Sproget i 1700-tallet

Sommeren 1728 havde skovrider Rovert fra Verst været på urkokkejagt sammen med Hans Henrik, en af jægermester Bielckes skytter. Den bedste jagt var i Bække mose, og da de nærmede sig den, hørte de et skud derfra. De så røgen fra bøssen, og skytten sprintede straks afsted. Skovrideren var knapt så hurtig. Da han nåede frem, genkendte han den fremmede som skytten fra Estrup, Guldbrandt Møller. Hans Henrik havde villet anholde Guldbrandt, fordi han var inde på vildtbanens område; men Guldbrandt havde truet med både hirschfænger og bøsse, og nu stod de der med bøsserne rettet imod hinanden. "Læg din flinte ned", kommanderede skovrideren, "du skyder vel ikke mere end een; eller jeg skyder dig, så dampen skal stå af din hals, og du bliver ulykkelig!"

Fornuftigvis rettede Guldbrandt sig efter henstillingen, og derved kom der i stedet for en begravelse en retssag ud af det.

Ulykkelig

Det, som en nutidig læser måske studser over, er brugen af ordet 'ulykkelig'. Vi kan ikke rigtigt forestille os, at nogen skulle være i stand til at være ulykkelig efter et velrettet skud gennem halsen. Vi vil nok nærmest mene, at efter sådan en bekomst er et menneske hinsides enhver form for følelse. Måske har vi ret i det; hvem ved! Men det er sikkert ikke denne mere metafysiske anskuelse, der er imellem os og skovrider Rovert. Forskellen er snarere at finde i vor egen tids gennemgribende psykologisering af sproget.

At være ulykkelig er for os noget med tårer, noget med at være ked af det. Men for den tid er det noget med helt objektivt at blive ramt af ulykke, og i den forbindelse vises der ikke megen interesse for en eventuelt ledsagende sindstilstand.

Fornærmet

Da Christen Snogdal af Hjarup var soldat i 1764, havde han sit hyr med en hund, der overfaldt ham, når han skulle gå til eksercerpladsen. Engang havde den revet hans soldaterkjole i stykker, og hans løjtnant havde derfor givet ham lov til at skyde dyret. Men ejermanden, grænsekontrollør Zahn i Hjarup, lod så forlyde, at hvis det skete, ville han skyde Christen Snogdal med sine pistoler, så for en sikkerheds skyld havde Christen Snogdal gemt sig bag porten i en af byens gårde og foretaget nedskydningen gennem et hul, der var i porten. - Det bragte ham en sag på halsen fra selve regimentskriveren, der ellers i almindelighed var kronbøndernes forsvar. Men han klarede frisag og fik endda regres over for grænsekontrolløren for den fornærmelse, der var overgået ham.

At grænsekontrolløren skulle have sagt noget, der kan have stødt Christen, kan jo sagtens tænkes. Men det er nu ikke det, der menes med fornærmelse. Det er derimod den rent objektive skade, der er tilføjet ham.

Ordet 'fornærmelse' er nok et af de hyppigst brugte i tingbøgerne. Og hvis det skulle have haft samme betydning som idag, så måtte der have været en ulidelig vrimmel af fornærmede miner i tinghuset. Men den betydning har ordet ikke haft. Rigtignok kan man bl.a. blive fornærmet på sin ære, og så er der måske en vis lighed. Men ellers betyder det: at være blevet gået for nær. Man er blevet fornærmet, hvis nogen indpløjer ens jord eller danner sti over toften, hvor ingen sti skulle være, eller tilegner sig ens stolestade i kirken.

Fornøjet

Sådan er det også med ordet 'fornøjelse'. Når en sag endte med en henrettelsesdom, skulle den dømte bagefter have lejlighed til erklære, om han ville appellere dommen til højesteret. På spørgsmålet herom kunne han så evt. svare, at han var fornøjet med dommen og blot ville søge om en eller anden kongelig benådning som f.eks. at blive begravet i kristen jord efter henrettelsen. - Selvfølgelig har delinkventen ikke stået der og hoppet af fornøjelse ved udsigten til at blive hængt. Endnu engang: Det drejer sig ikke om sindstilstanden, men om et objektivt forhold: delinkventen erkender, at sagen er rigtigt pådømt, og at der ikke sker ham nogen uret.

Det er næsten synd at sige det. Ellers kunne en moderne læser såmænd sidde og blive helt fornøjet over al den fornøjelse, han møder i tingbogen. Arvingen, der har modtaget sin arv, kvitterer for fornøjelig betaling. Og det samme gør bonden, der har solgt sin gård, eller kreditor, der har fået sine penge tilbage.

Overbevist

Et andet ord, der har undergået en moderne psykologisering, er ordet 'overbevist'. Den ene dom efter den anden konstaterer, at en af sagens parter er blevet overbevist om et eller andet forhold, f.eks. at han skylder sin modpart en sum penge. Det har han måske hele tiden været - i vor betydning af ordet; men han har i alt fald forsøgt at benægte det og evt. ført vidner, som skulle frikende ham. Dog modpartens vidner og beviser har været stærkere. De har overgået hans egne beviser. Han er blevet over-bevist.

Krænket

Med ordet 'krænkelse' kan det forholde sig omtrent som med fornærmelsen. I december 1729 forsøger sognefoged Morten Dahl af Andkær at få sin søn Peder befriet for eventuelle krav fra Mette Madsdatter af Skærup. Det gør han ved at føre vidner om nogle forhold hele ni år tidligere, da Mette tjente hos Jens Pedersen i Brejning. Og lad det nu være tilladt at gengive vidnesbyrdene nogenlunde udførligt. For selv om det hele ikke drejer sig om sprogbrug, så kaster det dog lys over nogle sider af folkelivet den gang. Der var dengang en karl på gården ved navn Hans Sørensen, en forhenværende rytter. Han har nok delt seng med en af gårdens tjenestedrenge, og når denne stod op om morgenen for at flytte hestene, har husbond tit set Mette komme og lægge sig på sengen hos Hans; men han har aldrig set dem under dyne sammen. Husbond husker også, at under høhøsten den sommer havde Hans og Mette forladt arbejdet og var gået ind i skoven, og det varede så længe, at husbond nåede at rive to læs hø sammen, inden de kom tilbage. Men begge dele har åbenbart været inden for grænsen af det tilladelige, for husbond ved ikke af, at Mette skulle have været 'berygtet' med Hans. Det kan vi så undre os over nu. Men selv om vi antager, at de to unge bare har snakket og plukket blomster i al den tid, så må vi sikkert alligevel stadig undre os over, at karle og piger havde så frie arbejdsforhold dengang, at de sådan kunne forlade arbejdspladsen på ubestemt tid og overlade slæbet til husbond.

Et andet af vidnerne var Jens Christensen, der dengang havde tjent som karl på nabogården. Her havde der været barselsgilde den sommer. På andendagen var de fleste af byens mænd taget til marked i Vejle. Men barselsgæsterne var der stadig, og Hans havde lovet at spille til dans for dem. Jens gik over efter ham, men fandt lodøren stængt indefra. Han kiggede ind og kunne se, at Hans lå i en seng med et kvindfolk under dynen. Det gik han tilbage og meddelte gæsterne; men de sendte ham afsted igen, for de ville danse. Så måtte han skaffe sig adgang gennem stalden og ind over hestekrybben. Og der i loen fandt han så Hans under dyne med Mette. - "Hvad ligger du her for? Du har jo lovet at spille!". "Ti stille, broder!", greb Mette ind, "han er syg og skarn, og derfor lagde jeg mig lidt hos ham, at han skulle komme sig". Så tog Jens hende ud af sengen (hun havde sine gangklæder på) og gav sig til at danse med hende. Hans begyndte at spille på sin fiol, Mette hentede mjød til dem, og snart efter var de på vej over til barselsgildet. Iøvrigt kendte heller ikke Jens til, at Mette skulle være berygtet med Hans. Så også denne episode har åbenbart været inden for grænserne af det tilladelige. Hvis man ellers skal tro vidnerne.

Og så kommer vi endelig til krænkelsen. Efter at have påhørt disse vidner oplyser Mette Madsdatter nemlig, at hun var en ærlig pige, indtil hun for seks år siden blev krænket af sognefogedens søn under løfte om ægteskab. Det siger næsten sig selv, at denne krænkelse angår det rent fysiske forhold og ikke i nogen måde skal fortælle noget om sure miner på sengekanten.

Nu har vi set på nogle ord, der siden 1700-tallet har skiftet mening i psykologiserende retning. Men deraf kan vi nu alligevel ikke slutte, at sindelaget dengang var uden betydning. Tværtimod kan det f.eks. være af betydning i sager om vold mod mennesker eller bohave, om den pågældende handling var begået i vrede. Typisk vil handlinger, der er begået i vrede eller hidsighed eller med lignende ukristeligt sindelag udløse en tillægsbøde af kirkelig karakter: til herredets eller sognets fattigkasse eller til et af hospitalerne.

Forelsket?

Var der noget, der hed forelskelse dengang? Om ikke selve ordet er set, så er sagen dog en enkelt gang berørt. Det er i 1723, hvor Morten Andersen i Pjedsted forsøger at få sin søn Søren frigjort fra et ægteskabskrav fra Abelone Madsdatter i samme by. Abelones far vil føre bevis på, at Søren under løfte om ægteskab har besvangret hans datter, som iøvrigt har ført et uberygtet levned og er barn af gode og skikkelige forældre. Sørens far vil omvendt føre bevis på, at Abelone snedigt og med bistand fra sin familie har efterstræbt Søren med henblik på at komme i besiddelse af gården. Noget af det mest belastende, han kan finde frem til, er, at Abelone engang har været med til julestue; men det kan ikke rigtig bekræftes, at hun ved den lejlighed havde været 'i krog' eller 'i kammer' med nogen. På et vist tidspunkt havde nogle ryttere med dragne sabler jaget nogle af karlene ud fra julestuen. Abelone var blevet derinde, selv om hendes broder havde forsøgt at få hende med ud. Men der var nu så mange andre, både karle og piger, der var blevet derinde. Ellers går vidnesbyrdene på Sørens og Abelones indbyrdes forhold. (Og hvor har der været mange til at kigge! De kan fortælle enkeltheder, som det ikke er nødvendigt at referere her). Det, som går igen i næsten allesammen, er, at de to unge har opsøgt hinanden, når lejlighed gaves, og at de har fulgtes med hinanden både i skov og på mark gennem tre år, og 'de var så tvistende glade for hinanden'.

Fremmedord

Det er i grunden forbavsende, så lidt tingbogens sprog er præget af tysk, selv om der nok på Koldingegnen er hørt en del tysk til daglig. Derimod vrimler det med udtryk, der forstås umiddelbart af en læser med almindelig skoleengelsk eller fransk i bagagen. F.eks. er det ikke ualmindeligt, at man i stedet for 'dom' skriver 'sentence'. Det tyske rører lidt på sig, når et sådant ord kan blive stavet 'sententze". Og naturligvis er sproget ikke blottet for tysk påvirkning. Ordet 'begegne' forekommer langt hyppigere end det danske 'møde'. Man møder også et praktisk ord som 'nagdel', der er det modsatte af 'fordel' og altså har kunnet udfylde et stadig åbentstående hul i dansk ordforråd, når man nu ikke må sige 'bagdel'. Der skal nok være en del flere uopdagede tyske udtryk i den almindelige sprogbrug, for de falder så naturligt ind i sproget, at man knapt nok bemærker dem som fremmede. Dette var før tyskerhadets tid.

Jysk

Jysk har også gode kår. Det kan man se, når det skrevne har skullet forsøg at eftergøre udtalen. Man skal ikke forbavses, hvis den mand, der den ene gang kaldes 'Bjerg', benævnes 'Bjerre' næste gang. Og hvad er et 'plantebej' for noget. Nåh jo, det er bare jysk for 'plantebed'.

Sjællandsk

Når det nu er sproget, vi beskæftiger os med, så må det være tilladt at slutte med en pinlig affære, der tildrog sig i Herslev i sommeren 1729: Da Maren Christensdatter stod op tidligt om morgenen, så hun til sin forfærdelse, at hun havde delt seng med Jens Jepsen, en af naboerne. Øjeblikkeligt gav hun sig til at hyle og jamre, så at naboerskerne på et øjeblik var strømmet til. Der havde været barselsgilde i byen dagen i forvejen, og da havde Jens Jepsen fået rigeligt at drikke, så han ikke huskede noget om, hvad der siden var passeret. Men kendsgerningen var altså, at han havde skaffet sig adgang til Maren, hvis mand var på rejse. Der var ingen, der havde hørt ham komme ind, undtagen Marens mor. Hun havde meget tidligt om morgenen hørt en karl komme ind ad stuedøren. "Hvem er det?", havde hun sagt. "Det er jeg", lød svaret. Og så havde hun troet, at det var svigersønnen. For han var fra Sjælland og sagde 'jeg', hvor andre bønderfolk der på egnen sagde 'A'.


Oversigten
Tingbøgerne

Copyright © Johs. Lind
Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg

Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk