Numan

I sin oprindelse var Sudanmissionen, set med vor tids øjne, en underlig størrelse. Den var resultatet af en bevægelse, der startede i England og førte til dannelsen af Sudan United Mission, SUM. Ideen var, at man skulle frelse det sorte Afrika fra islam, og det skulle ske derved, at man dannede et bælte af kristne missionsstationer i Sudan, det område, der ligger tværs over Afrika syd for Sahara og Sahel. Når befolkningen der var blevet kristnet, ville den udgøre en barriere, som den islamiske påvirkining ville have svært ved at trænge igennem. Rent bortset fra, om en sådan strategisk tænkning nu også er kristeligt acceptabel, så kom ideen i alt fald for sent. Der havde i lang tid været flere muslimske kongedømmer i Sudan-bæltet, og når de ikke eksisterede mere, skyldtes det tilmed, at de var blevet væltet overende ved en jihad, der blev gennemført af fulanerfolket, der ville indføre en strengere form for islam.

Sudanmissionens første missionær, Niels Høegh Brønnum, ankom til Numan i 1913, og her anlagde han sin missionsstation nær floden lidt væk fra den engelske koloni. Det blev til en by, og nu var den hovedkvarter og sæde for biskoppen i den kirke, Brønnum grundlagde, LCCN: Lutheran Church of Christ in Nigeria.

Biskoppen, kirkens første, var Akila Todi, en mand der nød stor respekt.

En del af de institutioner, der var grundlagt af missionen, er senere overgået til staten, såsom hospitalet og skolen; men kirken havde stadig sit eget autoværksted og ikke mindst sit gæstehjem, hvor vi tilrejsende mod betaling kunne spise og sove. Det var bomstærke Thomas. der havde værkstedet, og hans kone, der drev gæstehjemmet. Sovekabinerne var traditionelle runde, stråtækte hytter, hvor en dobbeltseng med moskitonet var hovedmøblet. Toilet- og badefaciliteter fandtes i et firkantet hus med bliktag lige ved. Her kunne man altid få et varmt bad, hvis man da ikke valgte at bade før solopgang, for vandet kom fra en beholder oppe over taget. Det var klogt altid at se sig godt for efter slanger og skorpioner både i hytten og i badet; men det var ikke meget anderledes end overalt, hvor man kom frem i vort område.

Byen ligger ud til Benuefloden. I vor tid var der ingen bro over den til den hovedvej, der førte vestover, altså bl.a. til Jos, hvor vi boede. Da jeg første gang skulle besøge Numan og fik at vide, at man skulle med færge, spurgte jeg de gamle missionærer, om man kunne få kaffe på færgen. Jo, var svaret, det kunne man godt, hvis man selv havde taget den med. Det forstod jeg tilfulde, da jeg først så færgen. Det eneste lukkede rum var det højtsiddende styrerum; resten var bare et dæk, hvor der skulle være plads til biler og mennesker. Og dyr, hvis der var sådanne, der skulle med. For- og agterstavn var hængslede på en sådan måde, at de kunne vippe lidt på, når færgen løb ind på flodbredden. Der var ingen egentlige anløbsbroer, og for hvert anløb måtte færgefolkene lige rette anløbet til, så at bilerne kunne køre nogenlunde uhindret i land. - Sejltiden over floden var vidt forskellig alt efter årstiden og strømforholdene. I regntiden var floden voldsomt meget bredere end i tørtiden.

/nigeria/billeder/diverse: faerge.jpg

Vi venter på færgen.

/nigeria/billeder/diverse: faerge1.jpg

Nogle kvægfulaner, altid på vandring med deres langhornede kvæg, har fået en transport over floden.

/nigeria/billeder/numan: faerge-2-mini.JPG

Der var faktisk plads til rigtig mange mennesker på sådan en færge! Vi hørte aldrig om drukneulykker, fordi nogen var faldet overbord. Sædvanligvis var der ingen bølgegang på floden.

Lastbilen på færgen er indrettet til persontransport på ladet. Annalise og jeg har en enkelt gang været med sådan en rutebil, da vores egen bil var brudt sammen. Vi fik dog plads i førekabinen mod ekstra betaling. En sådan rutebil var nok den billigste form for transport; men der kunne ske nogle grimme ulykker, hvis den kom ud for uheld.

/nigeria/billeder/numan: numan-marked-mini.jpg

Når vi havde tid, kunne vi godt lide at gå en tur på markedet. Der kunne jo være et eller andet godt at købe, f.eks. de hjemmevævede bomuldstæpper, som vi holdt meget af. Her er det vist bananer, man kan få. De handlende har venligt stillet op til fotografering.

/nigeria/billeder/numan: numan-marked-3-mini.jpg

Disse boder, flettet af tynde vidjer, kaldte vi fulanersenge. De kunne fint bruges som senge, og hvis man stillede dem på højkant, kunne de bruges som reoler.



Note: Bjergparti
Note: Gæstehytte
Sti: Numan ⇒ Troldmanden, der blev præst

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/numan/numan.php [line] => 202 )