Annalises avisartikel:

Cuba, - en ø og et land,
men en verden for sig

/ferier/images/ture/cuba: bandera.gif


Jeg har drukket rom i Havana.
Jeg har købt en kasse havanesere med hjem.
Jeg har badet i det azurblå ocean.
Jeg har siddet i skyggen under de smukkeste kongepalmer.
Jeg har mediteret på den selvsamme terrasse i Santiago de Cuba, hvor Graham Greene fandt inspiration til "Vor mand i Havana".
Jeg har set de smukkeste landskaber, hørt den dejligste musik, set nymånen ligge på ryggen.
Jeg har været glad.
Jeg har været sur og gal.
Jeg har......


Ja, jeg har været i Cuba her i efteråret '97 på en tre-ugers kombineret ferie- og studietur og vil gerne dele mine oplevelser, både de gode og de andre, med hvem, som måtte have lyst til at læse videre herfra.


Vi, min mand og jeg, har i flere år ønsket at komme til Cuba, både for at få en dejlig eksotisk ferieoplevelse, men også, og mest, for at opleve den lille ø-stat, i tide. Hermed mener jeg, mens Cuba endnu er et land så helt for sig selv, liggende så tæt på USA og dog være omfattet af den store nabos embargo på alt, lige fra mad og benzin til medicin og andre nødvendige fornødenheder. Nå det, mens Castro endnu er, - og før Cuba, måske, bliver som alle de andre øer dér i Caribien.

Badning kontra andre oplevelser

Flere rejsebureauer byder sig til med ture til Cuba, men de har, som et væsentligt punkt, en ugelang ferie på halvøen Varadero på nordkysten, som byder på kilometervis af hvide sandstrande med palmer, flotte hoteller og krystalklart vand.
Men dér ville vi altså ikke hen. Vi ville se noget andet, gerne besøge et hospital, en skole, et landbrugskollektiv og den slags, som er gode at få forstand af, hvis man vil lære noget om et land. Et land, hvor befolkningen nu er nødt til at leve med rationeringskort for at få noget at spise, hvor mangelen på benzin får folk til at finde alternative løsninger, og hvor man også må ty til sådanne løsninger, når der er mangel på medicin, bedøvelsesmidler etc.

Hele øen på tværs

I vores søgen efter en rejsearrangør, der kunne tilbyde os sådanne muligheder, "faldt" vi over Dansk-Cubansk Forening, hvor vi var så heldige at komme med på en tre ugers pensionistrejse. Vi var fjorten deltagere, havde dansk rejseleder, cubansk, engelsktalende guide, en chauffør og en bus, som vi havde til rådighed i hele perioden, og som kørte os rundt på hele den skønne ø lige fra vest til øst - dog lige med undtagelse af halvøen Varadero (men vi badede andre steder, for der er faktisk strande nok med både palmer, hvidt sand og azurblåt hav).

Kolonial og sovjettisk stil

Indtil Sovjetunionens sammenbrud klarede Cuba sig rimelig godt. Man solgte bl.a. sukker og fik olie og andre ting i bytte. Men som i andre øst-lande blev boligsektoren forsømt, forstået på den måde, at man byggede cementhøjhuse for at få boliger nok til en befolkning, der voksede kraftigt i årene efter Castros befrielseskrig og magtovertagelse i 1959, mens man forsømte/ikke havde råd til at holde den eksisterende boligmasse ved lige. Derfor ser man i dag en del boligblokke og fordums pragtvillaer i kolonial stil ligge noget forsømte hen og skrige på puds og maling.
Men de ligger der, side og side, og folk bor der, og ingen behøver at nøjes med mindre end tag over hovedet. Tilmed er det sådan, at huslejerne er små, og at folk selv ejer deres boliger efterhånden som de har betalt husleje i et vist antal år, og så kan de bytte sig til større og bedre boliger, eller selv sætte i stand, efterhånden som de får råd.

Man kan virkelig se og fornemme, hvor velhavende de tidligere ejere og bygmestre, de spanske sukkerbaroner, de amerikanske forretningsfolk, den amerikanske mafia osv har været, dengang før 1959. Det er jo også deres biler, de gamle amerikanske flydere, der endnu kører rundt i gaderne sammen med en del øst-biler.

Cykler, hestevogne m.m.

Benzinmangelen fik i 1990 regeringen til at indkøbe en million cykler fra Kina, så nu cykler cubanerne og kan nemt være tre-fire stykker på samme køretøj, hvis de to er børn. Andre cykelejere har lavet deres køretøjer om til taxaer, der tager to personer ad gangen på sæder med en fortid som havemøbler, som kan have siddet i en bil eller være noget helt hjemmelavet.
Hestene hører også med i bybilledet, idet de trækker rundt med "busser" eller er spændt for drosker.
På landet ses ofte stude spændt to og to foran en træslæde på meder, altså helt uden hjul. På slæderne kan de trække en olietønde eller to, et læs kokosnødder, redskaber til markarbejdet, eller hvad det nu måtte være, man er nødt til at have en transportvogn til at fragte. Studene er også med på markarbejde, hvis man mangler benzin, traktoren p.t. er gået i stykker, osv. Man sparer der, hvor man kan, og finder nye løsninger, hvor de gamle pt ikke er indenfor rækkevidde.

På landevejene ser man ofte lastbiler med folk på ladet. Chaufførerne har simpelthen pligt til tage folk op at køre, hvis de har plads til overs.

Støj og musik

Vi har tidligere i vort liv boet og arbejdet i Afrika og havde nok ventet at kunne nikke genkendende til stank fra grøfter, huller i vejene, snavs i rendestenene og et højt støjniveau.
Mht. til de første tre nævnte ting blev vi "skuffede". Her var rent overalt både på land og i by, om ikke for andet, så takket være de renovationsfolk, der altid var i gang med at feje op og køre væk. Og huller i vejene hverken så eller mærkede vi til. Og det kan jeg roligt sige, for vi gennemrejste så godt som hele den 1000 km lange ø og kunne komme og gå, hvor vi ønskede.
Men støjniveauet, fra discoteker, folks egne ghettoblastere, fra TV- og radioapparater, og fra de allestedsnærværende køleanlæg i butikker, restauranter og hoteller. Oh ve oh skræk!

Heltene

Hvis man i Cuba kigger sig om efter statuer og farvestrålende plakater med Castro (det ER jo et kommunistisk land), kigger man forgæves, og kun et enkelt af guerilla-helten Che Guevara hænger på Indenrigsministeriets bygning på Revolutionspladsen i Havana.
Den gamle digter og frihedshelt Jose Marti, der selv faldt i den anden uafhængighedskrig mod spanierne fra 1895-98, ses derimod alle steder, i hvert fald foran hver eneste skole over hele landet. Og dem er der mange af.
Mindesmærker af Carlos Céspedes, den spanske sukkerbaron, der ophævede negerslaveriet i 1880, ses også, ligesom der er mindesmærker af forskellig art, der beretter om revolutionen.
En helt speciel oplevelse fik vi den 28. oktober i Pinar del Rio, den østligste provins i landet. Vi var ude på egen hånd, og nogle af vore rejsekammerater så og fotograferede en flok skoleelever, der havde noget for med en masse blomster.
Netop på denne dag hvert år strøer skoleelever over hele landet blomster ud over vand, en flod, en sø eller havet for at mindes og ære nok en helt, Camillo Cienfuegos. Han kæmpede sammen med Castro og Che Guevara under oprøret i 1958, men forsvandt netop den 28. oktober fuldstændig sporløst under en flyvning.
Og så en lille parantes: Eleverne opførte siden et helt revolutions-skuespil for os alle på en veranda foran et hotel midt i byen.

Undervisningssektoren

Skolesystemet var noget af det, der blev gjort noget alvorligt ved i årene efter revolutionen. Der blev bygget skoler overalt, selv i de mindste landsbyer i bjergene. Analfabetismen blev udryddet.
Vi besøgte en skole med ca. 300 elever i et satellit-kvarter med højhuse i Sovjet-stil, af beton med små altaner. Eleverne, hvoraf de yngste var fire år og gik i børnehaveklasse, gav os en meget varm velkomst og opførte små tableauer for os, selv de fire-årige. Derefter blev vi budt på frugt, juice og kaffe sammen med en del af lærerne i et klasselokale, mens eleverne fik lov til at sætte musikanlægget i gang i skolegården og lege og danse.
Inspektøren fortalte, at skolen blev bygget på det tidspunkt, hvor der var mange børn i boligblokkene, - og det skete i løbet af en måned. Man indkaldte simpelthen en brigade til at opføre en skole. Den var naturligvis ikke flot, men den fungerede og udfyldte sit formål.

Vi så iøvrigt ofte skolebørn på byernes torve og pladser, når de havde frikvarter. Med deres skoleuniformer var de jo lette at genkende. Ork, hvor de havde travlt med at lege, løbe om kap, lege tagfat, spille med kugler etc.
Udover skolerne, som der er godt 13.000 af, har landet 40 universiteter, - og undervisningen er gratis.

Sundhedsvæsenet

Sundhedsvæsenet var en anden af revolutionens mærkesager. Der er i Cuba en læge pr. 231 indbyggere. Lægerne arbejder og har konsultation i boligblokke, i landsbyerne, på hotellerne.
Vi fik lejlighed til at besøge et stort moderne hospital i Santiago de Cuba med sengekapacitet til 1000 patienter. Men, som overlægen, der viste os rundt, sagde, havde man pga af blokaden både mangel på medicin og andet, og som følge deraf kun 360 senge i brug, heraf de 230 på fødeafdelingen. Man klarede så meget som muligt ved ambulant behandling.
Vi måtte selv vælge, hvilke afdelinger, vi ønskede at se, men da vi ikke på stående fod kunne finde på svar, blev vi ført gennem lange gange og store, lyse og nydelige venteværelser, til bl.a. nyreafdelingen, hvor en lille gruppe patienter var i dialyse, - og videre til tandklinikken, hvor patienterne lå i stolene som herhjemme. Vi spurgte cheftandlægen, om de havde fx bedøvelsesmidler. Ja, svarede han. Vi har to slags, de donerede og de alternative. De alternative var akupunktur!


Hvorledes sundhedsvæsenet helt reelt fungerede oplevede vi selv i vores lille gruppe. En af vore medrejsende fik kraftig hoste og feber og blev virkelig sløj. Kom med hen til lægen, sagde vores guide. Denne læge havde klinik og konsultation på hotellet, som på andre hoteller, vi boede på. Han undersøgte vores rejsefælle, fik hendes lunger røntgentfotograferet. Hun havde lungebetændelse og kom straks i behandling. Lægen og hans sygeplejerske tilså hende jævnligt i de dage, vi boede på det hotel.

Landbrug og cooperativer

Landbruget var den tredie sektor, man tog fat på efter revolutionen. Der blev oprettet kollektiver og bønderne producerede til staten ligesom i andre østlande. Eftersom man kunne sælge alt det sukker, man kunne producere, til Sovjetunionen, blev en stor del af jorden brugt til sukkerproduktion. Men efter Sovjetunionens opløsning måtte man jo lægge om til mere varieret produktion af landbrugsvarer. Man lempede de kollektive forhold, således at bønderne nu må producere hvad de kan og har lyst til, og selv få fortjenesten, når de har opfyldt statens kvote. Det forhold har gjort livet på landet mere attraktivt. Og i dag lever mange bønder i hvad vi forstår ved cooperativer. De ejer deres egen jord men er gået sammen i større eller mindre fællesskaber med hver sin lod og tjener i forhold til, hvad de ejer og hvor meget, de producerer. De er så fælles om maskinparken og den slags.

Vi besøgte sådan et cooperativ, der bestod af 200 bønder. Nogle boede på egentlige gårde, andre, de fleste, i omkringliggende etagehusbyggeri, hvor der så naturligvis også var skole til børnene, lægeklinik, købmandsbutik samt et forsamlingshus med scene til fælles aktiviteter. Staten giver i dag landbruget så gode betingelser, at bønderne økonomisk har det bedre end folk i byerne.

Åbenhed

En af de allerførste dage, vi var i Havana, var vi på besøg hos den "officielle" internationale venskabsforening ICAP, hvor vi hørte om de problemer, Cuba står i i disse år som følge af den stramme amerikanske og delvis internationale blokade, der har gjort landet til et mangelsamfund på mange, mange måder.
De to repræsentanter for foreningen, vi traf, lagde ikke skjul på, at man har mange problemer, at ressourcerne er knappe og økonomien særdeles stram. Men, understregede de, selvom I desværre vil se både prostituerede og især tiggere overalt, skal I vide, at i Cuba har vi ingen, der sulter og ingen, der er hjemløse. Vi har ikke meget at gøre med, og vi har siden Sovjetunionens kollaps måttet indføre rationeringsmærker på selv de mest basale fødevarer og andre livsfornødenheder - samtidig med, at der er ting, vi mangler, benzin, papir og medicin m.m.

Hjælp til selvhjælp

Efter planen skulle vi møde de to herrer igen, når vi i slutningen af turen vendte tilbage til Havana. Og det gjorde vi.
Vi kunne berette, at vi rigtignok både havde set mange prostituerede helt ned til 12-13 år samt et utal af tiggere, og at især tiggerne havde været et kæmpestort problem for os.
De fortalte, at de var i gang med at løse problemet via bla. deres såkaldte CDR-grupper, og at det faktisk var lykkedes at løse en del af problemet.
Vores danske rejseleder, der havde været i Cuba året før, kunne bekræfte, at hun i hvert fald i den meget turist-prægede by Trinidad havde oplevet en endda meget stor forbedring siden sidst.
De to ICAP folk understregede, at staten jo sådan set kunne have løst problemet med begge de to grupper ved politiets hjælp, men at man ikke havde ønsket den løsning. Men vil hellere gå vejen om ad CDR-grupperne, som er folkevalgte repræsentanter for folk på de steder, hvor de bor, om det nu er i en landsby, et cooperativ, i en boligblok eller hvor end. Her tager man fat om problemer af enhver art, deler glæder og sorger eller holder en lille kagefest, når man fx får besøg af sådan en gruppe som vores.

Blokade og "hajer"

Indledningsvis nævnte jeg, at jeg både var vred og glad efter at have været i Cuba. Vreden retter sig overordnet mod den blokade, som landet har måttet leve med siden 1959, og som nu er blevet yderligere strammet efter østblokkens opløsning.
Helt personligt var det tiggerne, der simpelthen var utålelige. De lod ikke én i fred, sværmede, snakkede, gav hånd etc. altsammen med det ene formål et få dollars - eller sæbe - eller en kuglepen - eller eller.... Man endte selv med at blive en hovski-snovski turist med et blik, der så lige igennem hver og en, der tiltalte en på gaden, og fik på den måde naturligvis og desværre ikke en lille snak eller sludder med en af de ganske almindelige, ordentlige cubanere, der heldigvis, det tror jeg, er flest af.
Vores guide vidste nok, hvad vi talte om, for han havde selv prøvet at tale til turister for at øve sit engelsk, men han var blevet så træt af næsten altid at blive afvist og opfattet som en "haj".

Summa summarum

Både under og efter vores Cuba-rejse har jeg tænkt, hvor få oplevelser, vi ville have fået, hvis vi "blot" var rejst med et charterselskab, hvor godt det end måtte være.
Ganske almindelige cubanere ville vi næppe være faldet i snak med. Vi ville stort set have været henvist til "hajerne", hvis vi da ikke bare havde lukket os inde på hotellerne og levet det søde liv ved swimming-pool'en med rom og cola og den underholdning, de fleste hoteller bød på. Og på stranden under palmerne naturligvis.
Min glæde er meget stor, når jeg tænker på alle de mange forskellige og åbenhjertige cubanere, vi mødte i kraft af foreningsrelationerne, og som vi frit kunne spørge om alt mellem himmel og jord.
Jeg er helt på det rene med, at vi måske ville have fået andre svar, hvis vi ikke lige netop var rejst med en venskabsforening. Men det gør ikke min glæde mindre.

Historisk oversigt:

1492 Christoffer Columbus lander på Cuba.
1848-51 Oprørsgeneral forsøger at gøre Cuba amerikansk.
1868-78 1. uafhængighedskrig.
1880 Slaveriet ophæves.
1892 José Marti grundlægger Det Revolutionære Cubanske Parti.
1895-98 2. uafhængighedskrig. USA griber ind og skirer sig magten.
1903 USA får flådebasen Guantanamo.
1933 Militærkup bringer Fungencio Batista til magten 1. gang.
1952 Batista iscenesætter et kup og sætter forfatningen ud af kraft.
1953

Fidel Castros mislykkede angreb på en kaserne i Santiago.
Han slår sig senere ned i Mexico, hvor han forbereder et oprør.

1956
Med 81 tilhængere gør Fidel Castro landgang på Cubas sydøstkyst. Kun 15 mand overlever. De søger tilflugt i bjergene og starter oprøret herfra.
1958 10.000 Batista-soldater angriber Castros 300 mand i bjergene, men bliver slået tilbage. - Che Guevara og Camilo Cienfuegos kæmper sig frem til Santa Clara, der falder, efter at et tog med friske forsyninger af tropper og våben er blevet erobret af 18 af Che Guevaras mænd.
1959 1. januar flygter Batista medbringende $40.000.000 af statskassens midler. - Castro starter reformer og nationaliseringer med amerikansk handelsboykot til følge.
1961 Støttet af USA og under ledelse af Batista-officerer forsøger exilcubanere landgang i Svinebugten. Det bliver en fiasko. - Fidel Castro erklærer sig nu som kommunist og kan herefter få støtte fra Sovjetunionen som modvægt mod den embargo, USA forsøger at gøre total.
1962 Præsident Kennedy standser sovjettiske skibe på vej mod Cuba med atomraketter.
1967 Che Guevara myrdes i Bolivia.
1975 Cubanske tropper spiller en afgørende rolle i tilbagevisningen af Sydafrikas angreb på Angola.
1983 USA invaderer Grenada. Cuba reagerer ved at uddele mængder af våben til fabrikker, landbrugskollektiver og skoler.
1989 Den kommunistiske blok går i opløsning, og Cuba mister o. 80% af sit økonomiske grundlag. Fidel Castro indvarsler "den specielle periode", der har åbnet adgang for visse markedsøkonomiske mekanismer og bl.a. sat skub i turismen.
1996 Præsident Clinton underskriver Helms-Burton loven, der yderligere skal stramme grebet om Cuba.


Sti: Santiago de Cuba ⇐ Cuba - en ø og et land ⇒ Hjemad

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/ferier/Cuba/annalise.php [line] => 1813 )