Udstyr

Bil

Den første anskaffelse måtte være bilen. Den skulle bruges til indkøb og til at bringe børnene til Hillcrest skole, som lå i den anden ende af byen. Vi havde haft en Renault 4 derhjemme, og samme mærke fik vi her. Den var økonomisk en af de overkommeligste. Det kunne ikke betale sig at bringe sin bil med hjemmefra. Der var jo den store indregistreringsafgift, som ikke kunne refunderes ved eksport, og desuden kunne man jo ikke vide, hvad stand bilen ville være i efter en transport over havet og et ophold i Lagos havn. Tilmed kunne man også regne med, at en bil, der ikke var købt i Danmark, nok på visse punkter ville være stærkere. De høje danske afgifter betyder blandt andet, at importørerne må indføre biler, der er gode nok til danske forhold, men med visse svagere komponenter. Det opdagede vi nok, da vi under en ferie i Danmark havde købt en landrover og med den kørte til Nigeria. Støddæmperne var bløde, så vi fik noget af en jumpetur over ørkenens pister.

Biler med aircondition var kun for de rige, og vi var faktisk også helst fri. Man kunne vænne sig til den varme, der nu engang var. Når man en sjælden gang kom ind i et lokale med aircondition, kunne man såmænd føle sig helt dårlig med udsigt til forkølelse.

Feltseng

Det varede ikke længe, før gæstehjemmets værtinde gjorde mig opmærksom på, at der var en feltseng til salg, og at jeg jo havde brug for sådan en, når jeg skulle ud i kirkens distrikter. Så den købte jeg. Sengebunden var af stærkt lærred, der blev strammet ud af metalstænger. Der var særlige stivere til at bære det tilhørende, højst nødvendige, moskitonet. Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste sengetøj var et par lagener samt fire afrikanske bomuldstæpper. Fire, hvis det var rigtig koldt. Så kunne man skubbe nogle af dem, evt. alle, hvis temperaturen krævede det.

Lommelygte

En lommelygte var nødvendig. Den kunne man få brug for, hvis man skulle stå ud af sengen i mørke. Uanset om man skulle overnatte i en pæn stue hos en missionærkollega, i en af de veludstyrede hytter på gæstehjemmet i Numan eller i et baglokale i den lokale kirke, hvor man nu havde et arbejde at gøre, så var der brug for at se sig om, hvis fødderne skulle ud på gulvet. Så længe man lå i sin feltseng med moskitonettet pakket godt ind under madraskanten, var der ikke noget at frygte. Men på gulvet kunne man risikere at møde både skorpioner og slanger. Det gjorde jeg nu faktisk aldrig.

Mad og drikke

Måske ville man få mad, hvor man kom frem. Måske ikke. Så der måtte være mad nok til en hel tur på sædvanligvis godt en uges varighed. Maden bestod af franskbrød, som Annalise selv havde bagt (på surdejg fra gæstehjemmet) og peanutbutter, jordnøddesmør, som Annalise også selv havde lavet af ristede jordnødder. Peanutbutter behøvede ikke stå i køleskab; det kunne sagtens holde sig under hele turen. - Vand måtte man også have med sig hjemmefra. Hvis turen gik over Numan, kunne man selvfølgelig få suppleret forsyningen på gæstehjemmet der. Vandet blev selvfølgelig hurtigt en mellemting mellem lunkent og varmt; men det gjorde ingenting; det slukkede tørsten lige godt.

Fotografiapparat

Vi behøvede ingen særlig tilskyndelse til at huske at tage et fotografiapparat med. Det havde vi altid lyst til. Men dertil kom, at missionsselskabet havde brug for, at missionærerne sendte stof hjem til medlemsbladet, så at de mange støtter kunne følge med i vores arbejde. - En særlig opgave fik jeg som 'pressefotograf' for Annalises avis. - Da Longuda-distriktet som det første indbød mig til at komme og starte TEE, fik jeg desuden overdraget en hel speciel opgave af min lutherske præstekollega i Jos, David Windibiziri, som gik med planer om at skrive sin stammes historie. Jeg skulle sammen med Purokayos kateket besøge nogle steder, hvor man stadigvæk opretholdt åndedyrkelsen, og fotografere de krukker, som ånderne mentes at bo i. Det var en spændende opgave, der naturligvis i sig selv måtte give et vist indblik i den traditionelle kultur.


Sti: Missionær i Nigeria: Min efterfølger ⇐ Udstyr

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/jos/udstyr.php [line] => 95 )