Axarquía

Jeg havde rigtignok læst grundigt på området øst for Malaga, Axarquía, inden min udrejse. Det er et vældig 'toppet' område med den ene lille bjergtop ved siden af den anden uden en ærlig slette ind imellem (sådan da). Her har maurerne boet i stort tal, skabt agerbrug i terrasser og lavet overislingsanlæg. De havde skabt en stor produktion af oliven, mandler og rosiner. Og de mauriske traditioner har nok holdt sig her længere end andre steder. Det sidste mauriske oprør mod deres kristne undertrykkere fandt sted i bjergene her.

Hjemmefra vidste jeg, at der skulle findes en turistbrochure ved navn 'Ruta Mudéjar', en vejledning i, hvordan man kunne finde frem til resterne af den arkitektur, der stammer fra mudéjares. Denne betegnelse blev brugt om maurere, måske især mauriske bygningshåndværkere, der kom til at udøve deres håndværk under kristne magthavere. Pjecen havde jeg fundet frem til i det kontor, der havde navnet C.I.T.Y og lå ved alamedaen.

Skulle man nu leje sig en bil? Jeg syntes, det var for dyrt, og man skulle jo også betale for parkeringen i hotellets parkeringskælder, så langfredag tog jeg en tur med rutebil ud til områdets hovedby, Vélez Málaga.

Vélez Málaga

Planen var, at jeg ville henvende mig på rutebilstationen i Velez Malaga og der få mere detaljerede oplysninger om busforbindelser ind til de små bjergbyer. Vi kom til rutebilstationen, hvor jeg måtte spørge chaufføren om, hvor kontoret nu var. Kontor, der var ingen kontor. Det eneste nogenlunde offentligt, jeg kunne få øje på, var et toilet. Så ville jeg gerne vide, hvordan jeg kom ind til en af de små bjergbyer ved navn Arenas. Der kunne jeg ikke komme ind idag, for det var helligdag.

Så prøvede jeg at finde ind mod centrum. Undervejs fandt jeg et skilt mod den historiske bydel. Den retning tog jeg.

/ferier/billeder/2013: SAM_0135.JPG

Jeg kom til en kirkeplads, hvorfra jeg godt kunne se, at der forude, langt oppe var noget, der lignede en maurisk fæstningsmur; men det var for langt at gå, især da jeg hjemmefra mente at vide, at der ikke var noget særligt at komme efter i den by. Så jeg kiggede ind i kirken i stedet. Her var der travlhed. Man havde hele tre troner at gøre klar til processioner; eller måske var de parkeret her til pleje efter processionerne.

Så videre ned i byen, hvor jeg spurgte efter et turistkontor. En ældre mand forklarede, at jeg skulle gå helt ned i bunden af gaden (ret stejl) og spørge mig for igen der. Det gjorde jeg så - for at få at vide, at byens eneste turistkontor måtte være på kommunekontoret, som lå oppe foroven ved den gade, jeg netop var kommet ned ad; men forøvrigt var der nok lukket idag, for det var jo helligdag.

Hele turens udbytte blev en tapa med et glas saftevand. Jeg fandt tilbage til rutebilstationen og kom hjem til Málaga igen.

På Malagas store, velfungerende rutebilstation fik jeg nu en plan for forbindelserne til den lille by Arena. Jeg kunne se, at med de tider for ankomst og adgang, der var til rådighed, ville det ikke være muligt at få noget ud af at benytte rutebilforbindelser. Altså måtte jeg leje en bil. Den stod klar til mig mandag morgen, og jeg tog afsted med min nyerhvervede gps, der tilmed var opdateret med de nyeste kort. Den fik sit besvær med at vise mig ud af Malaga, så da jeg på et tidspunkt fik øje på havet, satte jeg simpelthen kurs mod det; for jeg vidse, at derned gik en gade med fjerntrafik. Navigatoren protesterede i begyndelsen, men affandt sig dog efterhånden med den vej, jeg havde valgt, og så kom vi da til Velez Malaga. Så var det bare med at finde de få kilometer op til Arenas. Jeg blev sendt frem og tilbage, frem og tilbage, indtil jeg syntes, at jeg kunne begynde at genkende landskaberne. Navigatoren viste undertiden et helt andet billede end det, som jeg kunne se ud ad forruden. Først da jeg fandt på at indstille den til at finde en af de andre småbyer oppe i bjergene, kom der skred i det.

Turen til Arenas

Undervejs traf jeg på skiltet til Arenas. Kørte ind i byen og fik bilen parkeret. Spurgte om vej til kirken. Fandt den. Det var såmænd en køn lille kirke; men den havde ikke noget at gøre med mudéjar. Så spurgte jeg om vej til den anden kirke, der skulle være i byen, og som skulle have et kirketårn, der oprindeligt var en minaret. Den, jeg spurgte så uforstående ud; jeg viste ham pjecens tekst, han læste på den om og om igen. Så gik der et lys op for ham; den kirke var i en anden by, et par kilometer væk.

Så kørte jeg videre til den næste by på min liste, fandt den (troede jeg), kørte ind i den og for vild. Kom så til en plads, hvor der sad en mand på en bænk. Han kunne forklare mig, at dette ikke var den by, jeg troede. Og da jeg ikke forstod, hvad han ellers sagde, satte han sig ind i bilen og gelejdede mig ud til landevejen. Jeg fandt også byen, men ikke indkørslen til den. Og nu var jeg også ligeglad. Jeg ville hjem.

Turen ned ad bjerget var ikke til at tage fejl af. Så var det bare med at slippe gennem Velez Malaga. Min efterhånden pænt brede landevej endte et sted, hvor jeg kunne vælge mellem tre smøger. Nedad, sagde jeg til mig selv, jeg skal hele tiden sørge for at køre nedad; så skal jeg nok ende med at finde motorvejen. Så valgte jeg en af smøgerne, og den viste sig hurtigt kun at kende een vej, opad. Hvis der var en sidegade, der gik nedad, så var den ensrettet i modsat retning af min. En smøge var så smal, at jeg måtte passe på sidespejlene i begge sider. Nå, men vejen kunne dog ikke blive ved med at gå opad i al evighed, så jeg fandt da nedad igen og dermed til motorvejen hjem. Jeg var hjemme klokken halvfem. Med den navigator og med den turistbrochure skulle jeg ikke prøve lykken i Axarquías bjerge igen.

Cueva de Nerja

/ferier/billeder/2013: SAM_0145.JPG

Ronda og Antequera havde jeg ikke lyst til at køre til, og bilen kunne dog komme til nytte, hvis jeg tog ud og beså drypstenshulen ved Nerja. Det kunne min navigator godt klare; det var motorvej det meste af vejen.

Hulen var værd at se. Ganske vist var der ikke adgang til hulemalerierne; men en elektronisk guide på engelsk gav udmærket besked om, hvad man så. Blandt andet lærte jeg, at et jordskælv for 800.000 år siden havde fået en del store stalakitter til at falde ned.

Det var ikke tilladt at tage billeder med blitz, og jeg troede faktisk, at blitzen var slået fra.

/ferier/billeder/2013: SAM_0149.JPG

Restauranten var et celebert sted med en luxuøs overdækket terrasse, hvor man kunne nyde udsigten over Middelhavet med sin kaffelatte.

Skulpturen skal nok forestille en stalagmit.


Sti: Pablo Picasso ⇐ Axarquia ⇒ Video

Oversigt