Nyanskaffelser

Egentlig havde vi ikke regnet med at komme på udlandsferie mere. Der var kommet sygdom til. Vi havde kørt vores gamle autocamper ud til en forhandler, som efter at have gennemset den kun kunne gå med til at give 8.000 kr. for den. Den var nu også begyndt at blive utæt i taget, hvilket vi ikke selv havde opdaget. Det var ikke meget for en vogn, der havde givet os så mange gode oplevelser; men den var jo efterhånden sine 25 år gammel. Oven i de 8.000 kr. fik vi en gratis hjemtransport. - Og så farvel til camperlivet.


Men nu, året efter, var situationen betydelig bedret. Vi så os om efter en ny brugt camper til en overkommelig pris. Det blev en Citroën Jumper fra Vendelbo Vans, 12-13 år gammel, men usandsynligt meget mere moderne og behagelig end den gamle. Den er næsten ufølsom over for sidevind. Den gamle skulle man helst have sejlskippereksamen til for at kunne køre i blæst. Og så har den benzinmotor, så den er meget billigere i vægtafgift.

Vores største betænkelighed gjaldt sengepladserne. Høje mennesker kan ikke have det rart om natten i disse korte senge. Og selv om man er under middelhøjde, kan der være problemer. Den familie, der havde solgt os vognen, havde allerede gjort noget ved problemet; men var det nok? - Vi tog en prøvenat hjemme hos os selv. Det gik ret godt. Så en mere ude i Blåvand hos vores familie. Jo, hvis den højeste af os kunne finde sig i at sove med fødderne stikkende uden for sengen. Det går an med et par gode, varme sovesokker!

Vi har også fået ny navigator. Den gamle var en HP håndholdt computer, der gik i panik for et godt ord; og der skulle ikke meget til, før batteriet var fladt. Den nye er en TomTom, og den kan finde satellitterne selv med nedrullede gardiner (sådan da!). Utroligt nem at betjene. Til gengæld er den noget sjusket med anvisningerne. Den rare dame, der sidder indeni, kan godt komme lidt for sent med sin anvisning, når man skal dreje, og hvis et vejskilt siger, at der er 500 meter til et eller andet, så kan man næsten være sikker på, at hun tror, der er 800 meter dertil. - Men den har nu hjulpet os godt. Til årets tur havde vi valgt at bruge camper-pladser, og den var i stand til at lede os flot frem til dem allesammen.

Camperpladser er der efterhånden mange af. Det lykkedes os at skaffe et digert tysk værk i 2 bind, det tykkeste for Tyskland og det andet for resten af Europa. Foruden den almindelige adresse giver den mulighed for at vælge position på længde- og breddegrad. Det kan man bruge til navigatoren.


Sti: Nyanskaffelser ⇒ Angeln

Oversigt