Salt og brød

Der havde været marked i Kolding. Den begivenhed tiltrak altid store mængder af folk fra oplandet, om man nu skulle ind for at gøre en god handel, eller det mere var for at få en god dag (det første kunne vel altid være et godt påskud for det sidste).

Sådan var der også nogle kvinder fra Bække, der var kommet til byen i den anledning. Det var i begyndelsen af oktober 1696. De havde indlogeret sig på et af byens gæsterier, hos salig Peder Sørensens enke.

Den aften forsvandt der et glas fra skænkestuen. To af kvinderne, Anne Hansdatter og Karen Mortens, mente helt bestemt, at det var Henrik Børners kone, der havde taget det. Hun havde skjult det i sin barm og var gået ud og havde sat det fra sig i en vogn, mente de. Så de gik ud til vognen, men fandt ikke noget. Det blev en værre tumult, og næste morgen ville kvinderne sværge om salt og brød om glasset; men så kom tjenestepigen og fortalte, at hun havde fundet glasset i møddingen.

Det var den velsituerede fæstebonde Anders Hansen fra Asbo, der kunne fortælle denne historie i retten. Han var kommet ridende til markedet og var kommet ind i samme gæsteri, hvor Anne og Karen havde fortalt ham historien.

Det var Henrik Børner, der havde rejst sagen for at få sin kones navn renset. Han havde først haft to beskikkelsesmænd inde på gæsteriet for at spørge enken, om hun havde noget at beskylde hans kone for. Det havde hun ikke. Så havde han rejst sagen ved herredstinget og stævnet alle implicerede. Her erklærede Anne Hansddatter og Karen Mortens, at de ikke vidste andet end, hvad Maren Madsdatter havde sagt. Men Maren havde allerede erklæret i retten, at hun ikke havde set nogen tage glasset. Og så blev der ikke mere ud af den sag. En så krænkende beskyldning kunne ellers godt have været endt med en dom, der frikendte den krænkede og ikendte dem, der havde udbredt sladderen, en passende bod. Men sagsøgeren har åbenbart stillet sig tilfreds med resultatet.

Men hvad vil det nu sige, at kvinderne ville "sværge om salt og brød"?
Det får vi mere at vide om i en sag, der blev rejst i 1712.

Der havde været "velkomst" hos Bunde Olufsen og hans kone Lene Mikkelsdatter i Borlev. Ved den lejlighed havde Lene mistet et livbånd, som lå i hendes skrin. Lene havde ymtet noget om, at det nok "var fulgt med fruens klæder, som de siger". Livbåndet blev ganske vist senere fundet uden for Ballesgårds lade; men hvem havde taget det, og hvem havde nu lagt det dér?

Det blev der talt meget om. Og da der var barsel hos Anders Iversen i Bølling, sagde nogen, at Jørgen Ballesgaards hustru nok vidste, hvem der havde lagt livbåndet uden for deres gård. Det havde hun vist endda selv sagt.

Alle var under mistanke, så nu skulle der tages affære. Naboerne kom ind til Lene Mikkelsdatter og tilbød, at hvis hun først ville sværge på brød og salt, at hun havde lagt livbåndet i sit skrin, så ville de bagefter sværge på, at de var uskyldige. Manden brød sig ikke om sådan sværgen i sit hus; det var imod hans vilje og samtykke; men det skete nu alligevel. Og på den måde blev den ene efter den anden renset for mistanke.

Så kunne man jo begynde at indkredse den skyldige. Det talte man om på vej hjem fra kirke en søndag. Man nåede frem til, at nu var det kun dem på gården i Hjelmdrup, der ikke havde renset sig.

Og så kommer sagen for retten. Mads Jespersen i Hjelmdrup må have renset sin kone for beskyldningen. Og det lykkes da også fuldstændigt. Under afhøringerne kommer det frem, hvor mange der har været henne hos Lene Mikkelsdatter for at sværge på salt og brød. Det er en hel del. Og Lene Mikkelsdatter forklarer også, hvordan det foregår:

"Og åd de salt og brød og derved svor med disse ord, at dersom de var skyldig i denne sag eller havde taget det ommeldte livbånd, da skulle der fare så mange djævle i dem, som der var brødkrummer i og saltkorn på det brød, de åd".

Kilde: Anst-Jerlev-Slavs herreders tingbøger 1692-97 og 1712-16.


Oversigten
Tingbøgerne

Copyright © Johs. Lind
Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg

Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk