Processionerne

Annalise og jeg har tidligere været i Andalusien i påskeugen og set processioner både i Sevilla og Cordoba. De var anderledes end dem i Malaga. Man så ikke bærerne, eller rettere, man kunne se deres fødder inde bag ved forhængene. Inden vi vidste, hvad det var, havde vi lagt mærke til nogle lavstammede, muskuløse unge mænd, ensartet klædt, ved den restaurant, hvor vi var stået af rutebilen. Vi spekulerede måske på, om de var bandemedlemmer af en eller anden slags, men blev klar over, at det var nogle af dem, der skulle bære tronerne og opholdt sig her for at afløse deres kammerater, når deres procession standsede her.

I Malaga er tronerne anderledes. De er uhyre tunge, kræver måske 150 stærke mænd eller flere til at bære dem. En trone kan have 6-7 kraftige bærestænger, og jeg har i alt fald talt 30 mænd om en bærestang. Om der også er bærere under tronerne, ved jeg dog ikke. Ved nogle processioner er mændene i pænt sort tøj, ved andre i noget, der kunne ligne munkekutter. Hist og her vil man se en bærer med bind for øjnene eller en med bare fødder. Det er efter sigende dem, der har en særlig grov synd at sone. - Når to troner mødes, hilser de på hinanden. Det sker ved, at bærerne løfter deres flere tons tunge trone op i luften i takt til musikken. Det overværede jeg desværre ikke. Især på sådanne steder vil tilskuerne samles, ligesom de også gerne samles på steder, hvor de ved, at der er en særlig vanskelig opgave, måske et sted, hvor det går op ad bakke, måske et sted, hvor tronen skal styres ind i en snæver passage. Så bliver der klappet, når opgaven er vel løst. Nogle troner er så tunge, at de kun kan føres frem ganske få meter ad gangen, inden bærerne er nødt til at hvile sig.

I påskeugen gik der i alt 41 processioner igennem byen. Jeg så jo ikke dem allesammen. Behøvede det heller ikke, fordi jeg jo ikke var kyndig nok til at værdsætte de forskelle, der kunne være. Fælles for dem var, at inden selve tronen kom, var der en mængde kutteklædte mænd, kvinder og børn, der procederede forbi med store voks- eller stearinlys. Enkelte kunne bruge lysene som spadserestok, men de fleste bar nu lysene oprejst og - hvis det ikke blæste for meget - tændt. Ledende processionsdeltagere kunne haste frem og tilbage for at sørge for, at de andre var, hvor de skulle være. De kunne give ordrer ved at ringe med dertil medbragte klokker, nu og da måske lidt hidsigt. Der ville også være dem, der bar faner med billeder af jomfru Maria eller Jesus. Jeg tror ikke, der var nogen trone med andre hovedpersoner end netop Jesus og Maria. Efter tronen ville der være et orkester, hvor trommer, store og små, samt messingblæsere ville være de vigtigste instrumenter; men også f.eks. fagotter og saxofoner kunne være med. - Lige inden selve tronen gik der en, der svingede røgelseskarret flittigt. Det var fornøjeligt. Men lidt for sent opdagede jeg, at det ikke kunne betale sig at tage et billede af en trone, der var på vej, forfra. Billedet blev uvægerligt sløret på grund af al den røg. - I slutningen af processionen kunne der komme en ganske stor mængde mennesker, der vel hørte til den kirkes specielle menighed.

For os, der ellers kun kender de spidse hætter fra Ku Klux Klan, virker de nok lidt uhyggelige. Men spanierne kan jo ikke gøre for, at nogle ondsindede racister i USA har optaget deres skik.

Pollinica

/ferier/billeder/2013: SAM_0063.JPG

Det var nok den første procession, jeg så, på en plads ved gaden Dos Aceras. Tronen skal lempes ind under nogle ikke særlig elegant ophængte ledninger. Og det skal den sikkert hvert år, så man havde medbragt nogle meget lange stænger med en gaffelformet krumning foroven, så man kunne løfte ledningerne op. Det var svært at styre så lange stænger, og det var lige ved at gå galt. Men det lykkedes dog, og folk klappede.

 

/ferier/billeder/2013: SAM_0064.JPG

Her kommer tronen frelst igennem.

 

Senere førte min byvandring mig hen i nærheden af domkirken. Her var der en anderledes stilfærdig procession, af gejstlighed, der bar noget, der lignede palmekviste (vistnok kunstige). De sang gregoriansk. En lille flok af menigheden fulgte efter bærende på kviste af en anden slags. Hele resten af mit ferieophold kunne man se kviste af den slags på fortovene.

Dulce Nombre

/ferier/billeder/2013: SAM_0076.JPG

Her venter man spændt på en procession. Forløberne med de spidse hætter er ved at være nået frem. Jeg spurgte en flok betjente, hvad den procession hed. De svarede glad, at det var 'Dulce Nombre' (det søde navn).

/ferier/billeder/2013: 0078.PNG

Se video

Det lugtede faktisk godt med al den røgelse, der blev sendt ud.

 

Salutación

salutation

Her optog jeg også en lille video.

 

/ferier/billeder/2013: SAM_0090.JPG

Jeg troede, det var den samme procession, jeg så om aftenen på Alameda. Men det er det vist ikke.

Salutación og Salud

Palmesøndag var den eneste dag, hvor processioner startede om formiddagen. Vel nok fordi der den dag ikke var særlig meget kommerciel trafik at tage hensyn til. Ellers startede de hen på eftermiddagen eller om aftenen for at nå hen til centrale steder som alamedaen i aftenmørket. En enkelt startede først ved midnatstid for at nå hjem ved halvfemtiden om morgenen. Den så jeg nu ikke. Det passede ikke med mine sengetider.

/ferier/billeder/2013: SAM_0092.JPG

Dette må være Salutación, som passerede Alameda om aftenen. Jeg overværede også mindst een procession mere, vistnok Salud.

Det var hyggeligt at være med. Det var folkefest. Børnene var med. De kunne skaffe sig små billeder af de helgener, der var knyttet til processionerne. Eller de kunne skaffe sig voks. Børnene kunne rende ud til de hætteklædte forløbere og bede dem om at hælde lidt voks fra deres lys ud over den klump, de allerede havde samlet sig.

Nok er processionerne bodsgang; men det er svært at holde humøret nede.

 

Crucifixión

/ferier/billeder/2013: SAM_0092.JPG

Jeg havde sat mig til rette på fortovsrestauranten på Plaza Opispo for at se sigøjnerne komme forbi, men havde set fejl i processionsplanen, så det blev i sted Crucifixión. En pige svinger røgelseskarret, og andre har kurve til at dele et eller andet ud fra.

 

/ferier/billeder/2013: SAM_0097.JPG

Her kommer så Crucifixión.

Da jeg havde taget mine billeder, blev jeg tiltalt af en svensk herre, der sagde, han havde holdt øje med min taske. Den almindelige erfaring er jo, at hvis man bare kigger væk et øjeblik, kan ens kære ejendele være forsvundet.

Vi fik en hyggelig snak, men valgte at tale engelsk, så der ikke skulle være forståelsesproblemer.

Ifølge svenskeren er det denne trone, der er så tung, at bærerne kun kan føre den frem få meter ad gangen. Det tog også sin tid fra billedet ovenfor til dette.

 

/ferier/billeder/2013: SAM_0098.JPG

Processionen havde en flot eskorte.

 

/ferier/billeder/2013: SAM_0101.JPG

Enhver procession, som jeg så, var uvægerligt efterfulgt af en ballonmand med fantasifulde balloner. Festen er jo også børnenes fest. Der var også godt salg i legetøjstrommer og -trompeter, så børnene kunne lege med.

 

Mens vi var her på pladsen, kom der en anden procession forbi, men nu gjalt det om at finde Gitanos (sigøjnerne).

La Virgen (Gitanos)

/ferier/billeder/2013: SAM_0100.JPG

Den fandt jeg snart. Gik i den retning, jeg fik anvist, og fulgte så lyden af trompeter og trommer.

 

/ferier/billeder/2013: SAM_0102.JPG

Jeg så ikke den helt store forskel på sigøjnernes optog i forhold til de andre. Måske var der flere børn med.

 

/ferier/billeder/2013: SAM_0106.JPG

Man skimter en bærer med bind for øjnene.

En lille video viser, at tronen lige er drejet om hjørnet, og en stor menneskemængde følger.

En anden viser en del af musikkorpset.

 

Aften på Alameda

/ferier/billeder/2013: SAM_0128.JPG

Onsdag aften styrede jeg direkte mod pladsen ved bispepaladset, for her skulle en af ugens store begivenheder ske, frigivelsen af en fange i anledning af påsken.

Vejen gik ad Alameda Principal, og jeg kunne godt nå at se et af optogene her. Jeg blev faktisk ikke klar over, hvilken trone det var.

 

Rico

På bispepladsen skulle Rico-processionen gøre holdt. Det var den procession, der blev besørget af politibetjentene, som jeg havde mødt ved Santiago kirke, og det var her på bispepladsen, at der skulle frigives en fange, der dernæst skulle følge processionen. Jeg satte kursen mod bispepladsen, men det var der også andre der gjorde. Folk stod tættere og tættere. Jeg arbejdede mig længere og længere frem, for det var min plan at spise aftensmad der. Men det blev mere og mere vanskeligt at komme frem. Fandt ud af, at det var bedst at følge efter spaniere, der ville samme vej. Men til sidst kunne heller ikke de nå længere. Så stod vi der, faktisk så tæt som sild i en tønde. Hvis nogen skulle kunne se noget, måtte det da være mig; for jeg var trods alt en smule højere end de fleste.

Så kom tronen. Jeg kunne lige lempe begge arme op i luften for at tage et foto - og fik da også taget toppen af tronen. Det regnvejr, der så småt var begyndt, blev nu stærkere, og paraplyerne blev slået op. Mit næste forsøg gav et billede af en paraply. Da tronen stoppede op, blev der holdt tre taler, mens tilskuerne passiarede fornøjet sammen. Hvad der skete derhenne, kunne nok ingen af os se.

Da tronen gik videre og det blev muligt at komme hen til restauranten, viste det sig selvfølgelig, at der var andre, der også havde fået den ide at spise der. Alt var optaget. Så måtte jeg hjem til hotellet og spise der. Klokken var ca. 22.00, inden jeg kunne sætte mig til bords. Det er ikke farlig sent for aftensmad i Spanien, men nok lidt sent for undertegnede.


Disse processioner giver anledning til nogle overvejelser. Malaga har en befolkning på godt en halv million. Byen kan præstere 41 processioner, hvortil det er nødvendigt at mobilisere 100 eller flere stærke, unge mænd for hver trone. Kirken må have en god kontakt til folket gennem de broderskaber, der organiserer processionerne. - Og musikerne! Der var virkelig mange i hver procession. Byen må have et frodigt musikliv.


Sti: Byen ⇐ Processionerne ⇒ Pablo Picasso

Oversigt