Missionær i Nigeria

Jeg blev vækket af min søvn en nat i gæstehytten i Dashen ved en uhyggelig lyd. Det var ikke en gris, der blev slagtet. Heller ikke en elefants trompeteren. Kunne det være et vilddyr, der var blevet ramt i struben og nu rallende skulle snappe efter vejret for at udstøde sine rasende brøl?

Det var mit første møde med et æsels skryden.

Annalise, min kone, og jeg var fornylig kommet til Nigeria for at være missionærer i LCCN (Lutheran Church of Christ in Nigeria), som i sin tid var blevet grundlagt af den danske Sudanmission.

Annalise skulle lave en kirkeavis, og jeg skulle indføre et bestemt uddannelsessystem, som blev kaldt T.E.E. (Theological Education by Extension), som var meget oppe i tiden. Det skulle sætte folk i stand til at dygtiggøre sig til kirkens tjeneste uden at skulle tilbringe måneder eller år på en skole langt fra hjemmet og arbejdet. Altså selvstudium tilrettelagt på en sådan måde, at eleven kunne nå et stykke vej med studierne og efterprøve sin egen fremgang uden daglig kontakt med en lærer.

Der var allerede blevet skrevet nogle få bøger, som kunne bruges i et sådant forehavende. Dem stiftede jeg bekendtskab med under et studieophold i England. Og det stod mig hurtigt klart, at sådan skulle det i alt fald ikke gøres. Disse bøger havde som grundlag en forsimplet version af Skinners adfærspsykologi. Det var en slags dressur af eleven, så han kunne bringes til at reagere med de rigtige ord (floskler), når de blev præsenteret for de rigtige stimuli.
Bedre blev det ikke af, at projektet i denne version var dybt præget af den evangelikale kirke med dens snævre amerikanskprægede fundamentalisme.

Jeg var altså nødt til at fremstille mine egne materialer.

De amerikanske materialer hævdedes at være formet som "programmeret undervisning". Det var nu en sandhed med modifikationer. Men jeg var i alt fald nødt til at sætte mig godt ind i de muligheder, som en sådan strukturering af undervisningen kunne give. Det gjorde jeg så, og dannede mig derpå min egen opfattelse af, hvad der skulle til, for at den studerende kunne læse stoffet, så det blev husket og forstået.

Men nu var så spørgsmålet: Hvilken målgruppe skulle jeg sigte mod? Der var tre muligheder: præsterne, kateketerne og evangelisterne. Præsterne kunne være nogenlunde veluddannede. Kateketerne var deres nærmeste medhjælpere og havde lært en del, om de end ikke ligefrem havde været på præsteskole. Evangelisterne kunne i kirkelig henseende være uden anden belæring end den, de havde modtaget ved at gå i kirke.

Hvilke af disse tre meget forskelligt udrustede grupper skulle jeg sigte på? Det spurgte jeg kirkens biskop om. Han gav mig det noget overraskende svar, at det måtte jeg selv afgøre. Var det måske ikke mig, der var "Head of Department"!

Så havde jeg det held, at jeg mødte den erfarne missionær Elisabeth Holtegaard. Hun gav mig det råd at sondere terrænet, og det kunne jeg gøre ved at komme en tur til Dashen, hvor stedets præst netop stod for at skulle holde et kursus for sine evangelister.

/nigeria/billeder/numan: dashen-2-mini.JPG

Det er vist evangelister, der er i gang med at grave lerjord ud til mursten. Leret skal æltes i vand og formes. Bag de arbejdende ses rækker af lersten, der ligger til tørre i solen.

/nigeria/billeder/numan: dashen-mini.JPG

De havde da ikke noget imod at stille op til et flot tableau.


Undervisningen foregik i kirken. Det begyndte med navneopråb. Der var vel en evangelist i næsten hver landsby, hvor der var en kristen menighed. En og anden var ikke mødt op. Han kunne være syg, eller han havde taget sig en ekstra kone, - og så kunne han jo ikke fortsætte i arbejdet.

Der var også nogle, der ikke stod på præstens liste. Det var folk, der bare var gået i gang med arbejdet, hvis der manglede en evangelist på stedet.

Med missionæren som tolk fik jeg et lille indblik i, hvad der blev talt om. Jeg husker bl.a. et spørgsmål, som vist optog en del af evangelisterne: Hvordan kunne Adam blive gift med Eva uden brudepris og uden en far til at bortgive bruden?

Det sagde mig noget om, at det historiske perspektiv, hvori vi selv ser tingene, kunne savnes her. Vi har brug for at vide, at hverken fortiden eller nutiden behøver repræsentere uforanderlige normer. - Jeg ville gerne i gang med at undervise i Bibelens historie. Og jeg ville gerne gøre det for sådanne evangelister, som viste så stor en iver for evangeliet.

Så havde jeg truffet mit valg. Og så betød det mindre med navnet, Theological Education by Extension. - Der kunne være amerikanske teologer, der ytrede nogen forbavselse over, at et projekt på så lavt plan kunne forenes med betegnelsen 'theological'. Det var så deres problem.

Og så var det bare med at komme i gang med at skrive undervisningsmaterialer. På Hausa, Nordnigerias fælles sprog, hvis religiøse begreber forresten var meget præget af Islam. Dette var forresten en af grundene til, at jeg ikke havde lyst til at skrive en dogmatik. Selve fortællingen om Jesus skal stå meget klar, inden der kan være tale om at øve sig i begreber, der i forvejen er farvet af en anden religion. En anden var den, at det jo altid er så fristende, dette at gøre sig klog på kristendommen i stedet for at leve den.

Undervisningen fik stor tilslutning. På et tidspunkt kunne jeg tælle 2000 studerende. Men det var kun på papiret. Mange ville gerne i gang, og de måtte gerne få første sæt undervisningsmateriale på kredit. Når jeg så kom igen til aftalt tid med det næste hold materialer, var pengene der ikke. Og det kunne jo ikke gå.

Men nogle af de trofaste fik en uventet belønning:
Vi oplevede en (næsten) ublodig revolution, hvor statens leder general Gowon blev afløst af et militærdiktatur. Det gjorde landet megen gavn. Korruptionen blev mindre. Bønderne fik det bedre. Og der blev bygget et utal af nye skoler. Problemet var så bare, at der jo ikke var de nødvendige lærere. Her fik nogle af mine studerende en chance: Når de kunne fremvise min attest på, at de havde gennemført det første kursus, havde de mulighed for at blive ansat som lærere i kristendomskundskab. - Det lyder utroligt. Men det skal ses på baggrund af, at en attest på, at man havde deltaget i et to dages vækkelsesmøde, gav de samme muligheder.

Det havde været mit ønske, at TEE-undervisningen skulle være sammenlignelig med den undervisning, der blev givet på kirkens bibelskoler. Men det var tiden endnu ikke moden til. Der var ikke fastsat nogen syllabus for bibelskolerne.

Til gengæld kan jeg måske glæde mig over, at systemet (helt utilsigtet) kom til at gavne kvindefrigørelsen. Det var ikke alle mænd, der syntes om, at deres kone skulle lære at læse og skrive. Men et bibelkursus kunne de da ikke så godt nægte dem. Så kvinderne har siddet der og studeret bogstaverne og prentet facitlistens svar i de rigtige rubrikker.

Mands list er vel behænde,
kvindelist er uden ende.

I Nigeria kørte staten et projekt, der hed Jaki da Jahilci, Kampen mod Analfabetisme. Jeg henvendte mig på Jos-afdelingens kontor for om muligt at få flere idéer til en indsats i den retning. Da jeg fortalte, at jeg var fra Danmark, viste det sig, at afdelingens unge leder havde et godt kendskab til både Grundtvig og den danske folkehøjskole.



Note: Forholdet til kirkens ledelse
Note: Selly Oak
Note: Min efterfølger
Note: Udstyr
Sti: Missionær i Nigeria ⇒ Redaktøren

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/jos/mission.php [line] => 219 )