Andalusien

For nogle år siden besøgte vi Granada, Cordoba og Ronda. Det var med fly til Malaga og derfra ud i lejet bil. Vi ville have boet på hostales, men havde ikke taget med i betragtning, at det var konfirmationstid og endda efterfulgt af 1. maj. Så i alt fald i Granada var alt optaget. Vi måtte bo et godt stykke uden for byen, hvor vi var så usandsynligt heldige at finde et ledigt værelse på et hotel, fordi en var blevet syg. Derfra måtte vi så tage taxa ind til byen (jeg turde ikke lægge an på at kunne finde en parkeringsplads selv). Det blev til et par alt for korte besøg.

Denne gang kom vi i vores egen autocamper, så vi i alle tilfælde ikke behøvede at undvære nattesøvnen.

Granada

Vi var heldige at finde den campingplads, der ligger i selve byen, ganske kort fra busstation og -stoppested. Herfra var der 20 minutters kørsel ind til centrum, hvor vi kunne stige af ved domkirken.

Alhambra

Målet over alle mål i Granada må være Alhambra, det store fæstningsværk, der blandt andet indeholder de mauriske kongers palads, og Generalife, kongernes lysthave, der ligger lidt højere oppe.

Alt er opført med islam som grundlag. Lysthaven skal lede sindet hen på paradiset, og det samme skal bygningerne på en måde, som vi andre knapt nok forstår. Væggene er fyldt af nonfigurativ kunst. Det kan være citater fra Koranen, men også digte af en celeber maurisk digter fra det 15. århundrede.

I brolægningen kunne der være indlagt mønstre, der forestillede fugle og fabeldyr; men dette er ikke egentlig imod det muslimske billedforbud. For dette havde samme formål som det bibelske: Det skulle afværge, at man begyndte at dyrke det skabte i stedet for skaberen. Og derfor har der været en vis frihed til at fremstille det skabte på f.eks. tæpper eller andet, man skulle træde på. Det, man træder på, tilbeder man jo ikke.

Men der er også Løvebrønden, et springvand, hvis bassin bæres af nogle løver. Det virker i grunden underligt i denne muslimske sammenhæng.

Islam kom til Spanien i året 711 og underlagde sig hurtigt det meste af halvøen. Kun et par kongeriger allernordligst modstod erobringen. Og herfra startede snart de kristne kongers generobring (reconquista) af landet. Det mauriske kongedømme Granada bestod længst. Dets sidste konge var Boabdil, der den 2. januar 1492 overgav sig til kongeparret Isabella og Ferdinand. Det var samme år, som Christoffer Columbus opdagede Amerika. Han måtte faktisk rejse ud til den spanske hær, der belejrede Granada, for at få kongeparrets endelige tilladelse.

I fredsaftalen indgik bl.a. et løfte om, at muslimerne måtte beholde deres religion, men det løfte blev snart brudt. Og det endte med, at de muslimske maurer blev fordrevet og tog bolig i Nordafrika.

Kejser Karl V (1519-1556) lod en del af bygningerne rydde for at få plads til et palads.

De busser, der gik op til Alhambra, var af en særlig, lille slags. De passede i højde og bredde lige netop til en port i en af de gamle mure.

Albaicín

Ved siden af Alhambra ligger et andet højdedrag, hvorfra man kan se ud over hele byen. Det er en gammel, maurisk bydel, og den har bevaret store dele af sit mauriske præg. Vi fandt deroppe en nybygget moské med tilhørende islamisk center. Vi fik en god snak med en ung mand, en af dem, der var gået over til islam. De har ikke noget at gøre med de gamle maurer, men er bare - som i Danmark - unge mennesker, der er kommet til at tro på denne religion.

Domkirken

Vi havde i grunden regnet med, at når man gik rundt i Granada, kunne man da altid orientere sig efter domkirken, som vel kunne ses vidt og bred. Men det var ikke just tilfældet. Der var ingen betragtelig domkirkeplads; man skulle nærmest ind ad smøger for at nå frem til den. Domkirken var selvfølgelig flot - med vægge i hvidt og rammer i guld. - Vi kunne være kommet ind i det kapel, der virker som overdådigt mausoleum for "det katolske kongepar" Isabella og Ferdinand, dem der forestod erobringen af Granada. Men det havde vi ikke lige lyst til.

Granada er en venlig by med masser af bænke, hvor vi turister kan hvile os under byvandringerne.

Sevilla

Denne by havde vi ikke besøgt før, og det var vigtigt at komme på en tid af året, hvor der ikke var for varmt. - Byen har ingen campingplads, men i byen Dos Hermanas ligger der et par stykker, og der er gode busforbindelser ind til Sevilla, og det tager næsten ikke længere tid end turen fra campingpladsen i centrum i Granada.

Man kommer ind i byen gennem en flot boulevard med bygninger, som blev opført i forbindelse med Expo 29. Det var en udstilling, der blev gennemført i 1929, og som skulle vise det bedste af kolonitidens arkitektur i Latinamerika. For enden af boulevarden har spanierne selv bygget, et meget stort palæ i halvcirkel. Og lige ved siden af det er vores busholdeplads, lige ved en bar med gode muligheder for skygge under de mange træer.

Sevillas yndlingsfarver er de samme som mine: budding med flødeskum, gult og hvidt. Det er blandt meget andet de farver, som den flotte tyrefægterarena er holdt i. Den var vi inde at se på en rundvisning, der også bragte os ind i det kapel, der hører med i sådan et anlæg. Her finder man de bønner, som tyrefægterne kan bede før (og måske også efter) kampene.

Palmesøndag formiddag tog vi en tur med turistbussen. Den bød på to ture, den blå og den røde, og billetterne gjaldt to dage. Vi fik at vide, at det nok var klogt at vente med den røde tur til noget senere, for den blev nok forhindret af de processioner, der snart skulle i gang. Altså tog vi den blå tur. Det var den, der førte ud i det flotte Expo29 område, som vi egentlig kom igennem, hver gang vi skulle til eller fra Sevilla. Men denne gang med forklaringer på, hvad vi så, og i fri luft på toppen af bussen.

Processionerne

Da vi kom tilbage til baren ved busstoppestedet, myldrede det med mennesker i deres fineste tøj. Nogle få bar kviste i hænderne, men det var nu ikke palmegrene. Netop her skulle påskens processioner starte. Snart hørte vi trompetfanfarer i det fjerne. Og så kom der et hold uniformerede ryttere med skinnende gyldne hjelme og signalhorn. Så kom en lang procession af mennesker klædt i hvid kutte og spids hætte (som ku-klux-klanen). Hver med et stort stearinlys i hånden. Nogle brugte det til spadserestok. Så nærmede sig den første trone sig. Af grunde, som vi endnu ikke kendte, holdt den stille et par gange, inden den passerede. Var den på hjul? Nej, næppe. For den blev højere og gyngede, når den blev sat i gang. Senere erfarede vi, at hver trone blev båret af et hold unge stærke mænd. Der kunne godt være 50 til at bære en trone, måske over 100, når det drejede sig om en særligt stor trone. Vi opdagede sammenhængen, da vi kom til at stå uden for en trone, hvor den gjorde holdt. Forhængene blev trukket til side, og der sad de unge mænd og hvilede sig, inden de skulle bære den videre. Der var også skiftehold, der trådte til på aftalte steder.

Vi havde nok inden processionen lagt mærke til nogle muskuløse ungersvende med ensartet påklædning. Var det en slags rockere, som var ude på at lave ballade? Næh, åbenbart ikke; i alt fald ikke idag. De var klædt på til at gøre deres part af den gudstjeneste, som processionerne var.

Der var udskænkning af øl og andre læskedrikke ved vejen. Og stemningen var bare glad. Smådrenge kunne være iført deres egne små kutter og følge deres fader i processionen, og unge piger, som kunne genkende deres kærester under kutterne, fulgte med og forsynede dem med saftevand og burgere.

Foruden flokken af kutteklædte med spidse hætter og stearinlys var der i hver procession en flok korsbærere med knækkede hætter. Kutter - og evt. strømper og sko - havde farver efter, hvilket broderskab der befolkede processionen. De mest seriøse gik med bare fødder, andre i strømpesokker, men nok de fleste også i tennissko. - Bag hver trone gik der en mand med en stige, formentlig til brug hvis noget på tronen skulle rettes. Der var også et par mænd med skraldespand, skovl og kost, så hestepærerne kunne fejes op, inden de kutteklædte kom.

Oprindeligt har det nok kun været mænd, der kunne deltage i processionerne. Men vi så en procession med tydeligvis spinkle skikkelser og smalle skuldre under kutterne. Så ligeberettigelsen er vist også ved at vinde indpas her.

Vejen forbi domkirken var spærret for kørende trafik og fyldt op med stole. Særligt fine pladser for notabiliteterne. Men der var mere, der var spærret. Det sandede vi næste dag, da vi igen skulle med turistbussen. Vi havde allerede taget den røde tur, der skulle bringe os omkring til byens øvrige attraktioner. Og så ville vi i grunden bare med bussen fra floden og hen til busstoppestedet for at komme hjem. I stedet fik vi den blå tur om igen, den omkring Expo29. Så fik vi det meste af den røde tur. Så ud i nogle industrikvarterer. Ud på en motortrafikvej, hvorfra det endelig lykkedes chaufføren at komme tilbage til busstoppestedet. Den indre by havde været spærret af af hensyn til processionerne.

Seværdigheder

Sevilla er en meget smuk by, og der er meget at nyde ved blot at gå en tur i byen. De mauriske minder er ikke tilnærmelsesvist så godt bevaret som i Granada. Men der er da domkirketårnet, der oprindeligt var minaret.

Tæt ved domkirken ligger "De kristne kongers palads". Ifølge brochurerne er det endnu smukkere end paladset på Alhambra. Her har kristne konger benyttet mauriske håndværkere til at skabe noget sublimt. Men det æstetiske er ikke her som på Alhambra forankret i dyb religiøs alvor.

El Rocio

Vore danske rejsebekendte havde fortalt om en mærkelig by, der lå et stykke længere mod syd lige op ad en stor naturpark. Der tog vi hen gennem et landskab med en mængde smuk pinjeskov. Byen har sandveje. De er brede, og man kører, hvor man kan; hvor sandet p.t. ikke er alt for løst. Fra den prima campingplads cyklede vi sen eftermiddag ud til et sted, hvor man kunne observere fugle. Særdeles velindrettet, og vi hørte og så også lidt; men tidspunktet har nok ikke været det rigtige. - En flodarm udvider sig til en flad sø lige op til byen. Det tog vi nogle flotte billeder af; men de blev jo stjålet sammen med alle de andre.

Byen er et studie værd; tilholdssted for mange religiøse broderskaber. Men vi vidste ikke nok om den og var egentlig også mest opsatte på at købe noget ordentligt brød. Og næste dag rejste vi imod Cordoba.

Carmoa

I Carmoa har man en begravelsesplads, necropolis, fra romertiden. Underjordiske kamre, der bl.a. indeholdt et krematorium. Vi havde aldrig fundet det, havde det ikke været for den lille parkeringsvagt med en fløjte, som han brugte ihærdigt. Han havde også en knippel, som han var meget stolt af. Men vi behøvede ikke være bange, beroligede han nådigt. Vi gav ham vist en lille skilling for at passe godt på bilen.

Cordoba

Her er der en campingplads inde i byen. Vi ankom senere end ventet, men var heldige at få pladsens næstsidste ledige parcel.

Snart kom der et ungt spansk-amerikansk par. De fik med møje hamret pløkkene til deres telt ned i det inderste stenede højrne af pladsen.

../billeder/2006/cordoba: roseogalex-mini.jpg

Det var Rose og Alejandro. Dem fik vi stor glæde af.

 

Nu skulle vi ned i byen at orientere os. Ved busstoppestedet ventede en spansk familie. De skulle med samme bus. Da de skulle af, kom drengen og prikkede os på skulderen. Skulle vi måske ikke se processionerne? Jamen, så var det her. - Vi nåede lige at komme af, og så fulgte vi i hælene på dem. De kendte vejen, og den førte os til en stor plads, der var centrum for processionerne. Klokken var snart 17, og der var kun ståpladser tilbage. Og så stod vi ellers og ventede, til optogene begyndte.

../billeder/2006/cordoba: ciriza-fam-mini.jpg


Her er familien: Montse, Iñaki, Regina på 6 år og Nicolas på 10 år.

Alle de billeder, vi selv havde taget af processionerne, blev jo stjålet; men de har sendt os dette og de efterfølgende billeder.

 

../billeder/2006/cordoba: ciriza-77-mini.jpg

Her kommer en af tronerne (eller skal man kalde dem altre?) forbi.

 

../billeder/2006/cordoba: ciriza-78-mini.jpg

Her er det vist tronen med den sidste nadver. Meget stor. Der må have været en mængde unge mænd til at bære den.

 

../billeder/2006/cordoba: ciriza-79-mini.jpg

 

../billeder/2006/cordoba: ciriza-89-mini.jpg

Denne trone er måske den samme, som er vist først. Blot er billedet så taget et andet sted i byen - og langt senere. For på et tidspunkt spurge vore spanske venner, om ikke vi ville med hen at spise tapas. De kendte et godt sted.

Stedet var en restaurant tæt ved floden, nede ved den store mesquita, der nu rummer domkirken.

 

../billeder/2006/cordoba: ciriza-83-mini.jpg

Der var bordplads i den smalle gyde uden for restauranten. Vi lod vore venner bestille. De vidste jo, hvad det drejede sig om. Og så kunne vi ellers hygge os med den ene ret efter den anden. Man spiser af samme fad.

Imens gik snakken lystigt. Vi kunne en ganske lille smule spansk, og Nicolas ville gerne afprøve sine engelskkundskaber. Til alt held havde vi en spansk-engelsk ordbog med. Så det gik fornøjeligt. - Her har børnene taget et billede af os i mørket.

 

Det blev sent, inden vi vendte hjem til campingpladsen. Og vi aftalte, at vi skulle mødes ved bybussen næste morgen for at se mere af byen.

../billeder/2006/cordoba: ciriza-82-mini.jpg

Så næste morgen tog vi ind til Mesquita, moskeen, der nu rummer domkirken. Der var forresten også en domkirke her, inden moskeen blev bygget. Den daværende befolkning - inden maurerne - var visigoterne, der var kristne.

Regina er ikke med på billedet. Hun var fotografen.

Moskeen er et imponerende bygningsværk. Og meget af det mauriske er bevarer. Men slutstenen i den kuppel, der rejser sig over moskeens helligste sted, forestiller en muslingeskal! Det er ellers tegnet for Santiago, Sankt Jakob, der også blev kaldt Matamoros, maurerdræberen. Kan man virkelig forestille sig, at maurerne selv har anbragt dette tegn på moskeens helligste sted?

Så var det tid til en tur gennem Judería, det gamle jødiske kvarter, der idag mest udmærker sig ved sine fine turistbutikker. - Og så syntes vi, at vore spanske venner havde haft os på slæb længe nok. Vi udvekslede adresser og tog hjertelig afsked med hinanden.

Vi søgte over på den anden side floden for at komme til et gammelt romersk tårn, hvor der skulle være en slags pædagogisk museum, som kunne fortælle om, hvordan jøder, kristne og muslimer kunne leve fredeligt side om side (indtil de kristne fik magten). Undervejs stødte vi på Rose og Alejandro, der skulle have tiden til at gå indtil dagens processioner. De havde hørt om den gode restaurant, vi var inde på dagen i forvejen, og nu var det os, der kunne vise vejen. Her kom vi så til at spise endnu en gang. Og vi lod klogeligt Alejandro og Rose vælge retterne.

Hjemme igen på campingpladsen fik vi strøm på vognen, så vi kunne bruge den bærbare computer. Alle billeder fra fotografiapparatet blev overført dertil, så der kunne være god plads til alle de billeder, der endnu ventede på at blive taget. Og det var så dem, vi aldrig skulle se igen, fordi computeren blev stjålet ved Barcelona. - Men hvad der herefter kom i kameraet, fik vi jo lov til at beholde.

Den næste morgen var vor spanske familie rejst, og Rose og Alejandro gjorde også klar til at tage af sted. - Vi spadserede så en tur ned til centrum. Der var stadig noget at se. Overalt kunne man se, hvor processionsruterne var. Det røbede stearinpletterne på gaderne.

../billeder/2006/cordoba: gyde-mini.jpg

Her en af de mange fine gyder.

 

../billeder/2006/cordoba: plads-mini.jpg

En af de smukke pladser.

 

../billeder/2006/cordoba: plads2-mini.jpg

Denne enormt store plads har i fortiden fungeret som tyrefægterarena og vist også henrettelsesplads, specielt brænding af kættere. Pladsen hedder Plaza de la Corredera.

 

../billeder/2006/cordoba: romersk-mini.jpg

Vi kom forbi et sted, hvor man åbenbart var ved at restaurere noget fra romertiden.

 

../billeder/2006/cordoba: alkazar1-mini.jpg

Hovedmålet idag var Alkazar de los Reyes Christianos, de kristne kongers palads, der selvfølgelig har en maurisk fortid.

 

../billeder/2006/cordoba: alkazar2-mini.jpg

Noget af det bedste her var haverne.

 

../billeder/2006/cordoba: alkazar4-mini.jpg

 

../billeder/2006/cordoba: alkazar5-mini.jpg

 

Så var det tid at tage afsked med Cordoba. Det gjorde vi ved endnu en gang at tage ind på vores yndlingsrestaurant ved mesquitaen. Den ligger vist på hjørnet af Camino de la Cerda og Caño Quebrado. Her er der altid over 40 forskellige slags tapas at få. Vi blev ret forelskede i Berenjenas a la Miel, auberginer indbagt i en tynd skal dejg og overhældt med honning!

Da vi første gang var i Cordoba, fandt vi en liflig plads med springvand. Vandsøjler sprang op fra jorden på et større område med et par meters afstand mellem hver. Man kunne spadsere mellem strålerne, og børn fornøjede sig med at springe tæt ind under dem. Det var kun en fordel at blive lidt våd i varmen. - Vi kunne ikke genfinde pladsen; men det var vistnok den, der her i påsken var dækket med bænke for at danne centrum for processionerne.

Cordoba og Sevilla ligger begge lavt ved floden Guadalquivir og er ulideligt varme i sommermånederne. Det har inspireret til konstruktionen af springvand, der ikke blot er meget smukke, men som også bidrager til kølighed. Måske er hemmeligheden, at vandet plasker rigtig hårdt, så der står en sky af forstøvede vanddråber omkring hvert springvand.

 


Sti: Udrejsen ⇐ Andalusien ⇒ Toledo

Oversigt