Troldmanden, der blev præst

Et eller andet sted, hvor jeg skulle starte TEE, var en af de deltagende gruppeledere en lang, ranglet kateket, der egentlig mere udstrålede venlighed end respekt, - selv om respekten da heller ikke fejlede noget. - Jeg mødte ham efterhånden så ofte, at jeg kunne genkende ham. Og da jeg henimod afslutningen på vort virke i Nigeria ledte et præstekursus for kateketer nogle dage i Pella, lærte jeg ham bedre at kende.

../billeder/diverse: joel-mini.jpg

Det var Joel Woblai. Han havde engang fået taget dette billede som officer i Boys Brigade. Det lignede ham godt nok, - selv om det nok ikke afspejler den venlige selvtillid, der normalt prægede ham.

I Pella fik jeg lejlighed til at høre hans historie. - Han havde som helt ung ernæret sig som troldmand. Det meste af det var fup og svindel. Det gav han nogle eksempler på.

Der, hvor han boede, havde han en hytte, som folk kunne komme ind i, hvis de ville spørge "ånden" til råds om et eller andet problem. Bortblevne får og geder var et af hans specialer. Den konsultationssøgende fik besked om at tale om sit problem til en klokke, der var hængt op der. Hvis ånden så havde et svar, vile den give det gennem klokken, og den kunne Joel tolke. - Så gik kan udenfor, så klienten kunne være i fred med klokken. Og når den havde talt, kom troldmanden og fortalte, hvad ånden havde svaret.

Hvad klienterne jo ikke kunne vide, var, at der var bundet en snor til klokken, og den førte ud til det sted, hvor Joel hemmeligt stod og hørte efter, hvad der blev sagt. Når han mente at have svaret, trak han i snoren, så klokken ringede, og så kunne han gå ind og fortælle, hvad "ånden" havde svaret.

Han kunne også give opvisning på markedspladserne med kobraslanger. Men det holdt han nu op med, da han engang blev bidt af en af dem.

En god indtægtskilde var at afsløre for folk, at nogen prøvede på at skade dem gennem magi. Han kunne komme til et hus og fortælle indvånerne, at han lige var kommet forbi og havde mærket noget ondt. Han troede, at nogen prøvede på at komme dem til livs; men hvis de ønskede det, så ville han gerne bruge sine evner til at finde frem til ondskaben. De forskrækkede mennesker ville så give ham et passende beløb, hvorefter de fulgte ham med rundt om huset i udforskningen af, om der skulle være noget ondt gemt. Og han fandt det! Hist og her kunne han mærke de onde kræfter. Man gravede ned - og fandt sandelig på alle de steder, han udpegede, en eller anden amulet eller noget andet magisk gravet ned. - Stor var lettelsen hos husets beboere; den undersøgelse havde sandelig været pengene værd. - Og de fik jo ikke at vide, at det var ham selv, der en mørk nat selv havde gravet tingene ned.

Et virkeligt glansnummer må have været det med kufferten. - Joel indfinder sig i sin troldmandsmundering på en markedsplads. Han påkalder sig opmærksomheden med sang og dans og forkynder så, at han kan komme i kontakt med ånderne i en af de rigtig store handelsbyer, så folk kan komme her og købe, hvad det skal være. - Der er ikke rigtig nogen, der tør indlade sig på eksperimentet, men så er der et par unge mennesker, der da gerne vil sætte nogle Naira på højkant for at købe et armbåndsur hver. De lægger pengene i kufferten. Den lukkes, og troldmanden synger og danser og påkalder ånderne i storbyen. - Så åbnes kufferten. Dér ligger to armbåndsure! Sandelig, det lod sig gøre. - Nu er der flere, der gerne vil slå en god handel af. Og troldmanden kommer i tanke om, at han da forresten også selv skal købe et eller andet, som forresten er ret dyrt. Så han lægger også nogle af sine egne penge ned i kufferten. Så anråbes ånderne igen. Kufferten åbnes. Den er tom! Pengene er væk. Varer er der ingen af. Troldmandens skuffelse er synlig. Ånderne har snydt dem. Troldmanden er også selv blevet snydt; de så jo selv, at han lagde egne penge ned i kufferten. - Ja, der er jo ikke noget at gøre ved det. Det har ikke været nogen god dag for denne åndebårne handel, så troldmanden pakker sit grej sammen. - Hvad folk så ikke ser, er, at han uden for markedspladsen får kontakt med de to ungersvende, der havde været de første til at købe. De leverer ham armbåndsurene tilbage, og så får de en skilling for deres medvirken. Det hele var nemlig aftalt på forhånd, og kufferten var forsynet med dobbelt bund, så man snildt kunne åbne for det tomme rum, uden at nogen bemærkede det. Pengene var i god behold i kufferten, som Joel tog med hjem.

Joel havde faktisk stået i lære hos en eller anden troldmand. Og han vidste også noget om, hvordan man på hundreder af kilometers afstand kunne afstedkomme et andet menneskes død. Det var noget med fedtet fra en meget giftig slange, der lever i vandet. - Men den slags havde han aldrig praktiseret. Sort magi havde ikke haft hans interesse; han ville bare gerne slå folk for nogle rare penge.

Vi havde i nogle år en dansk missionær, der var en habil tryllekunstner. Han kom til at gøre en gavnlig indsats ved siden af det arbejde, han skulle passe: Ved visse lejligheder tryllede han for folk, så de blev helt forskrækkede over den magi, han var i besiddelse af. Bagefter forklarede han så, hvordan det hele var gået til. Ikke trolddom, bare behændighed. Det var en god hjælp for dem, der ellers lå under for troldmændene.

Det kom Joel også til at medvirke til. Jeg opfordrede ham til at skrive en lille bog om sine taskenspillerier og hjalp ham med at få den klar til udgivelse. Den blev trykt og udgivet af den boghandel, som kirken endnu på det tidspunkt havde. Han fik ingenting for det. Det gjorde jeg forresten heller ikke. Boghandelen var konstant i svare økonomiske vanskeligheder. - Måske skyldtes det bl.a. den ordning, der var med de danskudsendte boghandlere, der skulle lede forretningen. De havde nemlig ret til at have deres egen forretning ved siden af. Så hvis der kom en givtig ordre på skolebøger fra regeringen, så kunne boghandleren tage det som sin egen forretning. Men hvis det drejede sig om pligtudgivelser, der måske knapt nok kunne løbe rundt, så fik boghandelen opgaven. - Men den ordning er sikkert længst fortid. Boghandelen døde.

../billeder/diverse: penge-mini.jpg

Joel havde bestemt sig for, at vi skulle være venner, og ved vor afrejse gav han os gaver. Annalise fik en smuk armring af det metal, de selv forarbejder. Det ligner en mellemting mellem messig og guld. Jeg fik bl.a. et flot pilekogger, et høvdingekogger med pile. Jeg fik besked på at være lidt forsigtig med pilene, for der kunne stadigvæk være lidt gift på spidserne.

Og så fik jeg også de to genstande, man ser på billedet. De er lavet af jern. Den længste er knapt 75 cm. lang. Det er penge. I tiden før europæernes ankomst var man ikke udelukkende henvist til byttehandel. Der var forskellige ting, der antoges som gangbar mønt. I vort område altså sådanne jernskabninger. Så vidt jeg forstod, havde den ene værdi som en ged og den anden som et får (mit hausa var ikke så godt, når det ikke drejede sig om Bibelen). Da englænderne koloniserede landet, fik de en overgang officiel status i det officielle møntsystem med en værdi angivet i shilling. - Men først og fremmest havde de værdi i sig selv. De var jo af jern og kunne smedes om til både våben og markredskaber.

Jeg ved i grunden ikke, hvor langt Joel nu er nået op i det gejstlige hierarki. Men jeg ved, at han som præst har fortsat sit virke med at hjælpe folk med visse problemer. Nu sker det uden en klokke med snoretræk. Men han har en vis evne til at fornemme, hvor folks bortblevne får og geder kan være blevet af.


Sti: Numan ⇐ Troldmanden, der blev præst ⇒ Tantille

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/numan/woblai.php [line] => 249 )