Redaktøren

Annalise var uddannet journalist og skulle i Nigeria have til opgave at skabe en kirkeavis. Efter forskellige drøftelser nåede man frem til, at den skulle hedde Zumunci, være i tabloidformat, udkomme 4 gange om året og være på fire sider hver gang. Hun kunne selvfølgelig ikke selv skrive den på hausa; men den (kristne) hausamand, der boede på vores compound, og som også hjalp mig med mit skriftlige arbejde, skulle oversætte for hende fra engelsk til hausa.

Da de nødvendige beslutninger var truffet, var næste led at få tilladelse, license, til at udgive avisen. Det krævede biskoppens medvirken, men sådan set også min; for der var tradition for, at en kvinde ikke kunne foretage sig den slags uden tilladelse fra sin ægtemand. Så for en sikkerheds skyld udfærdigede jeg en skriftlig tilladelse, som hun også medbragte på det kontor, hvor hun skulle have sin license. (Godtede jeg mig måske lidt, da jeg skrev sådan en erklæring? Eller da Annalise skulle rejse hjem med børnene før mig og der igen var brug for en tilladelse fra familiens overhoved, fordi en kvinde jo ikke kunne rejse væk alene uden sin mands skriftlige tilladelse?)

Embedsmanden var imødekommende nok; men der viste sig efter nogen tids søgen at være et problem. Madame, vi har ikke nogen blanket til avis-license. Kan De bruge en til license for lastbiler? Det godtog Annalise beredvilligt.

Annalise skulle også have en assistent, som hun skulle lære op, så han en dag kunne overtage redaktionen. Det blev en ung mand, der netop have afsluttet præsteuddannelsen i Bukuru, det protestantiske præsteseminarium. Han var meget opmærksom på ikke at komme til at arbejde over efter arbejdstids ophør. Til gengæld tog han det ikke så nøje med at komme til tiden om morgenen. Annalise ønskede, at han som det første skulle lære at skrive ordentligt på skrivemaskine. Men det var han afgjort modstander af. Han, en kommende redaktør, måtte da have folk til den slags. - Jeg tror ikke, at avisen på noget tidspunkt fik nogen som helst glæde af denne unge mand.

Annalise havde ingen problemer med den journalistiske og redaktioelle side af sagen. Og hun havde i alt fald mig til at skaffe billedmateriale. Når jeg var til kirkemøde i Numan, kunne jeg f.eks. benytte pauserne til at tage fotografier af så mange præster som muligt. - Man skulle tro, at det var en smal sag at udgive en avis på fire sider fire gange om året. Men helt så ligetil var det nu ikke. Der var en flaskehals, trykkeriet. Trykkeriet lå i Jos. Det havde en engelsk direktør, mens de fleste i det tekniske personale nok især har været iboer, denne hovedsageligt kristne stamme, der befolkede det Biafra, der en del år i forvejen havde forsøgt at løsrive sig fra Nigeria. De var kendt for deres arbejdsomhed, og de kunne engelsk; men hausa var hverken deres stærke side eller deres lyst. Så Annalise opdagede, at de havde en udtalt tilbøjelighed til at udskyde det med hendes Zumunci til en anden gang. Hendes reaktion var så, at når hun havde afleveret sit stof til trykkeriet, indfandt hun sig personligt medbringende sit strikketøj, satte sig på en stol og holdt øje med, om der var nogen, der ikke havde nok at lave. Når hun så opdagede en, der drev den af, kunne hun venligt, men bestemt nok opfordre vedkommende til at komme i gang med hendes avis. Det plejede at hjælpe.

Avisen havde hele tiden stor opbakning fra biskoppen. Det kneb mere med boghandlerne og læserne. Når en avis var udkommet, blev oplaget fordelt på de små boghandeler, kirken havde rundt omkring i sit distrikt. Der kunne nok være den boghandler, der forsøgte at få folk til at købe avisen; men efter hvad vi hørte, kunne nogle folk give det svar, at de hellere ville købe noget, de allerede kendte, frem for sådan noget nyt og ukendt. Da vi selv engang var inde i en af disse små boghandeler, opdagede vi, at det nyeste nummer slet ikke var lagt frem. Vi kunne se, at hele bunken var stuvet op på allerøverste hylde. Da vi spurgte til det, forklarede boghandleren, at han jo ikke kunne begynde at sælge af den nye avis, før end den gamle var udsolgt.

Som nævnt var kirkens ledelse glade for avisen, men der var ingen til at tage over, da vi rejste hjem. Tiden var ikke moden.


Sti: Missionær i Nigeria ⇐ Redaktøren ⇒ Jos

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/nigeria/jos/avis.php [line] => 251 )