Retten og kirken

Inden grundloven havde vi statskirke i Danmark. Når man ser bort fra de særlige ordninger, der var for reformerte, katolikker og jøder, var det en pligt at tilhøre kirken. At udmelde sig af kirken ville være ensbetydende med at udmelde sig af samfundet. Selve dette begreb ‘udmeldelse af kirken' eksisterede vel simpelthen ikke. Det nærmeste, man kunne komme det, var nok at forsømme at lade sine børn døbe, og det var der straf for.

Nødvendigheden af at tilhøre statskirken ser man f.eks., når et ukendt vidne skal afhøres i retten. Det kan være nødvendigt, at vidnet med attest fra sin sognepræst dokumenterer, at han er konfirmeret; og det kan også have betydning at vide, hvornår han sidst har søgt Herrens bord, så man kan være tryg ved, at det er en ordentlig, troværdig kristen, man har for sig. Vidner skulle sædanligvis aflægge ed på deres vidnesbyrd. De fik først oplæst edens ordlyd, og mange gange står der i tingbogen, at de dernæst ‘efterlæste' den (hvis de da kunne læse). Og så, når de havde fortalt alt, hvad de vidste, aflagde de eden. - Det siger sig selv, at alt dette kun gav mening, hvis vidnerne tog eden alvorligt, altså var troværdige kristne.

Kirken var selvstændig i forhold til det øvrige samfund. Gejstlige sager kunne ikke pådømmes af den almindelige ret. Det betød f.eks., at skilsmissesager måtte afgøres af den kirkelige ret, den såkaldte tamperret. For ægteskab var et kirkeligt anliggende, principielt. Også sager om præsters og degnes embedsførelse måtte føres ved den kirkelige ret.

Men alligevel var der et tæt forhold mellem kirken og samfundets øvrighedsapprarat. F.eks. blev adskillige kgl. forordninger og meddelelser fra amtmanden oplæst ved kirkestævner, som fandt sted efter søndagens prædiken. Og retten kunne idømme en kirkelig straf.

Da f.eks. Peder Andersen i Tiufkær i 1720 havde beskyldt Malene Mortensdatter for tyveri og havde fastholdt sin påstand for beskikkelsesmænd, selv om han ikke havde noget som helst bevis, da kendte dommeren, at Peder Andersen kunne være dømt efter lovens 6-21-2. I så fald skulle han have betalt den vanærende 3-marks-bøde og være dømt som løgner. Men dommeren tager hensyn til, at det kan være hans ubesindige hastighed, der har hersket over hans talemåde, så han dømmes i stedet for til 1) at udstå kirkens disciplin ved åbenbart skriftemål, første gang han vil betjene sig af nadverens sakramente, 2) at betale til Smidstrup sogns fattige 2 rdl. og 3) at gøre Malene Mortensdatter afbigt både over for menigheden og for retten samt betale visse udgifter.

Helt klar var forbindelsen mellem kirke og ret, når det drejede sig om lejermål.

Lejermål var en forseelse, der indbragte bøder til kongen eller jordegodsets ejer. Men sagen måtte starte i kirken. For åbenbare synder, der var hele menigheden til forargelse, skulle afbedes ved offentligt skrifte ved gudstjenesten, hvor synderne stod frem og bad hele menigheden om tilgivelse, fordi de ved deres eksempel havde fristet andre til fald. Og lejermål var en åbenbar synd, i alt fald hvis den medførte graviditet; så kunne den jo ikke skjules mere. Synderinden skulle også angive, hvem barnefaderen var. Og dernæst ville præsten på forlangende skrive en attest til den myndighed, der havde krav på lejermålsbøderne. Den kunne bruges i retten som ethvert andet bevis.

Men en hjemmealtergang kunne også blive grundlag for bevis i retten. Da Eske Pedersen i Bække i 1660 blev sagsøgt for gæld (for nogle stude) til afdøde Hans Jensen i Ringive sogn, fremlagde man en attest fra præsten, som "har besøgt på embeds vegne forn. Hans Jensen i Bastlund på sit yderste, at han da har bekendt, forn. Eske Pedersen ham skyldig at være fornævnte 33 daler og 2 mark for fornævnte tre gråhjelmede okser". - Der er flere andre eksempler på, at den døende benyttede sin sidste altergang til at få gjort rent bord. Ikke mindst, når nogen døde efter at have været udsat for vold. Da havde den døende lejlighed til at fortælle præsten, hvem den skyldige var. Og det skete jo for Guds åsyn, i forbindelse med nadveren. Så det måtte være lige så troværdigt som en ed i retten. Der er dog ikke noget eksempel på, at en sådan præstelig attest har været udslaggivende i rettens bedømmelse.

Det blev den heller ikke, da Mette Jørgensdatter i Silkeborg (i Slavs herred) lagde sig syg og fik bud efter præsten til skriftemål og altergang. Hendes mand Mads Pedersen fik præstens attest med i retten, og her kunne man læse om den fast myrderiske vold, Niels Clemendsen i Løvlund har øvet imod dem begge. - Der bestod et noget spændt forhold mellem Niels Clemendsen og ægteparret. Præsten og Niels Clemendsen som kirkeværge havde en søndag i 1683 "straffet" Mads Pedersen, fordi han havde ladet harve en søndag, inden han gik i kirke, og fordi han lod sine børn og folk fiske på Løvlund grund. Og det havde nok udløst Mette Jørgensdatters anklage imod ham for tyveri. Ægteparret havde udlejet et værelse til Niels Clemendsens rytter, og da han en dag var henne at bese værelset, havde Mette Jørgensdatter ovefaldet ham med sine beskyldninger om tyveri og andet. I alt fald ifølge Niels Clemendsens vidne, hans egen rytter. Mette Jørgensdatter hævdede derimod, at det var ham, der havde kaldt hende for tyv, slået hende ned med en ildklemme og dernæst overfaldet hende med en økse. - Og så er det, at hun har forsøgt sig med hjemmealtergangen. Hun fik nu ikke noget ud af det. Præstens vidnesbyrd var ikke tilstrækkeligt stærkt imod andre vidnesbyrd.

En for vor tid helt utænkelig og i datiden vel også enestående forbindelse mellem kirke og ret finder man i en sag ved Slavs herredsting torsdag den 5. marts 1663. Herredsfogeden var på den tid Jørgen Pedersen fra Billund. Men han var selv anklager denne dag, så Niels Clemendsen var sættefoged. Og han skulle ikke være ene om at dømme; der var opnævnt syv meddomsmænd blandt andre folk i herredet. For dette var en sag om liv og ære.

Jørgen Pedersen var blevet bestjålet. En person ved navn Poul Hansen havde fået lov til at overnatte på gården, og det havde han udnyttet til at stjæle forskelligt tøj, bl.a. Jørgen Pedersens lædertrøje med 72 sølvknapper. Det varede ikke længe, inden Jørgen Pedersen med folk og naboer havde indfanget tyven. Og nu kom han frem for retten, løs og ledig selv bærende tyvekosterne. - Og nu vedkendte Jørgen Pedersen sig samme klæder at være rette ejermand dertil og satte i rette, om Poul Hansen ikke har gjort uret, idet han ham har frastjålet hans klæder og knapper, og om han ikke derfor bør afstraffes på livet til galge og gren, og formener, ham sine klæder igen at være følgagtig, og var derpå dom begærende.

Tyven tilstod sit tyveri, og dertil blev fremlagt en skriftlig erklæring, der gør rede ikke blot for dette tyveri, men for en hel del forbrydelser, der var blevet begået i amtet, både tyveri og drab. Og Poul Hansen nøjes ikke med at fortælle om det, han selv har været med til. Han fortæller simpelthen alt, hvad han ved om den slags. - Kongens ridefoged fra Koldinghus er til stede i retten. Han spørger nu Poul Hansen, om han har mere at bekende, - dersom han vidste mere tyveri, da skulle han nu bekende det. Eller han ville lade mestermanden pine ham, og han skulle tænke på sin salighed og have den vel i agt.

Ja, det var ikke blot livet, der stod på spil her. Det var også saligheden. Samme dag, som dommen skulle fældes, havde Jørgen Pedersen haft tyven henne hos hr. Cornelius Jørgensen, præsten i Grindsted. Præsten havde taget ham til alters, og derpå havde tyven bekendt alle sine synder i fire mænds nærvær. Hele tilståelsen blev skrevet ned. Og det var det dokument, der blev fremlagt for retten. At lyve med Jesu legeme og blod i maven og med en snarlig død i udsigt kunne uden tvivl befordre sanddrueligheden.

Der var da heller ingen tvivl hos sættedommeren og meddomsmændene. Poul Hansen blev dømt til galge og gren. Og han var helt klar til at blive sendt afsted til det himmelske. Han havde jo samme morgen fået sine synders forladelse.


Oversigten
Tingbøgerne

Copyright © Johs. Lind
Johs. Lind, Jeppe Aakjærs Alle 1 B.st.tv., 6700 Esbjerg

Hjemmesider: geltzer.dk - hobugt.dk