Hjemad

Søndag den 9. november gik turen tilbage til Havana. Vi kom med et fly sidst på eftermiddagen. Det virkede gammelt og slidt, men bragte os sikkert til Havana.

Nu fik vi et par dage på egen hånd. Vi tog ud til Christoffer Columbus Kirkegården, La Necrópolis Cristobal Colón. Den er usandsynligt flot, med mausoleer, søjler, statuer. Mange af gravene har form af sarkofager. De fleste havde en længde, så man mageligt kunne ligge i dem. Men der var også nogle med halv størrelse. Det kunne være for børn, for dem med beskeden indkomst eller for medlemmer af frimurerordenen.

Over en beskeden grav vajer det cubanske flag altid. Her begravede man en systemkritiker, der i Batista-tiden var blevet så fortvivlet, at kan skød sig selv en kugle i hovedet for åben mikrofon under sin radioudsendelse. Her ved graven holdt Fidel Castro sin første politiske brandtale i 1950.

Man bør have solbriller på, når man besøger denne kirkegård. Alt dette hvide marmor i stærkt sollys er hårdt ved øjnene.

Flyveturen tilbage til Madrid gik planmæssigt. Vi havde fået besked på at undgå at forlade vores håndbagage i Havanas afgangshal. Det var nødvendigt at være opmærksomme på mulige bombeattentater.

Og så er vi tilbage ved terrorismen. - Det var vist lykkedes myndighederne at fange samtlige de terrorister, der havde lagt bomber i Havanas turisthoteller. De første dage oplevede vi en skærpet sikkerhedssituation. Men siden tænkte vi ikke ret meget over det problem. Måske har den skærpede sikkerhed hængt sammen med, at man vidste, at et eller andet stadig var under opsejling. Mens vi var på Cuba, kom Castro til et topmøde på en ø ved Sydamerikas nordkyst. Her skulle han have været myrdet af et hold fra Miami i Florida. Deres kraftige hurtigbåd var blevet standset af nogle kystvagter, som troede, de var smuglere. En af drabsmændene forklarede, at de bare skulle ud at skyde Castro. Men det skaffede dem nu ikke fripas. De blev arresteret og bragt til USA. - Mig bekendt er de endnu, 8 år senere, ikke blevet dømt. Den båd, de brugte, tilhørte et højtstående medlem af CANF, den exilcubanske organisation, hvis penge er så nødvendige for amerikanske præsidentkandidater, og som har forbindelse med mange af de anslag, der rammer Cuba. - Den omstændighed, at de så tilfældigt var blevet opbragt, kan måske have medvirket til, at man endnu en gang kunne slappe lidt af på Cuba. Men ikke for meget. Nogle år senere var den gamle terrorist Posada Carriles i færd med at arrangere et attentat, da Castro skulle til møde i Panama. Dette lands sikkerhedsapparat opdagede ingenting; men det gjorde til gengæld Cubas egne agenter. Panamas regering måtte lade Carriles arrestere, men ville ikke udlevere ham til Cuba, hvor han har et større regnskab at gøre op. Nu, i 2005, er han på fri fod og har søgt tilflugt i USA, hvor man dog vistnok er lidt beklemt ved at have ham. De vil vist gerne udlevere ham, men ikke til Venezuela og slet ikke til Cuba. De er nok på udkig efter et venligsindet land, der formelt kan gøre krav på ham.


Vi havde stor glæde af vor Cuba-rejse, men også frustrationer og irritationsmomenter. - Den største frustration viste sig i den evne, vi efterhånden opøvede i at se lige igennem de cubanere, der tiltalte os på engelsk på gaden. I begyndelsen var vi glædeligt overraskede, når nogen hilste på os og spurgte til, om vi havde det godt, om vi kunne lide at være på Cuba o.s.v. Men vi lærte snart, at det (sædvanligvis) bare var indledningen til et tilbud om, at vi kunne købe et eller andet, typisk de cigarer, der blev forhandlet i gaderne og nok var stjålet fra fabrikken.

Det gik så vidt, at jeg bestemte mig for, at hvis jeg kom til Cuba igen, så skulle jeg kunne tale med folk på spansk. Derfor begyndte vi at lære spansk, da vi kom hjem. Vi fik en parabol sat op, så vi kunne se spansk - og i nogle omgange endda cubansk - TV. Jeg begyndte at oversætte tekster fra cubanske hjemmesider, især taler af Fidel Castro. De kan endnu ses på Geltzer.dk . Men nu er der gået 8 år, og vore besøg i Spanien har gjort os så glade for dette land, at vi måske slet ikke når at komme til Cuba igen.

På en bytur kom vi ind på en restaurant for at få en læskedrik. Her blev vi tegnet:

/ferier/images/ture/cuba: portraet-a.jpg

Men dette ligner slet ikke Annalise, og hun ryger ikke cigar.

/ferier/images/ture/cuba: portraet-j.jpg

Og dether ligner bestemt heller ikke mig. Tegneren er kommet til at tegne min storebror. Men han ryger ikke pibe og var slet ikke med på turen!


Sti: Cuba - en ø og et land ⇐ Hjemad ⇒ Historisk oversigt

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/ferier/Cuba/hjemad.php [line] => 367 )