Min egen gade

Den hed Avenido Costa del Sol. Den strakte sig ud som en arm mod nordvest, uden sidegader, omgivet af ubebyggede lavninger til begge sider. Det var i grunden en rar og levende gade. De fleste ejendomme var nok 7-8 etager høje, sædvanligvis med små forretninger, værksteder eller barer i nederste etage. Gaden var en bred allé med især høje palmer på begge sider. Ude i min ende også med enorme løvtræer, der efter bladene at dømme kunne være en slags ahorn.

/ferier/billeder/2017: SAM_0365b.jpgHer er ejendommen med min lejlighed. Min udlejer disponerede vist over fire lejligheder i stueetagen. Ingen af dem kan have haft en så flot terrasse som min. En tilbygning stod for tiden tom. Der havde vist været en bilforretning. Nedenunder var der også et bilværksted.

 

/ferier/billeder/2017: SAM_0348.JPGLidt længere nede ad gaden lå der et meget stort hotel (Hotel Suite Albaysin del Mar). Det skiltede med, at det var "Declarada de Interés Turistico". En eller anden slags kunstner havde fået lov til at boltre sig med udsmykningen på fortovet. Man blev altid i lidt bedre humør, når man kom forbi her.

 

Ganske tæt ved mit logi var der en genbrugsforretning, hvor man handlede med alt muligt, også bøger. Jeg købte et par stykker, en om den mauriske adelsmand, der kom til at stå i spidsen for det endelige oprør, samt en tyk roman på dansk. Prisen var € 1 pr. stk., ligemeget hvilken bog man valgte.

Længere nede ad gaden lå der et nu nedlagt supermarked, der havde tilhørt SPAR-kæden. Aha, dansk! tænkte jeg. Men efter lidt googlen måtte jeg erkende, at SPAR-kæden blev oprettet af en hollænder, og at ordet spar faktisk betyder det samme på en del europæiske sprog.

Det var også her i gaden, jeg fik min første morgenmad efter min besværlige ankomst. Gik ind på en bar og spurgte forsigtigt, om man kunne købe morgenmad der. Det kunne man godt (de reklamerede vist endda med det). Så fik jeg et glas varm mælk og dertil en lille pakke med fabrikslavede små, søde kager. OK, for denne ene gangs skyld!


Sti: Byen: Min egen gade ⇒ Seværdighederne

Oversigt