Læsø

Hvor skulle jeg nu tage hen? Gotland var en oplagt mulighed; men en sådan tur krævede forberedelse. Langt om længe slog det mig, at jeg længe havde haft et ønske om at besøge Læsø. Den ø havde jo været i nærheden i hele min barndom i Ålbæk. Men det var ikke et sted, man gerne kom; man skulle jo med Læsøgrisen over den urolige Læsø rende. Det eneste, jeg som barn vidste om øen, var, at husene var tækket med tang, og at der vist engang havde været en præst, der måtte sælge brændevin.

Lørdag den 1. juli tog jeg af sted. På krak.dk havde jeg set, at turen til Frederikshavn ville tage lidt over 3 timer, så jeg startede kl. 10 for at kunne være der i tide til den afgang, jeg havde reserveret plads til, kl. 15.15. Jeg indstillede straks navigatoren, der heldigvis kunne dirigere mig direkte til Læsøfærgen. Den viste, at turen ville tage en del over 4 timer. Hvad nu? Jeg måtte kunne nå det, hvis jeg hele vejen holdt en fart på omkring 120 km/t og stort set undgik at gøre ophold noget sted. - Inden længe indså jeg, at det projekt var om ikke håbløst så i alt fald uansvarligt. Standsede på en rasteplads, ringede og fik reserveret plads på en senere færge.

Så rullede jeg af sted i ro og mag, fik tid til frokost og en god middagssøvn. Da jeg kom til Sæby, var klokken endnu ikke 15, men navigatoren viste et langt senere ankomsttidspunkt. Så satte jeg farten op - og nåede færgen til den oprindeligt bestilte afgang. Navigatoren må havde regnet overfartstiden med, skønt den jo ikke kunne vide, hvilket færge jeg kunne komme med.

Overfarten var ovenud behagelig. Der var lige vind nok til, at man kunne skelne læ fra luvart. Krusningerne på vandet var ikke nær store nok til, at man kunne kalde dem bølger. Solen skinnede, så det var lige ved at være varmt nok til at sidde på dækket.

Ankommet til Vesterø Havn måtte jeg først finde turistkontoret. De lokale havde forskellige meninger om, hvor det mon kunne være; men til sidst blev jeg henvist til billetkontoret på havnen. Mens jeg stirrede skarpt efter det, overså jeg et trin på fortovet. Jeg faldt og rammede panden ned i fliserne. Jeg blev liggende og sundede mig lidt. Løftede mig op på venstre albue og betragtede blodet, der løb i en konstant strøm ned på fliserne. Dér lå brillerne. De var selvfølgelig gået i stykker.

Er der virkelig ikke nogen, der kommer ilende for at samle sådan en gammel mand op? Er dether noget, jeg selv skal tage mig af? - Det var det åbenbart. Jeg måtte på benene og gå hen til billetkontoret, hvor jeg 1) skulle have kontakt til en læge og 2) hente mit turistmateriale. Damen på kontoret hjalp mig udmærket; hun kunne ringe til lægevagten og bestille tid til mig. Hun blev nok spurgt, hvor slemt det stod til, og kunne da sige så meget, at såret efter hendes mening nok skulle syes. Så blev jeg tilsagt til at møde på lægeklinikken i Byrum kl. 18.45.

/ferier/billeder/2017: SAM_0324.JPGDet blev en tur med een hånd på rattet. Den anden skulle bruges til med lommetørklædet at holde styr på blodet, der stadig flød flittigt.

Lægen mente, at der nok blev brug for 5 sting. Mens han arbejdede, fik vi os en hyggelig sludder. Jeg måtte absolut smage hummer, mens jeg var på øen. Der var en udmærket restaurant tæt ved campingpladsen på Østerø.

Klinikken var sidefløj til den gamle præstegård. Den mindede mig stærkt om nogle gamle bygninger i Esbjerg, så jeg må se at finde ud af, om det er vores murermester, der også har virket på Læsø.

 

Så videre til Østerø camping. Fandt en plads ved siden af et par tyskere. Den spurgte jeg, hvor restauranten var. De svarede på dansk; manden var født i Angel. Så gik jeg den korte tur ned til Spisehuset ved havnen. Idag havde jeg jo rigtig grund til at trøstespise, så jeg bestilte en gang jomfruhummere; den havde jeg aldrig smagt før. Det var skam udmærket; men en rødspætte smager nu bedre. Oplevelsen kostede mig 290 kr., lige så meget som 14 daglige måltider derhjemme.

Om søndagen ville jeg først og fremmest prøve at finde et af disse huse med tangtag (her på øen ynder man at kalde sådanne huse "tængede", ikke tækkede). En oplagt mulighed var turistattraktionen Hedvigs Hus. Det satte jeg navigatoren til at lede efter; men ikke om den kunne finde det! Jeg kørte rundt ad smalle skovveje, indtil jeg måtte opgive. Så konsulterede jeg det gode cykelkort, jeg havde købt. På et af ruteforslagene var nævnt en vej ved navn Alleen, hvor der skulle være nogen af dem. Så kørte jeg afsted for at finde den vej. Det var nu ikke så nemt; jeg prøvede at navigere mig frem ved hjælp af kort og vejskilte - uden at finde Alleen.

/ferier/billeder/2017: SAM_0316.JPGSå kom jeg forbi et hus med pottemagerværksted.

/ferier/billeder/2017: SAM_0317.JPGDet så rigtig godt ud.

På turen igår var jeg kommet forbi en gård med en enkelt "tænget" fløj. Den havde set sølle ud; taget var delvist dækket med plastic. "Tuberkuløs" var det ord, der faldt mig ind ved synet. - Men her på pottemagergården havde man magt over tingene.

 

/ferier/billeder/2017: SAM_0318.JPGLidt længere fremme tog vejen et sving på halvfems grader. Vejen var som de fleste andre veje på øen så smal, at to modkørende biler begge måtte ud i rabatten for at komme forbi hinanden, så jeg veg pænt ud, da der kom en modgående bil. Men netop her var der fornyligt gjort noget kabelarbejde, så bilen sank i. For at kunne tilkalde vejhjælpen måtte jeg jo vide, hvad vejen hed. Det kunne den nærmeste sommerhusejer oplyse. Vejen hed Alleen.

Med den hældning, som bilen havde fået, var det faktisk ret svært af få den tunge dør skubbet op. Der er jo gods i en Fiat Ducato.

 

/ferier/billeder/2017: SAM_0320.JPGOm mandagen tegnede det til regn, så jeg ville først besøge saltsyderiet og de lave enge deromkring. Det blev nu ikke til megen spadseren; for meget vand.

 

/ferier/billeder/2017: SAM_0319.JPGTilfældigvis var jeg tæt ved et af selve syderihusene, da der blev inviteret indenfor. Det var Poul, ham der i sin tid med Nationalmuseets hjælp fik gentartet syderiet på det sted, hvor det lå i middelalderen. Hans fortælling var hele turen værd. Han begyndte med at forklare, hvorfor han var lidt olm på en af de andre tilstedeværende, Søren. De to havde i gymnasietiden konkurreret om, hvem der kunne løbe hurtigst, og det var altid Søren, der vandt. Og nu, så mange år efter, var Søren stadig pænt slank, hvad Poul forurettet måtte konstatere, at han selv ikke just var. Og han spiste ellers stort set ingenting.

I de lave enge på øens sydside finder man meget stærkt saltvand. Havet kan oversvømme de lave enge, og når det trækker sig tilbage, bliver det stående i visse lavninger, hvor det efterhånden fordamper. Saltet og andre mineraler bliver tilbage og suppleres yderligere ved hver ny oversvømning. - Da Søren og hans kompagnoner begyndte at udvinde salt, gjorde de det på den måde, at de simpelthen kogte vandet vandet væk. Det kom der salt ud af; men det var gråt og grumset. Jamen, så solgte de det som "økologisk salt". Det gik fint nok i København og den slags steder, men jyderne hoppede ikke på den; de kaldte det vejsalt. - Søren kom på kursus på et saltmuseum i Tyskland, og her lærte han fidusen. Saltet skal adskilles fra de andre mineraler, og det kan man ikke, hvis man koger vandet; så krystalliserer det hele sammen. Nej, Vandet skal kun syde et sted under de hundrede grader. Så vil saltet krystallisere, mens de andre mineraler endnu er opløst i vandet. Han beviste det ved at stikke en si ned i vædsken og hale den op igen fyldt af de fineste, hvide saltkrystaller.

Det var kong Valdemar den Store, der under en kronvidtjagt på øen blev opmærksom på mulighederne. Biskop Niels af Viborg, der havde hjulpet ham i kongestriden, fik rettighederne til udvindingen, og det satte biskoppen cistercienserne til. Der blev hentet folk til øen til at gøre det manuelle arbejde. Det blev så læsøboerne.

Undervejs betroede han os, at han nu var øens rigeste mand. Hver lørdag vekslede han ugens fortjeneste til 1000-kronersedler, som han pakkede i bundter på hundrede, som han lagde under sengen. Hvis han vågnede en nat og følte sig urolig, kunne han bare række hånden hed under sengen og røre ved bundterne. Det var et beroligelsesmiddel, han virkelig kunne anbefale. Under fortællingen havde han blandt tilhørerne genkendt nogle af dem, han fortalte om.  Mig genkendte han som biskop Niels.

/ferier/billeder/2017: SAM_0321.JPGDagens regnvejr var ikke kommet endnu, så jeg v ille ud på vestkysten til en eller anden lille håndtrukken færge, der førte over til en stribe ubefolket land.

Den fandt jeg nu ikke, men undervejs kom jeg forbi Vesterø kirke med nogle spændende kalkmalerier i korets hvælving. Det er de hellige tre konger. Balthasar, Kaspar og Melchior har fået et felt hver, mens det fjerde felt (mod vest) viser deres fremtræden for Jesusbarnet.

I altertavlen  er jomfru Maria centralt placeret som himmeldronningen i stråleglans. Øens turistbrochure skriver da også,, at Læsø ikke blev "hærget" af reformationen.

 

/ferier/billeder/2017: SAM_0323.JPGAt øens hovedbeskæftigelse har været søfart og fiskeri, afspejler sig i kirken. Over midtergangen hænger ikke mindre end fire modelskibe. Et femte hænger ud til siden i bagenden af kirkeskibet, og en lille model er placeret i en montre helt forneden.

 

/ferier/billeder/2017: SAM_0325.JPGSå skulle jeg se øens Gårdmuseum. Det er en firelænget gård, der sidst blev drevet af gårdejersken Sine, der afstod den i 1941. Gården henstår stort set, som Sine forlod den. Det er mærkeligt at se, at på et så sent tidspunkt brugte man stadigvæk disse indbyggede alkover, der er brede nok til at rumme et par personer, men alt for korte til, at noget voksent menneske kan strække sig ud.

Gårdens tangtag var selvfølgelig velholdt.

Så tog jeg en tur ud i det allerøstligste Læsø, til Bløden Hale. Store, lave vidder, men ikke rigtig noget, der gav anledning til en længere spadseretur.

Kl. 17 kom endelig regnen med lidt torden, men selv under regnvejret var vejret lyst og let.

Dagen efter, om tirsdagen, flyttede jeg til campingpladsen på Vesterø. Her ville jeg besøge byens Kur, hvor man bl.a. kan bade i bassiner med vand, der er forsynet med de mineraler, der er udskilt på saltsyderiet. Det skulle være så sundt. Den fornøjelse kostede kr. 285, men så fik man også både æbler og pærer gratis.

Afgang fra Læsø om onsdagen. Overfarten var lige så rolig og solbeskinnet som i lørdags.

 


Sti: Extremadura ⇐ Læsø ⇒ Skagen

Oversigt