Forholdet til kirkens ledelse

Jeg tror i grunden, at Annalise og jeg mere eller mindre var blevet påduttet LCCN (den lutherske kirke i Nordnigeria). Med missionens bestyrelse i Danmark havde vi, i alt fald for mit vedkommende, aftalt, hvad jeg skulle bestille: indføre uddannelsessystemet TEE (Theological Education by Extension) i kirken. Vi havde også aftalt, at vi af hensyn til børnene skulle blive boende i Jos, hvor børnene jo skulle gå i skole.

Det bekom åbenbart ikke kirkens bestyrelse godt, at sådanne aftaler var blevet truffet uden om den. Der var ingen problemer med at få bygget et hus til os på en af kirkens compounds i Jos; men et hus mere kunne man jo også altid få brug for. Men det blev betydet os, at vi burde flytte til Numan, hvilket vi ikke gjorde. Vi blev ved ankomsten ikke bedt om at mødes med kirkens bestyrelse, hvilket ellers var skik. Biskoppen vidste knapt nok, hvad jeg skulle lave; jeg måtte selv afgøre, om jeg skulle give uddannelse til præster, kateketer eller evangelister. Det tyder jo ikke på, at ledelsen i forvejen havde drøftet et specifikt behov.

Jeg fik forresten heller ikke en riga inden den endelige hjemrejse. Men det kan nu nok skyldes, at jeg desværre kort forinden var blevet uvenner med biskoppen. Da vi tog afsked med hinanden, skete det med ordene "Sai wata rana"; det er en afskedshilsen, der er mest aktuel, hvis der ikke er større udsigt til, at man mødes igen.

Men hovedsagen var trods alt, at kirken viste sig indstillet på at fortsætte arbejdet, som var begyndt af mig.

Det var da også en trøst, at en missionærkollega flere år senere kunne rapportere, at da min efterfølger blev drøftet i Babban Majalissa (kirkerådet), havde biskop Akila Todi bemærket: "Muna fata, zai yi kokari, kamar Lind ya yi", "Vi håber, han vil beflitte sig, som Lind gjorde".


Sti: Missionær i Nigeria: Forholdet til kirkens ledelse ⇒ Selly Oak

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/jos/riga.php [line] => 100 )