Benzin

Det hørte med til mit arbejde, at jeg ca. en gang om måneden skulle ud til de distrikter i Adamawa province, hvor der var kommet gang i TEE-undervisningen.

I begyndelsen var der ingen problem i det. Men snart opstod der benzinmangel. Indtil da havde jeg kunne tanke op i byen Bauchi, som man kom til, kort efter at man havde snoet sig den lange vej ned fra det plateau, som Jos lå på. Og i Numan kunne man igen få al den benzin, man havde brug for. Men nu kunne man ikke være sikker på, at der var benzin at få hverken det ene eller det andet sted.

Et par gange måtte vi høre nogle glade kvindelige missionærer fra Numan berette om, at for dem var det ikke noget problem. De samlede sig bare i bøn før afrejsen og bad til Gud om at klare det problem for dem. Det gik vist også godt et par gange. Men så kom de også ud for at strande midtvejs, i Bauchi, hvor der igen benzin var til dem. De tog det faktisk pænt og erkendte, at Gud havde givet dem en påmindelse om, at man ikke skal bruge bøn som et middel til at slippe for det, som man burde gøre selv.

Det var normalt forbudt at hamstre benzin. Men hvis man skulle kunne passe sit arbejde, var der snart ikke andet at gøre. Altså måtte man tage sin plads i køen med en nogenlunde tom tank, når der kom benzin til byen. Og måske kunne man endda nå at tømme tanken en gang mere for at komme i kø igen. Tømningen skete med en slange; den stak man ned i tanken, og så sugede man. Det burde ske med en vis forsigtighed, så benzinen hverken kom i lungerne eller maven. Men man undgik ikke nogen gange at bøvse benzindamp op. Rygning var utilrådelig i den første tid efter sådant et job.

Alt, hvad man havde af større plastikdunke blev brugt til formålet. Det var en usikker emballage, men hvad skulle man dog ellers gøre? - Jeg husker, at jeg engang havde Annalise med på en tur til Purokayo. Jordvejen var ret god, så vi kørte med nogen fart. Pludselig gav bilen et hop over en ujævnhed, og en stank af benzin fyldte bilen. Vi sad med åbne vinduer i varmen og fik i en fart smidt vore cigaretter ud. Så blev der ikke røget mere på den tur, før den utætte dunk var blevet ordentligt tømt.

I den henseende var det rart, da vores lille Renault var blevet skiftet ud med en dieseldreven Landrover, som vi selv havde kørt hertil fra Danmark. Det var ubehageligt nok at få diesel i munden, men dog ikke så farligt som benzinen. På et tidspunkt ville kirkens bestyrelse ikke længere have, at jeg brugte landrover, men stillede i stedet en pickup til min rådighed. Den beslutning kunne jeg egentlig ikke forstå, for jeg skulle jo kunne komme ud til de yderste steder i kirkens distrikt. Men jeg var vist ikke så velanskrevet i bestyrelsen; man kunne nok aldrig kunnet tilgive mig, at jeg ved ansættelsen havde aftalt med ledelsen i Danmark, at vi skulle bo i Jos, hvor børnenes skole var. - Men i alt fald hvad benzintransport angik , var det fint nok. Nu kunne de mange plastikdunke stå på ladet i stedet for at være inde i kabinen sammen med mig og min pibe.

Så vidt jeg husker, havde benzinmangelen ikke indflydelse på prisen. Den blev ved med at koste 87 øre pr. liter, ca. det samme som en pakke cigaretter.


Sti: Politik ⇐ Benzin ⇒ Soldater

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/jos/benzin.php [line] => 233 )