Obernai

../billeder/2005: obernai-1-mini.jpg

I Obernai var der skilte hen mod en stor, gratis parkeringsplads, hvor man gerne måtte holde om natten. Herfra kunne man spadsere lige ind i den gamle bydel gennem en dør i bymuren.

Efter en siesta i sommervarmen tog vi cyklerne med ind i byen. Den var godt nok køn.

 

../billeder/2005: obernai-2-mini.jpg

 

../billeder/2005: obernai-3-mini.jpg

Byen er vel på godt 8000 indbyggere, og den ligger for enden af Alsaces vinrute. så her er mange turister, og mange restauranter. Nu skulle vi endelig have en god fransk middag! Og vi overnattede jo gratis, så der var råd til det.

Vi kom ind på en mondæn fortovsrestaurant og bestilte en af egnens specialiteter, hver en 'baeckeoffe'. Ordet er tysk og betyder bare 'bageovn'. Det var en ret med tre slags kød og kartoffler m.v. bagt i fad. Fransk? - Joda, men rigtig solid fransk bondemad, lige til at blive stor og stærk af. Og den var selvfølgelig rigelig.

Dagen efter fandt vi op på bjerget Mont Ste Odile med det kloster, som blev grundlagt af Alsaces skytshelgen Ste Odile. Odile blev født i det 7. århundrede og var blind ved fødslen. Men hun blev seende, da hun blev døbt. Hun grundlagde dette kloster, som blev meget velhavende. Idag er det stadigvæk valfartssted, men ikke egentlig kloster. Det er hotel og har 6 restauranter (var det vistnok).

../billeder/2005: odile-1-mini.jpg

Det ligger svimlende højt. Obernai ligger nok et sted dernede under disen.

 

../billeder/2005: odile-2-mini.jpg

Her kigger vi den anden vej. Det er selvfølgelig Odile på toppen af spiret.

Der var et par usandsyligt smukke kapeller, og inden i klostret kunne man komme ind i andre kapeller, bl.a. et med Odiles relikvier.

 

../billeder/2005: odile-3-mini.jpg

Inden afgangen skulle vi da prøve en af de mange restauranter. Vi valgte cafeteriet.

Her fik vi så endelig noget, der så lidt fornøjeligt ud. Det til venstre er en Croute Richelieu (indbagt paté) til € 5,50. Til højre en Quiche Self (grønsagstærte) til € 5,00, begge med en god gang Sauerkraut. Hele herligheden kunne vi nyde på gårdspladsen i skyggen af træerne.

Heropope i nærheden skulle man også kunne se nogle gamle fæstningsværker fra tiden før romerne. Men dem fik vi nu ikke øje på.

 


Sti: L'Isle-sur-le-Doubs ⇐ Obernai ⇒ Årets uheld

Oversigt