Studietur til Cuba

../billeder/cuba: bandera.gif

I 1997 ville Annalise og jeg til Cuba. Vi havde længe ønsket at stifte bekendtskab med landet, mens Fidel Castro endnu var der, og han var begyndt at blive gammel.

Vi kom i forbindelse med Dansk-Cubansk Forening, der hvert år arrangerer rejser til Cuba, dels arbejdsrejser for de yngre og dels pensionistrejser. Turene planlægges i forbindelse med den cubanske venskabsinstitution ICAP.

Vi fik at vide, at vi meget gerne måtte tage gaver med, for der var brug for alt. Det kunne være medicin, lærredssko, kuglepenne og meget mere. - Vi valgte at tage en portion plaster og andre forbindingsstoffer med.

1997 var det år, da der skete en række eksplosioner på turisthoteller i Havana. Fra amerikansk side forlød det, at det var det cubanske folk, der nu havde mistet tålmodigheden. Det viste sig meget hurtigt at være løgn. Men i alt fald kunne terrorattentaterne tjene til at holde turisterne væk. Det gjorde vi os nu ikke mange overvejelser over. Vi ville gerne vise solidaritet med landet, og så kunne der jo ikke blive tale om at holde sig væk, når det netop var det, landets fjender ønskede.

En af attentatmændene var blevet arresteret inden vor ankomst. Og siden viste det sig, at bagmanden var den berygtede Posada Carriles, der med støtte i USA har været med til så mange anslag mod Cuba og bl.a. også havde noget at gøre med det flystyrt, der kostede så mange unge cubanere livet, da de var på vej hjem fra en caribisk olympiade.

Men selvfølgelig var der grund til at være opmærksom. Hvis vi ville have pakker med fra andre, så skulle det i alt fald være fra nogen, som vi kendte godt og havde tillid til. Terrorberedskabet var jo ikke så udbygget dengang.

Efter overnatning i Madrid ankom vil til Havanas lufthavn omkring kl. 16 lokal tid. Da var det allerede sen aften for os. Vi blev kørt ud til et hotel i forbindelse med et sportscenter, der var blevet opført engang, da det var Cuba, der var vært for den caribiske olympiade. Det var en fejl, for vi havde fået lovning på et hotel inde i byen lige ved Malecon, den vej, der løber langs kysten. Fejlen blev dog rettet dagen efter. Da flyttede vi ind på Hotel Deauville. Annalise og jeg kom vist op på 6. etage.

../billeder/cuba: malecon-mini.jpg

Vi kunne se lige ned til Malecon. Her har der vist været et mindre sammenstød.

Hotellet var udmærket. Værelset fejlede ingenting. Der var en del etager over os, og helt oppe på taget kunne man tabe bad i svømmebadet eller sidde og få sig en drink, mens man nød udsigten. - Forneden var spisesalen. Morgenmad og aftensmad var med i turprisen. Drikkevarer måtte man selv betale. Hvis man bestilte vin, foregik det på smukkeste vis med, at tjeneren trak flasken op i gæstens påsyn og foreviste proppen, inden der blev skænket.

Midt i spisesalen var der flygel med en pianist, der gerne croonede til, gamle romantiske sange. Da Annalise og jeg spiller selv og har fået en del af vores musikalske opdragelse i spillemandsgrupper på gaden med en åben violinkasse foran til de forbipasserendes mønter (vi startede gerne med at lægge en 20-krone i selv, for ligesom at angive niveauet), var vi opmærksomme på, at den musicerende gerne skal applauderes, så det sørgede vi for. Senere var jeg henne at aflevere en dollar til ham, og så spurgte jeg, om han også havde mere muntre melodier i sit repertoire. Han forklarede, at det var lidt svært med dette gamle flygel, for det trængte stærkt til reparation.

Næste aften så vi ham i gang med en gaffel og et andet redskab for at give flyglet en nødtørftig reparation. Og så prøvede han på at efterkomme mit ønske fra aftenen i forvejen. Men han var nu nok bedre til det mere lyriske.

Bagefter blev Annalise og jeg enige om, at når det var så svært at få et simpelt instrument som et flygel repareret, så måtte det være helt umuligt for harmonikaer på Cuba. Så kom vi op på værelset, åbnede altandøren, - og hørte harmonikamusik nede fra Malecon. Vi efterlod omhyggeligt alle penge på værelset og gik derned. Harmonikaen var forsvundet, men i stedet var der et andet band, der spillede den dejligste cubanske musik. De spurgte, hvad vi ville høre. Jeg forklarede, at vi slet ikke havde penge med, men det var ligemeget. Vi fik det ene nummer efter det andet, og en gammel violinist tog os i hænderne for at lære os at danse salsa. Der var stort set ikke andre end os til at høre på dem, og vi havde ingen penge!

Da vi kom op på værelset igen, fandt jeg dog en dollar frem, som jeg skyndte mig at løbe ned til dem med. Der var en kæreste, der lige skulle til at sige noget hånligt om det ringe beløb, men hun blev straks standset af lederen, der høfligt takkede for bidraget. Jeg lovede, at hvis de kom aftenen efter, ville jeg sørge for flere tilhørere, og det med penge.

Næste aften kom de dog ikke. Men nu var harmonikaen der igen. Vi gik ned på Malecon og tog retning af en gruppe, der spillede dér. Så blev vi passet op af ham med harmonikaen, der var ude på at kapre publikum. Det indbragte ham nogle hårde ord fra den gruppe, vi var på vej hen til. Han skulle ikke tage deres kunder! Og nu oplevede vi en helt anden aggressiv holdning end aftenen i forvejen. De nærmest omringede os, så vi knapt kunne komme væk. Og så spillede de ellers. ikke så godt som dem igår, men da udmærket. På et tidspunkt afleverede vi et par dollar og slap væk. Men en ældre dansker, der også var kommet ned for at høre musikken, kunne bagefter fortælle, at han havde måttet aflevere sin sidste dåse øl for at slippe væk.

Fra vores altan lagde Annalise en aften mærke til, at der var bevæbnet vagt uden for hotellet. Vi havde også lagt mærke til, at der i vestibulen kunne være nogle velklædte stærke, unge mænd, helt tydeligt sikkerhedsvagter. Der var ikke altid adgang for hvem som helst. Det måtte også Fidel, vor cubanske guide, sande. Hans mor boede netop denne uge på hotellet, en anerkendelse for god arbejdsindsats. Men han kunne ikke komme op at besøge hende. Der var adgang til vestibulen og så ikke længere! Måske fandt vi forklaringen senere.

Malecon var præget af helt unge prostituerede piger. De kunne være så unge, at de endnu ikke var kommet af med hvalpeflæsket. Mere fornøjeligt var det at kigge ud over vandet. Her blev der fisket. Fartøjet kunne f.eks. være en oppustet bilring, som fiskeren havde sat sig midt i.

../billeder/cuba: bastion-mini.jpg

Vi skulle selvfølgelig se minderne om det gamle Cuba under spansk herredømmen. Der var f.eks. den gamle fæstning, der skulle bevogte indsejlingen, og hvor der hver aften endnu blev affyret et kanonskud fra en gammel forlader ved solnedgangstide.


Inde i centrum af byen har man 'Våbenpladsen', hvor de spanske soldater i sin tid exercerede.

../billeder/cuba: havana-1-mini.jpg

../billeder/cuba: havana-2-mini.jpg

De allerfleste steder i byen var der pænt og rent. Man lader nok ikke arbejdskraften gå ledig hen.

../billeder/cuba: palads-mini.jpg

Indgangen til guvernørboligen, der nu bruges som museum.
Vi var derinde en dag. Der foregik noget spændende børneteater på gårdspladsen.

Brolæningen uden for den gamle guvernørbolig er af træ. Sådan har det været, siden en guvernørfrue beklagede sig over, at det var for svært at sove, når vognene rumlede forbi udenfor.

../billeder/cuba: antikvariat-mini.jpg

Her på pladsen var der den ene bogbod efter den anden. Cubanerne havde i forbindelse med den krise, der opstod ved Østblokkens sammenbrud og USAs påfølgende stramning af embargoen mod Cuba, fået lov til at skaffe sig dollars. - Her afsætter man så sine gamle bøger. På en markedsplads, vi senere besøgte, traf vores cubanske guide en lærer fra gymnasiet eller universitetet. Han prøvede at skaffe sig en ekstraindtægt ved at lave kunsthåndværk og sælge det.

På samme markedsplads er jeg bange for, at jeg kom til at røbe en mindre heldig side af min karakter. Jeg fandt en bog med cubanske børnesange og noder. Den skulle koste $ 5. Nej, pruttede jeg, $2. Så gik han lidt ned i pris, og jeg gik ikke op. Jeg skulle lige til at gå, så gav han sig og lod mig få bogen for de 2 dollar, altså ca. 14 kroner. Havde det i grunden været så slemt, hvis jeg havde ofret de 35 kr., som det oprindelige krav lød på? Her i Danmark kan jeg næsten ikke få mig til at tinge om prisen. Men når jeg står over for en fattig mand, så kan jeg åbenbart godt. - Det håber jeg at jeg sidenhen har gjort bod for nogle gange. - Jeg tror nok, at min indre argumentation gik på, at en dollar var det, en cubansk familie havde brug for pr. dag. Hvorfor det skulle sammenlignes med en dansk dagløn på måske 800 kr. Og han skulle sandelig ikke have 5 gange 800 kr. for en brugt bog!

../billeder/cuba: opispo-mini.jpg

Vores rundvisning gik videre ad Opispo, Bispegade, hvor man kunne bese den restaurant, som Ernest Hemmingway ofte besøgte. Vi var nu ikke indenfor. Det er ikke godt at drikke spiritus midt om dagen i stærk varme.

../billeder/cuba: buzon-mini.jpg

Her fik vi bl.a. øje på denne postkasse i et af de gamle huse. 'Buzon' betyder 'postkasse'.

../billeder/cuba: kirkeplads-mini.jpg

Så videre til pladsen ved den gamle domkirke. Vejen derhen var tæt besat med boder, der især solgte kunsthåndværk. Vi var desværre for nærige til at købe noget. Eller rettere: Vi var endnu i begyndelsen af Cuba-turen, og vi kunne jo ikke vide, hvor godt vores dollarbeholdning ville strække.

../billeder/cuba: kunst-mini.jpg

Her et nærbillede af noget af det, man kunne købe. Disse figurer er skåret i koral. Men det, der betog os mest, var nok nogle meget smukke dominobrikker. - De har så mange spændende træarter i Cuba.

../billeder/cuba: cyleltaxa-mini.jpg

Her har vi en cykeltaxa. Også en måde at tjene en lille skilling på.

En dag tog vi sådan en taxa fra byens centrum ud til hotellet. Det var måske lige lidt rigeligt at trække to voksne mennesker så langt. Men det gik da uden kny.

../billeder/cuba: tobak-1-mini.jpg

Vi skulle selvfølgelig ind at se Havanas cigarfabrik, hvor der laves rigtige håndrullede havanesere. Her foregår der en eller anden sortering, vist af dæksbladene.

../billeder/cuba: tobak-3-mini.jpg

Det var tilladt arbejderne at rulle egne cigarer på stedet.

Denne gamle dame havde en central placering i fabrikslokalet, men tjente måske nærmest som varemærke.

Hun sad ved lektørpodiet. Det er en gammel skik, at man læser højt for arbejderne. Det kan være en roman - eller måske avisen. - Mens vi var der, blev der nu ikke læst op.

../billeder/cuba: tobak-5-mini.jpg

../billeder/cuba: tobak-6-mini.jpg

Det var åbenbart muligt at tage børnene med på arbejde. Vistnok fordi dette var en lørdag.

../billeder/cuba: hca-1-mini.jpg

Dansk-Cubansk Forening har et særligt forhold til H. C. Andersen børnehaven i Havana. Her skulle vi selvfølgelig ud med gaver. - Børnene så da ud til at have det godt.

../billeder/cuba: hca-2-mini.jpg

Og det gjorde bygningerne også. Selv om det hele selvfølgelig var noget skrabet målt med dansk standard.

../billeder/cuba: hca-4-mini.jpg

Foreningen bragte nok legoklodser og den slags. Men fantasien er nu det vigtigste, når der skal leges. Og små midler kompenseres af stor fantasi. Her på stolen ligger der en saks, som er klippet ud af en plastikdunk.

../billeder/cuba: leg-1-mini.jpg

Og at børn forstod at lege, fik vi et levende indtryk af, da vi kom forbi en stor plads, hvor skolebørnene åbenbart holdt en fritime.

../billeder/cuba: leg-2-mini.jpg

Der var mange forskellige grupper på den store plads, og nogle af dem legende ret strukturerede lege, som de selv kunne holde styr på.

../billeder/cuba: ikap-mini.jpg

Et vigtigt programpunkt både i Havana og andre steder var et møde med den cubanske venskabsinstitution ICAP (Instituto Cubano de Amistad con los Pueblos). - Her i Havana var omgivelserne særlig flotte. Institutionen havde til huse i en af de pragtvillaer, som mafiabosser og andre rigmænd forlod, da Castro havde overtaget magten i 1959.

Her var vi henne til samtale med nogle repræsentanter for Cuba. Vi kunne spørge om, hvad vi ville. Jeg for mit vedkommende spurgte til den voldsomme prostitution, vi var vidner til især på Malecon. - Cubaneren beklagede. De ville gerne gribe mere resolut ind, men var bl.a. bange for, at det straks ville blive brugt af fjenderne i USA som tegn på krænkelse af menneskerettighederne. - Men han forsikrede, at der var ingen i Cuba, der var prostituerede af nød. De gjorde det for at få dollars.

Billedet ovenfor er ikke af ICAP's hovedsæde. Det forestiller et andet palæ, som bruges til noget fornuftigt efter rigmændenes afgang. Det er sæde for rejsebureauet Amistur, der sørgede for vores rundrejse i landet. Her søgte vi hen efter den fejlagtige indkvartering i sportshotellet uden for Havana. De beklagede fejlen og gav os gratis frokost i disse dejlige omgivelser.

ICAP-centrets elegance stod i kontrast til så mange andre pragtvillaer, der kom til at stå tomme efter revolutionen. Det var ikke en prioritet at vedligeholde sådanne bygninger; behovet var først og fremmest at skaffe boliger til ganske almindelige mennesker, og det betød etagebyggeri i beton. De flotte rigmandshuse kunne folk flytte ind i; men de forfaldt i stor stil.

../billeder/cuba: byen-mini.jpg

Dette er udsigten fra vores tagterrasse. Vi kunne se ned til nogen, der nærmest havde indrettet sig i en ruin.

../billeder/cuba: reparation-mini.jpg

Men noget blev der da repareret.
Stilladset! - Det danske arbejdstilsyn ville nok have rynket brynene.


Sti: Havana ⇒ Pinar del Rio

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/ferier/Cuba/havana.php [line] => 526 )