Turen dertil

På booking.com havde jeg fundet en passende lejlighed i Almuñecar, og via FDM havde jeg bestilt flybillet samt leje af bil i Malaga. Turen startede i Billund lufthavn lørdag den 4. november, gik over Amsterdam, hvor der skulle skiftes til et andet fly, og videre til Malaga, hvorfra jeg skulle køre i lejet bil til Almuñecar.

Uvant med at flyve, som jeg efterhånden er, gik jeg ind på kontoret i Billund for at blive vejledet. Jo, for det første skulle jeg jo have et boarding pas. Heldigvis var den rare dame, der betjente mig, opmærksom på, at jeg kunne få et problem med at nå frem til det andet fly i Amsterdams kæmpestore lufthavn.  Hun ordinerede den hjælp, som gratis kan gives til dårligt gående mennesker. Den skulle jeg så have i Amsterdam både på hen- og på hjemrejsen.

I flyet fik jeg at vide, at når de andre tog bussen ind til ankomsthallen i Amsterdam, skulle jeg blot vente på en taxi, der ville stå til rede for mig. Ene mand blev jeg så transporteret af en bil med to mænds betjening ind til ankomsthallen; her stod der en ung dame klar med en kørestol, som jeg skulle befordres videre med hen til en lille, elektrisk bil, der skulle køre mig videre til den gate, hvor jeg skulle stige ombord på næste fly. Det var ganske rigtigt en lang tur. Tak til damen i Billund!

Så gik alting planmæssigt. I Malaga fik jeg hentet min kuffert, da jeg først fik mig stillet ved det rigtige transportbånd (der er faktisk et skilt, der fortæller, hvilken lufthavn den pågældende bagage kommer fra). Det gik også godt med at finde det sted, hvor jeg skulle have min bil. Men tiden gik, og jeg forstod, at jeg slet ikke kunne være fremme ved min lejlighed til den tid, som jeg havde angivet til min vært. Jeg måtte telefonere til ham, fik ham også straks i telefonen, men kun for at konstatere, at han hverken forstod engelsk eller tysk. Hvad kunne jeg sige på spansk? "Nu befinder jeg mig i lufthavnen", blev det til; så måtte han selv regne resten ud.

Bilen, jeg havde bestilt, skulle være en Citroën 500. Det havde jeg i grunden allerede fortrudt, for hvor meget kuffert kunne der være i sådan en? Så jeg blev ikke ked af det, da det viste sig, at der stod en Citroën Panda til mig. Den var der ingen pladsproblemer med. Så installerede jeg min medbragte navigator, en Garmin, og satte den til at finde min adresse i Almuñecar.

Så begyndte problemerne. Navigatoren mente, der var flere tusinde kilometer til bestemmelsesstedet. Den havde ikke opdaget, at jeg altså ikke lige nu var i Esbjerg. Den foreslog, at jeg kom målet noget nærmere, inden den ville beregne turen. Altså kørte jeg efter vejskiltene. Lidt efter havde navigatoren alligevel en besked. OK, så ville jeg rette mig efter den. Men efter temmelig lang tids kørsel meldte den, at jeg nu skulle køre ligeud 82 km. Det kunne ikke passe, for afstanden mellem Malaga og Almuñecar er højst 60 km. Jeg standsede og startede forfra med at lade navigatoren finde mit bestemmelsessted. Det sendte mig ud ad ukendte veje. Og tiden gik. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg nu var i nærheden af Antequera, og det var i hvert fald vildt forkert. Min telefon ringede et par gange; det var nok værten, der gerne ville høre, hvordan det gik. Men det ville jeg jo ikke kunne forklare. Jeg måtte standse og indstille navigatoren påny. Denne gang var der langt mere end de 60 km. til målet; jeg var jo på den anden side af Malaga.

Det var nok over midnat, da jeg endelig var ved målet. Jeg prøvede at køre ind et sted, hvor jeg gættede, at garagen måtte være. Det var den nu ikke. Vende bilen kunne jeg ikke komme til, så det var med at bakke opad i mørket forbi en del holdende biler, som jeg ikke gerne skulle ramme. Så standsede jeg og steg ud for at se mig omkring. Telefonen ringede; det var værten. Jeg forklarede på rivende engelsk, at jeg var lige udenfor, og de kunne bare komme ned på fortovet, så skulle de nok se mig. Men han forstod ikke engelsk.Telefonen ringede igen: en engelsk stemme. Det var nok en af disse hackere, der var ude på at ødelægge min telefon, så jeg afbrød temmelig brysk. Den ringede igen; og igen var det den engelske stemme; jeg gav mig lidt bedre tid, så jeg nåede at blive klar over, at det var en, der ringede på vegne af værten. Så kunne jeg igen forklare, at jeg altså var nået frem og stod lige udenfor.

Derefter var alting lykke. Værten kom løbende ud til mig og hjalp mig bilen ud af den klemme, den var kommet i, og ind på den private, aflåste parkeringsplads. Inde i lejligheden ventede hans glade kone. De havde vel ventet på mig i op til fire timer. Hun havde en fin flaske olivenolie til mig som velkomstgave. Nu fik jeg forevist lejligheden, og sprogproblemer var der ikke flere af; for værten havde på sin tablet en applikation, der kunne oversætte mellem spansk og dansk. Han talte til den, og så kom oversættelsen, både i lyd og på skrift. Det var mit indtryk, at dette var noget langt bedre end de latterlige oversættelser, Google kan præstere.

En af de ting, de kunne fortælle, var, at de selv boede 120 km. borte, i den by, som olivenolien kom fra. Så for dem blev det også en sen aften.

Et af mine spørgsmål var,  om man kunne købe mælk noget steds. Men det kunne man selvfølgelig ikke; det var jo midt om natten. Så jeg måtte nøjes med en slurk vand - og så i seng.


Sti: Almuñecar ⇐ Turen dertil ⇒ Lejligheden

Oversigt