Udrejsen

I grunden begyndte jeg at skrive ferieberetninger for at gøre eksperimenter med opsætning af fotografier ved hjælp af en editor ved navn TinyMCE. - Dette år skete der så det, at den medbragte computer, hvori bllederne efterhånden blev gemt, blev stjålet på hjemrejsen. - Men nu er jeg altså begyndt at skrive ferieberetninger, så jeg bliver ved, skønt det meste må blive med ord alene.

Vi tog hjemmefra den 1. april. Det var en lørdag, hvor man måske kunne vente nogen weekendtrafik. Men turen gennem Tyskland gik usandsynlig nemt. Ingen bilkøer, ingen standsning på grund af disse ulykker, hvor forventningsfulde ferierejsende brat havde fået deres ferie afbrudt, inden den var begyndt.

Vi overnattede på en tankstation syd for Kassel, og næste dag drønede vi gennem Frankrig, så langt vi kunne nå. Der var nemlig uro i landet, og om tirsdagen var der varslet generalstrejke. Kunne man så få brændstof til køretøjet, og kunne de utilfredse finde på at blokere de veje, vi skulle benytte? Vi brugte betalingsmotorvejene. De er overdådigt forsynet med rastepladser med tanktstation, restaurant, butik, legeplads m.m. Den, vi landede på om aftenen ved solnedgang, hed "La Bresse" (tæt ved Bourg en Bresse, byen med de berømte kyllinger). Her sov vi trygt på rastepladsen. Næste dag videre ad den hurtige vej. Landskabet sydpå var præget af to ting: Dels den vilde maki (der vist har leveret træ til flere generationer af fornemme piber) og dels Languedoc's vindistrikt med disse mærkelige små vinstokke, der, skønt foråret var på vej i Sydfrankrig, stadig stod bladløse og sorte, som om de havde været ofre for en brand. Det undrede os lidt, at vinmarkerne lå helt ud til motorvejen. Her i Danmark er vi da vist lidt mere forsigtige med at dyrke fødevarer for tæt ved bilosen. Men OK, vin er jo heller ikke noget, man behøver fylde maven med fra morgen til aften.

Vi havde hjemmefra taget 35 liter diesel med i dunke for at kunne komme igennem landet, selv om der blev lukket for tankstationerne. Men det var mandag og strejken endnu ikke begyndt. Vi fik ikke brug for dem. Og vi oplevede overhovedet intet til den uro, der skulle præge landet.

I Spanien fortsatte vi ad betalingsmotorvejen, autopista'en. De mange gratis motorveje hedder her autovias. De er fuldt på højde med de danske og set fra de bilendes synspunkt langt bedre; de er åbne ud til det omgivende landskab, og de er forsynet med en rigdom af servicesteder (via/zona/area de servicio). Men vores var altså en betalingsvej. Og det gjorde ikke noget. De er ikke så dyre som de franske, og de er også godt forsynet med rastepladser.

Vi valgte en en tredive km. fra grænsen. Den var ikke så flot som de franske, men god nok. Og her fik vi det første indtryk af, hvor meget indvandrerne må betyde i Spanien. Et sted på pladsen var der en plads for fodvask, og der var tekst på både spansk og arabisk. Og dette vel at mærke næsten helt oppe ved grænsen til Frankrig.

Næste aften kunne vi overnatte på en plads nær Murcia med en dejlig restaurant, hvor vi kunne få vores første tapas, disse småretter, som man sådan kæler for i Spanien. De koster meget lidt, og de fylder ikke for meget i maven. Og så gik det videre mod Granada. I de vilde bjerge ved Lorca oplevede vi den første bilkø, da vi skulle igennem en tunnel, hvor der var vejarbejde. Den tog højst 5 minutter.

Her i det sydligste Spanien er en del vejskilte forresten forsynet med supplerende arabisk tekst.

Nær Granada aktiverede vi vores navigator, for at den skulle lede os ind til byens busstation, som skulle ligge i nærheden af campingladsen. Det gjorde den på nydeligste vis. Vi var fremme allerede kl. 14 og kunne vælge den allerbedste plads.

En så nem udtur har vi nok aldrig oplevet tidligere.

 


Sti: Udrejsen ⇒ Andalusien

Oversigt