Malaga

/ferier/billeder/2013: malaga.JPG

Et udsnit af det kort, der fulgte med bogen Un corto viaje a Málaga y Costa del Sol.

Turen til Malaga

I mange år har vi ikke haft brug for at flyve; vi har haft vores autocampere; men de er nu fortid. For at få det nemt tog jeg toget direkte over til Kastrup lufthavn. Det stod faktisk på min billet, hvilken terminal jeg skulle starte fra; men det havde jeg ikke lagt mærke til, så jeg fik mig en god, sund spadseretur ud til den allerfjerneste, terminal 1, for at opdage, at min terminal var nr. 2. For ikke at komme for sent tog jeg så en taxa derhen. Chaufføren var ikke så glad for at skulle køre en så kort tur for derefter at komme tilbage bagest i taxakøen; men da jeg gav ham en 50'er, var han alligevel trøstet.

Det var en ny oplevelse for mig at skulle hente et boardingpas i en automat; men det gik. Så var det bare at vente på, at man kunne komme ombord. Jeg havde bestilt vinduesplads foran vingerne for at få godt udsyn. Det fik jeg også, men mest til skyer. Og til gengæld var man låst fast til sit sæde og kunne ikke komme til at strække benene. Jeg bestemte mig for, at hvis det skulle være en anden gang, ville jeg vælge en plads ud mod gangen.

En af de ting, jeg virkeligt havde indprentet mig inden rejsen, var, at skulle huske at lægge min kære lommekniv (Soldaterkniven, en scweitzerkniv) ned i kufferten. Det var så lige netop, hvad jeg glemte, så jeg måtte aflevere den i sikkerhedskontrollen. Så måtte jeg jo se, hvordan et liv kunne leves uden lommekniv.

Vi landede gennem tætte skyer. En bus bragte os ind til byen. Jeg blev sat af ved banegården, og derfra var der ikke langt til mit hotel.

Hotellet

Hotellet var Silken Puerta Malaga. Det ligger lidt til venstre for ovenstående kort. Det er et af dem med fire stjerner. Jeg ville meget hellere have haft et billigt hostal; men den slags figurerer sikkert ikke på de lister, som FDMs rejsebureau har til rådighed. Mine to vigtigste krav var, at hotellet skulle ligge i byen i gåafstand fra centrum, og at jeg skulle kunne få et rygerværelse. Det sidste havde jeg selv måttet ringe til hotellet for at sikre mig. De havde en hel etage med rygerværelser.

Værelset var udmærket, bortset fra at det halvvejs henne i opholdet regnede ned gennem en skakt over badeværelset. Så fik jeg et nyt værelse med mange beklagelser over ulejligheden. Der var køleskab på værelset; men det var fyldt op med hotellets egne drikkevarer, som man jo kunne købe. Det blev nødvendigt at stille et par flasker udenfor for at få plads til sin egen nødvendige karton mælk. Der var også en box, hvor man for den sags skyld kunne skifte kode, hver gang man lukkede det.

Morgenmaden kunne være enten 'continental' eller 'buffet'. Jeg havde valgt det sidste, for så kan man spise sig mæt i baked beans, bacon og æg m.m., så at man egentlig ikke behøver at tænke på mad igen inden aften. Buffeten var fremragende. - Aftensmaden udmærkede sig kun ved at være dyrere end andre steder. Jeg lærte hurtigt at finde min føde andre steder.

Lige ovre på den anden side af en stille sidegade lå et supermarked, El Corte Ingles. Det navn lagde jeg ikke mærke til, før jeg efter et par dage fandt ud af, at nu var jeg altså nødt til at få en lommekniv igen. En rar portier slog op i sin computer, og kunne så sende mig ud på en vandretur til et stort varehus, der også hed El Corte Ingles. Siden genså jeg det navn flere steder.

Byen

Centrum med seværdighederne liggerr mellem floden Guadalmedina og det grønne område i øst. Dette er en bakke (eller et lille bjerg) med de to mauriske fæstninger Alcazaba og - længst oppe og længst mod øst - Gibralfaro. En hovedfærdselsåre krydser floden over broen Puerto Tetuán. Den er angivet med gult på kortet. Hovedfærdselsåre kan man roligt kalde det; der er 5 spor over broen i den ene retning og 4 spor plus cyklesti i den anden. Straks efter broen er man inde på Alameda Principal, hvor der også er plads til promenade. Den ender i pladsen Plaza de la Marina (med turistkontor og en masse marmorbænke til at hvile sig på), og derefter kommer der en skøn park med tropisk vækst langs med gaden Paseo del Parque.

I påskeugen var Alameda Principal lukket af for kørende trafik, for her skulle næsten alle processionerne passere forbi store tribuner, der var rejst i samme anledning.

/ferier/billeder/2013: SAM_0094.JPG

Her sidder såmænd vores egen H. C. Andersen. Den danske kongefamilie har ved et besøg skænket byen denne statue med tilhørende bænk.

Han har været i Andalusien og bl.a. skrevet henført om Malaga. Det var nok den spanske by, han var gladest for at være i. Og han var dybt fascineret af de sorte andalusiske pigeøjne.

De gader, der er mærket med rødt er gågader (med forsigtigt kørende trafik). Hovedstrøget her er Marqués de Larios, navnet på en mand, der blev meget rig i Malaga og gjorde byen stor gavn. Hvor gaden udmunder i alamedaen, er der rejst en statue af ham på en meget høj sokkel. Forneden ser man en ung kvinde, der er så ivrig efter at række sit barn op til ham, at hun er lige ved at tabe tøjet; men det er nok meningen, at det er ham, man skal kigge efter.

Det kunne være svært at orinetere sig i den indre bydel. Men hvis det bare gjalt om at finde hjem til hotellet, gik det nemt nok. Man skulle bare sørge for at gå nedad; så havde man retning enten mod floden eller mod havnen; og hvis det var havnen, man havde retning imod, så skulle man nok støde ind i alamedaen og dermed ruten mod hotellet.

/ferier/billeder/2013: SAM_0085.JPG

Det var let at genkende den 9-sporede bro, som jeg gerne benytede på hjemvejen. Det var den med de blomstrende rækværker.

Tyrefægterarenaen

Den ser man ude til højre på kortet. Den var jeg ikke henne at se. Jeg kan på en måde godt lide at se tyrefægtning på spansk tv; men jeg holder med tyren. Har en mistanke om, at de unge tyre ligefrem bliver trænet til at koncentrere sig om at jagte den dér røde klud. Det siges også, at spanierne bedst kan lide de tyre, der går efter kluden, mens de, der går efter mændene, er mindre velsete. Forståeligt nok. De er da for farlige. Derfor var der også en egen tilfredsstillelse i på tv at se en tyrefægtning, der mildest talt ikke forløb efter planen. Tyren kom ind, som den skulle, og så stod den bare der og var sur. Den havde ikke lyst til at rende efter kluden, men hvis et menneske kom den for nær, gik den til angreb. Man kunne slet ikke få den til at gøre det, som (velopdragne?) tyre plejer at gøre, og man var vist lige ved at opgive den kamp. Jeg tror, man allerede havde sendt de kvier ind, der skal lokke tyren til at følge dem med ud. Men så kom en anden tyr pludseligt buldrende ind, ikke ind på scenen, men ind på den løbegang, der er lige inden for rækværket til scenen. Folk sprang i sikkerhed det bedste, de kunne. - To tyre om en lille flok kvier, det kunne nok give anledning til kamp. Men det lykkedes da til sidst at få hele flokken lokket ud.

Turistkontorer

Det store, fine turistkontor var det på Plaza de la Marina. Der kunne jeg få en liste over påskeugens processioner med angivelse af sted og tid for hver af dem. Desuden ville jeg gerne have noget materiale om byen Antequera, som jeg havde planer om at besøge i ugen efter påske. Og især ville jeg gene have noget materiale om distriktet Axarquía, der ligger lige øst for Malaga. Det område havde jeg læst meget om inden afrejsen; der skulle være en del mauriske minder der. Men turistkontoret var kun forsynet med materialer om byen Malaga og henviste mig til et kommunalt kontor, der hed noget med Medio Ambientes og lå i gaden Mauricio Moro Pareto. Siden gik jeg videre rundt for at orientere mig i byen og kom hen til indgangen til borgen Alcazaba.

/ferier/billeder/2013: SAM_0061.JPG

Her var der en ganske lille informationskiosk, der blev betjent af en ung pige, som åbenbart vidste bedre besked end dem på det store turistkontor. Hun afmærkede på et kort to andresser, en hvor jeg kunne hente oplysning om Axarquía, og en der kunne give besked om Antequera.

Men jeg vidste endnu ikke, at det var hendes besked, der var den rigtige, så senere på dagen tog jeg vandringen hen til Medio Ambientes. der lå i mit eget kvarter lidt nord for rutebilstationen. Her mødte jeg nogle rigtig rare mennesker, der knapt nok forstod, hvad jeg ville, for det med Axarquía var ikke deres speciale. Det var derimod Montes de Malaga med tilhørende naturpark. De gav mig hele tre bøger og to CD'er.

Et af de kontorer, som den lille kiosk havde henvist mig til, viste sig at hedde C.I.T.Y. - Det lå skråt over for det store turistkontor. Her var manden, der vidste besked om Axarquía. Først fandt han en stor flot bog med fotografier af distriktets herligheder på glittet papir, og da jeg så spurgte specielt til pjecen Ruta Mudéjar, fandt han gladeligt den frem. Begge dele kom i en solid papirspose. Og så kom han i tanke om, at jeg også skulle have en prøve på distriktets meget fine olivenolie. Den ned i posen også. Olivenolien fik mig til at købe et franskbrød, hvor jeg kunne bruge olien i stedet for smør (som spanierne jo gør). Det kunne måske spare mig for et par købemåltider.

Det tredie og sidste turistkontor fandt jeg så også og fik altså en pjece om Antequera. Der nåede jeg nu ikke hen.

Tiggerne

Finans- og økonomikrisen er jo gået hårdt ud over Spanien. Mennesker er gået fra hus og hjem, og der har været uroligheder visse steder. Men alt det mærkede jeg som turist egentlig ikke til i Malaga. Jeg så nok en morgen en mand, der var ved at trække sig ud af en lang papkasse, han havde tilbragt natten i; han frøs. Jeg så også andre hjemløse. Og almindelige tiggere var der nok af; men om der var flere, end der før havde været, kan jeg ikke vurdere.

Den første formiddag jeg gik turen ind til centrum fra hotellet, kunne jeg ikke undgå at bemærke en høj afrikansk tigger. Han var rasende, sprang højt op i luften for at trampe ned på et eller andet, der skulle kvases, alt imens han skældte kraftigt ud. - Jeg tænkte, at jeg hellere måtte give ham lidt en anden gang; nok kan man ikke give til enhver tigger, man møder, og de er jo først og fremmest statens eget problem; men de fremmede iblandt os de er mere hjælpeløse end landets egne. - Så da jeg næste gang nærmede mig hans plads, havde jeg en euro parat. Nu var han tydeligvis helt afkræftet; han lå nærmest ned og kunne knapt reagere med andet end øjnene på den skilling, jeg gav ham. - Næste gang, jeg så ham, sad han helt sammenkroget; og da jeg kom nær, opdagede jeg, at han sad og legede lidt med en legetøjsbil, nogen må have givet ham. - Så gik der nogle dage, hvor jeg ikke så noget til ham, og jeg tænkte i grunden, at nu var det nok ude med ham. - Men så en dag var han der igen. Man følte lidt af en lettelse.

/ferier/billeder/2013: SAM_0159.JPG

Jeg tror nok, at spanierne er mere tolerante over for deres tiggere, end vi danskere er. Vil man her i Danmark tillade en tigger at gå rundt mellem bordene i en fortovsrestaurant? I Malaga siger man ikke noge til det.

Jeg sad en dag på en celeber fortovsrestaurant i centrum og nød en tapa med et glas appelsinsaft. En tavs tigger kom og placerede på hvert bord en lille besked om, at han var fattig o.s.v., samt en lighter, der både kunne tænde ild og lyse som lommelygte. Så begyndte han at same sine ting sammen igen og håbede jo på at kunne sælge sin lighter. Den skulle koste 4 euro. Jeg lod ham beholde lighteren og gav ham en euro. Så kom en afrikaner og faldbød noget afrikansk tingeltangel. Jeg købte en lille fin elefant til en euro. Tjeneren havde ikke sagt noget til de to tiggere. - Så kom de to på billedet. Den ene kunne spille, og den anden kunne faktisk synge. Et eller andet flamenco-agtigt. Han gjorde også nogle trin, der kunne virke som flamenco. I al adstadighed selvfølgelig, som hans høje alder foreskrev. Tjeneren sang lidt med.

Efterhånden lagde jeg også mærke til, at der var flere ældre mænd, der forsøgte at skaffe sig en skilling ved at stå stille som en statue i en eller anden positur med forsølvet eller forgyldt tøj og ansigt. Ideen er jo så, at når nogen lægger en skilling, gør statuen en eller anden overraskende bevægelse. Disse ældre mænd syntes alle at foretrække en positur, hvor de skulle ligne en, der gik rask afsted.

Floden

/ferier/billeder/2013: SAM_0166.JPG

Floden Guadalmedina var god at have til orientering, når man skulle hjemad. Bare man blev ved med at gå nedad, måtte man nå enten den eller havnen. Og når man fandt broen med det blomstrende rækværk, skulle man snart finde hjem. Billedet her er taget et godt stykke nordpå i byen. Vand ser man ikke meget til.

/ferier/billeder/2013: SAM_0167.JPG

Længere nede ad floden kunne der se ud som her: betonbane med afmærkninger af boldbaner, vistnok til volleyball. Man medbragte vistnok selv net og stænger, kunne måske leje udstyret et sted i nærheden.

Een dag under min ferie var der vand i floden fra bred til bred, og strømmen så ret stærk ud. Den dag og de følgende dage blev der også talt meget om oversvømmelser på de spanske tv-kanaler.

I sin rejseskildring skriver H. C. Andersen, at flodlejet var et livligt sted:

"Dette var i denne Aarstid aldeles uden Vand, og derfor nu i sin udtørrede Tilstand forvandlet til Markedsplads. Heste og Esler stode dernede, bundne i Kobler; Gryder og Potter kogte over den blussende Ild; Diske og Borde vare opstillede; det var til at tegne! Kommer imidlertid et Skybrud, et voldsomt Regnskyl i Bjergene, da pludselig fyldes Flodlejet, Vandet strømmer med voldsom Kraft mod Havet, rivende alt med sig, der er ingen Tid til Flugt ..".

Han fortæller endda, at turen ud til en rig købmand, han skulle besøge længere op ad floden, foregik med hestevogn i flodlejet.

Maden

En af de pjecer, der rådgav turister om påskeugens processioner, foreslog for hver dag gode restauranter, hvor man kunne få noget rigtig lækkert at spise. Jeg sætter pris på, at maden smager godt, og at der er nok af den, men nogen gourmet er jeg ikke. Så det blev ikke mig, der kom til at følge de råd. Jeg lægger også vægt på at få værdi for pengene, og det betød bl.a., at jeg meget hurtigt blev færdig med at spise på mit eget hotel (bortset fra den udmærkede morgenmad, som var betalt forud). I gaden bag ved hotellet, et minuts gang væk, lå der to barer. Værten på den ene var en munter ung mand, der spøgte højrøstet med de fleste af sine gæster. Tilsyneladende kendte han dem alle. Her kunne jeg til enhver tid få nogle tapas af den færdigmad, der stod i montrene. Når vi tidligere rejste i Spanien, oplevede vi, at en tapa f.eks. kunne være et par skiver ost eller skinke, et stykke kogt torskerogn eller måske et par ansjoser. Her er tapa, som vi også har oplevet det på en flot restaurant i Cordoba, nærmest blevet en mængdebetegnelse. Man kan få en 'ración', altså en hel portion, der normalt vil være for meget. En 'media ratión' er det halve. Og en 'tapa' er så nok en fjerdedel. To forskellige tapas hver aften var fuldt nok. - I den anden bar arbejdede mand og kone, og de havde deres børn med. Her kunne man også få diverse retter i tapasportioner; men det nyttede ikke noget at komme, før klokken nærmede sig 20.30. Før var køkkenet ikke klart, typisk spansk.

/ferier/billeder/2013: SAM_0158.JPG

En dag da jeg var inde i centrum, fik jeg lyst til at vide, hvad 'ensalada rusa' var. Mon de virkelig serverede noget, der mindede om vores egen russiske salat. Så jeg satte mig ind på den fortovsrestaurant, hvor jeg lyttede til den syngende tigger (billedet ovenfor). Her er så deres russiske salat, tilsyneladende nøjagtigt det samme, som jeg havde nydt på en af barerne ved mit hotel, æg rørt sammen med kogte kartofler og sikkert andre gode ting (bla.a. tun, tror jeg). Hertil et glas friskpresset appelsinsaft og et stykke brød af ganske vist meget høj kvalitet. Men prisen var også den dobbelte af, hvad et tilsvarende glas appelsinsaft plus to tapas ville koste i mine to 'hjemlige' barer.


Den megen byvandring var i grunden hårdt ved benene. I begyndelsen følte jeg, at jeg gik som en fuld mand. Jeg satte mig og hvilede, hvor jeg kunne komme til det. Men efter de to første dage tog jeg et rigtig varmt karbad med rigeligt vand. Fråds, men det hjalp fantastisk. I slutningen af min ferie kunne jeg vist gå så langt, det skulle være.



Note: Alcazaba
Note: Gibralfaro
Note: Havnen
Note: Kirkerne
Sti: Byen ⇒ Processionerne

Oversigt