Sedan

Sedan havde vi kun lyse minder om, siden vi besøgte byen sidste år. Da nåede vi frem til byen lige inden campingpladsens lukketid efter en besværlig tur gennem Belgien. Vi fik en plads, selv om campingpladsen egentlig allerede var overfyldt. Vi var nemlig dumpet ned i selve den årlige byfest med stor kåring af Ardennerhingste og -hopper på pladsen lige ved siden af.

I grunden er Sedan en lille prosaisk hovedby i et bondeland. Det var svært at opdage sidste år og heller ikke helt let i år.

../billeder/2005: sedan-1-mini.jpg

I år var der rigelig plads på camping­pladsen, og vi fandt et sted ved siden af et stort skyggefuldt træ, som vi kunne have helt for os selv i sommervarmen. Efter bladene at dømme var det en slags lindetræ.

 

Det varede ikke længe, inden vi var ude i byen. Man skal bare over en bro, så er den der. Sidste år forsømte vi at komme ind i Europas største borgruin (den, hvor Napoleon III overgav sig til preusserne). Det måtte vi rette op på i år.

../billeder/2005: sedan-borggaard-mini.jpg

Det var ikke hele borgen, der lå i ruin. Visse dele af den bruges vist endnu til civile formål. Men den del, som vi blev ført rundt i, var indrettet som et udmærket krigsmuseum, hvor man fik et lille indtryk af gamle tiders teknikker (blandt andet nogle groteske forladegeværer, der var så store som små maskinkanoner).

 

../billeder/2005: sedan-2-mini.jpg

Og bastionerne var ret så høje. Her er et kig ned til en højtliggende del af byen.

Det var godt, at vi kom af sted til borgen allerede første dag, for den næste dag regnede det voldsomt til langt hen på eftermiddagen. Vi fik spillet en del kort.

Sidst på dagen var der opholdsvejr. Vi var inde at se på byen igen og skulle også gerne finde et supermarked, hvor vi kunne købe lidt mælk og andet. Så vi spurgte forskellige forbipasserende om, hvor vi kunne finde et 'supermarché' - og blev vist langt ud i de nyere bydele. Sædvanligvis var vores spørgsmål blevet mødt med et modspørgsmål om, hvilket supermarked vi ønskede at handle i, og det var vi i grunden ret ligeglade med, så længe det bare drejede sig om mælk, øl og brød. - Siden fandt vi ud af, at når det drejede sig om den slags dagligvarer, så kunne man nøjes med at spørge efter et 'magazin d'alimentation'. Den slags skal der nok være et af i nærheden.

Men denne gang satte vi altså kurs mod et af de store supermarkeder, og her røbede Annalise ukendte evner som navigatør. Hun havde fået øje på øen med vores campingplads i det fjerne og kunne styre os hurtigt og sikkert tilbage efter indkøbene.

Først på aftenen kunne vi se, at der var optræk til et eller andet ovre på 'fastlandet'. Det måtte vi over at se. Der skulle være fodboldkamp i byens stadion (der vistnok tilhørte den lokale klub "Vert & Rouge"). Folk strømmede til iført de grønne og røde farver, og i nærheden var det arrangeret en udendørs beværtning, hvor folk kunne få sig en klapsammen eller spise den medbragte. Bare rart og hyggeligt, og bagefter hørte vi ingen råben eller udrykning af politibiler og ambulancer.

Mens det regnede, havde vi også fået tid til at overveje grundigt, om der nu ikke var flere steder her nordpå, vi skulle besøge, inden vi søgte ned mod Aube i den sydlige del af Champagne. Jo, der var da Chalons-sur-Marne, der har en af Frankrigs smukkeste domkirker. Og der skulle også være et kloster fra det 12. århundrede (Cluny-tiden!).

Chalons-sur-Marne

../billeder/2005: chalons-2-mini.jpg

Vi fandt en flot udstyret campingplads (papir på wc'erne, sæbe ved håndvaskene). Så cyklede vi ind til centrum. Klostret var der slet ikke, kun et museum med gamle søjlerester og andet, som man havde fundet i jorden. Da vi så kom til domkirken, fandt vi på døren et opslag, der med stor beklagelse meddelte, at rent undtagelsesvist holdtes kirken lukket lørdag-søndag den 20-21/8. Vi var der den 20/8, så vi kunne godt tage hjem.

Der, hvor man kommer ud fra centrum for at fortsætte ad general de Gaulles allé og siden af de Allieredes allé, var der efter krigen på en smuk plads rejst en triumfbue. Den var sært høj og smal - som om den skulle passe til de Gaulles specielle dimensioner. Men anlægget var pænt.

../billeder/2005: chalons-mini.jpg

Her havde franskmændenes glæde over blomster givet et særligt udslag. På opsætningen på dette billede kan man måske se teksten SAMEDI 20 AOUT 2005 (lørdag den 20. august 2005). Da vi passerede stedet dagen efter på vej sydpå, stod der DIMANCHE 21 AOUT 2005.

 

 

 


Sti: Belgien ⇐ Sedan ⇒ Aube

Oversigt