Stolestader

Efter barnefødsel skulle moderen i gamle dage ifølge Christian V's Kirkeritual holde sig hjemme en tid og først derefter indfinde sig i kirken sammen med et følge bestående af nogle få kvinder. De skulle komme i god tid inden gudstjenestens begyndelse og blive stående i våbenhuset eller uden for kirkedøren, hvor præsten ville komme og holde en lille tale til moderen om at takke Gud, som havde hjulpet hende fra sorg til glæde ved en god forløsning, og minde hende om altid at opdrage sit barn i sand gudsfrygt og foregå det med et godt eksempel. Efter at præsten havde ønsket hende lykke og velsignelse, skulle hun med sit følge gå ind i kirken og forrette sin andagt sammen med de øvrige i menigheden. Og efter prædikenen skulle hun og følget ofre ved alteret.

Sådan en glædelig begivenhed skulle kvinderne i Stovstrup fejre en søndag i 1724 sammen med Augustinus' kone fra Kobbelgård. Først var de inde hos pastor Jens Bergendal, og derfra drog de i procession til Fredericia kirke, hvor de først blev indløst og siden deltog i gudstjenesten og gik offergang, som foreskrevet var. Men den andagt, som kirkeritualet tilsigtede, kom til at virke noget forstyrret.

Det begyndte, da konerne skulle gå fra præsteboligen. Da havde Maren Pedersdatter Bangs kaldt Maren Eriksdatter til sig, for at de skulle gå sammen. Men det ville Apelone Lasdatter ikke finde sig. Den ene gang efter den anden forsøgte hun at klemme sig ind imellem de to. Men Maren Bangs holdt godt fast i den anden Marens klæder; og efterhånden som Apelone blev mere og mere stikken, kunne hun da slet ikke få lov. Maren Eriksdatter, der nok ikke har befundet sig alt for godt ved situationen, så på et tidspunkt sit snit til at komme over på den anden side af Maren Bangs, og så fik Apelone da sin vilje.

Da de omsider kom ind i kirken, begyndte skærmydslerne igen. Nu fandt Maren Bangs på, at hun og den anden Maren ikke skulle sidde i den kvindestol, der ellers var forbeholdt dem fra Stovstrup, men sætte sig en halv snes pladser længere fremme. Så var de da forrest i det selskab. Men straks kom Apelone, som endnu en gang ville ind imellem dem. De levnede hende ikke plads; men hun veg ikke. Lige til efter prædikenen blev hun siddende på lårene af dem. Maren Pedersdatter havde bedt Apelone tænke på, at de dog befandt sig i Guds hus; men hun svor ved Gud, at dette var lige så fult som at lade en ager tage fra sin gård. Og da den kirketjener, der bar tavlen rundt, sagde til dem, at byens præsident ville tale med dem bagefter, svarede hun på den advarsel: "Gid ret bliver rigest; jeg forlanger ikke andet!", og blev iøvrigt siddende på deres skød.

Først da de skulle gå offergang, kom der en løsning på problemet. Maren Bangs gav den anden Maren lov til at følges med Apelone og fandt selv en anden at følges med. Og da de kom ned igen, satte de sig i hver sin stol.

Foranstående beskrivelse er hentet fra justitsprotokollen for Koldinghus birketing, hvor der blev afhørt vidner tirsdag den 31/10 1724. Der faldt ikke dom i sagen ved birketinget, og det har nok heller ikke været meningen. Vidnerne er sikkert blevet afhørt ved tinget, for at Fredericias præsident kunne få en nogenlunde sandfærdig beskrivelse som grundlag for mulige disciplinære foranstaltninger. Når man vidnede i retten, var man jo bundet af sin ed. Det er Maren Eriksdatters egen forklaring, vi her har fulgt, og det er måske en grund til, at hendes egen rolle synes at have været så uskyldig. Men det kan nu sagtens tænkes, at hun faktisk mod sin vilje er blevet benyttet som redskab for to af byens førende koner i deres indbyrdes rivalisering. Abelone Lasdatter var gift med Lauge Hansen, hvis betydning i lokalsamfundet var givet med, at han var sognefoged. Maren Pedersdatter var gift med Jørgen Bang, der var en ung, dygtig bonde på vej frem. Han blev iøvrigt senere sognefoged i stedet for Lauge Hansen, der så måtte virke for ham som budfoged.

Der har ganske åbenbart været rangstridigheder mellem de to koner. Og rangstridigheder kom dengang ofte til udfoldelse ved gudstjenesterne, hvor man kunne strides om, hvem der måtte sidde hvor. Man kan også kalde det ejendomsstridigheder, for pladserne i kirken tilhørte virkelig de enkelte gårde eller personer som en rettighed, de selv havde betalt for eller havde hævd på. Det er da også derfor, at Apelone kunne sammenligne den uret, der efter hendes mening var overgået hende, med det, at nogen tog en ager fra gården.

---

Inden vi går videre, skal vi have klaret begrebet stolestade. En stol svarer nærmest til det, som vi idag vil kalde en bænk; men den kunne rumme både siddepladser (sæder) og ståpladser (stader). Et stolestade skulle således være en ståplads i en stol; men i tingbøgerne bruges ordet hyppigst om en plads slet og ret. Og det har almindeligvis været siddepladser. De folk, der havde overskud til at gå i retten i sådanne sager, har naturligvis oftest været de velbjærgede, der havde råd til at sidde ned ved gudstjeneste.

Det var finest at sidde yderst mod midtergangen. Hvis to gårde var fælles om den samme stol, kunne det f.eks. være den ældst gifte kone, der sad yderst, og lige efter hende den anden gårdmandskone, mens tjenestepigerne fra begge gårde så kunne rykke ind mod muren, siddende eller stående.

Disse kirkestole har nok ikke i 1700-tallet kunnet leve op til de krav, som de kirkelige myndigheder idag stiller. Kirkerne har rent ud sagt set temmelig rodede ud. I alt fald på landet. For det var stolenes ejerne selv, der stod for deres oprettelse og vedligeholdelse, alt efter deres formåen og deres mulige ønske om at markere velstand. Nogle stole kunne være ganske smalle, så at gravide koner havde besvær med at bruge dem. Andre var ikke blot rummelige, men havde også høj ryg, så at andre kirkegængere ikke kunne kigge på deres indvånere bagfra. Atter andre var helt lukkede, udført i fint træ og med glasruder. Hvis ikke sådanne stole var placeret helt oppe i koret ud til siderne, må de i grunden have hæmmet udsynet temmelig kraftigt.

Et eksempel på stoleejernes dispositionsmuligheder har vi i en ret fredsommelig sag, der blev afgjort den 10. marts 1744. Det var seigneur Hans Henriksen Amnitsbøl i Lille Velling, der havde anlagt sag mod skovrider Johan Luckhardt vedr. deres fælles indelukkede fruentimmerstol. Der var ingen tvivl om, at stolen var tillagt deres to gårde, for det stod i kirkebogen. Men der har nok været uenighed om, hvor mange pladser der tilkom hver gård. På denne tingdag fremlagde skovrideren et forslag, som nok skulle kunne løse problemerne: Han ville lade opstille en bænk med ryglæn midt i den nuværende stol, så den blev til to stole, og han ville forsyne dem med lige brede døre ud til midtergangen. Og hvis de høje herrer i kirkesessionen ikke var tilfredse med nyindretningen, så ville han på egen bekostning bringe stolen tilbage til dens oprindelige stand.

Der var altså en tilsynsmyndighed, der kunne sørge for, at ikke alting blev overladt til kræfternes frie spil. Det havde Peder Thonboe til Hundsbæk også måttet sande, da han blev sagsøgt efter et forsøg på at reparere Bække kirke med færrest mulige omkostninger. Blytækkerens pris var aftalt efter, at han skulle have lov til at beholde den såkaldte blyaske, hvilket vel altid medførte, at en blytækker lod alt for meget bly blev tilbage i asken, og det, der blev tilovers til taget, blev for tyndt og afstumpet, så kirken blev utæt. Men også inventaret havde Thonboe forgrebet sig på. Noget godt tømmer i Thor Jensens og Bodil Krokones stole (knæleskamler) havde han ladet bruge til loft over våbenhuset, og Bodil Krokone hævdede endda for sit vedkommende, at hun havde købt sin planke af den forrige kirkeværge. Men Peder Thonboe mente sig i sin ret, for i den ene stol havde han stillet en trebenet skammel af eg og i den anden en af fyr! (Tingdagene 25/6 og 9/7 1726).

---

Ligefrem voldelige episoder forekom nok ikke den omtalte søndag i Fredericia kirke; men andagt har der ikke været meget af.

Andre steder kunne det gå værre til. Skal man tro tingbøgerne, har Smidstrup kirke været særlig hårdt ramt. Her havde Christen Lassen af Tiufkær taget affære en februar søndag i 1724. Han var med sin datter trængt ind i kvindestolen bag ved Kirsten Casperskone. Vidner kunne fortælle, at Kirsten pludselig segnede om og faldt ned, hvorefter Christen Lassen tog sin datter og satte hende på skamlen. Bagefter havde Kirsten ladet sig syne af to mænd, der bekræftede, at de havde set et blåt mærke på hendes venstre ben oven over knæet; det skulle være tilføjet hende af Christen Lassen. Om han har slået eller nappet konen, ved vi ikke. Men vi ved, at det skete, efter at Kirsten og hans egen kone havde skubbedes i kirken om pladserne hver søndag i to år - og sikkert længere.

Mere fredeligt er det formentlig gået til, da Malene Koeds af Håstrup tre år senere følte sig trængt i sine rettigheder af Ole Madsen i Smidstrup og derfor måtte skaffe sig dom på, hvilke stader hendes gård havde ret til.

Det forløb også rimelig stilfærdigt, da Niels Andersen i Velling i 1739 så sig nødsaget til at rejse sag mod Peder Buch, hvis kone var begyndt at bruge hans egen kones plads og hellere ville indgive en klage til kongen end afgive den frivilligt. Der blev dog trods hendes stædighed indgået forlig, bortset fra at Peder Buchs kone havde pådraget sig et mellemværende med amtmanden, hvis udtrykkelige påbud hun i sagens løb havde trodset.

Men rigtig galt var det gået i 1732, da nogle kvinder i Tiufkær kom i strid. På een og samme dag (29/4) blev der rejst to sager. Den ene førte regimentskriveren (ved sin fuldmægtig Simon Møller) for tre rytterbønder med koner mod tre andre rytterbønder og deres koner. Og netop disse tre indledte samme dag en sag mod deres sagsøgere. Til held for dem havde de fået den dygtige byfoged Christian Grundal som advokat. - Sagen angik i grunden slet ikke stolestader, men derimod den vold, som begge parter kunne bevise at de havde været udsat for. Begge parter havde haft synsmænd til at optage rapport om sår og blå mærker. Dog havde synsmændenes beskrivelse af det blodige sår på Margrethe Knudsdatters astballe ikke beroet på selvsyn.

Nævnte kone var søster til Maren Knudsdatter, og disse to havde med bistand af en tredie kvinde (Margrethes vævekone) i 2-3 dage udkæmpet nogle drabelige slag med søsterparret Maren og Lisbet Andersdatter, der blev bistået af Maren Pedersdatter, vistnok smedens kone. Lisbet var gift med Peder Skomager, og mellem hans familie og Knudsdøtrenes var der gammelt nag. Hans mor havde nemlig engang beskyldt deres far Knud Høeg for tyveri og havde også brugt øgenavne om de mænd, der på den tid var blevet gift med hans døtre. Beskyldningerne var blevet kendt grundløse af retten, men de sad stadig i erindringen, så da Margrethe Knudsdatter en torsdag den 3/4 var i skænderi med de to Andersdøtre, måtte hun høre for, at hendes far stod som tyv i tingbogen. Men hun blev ikke svar skyldig: "Din mands moder findes derfor som skændskvinde".

Dagen efter fandt det første store slagsmål sted. Det var om morgenen, da kvinderne havde drevet kvæget ud. Efter at de havde udvekslet beskyldninger som 'hore', 'højtæve' og 'tyv', fik de hinanden fat i håret og tumlede om på jorden og sloges, indtil et par af mændene fik dem skilt ad. Freden holdt ikke længere end til om eftermiddagen, hvor to af kvinderne tilfældigvis traf hinanden inde hos en nabo. Her kom både ildklemmer og økse i anvendelse. Værtinden fik øksen fra den ene og måtte med sin arm afbøde et slag med ildklemmen, inden de to kvinder forlod hendes hus.

Om lørdagen fulgte der så et slagsmål så stort, at et af vidnerne i retten kun kunne give en ufuldstændig beretning om, hvad der var sket, fordi der simpelthen var samlet så mange folk omkring de stridende, at hun ikke kunne komme til at se ordentligt. Det var igen kvinderne, der var faret i totterne på hinanden med kæppe, træsko og skovl. Da Lisbet begyndte at græde som et barn, kom hendes mand Peder Skomager løbende. Han tog Margrethe i håret, slog hende til jorden og gav hende nogle spark i ryggen. Nu kom også Ole Christensen med en kæp, som han ligefrem havde fat i med begge hænder, da han gav Margrethe nogle dygtige rap over lårene og astballerne. Sin egen kone tog han og satte ind i sin kålhave. Så fik han øje på vævekonen, der nærmede sig; hun tog flugten ned ad byens gade med ham i hælene og kom noget efter tilbage med blodet løbende ned over klæderne.

Imens var Margrethes mand kommet til. Han havde en stok i hånden, men det var nu fordi han var lam i det ene ben. Han nåede med sin stok at afbøde et slag, som Maren Pedersdatter ville have tilføjet hans kone med en skovl. Men så slog Ole Christensen ham til jorden med en kraftig kæp. Han blev liggende et stykke tid, og øjnene stod helt stille i hans hoved. Så kom han til sig selv igen og gik straks hjem uden at mæle et ord.

Der skete en del mere i disse slagsmål. Men hvad var nu grunden til al den ufred? Jo, de stredes om 'højheden', som en udtrykte sig, eller om 'rang og gang', som en anden sagde. Nærmere betegnet drejede det sig om, hvorvidt Maren Knudsdatter skulle gå foran Maren Andersdatter ved barsel og offer. Og det havde nok først gjort kvinderne, men dernæst også mændene stridbare, især Ole Christensen. Han ville have, at Hans Jensens kone skulle 'gå under' hans, og Hans Jensen selv under ham. "Du skal aldrig opleve den dag, da min kone skal gå under din kone, og jeg skulle gå under din kæltringknægt".

Hans Jensen var vist egentlig et fredsommeligt gemyt. Han var allermest interesseret i, at hans og hans kone kunne færdes i fred på Tiufkær gade. Men den ret, som han nu engang havde, den holdt han på: hans kone skulle gå foran Ole Christensens, for hun var ældst gift.

Historien melder ikke noget om, hvordan gudstjenesten forløb i Smidstrup kirke dagen efter. Det har nok været så som så med andagten. I kirken kunne man få tiden til at gå med meget andet end netop dette at suge evangeliet til sig!

Hvis nogen dengang blev spurgt, hvorfor man gik i kirke, ville selvfølgelig ikke en eneste have sagt, at det var for at brillere med fornemhed. Men når tingene gik op i en spids, var det nu nemmest for de helt udenforstående at huske meningen med det hele. Sådan også da skovfogeden i Trelde med svindel og svig havde forsøgt at sikre sig retten til en fornem stol, der var blevet oprettet i koret, da der endnu var skovrider i Trelde. Da det langt om længe bevistes, at hans retmæssige plads var et helt andet sted nede i kirke, konstaterede retten da også, at det var en plads, han kunne være tilfreds med, for derfra kunne han udmærket påhøre Guds ord.

Men retsbetjente er også mennesker, og engang havde birkeskriveren Mads Paabye på Nygård set sig glad på den flotte lukkede stol, der var placeret på pulpituret i hans sognekirke. Det nævnte han nu ikke noget om i sin stævning, hvor han kun førte en række vidner på, at hans gård led af alvorlig mangel på pladser i Starup kirke; men under vidneafhøringen kom det frem, at Nygårds tidligere beboer, general Leegart, havde ladet opføre en stol til gårdens kvinder; den lod han nedbryde, da han rejste fra sognet, men præsten fik ham overtalt til at lade materialerne blive, hvorefter han i samråd med sognemændene fik den opstillet som lukket stol på pulpituret. Hvem der egentlig havde ret til at sidde der, var aldrig blevet fastslået, men i praksis havde det altid været præstens familie, der havde brugt den. Da vidneførelsen var nået hertil, stod præsten frem og foreslog - for at forebygge store disputter og for at fremme kærligheden, - at birkeskriveren og hans kone kunne benytte halvdelen af sæderne i denne eftertragtede stol. Og straks kunne sagen afsluttes, for birkeskriveren kunne forsikre, at heller ikke han ønskede noget andet end at leve i kærlighed og enighed med sin sjælesørger og gode ven, og når han blot fik tilgodeset sit behov for pladser i kirken, så var han tilfreds. Sådan kunne en strid om stolestader altså afgøres mellem dannede folk, der jo heller ikke så godt kunne tumle rundt på jorden med hænderne i hinandens parykker!

Lykkeligvis har dog ikke alting været bestemt af forfængelighed og nid. Måske sporer vi endda et strejf af romantik i en stolestadesag fra Taulov sogn i 1740. Anledningen til sagen var den sædvanlige. I dette tilfælde var det madam Herup, degnens kone, der stædigt påstod sin ret til at bruge gangstadet i Gudsø mølles stol, skønt hun kun havde fået lov til at bruge det midlertidigt. Frederik Bredahl på Søholmegård kunne forklare, hvordan problemet var opstået: Da han giftede sig ind på gården i 1718 havde hans daværende kone straks klaget over, at Gudsø mølles nyopførte kvindestol havde taget plads fra hendes stol. Bredahl havde set på sagen og havde fredsommeligt vurderet, at der var plads nok endda. Det venskabelige forhold til møllerfamilien blev bestyrket, da møllerkonen nogle år senere fik lov til at sidde med sin lille datter i Bredahls fruentimmerstol. Denne var nemlig lukket bagtil og stod øverst i kirken, og her var det godt for den lille datter at sidde, fordi hun var læderet i ansigtet og undså sig for folk. Til gengæld kunne kvinderne fra Bredahls gård så bruge møllerkonens stolestader, idet dog den daværende degn fik lov til at lade sin kone sidde i gangstadet. Og i mange år fik møllerfamilien ikke brug for deres egne kvindestader; både mor og datter blev ved med at sidde i Bredahls stol. Han blev nemlig gift med datteren.


Copyright © Johs. Lind
Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg

Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk