En mirakelhistorie

/nigeria/billeder/Longuda: purokayo-kort-mini.gif

Som det kan ses af billedet, ligger Numan tæt ved det sted, hvor Gongolafloden løber ud i Benuefloden. I hjørnet ovre på den anden side af Benuefloden var der et kirkedistrikt, der på et tidspunkt ønskede at komme i gang med TEE. I fugleflugtslinje var der ikke langt dertil fra Numan; men med bilen var jeg jo nødt til at køre de 30 kilometer til Jimeta for at komme over Benue og derfra søge ind til kirkedistriktet. Det sidste stykke af vejen var ikke ret behageligt. Banen var nok ryddet for træer, men stubbene stod der endnu, så man måtte navigere med nogen forsigtighed.

Da jeg ankom, var de, som skulle forestå undervisningen, forsamlet. Præsten var der ikke. Og jeg fornemmede i grunden en ret uvenlig stemning. Heldigvis havde jeg som altid selv mad med: brød og peanutbutter. Her var der ingen, der kom med mad, som det ellers så ofte var tilfældet. Det var sidst på dagen, så jeg fik anvist et rum i kirkebygningen, hvor jeg kunne sove. Næste dag udleverede jeg undervisningsmaterialerne og satte de tilstedeværende ind i, hvordan de skulle bruges. Så tog jeg videre.

Af grunde, som jeg ikke længere husker, blev jeg forhindret i at komme igen efter de sædvanlige 2 måneder. Jeg måtte sende et brev med afbud.

Så blev det regntid, og da det endelig blev tørtid igen, måtte jeg se at komme derind. Turen derind gik fint nok, til jeg kom til en ret stor landsby, der var kendetegnet ved en anselig markedsplads, noget af et lokalt handelscentrum. Her hilste jeg på nogle folk og skulle så videre tværs over en meget bred flodseng. Den var uden vand her i tørtiden, og bunden var jævn nok at køre på; men den bestod af blødt sand, så der var lagt en mængde grene, så bilerne kunne komme over uden at sidde fast i sandet. Jeg kørte forsigtigt min pickup over og standsede så på den anden side for at orientere mig og finde den rette vej. Da jeg skulle starte igen, kunne jeg ikke sætte vognen i gear, og koblingspedalen var blevet slap. Et blik under bilen afslørede en lille sø af olie. Det var stemplet til koblingens slavecylinder, der var blevet revet af af en af grenene.

Jeg så i øjnene, at nu måtte jeg vente på hjælp her. Gik tilbage til landsbyen, fik fundet en, der mod betaling ville cykle ind til de ventende kateketer og fortælle, at jeg ikke kunne komme denne gang. Dernæst skulle han tage en kano over til Numan og give besked til kirkens værksted om at komme og hente min bil. Han tog afsted, og jeg gik tilbage over floden, forsigtigt, for der var jo alle de grene at gå på. Dem måtte jeg hele tiden holde øje med; og derfor kunne jeg også et sted opdage en fin lille jernstang, der lå i sandet neden under grene. Med den sans for genbrug, man får i et land som Nigeria, samlede jeg den op og smed den op på bilens lad; den kumme man måske bruge til eet eller andet.

Senere gik jeg tilbage til landsbyen, og nu blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne tage en times kristendomsundervisning med en af skoleklasserne. Den siddende militærregering havde været meget opsat på at bygge skoler, men produktionen af lærere havde ikke kunnet følge med, så der sad børnene med kristendom på skoleskemaet, men uden lærer. Det gik der så en times tid med, og så tilbage til bilen.

Jeg skulle da lige tage skaden i øjesyn igen. Helt ned på maven og kigge op til slavecylinderen. Gad vidst, om jeg kunne bruge den lille metalstang, jeg havde fundet på flodbunden. Det viste sig at være netop det stempel, der var blevet revet af. Jeg gik i gang med at reparere, ikke analyserende, snarere intuitivt; jeg følte et vist slægtskab med den chimpanse, der første gang skal finde ud af at sætte to stænger sammen for at nå den eftertragtede banan.

Det lykkedes. Så var der spørgsmålet om den olie, der var løbet ud. Jeg huskede nok, at det ikke egentlig var olie, men det samme som bremsevæske. Så jeg åbnede de to beholdere i motorrummet og øste væske fra bremsebeholderen over i koblingsbeholderen. Så kunne bilen sandelig sættes i gear igen. Jeg kørte overmåde forsigtigt tilbage til landsbyen, og nu kunne der ikke være tale om at køre ind til de ventende kateketer; bilen skulle hurtigst muligt under behandling. I det mindste skulle jeg forsynes godt med bremsevædske, så at jeg kunne nå tilbage til Jos.

Men nu var jeg vel nødt til at vente på den kranvogn, der sikkert var på vej fra Numan. Mit cykelbud kom tilbage. Han medbragte et brev fra kateketerne. Det var en ikke særlig venlig konstatering af, at jeg nu for anden gang havde svigtet dem. Det havde de jo for så vidt ret i. Men hvad med værkstedet i Numan? Næh, den del af opgaven havde mit bud nu ikke udført. Som situationen nu var, var det en lettelse. Jeg var fri til at køre og tog hjertelig afsked. Det var nu rart, at jeg ikke skulle overnatte her. Selv skulle jeg vel nok have fundet husly et sted i landsbyen, f.eks. i kirken. Men hvad med min last af bøger - og den dyrebare benzin. Den kunne nemt være forsvundet næste morgen.

Ankommet til Mubi ved solnedgang standsede jeg på et torv, hvor jeg snart blev opsøgt af et par unge mænd, der spurgte, hvad de kunne hjælpe med. De kunne engelsk og har nok været iboer, disse energiske mennesker fra Biafra. De skaffede mig ikke blot en dåse bremsevæske, men gav også koblingens slavecylinder en nødtørftig reparation. De tog stempelstangen med til et eller andet værksted og kom tilbage med den med selve stempeldelen fint omviklet med sytråd, så det blev mere tæt.

Turen til Jos gik udmærket, måske med en enkelt efterfyldning af bremsevædske.

P.S. Kirken kunne jo bare have ladet mig beholde min gode landrover. Så var TEE-undervisningen måske også kommet i gang på dette sted.


Sti: Tantille ⇐ En mirakelhistorie ⇒ Omskærelse

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/numan/mirakel.php [line] => 206 )