Gennem landet på langs

Fra den vestlige ende af Cuba skulle vi nu over mod øst, til Santiago de Cuba. Men udervejs var der nogle steder, vi skulle besøge.

Hanabanilla

Hanabanilla var stedet, hvor vi skulle gøre holdt et par dage. Stedet ligger oppe i bjergene syd for Santa Clara. Omgivelserne er særdeles smukke. Neden for hotellet ligger en stor sø, som er skabt ved opdæmning. Til den anden side kunne man se ud over tilsyneladende uberørt natur. Så her var vel stedet, hvor sindet kunne finde hvile?

Nej! - Dette hotel var nok den mest larmende oplevelse, vi havde i Cuba. På søen drønede speedbådene omkring, og på selve hotellet drønede ghettoblasterne. Gerne mere end een med hver sit musikprogram. Vores guide påstod, at cubanerne kunne lide det sådan.

Vi opdagede i tide, at rækværket til altanen i vores værelse sad løst. Hvis vi havde lænet os ud over det, var det måske brækket af, så vi ville være faldet adskillige meter ned.

De fleste hotelgæster var cubanere, og en af dem kom vi uventet i kontakt med. Det var, mens vi ventede på vores første måltid. Vi havde fundet spisesalen og taget plads i det venteværelse, som man først kom ind i. Her sad der kun cubanere. Måske havde vi indfundet os lidt tidligt. I alt fald fandt jeg på at sige et eller andet til de tilstedeværende. Og en af dem svarede mig på den smule engelsk, han kunne.

Vi lagde mærke til, at her myldrede gæsterne ikke bare ind i spisesalen. Man ventede udenfor, til det var ens tur og man blev kaldt ind. Måske lidt i retning af det, man vist kendte i det gamle Østeuropa, hvor tjenerne var herrer og gæsterne tjenere. Og det viste sig da også, at dette ikke var stedet for os. Vi skulle ind i en separat spisestue, hvor betjeningen var mere efter vore hoveder. Herinde var det til gengæld iskoldt. Det at have aircondition kan åbenbart være en prestigesag. Man skal rigtignok sørge for, at ingen sveder! Vi lærte at tage sweater på, når vi skulle spise.

Efter måltidet blev vi i en foyer opsøgt af ham, der havde vekslet ord med os. Han var så rørt over, at nogen ville tale med cubanere, at han ville skrive et digt om det, når han kom hjem. Så fortsatte vi samtalen det bedste, vi kunne. Han og hans familie var troende katholiker. Og han befandt sig ikke godt med landets nuværende situation. Oplevede stigende kriminalitet og alt for stor forskel på dem, der kunne modtage udenlandske pengegaver, og dem, der måtte nøjes med deres eget.

Så kom jeg i tanke om de gaver, vi havde med hjemmefra. Posen med plaster og andre forbindingssager. Den skulle han have. Det var endnu ikke lykkedes mig at finde nogen at give den til. - Han prøvede at undslå sig. Ikke fordi der ikke var brug for det. Men det kunne sætte ham i dårligt lys at have modtaget noget fra en udlænding. Ja, selve det, at han sad her og snakkede med mig, kunne bringe ham i miskredit, hvis nogen lagde mærke til det. - Han tog dog nølende imod pakken. Og samtalen sluttede, da hans kone ikke længere kunne holde ud, at vi talte sammen.

Det skal nok være rigtigt, at på Cuba holder man øje med hinanden. Det er sikkert også nødvendigt. For ustandseligt er der forsøg på infiltration fra exilcubanerne, der ikke skyr noget middel, heller ikke terror, for at genere Cubas politiske system.

../billeder/cuba: bjergbonde-mini.jpg

En af turene fra hotellet gik op til en bjergbonde. Landbruget i bjergene er en af de ting, som regeringen understøtter ved f.eks. at sørge for, at der også er skoleundervisning i nærheden.

Bjergbonden her har nu nok kunnet supplere sin indkomst med turistbesøg. Vi fik vist lidt saftevand og andet, og så kunne vi jo gå rundt og se os om.

../billeder/cuba: biavl-mini.jpg

Bonden var biavler. - Desværre fik vi ikke smagt hans honning.

../billeder/cuba: flasker-mini.jpg

Et sted ved gården lå disse flasker, der er blevet til et studeforspand. God leg er ikke afhængig af godt med penge.

Santa Clara

En af udflugterne fra hotellet Hanabanilla gik ind til Santa Clare. Dette er om nogen Che Guevaras by. Han erobrede den med en håndfuld partisaner en af de sidste dage i 1958, og det fik landets diktator Batista til at flygte den 1. januar 1959. - Her er også opført en stort og smukt mausoleum med de jordiske rester af ham og hans fæller, som senere døde i Bolivia.

Det var den lokale afdeling af ICAP, der tog sig af os. De gav os først en orientering om byen og viste en uofficiel video med Fidel Castros åbning af en vej ud til en badestrand. Det skulle være en badestrand for folket. (Blev den så det. Eller har behovet for turistindtægter gjort, at den fik samme skæbne som den mondæne badestrand vest for Havana, hvor cubanere kun må komme, hvis de har arbejde der?).

../billeder/cuba: santaclara-1-mini.jpg

Efter at have set mausoleet kom vi hen til museet for Che Guevaras erobring af byen i 1958. Der var jernbanevogne og nogle betonskulpturer, der skulle forestille eksplosioner.

Che Guevara var trængt ind i byen. Batista havde soldater nok i byens kaserne, men de turde ikke komme ud. Så kom der undsætning med tog fra Havana. Che sendte en traktor ud for at bryde jernbanesporene op et stykke væk fra stationen, og da så toget blev angrebet af 18 partisaner og derfor forsøgte at flygte ud af byen, måtte det jo løbe af sporet, og inden længe havde de 408 soldater i toget overgivet sig til partisanerne.

../billeder/cuba: santaclara-2-mini.jpg

Traktoren blev siden forgyldt og kan nu beundres her på pladsen.

Trinidad

Fra Hanabanilla gik turen videre til Trinidad. Det er en by, der af UNESCO er udnævnt til 'verdensarv'. Dens centrum står stort set som i 1700-tallet.

../billeder/cuba: trinidad-1-mini.jpg

Inden vi skulle indskrives på hotellet, var der tid til en rundtur og en frokost på en af restauranterne. Vi havde ikke været der ret længe, før der kom en spillemandsgruppe og spillede for os. Det gjorde de godt, og vi købte et bånd med nogle af deres numre. Det var et særdeles hjemmelavet produkt. Noget studie til indspilningen havde de næppe haft, og omslagets liste over numre var håndskreven. Men musikken var god.

../billeder/cuba: trinidad-2-mini.jpg

Hotellet, Cuevas, var særdeles mondænt, beliggende med udsigt over havet.

Ved middagen blev vi underholdt af et band. Lederen spillede selv saxofon og kunne også synge. Han var en sand satyr i den rolle. Heldigvis kunne vi også få et bånd med deres musik.

Trinidad har lige som de fleste andre byer sit troubadurhus, casa trova, hvor man om aftenen kan lytte til sang og musik over en drink. Her søgte vi hen kl. ca. 21.30. Da var der foruden os kun et par tjenere. Da vi havde ventet lidt, stillede en af tjenerne sin fejekost fra sig og skiftede den ud med en guitar, som han sang til. Senere kom der lidt flere til. Efter sigende kunne det blive mere 'hot' længere henne på aftenen, men da var vi hjemme i seng.

Dagen efter var der arrangeret møde med ICAP. Men det var søndag, Alle Sjæles Dag den 2. november. Så Annalise og jeg gik i kirke. Domkirken var stort set fuld. Kvinderne kunne komme i kirke med bare skuldre, også dem, der bistod med tekstlæsningen. Folk havde ingen salmebøger, men sang med på det, de kunne.

Da der blev udvekslet håndtryk i forbindelse med nadveren, var de omkringstående så venlige også at række hånd til os. Men ellers var der ikke mange, der henvendte sig til os. Dog var der efter gudstjenesten en gammel kone, fik os op til alteret for at vise os Cubas Frue. Der var også en Kristusfigur med snavsede knæ. Vi havde allerede set disse ting under rundturen i byen. Og da havde vi fået forklaret, at knæene skulle være snavsede, fordi Jesus jo segnede på vejen til Golgata.

Vi lagde mærke til, at en hel del mennesker efter gudstjenesten gik op ad tapperne ovenpå. Så det gjorde vi også. Men her blev vi klar over, at de ikke var oppe at bese seværdigheder. De samledes til kristendomsundervisning.

Uden for vores hotel var der en stor statue af en munk, der forbarmer sig over en indianer i lænker. Munken er en historisk person, men hans indsats forhindrede dog ikke, at kolonisterne stort set fik udryddet indianerne.

Bayamo

Næste stop var Bayamo. Her var hotellet ikke ret luxuøst, men vi skulle bare overnatte. Og udenfor var der i en container indrettet en bar, hvor der var meget billige drinks at få.

../billeder/cuba: bayamo-1-mini.jpg

Annalise og jeg gik nu en tur ind i byen og fik undervejs en is i denne isbod. Cubansk is er særdeles god.

Bayamo er en pæn by. I centrum er der skudhuller i nogle af husene. Det var der også i Santa Clara. Det er minder om revolutionen, og dem passer man på. Her skulle Fidel Castros broder havde forestået et angreb samtidigt med, at han selv angreb kasernen i Santiago. Men det gik ikke så godt.

../billeder/cuba: bayamo-2-mini.jpg

Bayamo huskes vel også først og fremmest som den by, hvor sukkerbaronen Cespedes rejste det første oprør imod kolonimagten Spanien og i den forbindelse frigav sine slaver.

Han holdes lige som de andre gamle, ikke særligt socialistiske frihedshelte højt i ære. De kæmpede trods alt for Cubas frihed,og den kæmper det nuværende styre fortsat for. Omend med andre ideer om, hvad friheden skal bruges til.


Sti: Pinar del Rio ⇐ Gennem landet på langs ⇒ Santiago de Cuba

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/ferier/Cuba/gennem.php [line] => 329 )