Hotellet

Hotel Bahia Tropical ligger ifølge egne oplysninger 2 km. fra centrum, og det er også den besked, man får på Hjerting Rejsers hjemmeside. Og med den besked startede jeg glad en fodtur til byen morgenen efter min ankomst. Det blev en lang tur. Måske er der lige ved 4 km. til centrum, lidt for langt at gå hver dag. Men heldigvis holder bybus nr. 3 lige uden for hotellet.

Mit værelse lå på 6. etage med flot udsigt over havet. Solen stod ind fra morgenstunden; men om eftermiddagen var værelset ret mørkt, hvilket selvfølgelig er en fordel i den varme sommertid. Den første uge kunne jeg ikke læse en bog om aftenen; pærerne i lamperne var alt for svage (5 watt). Det forsøgte jeg at gøre noget ved den første dag, men fik at vide af receptionisten, at det var en usædvanligt forlangende, men at hun da nok skulle spørge vedkommende. Først da jeg en dag i elevatoren traf en rar englænder, skete der noget. Han foreslog, at jeg da bare kunne købe en stærkere pære. God ide! Næste dag tog jeg en lang tur ad promenaden for at finde en butik, der handlede med elektriske pærer, men fandt ingen. Så henvendte jeg mig igen til receptionen og bad om en stærkere pære, så jeg kunne læse om aftenen. Selvfølgelig! De skulle straks give besked. Og snart efter bankede det på min dør. Her stod en mand med ikke een men fire gode, stærke pærer, en til hver lampe.

Gulvet i både stue og badeværelse var glaserede fliser, der - hvis våde - var glatte som is. Der var heldigvis en lille måtte, man kunne stå på. I badeværelset var der både brus og badekar. Herligt, når man skulle bløde muskulaturen op i skoldhedt vand efter overvættes megen gåen. Så en af de første morgener skulle det da prøves. Jeg var nær aldrig kommet op igen. Der var et håndtag at gribe fat i; men det stod så langt nede, at det eneste man opnåede ved at hive i det, var at man rutchede fremad. På døren havde jeg hængt vil-ikke-forstyrres-skiltet, så der kunne jeg have ligget endnu, hvis jeg ikke til sidst have fundet på råd: Jeg tømte badekarret og vred nu bademåtten op, så den blev så tør som muligt. Så var den endelig i stand til at yde så meget gnidningsmodstand, at jeg kunne komme op. - Næste gang, jeg skulle i bad, undlod jeg at hænge skiltet op lagde telefonen så tæt ved badekarret, at jeg til nød kunne bruge den, hvis alle anstrengelser var frugtesløse.

Restauranten

Morgenmad og aftensmad var med i prisen. Og begge dele var overdådige til det frygtindgydende. Selvfølgelig var der både engelsk og kontinental morgenmad. Jeg havde glædet mig til den engelske, men syntes, der var for meget sukker i de bagte bønner, så jeg slog mig som oftest til tåls med den kontinentale, der sandelig heller ikke fejlede noget.

Aftensmaden bød også på mange forskellige retter. Buffet var det jo. Gode ting indimellem. Mortensaften bød man om ikke på gåsesteg så dog på andesteg. Den valgte jeg da, forsøgte at finde et stykke bryst, men fandt en lille udskæring med brusk og sejgt kød. Spanierne har nok ikke så god forstand på den slags mad.

En enkelt dag ville jeg prøve restaurantens frokost. Igen et stort antal valgmuligheder; men jeg kunne jo ikke spise det hele, og for den smule, jeg havde brug for, måtte jeg betale vistnok 14 Euro. Resten af tiden nøjedes med med at tage en øl til frokost og dertil, hvis jeg var på en bar, en tapa (der nok har været gratis tillæg til øllet).

Gæsterne

Man havde indtryk af, at de fleste gæster var enten danskere eller nordmænd plus nogle svenskere. Jeg kom snart på hils med nogle af dem og mødte så megen venlighed, at det var en ren fornøjelse. En af damerne havde i sin ungdom været guide, og hende fik jeg mange gode råd af.


Sti: Udrejsen ⇐ Hotellet ⇒ Byen

Oversigt