Jura-bjergene

Nu ville vi videre til byen Dole, der ligger i udkanten af Jura-bjergene. Den valgte vi, fordi vi jo slet ikke havde været forberedt på at komme herned og derfor ikke havde kortmateriale på navigatoren, ejheller adresser på campingpladser i de store byer. Vi valgte altså Dole, fordi vi kunne se, at der var campingplads i byen, og at denne kun var på godt 20.000 indbyggere. I en så lille by kan man altid finde campingpladsen.

Det gjorde vi også. Den lå lige neden for den gamle bydel, faktisk på en ø, som var omgivet af flodarme. Der var en konstant brusen af vand, og luften var frisk. Men græsset på pladsen var stort set dødt, så man hurtigt kunne få slæbt en masse snavn ind i vognen.

Næste dag cyklede vi ind i byen. Den var ikke særlig velegnet til cykling. Ret store niveauforskelle. Men indimellem gik det da.

Deres domkirke var i grunden en dejlig oplevelse. Pæn nok i sig selv af en gotisk kirke at være. Og især kunne man på forskellige opslagstavler og plakater se, at der var liv i menigheden her.

../billeder/2005: dole-1-mini.jpg

I den bageste del af kirken fandt vi disse kort. Her kunne de besøgende sætte en nipsnål på den lokalitet, de kom fra. Vi satte en for Hjerting.

 

../billeder/2005: dole-2-mini.jpg

Så lidt rundt i den gamle bydel. Her med udsigt til kirken.

Der komme somme tider et drys af regn, ikke noget at regne. Men det tog til, og da vi kom tilbage til pladsen, regnede det solidt. Vi brugte tiden til at finde ud af, hvor vi skulle hen herfra. Turistmaterialet for Jura-bjergene er righoldigt, og Annalise havde set en folder med et mærkeligt anlæg, der af UNESCO var udnævnt til "verdensarv". Det var et saltværk fra 1700-tallet.

../billeder/2005: kglsalt-mini.jpg

Det var bygget i en nøjagtig halvcirkel, som vi kunne se af billedet i brochuren.

Det kunne vi da godt tage op at kigge på. Og der var også en del grotter i området, og vandfald. Og så kunne det se ud til, at der var et eller andet spændende i en by, der hed Salins-les-Bains. Vi kunne ikke rigtig se, hvad det var. Men når vi nu var i nærheden ... .

Situationen var jo den, at vi havde været igennem alt det, som vi havde forberedt hjemmefra, og det var da for tidligt at vende kursen mod Danmark.

Ideologisk arkitektur

../billeder/2005: kglsalt-1-mini.jpg

Det mærkelige anlæg i halvcirkel hed Salines Royales (de kongelige saltværker) og lå i byen Arc-et-Senans.

Der var stor parkeringsplads og mange besøgende. Dette var jo verdens kulturarv. Man kunne jo begynde med at undre sig over, at nogen kunne finde på at forsyne et saltværk med en så imponerende indgangsportal. Og det kræver da også mere end een forklaring.

For det første: Saltets uundværlighed. - Vi kom i tanke om, at vi nok havde lært i børneskolen, at Hansestædernes magtposition i middelalderen hang sammen med, at de havde monopol på handelen med salt. I Østersøen kunne fiskerne hale sild op i spande, men hvis hanseaterne ikke stod inde på land med deres salttønder, så var det ikke meget værd. Nu lærte vi i tilgift, at saltet havde været et yndet skatteobjekt lige siden de ægyptiske faraoners tid. Hvis de regerende formåede at lægge skat på salt, kom alle til at betale skat, for ingen kan undvære salt. Og i Frankring havde kongemagten da også på et tidligt tidspunkt sørget for at skaffe sig monopol på saltet.

Den anden forklaring er tiden for saltværkets opførsel. Det blev opført i årene 1775-1779, mens Louis XVI var konge. Det var en tid, hvor overklassen væltede sig i luxus. En af dem, der havde fået foden indenfor i overdådighedens paradis, var arkitekten Claude-Nicolas Ledoux, der opførte prægtige palæer, som var en kombination af antikkens stilelementer og modefilosoffen Rousseaux' ideer.

Hans første udkast til fabrikken havde været et stort kvadratisk anlæg med en søjlegang hele vejen omkring. Det blev dog for meget for kong Louis XV, og forresten havde han glemt at tage hensyn til de tekniske specifikationer.

Helt uden den ingeniørmæssige viden, uden hvilken arkitektur så nemt bliver latterlig, har han i grunden ikke været. Han var i sin ungdom med til at bygge både kirker og broer. Men symbolikken og filosofien har nok haft prioritet.

../billeder/2005: kglsalt-2-mini.jpg

Centralt i anlægget ligger direktørens palæ. Det runde hul i frisen har symbolsk betydning. Det er det øje, hvormed direktøren overvåger alt i anlægget, og også det samlingspunkt, som alles øjne retter sig imod.

 

../billeder/2005: kglsalt-3-mini.jpg

Skiftende med almindelige firkantede vinduer finder man koøjne som disse. De forestiller en krukke, hvorfra der hældes saltlage. De blev også brugt i de bygninger, hvor arbejderne skulle bo. Og det medførte så, at nogle af de værelser, der var indrettet til dem, kun fik lys fra et sådant hul. Og så var det endda kun den øverste halvdel, der kunne komme lys igennem.

Celtralt i hver arbejderbygning havde arkitekten lavet en stor pejs, der skulle bringe varme til alle. Det viste sig nu hurtigt at være alt for lidt til Jura-bjergenes barske vintre.

Værket kom aldrig op på den kapacitet, man havde håbet på. Og det blev opgivet efter ca. 100 år. En af grundene var, at man nu kunne bruge kul til opvarmning, hvor man før havde måttet bruge træ. Og saltværket var blevet anlagt netop her, fordi der var skov nok.

Bygningerne rummer nu bl.a. et museum for arkitekten samt forskellige skiftende kunstudstillinger. Om saltproduktion er der ikke ret meget at hente.

../billeder/2005: kglsalt-4-mini.jpg

Pladsen foran fabriksbygningerne skæmmes at nogle deforme, blå genstande, der synes at være læsset af her ved en fejltagelse. Men det er nu nok kunst, for længere mod højre kan man se et skab, der udtrykkeligt kaldes en "installation". Det rummer en del tildels visne potteplanter.


En drypstenshule

../billeder/2005: osselte-1-mini.jpg

Der var indtil flere grotter med drypsten at vælge imellem. Vi havde valgt den ved Osselte.

 

../billeder/2005: osselte-2-mini.jpg

De tappe, der dannes ved dryp fra loftet, kaldes 'stalaktitter'. De tappe, der derved vokser op fra bunden, hvor dryppene rammer, kaldes 'stalagmitter'. Når de vokser sammen, kaldes de bare 'søjler' eller 'stalagnater'.

 

 

../billeder/2005: osselte-3-mini.jpg

 

../billeder/2005: osselte-6-mini.jpg

 

../billeder/2005: osselte-7-mini.jpg

Langt inde i grotten har man fundet mange skeletter af bl.a. hulebjørnen. Derfor denne opstilling.

 

../billeder/2005: osselte-8-mini.jpg

 

Salins-les-Bains

Nu skulle vi så videre til denne by, hvor der var et eller andet interessant foruden en campingplads.

../billeder/2005: salin-1-mini.jpg

Højt oppe over byen kunne man fra campingpladsen se en gammel borg, eller rettere den kirke, der er en del af fæstningen.

 

../billeder/2005: salin-kort-mini.jpg

Den røde pil peger på campingpladsen.

På den anden side af dalen lå der en tilsvarende borg. Og vi lærte, at her gik i middelalderen hovedfærdselsåren mellem Parisregionen og Norditalien. Så det var nok værd at have magt over stedet.


Byen lå ved en flod, og der var ikke plads til ret mange gader, der gik parallelt med hovedgaden. Der var et område, der virkede ret mondænt med en flot promenade, der dog blev skæmmet noget af, at der var opsat højttalere, som skrattede musik ud over de spadserende. Her var et casino med en rigtig neger som dørmand. Her lå også borgmesterkontoret og et meget flot turistkontor. Vi lærte senere, at disse bygninger var del af et gammelt saltværk, bolig for direktøren og andre betydningsfulde personer.

Det var nemlig billedet af et underjordisk saltværk, der havde påkaldt sig vores interesse, så vi var taget hertil. Det er her på stedet, man kan udvinde det stærkt saltholdige vand fra underjordiske floder. Og vandet flyder der jo stadigvæk, man har bare ikke brug for det mere. Vi så et kæmpestort pumpeværk, som blev drevet af en vandmølle. Der var nok lidt snyd med i det, for der var nogle elektriske ledninger, der røbede, at en elektromotor var sat til. Hvælvingerne så ud som krypten under en ældgammel domkirke. Man har også bevaret salen, hvor saltet blev inddampet. Her har luften været fyldt af både damp og røg med åndedrætssygdomme til følge for dem, der har arbejdet her.

Et af de store huse i komplexet var blevet beboet af den person, der dagligt skulle kontrollere arbejderne, når de skulle hjem fra arbejde. Vé den, der havde smuglet lidt salt med ud!

Det var herfra, vandet blev ledt op gennem trærør til det kongelige saltværk i Arc-et-Senans. Og når produktionen blev flyttet herfra, skyldtes det, at man efterhånden havde fældet skovene vidt omkring, så det var blevet for svært at skaffe brændsel til produktionen. Og som arkitekten Claude-Nicolas Ledoux havde sagt: Det er nemmere at transportere vand fra det ene sted til det andet end at transportere en skov i småstykker.

Så var der kommet en uventet sammenhæng i denne del af turen.

Og så kunne vi godt være tjent med at vende hjemad.

 


Sti: General de Gaulle ⇐ Jurabjergene ⇒ L'Isle-sur-le-Doubs

Oversigt