Soldater

Soldater så vi alle vegne. Jeg mindes en soldat, der kom asende på sin cykel med en maskinpistol over skulderen og i den ene hånd en lille kulørt parasol, der skulle beskytte ham mod solen. Det så egentlig ikke ret militærisk ud.

Der var bevæbnede soldater i og omkring bankerne, og på et tidligt tidspunkt begyndte der også at være bevæbnet militær ved benzinstationerne. Der var nemlig opstået benzinmangel. I Nigeria! I et olieproducerende land. Der gik rygter om, at det nok var nogle militære afdelinger, der var i færd med at hamstre benzin for på et eller andet tidspunkt at begå et kup. Det blev nu aldrig bekræftet.

I almindelighed var soldaterne ikke noget problem. Men en dag fik jeg en grim oplevelse. Rigmor og jeg havde været inde i byen for at handle, og på hjemvejen var der opstået en trafikprop ved en af rundkørslerne. Jeg selv kom til at sidde fast lidt inde i rundkørslen, og der holdt jeg så en tid. Tålmodighed skulle der jo til. Men for en anden bil slap tålmodigheden op; den havde holdt lidt inde i rundkørslen til venstre for mig; det var en rigtig stor militær lastbil med meget høje hjul. Den satte sig i gang og kørte lige ind i siden på min lille Renault 4, der kom til at hoppe sidelæns, indtil lastbilen stoppede og bakkede lidt tilbage. Jeg steg ud. Det samme gjorde de to soldater i lastbilen. De var fulde. Jeg forsøgte at indlede en samtale om, at der var et erstatningsspørgsmål at få ordnet. Men jeg skulle ingen erstatning have; det var dem, der skulle have erstatning for den skade, jeg havde forvoldt deres bil. 'Skade, spurgte jeg, 'hvor har jeres bil taget skade?', og berørte den massive kofanger. Men så fik jeg besked om at holde fingrene væk; jeg skulle ikke fjerne beviserne. Og så fik jeg ellers en længere overhaling, der mest gik ud på, at vi englændere og amerikanere ikke havde noget at gøre i Nigeria; vi kunne bare tage hjem!

Nu forsvandt den ene soldat; men den anden kom tæt på. Han forsøgte med alle midler at tirre mig, så vi kunne få en slåskamp i gang. Jeg er ellers let nok at tirre; men jeg vidste jo nok, at jeg ikke egnede mig til at slås, og slet ikke med en trænet soldat, så jeg vendte ryggen til ham og forsøgte at gå væk. Han fulgte efter og begyndte at drysse sand ned over mit hoved.

Der havde efterhånden samlet sig en hel del mennesker omkring os, helt almindelige Jos-borgere, sandsynligvis muslimer efter deres udseende at dømme. 'Hankali', sagde en af dem stille til mig. Det betyder 'tålmodighed'. Det lille ord har måske reddet mit liv, eller i alt fald min førlighed. Jeg undgik at blive hidsig og stod så bare og ventede. Endelig kom der militærpoliti. Hvad de foretog sig, ved jeg ikke. De kørte igen. Så atter en lang ventetid, så kom militærpolitiet igen, og nu blev der ryddet op. - Erstatning for skaderne på min bil blev der ikke mere talt om; det måtte forsikringen tage sig af. Vi kunne bare køre hjem. Rigmor havde i al den tid siddet tavs i bilen. Nu kunne hun endelig komme til at græde.

De fleste af de nigerianske soldater var kristne fra den sydlige del af landet. Og når disse to ikke blot var soldater, men også fulde, så er det svært at tro andet, end at de må have været kristne. Muslimer drikker jo ikke.

Hen mod slutningen af vor tid i Nigeria var visse afdelinger af hæren blevet ret så uregerlige. Vi hørte om, at at en soldat i Kano var blevet kørt ned og dræbt af en bil. Det hævnede hans kammerater effektivt. De standsede adskillige biler på den samme vej og satte dem i brand. Hvad der skete med menneskene i dem, ved jeg ikke. - Da jeg kom igennem Kano på vej til lufthavnen for sidste gang, passerede vi den ene udbrændte bil efter den anden.


Sti: Benzin ⇐ Soldater

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/jos/soldater.php [line] => 157 )