Turen hjem

Mit værtspar og jeg havde aftalt, at jeg skulle afrejse lørdag den 18/11 kl. 11, så et kvarter forinden ringede de på døren. Afleveringen gik hurtigt; der var ikke rigtig noget, der skulle kontrolleres. Værten hjalp mig ned til bilen, og så afsted. Om en time kunne jeg være ved lufthavnen, og så ville jeg være i god tid til flyvemaskinen, der først skulle afgå kl. 16.35.

Min gps opførte sig tilsyneladende pænt. Jeg nærmede mig Malaga; så var jeg pludselig på vej væk fra hovedvejen; jeg havde befundet mig i højre spor, og navigatoren havde ikke advaret om, at jeg skulle holde til venstre. Var det bare mig, der ikke havde hørt ordentligt efter? Det kan jeg næppe tro, og fortsættelsen taler ikke til fordel for gps'en. Jeg blev sendt afsted i den ene og den anden retning; sommetider fik jeg besked om at vende om og køre modsat. Skærmen på navigatoren kunne blive så forvirret, så det så ud, som om jeg kørte baglæns: pilen nedad. Så gik den da helt i baglås: Kør til højre, til højre igen, og til højre, og så en gang mere til højre. Så var jeg, hvor jeg havde været før. Jeg fik beskeden om at køre til højre en gang mere, og jeg fulgte den lydigt, for jeg kunne jo have overset et eller andet; men der var ikke noget at overse. En af de gader, jeg fik besked på at følge, var endda så snæver, at jeg måtte passe på mine sidespejle. Så da gps'en for tredie gang ville have mig ud på den rundtur, måtte jeg udvise civil ulydighed og bare køre ligeud.

Jeg drejede ind på en tilfældig sidevej, hvor jeg kunne holde. Hvis jeg kunne finde ud af, hvad gaden hed, kunne jeg ringe til udlejningsselskabets særlige vejhjælp og bede dem om bistand. På et autoværksted fik jeg fat i gadens navn, og så kunne jeg ringe. Der kom en besked på spansk, noget med forskellige valgmuligheder, tryk 1, tryk 2 o.s.v. Det var svært at høre, for der var en del vejlarm. Jeg trykkede og fik en længere automatisk besked på spansk. Jeg bad om engelsk, og det fik jeg muligvis også, for der kom en anden stemme; men det var sådan en kaskade af ord, at jeg i støjen ikke fattede noget. Forresten havde jeg også i mellemtiden glemt, hvad gaden hed, så det kunne også være ligemeget.

På et tidspunkt havde jeg også været inde i et stille område, hvor jeg kunne spørge en kone, jeg mødte. Hun pegede først i den ene retning og senere i den anden, imens hun sagde en hel masse, som sikkert var en udmærket forklaring, men som jeg jo bare ikke forstod. Men jeg smilte og takkede pænt.

Jeg havde undertiden, når det var muligt, holdt stille og endnu en gang sat navigatoren til at finde lufthavnen. Det kunne jo være, at den trængte til en frisk start. Sidste gang lykkedes det. Jeg fandt lufthavnen; så var det om at finde den kælder, hvor jeg skulle aflevere bilen. Hjemmefra havde jeg fået at vide, at det var nemt nok. Jo, måske for dem, der har prøvet det før. Det tog sin tid og flere forespørgsler, inden jeg fandt et skilt, der viste vejen dertil. Kælderen er i to etager, så man må lede! Men det lykkedes da at finde mit udlejningsselskab. Og så blev det nemt; det eneste, jeg skulle var at stille bilen og aflevere nøglen. Bilen skulle selvfølgelig efterses for skader, og der skulle fyldes benzin på; men det ville jeg blive debiteret for senere.

Sidste gang, jeg var i Malaga, skulle man finde en automat, hvor man med sit rejsebevis kunne få et boarding pass. Der kom et nydeligt ægtepar forbi; de så ud til at kunne engelsk. Jeg spurgte dem, hvor man fik sit boardingpas. Jamen, hvor skulle jeg hen? Til Amsterdam. Det skulle de også, og det med samme fly. Så følg med os. Og så tog de sig af mig i en grad, så jeg følte, jeg måtte se ud som en, det var synd for. Det gjorde jeg måske også. Var temmelig slidt efter alt besværet, siden jeg havde forladt Almuñecar; var endda lidt bekymret for, om jeg nu kunne nå det hele; man skal jo checke ind i meget god tid inden afgangen. Nu var jeg sandelig i gode hænder. De vidste lige, hvor vi skulle hen. Der var lang kø ved indcheckningen, men den stillede vi ikke op i; mine hjælpere hørte til den klasse, der måtte bruge den korte kø for dem, der enten rejste meget tit eller bruge første klasse. De sørgede for, at jeg fik lov til at slippe forbi sammen med dem og hørte også på, at jeg regnede med assistance, når jeg kom til Amsterdam, som den, jeg havde fået det på henrejsen.

Så kom der en overraskelse: Jeg skulle ganske rigtigt skifte i Amsterdam; men flyet derfra landede ikke i Billund, men i Aalborg. Det stod ganske rigtigt på min rejsebevis, og lige netop det havde jeg ikke opdaget. Nu var der ikke noget at gøre; jeg kunne ikke nå at finde et andet fly at komme hjem med; jeg måtte med til Aalborg.

Nu tog mine venner foreløbigt afsked med mig; men de ville ikke slippe mig helt endnu; de ville holde øje med, om jeg nu dukkede op i den rigtige gate.

Så blev der endelig tid til at få noget mad og en fanta. Jeg pegede på et eller andet, der så godt ud. Det smagte også godt og var forbavsende dyrt i forhold til alt det, jeg hidtil havde haft at pege på. Det hed vistnok kuskus. Da jeg nåede frem til den gate, jeg skulle boarde ind fra, mødte mine venner mig igen. De tilbød mig at komme med i deres korte, priviligerede kø; men denne gang takkede jeg dog nej.

Og endnu var det ikke slut med deres hjælp. De havde fundet ud af, at den assistance, som jeg forventede i Amsterdam, ikke var bestilt. Det blev den på deres foranledning. Så da vi landede, holdt der en rullestol og ventede på mig, og den bragte mig videre til en af disse små, elektriske biler, der må køre rundt i hallerne.

Fra Aalborg kunne jeg jo ikke tage direkte til Esbjerg; min bil stod jo i Billund. Jeg måtte tage en taxa. Det kostede mig 2655 kroner.

Og så ud i Billund i en nat med piskende regnvejr - og hjem.


Sti: Maden ⇐ Turen hjem

Oversigt