Byen

Busserne

Der var i byen 5 lokale buslinjer (nr. 4 var dog vist indstillet i vintertiden). Det gjaldt for dem alle, at prisen var 1 euro, uanset hvor langt man skulle. De startede alle på Plaza de Carrera uden for den restaurant, hvor jeg sidste år plejede at få min aftensmad. Man kunne blive siddende i sin bus, til den var tilbage til udgangspunktet, og på den måde få et godt indtryk af byen. Det var en af de ting, jeg lærte af den forhenværende guide.

Byen

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0419.JPGPå min første, lange spadseretur ind til centrum måtte jeg have et billede af dette fæstningsværk, eller hvad det nu var. Hjemkommet til hotellet spurge jeg i receptionen, hvad det var. En ruin fra den fønikiske tid, foreslog en receptionist. Begejstret var jeg. Så slog hun op i sin computer og nåede frem til, at det var et eller andet fra det 18. århundrede. Det virkede nu også mere sandsynligt.

 

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0424.JPG

Af en af danskerne lærte jeg, at hver søndag var der stort loppemarked på en plads nær busholdepladsen. En af boderne udbød paraplyer til 3 euro. Meget passende, for der var varslet regnvejr om mandagen. Men ellers var der jo alt mellem himmel og jord.

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0430.JPGJeg havde jo allerede sidste år set "alt"; men noget af det ville jeg gerne gense. Det gjaldt det kommunale marked. Her fandt jeg på at spørge efter figner. Jo det havde damen da. Jeg kunne ikke få øje på dem, så hun måtte hen at pege. "Momento", jeg måtte lige slå op i ordbogen. "Maduros?", spurgte jeg, er de modne? Så pegede hun må den mørke underside; det var tegnet på modenhed. Jeg nøjedes med at købe tre - og fik da spist de to af dem. Det er jo ikke sådan, vi venter at finde figner i Danmark.

Det var ellers de mange fiskeboder, der først og fremmest imponerede mig. Jeg ville gerne tage et billede af en af dem; men det måtte jeg ikke; konen gav mig en forklaring på spansk, som jeg selvfølgelig ikke forstod.

Sidste år var det arkæologiske museum, De Syv Paladsers Grotte, lukket. Det måtte jeg da se. Denne gang fandt jeg det ret let. I den gamle bydel gik jeg bare opad, hver gang der var en chance for det. Der var åbent, men ingen billetsalg. Det var nemlig ordnet sådan, at når man købte billet til den gamle borg, var et besøg i museet inkluderet i prisen. Så måtte jeg ind uden billet. Museet er nok ikke imponerende. Mest potter og potteskår fra fønikisk og romersk tid; dog også en ret flot potte fra faraonernes Ægypten.

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0428.JPGNu var borgen lige i nærheden; så kunne jeg da godt se den igen, når jeg nu var kommet gratis på museum. Og prisen kunne man ikke klage over, vistnok 1,60 euro for pensionister. Der er et rum, hvor man kan starte en film, der fortæller borgens historie; men det havde jeg nu ikke tålmodighed til.

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0421.JPGI nærheden af Rio Seco genså jeg den kunstner/tigger, der også arbejde her sidste år. Den gang var jeg nok ikke opmærksom på dugen med den lille dåse. Den står der selvfølgelig, for at man skal kunne kaste mønter ned.

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0436.JPGNogle dage senere havde han fået en assistent til et større værk. Nu var han i færd med at fremstille julen.

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0420.JPGDenne blæksprutte står, hvor en hovedvej gennem centrum når ned til strandpromenaden.

 

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0437.JPGJeg måtte gense den park, hvor resterne af fønikiernes fiskefabrik var, og hvor jeg sidste år oplevede sigøjnernes kirkebazar.

Parken er rigt forsynet med skulpturer.

Mit store håb var, at jeg igen skulle opnå at overvære en sigøjnerbazar. Havde spurgt på to turistkontorer, men ingen kendte noget til det.

 

Iglesia de Encarnación

Begge søndage var jeg til gudstjeneste her i kirken. Begge gange var der mange børn i kirke. De kunne inden gudstjenestens begyndelse blive øvet i at synge en eller anden sang med dertil hørende håndklap, viften med hænderne, hop. En enkelt gang skulle de også snurre rundt om sig selv. Der var forskellige præster til de to gudstjenester. Begge talte til børnene, og især den ene havde godt fat i dem. Han talte til dem og stille dem spørgsmål, som de ivrigt svarede på. Et bar gange brød menigheden ud i latter. Da han skulle tale til de voksne, havde han medbragt et stort ark papir, som han foldede sammen og under prædikenen efterhånden rev nogle stykker af. Ved slutningen af prædikenen, så vi, at det var blevet til et kors.

Klik her for at se en video med salmesang.

Og her en fra kirkebønnen. Nogle af børnene står i række ved prædikestolen for at sige hver deres bøn, der bliver besvaret med menighedens "Derom beder vi". Den store tavle oven over prædikestolen viser menigheden, hvad der skal siges/synges.

Busserne

Linje 5 er bussen, man kan komme til og fra vores hotel med.

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0435.JPGPå vejen ind så jeg et par steder flotte terrasser (nu ude af brug). Jeg trykkede på stopknappen for at komme ud; men netop da var vi på en strækning uden stop. Terrasserne er jo det umistelige minde om maurernes store landbrugskultur med terrasser og sindrige vandingssystemer. Man siger, at da spanierne smed maurerne ud af landet, måtte de befale nogle af dem at blive, så de kunne lære de nye jordbrugere at passe og bruge vandingsanlæggene. Det lykkedes åbenbart ikke.

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0453b.jpgHer er dog et sted, hvor der i nogen grad er gjort brug af terrasserne. Det sted kunne jeg nå til fods fra hotellet. Vejene kunne være så stejle opad, at træskoene var lige ved at vippe af.

 

De andre busser fik jeg også en tur med. Overkommeligt. Een euro for hele turen rundt tilbage til udgagnspunktet ved min stambar. Den ene var ret kort, men kom forbi en romersk akvædukt. Så fik man da også set den. En anden førte ud til forstaden Herradura, en pæn lille ferieby. I byen ligger en fæstning fra det 18. århundrede. Den måtte jeg vel se, når der nu ikke var andet. Lukket, siesta. Det gjorde ikke noget. Den var vist ikke ret interessant. - Det bedste ved turen var vejen derud. Op i bjergene, hårnålesving og alt det der. - Her var jeg i selskab med en amerikansk dame, der havde rejst rigtig meget og nu tænkte på at købe hus i Herradura for at leve resten af sin tid her. Hun var så sikker på, at når jeg skulle tilbage, måtte jeg finde hen til busstationen og starte hjemturen derfra. Det stred med alt, hvad jeg ellers havde lært. Jeg spurgte mig frem hist og her, og en spanier gav mig til sidst det råd at tage en taxa; den holdt lige dér. Det råd fulgte jeg.

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0452.JPGEn buslinje gik ud i den vestlige del af byen. En dansker havde derude set et hus bygget som et skib. Det havde jeg ikke set på min første tur derud. Men man kunne se det fra bussen. Kig til venstre!

Der lå det så. Det skal være bygget af en kaptajn, der gerne ville have det lidt hjemligt, da han gik i land.

Vejen hedder Avenida del Mediterraneo.

 

Strandpromenaden

De sidste dage af ferien behøvede jeg ikke tage ind til byen, men kunne nøjes med at gå ture ad den fine promenade.

/ferier/billeder/2018/Almunecar: SAM_0462b.jpgJeg undrede mig over dette fine lille skib.

"El UPA Almuñecar octubre 2010, barco de adorno", stod der.

UPA kan betyde "Unión de Pequeñas Agriculturos y Granaderos", unionen af små agerdyrkere og kvægavlere. Men hvorfor skulle en kongres for dem i oktober 2010 mindes lige med en fiskerbåd? - "Barco de adorno" må slet og ret betyde "pynteskib".

 


Sti: Hotellet ⇐ Byen ⇒ Sigøjnerne

Oversigt