Maden

Det var rejseselskabernes tilbud om langtidsferier, der i første omgang fik mig til at overveje at tage afsted. Jeg kunne godt tænke mig at vågne op til et solidt morgenmåltid, måske ligefrem et engelsk med æg og bacon og bønner og pølser, og om aftenen vende tilbage til hotellet til tre retter mad. Men dels var de fleste rejsemål vest for Malaga, på Costa del Sol, hvor jeg ikke havde lyst til at gå omkring de dage, da der ikke var udflugter, og dels var tre uger lidt vel meget. Så jeg måtte lave min egen tur. Jeg overvejede et af de gode hoteller, som FDM samarbejder med, men blev klar over, at der kunne man ikke have en bil parkeret. Et gammelt hostal midt i byen til næsten ingen penge havde jeg også i kikkerten; men her var der jo heller ikke parkeringsmuligheder, og desuden fremgik det af anmeldelserne, at der kunne være for koldt på værelserne. Så det endte med, at jeg fik en lejlighed, hvor jeg jo kunne lave min egen mad så tit, jeg havde lyst, i alt fald morgenmad og frokost. Middagsmaden ville jeg så gå i byen efter.

På min egen gade var der en del spisesteder, og endda også et, der bød på de tre retter mad; men det gjorde den kun midt på dagen, og jeg ville helst spise middag om aftenen. Så var der tapas-restauranterne. Jeg fandt en en kilometers penge væk fra min lejlighed. Den var lige efter mit hoved. Her var der altid på bardisken opstillet otte forskellige retter, så man kunne nøjes med at pege på det, man gerne ville have. Andre restauranter kunne have mange flere tilbud, men på skrift, så man måtte slå op i ordbogen, hvis man ville vide, hvad man gav sig i lag med.

I det, der blev min stamrestaurant, var det sådan, at hvis man bestilte et glas øl, så var den første tapa gratis. Jeg kom ind på at vælge to hver gang; næsten udelukkende kødstykker i en dejlig sovs med en smule brød i. Det ville koste ialt tre euro, altså ca. 22 kroner. Lige til at overkomme. Der blev råd til en kop kaffe oveni. Den var aldrig ret stor, men altid dejligt stærk og mere velsmagende, end man kan få den på et cafeterie herhjemme. Min restaurant havde et skilt på væggen: "Vand er uundværligt for livet; hvis der ikke var vand, kunne man ikke lave kaffe".

På en af mine ture til stranden gik jeg ind på en restaurant, der nok mest var for turister. Jeg spurgte til tapas. Det havde de; men her var der ikke noget at pege på; jeg måtte vælge fra et menukort. Der var et eller andet med pescado, fisk; det måtte da være godt, så det bestilte jeg. Lidt efter gik en tjener forbi bordene råbende "sardinas". Sardiner, det var nok det, jeg havde bestilt, så jeg rakte hånden op. Næsten i samme sekund kom en anden tjener med det, jeg faktisk havde bestilt. Det var en eller anden form for indbagt fisk; aldrig har jeg i Spanien smagt noget så ulækkert; jeg lod det stå og nøjedes med at guffe en tallerken sardiner i mig. Jeg kom vist kun til at betale for en af delene.

Det var kun lejlighedsvist, at jeg spiste andet end tapas. Jeg forsøgte nogle gange; men hver gang syntes jeg, at selv om maden var 3-4 gange så dyr som mine tapas, så var den ikke så velsmagende.

Men de to sidste dage skulle det være. Nu ville jeg ikke gå rundt og se mere, og jeg ville godt finde mig i at spise midt på dagen. Så den sidste torsdag gik jeg ind til Plaza de la Constitución, hvor jeg valgte en restaurant, der for det første lå i solskin (der var ret køligt i skyggen den dag) og for det andet tilbød forskellige variationer af den spanske nationalret paella; jeg valgte en variant uden rejer, så jeg var fri for at pille i maden med fingrene. Den får man serveret i jernpande. Det tog næsten en time, før den var klar. Men tiden gik godt nok, blandt andet fordi der ved et af de andre borde kom et par danske damer, heriblandt en lystig københavner, der, da jeg fik pralet med min 50 m2 store terasse, syntes, at så ville de da allesammen flytte ind hos mig. Det bød jeg dem velkommen til, hvis de skyndte sig; for jeg flyttede snart. Hun glemte nu at spørge om adressen.

Paellaen smagte da udmærket, omtrent som de calamares (blæksprutteringe), som jeg tilfældigvis var kommet til at smage et par gange tidligere; den var bare fem gange så dyr.

Dagen efter fandt jeg ind på en ret stor restaurant på Avenida de Europa. Den var fuld af svenskere. Nu måtte jeg virkelig anstrenge mig for at finde noget godt, det i den dyre ende. Jeg fandt en entrecote med løg til € 15 (jaja, det var trods alt ikke mere end 120 kroner). Den kunne jeg også sidde og glæde mig til ret længe; der blev stillet en tapa hen til mig, som jeg kunne nyde i ventetiden; det var et lille stykke brød med en frikadelle på, egentlig lidt mærkeligt, når man om lidt skulle om bord i et større stykke kød. Så kom den, en kæmpebøf med - pommefritter og ikke andet. Det gode kød havde fortjent bedre selskab. Findes der da ingen kokke her med kærlighed til maden? Jo, det gør der jo nok; men måske findes de bedst i de små, beskedne tapasrestauranter.


Sti: Folk ⇐ Maden ⇒ Turen hjem

Oversigt