Folk

En dag, da jeg havde været nede ved strandpromenaderne, havde jeg lidt svært ved at finde Rio Seco, den tørre flod, som jeg skulle følge på vejen hjemad. Jeg spurgte en gammel kone, der sad på en bænk på promenaden. Jeg forsøgte mig på spansk; men hun foretrak åbenbart enten engelsk eller fransk. Det viste sig, at hun var fransk jødinde, nu bosiddende i Spanien og for tiden på besøg i Almuñecar. Vi kom til at tale om koncentrationslejrene, hvor hele hendes familie var blevet udryddet. Hun vidste godt, at danskerne havde hjulpet jøderne under krigen. Var de nazistiske holdninger ved at vende tilbage? Sig selv betegnede hun som etnisk, men ikke troende jøde. Hun var jøde på samme måde, som psykoanalytikeren Freud var det. Hvad jeg mente om andalusierne? De var venlige, kunne jeg sige. Joh, nok venlige, men måske lidt overfladiske? Det kunne jeg ikke rigtig sige noget til. Jeg var da selv venlig; men kunne jeg sige mig fri for at være overfladisk? Er det at være turist ikke i sig selv pr. definition at være overfladisk?

Men venlighed har jeg mødt. Der var f.eks. den eftermidddag, da jeg havde nydt en kop kaffe på en af barerne på Avenida Costa del Sol. Da jeg havde betalt, sagde jeg til barmutter, at jeg manglede en hat. Hun konfererede straks med sin mand. Skal den være billig eller high quality? Billig, helst. Jamen så er der en butik lige i nærheden; den åbner kl. 5. Jeg måtte endelig sætte mig ned igen og vente. Jeg ventede en halv snes minutter og så så en forretning overfor blive åbnet; kastede et blik på værten. Nej, vent lige lidt. Så lidt efter gav han tegn og fulgte mig personligt hen til butikken lige i nærheden, hvor jeg kunne få min hat. Det var ikke for at få kommission af en beskeden forretning; han gik tilbage, så snart han havde sikret sig, at jeg kom det rigtige sted hen. Og bagefter syntes han selvfølgelig, at jeg så rigtig flot ud med den hat. Den eneste, der passede mig, havde lyseblå puld. Den fik mig til at føle, at med den på hovedet kunne jeg godt opgive ethvert forsøg på at se nogenlunde værdig ud. Ved min afrejse gik den i arv til min husvært. Han så ud til at være godt tilfreds.

Det at blive ledsaget oplevede jeg flere gange. Jeg går ind i en forretning og spørger om et eller andet. Det har de ikke, men det kan fås i den og den forretning. Og så forlader den handlende sin disk og følger mig med ud så langt, at han er sikker på, at jeg finder, hvad jeg er ude efter.

En dag var jeg ude for at finde det højtligende arkæologiske museum. Fra Plaza de la Constitución havde jeg aset mig op ad en stejl, stejl smøge. Og hvad så? Jeg så en gammel mand med to stokke. Ham spurgte jeg. A bajo, sagde han, nedad. Det troede jeg jo ikke på, og havde heller ikke lyst til at gå ned bare for at komme til at gå op igen. Et ungt bud kom forbi, han kunne lidt engelsk; vidste ikke selv, hvor museet var, men kunne ooversætte, hvad den gamle mand sagde. Han holdt fast ved, at jeg skulle nedad; men han ville gerne følge mig derhen, når han havde skiftet tøj. Han med sine to stokke! Jeg måtte pænt takke nej, ikke bare for at skåne ham, men da også for at skåne mig selv (hvad jeg nu ikke fik sagt), da jeg var overbevist om, at han tog fejl. Så kom der et par koner; de vidste besked: arriba, opad! Og så fandt jeg museet.

På en af mine andre ture i de stejle smøger traf jeg to gamle koner. De havde begge en yngre kvinde under armen. Den ene var nok over de halvfems. Hun var på vej opad med små trippende skridt. Det var den anden også; hun var knapt så gammel med havde til gengæld tykke, vandfyldte ben. Her i landet ville man sikkert kunne påberåbe sig sin ret til at være fri for at gå sådanne steder, når man havde nået den alder. For dem er det nok et af livsvilkårene. For dem bliver de så sikkert også bedre til det end vi - efter et helt livs træning.

En venlighed, der ikke var specielt rettet mod mig, kunne man opleve ved enhver fodgængerovergang. En dansker, jeg mødte, gjorde opmærksom på, at man som bilist i Spanien skulle være ekstra opmærksom på fodgængerovergange, for spanierne gik over uden at se sig for; de var vænnet til, at bilisterne stoppede, hvis de så en, der gerne ville over eller kunne tænkes at ville over gaden. Jeg blev så vant til det, at jeg blev helt fortørnet, da jeg i en gang så en bilist. der vist ikke havde til hensigt at stoppe. Og hvis jeg selv syntes, at en bilist skulle have lov til at slippe forbi, fandt jeg mig nødsaget til at vende ryggen til og lade, som om jeg overhovedet ikke tænkte på at komme over gaden.

En dag skulle jeg op til den højtliggende borgruin, hvis historie mindst går tilbage til romerne. Vejen var stejl, benene smertede, og solen brændte. Jeg kom for sent i tanke om, at gamle mennesker ikke skal begive sig ud på sådan en tur uden at være forsynet med vand. En ung mand overhalede mig med en barnevogn. Jeg hørte, han talte dansk. - Undskyld mig, men ved du, om der er en bar oppe ved borgen? Jo, det er der da; når du kommer derop, skal du bare gå ligeud og så til venstre. - Tak. Så var han snart forsvundet, mens jeg asede videre opad. Langt om længe kommer jeg op til det plateau, hvor baren skal være. Her bliver jeg mødt af den unge mand, der kommer med en vandflaske i hånden. Han har været henne at checke, om baren er åben. Det er den ikke, så nu vil han give mig sin egen vandflaske. Den tager jeg imod med taknemmelighed.

Jeg mødte nok en halv snes danskere ialt. Et par var ude med rejseselskabet Kultur-Rejser, de andre vist ude på egen hånd som jeg selv. Svenskere mødte jeg så mange af, at jeg ikke gav mig af med at tælle.

En særlig fornøjelse var det at møde sigøjnerne.



Note: Sigøjnere
Sti: Byen ⇐ Folk ⇒ Maden

Oversigt