Drages til minde!


Hvad er retsbevidsthed? Vil læseren venligst et øjeblik lægge denne artikel fra sig for at afgøre med sig selv, hvad dette ord betyder eller bør betyde.

Altså endnu en gang: Hvad er retsbevidsthed?

Jamen, retsbevidsthed er selvfølgelig bevidstheden om, hvad der er ret, en grundlæggende kundskab om, hvad der er godt og ondt, eller i alt fald, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Denne modifikation kan det være rimeligt at bringe ind. For jeg vil nok ikke ligefrem hævde, at det er godt f.eks. at slå en anden mand ned og gennemprygle ham med en hasselkæp; men hvis vedkommende lige har overfaldet og pryglet min gamle far, så vil min retsbevidsthed nok sige mig, at det i alt fald er retfærdigt, og at han selv har været ude om den omgang, der nu rammer ham selv. Retsbevidstheden kan trives både hos pæne mennesker og hos mafiosi, og ingen af dem har brug for at læse lovbøger for at vide, hvad der er ret og rimeligt.

Er vi enige så langt? - Måske, måske ikke. Men i alt fald kunne der også gives en ganske anden - mere koldsindig - definition på retsbevidsthed: Bevidstheden om retsvæsenets tilstedeværelse med dets muligheder og risici. Bevidstheden om, at man i givet fald skal kunne klare sig i en retssal. - Sådan er det vist moderne at forstå ordet i historikerkredse for tiden.

En sådan bevidsthed har tilsyneladende været ganske fremherskende i 1700-tallet, hvor myndighederne den ene gang efter den anden fandt det fornødent at sætte grænse for folks tilbøjelighed til at føre proces imod hinanden i retten. Måske har man som i alle andre tidsaldre også været optaget af ret og rimelighed, men i tilgift dertil altså også af retsvæsen og procesmulighed.

Det er Koldinghus birks tingbøger (1719-75), der er baggrunden for herværende betragtninger. Birketinget blev i de første mange år holdt i landsbyen Viuf en halv snes kilometer nord for Kolding (til oktober 1741), og det er ganske åbenbart, at afstanden til tinghuset har haft sin betydning for retsbevidstheden i ordets koldsindige betydning. Der er næsten ingen ende på, hvor mange sager Viufs egne beboere får rejst imod hinanden, og da en falleret prokurator i 1740 fik sin bestalling tilbage, var det sikkert en fornuftig disposition at slå sig ned i Viuf, hvor det ikke var så svært at finde nogen, der kunne bevæges til at føre proces; det var da altid en begyndelse. Derimod var der ikke meget at hente i de fjerne sogne i Slavs herred. Der var alt for langt til tinget. Få er de sager, der blev rejst derfra, og endnu færre de, der blev gennemført. Når naboerne derhjemme fra Vorbasse eller Grindsted havde mødt hinanden i det fjerne Viuf een eller to gange, så kunne deres lange rejser vel hjælpe med til at kaste et vist fornuftens perspektiv ind over deres indbyrdes skærmydsler, så de fik talt sig til rette uden rettens videre hjælp. Om denne rettens fjernhed så har været til størst fordel for de stærkeste, får vi vel aldrig at vide.

Nu må vi imidlertid ikke tro, at beboerne i dette fjerne udherred helt og holdent tabte interessen for retten i Viuf. Det beviste mændene fra Vorbasse Nebel den 28. juli 1739, da de allesammen stillede i retten, tretten mand høj. De skulle aflevere fire ulveunger, som de havde fanget derhjemme. Der var nemlig den ordning, at ulve, der blev indbragt til retten, skulle dræbes og ophænges i den særlige ulvegalge, der stod uden for tinghuset, hvorefter der blev udbetalt en kontant belønning til dem, der havde indbragt dem. Så her havde tinget da vist sin åbenbare nytte som indledning til en rar dag i Kolding, hvor der sikkert også gerne skulle være lidt til overs til at kigge lidt på et par af byens mange beværtninger.

En del mere end det har nu nok hørt med til den elementære viden, som enhver voksen person burde have om retsvæsenet. Man skulle da vide, hvad det ville sige at aflægge ed. Det lærte man som konfirmand. Man var også nødt til at kende betydningen af at have vidner. Hvordan skulle f.eks. en ung kvinde kunne overbevise samfundet om, at hun var blevet voldtaget, og at hun ikke bare med sin påstand derom forsøgte at slippe ustraffet fra en letsindighed? Og hvordan skulle iøvrigt enhver anden kunne komme til sin ret, hvis han havde været udsat for overgreb.

"Drages til minde!". - Dette udtryk er blevet hørt igen og igen i konfliktsituationer, så tit at det vel har haft karakter af en fast formel.

Udtrykket lød f.eks. den dag i 1720, da bønderne fra Taulov Nebel skulle levere hø til regimentet på slottet Koldinghus. De holdt i staldgården med 79 læs, da nogle officerer kom for at inspicere læssene. Officererne fandt omhyggeligt frem til det mindste læs og ville have netop det vejet som grundlag for afregningen. Fra officerernes synsvinkel var det egentlig meget naturligt, for de var interesserede i at få så godt og så rigeligt hø som muligt. Men for bønderne kunne en sådan afregning jo ikke være tilfredsstillende, så de anførte, at de ikke havde forstand på det med vægten, hvorfor de gerne ville have deres egen repræsentant til stede. Det var regimentskriveren eller dennes fuldmægtig. Og så blev da fuldmægtigen Jens Damgaard hentet. Overfor ham påstod nu officererne, at høet var for dårligt, bl.a. at det var blevet oversprøjtet med vand. Det kunne give en bedre vægt, og Damgaard var da også forstående på det punkt og foreslog, at man kunne kassere alt dårligt hø. Men nu kom der en løjtnant, der endnu en gang krævede at få det allermindste læs vejet som grundlag for afregningen, og det ville Damgaard ikke være med til. Så blev løjtnanten grov. "Du bist ein Hundsfot!", sagde han til Damgaard og løftede sin stok mod ham. "Drages til minde!" råbte Damgaard til bønderne, og de svarede ham: "Vi har hørt det". De fik også at høre, at løjtnanten kaldte regimentskriveren for en skriver og fuldmægtigen for hans knægt og skopudser. Og det hele fik de brug for at mindes i den sag, der måtte følge efter. Bønderne kom nemlig ikke til at aflevere deres hø, før end det var blevet vurderet af uvildige synsmænd, og i mellemtiden måtte de opmagasinere det hos forskellige borgere i byen med det besvær og de omkostninger, der fulgte deraf.

Høleverance til rytteriet har naturligt nok været en permanent kilde til konflikt. I 1744 blev det konsumtionsforvalter Falkenberg, der måtte indkassere nogle stokkeslag fra en løjtnant, fordi han forsvarede bøndernes interesser, da de skulle køre hø fra magistratens eng. Løjtnanten havde endnu en gang villet undervurdere høet, hvorfor Falkenberg bød bønderne køre det direkte til obersten. Da løjtnanten så spyttede i hænderne og sagde noget til ham på tysk, måtte Falkenberg bede ham betænke sig, "thi I skal vide, jeg er her i kongens forretning på regimentskriverens vegne, foruden at jeg også selv er kongelig betjent", hvorefter han bad de tilstedeværende drages til minde. Og straks derefter slog løjtnanten til, så både knop og ring gik af stokken. Det har åbenbart ikke altid været lige nemt at skulle stå imellem bønderne og rytteriet. Men heldigvis var der jo retsvæsenet, og det vidste både bønderne og deres repræsentanter.

"Drages til minde". - De ord lød også igen og igen i dagligdagens konflikter mellem bønderne selv, når den ene blev udsat for den andens overgreb i ord eller gerning. Man kendte betydningen af at have vidner.

Og hvis man var i konflikt med en eller anden og så en dag fandt to mænd stående uden for sin dør med eller uden papir i hånden, så måtte man også være klar over, at retsmaskineriet måske snart kunne begynde at køre. Det var beskikkelsesmænd sendt af den forurettede, og nu havde man så en sidste chance for at tilbagekalde sin beskyldning eller sige undskyld, fordi man havde ladet sit kvæg græsse i naboens toft, eller hvad forseelsen nu kunne være. Så var der lagt et solidt grundlag for enten en retssag eller et holdbart forlig. For beskikkelsesmænds vidnesbyrd havde en særstilling i retten, og det vidste man - at dømme efter den omfattende brug der blev gjort af beskikkelsesmænd.

En usædvanligt vågen retsbevidsthed manifesterede sig engang i 1754, da der skete en vådeskudsulykke hos Jens Andersens i Strandhuse. Stedsønnen Jørgen havde fået besøg af den femårige nabopige Mette, som nu sad og spiste den mellemmad, der var blevet smurt til hende. Den niårige Jørgen fik lyst til at vise hende sin fars bøsse, der lå oppe på bjælken. Han vidste ikke, at den var ladt; men det var den, for huset var under ombygning, og så kunne der let trænge tyveknægte ind. Jørgen kunne lige netop nå den ved at stå op på en kiste, der stod der. Og så bøssen gik af, og skuddet gik lige igennem Mettes arm. Hun løb ud af huset og over til en gammel kone, der boede i nærheden. Denne gamle kone klædte pigen af, og straks - ja, hvad gør man straks i en sådan situation? - jo, straks sendte hun bud efter nogle mænd, der skulle syne barnet. Så kunne der ikke blive tvivl om noget bagefter! Dernæst kom pigen rigtignok ind til feltskæreren i Kolding, som kun kunne redde hendes liv ved at amputere armen. Pigen fik forresten tilkendt erstatning. Det er grunden til, at vi kender noget til sagen (Koldinghus birketing, dom den 1. oktober 1754). Og hvem ved! Måske var det ikke gået sådan, hvis ikke sagen fra starten havde været så vel forberedt for rettens maskineri.

Men det var ikke alle, der havde denne forståelse for, hvordan man skulle begå sig i en eventuel retssag. Det får vi indtryk af i et par sager om voldtægt. For denne forbrydelse havde Danske Lov fastsat dødsstraf, også i tilfælde af at voldtægten ikke var blevet fuldbyrdet. Til gengæld skulle en anklage herom også være grundig underbygget.

Om folk i almindelighed har syntes, at voldtægt ligefrem fortjente dødsstraf, er vel ikke så sikkert. I alt fald var det ikke sådanne drastiske foranstaltninger Rasmus Jepsen i Follerup havde tænkt sig, da han som nygift fik at vide af sin kone Lisbeth, at bonden Peder Lundemand havde voldtaget hende en sommer, da de var ude at lede efter svin. Hun havde grædende bedt ham om at gå hjem til konen, men han tumlede så længe med hende, at hun tilsidst fik ondt i siden og ikke mere kunne forhindre hans forehavende. Dette havde Rasmus fortalt videre til et par af sine naboer, og han havde egentlig ment, at den sag kunne ordnes med en passende godtgørelse, et læs hø og lidt penge. Men Peder Lundemand anlagde sag imod ham for injurier og førte naboerne som vidner på, hvad Rasmus havde sagt. Og hvis Rasmus nu havde været lidt klog på retsvæsen, så havde han nok skyndt sig at trække sin beskyldning tilbage, endnu inden sagen blev anlagt. Det gjorde han ikke. Tværtimod bekræftede han roligt vidnernes udsagn, og han meldte retten, at han ikke havde tænkt sig noget modbevis, men ville derimod gerne have lov til af aflægge ed på sin påstand eller eventuelt lade modparten aflægge ed på sin uskyld. Det blev der ikke noget af. Han fik en bøde med tilhold om at trække beskyldningen tilbage, idet han ellers ville blive straffet efter lovens 6. bogs 21. kapitel. Det var kapitlet om æressager, efter hvilket man bl.a. kunne blive idømt den skammelige tremarks-bøde, der vel ikke ville ruinere en økonomisk, men til gengæld socialt. Den var løgnerens brændemærke. - Hvis Rasmus' retsbevidsthed havde sagt ham, at det vigtigste var, at man sagde sandheden og holdt sig til den, så fik han nok lært noget andet. Beviser skal der til, når en sag kommer på tinge.

Endnu værre gik det Karen Madsdatter i Strandhuse, da hun i retfærdig harme anmeldte skovfoged Søren Svendsen for voldtægt. Egentlig ville hun ikke have anmeldt ham, men så fremturede skovfogeden ved at give en mand i Bramdrup nogle hug med sin hirschfænger. Så var det på tide, at retfærdigheden skete fyldest!

Skovfogeden fik lov til i retten af aflægge sin saligheds ed på, at han ikke havde begået voldtægt og ikke engang havde haft legemlig omgængelse med Karen. Men lad os nu antage, at han svor falsk, sådan som nogle mænd uden al tvivl undertiden gjorde i sådanne sager. Hermed være ikke sagt, at kvinder aldrig løj. Der er også i tingbogen eksempler på, at kvinder kunne angive en forkert barnefader for at hævne sig på vedkommende eller for at kunne indkassere en belønning fra den virkelige barnefader. Men Karen var nu så standhaftig i sin beskyldning og blev ved med at være det, da det var klart for enhver, at dette kunne blive farligt for hende.

Hvis altså Karens udsagn står til troende, så havde skovfogeden tvunget hende til legemlig omgængelse ude i vild skov og mark, hvor der ikke var vidner at påkalde. Han ville have givet hende et par skilling, men hun ville ikke tage imod hans horepenge. Og så havde han iøvrigt ladet hende forstå, at han ville komme til hende, lige så tit han havde brug for det, og hvis hun fortalte det til nogen, så ville han hugge hende i småstykker.

Når Karen ikke straks rejste anklage imod ham, så kan det hænge sammen med, at selv om lovens ord var klare nok, så var dagligdagens erfaringer det langtfra. En fattig tjenestepige skulle nok have mere end almindeligt ben i næsen for at kunne afvise sin husbond eller hans voksne søn eller nogen anden, som hun var afhængig af og måske endda skyldte lydighed. Den tvang, pigen så sig stillet overfor, kunne sikkert være yderst gradueret. Og Karens oprindelige reaktion har sikkert været, at hun blev godt gal over den ubehøvlede sexchikane, skovfogeden havde udsat hende for; hun havde jo blot surmulet over det hos sin faster og ellers ikke gjort noget ved det.

Hendes retsbevidsthed havde ikke krævet ham død, men blot afstraffet. Og hun har formentlig stolet på sandhedens ret. Historien melder ikke noget om, hvad hun tænkte, da skovfogeden aflagde sin ed, efter at retten alvorligt havde påmindet ham om, at en mened ville bringe ham i Satans vold til evig pine og kval i helvede, efter at han selv og alt, hvad han ejede skulle være under forbandelse endnu i dette jordeliv. Men på intet tidspunkt trak hun sin beskyldning tilbage, og hendes sidste kommentar inden dommen var, at hun skød sin sag ind under Gud. Hun kunne slet ikke præstere noget af det, som loven krævede: Hun skulle straks efter skovfogedens gerning havde henvendt sig til sine naboer og genboer og fremvist blå mærker og skidne klæder, og hun skulle have gentaget sin beskyldning på både kirkestævne og tinge. Hendes kendskab til retsmaskineriets spilleregler har nærmest været lig nul.

Skovfogeden fik altså lov til at bevise sin uskyld ved at aflægge ed. Og dermed var Karens beskyldninger tilbagevist. Hans sagfører havde bedt om at få hende straffet som løgner med tremarksbøden iflg. lovens 6-13-6. Men det fandt dommeren dog ikke grund til. Fjorten dages fængsel på vand og brød fik hun dog, men heller ikke mere, da dommeren ikke mente, hun kunne klare mere økonomisk. Og så skulle hun forresten udstå kirkens disciplin. Det må siges at være en mild straf, hvis man skulle tage helt for pålydende, at hun havde rejst og fastholdt anklager, der kunne have kostet modparten livet.

Måske viser dommen, at retten trods alt var mere end blot et maskineri med regler og paragrafer. Der var plads til menneskelig forståelse og menneskelige hensyn.


Oversigten
Tingbøgerne

Copyright © Johs. Lind
Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg

Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk