Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden
Bemærk venligst:
Ekstrakterne tjener først og fremmest til at give læseren en oversigt over, hvad han kan forvente at finde i tingbøgerne. Det vil sædvanligvis ikke være muligt for mig at efterkomme ønsker om at skaffe yderligere oplysninger om, hvad de enkelte tilførsler indeholder.
Man vil altid finde anført, hvilken mikrofilm der har været benyttet. Og så vidt det er muligt, vil også sidetallet (og datoen) for hver enkelt tilførsel være oplyst.
På det grundlag kan man hjemlåne til sit bibliotek den pågældende mikrofilm og dernæst ret let finde hen til det sted, hvor yderligere oplysninger skal søges.
NB: Meget ofte vil bladenes øverste hjørne være så forvitret, at sidenumrene ikke kan læses. De numre, der er angivet i ekstrakterne, vil således hyppigt være konstruktioner.

Koldinghus birks justitsprotokol 1748-61

Supplement 1

(Mikrofilm M 30900)



Denne justitsprotokol var den første, jeg skrev ekstrakt til. På det tidspunkt var jeg mest interesseret i at skabe overblik over indholdet, mere end at skabe indblik i det. Det bevirkede, at det hovedsageligt kun var sager, der endte med en dom, der blev refereret nogenlunde grundigt. Her vil jeg supplere med bl.a. indholdet af sager, der endte med et tingsvidne. Lovbydelser vil jeg også referere mere udførligt. - Tingsvidner om den grasserende kvægsyge refererer jeg kun til og med 1750.

Kun datoen for første tilførsel i hver sag er anført. Derunder er angivet, hvor i tingbogen sagen forekommer.


1749 - 14. januar:

Fol. 11b, 15b, 17, 23:

Frederik Steensen af Kolding som befalet actor ctr. højædle og velbyrdige major Falch af Skærbæk og broder hr. løjtnant Falch af Husum tillige med medhavende karl.

De indkaldte vidner skal besvare nogle spørgsmål fra Steensen:
1: Om vidnet ved, at de tre sagsøgte 8-14 dage før sidste mikkelsdag red omkring på Vorbasse Fittings omkringliggende marker og heder?
2: Om de medførte skydevåben og tre hunde?
3: Om de har jaget efter vildt og skudt en del fugle, heriblandt urfuglekyllinger?
4: Om ikke de steder er i kongens vildtbane?
5: Hvor logerede de om natten efter jagten?
6: Hvad slags vildt og hvor meget har de bragt med hjem til deres logi?
7: Har vidnet selv set dem jage på de omtalte steder?
8: Har de tre personer til andre tider og steder ladet sig befinde i kongens vildtbane med gevær og hunde?

De sagsøgtes forsvarer er Jacob Wollund, der ønsker vidnernes svar på det spørgsmål, om ikke landevej til og fra Varde går igennem Vorbasse og Fitting. De senest afhørte vidner skal desuden forklare, om og i givet fald hvorfor de har skrevet under på en attest, som skovrideren har udfærdiget.

1. vidne: Mogens Christensen af Rankenbjerg:
1) Har ikke set det, men har nok hørt det sige, efter at stævningen var forkyndt. - 2) Ved ikke. - 3) Ved ikke. - 4) Vorbasse marker er i vildtbanen. Ved ikke, om Fitting marker er det. - 5-8) Ved ikke. - Jo, landevejen til og fra Varde går gennem Vorbasse og Fitting.

2. vidne: Anders Pedersen af Vorbasse.
Han så major Falch og to andre personer på Vorbasse mark. De havde tre hunde med, men han kan ikke sige tilvisse, om de havde gevær. De logerede hos Peder Jensens i Vorbasse. Ved ikke, hvor mange fugle de havde, eller hvad slags; men mener, at han så en liden knip. Vidnet ved ikke, hvor de var skudt.

3. vidne: Christen Christensen af Høllet:
Engang har major Falch ligget i vidnets hus, og han havde med sig et par hunde og gevær; men vidnet så ikke, at de blev brugt til jagt. Kan ikke huske, om hundene var koblet og ført i strikke. Da majoren og hans broder red fra hans hus, red de mod Varde.

4. vidne: Peder Jensen af Vorbasse:
I vidnets hus havde de tre hunde med. De havde også geværer, men de var ikke ladt. De havde ca. en halv snes fugle; mener nok, der var urhønsekyllinger iblandt. Ved ikke, hvor de blev skudt. De red vestpå mod Varde.

5. vidne: Jens Jensen Smed af Vorbasse:
Så brødrene Falch ride på Vorbasse mark ca. 14 dage før mikkelsdag. De havde skydevåben og hunde med. Hørte, at der blev skudt, men så ikke, om de fik noget. Ved ikke, hvem der skød, men så dampen fra bøssen. Skuddet blev affyret i vildtbanen. De logerede hos Peder Jensen om natten. Vidnet så i Peder Jensens hus nogle fugle, men han talte dem ikke. Der var nok urhønsekyllinger iblandt.

6. vidne: Jørgen Christensen af Vorbasse:
Så tre karle ride på Vorbasse mark den omhandlede tid. Så ikke, at de havde hunde eller geværer med. Hørte skud, men ved ikke, om det var dem, der affyrede dem.

7. vidne: Hans Christoffer Hansen Kov:
Har aldrig set majoren jage i vildtbanen. - På Wollunds spørgsmål om attesten svarer han, at han blev indkaldt af skovrideren til at underskrive attesten, hvor han da svarede, at han vidste ej andet, end at han havde hørt sige, at de tre lå til Peder Smeds, og i den henseende tillod han sit navn at underskrive på begærede attest.

8. vidne: Anders Mortensen af Vorbasse:
Så de tre mænd komme ind i byen ad landevejen, de havde flinte på hestene og havde tre hunde. Han kendte dem ikke. - Han var blevet bedt om at underskrive attesten, men havde svaret, at han ikke vidste andet end, at de tre red ind i byen.

9: Christen Christensen Søndergaard af Vorbasse:
Så 2-3 hunde komme løbende med dem. Så ingen flinte.

10: Christen Pedersen af Fitting:
Så tre karle komme ridende ad landeven, som går fra Egtved til Vorbasse, da vidnet gik og pløjede til rug. Noget derefter hørte han skud. Samme dag et par timer efter mddag kom major Falch i vidnets gård og begærede foderhø til sine heste, hvilket han også fik. Han havde med sig tvende svende. Vidnet så ikke, om de havde skydegevær. - Om vidnet har underskrevet nogen attest, så er det sket i enfoldighed, og han kan ikke nu forklare, hvad han har underskrevet. - Hans kone og datter var stævnet. Men konen var ikke hjemme på den tid, men fraværende i fostermoderforretninger. Datteren Mette Christensdatter var vel hjemme, men ved intet og beder sig forskånet for tingrejser. - Steensen mente ikke, at det var umagen værd at forelægge den udeblevne kone Maren Nielsdatter og datter Mette Christensdatter at møde som vidner, siden vidnet som husbond og fader har erklæret, at de intet ved om sagen.

11: Peder Christensen af Fitting - ved intet.

12: Søren Pedersen af Fitting
Så dem ride omkring med tre hunde.

13: Anders Nielsen i Nybjerg mølle.
Major Falch og broder har nogle gange logeret vidnets hus, når de har rejst til eller fra Varde til deres venner og pårørende.

Blandt vidnerne er også en sergent og nogle af Ditlev Skovfogeds og skovrider Luchhardts karle.

Johan Scheel, tjenende skovrideren:
Vidnet var ude i Vesterkant at skulle betinge tag. Kom så til major Falch og broder. Han spurgte majoren, hvor han skulle hen. Majoren svarede, han ville ud i heden på justitsråd Lichtenbergs gods for at eksercere en hund. Vidnet bad så majoren om han ikke måtte følge med for at se den eksercits, det havde han lyst til. Det tillod majoren. Skovrideren vidste intet om dette. Vidnet fulgte så med majoren og hans broder. Ved ikke, at det var i kongens vildtbane, de red og exercerede hunden. Ved ikke, hvor vildtbanepælene står. Om aftenen kom de til Vorbasse, hvor de lå natten over. De medførte skydevåben og tre hunde. De skød ca. en snes urhøns i heden, men vidnet ved ikke, om de blev skudt i vildtbanen, idet det blev sagt, at det var på justitsråd Lichtenbergs gods uden for vildtbanen. Da de red til Vorbasse, så han en vildtbanepæl og fik at vide, at Vorbasse lå i vildtbanen.

Sagen sluttes med, at der optages tingsvidne.

Fol. 11b, 14, 15b:

Niels Jepsens enke (Anne) Margrethe Jensdatter lovbyder halvdelen af sin halve gård (under nye matrikel nr. 1, ialt htk. 2-6-½-0). Niels Mortensen, der nu er hendes fæstemand, begærer at købe.

1749 - 18. februar:

Fol. 19, 20, 22b:

Ole Hansen af Kongsted Torp (med hustru Dorthea Jensdatter) lovbyder sin gård af htk. nr. 2, 5-3-1-1. - Hans Pedersen, som nu bebor gården, og hans fæstemø Kirsten Jensdatter begærer skøde.

1749 - 18. marts:

Fol. 25, 27:

Marcus Madsen Møller (ved Jacob Wollund) af Vranderup mølle (ved Jacob Wollund) ctr. Maren Hansdatter, tjenende på Vranderup Hovgård. Han har stævnet hende til at påhøre, at han med ed fralægger sig faderskabet til hendes barn. Hun har i Seest kirke udlagt ham som faderen.
På hendes vegne advarede Frederik Steensen i stærke vendinger Marcus Madsen imod at sætte sin timelige og evige velfærd på spil ved at aflægge mened. Han oplyser, at Marcus Madsen ifølge Maren Hansdatter har haft legemlig omgang med hende adskillige gange, nemlig i 1746 på Olufaften og dagen tilforn om formiddagen, begge gange i den såkaldte ... ved høbjergningen, og ellers en dag, da Marcus Madsen lod holde syn i hans skaldte Storeeng på en imellem ham og Poul Hjuler omtvistet vej. Da skete der lejermål samme tid og sted ved middagstid, før end synsmændene ankom. Desuden har Marcus Madsen adskillige gange i fornævnte eng øvet denne løsagtigheds og letfærdigheds gerning, da Maren Hansdatter gik derhen for at malke.
Jacob Wollund: Disse beskyldninger kan ikke anses for validable eller som noget, der enten kan rejse eller fælde, allerhelst når considereres, at siden hun ikke undser sig ved at beskæmme sig selv, da meget mindre andre. Dette af Maren Hansdatter begangne lejermål er efter sigende ikke det første og bliver nok heller ikke det sidste. Marcus Madsen vil aflægge ed på, at han ikke er hendes barnefader. De øvrige beskyldninger bør hun bevise eller være en løgner.
Næste tingdag oplyses det, at Marcus Madsen har frafaldet sagen. Steensen reserverer sig retten tl at tiltale ham for al blame og beskyldning samt for sagsomkostninger.

1749 - 1. april:

Fol. 28.

For retten fremkom Peder Thonboe, som har i fæste en kgl. ryttergård, Vamdrupgård kaldet, af hartkorn nr. 11, 11-2-1-2. Den 15. marts om eftermiddagen kl. 5 blev han hjemsøgt med ildebrand, som opbrændte hans gårds salshus bestående af 20 fag god bygning med det meste af hans bohave af kobber, tin, messing, jernfang ... senge- og gangklæder, 2 specie hollandske dukater, 3 guldringe og i kurant mønt 418 rdl. samt æde- og sædekorn. Han er kommet i største armod og elendighed. - Seks mænd af Vamdrup bevidner hans andragende. Han kan ikke komme på fode igen uden kongens og medlidende kristnes hjælp.
Regimentskriverens fuldmægtige Jacob Wollund spurgte om årsagen til ildebranden. Vidnerne kan ikke give anden årsag end, at de havde hørt sige, at tjenestepigen ved uforsigtighed med ild eller aske havde givet årsag til banden. Samme tjenestekvinde var også gået bort derfra, før end nogen mennesker blev ilden var, og har ikke indfundet sig siden.
Der skrives et tingsvidne, som Peder Thonboe skal forevise for amtmanden til påtegning. Han må ikke benytte sig af det i mere end et fjerdingår fra dato, og han må ikke besøge nogen dermed til almisse uden i Koldinghus amt.

1749 - 15. april:

Fol. 28b.

Mikkel Mikkelsen Singer af Store Velling i Smidstrup sogn på vegne af svigermoderen Lene Margretha Johannesdatter Boch og Anthoni Johansen Bochs datter Lene Margrethe Anthonisdatter med kurator og formynder Mads Lauridsen Buch af Dollerup på egne vegne og på vegne af moderen Maren Jensdatter og søster Christence Anthonidatter fremstillede tre dannemænd for at bevise, at fornævnte Lene Margrethe Johannesdatter Boch er kødelig søster til afgangne Anders Johansen Boch, som er død i København, og at Anthoni Johansen Boch, som er død, var kødelig broder til bemeldte Anders Johansen Boch, har efterladt sig hans hustru forn. Maren Jensdatter og to døtre, Lene Margrethe og Chrisence Anthonisdøtre, alle er rette arvinger efter berørte afgangne Anders Johansen Boch.
Vidnerne: De har kendt Johan Boch og hustru Christence Andersdatter, som i deres ægteskab avlede 3 sønner, Poul Johansen, Anthoni Johansen og Anders Johansen Boch, samt en datter, Lene Margretha Johannesdatter Boch. Johan Boch og hustru er for lang tid siden døde. Poul Johansen, som vel var gift, men for lang tid siden død uden livsarvinger, Anthoni Johansen Boch ligeledes død, hans hustru Maren Jensdatter og 2 døtre, Lene Margrethe og Christence Anthonidater er endnu i live. Anders Johansen Boch er død i København, og datteren Lene Margrethe Johansdatter lever endnu i enkestand. Fornævnte Lene Margrethe Johansdatter er Anders Johansen Bochs fulde søster. Og Anthoni Johansens hustru Maren Jensdatter og to døtre, Margrethe og Christence Anthonidøtre, er afgangne Anders Johansen Bochs sande arvinger. Andre arvinger efter ham er nu ikke i live.

Fol. 28b, 31.

Jørgen Henriksen af Lille Velling i Smidstrup sogn lovbød sin gård af hartkorn nr. 8: 5-2-2-1. Henrik Jørgensen, som er Jørgen Henriksens søn, og fæstemø Anna Kirstine Olufsdatter begærede skøde.

1749 - 22. april:

Fol. 31.

Tingsvidne om kvæg, som bønder tilhørende justitsråd de Lichtenberg til Engelsholm og Kjeldkær har mistet på grund af den grasserende kvægsyge:
Egtved sogn, Spjarup:
Jens Christensen på htk. 3-0-1-2½: 4 køer, 2 kvier, 4 ungnøder, 10 stk.
Niels Laursen på htk. 3-0-1-2½: 5 køer, 4 kvier, 5 stude og ungnøder, 2 kalve, 16 stk.
Peder Boch på htk. 2-7-3-2: 6 køer, 2 kvier, 1 stud, 6 kalve, 15 stk.
Thomas Christensen på htk. 2-7-3-2: 6 køer, 4 kvier, 6 stude og ungnøder, 2 kalve, 18 stk.
Hans Hansen på htk. 2-6-2-0: 5 køer, 2 kvier, 3 stude og ungnøder, 1 tyr, 11 stk.
Jens Brinck på htk. 2-6-2-0: 5 køer, 3 kvier, 2 stude og ungnøder, 10 stk.
Randbøl sogn, Bindeballe:
David Johansen på htk. 4-6-3-0: 4 køer, 1 kvie, 1 kalv, 6 stk.

Fol. 31.

Tingsvidne om kvæg, som hospitalsbønder i Bindeballe har mistet på grund af den grasserende kvægsyge:
Zacharias Christensen på htk. 3-6-1-0: 2 køer, 3 kvier, 2 stude og ungnøder, 2 kalve, 9 stk.
Iver Jensen på htk. 3-2-2-0: 5 køer, 1 kvie, 3 studeungnøder, 3 kalve, 12 stk.

1749 - 13. maj:

Fol. 34, 37b, 39, 40b, 50

Vagtmester Johan Stahl ctr. Peder Thonboe på Vamdrupgård. - Fire mænd skal taxere, hvad årlig skade Johan Stahl tilføjes på den såkaldte Smedeeng ved det, at samme eng ikke efter Peder Thonboes forsikring og løfte har været indkastet og indgrøftet, alt efter landstingsdom af 16/10 1748. - Efter at synsmændene har takseret skaderne og indgivet deres synsrapport, bliver de af Frederik Steensen (på vegne af Peder Thonboe) spurgt, hvorfor de har takseret så højt. De mener, at engens nytteværdi er betinget af, at den nu ejes af Johan Stahl, der har købt bække kro, som engen tilhører. - Steensen vil tage kontrasyn.
Peder Thonboe får udmeldt 8 mænd til kontrasyn: Sognefoged Søren Terpager i Skanderup, sognefoged Poul Buch og Anthoni Buch i Nagbøl, Mads Buch og Christen Hartvigsen i Dollerup, Jens Hansen i Bønstrup, Hans Hansen i Vester Vamdrup og Jørgen Danielsen i Hostrup. De skal møde i Bække by hos Mathias Møller lørdag den 9. august og derfra begive sig ud at syne Smedeengen. - Næste tingdag fremlægges deres syn med påtegning om, at der er indgået forlig.

Fol. 34b:

For retten fremstod Hans Rasmussen, Niels Lassen, Iver Staffensen, Niels Johansen og Bennet Sørensen, alle af Herslev sogn og by, som vemodigt androg, at de den 5. maj om morgenen, før solen stod op, blev hjemsøgt af ulykkelig ildsvåde.
Hans Rasmussen: Salshuset bestående af 10 fag velbygget hus af egetømmer på leder med hans og hans forældres indbo af trævarer, borde, stole, kister med videre, tin, kobber, messing, jernfang, senge- og gangklæder af uld og linned, ædekorn af alle slags med viktualier som havre, byg og boghvede til vårsæden. De fik intet reddet. Huset stod i fuld brand, da de vågnede og kom så godt som nøgne ud.
Niels Lassen: Salshuset bestående af 10 fag godt bebygget ledehus med alt bohave ... De fik kun reddet 2 halvkister.
Iver Staffensen: Salshuset på 10 fag og ladehuset på 15 fag, alt velbygget, med indbo.
Niels Johansen: Salshuset bestående af 9 fag, bygget for 3 år siden, samt indbo.
Bennet Sørensen: 14 fag velbygget ladehus og 2 fag stolpehus, utærsket rug og boghvede.
Fire naboer bekræfter andragendet. De skadelidte er gerådet i største armod og elendighed og kan ikke komme på fode igen uden hjælp fra kongens kase og medlidende kristne med almisse. - Viikke forklare, hvordan ilden er opstået. Den opbrændte først Hans Rasmussens salshus. Havde Gud ikke set i nde til dem og vendt ilden, havde der været stor fare for præstegården og den øvrige del af byen formedelst mangel på vand.
De skadelidte skal insinuere dette tingsvidne hos amtmanden til påtegning, forinden dermed nogen besøges, og ejheller at benytte sig længere deraf end et fjerdingår fra dato. Så ej heller dermed nogen at besøge til almisse andre steder end i Koldinghus amt.

Fol. 35:

Sognedegn for Herslev og Viuf menigheder Jens Møller af Herslev anmelder ildsvåde. Den 5. maj om morgenen før solen stod op, blv han hjemsøgt af ildsvåde i sin svoger Hans Rasmussens salshus, hvor han var til huse. Alt hans og hans hustrus indbo opbrændte. Fik kun reddet et skrin og en dyne. - Han får tingsvidne med samme betingelser som det foregående.


1749 - 3. juni:

Fol. 37b, 38b, 40

Jens Jepsens gård i Trelde, nr. 13 af htk. 5-4-1-1, lovbydes:
For retten fremstod Mads Jepsen og Christen Jepsen af Egeskov på egne vegne og på vegne af broderen Søren Jepsen i København, Jep Lauridsen i Stallerup på vegne af hustruen Anna Jepsdatter, Niels Hansen i Vejlby på vegne af hustruen Karen Jepsdatter, Hans Nielsen i Egeskov på vegne af moderen Maren Jepsdatter, Niels Jensen i Trelde på vegne af hustruen Dorthea Jepsdatter. De lovbød den gård i Trelde, som deres salige forældre sidst beboede, og som nu beboes af deres broder Jens Jepsen. Denne og hans fæstemø Johanne Sørensdatter begærede skøde.

Fol. 37b, 38b, 43b

Mads Hansen af Stenderup på egne vegne og på vegne af moderen Mette Bertelsdatter af Nørre Bjert, lovbød en gård i Nørre Bjert af hartkorn no. 16 på 8-1-1-2. - Laurids Jørgensen, som nu bebor gården, og hans hustru Mette Nielsdatter begærede at købe.

1749 - 10. juni:

Fol. 38,

Jonas Wissing af Kolding har på vegne af toldofficianterne stævnet Thomas Holdt og Mads Hansen Aars af Erritsø til at vidne. De skal besvare følgende spørgsmål:

1. Ved vidnet, hvem de personer er, som i Thomas Hansens hus indbragte de toldforsvegne varer, som den 2. januar 1749 blev fundet af vadestedrederne: 4 oksehoveder fransk vin, 1 oksehoved 1 stime vin, 1 td. speier og ½ td. rosiner. - Thomas Hansen var ikke hjemme, da vinen blev indlagt.
2. Hvem har ejermændene været? Har hans hustru, børn eller tjenestefolk talt med dem, som bragte varerne ind? Hvem gav dem tilladelse? - Thomas Holdt: hans hustru lå i barselsseng; han har ingen tjenestefolk; hans umyndige børn ved intet om sagen.

Mads Hansen Aars: Kender ikke den karl som indlagde varerne i hans udhus; det har ingen lås. - Han har selv talt med personen, som indlagde varerne. Havde spurgt om, hvem varerne tilhørte, men fik det ikke at vide.

1749 - 1. juli:

Fol 40b, 45, 50, 53b, 67b, 68

Jonas Wissing af Kolding for toldofficianterne i Kolding ctr. Hans Jensen, Jørgen Knudsen, Peder Madsen, Henrik Gregersen og Bertel Hjuler af Skærbæk angående toldsvig og overprakticering med heste og stude fra Skærbæk land til Holsten.

Vidne: Jep Jacobsen af Skærbæk:
1) Ved vidnet, at søndag nat før sidste Mortensdag blev der ført over stranden ved Skærbæk land til Holsten 14 stk. hornkvæg og 2 heste eller hopper? - Ja, det havde han set.
2) Hvem der havde foranstaltet udprakticeringen? - Hans Jensen sagde, det var hans.
3) Hvem har overført kvæget? - Jørgen Knudsen, Peder Madsen, Bertel Hjuler og Henrik Gregersen overførte det.
4) Har vidnet ikke set, at i en tid på 2 år en del kreaturer af kvæg og bæster er ført over vandet fra Skærbæk land eller Børup strand til Holsten i bådene eller svømmende efter bådene foruden de 14 stude og heste? - Har set sådant passere i 10 år.
5) Hvem der har ladet sig bruge til at overføre sådant kvæg eller bæster? - Jørgen Knudsen har ladet sig bruge dertil. Somme tider har han haft sin datter og somme tider sin stedsøn med.
6) Kan vidnet forklare, hvem ejerne har været? - Ved ikke.
7) Hvem der har drevet kvæget til stranden? - Ved ikke.
Jep Jacobsen besvarer så nogle spørgsmål fra Niels Hansen af Fredericia, der spørger på vegne af toldinspektør Touten. - Ja, han så det ske, og Hans Jensen sagde, det var hans. Jørgen Knudsen har overført kreaturer i 10 år. Vidnet har set Henrik Gregersen, Peder Madsen og Bertel Hjuler overføre kreaturer et par år. Har også set Henrik Gregersen overføre med hans stedfar Jørgen Knudsen.

Regimentskriver Simon Seest er de anklagedes forsvar, repræsenteret ved Lars Thistrup.
Thistrup kan ikke agnocere Jep Jacobsen som et lovligt vidne, henseende han er en sådan person, der efter egen tilståelse i 10 r har lagt dølgsmål på det passerede toldsvig, men vil dog spørge ham:
1) om han virkelig selv har set det omvundne toldsvig passere, eller han har ladet sig det berette af andre, og i så fald af hvem? - Har selv set det.
2) Hvorfor han da ikke straks har angivet sådant toldsvig til toldofficianterne? - De, som havde overført kvæget, havde sagt, de skulle angive det for toldofficianterne.
3) Har vidnet nogen tid selv været med og hjulpet til ved den angivne udprakicering? (Jonas Wissing : Vidnet er ikke forpligtet til at svare på spørgsmål, som sigter på ham selv. - Retten understod sig ikke i at modtage vidnets svar).
4) Hvor har vidnet været, når kreaturrne blev overført? - Sad i sin båd lidt derfra.
5) Hvem andre har været nærværende? - Der var ikke andre hos ham end en dreng.
6) Hvor langt vidnet har været ude på vandet i sin båd ommeldte tid? - Undertiden 20 favne, undertiden 10 og nærmere.
7) Hvor Hans Jensen har været, da han vedkendte sig kvæget? - På Børup strand.
8) Om de 14 høveder var på standen samme tid? - Nej.
9) Hvorfor vidnet har anmeldt toldsvigen til hr. løjtnant Tautenberg? - Fordi han syntes, det var ikke ret.
10) Har vidnet nogen sinde angivet det for tolderne i Kolding? - Nej.
11) Har den indstævnede Rasmus Hansen nogen sinde været med ved udprakticering? (Wissing: Rasmus Hansen er ikke stævnet til at påhøre vidner. - Retten vil ikke modtage vidnets svar på spørgsmålet, før der er stævnet derfor).
12) Ved vidnet, hvem der foruden ham selv ha angivet toldsvigen? - Nej.
13) Om nogen af de indstævnede vidner har været nærværende tillige med vidnet? - Rasmus Hansen, Laurs Thuesen, Niels Henriksen, Niels Nielsen og søn Niels Nielsen. Flere kan vidnet ikke erindre.
14) Har Hans Jensen hjulpet til med overførslen af de 14 høveder? - Vidnet så, Hans Jensen stod ved; men han så ikke, han hjalp til.
15) Om vidnet fulgte med de 14 høveder og deraf ved, at de blev ført til Holsten? - Fulgte ikke med; men stod i sin båd og siden på land og så og hørte, de blev overført.
16) Om vidnet ved, af hvem de høveder blev købt? - Om bæsterne ved han det ikke, men Hans Jensen sagde, at høvederne var hans.
17) Ved hvad anledning har Hans Jensen sagt det? - Hans Jensen kom til ham, da han lå med sin båd, truede ham og sagde, at det var hans kvæg. Hans Jensen havde sagt, han skulle gå derfra med sin båd.
18) Hvor langt er der fra Skærbæk land ved Børup sand over til Holsten? - Vidnet har vel roet derimellem, men kender ikke målet.
19) Om det var før, end de 14 høveder blev udskibet, at Hans Jensen skulle have vedkendt sig dem? - Det var, før de blev udskibet.
20) Hvor længe er det siden, vidnet sidst talte med løjtnant Tautenberg desangående? - En dag eller to efter, at vidnet sidst var indstævnet.
21) Hvem flere var på samme tid med vidnet hos løjtnanten, og hvad har han aftalt med dem? - Han bad vidnet vidne og sige sandheden.
22) Om ikke løjtnanten talte med ham om forhøret i Fredericia og foreholdt ham sammes indhold? - Nej.
23) Er han ikke blevet lovet en del af den konfiskation og bøde, der kunne ventes? - Nej.
24) Om de 14 fæhøveder var på stranden, da Hans Jensen angiveligt skulle have vedkendt sig dem? - Ikke på stranden, men lidt derfra under banken. Så gik vidnet drfra, og s kom kvæget straks til vandet.

2. vidne er Rasmus Hansen af Skærbæk, landsoldat. Han besvarer de samme spørsmål fra Wissing, Tautenberg og Thistrup. For ca. 3 år siden så vidnet set en overførsel, og da sagde Jørgen Knudsen til ham, at han måtte sige det til tolderne og vadestedriderne og hvem han ville, og derfor har han ikke angivet det. Han havde spurgt Peder Madsen, om det burde gå an således at overføre kreaturer. Peder Madsen havde svaret, at det kom ikke ham ved, høvederne var hans.

3. vidne: Niels Henriksen af Skærbæk besvarer de samme spørgsmål. Han har ikke set kvæg eller heste overført og kan ikke navngive nogen, som har været med til overførslen. Har vel set Hans Jensen og kvæg ved stranden, men ved ikke, at det var hans. Hørte nok Hans Jensen sige, det var hans, men vidnet talte ikke kvæget. Hørte nok Peder Madsen snakke ved båden. Agtede ikke, hvem de andre var, da det var mørkt. Han så ikke, hvor kvæget blev ført hen, fordi han gik hjem.

Flere vidner: Kan intet give til oplysning.

Da det kommer til afhøring af vidner, der kan have bistået med smuglerierne, beder Tautenberg om, at få oplæst forordning af 30/6-1723, hvor kongen benåder alle, der har været med til toldsvig, når de vidner deres sag. - Tingsvidne.

fol. 43b, ...

Amtmandens fuldmægtig opbød Johan Peter Thors arv på 643 rdl. 4 mk. 7 sk.

1749 - 8. juli:

Fol. 43b, 46

Frederik Steensen på vegne af kancelliråd Roed i Kolding og hr. Claus Hagen i Grindsted og deres bønder ctr. Niels Pedersen, Peder Sørensen, Jørgen Pedersen, Christen Jensen og Hans Nielsen af Nebel i Vorbasse sogn. - Hans Nielsen møder på de indstævnedes vegne, men har kun fuldmagt til at påhøre stævningen, og kan derfor ikke indgå forlig, skønt han på egne vegne gerne vil. Der udmeldes så fire synsmænd: Jens Christensen i Utoft, Niels Pedersen Degn i Morsbøl, Cristoffer Nielsen i Dyvelsrække og Morgten Pedersen i Rankenberg. De skal førstkommende fredag møde i Donslund hos Anders Christensen for der at begive sig ud på heden mellem Donslund fiskerhuse og Nebel for at taksere den skade, som en hedeild har påført bønderne i Donslund og husene på tørvegrøft og engslæt. - Næste tingdag er der indgået forlig, og sagen bliver frafaldet.

Fol. 44, 46, 52b

Skovfoged Adolf Walter af Egholt ctr. Hans Grausen af Lejrskov, som er undveget af hans tjeneste. Dennes hustru, Kirsten Andersdatter, mødte. Hun vidste ikke, hvor hendes mand var, men ventede ham hjem. Han havde ikke bragt hende 1 skp. rug, lærred og skind for 1 rdl. samt noget brændevin til udsalg. Hun kan ikke sige hvor meget, før de to bimpler bliver eftermålt. Hvis skovfogeden vil gøre regning og fratage, hvad hendes mand har forskyldt hos ham siden Mikkelsdag 1748, vil hun stræbe efter yderste evne at betale. hvad han skyldig bliver. - Næste tingdag fremlægger Frederik Steensen en regning på skovfogedens tilgodehavende. Heri er indbefattet et halvt års løn (6 slettedaler), fordi Hans Gravesen er undveget af tjenesten. Hans hustru henviser til sin fattigdom. Hun kan ikke få nogen til at forsvare sig, og for at blive fri for proces vil hun bringe til veje 10 slettedaler, som hun vil betale tl skovfogeden, imod at han holder hende fri for tiltale for det brændevin, som hun har solgt for ham, samt frafalder videre sag. - Der indgås forlig.

1749 - 22. juli:

Regimentskriverens fuldmægtig Jacob Wollund anmelder ildsvåde i Jerlev:

Mads Christensen, selvejergadehus, 8 fag.
Byens hyrdehus, 10 fag.
Kassehuset, Henrik Orlef, 10 fag salshus, 6 fag udhus, skyldende af hartkorn under nr. 1: 0-1-1-2.
Lars Joensen, 14 fag salshus og 7 fag udhus, under hartkorn nr. 3, 4 og 5: 0-3-0-0.
Jørgen Sørensens hus, som Morten Orlef beboede, 8 fag salshus og 11 fag udhus af hartkorn under nr. 2: 0-1-0-0.

Rytter Johan Peter Orlef og hustru Edele Therkildsdatter var for retten løs og ledig uden bånd og fængsels tvang. Niels Scousbøl af Kærbølling havde indvilget i at forsvare dem. Jacob Wollund fremlagde en af sognefoged Christen Joensen i Mejsling indsendt angivelse, der har foranlediget regimentskrivren til at eftersøge og pågribe de arresterede. Herefter føres vidner:

1. vidne, Niels Madsen af Jerlev: Han var i nærheden og så, Johan Peter Orlef med hustru og barn på en vogn. Han kunne ikke høre, hvad der blev sagt; men de var ved at tage afsked. Han havde hørt to skud og havde set det ene. Ilden så han ikke, får end hans fader Mads Christensens hus stod i fuld brand. Det var ikke over en halv time efter skuddet. Han så, Johan Peter Orlefs hustru skød et skud mod nord med en pistol. De holdt på gaden ved hjørnet af kålgårdsgærdet, og hun skød hen på en grød poldad (?) på gaden lidt fra Mads Christensens hus. Lidt derfra stod Tobias og Karen Christensdatter samt Morten og Hans Orlef. Edele havde en pistol ved hver side i hylster (spændt til vognen i haugerne??). Efter at de havde taget afsked og var kørt bort, hørte vidnet endnu et skud. Vidnet ved ikke, hvad forladningen til pistolen var lavet af. - Da vidnet havde set afskeden, gik han hen til Jens Jensen nede i byen for at høre, hvorår de skulle køre tørv for ham. Han var der ikke længere, end Jens Jensen afløssede et læs tørv. Da vidnet kom ud, så han, Mads Christensens hus stod i lys lue.
Forsvarerens spørgsmål: Har vidnet hørt sige, at sognefogeden samme dags aften truede med at ville angive Johan Peter og hustru som skyldige, og at tilstedeværende bymænd da svarede, at de var uskyldige? - Svar: Sognefogeden kom til vidnet på gaden og spurgte, om han ikke havde set Johan Peters kone skyde. Han svarede jo, hvorpå sognefogeden bad vidnet give ham sin hånd, hvilket også skete. Det øvrige hørte vidnet ikke.

2. vidne, Karen Christensdatter af Jerlev:
Ca. en halv time før ildebranden hørte hun et skud og så røgen deraf. Hun så et kvindemenneske, som Johan Peter Orlef kørte for, tage en pistol op ved sin side og skyde mod nord. De holdt ved Mads Christensens hus. Hos vidnet stod Maren Conradsdatter, som hørte og så det samme. Hun hørte kun et skud. Huset stod syd for skuddet. Vinden var i sydvest. Sognefogeden kom til hende og flere og spurgte dem, hvoraf denne ildebrand var kommet, og om de ikke havde set Johan Peters hustru skyde. Vidnet svarede, hun vidste ikke andet, end at hun havde set et skud. Christen Joensen sagde så, at hun skulle hentil de andre, som var forsamlet, ellers ville han lade hende trække derhen ved tvende mænd. Vidnet, som lå på halm, rejste sig og gik derhen og sagde, hvad hun havde set, og gik så hjem og lagde sig.

3. vidne, Anne Koedsdatter af Jerlev:
Skuddet gik af uden for Mads Christensens hus' kålhave. - Vidnets mand, sm er død, Hans Orlef, var Johan Peters farbror. Christen Joensen var Jerlev om aftenen og hørte om, hvoraf denne ildebrand var kommet, da vidnet svarede, hun vidste ikke vdere, end at hun havde hørt et skud, da Christen Joensen truede g sagde, han havde hørt, at Johan Peter Orlefs husru havde skudt der i byen; han ville derfor lade dem arrestere.

4. vidne, Poul Sørensen i Jerlev:
Han så vel ildebranden, men var da ude på marken. Hørte to skud. Har hørt, at ægteparret rejste til Ribe. Hørte, at Christen Joensen sagde, han skulle have skrevet, at de havde skudt. Nogle af de tilstedeværende svarede, at det gjordes ikke fornødent, fordi ildebranden var ikke kommet deraf. Christen Joensen svarede, han kunne ikke lade det uskrevet, for det var hans pligt som sognefoged at angive det.

5. vidne, Markus Simonsen af Jerlev:
Så vidt han ved, kom ildebranden indvendig fra i Mads Christensens hus. Han hørte tilstedeværende sagde til Christen Joensen, han skulle ikke angive Johan Peter Orlef og hustru for skyderi, for de var uskyldige i ildebranden.

6. vidne, Anders Pedersen af Jerlev:
Han får stillet det spørgsmål, om han ikke var inde i Mads Christensens hus, da ilden opstod, og da hørte, at konen i huset kom ind i stuen fra fremgulvet eller køkkenet og råbte med klagende stemme, at det var ilde fat, og at der var ild optændt derude ved hendes moders kiste. - Svar: Han var i huset og hørte, konen kom ind og klagede sig, at det var ilde fat.

Fire vidner bekræfter ødelæggelserne. Beboerne formår ikke at genopbygge husene uden hjælp fra kongens kasse. - Der optages tingsvidne.

1749 - 29. juli:

Fol. 50, 52b

Jens Pedersen Roed i Fredsted lod opbyde børnepenge for sin myndling Iver Hansens arv, 113 sldlr. Ved 3. opbud er beløbet angivet til 75 rdl. 2 mk. Ingen ønskede at låne pengene, så pengene blev beseglet, efter at der var fradraget til stemplet papir og salær 4 mk. 8 sk., og udleveret til Jens Pedersen Roed.

1749 - 26. august:

Fol. 56.

Laurids Jensen, Henrik Orlef, Morten Orlef og Morten Mikkelsen af Jerlev anmelder ildsvåde.
Laurids Jensen: et fæste-kasse på 14 fag lade- og salshus og 6 fag fæhus samt alt indbo.
Henrik Orlef: et fæste-kassehus på 10 fag salshus og 6 fag udhus samt bohave og 3 bistader. Fik kun reddet en seng og en kiste med gangklæde.
Morten Orlef: et kassehus og alt bohave.
Morten Mikkelsen: et lejet selvejerhus, alt bohave og 4 bistader.
Husene brændte ved den brand, som først opstod i Mads Christensens selvejerhus den 15/7, da de fleste af byens folk var i marken.
Fire vidner bekræfter angivelserne. De er gerådet i største armod og elendighed, så de ikke kan komme på fode igen, uden medlidende kristne vil komme dem til hjælp med almisse.
Der udstedes tingsvidne med de sædvanlige betingelser.

1749 - 2. september:

Fol. 56b.

Selvejerbonden Jens Jensen af Stenderup har stævnet Mads Nielsen Kyed i Eltang. Denne erklærer, at han herefter ikke vil pløje eller slå længere ud i Jens Jensens eng end hans naboer og rensmænd Hans Buhl og Knud Thomsen og altså rette sig efter samme skel som de. Han lover at betale sagsomkostningerne.

Fol. 56b.

Regimentskriveren ctr. landsoldat Sejer Sørensen af Amnitsbøl for vold.
Egnens bønder har leveret hø til kavalerikompagniet i Fredericia. På hjemvejen er Hans Jensen i ødsted blevet ramt af en sten i ansigtet. Det skete ved et sted kaldet Kabeltov vest for Bredstrup spang bro. Vidner skal fortælle om omstændighederne og specielt, hvem der kylede stenen. Hans Jensen var med i et hold på fire vogne fra ødsted, mens Sejer Sørensen var med i et hold, der foruden hans egen vogn bestod af tre vogne fra Høllund. Blandt dem var der en "dum dreng".
Landsoldat Jens Christensen af Høllund så nok, at Hans Jensen var blodig, men ved ikke, hvem der kastede stenen, og har ikke hørt tale om, hvem der gjorde det. Har ikke hørt, at der var nogen uenighed mellem Hans Jensen og andre. Da stenen blev kastet, stod vidnet og hans ledsagere bag ved den bageste vogn i deres følge og tændte deres piber, og Hans Jensen kørte forbi dem. Og da han havde fået skaden, kom han og hans medfølgere til dem og ville have nødet dem til Pjedsted med sig for at overvære synet. De svarede nej, de var uskyldige i hans skade.
Christen Nielsen af Høllund: Så den dumme dreng kyle en sten over vognen, men så ikke Hans Jensen blive ramt.
Hans Madsen af Refsgård: Var i Fredericia, men ikke i følge med nogen. Han lå og bedte i skoven når det sted, hvor stenen blev kastet. Hørte da ingen uenighed mellem parterne. Men i skoven hørte han, at en af de Høllund karle sagde til en mand i Vork, om han ville følge med dem og stå med dem, så skulle de ødsted mænd få hug.
Jep Nielsen Smed i ødsted: Da de Høllund mænd holdt i Bredstrup å og vandede deres heste, hørte han, at Sejer Sørensen sagde til Hans Jensen, at du skulle få skade eller skam.
Jens Nielsen, tjenende Hans Jensen i ødsted: Der var ingen uenighed, da de spurgte Hans Jensen, om han ikke ville have en pibe tændt; han svarede nej. Men oppe ved Bredstrup i leddet sagde Christen Nielsen, de skulle få en ulykke, men ingen blev navngivet. Der var ingen andre til stede end de to hold, og de var så nær hinanden, at de kunne kyle til hverandre.

1749 - 9. september:

Fol. 57b, 58b

Glarmestrene Nicolai Primon og Marcus Flebbe i Kolding ctr. Andreas Nyemejer i Kolding, som skal have gjort glarmesterarbejde. - Der føres vidner.
Søren Koed af Håstrup: Andreas Nyemejers karl har lavet et nyt vindue i hyrdehuset og indsat nogle ruder i husets gamle vinduer.
Mikkel Pedersen af Viuf: Forleden sommer var karlen, en soldat ved navn Peter, i vidnets hus og spurgte, om de havde noget glarmesterarbejde at lade udføre. Han indsatte i vidnets stueværks hus en stor rude, som straks gik i stykker. Ved Mikkels tider forfærdigede han for vidnet 3 vinduer og til byens hyrdehus 3-4 vinduer, og nu sidste sommer satte han en stor rude i vidnets klokkehus. Ved Mikkels tider kom Andreas Nyemejer g karl kørende til vidnets gård med heste og vogn. De sagde, de havde været i Vejle at hente en kiste glas, og klagede sig, for de kunne ikke få glas i Kolding. Vinduerne til hyrdehuset gjorde karlen i vidnets gård; mende vinduer, som vidnet selv fik lavet, blev ikke gjort der i huset, men var gjort, da vidnet fik dem.
Hans Hansen af Påby: Forledent år ved Mikkels tider var Andreas Nyemejer i vidnets gård. Han sagde, at hans vinduer var gamle, og han ville lade sin karl komme og isætte nye vinduer og tage de gamle igen. Ved Mortensdags tider kom karlen, havde tilskåret glas og vinduesbly med. Han forfærdigede 6 nye vinduer.

Fol 58

Rasmus Jensen af Egeskov, Vejlby sogn, får tingsvidne på tab ved den grasserende kvægsyge. Han har mistet 5 køer, 4 ungnøder og 3 kalve. Han skatter af htk. 4-2-2-0.

1749 - 14. oktober:

Fol. 61b, 65b, 68, 70b, 71, 72b, 78

Prokurator Lars Thistrup ctr. Lars Gydesen på Estrup.

1749 - 21. oktober:

Fol 62

Tingsvidne på kvægdød i Gilbjerg, Hejnsvig sogn:
Peder Andersen (htk. 1-1-1-2½): 4 stude, 4 køer, 2 kvier, 1 ungnød, 3 kalve.
Mads Andersen (htk. 1-1-1-2½): 3 stude, 3 køer, 3 kvier, 4 kalve.
Jørgen Nielsen (htk. 1-7-3-2): 5 stude, 4 køer, 2 kvier, 5 kalve.
Hans Madsen (htk. 1-1-1-2½): 2 stude, 4 køer.

1749 - 4. november:

Fol. 62, 65b

Bertel Jespersen i Skanderup lovbyder sin partsgård på htk. 5-3-3-2 1/7.

Fol. 65b

Regimentskriver Simon Seest ctr. Wilhelm Brochman, degn til Eltang og Sdr. Vilstrup. Et forbud afhjemles. Det skal stå ved magt, indtil restancer på 22 rdl. 15 sk. og børnepenge for 270 rdl. med renter er klareret.

1749 - 2. december:

Fol. 68

Christoffer Olesens påboende sted i Tiufkær (htk. 0-1-1-0) lovbydes af afdøde Niels Strangelsens arvinger: sønnen Ole Nielsen, Johanne Nielsdatters mand Lauge Nielsen og Mette Nielsdatters mand Peder Andersen, alle af Tiufkær. - Christoffer Olesen og hustru Karen (?) Olufsdatter begærer at købe.

1750 - 17. februar:

Fol 81b, 91b

Jep Jensens enke i Håstrup Else Andersdatter med lavværge sognefoged Peder Knudsen ibidem og hendes børns formyndere, Hans Iversen Koed, Christen Hansen og Jens Jensen Lundemand af Håstrup samt Christen Raun af Moesvrå, lovbød sin gård af htk. 8-2-3-0. Niels Jensen Frismand, som nu ægter enken, begærede skøde.

1750 - 24. februar:

Fol. 82b, 86

Hans Jensen ctr. Lars Andersen, begge af Skærbæk for vold og trusler. - Vidner:
Peder Nielsen af Børup: Lørdag før juleaften, den 20/12, var vidnet inde på Hønnebjerg ladegård. Hørte, at Lars Andersen sagde til Hans Jensen, at han og skrædderen skulle mage det således med Hans Jensen, at han ikke skulle beholde så meget som der var i det glas, som var for ½ sk. brændevin. Med skrædderen mente han Jep Jacobsen, Lars Andersens svoger. Jep Skræder har været vidne mod Hans Jensen i en anden sag. - Hans Jensen svarede i stilhed, at hverken skrædder eller skomager skulle give ham nogen skade næst Guds hjælp. - Næste tingdag indgås der forlig.

1750 - 10. marts:

Fol 88b

Niels Ebbesen i Bølling anmelder ildsvåde i et kassehus under matr. 8 af htk. 0-3-0-1 i Fuglsang, som beboedes af Mogens Frederiksen. Det brændte, da folk var i kirke søndag den 22/2. Huset bestod af 10 fag godt bebygget hus.
For Mogens Frederiksen brændte alt undtagen en seng og et lille skrin samt de klæder, han havde på i kirke. Hans kone var vel hjemme, men var så svag, at hun intet kunne udrette. De fleste i Fuglsang var i kirke, og da de kom til, fik de foruden det nævnte også reddet 2 heste, 1 ko og 1 kvie. - Om årsagen til branden kan vidnerne intet oplyse. Der var ikke blevet brygget eller bagt i huset den dag eller den foregående. - Der udstedes tingsvidne med de sædvanlige betingelser.

1750 - 17. marts:

Fol. 91b, 94, 96b

Søren Madsens enke Maren Christensdatter af Vesterby med lavværge sognefoged Mads Pedersen af ødsted lovbød halvdelen af sin halve gård i Vesterby, matr. nr. 4 af hartkorn 2-0-2-1 1/4. Niels Knudsen, som nu er hendes fæstemand, begærede skøde.

1750 - 14. april:

Fol. 97b

For retten fremkom Jens Knudsen af øster Vamdrup på hans børns vegne, som er arvinger efter deres afdøde morbroder Iver Nissen Sotterup, som boede og døde i et hus i Runde på Holsteinborg grevskabs gods uden livsarvinger. Ligeså fremkom af sl. Peder Sotterup, forrige guldsmed i Fredericia, hans børn, nemlig Jacob Sotterup, guldsmed i Kolding, og sign. Christian Regel, guldsmed i Frederica, på de øvrige af sl. Peder Sotterups børns vegne.
Vidner: De har kendt Nis Pedersen Sotterup, som boede og for lang tid siden døde i øster Vamdrup. Han havde i ægteskab med sin hustru Karen Pedersdatter følgende børn: 1) Mette Nisdatter, død uden livsarvinger, 2) Anne Nisdatter, forhen gift med Poul Lauridsen Sottrup, død og ej efterladt nogen livsarvinger, 3) Peder Nissen Sotterup, var guldsmed i Fredericia og efterladt sig børn; ved ikke, hvor mange af dem er i live, 4) Christen Nissen Sotterup, død ugift, 5) Iver Nissen Sottrup, nu død, været gift og boet i Sjælland og ej skal have efterladt sig børn, 6) Karen Nisdatter, død, været gift med Jens Knudsen i øster Vamdrup og efterladt sig en søn og fire døtre, nemlig Nis Jensen, Bodil, Karen, Mette og Anna Jensdøtre, som alle endnu lever. Og er fornævnte Peder Nissen Sotterups børn og Karen Knsdatters børn rette og sande arvinger efter Iver Nissen Sotterup. Ikke heller er andre i live, som retteligt kan arve afdøde Iver Nissen Sotterup.

1750 - 2. juni:

Fol. 106

Regimentskriverens fuldmægtige Jacob Wollund fører vidner på bæster, som er ihjelstukket på grund af sygdommen Rodtz, som ikke var til at kurere:
Thomas Nielsen Haugaard i Sellerup (htk. nr. 8, 3-6-3-1½): 5 bæster, som før sygdommen var værd 40 rdl.
Thomas Madsen Haugaard ibidem (htk. nr. 8, 3-6-3-1½): 3 bæster, som før sygdommen var værd 42 rdl.

Fol. 106, 114, 117, 124, 126

Regimentskriveren (ved fuldmægtig Jacob Wollund) har stævnet Niels Johansen og Christen Jepsen af Pjedsted for slagsmål med henblik på idømmelse af voldsbøder.
Da sagen allerede er begyndt, har Frederik Steensen ladet sig formå til at være forsvarer for Niels Johansen, og han griber ind, da der stilles et spørgsmål til vidnerne om, hvad der har været årsag til tvisten, hvilke ord der eventuelt kan være udtalt. Stævnemålet nævner nemlig ikke noget om skældsord, kun voldshandlinger som hårgreb, slag, spark og jordskub.
Mads Pedersen af Pjedsted: Ved Valborgdags tider kom de to mænd i slagsmål ved et gærdesyn. De mundtes noget først, og så slog Cristen Jepsen Niels Johansen på hovedet, så hans hat faldt af. De greb fat på hverandre og faldt med hverandre til jorden. Niels Johansen lå nederst, og de havde hinanden i håret. Da de var kommet hjem, kom Niels Johansen til vidnet og viste ham sit ene knæ, hvor huden var stødt af og det blødte. Der var en mand, der havde taget deres hænder ud af hinandens hår, da de lå på jorden. - Et af de spørgsmål, som vidnet ikke må svare på, går ud på, om det forholdt sig sådan, at Niels Johansen, efter at de var blevet adskilt, ville have fat i sin økse, som dog var taget i forvaring af en af bymændene. - Sagen ophæves til sidst.

Fol. 107b:

For retten fremkom sign. Jucum Mattiasen fra Fredericia, som har til ægte Birgitte Maria Johansdatter Fosh, hvem sign. Erik Thomasen og hustru Anna Dilefsdatter Fosh har testamenteret deres ejendom, og på egne vegne og ermeldte Erik Thomsens vegne af Gauerslund lovbød 3. gang den Erik Thomsen sidst tilhørende selvejerbolig i Gauerslund by og Kobjerges enemærke af htk. 2-2-1-0. - Hr. Thies Morten Steenberg, sognepræst for Gauerslund menighed, og kæreste Barbra Helena Ollerup begærede skøde. - De to foregående lovbydelser (12/5 og 26/5) er ikke set i tingbogen.

1750 - 9. juni:

Fol. 108b,

Christian Risom af Dons mølle (ved prokurator Lars Thistrup) ctr. Carl Jensen af Taulov Nebel (ved byfoged Bech fra Middelfart) for salg af sygt kvæg. - Bech ønsker sagen afvist, fordi Risoms vidner er hans tjenestefolk og andre villige vidner. Men retten lader dem vidne. Carl Jensen har tilkendegivet at have solgt hvert par stude for 23 rdl., og tilbudt af tabe det halve, hvis han kunne blive fri for proces.
Vidner: Christian Risom købte ved påsketid 10 stude af Carl Jensen. De blev leveret af denne i Dons mølle. Christian Risom havde betinget sig, at studene ville æde og tage ved foder, og han havde givet sin frygt til kende, at en bestemt af studene ikke var rigtig. Den døde af den grasserende syge. De øvrige ni blev siden angrebet af sygdom i Dons mølle. De blev drevet til Viuf, hvor der i forvejen var kvægsyge, og her døde de. Den øvrige del af Risoms besætning blev nu også ramt af sygdommen og døde, undtagen en kalv. Der var ingen kvægsyge i Dons mølle, før end de ti stude blev leveret. - Da Risom udtrykte frygt for den ene stud, der ikke ville æde, havde Carl Jensen svaret, at det burde han ikke regne, det var fordi den var jaget. - Risum havde ønsket, at studene kunne blive stående hos Carl Jensen nogle dage. Han havde svaret, at det måtte de gerne, men han havde kun halm at give dem, og det var de ikke tjent med. Risom havde ikke villet købe stude, der var gået sygdommen igennem; de blev ham for dyre. - Der har ikke været kvægsyge i Taulov, hverken da eller siden.

Fol. 110, 114, 117, 118, 153:

Hans Thuesen af Fredericia ctr. Mads Pag af Viuf. - Sagen ender med forlig: Dersom sign. Peter Thomasen Frøsig i Meggerdorf inden førstkommende Martini betaler til sign. Hans Thuesen hans tilgodehavende part for solgte heste i fælleshandelen med 60 rdl. 3 mk., lover Mads Pagh at betale pengene til Hans Thuesen 8 dage efter Martini. Mads Pagh skal søge pengene inddrevet hos Peter Frøsig. Hvis han ikke får pengene, bliver det hans tab. Sagen udsættes så til 24/11, hvor sagen frafaldes.

Fol. 110b

Michel Nielsen af Bredstrup anmelder ildsvåde. Han mistede et salshus på 5 fag og et tilbygget fag til vognhus samt en del bohave. Hans gård er af hartkorn 3-5-1-1. Huset stod i fuld brand, da ilden blev opdaget, såsom de var i kirke. Der var ikke blevet bagt eller brygget i huset den dag eller dagen forinden. - Der udstedes tingsvidne. De sædvanlige betingelser er ikke nævnt.

Fol. 110b, 111, 114, 115

Iver Hansen af Bramdruo lovbyder sine midler og ejendom, om nogen samme vil modtage (og forsyne ham og hustru med fornøden føde og klæder, så længe de lever, og når de er døde, da at lade dem hæderligt og skikkeligt begrave) og betale hans gæld samt videre, hvad er udlovet efter oprettede kontakt med Hans Staphensen, som i sin tid ægter hans steddatter Johanne Nielsdatter, de dato 18/5 1750. Nævnte kontrakt blev oplæst og protokolleret i panteprotokollen. Retten påråbte 3 gange, om nogen havde noget at indvende mod samme kontrakt eller vil indgå alt, hvad kontrakten formelder, da at fremkomme og gøre tilbud. Ingen indfandt sig.


1750 - 30. juni:

Fol. 115

Regimentskriveren lod opbyde Jens Knudsens barns mødrene arv af øster Vamdrup, 5 rdl. 5 mk., 12 sk. Ingen ville modtage pengene på rente. De blev forseglet efter fradrag for et ark stemplet papir og salær. Til rest 5 rdl., 1 mk. 4 sk. i pungen, som fuldmægtig Jacob Wollund tog i forvaring.

Fol. 115, 115b

Regimentskriveren ctr. Ole Hansen af Andkær, som er bortrømt. Frem mænd af Andkær vidner: Han skal være født på den gård i Andkær, som Niels Hansen nu har i fæste. Han er rømt for ca. 16 år siden. De ved ikke, om han var forsynet med pas. De har hørt sige, at han rejste til København, hvo han skal tjene hos en brygger.

1750 - 7. juli:

Fol. 115b, 117, 123b, 128, 133, 141

Marcus Madsen på Skovdrupgård ctr. landsoldat Jes Nielsen, tjenende Poul Christensen, Poul Hansen, tjenende Anders Pedersen, Søren Harth, tjenende Oluf Madsen, og en rytter Ole Jørgensen, tjenende Mads Poulsen, alle i Seest. De anklages for vold. - Frederik Steensen er deres forsvarer. Han påpeger, at stævningen er ukorrekt. I hans kopi af stævningen er også nævnt en Anders Jensen Hjarup, som henhører under Haderslevhus amt. Og Ole Jørgensen er ikke længere i Seest, skønt det af stævnemålet fremgår, at han er stævnet. Desuden skulle Marcus Madsen have rejst sagen straks, men har fortiet den 4-5 uger. - Marcus Madsen kan oplyse, at det er Frederik Steensen selv, der har konciperet stævningen, og det er ham, der har forhalet den. - Stævningsmændene er ikke til stede til at afhjemle deres stævning. Ny stævning er nødvendig.
Den nye stævning gælder kun de tre først nævnte. - Der er indkaldt et stort antal vidner.
1 vidne: Mads Sørensen af Seest:
1) Om vidnet ved, hvem der først slog Marcus Madsen 2. pinsedag inde hos David Madsen i Seest? - Så det ikke.
2) Om vidnet ved, hvor mange der overfaldt Marcus Madsen? - Så det ikke.
3) Om vidnet da ikke har hørt, hvem der skulle være årsag til klammeriet? - Steensen protesterer; der er ikke stævnet for det spørgsmål. - Spørgsmålet ændres: Om vidnet ved, hvorfor Jes Nielsen, Poul Hansen og Søren Hart slog Marcus Madsen? - Vidnet har ikke hørt noget derom af de tre mænd.
4) Hvor mange slog de på Marcus Madsen, før end de slæbte ham ud af døren, og hvormed slog de ham? - Så ikke, at de slog Marcus Madsen.
5) Så vidnet, hvem der slæbte Marcus Madsen ud af døren, og ved han, at de tre sparkede og trådte Marcus Madsen ved det samm? - Så det ikke.
6) Hvor mange slog Marcus Madsen med stave på gaden? - Så ingen der slog Marcus Madsen med stave, men så derefter, at Poul Hansen havde en stav i hånden på gaden.
7) Hvad sagde de tre på gaden? - Hørte, Poul Hansen sagde, han ville slå arme og ben i sthykker, men han navngav ingen.
8) Hvor mange sår og blå slag blev bagefter fundet på Marcus Madsen? - Så en eller to dage derefter, da Marcus Madsen lå i sin seng, han havde nogle blå slag på benene, men talte dem ikke. Så også, han havde et sår i panden.
Adskillige vidner har ikke set noget.
Tre mænd har efter regimentskriverens ordre synet Marcus Madsen, og sognefoged Søren Terpager forfattede synet og sendte synsforretningen til regimentskriveren. Synsforretningen er ikke fremlagt i retten, og derfor kan de ikke afhjemle den.
11. vidne, Niels Jensen: Den første, som vidnet så slå Marcus Madsen, var Jes Nielsen, som slog Marcus Madsen på munden, så der kom blod. Det kom måske af, at Marcus Madsen havde sagt til Jes Nielsen, at han ikke var værd at snakke med. - Hørte vidnet, at Jes Nielsen og hans medhjælpere skældte på Marcus Madsen, at han ville tage deres øl og brændevin fra dem? (Steensen protesterer: Det spørgsmål er ikke omfattet af stævningen). Vidnet hørte, at Søren Harth sagde, at Marcus Madsen havde truet med at tage deres øl og brændevin fra dem; men hørte dem ikke skælde Marcus Madsen. Vidnet så ikke, hvem der greb Marcus Madsen i håret og slog ham til jorden; men han hørte, de sagde til Marcus Madsen, han skulle gå ud, og Marcus Madsen sagde ja og bad, han måtte gå ud. - På Steensens spørgsmål bekræfter vidnet, at selskabet fandt sted i al skikkelighed, indtil Marcus Madsen var kommet; men han ved ikke, hvem der begyndte klammeriet.
12. vidne, Catrine Hedevig, Knud Knudsens hustru: Så, at Jes Nielsen og Poul Hansen slog Marcus Madsen, som lå på jorden. Hørte nogle råbe, at de skulle slå arme og ben i stykker på ham. Hun så nok, at Marcus Madsen løb hen ad gaden, og at de løb efter ham. Han faldt til jorden, men hun så ikke, om han faldt eller blev slået ned.
15. vidne, Johan Hansen: Så Poul Hansen på gaden slog Marcus Madsen over benet, og det, som han slog med, gik i stykker.
18. vidne, Hans Christensen: Så at Poul Hansen gav Marcus Madsen to slag af en rådden kvasbøg på hans ryg eller skulder. Han så ikke, at Marcus Madsen blev slået til jorden, men at han lod sig falde.

Ved sidste retsmøde frafalder Marcus Madsen stævningen. Han vil ikke gøre krav på bøder eller omkostninger. Og der er ikke ført noget bevis, der udløser bøder til kongens kasse. Sagen ophæves med løfte på begge sider om at leve fredeligt og skikkeligt, som skillelige folk vel egner og anstår. I dessens mangel underkaser de sig lovens allernådigste bydende.

1750 - 14. juli:

Fol. 117, 117b, 126

Peder Madsen i Bølling lovbyder sin og sin hustrus halve gård af hartkorn under nr. 3 og 4 på 6-5-2-1. Sønnen Poul Pedersen og hustru Karen Jensdatter begærer skøde.

Fol. 126

Musketer Johan Henrik Rindorph på vegne af sin hustru Karen Jensdatter fremstillede vidner for at bevise, at hans hustrus moder Malene Dideriksdatter, som havde til ægte auditør Jens Jensen, boende i starup, var kødelig søster til fru Anna Dideriksdatter, som havde til ægte regimentkvartermester Peder Elkjær og døde som byfoged i Hobro. - De bevidner, at Malene Dderiksdatter havde i ægteskab med sin mand Jens Jensen avlet tre døtre, nemlig Anna, Karen og Kirsten. Karen Jensdatter havde til ægte ovennævnte soldat Johan Henrik Rindorph, mens de andre to døtre ved vidnerne ikke om de er døde eller i live. Malene Dideriksdatter var kødelig søster til Anna Dideriksdatter, regimentkvartermester Peder Elkjærs frue, som døde i Hobro. Altså er Karen Jensdatter en arving efter regimentskvartermesterens frue Anna Elkjærs. - Dernæst fremlagdes som yderligere bevis attes fra sognepræsten for Starup og Vester Nebel menigheder.

1750 - 11. august:

Fol. 126b, 130

Frederik Steensen som beskikket actor i en krybskyttesag fører vidner. Alle vidner mødte frem undtagen Jens Nielsen Nebel, som er syg og sengeliggende.
Sognefoged Jens Jensen af Ejstrup har med to mænd foretaget en inkvisitionsforretning hos Jens Nebel i Ejstrup vedr. et stykke vildt. De fremlægger deres inkvisitionsforretning og besvarer spørgsmål:
1) Om de ved, hvem der har begået krybskytteriet? - Nej.
2) Om de kunne skønne, at den suppe, som fandtes i en kedel tillige med grums og smuler var af det skudte vildt? - De fandt nok suppen i en kedel, men hvad kød samme suppe er kogt af, ved vidnerne ikke at forklare, ejheller fandt de noget grums eller smuler deri.
3) Om det kød, som i forretningen meldes at være fundet på en trætallerken, ikke var det skudte stykke vildt, og om det ikke på benene deraf kunne kendes? - De så vel lidt kød på en tallerken, men om det var af vildt eller tamt kreatur, ved de ikke at forklare.
4) Om de, som forretningen melder, fandt en del dyrehår her og der på gulvet, og om de kunne skønne, om vildtet samme sted var blevet forlagt? - Der fandtes dyrehår på gulvet, men de ved ikke, om dyret var blevet forlagt der.
5) Kan vidnerne ved ed bekræfte deres forretning? - Ja, undtagen den 5. post. På vognen var blod, men hvoraf det var, eller om dyret var hjemkørt på samme vogn, ved de ikke. Der fandtes vel bøge- og vilegrene i laden med løv på, men de ved ikke, om dyret dermed har været dækket. Og ellers forklarede synsmændene, at Jens Nebel har stændigt ligget syg siden sidste pinsedag.
6) Om Jens Nebels karl Svend Christensen nogen sinde har gået med skydevåben i kongens vildtbane og skudt der? - Nej, det har de ikke set. Svend Christensen er for nogen tid siden bortgået af sin tjeneste, og de ved ikke, hvor han opholder sig.
7) Om Jens Nebel har været medvider? - Det ved de ikke.
Herefter afhøres vidner. Det første vidne er Jens Nielsen Nebels hustru, Anne Nielsdatter af Ejstrup:
Har vidnet hørt, at der den 18/6 er blevet skudt et stykke vildt i kongens vildtbane i Gelballe skov? - Nej.
Svend Christensen kom i deres tjeneste sidste Mikkelsdag og skulle have været i tjeneste til Mikkelsdag næste år. Men sidste Sct. Hansdag bad an om folov til at gå hjem til sine forældre i Bjert. Han har ikke været der siden.
Sidste jul kom Svend Christensen med en flinte, som han sagde at have købt i Herslev. Med den er han et par gange sidste forår gået ud af vidnets gård; men vidnet ved ikke, hvor han gik hen. Vidnet formanede ham til at lade være med sådant; derved kunne han svart komme i ulykke, og de kunne komme i stor fortræd for hans skyld. Også vidnets datter havde formanet ham således.
Om Svend Christensen ikke hjembragte et stykke vildt den 18/6 om aftenen? - Jo, og Svend Christensen tog vidnets og mands vogn at køre vildtet hjem med.
Om Svend Christensen forlagde samme vildt i vidnets hus? - Jo. Hun spurgte ham, hvor han havde skudt vildtet. Han svarede, i Gelballe skov. De skændte på ham, fordi han bragte det i deres hus. Vidnet vidste ikke, at vildtet var skudt ulovligt. Hendes mand har ikke været medvider. Han har aldrig brugt skydevåben i vildtbanen.
Hvorfor vidnet ved inkvisitionsforretningen havde foregivet, at hendes børn havde fundet vildtet i engen ved åen og bragt det hjem? - Det skete af enfoldighed, og hun forstod det ikke bedre. Men nu, da hun er under ed, følger hun sandheden, så hun kan have en god samvittighed.
Næste vidne er datteren Maren Jensdatter, der vidner helt i overensstemmelse med moderen.
Der udmeldes to mænd til at afhøre den sengeliggende Jens Nielsen Nebel. De skal medbringe lovbogen for deraf at oplæse lovens ed med formaning sig for mened at vogte. - De afhjemler deres forretning næste tægtedag. Men indholdet gengives ikke.

1750 - 8. september:

Fol. 136

Tingsvidner om kvægdød:
Hans Madsen Smed af Tved (htk. 5-2-1-0): 2 køer, 2 ungnøder, 3 kalve.
Peder Pedersen Dahl af Vejlby (htk. 6-0-0-0): 2 køer, 2 kvier, 2 stude 3 ungnøder.

Therkild Nielsen, Egeskov (htk. 4-2-0-0): 1 ko, 2 kvier, 4 kalve.
Rasmus Jensen, Egeskov (htk. 4-2-2-0): 2 køer, 3 ungnøder, 3 kalve.
Hans Pedersen, Bredstrup (htk. 3-2-1-1): 3 køer, 2 stude, 1 kalv.
Søren Rasmussen, Kongsted (htk. 3-1-1-2): 1 kalv, 1 studekalv.
Christen Jensen, Stovstrup (htk. 2-7-1-0): 3 køer, 2 stude, 2 kvier, 1 kalv.
Bertel Jensens enke, Stovstrup (proprietærhtk. 1-6-0-2): 1 stud, 2 kalve.
Johan Schenej, Kobbelgård (htk. 4-0-0-1): 1 ko, 1 tyr, 1 kvie.

Fol. 136b, 140, 141b

Mogens Jørgensen af Bølling, efterkommeren efter sergent Poul Hansen, der var formynder for Mads Pedersens arv efter hans fader Peder Damgaard af Bøgvad efter skiftekontrakt af 5/11 1736, opbød på rente af arven 66 rdl. 4 mk.

Samme opbød sin stedsøn Hans Poulsens mødrene arv efter skiftebrev af 14/1 1746 på 41 rdl. 3 mk. 14 1/4 sk. og fædrene arv efter skiftebrev af 19/1 1750 på 31 rdl. 4 mk. 11 5/7 sk. Tilsammen 73 rdl. 2 mk. 10 sk. - Der var ingen, der ønskede pengene på rente. De blev forseglet med fradrag af stemplet papir og omkostninger og lagt i pungen, som Mogens Jørgensen fik i forvaring.

1750 - 15. semtember:

Fol. 140

Tingsvidne om kvægdød i Almind sogn:
Hospitalsbønder:
Iver Christensen (htk. 5-1-1-2): 3 køer, 10 ungnøder,
Jørgen Christensen: 5 køer, 5 ungnøder,
Niels Madsen (htk. 5-2-0-2): 3 køer, 6 ungnøder,
Jens Pedersen Amhede (htk. 4-7-3-0): 5 køer, 2 ungnøder,
Abraham Sørensen: 2 køer, 3 ungnøder,
Jep Nielsen (htk. 5-0-0-2): 1 ko, 5 ungnøder,
Niels Andersen (htk. 5-0-2-0): 2 køer, 4 ungnøder,
Rasmus Christensen (htk. 5-1-1-1): 4 køer, 5 ungnøder,
Mogens Sørensen (htk. 5-0-2-1): 2 køer, 7 ungnøder,
Niels Sørensen: 2 køer, 1 ungnød, og
Anders Skræder (htk. 4-7-3-2): 2 køer, 3 ungnøder,
Anders Mortensen (htk. 5-1-3-2): 2 køer, 5 ungnøder.
Anneksbønder:
Jens Madsen: 2 køer, 4 ungnøder,
Niels Andersen (htk. 5-2-0-0): 1 ko, 1 ungnød.
Hospitalsbønder:
Frederik Christensen (htk. 4-7-2-2): 5 køer, 6 ungnøder,
Christen Rasmussen (htk. 5-2-2-2): 5 køer, 7 ungnøder.

Fol. 140b:

Tingsvidne om kvægdød hos proprietærbønder:
Søren Svendsen, Andkær (htk. 3-1-0-2½): 2 studeungnøder,
Søren Madsen, Andkær (htk. 0-4-0-2): 1 ko, 1 ungnøds stud,
Jens Nielsen, Andkær (htk. 0-3-1-0): 2 køer, 1 ungnøds stud,
Hans Smed, Andkær (htk. 0-0-0-2): 2 køer, 1 ungnød,
Thomas Pedersen, Brøndsted (htk. 5-2-0-0): 3 køer, 2 kvier, 1 stud, 4 ungnøder, 2 kalve,
Sacharias Larsen, Børkop (htk. 2-7-0-2½): 2 køer, 2 ungnøder, 1 kalv,
madame Karen Hansdatter Brandt, Gauerslund (htk. 5-5-1-2): 4 køer, 3 ungnøder, 2 kalve,
kammerassessor Laurids Bolvig, Nebelgård (htk. 24-4-3-2): 2 stude, 1 tyr, 7 ungnøder,
Hans Hansen, Gårslev (htk. 5-2-1-0): 2 køer, 2 kvier, 2 stude ungnøder,
Peder Knudsen, Gårslev (htk. 2-2-2-1½): 3 køer,
Hans Pedersen, Gårslev (htk. 2-2-2-1½): 1 kvie,
Jørgen Boels enke, Gårslev (htk. 5-2-0-2): 3 køer, 2 kalve,
Hans Pedersen (htk. 0-3-3-2): 1 ko,
Søren Hansen, Mørkholt (htk. 4-2-1-2): 2 køer, 1 kalv,
Marcus Nielsen, Pjedsted (htk. 4-6-2-0): 3 køer, 1 stud, 2 kalve,
Niels Thomsen, Pjedsted (htk. 4-6-1-1): 1 ko, 3 stude, 3 kalve,
Søren Jørgensen, Pjedsted (htk. 1-5-2-1): 2 køer, 1 kvie,
Anders Mortensen, Pjedsted (htk. 1-5-2-1): 2 køer, 1 kvie, 1 kalv,
Peder Madsen Basse, Pjedsted (htk. 1-5-2-1): 1 ko,
Niels Nielsen, Pjedsted (htk. 1-5-2-1): 1 stud, 1 kvie, 1 kalv,
Hans Jensen, Pjedsted (htk. 2-0-1-1): 2 køer, 1 ungnød,

Jens Jensen, Gårslev (htk. 5-0-0-1): 2 køer, 2 stude,
Hans Nielsen, Rans (htk. 2-0-2-½): 1 ko, 1 ungnød, 1 kalv

Hans Jensen, anneksbonde, Bramdrup (htk. 3-5-3-0 - 0-0-1-1): 3 køer, 3 ungnøder, 1 kalv,
Hans Nielsen, Kolding kirketjener, Bramdrup (htk. 5-5-3-0 - 0-0-1-0): 4 køer, 3 ungnøder, 3 kalve,

Iver Hansen, Bramdrup (htk. 5-5-3-0): 3 køer, 6 ungnøder, 2 kalve,
Hans Iversen Smed, (htk. 0-2-0-0): 1 ko, 1 kvie, 2 kalve,
Jens Jacobsen, anneksbonde i Vester Nebel (htk. 3-1-2-0): 1 ko,
Søren Hansen, proprietærbonde i Vester Nebel (htk, 2-4-0-0): 1 ko, 1 kvie, 1 kalv.

Isak Dupom, Skærup (htk. 7-0-1-1 - 0-1-1-0): 1 ko, 1 stud, 2 ungnøder, 2 kalve,
Peder Sørensen, Skærup (htk. 3-2-3-2½ - 0-0-2-0): 3 stude, 2 ungnøder, 2 kalve, 2 køer,
Jes Pedersen, Skærup (htk. 6-1-0-2 - 0-0-3-0): 1 ko, 1 stud, 2 kalve.

1750 - 6. oktober:

Fol. 142

Tingsvidne om kvægdød for proprietærbønder i Vorbasse Nebel tjenende Estrupgård:
Vidnerne er Niels Sørensen og Christen Jensen i Nebel.
Hans Mortensen (htk. 1-1-3-0): 4 køer, 2 stude, 3 kalve,
Peder Sørensen (htk. 1-1-3-0): 2 køer, 4 stude, 1 kvie,
Jørgen Pedersen (htk. 1-5-0-2): 4 køer, 5 stude, 3 køer (!),

Dernæst fremstod Peder Jensen Smed af Vorbasse, tjenende Estrupgård, og Jens Tuesens enke, tjenende til Donneruplund, som fremstillede Anders Pedersen og Willum Christensen af Vorbasse, som vandt og forklarede:
Peder Jensen Smed, (htk. 2-5-1-½): 3 køer, 2 stude, 1 kvie, 2 ungnøder,
Jens Thuesens enke (htk. 1-4-1-2½): 3 køer, 2 ungnøder.

Fol. 142:

Tingsvidne om ildsvåde i Uhre by, Lejrskov sogn:
Mads Pedersen (htk. nr. 3,2-5-3-2): salshus 16 fag, 20 fag lade og staldhus, 6 fag fæ-, fåre- og tørvehus, 4 fag aftægtshus, ialt 46 fag velbygget hus med alt indavlet hø og korn, indbo, får og avlsredskaber. Fik kun reddet 2 køer, 1 kalv, 3 får samt hestene, som var i marken, og lidt sengeklader af 2 senge, som de lå i.
Jens Jensen (htk. nr. 3, 2-5-3-2): 10 fag salshus, 12 fag fæ- og tørvehus, 26 fag lade og staldhus, ialt 48 fag velbygget hus. Fik kun reddet lidt gangklæder i en kisge og nogle sengeklæder, item 3 køer, 3 kvier, 1 ungnød, 2 kalve og får samt bæsterne, som var i marken.
Knud Pedersen (htk. nr. 4, 3-5-2-0): 16 fag salshus, 20 fag stald-, fæ- og ladehus og 9 fag ladehus, ialt 45 fag hus, og noget af deres indbo.
De kan ikke komme på fode igen eller opbygge deres fæstegårde uden hjælp fra kongens kasse og medlidende kristne. Ilden opstod om natten, da alle folk lå i deres trygge søvn.
Der udstedes tingsvidne med de sædvanlige betingelser.

Fol. 143, 145, 146:

Amtmandens fuldmægtig nons. Sonnien lod opbyde børnepenge, 260 rdl., som er afdøde Jens Pedersens børn på Urupgård tilhørende.

1750 - 13. oktober:

Fol. 143, 145:

Tingsvidne om kvægdød for rytterbønderne.
To mænd fra hvert sogn skal vidne om rytterbøndernes tab. De skadelidte synes ikke nævnt ved navn. - Vidnerne fra Hjarup sogn er udeblevet, hvorfor sagen fortsætter næste tingdag, hvor Anders Halkjær og Søren Mortensen af Hjarup bekræfter en skriftlig specifikation på kvægdød.

Fol. 144, 146:

Jep Madsen Møller på Vranderup mølle, også kaldet Seest mølle (ved Frederik Steensen) har stævnet Marcus Madsen på Skovtrupgård for injurier. Denne oplyser, at Jep Madsen nu er død, men at de indgik forlig inden hans død. Marcus Madsen vil fornemme hos sin fader Mads Jessen, om han ikke også vil tilstå at være forligt med Jep Madsen, før han døde. - Frederik Steensen vil, at Marcus Madsen til protokollen skal give en erklæring om, at han ikke i nogen måder har afdøde Jep Madsens søn Mads Jepsen noget at tillægge, som kunne være til hinder for hans gode navn og rygte, samt betale sagens omkostninger med 4 slettedaler; så kan sagen afhandles i mindelighed. - Marcus Madsen vil gerne tilstå, at Jep Madsens søn Mads Jepsen kan være aldeles fri for den gerning, der er stævnet for. Han vil ikke nu beskylde ham og har heller ikke beskyldt ham derfor; men der har været løs sladder. Men han vil ikke betale den mindste skilling til omkostningerne. - Da Marcus Madsen næste tingdag står fast på, hvad han allerede har sagt, lader Steensen sig nøje med den erklæring, der allerede er tilført protokollen, og han afstår fra sit krav om sagsomkostninger.

Fol. 144b:

Tingsvidne om kvægdød i Store Anst, Glibstrup og Vester Gesten:
Jep Jensen, Store Anst, (htk. 3-3-2-0): 5 køer, 4 stude, 3 ungnøder,
Hans Nielsen, Store Anst (htk. 3-3-2-0): 5 køer, 1 stud, 1 kvie, 1 ungnød,
Jens Hansen, Store Anst (htk. 0-5-1-2): 2 køer, 1 kalv,
Christen Iversen, Store Anst (htk. 1-4-0-0): 1 ko, 1 stud, 1 ungnød,
Jens Pedersen, Store Anst (htk. 0-2-2-0): 2 køer, 2 ungnøder,
Hans Steensen, Store Anst (htk. 0-1-0-0): 1 ko,
Niels Jepsen, Glibstrup (htk. 2-5-1-2): 1 ko, 1 studekalv, 1 kvie.

Anders Andersen, Vester Gesten (htk. 1-3-2-0): 2 køer, 1 ungnød,
Hans Iversen, Vester Gesten, kirketjener (htk. 0-1-0-0): 1 ko.

Kvægdød i Vinding:
Bertel Pedersen Hold (htk. 5-6-2-1 - 0-0-1-1): 1 ko, 2 ungnøder.
Hans Jepsens enke (htk. 5-7-2-0 - 0-0-1-1): 2 køer, 2 kvier,
Bendix Nielsen (htk. 6-0-2-1 - 0-0-1-0): 2 køer, 2 kvier,
Jørgen Lauridsen Ulf (htk. 7-1-3-2 - 0-0-1-1): 1 ko, 2 kvier, 2 kalve,
Jens Lauridsen Ulf (htk. 7-1-3-2 - 0-0-1-1): 1 kvie, 1 stud, 1 kalv,
Peder Sørensen (htk. 3-2-0-1 - 0-0-0-2): 1 ko,
Peder Hansen (htk. 3-4-2-1½ - 0-0-0-2): 1 ko, 1 kvie.

Hans Nielsen Degn, Gårslev (kirkens htk. 2-3-2-1): 1 kvie,
Niels Joensen, Smidstrup (htk. 8-6-2-2): 5 køer, 3 stude, 1 kvie, 3 kalve, 1 studeungnød.

Jægermester Bachman, Lille Veling (htk. 12-1-2-0): 12 høveder,
Michel Jensen, Store Velling (htk. 2-1-2-0): 1 ko, 2 kalve,
Hans Nielsen, Store Velling (htk. 2-2-3-0): 1 ko, 1 kalv,
Hans Madsen, Store Velling (htk. 4-3-1-0): 4 køer, 3 ungnøder, 1 kalv.

Fol. 145, 146, 149b:

Christen Jensen af Vesterby i ødsted sogn lovbyder sin halve gård på htk. 4-1-0-2½.. Sønnen Jørgen Christensen og hustru Agenite Jørgensdatter begærer skøde.

1750 - 20. oktober:

Fol. 146b:

Tingsvidne om kvægdød:
Niels Thomsen, Oddersted (htk. 4-1-0-0): 2 køer, 1 stud, 3 ungnøder, 3 kalve,
Mads Hansen, Taulov Nevel (htk. 2-2-2-2): 1ko,
Laurids Jepsen, Taulov Nebel kærhus (htk. 0-5-2-1): 1 ko, 1 studeungnød.

Fol. 149:

Tingsvidne om kvægdød for proprietærbønder i Erritsø:
Jep Thomsen (htk. 5-0-2-1): 1 ko, 2 ungnøder,
Peder Pedersen (htk. 2-4-3-2½): 2 ungnøder,
Jacob Jensen (htk. 1-0-3-2): 1 ko,
Hans Hansen (htk. 0-2-0-0): 1 ko,
Thomas Mickelsen (htk. 0-1-2-2): 1 ko.

1750 - 17. november:

Fol. 151b:

Regimentskriverens fuldmægtige Jacob Wollund af Dons fremlægger skriftlig specifikation på kvægdød i Sønder Vilstrup sogn, Skousgård, Seest sogn, Vranderup, og Taulov sogn, Studsdal. Vidner bekræfter specifikationen.

Fol. 151b:

Tingsvidne på kvægdød for annexbonden i Sønder Vilstrup sogn:
Anders Poulsen (htk. 6-0-0-1): 5 køer, 4 stude, 2 kvier.

1750 - 24. november:

Fol. 152, 154b, 163b, 170, 170b, 173b, 175:

Ib Thomsen af Asbo ctr. vagtmester Johan Stahl af Bække for overfald. (Denne er ikke mødt).
1. vidne, Casper Christensen, landsoldat af Asbo: 1) Han var til stede, da Johan Stahl mellem Bække og Asbo overfaldt Ib Thomsen. 2) I følge med Johan Stahl var hans tjenestekarl Knud Christensen, en skrædder Johan Philop, som den tid var hos Stahls, samt flere, som vidnet ikke kendte. 3) Stahl kom til Ib Thomsen på landevejen 66 skridt fra sin bopæl, tiltalte Ib Thomsen og derpå tog noget ud, som han havde skjule under sine klæder, og slog Ib Thomsen ved hovedet, så han faldt til jorden; han gav ham også 4 slag over ryggen; men om det var jern eller træ, han slog med, ved vidnet ikke; det var noget langagtigt. Skrædderen bad Stahl holde op. 4) Der kom blod af Ib Thomsens hoved, som rendte langs ned ad hans klæder. 5) Efter at Ib Thomsen var kommet op, slog de imod hverandre, og skrædderen tog Ib Thomsen i skulderen. Vidnet skilte dem ad. 6) Blev Ib Thomsen af tilstedeværende indbåret som død? Vidnet så, han blev indbåret i annexgården i Bække. 7) Hørte ikke, hvad Stahl da sagde.

2. vidne, Bodil Mortensdatter af Asbo: Knud Christensen og Johan Philup Skræder var med Johan Stahl samt flere andre. Overfaldet skete syd for Bække kro. Vidnet kunne på grund af mørket ikke se, hvad Johan Stahl slog med, men hun hørte, at Ib Thomsen råbte og bad drages til minde, at han huggede ham ned en hirschfænger. Vidnet gik til Johan Stahl og sagde til ham, Ib Thomsen lå og var næsten død, bad om hjælp til at få ham indbåret. Stahl sagde, Lad ham ligge, det Djævelen brække hans hals". Ib Thomsen havde ikke begegnet Stahl med nogen uanstændigt hverken i ord eller gerning.

To synsvidner, Iver Steffensen og Poul Mortensen af Bække:
Vidnet Bodil Mortensdatter var kommet til dem og havde sagt, at Ib Thomsen lå på landevejen, hun frygtede, at han døde. Da de kom til ham, lå han næsegrus på jorden med armene udstrakt fra sig, ligesom han havde været død. De fik ham oprejst. Han kom lidt til sig selv og bad at hjælpe ham til byen. De bar ham så ind i annexgården og satte ham på en stol. Af afmagt faldt han ned på jorden. De forefandt over hans højre øje et langt hulsår.

Mattias Pistol og Las Clausen af Asbo: Da Ib Thomsen var kommet ind i Las Clausenss hus, så de hulsåret og et blåt slag over den ene hånd.

I løbet af sagen er vagtmester Stahl død. Den slutter med, at enken indgår et forlig.

1750 - 24. november:

Fol. 153, 153b, 155:

Mogens Jørgensen af Bølling opbød på rente sin myndling Mads Pedersens arv på 33 rdl. 2 mk. Mogens Jørgensens formand sergent Poul Hansen har været drengens formynder. - Pengene blev forseglet og overdraget til Mogens Jørgensen.

1750 - 1. december:

Fol. 153b, 154b, 156:

Sognefoged Peder Schielde (Skielde) i Farup lovbød syn gård matr. nr. 11 htk. 5-0-1-1 2/3. Sønnen Jens Pedersen Schielde og hustru Maren Christensdatter begærer skøde.

1750 - 8. december:

Fol. 154b, 156, 156b, 160b:

Jørgen Bangs enke Maren Pedersdatter, hendes lavværge Iver Hansen af Søholm og hendes medarvinber Peder Jørgensen Bang, Niels Hansen af Stovstrup på vegne af hustruen Cathrine Jørgensdatter, sign. Jens Lydum, formynder for Jacob Jørgensen Bang, og sign. Jep Madsen af Fredericia, formynder for Claus og Henrik Jørgensønner Bang, samt Peder Jørgensen Bang, kurator for Laurids Jørgensen Bang, lovbyder med arvinger sin gård i Stovstrup. Sønnen Niels Jørgensen Bang og hustru Mari Sophia Knudsdatter begærer skøde.

Fol 155:

Jens Pedersen af Tolstrup har stævnet Diderik Andersen og søn Anders Dideriksen af Pjedsted samt Mads Hansen Lomholt af Store Velling vedr. en helbredsattest for en ko. - En attest fremlægges. Den er underskrevet af Diderik Andersen og flere mænd. Disse bekræfter at have underskrevet attesten og forklarer, at omkring Sct. Hans blev koen syg af blodadelen og var meget syg deraf i 5 uger. Samme sommer var den grasserende kvægsyge i Pjedsted, men den ramte ikke denne ko. Om koens sygdom har været den grasserende syge, kan de ikke just bekræfte med ed. Da koen blev solgt, var der slet ingen svaghed i Pjedsted iblandt hornkvæget. - En anden attest fremlægges. De bekræfter den med ed.

1751 - 9. februar:

Fol. 165, 166b, 167b:

Den halve gård, som Jørgen Jensen i Kongsted Torp bebor, lovbydes af Ude Jepsen af Skærbæk på hans myndlings vegne. - 3. lovbydelse: Ude Hansen (!) af Skærbæk, formynder for Laurids Christensens datter Else Lauridsdatter af Kongsted Torp lovbød 3. gang den halve gård i Kongsted, som Jørgen Jensen og hustru Karen Jepsdatter nu påbor af hartkorn 3-7-3-2. Disse begærede skøde.

Fol. l66b, 168,

Peder Madsen i Harte Stubdrup på egne vegne og på vegne af hans søstre Anna og Else Madsdøtre lovbyder en kvart gård af htk. 1-5-1-1 1/3. Christen Enevoldsen og fæstemø Kirsten Madsdatter begærer skøde.

1751 - 23. februar:

Fol. 167b, 168, 171:

Ole Sørensens enke Anna Pedersdatter af Møsvrå med lavværge Anders Pedersen af Starup og hendes og stedbørns formyndere, nemlig Christen Raun af Møsvrå for Niels Olesen, Jens Pedersen ibidem for Kirsten Olesdatter, Niels Pedersen ibidem for Anna Kirstina Olufsdatter, Ude Jørgensen af Starup for Karen Olufsdatter og Hans Søresen af Almind for Elsebeth Olufsdatter, lovbyder sin påboende gård af hartkorn 5-3-3-1. - Niels Pedersen, som nu bebor gården, og hustru Anne Pedersdatter begærer skøde.

Fol. 168b, 173b:

1751 - 2. marts:

Frederik Steensen på vegne af Koldingborgerne Christian Samsøe og Hans Basse ctr. Niels Pedersen og hustru Anna Højrups i Møsvrå, der repræsenteres af regimentskriverens fuldmægtige Jacob Wollund. De to borgere har under ledsagelse af rettens middel, byfogeden, inkvireret for brændevinsredskaber hos de sagsøgte.
1. vidne, Mogens Christensenaf Kolding, var med som vidne til inkvisitionsforretningen. Han bekræfter, at på stueloftet blev fundet en brændevinskedel med krans og 2 ører, og i bryghuset fandt de en tønde fuld af mæskning, som stod i fuld arbejde og var ganske varm og tildækket. Vidnet kunne ikke se andet, end at den skulle brændes. - Om ikke de to borgere, efter at de var gået op på loftet for at opsøge og tage brændevinskedlen, ikke af Niels Pedersens hustru den ene efter den anden blev nedstødt af stigen, da de ville gå ned igen? Vidnet agtede ikke efter, hvordan Hans Basse kom ned, men han så, at Christian Samsøe faldt forover på en bjælke og tog imod bjælken med begge hænder, og da han kom ned, sagde han, at havde hanikke fået fat i bjælken, havde hun stødt ham ned på jorden. Derefter blev vidnet befalet at hente kedlen ned. Men den tog Niels Pedersens kone og en anden kone fra ham, idet hun bandede, råbte og svor, at de fikke ikke hendes kedel, hun ville beholde den. Rettens middel befalede vel i kongens navn, at brændevinskedlen skulle tages med, men det skete ikke formedelst den store skrigen og alarm. Borgerne måtte tage derfra med uforrettet sag.
Jacob Wollunds forhør af vidnet: Var der brændevinsredskab med hat og pibe? Vidnet så kun kedlen og mæskningen. - Hvordan vil vidnet så godtgøre, agt kedlen var en brændevinskedel? Kedlen var indrettet som alle brændevinskedler her er gjort, med ring om til at pålægge et dæksel. Hørte ikke, at Niels Pedersens hustru erklærede, at det var en bryggerkedel. Vidnet erkender, at en kedel, som er indrettet som den omhandlede, kan bruge både til brygning og til brændevinsbrænden.. - Efter hvis ordre vidnet, som alene skulle have bivånet inkvisitionen som vidne, modtog kedlen, og vorfor han ikke fik den med sig, siden det dog ikke er venteligt, at Niels Pedersens hustru ved sin modstand kunne afværge hans foretagende og gøre hinder i hans forsæt? - Efter borgernes begæring var han med som et vidne, og i Møsvrå befalede byfogeden at tage kedelen, som Niels Pedersens kone og en anden kone med magt tog fra vidnet. Han mener, at den anden kone var Christen Rauns kone. - Vidnet er borger i Kolding og ernærer sig som daglønner. Han har heste og vogn for dem, som behøver hans tjeneste. Somme tider har han brændevin at sælge, men nu har han ikke noget. - Kan det, som var i tønden, ikke have været mask til kreaturerne? Nej, det var mæskning til brændevin.

2. vidne, Hans Rasmussen af Møsvrå: Lagde ikke mærke til, hvordan borgerne kom ned fra loften; men Hans Basse kom hastigt ned, og Niels Pedersens hustru var på loftet. Vidnet hørte og så ikke, at kedlen med magt blev frataget Mogens Christensen, idet han da ikke var i bryghuset, men i stuen. Hørte, at der blev befalet, at kedlen skulle medtages i kongens navn, og Niels Pedersens hustru bad om at beholde sin kedel; hun jamrede og græd, for de var kommet der og anstillede sig uregerligt. Vidnet så tønden i bryghuset, men så ikke, hvad der var i den. Han hørte nok, at Koldingborgerne sagde, det var mæskning, og vidnet sagde så, de skulle give vel agt på, hvad det var, for de mengede sådant sammen og gav deres kreaturer. - Vidnet så ikke, at to koner havde fat i kedlen; men borgerne drog derfra med uforrettet sag. - Vidnet ved ikke, om der var mæskning eller mask i tønden. - Kedlen havde den facon, som bruges til bryggerkedler, men forsynet med hat og piber kan de bruges til brændevinsbrænden.
Ved næste retsmøde afsluttes sagen med tingsvidne.

1751- 9. marts:

Fol. l71, 171b, 173b:

Rudolf Christoffersens enke Maren Pedersdatter af Herslev Højrup med laværge Christoffer Christoffersen af Møsvrå og med arvingerne Simon Christoffersen, Peder Christoffersen, Jens Christensen på vegne af hustru Maria Christoffersdatter, Jens Pedersen på vegne af hustru Anne Christofersdatter, alle af Højrup, og Christoffer Christoffersen af Møsvrå lovbød den gård i Højrup, sin Knud Olesen nu påbor. Gården er af hartkorn 7-6-2-1. - Knud Olesen og hustru Maren Pedersdatter begærede skøde.

Fol. 171, 171b, 172b:

Carl Slegel af Trelde lovbød sin halve gård, nr. 6 af htk. 3-0-0-2, 0-0-0-1. Han talte gården for 750 rdl. Knud Nielsen Pagh af Fredericia begærede skøde på vegne af broderen Poul Nielsen Pagh af Fredericia og hustru Anne Jørgensdatter, søster til Carl Slegels hustru.

1751 - 20. april:

Fol. 175, 175b, 176b:

Mikkel Jensen i Erritsø på egne vegne, Peder Mikkelsen på egne og broder Jens Mikkelsens vegne, Niels Mikkelsen på egne vegne og på vegne af svoger Hans Madsen, som har til ægte Maren Mikkelsdatter, samt Thomas Mikkelsen Holt på vegne af Sidsel Pedersdatter og Jens Thomsen på vegne af Karen Pedersdatter, alle af Erritsø, lovbyder den halve gård, htk. 4-2-2-1, som Mikkel Jensen nu bebor og har beboet i næsten 41 år. - Anders Ditlevsen og fæstemø Mette Mikkelsdatter begærer skøde.

1751 - 27. april:

Fol. 176:

Barbra Jensdatter, sal. Hans Rasmussens enke fra Herslev Højrup, som nu agter at indlade sig i ægteskab med Niels Christensen, smedesvend, barnefødt i Lejrskov Højrup, fremstillede to mænd til at bevidne, hvor nært hendes forrige mand er beslægtet med Niels Christensen: Hans Rasmussen og Niels Christensens moder Kirsten Pedersdatter var søskendebørn, født af 2 kødelige søstre. Og nærmere er de ikke i slægtskab.

1751 - 4. maj:

Fol. 176b, 178, 178b:

Mikkel Jensen på egne vegne, Niels Ebbesen på vegne af hustru Karen Jensdatter, Niels Pedersen på vegne af hustru Mette Thomasdatter, alle af Erritsø, lovbød den dem arveligt tilfaldne halve gård i Erritsø, som Jens Thomsen nu bebor af hartkorn 5-4-2-1. - Denne og hustru Karen Pedersdatter begærede skøde.

1751 - 18. maj:

Fol. 178b, 179:

Mads Pedersen i Horsted på vegne af hustru Karen Christensdatter og formynder for Maren Christensdatter, Anders Tygesen af Bredstrup på vegne af hustru Else Christensdatter, Hans Pedersen i Taulov Nebel på vegne af hustru Gertrud Christensdatter, Jens Christensen i Skærbæk på egne vegne og på vegne af broderen Ude Christensen lovbød en gård i Tårup, som Christen Udsen og hustru Johanne Pedersdatter sidst beboede og er fradøde, og som er dem arveligt tilfalden efter fader og moder, htk. 10-2-0-0. - Troels Christensen, som er Christen Udsens søn, og fæstemø Margrethe Elsebeth Kusterm begærede skøde.

1751 - 8. juni:

Fol. 179, 179b, 181b:

Hans Pedersen af Brøndsted opbød sin myndling Gertrud Nielsdatters fædrene og mødrene arv på 39 rdl. 2 mk. 10 sk. - Ingen ønskede at få pengene på rente. De blev forseglet.

1751 - 15. juni:

Fol. 179b, 181b, 182:

Peder Mikkelsen af Dollerup lovbyder en ham arveligt tilfalden otting jord i Dollerup af htk. 1-5-2-0. - Mads Lauridsen Buch af Dollerup begærer skøde på halvdelen af ottingen og den tilhørende enemærkeskov. Sognefoged Poul Lauridsen Buch af Nagbøl begærer skøde på den anden halvdel.

1751 - 22. juni:

Fol. 181:

Thomas Pedersen, Laurids Nielsen og Anders Pedersen, husmænd af Jordrup, anmelder ildsvåde. De mistede deres i fæste havende kassehuses bygninger og indbo.
Thomas Pedersen: 8 fag god ny bygning,
Laurids Nielsen: 10 fag, deraf de 5 fag opbygget dette r,
Anders Pedersen: 10 fag.
De er derved kommet i største armod og elendighed og kan ikke uden hjælp fra kongens kasse og medlidende kristnes almisse igen opbygge deres huse. - Kassehusene står ikke for noget hartkorn, men deraf svaes årligt til kongens kasse af hvert hus 2 rdl. 1 mk. 8 sk.
Tingsvidne udstedes med de sædvanlige betingelser.

1751 - 29. juni:

Fol. 181b, 183b,

Hans Andersen, Mads Andersen, David Johannesens hustru Else Andersdatter, Christen Jensens hustru Mette Andersdatter og Thue Nielsens hustru Maren Andersdatter, alle af Bjert lovbød den gård i Bjert, som Anders Sandemand sidst beboede og fradøde. Htk. 8-0-0-1.
3. lovbydelse er ikke set. Se fol. 217b.

Fol. 181b, 183b, 185:

Niels Sonnicksens enke Kirsten Andersdatter af Hundsholt med lavværge Anders Christensen af Ferup lovbød den hende tilhørende Skræder skov beliggende mellem Roi skov og Verst skov. - Skovfoged Adolf Walter og hustru Johanne Margrethe Jørgensdatter Leegart begærede skøde.

Fol. 182b, 183b, 185:

Hospitalsforstander opbyder på rente børnepenge tilhørende Iver, Cristen og Christoffer Poulsønner og Dorthe Poulsdatter, født på hospitalsgodset i Almind efter skiftebrev af 18/2 1746 og gavebrev af 12/2 1749, ialt 62 rdl. 4 mk. Der er også nævnt en Niels Nielsen Sandager tilfalden arv og gave efter skiftebrev af 23/11 1750.

1751 - 6. juli:

Fol. 183:

Jacob Wollund på vegne af stervboet efter afdøee Kirsten Hansdatter Basse af Tiufkær har stævnet vidner angående nogle penge, som arvingerne formener har tilhørt salige Kirsten Hansdatter og ej er fundet efter hendes død.
Peder Bertelsen: 1) Om han ikke ved, at der efter hans kones moder var rede penge, som hun havde ejet? - Har hørt det. - 2) Om han har været hos afdøde i hendes svaghed, og om hun da har talt med ham om penge? - Var hos hende 2 gange, de talte ikke om penge. - 3) Om han har hørt, hvem der skulle have fået pengene? Har ikke hørt derom, inden den afdødes søn Jens Hansen sagde, der var penge.
Anne Hansdatter, Peder Bertelsens hustru: Hun var hos sin moder i hendes svaghed; hun sagde, der lå 3 daler indbundet i en klud i kisten. Deraf tog vidnet 1 mk. til at købe 2 pund smør til den syge, og siden blev taget 1 mk., hvoraf blev købt noget til den syge; resten, som var 10 mk., blev brugt til den dødes ligkiste. - Vidnet har hørt sine brødre sige, at moderen skulle have haft nogle penge.
Søren Hansen: Vidste nok, hun havde penge, men ikke, hvor mange. Han var nok hos hende i hendes svaghed, men hun ville aldrig tilstå, at hun havde penge.
Gertrud Pedersdatter, Søren Hansens hustru: Når hun spurgte den nu afdøde, om hun havde penge, nægtede hun det. - Tingsvidne udstedt.

Fol. 183b, 185b:

Niels Pedersen af Stallerup og Ebbe Nielsen af Egum, formynder for Dorthe Nielsdatter, og Jørgen Pagh af Egeskov, formynder for Gertrud Nielsdatter, lovbød den gård, som Niels Pedersen påbor, matr. 1 af htk. 6-4-2-0. - Mads Jørgensen og tilforhåbende fæstemø Margrethe Nielsdatter begærede skøde.

Fol. 183b, 189:

Sognefoged Rasmus Pedersen af Pjedsted, Marcus Rasmussen af Viuf og Niels Andersen af Bredstrup på vegne af hustru Maren Rasmusdatter lovbød den gård i Pjedsted på htk. 8-4-1-0, som Rasmus Pedersen påbor. Sønnen Peder Rasmusen og hustru Maren Lasdatter begærede skøde.

1751 - 13. juli:

Fol. 183b, 185b, 188b:

Poul Christensen i Seest lovbød halvparten af sin gård på htk. 4-4-0-1. Han gav til kende, at hans hustru Karen Edelberg have givet ham så meget, som nogen anden, enten frænde eller fremmed, allermest ville give ham. Hun fik skøde.

Fol. 183b, 185b,

Christen Eriksen den yngre af Seest lovbød halvparten af sin halve gård på htk. 3-3-0-2 1/2. Han gav til kende, at hans hustru Kirsten Jensdatter have givet ham så meget, som nogen anden, enten frænde eller fremmed, allermest ville give ham. Hun fik skøde.

1751 - 27. juli:

Fol. 187:

Anders Lerche, 61 år, og Niels Pedersen, 71 år, begge af Gejsing, bevidner, at de har kendt Søren Jensen, som er født i Gejsing og for ca. 19 år siden ugift og i sin ungkarlestand er rejst til Holland, hvor han skal have været i skibstjeneste på Ostindien, men ved døden er afgået. De har kendt Søren Jensens forældre, faderen Jens Jensen og moderen Sidsel Sørensdatter, som begge er døde i Gejsing. I deres ægteskab har de foruden Søren Jensen avlet 8 børn, hvoraf de 5 i deres unge år og ugift forlængst er ved døden bortkaldet, men de øvrige 3, som er Jens Jensen, i tjeneste på Basøe i Leyt sogn i Holsten, Niels Jensen, i tjeneste hos madame Flye i Kolding, og Maren Jensdattr, som er i ægteskab med Anders Jensen af Gejsing. Disse tre er rette og sande arvinger efter deres broder Søren Jensen, siden vidnerne ved, at forældrene ikke har været gift før. - Dernæst fremlagdes attest fra sognepræsten for Anst og Gesten menigheder. Afdødes broder Niels Jensen af Kolding, 29 år gammel, befuldmægtigede på egne og sine to søskendes vegne sin svoger Christian Mortensen i Amsterdam til at modtage al den arv, som kan falde efter deres broder.

1751 - 17. august:

Fol. 191, 191b, 192b:

Hans Nielsen af Ravnholt på egne vegne og som kurator for sine to sønner Niels Hansen og Jens Hansen samt formynder for datteren Kirsten Hansdatter, lovbyder den fjerdeparts gård, han påbor, hartkorn 1-4-2-0. - Sønnen Knud Hansen og hustru Maren Jørgensdatter begærede skøde.

1751 - 24. august:

Fol. 192, 193, 197b:

Regimentskriveren fører ved prokurator Carl Lindom fra Snoghøj sag mod ridtmester Tochsmer (Toihsmer?) med flere angående reserven Christen Sørensen. Han fører en lang række vidner for at kortlægge den unge mands liv siden fødslen.

Første vidne er Christen Sørensens fader, Søren Nielsen Nibe af Vester Gesten: Christen Sørensen er født på ryttergodset i Vamdrup sogn 1730. Forældrene flyttede til Vester Gesten i Gesten sogn med amtmandens pas 1736. Det var efter faderens afsked fra kongens tjeneste, og inden han og hustruen kunne komme til Guds bord der, måtte han tage daværende amtmands pas. Christen tjente hos hyrden i Gamst først et år, kom så derfra, og siden kom han der igen. Kan ikke huske hvad år (regimentskriveren mener, det var 1741-1742). Sønnen blev ikke tilbage i Vamdrup, da forældrene rejste til Gesten, men noget efter kom han tilbage til Vamdrup for at bo hos sin mormor. Derfra kom han nok senere hjem til forældrene. - Om ikke han efter ordre mødte tillige med andet reservemandskab, da de blev fremstillet og efterset i den store forsamling i Vejle 1742? Vidnet kan ikke huske, hvad år det var. - Han tjente ( i 1744) hos Ole Nielsen i øster Gesten, som ellers kaldes Ole Knudsen, fordi der i samme by er en anden mand, som har samme navn. - året derefter tjente han vist Peder Christensen Agermand i øster Vamdrup, og ret efter tjente han som hyrde i Ravnholt. Dernæst tjente han rytterbonden Ole Jepsen Buch i Nagbøl, hvor han kom til konfirmation ved Mikkels tider. - Straks derefter, da han skulle være taget til soldat, undløb hn og fandtes siden i Gesten. Vidnet og hustru har ikke hos regimentskriveren bedt om, at han blev fritaget for soldatertjeneste. For ca. tre år siden tjente Christen en sommer hos Mads Nielsens enke i Vester Gesten, og da var han rytter. Han har tjent hos Christen Ravn i Gesten og gik derfra. - Frederik Steensen, der repræsenterer ridtmesteren, vil vide, hvor Christen var, da han fyldte 14 år. Da var han på Als land i Sønderborg. Carl Lindom kan oplyse, at mens Christian tjente hyrden i Gamst, tog han forlov af hyrden på en kort tid for at rejse til Als at besøge sin broder, hvorfra han straks kom hjem igen. Broderen havde lært smedehåndværk. Broderen hedder Peder Sørensen, født i Gelballe, ca. 23 år gammel. Han drog til Holsten og er siden blevet rytter ved grev Vedel Friises regiment.

Karen Jensdatter, Frands Nielsens hustru i øster Vamdrup, tidligere gift med Peder Agermand: Christen tjente hende og hendes forrige mand det år, da kvægsygdommen var der, 1745. Han tjente som dreng at køre vogn og plov og gøre andet drengearbejde.

Ole Andersen, Vester Gesten: Christen var med i Vejle 1742, da faderen bad vidnet, at han ville tage ham med sig under ryttergodsets mandskab, fordi han ikke ville have ham under proprietærgodset, som faderen samme tid boede på et kirkeværing tilhørende generalinde Lebitzou. Christen blev også antaget under ryttergodsets mandskab.

Johanne Iversdatter, Christens moder, Søren Nielsen Nibes hustru: Christen tjente hyrden i Gamst, da han var en lille dreng på 8-9 år. Da han tjente Mads Nielsens enke i Gesten, blev han ikke eftersøgt, men det blev han, da han tjente Christen Raun i Vester Gesten, og da var han rytter.

Sognefoged Poul Lauridsen Buch af Nagbøl: I 1747 tjente Christen hos Ole Buch i Nagbøl, da vidnet beordrede ham at møde i Skanderup. Han skulle indføres i reserverullen. Det skete. Dagen efter Mikkelsdag var vidnet hos Ole Buch for at gøre forbud på hans løn. Ole Buch svarede, han havde fået lønnen og var borte.

Niels Kejsen af Vester Gesten: Han vidste, at Christen var med i Vejle, fordi vidnet da var lægdsmand og var i Vejle på samme tid.

Frederik Steensen vil føre kontravidner. Men sagen er ikke set siden. - Tingsvidne.

1751 - 21. september:

Fol. 197, 202:

Joen Nielsens enke på Nygård Johanne Pedersdatter med lavværge Jens Simonsen i Dons samt børn og medarvingers formynder Niels Kyed af Starup lovbød sin gård Nygård, htk. 8-0-0-0. - Joen Nielsens søn Anders Joensen og hustru Sophia Sørensdatter begærede skøde.

Fol. 197, 202:

Hans Hansen i Nyborg og Søren Skammelsen på egne og søskendes vegne lovbød den gård, som Hans Hansen nu påbor, htk. 4-0-0-0. - Peder Jensen og hustru Mette Andersdatter begærede skøde.

Fol. 197,

Jep Hansens enke Maren Hansdatter af Skærbæk med lavværge Hans Jensen ibidem og medarvinger, Hans Jepsens formynder Ole Hansen af Skærbæk og Jens Jepsens formynder Mads Sørensen af Taulov Nebel, lovbød den halve gård, som hun påbor, htk. 4-0-1-1. - Peder Thomsen, som nu har Maren Hansdatter til ægte, begærede skøde.

Fol. l98b:

Regimentskriveren lader føre vidner på en stormskade, som har ramt Peder Pedersen i Vester Vamdrup den 11/9 om eftermiddagen. Stormen omblæste og istykkerslog et nybygget salshus, der bestod af 8 fag med undertømmer, stænger, løsholter og lukker af godt forsvarligt egetømmer. Overtømmer bjælker, sarer og remme var ligeledesw af godt forsvarligt fyrretømmer. Huset var i bredden 10½ alen og med nyt stråtag tækket, så og ellers i alle måder vel bunden og opsat. Tavlerne på den ene side opmuret med ler. - Vidnerne eragter, at skaderne beløber sig til 4 rdl. pr. fag, ialt 32 rdl. - Manden kan ikke uden hjælp sætte huset i stand igen, siden hans fattige omstændigheder er vidnerne bekendt. Hans halve ryttergård står for htk. 2-6-0-2. - Tingsvidne.

1751 - 12. oktober:

Fol. 203, 206, 209b:

Regimentskriveren ved prokurator Lindum for rytterbonden Jens Knudsen i Tårup ctr. nogle ryttere. Nogle vidner er stævnet. For de sagsøgte møder auditør Fussing, der anfører, at der allerede er holdt krigsforhør, hvor rytteren Jens Kyl har vidnet. Lindum svarer, at denne rytter er anmeldt som sagvolder og medgerningsmand og således har vidnet i egen sag. - Jens Knudsen og andre mænd har været til Middelfart marked. På hjemvejen ad landevejen om aftenen skulle de igennem et rytterkobbel ved Hønneboerg Ladegård. Det var forsynet med et led i begge ender samt et vagthus, hvor vagtmandskabet befandt sig.

1. vidne er Hans Nielsen af ødis. Han er fra Haderslevhus amt, men er mødt godvilligt for at vidne. Det var ham, der åbnede det østre led, som de skulle igennem. Der kom en rytter ud fra vagtstuen og sagde, at de skulle huske at lukke leddet efter sig, hvilket de også gjord. Så red han igennem koblet side om side med Jens Knudsen til det vestre led, hvor Jens Knudsen bad ham om at lukke op. Det gjorde han og red selv igennem først. Så hørte han bag sig, at der blev slået og skroppet. Han tænkte først, at det nok var Jens Knudsen, der slog på et bæst, som han førte med sig ved hånden. Men så hørte han Jens Knudsen sige, "Hvad er det, må jeg ikke ride med fred?", og han bad til at følge med dem til officren. Der blev svaret, her var officeren, og de skældte på den, som havde lukket leddet op. Vidnet, som holdt lidt forude, turde ikke vende tilbage, formedelst det va mørkt, regnede og blæste stærkt, og kunne derfor ikke høre tilvisse, hvad da passerede. Jens Knudsen var ikke kommet igennem leddet, da han fik hug. Om han blev slået med kårde eller pallask? Vidnet hørte skroppen, men så det ikke, og han turde ikke vende tilbage, for han frygtede, det skulle gå ham ligeså. - Der blev skældt og sagt, hvem den hundsfot var, som havde lukket leddet op. Auditøren vil vide, om vidnet har hørt Jens Knudsen sige "Vi var 25 hundsfoter, om de skulle lade dem slå af tre"; det har vidnet ikke.
Auditøren vil vide, om nogle af de andre vidner var beskænkede og derfor ikke kunne vidne i denne sag. Lindom protesterer: Spørgsmålet er en beskyldning mod vidnerne, og det er der ikke stævnet for. Auditøren kan ikke se, hvordan det er en beskyldning at spørge, om de var beskænkede, allerhelst som denne menneskelige fejl nu om stunder hverken medfører skam eller bøder. Lindom må tage sig den frihed at erindre auditøren om, at enskøndt drukkenskab af visse folk ikke bliver holdt for en skam, så er det dog en last, som ethvert skikkeligt menneske undser sig for. - Dommeren kan ikke acceptere, at der bliver vidnet på andre vidner.

2. vidne er Peder Hansen af ødis Bramdrup, der også er mødt godvilligt. Han red sammen med tre andre bag efter Jens Knudsen og Hans Nielsen. Da de kom til huset i rytterkoblet, kom der 3-4 karle ud, 2 i hvide kitler og 2 i røde kjortler; de gik ud mod det vestre led. Da vidnet og de, der fulgtes med ham, kom hen til leddet, hørte vidnet, at der blev givet hug. De red så til, og da de kom til dem, var Jens Knudsen af sin hest. Vidnet så ikke, at der blev slået, men han hørte det. Og han så, at korporalen havde en blank kårde trukket. Jens Lydum spurgte så Jens Knudsen, om han havde sin hat med pengene; den skulle han give ham og så følge dem; så skulle resten vel finde sig, når der blev talt med deres officer. Jens Knudsen bad om fred. Korporalen og rytterne tog ham så med sig og sagde, han skulle med dem i arrest i vagthuset. Vidnet red så derfra. - Om vidnet ikke hørte korporalen sige, at han ville kløve hans hoved og stikke ham tvært igennem? - Vidnet hørte, at korporalen sagde, at hvis ikke Jens Knudsen gik med i arrest i vagthuset, ville han stikke ham igennem og hugge hans hoved fra. - Vidnet havde lånt Jens Knudsen sin hest med sadel og bidsel at ride på fra Snoghøj, og vidnet red på Jens Knudsens bårebæst uden sadel. Hesten og sadlen ville korporalen også have i arrest; men vidnet fik sin hest.

3. vidne, Mads Jepsen af Sønder Vilstrup: Korporalen hvingede med sin dragne kårde og sagde, han skulle hugge og stikke dem allesammen. Vidnet fik så Jens Knudsens penge, som Jens Lydum bad vidnet at ride med til Lydums. Men vidnet blev der og fulgte med de andre medfølgere derfra. Lidt senere red vidnet og Jens Lydum tilbage, da vidnet hørte, at Jens Knudsen var inde i koblet, hvor der var alarm. Vidnet havde set den ene karl hugge stærkt med kården, og Jens Knudsen bad om, at han måtte beholde livet, og sagde derhos, at han var hugget. Hørte korporalen sige, de ville ikke tage hans penge. Jens Knudsen sagde, at det havde han ikke sagt.

4. vidne, Mikkel Hansen af Børup: Var til Middelfart marked, og på sin hjemrejse om aftenen var han inde i Ladegårds hus, hvor han og korporal Jacob Hansen her af Kolding drak et glas brændevin. Og noget ud på aftenen hørte vidnet, at Jens Knudsen med flere red forbi. De to ryttere fra Fredericia gik ud, og korporal Jakob Hansen spændte ved sin side en pallask og gik med. Vidnet tog så ad vejen hjem, og da han kom hen imod Hønneberg ladegårds led, hørte han, der var klammeri. Han så, Jens Knudsen lå på sin ryg i en rende over vejen inden for leddet, og korporal Hansen stod over ham med sin dragne pallask, og de to ryttere med hver sin kæp. Jens Knudsen bad vidnet, han ville hjælpe ham og redde hans liv. Vidnet bad korporalen lade være med sådant og lade Jens Knudsen fare med fred. Han hjalp Jens Knudsen på benene og fulgte ham med til vagthuset. Han var så forslagen, at han ikke kunne gå uden hjælp. Vidnet ville ikke forlade ham, før han havde bragt ham hjem i husly. I huset satte Jens Knudsen sig på stolen; han var meget blodig ansigtet og på klæderne. Han blev så forbundet med et klæde om hovedet, og da de ville have ham i sengen, besvimede han og faldt død om for dem på gulvet.
Auditøren: Var vidnet ikke til stede, da den ene rytter, Jens Pedersen Holm, beklagede sig for korporalen, at han var blevet overfaldet og slagen på posten, og derfor bad korporalen om assistance? - Derom har vidnet ikke hørt noget. - Var Jens Knudsen faldet om af sig selv? - Det ved vidnet ikke, men tror det ikke, såsom han ikke er så benløs og heller ikke var fuld. - Hvor de, da Jens Knudsen var faldet død på jorden, fik liv i en død mand, og vor længe det dødsfald har varet? - Jena Knudsen var besvimet en liden tid, og så hjalp Vor Herre, han kom sig igen, da de nærværende fik ham oprejst.

5. vidne, Hans Mikkelsen af Oddersted: Havde været til Middelfart marked. På hjemvejen var han inde i Hønneberg ladegårds vagthus, hvor han drak et glas brændevin tillige med korporal Jakob Hansen og 2 ryttere samt Mikkel Hansen af Børup. Nogle kom ridende forbi på landevejen, og da de hørte det, tog begge rytterne en kæp i hånden og gik ud. Vidnet gik bagefter og ville hjemad. Korporalen løb forbi vidnet tæt ved vagthuset, spurgte vidnet om, hvem der red forbi. Vidnet svarede, at det vidste han ikke. Korporalen sagde, "Djævelen skal regere dem". Vidnet kom bagefter og nåede Lydum, Mads Jepsen og Peder Hansen. De hørte alarm ved det vestre led. Lydu spurgte Jens Knudsen ad, hvad det var. Han svarede, "Det er mig, de således attraperer på landevejen". Korporalen og rytterne forlangte, at Jens Knudsen skulle følge med dem i arrest i vagthuset. Jens Lydum spurgte så Jens Knudsen, om han havde sine penge; han skulle give dem til ham og følge med dem; s sklle det nok blive andraget for øvrigheden i morgen. Korporalen sagde, "Hvad er det for penge? Vi forlanger ingen penge. Djævelen skal regere jer; jeg skal hugge tarmene ud af eders liv". Så brugte han sin pallask det bedste, han kunne, og slog på Jens Knudsen og Lydum, så vidt vidnet kunne se. Og da så vidnet, at Jens Knudsen var af hesten nede på jorden ved leddet og lå på sin ryg. Han fik så hjælp af de tilstedeværende og kom op og fulgte med korporalen og ryterne til vagthuset, og vidnet tillige med tre andre fulgte med. I vagthuset sad Jens Knudsen på en stol, besvimede så og faldt om på jorden; blev så hjulpet op. Imidlertid blev lyset slukket, men blev derefter tændt af den gamle mand i huset. Derefter kom Jens Knudsen i en seng at ligge, og vidnet blev hos ham om natten. Da de var kommet ind i vagthuset, var Jens Knudsen blevet besigtet af vidnet og flere tilstedeværende mænd, og da så vidnet nogle hug i hans ansigt, og der blev bundet et klæde om hans hoved. Der var også et hug på hans ene hånd. Korporalen havde slået på Jens Knudsen med sin pallask, og den ene rytter slog ham med sin kæp.
Auditøren: Hvad hed den rytter, der slog Jens Knudsen? - Mener, han hed Hans Holm. - Om vidnet har set Jens Knudsens hat? Jo. - Hvoraf den rift i hatten var kommet? - Da de kom ind huset, var der hugget for i skyggen på hatten, og hatten var blodig indvendig; men vidnet så ikke, at hatten blev hugget. - Hvor dybe sår Jens Knudsen havde fået, og om de blødte stærkt? - Jens Knudsen havde to hug i ansigtet, som blodet løb af ned på hans kinder og klæder, men vidnet så ikke efter, hvor dybe de var. - Om vidnet med frelst samvittighed kan sige, om Jens Knudsen har fået de sr af hug eller fald? - Så vidt vidnet kunne skønne, var sårene hugget og ikke stødt. - Om Jens Knudsen dagen efter var frisk eller syg, og hvorledes han kom hjem? - Han var ikke frisk og var derhos utålmodig. Hans søn kom med en hest, som han red på hjem.

6. vidne, Jep Hansen af Børup: Vidner overensstemmende med de foregående. Korporalen stod over Jens Knudsen med sin pallask og huggede på ham, og to ryttere, Hans Holm og Niels Tambur, havde hver en kæp i hånden. Hans Holm slog på Jens Knudsen. Og Jens Knudsen råbte og sagde, de skulle for Jesu navns skyld lade ham beholde hans liv. Vidnet fulgte med til vagthuset. Korporalen sgde mange gange, at havde han hugget hans hoved halvt af, så ville han have forsvaret det. Vidnet blev der om natten. Om morgenen opsøgte han ved leddet Jens Knudsens hue, som han havde under sin hat.
Auditøren: Så vidnet korporalen hugge Jens Knudsen? - Ja.
Tingsvidne udstedt.

1751 - 19. oktober:

Fol. 204b, 208b, 209:

Jep Madsen af Rugsted opbød sin myndling Inginatius Pedersens fædrene arv på 99 rdl. 1 mk. 8 sk. Ingen ønskede at modtage pengene på rente. De blev forseglet.

Fol. 208b:

Mads Sørensens enke Kirsten Jensdatter, nu boende i Vester Nebel, fremstillede Niels Andersen i Egtved, 68 år, Maren Jensdatter i Hjelmdrup, 78 år, og Karen Lauridsdatter i Egtved, 72 år, til at bevidne, hvem hendes sal. mands forældre og søskende har været, og hvem der er arving efter afdøde Kirsten Sørensdatter, som havde til ægte afdøde postmester Dam, begge døde i København. De har kendt afdøde Kirsten Sørensdatter, som var barnefødt i Egtved. Hendes forældre var Søren Knudsen og Anna Hansdatter, som i deres ægteskab havde avlet 5 børn, Hans og Mads Sørensønner og Kirsten, Mette og Maren Sørensdøtre, som alle var hjemme i deres barndom og gik i skole for at lære deres børnelærdom, og indtil de hos fremmede kunne fortjene deres brød. Faderen og moderen er forlængst døde. Sønnen Hans Sørensen kom i oberst Schwanevedels tjeneste som skytte; de ved ikke, hvor han siden blev af, om han er i live eller død uden livsarvinger. Mads Sørensen blev rytter og er for nogen tid siden død som rytter, skal have været gift 3 gange. I ægteskabet med sin efterlevende enke, forn. Kirsten Jensdatter, har han avlet en søn, som skal være rytter. Kirsten Sørensdatter, som var kødelig søster til Mads Sørensen, havde til ægte postmester Dam. Mette Sørensdatter har været gift 2 gange, men har ikke fået børn i sine ægteskaber. Maren Sørensdatter kom til København, hvor hun blev gift; skal være død og have efterladt sig børn. - Flere vidner bekræfter det samme. - Mads Sørensen var først gift med Lene Thygesdatter og i det ægteskab avlet 1 søn og 1 datter. Sønnen døde som barn; datteren, Anne Madsdatter, rejste for 30 år siden bort. Mads' 2. ægteskab var med Maren Iversdatter, som er død. I det ægteskab aflede de 2 døtre, Kirsten og Maria Madsdøtre. Kirsten lever og er gift med Mads Iversen, som bor i Bindeballe. Marie rejste for ca. 20 år siden til København, og siden har de ikke hørt fra hende. Mads' 3. ægteskab var med fornævnte Kirsten Jensdatter, som lever og bor i sin enkestand i Vester Nebel. De har avlet sønnen Johan Madsen, rytter og fanesvend (?) ved general Kaases regiment, ca. 29. år gammel.

1751 - 26. oktober:

Fol. 208b, 209, 211b:

Søren Hansens enke Else Mortensdatter af Andkær med lavværge Hans Pedersen af Brøndsted, Anthoni Mogensen af Andkær på egne vegne og på vegne af boderen Morten Mogensen, boende i Lolland ved Nysted, Eske Hansens hustru Maren Mogensdatter af Andkær med lavværge Henning Jucumsen, da hendes mand er så syg, at han ej kan møde, Hans Hansen Damkjær i Stenderup på vegne af hans myndling Maren Sørensdater lovbyder den partgård i Andkær, som Else Mortensdatter påbor, på htk. 5-6-3-2. - Peder Nielsen Dahl og fæstemø Dorthe Mogensdatter begærede skøde.

1751 - 2. november:

Fol. 209, 209b, 213:

Sign. Hans Jacobsen, farver i Kolding, lovbød på vegne af hustruen Anna Jensdatter sine salige svigerforældres sidst tilhørende og påboende gård i Viuf, som hans svoger Søren Jensen Haar i Viuf nu påbor, htk. 7-4-0-0. - Velagte Søren Jensen Haar og hustru Mette Madsdatter begærede skøde.

Fol. 209:

Christen Jensen, boelsmand i Store Velling anmelder ildsvåde. Syv fag ladehus med indavlede 10 læs ærter, 2 læs boghvede, 10 traver byg og ½ trave sæderug er brændt. Stedet er af hartkorn 2-2-1-2 / 0-0-0-2. Om årsagen til branden oplyses, at der i den ene ende af huset var en skorsten; dog var de to fag nærmest skorstenen de sidste, der brændte. Tingsvidne.

1751 - 16. november:

Fol. 212b, 215b, 221:

Frederik Steensen på vegne af rytterbonden Hans Jensen af Tiufkær ctr. Henrik Jensen og hustru ibidem. Tre vidner har synet to hestevogne for Hans Jensen og observeret forskellige skader. Andre vidner om, hvad der er sket. Om aftenen den 2. november ville Hans Jensen og en karl køre deres vogne med gødning gennem Henrik Jensens toft. Det forsøgte Henrik Jensens kone at forhindre, men Hans Jensen fastholdt, at han ville køre den vej; det var hans kørevej. Henrik Jensens kone slog så løs på hestene med en kæp, så de rendte først den ene vej og så den anden. På et tidspunkt har Hans Jensen taget kæppen fra konen og holdt på hende, mens karlen kørte begge vogne igennem. Morgenen efter så vidner halvdelen af de to vogne ligge i toften væltede og med forskellige skader. - Ved sidste retsmøde er der blevet sluttet forlig på den måde, at Henrik Jensen vil betale 3 rdl. til processens bekostninger, mens Hans Jensen for at vise føjelighed betaler resten.

1751 - 23. november:

Fol. 215, 218b:

Niels Jensens enke Mette Sørensdatter i Gejsing med broder og lavværge Jens Sørensen Baastrup af Hjarup og Niels Jensens arvinger, nemlig Jacob Knudsen fra Baastrup for Knud Jensens børn i Ravnholt, nemlig Jens Knudsens formynder Anders Jensen af Vester Gesten, Knud Knudsen og Anders Knudsens formynder Anders Andersen af Vester Gesten, Niels Knudsens formynder Knud Hansen i Ravnholt, Peder Knudsens formynder Niels Nielsen af Ferup, Maren Knudsdatters formynder Jens Nielsen af Dons, Anders Jensen af Vester Gesten på egne vegne og på vegne af broderen Hans Jensen og Hans Nielsen af Ravnholt på hans børns vegne, lovbød den gård i Gejsing på htk. 3-1-1-2, som Niels Jensen er fradød. - Peder Mikkelsen og hustru Mette Catrine Ebbesdatter begærede skøde.

1751 - 30. november:

Fol. 215, 217, 221:

Hans Jensen i Vranderup, formynder for Jens Jepsen af Vranderup mølle, opbød dennes fædrene arv på 147 rdl. 2 mk. 7 sk. - Pengene blev forseglet.

1751 - 7. december:

Fol. 217, 218b, 223b:

Bertel Nielsens enke Else Dorthe Jensdatter af Skærbæk med lavværge Niels Pedersen af Børup og medarvingers formyndere, Niels Thomsen af Skærbæk, lovbød sin gård ibidem på htk. 3-7-1-0. Christen Jensen, som nu bebor den halve gård, begærede skøde.

Fol. 217b, 218b, 224:

Mads Andersen, Hans Andersen, Christen Jensen på vegne af hustru Mette Andersdatter og David Johansen på vegne af hustru Else Andersdater, alle af Bjert, lovbød halvdelen af deres salige forældres fradøde gård i Bjert, htk. 4-0-0-½ / 0-0-1½-0, som Tue Nielsen og hustru Maren Andersdatter bebor. - Sidstnævnte begærede skøde. - Se fol. 171b.

Fol. 217b:

Lars Thistrup på vegne af Niels Jensen, tjenende mad. Flye i Kolding, og hans broder Jens Jensen, tjenende i Gejsing, fremstillede vidner for at bevise, at Niels og Jens Jenssønner og Maren Jensdatter er rette arvinger efter den afdøde boder Søren Jensen, som på hollandsk har ladet sig kalde Sybrand Johnsen. Vidnerne har kendt Søren Jensen, barnefødt i Gejsing, hvis forældre var Jens Jensen og Sidsel Sørensdatter, som allerede er døde. De har foruden Søren avlet 8 børn i deres ægteskab, 6 sønner og 2 døtre. Fire sønner og en datter bortdøde i deres ungdom og ugifte. Tre søskende er endnu i live, Niels Jensen, 28 år, Jens Jensen, 31 år, og Maren Jensdatter, 43 år, i ægteskab med Anders Jensen. Sybrand Joensen er i 1732 rejst til Holland, ugift, og har derfra givet sig i tjeneste i det højlovlige Ostindiske Kompagni med skibet Oostrust, hvor han, så vidt dem bekendt, er død ugift og har ikke efterladt sig andre eller flere søskende, enten af hel eller halv seng. - Niels Jensen fremlagde et brev fra sin søster Maren og hendes mand Anders Jensen. Niels Jensen gav fuldmagt til Christiaan Martensen og hans hustru Agetie (?) Hansen, boende i Ribergaden i Amsterdam, til at modtage alt, hvas Sybrand Joensen kan have efterladt sig.

1752 - 11. januar:

Fol 224b, 227b:

Peder Christensen Tyboes enke Sidsel Sørensdatter af ødsted med lavværge Thomas Jørgensen ibidem samt hendes barn og medarving Søren Pedersens formynder Niels Knudsen af Vesterby lovbød den halve gård, som hun påbor, af htk. 4-1-2-½. - Gregers Madsen begærede skøde på halvparten af den halve gård for 220 rdl.

Fol. 224b, 227b:

Hans Jensen af ødsted lovbød sin påboende halve gård på htk. 4-1-2-½. - Jens Nielsen og hustru Gisel Nielsdatter begærede skøde.

1752 - 1. februar:

Fol. 227:

Marcus Madsen, som er arresteret på Koldinghus, har stævnet mons. Frederik Steensen af Kolding. Han fører som vidne portneren på Koldinghus, Anders Hansen: Han bekræfter, at da Frederik Steensen kom ind i retten og hørte Marcus Madsens indlæg imod feldskærer Thomas Gotfredsen blive læst op af dommeren, sagde han, at det var et uforskammet og skarns indlæg at indgive på en ærlig mand. - Sagde han, at det var meget, at sådan et skarn skulle tortere nogen ærlig mand her offentligt for retten? Det husker vidnet ikke. - Marcus Madsen frafalder at afhøre portnerens kone. - Tingsvidne.

1752 - 14. marts:

Fol. 234:

For retten blev fremstillet rytterbonden Hartvig Sørensen og Christen Jepsen Buch af Vester Vamdrup til at være opsynsmænd i Vester Vamdrup, Hafdrup, Horskær, Knurborg og Vamdrup (gård og) mølle i stedet for Niels Lauridsen og Lauge Pedersen, for hvem blev oplæst lovens ed med formaning dem for mened at vogte. Hvilke for retten aflagde deres ed således: Eftersom jeg Hartvig Sørensen og jeg Christen Jepsen Buch i Vester Vamdrup efter den kgl. allernådigste anordning af 22. marts 1740 er blevet beskikket til at være opsynsmænd over kvæget i Vester Vamdrup, Hafdrup, Horskær, Knurborg og Vamdrup mølle og at udgive de herom forordnede attester, altså sværger vi hermed inden Koldinghus birketings ret lovens ed, at jeg efter allerhøjst bem.te kgl. reskript og den derefter af hans excellence hr. geheimeråd og stiftsbefalingsmand von Gabel d. 4. april 1740 udstedte plakat, hvoraf os genpart er leveret, dets tilhold vil have god og flittig opsyn med alt i Vester Vamdrup, Hafdrup, Horskær, Knurborg og Vamdrup mølle nu befindtlige og efterdags opdragende, såvel som fra andre steder indbringende hornfæ, heste og svin. Det altsammen nu straksen og ellers flittigen antegne, og uden medfølgende rigtig bevis og attest ej nogen i byerne eller på deres mark og græsning andensteds fra vidende lade indkomme eller forblive, men uopholdeligt anholde og til øvrigheden bringe samt flittig efterforske og give øvrigheden til kende, om nogen sygdom blandt kvæget findes, eller om noget sygt kvæg til vores byer måtte ankomme. I lige måder lover vi udi de af os udførende kvæg udstedende attester sandeden altid at følge, med ingen mand enten af venskab, had eller avind, frygt, skænk eller gave eller anden optænkelig årsags skyld at se igenem fingre, men så meget udi vores magt står, se derop og holde over, at alle højtbem.te anordning efter plakatens tilhold bliver efterlevet, og al underslæb af toldsvig forhindret, samt ellers udi alting forholde således, som tro og ærekær opsynsmænd vel egner og anstår, og den os leverede plakat tilholder og foreskriver. Så sandt hjælpe os Gud og hans hellige ord. - Efter passerende blev på begæring tingsvidne tilstedt.

1752 - 28. marts:

Fol. 236, 239, 241:

Laurids Thomsen Ulf af Skanderup og Christen Jepsen Degn af Glibstrup lovbød den gård i Skanderup, som Thomas Ulf sidst beboede og nu beboes af Hans Thomsen Ulf, htk. 7-1-2-2.
Hans Thomsen Ulf begærede skøde.

Fol. 236:

Skovfoged Adolf Walter fra Hundsholt i Lejrskov sogn anmeldte den ildsvåde, som natten mellem 17/3 og 18/3 har ramt hans i fæste havende ryttergård, bygning, æde- og sædekorn, avlsredskab og det meste af hans indbo, da hans hustru og husgesinde lå i deres trygge søvn. 17 fag salshus i nogenledes stand med god ege-undertømmer og bjælker, muret med brændt murseten i tavlerne, 12 fag ladehus, sidste sommer af ny opbygget, i meget god stand. 13 fag staldherberg og huggehus med godt egetømmer, velbygget. 9 fag fæhus, god ny bygning, opbygget af nyt sidste sommer. I alt 51 fag god bygning, en stor del indbo. Brændte også 5 vinterkalve og 8 spæde lam, hvilke ikke var at redde formedelst ildens hastige overbygelse. - Det ene af vidnerne, Jens Jensen, var ude i ærinde i Jordrup by, og da han kom hjem om natten ved midnatstide, begav han sig i herberget for at gå i seng, og som han stod og klædte sig af, blev han var, at salshuset stod i fuld brand, gjorde alarm, og konen med 3 børn og husgesinde kom op og fik ej videre reddet end 3 kister med gang- og sengeklæder og linnedklæder i, samt heste og kvæg, som og blev uddrevet. - Derover er Adolf Walter med hustru og 4 umyndige børn nu sat i en arm og bedrøvelig tilstand og kan ikke komme på fode igen eller opbygge ryttergården ude hjælp. Gården skylder af htk. 3-7-3-2. - Regimentskriverens fuldmægtige Henrik Hansen spurgte vidnerne, om de kan vidne, at ilden ikke var komet af uforsigtighed og skødesløshed med ild og lys eller af tobakssmøgen. Ilden kom oven ud ved skorstenen. Der havde ikke været bagt eller brygget eller brændt i de 2 sidste dage før branden, og langt mindre var ilden kommet af tobakssmøgen af gårdens folk. To andre vidner har om morgenen beset de to skorstene. De fandt ingen tegn på, at ilden havde haft sin oprindelse derfra. - Tingsvidne med de sædvanlige almissebetingelser.

1752 - 11. april:

Fol. 239, 240b, 241b:

Laurids Jørgensen i Bjert lovbød den ham tilhørende gård af htk. 8-1-2-2.- Laurids Jensen og hustru Ellen Christensdatter begærede skøde.

Fol. 239, 240b, 241b:

Mads Andersen, Hans Andersen, Christen Jensen på vegne af hustruen Mette Andersdatter og David Johansen på vegne af hustruen Else Andersdatter lovbød den halve gård i Bjert, som deres salige forældre fradøde (og Mads Andersen sidst beboede), htk. 4-0-0-½.
Ved tredie lovbydelse er også nævnt Tue Nielsen på vegne af hustruen Maren Andersdatter, og Niels Andersen nævnes som den, der sidst beboede gården, hvis hartkorn her opgives til 4-0-0-½, skovskyld 0-0-1½-0. - Laurids Jørgensen og hustru Mette Nielsdatter begærede skøde.

1752 - 18. april:

Fol. 240b:

Frederik Steensen på vegne af ridtmester Toxwerdt ctr. regimentskriver Seest (ved Carl Lindom). Sagen er i opfølgning af sagen, der påbegyndes den 24/8 1751. Der føres vidner, som skal besvare spørgsmål af lignende art som i første sag. - Der sluttes med tingsvidne.

1752 - 20. juni:

Fol. 247b, 248, 249:

Hans Nielsen Ougesens enke Maren Jensdatter af Trelde med lavværge Søren Madsen ibidem og den sl. mands arvinger, Maren Hansdatters mand Peder Thomsen i Skærbæk, Johanne Hansdatters mand Gregers Pedersen af Fredericia ved Søren Ougesen af Trelde, Anne og Maren Hansdatters formynder, forn.te Søren Ougesen, Niels Hansens formynder Bertel Madsen af Trelde og Jens Hansens formynder Søren Sørensen af Trelde lovbød den dem arveligt tilfaldne partgård i Trelde matr. 4 og 5 af htk. 2-3-3-1, som Hans Nielsen Ougesen sidst beboede og er fradød, og som nu beboes af Niels Pedersen. Denne og hustru Maren Jensdatter begærede skøde.

Fol. 247b:

Carl Lindom af Snoghøj på vegne af enken Maren sl. Ditlev Skovfogeds af Erritsø ctr. skovfoged Peder Ditlevsen i Enemærke Skovfogedhus med flere. Fremlagde en skriftlig kontrakt mellem enken og sønnen Peder Ditlevsen Skovfoged af 2/10-1751, hvorved enken, imod at hun overlod til sønnen sit hele bohave inden og uden ddøre, af sønnen er tilstået at skulle blive betalt, når forlanges, 200 sldlr. med mere, som kontrakten indeholder. Han sætter i rette, at efterdi Peder Ditlefsen ikke efter så lang tids forløb har villet efterkommere mere af kontrakten end at udlevere følgende poster: en seng, et tinfad, ½ dusin tintallerkener og et gammelt spejl, at han da vorder kendt pligtig at udbetale til enken de rede penge, 200 sldlr., samt hvad i øvrigt kontrakten formelder, de forbemeldte poster undtaget. - Peder Ditlefsen begærede sagen udsat i 4 uger for om muligt at få sagen afhandlet i mindelighed og ellers for at skaffe sig en forsvarer.

1752 - 4. juli:

Fol. 248b, 252, 256b:

Laurids Thistrup fra Skovdallund på vegne af Morten Pedersen og Mogens Christensen i Rankenberg i Vorbasse sogn ctr. Vorbasse Nebel bys beboere. Der udmeldes fire synsmænd: Søren Steffensen, Anders Staffensen af Bække, sognefogeden Jens Urup af Trøllund og Thomas Hansen i Knurborg. - Nebel beboeres husbonder er kancelliråd Lautrup til Estrup, provst Stockemarch i Ribe og Jørgen Nielsen i Gilbjerg.
Tingdagen den 25. juli benævnes Lars Thistrup birkedommer. Nebel beboere er nu repræsenteret af ridefoged Laurids Gydesen fra Estrup. Efter at synsmændene har afhjemlet deres syn, afhøres de af Thistrup:
1) Om de efterså Rankenbergs Tue enge, og om disse kan tåle træk og overgang af kreaturer, især af fæhøveder, uden bedærvelse? Det kan de ikke tåle, fordi de er bløde.
2) Om synsmændene kan skønne, at de agre, som ligger sønden og noget til vesten for Rankenbjerg enge, er af hedejord opbrudt? Det ligner nok, at samme jord er opbrudt af hedejord.
3) Kunne de skønne, at den sten, som ligger i det såkaldte Eriks dal, havde været åbnet, og om den ikke ellers havde anseelse af en skelsten? Samme sten havde været oppe og kunne være i anseelse som en skelsten. Men om den havde været skelsten, vidste de ikke, siden ved åbning ikke fandtes kul eller flint.
4) Om det ikke kendeligt er at se, at den vandrende, som Nebel efter deres synsforretning har påvist ved den søndre ende af Rankenberg enge til øster at skulle gøre skel, enten er forårsaget af vandløb fra den mose, som grænser tæt ind til engene, eller og, i fald den er opkastet, som det dog ikke er kendeligt, om sådant da ikke kan være sket for at hindre vandets afløb fra mosen på dito enge; item om der ikke straks ved i mosen findes ligedan vandrender? De anså ikke renden for nogen skelrende; kunne ikke skønne opkastelse. Og i fald samme skulle være fra forrige tider opkastet, kunne det og være, for at vandet ikke skulle gå ind i engene.
5) Kan de skønne, hvor mange år det kan være siden, at der er gravet tørv på det sted, hvor Nebel mænd påviste at skulle gøre skel imellem dem og Rankenberg mark? Tørvene var ikke gravet på een gang, men var gravet nogle de sidste år og nogle for 2-3 år siden. De kunne ikke anse det for skel, og der var ingen skeltegn at se.
6) Når de overvejer de af begge parter påviste skeltegn og linjer, hvilken linje de da efter situationens beskaffenhed anser for den rimeligste og rigtigste? Rankenbergs linje synes rimeligst.
Ridefoged Laurids Gydesen beklagede, at Rankenberg bønder forsøgte at fravende Nebel mænd et stykke grund og ejendom, hvorpå Nebels beboere ulast og ukæret mere end i mands minde har græsset deres kreaturer samt benyttet sig af samme til lyng og sådeslæt. - Han stiller spørgsmål til synsmændene:
1) Om synsmændene efterså det dige, som var opkastet mellem Rankenberg eng og Nebel beboeres mark, fra hvad side, enten fra engen eller agrene af? Det var opkastet fra agrene af, groben til agrenes side og digen til engenes side.
2) Om de kunne skønne, om diget eller røften er opkastet for at indhegne Rankenberg eng fra Nebel mark? Det var et gammelt dige. Hvorfor det var opkastet, ved synsmændene ikke, såsom der var ikke dige langs igennem; ellers holdt begge parter samme for skel.
3) Om de ved, om enten Rankenberg mænd eller Nebel mænd har gravet den omvundne pletsede grøft, somaf Nebel mænd er påvist? (Thistrup: Synsmændene har ikke haft til opgave at svare på, hvem der har opkastet skelstederne. - Dommeren fritog synsmændene for at besvare spørgsmålet).
4) Om de kunne skønne, at den sten, som Nebel mænd foreviste som skelsten i heden lidt fra mosen, ikke var eller i det mindste kunne synes at være en skelsten? Det var en lang sten, som havde været oppe. De kunne ikke se, at den var en skelsten, såsom derunder ikke var tegn til skel; ellers var derved flintesten, og grunden på det sted er meleret med flintesten, men ingen kul der at finde.
5) Om der da fandtes flint eller kul under de sten, som Rankenberg mænd foreviste? De fandt ingen kul eller sten under dem.
6) Hvorpå de da grunder deres udsagn, idet de melder at Rankenbergs påviste skel skal være det rigtigste? De kunne ikke skønne andet, end at Rankenbergs påviste skel var det rigtigsge, som går uden om det forhen pløjede jord; men det skel, som Nebel påviste over det pløjede jord, kunne ingen rimelighed have. Der gik og vej fra Rankenberg til samme ager og jord; men de så ingen vej fra Nebel dertil.
7) Om de så, at den vej, som gik fra Rankenberg til agrene, ikke løb tværs over hen ad Høllet til? Der gik en gammel ubrugt vej til agrene fra Rankenberg foruden den anden kørevej, som går ad Høllet.
8) Om de ej tillige efterså, om der løb nogen vej fra Nebel og til agrene? De så ngen, og de blev ingen forevist.

Herefter afhørtes vidnerne.

1. vidne: Peder Andersen af Fitting.
Besvarer Thistrups spørgsmål:
1) Om han kender Rankenberg og Nebel marker? Ja, han kender dem; han er 76 år og har været bestandigt der i sognet.
2) Skellet går nør fra, fra Tue bæk eller Tue eng til sønder, hvor er et gammelt opkastet dige vesten for Rankenberg enge.
3) Det er blevet holdt for skel i vidnets mindes tid fra det opkastede dige og sydå til en sten, som står i Eriks dal. Vidnet har hørt det sige af mange mennesker, så længe han kan mindes.
4) Om vidnet ikke ved, at det fald ager, som findes sønden for Eriks dal og kaldes Rankenberg gamle hedeager, stedse i vidnets mindes tid er blevet holdt for Rankenberg mark og ejendom, item om samme ager af Rankenberg beboere ikke er blevet med korn besået og af dem hjemavlet? Vidnet har set, at der i agrene har været sået korn, som Rankenberg beboere har sået og hjembjerget uden last og kæremål. Og har alle tider hørt for en snes år ungefær sige, at de har kaldt samme ager for Rankenberg gamle agre. Har og hørt en gammel kone sige, at samme ager har været kaldt Rankenberg ager i ca. 70 år.
5) Om vidnet ved, at Nebel beboere har tilegnet sig eller brugt samme Rankenberg gamle agre? Nej, ikke før nu på 1-2 år.
Gydesens spørgsmål:
1) Om vidnet kan gøre nogen forklaring på, hvad sted den omvundne sten står i Eriks dal? Har blot hørt sige, at den var skelsten.
2) Af hvem har han hørt det? Af mange.
3) Hvorfor han har spurgt om omvundne skel? Har hørt det sige, siden det kom i disput for et år siden. Har også hørt det sige forhen. Husker ikke, hvem der har sagt det.
4) Har vidnet hørt, at Rankenberg mænd, før end de pløjede og besåede den omtvistede jord, søgte Nebel mænds tilladelse dertil? Har aldrig hørt noget derom.
5) Når Nebel mænd ikke selv pløjede og såede, skyldtes det så ikke, at agrene lå ret langt væk? Ved ikke noget derom.
6) Om vidnet har hørt eller ved, at Nebel beboere altid har græsset deres kreaturer på omvundne ager, og at de har benyttet sig af lyngslæt og rådegraven på heden deromkring, og om nogen har gjort modsigelse derimod før nu? Ved ikke noget derom.
Thistrups 6. spørgsmål:
6) Om ikke vidnet for ca. 18 år siden har modtaget en skriftlig forpligt af Nebel mænd, hvorved de har forbundet sig til at frede Rankenberg eng og mark, og ved hvad anledning vidnet har modtaget sådan forpligt; item hvem der har skrevet og underskrevet den? (Gydesen excerperede imod vidnets svar, siden stævnemålet alene melder om skel mellem Nebel og Rankenberg. - Thistrup: Der er ikke alene stævnet for at oplyse markskel, men for alt, hvad der kan tjene til oplysnng i sagen). - Svar: Som sognefoged den tid blev vidnet befalet af daværende amtmand at beordre Nebel mænd til Koldinghus til genmæle med Rankenberg mænds klage angående en ufred på deres eng af Nebel mænds kreaturer, og blev da af Nebel mænd gjort skriftlig forpligt og forening derom, som Peder Jensen Smed i Vorbasse skrev og af de Nebel mænd blev med deres navne underskrevet. Vidnet kan ikke nu erindre, hvor mange der var til stede eller underskrev samme.

2. vidne: Christen Christensen af Høllet.
Han bekræfter Peder Andersens udsagn. Han har kendt de omtvistede marker i ca. 30 år. Han ved, at de Nebel mænd har drevet på de omtvistede jorder, men har ingen tid set, at de har slået lyng eller gravet sådetørv på de steder.

3. vidne: Peder Madsen af Vorbasse.
Bekræfter foregående. De Nebel mænd har nok indimellem drevet med kvæget på omspurgte hede; men han kender ikke til lyngslæt eller sådegraven.

4. vidne: Ole Pedersen af Vorbasse.
Han har kendt markerne i 10 år. Han vogtede kvæget i Nebel for 10 år siden, og da sagde de Nebel mænd, at skellet var til Eriks dal, og videre måtte han ikke drive med kvæget, og siden vesten om de gamle Rankenberg agre, som den tid var i grøn jord. I den tid, da han vogte kvæget, gik det vel undertiden på Rankenberg hede; ellers var det vidnet forbudt af de Nebel mænd at drive længere med kvæget end til Eriks dal; og de Rankenberg mænd var også efter ham engang og sagde, han måtte ikke drive med kvæget på deres ager.

5. vidne: Jens Jensen af Fitting.
Har kendt markerne i 43 år. Fik fortalt om skellet, da han vogtede kvæget i Høllet. Den omspurgte ager blev ikke pløjet af Nebel mænd, og en gammel mand i Høllet havde sagt til ham, at de Rankenberg mænd havde pløjet og sået samme agre efter fjendetiden.

6. vidne: Henrik Nielsen af Nebel.
Har boet i Nebel i 32 år og har i den tid kendt markerne. Har hørt en gammel mand sige, at den omtalte sten er skelsten. - For 18 år siden var der disput mellem Rankenberg og Nebel mænd, fordi Rankenberg mænd havde indtaget nogle kreaturer, og da sagde den gamle mand til vidnet, at skellet gik, som det er beskrevet her i retten. Da der sidst var korn sået i de omtvistede agre af Rankenberg mænd, havde vidnet i fæste ½ gård i Nebel, og da var der ingen i Nebel, der ankede derpå. Om græsning på de omtvistede agre ved vidnet ikke noget; men lyng og sådegraven har de Nebel mænd ikke brugt på de steder.

7. vidne: Christen Christensen af Vorbasse.
Har kendt markerne i 40 år. Har hørt af gamle folk, at stenen i Eriks dal skulle være skelsten. Rankenberg har besået jorden og indavlet uden påanke.

Ved sidste retsmøde havde Thistrup indleveret de papirer, der vedrørte forliget for 18 år siden. Tingsvidne.

1752 - 27. juni:

Fol. 249, 251b:

Oluf Jepsen Buch af Nagbøl på vegne af afgangne Anthoni Jacobsen Buchs arvinger, nemlig sig. Jep Anthonisen Buch, Jacob Anthonisen Buch, Jens Anthonisen Buch og Peder Anthonisen Buch samt sign. Thomas Johansen, som har til ægte Gertrud Anthonisdatter Buch, der alle har givet afkald og kvitering, dateret København den 10/4 1752, på al den arv, de kunne tilfalde efter deres sl. fader, såvel hans fradøde gård som andet. De lovbød den fradøde gård i Nebel på htk. 5-4-2-2. - Anders Anthonisen Buch, som er afdødes søn og nu bebor gården, og hustru Anne Justine Thomasdatter begærede skøde.

1752 - 18. juli:

Fol. 249b, 255:

Provst Jørgen Bang af Balle præstegård som lavværge for afgangne Laurids Sørensens enke af Nørre Vilstrup Anne Nielsdatter lovbød den fradøde gård af htk. 6-2-3-2/ 0-0-1-0. - Søren Nicolaisen og hustru Catrina Lauridsdatter begærede skøde..

1752 - 8. august:

Fol. 256, 257:

Kirsten Andersdatter af Brøndsted (ved Frederik Steensen) har stævnet Laurids Andersen af Kongsted. - Der føres vidner:

1. vidne: Anders Nielsen, tjenende på ødstedgård i Bredstrup sogn, har ellers sin bopæl i Rans i Gårslev sogn.
1) Om vidnet ikke ved, at Kirsten Andersdatter sidste søndag sexagesima d. 6/2 havde trolovelse med Laurids Andersen? Jo.
2) Om vidnet ikke så, at det var imod Kirsten Andersdatters vilje, at hun skulle drikke trolovelse med Laurids Andersen, og om hun ikke dertil blev nødet og tvunget? Det var ikke med hendes vilje, og hun blev nødet dertil. De mente og, når de kom sammen og blev kendt sammen, at de så skulle komme til rette med hverandre.
3) Om Kirsten Andersdatter ikke også, endog før end hun havde trolovelse, ofe adskillige gange rent ud har tilstået og bekendt, at hun aldeles ingen lyst, vilje eller kærlihed havde til Laurids Andersen, men at det ganske var og sklle være mod hendes vilje, om hun nogen sinde skulle lade sig vie eller trolove til ham? Jo.
4) Om vidnet ellers kan sige, om de ellers på trolovelsesdagen eller siden har været enige eller haft mindste kærlighed til hverandre, men om de ikke meget mere fra den første dag af, de kom i hus sammen, alle tider har levet i splid og uenighed, så der ikke har været mindste kendetegn til ringeste kærlighed eller forligelsesmål imellem dem? Vidnet bekræfter.
5) Om vidnet ved, at Kirsten Andersdatter og Laurids Andersen nu er eller for lang tid siden har været adskilte fra hverandre? Hun gik fra ham til Brøndsted, nogle dage før han mindede gården bort, som de begge med hverandre skulle have beboet. Siden har de begge holdt sig fra hinanden. De har ellers en gang været hos deres sognepræst, provst Høstmark, og han har også været hos dem for at forene dem, men det har været forgæves.
Laurids Andersen var til stede i retten. Han havde ikke noget at indvende mod vidnet.

2. vidne: Karen Hansdatter, tjenende i Bredstrup.
Hun bekræfter foranstående. Kirsten Andersdatter havde sagt, at hun ville hverken eje eller have ham.

3. vidne: Niels Madsen Degn af Bredstrup.
Han var ved, da der var jaord mellem dem, og da han gik ud for at spænde for vognen og køre derfra, sagde Kirsten Andersdatter, at hun ville hverken eje eller have ham.

4. vidne: Niels Nielsen af Brøndsted.
Han var ikke til stede og har ikke så meget at vidne.

1752 - 12. september:

Fol. 258b, 259b:

Søren Pedersens enke Anne Pedersdatter af Nyborg med lavværge Jens Simonsen af Dons og børnenes formyndere Hans Pedersen og Gjermand Jørgensen af Nyborg lovbød enkens påboende partsgård i Nyborg af htk. efter reduktionen 3-0-0-0. - Hans Jørgensen, som nu har enken til ægte begærede skøde på egne og hustrus vegne.

1752 - 26. september:

Fol. 259:

Henrik Hansen fra Dons på vegne af rytterbonden Niels Knudsen af Vesterby ctr. Niels Jessen af ødsted og tjenestepige Margrethe. Niels Jessen mødte på egne og hustrus vegne, erklærede, at de aldrig har beskyldt Niels Knudsen eller hustru for at have stjålet en gås. Beder om, at sagen frafaldes, da han ikke har evne til at udholde proces. Angående hans tjenestepige, da er hun selv til stede og må erklære sig for sig selv. - Henrik Hansen er villig til forlig, hvis tjenestepigen med antagen formynder ham her i protokollen ligeledes vil erklære, nemlig at hun til det udspredte rygte aldeles ved ingen grund, samt at Niels Jessen deponerer 2 rdl. til omkostninger, og tjenestepigen for det udførte rygte til sognets fattige 4 mark. - Niels Jessen tilbød at betale halv af, hvad her i retten er betalt, som er 3 mk. 7 sk. - Margrethe Olufsdatter erklærer, at hun ikke ved andet end godt om Niels Knudsen og hustru og beder som en fattig tjenestepige om, at mulkten må hende eftergives. Hun kan ikke her frembringen nogen formynder eller forsvar, såsom hun er fremmed og fattig og har intet at betale en forsvarer med. - Henrik Hansen fandt sig beføjet til for at undgå yderligere proces at erklære, at når Niels Jessen ville betale halvparten af den af ham påståede omkostning med 1 rdl. samt vedblive den sin forhen i protokollen gjorte erklæring, så og når tjenestepigen vedblev hendes forhen tilførte samt deponerede her i retten til sognets fattige 2 mk. danske, ville han på vegne af Niels Knudsen frafalde sagen. - Herefter begge parter tog hverandre i hånden her for retten med løfte på begge sider herefter at leve fredeligt og skikkeligt, og Niels Jessen betalte her i retten til mons. Hansen hans part af omkostningen, lovede og at betale for Margrethe Olufsdatter, som han indeholder af hendes løn, 2 mk. til sognepræst Knud Storm imod hans kvittering, som leveres mons. Hansen. - Tingsvidne.

1752 - 10. oktober:

Fol. 260b:

Prokurator Lindom fra Snoghøj afhører vidner om Karen Christensdatter af Harte, som skal være besvangret af bagersvenden Gierhart Jensen fra Haderslev. - Vidnerne er Tulle Mogensen, Iver Mikkelsen og i Lars Hansens svaghed hans søn Søren Laugesen af Harte. De kender Karen Christensdatter. Hun er barnefødt i Harte og har tjent vidnerne forhen, og hun er tid efter anden kommet til sin broder, som bor i Harte. De ved ikke andet, end at hun har ført et skikkeligt liv, før hun blev besvangret i Haderslev. Det er hende selv, der har sagt, at hun er blevet besvangret i Haderslev. - Tingsvidne bliver udfærdiget på slet papir, idet memorialen fra Haderslev magistrat har meldt, at der er beneficium pauperitatis i sagen.

1752 - 24. oktober:

Fol. 262b, 265, 267b, 268, 270b:

Mons. Henrik Hansen af Dons fører på vegne af Johan Johansen af Seest vidner ctr. Hans Christian Degn ibidem:
Peder Nielsen af Seest har hørt Hans Christian Degn skælde Johan Johansen for en tyveknægt. Det får Hans Christian Degns forsvarer Frederik Steensen til at spørge, af hvad årsag dette skulle være sagt; om ikke Johan Johansen havde trakteret degnen med hug, slag og spark. Hans Hansen anfører, at stævnemålet ikke nævner noget om hug, slag eller spark, eller hvad det foregående mellemværende har været. Dommeren undtog vidnet for at svare, da stævningen alene angår ærerørige ord; hvis modparten har noget imod citanten for hug og slag, kan han stævne ham for det. - Ved en tidligere lejlighed, nemlig da Hans Christian Degn krævede ringepenge ind, havde denne sagt til vidnet, at han var en ærlig mand, men Johan Wintermands var nogle tyvepak.
Mette Sørensdatter af Seest har også hørt begge tilfælde af beskyldninger. Da Hans Christian Degn krævede ringepenge ind, skældte han i vidnets hus Johan Johansens forældre for tyvetøj.
Et par vidner mere bekræfter enten det ene eller det andet vidnesbyrd.

Senere indgiver degnen, der her kaldes Hans Christian Traue, kontrastævning; men vidnerne er ikke mødt. Sagen ender med, at parterne med gode venners mellemhandling er blevet forligt. Hans Christian Trau erklærer, at hvad han har talt, som Johan Johansen, faderen Johan Jørgensen og familien finder sig fornærmet ved, er sket i ubesindig hastighed og ikke skal gravere dem i nogen på dees gode ærlige navn og rygte. Og det, som er sagt ved dette ting og ved Tystrup herredsting, skal være mortificeret.

Fol. 263b, :

Lauge Mikkelsens enke Mette Madsdatter af Gelballe med lavværge Peder Mikkelsen af Geldballe og den sal. mands børns formyndere, for Anders Laugesen Anders Sørensen ibidem, for Ide Laugesdatter Jep Sørensen ibidem og for Gye Laugesdatter Jørgen Madsen af Harte, lovbød den partsgård af htk. 3-7-1-0, som Lauge Mikkelsen er fradød. - Tobias Nielsen, som nu har enken til ægte, begærede skøde.

1752 - 7. november:

Fol. 264:

Henrik Hansen af Dons har stævnet Niels Jørgensen af Velling, som forklarer, at han efter afdde aftægtskone Karen Iversdatters begæring havde i hendes levende live taget af hendes kiste hendes aftægtskontrakt, men ikke deraf taget nogen rede penge, få eller mange, og på det, at hans medarvinger ikke skal have tvivl derom, så vil han her for retten aflægge sin korporlige ed på, at han kun tog aftægtskontrakten fra kisten. Han beholdt vel nøglen til kisten, som blev forseglet af Isak Dupun i overværelse af 2 mænd, inden Karen Iversdatter døde. Det var en 2-3 dage forinden.

1752 - 28. november:

Fol. 266:

Prokurator Frederik Steensen af Kolding på vegne af opsynsmand Marcus Madsen fra Skovdrupgård har stævnet Carl Schlegel i Vranderup mølle i sag om konfiskeret hoppe. Carl Schlegel ønskede først at se Markus Madsens instruks som opsynsmand for at erfare, om han ikke skulle først deslige formente toldsvig angive til øvrigheden. Steensen findet ikke det nødvendigt. Marcus Madsen er endnu ikke afsat som opsynsmand. Han er berettiget til at have opsyn med al toldsvig, samme at opbringe og se derhen, at slig ulovlig omgang vorder hindret, så vidt ham muligt er ... . Carl Slegel ønsker stævnemålet afvist, og at Marcus Madsen udleverer den antrufne hoppe til øvrigheden eller stiller kaution både for hoppen og sagsomkostninger. - Dommeren: Marcus Madsen har ikke bevist, at han har anmeldt toldsvigen for øvrigheden, sådan som den af ham aflagte ed tilholder, og har heller ikke anmeldt stævningen til regimentskriveren, der er Carl Schlegels forsvar som en kongens fæstemøller. Derfor kan dommeren ikke tage imod vidneførsel. Stævningen afvises, og Marcus Madsen skal efterkomme sin pligt til at anmelde og frembringe den forstævnte hoppe for den høje øvrighed, amtmanden, til dennes diction, om denne sag skal følges eller ikke.

1752 - 19. december:

Fol. 269:

Niels Schousbøl af Kærbølling på vegne af major Brochdorff ctr. sign. Marcussen til Lerbæk. Afhører vidnet Anders Nielsen af Nyberg mølle. Vidnet har været på Rugballegård og der tjent assessor Lassen i tre år som ride- og ladefoged, så han kender Hover kirke og et vesten for kirkegårdsmuren forhen stående hus. Det er 21 år siden, han tjente assessor Lassen. Da stor der et hus ved øster ende op til kirkens vestre mur. Det var beboet af Christen Skræder. Han havde en stribe jord til brug ved den søndre side og nordre side; men pladsen vesten for holdt sognefolkene på med deres heste og vogne, og den var ikke under avl de tre år, da vidnet var ridefoged. Christen Skræder kunne vel avle en trave byg; den tog vidnet ikke tiende af. Vidnet har heller ikke udvist egetømmer til huset, kun risbøg til støtter og brændsel. Christen
Skræder holdt assessor Lassen for sin husbond, men han betalte ikke afgift af huset til Rugballegård. Han havde tilbudt at betale afgift, så snart huset blev repareret, men det ville Rugballegårds ejer ikke. Så hans ydelse imod at bebo huset var at holde kirken ren og se efter, om f.eks. noget af blyet faldt af taget. Vidnet ved ikke, om huset stod opført i Rugballegårds jordebog, for han havde ikke fået udleveret jordebog hverken over Rugballegårds eller kirkens gods.

1753 - 16. januar:

Fol. 272, 276b:

Carl Lindom (Carl Lindam) på vegne af Carl Jensen (Carl Joensen) i Taulov Nebel ctr. Lars Madsen, værende hos sin fader Mads Lassen Buch i Dollerup. - Faderen, som var til stede på sin søns vegne, erklærede, at skønt det var vist, at de af Carl Joensen fordrede 20 rdl. for et par stude var indlagt i en pung med flere og derefter forseglet af Mads Buch kort før sidste 1. maj og indlagt i sal. Jørgen Haaers enkes hus her i Kolding til afsendelse med første lejlighed eller til Carl Jensen selv at overlevere, så dog når Carl Jensen vil aflægge sin korporlige ed, at han ikke har fået af Jørgen Haars enke eller andre en forseglet pung på nævnte tid, hvori var for 3 stude 31 rdl., så byder Mads Buch på sin søns vegne at betale de 20 rdl. - Carl Jensen svarede, at han kunne føre vidner på, at der i nævnte pung hverken var de 20 rdl. for de to stude ej heller på den indlagte seddel var anført de 20 rdl., men for ikke at komme i langvarig trætte med Mads Buch, som var hans gode ven, tilbød han af aflægge sin ed. - Sagen frafaldes.

Fol. 272b, 276, 278b:

Henrik Hansen af Dons på vegne af Jørgen Sørensen og Peder Sørensen, begge af Nørre Bjert, producerede en mellem dem oprettet kontrakt af 2/1 1753. Jørgen Søensen lovbød sine midler, som kontrakten formelder, til hans frænder eller fremmede, om nogen vil modtage samme og derfor give ham den forsikring at underholde og vedligeholde ham med fornøden klæder og føde hans livstid samt at lade ham hæderligt og skikkeligt efter døden begrave. De, som vil indgå dette, skal beholde alt hans efterladende uden skifte og deling til øvrige hans arvinger. - Ingen uden Peder Sørensen mødte og bepligtede sig for sig og arvinger, eller og om hans påboende gård skulle blive beboet af nogen anden, imens Jørgen Sørensen lever, de den indgåede kontrakt at holdes og efterleves.

Fol. 272b,

Carl Lindam på vegne af rytterbonden Jens Pedersen og Mogens Pedersen Hjuler, begge af Tolstrup, ctr. Niels Sørensen. Der føres vidner:

1. vidne: Bertel Jepsen af Tolstrup.
1) Om han ikke var til stede i Niels Sørensens hus søndag den 14/1 om aftenen, da der blev drukket som et lidet æregilde efer en gammel, fattig enke, de havde båret til jorden? Jo.
2) Om ikke Niels Sørensen først overfaldt Jens Pedersen og siden Mogens Pedersen med hug og hårde skældsord? - Ved forsamlngen talte de først sammen om en jordebog på deres mark, da Niels Sørensen sagde, at Jens Pedersen var en løgner og et skarn samt en voldtager; derpå greb de fat på hverandre, men hvem af dem, der begyndte først, kan vidnet ikke forklre, såsom han ikke agtede det. Samme tid sagde Niels Sørensen til Mogens Pedersen "din hund", greb så fat på hverandre, og Niels Sørensen slog Mogens Pedersen til jorden.
3) Vidnet ved ikke, om Jens og Mogens Pedersen har givet anledning dertil.
Niels Hansen af Dons, der repræsenterer Niels Sørensen, spørger vidnet, om ikke Mogens Pedersen havde Niels Sørensen i brystet og Jens Pedersen kom bagtil og tog ham i håret, så han ikke kunne hjælpe sig selv fra dem, hvis ikke andre godtfolk i selskabet var kommet ham til hjælp. - Det kan vidnet ikke bekræfte.

2. vidne: Jens Nielsen af Tolstrup: Supplerer vidnesbyrdet. Da Jens Pedersen og Niels Sørensen havde fat i hinanden, kom Mogens Pedersen til og spurgte, hvad lov det havde, han ville ikke lade Jens Pedersen have fred. Niels Sørensen viste Mogens Pedersen døren og skældte ham for en hund; derefter tog de hverandre i håret, og Niels Sørensen slog Mogens Pedersen til jorden. De tilstedeværende skilte dem så ad.

3. vidne: Niels Sørensen, husmand i Tolstrup: Niels Sørensen sagde, en skælm og et skarn skulle tage hans jorder fra ham.

4. vidne: Anders Andersen af Tolstrup: Niels Sørensen skældte Mogens Pedersen for en hund og en landløberknægt, han han skulle ud af hans dør som en canallie. Hørte ikke, at Jens Pedersen og Mogens Pedersen gav anledning til klammeriet, men hørte Jens Pedersen sige, at han end var det argeste skarn, så burde han dog lade ham have fred. Efter at Niels Sørensen og Mogens Pedersen var blevet adskilt, ville Niels Sørensen have trådt på hans hals. Vidnet forhidrede det.

1753 - 30. januar:

Fol. 276, 280:

Anders Pettersen på vegne af skovrider Thomas Cingo Biering af Skodborg under Haderslevhus amt ctr. Nis Hansen af Vejen (der repræsenteres af ridefoged Lars Gydesen fra Estrupgård). - Nis Hansen vil aflægge ed på, at han ikke har hugget det træ, søgsmålet gælder.
Vidnet Oluf Sørensen af Gamst afhøres:
1) Om vidnet ikke ved, at sidste år 3 uger før jul, natten mellem 4. og 5. december, blev hugget og bortført 2 risege af Skodborg præsteskov? Nej.
2) Var vidnet selv i skoven, da træet blev bortført? Ja.
3) Så han, at træet blev ført til Nis Hansens gård i Vejen, og hvem der gjorde det? Han har set, at træet blev ført bort, men ved ikke, om det var eg eller bøg.
4) Om det ikke var samme to risege, som skovfogeden Søren Nielsen fra Sudelund ved holdte ransagning i Vejen by fandt liggende ved Nis Hansens gård, den ene afsavet i 6 kærv, den anden hel af størrelse som en løftestang? Kunne ikke sige, om det var samme risege.
5) Om vidnet ikke så, at Nis Hansen, mens skovfogeden var på Estrup, bemægtigede sig den sidst omtalte riseg og gjorde den ukendelig, uagtet der i kongens navn var gjort arrest på den? Han så vel, at Nis Hansen huggede noget af træet. Hørte ikke, at skovfogeden i kongens navn havde gjort arrest på træet.

Ridefoged Gydesen fandt det ufornødent at stille spørgsmål til vidnet, da hans vidnesbyrd i ingen måde præjudicerede Nis Hansen, der har gjort sin sandfærdige forklaring, at han han ikke var gerningsmand for de to bortførte ege, hvilket Nis Hansen er i stand til at bekræfte med korporlig ed.

Fol. 277, 278b, 283b:

Troels Christensen af Tårup i Taulov sogn på egne vegne og på vegne af hustru Margrethe Elisabeth Keusteren (Elisabeth Keuster, Elisabeth Kysteren) lovbød den gård i Tårup af hartkorn 10-1-2-0, som de fik tilskødet den 8. juni 1751 af hans salige forældres arvinger. Peder Pedersen og hustru begærede skøde for 1500 rdl.

Fol. 277, 279, 282:

Mons. Søren Müller af Kolding på vegne af Niels Hansen, Christen Nielsen med flere af Grindsted og Sønderby (og Heinsvig) ctr. birkedommer Lars Thistrup i Skovdallund. - Thistrup mener, at sagen egentlig drejer sig om, hvorvidt Grindsted hører under Skovdallund birketing eller Koldinghus birketing, idet citanterne ikke har villet betale dommerkorn. Derfor burde dommeren som part i sagen have ladet en sættedommer administrere sagen. Søren Møller fastholder, at stævnemålet alene sigter til at bevise, at cianterne er befriet for stokkemænds sæde ved Skovgårds birke. - Thistrup anfører nu, at han ikke vil engagere sig i besvarelse af Møllers indlæg, idet han ikke ved, om Møller er autoriseret til at virke som prokurator. Det undrer Møller, der både her ved birketinget og ved Kolding byret har mødt Thistrup som contrapart i andre sager.- Dommeren resolverer, at citanterne skal have ret til at føre bevis for, at de ikke siden grevernes ejelses tid har været stokkemænd under Skovgård birk, så længe det godtgøres, at rettens betjente ikke er impliceret i sagen, og Møller skal næste tægtedag legitimere sig (hvilket han gør). - Næste tægtedag er Thistrup repræsenteret ved Christen Christensen fra Skovdallund. Han ønsker stadigvæk sagen behandlet af en sættedommer. Det er ellers Frederik Steensen, der denne dag betjener retten; men ham regner Christen Christensen blot for birkedommerens fuldmægtige.
1. vidne, Christen Jensen Bøker af Sønderby: Han er barnefødt i Sønderby, 43 år gammel. Hans forældre har beboet ½ gård, og hans fader Jens Madsen er død for 10 år siden. Faderen har aldrig været stokkemand i Skovgård birketing eller lejet nogen til at være det.
2. vidne, Bertel Sørensen i Vitterup, Omme sogn: Er født i Sønderby, 60 år gammel. Har været i Sønderby indtil for 5 år siden, da han kvitterede sin fader Søren Eskildsens gård. De har ikke været stokkemænd ved Skovgård birketing eller lejet nogen dertil. Han har beboet sin faders gård ca. 30 år.
Søren Møller fremlagde dokumenter: Amtmandens forestilling til Danske Kancelli af 2/10 1751. Sammes erklæring til kongen på Grindsted og Heinsvig mænds ansøgning om befrielse for Skovgårds birk med påtegnet resolution. En erklæring af 5. februar 1753 fra herredsfogeden ved Skads herredsting.

1753 - 6. februar:

Fol. 278b, 281, 288, 291, 292, 295:

Carl Lindom (Carl Lindam) på vegne af jægermester von der Lith ctr. Mads Mogensen af Egholt med flere for krybskytteri. Mads Mogensen er rytterbonde og forsvares af mons. Henrik Hansen af Dons. - Vidner afhøres:

1. vidne, Jep Mogensen af Egholt:
1) Om han ikke ved, at der ved Mortensdags tider af skovrider Landsberg med to mænd blev ransaget hos hans broder Mads Mogensen og der forefundet nogle beredte dyreskind, ialt 4 stk.? - Jo.
2) Om han ved, hvor Mads Mogensen har fået dem, og hvordan de er blvet tilberedt? - Nej.
3) Om han da ikke har hørt noget af andre om, hvor de skulle være kommet fra eller beredte? - Nej. Forklarede siden, at han havde hørt af Mads Mogensens børn, at han har fået dem i Vejle.
4) Om hans broder Mads Mogensen har nogen bøsse eller skydevåben? - Ved ikke.
5) Om han da aldrig har set Mads Mogensen i mark eller skov med skydevåben? - Nej.
6) Om han aldrig har set hos Mads Mogensen dyrekød eller dyreskind? - Nej.
7) Hvorfor han da ved ransagningen sagde til sin moder og Mads Mogensens hustru: "Skam få han; han måtte lade sådant fare, som nok er ham sagt; så kunne han have siddet i fred og rolighed som andre ærlige mænd"? - Nej, sådant har han ikke sagt.
8) Om han da på samme tid ikke talte med Mads Mogensens hustru og moderen i en anden stue? - Nej.
9) Om han da sidstleden Mortensdags tider ikke havde hørt nogen skud i eller omkring Egholt skov? - Hørte vel to skud, men hvem der skød, ved han ikke.
10) Om han ikke samme tid så nogen der af byen gå med bøsse? - Nej.
11) Om han ellers på andre tider har set nogen der af byen eller egnen gå i mark eller skov med bøsse? - Nej.
12) Om han hos nogen der i byen eller egnen har set noget dyrekød eller dyreskind? - Nej.

Henrik Hansen som beskikket defensor stiller vidnet spørgsmål:
1) Om der med skovrideren ved ransagningen fulgte to mænd, og hvem de var? - Nej.
2) Hvem der da var nærværende som vidner? - Skovrideren havde skovfoged Adolf Walter og begge hans sønner med sig.
3) Om skovrideren har opbrudt eller sønderslagen kisten, hvori skindene blev fundet? - Har set, skovriderens dreng Søren slog låsen op efter skovriderens ordre.
4) Om Mads Mogensen var fraværende under ransagningen? Ja.
Lindam spørger:
13) Om ikke skovrideren begærede kisten oplukket, før den blev opbrudt? - Jo.

2. vidne, Hans Quist af Egholt:
Han har hørt sige, at Mads Mogensen skulle have fået skindene af en feldbereder i Vejle. Har nok set en bøsse i hans hus, men ikke set ham med bøsse i skov eller mark. Vidnet har vel fået kød i hans hus, men ved ikke, om det har været dyrekød. Han har ikke set andre dyreskind i huset end de fire, som sagen drejer sig om.
Om han har sagt til en bekendt mand, han skulle nok gøre sin ed, at Mads Mogensen ikke havde skudt det vildt, hvoraf skindene hos Mads Mogensen fandtes;; men det havde vangmanden gjort? - Nej.

3. vidne, Mads Mogensens moder Karen Espens af Egholt:
Har hørt sige, at Mads Mogensen har fået skindene i Vejle.
Om ikke Jep Mogensen, da ransagningen skete, sagde til Mads Mogensens hustru og flere: "Skam få han, at han skulle lade sligt fare, som nok er ham sagt; så kunne han have siddet i fred og rolighed så vel som andre ærlige folk"? - Vidnet var ikke hos Mads Mogensen den dag og hørte det ikke.

4. vidne, vangmanden Hans Christensen af Egholt:
Har nok hørt skud, men ved ikke, hvem der skød.
Om han ikke har sagt, at dersom han for krybskytteri var blevet pågrebet, skulle han have udlagt mange, som nu blev holdt fri og uskyldige, og dersom skovrideren havde ransaget hos Knud Faarkrog i stedet for Mads Mogensen, havde han fundet, hvad han søgte om, både det yderste og inderste, nemlig krop og skind, af det, som aftenen tilforn var blevet skudt? - Det har han aldrig sagt, ej heller hørt tale om før nu.
Om han ikke har hørt, at Niels Jensens sønner i Lejrskov havde erhvervet sig så meget på et års tid ved dyreskytteri, at de derfor havde købt sig et par stude til 18 rdl.? - Nej.
Om han nogen tid har set Knud Faarkrogs søn eller og Rasmus Rasmussen hyrde i Lejrskov gå i mark eller skov med bøsse eller og have enten dyrekød eller dyreskind i deres værn? - Nej.

5. vidne, Mads Lassen af Egholt:
Han var ikke til stede ved ransagningen. Har nok hørt skud, men ved ikke, hvem der skød.
Om han ikke ved, at der også blev holdt ransagning hos vangmand Hans Christensen, og om der ikke var mere end een slags kød i et kar, som skovrideren fandt, og som blev angivet for oksekød? - Nej, det ved vidnet ikke.

Knud Faarkrog:
Han skal først besvare spørgsmål uden edsaflæggelse.
Om hans søn nogen tid har gået ud med bøsse eller har dyreskind i sit værge? - Nej. - Aflægger ed.

Knud Faarkrogs søn Jens Knudsen:
Også han skal først besvare spørgsmål uden ed.
Om han ikke nogen tid har set hyrden Rasmus Rasmussen eller Niels Jensens sønner i Lejrskov enten gå med skydevåben i skov eller mark eller have dyrekød eller skind i deres værn? - Nej. - Aflægger ed.

8. vidne, Søren Nielsen af Egholt:
Han har vel set nogen gå med skydevåben i skoven, efter at rytterhestene var taget af kobbelen, men kan ikke forklare, hvem det var, såsom han ikke var dem så nær, at han kunne kende dem.- Han har ikke set uberedte dyreskind hos Mads Mogensen eller andre i egnen.

16. vidne er Anne Mortensdatter, Jep Mogensens hustru:
Hans Hansen spørger hende, om hun ved, at Mads Mogensen har haft udstand med nogen og da hvem. - Hun ved ikke andre end deres skovfoged; han var vred på ham, fordi Mads Mogensen ikke som sine naboer ville gøre, hvad han befalede.

21. vidne, Hans Gregersen af Egholt:
Har ikke set dyrekød og -skind i byen de 4 år, han har været der, men før da har han måske nok set det; husker ikke, hos hvem.

25. vidne, Adolf Walter, skovfoged på Hundsholt:
Retten tillod, at han aflagde ed som vidne. Hvorvidt der i tiden kan reflekteres på hans vidne, henstilles til vedkommende, som det tilkommer at pådømme sagen.
Han har adskillige gange hørt skud i Egholt skov.
Mads Mogensen var ikke hjemme ved ransagningen. Det var skovriderens drenge, der først ville have kisten opslået. Konen i huset var øm derover og ville nødigt have kisten opslået. Skovrideren var heller ikk derfor i førstningen. Drengene gav så anslag derpå, hvorpå kisten blev opslagen og skindene deraf udtaget. Da kisten blev åbnet, var der ingen testes hos. Men før end skindene blev udtaget af huset, kom der bud til 2 mænd, som så dem blive udtaget.

26. og 27. vidne, Knud Rasmussen og Peder Nielsen af Egholt:
De var blevet tilkaldt på skovriderens forlangende, da der blev ransaget. Da dyreskindene blev fundet, var de ikke til stede; men da de kom ind, lå skindene på bordet, og det blev berettet, at de var fundet i den opslagne kiste. De hørte ikke, at konen forklarede, hvor manden havde skindene fra. Og selv ved de de ikke. De har ikke set Mads Mogensen med skydevåben i skov eller mark, og de har ikke set uberedte dyreskind hos ham eller andre på egnen.

28. vidne, Mette Madsdatter, Mads Mogensens hustru:
Hendes mand har fået skindene i Vejle hos en feldbereder. Han har købt dem og har ikke først leveret dem til feldberederen for at få dem behandlet. Ved ikke, hvad han har givet for dem.
De har aldrig haft uberedte dyreskind i deres hus, og sådanne har hun heller ikke set hos andre på egnen. Hendes mand har ikke gået med skydevåben i mark eller skov. - Herefter aflægger hun ed.

To vidner er sygemeldte. Dem vil Carl Lindam afhøre ved kontinuationsstævning, om det agtes for nødvendigt. - Han får tingsvidne.

1753 - 6. marts:

Fol. 288b, 292, 296:

Christen Jensen af Skærbæk lovbød halvdelen af sin påboende gård på htk. 1-7-2½-0. - Jens Sørensen begærede skøde på vegne af datteren Maren Jensdatter, som er Christen Jensens fæstemø.

1753 - 13. marts:

Fol. 292:

For retten fremkom Maren Hansdatter, boende i Seest på ryttergodset, på egne vegne og på vegne af Maren Sørensdatter, som har haft trolovelse med Johan Christian i Koftrup i Haderslevhus amt, og Bodil Sørensdatter, tjenende i Vilstrup præstegård i Haderslevhus amt, samt Inger Pedersdatter, gift og har til ægte Erik Hansen i Moltru i Haderslevhus amt. - Hun fremstillede Christen Pedersen, gl. 64 år, boende i Seest, og Hans Hansen, gl. 66 år, boende i Seest, til at bevidne, hvem der er afgangne fru løjtnant Kleesmans rette arvinger. - De har kendt Hans Sørensen og hustru Inger Nisdatter, som i deres ægteskab har avlet 2 sønner og 2 døtre, nemlig Søren og Peder Hansen og Karen og Maren Hansdatter. Hans Sørensen og hustru er for lang tid siden døde. Karen Hansdatter, som havde til ægte afgangne løjtnant Laurids Ottosen Kleesman, er også død uden livsarvinger, og er følgende hendes rette arvinger: Søren Hansen, helbroder til afdøde Karen Hansdatter. Er også død og efterladt sig 2 døtre: Maren Sørensdatter, trolovet til Johan Christian i Koftrup, og Bodil Sørensdatter, tjenende i Vilstrup præstegård. Peder Hansen, død, ligeledes helbroder til afdøde Karen Hansdatter, efterladt sig en datter Inger Pedersdatter, har til ægte Erik Hansen i Moltrup, og Maren Hansdatter, boende i Seest, ligeledes helsøster til afdøde Karen Hansdatter. der er ikke andre arvinger. - Attest fra sognepræst Christen Humblet blev fremlagt.

1753 - 10. april:

Fol. 297b, 298b, 309:

Peder Pedersen og hustru af Tårup lovbød sin gård i Tårup af htk. 10-1-2-0. Sign. Niels Basse fra Fyn og hustru Christina Brun begærede skøde for 1550 rdl.

1753 - 17. april:

Fol. 299, 301, 301b:

Mikkel Hnsen af Skovsgård, formynder for Niels Laugesen, og Mads Sørensen, formynder for Maren Laugesdatter, lovbød et hus i Skærbæk med tilliggende proprietærjord af htk. 0-3-1-2.
Peder Andersen Smed af Sønder Vilstrup og hustru Anne Nielsdatter begærede skøde for 113 rdl. 2 mk. - Prokurator Carl Lindam fremlagde på vegne af enken, der bebor dette sted i Skærbæk med sine børn, et hendes mand Hans Nissen Smed af Skærbæk fra myndlingerne Niels Laugesens og Maren Hansdatters fader, forfader og forfædre meddelt fæstebrev dateret Taulov Nebel den 7/1 1728, hvorved ej alene Hans Nissen overdrages i fæste forbemeldte hus og jord imod årlig afgift 5 rdl., men endogså forsikres, at Hans Nissens arvinger efter hans død skal frem for andre både tilbydes, tilslås og overleveres samme hus og tilliggende ager og eng. Samme brev blev begæret læst og påskrevet. Nu har da vel forbemeldte Hans Nielsens enke som en gammel og svag kone ladet sit fæste opsige med mindlingernes formyndre, men med den klausul, at dersom huset skulle sælges, hendes børn da blev berettiget til at købe frem for andre, og da Hans Nissens børn ikke alene vil indestå at betale den anbudne købeskilling, men endog 10 slettedaler mere, som er ialt 120 rdl., og derfor stille nøjagtig kaution, så formodede Lindam, at huset med tilliggende ager og eng blev solgt til Hans Nissens børn, helst siden hverken myndlingerne eller deres formyndere, men alene fremmede har anbudt sig som købere. Derefter tilbød Peder Andersen at betale 126 rdl. 4 mk., skønt formynderne har ved købekontrakt af 9/3 solgt ham huset for 113 rdl. 2 mk. - Lindam: Hans Nissens børn vil give 6 rdl. 4 mk. mere ialt 133 rdl. 2 mk. - Peder Andersen bød endnu 6 rdl. 4 mk., ialt 140 rdl. - Lindam måtte da indeholde med videre overbud og deklarerede, at han på sine principalers vegne intet havde imod, at huset med tilliggende blev solgt og skødet; men det var ham kært, at de umyndige ved denne .... havde profiteret 40 sldlr. - Formynderne godkendte handelen.

1753 - 15. maj:

Fol. 304, 307b:

Regimentskriver Simon Seest ved fuldmægtig Henrik Hansen af Dons ctr. Rasmus Nielsen Skytte i Viuf, der repræsenteres af Carl Lindam, der ikke helt forstår, hvad regimentskriveren stævner Rasmus Nielsen for. Han har ved et grandelav udtalt: "Jeg beskylder ingen og kan ingen beskylde, men hvem som på en underfundig måde forfører sin nabo, forfører sin øvrighed for derved at vinde dens venskab og tilvejebringe sin nabo ved sin øvrigheds ugunst, det er en skælm og en æretyv". Og da disse ord er af den beskaffenhed udtalte, at ingen derved kan være graveret, men meget mere på grandelavet sagt for at opmuntre hver ærlig nabo til redelig omgang og afsky for løgnagtig sladder, så formener Rasmus Nielsen, at regimentskriveren ikke deri kan finde noget usømmeligt. Rasmus Nielsen undrer sig over søgsmålet, ikke kun fordi det var plat umuligt at udlede af hans ord noget, som kunne gravere noget menneske, meget mindre hr. regimentskriveren, men endog denne som Rasmus Nielsens øvrighed og medlem af sessionen stedse har vist sig som en velynder af Rasmus Nielsen, hvilket han i sit hjerte ej alene stedse har erkendt, men endog fremdeles vil beflitte sig at påskønne. Hvorfor han alene vil bede regimentskriveren vise ham den godhed at nævne den mand, som har givet sådan rapport fra grandelavet, at ordene skulle sigte til regimentskriveren eller nogen anden mand.
Regimentskriveren, der selv var til stede ved retten, replicerede, at han lod denne af prokurator Lindam gjorte deklaration stå ved sit værd, og begærede fortsat vidner fremstillet til forhør for at oplyse, hvori de ærerørige ord, Rasmus Nielsen har udtalt, har bestand, og hvem han dertil har sigtet med, alt efter den beretning, ham derom er givet fra sognefogeden Søren Haar i Viuf, som Rasmus Nielsen forhen på skriverstuen i Dons har truet med proces for hans andragelse i sessionen, hvorpå den anførte sessionsresolution er fulgt, uagtet at regimentskriveren da forklarede Rasmus Nielsen, at han ikke havde hørt Søren Haar at have andraget noget især om Rasmus Nielsen, men at regimentskriveren på sessionens spørgsmål om byens dispute havde forklaret sagen, således som sessionsresolutionen viser.

1. vidne, Mads Jensen af Viuf:
1) Om han ikke var til stede i Mads Paghs hus søndag d. 6. maj for at forenes efter øvrighedens ordre at indgå og underskrive deres videbrev, og om ikke han hørte Rasmus Nielsen Skytte holdt lang, vidtløftig og myndig tale til granderne? - Ja, de var forsamlede den 5. maj sidst en lørdag for at blive enige om videbrevets underskrivelse og lægge græsleje, da Rasmus Nielsen sagde, at hvad for en nabo, som underfundigt forklagede sin nabo for sin øvrighed, var en tyv og en skælm, og derhos sagde, han var bange for Vor Herres straf, fordi der var uenighed i byen, med flere ord, som vidnet nu ikke kan erindre.
2) Om han ikke hørte Rasmus Nielsen tale disse ord: "Hvem som underhånden på en underfundig måde fortaler eller bagtaler sin næste eller nabo for sin øvrighed eller for sessionen, den er en æretyv og en skælm, og det kan jeg se på den resolution, at der er talt mere for sessionen, end der er skrevet i klagen"? - Vidnet hørte foruden det ovenanførte, at Rasmus Nielsen sagde, at der var talt mere for sessionen, end der var skrevet i klagen.
3) Om ikke sognefoged Søren Haar,da disse ord var udtalt, bad, at Rasmus Nielsen ville erklære sig og navngive, hvem han sigtede til, og hvem han havde mistænkt for at have talt om ham i sessionen? - Jo.
4) Om Rasmus Nielsen ikke svarede, han navngav ingen, men han ville gerne gentage sine ord, på det samtlige tilstedeværende grander des bedre kunne høre og huske dem, og om sligt ikke også skete? - Jo, og han sagde, at han beskyldte ingen og kunne ingen beskylde.
5) Om vidnet var til stede torsdag den 3. maj, da samtlige grander efter ordre var mødt i regimentskriverstuen i Dons for der efter sessionens resolution ved regimentskriverens mellemhandling at blive forenede om deres videbrev? - Jo.
6) Om vidnet ikke hørte, at Rasmus Nielsen, da sessionsresolutionen for ham blev oplæst, truede Søren Haar med proces for hvis han efter Rasmus Nielsens tanker i sessionen mundtlgt skulle have andraget? - Jo, han sagde, han ville stævne Søren Haar, fordi han havde vrangeligt angivet for sessionen.
7) Om han ikke hørte, at regimentskriveren straks tog ordet og svarede, han troede ikke, Søren Haar havde talt noget i sessionen om ham i særdeleshed, men han selv, regimentskriveren, havde demonstreret sagen mundtligt efter dens sammenhæng for sessionen? - Jo.
8) Om ikke Rasmus Nielsen påstod i byens almindelige græsning at ville have græsning til sine kreaturer på fælled og i auret for sin gårds fulde hartkorn, uagten han for 2-3 tønder deraf har aparte indelukker (som skrevet i sessionsresolutionen og i stævnemålet)? - Jo, Rasmus Nielsen har påstået fuld græsning i fælleden og i det gamle jord så vel og på aureden alt efter hans fulde gårds hartkorn, omendskønt han har aparte indhegnet lykke og basse have, som er under hans gårds hartkorn.
Carl Lindam stiller spørgsmål til vidnet:
1) Om ikke vidnet tillige med flere af naboerne har gjort samme påstand, at græsning skulle inddeles efter hartkorn, uagtet at de og lige så vel som Rasmus Nielsen havde indelukker under deres hartkorn beregnet? - Jo, de har gjort påstand efter hartkorn, men Rasmus Nielsens indelukker er meget større end de andres.
2) Om han ikke har ladet sin påstand ankomme på øvrigedens godtfindende og decision? - Jo.
3) Om kke Rasmus Nielsen så vel som flere naboer, eller samtlige, fik genbud ved Søren Haar, at de ikke skulle mde for amtmanden, dagen efter at sessionen var begyndt? - De var tilsagt at møde i Dons og en gang i Kolding; fik så begge gange afbud. Vidnet kan ikke huske, hvad tid sessionen blev holdt.
4) Om vidnet da ikke ved, at det var i sessionsdagene, Rasmus Nielsen med flere fik afbud? - Vidnet troede nok, det var i sessionsdagene.
5) Om ikke samtlige bymænd nu, efter at sessionens resolution var gangen og dem af regimentskriveren bekendtgjort, ja end før end denne stævning udgik, er blevet enige såvel om den gamle jords pløjning, nemlg alle de 29 fald, som og om deres græsning? - Jo, de blev enige derom, før stævningen blev forkyndt, når øvrigheden ville tillade det.
6) Om ikke både Mads Pagh og Niels Hansen tillige med Rasmus Nielsen havde gjort visse antegnelser imod videbrevet, dog ikke anderledes end, at samme antegnelser blev indstillet til øvrighedens godtfindende? - De tre mænd havde gjort nogle antegneinger og derfor ikke ville underskrive videbrevet, før samme af øvrigheden blev approberet.
7) Om vidnet ikke selv tillige med Rasmus Nielsen samt flere af naboerne var ved regimentskriveren, to dage efter at de var blevet forenede, for at få resolution og tillige med besvaring på videbrevet? - Jo, de var på skriverstuen, to dage efter at foreningen var gjort, men kom ikke regimentskriveren i tale.
Regimentskriveren fandt fornødent yderligere at spørge vidnet:
10) Om Rasmus Nielsen ikke har været den eneste, der har ladet sin lod ligge upløjet af den part, byen havde indtaget af græsningen, fordi han såvel dette år som forrige år har påstået deri at ville havde fuld lod for sin fulde hartkorn? - Jo.
11) Om byen ikke endnu var uenige om dette med mere, da de forstævnte ærerørige ord blev talt? - Jo, da ordene blev talt, var de i uenighed med hverandre.
Lindam spurgte vidnet:
8) Om ikke Rasmus Nielsen i den henseende havde ladet forbemeldte jord ligge for at ervarte øvrighedens resolution, hvorledes dermed skulle forholdes? - Rasmus Nielsen lod jorden ligge, til det blev udgjort hos øvrigheden.
9) Om ikke Rasmus Nielsen ellers har holdt sin gård med avling og jordsbrug samt hegning, grøften og poden, husbygnong og videre i fuldkommen forsvarlig stand så godt som nogen af hans naboer i de 6 år, han har beboet den? - Jo.

2. vidne, Markus Rasmussen af Viuf:
1) (Omtrent som første vidne) � og derhos sagde han, man måtte frygte for Guds straf, at der hverken skulle gro græs eller korn for deres uenigheds skyld.
3) Rasmus Nielsen var ikke fornøjet med, at græslæg blev lagt efter otting, men påstod at nyde græslæg efter hartkorn og at græsse så meget om sommeren, som han kunne føde om vinteren af sin gårds avl; har ellers større indelukker end nogen mand i Viuf by.
11) Kan ikke erindre andet, end da ordene blev talt, da var uenigheden imellem dem. Derefter gik de i marken for at bese det ord, Rasmus Nielsen skulle have, og så blev de enige.
Lindams spørgsmål:
1) Rasmus Nielsen påstod græsning efter hartkorn, og så var der flere, som ville have græsning efter hartkorn. Der er og de, som har indelukker. Men ingen har så store indelukker som Rasmus Nielsen.
3) De var kaldt til amtmanden, men fik afbud af Søren Haar.

3. vidne, Niels Rasmussen af Viuf:
Da de havde talt noget sammen, tog Rasmus Nielsen en klage op af lommen, som Søren Haar havde indgivet til øvrigheden, og så snakkede Rasmus Nielsen og Søren Haar sammen, og så sagde Rasmus Nielsen ...

4. vidne, Hans Pedersen af Viuf:
Regimentskriveren sagde, at Søren Haar havde ikke talt nogen for sessionen, men regimentskriveren havde forestillet sagen for sessionen, som den var, og dertil talt et latinsk ord, som vidnet ikke forstod eller kan huske.
De var alle i marken, hvor de blev enige. Da de kom hjem, hørte de, at stævningen var forkyndt.
Rasmus Nielsen har alle tider sagt, at han lod sin part ligge og ikke ville pløje den, før derpå kom øvrighedens resolution, og det ville han kun de skulle søge at få.

5. vidne, Hans Pedersen, tjenende Hans Koeds enke i Viuf:
Har været med ved grandestævnet og vidner stort set som de andre.

1753 - 22. maj:

Fol. 308b, 309b::

Regimentskriver Seest lod opbyde på rente Sofie Hansdatters arv af Pjedsted efter skiftebrev af 6/2 1751, 63 rdl. 5 sk. og renter deraf i 2 år og 4 måneder (7 rdl. 2 mk. 12 sk.), ialt 70 rdl. 2 mk. 17 sk. - Tredie opbydelse sker ved Jens Jensen af Pjedsted. Ingen indfandt sig, hvorfor pengene blev forseglet med fradrag for et ark stemplet papir og salær; så var der 69 rdl. 3 mk. 15 sk. tilbage i pungen, der blev leveret til Jens Jensen, der skal levere den til regimentskriveren.

1753 - 29. maj:

Fol. 308b:

For retten fremkom Peder Marcussen af Vamdrup mølle, der vemodentligt androg, at hans i fæste havende mølle, Hans Majestæt tilhørende, er ved påkomende torden og lynilds nedslagelse i hans møllehus d. 18/5 om eftermiddagen opbrændt med alt hans ejende indbo. Han er med hustru og børn gerådet i største armod. Fire vidner bekræfter det. Møllehuset bestod af .. fag ny bebygget og velindrettet stue- og møllehus med kværnsten og maleværk, for få år siden opbygget af nyt. Møllestene til to kværne, som var reens stene, rent i stykker slagen. Ingen var hjemme uden manden og konen, som af tordenskralden blev så forskrækket, at de ej kunne redde noget, ja var knap, at de med livet kom ud af huset. Møllen er af hartkorn 0-3-0-2 mølleskyld, 6-4-0-0. De kan ikke uden hjælp fra kongens kasse og medlidende kristnes almisse igen komme på fode. Der blev kun reddet 7 fag hus til baghus, hvoraf 3 fag tække blev ruineret ved ildens slukkelse. Der udstedtes tingsvidne, som Peder Marcussen skal insinuere til amtmandens påtegning, inden nogen besøges med det, og han må kun benytte det et fjerdingår og kun i Koldinghus amt.

1753 - 3. juli:

Fol. 311b, 314b, 316b, 318b, 329b:

Frederik Steensen af Kolding har stævnet Jens Nielsen Nebel med hustru, børn og tyende i Ejstrup samt den bortrømte Svend Christensen. Henrik Hansen af Dons er forsvar for Jens Nielsen Nebel, der er rytterbonde. Han ser ikke, hvad grund der er til, at Frederik Steensen har anlagt sag mod ham og hustru som gerningsmænd eller medvidere til det i 1750 begangne krybskytteri, allerhelst da han i 1750 har brugt dem som vidner i sagen ctr. den bortrømte formentlige gerningsmand Svend Christensen, og ønsker sagen afvist. Carl Lindam er beskikket prokurator for Svend Christensen. - Frederik Steensen forklarer i enkeltheder, hvordan han i 1750 med konstitution fra jægermester von der Liht har været befalet mod betaling at erhverve tingsvidne i sagen om den ulovligt skudte hind i Gelballe skov. Han har fået ordre fra skovsessionen om at forfriske sagen. Han har forsøgt at komme ud af denne fortrædelige sag ved en ansøgning hos kongen og forventer en resolution, der ikke er kommet endnu. - Den lader vente på sig længe. - Ved tægtedagen den 23/10 1753 er Frederik Steensen blevet birkedommer og byfoged i Ribe. Resolutionen er endnu ikke kommet. På vegne af de sessionsdeputerede protesterer Carl Lindam mod yderligere udsættelse, men sagen udsættes endnu 6 uger. - Den 4. december kan Steensen fremvise den kongelige resolution, ifølge hvilken sagen frafaldes.

Fol. 313, 313b, 314:

Peder Madsen Basses arvinger i Pjedsted, nemlig Mads Jessen af Bøllng og Anders Mortensen af Pjedsted, formyndere for Sofie Hansdatter, lovbød en fjerdepart gård på htk. 1-4-2-1. - Jens Jensen af Pjedsted og hustru Johanne Jesdatter begærede skøde for 84 rdl. ("siger firsindstyve rigsdaler"!).

1753 - 17. juli:

Fol. 313b, 315, 317, 318b, 319, 330, 331b, 332b, 347b, 351, 353b, 357, 358b, 359b, 363, 368, 373, 375b, 377b, 392b, 398, 401406b, 412, 416b, 422, 427b, 431b, 433, 434, 434b, 437b:

Peder Hansen Høeg af Hopballe mølle på egne vegne og på vegne af major Brochdorf til Grundet og Højgård, ejer af Holm og Greis møller, sign. Clemend Marcussen af Lerbæk for dito mølle, mons. Niels Busch, ejer af Vejle mølle har stævnet birkedommer Lars Thistrup i Skovdallund og Jelling bys beboere vedr. opstemning af vandet i Fårup sø. Christen Christensen af Skovdallund protesterer: Nogle af Jelling bys beboere er fæstere, og deres husbonder er ikke stævnet. Det gør Peder Hansen Høeg inden næste tægtedag, hvor Christen Christensen får sagen udsat i 6 uger. Dernæst får han opsættelse i 4 uger, fordi der skal føres tingsvidnesag ved Nørvang-Tørrild herredsting. Næste tægtedag er ingen af parterne mødt. Næste tægtedag får Thistrup sagen opsat i 6 uger, fordi der skal skaffes oplysningstingsvidne ved Nørvang-Tørrild herredsting. Den 4. december er ingen af parterne mødt.

Siden fører Christen Christensen vidner:
Peder Christensen ørum af Jelling, husmand:
Han er 63 år gammel, kom til Fårupgård, da han var 5 år, og blev der, til han var 15-16 år. - Om han ikke ved, at Jelling beboere har nogle dage i hvert års høbjergningstid, når vandige åringer er indtruffet, sat for vandet ved Fårup sø, hvor vandet har sit udløb i østerenden? - Da han var på Fårupgård, var der en ålekiste for østerenden af søen, og der har været en kørebro over åen, og i den tid og så længe ålekisten var ved magt, var der for ålekisten 3 stigbord, og når de Jelling mænd bad derom, blev i høbjergningstiden sat de to stigbord, og de 3 stigbord havde sin gang. Det skete i mindelighed. - Hvorledes der da er forholdt dermed, siden ålekisten kom bort, om ikke Jelling mænd i den tid og indtil nu, hvor mons. Høegh har klaget derpå, ligeledes upåanket af Hopballe og de andre indstævnede møllere har sat for Fårup søs vand nogle dage i høbjergningstiden i vandige åringer? - Det har Jelling mænd gjort hvert år, når de har haft det nødigt. Ved ingen påanke derom før nu. Ved ikke andet, end at de har haft lov dertil af Fårup ejer. - Om ikke vidnet må tilstå, at når vandige åringer i høbjergningstiden indfalder, det da er næsten ugørligt for Jelling beboere at få deres enge, som grænser på åen, slagen og bjerget, når det ikke var dem tilladt at sætte for vandet og opdæmme samme i Fårup sø? - Når de ikke måtte opdæmme og der faldt stærk vand, sø kørte de Jelling mænd deres slagne grønne græs på tør jord, hvor det blev bjerget i hø. - Når Fårupgårds ejere ikke ville tillade dem at stemme for søen, og de så havde bjerget det op af vandet til agrene, om det da ikke af vandet var blevet ganske bedærvet? - Jo, havde det blevet liggende, havde det tildels blevet fordærv et og tildels bortskyllet. - Om vidnet har set, at Peter Høeg og flere, som han havde med sig, har i høbjergningstiden i 1752 optaget den dæmning af fjæle, som Jelling mænd havde sat for vandet, hvor ålekisterne har stået, og samme fjælde udkastet i vandet? - Nej. - Om vidnet ikke ved, at høet, som lå slaget på engene ved åen, formedelst vandets løsgivelse dels bortflød og dels blev bedærvet i 1752? - Nej, var ikke i Jelling den sommer. - Ved vidnet, at der for mange år siden faldt en amtmandsresolution, hvorved det blev Jelling mænd tilladt at gøre opdæmning? - Nej.
Peter Høeg spørger vidnet: Var ålekisten til hinder for de neden for møllers contribuerende malevand? - Da ålekisten stod, var det ikke til hinder for møllernes malevand. - Ved vidnet, at Jelling mænd havde stemt for Fårup søs vande med fjæle og jord sommeren 1752? - Nej. - Om Jelling bymænd ikke havde dæmmet søens vande det første år, Høeg kom til Hopballe mølle, 1750, og om han ikke da klagede for vidner, at Jelling mænd havde betaget ham hans malevand, og sendte dem både skriftlig og mundtlig begæring, at de ville give det løs; men efter at de i 9 dage havde søen indeholdt, og det derefter kom løs, om de da ikke satte Høeghs eng og hø i vand, så at han derover led stor skade på sit hø, som dette år var hans eneste avl til møllen? - Jo, og vidnet tjente Peter Høeg det år. - Om vidnet ved, at Jelling mænd nogen tid har opryddet den gamle å, som Gud og naturen har dannet til vandets befordring? - Ja, de har ryddet åen nogle gange forhen. - Vidnet ved ikke, om de dæmmede for søen sidste sommer. - Hvordan fik deres hø indavlet i sidste vanskelige indbjergningsår? - Det ved vidnet ikke; han var syg. - Om de opryddede den gamle å sidste sommer? - Ja. - Om de ikke for nogle år siden har gjort en ny grob eller å norden fra den gamle, medens den gamle å eftergroede? - For nogle år siden gjorde de en grob over Jelling enge, fordi fndet kunne bedre trække end i den gamle å ---- Hvem er vidnet beslægtet med i Jelling? - Har haft til ægte gårdmand Gregers Nielsens søster og halvsøster til Henrik Jensens søsters hustru.

Peter Høeg fører vidner:
Søren Mikkelsen af Jelling, tjenende præsten hr. Wedel: Han har kendt Fårup sø og engene østfor i 4 år. I de sidste to år har Jelling mænd ikke dæmmet op for søen i den østre ende. De fik deres hø bjerget og forliste det ikke, men det første år blev høet ikke så tørt, som det burde. - En oprydning fornylig var ikke god nok, fordi bymændene ikke fik hjælp af dem på den anden side åen. - Ved tilstrækkelig oprydning ville åen ikke være et problem for høbjergningen undtagen hvis der kom stærk storm fra sydvest og stærk regn. Forleden år hjalp det meget, at der blev ryddet op i åen. - Hvor længe det var, efter at Hopballe møller den 13/7 1752 løsnede de øverste fjæle af deres opdæmning, at vandet flød over, de Jelling mænds hø og enge til skade? Ved ikke noget derom; var ikke til stede. - Om Jelling mænd havde slået græsset, som grænser til åen, da åbningen skete den 13/7? - Noget var slået; men om det var det øverste eller nederste, husker vidnet ikke.

Sagen fortsætter på næste filmrulle.

1753 - 7. august:

Fol. 315:

Sergent Mads Nielsen Ulf i Skærup lovbød sin påboende gård af htk. 5-5-3-0. - Ved tredie lovbydelse foretages denne af Ole Jensen af Skærup på vegne af hustruen Anne Rasmusdatter af Bregning, Jens Rasmussen af Vester Nebel, Ole Bertelsen af Hesselballe på vegne af hustruen Kirsten Rasmusdatter, og Thomas Pedersen af Brøndsted på vegne af hustruen Johanne Rasmusdatter. - Hans Nicolaisen og hustru Mette Madsdatter, som er Mads Ulfs datter, begærede skøde.

1753 - 28. august:

Fol. 316b:

Mons. Hans Christian Lips af Dons på vegne af sognefoged Markus Hansen af Bredstrup ctr. Jørgen Henriksen Smed i Smidstrup.

1753 - 30. oktober:

Fol. 318b:

Lars Thistrup fremlagde på vegne af Vorbasse, Slav og Knurborg mænd to af dem oprettede foreningsdokumenter, dateret Engelsholm den 2. maj (fol. 319b) og 6. maj (fol. 320) med henblik på forligstingsvidne.

319b:

[Stempelmærke nr. 20, 24 skilling].
Efter at uenighed og dispute var opkommet mellem Vorbasse, Slav og Knurborg beboere angende deres sammengrænsende hede og mark, har lodsejerne været forsamlede for at efterse beskaffenheden og, om gørligt havde været, at oplede skel. Men da ingen skelsten eller andet autoriseret skeltegn har været at finde eller af beboerne kunne blive påvist, så er for videre disput at se forekommet og enighed mellem beboerne at stifte, den questionerede hede og ejendom imellem ovenmeldte, Vorbasse, Slaug og Knurborg beboere udi overværelse af samtlige fornævnte beboere og med deres gode vilje blevet delt og til bestandig rettesnor herefter nedsat med skeltegn af kul og flint under følgende stene på efterskrevne steder, nemlig:

Fra en sten, som står ved Vandmose (?) indtil Gilbjerg og Plovslund marker går skellet imellem Vorbasse mark på den ene og Knurborg hede og mark på den anden side sydøst på i lige linje indtil Nordsø, hvor norden for dito sø blev sat den (2.) sten. Derfra i øster tværs over den nordeste kant af samme sø, hvor vesten for en klynemose blev nedsat den 3. sten. Derfra skellet mellem Vorbasse hede og mark på den ene og Knurborg med Slav hede og mark på den anden side fremdeles går i øster til den 4. sten, som blev sat norden for sidstmeldte klynemose, og videre går skellinjen i øster over en lyngbanke indtil en sandig banke, hvor nord for banken blev sat den 5. skelsten. Videre følger linjen til skel i øster indtil en ager-ren, hvor den 6. sten i fornævnte agerren blev nedsat. Da agerrenen derfra gør skel langs igennem, så vidt samme strækker sig, til en uoprudt hedejord, hvor ved dito agerrens ønstre ende blev sat den 7. sten. Derfra går skellinjen i øster til den 8. sten, som blev sat på heden. Da skellet fremdeles går i øster, indtil vejen, som løber mellem Vorbasse og Knurborg. Da bem.te vej gør skel sønderpå indtil Vorbsse mark. Hvad som således befindes af hede, mark og ejendom med sø og moser vesten og sønden for specificerede skellinje og skelsteder, skal herefter anses for Vorbasse bys rettighed og mark uden dispute af Knurborg og Slavs beboere eller ejere. Mens derimod hvad som af mark, hede og ejendom med mose og sø findes østen og norden for, skal uden påanke af Vorbasse beboere og ejers være Knurborg og Slav tilhørende. - At således imellem os er passeret og afhandlet, bekræftes med hænders underskrift. Engelsholm, den 2. maj 1753. G. d. Lichtenberg. F. Lautrup. Jens Riis.

Efter at imellem Vorbasse på den ene side og Knurborg samt Slav på den anden side er blevet idag oprettet forening angående en del hede og mark, hvorom imellem bemeldte steders beboere har været dispute, og under samme forening er reguleret og fastsat til bestandig efterretning skel og skeltegn, således som derover forfatede dokument det nærmere udviser, så er og for disput og uenighed at forekomme bleven aftalt og reguleret, at imellem Knurborg og Slavs sammengrænsende mark og hede herefter skal være skel, nemlig:

Fra en sten, som står norden for kæret, løber en gl. vej i sydvest op til Almstok kirkevej, hvilken sten og vej på den kant imellem Slav og Knurborg marker herefter skal være skel. Derfra går skellinjen med dito kirkevej til en sten, som nu findes nedsat vesten for ermeldte vej i en ager-ren, hvilken agerren følger og gør skel langs op vesten på til en anden sten, som findes i hjørnet af en lyngmose, hvorfra skellet går op på en banke sønden for Houlberg, hvor blev nedsat til skel en sten. Derfra vesterpå tl en dito sten, som er nedsat på en banke eller høj lige ud for en agerren. Siden gør bemeldte agerren skel vesterpå ud til heden. Mens bemeldte hede vesten for sidstmeldte skel og indtil Nordsø skal herefter være til fælles brug og fædrift for beboerne i Slav og Knurborg. - At således i hosværelse af næstmeldte beboere er aftalt og fastsat skel, tilstås under vore hænder. Kolding og Engelsholm, d. 6. marts 1753. G. d. Lichtenberg. Jens Riis.

1753 - 6. november:

Fol. 320:

Byfoged Smit fra Ringkøbing skal føre vidner på vegne af viceborgmester Garboes hustru i Bergen. Det synes at være et modtræk imod ægtemanden, der har iværksat en skilsmissesag foranlediget af hendes utroskab med mandens søstersøn, altså blodskam. Vidnesbyrdene skal bidrage til at bevise, at en jomfru Mathisen i året 1749 rejste til Danmark sammen med conrektor Lakier og hustru for at føde i dølgsmål. Dette ægtepar og jomfruen er repræsenteret ved birkedommer Lars Thistrup, mens viceborgmester Garboe selv er til stede i retten. Denne ønsker vidneførelsen kendt ulovlig. Han påpeger stævningens lige så uhumske som ubeviselige expression, og citanterne behager at formere sådanne argumenter, såsom at fordi jomfru Mathiesen i 1749 rejste fra Norge til Jylland med magister Lakier og kæreste, så måtte hun nødvendigvis være frugtsommelig, og fordi i samme år blev indtegnet et fremmed barn hos degnen i Oustrup, så måtte hun nødvendigvis være moder til samme med comparenten (Barsøe) som fader. - Thistrup støtter ham i, at vidnerne bør afvises. - Dommeren afgør, at vidnerne kan afhøres. Om der skal reflekteres på deres vidnesbyrd, må afgøres af den dommer, der skal pådømme sagen.

1. vidne, Niels Hansen af Grindsted:
For ca. 4 år siden logerede i vidnets hus 3 personer, som han siden efter rygte har hørt var fra Norge. De var hos vidnet 2 nætter. De to kvinder kørte han til Hjortlund i Omme sogn en mil fra Grindsted. Manden lejede en hest hos ham; han sagde, han ville ride til Ringøje præstegård. - Om vidnet af de to kvinders sprog kunne erfare, at de var norske, og om den ene ikke lavede til barsel? - Den ene snakkede norsk, så vidt vidnet forstod; den anden snakkede kun lidet; ved ikke, hvad sprog hun talte. Ved ikke heller, om nogen af dem lavede til barsel. - Siden opholdt personerne (den norsktalende kvinde og manden) sig nogen tid i Grindsted præstegård.

2. vidne, Gye Hansdatter, Niels Hansens hustru:
De var norske folk. Hun så siden manden og konen i Grindsted præstegård. Efter spargement kom de til Oxenvad præstegård.

3. - 4. vidne, Poul Hansen og hustru Ide Andersdatter af Dal:
Ved nok, at der logerede en mand og en kvinde hos præsten hr. Haagen i Grindsted præstegård; men ellers kan de ikke oplyse noget.

5. - 6. vidne, Niels Madsen og hustru Else Ebbesdatter af Dal:
Har nok hørt om, at der for nogle år siden var nogle logerende, som skulle være norske.

7. vidne, Christoffer Nielsen af Dyvelsrække:
Om han kender conrektor Poul Lakier fra Bergen og ved, at han i 1749 var her i landet i Grindsted præstegård med sin kone og et fremmed fruentimmer? - Vidnet ved nok, at der var nogen; husker ikke året og tiden, men det var i rugsædtiden. - Han kørte med manden og en af kvinderne. Ved ikke, om kvinden lavede til barsel. Han kørte dem til Mikkelborg skov, hvor der holdt en vogn, som de sad op på og kørte væk med. Han ved ikke hvorhen.Vidnet bedte så i skoven nogle timer, indtil manden kom tilbage, som vidnet igen kørte til Grindsted præstegård. - Om der er kort vej fra Mikkelborg til Oxenvad? - Har ikke været i Oxenvad og ved ikke, hvor langt der er dertil fra Mikkelborg. - Om vidnet ikke nogen tid derefter afhentede hendes barn der i egnen, hvor han henbragte hende, og førte det til degnen Jan Lorrintz Breum og hustru i Outrup? - I samme Mikkelborg kom han, da han havde kørt med nogle hosekræmmere. Dér kom til ham - efter hans skøn - den samme kvinde, som han der havde forladt, med et barn. Han tog dem på sin vogn og kørte dem over Skoldborg å. Noget norden for holdt en vogn, hvorpå var Anders Blytækker og kone, så vidt han kunne høre på røsten. Thi han kunne ikke se dem, såsom det var mørkt og om natten. De tog så barnet og kørte med det; han ved ikke hvorhen. Kvinden kørte vidnet til Ribe, til Tranbergs (Frankbergs?), hvor han forlod hende. - Han kan ikke huske, hvor mange uger der gik fra han kørte kvinden fra Grindsted, til han hentede hende og barnet. Hosekræmmerne havde han modtaget i sit eget hus, hvor de logerede om natten. - Det var den fremmede mand, der havde bestilt vidnet til at køre. - Om kvinden med barnet talte norsk? - Hun talte godt, bred dansk. - Hvor kvinden logerede (siden det var om natten)? - De lå i en enestegård mellem Skoldborghus og Foldingbro.

8. vidne, Anders Andersen af Grindsted:
Har nok hørt, at de tre kom til Grindsted fra Ringøje. Har engang kørt en mand og en kvinde til Højen præstegård, som han mente var de samme. Har kørt dem til Højen en gang mere. Sidste gang kom de ikke med ham tilbage. Han har hentet en kvinde i Ringøje og kørt hende til Grindsted præstegård. Synes nok, det var den samme, som han så hos Niels Hansens. - Om vidnet ellers af disse personer er blevet bestilt til andre ærinder? - Der kom en fremmed karl og bestilte ham til at køre hen på heden imellem Vejen og Skoldborggård for at tage imod et barn. Den fremmede karl sagde, at han var udsendt af en svensk mand. - Barnet bragte han til degnen i Outrup. Vidnets kone var med. - Hvem det var, der leverede ham barnet, så han ikke, for det foregik i mulm og mørke; men så vidt han kunne skønne på mål og mæle, var det Christoffer Nielsen i Dyvelsrække i Grindsted sogn. Barnet var et drengebarn. Det var i svøb. Ved ikke, hvor gammelt det var.

9. vidne, Maren Nielsdatter, Anders Andersens hustru:
Hun kunne slet ikke se, at kvinden lavede til barsel, da de kom til Grindsted. - Da de modtog barnet, havde det et rødt svøb; ved ikke, om det var af rye eller multum. Listen og luen kan hun ikke huske hvad var af.

1753 - 20. november:

Fol. 329:

Mons. Hans Christian Lips af Dons fører vidner til at bevise, hvem der er arvinger efter afgangne Peder Knudsens enke, sal. Anne Pedersdatters, som boede og døde i Dollerup. To vidner af Seest: De kendte Anna Pedersdatter meget vel, men har ikke kendt hendes forældre.
Peder Knudsens enke havde 4 søstre: 1) Lene, gift med Rasmus Hansen Rytter i Seest, som efterlod sig fem børn, Hans, Rasmus, Dorthe, Karen og Maren; 2) Anna, gift med en svensk ved navn Nicolai; hun er for nogle år siden død i Nagbøl, de havde et pigebarn, som også er død; 3) Bodil, der rejste til Tønder; ved ikke om hun var gift eller har haft børn; 4) Karen, der døde ugift i Seest. Anna døde i Nagbøl.

1753 - 4. december:

Fol. 329b, 330b:

Hans Christian Lips på vegne af sognefogeden Hans Buch af Hjarup har stævnet Anders Poulsen af Hjarup angående 5-6 riseges frahuggelse og bortførelse af citantens selvejerskov. - Jens Baastrup af Hjarup er mødt som vidne. Han har ikke set Anders Poulsen hugge træet og ved ikke, hvem der har gjort det.
Følgende vidner er udeblevet: Anders Langvad, Claus Pedersen Hjuler, Johan Smed, Knud Mortensen, Søren Mortensen, Anders Halkjær, Claus Pedersen, Mikkel Christensen, Knud Hansen, Jep Hansen, Niels Lassen, Thomas Gregersen, Ole Sørensen, Thomas Lassen, Søren Krage, Thomas Jørgensen, Jens Poulsen, Johan Hansen, Anders Jessen Vaaben, Kjeld Jørgensen, Iver Koed, Jonas Hjuler, Søren Smed, alle af Hjarup. - Næste dag ligeledes, nu på grund af strengt vintervejr.

Fol. 330, 330b:

Peder Christensen østergaard af Heinsvig sogn ctr. Niels Jensen Søgaard af Vorbasse. - Vidnerne, Peder Jensen Smed og Jens Tambour af Vorbasse, Jens Olufsen af Heinsvig og Niels Pedersen af Askær, er ikke mødt. Heller ikke næste tægtedag på grund af strengt vintervejr.

1754 - 8. januar:

Fol. 330b, 332, 336, 340:

Carl Lindam af Snoghøj som konstitueret actor ctr. Enevold Sørensen af Børkop, der på Koldinghus er arresteret for et rådyr skudt i Børkop skov på kongens vildtbane. Enevold Sørensen blev løs og ledig fremstillet for retten. Hans forsvarer er mons. Henrik Hansen af Dons. - Forhør:
1) Hvor han havde skudt det rådyr, som han havde i en sæk, da skovrider Luchhart attraperede ham med det Børkop skov? - Havde ikke skudt det, men fandt det død liggende i skoven.
2) Om han da ikke kunne se, det var skudt? - Agtede ikke derefter.
3) Om han da så straks puttede det i sin sæk? - Ja.
4) Til hvad ende han puttede det i sin sæk? Hans tanke var t bringe det hen til jægermester Bachman i Velling.
5) Hvem der hjalp ham dyret i sækken? - Slet ingen.
6) Om der da ingen var ved ham, fra han fik dyret i sækken, til skovrideren kom til ham? - Nej.
7) Hvorfor han slængte sækken, da han så skovrideren? - Han syntes, han kunne ikke gøre bedre end at lægge det, hvor han havde taget det.
8) Hvorfor han da løb, da han så skovrideren? - Han løb ikke.
9) Hvorfor han da bad for sig? - For den forseelse at han havde taget dyret op.
10) Om dyret var varmt eller koldt? - Agtede det ikke.
11) Om det var skudt med hagl eller kugle? - Så ikke derefter.
12) Om han havde ingen bøsser hjemme i sit hus? - Jo, men ingen man kunne skyde med. - Har ingen selv, men det er andres, som han havde at gre med.
13) Hvad kan han gøre ved bøsser? - Han kan skæfte bøsser, og videre kan han ikke gøre ved dem.
14) Om han da ikke prøvede bøsser, når han fik dem færdige? - Nej.

Herefter afhører Lindam vidnerne Hans Thomsen og Jens Knudsen, begge af Børkop:
1) Om de ikke af skovrideren blev forlangt at besigtige det dyr, som skovrideren havde truffet Enevold Sørensen med? - Jens Knudsen: Skovrideren begærede inde i Tyge Rauns hus at se, hvad der var i den sæk, hvoraf skovrideren tog dyret ud i Enevold Sørensens overværelse. - Hans Thomsen: Han kom derind i sit eget ærinde. Så og samme tid dyret og sækken. Enevold Sørensen var nærværende, og så bad skovrideren vidnet om at blive der lidt.
2) Om dyret var skudt? - Så ikke derefter.
3) Om dyret var koldt eller varmt? - Ved ikke.
4) Hvorledes Enevold Sørensen stillede sig? Han bad for sig for den forseelse, at han havde taget det op, og skovrideren ville lade ham være. Skovrideren sagde, han kunne det ikke.
5) Om de nogen sinde har set Enevold Sørensen i skov eller mark med skydevåben? - Nej.

Enevold Sørensens hustru Anna Hansdatter afhøres uden forudgående edsaflæggelse:
1) Om hun ved, hvor hendes mand har fået det rådyr? - Han sagde, han fandt det i Børkop skov.
2) Om hun ikke var hos sin mand, da han kom dyret i sækken? - Nej.
3) Hvorledes hun da kunne komme til at bede for sin mand hos skovrideren? - Da hendes mand nys var pågrebet, drev hun deres kvæg til marks, kom til sin mand ved skovleddet, da han sagde, han havde et dyr i sækken, som han havde fundet, og der kom skovrideren til dem, og så bad hun for sin mand.
4) Om hendes mand ikke slængte sækken, da han så skovrideren, og løb? - Nej, så det ikke.
5) Om hendes mand ikke forhen har fundet nogen dyr i skoven? - Nej.
6) Om han da har båret nogen dyr hjem før? - Nej.
7) Om hendes mand ikke har gået i skov eller mark med skydevåben? - Nej.
8) Hvad hendes mand havde i sækken, da han gik hjemmefra? - Han havde noget korn til nogle grise, som de havde i skoven.
9) Om hendes mand ikke, kort før han gik ud med sækken, var gået ud med en liden halv skæftet bøsse, som er i deres hus? - Nej.
10) Hvad tid på dagen hendes mand gik ud med sækken? - Om morgenen, lidt før kvæget blev uddrevet, som havde fået et gift (?) før blev uddreven.
11) Om han enten om natten tilforn eller om morgenen samme dag havde været ude? - Han havde været ude om morgenen samme dag efter en børenvender (?), som han bar hjem.
12) Om der ikke i samme børenvender var en flint? - Nej.
Lindam mærkede nok, dette vidne var noget interesseret for sin mand. Altså kunne han ikke vente sig nogen oplysning om sandheden, hvorfor han agtede hende for denne gang intet videre at questionere. Dog med forbeholdehed ved kontinuationsstævning at indkalde hende til nøjere examen, i fald han fandt det fornødent.
Vidnet blev foreholdt, om hun med god samvittighed kunne bekræfte sine svar. Hun gav så til kende, at hendes mand havde vel båret til andre byer bøsser, som han havde skæftet, men ikke nogen tid skudt dermed, det hende var bevidst. Herpå aflagde hun sin ed.

Laurids Bang og Thomas Andersen, begge af Vranderup, afhøres:
1) Om de ikke på Vranderup Hovgård havde forlagt det rådyr, som skovrideren traf Enevold Sørensen med? - Jo.
2) Om det var skudt? Hvor? Hvormed? - Det var blevet skudt med en kugle ind i ryggen.
Henrik Hansen spørger:
1) Kan de vidne, at det af dem forlagte rådyr var det samme, som hos Enevold Sørensen blev opbragt? - Efter skovriderens beretning var det det samme dyr.
2) Om de kan forklare, hvad det er at forlægge et dyr? - De tog skindet af dyret, og så huggede det i stykker. Ellers var indvoldene udtaget af dyret, før de forlagde det.

Jørgen Henriksen af Børkop:
Lindam spørger:
1) Om han ikke var ved i den gård, hvor Enevold Sørensen med et rådyr i en sæk blev indbragt? - Jo.
2) Om dyret var varmt eller koldt? - Ved ikke.
3) Om han ikke så, at dyret røg eller dampede? - Nej.
4) Om han ikke var med i Enevold Sørensens hus, da skovrideren dér ransagede eller så sig om? - Jo.
5) Om der ikke befandtes en liden halvskæftet bøsse, som nyligen var skudt med? - Jo, de fandt en sådan. Skovrideren stak sin finger i og sagde derhos, at der var nyligen skudt med den. Enevold Sørensen tilstod at have skudt dermed aftenen før mod en dør.
6) Om vidnet ved, at Enevold Sørensen har skudt dette dyr? - Nej.
7) Har eller ingen oplysninger.
Henrik Hansen spørger:
1) Om vidnet aftenen før anholdelsen hørte skud i Enevold Sørensens hus? - Ja, han hørte skud.
2) Om han har set den dør, hvor Enevold Sørensen havde prøvet bøssen og der fundet skud? - Ja.
3) Så han nogen dyrekød eller dyreskind ved ransagningen? - Nej.

Enevold Sørensen:
1) Om han ikke havde en kniv med sig, da han fandt rådyret? - Jo.
2) Hvortil han sidst havde brugt kniven? - Husker det ikke.
3) Om han ikke havde opskåret rådyret med den? - Nej.
4) Hvoraf kniven da var blevet blodig? - Ved ikke.
5) Om han kendte samme kniv, når han så den? - Ja. (Lindam viste ham kniven).
6) Om det var den samme? - ja.

Niels Dahl:
Har været med til ransagningen sammen med Jørgen Henriksen. Får stillet de samme spørgsmål, og giver omtrent de samme svar. Dernæst:
8) Om han ikke var med at bringe Enevold Sørensen til Koldinghus? - Jo.
9) Om ikke skovrideren tog en kniv fra ham, og om ikke den var blodig? - Så nok, skovrideren fik en kniv, men så ikke, at den var blodig.
10) Om det er den samme kniv, som er blevet forevist i retten? - Det er en ligesådan kniv, men kan ikke sige, at det er den samme.
Lindom lod kniven forsegle.

Johanne Olesdatter, Enevold Sørensens kones moder af Børkop:
Kender ikke til, at svigersønnen skulle have begået krybskytteri. Om hans færden med skydevåben kender hun kun til, at han har båret flinter hjem, som han har skæftet for andre.
Henrik Hansen vil høre mere om prøveskydning: Om Enevold Sørensen havde skudt til måls med den flinte, der blev fundet ved ransagningen? - Ja, det så og hørte hun.
Lindam: Hvor langt Enevold Sørensen var fra døren? Hvor mange skud? Om der var sat prikker eller hæftet papir på døren, eller han skød mod den blotte dør? - Døren stod i gården. Enevold Sørensen stod i gårdleddet og skød. Han gjorde kun1 skud.

Mads Ebbesen af Sellerup:
1) Om Enevold Sørensen ikke har lært hjulmagerhåndværk hos ham, og hvor længe det er siden? - Jo, for en 7 år siden.
2) Hvor længe han var i lære hos ham? - Han var hos vidnet i næsten et år.
3) Om han ikke i den tid har skudt nogen slags vildt? - Nej, har ikke hørt det.
4) Om han ikke har skudt en sælhund ved stranden? - Har ikke set det og ved ikke noget om det.
5) Hvorledes vidnet så kunne komme til at fortælle sådant i en mølle, efter at Enevold Sørensen var arresteret? - Det vidste han ikke af at sige. Kan ikke huske at have sagt det.
6-11) Ingen belastende vidnesbyrd.
Lindam mærkede nok, at dette vidne så vel som det forrige (en Karen Hansdatter ) ikke ville ud med nogen oplysning i den sag. Begærede tingsvidne.

Fol. 331b:

Christen Sjællands hustru Anne Mikkelsdatter af Vester Nebel, der beboede et selvejerhus, som tilhørte Hans Lauridsens enke, anmeldte ildsvåde. Af huset opbrændte 4 fag forneden og 6 fag foroven med det meste af deres bohave og 12 fårehøveder samt korn og foder. Det bekræftes af 2 vidner. De er gerådet i armod og elendighed, behøver højligen medlidende kristnes hjælp og almisse. Tingsvidne på de sædvanlige betingelser.

1754 - 5. februar:

Fol. 335:

Rytterbonden Laurids Lauridsen Buch på Hvolbølgård i Lejrskov sogn anmelder ildsvåde den 26/12 på hans salshus på 12 fag med korn af rug, byg, havre og boghvede. - Gårdens hartkorn er 4-7-2-1. Han er med hustru og 4 små børn gerådet i armod og elendighed og kan ikke uden medlidende kristnes hjælp og almisse komme på fode igen. Sædvanligt tingsvidne.

1754 - 19. marts:

Fol. 347b, 350, 351:

Rytterbonden Jens Nielsen Møller af Nørre Vilstrup lovbød sin gård tillige med Nels Pedersen og Hans Pedersen af Vinding, formyndere for hans søn Peder Jensen og datter Marie Jensdatter. Gården er nr. 9 (7?) af hartkorn 6-2-3-2. - Hr. Christoffer Egelberg af Nørre Vilstrup begærede skøde for 826 rdl.

1754 - 30. april.

Fol.351b, 353:

Niels Joensen i Smidstrup lovbød noget jord på Smidstrup mark af htk. nr. 1, 0-2-2-1, Skrynkær kaldet. - Mads Hansen af Smidstrup mølle og hustru Sidsel Hansdatter begærede skøde for 158 rdl. 4 mk.

1754 - 14. maj:

Fol. 352:

Anders Tøgersen af Bredstrup fører vidner på tilgodehavende:

Jens Boesen af Højen Stubberup og Mads Sørensen af Højen: Afgangne Mads Pedersen i Horsted sagde nogle dage før sin død på tilspørgsel, at han skyldte Anders Thøgersen nogle penge; men han sagde ikke hvor mange. Derpå blev Mads Pedersen spurgt, om det var så mange, som Carl Jensen i Taulov Nebel var skyldig til Mads Pedersen. Denne svarede dertil, at det var ikke slet så mange.

Hans Pedersen af Taulov Nebel: Mads Pedersen var i vidnets hus sidste sommer, da han sagde, at han skyldte Anders Tøgersen henved 80 slettedaler.

Jens Pedersen i Horsted: Mads Pedersen købte forleden år ved påsketider 4 stude af Anders Tøgersen for 49 slettedaler. Har og hørt, at han skyldte ham flere penge.

Fol. 352:

Jens Pedersen af Horsted fører vidne på tilgodehavende:

Niels Pingaard i Højen: Hørte, at Mads Pedersen, nogle dage før han i sin svaghed blev beredt til døden, sagde, at han skyldte Jens Pedersen 100 slettedaler, som var arvelod efter hans afdøde søster Karen Pedersdatter. Og da han sagde det, var han ved sin fulde fornuft og forstand.

1754 - 23. maj:

Fol. 352b:

Hans Christian Lips af Dons fremstillede Jens Rasmussen af Andkær, som anmeldte, at hans fæstegård brændte den 3. maj om eftermiddagen: salshus på 13 fag, ladehus på 15 fag. Og der var et gl. hus nedtaget, hvortil var tømmer til 7 fag til fæhus. Alt indbo brændte. Item 6 kør, 3 ungnøder, en åringsplag, 2 vogne med behør og avlsredskaber, en del korn. - Fire mænd bekræfter anmeldelsen. Gården brændte, da alle folk var i marken ved deres avls drift og havresæd. Familien er gerådet i armod etc. - Gården er af htk. nr. 4, 6-1-3-2 / 0-0-3-0.

Lips fremstillede dernæst Søren Gregersen af Vinding, hvis fæstegård brændte den 17. maj om eftermiddagen: Salshus på 15 fag med det meste af hans indbo samt korn på loftet, hvoraf kun meget lidet blev reddet, fordi han på den tid var til mølle og hans hustru tillige med folk var i Vejle til marked undtagen en liden pige på 13 år og et barn på 3 år. - To vidner bekræfter. Byens folk var tildels i marken og tildels i Vejle. Da de blev ilden var, hastede de derhen. Ved Guds hjælp fil de reddet de øvrige huse. Hartkorn nr. 10, 6-6-1-2 / 0-0-1-1. - De er gerådet i armod etc.

1754 - 18. juni:

Fol. 354, 356, 358, 358b, 361b, 376b, 380, 385:

Jonas Wissing på vegne af tolder Andreas Rachlau (Rachlow) ctr. Poul Buck i Nagbøl og søn Laurids Poulsen Buck samt Hans Jensen i Skanderup og sign. Christian Claudie, forpagter på østerbygård angående med en til amtmanden angiven toldsvig med studes udpraktikering fra Nordjylland over toldskellet. - Der afhøres første tægtedag 16 vidner. Ingen har noget belastende at sige. Christen Kyed af Højen Stubberup nægter, at de indstævnede sidste forår købte en halv snes stude af ham. Han har heller ikke set stude blive drevet forbi Højen Stubberup, som efter anklagerens mening skulle være købt i Hvejsel præstegård. Vidner fra Hjelmdrup har ikke lagt videre mærke til stude, som er drevet forbi deres by. - Skovrider Johan Henrik Langberg af Jordrup har ikke set ca. 40 stude blive drevet igennem eller uden om Jordrup. Om de 19 stude, som af tolder Rachlow og rettens middel blev anholdt hos Hans Jensen af Skanderup, ved han ikke, om de er "fordreven" (smuglet forbi toldstedet), hvor de er købt, eller hvor de kom fra. Han ved heller ikke, om Christian Claudie sidste forår købte i Starup af Niels Kyed 50 stude, som skal være praktikeret forbi toldstedet. - Skovfoged Adolf Walter af Hundsholt: Så sidste forr en flok stude ligge uden for Hundsholtgård. Studene drev sydvest derfra ad Egholt skov til. De var kommet nordfra. - Siden afhøres flere vidner. Et af vidnerne er Jens Nyemand i Starup. Han er krøbling, går med 2 krykker og et træben, kan ikke gå til Kolding og heller ikke tåle at køre hertil. Der udmeldes to mænd til at afhøre ham. På sidste tægtedag afhjemler de deres forretning; men indholdet er ikke gengivet i protokollen.

Fol. 355b, 356, 357:

Mads Jensen i Viuf opbød sin myndling Jørgen Jørgensens fædrene og mødrene arv på 50 slettedaler. Ved 3. opbydelse er nævnt: arv efter kontrakt 33 rdl. 2 mk. - Pengene blev forseglet.

1754 - 16. juli:

Fol. 358, 358b:

Hans Jensens enke Dorthea Poulsdatter af Skærbæk med lavværge Jens Lydum af Holm skov tillige med hendes og hendes sal. mands 3 børns formyndere (Hans Andersen i Lilballe for Poul Hansen, Gyde Andersen af Lilballe for Jens Hansen, Niels Lauridsen i Erritsø for Mette Hansdatter) lovbød sin påboende gård af htk. 9-0-3-0. - Jens Nielsen, som nu har til ægte Dorthea Poulsdatter, begærede skøde.

1754 - 27. august:

359b, 361b, 362b:

Christen Jensen Gammel af Stovstrup lod ved sign. Levin Struer af Stovstrup lovbyde sit påboende sted i Stovstrup af htk. 2-7-0-1. - Hans Laugresen, som er Christen Jensen Gammels svoger, og hustru Anne Sørensdatter begærede skøde for 260 rdl.

Fol. 359b, 363b:

Levin Struer på vegne af rytterbonden Thyge Madsen af Pjedsted ctr. Christen Jepsen, Niels Mortensen, David Bertelsen, Johanne Laugesen med lavværge Bertel Madsen, Mads Pedersen og Niels Johansen, gårdmænd i Pjedsted. - Fører vidner:

1. vidne, Anders Pedersen, husmand af Stovstrup:
1) Om han ikke ved, at de indstævnede har skiftet og delt Thyge Madsens engbund og tørvejord samt skovpart i Boeskjær imellem sig og således af egen myndighed bemægtiget sig det, som har ligget til hans gård i mands mindes tid? - Ved intet.
2) Ved vidnet ikke, at den pågældende jord har ligget til Thyge Madsens gård, ikke alene i hans sal. faders tid, men endog så længe nogen kan mindes? - Kan mindes i 34 år, og i den tid har jorden lgget til Thyge Madsens gård uden påanke.
3) Om ikke jorden har været forsynet med skelsten på begge sider? - Jo.
4) Om ikke Thyge Madsen og hans formand har med sparsommelighed fredet og opelsket hans skov og tørvejord og ikke brugt samme til nogen upligt? - For 20 år siden, da vidnet tjente Thyge Madsen i 7 år, blev omspurgte skov og tørvejord fredet og ikke til upligt forhugget eller gravet.
5) Om ikke enhver beboer, som havde lod og del i dette Boeskjær, kendte deres jords lodder og andel, så at ingen forrige tider har taget mere, end deres andel tilkom? - Ved ikke.
6) Om ikke de indstævnede mænd har for indeværende år skåret tørvegrave i Thyge Madsens engjord og deraf bortlejet (?) el del ligesom og solgt deraf til andre? - Ved ikke.
7) Husker vidnet, hvem der lå til rens med Thyge Madsen på begge sider og slog og gravede tørv på omtvistede Boeskjær? - Søren Mortensen lå på den nørre side og Jep Suurkjær på den søndre side.
Henrik Hansen, der repræsenterer de indstævnede, spørger:
1) Hvor gammel er vidnet? - 50 år.
2) Hvorfra han kom, da han kom til Thyge Madsen i tjeneste, og hvor gammel han da var? - Han kom fra Lindved nord for Vejle, da han var 12 år gammel, og første tjente Thyge Madsen som dreng i 3 år; tjente Christen Suurkjær i Pjedsted et år; kom så til Thyge Madsen og tjente ham i 2 år; kom så til Moesvrå og tjente der 1 år; kom så til Pjedsted og tjente Niels Thimsen i 3 år; kom til David Bertelsen i Pjedsted, 4 (?) år; kom så til Thyge Madsen og tjente ham som karl i 2 år; kom så til Stovstrup, hvor han siden har været.
3) I den tid, da han tjente i Pjedsted, da når agerjorden, som grænsede til engen, var besået, så var engen i fred og blev slået og bjerget til hø. Men når agerlandet blev udlagt til græsning, så var engen i Boeskjær også til græsning og fædrift.
4) Om det omvundne pågrænsende agerlag nogen sinde i vidnets tid har været aflukket med gærde fra Boeskjær eller Boeskjær fra agerjorden? - Nej.
5) - ? ---
6) Om vidnet har set de omvundne skelsten? hvem har sat dem? er de forsynet med flint og kul? - Har set skelstenene, hvorefter de rettede sig dengang. Ved ikke, hvem der har sat dem, og hvordan de er forsynet.
7) Om Søren Mortensen og Jep Suurkjær overalt ligger til rens med Thyge Madsen i skov, mark og eng? - Nej ikke alle steder, men i Boeskjær lå de den tid til rens.

2. vidne, Jørgen Jørgensen, husmand i Pjedsted:
Får stillet de samme spørgsmål. Han har tjent Thyge Madsen for 22 år siden, og da fik han i sin løn af samme skifte 4 læs tørv. Har hørt sige, at samme skifte lå til Thyge Madsens gård, og ingen andre har bemægtiget sig samme forhen. - Om han ved, at de indstævnede har pantet Thyge Madsen for 2 rdl. og udtaget pant af hans bohave for 16 slettedalers værdi, og hvorfor denne udpantning er sket? - Har hørt, at han er udpantet.
Henrik Hansens spørgsmål til vidnet:
Vidnet er 50 år gammel. Han kom fra Hans Ebbesen i Pjedsted og tjente Thyge Madsen, og da var han 28 år og gift. - Om ikke Boeskjær tillige med flere skifter på Pjedsted mark en gang siden efter sessionens ordre er blevet ved uvildige mænd synet og da imellem menige mænd skiftet og delt, og hvornår? - Har hørt sige, som spørgsmålet formelder, men kan ikke huske, hvor længe det er siden. - Om Thyge Madsen fil tildelt sin lod i Boeskjær, hvor han tilforn havde haft den, og om han endnu har samme mænd til rens med sig i Bloeskjær skifte? - Ved ikke. - Om der ikke, da delingen skete, blev lovet Rasmus Møller et vederlag, Vandkjær kaldet, samt sognepræsten tilbudt på et andet sted i marken, hvorom noget skriftligt i pennen skal være forfattet. Det spørgsmål afvises af dommeren.
Struer spørger: Om det er selvejerbønder de indstævnede, der har fået krontjener Thyge Madsens i fæste havende jord i Boeskjær? - Ja, Christen Jensen og Niels Mortensen er selvejere; de andre er krontjenere.

Der afhøres en del vidner mere. Thyge Madsen var blevet pantet, fordi han havde slået græs på det skifte, der tidligere lå til hans gård. Der er foregået en omfordeling af lodderne for et eller to år siden.Thyge Madsen var til stede ved den deling og var tilfreds med den. (Der er også et vidne, der husker, at han ikke var tilfreds).

Levin Struer nævner en overenskomst, som skal være indgået af samtlige Pjedsted beboere den 28/4-1751 angående Boelskjær ved mellemhandling af uvildige mænd efter regimentskriverens ordre. Han vil tage kontinuationsstævning for at lade de uvildige mænd afhjemle deres forretning.

Næste tægtedag er stævningen udvidet til at gælde samtlige lodsejere i Pjedsted. - Henrik Hansen giver en oversigt over sagens rette sammenhæng. Før end beboerne fik foretaget en landmåling, tog enhver af jorden, som de var stærke til; men med landmålingen kom de forurettede i oplysning om deres tab. Daværende amtmand, etatsråd Linstow, udstedte den 9/5 1737 ordre til nogle uvildige mænd, at de skulle syne og om muligt ligne det omtvistede jord. Men da de af landmålingen så, at den omtvistede jord var udlagt til græsning, bragte de det så vidt, at menige lodsejere blev forenede, at når nogen af forbemeldte jorder og kærskifter skulle indtages enten til pløjeland eller engslæt, skulle enhver lodsejer nyde del deri efter landmålingen for sine ottinger. Denne forening blev approberet af amtmanden den 20/5 1737 og af sessionen 13/9 1738. Hermed har det haft sin forbliven, indtil de i året 1751 har oprettet det af Struer påberåbte makulerede og uefterrettelige forlig. Endelig har de i 1752 oprettet et nyt forlig grudende sig på det i 1737 passerede, hvorved er sket en deling over omtvistede Boelskær.

Struer fremstiller de uvildige mænd, for at de kan afhjemle deres forretning. Dommeren tillader dog ikke en egentlig afhjemling efter så lang tids forløb; men de må blive hørt som vidner. Struer fremlægger en skriftlig forening af 28/4 1751, hvoaf ses, at samtlige lodsejere er blevet forenet således, at enhver lodsejer skulle beholde det i deres bys nørre mark af tørvejord, eng og skovskifte, som de af alders tid har haft. Foreningen er blevet sluttet efter øvrighedens ordre. Dog findes i dokumentet 3 linjer overstreget, på nogle steder overskrevet, og i marginen er skrevet nogle linjer. - De uvildige mænd bekræfter, at de har været i Pjedsted at oprette en overenskomst, og at den da blev nedskrevet. Når denne fremkommer, oplyser den om, hvad de forrettede. Det oplæste og korrigerede koncept har de vel underskrevet; men det er langt fra, at de kan sige, om samme er ligelydende med originalen, siden den befindes overstreget og overskevet og makuleret, som og skrevet i marginen. Om det alt er sket den tid, kan de nu ikke erindre. - Det fremgår, at den originale forrtning er indgivet til regimentskriveren.

1754 - 17. september:

Fol. 366:

For retten fremkom afgangne Las Poulsen, som boede og døde i Haderslev, hans arvinger, som er følgende:
1) Peder Poulsen, som er død, boede i Rugsted by, ødsted sogn, efterladt sig 6 børn:
Margrethe Pedersdatter, gift med Jens Christensen i Store Anst,
Poul Pedersen, rytterbonde i Jerlev,
Thomas Pedersen, rytterbonde i Rugsted,
Maren Pedersdatter, gift med Hans Skræder i Vork,
Anne Pedersdatter (ved fornævnte Thomas Pedersen),
Peder Pedersen (ved fornævnte Thomas Pedersen).
2) Niels Poulsen, død, efterladt sig 2 børn:
Margrethe Nielsdatter, boede og døde i Håstrup, efterladt sig 4 børn:
Niels og Anders Hausauer (v. formynder Niels Hansen af Rugsted),
Maren Madsdatter og Hans Madsen (ved deres fader Mads Hansen, Håstrup).
Poul Nielsen, død, efterladt sig 4 børn:
Maren, Mette, Grethe og Anna (ved forn. Niels Hansen af Rugsted).
3) Maren Poulsdatter, død, efterladt sig en søn:
Poul Hansen i Rugsted (formynder Thomas Pedersen af Rugsted).

De fremlagde attester fra sognepræst Knud Storm til Egtved og ødis og sognepræst Jacob Elling til Smidstrup og Skærup.

Vidner: Søren Thomsen, 75 år, Jens Sørensen, 74 år, Søren Pedersen, 74 år, og Jep Madsen, 64 år, alle af Rugsted by i ødsted sogn. De har kendt Poul Pedersen og hustru Margrethe Nielsdatter, som boede og for lang tid siden døde i Rugsted. De avlede 4 sønner og 1 datter.

1) Peder Poulsen, død og efterladt sig 6 børn, som nu lever og foran er rigtigt navngivne.
2) Niels Poulsen, død, efterladt sg endatter og en søn, som er døde; de har efterladt sig forbemeldte navngivne børn.
3) Maren Poulsdatter, død og efterladt sig en søn, som og er forhen navngivet.
4) Jens Poulsen, som endnu lever og skal bo i Holsten.
5) afgangne Las Poulsen, som døde i Haderslev uden livsarvinger.

Sognefoged Peder Knudsen i Håstrup og Jens Jensen Torsen ibidem: Margrethe Nielsdatter er død og har efterladt sig 3 sønner og en datter: Niels, Anders, Hans og Maren.

Fol. 366b, 369b:

Sognefoged Peder Knudsen af Håstrup opbød på rente sin myndling Anne Nielsdatters fædrene arv på 65 rdl. 5 mk. 8 sk. - Pengene blev forseglet.

1754 - 8. oktober:

Fol. 370, 373:

Mads Nielsen Ulf i Skærup opbød sin myndling Mette Mortensdatters fædrene og mdrene arv på 60 rdl. 4 mk. - Ved 3. opbydelse specificeres: arv efter faderen 40 rd., efter broderen Morten Mortensen 11 rd. 1 mk. 5 1/3 sk., gave af Mads Ulf 15 rdl. 2 mk. 10 2/3 sk. - Pengene blev forseglet.

Fol. 370, 372b, 376:

Steffen Vorbasse af Kolding (ved Christen Christensen fra Skovdallund) ctr. sign. Jens Bruun af Kolding (ved sign. Søren Møller). - Der føres vidner:

Forstander Ove Hansen af Kolding Hospital:
1) Om han sidste påskedag under prædikenen så Jens Bruun i haven, som hører til Nyemeiers gård, og om der var flere med Bruun og hvem? - Første Påskedag, da prædikenen var til ende i hospitalet henmod kl. 12, og de var kommet af kirken, stod Steffen Vorbasse i den liden stue i hospitalet ud til kirkegården og lukkede et vindue op og bad vidnet og hns kone, at de ville se, Jens Bruun i hans have liggende ved den såkaldte Nyemeyers gård. De så Jens Bruun stod og gik i haven, men hverken så eller fornam, at han gravede eller tog det allerringeste i haven, men gik bare igennem et gab eller hul, der var på gærdet ved Bruuns eget hus. Men hvad han foretog sig i sin egen have, så vidnet ikke.
2) Om vidnet ved, at Bruun havde Steffen Vorbasses kommission til at tilkbe ham Nyemayers gård, og om han ikke har hørt det af Bruun selv? - Vidste ikke noget om det, før det blev bekendt overalt her i byen. Har ikke hørt det af Bruun selv før.

1754 - 19. november:

Fol. 377:

Hans Christensen af Pjedsted tilkendegav, at hans hustru Elisabeth Sofie Jacobsdatter Kok, hvis fader var vagtmester Jacob Kok og moder Maren Hansdatter Brun, som forhen ved døden er afgået, er eneste arving efter hendes afdøde forældre, som er arving efter sal. jomfru Anne Narrethe Grave. - Fire vidner: De har kendt vagtmester Jacob Kok og hustru Maren Hansdatter Brun, som for mange år siden er døde. De har i deres ægteskab avlet Elisabeth Sofie Jacobsdatter Kok, som nu har til ægte Hans Christensen i Pjedsted. De havde også en søn, Rasmus Casemeris Kok, som for mange år siden er død uden livsarvinger. Elisabeth er eneste arving og søger i sine forældres sted arv efter sal. jomfru Anne Margrethe Grave, som er død i Serup by, His herred. - Attest fra sognepræsten for Smidstrup og Skærup sogne.

1754 - 26. november:

Fol. 379, 385, 388:

Henrik Hansen af Dons fører vidner for Tulle Sørensen af Store Anst vedr. hans gårds ægtforpligtelser.

Christen Iversen af Store Anst:
Han har været i Anst sogn siden sin barndom og er 53 år. Han har været sognefoged i sognet for ryttergodset nogle år. - Kan han mindes, at Mads Knudsen, beboende den gård, som nu beboes af Tulle Sørensen, har i den tid kun gjort en trediedel ægt imod en helgård i sognet, eller ved omgang lige så meget som enten Frands Danielsen eller Peder Iversen i Lille Anst? - I den tid, da vidnet var sognefoged, da kørte Mads Knudsen, som var Tulle Sørensens formands formand, halvgårds ægt, og Peder Iversen og Frands Danielsens formand Jes Iversen i Lille Anst gjord og halvgårds ægt, og som Mads Knudsen fandt sig fornærmet, at han gjorde for meget ægt, søgte han og fik en sessionsresolution, at han skulle have moderation i hans ægter. Kan ikke erindre, hvor meget det var. Og i den tid, vidnet var sognefoged, blev resolutionen efterlevet. - Om Niels Købmand, som efter Mads Knudsen fik hans partgård i fæste, i henseende han var takseringsmand og på udvisningsforretninger befordrede sig selv, sad i sin tid ægtfri? - Jo, Niels Købmand var undertiden fri for ægt. - Hvorledes da de tre gårdsparter har forrettet konge- og marchægter efter sessionsresolutionen, om sligt er sket af Tulle Sørensens formand hver anden gang lige mod de 2 andre eller hver 3. gang imod en af dem? ---

Anders Christiansen af Store Anst:
Om han ikke har lige hartkorn i brug og fæste imod Tulle Sørensen under samme nummer foruden hans påboende gårds hartkorn? - Jo. - Hvorledes han af samme hartkorn forretter ægt og arbejde, om samme sker lige imod Tulle sørensen eller og det under hans påboende gårds hartkorn er indbegreben? - Hans påboende halve gård er af htk. 3-0-1-0, og den anden part imod Tulle Sørensens hartkorn er 2-3-0-0. Af begge hartkorn, somer 5-4-0-0, gør vidnet ægt og arbejde lige ved en helgård i byen og sognet. - Siden vidnet ikke forretter ægt og arbejde af i fæste havende hartkorn imod Tulle Sørensen uden alene som afvundet er, så spørges, om han ikke ved, at en af Tulle Sørensens formænd har i den anledning fundet sig fornærmet imod beboerne i Lille Anst og derfor besværet sig og erholdt en sessionsresolution, at han ved omgangsægter i sognet skulle nyde godtgørelse, og endelig, om han kan forklare, hvori samme består? - I vidnets faders tid har der været en sessionsresolution, at Mads Knudsen, som da beboede Tulle Sørensens gård, skulle nyde godtgjort i omgangsægter i sognet hver fjerde ægt, og ligeså nød vidnets fader godtgjort af samme hartkorn imod Tulle Sørensens. Men da vidnet ikke ved, hvor sessionsresolutionen er blevet af, så har han siden måttet gøre ægt lige med de andre gårde i sognet. - Om vidnet kan forklare, hvorledes der enten på den tid eller siden er forrettet ægt og arbejde af Tulle Sørensen eller formand imod beboerne i Lille Anst? - Ved kun, at beboerne i Lille Anst gjorde hver anden ægt, og Tulle Sørensens formænd gjorde hver anden ægt, og Tulle Sørensens formand nød af sognet hver fjerde ægt godtgjort.

Inger Lasdatter af Store Anst:
Har også under sin beboende gårds hartkorn lige hartkorn med Tulle Sørensen og under samme nummer. - Ved blot, at Anders Christiansen nu gør ægt lige med en helgård. Har nok hørt, at hans fader forhen nød godtgjort for det hartkorn, han havde imod Tulle Sørensens. - I Mads Knudsens tid kørte de i Lille Anst 2 ægter og Mads Knudsen gjorde den 3. ægt og fik den 4. fri i omgang af sognet. - Siden Mads Knudsens død har samme steds beboere måttet forrette hver anden ægt, imod de i Lille Anst har forrettet hver anden ægt.

Rasmus Nielsen af Uhre:
For ca. 20 år siden tjente vidnet Mads Knudsens enke i et år. Og i den tid kørte de af omvundne sted, som Tulle Sørensen nu bebor, hver 3. ægt.

1754 - 3. december:

Fol. 382, 391b, 394, 395:

Niels Rasmussen Vejle, som forhen har beboet den går i Viuf, som Peder Bech nu bebor, lovbød gården af htk. 8-4-0-1 / 0-1-1-2. Peder Bech og kæreste Mette Landorph begærede skøde for 1300 rdl.

1754 - 10. december:

Fol. 382:

Lars Thistrup på vegne af amtsforvalter Claudius til Sønderskov ctr. to fæstebønder i Jedsted, Simon Knudsen og Knud Madsen under Sønderskov gods. Carl Lindam på vegne af Simon Knudsen tilbød at betale for den påankede ægt med penge i forhåbning om, at han herefter ikke blev besværet med flere ægter eller byrder, end han med rette kunne tilkomme. - Thistrup oplyste, at Knud Madsen mindeligt havde rettet for sig, idet han for Claudius har afbedt sin opsætsighed og tilstået herefter at bedre observere sin pligt, hvorfor sagen mod ham frafaldes. Hvorvidt Simon Knudsen kan eragtes pligtig at forrette den oversatte ægt, er det, som citanten intenderer at få decideret ved dom. Forlig kan indgås, hvis Simon Knudsen foruden Lindams tilbud vil tilstå, at han herefter vil forrette påkommende ægter, som angår Sønderskov gård og gods, hvori han parterer lige ved andre af gårdens fri bønder efter rigtig tur og omgang, og derhos betaler sin andel af procesomkostningerne. - Lindam: Det vil Simon Knudsen gøre, når han alene må befries for at gøre fere ægter, end han tilkommer. Dvs. en stor ægt om året. Thi da Claudius' formand, jægermester Bachman købte en del ryttergods, hans gård indbegreben, blev det accorderet, at han i stedet for landgilde in natura, som efter jordebogen beløb sig til ca. 7 slettedaler, skulle han betale årligt 9 rdl., imod at han kun årligt skulle gøre en stor eller 2 små ægter. Da han nu i dette år har gjort 3 store ægter, enhver 18-20 mil frem og tilbage, følgelig var det Simon Knudsens mening at henholde sig til samme accord med sal. Bachman, som lige til iår er blevet holdt. Og skulle Claudius finde for godt at forandre denne accord således, at Simon Knudsen alene svarer sin landgilde efter jordebogen og derimod gør de ægter, som han billigen kan tilkomme, da vil han deri vise sig føjelig.

Thistrup fører vidner:

Eskild Pedersen af Nørbølling:
Han kender Simon Knudsen og ved, at han er en boe og tjener til Sønderskovgård. - Simon Knudsen har alle tider forrettet påkommende ægter lige med gårdens øvrige fri bønder såvel i jægermester Bachmans tid som siden. - Om vidnet da ikke ved, at Simon Knudsen efter rugtig tur og omgang imellem Sønderskovs bønder har været tilsagt for nogen tid siden at gøre ægt til åbenrå lige med de øvrige bønder, og om Simon Knudsen da ikke nægtede at gøre ægten,item om vidnet ved, i hvad tilfælde og hvad brug samme ægt var beordret? - Han stod tilbage med en kongeægt og en kornægt, og derfor skulle han køre og gøre en ægt til åbenrå efter det læs tømmer til Sønderskov til Stenderup by, som var afbrændt, hvilken ægt Simon Knudsen sad og ej kørte, da han stod samme for efter rigtig tur. Vidnet havde 3-4 gange, dels skriftligt og dels mundtligt, sagt ham til, men han kørte ikke alligevel. - Om samtlige bønder undtagen Simon Knudsen og Knud Madsen ikke efter rigtig tur og omgang imellem dem hentede tømmer i åbenrå til de i Stenderup afbrændte gårdes opbyggelse? - Somme til åbenrå og somme til Ribe hentede alle efter tur materialer til opbyggelsen 1-2 gange undtagen Simon Knudsen og Knud Madsen.
Lindam spørger:
Hvad for kornægt han stod tilbage med? - Somme af dem havde kørt 2 gange og somme een gang til Ribe med korn. - Om han nogen tid blev beordret i korn- eller kongeægt og havde holdt sig tilbage? - Nej, var ikke dertil beordret, men turen slap på ham, og derfor blev han efter den tur tilsagt siden. - Om han da ikke tillige med de andre bønder havde gjort den sidste kornægt til Ribe i høst sidste år? - I 1753 kørte de alle til Ribe, men siden Michaeli 1753 har han kun kørt 2 lange ægter og en kort ægt, de to lange til åbenrå og den ene til ribe, kornægt. De andre fribønder har gjort efter tur somme 3 ægter og somme 2 ægter i nævnte tid mellem Michaeli 1753 og Michaeli 1754, og somme har i den tid kørt 4-5 ægter, alt efter turen. - Om der holdes nogen bog ved Sønderskov over ægterne, og hvem samme holder? - Der holdes ingen bog, men vidnet har nu i 3 på 4 år tilsagt Sønderskov bønder at forrette alle ægter og kørsler, har og efter husbondens ordre alle tider optegnet, hvem der først stod for turen at forrette eller gøre ægt. - Om d i denne ægtetur har gjort nogen forskel på kort eller lang tur, således at de har holdt en omgang med lang tur og en omgang med kort tur, eller og begge er gået under eet efter omgang? - Fribønderne har gjort under eet efter turen ægter til Ribe, åbenrå, Lydum Kloster og andre steder, så derpå er ingen forskel gjort, men enhver har nydt den lykke, som han tilkom efter turen i rigtig omgang. - Har Simon Knudsen altid, og især i jægermester Bachmans tid, gjort så mange og så store ægter, som nu pålægges ham. - Hverken har han eller andre forhen gjort så mange ægter som i dette år, før den store ulkke skete med Stenderup bys afbrændelse, hvortil de blev nødt. - Om Simon Knudsen nogen tid har nægtet at køre tillige med de andre frie bønder, når han blev tilsagt, undtagen denne sidste gang? - Om vidnet kan sige med sandhed, at Simon Knudsen aldrig er sket nogen uret i henseende til de lange ægter til åbenrå? I vidnets tid ingen uret sket. Men snarere er tilbagebleven utilsagt formedelst han er så langt fra værende. - Om vidnet ikke ved, at Simon Knudsen i sin trobelste høstetid og ganske kort, efter at han var kommet hjem fra en ægt til åbenrå, blev atter tilsagt i denne ægt, som han nægtede, fordi det var ham umuligt at præstere den på den tid? - Ved Sønderskov var der ingen høst før end en 8-14 dage efter, at han var tilsagt at gøre den ægt, som han nægtede; vel blev han tilsagt, men blev opsat til efter Michaeli, da både høste- og pløjetid var ovre, og ville ikke heller da køre. - Om vidnet ikke ved, at denne Simon Knudsen foruden den lille halvgård af Sønderskov gods besidder og driver tillige 2 andre gårde af kongens gods under Haderslevhus amt i samme by, hvoraf enhver er større end den gård, han har af Sønderskov? - Simon Knudsen bebor foruden gården under Sønderskov 2 gårde i samme by, som skal tilhøre Haderslevhus amt. Vidnet har hørt, han skal have købt dem til sine børn. - Om ikke Jested er en stor by, og følgelig må han så vel som de fleste andre bønder i høst- og sædetid være på færde med de fleste, såfremt han ikke vil komme til kort og lide skade? - Jo. - Har Simon Knudsen nogen tid vist nogen slags ulydighed uden denne gang? - Kun denne gang. - Om ikke Simon Knudsen stedse i rette tid har betalt sine skatter og landgilde uden restance? - Formedelst han var betroet, så har han ikke alle tider til rette tid betalt. - Om vidnet ved, at de andre Sønderskov fribønder er pålagt så stor en forhøjelse for deres skyld og landgilde, siden deres gårde kom under Sønderskov, som Simon Knudsen og Knud Madsen? Ved ikke.

1755 - 7. januar:

Fol. 387b, 392, 395, 398:

Carl Lindam har på vegne af regimentskrver Seest stævnet Vranderup mølles beboere og kautionister. Får udmeldt møllerne Johannes Fintz i Gammelby mølle og Mads Hansen i Smidstrup mølle til at syne møllen. - Det meldes til møller Carl Slegels hustru på Vranderup mølle samt kautionisterne, guldsmed Slegel og Niels Jørgensen Melsing, begge i Fredericia.

Efter besigtelse og taksering af møllens mangler og skader møder kautionisterne frem. De vil rette for sig: De fremstiller en møller fra Fredericia, Peder Dinesen, som de har formået til at ville antage Vranderup mølle og jordbrug på følgende betingelser: 1) I løbet af et år at sætte møllen i en sådan stand, som synsforretningen foreskriver. 2) at betale de kgl. prætentioner, som beløber sig til 84 rdl. 4 mk. 7 sk., samt al anden beviselig gæld, som Carl Slegels hustru er skyldig. 3) At betale til Carl Slegels umyndige børns opdragelse årligt 20 rdl. i de første 8 år fra dato, - imod at Peder Dinesen kan være forskiret at få fæste og vished (?) på møllen og dertil brugende hartkorns besiddelse inden påske førstkmmende, og at de levende kreaturer, som er på stedet og af regimentskriveren blandt andet sequestreret til observation for Carl Slegels hovedlod, må følge møllen og dens ager og engs hartkorn, hvilket opløber efter vurderingen til 101 rdl. 1 mk. 8 sk. - Lindam fandt dette tilbud fordelagtigt til møllens konsevation og for de fattiges kasse, at den ikke skulle bebyrdes i henseende til de umyndige fatige børn, og antog tilbuddet til de sessionsdeputeredes approbation. Frafaldt således den påbegyndte sag.

1755 - 14. januar:

Fol. 390:

Andread Pettersen af Lille Velling på vegne af sessionsskriver Haaed fører vidner angående en riseg, som ved ransagning er fundet i Peder Bremses gård i Gudsø.

1. vidne, Anders Nielsen i Børup: Om vidnet kan huske, at Peder Brems for ca. 2 år siden fandt en eg liggende mellem Børup og Skærbæk i hvid moes ender (?). - Ja. - Om vidnet var med til at hjælpe Peder Brems på hans vogn? - Ja, Peder Brems kom til vidnet om natten og talte til ham, da han lå i sin seng; stod så op og gik med ham. - Han vidste ikke i forvejen, at egen lå på det nævnte sted i hvid moes ender. - Vidnet nævner flere, som var med. - Har ikke hørt, at egen var hugget i Erritsø haver. - Om vidnet ikke ved, at Peder Brems vel vidste, at egen ikke kom fra hans skovskifte, som han foregiver? Nej, ved kun, at da egen var kommet på vognen, sagde Peder Brems, at han tøtte, det var hans. - Ved vidnet ikke, at Peder Brems selv har ladet egen hugge i Erritsø have og siden henlægge på det sted, hvor han afhentede den?

Der afhøres flere vidner, som giver lignende svar.

Fol. 390:b:

Niels Hansen af Stovstrup anmelder ildsvåde natten mellem 2. og 3. påskedag. Der brændte 12 fag staldhus, 18 fag lade, 21 fag fæhus med alt indavlet korn og hø, 4 gode bæster, 8 gode stude, 2 væddere, folkenes senge, vogne, avlsredskaber. Salshuset på 11 fag blev reddet, men døre, vinduer og alt boskab blev spoleret. - Vidner bekræfter. Det er en selvejergård. Der brændte tilsammen 51 fag, altsammen god og forsvarlig bindingsværk af godt egetømmer med fyrretømmer foroven. De 21 fag var sidste sommer opført af nyt, og de fleste af tavlerne opmuret med brændt mursten. Niels Hansen med hustru og 7 børn er gerådet i største armod etc. Gørden er matr. nr. 2 af htk. 8-0-2-2. - Niels Hansens tjenestekarl Anders Andersen, landsoldat, har bekendt for dem, at han natten imellem 2. og 3. juledag kom sildigt hjem, gik så ud for at fodre hestene og derefter til sengs. Havde med sig en lygte med tændt lys i, som han ... hængte på stænger; gik til sengs; forsømte at slukke lygten; faldt så i søvn, og da han vågnede, var huset i fuld band. - Tingsvidne på sædvanlige betilgelser.

1755 - 25. februar:

Fol. 399:

Hans Jørgensen af Nyborg Brakker i Starup sogn anmelder ildsvåde den 16/2 om aftenen: Salshuset på 12 fag, velbygget, med det meste af hans bohave. - Vidner bekræfter. Salshuset blev for 6 år siden opbygget af nyt. Ved Guds nåde og tilkommende folks hjælp blev kreaturerne og udhusene redet. Hans Jørgensen er med hustru og 2 børn gerådet i armod etc. Gården er af htk. 3-0-0-0 efter reduktionen. - Tingsvidne på sædvanlige betingelser.

1755 - 4. marts:

Fol. 399b, 400, 403:

Hans Pedersen Smed af Nyborg opbød sin myndling Dorthe Pedersdatters fædrene og mødrene arv på 80 slettedaler. Pengene blev forseglet.

Fol. 399b:

Henrik Hansen af Dons på vegne af rytterbønderne Anders Tøgersen og Hans Pedersen af Viuf, Christen Slot, afdanket garder i Bjert, Knud Thomsens enke Anne Sørensdatter af Eltang og Mads Clausen af Bjert og deres hustruer fører vidner på deres arveret efter deres angangne svoger og broder Hans Søresen Tømmermand i København. - Fire vidner af Bjert: De har kendt Peder Hansen Ousen, som havde til ægte Maren Hansdatter Nebel, boende i Bjert i Eltang sogn. De er forlængst døde og de avlede i første ægteskab 7 døtre:
1) Sidsel Pedersdatter, forhen gift med Søren Lauridsen, husmand i Bjert, som derfra for lang tid siden er bortflyttet og skal være død i Varde. Om hun har efterladt sig livsarvinger, er ikke bekendt.
2) Maren Pedersdatter, død, har været gift 2 gange. Først med Hans Pedersen Smed i Viuf. I dette ægteskab har hun avlet 5 børn:
Peder Hansen, død uden livsarvinger.
Hans Hansen, rejste herfra i ungdommen; ved ikke, om han er i live, eller hvor han opholder sig.
Peder Hansen, død ung, ugift uden livsarvinger.
Anna Pedersdatter(!), død i ungdommen.
Maren Pedersdatter (!), død i ungdommen.
I 2. ægteskab, med Thomas Jensen Slaugbolle, har hun avlet 2 døtre:
Lene Thomasdatter, lever og er gift med rytterbonden Hans Pedersen i Viuf.
Dorthe Thomasdatter, lever og er gift med Anders Tøgersen i Viuf.

3) Else Pedersdatter, rejste herfra i ungdommen ugift. Ved ikke om hun lever eller har efterladt sig arvinger.

4) Apolone Pedersdatter, død samme år som hun blev født, efter hvad de for længe siden har hørt.

5) Dorthe Pedersdatter, lever endnu og er gift med Christen Slot og bor i Bjert.

6) Apolone Pedersdatter, død, har været gift med Anders Kjær i Bjert og ej efterladt sig arvinger.

7) Anne Pedersdatter, død ugift.

I 2. ægteskab har Maren Pedersdatter (!) Nebel avlet med Søren Pedersen Ulf 2 sønner og 2 døtre:

1) Peder Sørensen Ulf, er for nogle år siden rejst herfra. Vides ikke, om han lever eller hvor han er.

2) Anne Sørensdatter, lever i enkestand i Eltang.

3) Maren Sørensdatter, lever og er gift med Mads Clausen, rytterbonde i Bjert.

4) Hans Sørensen Tømmermand, død i København.

Disse sidste 2 brødre og 2 søstre er alle helsøskende, og de fornævnte 7 søstre er alle helsøstre, men halvsøstre til afdøde Hans Sørensen Tømmermand.

Henrik Hansen fremlagde attester fra hr. Jørgen Seidelin af Stenderup, provst i Brusk herred, og hr. Niels Friborg af Herslev.

1755 - 11. marts:

Fol. 400, 401b:

Niels Lauridsen af Bjert på egne vegne og på vegne af Iver Nielsen i hans svaghed og i hans hustru Gertrud Pedersdatters nærværelse lovbød det sted i Bjert, som han forhen har beboet og nu beboes af Jens Nielsen, matr. nr. 18 af htk. 4-0-0-0. - - Jens Nielsen, som har stedet i husbondhold, og hans hustru Lene Jensdatter begærede skøde.

Fol. 401b, 403:

Jep Madsen af Rugsted lovbød halvdelen af sin påboende halvgård af htk. 1-4-1-2½. - Hans hustru Ellen Christensdatter begærede skøde.

1755 - 8. april:

Fol. 405b, 410, 420b, 427b, 432b:

Henrik Hansen af Dons på vegne af Marie Iversdatter af Skærup ctr. Svend Christiansen, tambour i Skærup, for brudt ægteskabsløfte.

1. vidne, Ditlev Marcussen, skovfoged i Skærup:
1) Om vidnet har hørt, at Svend Christiansen har tilsagt Marie Iversdatter sit ægteskabsløfte? - Ja, vidnet hørte selv Svend Christiansen sige det i sognefoged Mads Jacobsen Buhls hus i Skærup den 3. påskedag 1754 mod aften, at han ville have til ægte citanten. Vidnet foreholdt Svend Christiansen, at han ikke skulle sige, han ville ægte hende, hvis han ikke tænkte til at holde det. Han svor derpå, det var hans alvor, og han mente det, han sagde. Samme tid var og til stede sognefoged Mads Jacobsen Bull, Peder Sørensen Quist og Ole Sørensen Quist af Skærup.
2) Om Svend Christiansen den aften var ved sin sunde fornuft, eller var beskænket? - Ved sin fulde fornuft og ej beskænket, fik ikke heller noget at drikke der, før løftet var givet, da de derefter fik noget brændevin at drikke.
3) Om vidnet derefter har kunnet fornemme, hvad årsagen var til hans ustadighed, at han nu, da han under ægteskabsløfte har besvangret Marie Iversdatter, vil forlade hende og tvært imod sin gjorte forpligtelse indlade sig i ægteskab med en anden? - Nej, han har ikke for vidnet ladet sig forstå om sådant.
4) Om Marie Iversdatter ikke den aften var til stede, da løftet blev afgivet, og derpå straks gav hverandre hænder? - Jo, hun var til stede, og da løftet var gjort af dem begge, blev det stadfæstet med hænders givelse, som tilstedeværende lagde deres hænder på og ønskede dem til lykke, og Svend Christiansen lovede at skaffe friseddel.
5) Om ikke citanten er født af ærlige ægteforældre, og om hun ikke sedse har ført et uberygtet levned? - Jo.
Løjtnant Bülow er mødt på vegne af tamburen Svend Christiansen. Spørger vidnet:
1) På hvad tid blev det såkaldte ægteskabsløfte givet? - De kom derind ved dagslys, og en times tid derefter skete løftet, så vidt vidnet kan erindre.
2) Om sognets præst tillige var hosværende? - Nej, præsten var der ikke. Hørte heller ikke, at han blev begæret.
3) Om Svend Christiansen ikke var beskænket, og hvem han samme tid havde drukket med? - Nej, så ikke at han drak brændevin, før løftet var givet.
4) Om vidnet ved, at derpå straks af major Falch blev begæret friseddel på Marie Iversdater? - Ved ikke, om der blev begæret friseddel, men den aften, da løftet blev gjort, lovede Svend Christiansen at begære friseddel.
5) Om vidnet ikke må tilstå og var bevidst, at Svend Christiansen ulovligt og uden hans chefs tilladelse og viden og imod hans ordre den dag skulle have indfundet sig i Vejle med de andre tamburer, lod sig overtale og forføre og forblev natten over i Skærup ved Marie Iversdatter? - Svend Christiansen kom til vidnet uden hans port og begærede, at vidnet ville gå med ham ind til Marie Iversdatter. Ved ikke, om det var med majorens vilje eller ikke.Svend Christiansen talte og om, at han skulle til Vejle om natten. Vidnet gik hjem, efter at ægteskabsløftet var sket. Og da blev Svend Christiansen der. Om han blev der natten over, ved vidnet ikke. Og ingen var der, der overtalte ham eller forførte ham dertil, så længe vidnet var der.
6) Om vidnet da ikke siden den tid har hørt nogen tale derom? - Nej.
7) Om vidnet ved, at Marie Iversdatter eller forældre nogen tid, enten før eller siden, har bedt major Falch at give Svend Christiansen friseddel på sig? - Ved ikke.
Henrik Hansen:
6) Om Svend Christiansen ikke efter dette løfte nogen sinde for vidnet har udladt sig, at han ville søge at få trolovelse med Marie Iversdatter ifølge hans forhen gjorte ja-ord? - Svend Christiansen har mange gange siden sagt til vidnet, at han ville søge friseddel og efter løfte ægte Marie Iversdatter,og han ville ingen anden ægte.

2. vidne, Mads Jacobsen Buhl, sognefoged i Skærup:
Vidnet får stillet de samme 5 spørgsmål som første vidne, hvis udsagn han kan bekræfte. - 3. påskedag 1754, da de begge var forsamlet i vidnets hus, lovede de hinanden ægteskab i mange godtfolks påhør. Og siden, 3. juledag samme år, var de igen forsamlet i vidnets hus, da Svend Christiansen igen med høje og dyre eder lovede at ville ægte Marie Iversdater og ej ægte noget kvindemenneske, så længe hun levede.
Løjtnant Bülows spørgsmål:
Svend Christiansen forblev i vidnets hus om natten efter 3. påskedag, men blev ikke lokket dertl, og gik derfra om morgenen. - Marie Iversdatters moder har sagt, at hun har begæret friseddel af majorinde Falch.
Henrik Hansens yderligere spørgsmål:
6) Svend Christiansen har mange gange sagt, at han ville ægte Marie Iversdatter, når han kunne få friseddel.
Hansen fandt fornødent at spørge Svend Christiansen: Om han ikke har været og endnu er til sinds at ægte Marie Iversdatter, den han under ægteskabsløfte har besvangret. - Løjtnant Bülow forsøger at forhindre svaret, men Svend Christiansen får tilladelse til at svare: Ja. - Hvad der da bevægede ham til at indgå ægteskabsløfte med Anne Christiansdatter, imod hvilket der skete forbud (som der er stævnet for)? - Svend Christiansen: Han begærede friseddel af major Falch til at ægte Marie Iversdatter, hvilket majoren nægtede ham; men på Anne Christensdatter kunne han få friseddel, endskønt det var imod Svend Christiansens vilje.
Løjtnanten: Om han sagde til majoren, at det var imod hans vilje? - Nej.

Næstsidste tægtedag: Henrik Hansen meddeler, at Svend Christiansen nu er opbragt som desertør og sat i arrest. - Sidste tægtedag skrives der tingsvidne.

1755 - 29. april:

Fol. 408, 412, 414:

Troels Nissen af Skartved, som har til ægte Lisbeth Hansdatter, afgangne Hans Iversen af Skanderupgård hans datter, lovbød den hans sal. svigerfar fradøde ejendom, Skanderupgård kaldet, htk. 6-4-3-2. - Jep Bramsen og hustru Maren Hansdatter, som er Hans Iversens datter, begærede skøde for 550 rdl.

Fol. 411b, 413, 417, 421b, 425, 426:

Carl Lindam ctr. Johan Jokum Eriksen, rytterbonde af Verst (forsvaret af Henrik Hansen) for krybskytteri.

1. vidne, skovfoged Adolf Walter af Hundsholt:
1) Om han ikke ved, at Johan Jokum den 25/2har lagt et luder uden for Verst by i en skovhave og aftenen derefter ladet sig finde ved luderet med en flint for at skyde ræve? - Jo.
2) Hvad flinten var ladet med? Hugget skrå af bly så store som viker eller små ærter.
3) Om vidnet ikke traf ham med den ladte flint, og hvad han da sagde? - Jo, traf ham med den ladte flint, som vidnet tog fra ham, og han bad for sig at beholde flinten, men vidnet tog den med sig, og Johan Jokum gik bort.
4) Om vidnet ved noget mere til oplysning? - Nej.
Henrik Hansen er beskikket forsvarer, spørger:
1) Ved vidnet, at Johan Jokums folk havde omrørte 25/2, mens Johan Jokum var her i Kolding for at hente natmandens dreng, udtrukket det forefundne luder levende af Johan Jokums gård ned i toften, siden de frygtede, den skulle dø på stalden? - Vidste ej noget derom, før natmandens dreng berettede, at luderet lå i toften eller skovhaven.
2) Siden han har afvundet efter natmandens beretning at have indfundet sig for at passe op ved dette luder, så spørges: Om han og uden flint der har indfundet sig? - Ja.
3) Om han ved luderet fandt nogen hytte eller skjul til at sidde i ved sligt krybskytteri? - Nej, han fandt ingen skjul eller hytte, men der var indrettet et sted ved en levende gærde straks ved luderet, hvor man kunne stå eller sidde til at beobagte sådant.

Johan Jokum forhøres:
1) Om han har skudt nogen ræve i dette luder, før end Adolf Walter kom til og tog flintenfra ham? - Nej.
2) Hvornår han ladede flinten? - Om aftenen før han gik derned.
3) Hvorledes han turde understå sig i at gå på rævejagt; om han muligt mente, det ikke var forbudt at skyde ræve? - Han gik ikke efter ræve; men som ulven havde aftenen tilforn gået i hans gård og dér beskadiget et svin, gik han derfor ud i den mening, om ulven kom igen, s ville han kyse ham, og ikke for at skyde noget. Aftenen derefter blev taget fra ham en gås enten af en ræv eller en ulv.

Henrik Hansen fører vidner:

1. vidne, Johan Ludvig Jørgensen af Verst.
Han har aldrig før set Johan Jokum gå i skov eller mark med en bøsse. - Om ikke det luder eller ådsel, som fandtes i hans toft, var af et bæst, som for ham var kommet til skade, og at han derfor dagen tilforn måtte hente natmanden fra Kolding for at aftrække det? - Vidnet ved nok, at bæstet blev trukket ned i toften, og at det var så slet, at det ikke kunne leve; det så han, da bæstet blev trukket forbi hans gård. Derefter blev det af natmanden aftrækket.

2. vidne, Dorthe Jepsdatter, Johan Ludvig Jørgensens hustru:
Har nok hørt sige, at en ræv havde bidt en gås i Johan Jokums gård sidste vinter.

Der afhøres et par vidner mere, som ikke synes at kunne bidrage meget til sagens oplysning.

Fol. 412, 413b:

Peder Thulesen i Hesselballe opbød sin myndling Sofie Amalie Jacobsdatters arv og gave på 66 rdl. - Ved 2. opbydelse nævnes beløbet 100 rdl. - Ved 3 opbydelse betegnes arven som mødrene arv på 66 rdl. 4 mk. - Pengene blev forseglet.

1755 - 13. maj:

Fol. 413b:

Henrik Hansen af Dons på vegne af Anders Sørensen og Søren Sørensen af Højen samt Bodil Simonsdatter, en enke af Bølling, vidner, der skal bevise deres arveret efter afgangne tolder Simon Nielsen Glud, som døde i Kalundborg.

Vidnerne (af Højen) har kendt Simon Andersen, en søn af Anders Simonsen, forhen boet i Fredericia, som begge for lang tid siden er døde. Simon Andersen har efterladt sig:
En søn, Anders Simonsen; vides ikke, om han lever, eller hvor han opholder sig, siden han i ungdommen herfra bortrejste.
En datter, Bodil Simonsdatter, lever og bor i Bølling.
Flere børn har Simon Andersen ikke efterladt sig.

Ligeledes har afdøde Anders Simonsen efterladt sig:
En datter, Ingeborg Andersdatter, død, været gift med Søren Lassen i Højen, og død.
I deres ægteskab avlede de:
En søn, Anders Sørensen, lever og bor i Højen.
En dito søn, Søren Sørensen, lever og bor i Højen.
Flere børn har Ingeborg Andersdatter ikke efterladt sig, som lever. Og vidnerne ved, at Anders Simonsen og Bodil Simonsdatters fader, Simon Andersen, var kødeligt søskendebarn til afgangne tolder Simon Nielsen Glud, og at Anders Sørensen og Søren Sørensens afdøde moder Ingeborg Andersdatter ligeså var kødeligt søskendebarn til afgangne tolder. Altså er Bodil Simonsdater, Anders Sørensen og Søren Sørensen rette arvinger efter ham. - Vidnerne ved ingen forklaring at gøre angående Simon Nielsen Gluds farbroder, Hans Simonsen Bendrejer, som døde i Odense, hans børn og deres arvinger.

1755 - 10. juni:

Fol. 419b, 428, 429b:

Ovennævnte tre arvinger stævnes af prokurator Poul Rulie af Odense på vegne af kancelliråd Drejers og sal. Hans Peter Drejers efterlevende børn, arvinger efter tolder Simon Nielsen Glud af Kalundborg. Han fører vidner:

1. vidne, Jørgen Nielsen af Højen:
1) Han har ikke kendt Anders Simonsen, men har kendt hans søn, Simon Andersen.
2) Han har hørt af en gammel kone, Dus Nielsdatter, at Anders Simonsen og 3 brødre var født i Seest præstegård.
3) Ved ikke, hvad Anders Simonsens brødre hed. Har ikke talt med dem.

2. vidne, Niels Andersen af Højen:
1) Har hørt fortælle af sin gamle fader, at Anders Simonsen har boet i Fredericia, og hans enke kom til Højen efter hans død; men vidnet kendte ingen af dem.
2) Hans fader har sagt, at Anders Simonsen var født i Seest præstegård; det har han også hørt af en gammel kone i Højen.
3) Den gamle kone, som endnu lever, har sagt, at den enes navn var Hans, og den andens Niels, som har boet i Odense. Den 3. har vidnet ikke hørt noget om.
5) Vidnet har ikke selv set Niels og Hans; men den gamle kone har sagt, at tolder Glud var en søn af Niels.

Hansen vil tage kontrastævning for at afhøre den gamle Rus Nielsdatter. Men da vidnet (Vuus Nielsdatter, Wulie Nielsdatter? Wucie Nielsdatter?) er gammel og sengeliggende udmeldes 2 uvildige mænd, sognefoged Henrik Madsen og Jørgen Rans af Højen til at afhøre hende. De skal medbringe lovbogen for at oplæse lovens ed for hende. De afhjemler deres forretning næste tægtedag og bekræfter, at hun har god forstand og kan rede for sig. Men indholdet af forretningen gengives ikke. - Mons. Lips af Dons fremlægger en attest fra provst Jens Storm af Højen.

1755 - 19. august:

Fol. 428b, 431, 434b, 437, 440:

Forstander Ove Hansen af Kolding Hospital ctr. rytterbønderne Niels Christensen Degn og Hans Nielsen af Rodevad. - Han fører vidner på, at de har skåret tørv i Hospitalsmosen på Rodevad mark. Vidnerne skønner forskelligt om, hvor mange læs de kan have taget, op til ti læs. Det er ikke alle, der kalder mosen for Hospitalsmosen; nogle kalder den Rodevad mose, og andre kalder den Mads Buchs mose. Mads Buch er hospitalsbonde. - Nogle vidner skal også svare på, om de har set heste græsse på engen, som ellers var fredet til høbjergning, og hvor mange læs græs, der kunne være bjerget.

Sagen fortsætter på næste filmrulle.

1755 - 23. september:

Fol. 434, 439:

Christen Jensen Gammel i Stovstrup har ved beskikket forsvarer Carl Lindam stævnet Hans Lauridsen, ibidem, der repræsenteres af rådmand Lindberg af Fredericia. Denne meddeler, at der mellem Christen Jensen Gammel og Hans Lauridsen er i vidners påhør indgået forlig, og til bevis for, at det er Hans Lauridsens rene alvor at skride til forlig, så erklærer han sig indforstået med nogle krav, Lindam har rejst: 1) Foruden den i kontrakten Christen Jensen Gammel tillagte ko årligt at nyde malkningen af, vil Hans Lauridsen lade ham få malkningen af endnu en ko, som Hans Lauridsen lover at give græsning og føde tillige med sine egne. - 2) En tønde havresæd årligt i anden kærvs jord at besø (hvortil Christen Jensen Gammel her for retten erklærede at skaffe sædekorn). - 3) For at evitere proces' vidtløftighed lover Hans Lauridsen at betale processens omkostninger med 4 rdl. - Lindam bifalder forliget, som han ikke har hørt om før nu, på betingelse af, at Hans Lauridsen desuden her til protokollen vil erklære, at hanikke ved nogen skel eller rede til den beskyldning, han har gjort mod Christen Jensen Gammel, at han skulle have stjålet hans malt og hakkelse, men at sådant er sagt af ham i ubesindighed. - Lindberg mener, at skældsord er lige så vel talt af Christen Jensen Gammel imod Hans Lauridsen; men ifald noget skulle være talt af Hans Lauridsen, var det sket i hastighed og overilelse formedelst Christen Gammels opførsel imod ham, og når skældsordene på begge sider går lige op, er det Hans Lauridsens vilje, at alting må være afgjort. - Lindam mærker nok, at det ikke er Hans Lauridsens alvor at indgå forlig, og begærer derfor vidner stedt til forhør. - Så beder Lindberg instændigt om, at alting må være dødt og magtesløst, og erklærer, at Hans Lauridsen intet ondt ved med Christen Jensen Gammel, og hvad han har sagt, er sket i ubesindighed. - Så accepterer Lindam forlig på betingelse af, at han inden 14 dage får de 4 rdl. til sagsomkostninger. Og han tilstår på vegne af Christen Jensen Gammel, at i stedet for den omtalte kos græs og foder, som er uden for kontrakten, skal indgå den hest, som i kontrakten er mentioneret. - Derefter tog begge parter hinanden i hænderne med løfte på begge sider at leve fredeligt og skikkeligt med hverandre, og derhos lovede Hans Lauridsen at føde og græsse Christen Jensen Gammel hans livstid den ko, som han idag har indgået foruden aftægtskoen. Og at Christen Gammel selv køber og forskaffer denne sidste ko, som Hans Lauridsen alene fodrer og gæsser lige ved hans egne køer.

1755 - 14. oktober:

Fol. 437b:

Las Nielsen Vaabens enke Anne Pedersdatter med lavværge Jens Sørensen Baastrup af Hjarup og hendes og den sal. mands børn, nemlig Peder Lassen, værende i Møgeltønder, Jens Lassen og Hans Lassen af Hjarup med kurator Anders Jessen ibidem, Mette Cathrine Lasdatter hendes formynder Tulle Pedersen i Lejrskov, lovbød den halve gård i Hjarup, som Niels Lassen Vaaben nu påbor, htk. 3-3-2-2. - Sidste lovbydelse sker på næste filmrulle.

Tilbage til oversigten
Tilbage til forsiden

Copyright © Johs. Lind
Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg

Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk