Udturen

Jeg startede hjemmefra onsdag den 11. maj. Mit håb var, at jeg skulle møde sommeren længst mod syd for så at følge den nordpå, Hen på dagen opdagede jeg, hvor belastede de tyske motorveje er blevet. Det blev efterhånden næsten umuligt at parkere både på rastepladsernes og tankstationernes parkeringspladser. Lastbiler fyldte op overalt, også på de områder, der var forbeholdt personbiler. Hen på aften lykkedes det mig at klemme mig ind på en rasteplads 100 km. før Frankfurt. Jeg har helst undgået at overnatte på rastepladser; men med så mange andre biler omkring sig, kunne man vel føle sig nogenlunde sikker mod overfald.

Frankrig er vel nærmest i undtagelsestilstand; men der var hverken soldater eller politi ved grænsen. Fra den flotte rasteplads nær Mulhouse satte jeg min gps til at lede mig til Carcassonne. Det førte mig ind på motorvejen og dermed til nye og hidtil ukendte prøvelser. Den første gang, jeg kom til en betalingsautomat, gik det nemt nok. Den klarede jeg med dankortet. Næste gang brugte jeg også dankortet - og opdagede efterhånden, at der var kommet en slags billet ud til mig. Den smed jeg på forsædet. Så var det efterhålnden tid til at søge ud mod en campingplads. Ved udgangen skulle jeg igen igennem en betalingsautomat. Det nyttede ikke, at jeg prøvede at stikke dankortet ind; det blev skubbet ud igen. Så sagde en stemme noget til mig på fransk. Ikke forstået. Gentaget. Jeg bad om at få forklaringen på engelsk, og lidt efter kom der en rivende strøm af amerikansk, som jeg heller ikke forstod. Der var ved at danne sig kø bag mig. Så fik jeg hjælp af en venlig dame i køen. Jeg havde efterhånden forstået, at der blev sagt noget med "ticket". Mon den var den seddel, jeg havde smidt på forsædet, og hvad skulle jeg med den. Jo, den skulle holdes frem mod en lille rude, som hed "number four". Nu skulle jeg have en kvittering; der blev sagt noget med "number seven". Det var så en skuffe så højt oppe, at jeg ikke kunne nå den fra bilen. Men det kunne damen heldigvis. "Merci, madame" sagde stemmen, og det samme sagde jeg.

Le Nacional, Tournus

Jeg havde sat gps'en til at finde en campingplads ved navn "Le Nacional"; det lød jo lovende. Det viste sig at være pladsen ved Tournus. Der havde Annalise og jeg været et par gange før, og måske var pladsen også den samme; men så var den i alt fald undergået store forandringer. Der var stort set ingen gæster på pladsen, vist kun nogle lokale besøgende. Receptionen stod i forbindelse med en stor restaurant, der endda også havde en stor terrasse ud mod floden. - Kunne man få noget at spise? Jo, naturligvis. Så parkerede jeg vognen ude på det faste terræn uden for receptionen; det havde regnet meget, så jeg turde ikke risikere, at vognen skulle synke til bunds ude på græsarealet. Og så fik jeg udleveret et omfattende menukort. Jeg spurgte til noget, der hed "Andonilette sauce moutards frites". Chefen gryntede for at forklare, at det var noget med gris, og så rullede han hånden over maven. Det viste sig at være en sennepssovs med noget, der lignede medisterpølse blot med den forskel, at indholdet ikke var fars, men noget der vist var stumper, der kunne skæres af knoglerne, når det reelle kød var skåret fra..

Foruden mig var der kun een gæst til stede, vist en lokal, der sad ved værtens bord. Der var også en lille mulatpige, datter af stedets kvindelige kok, der boede i en campingvogn på pladsen. Hun kredsede om mig og ville gerne i kontakt; men jeg kunne jo kun svare, at jeg ikke forstod fransk. Det undrede hende, måske fordi jeg jo sagde det på fransk. Men lidt spas kunne vi da godt holde, kuk-kuk-bøh og den slags. Hun ville også gerne vise, at hun kunne engelsk: "One, two, three, four". Jeg prøvede at lære hende et par tal mere; men det lykkedes vist ikke.

Fredag, turens gyser

Jeg opdagede, at der var trængt vand ind i kabinen, i skabet under køkkenvasken. Det regnede næsten konstant; kunne der være en utæthed i taget? Nej, det måtte komme indefra, fra vandtanken, for det dryppede kun, når der var sat strøm til vandpumpen. Den dag prøve jeg at køre med det bageste vindue åbent i håb om, at det kunne hjælpe på udtørringen.

Turen ad motorvejen havde kostet mig € 32,70 = Kr. 245,25. Nu satte jeg navigatoren til at undgå betalingsmotorveje. Så kunne jeg ikke længere stryge ned gennem Rhone-dalen, men måtte op i bjergene med de smalle, snoede veje. Her måtte man gerne køre 90 km. i timen; men 40 var nu mere passende for mig.

Da klokken nærmede sig 18, ville jeg se efter en campingplads. Min gps angav en plads, der kun lå 2-3 km. væk. Det må nok have været i fugleflugtslinje, for den virkelige afstand var 20-30 km. Turen gik ned fra de højder, jeg hidtil have befundet mig i (måske o. 1100 meter), ned i en dal og op over et bjerg, ned igen. Så var jeg nede i en by, hvor jeg snart efter skulle dreje fra, ud af byen, godt opad igen. Så et skarpt, skarpt venstresving ind på en grusvej, der først gik stejlt opad og så stejlt nedad, til jeg var tilbage i den samme by (vistnok). Så meldte navigatoren et skarpt venstresving ind på en vej, der var for smal for min camper (der var mure på begge sider af vejen). Altså fortsæt ligeud, til navigatoren finder en ny løsning. "Tag et u-sving for enden af vejen". Og lidt efter: "Drej skarpt til højre og derefter ankomst". Alt for skarpt for min store vogn, og desuden var højresving udtrykkeligt forbudt. Så jeg måtte fortsætte ligeud og drje til højre ved først givne lejlighed. Det førte mig ind på en vej, der kort efter viste sig at være blind. Vending var ikke mulig, altså måtte der bakkes, langsomt, langsomt, tværs over en vej, hvor jeg hverken kunne se til den ene eller den anden side. Det er altid en lettelse, når en bakning er fuldendt uden påkørsler. Så tog jeg tværvejen. Det var forresten den samme, som jeg var kommet ad. Det opdagede jeg, da jeg rullede forbi indkørslen til campingpladsen, der denne gang kunne nås med et nemt og helt lovmedholdeligt venstresving; men det havde navigatoren ikke opdaget; den tilbød mig derimod at gøre turen en gang til med et u-sving for enden af vejen og så videre. Det tilbud ignorerede jeg høfligst.

Navigatoren havde et andet bud på en plads, der ikke lå for langt borte. Det gik fint et langt stykke vej, indtil der kom en rundkørsel. "Kør ind i rundkørslen og tag første afkørsel til højre" (damen i navigatoren finder det altid nødvendigt at præcisere, at man skal til højre for at komme ud af en rundkørsel). Første afkørsel, det var en grusvej; men OK, den tog jeg og snoede mig afsted, til jeg kort efter kom ind i en skov. Navigatoren var godt tilfreds og meddelte, hvad jeg skulle gøre 600 meter længere fremme; men så langt gik vejen bare ikke; den var blind. Da jeg havde bakket et stykke, fandt jeg heldigvis et sted, hvor det gik an at vende bilen. Tilbage til rundkørslen, hvor jeg nu tog den første asfalterede frakørsel. Så gik det problemfrit, indtil jeg kom til campingpladsen. - Den var lukket.

Så var det også ligemeget; jeg ville ikke søge efter flere campingpladser, men ville bare finde en vej, der gik i den rigtige retning (mod vest) og var tilstrækkelig stor til, at man kunne vente at finde en rasteplads. Sådan en vej fandt jeg ret hurtigt, og det varede egentlig heller ikke ret længe, inden jeg kom til en rasteplads, en rigtig velforsynet en af slagsen. Der var stort indkøbscenter og en restaurant med flere fine retter at vælge imellem. Det var hen på aftenen, og jeg gjorde op med mig selv, at jeg efter den dag havde erhvervet retten til at trøstespise, pegede på noget gult i håb om at det var karry. Det viste sig nu at være sennep, Saute Porc Moutarde (grisekød i sennepssovs); men det gik også fint an med et glas rosévin og efterfulgt af en skål Coupe Pomme Marron (æblekage). - Så til sengs. Det havde været umuligt at starte køleskabet på gas. Så kunne der snart blive en del madvarer at kassere. Det havde da været en grund mere til et ordentligt trøstemåltid.

Næste morgen var jeg lysvågen kl. 5. Nu skulle der gøres noget ved vandskaden. Jeg tømte vandtanken. Pumpen var allerede slukket og måtte ikke tændes igen. Med en gulvklud fik jeg så nogenlunde tørret ud i køkkenskabet; men det, der var kommet ud på gulvet, var opsuget af det tæppe, der lå dér. Kunne man få en tyk avis til at suge op med?. Der var faktisk betjening nogle steder i centret; men der, hvor der kunne købes aviser, var der lukket.

Så gik det ellers rask afsted vestpå ad denne gode og gratis vej; men hvor var tankstationerne? På et tidspunkt fornemmede jeg, at nu gik det ikke an at vente længere; jeg måtte få min gps til at fortælle mig, hvor jeg kunne finde en i vestlig retning. Den bød på en, der lå ca. 30 km. væk. Bare der nu var diesel nok til den strækning; men der var jo ikke andet at gøre; jeg drejede fra motortrafikvejen, hvor jeg fik besked på det. Knapt 2 km. derfra kom jeg til en lille by, hvor der var en købmandsbutik, der havde både benzin- og dieseltank. Lykke! Gad vidst, om navigatoren kun registrerer de tanke, der har tegnet en slags abonnement?



Note: Tankstationer i Frankrig
Sti: Udturen ⇒ Carcassonne

Oversigt