Selly Oak

Inden man blev sendt ud på 'missionsmarken', skulle man først gennem et kursus i England. Det kunne forøge ens sproglige færdigheder i engelsk og skulle i al almindelighed forberede os på mødet med fremmede kulturer og de opgaver, der kunne møde os. Det skulle foregå i Birmingham, hvor forskellige kristne trossamfund i fællesskab havde en læreanstalt. Annalise og jeg var rygere, så for os blev det det metodistiske kollegium, der kunne tage imod os.

Inden vi tog afsted, kunne vi være med til udsendelsen af min kusine Elisabeth og hendes mand Knud Sørensens udsendelse til Tanzania. Vi boede efter min afsked i vort lille sommerhus på Strib, så vi skulle bare over broen og til Vejle for at være med. Men på den tid var der oliekrise. Energiministeren havde ganske vist truffet en 'klokkeklar' aftale med Saudiarabien; men den var nok ikke trådt i kraft endnu. For benzinen var blevet rationeret på den måde, at man kun kunne bruge sin bil hveranden dag. Så vidt jeg husker, var det sådan, at biler med lige numre på nummerpladen kunne køre på lige datoer - og omvendt. Og udsendelsen fandt sted en aften, hvor vi ikke måtte køre. Da vi skulle hjem igen, var der måneskin, og nymånen lå ned, sådan som vi havde lært at den gjorde i troperne.

Snart efter kunne vi tage afsted med færgen fra Esbjerg. Vi skulle først til London for at besøge lillebror Mogens og Anne Marie. Mogens var præst ved den danske sømandskirke dér. De gav os nogle gode dage der, så vi kunne få lidt af London at se. Og så videre til Birmingham. Det krævede lidt tilvænning at køre i venstre side af vejen. Vi var i forvejen blevet gjort opmærksomme på, at biler fra højrekørende lande ville blænde modgående køretøjer i England, fordi vore biler jo har højt lys til højre under nedblænding. Det kunne klares med nogle striber sort isolerbånd, som blev klæbet på den del af forlygterne, der gav det høje lys. Man skulle også vænne sig til, at vejbelægningen visse steder gav en infernalsk hylelyd; men vi lærte da, at der kunne være skilte, der advarede herom.

Kulturchok

En af de gode ting ved at forberede sig ved at opholde sig et stykke tid i et fremmed land, er, at man støder sammen med en anden kultur og lærer at leve med de forskelle, der nu engang er. Når det fremmede land bare er England, vil choket naturligvis være overkommeligt. En af de første ting, vi bemærkede, var de mange fede unge mennesker. På det punkt var England helt klart foran os, kunne vi år senere konstatere.

En slags kulturchock oplevede vi nok en dag, da vi var kørt ind på en benzinstation for at få fyldt på. England var lige så vel som Danmark ramt af oliekrisen, og her havde man indført en bestemmelse om, at man mod forudbetaling kunne få et ganske bestemt, begrænset antal gallons. Foran os holdt en bil, der åbenbart slet ikke havde plads i tanken til det tilmålte kvantum. Ingen tænkte på at stoppe pumpen; den fik lov til at plaske den overskydende benzin ud på jorden. Retfærdigvis må det tilføjes, at den oplevelse havde vi kun denne ene gang.

Skole

Selly Oak ligger i et mondænt kvarter i det ydre Birmingham. Vi fik en udmærket lille lejlighed i methodisternes kollegiebygning. Børnene blev tilmeldt en privatskole, ikke lige i nærheden; bilen skulle i brug til både at bringe og hente. Det var selvfølgelig svært for dem at komme i en skole, hvor man talte et sprog, de endnu ikke forstod. En aften var vi med til et forældremøde, hvor børnene skulle fremføre forskelligt. Det slog os, så frie disse engelske børn var til at optræde. Vi mærkede ikke den generthed, der vist præger de fleste af os danske i den alder. Det var også en slags kulturchok.

Undervisningen på Selly Oak

Der var visse dele af undervisningen, som man nok forventedes at følge. Og vi gjorde det da også gerne, så vidt der var tid til det; der var jo også børnene at tage sig af. En af underviserne var en Ian (jeg husker ikke efternavnet). Han havde været ansat i Kirkernes Verdensråd, der i disse år var yderst politiserende, og den linje førte han videre på Selly Oak. Som en vistnok amerikansk missionæraspirant en dag udtrykte det: "Vi troede, vi skulle ud at forkynde Kristus, men vi skal åbenbart ud at vælte diktatorerne". Et af emnerne, som Ian mente vi skulle lære noget om, var byplanlægning; og det førte til en eller flere ekskursioner ind til det centrale Birmingham. Dem deltog Annalise og jeg nu ikke i.

Engelskundervisningen var fremragende, indtil den blev overtaget af en ældre dame, der vist havde været missionær i Afrika. Det var ganske lærerigt at være med til disse 'drills', hvor man sidder i hver sin bås med høretelefoner og skal gentage gang på gang sætninger, der bliver forelæst en. Det gjalt jo om at få det rette engelske tonefald. Det har nok gjort sin virkning, selv om jeg, da vi endelig kom til Afrika, egentlig satte pris på, at man kunne høre, at jeg kom fra det europæiske kontinent. Et par gange skulle vi skrive en lille fristil. Jeg skrev en om nogle oplevelser, vi havde en aften, da vi var taget ind til centrum. Jeg skrev om en mand, der gjorde klar til natten i en stor papkasse, som han stillede op imod vinden. Hjemløshed var ikke noget, jeg havde mødt i Danmark.

Selstudium

Det vigtigste for mig måtte jo være at lære noget om det uddannelsessystem, jeg skulle sætte i værk i LCCN, og det var det ikke rigtig nogen, der vidste noget om. Vi havde allesammen en 'tudor', en af de unge ledere på kollegiet. Han anbefalede mig at søge kontakt til en vis pastor Desmond Tutu, der snart skulle på besøg i Birmingham. Det gjorde jeg - og fik også svar. Desværre var hans program så tæt, at han ikke kunne nå at se mig. Det kunne jo have været morsomt, om man kunne skrive i sit cv, at man havde haft et møde med denne senere berømthed. Men praktisk gjorde det nok ikke så meget. Selv om han var afrikaner, var det nok for meget forlangt, at han skulle vide noget væsentligt om forholdene i et hjørne af det nordøstlige Nigeria. Selv folk i Sydnigeria var efter sigende uvidende om, at heroppe boede de fleste stadig i runde hytter med stråtag. - En afrikaner skal heller ikke spørge mig om skoleforholdene i Ungarn, selv om både Ungarn og Danmark nok så meget er europæiske og endda begge med i EU.



Note: Tobak
Sti: Missionær i Nigeria: Forholdet til kirkens ledelse ⇐ Selly Oak ⇒ Min efterfølger

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/jos/sellyoak.php [line] => 108 )