Billedsten

Denne billedsten stod på frilandsmuseet Bungemuseet. Den bærer navnet LÄBRO STORA HAMMERS I.

Den består af 6 felter.

 

Her de 3 øverste felter.

Det øverste felt er ret utydeligt.

Felt 3: En hest kommer ind fra venstre. Efter to sværd er der to mænd, rettet imod en siddede mand med en stor genstand i skødet.

Felt 3: Fra højre tre mænd med dragne sværd. Foran dem en fugl. Foran den en scene med en mand, der er i færd med at gøre noget med en lille mand liggende på et bord (alter?). Til venstre for dem to mænd, den ene med skjold. Ovenover en eller flere fugle.

Her de næste to felter.

Felt 3: Et skib med krigsberedte mænd mødes af krigere på land. Foran dem en kvinde med flammende fakkel.

Felt 5: En kampscene. På hesten sidder en fugl. Under den ligger en mand. Er det rytteren, der er faldet af hesten, eller snarere en af dem, der kommer ind fra venstre. Det sidste tror jeg mest på, fordi han ligger på ryggen, som om han er redet overende. Hesten har de sære gummiben, man ser på så mange af billedstenene. Jeg har kun set en enkelt sten, hvor en hest er afbildet anatomisk nogenlunde korrekt. Hesten i felt 2 er dog nogenlunde korrekt.

/ferier/billeder/2019: SAM_0502c.jpgDet nederste felt. Et vikingeskib med råsejl og skolde ved rælingen. Det sejler mod højre, hvilet vel kan ses af styreåren (til venstre i billedet), der jo skal befinde sig i skibets bagede til styrbord. Skibet har medvind; det ses af bølgerne. Det underlige fletværk under sejlet ses på de fleste billedstens gengivelse af sejlskibe. På nogle kan man se ombordværende holde fast i det; så det har nok været en del af skibets navigeringsredskaber.

Og hvad har så formålet været med en sådan sten - og med billedstenene overhovedet? Det har selvfølgelig optaget mange forskere. Problemerne er store. Dels er det de færreste sten, der er fundet på det sted, hvor de engang blev rejst. En stor del er blev fundet i kirker, hvor de er blevet genbrugt som byggematerialer. En enkelt er tilmed allerede blevet genbrugt i en vikingegrav. Et andet stort problem er bevaringstilstanden. Kalksten og sandsten forvitrer jo let. Det har været nødvendigt med særlige teknikker for overhovedet at se, at der var skåret billeder i stenene. Det kunne for eksempel hjælpe med sideværts belysning; men også andre teknikker er blevet anvendt. Den store autoritet på området må være en Sune Lindqvist (1887-1976), der udgav sin Gotlands Bildsteine (tysk!) i 1941. Han eksperimenterede med at få billederne frem og nåede åbenbart langt i den henseende. Han fik lov til at tydeliggøre de streger, han fandt i stenene, ved at farvelægge dem. Stenen på Bungemuseet er en af dem, han har farvelagt. Men inden det skete, havde en anden forsker, der anvendte en anden tekning, også undersøgt stenen, og der, hvor Lindqvist i felt 4 fandt en brændende fakkel i hånden på kvinden, så den anden forsker noget, der lignede ringe, og derovenover svævende en ulv.

Her er så det ord sandt, at det sete afhænger af øjnene, der ser. Sådan kan det vel gå, hvis en forsker begynder at tolke sin genstand, før han rigtig er færdig med at konstatere, hvad den forestiller. Der er i arkæologverdenen en tilbøjelighed til at se 4. billedfelt som en illustration af en sagn der var i omløb på den tid, da stenen blev rejst. Og har kan - forbavsende nok - både faklen og ringene passes ind i tolkningen. Det er sagnet om Hild Högnadotter, der blev røvet og bortført af kong Hedin. Högna, Hilds fader, sætter efter ham, og nu skal der på god, gammel vis forhandles en fred. Men det forpurrer Hild ved at sende en falsk melding til faderen, så det ender i kamp til døden, og ikke nok med det; hver aften går Hild ud på slagmarken og genopliver de døde, så de kan fortsætte kampen næste dag - og så fremdeles i al evighed. Dette kan man læse om i bogen Gotlands bildstenar. Järnålderns gåtfulla budbärare.

På dansk har vi Karin Waabens speciale af 1991 Gotlandske billedsten. Hun kan fortælle, at Lindqvist fandt en sammenhæng i alle billedfelter (undtagen det nederste, det med skibet) felt for felt:

  1. Hilde bliver taget til fange og bortført.
  2. Hogne og hans krigere sværger at hævne rovet.
  3. En ofring, der skal sikre togtets heldige udfald.
  4. Hævnerne lægger til land og modtages af Hilde.
  5. Kampen og dens udfald: den, der holder hestens tøjler, har vundet over ham, der ligger under hesten.
  6. Skibet medtages ikke i tolkningen, da det menes at være en fast bestanddel på billedstenene fra denne periode.

Hun har en klog bemærkning på side 10 i sit speciale: "Der gælder jo det forhold for billeder, at de altid betragtes ud fra en intention (d.v.s. at billedlæsning er fast forankret i det enkelte menneskes repertoire af viden), ligeom det er et perceptionspsykologisk faktum, at man meget nemt ledes til at se det, man forventer eller ønsker at se."

Ja, man forsøger vel altid at forstå det ukendte ved at sætte det ind i en kendt sammenhæng. Men der er jo ingen sikkerhed for, at man overhovedet i sit repertoire af viden har den sammenhæng, som denne ukendte størrelse skal sættes ind i.


Sti: Seværdighederne: Billedsten

Oversigt