Årets uheld

Vi havde haft en dejligt nem tur ned igennem Tyskland på udrejsen. Og endnu nemmere gik det på hjemrejsen. Ingen egentlige trafikpropper, og solen skinnede og åbenbarede dalenes skønhed på strækningen med de mange bjerge mellem Frankfurt og Hannover.

Det gik godt fremover, selv om vi holdt en adstadig fart omkring de 90, så vi nåede pænt op i Tyskland, inden vi kørte ind på en tankstation for at overnatte.

Næste morgen var der igen dejligt solskinsvejr, og trafkiken var stadigvæk nem. Vi havde ellers talt om, at vi næste aften kunne gøre holdt ved vores yndlings-autohof nord for Hamburg (motorvej 23, udkørsel 15). Men så godt, som det nu gik, ville vi være fremme alt for tidligt til at tænke på overnatning. Hvis det altså blev ved med at gå så nemt.

Vi huskede faktisk et rigtig stor HVIS. For vi véd jo godt, at på de tyske motorveje skal man ikke lægge alt for faste planer for, hvornår man skal være nået frem. Der kan ske så meget uventet. Og forresten, der kunne da også ske noget med vores egen bil, når galt skulle være.

Hundrede kilometer inden Hamburg begyndte motoren så at larme. Vi standsede på en rasteplads og kiggede efter. Lyden kom fra motoren, måske noget med kileremmen. I alt fald ikke noget med et udstødningsrør, der kunne falde af og være til fare for andre trafikanter.

Så vi fortsatte og nåede vores Autohof. Trods betegnelsen var der intet værksted her. Vi spurgte om det på restauranten, og straks var der en medhjælper, der sprang af sted med mig ud til bilen. Han var vist indvandrer og havde nok tidligere været mekaniker. Han lyttede til motoren og mente, at det nok var kileremmen, der var beskadiget. Og måske kunne vi nok nå hjem til Danmark.

Efter et overdådigt måltid (Bauernfrühstück) på kæmpetallerkner til Euro 5,50 fortsatte vi så turen. Larmen fra motoren var ikke blevet mindre. Men pludselig var den væk. Kileremmen var sprunget, og øjeblikkeligt steg kølevandets temperatur til kogepunktet. Hurtig ind i nødsporet lige ved en af telefonerne.

Disse telefoner er indrettet sådan, at man løfter et låg, og straks er der forbindelse. På panelet under låget står der 3 oplysninger: Vejens nummer (A 23), et kilometerantal (41,60 km, sikkert fra Hamburg) samt et større nummer.- Det var en dame, der var i telefonen, og hun var yderst kompetent til at tale hurtigt, og hendes telefon var vist endda en af disse mobiltelefoner med huller i lyden. Hun opgav mig og bad mig om at afbryde forbindelsen og prøve igen. - Det gjorde jeg - og fik kontakt til en anden dame, der også kunne tale hurtigt. Hun afbrød vist selv forbindelsen. - Tredie gang fik jeg en mand i telefonen. Og nu gik det (dette være skrevet helt uden nogen tilbøjelighed til kønsdiskriminering) planmæssigt. Han opfangede vores position og ville sende en ADAC-bil ud til os.

../billeder/2005: uheld-3-mini.jpg

Heldigvis havde vore naboer givet os med på turen et par af de gule veste, som nu er obligatoriske i Tyskland, når man holder i nødsporet.

Vi havde fået besked om at blive uden for bilen, så vi var lettere at få øje på, og helst skulle vi jo kante os frem mellem bilen og autoværnet. Her faldt Annalise i et forræderisk hul, der var gemt under det høje græs. Det indbragte hende et par forstuvede (eller brækkede) tæer. Så det var godt, at dette ikke var sket på udturen. Så havde vi nok været nødt til at vende om.

 

../billeder/2005: uheld-2-mini.jpg

Vi befandt os i marskegnene, og udsigten var i grunden helt pæn. Men vi kom ikke til at nyde den længe. Der blev tid til en kop stående kaffe; så var ADAC-bilen der. Mekanikeren trak bilen hen til en sidevej, hvor kan kunne kigge nærmere på problemet. Han havde nu ikke nogen kilerem, der passede til vores bil, så han ringede til en kollega, og 20 minutter efter kom der en vogn, der kunne transportere os på ladet hen til nærmeste ADAC-værksted.

Det var ikke langt væk. Men her havde man heller ikke den kilerem, som vi havde brug for; den kunne først komme næste formiddag. Chaufføren ville så bringe os til en campingplads, hvor vi kunne overnatte.

På campingplads uden vogn, hvordan? - Jamen vi fik bare vognen med, og campingpladsen var lige i nærheden. - Det var den unægteligt også. Den var nærmest vokset sammen med værkstedet - med egen forbindelsesvej.

../billeder/2005: uheld-5-mini.jpg

Det var så også en måde at ankomme til en campingplads på. Sikkert første gang, vores lille, stærke camper har været udsat for det.

Pladsen var ellers ikke en, vi ville have valgt selv. Mærkeligt rodet og beskidt, og receptionen var i en tilrøget knejpe. Men ellers havde vi det jo godt nok. Vi fik aftenen til at gå, og næste formiddag kom en mekaniker og bad os om at køre om til værkstedet. (Sådan en lille tur kan man godt køre uden kilerem). Så baksede han og en lærling med vognen et stykke tid, fik hældt vand og kølevæske på køleren. Og vi kunne køre videre (efter at have betalt).

 


Hvert år har stort set haft sit uheld. - Sidste år var det vinduesviskerne, der gik i stå efter sikkert 18 års mangel på smøring. - Året i forvejen var det håndbremsekablet, der var gået i stykker, så vi måtte undgå at køre i bjergbyerne. Det er for svært at holde for rødt i et stejlt kryds uden håndbremse. - På turen til Santiago de Compostella var det gearkassen, der blev ødelagt. Men det var nu min egen skyld.

Den eneste tur, der er passeret uden uheld, har vist været den allerførste. Da havde vi lige fået bilen og ville gerne prøve den af, så vi tog en tur ned at se på Hansestæder i det gamle Østtyskland. Alt gik fint. Men da vi fik vognen på værksted bagefter, viste det sig, at dækkene var rådne, og der var buler på indersiden af begge bagdæk. De kunne være eksploderet, hvad øjeblik det skulle være.

Da vi købte vognen, var jeg ellers så tilfreds ved at opdage, at sælgeren var ansat i Statens Biltilsyn. Så vidste han da noget om, hvordan en vogn skulle være. - Men han må have været en svindler. Der var de rådne dæk. Der var ulovligt tyndslidte skivebremser; der var et løst styrehus og slør i rattet. Altsammen noget, som man ikke burde bekymre sig om, når en bil lige var synet. - Sådan noget kunne altså lade sig gøre i Viborg, hvor vi fik bilen. Mon der er kommet mange biler igennem synet på den måde.

Nu er vognen kommet i virkelig god stand. Så vi glæder os til at komme ud med den igen.

 


Sti: Obernai ⇐ Årets uheld

Oversigt