 27, 28, 29, 30, 131); slsuttelig Grundahl hans på bemeldte vadestedridere Hans Knudsens og Anders Pedersens vegne forfattede indlæg (folio. 131-135). - Bierum havde anhørt byfoged Grundahls vidtløftige, fingerede indlæg, hvilket Bierum ville ønske var så sandfærdigt som det i sig selv er vidtløftigt, da det skulle være Bierum kært hans principaler at være uskyldige. Thi Bierum i ingen måder enten har været eller er intentioneret nogen uskyldig at søge til ringeste strafs lidelse, men alene eftertragter vedkommende efter fortjeneste lovvedbørl. afstraffet, til hvilken ende og ... ... at oplyse retten han tjenstl. begærede at måtte forundes, hvis af hr. byfoged Grundahl idag er fremlagt såsom det under nr. 2 producerede tingsvidne med derved fulgte såkaldte rekvisition og sluttel. nu producerede indlæg til vedbørl. b esvarelse i 3 á 4 uger, og sagen til den ende at må nyde anstand til den tid, retten behagelig determinerer, til hvilken tid denne af hr. Grundahs på... udeblevne besigtigelse eller såkaldte section, der Bierum har været af hænderne og desårsag ej endnu er bleven fremlagt, noksom skal vorde produceret. - Grundahl refererede sig til hans indlæg, men protesterer imod actors begæring, at ham ingenlunde tillades den forlangte rekvisition med vedhæftede Niels Sørensen Bechers egenhændig skrevne og forseglede brev til hr. tolder Rachlow in originali, hvilket dokument alene er produceret til rettens eftersyn og confrontation med det på Koldinghus birketing udstedte tignsvidne, [=> AO2 34] hvorudi samme findes indført. 13/11.


 

Peder Nielsen af Debel på vegne af Christen Andersen i Okslund fremlagde Christen Andersens indlæg. Ridefoged Anders Lunds fuldmægtige Christian Lund og Ebbe Sørensen begæred det passerede beskrevet. 30/10.


 

På vegne af Claus Madsen af Gerndrup mødte Christian Lund fra Estrup med stævning (fol. 136) mod hr. Peder Vinding af Præstkær. Peder Vinding overlod først til retten, hvad tid rettens stævning af citanten var udtagen til, enten den 9. eller 16. oktober, endvidere at Else Palludan af Præstkær ej var kaldet og indstillede til retten, om Peder Vinding kunne sigtes før end lovens pag. 15 art. 15 (Danske Lov 1-2-15) var fyldestgjort. Skulle retten finde for ret imod denne hans protest at lade fremme sag imod ham, reserverede han sig videre forestilling om denne sags egentl. natur, at den ej er så i sig selv, som stævnemålet indeholder, ja videre ved kontrastævning at godtgøre, det Claus Madsen, som her foregiver ingen søgsmål siger sig at have mod bem.te hr. Vinding, ventende herom rettens [=> fol. 122] betænkning.- Christian Lund tilstod vel, at stævningen af herredsfogeden var udstedt til den 9. oktober, men formedelst den ikke betimeligt kunne vorde forkyndt, tilstod og at have den forandret og udsat dens dato til 16. oktober. Hvad sig Else Palludan angår, vidste Lund ikke, at hun var tillige med de andre anført i attesten, men begærede sine vidner til forhør. - Retten resolverede, at siden Peder Vinding har protesteret ej noget imod ham at måtte blive foretaget i denne sag, som Claus Madsen af Gerndrup imod ham her til retten har indstævnet, i anledning af lovens pag. 15 art. 15, så og tilkendegiver, at Else Palludan, som her i sådan sag har attesteret, ikke af contracitanten er stævnet til andre vidners påhør, så turde rettenn ej understå sig at antage vidners førelse, førend lovens pag. 15 art. 15 bliver fyldestgjort. Så og haver Claus Madsen lovligt at indkalde Else Palludan til hvilken tid hans opsættelse forunden i tre uger. 6/11.


 

AO2 36:

Følger her indført efterskrevne dokumenter, som idag den 16. omtober produceret er.

Først en rettens stævning fra de tvende vadestedridere Hans Knudsen og Anders Pedersen til sr. Otto D. Bierum som actor for eftermålsmanden for den afdøde Hans Neilsen, her foran citeret på folio 121: Bierum har på vegne af eftermålsmanden for Hans Nielsen og stedets høje herskab generalløjtnant von Scholten beskyldt citanterne for, at de tillige med Niels Sørensen Bæcker skal have tilføjet kromanden overfald på liv og lemmer, der skulle have årsaget ham hans død, og tragtet dem efter som manddrabere til bånd og fængsel. Men som de er forsikrede, at de er uskyldigt anklaget, beskyldte og eftersatte, ligesom actor ikke med et eneste vidne har kunnet overbevise dem enten at have lagt hånd på den afdøde, skudt eller tilføjet ham mindste skade, så formener de sig forårsaget deres uskyldighed i vedkommende forhold og omgang at oplyse og remonstrere, hvorefter de forventer frikendelse og erstatning for ulejlighed, fortræd og omkostninger. Også Hans Kragh stævnes, om han har noget at indvende imod producerede beviser.

fol. 134:

Tingsvidnet udstedt af Koldinghus birketing (her i uddrag).

AO2 37:

Stævningen fra birkedommer Hans Pank: Hans Knudsen og Anders ,Pedersen har for ham andraget, at de er kommet i erfaring, at efterskrevne skal kunne give oplysning, at Niels Sørensen Bæcker, forrige vadestedrider, da han den 13. apr. med kromanden Hans Nielsen i Vejen havde klammeri og slagsmål, efter den tid skal have udsagt og beklaget sig at, at han samme aften har været så ulykkelig og skudt bemeldte kromand, og at det er enhver vitterligt, at bemeldte Niels Becher for samme gerning som gerningsmand har undvigt og forladt hans vadestedridertjeneste. Til stævnes efterskrevne: Hans Hansen, Christen Hansen og Niels Mikkelsen af Seest såvel som sognefogeden Hans Buk (Hans Buch) i Hjarup, Poul Laursen [=> fol. 125] Buck i Nagbøl, Mads Laursen i dollerup, Poul Hansen og Hans Bertelsen i Seest.

For hospitalsforstander Hans Kragh i Ribe var mødt Simon Møller af Kolding for at observere, hvad i sagen mod Niels Sørensen Becheer måtte forefalde; han vil protestere imod, at der føres vidner, uden at de forhen afhørte vidner er blevet stævnet iflg. lovens pag. 108-109 art. 12 (Danske Lov 1-13-12). - Grundahl svarede, at hvad angår, at mons. Bierum foregiver, at det skal være soleklart, at ingen andre end vadestedriderne Hans Knudsen, Anders Pedersen og undvigte [=> AO2 38] Niels Sørensen Becher er skyldige i kromandens død, og beskyldningerne sigter på dem alle, så protesterede Grundahl deerimod, da Bierum aldrig kan bevise, at Hans Knudsen og Anders Pedersen har lagt hånd på den afdøde, men dette alene, at som kromanden først havde ytret slagsmål, der strakte sig så vidt, at Niels Sørensen Bæcker kom i klammeri og slagsmål med ham, ja og at kromanden først har overfaldet vadestedriderne med stave eller stokke og tilføjet dem slag samt samlet en del folk imod vadestedriderne, så har det og forårsaget, at Niels Sørensen Becher har skudt og værget sig med sin pistol, der faldt så ulykkel. ud, at kromanden i hans lænd blev skudt under hans hofte. Men om samme skud er dødel., er endnu uafgjort, om ikke kromanden så snart er død af anden indvortes svaghed, hvilket ikke bliver Grundahls sag så meget at vedrøre, som han fornemmer alene Niels Sørensen Becher at påtale og se sig befriet på hvad måde, han bedst ved og kan, som da ingen af de afhørte vidner har kunnet oplyse, hvem af de 3 vadestedridere den har været, der har skudt og truffet kromanden, da dog det er fast, at Niels Sørensen Becher alene har skudt og truffet, soms såvel hans egenhændige skrivelse til hr. tolder Racholw tildels skal oplyse som og hans egne ord og klagemål til nogle af de her indstævnede vidnere, for hvilket skud eller anden kromanden tilføjet skade Hans Knudsen og Anders Pedersen for den højeste Gud kan bekræfte at de ganske var uskyldige, hvorfor de og har ladet stævne at oplyse deres uskyldighed herudinden. Angående mons. Møllers protest mod stævnemålet, fordi de ved Gørding-Malt herredsting afhørte vidnere ikke er stævnede imod de, som nu agtes at føre for retten, så forsikrer Grundahl retten, at der ganske og aldeles intet er stridigt udi de her nu agtende vidners førelse imod, hvis vidner forhen i sagen er bleven førte. Thi har quæstionerne alene efter idag producerede stævnemål til oplysning, [=> fol. 126] som hidindtil har manglet, hvo den af de 3 vadestedridere har været, der har skudt og truffet kromanden, så og om ikke Niels Sørensen Becher straks er undvigt og har forladt hans vadestedridertjeneste, da de andre, neml. Hans Knudsen og Anders Pedersen i deres tjeneste er bleven til stede. - Simon Møller måtte erindre, at Niels Sørensen Bechers undvigelse ikke er sket formedelst at han i noget har fundet sig skyldig udi det drab, som er sket på kromanden, men mere for at undgå vidtløftighed og arrest, så Møller ikke skulle tro, at Niels Sørensen Becher ikke mere end de andre vadestedridere, der med ham har været i compagni, kan beskyldes for nogen misgernings forøvelse, ikke heller at det ventelig skal bevises, at Niels Sørensen Becher er den, som til døde har skudt kromanden, men mere i betragtning at han, som har været den, der først har ført klammeri i hans hus, ventelig har påført sig det, som hans svaghed tilforn ikke har kunnet udstanden derover selv har forårsaget hans dødel. afgang. Han fastholdt sin protest. [=> AO2 39] Retten resolverede således, at de indstævnte vidner vorder accepteret deres vidner edell. at aflægge, dog at de ikke noget, som kunne være stridig imod forhen afhørte vidner.

1. vidne, Hans Hansen af Seest:

Grundahls spørgsmål:

  1. Omm ikke forrige vadestedrider Niels Sørensen Becher dagen efter at han om natten imellem den 13. og 14. april har skudt kromanden Hans Nielsen og truiffet ham i hans venstre lænd under hans hofte, har talt med vidnet om det slagsmål, han havde med kromanden. - Vidnet svarede, at næste eller andendagen efter at vadestedrideren havde været i klammeri med kromanden i Vejen, kom Niels Sørensen Becher til vidnet i hans hus, og da spurgte bemeldte vidne Niels Sørensen Becher, om han havde slaget fornævnte kromand, hvortil Niels Becher svarede ja, han fik et par ørefigner, men hvem der gav kromanden samme, blev ikke omtalt. I samme tid og færd sagde og Niels Sørensen Bechere, at der var samlet i kromandens gård en del folk og ville slaget dem ihjel. Så skød vi, sagde Niels Sørensen Becher, og jeg træffede. Landflygtigen er jeg; men det bliver ... hvilken landflygtelse var for skuddet på kromanden. Talte så ej videre derom. Niels Becher red straks bort fra vidnet, og siden har vidnet ikke set eller talt med ham.
  2. Om Niels Sørensen Becher omvundne tid har givet nogen andre skyhld end sig selv for den skade eller dette skud. - Vidnet svarede nej, men Niels Sørensen Becher klagede sig for den skud og gerning, han havde gjort.
  3. Om vidnet ikke ved, at Anders Pedersen og Hans Knudsen vadestedridere i de dage og længere tid var til stede og nærværende og offentlig forrettede deres vadestedridertjeneste. - Vidnet svarede jo, de var til stede og red offentlig i deres tjeneste, indtil de blev søgt. Men hvor mange dage kan vidnet ikke erindre, dog var det nogle dage efter kromandens død, de forrettede deres tjeneste offentligt.

Simon Møllers spørgsmål:

fol. 127:

  1. Om han ikke, så snart denne gerning på kromanden var sket, ved, at vadestedriderne Hans Knudsen og Anders Pedersen var befrugtelig for pågribelse i henseende til den misgerning og beskyldning, som dem tillægges for kromandens død. - Vidnet svarede, det vidste hann ikke, før end nogen tid efter, de blev søgt til bånd og fængsel.
  2. Om vidnet ikke er bekendt, at høj- .og velbårne hr greve og amtmand von Oertz efter geheimeråd og stiftbefalignsmand von Gabel ham tilstillede efterretning har føjet anstalt til Hans Knudseng og Anders Pedersens pågribelse. - Vidnet svarede jo, længe efter kromandens død blev der efter ordre søgt om Hans Knudsen og Anders Pedersen.
  3. Om vidnet ikke er bekendt, at bemeldte tvende vadestedridere på den tid af frygt for pågribelse havde så godt som forladt hus og hjem ja endog ladet bortflytte af deres ejende bohave. - Vidnet har hørt det sige af folk, men enten der er sandt eller ikke, ved vidnet ikke.
  4. Efterdi vidnet på foregående spørgsmål af Grundahl har forklaret, at Niels Sørensen Becheer skal have sagt for vidnet ved hans gård, at han havde skudt og træffet, så er spørgsmål, om Niels Sørensen nogen sinde derhos har tilkendegivet, at han enten med dette skud eller i andre måder har været årsag til kromandens dødelige afgang. Vidnet svarede, Niels Sørensen Becher havde sagt, at han havde skudt og træffet olg for kromandens dødel. afgang var landflygtig.
  5. Om vidnet ikke har hørt før omvundne tid af Niels Sørensen Becher, hvem der har været årsag ti det klammeri udi den afdøde kromands hus. - Vidnet svarede nej, blev ej omtalt videre, end som vidnet forhen har vunden og protokollen er tilført.
  6. Om vidnet ikke er bekendt, at Niels sørensen Becher fra det første, han tiltræde vadestedridertjenesten, har stedse med årvågen nidkærhed forrettet, hvis han burde, samt om han ikke udi liv og levned således har opført sig, at intet forargeligt udi den tid, han sig i Kolding har opholdt, efter ham har været spørgeligt. - Vidnet svarede, vidste ikke andet end skikkelig liv og levned om Niels Becher at forklare, ikke heller ved andet om Hans Knudsen og Anders Pedersen.
  7. Om vidnet ikke er bekendt og har hørt, at de 2 vadestedridere Hans Knudsen og Anders Pedersen har været i kromandens hus, da dette klammeri passerede. - Vidnet svarede, ved ej videre end ry og rygte, at de var der i huset eller gården, men ikke ved, at de tilføjede kromanden nogen skade.
  8. Om vidnet ikke har hørt og er bekendt, at der af såvel Anders Vadestedrider som af Niels Sørensen Becher skete skud med pistol i kromandens hus . - Vidnet svarede nej.

2. vidne, Christen Hansen af Seest:

AO2 40:

Grundahls spørgsmål:

  1. at dagen elleer andendagen efter ungefær at kromanden Hans Nielsen var død, kom til vidnet Niels Sørensen Becher, hvem vidnet adspurgte, hvordan det var med ham; dertil Niels Sørensen Becher svarede: Anders Pedersen skød først, og så skød Niels Becher, og han var så ulykkelig at træffe og måtte nu så ride og turde ingensteds være.
  2. nej, ligesom næstforrige vidnet har forklaret.
  3. så dem i de dage, men Niels Sørensen Becher har vidnet ikke set siden forbemeldte tid, vidnet talte med ham

Møllers spørgsmål:

  1. Anders Pedersen og Hans Knudsen frygtede dem ikke for gerningen, før end nogen tid derefter, da blev læst ordre ved kirken om pågribelse.
  2. ved ej videre, end han forhen har vundet om ordren for kirkedøren.
  3. vidste ej noget derom at vidne.
  4. Niels Becher sagde vel, han havde skudt og truffet, men derhos ikke sagt, at han var skyldig i hans død.
  5. nej.
  6. ligesom næstforrige vidne.
  7. ved ej noget derom at vidne.
  8. ved ej videre, end han forhen har forklaret.

3. vidne, Niels Mikkelsen af Seest:

Grundahls spørgsmål.

  1. Niels Sørensen Becher talte med vidnet andendagen efter gerningen i Vejen var passeret, men ikke talt om klammeriet.
  2. Om ikke vidnet talte Niels Sørensen Becher, da det var bleven rygtbar, at kromand Hans Nielsen var skudt, og da derom adspurgte Niels Becher, om han havde skudt kromanden, og hvad Niels Becher vidnet dertil svarede. - Vidnet svarede, da det var bleven rygtbart, at kromanden var skudt, spørgte vidnet Niels Becher, om han havde skudt, som svarede ja, da vidnet sagde, hjvad vil der da blive af, dertil Niels Becher svarede, Det kan blive godt, men det vil nok vare længe eller noget.
  3. Om vidnet samme tid talte eller fortalte vadestedrideren Niels Sørensen anden skud eller skade end den, der var sket på kromanden. [=> fol. 128] Vidnet svarede, han spurgte om skuddet, men blev ikke omtalt på hvem.
  4. Hvad der har anlediget vidnet til at spørge Niels Sørensen Bechder ad om det skud, han havde skudt og hvor ... ... var sket, da vidnet det omspurte. - Vidnet svarede, han havee hørt rygte om, kromandenn i Vejen var skudt, som gav vidnet anledning at spørge, om han havde skudt, som svarede ja, men navngav ingen.
  5. Om vidnet da med sandhed kan sige, at Niels Sørensen Becher gav nogen af de 2 andre vadestedridere nogen skyld i det skud, som blev skudt på kromanden, uden sig selv alene, som har sagt for vidnet at have skudt. - Vidnet svarede, blev ikke omtalt.
  6. Om ikke niels Sørensen becher straks efter kromandens død som omvundet undvigte og forlod hans vadestedridertjeneste, da de andre tvende Hans Knudsen og anders Pedersen forblev til stede og offentlig forrettede deres tjeneste nogen tid efter. - Vidnet svarede, Niels Becher forlod straks tjenesten og har ikke været siden ved den, men om de andre ved han ingen rede., såsom vidnet den tid var syg.

Møllers spørgsmål:

  1. vidste det ikke.
  2. vidste vidnet ikke, men de var i vidnets hus at søge om Niels Sørensen Becher en 8 dage efter han var bortreden.
  3. vidste ej noget derom at vidne.
  4. vidste ej videre, end han har afvundet.
  5. vidste ej noget derom at vidne.
  6. svarede ligesom første vidne har afvundet.
  7. vidste ej noget derom at vidne.
  8. har hørt sige, at der blev skudt 2 skud, men ikke kan forklare af hvem videre end det ene af Niels Becher som omvundet er.
  9. Simon Møller tilspurge yderligere vidnet, om han med en god samvittighed kan vidne og tilstå, at Niels _Sørensen Becher er undvigt eller sig til side holden så meget af frygt for den ham pålagte beskyhldning som undseelse for arrestes tvang. - Vidnet svarede, vidste det ikke.
  10. Om vidnet ikke er bekendt samt og hørt sige, at den afdøde kromand Hans Nielsen ikke af skud men mere af anden ubillig medfart såsom af fødders tråd og deslige skal være ilde begegnet. - Vidnet ved ej noget derom at vidne. Svarede ellers på spørgsmål ej at være beslagtet til nogen af vadestedriderne, men Niels Becher har logeret hos vidnet i 1½ år.

4. vidne, Hans Lauridsen Buch af Hjarup:

  1. Om vidnet ikke er vitterligt, at forrige vadestedrider Niels Becher efter kromandHans Nielsens død i BVejen straksen undvigte for det skud, bem.te kromand var tilføjet og således aldeles forladt hans vadestedridertjeneste, så og om der ikke en [=> AO2 41] anden vadestedrider i bemreldte undvigte Niels Bechers sted og antagen, og endelig om ikke Anders Pedersen og Hans Knudsen mere end 8 dage efter kromandens død var til stede og offentligt forrettede deres vadestedridertjeneste. - Vidnet svarede, har hørt sige som og at være vidnet sagt, at vadestedrideren Niels Becher lå en nat i Ødis Bramdrup, og så snart han fik at vide, kromanden i Vejen var død, rejste han straks derfra, og siden blev han borte for samme sag og kom ikke igen. Straks derefter blev indsat en anden vadestedrider til at forrette tjenesten. Anders Pedersen og Hans Knudsen forrettede vadestedridertjenesten offengligt en 8 dages tid ungefær enfter kromandens død i Vejen. Da vidnet en dag talte med sidstmeldte vadestedridere nemlig Hans Knudsen og Anders Pedersen i Hjarup by og vidnets hus, og siden 2 dage efter omvundne tid, talte vidnet atter med dem i Dollerup, da de fulgte vidnet fra Dollerup igennem Skanderup på vejen ad Kolding eller Seest. Vidnet red så hjem, og vadestedriderne sagde, de ville også ride hjem.

Møller tilspurgte vidnerne, om det ikke ham er bekendt, at der såvel udi vadestedrider Niels Bechers sted sog og udi de 2 andre vadestedridere af tolderen sr. Rachlow i Kolding var beskikket andre personer til samme bemeldte tjenestes obagtning ved toldstedet og dets grænser, formedelst vedkommende vadestedridere deres tilsideholdelse. Vidnet svarede, i omvundne tid da vidnet talte og så vadestedriderne Anders Pedersen og Hans Knudsen, betjente de selv tjenesten, men siden derefter har vidnet hørt sige, at der var beskikket i deres sted 2, men om det således var, ved vidnet ikke, såsom han ikke har set nogen eller talt med nogen, som deres tjeneste forrettede, som omspurgt er. Men i Niels Sørensen Bechers sted blev der straks som vundet er beskikket. - På spørgsmål svarede ej at være beslagtet med nogen af vadestedriderne.

5. vidne, Poul Lauridsen Buch i Nagbøl:

Svarede på Grundahls spørgsmål til næstforrige vidne, at vadestedrideren Niels Sørensen Becher er nogle dage efter kromandens død i Vejen rejst bort, som og i hans sted beskikket en anden; har ellers hørt sige, at bemeldte Niels Becher var bortrejst sønderpå, fordi kromanden [=> fol. 129] var død, og han var kommen i den ulykke. Anders Pedersen og Hans Knudsen forrettede deres tjeneste mere end otte dage efter kromandens død og red offentligt, som og havde været i vidnets hus og gård, da de kom vester fra og red østerpå, ligesom næstforrige vidne har forklaret.

Simod Møller exceperede imod dette vidnes forklaring, for så vidt han efter andres hørelse har vundet og elleres forlangte hans svar å det til næstforrige vidne fremsatte spørgsmål. - Grundahl formoder, at retten tilsidesætter Møllers exception, siden samme åbenbare strider imod hans egne quæstioner, som virkelig udvisere, at han har quæstioneret til de foregående vidner, ligesom vidnerne har svaret efter ord og tale, men meget mere reflekteret på vidnets oprigtige .... -Vidnet svarede, på Møllers spørgsmål til næstforrige vidne, at han vidste, der var indsat en vadestedrider i Niels Sørensen Bechers sted straks efter hans bortrejse, da kromanden var død. En tre ugers tid ungefær efter kromandens død talte vidnet med 2 karle, som red p vadestedriderne Hans Knudsens og Anders Pedersens sted efter deres egen sigelse. Dog ved vidnet ikke, enten de var lejet eller indsatte i deres sted; samme karle red på Aners Pedersens og Hans Knudsens heste, forklarede samme tid, at de var lejet. Videre forklarede vidnet, at han hverken var beslægtet eller besvogret til nogen af vadestedriderne.

6. vidne, Mads Lauridsen af Dollerup,
7. vidne Poul Hansen i Seest:

Stort set samme vidnesbyrd.

Grundahl, som fornemmede, at Hans Bertelsen af Seest ej var mødt, frafaldt hans vidne. Men til ydermere oplysning i samme sag og til fast bevisning, at Niels Sørensen Becher alene er den, der har tilføjet kromanden Hans Nielsen omvundne skade, producerede Grundahl en til tolder Andreas Racholw forfattet rekvisition af 31. juni med hans egenhændige påtegnede gensvar så vel som et udi bemeldte gensvar påberåbt skrivelse under Niels Bechers egen hånd til tolderen med Bechers uden på brevet trykte signet, som betegner en fortun med disse bogstaver oven over i samme p... NSSB, hvilket brev han begærede læst, påskreven og denne akt tilført, lydende således som hernæst følger:

Velædle højstærede hr. tolder Andreas Rachlow. Det er ham vitterligt, at vi tillige med Niels Sørensen Bechoer den 13. april var udreden i vor vadestedrider-beret at patruljerepå grænsen ved åen 1/4 mil fra Vejen, om nogen toldsvig var at fornemme, og da vi for at søge nærmere kundskab om en drift stude, som var os foresagt skulle fordrive ...., var indkommen hos kromanden Hans Nielsen i bemeldte Vejen kro, hvorledes at Niels Sørensen Becher med gerådede i klammeri, som dog uden følge og skade var overstået, da nu kromanden, medens vi, som ingen udstand havde med ham, med bemeldte Niels Becher sad fredelig, hemmelig og vitterlig uden årsag havde samlet af byens folk med stokke, stave og gevær til sig i hans gård og gjord eoverfald på os, da vi ville se til vore heste og ride vor vej, faldt det så ulykkeligt ud, at bemeldte Niels Sørensen Becher med sin pistol værgede sig og skød bemeldte kromand i hans venstre hofte, så han på andendagen derefter døde. Hvor stærkt skuddet har truffet, og om det har været så letkol, at han deraf, eller som os er berettet var af anden indvortes svaghed, er død, formener vi doktorens og feldskærerens syn omstændelig forklarer. Men som vi tillige med Niels Sørensen Becher er stævnede og saggivet for samme gerning, fordi vi som meldt har være med ham i bem.te kro, uagtet at vi med uskadt samvittighed med vores korporlige ed kan bekræfte, at vi hverken har lagt hånd på den afdøde, mindre [=> fol. 130] skudt, slaget, rørt eller tilføjet ham ringeste skade, da Niels Becher aleneste er den, som har skudt og haft slagsmål med ham, og da det bevindes, at ingen af vidnerne ventelig fordi det var mørkt, har kunnet give oplysning, fra hvem skuddet er kommet, så vi desårsag og indtil vi kan få den rette skyldige oplyst, stikker ganske uskyldig i fare. Thi er vi højligen forårsaget til sandheds oplysning ... at anmode højstærede hr. tolder, at han umishagelig herpå tegnet ville meddele os hans beedigede attest på følgende poster: 1) Om ikke bemeldte Niels Sørensen Becher enten ved skrivelse eller og mundtl. direkte eller indirekte for hr. tolderen har beklaget hans maleur, og at han har tilføjet kromanden skud eller skade. 2) Om ikke bemeldte Niels Sørensen Becher siden hans undvigelse har tilskrevet højstærede hr. tolder, som denne sag anrører, hvorefter og om samme breve er behlldt. 3) Om samme breve skulle findes, hr. tolderen udi sin attest ville meddele os indholden eller og brevene in originali herved og ved hans besvaring til retten bestyrkelse lade følge og hæfte. 4) Om hr. tolder ikke ved eller haver hørt, at Niels Sørensen Becher haver skudt kromanden i hans hofte eller lår. 5) Om det ikke overalt er rygtbart og landkyndigt at ofte bemeldte Niels Sørensen Becher formedelst det skud og den skade, han har tilføjet kromanden, fra belgyndelsen af har været bortrømt og forladt hans vadestedridertjeneste, så at en anden i hans sted er antaget og beskikket,. Og 6) om hr. tolder ikke har hørt eller ved nogen anden, sil vi kunne vente os oplysning fra, for hvem Niels Becher enten i en eller anden måde måtte have åbenbaret hans maleur. - Skulle højstærede hr. toldere herudi findes vægerlig, som vi dog ikke vil håbe, nødes vi til at søge hans vidne efter foregående varsel ved rettens assistance. Forblivende med al veneration velædle højstærede hr. tolders ydmygste tjenere, Hans Knudsen, Anders Pedersen. Kolding, den 31. juli 1738.

Til gensvar på denne rekvisition er mit svar på de 3 første poster, at jeg ikke har set Niels Sørensen Becher siden, den ulykke er sket på kromanden i Vejen eller ved, hvor han sig har eller endnu opholder til dato, men vel imidlertid fået vedhæftede brev, som her følger in originali. - På 4 påst svares, at jeg vel har hart, at Niels Sørensen Bechere skal have skudt benævnte kromand i låret. - Den 5. post besvares, at siden den berørte ulykke i Vejen er sket, har Niels Sørensen Becher ikke våred her i egnen for at opvarte sin anfortroede vadestedridertjenste, hvorfor straks en anden til hans hafte tjeneste er antaget, som af mig straks er indberettet til højlovl. kammerkollegie høje herrer. - På 6. post ved jeg ej noget at svare. Men at dette mit svar at være i alt således rigtig tilstår såsandt hjælpe mig Gud og hans hellige ord. Kolding d. 18. august 1738. A. Rachlow.

Velædle hr. tolder. Jeg kan ikke forbigå, at jeg må melde til hr. tolder min elendige og ringe tilstand i henseende til min af mig gjorte uforsigtig gerning. Så beder jeg mindelig og hjertelig, kære hr. tolder, at ville stræbe for mig, om [=> AO2 43] det var mjuligt, at jeg kunne og måtte komme for lyset udi frifrelse til sagens uddrag. Ellers så har jeg allerede spyurgt, at dkotor Ancheresen af Ribe tillige barber Skøtz har våren ved den døde ham at opskære, og nu derefter haver jeg ved en fortrolig ven ladet fornemme, hvorledes det gik af, da efter doktorens beretning ville det komme an på mandebod og sagens omkostning at betale,s hvorpå jeg vil befale sagen i vor Herres og gode venners hænder, min fortrolighed til gode hr. tolder at stræbe for mig, vil jeg bede den gode Gud rigelig vil belønne. Ellers så venter jeg fra hr. tolder et par ord tilbage med nærværende bud, hvornæst jeg lover, velædle tolders lydige tjener. Niels Becker.

Simon Møller, som havde anhørt den fra de tvende vadestedridere ergangne rekvisition til tolder Rachlow, ventede ikke, siden Niels Bechers brev er uden dato  og uden noget navngivet sted, at det på noget sted som et fundamentabel bevis kan anses, og reserverede sig overfor rekvisitionen. - Grundahl aleneste erindrede, at mons. Møller formener at Møllers reservavtion er uden grund.Thi så lidet som stedet, hvorfra brevet er skrevet, kan give nogen oplysning eller hjælp i sagen til sandheds befordring, ... så fast formener og, at Niels Bechers skrivelse virkelig overbeviser ham, at han er den, som alene har tilføjet kromanden skade, og for selvsamme gerning undveget. Sluttelig bad Grundahl et tings[=> fol. 131]vidne blive sluttet. - Simon Møller fastholder sin reservation og anfører, at Niels Sørensen Becher ikke, som Grundahl behager at melde, har taget sin henflugt i frygt for sagen, at han dermed kender sig som gerningsmand til kromandens dødelighed, men alene af frygt for pågribelse og arrest at undgå.

Nierum som dog med kedsommelighed havde anhørt, hvis pro et contra under dette forlangte tingsvidne fra idag, retten blev sat, til ud på aften er blevet fremført, proponeret og ventileret, men hvorvidt alt sligt udi sin tid kan og bør på sit sted og sine steder anses, Hans Knudsen og Anders Pedersen til befrielse udi den øvede omgang og drab på Hans Nielsen, lader Bierum det bero, til hvilken ende han ville hålbe genparttingsvidne beskreven meddelt.
Tingsvidnet er underskrevet af dommeren og tingmændene.

fol. 131:

Grundahls indlæg citeret på fol. 121:

Kgl. Maj.ts herredsfoged, velædle sr. Søren Bierum. Så urigtig som actor sr. Otto diderich Bierum såvel udi producerede stævning som ellers udi hans procedrurer beskylder vadestedriderne Hans Knudsen og Anders Pedersen ved Kolding toldsted for, at de tillige med Niels Sørensen Bierum den 13. april skulle have øvet vold og drab på afgangne Hans Nielsen, forrige kromand i Vejen, uden at have kunnet legitimere hans foregivende og hårde beskyldninger. Så ugrundet og uforsvarlig er hans irettesættelse, som han til deres største beskæmmelse har gjort på deres liv og gods, og så meget mere finder jegt mig til mine principalers frelse anlediget til at forestille sagens beslaffenhed, vidnernes foranderlige udsagn og isærdeleshed actors uforsvarlige forhold og omgang i sagen det korteste, muligt er, som følger: Da forbemeldte vadestedridere Hans Knudsen og Anders Pedersen tillige med Niels Sørensen Becker den 13. april a.c. var udreden for at beobagte deres vadestedridertjeneste om nogen tolddefradation var at fornemme, og som de samme dag patruljerede i egnen omkring ved Vejen by ungefær 1/4 mils vej fra toldskellet om en drift stude, som dem far foresag skulle forbidrive passagen indtil noget efter, at solen var nedgået, red de ind til forrige kromand Hans Nielsen i bem.te Vejen kro [=> AO2 44] i tanke at søge bedre kundskab om samme drift stude, hvor de forefandt ham med andre flere gæster siddende i stuen ved hans bord. Imidlertid noget efter deres indkomst draggede benævnte kromand Hans Nielsen i klammeri og slagsmål med første vidne Niels Jepsen, som han æreskældte og med hårgreb overfaldt, og ihvorvel at vadestedriderne, som på den tid sad fredelig efter vidnernes enstemmige udsagn og skøttede dem selv, i en god intention ville tale kromanden til rette for slagsmålet at få hæmmet, blev de uforskyldte groveligen udskældte både for skælme og omsider for hunde og bandet, hvilket forpårsagede, at Niels Sørensen bechjer overilede sig og slog kromanden under øret, bevises ved tingsvidne udstedt den 21. aug. dernæst, produceret under nr. 1 på pag. 21 og 24, 75 og 76., bestyrkes på pag. 26 og 32. Således er Hans Nielsen Kromand overbevist at være den, som først har yppet klammeri og selv forårsaget ulejlighed og således har og continueret, da han inde i hans kammers ej har villet lade sig styre. Thi ligesom vidnet Jens Poulsen udi tingsvidnet på pag. 65 forklarer, at den mundbrug, som nogle af vidnerne uensstemmige har vundet skql være hørt af vadestedriderne Anderes Pedersen og Niels Becher merkeligen har bestået derudi, at de har bedet kromanden gå til sengs, på det hans onde sind derved kunne blive styret, som også Las Iversen af Gruehuset bad ham om det samme pag. 75, desuagtet begyndte dog kromanden, som tilsidesatte gode råd og formaninger at bande og udskældte vadestedriderne for hunde, som forhen meldt er. Skulle det så være, at den ene eller den anden af vadestedriderne skulle have truet at slå døren ned, som dog ikke skete, eller og at Las i Grue skulle have fået et slag i hovedet af Anders Pedersens pisk, så er det ventelig og rimelig at sådan skælden og banden har overilet dem dertil, men derimod ikke godtgjort, at enten Hans Knudsen, som således ingen forseelse er overbevist,  eller Anders Pedersen har tilføjet enten kromanden, hans hus eller noget af hans ejende mindste skade, mindre lagt hånd på ham, som følgelig skal blive oplyst og bevist. Derefter, som det var blevet swtille i kammerset og vadestedriderne, som sad fredelige med hinanden, ikke kunne tænke eller vide andet, end at kromanden var gået til sengs og Las Iversen havde forføjet sig bort plå hans hjemrejse, eller uden at forestille sig den farlighed og de onde og hemmelige [=> fol. 132] anslag, som imod dem omsider befandtes iværksatte og allermindst, at kromanden tillige med Las Iversen i så ondt et forsært skulle have samlet folk til dem, som i kromandens gård stod i skjul, da det var mørkt og sildig ud på aftenen.Thi da vadestedrider Hans Knudsen trenede uden for døren at se til hans og de andres heste, såsom de var sindede at ride deres vej, siden den forventende kundskab om den ulovlige drift stude, som tvende af vidnerne efter deres udsigende i tingsvidnet pag. 22 og 88 også har hørt tale om, for dem var gået overstyr, blev han uformodentlig en del bevæbnede folk med gevær stave og stokke var, hvorfor han med temmelig alteration advarede de andre vadestedridere at søge retirade for den fare, de samtlige stak udi, som også påfulgte, idet Hans Knudsen, som da han med de andre ville gå til deres heste i gården ved hans udgang af døren af kromanden Hans Nielsen gulbsk blev slagen med et stykke ktræ, skønt han dog ingen i ringeste måde havde fortørnet, hvilket forårsagede, at det første skud, som ej træffede, blev skudt, som slete mere af skræk for videre overfald samt lifs og lemmers beskadigelse at undgå end at tølføje nogen af de tinstedeværende nogen skade, vide tingsvidnet på pag. 21, 22, 32, 33 46, 55, 57, 58, 68 og 79, fornemmelig 48 og 49. Ikke desto mindre ville dommeren behagelig mærke, at Hans Nielsen ikke var at styre, men med et overgivent forsæt råbt til vadestedriderne, de skulle ikkun kommu ud, skød de en, så var der flere tilbage, de havde og at skyde med, vide pag. 47, 55, 57, 58, 79, 81, så at dette påfulgte, som vadestedriderne med deres saligheds ed vil bekræfte, og som vidnerne, formedelst det var mørkt, ej har kunnet oplyse, at Niels Sørensen Becher blev slaget tvende slag med stokke eller stave, der faldt så ulykkeligt ud, at bemeldte Niels Becher værgede sig og med sin hos sig havende pistol skød og træffede kromanden Hans Nielsen i hans lår, hvilket sandelig aldrig var sket, dersom kromanden så vel som Las Iversen ikke havde indhentet og samlet de ommeldte bevæbnede mænd og så glubsk overfaldet vadestedriderne, da de var udkomne og ville ride deres vej, før end noget skud blev skudt, og ihvorvel de fleste a fvidnerne udi forbemeldte tignsvidne, som var overværende, da kromanden blev skudt, ikke har kunnet give mindste oplysning, hvem den af vadestedriderne har været, der har skudt og truffet bem.te kromand, så har jeg til Hans Knudsens og Anders Pedersens frelse været foårsaget fra Kolding birketings ret at erhverve det forhen producerede tingsvidne af den 9. sept. a.c. under nr. 2, hvilket tilstrækkeligt oplyser, hvorledes Niels Sørensen Becher, som alene fra begyndelsen af har haft slagsmål med kromanden, for en og anden selv har tilstået at have skudt og træffet ham og desårsage straks undvigt og forladt hans vadestedridertjeneste, da de landre uden at [=> AO2] frygte for angribelse, som de i begyndelsen ikke var forventende, blev til stede og forrettede deres vadestedridertjeneste offentligt så vel som derforuden forbemeldte tilståelse om skuddet har han udi et hans egenhændigt skrevne samt underskrevne samt forseglede brev til hr. tolder Rachlow her i Kolding ej alene beklaget sin skæbne ved ovenmeldte hans maleur, men endog beder velbemeldte hr. tolder, at han vil stræbe for ham at han kunne komme til stede til hans sags uddrag, vide sidstmeldte tingsvidne fra pag. 24 til 62.
Hvad nu de af actor førte vidner kan være betræffende, hvorvidt samme, der tildels var implicerede i den gerning, hvorom de har vundet, tildels villige, variable og uensstemlige, kan fælde eller rejse mine sigtede principaler, det ville dommeren behageligst tage i betragtning og observere, at første vidne Niels Ibsen af Vejen på actors fremsatte quæstion, neml. om ikke vadestedriderne med hug, skud og slag har overfaldet Hans Nielsen i hans hus, gård og frelse, at han andendagen derefter døde etc., noget ubetænksomt og ganske urigtigt svarede jo på pag. 25, hvorved han modsiger, hvis han forhen har svaret på mine til ham formerede tvende første quæstioner. Thi derrudi siger han ej at have set, at Hans Knudsen eller Anders Pedersen  har lagt hånd på kromanden eller tilføjet ham slag eller skade inden eller uden huset, men vel set en af tvende vadestedridere skudt, som han ej heller ved hvem var udi første tingsvidne pag. 22 og 23, som bestyrkes lpå pag. 25.
Andet vidne Niels Pedersen af Vejen, ligeledes som første variabelt, når dommeren behager at conferere vidnets udsagn udi sidstmeldte tingsvidne pag. 26, 27 og 28 på parternes tilførte quæstioner.
Tredie vidne Hars Andersen sammesteds, vidner, at kromanden Hans Nielsen så vel som Lars Iversen  flyede ud igennem sengekammersvinduet pag. 30 uagtet han siden forklarer tværtimod, at han ikke har set eller ved, hvorledes de kom ud, vide pag. 35 og 36, fremdeles vidner på actors sidste quæstion pag. 37, at han ej ved nogen anden end som omvundne udridere at være Hans Nielsens banemænd, men derimod har han tilstået førts på pag. 31, at han ej ved, hvem af de trende vadestedridere der skudt, som var ham umuligt at sige, dernæst han på pag. 36 og 37 siger, at han ej er vidende eller har set, at Anders Pedersen eller Hans Knudsen har slaget, stødt, sparket eller trådt Hans Nielsen etc., og på pag. 38 ej heller har set eller kan sige, om de er skyldige i Hans Nielsens død eller ikke.
Fjerde vidne Maren Hansdatter, dden afdøde kromands datter, så er det retten bevidst, [=> fol. 133] at hun i begyndelsen lovlig var stævnet hendes vidne corporlig for retten at aflægge, hvortil hun og de jure var forbunden, men som actor begærer(?) at hun i den tid sagen første gang blev opsat, til Rensborg skal være bortrejst og hun forinden for tvende af hende selv eller actor dertil udmeldte mænd og udi actors påhør alene skal være aflagt hendes vidne uden rettens eller de øvrige parters, som derom ingen communication er givet, deres påhjør, som jeg formener udi så højt magtpåliggende en sag af så stor vittighed (vigtighed?) for fornøden, så formener jeg, hendes udsagn bliver så suspect, at samme annoterer sig selv, 1) fordi det ikke er bevist, at hendes rejse var fornøden, at hun desårsag ikke kunne oppebie den ansatte tid at møde for retten. 2) Om så var, burde actor rekvireret tvende upartiske mænd af dommeren til hendes vidnes afhørelse, 3) givet vedkommende parter om tiden og steden beh ørig comunication såvel til at påhøre hendes vidne som deres ret derved at observere. 4) Foruden dette er hendes vidne afhørt i hendes faders hus, som er et krohus. 5) Ej vundet noget på hendes afgangne fader eller i ringeste oplyst hans onde forhold. For det 6) at hun som et vulligt og ulovligt afhørt vidne efter efter den i tingsvidnet tilførte protest og efter den reservation, retten selv ved afsagte interlocutoriekendelse har taget, ej bliver at reflektere på, vide tingsvidnet fra pag. 38 til 48.
5. vidne, Knud Jepsen svarer til actors 1. quæstion, at han var ved, da klammeriet i kromandens hus først begyndte, pag. 45; derefter foregiver han, at han først kom dertil lælnge efter at første klammeri var til ende, pag.46, forklarer også at have stået ved Hans Nielsens hus, da han så, at han blev skudt ved leddet for hans gård, pag. 45. Men på pag. 47 vidner han, at det var så mørkt, at han ej kunne se Hans Nielsen, pag. 47 endvidere at han ikke ved andre at være Hans Nielsens banemand end vadestedriderne, pag. 51 da han siden må tilstå, at han ikke ved, hvem af dem, der har skudt, og at ikkun en af de tre vadestedridere er Hans Nielsens banemand pag. 51 og 52.
Sjette vidne Hans Poulsen, som svarer på actors spørgsmål, at han af andre indstævnte vidner har hørt, at Hans Nielsen efter skuddet af vadestedriderne skulle være overfalden, da dog alle afhørte vidner og ike et eneste af dem har set, nogen af vadestedriderne har stødt eller rørt kromanden, efter at han var skudt, pag. 53 og 54.
Det samme er og imod 7. og 8. vidne.
Niende vidne Niels Hansen er også remarqabelt, når han forklarer at have hørt kromanden, efter at han var skudt, har klaget og jamret sig, og at ingen anden på samme tid uden vadestedriderne Anders Pedersen og Niels Sørensen Becher sås inde i stuen, som udskældte kromanden, pag. 59 og 60, da han dog siden har måttet tilstå, 1) at han ej var inde i stuen, da disse skældsord passerede, 2) ikke har set, at Anders Pedersen eller Niels Sørenen Becher har slaget eller lagt hånd på Hans Nielsen, 3) ej kendte nogen af bem.te vadestedridere [=> AO2 46]


Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg
Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk