Jos

Jos er en millionby, der ligger i det nordlige Nigeria, ikke allernordligst, men i det bælte, som muslimerne kalder "hedningernes land". Den ligger på et plateau, som når 1500 meter op over havets overflade, og byder derfor på et behageligt klima til trods for den nære afstand til ækvator. Her har en del missionsselskaber deres hovedkvarter og/eller feriecenter. Det danske lå nok oprindeligt i betænkelig afstand fra byen; man kunne møde leoparder i bjerget ovenfor. Nu når byen ud til centret, og bjerget er bare en dejlig mulighed for spadsereture med frisk luft og udsigt over byen, hvis lyde kun når en i den afstand, der omdanner dem alle til skønne lydkulisser.

../billeder/Jos: broen-mini.jpg Bjerget hedder Dogon Dutse. Det betyder "det høje bjerg" - eller "den store sten". Når man er kommet over floden, drejer man ind ad en vej til højre; så ligger de to compounds, som er oprettet af Sudanmissionen, på venstre hånd ved bjergets fod.

 

../billeder/Jos: muryarbishara-mini.jpg Først kommer indkørslen til Muryar Bishara.
Det var den gang centret for kirkens radiostudie, der skulle sende programmer på Hausa over til en evangelisk radiostation i Ethiopien. Der var stadigvæk god plads på grunden, da vi kom. Så her blev vores hus bygget.

Muryar Bishara betyder "Evangeliets stemme". Den var vist en dyr foreteelse - med flot bygning og rigtig "direktør". Men man siger, at radiostationen havde væsentlig betydning for evangeliets udbredelse. I alt fald, vi fik et dejligt sted at bo.

Lige efter indkørslen til vores compund skimter man feriecentret til højre.

../billeder/Jos: center-mini.jpg Feriecentret var helt paradisisk. Der var runde feriehytter med stråtag og et par små firkantede huse (med bliktag) for familier. Og der var et væld af blomster og buske. Der var citron- og appelsintræer. I den gamle hovedbygning, som man ser her på billedet, var der samlingsstue, og her kunne man spise rigtig godt. Det skulle stedets værtinde nok sørge for.

../billeder/Jos: gribbe-mini.jpg

Vi lærte snart, at gribben med det store flotte vingefang var en nyttig fugl. Den har stor betydning for renholdelse af byen. Den er da også fredet. Efter endt arbejde kom hver aften en flok ud til vores compound og overnattede i de høje eucalyptustræer.

Den fredelige vej, der gik forbi vores compund havde sit eget liv. Her var der - som alle steder - gadehandlere.

../billeder/Jos: gadehandler-2-mini.jpg

Her i gaden var der nok af træer, der kunne give skygge for den handlende. Udstyret kunne være beskedent. Her en stol og et bord; men man kunne også bare sidde på jorden og have sine ting på en måtte. En typisk handelsvare var cigaretter. Den handlende havde måske købt nogle få pakker i supermarkedet eller i tobaksforretningen og kunne så skaffe sig en meget beskeden fortjeneste ved at sælge cigaretterne enkeltvis. Her har konen vist både barn og mor med.

Henne på hjørnet var der liv døgnet rundt. På den ene side var en benzintank og på en anden en vulkanisør.

../billeder/Jos: benzintank-mini.jpg

Benzinen kostede ca. 80 øre pr. liter, og i begyndelsen af vor tid i Nigeria var der nok af den. Siden blev der knaphed. Man kunne holde i kø i timer, når endelig der kom benzin. Når jeg skulle ud på mine ture, nåtte jeg vel regne med over 800 kilometers kørsel, og det var sikrest at have benzin med hjemmefra. Og undertiden var det forbudt at få tanket i dunke. Så måtte man hjem og få benzinen over i dunke for så igen at holde ind i køen. Benzinen fik man op ved hjælp af en slange, som man sugede i, til den løb ud af sig selv. Det var ikke helt fri for, at man undertiden fik et par dråber i maven. Man kunne være helt bekymret for at ryge sin pibe efter sådan en snaps. - Enhver tom plastikdunk kunne bruges som beholder. I grunden ikke helt trygt på en lang tur i tropevarmen.

Det var normalt, at der var et par soldater på vagt ved benzintanken. Disse ser ikke ud til at være bevæbnet; men der var en overgang, de bar maskinpistoler.

../billeder/Jos: vulkanisoer-mini.jpg

På den anden side af vejen var så vulkanisøren, og der var vist også stoppested for lastbiler, der kørte med passagerer.

Der var sikkert arbejde nok. For vi kørte ofte med nogle meget slidte dæk. Der kunne være slid igennem flere af de lærredslag, et dæk indeholder. Dels var dæk dyre, og dels var der ikke altid dæk at få.

Vulkanisørens værksted var en skole i genbrug. Den kompressor, som skulle pumpe luft i slangerne, kunne jo nok ikke være helt igennem hjemmelavet. Men ellers tror jeg, man kan sige det om hans øvrige redskaber. Det redskab, der skulle smelte lapperne fast på slangerne, var f.eks. en kasseret ventil fra en lastbil.

Hele Nigeria var faktisk en skole i genbrug. Ikke et bøjet søm kunne få lov til at blive liggende i sandet. Det skulle nok blive fundet, rettet ud og brugt igen. - De trommer, som Boys Brigade brugte, var også hjemmelavede: blikdåser, som de havde gjort noget ved, så lyden var tilfredsstillende.

Når vi skulle handle, måtte vi ind til centrum, hvor der var et par forretninger, der med deres udvalg nok mest var beregnet for "hvide mennesker".

../billeder/Jos: kingsway-mini.jpg

Varehuset Kingsway var et helt moderne supermarked, og bortset fra, at betjeningen var afrikansk, var der ikke meget, der mindede en om Afrika. Men de havde de varer, vi havde brug for, hvis de ellers kunne fås.

Udenfor var der sædvanligvis en flok tiggere. Man skulle gerne aflevere et par kobo. Tiggerstanden er anerkendt i muslimsk kultur. De hjælper en med at få gjort nogle gode gerninger. Cheftiggeren var en venlig, ældre mand, som havde mistet alle sine fingre af spedalskhed. Måske var han egentlig ikke fattig. Nogen mente at have set ham en sødag tage på udflugt i sin Mercedes med sine koner.

 

../billeder/Jos: gaden-mini.jpg

Hovedgaden i centrum var i grunden ikke pænere end gaderne ude hos os selv. Kloakerne er åbne med gangbrædder over. Der er rimelig beskidt. Ligesom i London. Nigeria har jo været engelsk koloni. Det ser vist meget anderledes ud i de tidligere franske kolonier.

 

../billeder/Jos: gadehandlere-b-mini.jpg

Her inde i centrum florerede gadehandlerne selvfølgelig også.

Den unge pige tillader sig vist at pege fingre ad fotografen. Det er ellers ret respektløst, men man vidste jo nok, at hvide mennesker ikke opfattede det på samme måde.

Nå, måske har de syntes, at det ikke var så høfligt at fotografere uden at spørge om lov.

Ifølge traditionen er det udtryk for agression at pege med fingrene. Hvis man vil pege pænt, bruger man underlæben til det.

 


 

Der var dejlige udflugtsmål omkring os.

../billeder/Jos: bjerget-mini.jpg

Bjerget Dogon Dutse lå lige uden for vores compounds hegn. Det var altid en tur værd. Her kunne man bl.a. undre sig over denne tegning på klippen. Den forestillede vistnok en slags mennesker, og der var skrifttegn på den. Ingen af os vidste, om det bare var en fantasitegning, eller om den havde et eller andet magisk eller religiøst indhold.

Her fra bjerget hørte vi tit sang og inciterende trommespil. Her mødtes nemlig en mærkelig sekt, der var kristen men havde bibeholdt mange traditionelle træk. Blandt andet trommerne. Dem var der modvilje imod f.eks. i vores egen kirke. De fleste ville hellere bruge en jernbjælke eller en hjulfælg som kirkeklokke end en af de store trommer. For det var ånder, der talte i dem. Det var typisk nok os hvide, der syntes, at sådan et stykke kultur kunne de da godt videreføre. De selv mente noget andet. - Engang havde vores nabo sørget for, at vi kunne komme med til en gudstjeneste i den kirke, som sekten også havde. Vi forstod jo ikke meget. De talte et sydnigeriansk sprog. Men da velsignelsen blev lyst, kunne vi se, hvad der skete. Fra hver eneste bænk blev der løftet vandflasker op i vejret, så velsignelsen kunne ramme dem. Så havde de et effektivt middel mod alskens plager i den kommende uge, fik vi fortalt.

../billeder/Jos: termitbo-mini.jpg

Tæt uden for byen var der et reservat, som vi frit kunne gå ud i. Her er vi ved et termitbo. Termitterne er de myrer, der æder træværk. Det var bedst, at de blev herude i naturen. Men en gang imellem kom der nogle ind i husene og gjorde sig til gode med billedrammer og, hvad de ellers kunne lide. Vi var nu ikke så udsatte derinde i byen. Husets trækonstruktioner blev aldrig angrebet. Måske har træet været imprægneret. I vores kirkes område var de derimod et problem. Her brugte man helst palmestammer til kirkernes konstruktion. Dem holdt termitterne sig fra.

Man kan se, at vi er i tørtiden. De fleste træer står uden blade.

 

/nigeria/billeder/Jos: scan0073 (2).jpgHer er vi ved et baobabtræ.

 

../billeder/Jos: gog-mini.jpg

Ganske tæt ved Jos kunne vi komme ud i et ret vildt landskab, hvor blandt andet den store vanddam var. Man talte vist om, at der altid var vand til 3 års forbrug for millionbyen.

Men tit gik turen kun ud til bjergformationen Gog og Magog. Der var dem, der frygtede det bjerg. Der skulle være dæmoner i det. Og i tordenvejr kunne lynene springe mellem de to toppe. Det sidste kan sagtens være sandt. Vi havde nogle overordentlig voldsomme tordenvejr, og den elektriske ladning i luften kunne være så stærk, at der dannedes gnister inde i stuen, især i nærheden af stikkontakter. - Det var en yndet søndagssport at bestige bjerget. Trods de stejle sider kunne man gøre det uden at være bjergbestiger. Indvendigt havde det nemlig så mange revner, at man kunne kravle op igennem dem.

 

../billeder/Jos: haengebro-mini.jpg

Hvis man kørte en anden vej ud af byen, kom man snart til the swinging bridge, hængebroen over en flod, der kunne være ret rig på vand og derfor også i tørtiden havde brede strandbredder på hver side.

Broen førte over til nogle frodige køkkenhaver, hvor flittige mennesker dyrkede deres grøntsager og endda brugte overrisling fra floden. Selv kom vi der mest for at finde ædelstene - eller dog i det mindste krystaller. Tænk, om man fandt en rigtig diamant! Vi fandt nu ikke meget. Men vores behov for krystaller blev i grunden rimelig tilgodeset, da vi kom tilbage efter et ophold i Danmark og huset i mellemtiden havde været udlejet til amerikanere. De havde åbenbart haft den samme interesse, og det,

som de ikke ville beholde, havde de spredt ud på gårdspladsen.

 

/nigeria/billeder/Jos: sb95.jpgEt parti fra samme flod.

 

../billeder/Jos: udflugt-mini.jpg

Hvor er vi i grunden her? - Måske bare oppe på bjerget bag compounden. Eller sidder vi oppe på Gog og Magog? - Dette har været en af de skønne dage: regntid men uden regn.

 

 

 


Skorpioner og slanger var en del af hverdagen. Om natten var vi godt beskyttede af moskitonettene, der blev pakket godt ind under madraskanten. Når man stod op om morgenen, så man sig for, inden man satte fødderne ud på gulvet. Og igen skulle man lige se efter, inden de kom ind i hjemmeskoene.

/nigeria/billeder/Jos: sb35-mini.JPG

Den almindeligste slange, vi fandt på vores compound var Nightadder, en lille slange på størrelse med en dansk hugorm og måske noget giftigere. Grønne slanger så vi også en del til; de er nok ikke giftige. Engang var vi ude ved hængebroen i regntiden. Som familiens forsvar gik jeg foran for at holde øje med slanger - og opdagede slet ikke, at jeg skridtede lige hen over en. Der havde dannet sig et vandhul i lervejen, og dér lå en grøn slange; den havde hovedet nede i hullet med en frø i gabet, og nu kunne den ikke få hovedet fri igen. Det ville jeg gerne have et billede af, så da slangen havde så svært ved at komme fri af hullet, tog jeg fat i halen for at trække lidt i den. Reaktionen var hurtigere end et lyn. Hovedet oppe af hullet og slangen i forsvarsstilling. Jeg nåede da at få hånden til mig. Godt det samme, for selv om de grønne slanger nok ikke normalt er giftige, så véd man jo aldrig! - Så slog vi den slange ihjel. Alle de slanger, vi stødte på, slog vi ihjel. Det ville vi nok også gøre idag. Det kan nok så mange slangevenlige film på National Geografic ikke lave om på.

Vore skiftende katte var gode til slanger. Hvis det var firben, de havde fanget, så ville de gerne tage dem med ind i dagligstuen for at vise os byttet. Ligeså da en af dem en dag havde fanget en due. Men slanger tog de aldrig ind. Og de har nok været i krig med dem flere gange end dem, vi selv var vidne til. Især den ene af kattene kom undertiden hjem med helt rødsprængte øjne. Så skyllede Annalise dem med rigeligt vand. For den var nok den spyttende kobra, de havde været ude for.

Selv mødte vi kun en enkelt kobra uden for vores hus. Det var katten, der gjorde opmærksom på den. Den var under en meter lang, men jeg turde ikke gå for tæt på den med min kæp, for disse slanger kan springe. Halvanden gang egen længde, sagde man. Men jeg fik da gjort det af med den, alt imens den sprøjtede gift imod mig efter bedste evne.

En dag kom nattevagten og fortalte, at der havde ligget en kobra på vores fortrappe om natten. Den havde ligget og sprøjtet gift op på de insekter, der sværmede omkring den tændte lygte. Den var så stor som sådan, sagde han og holdt om underarmen. De store slangers størrelse angiver man vist bedst ved at vise tykkelsen. - En af vore missionærkolleger i Numan så undertiden en gammel kobra, der var så tyk som et menneskes lår.

Vi havde som nævnt nattevagt på compounden. Hvis man havde været ovre i samlingsstuen om aftenen, skulle man ikke tænke på at liste sig tilbage. Det måtte gerne høres, at man kom, så nattevagten vidste, hvem det var.

En overgang brugte man gerne tuareger som nattevagt. Efter at tørken havde hærget landet Niger flere år i træk, kom de myldrende ind i Nigeria, hvor de vel klarede sig, som bedst de kunne. De havde det speciale at fremstille dolke og sværd i meget smukke læderbegrukne skeder. Og de skulle nok være udmærkede krigere. Men en særlig grund til, at man frygtede dem, var den, at det var farligt at komme i berøring med dem. For mænd i alt fald. For Tuaregerne var i besiddelse af en særlig trolddom, der kunne få mænds største stolthed til at skrumpe ynkeligt. Og det var ganske vist. Radiostudiets direktør havde selv set det grufulde resultat af et sådant møde med en tuareg.

Nattevagterne var sædvanligvis bevæbnet med bue og pil. Og det var der ingen grund til at kimse ad. De kunne sikkert være gode bueskytter, og pilene kunne være forgiftede. Det var ikke forbudt. Jeg har selv engang været inde i en landsby, hvor jeg kunne vælge mellem pile med og uden gift. Giften kan jo være udmærket, hvis det gælder en kamp med f.eks. en leopard. - En af vore nattevagter var nu alligevel ret stolt, da han kunne vise, hvordan han var kommet de moderne tider i møde. Han havde udskiftet sin bue med - en luftbøsse.



Note: Tallerkennegre
Note: Yankari
Note: Isawa - Jesusfolket
Note: Kirkegang
Sti: Redaktøren ⇐ Jos ⇒ Den traditionelle skole

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/jos/jos.php [line] => 159 )