At vise igen

og andet djævelskab

Christian Cornelius

Maren Jørgensdatter, Niels Poulsens enke i Gelballe, var blevet bestjålet. Det talte man selvfølgelig om i byen, og det kom hende for øren, at en mand i Grønninghoved, smeden Christian Cornelius, kunne vise igen. Hun fik sin svoger, Christen Buck af Skanderup, til at rejse hen til ham. Christian Cornelius lovede at skaffe det stjålne tilbage, men han skulle have 10 rigsdaler for det. Det gik Christen Buch nu ikke med til uden videre; Cornelius skulle nok blive betalt; men enken skulle have sit tøj først. Så fastsatte Cornelius en dag, hvor han kunne komme, et par uger senere.

Da dagen kom, sendte enken sin søn hen efter ham. Han kom om eftermiddagen. Det blev aften; de sad i mørket og ventede. Så pludselig sagde Cornelius, at nu var der nogen i haven; de skulle gå ud og se efter. Enken og svogeren fik tændt en lygte og gik ud. Dér lå en sæk. Svogeren rakte den ind gennem det åbne vindue til Cornelius, og nu blev indholdet undersøgt. Det var altsammen enkens bortset fra et stykke sølvtøj. Både Cornelius og svogeren blev der natten over, og næste morgen betalte enken så Cornelius. Han havde forlangt otte rigsdaler, men fik kun seks. For det var ikke alt tøjet, der var kommet tilbage. Og desuden havde Cornelius lovet, at hun måtte se tyven; og det løfte havde han ikke holdt.

Christian Cornelius var ret kendt for at kunne vise igen. Det vidste blandt andet mons. Mathias Christian Bundgaard fra Ødis Bramdrup. Han mente at vide, at Christian Cornelius havde gjort adskillige prøver på, at han kunne vise igen. Så da pastor Friis i Hjarup havde haft indbrud, foreslog han ham, at han skulle få sit tøj vist igen, om det var muligt. Det ville præsten nu ikke. Han sagde, at ingen kunne vise igen uden tyvene selv. Bundgaard var imidlertid selv blevet bestjålet, så han tog rejsen til Grønninghoved og fik Christian Cornelius i tale. Om han kunne vise igen eller skaffe det stjålne tilbage? Ja, det kunne han, men kun det, som ikke var videresolgt. For det, der var blevet solgt, var besidderens frie og frelste ejendom. Og desuden skulle Cornelius være i huset, om det stjålne skulle komme tilbage. - De aftalte, at Bundgaard skulle sende ham et brev om det.

Da han kom tilbage fra Grønninghoved, var pastor Friis og hans kone kommet på besøg. Bundgaard fortalte om sit forehavende. Præsten svarede, at hvis Bundgaard kunne få Cornelius til at vise eller skaffe igen det stjålne, så ville han lade nogen holde øje med, hvor tøjet kom ind, idet han håbede på den måde at kunne finde sin egen tyv.

Bundgaard sendte ilbud til Cornelius og fik til svar, at han nok skulle komme, når han kom hjem. Han kom nu ikke. Men Bundgaard kunne bagefter tydeligt huske, at Cornelius havde sagt, at ingen hørte deres samtale uden Gud, dem selv og Fanden.

Præsten fik ret. Når Cornelius kunne vise igen, så var det, fordi han selv var tyven. Han og de øvrige medlemmer af en ondartet bande blev pågrebet i begyndelsen af 1773 efter indbrud hos provst Winter i Nagbøl og - pastor Friis i Hjarup. Og pastor Friis havde ladet foretage en husundersøgelse netop hos Christian Cornelius, hvor han da også fandt en del af tyvekosterne.

Nu var det slut med en ellers lukrativ forretning som manden, der kunne vise igen. Han blev sammen med to andre mænd dømt til kagstrygning og brændemærkning i panden med tyvemærket - og denæst arbejde i jern på livstid.

Doktor Anders Biering

Kort før julen 1767 havde der været indbrud og justitsråd Michael Muhle, ejeren af den herskabelige gård Hvilsbjerggård.

Tyven skulle findes, og til sådant formål mente han og hans hustru, at det rigtige ville være at sende bud efter Anders Pedersen Biering, en såkaldt doktor. Budbringeren blev Christian Carl Hvas (der vist senere overtog Hvilsbjerggård), og han fik da også at vide af doktoren, at han nok skulle skaffe den rette tyv.

Siden blev der sendt bud efter Niels Vise i Andkær; justitsråden ville tale med ham, forlød det. Da han kom op på gården skulle han følge doktor Biering ud på gangen ved dagligstuen. Her skulle han holde ved den ene side af et sold. Det kunne doktoren bruge til at finde tyven med. Det foregik på den måde, at han nævnte forskellige navne over soldet, og når den skyldiges navn blev nævnt, så begyndte den at snurre. - Desværre viste det sig, at når han nævnte Niels Vises og hans søns navne, så snurrede den. 

Niels Vise slog på soldet og sagde, at han troede da ikke, at de ville beskylde ham, og svor på, at han var uskyldig. Men doktoren demonstrerede igen, hvor sikker soldet var i sin sag. "Du kan sværge så meget, du vil; så er det dog dig og din søn Søren Vises, der har stjålet justitsrådens tøj!". Niels Vise skulle gå til bekendelse; for i aften blev hovedet slået på sømmet. 

Christian Hvas havde forresten hørt doktoren sige, at til slige kunster behøvedes ikke Guds hjælp, men en andens hjælp!

Niels Vise anlagde sag mod doktoren for at blive befriet for hans beskyldning. Og det er derfor, vi nu har kendskab til begivenheden. Det varer ikke længe, inden hans advokat beder om udsættelse med sagen. Der er et forlig på vej. Og det kommer. Vi kender ikke indholdet; men det har sikkert været ganske gunstigt for Niels Vise. Den fornemme justitsråd har sikkert været utilpas med, at der skulle graves alt for meget i hans forhold til denne doktor, der vist havde kontakt til Fanden.

Kilder: Koldinghus birks tingbog 1761-70 og Anst m.fl. herreders tingbog 1771-76.

Just Mathias Thiele: Danmarks Folkesagn 3, afsnit 631:

"Hvis den eftersøgte tyv hørte til husets tyende, brugte husbonden at "lade soldet løbe".
Det foregik ved, at man tog et kornsold, der blev hængt på spidsen af en "arvet" saks, og mens soldet således hang på spidsen, opregnede han navnene på alt sit tyende og holdt øje med, om soldet bevægede sig ved et af navnene, idet han samtidig sagde, hvad han havde ham eller hende mistænkt for.
I Niels Hemmingsens bog om trolddom (Kjøbenh. 1618) hedder det: "Vores troldfolk bruger herunder nogle ord af den halvfjerdsindstyvende salme, som de læser eller mumler over et sold, idet de siger: Når du ser en tyv, da løber du med ham! Og derefter nævnes soldet, saksen eller nøglen, som bruges hertil.
Dette kaldes coscinomanti og skal have sin oprindelse hos kaldæerne, som ved hjælp af et sold og en saks havde en forbløffende evne til at kunne afsløre enhver tyv."


Oversigten
Tingbøgerne

Copyright © Johs. Lind
Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg

Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk