Kirkerne

Domkirken

/ferier/billeder/2013: domkirken.JPG

Et kig ind til domkirken fra Alameda Principal. Den skulle have haft to tårne, men det nærmeste tårn blev aldrig fuldført. Det siges, at pengene til det allerede var samlet ind; men så besluttede man sig til at give pengene til en frihedsbevægelse i Amerika.

Jeg ville ind i kirken en af de første dage; men der var ikke åbent for turister. Så gik jeg videre, men da jeg noget efter kom forbi igen, så jeg, at der kom mennesker ind ad en sideindgang. Jeg fulgte med og kom til at overvære lidt af en gudstjeneste. Lige før mig var ankommet en ældre herre, der havde travlt. Han havde sin nystrøgne messeskjorte med over armen. Den skyndte han sig at tage på for så at slutte sig til den øvrige gejstlighed. Lidt efter var der introitus. En betragtelig flok gejstlige vandrede ind til tonerne af en salme, der bestemt ikke var gregoriansk. Det lød snarere som en vækkelsesmelodi. Så fulgte en kort tale, og dernæst kom Kyrie (Herre, forbarm dig over os), sunget smukt gregoriansk. Det ville jeg gerne have med. Så gik jeg ud igen - for at opdage, at der faktisk i indgangen var et stort skilt om, at turister anmodedes om at lade være med at gå ind under gudstjenesten.

Påskedag ville jeg gerne have overværet en gudstjenste. Da jeg kom, var man ved at afslutte noget, der gik ud på, at der blev sagt 'Glædelig Påske' på forskellige sprog. Det var vist diverse turister, der var blevet opfordret til at være med til at sige det. Den rigtige gudstjeneste begyndte kl. 11.30. En procession af 6-8 præster kom ind under udladning af store mængder røgelse. Da de havde placeret sig i koret, blev alterbordet og diverse andet også forsynet med røgelse, omhyggeligt som om det drejede sig om en desinfektion. Sidenhen skulle der også stænkes vand. En gejstlig bar vandkrukken, mens en anden førte stænkeren. Der blev stænket i øst og i vest oppe i koret, og dernæst gik de to ned til menigheden og stænkede videre der. De nåede slet ikke hen i nærheden af der, hvor jeg sad, så hvis vi i vores del af kirken kunne få gavn af det, må vandet formodes at være forsynet med fjerntvirkende egenskaber. Der blev holdt en kort tale om påsken og sunget med en nonne som forsanger. Så kom evangelielæsningen. En præst kom med den guldindbundne bog højt hævet over hovedet og gik op på prædikestolen, hvor han lagde bogen på læsepulten. Så fik den ellers en ordentlig gang røg, inden han læse dagens evangelium (fra Johannes). - Næste punkt skulle være prædikenen. Med mine fattige spanskkundskaber ville jeg ikke kunne få noget ud af den; så jeg gik. - Jeg var ikke udelt begejstret for denne gudstjeneste. Lige så fornøjelig som røgelsen virkede ved processionerne i gaderne, lige så overtroisk og næsten pinlig virkede den her i domkirken.

Kirken er i den barokke stil. Ganske pæn. Ikke brovtende som f.eks. Peterskirken i Rom. De massive søjler forhindrer udsyn til koret fra store dele af kirken. Det er der rådet bod på ved to storskærme, der er hængt op på søjlerne.

Santiago

Det er en kirke, jeg stødte på, da jeg første gang ikke kunne komme ind i domkirken. En pæn lille kirke, som jeg ikke fik taget noget billede af. En plade i muren fortæller, at her blev Picasso døbt. Det undrede mig, at der var så mange politibetjente på pladsen udenfor, så jeg spurgte en af dem. Han fortalte glad, at de var her, fordi herfra skulle deres procession udgå. Da jeg senere kom forbi pladsen igen og skulle spørge om vej til et eller andet, svarede den betjent, jeg spurgte, at han ikke kendte byen så godt; han var fra en anden by. Så det har altså nok ikke været Malagas politistyrke alene, der tog del i processionen herfra.

Iglesia de San Juan

/ferier/billeder/2013: SAM_0160.JPG

Da jeg gik rundt i kvarteret omkring denne kirke, kom jeg til et hus, hvor der også stod noget med San Juan. Jeg tog i døren; den blev åbnet indefra af en rar dørvogter. Rummet var rigtig flot med buer og søjler og kupler. Det var en slags herberge for fattige og hjemløse. Her kunne de få noget at spise og få hjælp til eventuel korrespondance med kommunen. Jeg blev ikke klar over, om de også kunne sove der.

Stedet var ikke kommunalt; det blev drevet og financieret af det broderskab, der er omkring kirken San Juan. Rart at høre. Så vil og kan broderskaberne altså andet end at bære troner rundt i påskeugen.


Iglesia de los Mártyres

/ferier/billeder/2013: SAM_0161.JPG

Det er kirken, hvorfra sigøjnernes procession udgår. Utrolig rig.

Iglesia de San Felipe Neri

/ferier/billeder/2013: SAM_0162.JPG

Ret lille kirke. Raffineret konstruktion. Koret er under en almindelig cirkelrund kuppel, mens skibets kuppel er ovalformet.

San Pedro

/ferier/billeder/2013: SAM_0163.JPG

En af de nyere kirker ude i min egen bydel vest for floden.


Sti: Byen: Havnen ⇐ Kirkerne

Oversigt